SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 95: Udkast til forslag om lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven, og forskellige andre love (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og narkohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter på privathospitaler, m.v.), fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 95
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og forskellige an-

dre love.

(Udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og

narkohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter på privathospitaler, m.v.)

§1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015,

med de ændringer, der følger af § 7 i lov nr. 656 af 8. juni 2018 og § 1 i lov nr. 691 af 8. juni 2017,

foretages følgende ændringer:

§ 4 a

ændres »§ 19 a, stk. 1 og 4« til: »§ 19 a, stk. 1, 4, 6 og 8.«

§ 13 a, stk. 1,

affattes således:

»§

13 a.

Overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som modtager støtte i henhold til afsnit V i

lov om social service som følge af nedsat psykisk funktionsevne, efter udskrivning indgås en udskriv-

ningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privat-

praktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.«

§ 13 a

indsættes før stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Hvis en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, må antages ikke selv at ville søge den be-

handling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, har overlægen ansvaret

for, at der efter udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske af-

deling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behand-

lingsmæssige og sociale tilbud.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 13 d

§ 13 e

ophæves.

Overskriften

til kapitel 5 a affattes således:

»Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation, samt anven-

delse af kropsscannere og narkohunde m.v.«

§ 19 a

indsættes efter stk. 5 som nye stykker:

SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 95: Udkast til forslag om lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven, og forskellige andre love (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og narkohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter på privathospitaler, m.v.), fra sundhedsministeren

»Stk.

Overlægen kan i de situationer, der er omfattet af stk. 1, og ved mistanke om, at medika-

menter, rusmidler eller farlige genstande uretmæssigt søges medbragt til afdelingen, uden retsken-

delse beslutte, at der skal anvendes kropsscannere ved undersøgelse af patienter eller andre, der sø-

ger adgang til den psykiatriske afdeling.

Stk. 7.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af kropsscannere.

Stk. 8.

Overlægen kan ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande

på den psykiatriske afdelings udearealer beslutte, at der kan anvendes narkohunde ved undersøgelse

af disse arealer.

Stk. 9.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer om anvendelsen af narkohunde i

forbindelse med undersøgelse af den psykiatriske afdelings udearealer.«

§ 20, stk. 1,

udgår »13 d,«

§ 24, stk. 1,

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning,«

§ 26, stk. 1,

ophæves 4.-6. pkt.

10.

§ 32, stk. 3,

ophæves 2. pkt.

11.

§ 35,

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d,«

12.

§ 36, stk. 3, 1. pkt.,

affattes således:

»Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus skal træffe afgørelse i klagesager om

tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning inden 7 hverdage efter klagens modtagelse.«

13.

§ 37, stk. 1,

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d,«

14.

§ 37, stk. 3,

ophæves.

15.

§ 40, stk. 3,

affattes således:

»Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes i sikringsaf-

delingen efter stk. 1. Det gælder dog ikke §§ 5-11, 13 og 21, stk. 2, samt bestemmelserne i kapitel

10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.«

16.

Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til: »Nævnenes Hus«.

§2

I lov om retspsykiatrisk behandling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1396 af 21. december 2005, fore-

tages følgende ændringer:

§ 1

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutio-

ner som led i varetagelsen af den ambulante behandling af patienter, der i henhold til stk. 1, nr. 2, på

anden måde undergives psykiatrisk behandling i henhold til dom eller kendelse.

§ 1

indsættes som nyt

stk. 3:

»Stk.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af institutio-

ner som nævnt i stk. 2.«

§3

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018, som senest ændret ved lov nr.

730 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:

§ 238, stk. 2,

indsættes efter »afsnit VI til«: »somatisk«

§ 238

indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk.

Ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver staten bopælskommunen betaling

pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk færdigbehandlede patienter fra kom-

munen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag fra og med sy-

vende sengedag til og med trettende sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og

med den fjortende sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde, som bloktilskuddet til

regionerne.

Stk. 4.

Taksterne efter stk. 3 får 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75

pct. i tilskudsåret 2022, og 100 pct. fra og med tilskudsåret 2023.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.

§ 238, stk. 4,

som bliver stk. 6, ændres »stk. 1 og 3« til: »stk. 1 og 5«.

§ 238, stk. 5,

som bliver stk. 7, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-6«.

§ 238, stk. 6,

som bliver stk. 8, affattes således:

»Stk.

Sundhedsministeren fastsætter regler om tilbageførsel af provenuet efter stk. 2 og 3 til kom-

munerne.«

§4

I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1141 af 13. september 2018, foretages følgende ændringer:

§ 41, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 142, stk. 4«: », og af læger ansat i sygehusvæsenet under

en persons sygehusindlæggelse«.

§ 41, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»I tilfælde af behandlingskrævende akutte abstinenser skal ordinationen foretages straks.«

§5

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. september 2017 (retsplejeloven), som

ændret senest ved lov nr. 715 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:

§ 469, stk. 1

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning,«

§6

Loven træder i kraft den 1. juli 2019, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens § 3, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2020.

§7

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne

med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

2.1.1 Gældende ret

2.1.1.1 Psykiatriloven

2.1.1.2 Serviceloven

2.1.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.2 Tvungen opfølgning efter udskrivning

2.2.1 Gældende ret

2.2.2 Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning efter udskrivning

2.2.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.3 Brug af kropsscannere og narkohunde i forbindelse med mistanke om medikamenter,

rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling

3.3.1 Gældende ret

3.3.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.4 Mulighed for regionerne til at indgå aftale med private institutioner om behandlingen

af retspsykiatriske patienter med en ambulant behandlingsdom

2.4.1 Gældende ret

2.4.1.1 Straffelovens bestemmelser om personer dømt til retspsykiatriske foranstaltninger.

2.4.1.2 Indlæggelse og behandling på psykiatriske sygehuse i lov om retspsykiatrisk behand-

ling m.v.

2.4.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.5 Justering af takster for psykiatriske færdigbehandlingsdage

2.5.1 Gældende ret

2.5.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.6 Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug og

tilvejebringelse af et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for sygehusansatte lægers foretagelse

af lægelig stofmisbrugsbehandling

2.6.1 Gældende ret

2.6.1.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug

2.6.1.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling

2.6.2 Undersøgelse af mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien for personer med et

stofmisbrug

2.6.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.6.1.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug

2.6.1.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

5. Administrative konsekvenser for borgere

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Der er en stigning i antallet af mennesker med kort eller langvarig psykisk mistrivsel, som har brug

for professionel hjælp til at blive raske eller leve et godt liv med deres sygdom.

Det er derfor afgørende for regeringen, at indsatsen for mennesker med psykiske lidelser oppriorite-

res og styrkes. Særligt for mennesker med svære psykiske lidelser er der behov for en styrket indsats

for at undgå usammenhængende behandlingsforløb, genindlæggelser og høj overdødelighed.

Regeringen fremsatte på denne baggrund psykiatrihandlingsplanen

Vi løfter i fællesskab

i september

2018. Psykiatrihandlingsplanen indeholder en række nye initiativer fordelt på seks indsatsområder

for at give en styrket og sammenhængende behandling af mennesker med psykiske lidelser og op-

prioritere den indsats, der ligger før og efter en eventuel indlæggelse i psykiatrien.

Initiativerne i psykiatrihandlingsplanen bygger blandt andet på det faglige oplæg,

Styrket indsats for

mennesker med psykiske lidelser,

som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i juni 2018. Derudover byg-

ger planen oven på anbefalingerne fra

Styringsgennemgang af psykiatrien

udarbejdet af repræsentan-

ter fra Danske Regioner, KL, Finansministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet. Børne- og Soci-

alministeriet har desuden været inddraget i arbejdet. Initiativerne står på skuldrene af seks analyser,

som Sundheds- og Ældreministeriet i samarbejde med Børne- og Socialministeriet har udarbejdet, og

som giver et indblik i psykiatrien på tværs af kommuner og regioner, førstegangsdiagnosticerede pa-

tienter i psykiatrien og overlappet mellem modtagere af indsatser efter serviceloven og patienter i sy-

gehuspsykiatrien.

På baggrund af initiativerne i psykiatrihandlingsplanen vil regeringen fremsætte en række lovforslag

med det formål at bidrage til at indfri regeringens ønske om at løfte kvaliteten og sikre sammenhæn-

gen i forbindelse med behandling af mennesker med psykiske lidelser. Med lovforslaget stilles der på

denne baggrund blandt andet i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (herefter psykiatriloven)

forslag om, at der skal indgås udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i psykiatriloven for alle

voksne indlagte psykiatriske patienter, som modtager støtte som følge af nedsat psykisk funktions-

evne i henhold til afsnit V i serviceloven.

Der stilles desuden forslag om, at der på alle psykiatriske afdelinger ved mistanke om at der findes

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, kan anvendes kropsscannere ved undersøgelse af

patienter eller andre, der søger adgang på afdelingerne, og at der kan anvendes narkohunde ved un-

dersøgelse af den psykiatriske afdelings udearealer.

Der foreslås derudover, at der skal kunne opkræves færdigbehandlingstakster for psykiatriske fær-

digbehandlingsdage. Endvidere foreslås der tilvejebragt et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for, at læ-

ger ansat i sygehusvæsenet må foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i

lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, som er indlagt på sygehus, samt at personer med et stof-

misbrug og med behandlingskrævende akutte abstinenser straks skal tilbydes abstinensbehandling,

indtil den egentlige lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes. Endelig foreslås det, at be-

handlingsmulighederne udvides for ambulante patienter i retspsykiatrien, således at regionerne har

mulighed for at indgå aftale med private institutioner om behandlingen af retspsykiatriske patienter

med en ambulant behandlingsdom.

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1 Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

2.1.1 Gældende ret

2.1.1.1 Psykiatriloven

Det følger af psykiatrilovens § 13 a, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter ud-

skrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige

for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling

samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæs-

sige og sociale tilbud til patienten.

Det følger endvidere af lovens § 13 b, at hvis patienter, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke

til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i sam-

arbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en ko-

ordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Der stilles samme ind-

holdsmæssige krav til en koordinationsplan, som indgås uden patientens medvirken, som til en ud-

skrivningsaftale, der indgås med patientens medvirken.

Det overordnede ansvar og pligten til at føre tilsyn er placeret hos overlægen med det behandlings-

mæssige ansvar på den afdeling, hvor patienten er indlagt. Det nærmere indhold af udskrivningsafta-

ler er fastsat i vejledninger udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, ligesom indholdet er beskrevet i rappor-

ten

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i psykiatrien

fra september 2011. Som minimum skal

udskrivningsaftalerne indeholde diagnoser, plan for den påtænkte behandling, sociale foranstaltnin-

ger samt hvem der skal reagere, hvis patienten ikke følger behandlingsplanen. Udskrivningsaftalen

indgås mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de øvrige relevante myndigheder, privat-

praktiserende sundhedspersoner m.fl.

De nærmere regler om registrering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner fremgår af bekendt-

gørelse nr. 1342 af 2. december 2010 om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og ind-

beretning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger. Af be-

kendtgørelsens kapitel 3 fremgår, at patientens navn og cpr-nr., dato for indlæggelse og udskrivning,

dato for etablering og udløb af udskrivningsaftalen og navnet på den etablerede overlæge skal regi-

streres ved indgåelse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Det fremgår endvidere, at

der ved registrering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, i journalen skal henvises til, at der

er foretaget en sådan registrering, og at en patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er re-

gistreret om patienten selv.

Det følger af psykiatrilovens § 13 c, at den psykiatriske afdeling har mulighed for at videregive op-

lysninger om patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedsper-

soner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med over-

holdelse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder, pri-

vatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om patienter til den psykiatriske af-

deling og andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. Således sikres det, at der

kan udveksles nødvendig viden i forbindelse med indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en ud-

skrivningsaftale eller en koordinationsplan, og at patienten ikke selv bliver den primære ansvarlige

for at videreformidle centrale oplysninger om sin egen behandling.

2.1.1.2 Serviceloven

Efter bestemmelserne i servicelovens afsnit V om støtte som følge af nedsat psykisk funktionsevne,

har kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde borgere en lang række indsatser i form af eksempelvis

socialpædagogisk støtte, behandling af stofmisbrugere, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og

samværstilbud og midlertidigt eller længerevarende ophold i boformer. Målgruppen for indsatserne

omfatter f.eks. mennesker med udviklingshæmning eller autisme m.v., samt mennesker med svære

psykiske lidelser, mennesker der lever i længerevarende hjemløshed og mennesker med udprøgede

stofmisbrugsproblemer. Der er således tale om mennesker, som har dybtgående problemer med at få,

bibeholde eller klare sig i egen bolig, eller for hvem der bør gøres en ekstra og mere langsigtet ind-

sats, f.eks. for at kunne udvikle en positiv identitet, for at opøve særlige færdigheder eller for at me-

stre en aktiv livsudfoldelse i samspil med andre.

2.1.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Mennesker med svære psykiske lidelser søger ofte ikke på eget initiativ den nødvendige behandling

eller sociale tilbud efter udskrivning, og de kan derfor ofte blive tabt i overgangen mellem forskel-

lige behandlingsinstanser. Denne gruppe er karakteriseret ved et sammenfald af meget tunge psykia-

triske og sociale problemer, ligesom gruppen ofte er kendetegnet ved en kombination af alvorlig

sindslidelse og misbrug, manglende sygdomserkendelse og modstand over for behandling. Patien-

terne vil desuden ofte være uden sociale kontakter, hvorfor der er endnu større risiko for, at ingen vil

bemærke, eller først på et meget sent tidspunkt vil bemærke, at patienterne er faldet ud af behand-

lingssystemet efter udskrivning.

Dog er det i praksis kun et fåtal af de psykiatriske patienter, der i forbindelse med deres udskrivelse

fra psykiatrien, får udarbejdet en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan, som blandt andet in-

deholder oplysninger om den fremtidige behandling og sociale foranstaltninger for patienten efter ud-

skrivning, samt oplysninger om, hvem der skal reagere, hvis patienten ikke følger planen. Udviklin-

gen i antallet af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner viser således, at der på landsplan alene

blev udarbejdet udskrivningsaftaler og koordinationsplaner for cirka 730 patienter i 2017.

Behovet for, at der bliver indgået flere udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner i forbindelse med

udskrivning af patienter fra psykiatrien er blandt andet blevet fremhævet af FOA’s psykiatriudspil

Sammen om psykiatrien,

hvor det blev påpeget, at personalet på botilbud alt for ofte ikke får de nød-

vendige oplysninger om patienter efter udskrivning fra psykiatrien. Det blev endvidere i forbindelse

med afrapporteringen fra Udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, bestående af

KL, Danske Regioner og staten, i juni 2017 anbefalet at styrke udarbejdelsen og anvendelsen af ud-

skrivningsaftaler og koordinationsplaner for personer med psykiske lidelser. Sundhedsstyrelsen har

desuden i forbindelse med en evaluering af psykiatrilovens §§ 13 d og e om muligheden for tvungen

opfølgning efter udskrivning, bemærket de positive effekter ved anvendelsen af udskrivningsaftaler

og koordinationsplaner. I Sundhedsstyrelsens rapport

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i

psykiatrien

fra 2011 vurderede Sundhedsstyrelsen, at der fandtes patientforløb, hvor udarbejdelsen af

en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan var relevant, men ikke blev foretaget. Der blev des-

uden peget på, at der ikke blev udarbejdet så mange udskrivningsaftaler og koordinationsplaner som

ønsket, og at anvendelsen af disse i nogle patientforløb kunne have afværget en tvangsindlæggelse.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt, at der indgås flere ud-

skrivningsaftaler og koordinationsplaner, hvilket vil medføre en øget koordinering af behandlingstil-

bud efter udskrivning og dermed en mere helhedsorienteret behandling for patienten.

Det foreslås derfor, at overlægen bliver ansvarlig for, at der indgås udskrivningsaftaler for patienter

over 18 år, der som følge af nedsat psykisk funktionsevne, modtager støtte i henhold til afsnit V i ser-

viceloven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at den ansvarlige overlæge ikke forinden udskrivel-

sen af patienten skal foretage en vurdering af, om patienten må forventes at søge støtte eller behand-

ling efter udskrivning, men uden videre skal sørge for, at der indgås en udskrivningsaftale mellem

patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundheds-

personer m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten, hvis patienten modtager

støtte i henhold til servicelovens afsnit V om støtte som følge af nedsat psykisk funktionsevne.

Det foreslås endvidere, at overlægen får ansvaret for, at der indgås en udskrivningsaftale eller en

koordinationsplan for patienter, som ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 13 a, stk. 1,

såfremt overlægen vurderer, at patienten ikke selv vil søge den nødvendige behandling eller sociale

tilbud.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at overlægen i modsætningen til § 13 a, stk. 1 skal

foretage en konkret lægefaglig vurdering af patientens tilstand. Det bemærkes, at den foreslåede be-

stemmelse i § 13 a, stk. 2, ikke indeholder et alderskriterium, og således er gældende for patienter un-

der 18 år. Patienter under 18 år vil dog oftest være omfattet af andre former for indsatser, hvorfor der

ofte ikke vil være behov for at indgå en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Det kan dog

ikke udelukkes, at der kan være konkrete tilfælde, hvor der vil være behov herfor.

Det estimeres, at knap 7.000 patienter samlet set vil blive omfattet af forslagets stk. 1 og stk. 2.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at der ikke tilsigtes ændringer i udskrivningsaftalerne og

koordinationsplanernes indhold eller form. Sundheds- og Ældreministeriet bemærker endvidere, at

den ansvarlige overlæge både i de tilfælde, hvor der udarbejdes udskrivningsaftaler og koordinations-

planer, og i de tilfælde, hvor en patient udskrives uden udarbejdelse af disse, skal søge at indhente

patientens samtykke til at inddrage patientens pårørende, således at de er orienterede om udskrivnin-

gen og dermed har mulighed for at bistå patienten i tiden efter udskrivningen. De pårørende har en

stor betydning for mennesker med psykiske lidelser, og de kan være en stor ressource, der kan bi-

drage til at støtte patienten i overgangen efter udskrivning fra en psykiatrisk afdeling til en hverdag

uden for afdelingen.

Der tilsigtes heller ikke en ændring af, at ansvaret for udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordi-

nationsplaner er placeret hos overlægen med det behandlingsmæssige ansvar på den afdeling, hvor

patienten er indlagt. Det er således alene omfanget af indgåelse af hhv. udskrivningsaftaler og koor-

dinationsplaner, der søges udvidet med lovforslaget.

2.2 Tvungen opfølgning efter udskrivning

2.2.1 Gældende ret

Det følger af psykiatrilovens § 13 d, stk. 1, at overlægen inden patientens udskrivning kan træffe be-

slutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse

findes at være en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning

vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, og at følgende be-

tingelser er opfyldt:

Patienten skal de seneste tre år forud for den aktuelle indlæggelse have været tvangsindlagt mindst

tre gange og i mindst ét tilfælde have undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivnings-

aftale eller koordinationsplan, samt i forbindelse med den aktuelle indlæggelse være blevet tvangsind-

lagt eller tvangstilbageholdt, og inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har

været ordineret opsøgende behandling med et udgående psykiatriteam, men undladt at følge den or-

dinerende medicinske behandling.

Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan i henhold til § 13 d, stk. 2, alene

indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen.

Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen i henhold til § 13 d, stk. 3, beslutte, at

patienten skal afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling. Der

skal ved afhentningen være en sundhedsperson til stede. Medicineringen af patienten kan i disse til-

fælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling.

Det er i § 13 d, stk. 4, fastsat, at der ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning ef-

ter udskrivning skal anvendes lægemidler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, herunder

eventuelt i depotform. Kravet om anvendelse af det mindst indgribende middel skal således opfyldes.

En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan i henhold § 13 d, stk. 5, være gældende

i indtil 3 måneder efter udskrivning af patienten. Endelig følger det af § 13 d, stk. 6, at overlægen,

hvis der er en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-måneders-pe-

riodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens hel-

bred, kan træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3 må-

neder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter

udskrivning i 12 måneder.

Endelig blev det ved vedtagelsen af bestemmelserne om tvungen opfølgning i lov nr. 533 af 26. maj

2010 fastsat, at sundhedsministeren efter en forsøgsperiode på fire år skulle fremsætte forslag om re-

vision af loven i folketingsåret 2014-15.Ved lov nr. 579 af den 4. maj 2015 blev evalueringstidspunk-

tet for ordningen udsat med yderligere fire år til folketingsåret 2018-2019, som følge af et sparsomt

datagrundlag fra blot 30 patienter i en evalueringen fra Sundhedsstyrelsen.

2.2.2 Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning efter udskrivning

I overensstemmelse med bemærkningerne til lov nr. 533 af 26. maj 2010 om ændring af lov om an-

vendelse af tvang i psykiatrien, hvor forsøgsordningen om tvungen opfølgning efter udskrivning blev

indført, har Sundhedsstyrelsen monitoreret bestemmelsen og udarbejdet en evaluering af bestemmel-

sen på baggrund heraf. Evalueringen vedrører perioden fra 2010 til 2017.

Evalueringen viser, at 126 personer i en syvårig periode har været omfattet af ordningen. Patientgrup-

pen beskrives som nogle af de mest alvorligt psykisk syge, og karakteriseres af det sundhedsfaglige

personale og bostedspersonalet som habituelt kronisk psykotiske, og uden behandling svært psykoti-

ske og uden sygdomsindsigt eller sygdomserkendelse. Overvejende er patienterne diagnosticeret med

skizofreni og bor i eget hjem eller på et bosted.

Undersøgelsen viser endvidere, at alle regioner anvender ordningen, og at ordningen medfører et øget

brug af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, hvilket fører til mere forebyggelse og nedsætter

antallet af tvangsindlæggelser. Endeligt viser undersøgelsen, at der er uenighed om ordningens hen-

sigtsmæssighed, og hvorvidt der er tale om det mindst indgribende middel over for patientgruppen.

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med udarbejdelsen af evalueringen bemærket, at erfaringsgrund-

laget med ordningen er begrænset, da ordningen kun har været brugt få gange henset til bestemmel-

sens meget restriktive krav for anvendelsen af ordningen. Det kræves eksempelvis, at patienten i de

seneste tre år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre gange og i mindst

ét tilfælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordina-

tionsplan.

Sundhedsstyrelsen har endvidere påpeget, at evalueringen fremhæver nogle retssikkerhedsmæssige

overvejelser. Psykiatrilovens øvrige regler omfatter som udgangspunkt alene personer, der indlægges

på psykiatrisk afdeling og opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.

Lovens regler om tvangsbehandling m.v. kan således som hovedregel ikke anvendes over for perso-

ner, der ikke opholder sig på psykiatrisk afdeling, hvorfor tvungen opfølgning udgør en undtagelse

til denne hovedregel, og finder anvendelse over for personer, der ikke længere er psykotiske eller in-

habile, og som ikke længere opholder sig på psykiatrisk afdeling, men som forventes at opleve et til-

bagefald og dermed forventes at blive inhabile, såfremt tvang ikke anvendes.

Som anført af Sundhedsstyrelsen, indebærer tvungen opfølgning endvidere, at patienten kan pålæg-

ges at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen, hvilket også kan omfatte distrikt-

spsykiatriske centre, hvor der ikke nødvendigvis er en læge til stede ved medicineringen. Dette ad-

skiller sig ligeledes fra de generelle principper for frihedsberøvelse og tvangsbehandling, der som ud-

gangspunkt alene må finde sted på psykiatrisk afdeling, hvor der altid vil være en behandlingsansvar-

lig overlæge.

Tvangsmedicinering under tvungen opfølgning adskiller sig ydermere fra anden tvangsbehandling

ved ikke i samme grad at bero på en aktuel og konkret lægelig vurdering af patientens behov i den

konkrete situation. Tvungen opfølgning iværksættes i perioder på op til tre måneder og behandlingen

af patienten kan således tage udspring i gammel ordination.

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der eksistere en mindre hensigtsmæssig fortolkning af

mindstemiddelprincippet i forbindelse med anvendelsen af depotpræparater i sammenhæng med

tvungen opfølgning. Det blev i lovbemærkningerne ved indførslen af tvungen opfølgning anbefalet

at anvende depotpræparater, da dette blev betragtet som et mindre indgribende middel end daglig tab-

letbehandling over for denne specifikke patientgruppe. Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det

Psykiatriske Ankenævn har omvendt over mange år fastlagt en praksis, der tilsiger, at brug af depot-

medicin under indlæggelse er mere indgribende end enkeltdosering og derfor ikke bør anvendes, hvis

en mindre indgribende metode er mulig. Dette medfører, at patienter under indlæggelsen ikke kan

forberedes og understøttes i overgangen til depotmedicinering efter udskrivningen, hvilket kan be-

tyde et betydeligt skift i behandlingen for patienten.

Sundhedsstyrelsen har bemærket, at sundhedspersonerne, som har anvendt ordningen, vurderer, at

ordningen ofte udgør en væsentlig mulighed for at fastholde patienten i et stabilt behandlingsforløb

og at ordningen er effektiv mens patienterne er omfattet. De sundhedsprofessionelle har dog bemær-

ket, at den forbedrede situation er midlertidig, dels fordi der er tidsbegrænsning på ordningens varig-

hed på maksimalt 12 måneder, dels fordi patientgruppen i stor udstrækning udgøres af kronisk syge

personer, der ophører med at følge behandlingen og falder tilbage i sygdommen efter ordningens ud-

løb. Dog er en positiv sideeffekt, at ordningen har bidraget til en øget og mere kvalificeret brug af ud-

skrivningsaftaler eller koordinationsplaner for patienter, som beskrevet i psykiatrilovens §§ 13 a og

13 b. I den forbindelse påpeger Sundhedsstyrelsen, at det bør overvejes at revidere psykiatrilovens

bestemmelser omkring disse planer og aftaler.

På baggrund af afvejningen mellem det lave antal patienter med alvorlig, kronisk sygdom, som er

omfattet af bestemmelserne, og de retssikkerhedsmæssige udfordringer, bestemmelserne medfører,

er det således Sundhedsstyrelsens overordnede vurdering, at ordningen bør ophøre.

2.2.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

For at hjælpe de sværest psykisk syge patienter, der gentagne gange er blevet indlagt med tvang, blev

der i 2010 som forsøgsordning indført hjemmel til tvungen opfølgning efter udskrivning fra psykia-

trisk afdeling.

Indførslen af ordningen afspejlede aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2010-2013, som re-

geringen og satspuljepartierne indgik den 26. oktober 2009. Af aftalen fremgik, at satspuljepartierne

havde noteret sig, at der fandtes en meget lille gruppe patienter, som var svære at fastholde i medi-

cinsk behandling. Det fremgik endvidere, at satspuljepartierne på den baggrund imødeså, at regerin-

gen fremsatte et lovforslag, som i en forsøgsperiode på 4 år gav mulighed for tvungen opfølgning

efter udskrivning over for disse meget få patienter.

Som beskrevet ovenfor udarbejde Sundhedsstyrelsen i 2017 en evaluering af ordningen, hvoraf det

fremgik, at blot 126 patienter havde været omfattet af ordningen siden 2010.

