Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 238
Offentligt
Institut for Medicin og Sundhedsteknologi
Aalborg Universitet
Studieleder Mette Dencker Johansen
Aalborg d. 18. februar 2019
Til sundhedsordførerne fra Folketingets partier samt Sundheds- og ældreudvalget
Adgangen til fysioterapi har aktuelt politisk bevågenhed. Uden i øvrigt at ville påvirke debatten skal jeg
informere om, at vi på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitet, fra 1. september 2019 starter Kandidatuddannelsen i muskuloskeletal fysioterapi.
Uddannelsen optager professionsbachelorer i fysioterapi med henblik på at give dem viden, færdigheder og
kompetencer på kandidatniveau, så dimittenderne efter 2 års fuldtidsstudier kan yde specialiseret
fysioterapeutisk behandling af problemer med muskler og led. Det er helt nyt i Danmark! Med ansættelse
af kandidater fra uddannelsen får sundhedsvæsenet som helhed tilført ny know-how, hvorved
fysioterapeuter kan spille en væsentligt større rolle end i dag i forbindelse med undersøgelse, udredning og
behandling af den store gruppe af patienter, der har problemer med bevægeapparatet. Dimittenderne skal
både arbejde selvstændigt og i tæt samarbejde med andre faggrupper og andre fysioterapeuter.
Under overskrifterne ”Behov for specialiseret fysioterapi”, ”Nye
muligheder for specialiseret fysioterapi”
og
”Specialiseret
fysioterapi i sundhedsvæsenet” findes neden for en kort fremstilling, som kan bidrage til at
kvalificere diskussionen af hvordan fysioterapi bedst gøres tilgængelig for patienterne og hvordan
samspillet mellem lægeopgaver og fysioterapeutopgaver skal være. Fremstillingen er baseret på udvalgte
dele af diverse ansøgninger og materiale vedr. uddannelsen. Uddannelsen findes i øvrigt beskrevet på
https://www.aau.dk/uddannelser/kandidat/muskuloskeletal-fysioterapi
samt
https://www.aau.dk/uddannelser/kandidat/muskuloskeletal-fysioterapi/fagligt-indhold/.
Behov for specialiseret fysioterapi
Det samfundsmæssige behov for uddannelsen skyldes bl.a., at et meget stort og stigende antal borgere
lever et liv med smerter fra bevægeapparatet, dvs. muskuloskeletale problemer. For eksempel udgør
muskuloskeletale problemer tre af de fire hyppigste årsager til sygedage blandt erhvervsaktive personer
(lænderygsmerter, nakkesmerter og slidgigt) (kilde: Sygdomsbyrden i Danmark 2015). Ud over de fysiske,
psykiske og sociale gener som nedsat funktionsevne medfører for den enkelte, er der en betydelig
samfundsøkonomisk udgift til medicinering, behandling og rehabilitering samt til sociale udgifter på grund
af manglende arbejdsevne, udstødning fra arbejdsmarkedet mv. Der er behov for en samarbejdsbaseret
tværsektoriel og tværfaglig indsats, hvor en tidlig helhedsorienteret diagnose bliver et centralt redskab i
sundhedsvæsnet, både i primær- og sekundærsektoren. Der skal diagnosticeres tidligere, hurtigere og
bedre, hvilket skal muliggøres ved, at flere specialister inden for forskellige fagområder skal samarbejde om
at stille diagnoser.
Grundet kompleksiteten af bevægeapparatsbesvær, stigningen i antallet af borgere med muskuloskeletale
smerter samt de individuelle og samfundsmæssige omkostninger, er der et udbredt behov for at kvalificere
fysioterapeuter, der varetager behandling, tilrettelæggelse af genoptræningsforløb mv. af borgere med
smerter og funktionsbegrænsninger i forhold til det muskuloskeletale system.