SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 91
Offentligt

2018

Socialpolitisk

Redegørelse

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

I tabeller kan afrunding medføre,

at tallene ikke summer til totalen.

Henvendelse om publikationen kan ske til:

Børne- og Socialministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

T 33 92 93 00

Omslag: Socialpolitisk Redegørelse 2018

Tryk: Prinfo - Strandbygaard Grafisk A/S

Oplag: 500 eks.

Pris: 100 kr. inkl. moms

ISBN: 978-87-9362-702-4

Elektronisk Publikation:

ISBN: 978-87-9362-701-7

Publikationen kan hentes på

Børne- og Socialministeriets hjemmeside:

www.sm.dk

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Forord

Jeg oplever en bred opbakning blandt alle aktører på socialområdet til, at der

er behov for mere viden på socialområdet for at sikre, at de mange penge vi

årligt bruger på socialområdet, kommer til at gøre en større forskel. Den

opbakning er helt afgørende. For alles bidrag er nødvendige for at komme i mål

med det lange seje træk, det er at gøre socialpolitikken mere vidensbaseret.

Det gælder fx bidraget fra alle medarbejderne i praksisfeltet, som i deres

dagligdag skal indtænke den seneste tilgængelige viden om metoder og

redskaber, til en højere kvalitet i indsatsen over for den enkelte borger. Det

gælder bidraget med at dokumentere relevante aktiviteter og indsatser ude i

kommunerne, så vi kan få gode data at basere vores viden på. Og det gælder

bidraget fra folkevalgte og andre beslutningstagere som vedholdende skal

insistere på, at diskutere og prioritere de mange afsatte midler på

socialområdet ud fra den viden, der bliver tilvejebragt.

Et af mine vigtige bidrag ind i vidensdagsordenen er den årlige Socialpolitiske

Redegørelse, som kortlægger og analyserer den socialpolitiske indsats med

afsæt i de mange data, som bliver indsamlet ude i kommunerne. Derfor er det

meget tilfredsstillende, at dette års redegørelse viser, at mange flere

kommuner nu indberetter data, så vi er stand til at levere et langt mere

fyldestgørende billede af den socialpolitiske indsats, end vi tidligere har været i

stand til.

Redegørelsen indeholder derfor fx for første gang en omfattende analyse om

voldsramte kvinder med ophold på landets kvindekrisecentre. Der sættes også

for første gang analytisk fokus på mennesker i det danske samfund med

psykiske udfordringer og sårbarheder. Og vi bidrager med helt ny viden om

anbragte børn og unges skolegang. Alt sammen ny viden, der sammen med

redegørelsens øvrige temaer, kan oplyse og nuancere retningen for

socialpolitikken.

God læselyst!

Mai Mercado

Børne- og Socialminister

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Indhold

Sammenfatning .................................................................................................................11

1.1 Status for de sociale mål .........................................................................................14

1.2 Målgrupper og udgifter på socialområdet ...............................................................20

1.3 Anbragte børn og unges skolegang ........................................................................25

1.4 Psykisk sårbare unge, uddannelse og job ..............................................................27

1.5 Uddannelse blandt unge med psykiske vanskeligheder eller handicap .................29

1.6 Voksne med nedsat psykisk funktionsevne ............................................................31

1.7 Kvinder på krisecentre ............................................................................................32

1.8 En mere vidensbaseret socialpolitik........................................................................34

1.9 Virksomme sociale indsatser ..................................................................................40

Status for de sociale mål ..................................................................................................45

2.1 Overblik over de 10 mål for social mobilitet ............................................................47

2.2 Mål 1-5: Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet .........................................49

2.3 Mål 6-10: Færre skal være socialt udsatte .............................................................64

Målgrupper og indsatser på det sociale område ..............................................................81

3.1 Målgrupper for sociale indsatser .............................................................................83

3.2 Målgrupper og indsatser på børne- og ungeområdet .............................................86

3.3 Underretninger om børn og unge............................................................................96

3.4 Målgrupper og indsatser på voksenområdet ........................................................101

Udgifter til sociale indsatser ............................................................................................111