Sundheds- og Ældreministeriet finder på baggrund af Sundhedsstyrelsens evaluering og henset til de

retssikkerhedsmæssige hensyn, der er forbundet med anvendelsen af tvang, at psykiatrilovens §§ 13

d og 13 e om tvungen opfølgning efter udskrivning bør ophæves, da effekten af ordningen har vist

sig at være beskeden og ikke tilstrækkelig effektiv.

Sundheds- og Ældreministeriet har lagt vægt på det lave antal alvorligt psykisk syge patienter, som

har været omfattet af bestemmelsen, samt at den manglende effekt af tvungen opfølgning efter ud-

skrivning skal ses i forhold til, at bestemmelsen er en fravigelse af det grundlæggende sundhedsret-

lige princip om, at behandling ikke kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede

samtykke. En fravigelse heraf bør derfor bero på tungtvejende sundhedsfaglige og juridiske argumen-

ter, hvilket ifølge Sundheds- og Ældreministeriets ikke foreligger eller har kunne udledes af Sund-

hedsstyrelsens undersøgelse.

Der foreslås endvidere, at der som konsekvens af forslaget om ophævelse af ordningen om tvungen

opfølgning, foretages en række ændringer af psykiatriloven samt af retsplejeloven.

Det bemærkes, at det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de psykiatriske afdelinger i ste-

det bør øge anvendelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, som beskrevet i psykiatri-

lovens §§ 13 a og 13 b, jf. ovenfor om forslaget vedrørende udskrivningsaftaler og koordinationspla-

ner.

2.3 Brug af kropsscannere og narkohunde i forbindelse med mistanke om medikamenter, rus-

midler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling

2.3.1 Gældende ret

Efter psykiatrilovens § 19 a, kan overlægen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler el-

ler farlige genstande på den psykiatriske afdeling, for at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil

blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients

post skal åbnes eller kontrolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal

foretages kropsvisitation af en patient.

Der fremgik indtil 2015 et krav om begrundet mistanke forud for iværksættelse af kontrollen. Dette

blev dog ændret ved lov nr. 579 af 4. maj 2015 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykia-

trien, hvor kravet om begrundet mistanke bortfaldt. Med ændringen i 2015 skal der nu alene foreligge

en mistanke forud for iværksættelse af kontrol og åbning af post, undersøgelse af patientens stue el-

ler ejendele og kropsvisitation. Det forstås herved, at overlægen eller det øvrige personale på afdelin-

gen blot skal have en rimelig grund til at formode, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige gen-

stande på afdelingen, jf. bekendtgørelse nr. 1102 af 11. september 2015 om åbning og kontrol af post,

undersøgelse af patientstuer samt kropsvisitation m.v. på psykiatrisk afdeling (herefter bekendtgørel-

sen).

Formålet med bestemmelsen er bl.a. hensynet til patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden

for såvel patienter som personale, herunder ved at søge at forhindre, at patienter begår personfarlig

kriminalitet under indlæggelsen. Kropsvisitation omfatter i henhold til § 19, stk. 2, ikke undersøgelse

af kroppens hulrum, fx endetarmsundersøgelse, og skal i henhold til § 5 foregå så skånsomt som mu-

ligt, så der ikke sker unødig krænkelse eller ulempe.

Åbning og kontrol af post foretages alene med henblik på at kontrollere, om posten indeholder far-

lige genstande, medikamenter eller rusmidler.

Der kan være tale om genstande eller midler, der kan udgøre en fare for patienten selv eller andre,

hvis genstandene findes på afdelingen. Farlige genstande kan eksempelvis være knive eller andre vå-

ben, men det kan også være genstande, som man normalt ikke ville betragte som farlige, f.eks. værk-

tøj, nåle eller glasflasker. Af rusmidler kan nævnes narkotiske stoffer eller alkohol. For så vidt angår

medikamenter kan det være alle former for medicin, både receptpligtig medicin og håndkøbsmedi-

cin.

Hjemlen til at åbne og kontrollere post indebærer, at både breve og pakker kan undersøges. Posten

kan alene undersøges for, om de nævnte genstande, medikamenter og rusmidler findes i posten. Der

er ikke hjemmel til at læse indholdet af posten. En beslutning om undersøgelse af stue og ejendele

omfatter f.eks. undersøgelse af skabe og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker og

andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse undersøges.

Efter psykiatriloven gælder et proportionalitetsprincip, jf. § 4, stk. 2, om mindstemiddelprincippet.

Det følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foran-

staltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige. I mindste-

middelprincippet ligger endvidere, at eksempelvis kropsvisitation skal udføres så skånsomt som mu-

ligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller

ulempe.

2.3.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Misbrugsproblemer på de psykiatriske afdelinger kan skabe udfordringer, eksempelvis når patienter

eller andre, der søger adgang til afdelingen, tager eller sælger stoffer på afdelingen. Dette skaber ut-

ryghed blandt både patienter og personale, som oplever, at patienter med stofmisbrug bliver mere uli-

gevægtige, når de er påvirket.

Sundheds- og Ældreministeriet oplever, at der er usikkerhed på de psykiatriske afdelinger om, hvilke

foranstaltninger de psykiatriske afdelinger har hjemmel til anvende i forbindelse med, at afdelingerne

undersøger om der er medikamenter, rusmidler og farlige genstande på afdelingen

Sundheds- og Ældreministeriet finder det på denne baggrund hensigtsmæssigt, at der skabes en klar

hjemmel til, at der ved mistanke om, at der uretmæssigt søges at medbringe medikamenter, rusmid-

ler eller farlige genstande ind på de psykiatriske afdelinger, kan anvendes kropsscannere ved under-

søgelse af patienter eller andre, der søger adgang til de psykiatriske afdelinger. Det foreslås desuden,

at det bliver muligt at anvende narkohunde til at undersøge de psykiatriske afdelingers udearealer ved

mistanke om, at der findes medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på disse arealer. Dette vil

betyde, at de psykiatriske afdelinger får en klar mulighed for at anvende disse redskaber til at be-

kæmpe misbrugsproblemer på afdelingerne.

Med den foreslåede ændring om kropsscannere vil det således fremgå af psykiatrilovens § 19 a, stk.

6, at overlægen uden retskendelse kan beslutte, at der skal anvendes kropsscannere ved undersøgelse

af patienter eller andre, der søger adgang til den psykiatriske afdeling, i tilfælde af mistanke om at

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande uretmæssigt søges medbragt til afdelingen.

Ved kropsscannere menes apparater, der kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj

for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen. Dette kan eksempelvis være scannere,

der benytter mikrobølgeteknik. Der gives ikke hjemmel til at anvende scannere med brug af ionise-

rende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre genstande skjult i den un-

dersøgtes krop.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker i den forbindelse, at alene kropsscannere baseret på rønt-

genteknologi er omfattet af lov om ioniserende stråling og strålebeskyttelse (herefter strålebeskyttel-

sesloven). Idet forslaget om anvendelse af kropsscannere alene omfatter scannere uden brug af ioni-

serende stråling, finder reglerne i strålebeskyttelsesloven således ikke anvendelse, og er derfor ikke

iagttaget nærmere.

I forhold til undersøgelse af andre, der søger adgang til en psykiatrisk afdeling, forudsættes det, at

undersøgelsen ved brug af kropsscannere normalt vil kunne finde sted i forbindelse med en adgangs-

kontrol. Det bemærkes, at undersøgelserne i forhold til besøgende ikke vil kunne gennemtvinges,

men at de pågældende vil kunne nægtes adgang til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig undersøge.

Det foreslås endvidere, at sundhedsministeren ved den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 7, be-

myndiges til at fastsætte nærmere regler om anvendelse af kropsscannere.

Formålet med bestemmelsen er at give sundhedsministeren mulighed for at bestemme eventuelle ud-

videlser eller begrænsninger af ordningen over tid. Formålet er endvidere at give sundhedsministeren

mulighed for at fastsætte konkrete regler om kontrollens omfang og det benyttede udstyr, f.eks. hvad

der er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde, og hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Ende-

lig har bemyndigelsen til formål at give sundhedsministeren mulighed for at fastsætte regler om be-

handlingen af de indsamlede oplysninger, f.eks. i forhold til registrering og opbevaring.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det ikke er hensigten, at der med henvisning til bestem-

melsen kan foretages rutinemæssige undersøgelser på afdelingen i forhold til samtlige eller en gruppe

af indlagte patienter eller andre besøgende på afdelingen. Der skal således foreligge en mistanke om,

at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen. Der henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger til lov nr. 579 af 4. maj 2015 om lov om ændring af tvang i psykiatrien,

side 28 vedrørende den nødvendige grad af mistanke.

Med den foreslåede ændring om anvendelse af narkohunde i § 19 a, stk. 8, vil det endvidere fremgå,

at overlægen på en psykiatrisk afdeling uden retskendelse kan beslutte at anvende narkohunde på den

psykiatriske afdelings udearealer ved mistanke om medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i

afdelingen på den psykiatriske afdelings udearealer.

Undersøgelse af udearealerne med narkohunde kan eksempelvis ske langs afgrænsningen af den psy-

kiatriske afdelings udearealer, hvis overlægen mistænker, at udefrakommende personer kaster medi-

kamenter, rusmidler eller farlige genstande over eksempelvis murværk eller hegn, som afgrænser den

psykiatriske afdeling.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke at der gives hjemmel til, at der kan anvendes narkohunde

i forbindelse med undersøgelse af patienter eller andre, der søger adgang til den psykiatriske afde-

ling.

Det forudsættes, at mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, iagttages i forbindelse med

undersøgelsen for medikamenter, rusmidler og farlige genstande både ved anvendelse af kropsscan-

nere og narkohunde. I den forbindelse bemærkes det, at det ligeledes forudsættes, at der udvises et

passende hensyn i forbindelse med undersøgelsen af udearealer med narkohunde, således at undersø-

gelsen ikke er til unødig gene eller skaber utryghed for patienter og besøgende på den psykiatriske

afdeling.

Endelig foreslås det i psykiatrilovens § 19, stk. 9, at bemyndige sundhedsministeren til at fastsætte

regler om anvendelsen af narkohunde i forbindelse med undersøgelse af den psykiatriske afdelings

udearealer.

Det bemærkes, at klager over overlægens beslutning om anvendelse af kropsscannere og narkohunde

på psykiatriske afdelinger vil kunne indbringes for sygehusmyndigheden.

2.4 Mulighed for regionerne til at indgå aftale med private institutioner om behandlingen af

retspsykiatriske patienter med en ambulant behandlingsdom

2.4.1 Gældende ret

2.4.1.1 Straffelovens bestemmelser om personer dømt til retspsykiatriske foranstaltninger

Det følger af straffelovens § 16, at personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af

sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Tilsvarende gælder for personer,

der er mentalt retarderede i højere grad. Ifølge straffelovens § 68 kan retten træffe bestemmelse om

anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenelige for at forebygge yderligere overtræ-

delser, hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16.

Retten kan i forhold til en person, der er sindssyg eller i en tilstand sidestillet hermed, blandt andet

afsige dom til anbringelse, hvorefter den dømte anbringes på en psykiatrisk afdeling. Retten har end-

videre mulighed for at afsige dom til behandling, hvorefter den dømte som udgangspunkt indlægges

på en retspsykiatrisk afdeling.

Retten kan derudover afsige dom til ambulant behandling, hvis det skønnes, at der ikke er behov for

indlæggelse, eksempelvis hvis den tiltalte allerede frivilligt indgår i et ambulant behandlingsforløb

og er velmotiveret for ambulant behandling. Der kan i henhold til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet

om psykisk afvigende kriminelle, pkt. 5.1.3, som udgangspunkt idømmes fire typer af ambulant be-

handling:

Der afsiges dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling, når den fornødne behandling for-

ventes at kunne gennemføres ambulant, og hensynet til retssikkerheden ikke gør en mere indgribende

foranstaltning påkrævet. Den dømte bliver forpligtet til at møde til behandling og undergive sig til-

syn i det omfang, som fastsættes af overlægen.

Den dømte er således ikke indlagt, mens der modtages relevant medicinsk, psykoterapeutisk og so-

cial behandling.

Der kan derudover afsiges dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kri-

minalforsorgen. Dommen afsiges af samme årsager som ved afsigelse af dom til ambulant behand-

ling ved psykiatrisk afdeling. Disse årsager vil i mange tilfælde gøre det nødvendigt at kombinere

den ambulante behandling med tilsyn af kriminalforsorgen.

Der fastsættes i disse tilfælde ud fra en konkret vurdering en længstetid, der ikke kan overstige tre år,

jf. straffelovens § 68 a, stk. 3.

Der kan endvidere afsiges dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling, således at overlæ-

gen kan træffe bestemmelse om indlæggelse ved psykiatrisk afdeling. Dommen afsiges, hvis det er

tvivlsomt, om en ambulant behandling er gennemførlig, og særligt hvis det er vigtigt, at en eventuel

indlæggelse kan ske straks uden foranstaltningsændring, således at der er hjemmel til at overlægen

kan træffe bestemmelse om indlæggelse.

Endelig kan der træffes afgørelse om dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med til-

syn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestem-

melse om indlæggelse.

Der fastsættes i disse tilfælde enten ikke en længstetid eller en længstetid på 5 år, jf. § 68 a, stk. 1 og

Det bemærkes, at domme til ambulant behandling med mulighed for indlæggelse indebærer, at den

dømte uden retskendelse og uden at der sker tvangsindlæggelse i henhold til psykiatriloven, kan ind-

lægges på psykiatrisk afdeling, om fornødent med bistand af politiet.

2.4.1.2 Indlæggelse og behandling på psykiatriske sygehuse i lov om retspsykiatrisk behandling m.v.

For så vidt angår behandlingen af retspsykiatriske patienter med foranstaltningsdomme, følger det af

§ 1 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v., at regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske syge-

huse eller sygehusafdelinger at modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalun-

dersøgelse, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i psykiatrisk sygehus eller på anden

måde undergives psykiatrisk behandling, der efter Justitsministeriets eller overøvrighedens bestem-

melse skal anbringes i psykiatrisk sygehus, eller personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller til-

talefrafald skal undergives psykiatrisk behandling.

