Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 67
Offentligt
Foreningen af Danske Psykoterapeuter
Til Sundhedsudvalget,
Anmodning om foretræde for Sundhedsudvalget
Hermed fremsendes en anmodning fra Foreningen af Danske Psykoterapeuter
(FaDP) med de hovedpunkter vi finder afgørende for, at man fra politisk hold
medvirker til at definere en certificeringsordning for psykoterapeuter i
Danmark, så vi med sikkerhed ved, at de faglige kvalifikationer og evnen til at
arbejde som Psykoterapeut er til stede.
Vi har i bestyrelsen besluttet os for, at gøre en indsats for at få en officiel
godkendt certificering/akkreditering/registrering af psykoterapeuter i Danmark.
Psykoterapeutverdenen er i dag et meget stort gråt marked, af meget
varierende kvalitet, som i den grad trænger til nogle politiske retningslinjer,
som kan kvalificere de psykoterapeuter, der har taget en lang uddannelse og
har tilsvarende kvalificeret erfaring.
FaDP - har o dag en godkendelse fra Styrelsen for patientsikkerhed til at
registrere psykoterapeuter og institutter, der uddanner psykoterapeuter. Den
godkendelse er ca. 2 år gammel og derfor valid i dag. I dag har vi 2
medlemsinstitutter, der er godkendt ud af 13 medlemsinstitutter. Og 19
registrerede psykoterapeuter ud af ca. 350 medlemmer. Hvilket siger noget
om, at det ikke er så nemt at blive registreret psykoterapeut hos os. Hvorimod
vores søsterorganisation Dansk Psykoterapeut Forening (DPF) akkreditere efter
en tværministeriel forordning fra 2004, som siden er trukket tilbage. Men de
har fortsat med at akkreditere psykoterapeutiske institutter efter den
forordning i samarbejde med Konsulenthuset Reflektor. Det indebærer, at alle
psykoterapeuter, der bliver uddannet på disse institutter per definition er
akkrediteret, når de er færdige med uddannelsen.
Det er efter vores opfattelse ikke holdbart, at vi har 2 forskellige
akkrediteringer, som også indholds- og kravmæssigt er forskellige. Det er ikke
tilfredsstillende. Især ikke hvis der, som det antydes i det nye lovforslag om et
nyt familieretssystem, skal ansætte mange flere med en humanistisk baggrund
herunder psykoterapeuter. Vi vil derfor gerne i dialog med dig/Jer politikere
om, at få etableret en fælles officiel akkrediterings/registreringsordning, så vi
ved hvilke psykoterapeuter, der har den nødvendige uddannelse og erfaring til
at udføre kvalificeret psykoterapeutisk arbejde.