4.1 Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser....................................................112

4.2 Udgifter til udsatte børn og unge...........................................................................116

4.3 Udgifter til voksenområdet ....................................................................................122

Grundlag for udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser ..........................133

5.1 Tilgang til virksomme sociale indsatser ................................................................136

5.2 Kommunernes aktuelle udfordringer på voksensocialområdet ............................137

5.3 Vurdering af behov for nye virksomme sociale indsatser .....................................148

5.4 Eksempler fra pilotanalysen ..................................................................................154

Anbragte børn og unges skolegang ...............................................................................163

6.1 Anbragte børn og unge i grundskolen ..................................................................165

6.2 Anbragte børn og unge med specialundervisning i grundskolen .........................168

6.3 Diagnoser blandt anbragte børn og unge i grundskolen ......................................171

6.4 Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling ............................................177

6.5 Hvordan oplever anbragte børn og unge selv deres skolegang? .........................183

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job ...............................................187

7.1 Hvad er psykisk sårbarhed? .................................................................................189

7.2 Hvor mange unge er psykisk sårbare? .................................................................190

7.3 Unge i NEET med indikationer på psykisk sårbarhed ..........................................194

7.4 Førtidspension i NEET-gruppen ...........................................................................200

7.5 Påbegyndt ungdomsuddannelse blandt NEET-gruppen og psykisk sårbarhed ...201

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Indhold

7.6

Sociale indsatser for unge i NEET-gruppen .........................................................202

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder .........................207

8.1 Unge med handicap eller psykiske vanskeligheder ..............................................208

8.2 Status på ungdomsuddannelse ............................................................................213

8.3 Specialundervisning i grundskolen .......................................................................215

8.4 Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) ...................................................217

8.5 Ordinær ungdomsuddannelse ..............................................................................219

8.6 Fra uddannelse til beskæftigelse ..........................................................................221

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne ......................................................227

9.1 Personer med nedsat psykisk funktionsevne .......................................................228

9.2 Antal med nedsat psykisk funktionsevne ..............................................................230

9.3 Diagnosebillede.....................................................................................................232

9.4 Sociale indsatser til personer med nedsat psykisk funktionsevne .......................234

9.5 Kontakt til sygehuspsykiatri ...................................................................................237

9.6 Forsørgelsesgrundlag og beskæftigelse ...............................................................241

9.7 Kontanthjælp over ét år .........................................................................................247

10. Kvinder på kvindekrisecentre..........................................................................................251

10.1 Ophold på kvindekrisecentre ................................................................................252

10.2 Alder og oprindelsesland ......................................................................................257

10.3 Geografisk fordeling ..............................................................................................260

10.4 Kontakt til sygehuspsykiatri ...................................................................................268

10.5 Tilknytning til arbejdsmarked ................................................................................271

10.6 Uddannelse ...........................................................................................................276

11. Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet.................................................281

11.1 Fremdrift i 2017 og 2018 .......................................................................................281

11.2 Hvad skal vi nå i de kommende år? ......................................................................285

11.3 Status på arbejdet med at løfte datagrundlaget på socialområdet .......................286

Bilag 1 Dokumentation af enhedsudgifter ..............................................................................303

Bilag 2 Udsatte børn og unge ................................................................................................314

Bilag 3 Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet ...................................................317

Bilag 4 Diagnosegrupper .......................................................................................................327

Bilag 5 Vidensregnskab .........................................................................................................330

Litteraturliste...........................................................................................................................331

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

1. Sammenfatning

Rammen for Socialpolitisk Redegørelse er en samlet opfølgning på regeringens 10 mål for

social mobilitet, der tager sigte på, at flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, og færre

skal være socialt udsatte. Målene sætter retning for socialpolitikken og skal fremme mere

virksomme sociale indsatser.