Fuldbyrdelse af dom om indlæggelse og ambulant behandling varetages således af sygehusvæsenet,

og det er den ledende overlæge på den psykiatriske afdeling, der har det overordnede ansvar for alle

afdelingens patienter. Der er på denne baggrund ikke hjemmel til, at regionerne kan benytte private

institutioner som led i behandlingen af retspsykiatriske patienter.

2.4.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Antallet af danskere med psykiske lidelser er stigende. I perioden 2010-2017 er der således sket en

stigning i antallet af patienter i voksenpsykiatrien på ca. 28 pct. og i børne- og ungdomspsykiatrien

på ca. 53 pct.

Der er ligeledes sket en stigning i antallet af mennesker med psykiske lidelser, som i forbindelse med

kriminalitet har fået en psykiatrisk foranstaltningsdom. Antallet af retspsykiatriske patienter er fra

2010 til 2017 steget med 15 %, fra 3.709 retspsykiatriske patienter i 2010 til 4.249 patienter i 2017. I

2016 blev der afsagt 322 domme til enten ambulant behandling eller domme til ambulant behandling

med mulighed for indlæggelse.

Dette betyder, at de retspsykiatriske patienter i stigende grad optager kapacitet for patienter i den al-

mene behandlingspsykiatri. En yderligere udfordring i forbindelse med kapaciteten på de psykiatri-

ske- og retspsykiatriske afdelinger er manglen på speciallæger inden for psykiatrien, jf. rapporten

Læ-

gedækning i hele Danmark

udarbejdet af regeringens lægedækningsudvalg i januar 2017.

Det foreslås på denne baggrund, at regionerne gives adgang til at indgå aftale med private institutio-

ner som led i varetagelsen af behandlingen af retspsykiatriske patienter med en dom til ambulant be-

handling. Dette vil frigøre kapacitet i den almene psykiatri, ligesom det vil kunne sikre et mere sam-

menhængende forløb for patienten, som således vil få mulighed for at bevare sin tilknytning til et

eventuelt tidligere anvendt privat behandlingssted og personale.

Med den foreslåede ændring vil det således fremgå af § 1, stk. 2, i lov om retspsykiatrisk behandling

m.v., at regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner

som led i varetagelsen af den ambulante behandling af patienter, der i henhold til stk. 1, nr. 2 på an-

den måde undergives psykiatrisk behandling i henhold til dom eller kendelse.

Den foreslåede ændring vil svare til sundhedslovens § 75, stk. 2, hvoraf det fremgår, at regionsrådet

kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af

sygehusvæsenets opgaver. Regionerne vil således med den foreslåede bestemmelse få samme mulig-

hed for at anvende private institutioner, som på det øvrige sundhedsområde.

Med den foreslåede ændring gives der alene hjemmel til, at regionerne kan indgå aftale med private

institutioner om at varetage den ambulante behandling af retspsykiatriske patienter. Retspsykiatriske

patienter med dom til anbringelse eller behandling er således ikke omfattet af den foreslåede bestem-

melse. Disse retspsykiatriske patienter kan således fortsat alene behandles på regionens psykiatriske

afdelinger.

Det er forudsat, at behandlingen af en retspsykiatrisk patient med en ambulant behandlingsdom som

undlader at følge behandlingen på en privat institution, vil skulle overgå til de regionale retspsykia-

triske afdelinger. Dette gælder ligeledes, hvis overlægen på den private institution vurderer, at der er

behov for, at en patient skal indlægges i henhold til patientens dom om ambulant behandling med

mulighed for indlæggelse.

Såfremt behandlingen af en retspsykiatriske patient overgår fra en privat institution til en regional

retspsykiatrisk afdeling, fortsættes den resterende behandling som udgangspunkt i regionalt regi. Der

lægges således op til, at patienten ikke på ny overføres til den private institution til eventuel videre

ambulant behandling. Der vil ved vurderingen om patientens fortsatte behandling skulle lægges af-

gørende vægt på at sikre en sammenhængende behandling for den enkelte patient.

Forslaget indebærer ikke, at retspsykiatriske patienter med dom til ambulant behandling har ret til frit

sygehusvalg i henhold til sundhedslovens §§ 86 og 87.

Det bemærkes, at der for retspsykiatriske patienter er et særligt stort behov for koordinering og sam-

arbejde med forskellige aktører inden for både sundheds- og retsvæsenet. Vælger regionerne at indgå

overenskomst eller på anden måde benytte private institutioner, vil regionerne således have det over-

ordnede ansvar for, at de private behandlingssteder i relevant omfang inddrages i de samarbejdsfora

med relevante aktører på området, herunder f.eks. kriminalforsorgsområder, den regionale psykiatri

og den relevante politikreds, der er etableret med henblik på at sikre koordinering både generelt og

om den enkelte dømte.

Endelig foreslås det i lovens § 1, stk. 3, at bemyndige sundhedsministeren til at fastsætte nærmere

regler om regionernes benyttelse af private institutioner. Det bemærkes, at det forudsættes, at den

nærmere fastsættelse af regler vil ske med inddragelse af justitsministeren.

2.5 Justering af takster for psykiatriske færdigbehandlingsdage

2.5.1 Gældende ret

Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling

pr. sengedag for sygehusbehandling til færdigbehandlede patienter for kommunen. Dette er efter §

238, stk. 3, også muligt for patienter, der er indlagt på et hospice, som er nævnt i sundhedslovens §

75, stk. 4, og § 79, stk. 2. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau). Taksten

pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Det følger herudover af § 238, stk. 2, at staten opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for

sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan

maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og 3.952 kr.

(2016-niveau) for hver sengedag fra og med tredje sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme

måde som bloktilskuddet til regionerne. Den statslige færdigbehandlingstakst er et supplement til den

takst, som bopælsregionen opkræver, jf. § 238, stk. 1.

Sundhedsministeren kan i henhold til § 238, stk. 5 og 6, fastsætte de nærmere regler om bopælskom-

munens betaling, herunder om regionernes indberetning og dokumentation af aktivitet og om forelø-

big og endelig opgørelse af afregning, og regler om tilbageførsel af det statslige provenu til kommu-

nerne.

Sådanne regler er fastsat ved bekendtgørelse nr. 1780 af 27. december 2016.

2.5.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

I 2017 var der ca. 24.000 færdigbehandlingsdage, hvor en færdigbehandlet borger optog en senge-

plads på en psykiatriske afdeling. Sammenlignet med somatikken er det en relativ lille andel af ind-

læggelserne i psykiatrien, der ender ud med færdigbehandlingsdage, svarende til 1,5 pct. af indlæg-

gelserne i psykiatrien. Til gengæld er der et højt antal af færdigbehandlingsdage for de patienter, der

har færdigbehandlingsdage på psykiatriske afdelinger. Knap 70 pct. af forløbene med færdigbehand-

lingsdage varer mere end 10 dage, og ca. 10 pct. af forløbene med færdigbehandlingsdage varer mere

end 100 dage.

I et samlet sundhedsvæsen, der går på tværs af sektorer, er en klar arbejdsdeling mellem regioner og

kommuner vigtig. Det indebærer bl.a., at kommunerne hjemtager færdigbehandlede borgere, så snart

behandlingen på sygehuset vurderes afsluttet. Det er en fordel for de færdigbehandlede borgere, som

kan være hjemme i trygge, nære omgivelser. Og det er en fordel for sygehusvæsenet, da færdigbe-

handlede psykiatriske patienter optager kapacitet og plejeressourcer på de psykiatriske sygehuse,

hvilket medfører en ineffektiv brug af specialiserede sygehusressourcer ligesom det kan opleves

uværdigt for borgeren.

Det foreslås på den baggrund, at fastsætte, at der kan opkræves en statslig færdigbehandlingstakst for

psykiatriske færdigbehandlingsdage, som ligner den statslige takst for somatiske færdigbehandlings-

dage, jf. sundhedslovens § 238, stk. 2.

Dette vil understøtte, at færdigbehandlede patienter oplever en øget sammenhæng i deres forløb, og

bliver udskrevet efter endt behandling til en social indsats i kommunen uden unødig ventetid på ho-

spitalet. Det vil desuden medføre, at der frigøres kapacitet i psykiatrien til behandling af de patienter,

som har behov for behandling.

Den nugældende bestemmelse i sundhedslovens § 238, stk. 2, ændres derfor til alene at omfatte so-

matisk færdigbehandlede patienter fra kommunen.

Der tilsigtes således ikke en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, men alene en præcisering af,

at bestemmelsen alene omhandler somatiske patienter, og ikke psykiatriske patienter.

Det foreslås dernæst i et nyt stk. 3 i sundhedslovens § 238 at fastsætte, at staten kan opkræve

bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk færdig-

behandlede patienter fra kommunen. Betalingen vil maksimalt kunne udgøre 1.976 kr. (2016-niveau)

pr. sengedag fra og med syvende sengedag til og med trettende sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau)

for hver sengedag fra og med den fjortende sengedag. Taksten vil blive pris- og lønreguleres på

samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Den kommunale takst for psykiatriske færdigbehandlingsdage vil øges på tilsvarende måde, som det

i dag er gældende for somatiske færdigbehandlingsdage i § 238, stk. 2. Mens takstjusteringen i soma-

tikken indebærer, at kommunernes takst fordobles for dag 1-2 og tredobles fra dag 3 og frem, tages

der i den foreslåede model for psykiatriske behandlingsdage hensyn til, at kommunerne har behov for

mere tid til at finde det rette tilbud til psykiatriske patienter med meget komplekse behov.

I modellen for psykiatrien lægges derfor op til, at den samlede kommunale betaling for psykiatriske

færdigbehandlingsdage fordobles fra og med 7. færdigbehandlingsdag, og tredobles fra og med 14.

dag. Den statslige færdigbehandlingstakst udformes som en trappemodel, hvor taksten fra og med sy-

vende dag fastsættes til 1.976 kr. (pris- og lønniveau for 2016), mens det fra fjortende dag og frem

fordobles, så taksten er 3.952 kr. (pris- og lønniveau for 2016). Trappemodellen styrker særligt det

økonomiske incitament for forløb med mange dage, men tager samtidig hensyn til, at kommunerne

har behov for tid til at finde det rette tilbud til psykiatriske patienter med meget komplekse behov.

Såfremt en færdigbehandlet patient skifter bopælskommune i perioden som færdigbehandlet, vil pa-

tienten blive betragtet som ”ny” færdigbehandlet patient, og den nye bopælskommune vil blive af-

krævet statslig færdigbehandlingstakst i relation hertil. Dette gælder på samme vis som for den so-

matiske færdigbehandlingstakst. For psykiatriske færdigbehandlingsdage vil det konkret sige sva-

rende til taksten fra og med syvende dag fra 7. sengedag med bopæl i den nye kommune (1.976 kr.

(pris- og lønniveau for 2016) pr. sengedag) og derefter taksten for 14. sengedag og frem (3.952 kr.

(pris- og lønniveau for 2016) pr. sengedag).

Færdigbehandlingstaksten for kommunerne for psykiatriske færdigbehandlingsdage bliver med beta-

ling til både region og stat samlet 3.952 kr. fra og med 7. dag og 5.928 kr. fra og med 14. dag (pris-

og lønniveau for 2016). I forhold til det gældende niveau svarer det til en fordobling for dag syv til

dag tretten og en tredobling fra dag fjorten og frem.

Med lovforslaget foreslås det, at taksterne efter stk. 3 får 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct.

i tilskudsåret 2021, 75 pct. i tilskudsåret 2022, og 100 pct. fra og med tilskudsåret 2023.

Forslaget om at indfase den statslige færdigbehandlingstakst over tre år, skyldes et ønske om at skabe

tid til eventuelle strukturelle og organisatoriske ændringer i kommunerne og i snitfladen mellem re-

gioner og kommuner. Konkret vil den statslige takst efter forslaget være 25 pct. i tilskudsåret 2020,

svarende til at taksten fra og med syvende dag er 494 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjor-

tende dag og frem er 988 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskudsåret 2021 vil den statslige takst

være 50 pct. svarende til at taksten fra og med syvende dag er 988 kr. (pris- og lønniveau for 2016),

og fra fjortende dag og frem er 1.976 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og i tilskudsåret 2022 vil den

statslige takst være 75 pct. svarende til at taksten fra og med syvende dag er 1.482 kr. (pris- og løn-

niveau for 2016), og fra fjortende dag og frem er 2.964 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskud-

såret 2023 vil den statslige takst være fuldt implementeret.

Med lovforslaget foreslås det, at sundhedsministerens bemyndigelse om at fastsætte regler om til-

bageførsel af provenuet efter sundhedsloven § 238, stk. 2, til kommunerne, også vil skulle gælde for

den foreslåede bestemmelse i sundhedslovens § 238, stk. 3.

Med sigte på at undgå, at de øgede takster i sig selv modvirker de regionale incitamenter til at få pa-

tienterne udskrevet, er det hensigten at fastsætte, at den statslige færdigbehandlingstakst ikke skal

tilgå regionerne, men tilbageføres til kommunerne. På samme måde som ved somatiske færdigbe-

handlingsdage vil den statslige færdigbehandlingstakst til kommunerne i udgangspunktet skulle til-

bageføres i den enkelte region, som merbetalingen vedrører, og fordeles til kommunerne i den en-

kelte region i forhold til indbyggertallet. Det vil sige, at betalinger i en region ikke vil blive omfor-

delt til øvrige regioner, men kun mellem kommunerne inden for den enkelte region.

