”De kommer og henter mig”
Sandra er 24 år gammel, og har været
anbragt siden hun var 7 år.
I dag har Sandra gennemført en
erhvervsuddannelse (EUD), og søger
nu en elevplads.
Læs hendes historie her.
Før i tiden kunne jeg aldrig sige nej. Jeg kunne ikke sige fra, og sagde stort set ja til alt - også ting,
som jeg ikke havde lyst til. Det har været alt fra at sige ja til at få besøg derhjemme, når min
kæreste og jeg i virkeligheden bare gerne ville være alene. Andre gange har det været andre ting,
som jeg har sagt ja til, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg har altid været meget genert, bange for at
sige og gøre noget forkert.
Hvis jeg f.eks. havde en krise, eller der var noget, som gik mig på, så sagde jeg det ikke til nogen.
Jeg har altid holdt mine problemer for mig selv. Jeg lod tingene være, selvom jeg godt vidste, at de
aldrig ville gå over. Jeg tror, at jeg har været bange for at sige det. Bange, da jeg ikke har vidst,
hvordan folk ville reagere.
Jeg har boet flere steder, inden jeg startede på efterskole, og jeg har haft to faste men forskellige
plejefamilier. Den første familie jeg boede hos var lige efter, at min mor døde, da kommunen bl.a.
opdagede, at min far havde nattearbejde, og derfor ikke kunne passe min bror og jeg. Derfor boede
vi hos en plejefamilie i hverdagene, og så var vi hos min far i weekenderne.
Den anden familie vi boede hos, var i Præstø. Jeg kan huske, at jeg dengang var til fødselsdag, da
min far pludselig ringede og fortalte, at kommunen ville komme og hente mig. Jeg kan huske, at jeg
tænkte: ”De kommer og henter mig nu, mens jeg er til fødselsdag. Det her kommer til at ødelægge
min men også min venindes dag – hende som holdte fødselsdagen”.
Det var hårdt, at min far ringede og fortalte, at de ville komme. Det var ikke noget, vi havde snakket
om derhjemme, og jeg fik ikke engang lov til at sige farvel til min far eller hente nogle af mine ting.
Det eneste jeg fik med, var vores kat og min kanin. Heldigvis kom min lillebror og jeg samme sted
hen. De kunne ikke adskille os, da min lillebror kun var 10 eller 11 år gammel. Jeg var selv 14 eller
15 år på det tidspunkt. Jeg er sikker på, at plejefamilien vidste, at vi ville komme, da de havde gjort
alt klart til os. Det virkede som om, at de havde vidst det i månedsvis.
Vi tog kontakt til kommunen flere gange, da vi boede hos familien, da vi ikke kunne lide at være
hos dem og gerne ville væk. Vi nåede dog at bo hos familien i 2 år, hvilket var hårdt. Vi fik
lommepenge og tøjpenge en gang om måneden fra kommunen, men vi fik aldrig lov til at bruge
nogle af pengene.
Til gengæld kunne vi se, at plejefamiliens egne børn fik lov til at bruge de penge, som de ville.
Samtidig har vi altid været vant til at spise kød, men familien var vegetarer. Det var svært, og det
1