Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 60
Offentligt
OPFORDRING TIL POLITIKERE PÅ CHRISTIANSBORG
INDSATSEN FOR MULTISYGE SKAL STYRKES - NY VIDEN SKAL UDVIKLES OG
KONKRETE TILTAG IGANGSÆTTES
Et større og større antal borgere - især ældre - har flere samtidige kroniske sygdomme og tilstande,
som truer livskvalitet, førlighed og livslængde og de passer ofte dårligt til det stærkt siloopdelte
sundhedsvæsen. Mange multisyge har samtidige somatiske og psykiatriske problemstillinger, som
yderligere ofte kompliceres af sociale udfordringer.
Både behandlingen og organiseringen af behandlingen bør både af menneskelige,
kapacitetsmæssige og økonomiske hensyn styrkes såvel forskningsmæssigt som i den daglige
praksis.
Der er derfor behov for tilpasning og udvikling af nye effektive indsatser i sundhedsvæsenet, men
det kommer ikke af sig selv: Det kræver forskning og udvikling, og at ny viden spredes og
implementeres. Der er allerede gjort en række gode tiltag i Danmark, men der er behov for, at der
afsættes ressourcer til en nationalt samlet forsknings- og udviklingsmæssig indsats.
Vi mangler forskningsbaseret viden både vedrørende sygdommenes art og hyppighed, deres kliniske
udtryk, medicinske behandlingsmuligheder samt om effektiv organisering af den samlede
sundhedsfaglige og sociale indsats. Vi mangler viden om implementering af nye erkendelser og
organisationsformer, så indsatsen når alle
–
også de socialt svageste og borgere med kombinerede
sociale og medicinske udfordringer. Vi kan kun i nogen grad finde løsninger internationalt, da
området også her er relativt nyt, og samtidig er indsatsen også afhængig af den nationale kontekst.
En række organisationer tilslutter sig denne appel om, at der afsættes ressourcer til etablering af et
Nationalt Murstensløst Videnscenter for Multisygdom og til, at der igangsættes en række
modelprojekter. Det skal skabe forskningsbaseret viden om både behandling og organisering af
indsatsen
–
med patienten i centrum og bred inddragelse af alle aktører.
SYNERGIEFFEKT OG SAMAMRBEJDER
Danmark har et højt udviklet sundhedsvæsen, har unikke sundhedsdata og en tradition for at
arbejde systematisk med blandt andet kroniske sygdomme, organisationsudvikling og
patientsikkerhed. Vi har derfor en enestående mulighed, for at samle de mange initiativer og opnå
en høj grad af synergieffekt og være
blandt de lande der ’knækker koden’, i forhold til forebyggelse,
diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering af personer med multisygdom. Samtidigt er der i
Danmark stigende viden om og fokus på, hvordan man på et forskningsbaseret grundlag bedst
muligt implementerer ny viden i sundheds- og socialvæsnet, og denne viden skal aktivt bruges til at
styrke indsatsen i hele landet.
Alt i alt er der således behov for nytænkning i sundhedsvæsnet i forhold til multisyge borgere og at
sætte den viden i spil, som allerede er opsamlet
–
og der er behov for systematisk at udvikle ny
viden. Appellen støttes som før beskrevet og jf. næste side af en række organisationer og personer.
Med venlig hilsen initiativtagerne Anne Frølich, Frede Olesen og Inge Kristensen
Vedlagt:
Bilag 1. Nationalt Murstensløst Videnscenter for Multisygdom
Bilag 2. Modelprojekter - Ny forskningsbaseret Viden
Bilag 3. Fakta-ark om Multisygdom
1