Med henblik på at tage højde for det tilfælde, at kommunerne ikke nedbringer antallet af psykiatriske

færdigbehandlingsdage væsentligt, er det hensigten, at sundhedsministeren med bemyndigelsen i den

foreslåede § 238, stk. 7, vil fastsætte regler om at ændre tilbageførslen til kommunerne fra en tilba-

gebetaling til kommunerne i den region, som merbetalingen vedrører via indbyggertallet, til at ske

via en ansøgningspulje målrettet kommunale initiativer, der har til formål at nedbringe antallet af psy-

kiatriske færdigbehandlingsdage. Ansøgningspuljen vil i givet fald blive administreret af Sundheds-

og Ældreministeriet. Det samme gælder for somatiske færdigbehandlingsdage i dag.

2.6 Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug og tilve-

jebringelse af et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for sygehusansatte lægers foretagelse af læge-

lig stofmisbrugsbehandling

2.6.1 Gældende ret

2.6.1.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug

Efter § 41, stk. 1, 1. pkt., i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksom-

hed (herefter autorisationsloven) kan ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i be-

handling af personer for stofmisbrug alene foretages af læger ansat i lægestillinger ved de kommu-

nale, regionale eller private institutioner, hvor kommunen i henhold til sundhedslovens § 142, stk. 4,

tilvejebringer tilbud om lægelig stofmisbrugsbehandling, jf. sundhedslovens § 142, stk. 3.

Dog kan andre læger efter autorisationslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., foretage enkeltstående ordinatio-

ner som led i abstinensbehandling af kort varighed. Under normale omstændigheder vil varigheden

af sådan abstinensbehandling ikke overstige en uge. I tilfælde, hvor f.eks. en praktiserende læge eller

en læge på en skadestue har fundet sundhedsfagligt grundlag for at iværksætte abstinensbehandling,

og hvor det viser sig, at kommunen ikke kan iværksætte den egentlige lægelige stofmisbrugsbehand-

ling inden for en uge, vil der være tale om sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at læ-

gen fortsætter den nødvendige abstinensbehandling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling i

kommunalt regi kan iværksættes. Den lægelige stofmisbrugsbehandling skal efter sundhedslovens §

142, stk. 6, iværksættes senest 14 dage efter, at borgeren, som ønsker at komme i behandling, har

henvendt sig til kommunen med sit ønske.

Andre læger end læger ansat i lægestillinger ved de kommunale, regionale eller private institutioner,

hvor kommunen tilvejebringer tilbud om lægelig stofmisbrugsbehandling, kan således foretage en-

keltstående ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler som led i abstinensbehandling. Hvis

f.eks. en praktiserende læge eller en skadestuelæge undlader straks at iværksætte abstinensbehand-

ling vil det kunne være i strid med lægens forpligtelse til under udøvelsen af sin virksomhed at ud-

vise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. autorisationslovens § 17.

Om en læge er forpligtet efter autorisationslovens § 17 til straks at iværksætte abstinensbehandling

afhænger af abstinensernes karakter. Forpligtelsen gælder, hvis lægen bliver bekendt med, at en pa-

tient har akutte abstinenser, som kræver behandling. Lægen kan i givet fald enten selv iværksætte ab-

stinensbehandlingen straks eller foranstalte, at patienten straks bliver behandlet på anden vis.

Det vil altid være en konkret lægefaglig vurdering, om der er tale om behandlingskrævende akutte

abstinenser. Med forbehold for at der vil bero på en sådan konkret lægefaglig vurdering, er blodtryks-

stigninger, vejrtrækningsbesvær, hjerterytmeforstyrrelser, kramper, hallucinationer og delirium

symptomer på akutte abstinenser, der kræver behandling. I værste fald kan tilstanden ubehandlet med-

føre døden.

Ligeledes med forbehold for, at det altid vil bero på en konkret lægefaglig vurdering, er indre uro,

kulderystelser og en følelse af stærkt ubehag symptomer på abstinenser, der ikke nødvendigvis kræ-

ver behandling.

2.6.1.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling

Regionsrådet har efter sundhedsloven ansvaret for stofmisbrugsbehandling i sygehusvæsenet. Ansva-

ret indebærer bl.a., at regionen er ansvarlig for lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, som un-

der sygehusindlæggelse har behov for sådan behandling. Regionens ansvar forudsætter, at sygehus-

ansatte læger må foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmis-

brugsbehandling af personer, der er indlagt på sygehus. At denne forudsætning er til stede, fremgår

imidlertid ikke udtrykkeligt af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., som isoleret set kunne læses

sådan, at sygehusansatte læger er afskåret fra at foretage ordinationen af sådanne lægemidler. En så-

dan læsning ville imidlertid være fejlagtig og have som konsekvens, at regionerne ville være afskå-

ret fra at leve op til deres ansvar efter sundhedsloven.

2.6.2 Undersøgelse af mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien for personer med et stof-

misbrug

Som opfølgning på regeringsgrundlaget

For et friere, rigere og mere trygt Danmark

har Sundheds-

og Ældreministeriet, Børne- og Socialministeriet samt Justitsministeriet i fællesskab undersøgt mu-

lighederne for at forkorte behandlingsgarantien, som giver personer med et stofmisbrug ret til at

komme i behandling senest 14 dage efter anmodning herom. Dette gælder som udgangspunkt også i

fængslerne.

Undersøgelsen viser, at der er tungtvejende argumenter for at forbedre indsatsen på andre måder end

ved en generel forkortelse af den gældende behandlingsgaranti.

Undersøgelsen viser imidlertid også, at brugerrepræsentanter peger på, at lægerne – også dem uden

for behandlingssystemet, f.eks. de praktiserende læger og skadestuelægerne – kan blive bedre til at

iværksætte og gennemføre relevant abstinensbehandling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling

kan iværksættes.

Som led i undersøgelsen holdt Sundheds- og Ældreministeriet, Børne- og Socialministeriet, Justits-

ministeriet samt Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen således et møde med Brugerforeningen, Bru-

gernes Akademi og Gadejuristen. På mødet gav brugerrepræsentanterne udtryk for, at en eventuel

forkortelse af behandlingsgarantien ikke nødvendigvis ville være af stor betydning i forhold til at for-

bedre indsatsen for personer med stofmisbrug, men at en forkortelse af behandlingsgarantien for be-

handling efter sundhedslovens § 142 ville være af stor betydning, hvis ikke lægerne – også dem uden

for behandlingssystemet, f.eks. de praktiserende læger og skadesstuelægerne – bliver bedre til at

iværksætte og gennemføre relevant abstinensbehandling, indtil substitutionsbehandlingen kan iværk-

sættes.

Ligeledes som led i undersøgelsen blev der holdt et møde med Dansk Selskab for Addiktiv Medicin,

Dansk Socialrådgiverforening, Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje, FLOR – Foreningen for Le-

dere af Offentlige Rusmiddelcentre, KL, Københavns Kommune, Socialpædagogernes Landsforbund

og Vordingborg Kommune. På mødet tilkendegav interessenterne, at man umiddelbart havde vanske-

ligt ved at se sundhedsfaglige eller andre gevinster ved en forkortelse af behandlingsgarantien, hvis

den lod sig gennemføre i praksis.

Interessenterne gav dog samtidig udtryk for, at det ville være en gevinst, hvis patienter, som har be-

hov for at komme i relevant abstinensbehandling, får behandlingen straks og ikke først efter nogle

dage. Interessenterne gjorde dog opmærksom på, at i langt de fleste tilfælde får patienterne abstinens-

behandling inden for kort tid, men at dette kan forbedres endnu mere. Efter interessenternes opfat-

telse burde behovet for, at relevant abstinensbehandling iværksættes straks, imidlertid ikke søges imø-

dekommet ved en forkortelse af behandlingsgarantien, men ved, at praktiserende læger og skadestu-

elæger i højere grad end i dag bliver opmærksomme på og gør brug af den adgang, som de har til at

foretage enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed, indtil lægelig

stofmisbrugsbehandling i kommunalt regi kan iværksættes.

Interessenterne var på den baggrund enige om, at man er nødt til adskille problemstillingen om absti-

nensbehandling fra spørgsmålet om en forkortelse af behandlingsgarantien. En forkortelse af behand-

lingsgarantien var efter deres opfattelse ikke det rigtige svar på, hvordan borgere med behov for at

komme i relevant abstinensbehandling får behandlingen straks.

I undersøgelsen konkluderes det bl.a. på den baggrund, at meget taler for, at man i stedet for en ge-

nerel forkortelse af den gældende behandlingsgaranti tager initiativ til at styrke den gældende be-

handlingsgaranti ved bl.a. at sikre straksbehandling af akutte abstinenser.

2.6.3 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

2.6.3.1 Straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med et stofmisbrug

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det må tages alvorligt, når brugerrepræsentanterne i for-

bindelse med undersøgelsen af mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien for personer med

et stofmisbrug, har peget på, at lægerne – også dem uden for behandlingssystemet, f.eks. de praktise-

rende læger og skadestuelægerne – kan blive bedre til at iværksætte og gennemføre relevant absti-

nensbehandling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes, og når interessenterne

i samme forbindelse har givet udtryk for, at det vil være en gevinst, hvis patienter, som har behov for

at komme i relevant abstinensbehandling, får behandlingen straks og ikke først efter nogle dage.

Alvoren understreges af, at behandlingskrævende akutte abstinenser ubehandlet i værste fald kan

medføre døden.

Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at der er behov for at få tydeliggjort, at pa-

tienter med behandlingskrævende akutte abstinenser straks skal tilbydes abstinensbehandling, indtil

den egentlige lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes, og at dette gælder, uanset om pa-

tienten henvender sig i det kommunale behandlingssystem, i almen praksis eller på skadestuen. Dette

med henblik på at sikre, at læger bliver bedre til at iværksætte og gennemføre relevant abstinensbe-

handling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.

Det foreslås derfor at fastsætte i autorisationslovens § 41, stk. 1 som et nyt 3. punktum, at ordinatio-

nen skal foretages straks i tilfælde af behandlingskrævende akutte abstinenser.

Der er tale om en tydeliggørelse af, hvad der følger af det almindelige krav til læger om at udvise

omhu og samvittighedsfuldhed i deres virksomhed.

2.6.3.2 Sygehusansatte lægers foretagelse af lægelig stofmisbrugsbehandling

Da man med lov nr. 435 af 14. juni 1995 om ændring af lov om sygehusvæsenet og lov om udøvelse

af lægegerning (Lægelig behandling for stofmisbrug) gjorde de daværende amtskommuner samt Kø-

benhavns og Frederiksberg kommuner ansvarlige for den lægelige stofmisbrugsbehandling og sam-

tidig begrænsede ordinationsadgangen, var det bl.a. hensigten at afskære praktiserende læger, som

indtil da havde forestået den lægelige stofmisbrugsbehandling, fra at ordinere afhængighedsskabende

lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling, med mindre der er tale om enten enkeltstående ordi-

nationer som led i abstinensbehandling af kort varighed eller om overladelse efter aftale af ordina-

tionsretten i nærmere bestemte tilfælde.

Det var således ikke hensigten at afskære sygehusansatte læger fra at foretage ordination af afhæn-

gighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, der er indlagt på

sygehus. Dette har heller ikke været hensigten med senere ændringer af den bestemmelse, som i dag

findes i autorisationslovens § 41.

Uanset formuleringen af autorisationslovens § 41 er det da også blevet lagt til grund, at sygehusan-

satte læger må foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmis-

brugsbehandling af personer, der er indlagt på sygehus, således at regionerne kan leve op til det an-

svar, som de efter sundhedsloven har for behandling i sygehusvæsenet.

Sundheds- og Ældreministeriet er ikke bekendt med, at sygehusansatte læger har undladt at foretage

ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling af perso-

ner, der er indlagt på sygehus, fordi lægerne har haft opfattelsen af, at autorisationslovens § 41 af-

skærer dem herfra. Ikke desto mindre forekommer det hensigtsmæssigt at tilvejebringe et udtrykke-

ligt hjemmelsgrundlag for sygehusansatte lægers foretagelse af ordination af afhængighedsskabende

lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, der er indlagt på sygehus.

Det foreslås på den baggrund at præcisere autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., så det udtrykkeligt

fremgår, at også sygehusansatte kan ordinere sådanne lægemidler til personer, mens de er indlagt på

sygehuset.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Den foreslåede udvidelse af målgruppen for udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i psykiatri-

lovens § 13 a forventes at betyde, at der skal indgås cirka 2.000 flere udskrivningsaftaler eller koor-

dinationsplaner om året.

Dette vil forventeligt betyde en merudgift på syv mio. kr. i 2019 og herefter 14 mio. kr. årligt i per-

manente midler til regioner og kommuner. Disse midler vil blive overført til henholdsvis kommuner

og regioner vha. bloktilskudsnøglen.

Den foreslåede ændring om ophævelse af psykiatrilovens bestemmelser om tvungen opfølgning ef-

ter udskrivning, herunder ophævelse af retsplejelovens bestemmelser om adgang til retslig prøvelse

for ordningen, vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige.

Den foreslåede ændring om indførelse af hjemmel til at anvende kropsscannere på psykiatriske afde-

linger og narkohunde på psykiatriske afdelingers udearealer vurderes ikke at få økonomiske konse-

kvenser af betydning for det offentlige.

Forslaget om, at regionsrådet kan vælge, at private institutioner som led i varetagelsen af den ambu-

lante behandling af retspsykiatriske patienter, vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser af betyd-

ning for det offentlige.

Den foreslåede ændring af reglerne om betaling for færdigbehandlede patienter forventes at betyde

en øget takstbetaling på ca. 74 mio. kr., baseret på 2016-aktivitetsniveau, og med en antagelse om en

uændret adfærd i kommunerne. Det vil dog blive tilbageført til kommunerne inden for den enkelte

region.