Mere virksomme indsatser kræver et styrket vidensgrundlag for socialpolitikken. Her bidrager

Socialpolitisk Redegørelse 2018 blandt andet med ny viden om anbragte børn og unges

skolegang. Eksempelvis er der for første gang foretaget en kortlægning af de skoletilbud,

som anbragte børn og unge modtager. Redegørelsen indeholder også en omfattende og

dybdegående analyse, der giver ny viden om voldsramte kvinder med ophold på landets

kvindekrisecentre. Analysen er baseret på et helt nyt register om kvinder på kvinde-

krisecentre, som har gjort det muligt at give et langt mere detaljeret indblik i kvindernes

livssituation og udfordringer end tidligere samt i deres behov for hjælp og støtte.

Socialpolitisk Redegørelse 2018 sætter desuden fokus på mennesker i det danske samfund

med psykiske udfordringer. Mange mennesker, der modtager sociale indsatser efter

serviceloven, er kendetegnede ved forskellige former for psykiske funktionsnedsættelser, der

både omfatter kognitive handicap og psykiske vanskeligheder. Samtidig relaterer nogle af de

største socialpolitiske udfordringer, som kommunerne aktuelt oplever, sig til borgere med

psykiske vanskeligheder. Det falder sammen med, at der i disse år bliver rapporteret om et

stigende antal psykisk sårbare unge flere steder fra.

På den baggrund tager dette års redegørelse fat på spørgsmål som:

•

Hvad karakteriserer psykisk sårbare unge, og hvor mange unge, som oplever barrierer i

forhold til uddannelse og job, har indikationer på psykisk sårbarhed?

Hvor mange unge med psykiske vanskeligheder og handicap får en

ungdomsuddannelse, og hvem falder fra?

Hvad karakteriserer den store gruppe af voksne med nedsat psykisk funktionsevne?

Hvordan er snitfladerne mellem den sociale indsats, sygehuspsykiatrien og jobcentrene

for denne gruppe?

Endelig bliver der fulgt op på Socialpolitisk Redegørelse 2017, der tog et første skridt i

retning af at kortlægge omfanget af dokumenteret virksomme socialfaglige metoder samt

kommunernes anvendelse af disse metoder i dag. Blandt andet er der gennemført en survey,

som for første gang systematisk afdækker kommunernes oplevelser af de aktuelle

udfordringer på voksenområdet, samt hvor de i særlig høj grad efterspørger støtte til at levere

mere virksomme indsatser.

Hovedkonklusionerne i redegørelsen er:

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

•

Udviklingen ser ud til at gå i den rigtige retning for en række af regeringens 10 mål for

social mobilitet. Eksempelvis er kriminaliteten faldet blandt udsatte unge og andelen, der

afslutter et forløb for alkoholbehandling med et positivt resultat, er steget. Men der er

også mål, hvor udviklingen går i den forkerte retning eller er stagneret. Der kan for

eksempel ikke konstateres nogen forbedring i udsatte børn og unges faglige niveau i

grundskolen, og andelen af udsatte unge, der har gennemført eller er i gang med en

ungdomsuddannelse, er faldet.

Sammenlagt modtager ca. 178.400 børn, unge og voksne en social indsats hvert år.

Målgrupperne omfatter mennesker med sociale problemer, psykiske vanskeligheder og

handicap. Kommunerne står for langt de fleste sociale indsatser, og de samlede

offentlige udgifter til indsatserne vurderes at udgøre ca. 46 mia. kr. årligt.

Anbragte børn og unge klarer sig samlet set markant dårligere i skolen end andre børn

og unge. Allerede på de små klassetrin er anbragte børn og unge fagligt bagud. Blandt

anbragte børn og unge er det over 20 pct., der har dårlige resultater i dansk i 2. klasse,

mens det er under 10 pct. for øvrige elever på samme klassetrin, og de faglige forskelle

bliver endnu større på de ældre klassetrin.

