Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 187
Offentligt
Her ed it tale”papir” –
som aftalt ved foretrædet g.d. 14,00 for Folketingets Sundhedsudvalg til videre
ekspedition.
1/
Jeg møder som advokat for Shohreh Sanjari, som efter en midlertidig autorisationsfratagelse som tandlæge
som følge af en uenighed med Sundhedsstyrelsen om noget journalføring varigt fik taget sin autorisation
ved en retssag; det betones, at der ikke foreligger behandlingsklager.
2/
Der verserer således retssag om hendes fratagelse af autorisation som tandlæge.
3/
Sagen har vist voldsomme retssikkerhedsmæssige svigt, hvilket er årsagen til fremmødet for udvalget.
4/
Det drejer sig særligt om samspillet mellem autorisationslovens §§ 7 om fratagelse af autorisation
som efter regler i § 11 skal ske ved retssag
–
når der er udvist grov forsømmelighed ved udøvelse af
hvervet
–
og
§ 9 om midlertidig fratagelse af autorisation og virksomhedsindskrænkning ved mistanke om, at
man er til fare for patientsikkerheden, og man har udvist grov forsømmelighed, som Styrelsen for
Patie tsikkerhed ”blot” ad i istrativt ka træffe afgørelse o
ed o gåe de virk i g.
E såda
idlertidig afgørelse skal ale e følges op af et sagsa læg efter § a ”se est år efter at
styrelse har truffet afgørelse” for at fastholde blokeri ge for at ku e udføre sit arbejde
som
autorisation.
Det forekommer helt urimeligt, da myndighederne får en udvidet adgang til fratagelse ved midlertidig
fratagelse end ved en permanent fratagelse efter § 7; det kan ikke være hensigten. Altså tager man
autorisationen midlertidig først, som man gøre i 2 år, og lige inden udløbet (på den sidste dag) anlægger
man retssag for at tage autorisationen permanent, som normalt ikke ville medføre, at man ikke måtte
arbejde indtil retten traf afgørelse, og ved at koble de 2 regelsæt sammen, sætter man borgeren uden for
mulighed for at arbejde inden retten endelig har talt. (I den aktuelle sag blev autorisationen taget
midlertidigt d. 11.juni 2014, og der er endnu ikke afsagt dom i sagen, og min klient har mistet alt).
5/
Hertil kommer
–
hvilket skærper denne lidet rimelige retstilstand - at borgeren ikke engang er sikret et
omgående sagsanlæg, da myndighederne får en frist på 2 år at anlægge sag i. Der er således ikke loven
givet noget pålæg om hurtigt sagsanlæg, og borgeren kan reelt intet gøre.
6/
I en sag som denne vil ikke engang Ombudsmanden, hvor der er en retssag i vente, intervenere.
7/
Det betyder således, at en sådan midlertidig afgørelse, hvor man ikke engang jfr. lovens § 14 kan indbringe
afgørelsen eksempelvis for ministeriet med opsættende virkning (altså før den får virkning), mister
borgeren reelt alt
–
kunder, virksomhed m.v.
–
uden nogen kontrol overhovedet, hvilket selvsagt er ganske
uhensigtsmæssig, når man tager udgangspunkt i, at parterne typisk vil være uenige i bedømmelsen af, om
man er til fare eller ej.
 SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 187: Materiale fra Githa Jørgensen m.fl. foretræde om tandlægers autorisation
8/
Videre vil jeg også henlede opmærksomheden på lovens § 11, stk. 2, hvor det bestemmes, at styrelsen er
forpligtet til fori de retssag a lægges efter § 7 og § 9 at ”opfordre su dhedsperso e til at udtale sig
skriftligt
eller afgive e
u dtlig redegørelse ved et øde, hvor også Retslægerådet deltager”.
Sagen er bare den, at dette møde for sundhedspersonen (som håber på en ændret vurdering) er en reel
illusion, da rådets deltager (man sender kun én)
–
selvom der oven i købet måtte foreligge en skriftlig
redegørelse fra sundhedspersonen
–
ikke vil gå i dialog med sundhedspersonen om de
erklæringskonklusioner, som da foreligger indhentet ( i øvrigt ganske ensidigt) af styrelsen fra rådet. Det
forekommer helt urimeligt for borgeren, at man alene får mulighed under dette møde, hvis afholdelse er
foreskrevet i love , u der tids æssig ko trol at ”udtale” sig, ede s a afskæres fra
at få lov til med rådet at drøfte rådets lægefaglige bedømmelse (i den aktuelle sag af journaler, som
klienten havde kommenteret én for én i forhold til rådets udsagn) og
i det mindste at få et skriftligt svar på de indvendinger, som borgeren fremkommer.
et for
ødet reelt er ”liv eller død” borgere , so
på
Det er beste t heller ikke ri eligt, år det der er e
det tidspunkt slet ikke må arbejde som tandlæge.
9/
Det under 8/ nævnte mødetilbud er således, som det er beskrevet i loven og praktiseres, uanvendeligt som
beskyttelse for borgeren.
10/
Da jeg ved fra andre sager, at særligt tandlæger er skrækslagne for at komme ind i styrelsens
kontrolmaskine, håber jeg meget, at man vil vurdere, om de gældende for autorisationsfratagelse, hvor
man bør skabe et mere afbalanceret hjemmelssystem for fratagelse, hvor borgeren nærmest gøres
forsvarløs uden reel
kontrol
før man mister alt, og det mener jeg ikke er normalt, selvom jeg anerkender, at
sikkerhed i behandlingen skal tilgodeses mest muligt. Bemærk i den forbindelse, at der i den foreliggende
sag i er tale om behandlingssvigt overhovedet.
11/
Jeg stiller gerne sagen til rådighed, dersom man måtte ønske dette. Det vil give en forståelse af, at min
klient mistede sin autorisation ( først midlertidig som man holdt fast i ved et senere sagsanlæg
–
inden for 2
års fristen), fordi styrelsen adopterede en voldsom opposition til min klient på et reelt ikke eksisterende
grundlag i relation til hendes fortsatte arbejde som tandlæge.
12/
Måtte man ønske yderligere bemærkninger, står jeg til rådighed for dette.
Med venlig hilsen
Advokat (H)
Klaus E. Henriques
Frederiksberggade 2, 1.
1459 København K
Tlf.: +45 33 33 79 13