Lovændringen vil have implementeringskonsekvenser for Sundhedsdatastyrelsen, som er

driftsansvarlig for opkrævning af færdigbehandlingstakster fra kommunerne.

Derudover må der forventes en incitamentseffekt i kommunerne, som vil få kommunerne til at prio-

ritere området yderligere, hvorfor kommunernes udgifter til færdigbehandlingstakster må forventes

at falde.

De foreslåede ændringer af autorisationslovens § 41, stk. 1, forventes ikke at have hverken økonomi-

ske eller implementeringskonsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget forventes ikke at medføre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

De 5 principper om agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke relevante for lovforslaget.

5. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige konsekvenser.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. november 2018 til den 18. december 2018 været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Danske Regioner, KL, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Region Hovedstaden, Region Sjæl-

land, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjylland, 3F, Ansatte Tandlægers Orga-

nisation, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Optikerforening, Dansk Kiropraktor Forening,

Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sy-

geplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske Dental

Laboratorier, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, De Offentlige Tandlæger, Den Danske

Dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen,

FOA, Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af Speciallæger, Jordemoderforeningen, Lands-

foreningen af Kliniske Tandteknikere, Lægeforeningen, Organisationen af Lægevidenskabelige Sel-

skaber, Praktiserende Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organisation, Psykolognæv-

net, Radiograf Rådet, Socialpædagogernes Landsforbund, Tandlægeforeningen, Yngre Læger,

Alzheimerforeningen, Bedre Psykiatri, Dansk Handicap Forbund, Danske Handicaporganisationer,

Danske Patienter, Danske Ældreråd, Det Centrale Handicapråd, Diabetesforeningen, Gigtforeningen,

Hjernesagen, Hjerteforeningen, Høreforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæm-

pelse, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen LEV,

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Landsforeningen SIND, Patientfore-

ningen, Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes Samvirke, Scleroseforeningen, Sjældne

Diagnoser, Udviklingshæmmedes Landsforbund, ÆldreForum, Ældresagen, Advokatrådet, Branche-

foreningen for Private Hospitaler og Klinikker, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT – Råd for

IT-og persondatasikkerhed, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk

Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Retsmedi-

cin, Dansk Standard, Danske Dental Laboratorier, Danske Seniorer, Dignity – Dansk Institut mod

Tortur, Forbrugerrådet, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i

Danmark, Forsikring & Pension, Retspolitisk Forening, Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning,

Ankestyrelsen, Datatilsynet, Den Nationale Videnskabsetiske Komité, Det Etiske Råd, Erhvervssty-

relsen, Finanstilsynet, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Institut for Menneskerettigheder,

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Patienterstatningen, Rigsadvokaten,

Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland, Rigspolitiet, Rådet for Digital

Sikkerhed, Rådet for Socialt Udsatte, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatasty-

relsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Socialministeriet, Fi-

nansministeriet, Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Statsmi-

nisteriet, Kirkeministeriet.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreud-

gifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser For så vidt angår lovforslaget om

for stat, kommuner og re- sundhedslovens regler om takstju-

gioner

steringer for somatiske og psykia-

triske færdigbehandlingsdage får

kommunerne tilbagebetalt takstbe-

taling på ca. 74 mio. kr. (2016-ni-

veau) baseret på 2016-aktivitetsni-

veau og med antagelse om uændret

adfærd i kommunerne.

Negative konsekvenser/merudgif-

ter

(hvis ja, angiv omfang)

For så vidt angår lovforslaget om

sundhedslovens regler om takstju-

steringer for somatiske og psykia-

triske færdigbehandlingsdage får

kommunerne en øget takstbetaling

på ca. 74 mio. kr. (2016-niveau)

baseret på 2016-aktivitetsniveau

og med antagelse om uændret ad-

færd i kommunerne.

Samlet set vil lovforslaget ikke

medføre offentlige merudgifter,

men vil medføre omfordeling mel-

lem kommuner inden for den en-

kelte region.

For kommuner med relativt mange

færdigbehandlingsdage vil merbe-

talingen pba. lovforslaget være

større end tilbageførslen, og for

den enkelte kommune vil der være

en negativ nettoeffekt. For kom-

muner med relativt få færdigbe-

handlingsdage vil merbetalingen

pba. lovforslaget være mindre end

tilbageførslen, og for den enkelte

kommune vil der være en positiv

nettoeffekt.

Det forventes dog, at lovforslaget

vil medføre en incitamentseffekt i

kommunerne, som forventeligt vil

få kommunerne til at prioritere

området yderligere, hvilket forven-

teligt vil betyde, at antallet af fær-

digbehandlingsdage vil falde.

For så vidt angår lovforslaget om

udvidelse af målgruppen for ud-

skrivningsaftaler og koordina-

tionsplaner forventes det at betyde,

at der skal indgås cirka 2.000 flere

udskrivningsaftaler eller koordina-

tionsplaner om året.

Dette vil forventeligt betyde en

merudgift på syv mio. kr. i 2019 og

herefter 14 mio. kr. årligt i perma-

nente midler til regioner og kom-

muner. Disse midler vil overføres

til henholdsvis kommuner og re-

gioner vha. bloktilskudsnøglen.

Ingen

Implementeringskonse-

Ingen

kvenser for stat, kommuner

og regioner

Administrative konsekven- Ingen

ser for stat, kommuner og

regioner

For så vidt angår lovforslaget om

sundhedslovens regler om takstju-

steringer for somatiske og psykia-

triske færdigbehandlingsdage skal

Sundhedsdatastyrelsen

tilpasse

opkrævning af færdigbehandlings-

takster.

For så vidt angår lovforslaget om

sikring af straksbehandling af aku-

tte abstinenser hos personer med et

stofmisbrug vil Sundhedsstyrelsen

skulle indarbejde den foreslåede

tydeliggørelse af forpligtigelsen til

at udvise omhu og samvittigheds-

fuldhed i retningslinjerne.

For så vidt angår lovforslaget om

kropsscannere og narkohunde i

forbindelse med mistanke om me-

dikamenter, rusmidler eller farlige

genstande på den psykiatriske af-

deling skal Sundhedsstyrelsen ud-

arbejde nærmere regler for brugen

af kropsscannere og hunde.

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet, m.v.

Administrative konsekven-

ser for erhvervslivet, m.v.

Administrative konsekven-

ser for borgerne

Miljømæssige konsekven-

ser

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Er i strid med de fem prin-

Nej

cipper for implementering

af erhvervsrettet EU-regule-

ring

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Det følger af psykiatrilovens § 4 a, at de anførte beslutninger i bestemmelsen i overlægens fravær kan træffes

af en anden læge, hvorefter overlægen snarest efterfølgende skal tage stilling til beslutningen. Det foreslås

med en ændring af § 4 a, at bestemmelsen udvides til også at omfatte overlægens beslutning om anvendelse

af kropsscannere ved undersøgelse af patienter eller andre, der søger adgang til psykiatriske afdelinger og

narkohunde med undersøgelse af udearealer.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at klargøre, at det er overlægen, der efter forslagets § 19, stk. 6

og 8, har kompetencen til at træffe beslutning om anvendelse af kropsscannere og narkohunde.

Til nr. 2 og 3.

Det følger af psykiatrilovens § 13 a, stk. 1, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter ud-

skrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for pa-

tientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante

myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til pa-

tienten.

Det foreslås at ændre § 13 a, stk. 1, således at det fastsættes, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter

over 18 år, som modtager støtte i henhold til afsnit V i lov om social service som følge af nedsat psykisk funk-

tionsevne, efter udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt

de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale

tilbud til patienten, for at sikre den nødvendige behandling af patienten. Derudover foreslås det, at der efter

stk. 1 indsættes et nyt stk. 2, hvoraf det fremgår, at overlægen har ansvaret for, at der indgås en udskrivnings-

aftale for patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den nødvendige behandling eller

de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred.

Endelig foreslås det, at stk. 2 herefter bliver stk. 3, således at sundhedsministeren fortsat kan fastsætte regler

om registrering og indberetning af udskrivningsaftaler til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sund-

hedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholder oplysninger om pa-

tientens identitet.

Formålet med den foreslåede ændring er at gøre det obligatorisk, at indgå udskrivningsaftaler for patienter i

voksenpsykiatrien, der som følge af nedsat fysisk og psykisk funktionsevne modtager støtte i henhold til lov

om social service. Den ansvarlige overlæge skal således ikke foretage en vurdering af, om patienten må for-

ventes at søge støtte eller behandling efter udskrivning, men automatisk sørge for, at der indgås en udskriv-

ningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Overlægen har dog stadig i henhold til det foreslåede nye stk. 2 ansvaret for, at der indgås udskrivningsaftaler

for patienter i voksenpsykiatrien, som ikke modtager støtte efter lov om social service, hvis patienten må an-

tages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ligeledes ikke et alderskriterium, hvorfor den foreslåede ændringer

også er gældende for patienter under 18 år.

Det følger af psykiatrilovens § 13 b, at hvis patienter, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til indgåelse

af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de rele-

vante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de be-

handlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Der foreslås derfor ingen ændringer af § 13 b, da bestemmel-

sen henviser til § 13 a.

Der tilsigtes ikke en ændring af det nærmere indhold af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Der tilsig-

tes heller ikke en ændring af, at ansvaret for udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er pla-

ceret hos overlægen med det behandlingsmæssige ansvar på den afdeling, hvor patienten er indlagt. Det er

således alene omfanget af indgåelse af hhv. udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, der søges udvidet med

lovforslaget.

Til nr. 4

Det følger af psykiatrilovens § 13 d, at overlægen inden patientens udskrivning kan træffe beslutning om tvun-

gen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at være en begrun-

det formodning om og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den be-

handling, der er nødvendig for patientens helbred, og patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæg-

gelse er blevet tvangsindlagt mindst tre gange, patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i

mindst ét tilfælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinations-

plan, patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt og pa-

tienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har været ordineret opsøgende behand-

ling ved et udgående psykiatriteam, men har undladt at følge den ordinerede medicinske behandling.

Det følger endvidere af psykiatrilovens § 13 d, at overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskriv-

ning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæ-

sen, at hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen beslutte, at patienten skal afhentes af poli-

tiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling. Der skal ved afhentningen være en sundheds-

person til stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling.

Det følger endvidere, at der ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal

anvendes lægemidler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depot-form, at en

beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan være gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning

af patienten samt at hvis der er en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-må-

nedersperiodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens hel-

bred, kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3

måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter udskriv-

ning i 12 måneder.

Endeligt følger det af psykiatrilovens § 13 e, at sundhedsministeren fastsætter regler om tvungen opfølgning

efter udskrivning, herunder efter forhandling med justitsministeren om politiets afhentning af patienten, hvis

denne ikke frivilligt møder op til medicinering, og om sundhedspersonens medvirken hertil.

Det foreslås med en ændring af § 13 d og § 13 e, at ophæve muligheden for tvungen opfølgning efter udskriv-

ning. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, jf. afsnit

3.1 i de almindelige bemærkninger og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 og 3.

Til nr. 5 og nr. 6.

Overskriften til psykiatrilovens kapitel 5 a er

Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejen-

dele samt kropsvisitation m.v.

Det foreslås at ændre overskriften til

Åbning og kontrol af post, undersøgelse

af patientstuer og ejendele, kropsvisitation, anvendelse af kropsscannere samt narkohunde m.v.

Det foreslås endvidere, at der i psykiatrilovens § 19 a efter stk. 5 indsættes nye stykker – stk. 6-9 - om anven-

delse af kropsscannere og narkohunde på psykiatriske afdelinger.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 6 skabes der mulighed for at anvende kropsscannere i forbindelse

med undersøgelse af patienter eller andre, der søger adgang til psykiatriske afdelinger, med henblik på at

finde medikamenter, rusmidler eller farlige gentande inden det kommer ind på afdelingerne.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 7 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om

anvendelse af kropsscannere. Sundhedsministeren vil med bemyndigelsen b.la. kunne fastsætte regler om ud-

bredelse af ordningen, kontrollens omfang, udstyrets art under hensyntagen til hvad der er nødvendigt og

sundhedsmæssigt forsvarligt, og behandling af de indsamlede oplysninger, hvilken type udstyr, der kan be-

nyttes

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 8 kan overlægen på en psykiatrisk afdeling beslutte at anvende narko-

hunde på en psykiatrisk afdelings udearealer ved mistanke om, er der er medikamenter, rusmidler eller far-

lige genstande i afdelingen eller på vej ind til afdelingen.

Undersøgelse af udearealerne med narkohunde kan eksempelvis ske langs afgrænsningen af den psykiatriske

afdelings udearealer, hvis overlægen mistænker, at udefrakommende personer kaster medikamenter, rusmid-

ler eller farlige genstande over eksempelvis murværk eller hegn, som afgrænser den psykiatriske afdeling.

Endelig foreslås det i stk. 9, at sundhedsministeren kan fastsætte bestemmelser om anvendelsen af narko-

hunde i forbindelse med undersøgelse af den psykiatriske afdelings udearealer. Sundhedsministeren vil med

bemyndigelsen b.la. kunne fastsætte regler om udbredelsen af ordningen, kontrollens omfang og behandling

af de indsamlede oplysninger.

Til nr. 7-15.

Det følger af psykiatrilovens § 20, stk.1, at oplysning om enhver anvendelse af tvang efter de i bestemmelsen

anførte bestemmelser skal tilføres afdelingens tvangsprotokol. Det følger af psykiatrilovens § 24, stk. 1, at der

skal beskikkes en patientrådgiver, for enhver, der underlægges en af de bestemmelsen anførte foranstaltnin-

ger.