Blandt anbragte børn og unge i grundskolen er det over 40 pct., som går i et

specialskoletilbud, en specialklasse eller modtager specialundervisning som støtte i en

almindelig klasse. Til sammenligning er det under 5 pct. for øvrige børn og unge. Men

selv når der ses bort fra anbragte børn og unge, som modtager special-undervisning,

ligger det faglige niveau fortsat markant under gennemsnittet for øvrige børn og unge.

Kommuner og andre rapporterer i disse år om et stigende antal psykisk sårbare unge.

Der findes ikke nogen entydig definition af, hvad psykisk sårbarhed er, og opgørelser

over psykisk sårbare unge spænder fra 5-10 pct. til over 20 pct. afhængigt af, hvilke

indikatorer og aldersgrupper der ses på. Det er imidlertid veldokumenteret, at forskellige

former for psykisk sårbarhed kan udgøre en barriere for uddannelse og job og øge

risikoen for at udvikle sociale problemer.

Når der ses på 25-årige, der hverken har gennemført eller er i gang med en uddannelse

eller er i job (den såkaldte NEET-gruppe), er det næsten tre ud af fire, som har

indikationer på psykisk sårbarhed. Det kan være i form af kontakt til det psykiatriske

system tidligere i barn- og ungdommen eller sociale foranstaltninger i løbet af

opvæksten, fx en anbringelse uden for hjemmet.

Personer i NEET-gruppen med indikationer på psykisk sårbarhed får i langt højere grad

end andre unge i gruppen hjælp og støtte efter serviceloven i det tidlige voksenliv. Inden

for en periode på to år er det omkring 30-45 pct., der som 25-årige har fået en social

indsats afhængigt af indikationerne på psykisk sårbarhed. Blandt øvrige personer i

NEET-gruppen er det omkring 10 pct.

Redegørelsen indeholder også et særskilt kapitel om unge med handicap eller psykiske

vanskeligheder som fx angst og skizofreni. Dette kapitel viser blandt andet, at mens

hovedparten af unge i Danmark gennemfører en ungdomsuddannelse, gælder det ikke

unge med psykiske vanskeligheder eller handicap. Hvor mere end 80 pct. af alle 18-24-

årige i befolkningen enten er i gang med eller har gennemført en ordinær uddannelse

efter grundskolen, ligger andelene for personer i samme aldersgruppe, der modtager en

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

indsats efter serviceloven på grund af et handicap eller psykiske vanskeligheder, på

omkring 10-20 pct.

•

Særligt blandt unge med psykiske vanskeligheder er der et problem med frafald fra

uddannelsessystemet. Lidt over 35 pct. af 18-24-årige i gruppen har afbrudt en ordinær

uddannelse og er aktuelt ikke i gang med en ny. Dette er væsentligt flere end for

personerne med handicap og blandt 18-24-årige som helhed.

Det skønnes, at der på landsplan er ca. 70.000 voksne, som modtager indsatser efter

serviceloven på grund af en nedsat psykisk funktionsevne. Gruppen omfatter både

voksne med psykiske vanskeligheder og voksne med kognitive handicap som fx Downs

syndrom eller udviklingshæmning. Blandt personer i gruppen har omkring 75 pct. haft

mindst én kontakt til sygehuspsykiatrien inden for en periode på fem år.

Der er store forskelle i forsørgelsesgrundlaget for personer med nedsat psykisk

funktionsevne. Blandt personer over 40 år modtager i størrelsesordenen 80-90 pct.

førtidspension. Blandt yngre personer, og særligt i gruppen med psykiske

vanskeligheder, modtager mange midlertidige ydelser som fx kontanthjælp. Omkring 70

pct. af de 18-29-årige med psykiske vanskeligheder har kontanthjælp eller andre

midlertidige ydelser som forsørgelsesgrundlag. Mange modtagere af midlertidige ydelser

deltager i tilbud i regi af beskæftigelsessystemet, men forholdsvis få overgår

efterfølgende til beskæftigelse eller uddannelse.

