Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 22
Offentligt
1950312_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Sundhedsministeren
Sundheds- og Ældreudvalget
Dato: 08-10-2018
Enhed: SPOLD
Sagsbeh.: DEPAJU
Sagsnr.: 1705763
Dok. nr.: 679789
Orientering om fortsættelse af supplerende indberetninger for kræft i
bugspytkirtlen
./.
Jeg orienterede den 7. februar 2018 Sundheds- og Ældreudvalget om min beslutning
om at fortsætte med de supplerende indberetninger for kræft i bugspytkirtlen og
lungekræft. Som opfølgning herpå vedlægger jeg Sundhedsstyrelsens samlede
vurdering af den supplerende indberetningspligt for perioden januar 2018
juli 2018
af 27. august 2018 samt Sundhedsstyrelsens vurdering af de igangsatte tiltag
vedrørende operation for bugspytkirtelkræft af 21. september 2018.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens samlede vurdering, at styrelsen i perioden
oktober 2017 til juli 2018 har modtaget 99 supplerende indberetninger vedrørende
forløbstid til operation efter afsluttet udredning ved kræft i bugspytkirtlen.
Indberetningerne fordeler sig bredt over de 9 måneder, hvilket vidner om
kontinuerlige udfordringer hos regionerne. Sundhedsstyrelsen finder det derfor
fortsat bekymrende, at så mange patienter vælger at vente, da kræft i bugspytkirtlen
er en tidskritisk kræftform.
Det fremgår yderligere, at regionerne i perioden oktober 2017 til juli 2018 har
indberettet 4 supplerende indberetninger vedrørende forløbstid til udredning ved
mistanke om lungekræft og 12 supplerende indberetninger vedrørende forløbstid til
operation fra afsluttet udredning ved lungekræft. Den seneste supplerende
indberetning modtog styrelsen i januar 2018. Sundhedsstyrelsen finder det
tilfredsstillende, at ingen patienter siden januar 2018 har accepteret at vente længere
end de 14 dage som bekendtgørelsen for de maksimale ventetider angiver.
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at man vil have et fortsat fokus på problemstillingen
vedrørende kræft i bugspytkirtlen, herunder løbende drøfte situationen med Region
Hovedstaden, og den samlede nationale kapacitet, som bl.a. vil blive drøftet på
næste møde i Taskforce for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet i oktober 2018.
Jeg har derfor besluttet at fortsætte den supplerende indberetningspligt for kræft i
bugspytkirtlen og afslutte den supplerende indberetningspligt for lungekræft.
Jeg vil informere Sundheds- og Ældreudvalget igen primo 2019, når jeg modtager
Sundhedsstyrelsens vurdering af de supplerende indberetninger for den yderligere
forlængede periode.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby