Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 289
Offentligt
2032381_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Region Midtjylland
Skottenborg 26
8800 Viborg
Att.: Dorthe Klith ([email protected])
Dato: 19-03-2019
Enhed: AELSAM
Sagsbeh.: DEPPWN
Sagsnr.: 1810645
Dok. nr.: 807994
Svar på ansøgning fra Region Midtjylland om tilladelse til dispensa-
tion fra sundhedslovens udbudsforpligtelse i sundhedslovens § 227
Afgørelse
Sundheds- og Ældreministeriet kan, jf. sundhedslovens § 233, godkende ansøgningen
fra Region Midtjylland om etablering af en almen medicinsk klinik drevet af
Hospitalsenheden Vest på Regionshospitalet Lemvig omfattende mindst 6900
patienter i op til seks år. Ansøgningen vil medføre, at Region Midtjylland fraviger
bestemmelserne i sundhedslovens § 227 vedrørende organisationsformer i
forbindelse med leverancen af almen praksisydelser.
Det er et vilkår for godkendelsen, at regionen foretager en midtvejsevaluering efter
tre år samt en slutevaluering, som det også fremgår af ansøgningen.
Godkendelsen indebærer alene en fravigelse af bestemmelserne i sundhedslovens §
227, hvorimod øvrige bestemmelser i sundhedsloven såvel som øvrig lovgivning
finder uændret anvendelse.
Baggrund
Region Midtjylland har den 30. november 2018 søgt om godkendelse af
iværksættelse af forsøg efter sundhedslovens § 233, konkret i form af etablering af
en almen medicinsk klinik drevet af Hospitalsenheden Vest på Regionshospitalet
Lemvig. Der søges om en forsøgsperiode på seks år.
Regionen ansøger om forsøg med en ordning, der fraviger sundhedslovens § 227, stk.
5. Efter denne bestemmelse kan et regionsråd
efter at have forsøgt at afsætte
driften af praksis ved udbud
selv etablere regionsdrevne klinikker i en periode på op
til seks år. Efter bestemmelsen kan et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften af
praksis efter udløbet af seks-års perioden alene gøre dette, hvis det ikke har været
muligt at sælge driften af praksis til en læge, der arbejder efter Overenskomst om
almen praksis eller at afsætte driften ved udbud.
Regionen har i en følgeskrivelse af 19. december 2018 oplyst, at det oprindelige antal
på 3200 patienter er hævet til mindst 6.900 patienter i den regionsdrevne almen
medicinske klinik. Dette skyldes, at der er to læger, som har meldt ophør i Lemvig, og
det er disse lægers patienter, som nu også påtænkes at indgå i regionsklinikken.
Regionen oplyser, at denne beslutning er truffet efter tæt dialog med PLO-
Midtjylland og de praktiserende læger i Lemvig, som peger på, at en udvidelse af den
SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 289: Orientering om svar på ansøgning fra Region Midtjylland om tilladelse til dispensation fra udbudsforpligtelsen, fra sundhedsministeren
regionsdrevne almen medicinske klinik vil gøre lægedækningssituationen i Lemvig
mere robust samt øge muligheden for at rekruttere læger til klinikken. Der er således
opbakning fra lægerne i Lemvig samt PLO-Midtjylland til etableringen af en
regionsdreven klinik.
Ansøgningen om iværksættelse af forsøg efter sundhedslovens § 233 ønskes givet
uden angivelse af det maksimale antal patienter, der over tid vil kunne omfattes af
forsøget. Herved gives Region Midtjylland mulighed for at udvide forsøget ud over de
indledningsvist omfattede mindst 6.900 patienter, hvis udviklingen taler herfor.
Region Midtjylland har oplyst, at de oplever at være udfordret ift. deres forpligtigelse
om at sikre regionens borgere lægedækning med tilgængelige sundhedstilbud i hele
regionen. Særligt Lemvig, som beskriver endvidere, at det har været historisk vanske-
ligt at rekruttere læger til området.
Det anføres desuden i ansøgningen, at det fortsat er Region Midtjyllands holdning, at
almen praksis skal drives af privatpraktiserende læger, såfremt det er muligt at af-
hænde ydernumre til dem. Region Midtjylland annoncerede derfor i juni 2018 udbud
af klinikken til praktiserende læger inden for overenskomsten. Ved deadline den 5.
august 2018 havde ingen såkaldte PLO-læger ønsket at byde på lægeklinikken. Efter-
følgende er der forhandlet en ny kontrakt med Nordic Medicare Group, som udløber
31. august 2019 med det formål at give tid til ansøgning om godkendelse og etable-
ring af en regionsdrevet almen medicinsk klinik.
Afslutningsvis skal det nævnes, at SUM den 7. maj 2018 har bevilget et tilskud på 2,7
mio. kr. til etablering af en flerlægepraksis samt tele- og videokonferenceudstyr til
den flerlægepraksis, som lige nu drives af Nordic Medicare (den udbudsklinik, som
regionen ønsker at erstatte med en regionsklinik, når Nordic Medicares kontrakt
udløbet 1. september 2019) fra puljen til læge- og sundhedshuse.
Formålet med forsøgsordningen er bl.a., at den regionsdrevne almen medicinske kli-
nik skal sikre et alment lægeligt tilbud til borgerne i Lemvig, når kontrakten med den
nuværende private leverandør udløber den 31. august 2019, og fungere som ramme
om forsøg med nye måder at organisere det nære og sammenhængende
sundhedsvæsen på.
Regionen oplyser, at etableringen af en regionsdrevet almen medicinsk lægeklinik og
de herved ændrede organisatoriske rammer skal ses i sammenhæng med, at der pa-
rallelt med etableringen af en regionsdreven almen medicinsk klinik skal etableres en
akutklinik i Lemvig, og at Lemvig Kommune ønsker at placere yderligere kommunale
sundhedstilbud på regionshospitalet. Lemvig Kommune har desuden taget initiativ til
i samarbejde med de øvrige kommuner i optageområdet og Region Midtjylland at un-
dersøge mulighederne for et styrket tværsektorielt samarbejde om neurorehabilite-
ring, som også foreslås forankret på Regionshospitalet Lemvig.
Det retlige grundlag
Forsøgsbestemmelsen i sundhedslovens § 233
Efter forsøgsbestemmelsen i sundhedslovens § 233 kan sundhedsministeren efter
ansøgning fra et regionsråd eller en kommunalbestyrelse godkende, at der
iværksættes forsøg, der indebærer fravigelse af lovens bestemmelser (bortset fra
visse bestemmelser i loven, som ikke er relevante i denne sammenhæng).
Forsøg skal efter denne bestemmelse have til formål at fremme omstilling i
sundhedsvæsenet, herunder med nye organisations- og behandlingsformer, ændrede
Side 2
SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 289: Orientering om svar på ansøgning fra Region Midtjylland om tilladelse til dispensation fra udbudsforpligtelsen, fra sundhedsministeren
tilskud eller ændrede honoreringssystemer m.v. Ved godkendelse af forsøg skal der
lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.
Bestemmelser om organisationsformer i almen praksis, jf. sundhedslovens § 227
Regionsrådet har efter sundhedslovens § 57 ansvar for at tilvejebringe tilbud om
behandling hos praktiserende sundhedspersoner. Efter §§ 59 og 60 yder regionsrådet
vederlagsfri behandling til gruppe 1-sikrede personer hos den alment praktiserende
læge, som borgeren har valgt. Det følger af sundhedslovens § 227, stk. 1, at
Regionernes Lønnings- og Takstnævn afslutter overenskomster med organisationer af
sundhedspersoner m.fl. om vilkårene for ydelser i praksissektoren, bl.a. ydelser hos
alment praktiserende læger, der arbejder efter Overenskomst om almen praksis.
Efter § 227, stk. 2, kan regionsrådet sælge ydernumre til læger, der arbejder efter
Overenskomst om almen praksis. En læge kan eje op til seks ydernumre erhvervet fra
regionen.
I henhold til § 227, stk. 3, kan regionen udbyde drift af praksis af ydernumre, som
regionen har i hænde. Regionsrådet har mulighed for at forkaste et bud, hvis
omkostningerne er væsentlig højere i en sammenligning.
Hvis der ikke er private leverandører, der deltager i udbud af drift af praksis foretaget
i henhold til stk. 3, eller regionsrådet har forkastet bud, kan regionsrådet selv i
henhold til stk. 5 etablere en praksis i en periode på op til seks år. Et regionsråd, der
ønsker at fortsætte driften af praksis efter udløbet af seks-årsperioden, kan alene
gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge ydernummeret til en læge efter stk. 2 eller
afsætte driften via udbud efter stk. 3.
Et regionsråd kan i tilfælde af akut opstået lægemangel, jf. § 227, stk. 6, i en kort
periode etablere et midlertidigt almen medicinsk lægetilbud.
Sundheds- og Ældreministeriets vurdering af ansøgningen
Sundheds- og Ældreministeriet kan godkende ansøgningen fra Region Midtjyllands
om etablering af en regionsdreven, almenmedicinsk klinik på Regionshospitalet
Lemvig i op til seks år, der fraviger bestemmelserne i sundhedslovens § 227
vedrørende organisationsformer i forbindelse med leverancen af almen
praksisydelser.
Ministeriet har ved godkendelsen bl.a. lagt vægt på, at der er tale om et forsøg, der
har til formål at fremme omstilling i sundhedsvæsenet med en ny organisationsform,
som bl.a. skal medvirke til bedre lægedækning i Lemvig samt bedre samarbejde på
tværs af fagligheder. I denne vurdering er der også lagt vægt på oplysningerne om
den aktuelle situation ift. udbuddet af praktiserende læger i området, bl.a. ift. lukket
for tilgang og melding af ophør af praksis. Ministeriet finder, at tilstrækkelig
lægedækning er en afgørende forudsætning for at sikre borgernes velfærd.
Det er et vilkår for godkendelsen, at regionen foretager en midtvejsevaluering efter
tre år samt en slutevaluering, sådan som det også fremgår af ansøgningen.
Side 3
SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 289: Orientering om svar på ansøgning fra Region Midtjylland om tilladelse til dispensation fra udbudsforpligtelsen, fra sundhedsministeren
2032381_0004.png
Godkendelsen indebærer alene en fravigelse af bestemmelserne i sundhedslovens §
227, hvorimod øvrige bestemmelser i sundhedsloven såvel som øvrig lovgivning
finder uændret anvendelse.
Med venlig hilsen
Pernille Westh Nielsen
Side 4