Omkring 1.500 kvinder påbegyndte et ophold på et kvindekrisecenter i 2017. Voldsramte

kvinder med ophold på landets kvindekrisecentre udgør en meget udsat gruppe i

samfundet. Mange har et komplekst støttebehov og er derfor i kontakt med flere

forskellige dele af velfærdssystemet. Næsten en tredjedel har været i kontakt med

psykiatrien inden for de seneste fem år, og omkring to tredjedele har hverken været i

beskæftigelse eller i gang med uddannelse i årene op til deres ophold på krisecenter.

Næsten 50 pct. af kvinderne har ikke-vestlig oprindelse.

Nogle af de aktuelt største socialpolitiske udfordringer, som kommunerne oplever,

relaterer sig til målgruppen af borgere med psykiske vanskeligheder. Cirka tre ud af fire

kommuner giver udtryk for, at de oplever enten meget store eller ret store udfordringer i

arbejdet med borgere med psykiske vanskeligheder. Det er et af de centrale resultater i

en helt ny survey, som for første gang systematisk afdækker kommunernes oplevelser af

de aktuelle udfordringer på voksenområdet, og hvor kommunerne i særlig høj grad

efterspørger ekstern støtte.

For alle de undersøgte målgrupper på voksenområdet er der en positiv sammenhæng

mellem, hvor store udfordringer kommunerne oplever i arbejdet med målgruppen, og det

oplevede behov for støtte til at levere en virksom social indsats. Jo større udfordringerne

opleves, desto større opleves behovet for støtte også. Det gælder samtidig for alle

målgrupperne, at kommunerne særligt oplever udfordringer med koordinering på tværs

af sektorer.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.1

Status for de sociale mål

Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, og færre skal være socialt udsatte. Det er de

to overordnede sigtelinjer for regeringens 10 mål for social mobilitet. Målene sætter retning

for socialpolitikken både nationalt og kommunalt.

En succesfuld social indsats kræver ofte et tæt samarbejde på tværs af kommunale

forvaltninger, myndigheder og sektorer for at sikre en sammenhængende indsats. For

eksempel beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsområdet. Derfor er det også

kendetegnende for målene, at de går på tværs af mange sektorer.

Målene sætter fokus på sammenhængende og helhedsorienterede indsatser og er med til at

understøtte omstillingen af socialpolitikken, så den i højere grad baseres på viden om, hvad

der virker. Det handler både om det strategiske arbejde med udvikling og udbredelse af

virksomme sociale indsatser, understøttelse af den kommunale praksis og en mere data- og

analysedrevet prioritering og styring af det sociale område generelt.

Målene skal på den måde være med til at sikre bedre hjælp og støtte til udsatte børn, unge

og voksne og til mennesker med handicap, ved at der opnås større effekt og bedre resultater

for de ca. 46 mia. kr., der hvert år bruges på sociale indsatser i Danmark.

Status er, at udviklingen for en række af målene ser ud til at gå i den rigtige retning. Men der

er også mål, hvor udviklingen går i den forkerte retning eller er stagneret.

Blandt udsatte unge er kriminaliteten faldende. Det tyder på, at den generelle tendens til

faldende kriminalitet blandt alle unge også kommer udsatte unge til gavn. Til gengæld er

udviklingen gået i den forkerte retning, når der ses på andelen af udsatte unge, som

gennemfører en ungdomsuddannelse. Fra 2014 til 2016 er andelen af udsatte 18-21-årige,

der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, faldet fra 51 pct. til 47 pct.

Andelen er også faldet for øvrige unge, men faldet er større blandt udsatte unge.

For udsatte børn og unge ser udviklingen heller ikke ud til at gå i den rigtige retning, når det

gælder deres faglige niveau i grundskolen. Her har andelen med mangelfulde

læsefærdigheder ligget uændret på 30 pct. fra 2014 til 2016. Andelen er også uændret for

øvrige børn og unge.

