Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 217
Offentligt
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 04-02-2019
Enhed: SUNDOK
Sagsbeh.: DEPPSK
Sagsnr.: 1807729
Dok. nr.: 810089
Orientering om overgang til det nye Landspatientregister (LPR3)
Sundheds- og Ældreudvalget blev i juni 2018 orienteret om en kommende
modernisering af Landspatientregisteret (LPR). LPR bliver bl.a. brugt som grundlag for
at følge udredningsretten, overvågning af sygdomme og behandlinger og til at opgøre
det samlede sygehusforbrug for regioner og kommuner.
Der har længe været ønske om at modernisere LPR (LPR3) for at sikre tidssvarende
indsigt i sundhedsvæsenets aktiviteter. Ændringen vil gøre det muligt at følge
danskernes sygdomsmønstre og behandlingsforløb på aggregeret plan på en mere
retvisende måde, som i højere grad afspejler nutidens sundhedsvæsen.
Projektet om modernisering af LPR blev igangsat i 2015, og er nu i sin afsluttende
fase. Region Hovedstaden, Sjælland og Region Midtjylland overgår til at indberette i
LPR3 d. 1.-3. februar, og Region Syddanmark og Region Nordjylland overgår til LPR3 d.
1.-3. marts 2019.
Overgangen til LPR3 indebærer en omfattende omlægning af registeret, hvor mange
af de oplysninger, der i dag indberettes fra regionerne, rent datamæssigt vil blive
struktureret anderledes.
Dette betyder, at opgørelser og dataleverancer baseret på LPR skal omlægges og
tilpasses de nye muligheder i registeret. Omlægningen medfører, at det i en periode
ikke vil være muligt at offentliggøre opgørelser i de almindelige kadencer. For nogle
opgørelser kan omlægningen yderligere have den betydning, at der kan være en
forringet datakvalitet eller et permanent databrud i primo 2019, hvor regionerne
skifter fra at indberette til LPR2 og til LPR3.
Da omlægningen til LPR3 sker i 2019 vil det først have betydning for data og
opgørelser, der er baseret på 2019-tal. Det vil sige, at opgørelser for 2018 ikke vil
være påvirket af overgangen til LPR3. Dette gælder eksempelvis Nationale mål for
sundhedsvæsenet 2019, der vil være baseret på data for 2018. Derudover vil
omlægningen ikke have betydning for opgørelser og dataleverancer, der ikke er
baseret på LPR. Dette gælder eksempelvis belægningstallene.
Omlægningen af opgørelser og dataleverancer til LPR3 sker ud fra en gradvis og
prioriteret tilgang. I første omgang prioriteres dataleverancer, der anvendes i
aktivitetsstyringen og finansieringen, herunder den kommunale medfinansiering og
dataleverancer, der anvendes til opfølgning på de rettigheder, som patienterne har,
herunder kræftmonitorering og udredningsretten.