Det følger af psykiatrilovens § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., at besøg efter udskrivning for patienter, der er undergivet

tvungen opfølgning finder besøg efter udskrivning sted på behandlingsstedet, besøg sker på patientens anmod-

ning og kan, såfremt patienten ønsker det, erstattes med telefonsamtale samt at lægen på behandlingsstedet har

ansvaret for at sikre, at der på patientens anmodning træffes aftale med patient-rådgiveren om besøg eller te-

lefonsamtale. Det følger af psykiatrilovens § 32, stk. 3, 2. pkt., at klage over beslutning om tvungen opfølg-

ning har opsættende virkning.

Der følger af psykiatrilovens § 35, at klage over de i bestemmelsen anførte indgreb skal indbringes for Det

Psykiatriske Patientklagenævn. Det følger af psykiatrilovens § 36, stk. 3, at Det Psykiatriske Patientklagenævn

skal træffe afgørelse i klagesager om bl.a. tvungen opfølgning efter udskrivning inden for 7 dage fra klagens

modtagelse. Det følger af psykiatrilovens § 37, stk. 1, at Det Psykiatriske Patientklagenævn efter anmodning

fra klageren skal indbringe sin afgørelse om bl.a. for retten og endvidere af § 37, stk. 3, at såfremt nævnet god-

kender etablering af tvungen opfølgning, kan spørgsmålet om den tvungne opfølgning efter udskrivning først

på ny begæres prøvet i nævnet, hvis den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges.

Endeligt følger det af psykiatrilovens § 40, stk. 3, at bestemmelserne i psykiatriloven, på nær de i bestemmel-

sen anførte, tillige gælder for personer, der anbringes på sikringsafdelingen.

Som følge af lovforslagets nr. 4 om at ophæve ordingen om tvungen opfølgning efter udskrivning, foreslås det

med ændringerne til psykiatrilovens § 20, stk. 1, § 24, stk. 1, § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., § 32, stk. 3, 2. pkt., § 35,

§ 36, stk. 3, § 37, stk. 1, § 37, stk. 3 og § 40, stk. 3, at samtlige bestemmelser vedrørende ordningen fjernes fra

loven.

Der er således tale om konsekvensrettelser i loven, som følge af de foreslåede ændringer af ordningen om tvun-

gen opfølgning efter udskrivning, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 16.

Det fremgår af psykiatriloven, at Det Psykiatriske Patientklagenævn er placeret i Statsforvaltningen. Det fore-

slås at ændre loven således, at »Statsforvaltningen« overalt i loven ændres til »Nævnenes Hus«. Det Psykia-

triske Patientklagenævn overgik i forbindelse med Bedre Balance I i oktober 2015 til Nævnenes Hus. Der er

således tale om en konsekvensændring.

Til § 2

Til nr. 1 og nr. 2.

Det følger af den gældende bestemmelse i lov om retspsykiatrisk behandling mv. § 1, at regionsrådene har

pligt til at modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til metalundersøgelse, personer, der i hen-

hold til dom eller kendelse skal anbringes på psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk

behandling, personer, der efter Justitsministeriet eller overøvrighedens bestemmelse skal anbringes på psyki-

atrisk sygehus, og personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller tiltalefrafald skal undergives psykiatrisk

behandling på deres psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger.

Regionsrådenes pligt til at modtage personer, der i henhold til dom og kendelse skal anbringes i et psykiatrisk

sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling betyder, at regionerne, i modsætning til det

øvrige sundhedsområde, ikke kan benytte private institutioner som led i varetagelsen af de retspsykiatriske pa-

tienter.

Det foreslås at ændre lovens § 1 ved at indsætte et nyt stk. 2, hvorefter regionsrådet kan benytte private insti-

tutioner som led i varetagelsen af den ambulante behandling i henhold til dom eller kendelse

Ved at åbne op for, at privathospitaler kan varetage behandlingen af den ambulante behandling af retspsykia-

triske patienter, vil man frigøre plads på de almindelige retspsykiatriske afdelinger. Den foreslåede ændring

vil svare til sundhedslovens § 75, stk. 2, hvoraf det fremgår, at regionsrådet kan indgå overenskomst med el-

ler på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Den foreslåede ændring vil give regionerne adgang til at lade private institutioner, eksempelvis psykiatriske

privathospitaler, varetage behandlingen af retspsykiatriske patienter med dom til ambulant behandling. Æn-

dringen indebærer at private institutioner kan behandle retspsykiatriske patienter med dom til indlæggelse el-

ler forvaring. Disse patienter vil fortsat alene kunne behandles på en psykiatrisk afdeling i offentligt regi. Så-

fremt en retspsykiatrisk patient med dom til ambulant behandling ikke ønsker at følge behandlingen, og der

skal iværksættes tvangsforanstaltninger over for patienten, vil behandlingen overgå til de regionale retspsyki-

atriske afdelinger. Retspsykiatriske patienter med dom til ambulant behandling vil ikke med ændringen få ret

til frit sygehusvalg i henhold til sundhedslovens §§ 86 og 87.

Endelig foreslås det i stk. 3, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af

sådanne institutioner. Sundhedsministeren vil med bemyndigelsen b.la. kunne fastsætte nærmere regler om

overgangen fra behandling i regionalt regi til privat regi. Det forudsættes, at den nærmere fastsættelse af reg-

ler vil ske med inddragelse af justitsministeren.

Til § 3

Til nr. 1

Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 2, at staten opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sy-

gehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976

kr. (2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra

og med den tredje sengedag.

Det foreslås at ændre § 238, stk. 2, således, at det specificeres, at bestemmelsen alene handler om somatiske

patienter. Der tilsigtes således ikke en ændring af det nærmere indhold af bestemmelsen, men blot en præcise-

ring af, at bestemmelsen alene omhandler somatiske patienter.

Til nr. 2

Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. senge-

dag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 238, hvorefter staten, ud over den betaling, der opkræves efter

stk. 1, opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk

færdigbehandlede patienter fra bopælskommunen. Det foreslås, at denne betaling maksimalt kan udgøre 1.976

kr. (2016-niveau) pr. sengedag fra og med syvende sengedag til og med trettende sengedag og 3.952 kr. (2016-

niveau) for hver sengedag fra og med den fjortende sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde

som bloktilskuddet til regionerne.

Den statslige takst for færdigbehandlingsdage for psykiatriske patienter vil med forslaget blive udformet i lig-

hed med den statslige takst for somatiske færdigbehandlingsdage, idet der dog tages hensyn til, at kommu-

nerne har behov for mere tid til at finde ud af, hvilket tilbud der er rigtigt for den enkelte patient. Den fore-

slåede ordning indebærer, at den samlede kommunale betaling for psykiatriske færdigbehandlingsdage for-

dobles fra og med syvende færdigbehandlingsdag, og tredobles fra og med 14. færdigbehandlingsdag.

Derudover foreslås det, at der efter § 238, stk. 3 indsættes et nyt stykke 4, hvorefter det fastsættes at taksterne

skal have 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i tilskudsåret 2022, og 100

pct. fra og med tilskudsåret 2023.

Det foreslås således, at loven får 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i til-

skudsåret 2022, og komplet virkning fra og med tilskudsåret 2023.

Til nr. 3

Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 4, at den betaling, som bopælsregionen opkræver bopælskommunen

pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter og for patienter, der er ind-

lagt på et hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2, maksimalt kan udgøre 1.976 kr. (2016-niveau).

Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det at ændre sundhedslovens § 238, stk. 4, der bliver stk. 6, så det gæl-

der for stk. 3, der bliver stk. 5, som en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 i sundhedslo-

vens § 238.

Til nr. 4

Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 5, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om

bopælskommunens betaling efter stk. 1-4, herunder om regionernes indberetning og dokumentation af aktivi-

tet, og om foreløbig og endelig opgørelse af afregning.

Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk. 5, der bliver stk. 7, som en konsekvens af den foreslåede ind-

sættelse af et nyt stk. 3 i sundhedslovens § 238, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, således at det nye stk. 3 også om-

fattes af bemyndigelsesbestemmelsen.

Med ændringen vil sundhedsministeren kunne fastsætte nærmere regler for betalingen af taksterne i sundheds-

lovens § 238, stk. 1-6.

Til nr. 5

Det følger af sundhedslovens § 238, stk. 6, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om tilbageførsel af

provenuet efter stk. 2 til kommunerne.

Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk.6, der bliver stk. 8, som en konsekvens af den foreslåede ind-

sættelse af et nyt stk. 3 i sundhedslovens § 238, således at det nye stk. 3 også omfattes.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 1, hvor stk. 2 foreslås kun at gælde for somatisk færdigbe-

handlede patienter. Den fastsatte hjemmel til, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om tilbageførsel af

provenuet til kommunerne foreslås også at gælde for psykiatrisk færdigbehandlede patienter efter det nye stk.

Til § 4

Til nr. 1

Regionens ansvar efter sundhedsloven for lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, som under sygehusind-

læggelse har behov for sådan behandling, forudsætter, at sygehusansatte læger må foretage ordination af af-

hængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, der er indlagt på sy-

gehus. At denne forudsætning er til stede, fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af autorisationslovens § 41, stk.

1, 1. pkt.

Der foreslås tilvejebragt et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for, at læger ansat i sygehusvæsenet under en per-

sons sygehusindlæggelse kan foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stof-

misbrugsbehandling. Der foreslås en tilvejebringelse af et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for sygehusansatte

lægers foretagelse af ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehand-

ling af personer, der er indlagt på sygehus.

Tilvejebringelsen af det udtrykkelige hjemmelsgrundlag skal sikre, at der heller ikke fremover vil være syge-

huslæger, som undlader at foretage lægelig stofmisbrugsbehandling af personer indlagt på sygehus, fordi læ-

gerne har opfattelsen af, at autorisationslovens § 41 afskærer dem herfra.

Til nr. 2

Det følger af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., at ordination af afhængighedsskabende lægemidler som

led i behandling af personer for stofmisbrug alene kan foretages af læger ansat i lægestillinger ved de kommu-

nale, regionale eller private institutioner, hvor kommunen i henhold til sundhedslovens § 142, stk. 4, tilveje-

bringer tilbud om lægelig stofmisbrugsbehandling, jf. sundhedslovens § 142, stk. 3. Dog kan andre læger ef-

ter autorisationslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., foretage enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling

af kort varighed.

En anden læges undladelse af straks at iværksætte abstinensbehandling vil kunne være i strid med lægens for-

pligtelse til under udøvelsen af sin virksomhed at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. autorisationslo-

vens § 17.

Det foreslås tydeliggjort, at lægelige ordinationer som led i abstinensbehandling skal foretages straks i tilfælde

af behandlingskrævende akutte abstinenser.

Formålet med ændringen er, at tydeliggørelsen skal sikre, at læger bliver bedre til at iværksætte og gennem-

føre relevant abstinens-behandling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.

Til § 5

Til nr. 1

Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 1, at hvis den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som

handler på hans vegne begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har

besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om

hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfikse-

ring, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien m.v. samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om

anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile forelægges dog, så længe patienten ikke er ud-

skrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus eller afdeling er beliggende.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 469, stk. 4, at begæring om sagens indbringelse for retten efter reg-

lerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæ-

ringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger

særlig grund til at afvige fra fristen. I sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvun-

gen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflås-

ning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. samt sager om tvangsind-

læggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behand-

ling af varigt inhabile regnes fristerne dog fra det psykiatriske patientklagenævns eller Tvangsbehandlingsnæv-

nets afgørelse i sagen.

De foreslåede ændringer af retsplejeloven er en konsekvens af de foreslåede ændringer i lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien m.v. Når der, som følge af ændringerne i psykiatriloven, ikke længere er mulighed for at

bruge ordningen om tvungen opfølgning efter udskrivning, vil det ikke længere være nødvendigt at kunne på-

klage frihedsberøvelsen til domstolene.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås med

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Det foreslås endvidere i

stk. 2,

at den foreslåede ændring i sundhedslovens § 238, stk. 3, træder i kraft den 1.

januar 2020.

Til § 7

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det følger af § 47 i psykiatriloven at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anord-

ning helt eller delvist kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de færøske eller grønland-

ske forhold tilsiger.

Det følger af § 97 i autorisationsloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsi-

ger.

Det følger af § 6 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v., at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det følger af § 278, stk. 1 i sundhedsloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. I henhold til stk.

2, at §§ 5 og 6, kapitel 4-9, §§ 61-63, kapitel 36-38, kapitel 61, kapitel 66-68, og §§ 247-250, 254, 259, 266-

268, 272-274 og 276 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigel-

ser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Det følger endvidere af stk. 3, at kapitel 12 og kapitel 54-57 ved

kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grøn-

landske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015, med de

ændringer, der følger af § 7 i lov nr. 656 af 8. juni 2018

og § 1 i lov nr. 691 af 8. juni 2017 foretages følgende

ændringer:

I § 4 a ændres »§ 19 a, stk. 1 og 4« til: »§ 19 a, stk. 1,

4, 6 og 8.«

§ 4 a.

Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a,

stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15,

stk. 1 og 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1, og 4, og § 21, stk. 2, er

ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær

træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlæ-

gen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.

§ 13 a.

Overlægen har ansvaret for, at der for patienter,

som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge

den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige

for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mel-

lem patienten og den psykiatriske afdeling samt de rele-

vante myndigheder, privatpraktiserende sundhedsperso-

ner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til

patienten.

§ 13 a.

[---]

Stk. 2.

Sundhedsministeren fastsætter regler om regi-

strering og indberetning af udskrivningsaftaler til syge-

husmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sundhedsmini-

steren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indbe-

retninger skal indeholde oplysninger om patientens iden-

titet.

§ 13 a, stk. 1,

affattes således:

»§

13 a.

Overlægen har ansvaret for, at der for patienter,

som modtager støtte i henhold til afsnit V i lov om social

service som følge af nedsat psykisk funktionsevne, efter

udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem patien-

ten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myn-

digheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om

de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.«

I § 13 a, indsættes før stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 2. Hvis en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, må

antages ikke selv at ville søge den behandling eller de so-

ciale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, har

overlægen ansvaret for, at der efter udskrivning indgås en

udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske

afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktise-

rende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige

og sociale tilbud.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 13 d

§ 13 e

ophæves.

§ 13 d.

Overlægen kan inden patientens udskrivning

træffe beslutning om tvungen opfølgning efter udskriv-

ning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse fin-

des at være en begrundet formodning om og nærliggende

risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at

følge den behandling, der er nødvendig for patientens hel-

bred, og

1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle ind-

læggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre gange,

2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle ind-

læggelse i mindst ét tilfælde har undladt at følge den be-

handling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koor-

dinationsplan,

3) patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse

blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt og

4) patienten inden for det sidste halve år forud for den ak-

tuelle indlæggelse har været ordineret opsøgende

behandling ved et udgående psykiatriteam, men har und-

ladt at følge den ordinerede medicinske behandling.

Stk. 2.

Overlægens beslutning om tvungen opfølgning

efter udskrivning kan alene indeholde et pålæg til patien-

ten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sy-

gehusvæsen.

Stk. 3.

Hvis patienten ikke møder op til medicinering,

kan overlægen beslutte, at patienten skal afhentes af poli-

tiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk af-

deling. Der skal ved afhentningen være en sundhedsper-

son til stede. Medicineringen af patienten kan i disse til-

fælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling.

Stk. 4.

Ved medicinering i forbindelse med den tvungne

opfølgning efter udskrivning skal der anvendes lægemid-

ler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, her-

under eventuelt i depotform.

Stk. 5.

En beslutning om tvungen opfølgning efter ud-

skrivning kan være gældende i indtil 3 måneder efter ud-

skrivning af patienten.

Stk. 6.

Hvis der er en begrundet formodning om og nær-

liggende risiko for, at patienten ved 3-måneders-periodens

udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling,

der er nødvendig for patientens helbred, kan overlægen

træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter ud-

skrivning forlænges i indtil 3 måneder ad gangen, dog så-

ledes at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen

opfølgning efter udskrivning i 12 måneder.

§ 13 e.

Sundhedsministeren fastsætter regler om tvungen

opfølgning efter udskrivning, herunder efter forhandling

med justitsministeren om politiets afhentning af patienten,

hvis denne ikke frivilligt møder op til medicinering, og

om sundhedspersonens medvirken hertil.

Kapitel 5 a.

Åbning og kontrol af post, undersøgelse af

patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.

§ 19 a.

Ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmid-

ler eller farlige genstande i afdelingen, kan overlægen

med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført el-

ler vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i af-

delingen, uden retskendelse beslutte,

1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,

2) at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller

3) at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Stk. 2. Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke un-

dersøgelse af kroppens hulrum.

Stk. 3. Åbning og kontrol af patientens post og undersø-

gelse af patientens stue og ejendele skal så vidt muligt fo-

retages i patientens nærvær.

Stk. 4. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmid-

ler og farlige genstande, som bliver fundet ved indgreb ef-

Overskriften

til kapitel 5 a affattes således:

»Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer

og ejendele, kropsvisitation, samt anvendelse af krops-

scannere samt narkohunde m.v.«

§ 19 a

indsættes efter stk. 5, som nye stykker:

»Stk. 6. Overlægen kan i de situationer, der er omfattet

af stk. 1, og ved mistanke om, at medikamenter, rusmid-

ler eller farlige genstande uretmæssigt søges medbragt til

afdelingen, uden retskendelse beslutte, at der skal anven-

des kropsscannere ved undersøgelse af patienter eller an-

dre, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Stk. 7. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere reg-

ler om anvendelse af kropsscannere.

Stk. 8. Overlægen kan ved mistanke om, at der er me-

dikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psy-

kiatriske afdelings udearealer beslutte, at der kan anven-

des narkohunde ved undersøgelse af disse arealer.Stk. 9.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer

ter stk. 1, tages i forvaring. Overlægen kan overlade til po-

litiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige

genstande besiddes i strid med den almindelige lovgiv-

ning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og

lovgivningen om våben m.v.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler

om åbning og kontrol af patientens post, undersøgelse af

patientstuer og patientens ejendele samt kropsvisitation af

patienten m.v.

§ 20.

Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-

10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for så

vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere

end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres afdelingens tvangs-

protokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og

begrundelse. Det samme gælder enhver ordination efter §

18 samt indgreb i henhold til denne lov foretaget over for

mindreårige, hvor forældremyndighedens indehaver, jf. §

1, stk. 4, giver informeret samtykke på den mindreåriges

vegne.

§ 24.

Der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der

tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives

tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af

et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering,

anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og sær-

lige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer

mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter §

18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og af-

låsning af patientstue på Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40,

stk. 4.

§ 26.

Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskik-

kelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i for-

bindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24

timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter finde sted

mindst én gang om ugen og i øvrigt efter behov. For pa-

tienter, der er undergivet tvungen opfølgning efter ud-

skrivning, jf. § 13 d, finder besøg efter udskrivning sted

på behandlingsstedet. Besøg sker på patientens anmod-

ning og kan, såfremt patienten ønsker det, erstattes med

telefonsamtale. Lægen på behandlingsstedet har ansvaret

for at sikre, at der på patientens anmodning træffes aftale

med patientrådgiveren om besøg eller telefonsamtale.

§ 32.

[---]

Stk. 2.

[---]

Stk. 3.

Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf.

kapitel 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgå-

ende gennemførelse af behandlingen er nødvendig for

ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig

fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for

nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

om anvendelsen af narkohunde i forbindelse med under-

søgelse af den psykiatriske afdelings udearealer.«

§ 20, stk. 1,

udgår »13 d,«

§ 24, stk. 1,

udgår »tvungen opfølgning efter udskriv-

ning,«

§ 26, stk. 1,

ophæves 4.-6. pkt.

10.

§ 32, stk. 3,

ophæves 2. pkt.

Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter § 13

d, stk. 1, har ligeledes opsættende virkning.

§ 35.

Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra pa-

tienten eller patientrådgiveren indbringe klager over

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,

tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning i

henhold til § 13 d, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk

magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig

skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflås-

ning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering

og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psyki-

atriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

§ 36.

[---]

Stk. 2.

[---]

Stk. 3.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsfor-

valtningen skal træffe afgørelse i klagesager om tvangs-

behandling, der er tillagt opsættende virkning, og om

tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 32, stk. 3, in-

den 7 hverdage efter klagens modtagelse.

§ 37.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvalt-

ningen skal efter anmodning fra patienten eller patientrå-

dgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsind-

læggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen

opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangs-

fiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfikse-

ring på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-

ling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for

retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2.

[---]

Stk. 3.

Godkender Det Psykiatriske Patientklagenævn

ved Statsforvaltningen, at der etableres tvungen opfølg-

ning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 1, kan spørgsmålet

om den tvungne opfølgning efter udskrivning først på ny

begæres prøvet i nævnet, hvis den tvungne opfølgning ef-

ter udskrivning forlænges, jf. § 13 d, stk. 6. Tvungen op-

følgning efter udskrivning kan herefter begæres prøvet

ved enhver forlængelse af tvungen opfølgning efter ud-

skrivning, jf. § 13 d, stk. 6.

§ 40.

[---]

Stk. 2.

[---]

Stk. 3.

Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende

anvendelse på personer, der anbringes i sikringsafdelin-

gen efter stk. 1. Det gælder dog ikke §§ 5-11, 13, 13 d og

11.

§ 35,

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning i

henhold til § 13 d,«

12.

§ 36, stk. 3, 1. pkt.,

affattes således:

»Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus

skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling,

der er tillagt opsættende virkning inden 7 hverdage efter

klagens modtagelse.«

13.

I § 37, stk. 1,

udgår »tvungen opfølgning efter udskriv-

ning i henhold til § 13 d,«.

14.

§ 37, stk. 3,

ophæves.

15.

§ 40, stk. 3,

affattes således:

»Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anven-

delse på personer, der anbringes i sikringsafdelingen efter

stk. 1. Det gælder dog ikke §§ 5-11, 13 og 21, stk. 2, samt

bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og dom-

stolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæg-

gelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.«

13 e og § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om

klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørel-

ser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbage-

førsel og tvungen opfølgning efter udskrivning.

16.

Overalt i loven ændres »Statsforvaltningen« til:

»Nævnenes Hus.«

§2

I lov om retspsykiatrisk behandling m.v., jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1396 af 21. december 2005 foretages følgende

ændringer:

§ 1

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Regionsrådet kan indgå overenskomst med eller

på anden måde benytte private institutioner som led i va-

retagelsen af den ambulante behandling af patienter, der i

henhold til stk. 1, nr. 2, på anden måde undergives psyki-

atrisk behandling i henhold til dom eller kendelse.

§ 1

indsættes som nyt

stk. 3:

»Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere

regler om regionernes benyttelse af institutioner som

nævnt i stk. 2.«

§3

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. fe-

bruar 2018, foretages følgende ændringer:

§ 238, stk. 2,

indsættes efter »afsnit VI til«: »soma-

tisk«

§ 238.

[---]

Stk. 2.

Ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1,

opkræver staten bopælskommunen betaling pr.

sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdig-

behandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan

maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag

for første og anden sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau)

for hver sengedag fra og med den tredje sengedag. Tak-

sten pris- og lønreguleres på samme måde som blok-

tilskuddet til regionerne.

§ 238.

Bopælsregionen opkræver bopælskommunen beta-

ling pr. sengedag for sygehusbehandling efter

afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen.

Stk. 2.

Ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1,

opkræver staten bopælskommunen betaling pr.

sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdig-

behandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan

maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag

for første og anden sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau)

for hver sengedag fra og med den tredje sengedag. Tak-

sten pris- og lønreguleres på samme måde som blok-

tilskuddet til regionerne.

§ 238

indsættes efter stk. 2, som nye stykker:

»Stk. 3. Ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1,

opkræver staten bopælskommunen betaling pr. sengedag

for sygehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk fær-

digbehandlede patienter fra kommunen. Denne betaling

kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. senge-

dag fra og med syvende sengedag til og med trettende sen-

gedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og

med den fjortende sengedag. Taksten pris- og lønregule-

res på samme måde, som bloktilskuddet til regionerne.

Stk. 4.

Taksterne efter stk. 3 får 25 pct. virkning i til-

skudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i til-

skudsåret 2022, og 100 pct. fra og med tilskudsåret 2023.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.

§ 238, stk. 4,

som bliver stk. 6, ændres »stk. 1 og 3«

til: »stk. 1 og 5«.

§ 238.

[---]

Stk. 2-3.

[---]

Stk. 4.

Den betaling, som er nævnt i stk. 1 og 3, kan

maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau). Taksten

pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet

til regionerne.

§ 238.

[…]

Stk. 2-4.

[---]

Stk. 5.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere reg-

ler om bopælskommunens betaling efter stk. 1-4,

herunder om regionernes indberetning og dokumentation

af aktivitet, og om foreløbig og endelig opgørelse

af afregning.

§ 238.

[---]

Stk. 2-5.

[---]

Stk. 6.

Sundhedsministeren fastsætter regler om tilbage-

førsel af provenuet efter stk. 2 til kommunerne.

I § 238, stk. 5, som bliver stk. 7, ændres »stk. 1-4« til:

»stk. 1-6«.

§ 238, stk. 6,

som bliver stk. 8, affattes således:

»Stk.

Sundhedsministeren fastsætter regler om til-

bageførsel af provenuet efter stk. 2 og 3 til kommunerne.«

§4

I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-

hedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1141 af

13. september 2018, foretages følgende ændringer:

I § 41, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 142, stk. 4«: »,

og af læger ansat i sygehusvæsenet under en persons sy-

gehusindlæggelse«.

§ 41.

Ordination af afhængighedsskabende lægemidler

som led i behandling af personer for stofmisbrug kan

alene foretages af læger ansat i lægestillinger ved de kom-

munale, regionale eller private institutioner, der er nævnt

i sundhedslovens § 142, stk. 4. Dog kan enkeltstående or-

dinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed

foretages af andre læger.

§ 41, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»I tilfælde af behandlingskrævende akutte abstinenser

skal ordinationen foretages straks.«

§5

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af

22. september 2017 (retsplejeloven), som ændret senest

§ 469.

Begærer den, der administrativt er berøvet sin fri-

hed, eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberø-

velsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed,

som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at op-

hæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor

den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har

bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning

efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,

oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelin-

gen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

m.v. samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og

tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af

tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile forelæg-

ges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byret-

ten på det sted, hvor vedkommende sygehus eller afdeling

er beliggende.

Stk. 2-3.

[---]

Stk. 4.

Begæring om sagens indbringelse for retten ef-

ter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger ef-

ter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af be-

gæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens

ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger

særlig grund til at afvige fra fristen. I sager om tvangsind-

læggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen

opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttel-

sesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af

døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang

i psykiatrien m.v. samt sager om tvangsindlæggelse, tilba-

geholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om an-

vendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inha-

bile regnes fristerne dog fra det psykiatriske patientklage-

nævns eller Tvangsbehandlingsnævnets afgørelse i sagen.

ved lov nr. 715 af 8. juni 2016, foretages følgende ændrin-

ger:

§ 469, stk. 1

stk. 4,

udgår »tvungen opfølgning ef-

ter udskrivning,«

§6

Loven træder i kraft den 1. juli 2019, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens § 3, nr. 2, træder i kraft den 1. januar

2020.

§7

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk.

Stk. 2.

Lovens §§ 1 og 4 kan ved kongelig anordning

sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de æn-

dringer, som de færøske forhold tilsiger.