Når det gælder de voksne målgrupper, er der sket en markant positiv udvikling i effekten af

alkoholbehandling. Andelen, der afslutter et forløb for alkoholbehandling med et positivt

resultat, er løftet fra 34 pct. til 44 pct. over perioden 2013-2017. Der er også indikationer på,

at effekten af stofminisbrugsbehandling er blevet bedre, men fremgangen er mindre og mere

usikker, da der kun foreligger tal for 2016 og 2017.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Andelen af voksne med handicap, der er i uddannelse eller beskæftigelse, ligger uændret på

8 pct. i 2016 sammenlignet med 2014. Samme billede tegner sig for voksne med psykiske

vanskeligheder eller sociale problemer, hvor andelen ligger på 7 pct.

På hjemløseområdet ser udviklingen fortsat ud til at gå i den forkerte retning. Fra 2015 til den

seneste hjemløsetælling i 2017 er antallet af hjemløse steget med omkring 500 personer.

Andelen af personer uden for arbejdsfællesskabet, som er en del af den frivillige indsats, er

steget fra 26 pct. i 2012 til 30 pct. i 2017. Dette er bemærkelsesværdigt set i lyset af, at der i

resten af befolkningen er sket et fald fra 47 pct. i 2012 til 42 pct. i 2012.

Tabel 1.1 giver et samlet overblik over baseline og status for de 10 mål for social mobilitet.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Tabel 1.1

Baseline og status for de 10 mål for social mobilitet

Antal personer i

målgruppen på

statustidspunkt

Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet

Udsatte børn og unges faglige

niveau i folkeskolen skal

forbedres

Flere udsatte unge skal

gennemføre en

ungdomsuddannelse

Flere personer med handicap

skal i uddannelse og

beskæftigelse

Flere personer med psykiske

vanskeligheder eller sociale

problemer skal i uddannelse

og beskæftigelse

Flere personer udsat for vold i

nære relationer skal i

uddannelse og beskæftigelse

Færre skal være socialt udsatte

Færre udsatte unge skal begå

kriminalitet

Færre skal være hjemløse

6.635

Større effekt af

stofmisbrugsbehandlingen

Større effekt af

alkoholbehandlingen

Flere uden for

arbejdsmarkedet skal deltage

i den frivillige indsats

19.000

15.000

6.138

45 pct.

34 pct.

6.635

46 pct.

44 pct.

Baseline

Status

2016/2017

Udvikling

siden

baseline

27.000

30 pct.

20.000

51 pct.

47 pct.

41.000

8 pct.

32.000

7 pct.

15.000

9 pct.

7 pct.

404.000

26 pct.

30 pct.

Anm.: Baseline genberegnes hvert år på baggrund af de seneste opdaterede data, da flere af de registre, der

ligger til grund for målene, løbende opdateres. Baseline kan derfor adskille sig lidt fra tidligere års redegørelser.

Baseline for de fleste mål er 2014 bortset fra mål vedr. hjemløse (2015), stofmisbrugsbehandling (2016),

alkoholbehandling (2013) og frivillig indsats (2012). Seneste status er for enten 2016 eller 2017. Data for

målgruppen for vold i nære relationer er pba. en ny statistik offentliggjort i 2018, hvorefter målet kan opgøres

første gang i 2019. Se i øvrigt kapitel 2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata, SFI, 2014; VIVE, 2017a; Rambøll, 2017.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

På den ene side viser status for målene, at det kan lade sig gøre at løfte effekten af sociale

indsatser og skabe positiv udvikling for målgrupper på det sociale område. På den anden

side viser den, at det ikke er en udvikling, der kommer af sig selv, men som vil kræve et

vedvarende fokus på mere virksomme indsatser, en mere vidensbaseret socialpolitik og

sammenhængende indsatser, hvor den sociale indsats for eksempel er koordineret med

beskæftigelsesindsatsen og behandling i sundhedssystemet.

