Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 252
Offentligt
Februar 2019
Til medlemmerne af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Gigtforeningens svar på spørgsmål fra Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg stillet under fore-
trædet den 4. december 2018 om behovet for en forebyggelsesindsats på muskel- og skeletom-
rådet.
1. Hvor kan vi hente inspiration til bedre forebyggelse?
Vi er i Gigtforeningen i gang med at undersøge forholdene på området i Norge og Sverige, som kan give
inspiration, og vender tilbage.
2. Er det kommunerne der skal være drivende i den fremtidige forebyggelse? Hvad tænker I om fremti-
dens rolle for almen praksis? Hvilken rolle skal almen praksis spille?
Der er flere parter, der skal være de drivende i fremtidig forebyggelse; Almen praksis, kommunerne og
arbejdspladserne er de væsentligste.
Almen praksis
Almen praksis har en meget central rolle i tidlig opsporing og udredning. Det er oftest den praktise-
rende læge, som patienten går til med begyndende symptomer. Det er derfor den praktiserende læge,
der skal sikre den rettidige, korrekte og tilstrækkelige behandling, der bedst muligt forebygger forvær-
ring. Det kan evt. være ved farmakologisk behandling eller ved ikke-farmakologisk behandling som fy-
sioterapi og træning. Det er den praktiserende læge, der skal sikre, at patienten informeres og vejledes
til at forstå og håndtere smerter og andre gener, således at patienten ikke bekymres unødigt.
På baggrund heraf foreslår vi, at der indføres kronikerhonorar i almen praksis for patienter med kroni-
ske muskel- og skeletsygdomme, så der sikres sammenhængende behandling og løbende opfølgning
blandt alle patienter.
Kommunerne
Kommunerne har en stor rolle at spille i forhold til den primære forebyggelse, hvor bl.a. indsatser over
for overvægt, rygning og fysisk inaktivitet er væsentlige. Ligeledes vil kommunerne kunne spille en langt
større rolle i forhold til sygemeldte borgere ved at sætte ind tidligt med relevante trænings- og me-
stringstilbud, samt bistå den enkelte bedst muligt i kontakten til arbejdspladsen med henblik på mulig-
heder for fastholdelse.
Det vil her være nødvendigt, at der sikres sammenhæng mellem kommunernes indsatser på social-,
sundheds- og beskæftigelsesområdet og at kommunernes samarbejde og dialog med virksomhederne
systematiseres, således at flere virksomheder får en nem adgang til de kommunale ydelser, og i samar-
bejde med den enkelte og kommunen kan arbejde for at fastholde den enkelte i arbejde.
Flere kommuner arbejder hermed og de mange erfaringer og gode eksempler kan med fordel udbre-
des. Det er fx værd at kigge på Hjørring og Silkeborg Kommune.
1/2