Samtidig viser analyserne i redegørelsen, at kommunerne kan lære af hinanden. Nogle

kommuner opnår bedre resultater end andre på flere af målene. Det gælder blandt andet

målet for udsatte unge og ungdomsuddannelse. På tværs af kommuner spænder andelen af

udsatte unge, som enten har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, fra

under 40 pct. til over 55 pct.

Forskellene vil i nogen grad kunne forklares af forskelle i rammevilkår og tyngden af

udfordringer i målgruppen. Men det indikerer ikke desto mindre et potentiale for at opnå

bedre resultater ved at omstille de sociale indsatser.

Kapitel 2 ser nærmere på kommunale forskelle i forhold til de sociale mål, og kapitlet

indeholder også en oversigt over initiativer med relevans for målene.

De centrale politiske initiativer på socialområdet i 2017/2018 fremgår af boks 1.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1

Centrale politiske initiativer på socialområdet i 2017/2018

Siden juli 2017 er det afsat betydelige midler til initiativer på socialområdet, der er med til at understøtte de

sociale mål. Nogle af de centrale initiativer, der relaterer sig til målene, er:

Virksomme indsatser for udsatte børn og unge og deres familier

For at sikre udsatte børn og unge og deres familier den bedst mulige hjælp igangsættes et Udviklings- og

Investeringsprogram på børne- og ungeområdet, som skal udvikle og udbrede virksomme indsatser for

udsatte børn og unge samt børn og unge med handicap og deres familier. Der er med satspuljeaftalen på

børne- og socialområdet for 2019 afsat i alt 257,8 mio. kr. i perioden 2019-2022 til programmet.

Helhedsorienteret indsats

Regeringen præsenterede i regi af Sammenhængsreformen i oktober 2018 et udspil til et reformspor om en

helhedsorienteret indsats. Sammen med satspuljepartierne har regeringen med satspuljeaftalen for 2019

afsat ca. 106 mio. kr., som skal bruges til at implementere reformen ’Sammen med borgeren – en

helhedsorienteret indsats’ i kommunerne i perioden 2019-2022. Med reformen vil regeringen bl.a. gøre det

muligt for kommunerne at tilrettelægge mere sammenhængende hjælp til borgere, som slås med flere

problemer på én gang, med det formål at bringe borgeren tættere på at mestre eget liv og blive en del af

arbejdsmarkedet.

Ro og stabilitet for udsatte børn og unge

Stabilitet og tryghed er afgørende forudsætninger for at sikre udsatte børn og unge en god opvækst med

gode fremtidsudsigter. Med satspuljeaftalen på børne- og socialområdet for 2019 er der afsat midler til en

række initiativer, der samlet set skal medvirke til at sikre udsatte børn og unge en mere tryg og stabil

opvækst, som kan være med til at forebygge, at problemerne udvikler sig, herunder også at styrke deres

skolegang.

Styrkelse af kvaliteten i indsatsen i socialpsykiatrien

Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat 100 mio. kr. til en række tiltag til styrkelse af kvaliteten i

indsatsen i socialpsykiatrien. Tiltagene skal bidrage til en strategisk omlægning og udvikling af indsatsen i

kommunerne med fokus på recoveryorientering og rehabilitering på politisk, forvaltnings- og tilbudsniveau

og understøtte den gode kvalitet på botilbud og i den socialpædagogiske bistand med nationale

anbefalinger om aktuelt bedste viden, lovende praksis og virksomme metoder. Dertil igangsættes et

vidensløft og en varig kompetenceudviklingsindsats af ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien.

Handlingsplan til bekæmpelse af psykisk og fysisk vold i nære relationer

Der er med satspuljeaftalen på børne- og socialområdet for 2019 afsat 65 mio. kr. til en ny handlingsplan til

bekæmpelse af psykisk og fysisk vold i nære relationer. Handlingsplanen styrker bl.a. de ambulante tilbud

på voldsområdet, og flere voldsudsatte kvinder, mænd og unge samt voldsudøvere tilbydes rådgivning og

behandling.

Socialt frikort

Med satspuljeaftalen på børne- og socialområdet for 2018 er der afsat 45 mio. kr. til et socialt frikort i

perioden 2018-2020. Det sociale frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for

at deltage i samfundets arbejdsfællesskaber, bidrage samt opleve værdi i hverdagen. Frikortet skal bl.a.

give udsatte borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit årligt.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1 (fortsat)

Centrale politiske initiativer på socialområdet 2017/2018

Mere kvalitet i plejefamilier – en bedre opvækst for det anbragte barn

Med initiativet løftes plejefamilieområdet, så plejefamilier og anbragte børn får den hjælp og støtte, de har

brug for. Der indføres bl.a. nye plejefamilietyper, som skal medvirke til at sikre, at børnene anbringes i

familier, der kan rumme deres behov og skabe positiv udvikling for dem. Der er med satspuljeaftalen på

børne- og socialområdet for 2018 afsat i alt 73,7 mio. kr. i perioden 2018-2021 til initiativerne.

Handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed

Med satspuljeaftalen på børne- og socialområdet for 2018 blev der afsat 154 mio. kr. i perioden 2018-2021

til initiativer, der skal styrke indsatsen til bekæmpelse af hjemløshed. Handlingsplanen skal sikre en mere

forebyggende og helhedsorienteret indsats på hjemløseområdet. Børne- og Socialministeriet og

Socialstyrelsen har opbygget en solid viden om indsatser, der hjælper borgere ud af hjemløshed. Derfor

tager handlingsplanen bl.a. sigte på at udbrede disse indsatser til større dele af landet.

Strategi for et stærkere civilsamfund

I satspuljeaftalen på børne- og socialområdet for 2018 er der afsat 96,6 mio. kr. til en strategi for et

stærkere civilsamfund. Initiativet skal bl.a. være med til at bekæmpe ensomhed og fremme deltagelse i

samfundets fællesskaber, så udsatte børn, voksne og ældre samt mennesker med handicap, som ikke er

en del af arbejdsfællesskabet, i højere grad bliver en del af de frivillige fællesskaber som frivillige.

Beskæftigelsesudspil på handicapområdet

Børne- og Socialministeren lancerede i samarbejde med beskæftigelsesministeren i oktober 2018 et

beskæftigelsesudspil på handicapområdet, der skal øge beskæftigelsen for personer med handicap.

Udspillet understøtter regeringens sociale mål om, at flere personer med et handicap skal i beskæftigelse

eller uddannelse. Med satspuljeaftalen for 2019 på beskæftigelsesområdet er satspuljepartierne med afsæt

i regeringens udspil enige om at afsætte i alt 128,4 mio. kr. i perioden 2019-2022 til 11 initiativer, der skal

medvirke til, at flere mennesker med handicap kommer i beskæftigelse, bl.a. ved fokus på smidigere

overgange på hjælpemiddelområdet og forbedret viden om handicap og beskæftigelse samt målrettet

udbredelse heraf gennem en permanent vidensplatform.

Reform af det forberedende område

I oktober 2017 indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti

og Radikale Venstre en aftale om en reform af det forberedende område. Aftalen medfører, at der i august

2019 etableres en ny forberedende grunduddannelse (FGU) for unge under 25 år uden en ungdoms-

uddannelse. Den forberedende grunduddannelse skal bl.a. give de unge kundskaber, færdigheder, afklaring

og motivation til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.

Centrale initiativer, der relaterer sig til de sociale mål, og som der er afsat midler til før juli 2017, er nærmere

beskrevet i Socialpolitisk Redegørelse 2017. Læs mere om ovenstående og øvrige initiativer, der

understøtter de sociale mål i kapitel 2.

Det følgende afsnit giver et samlet overblik over målgrupper og udgifter på socialområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.2

Målgrupper og udgifter på socialområdet

Målgrupperne for sociale indsatser efter serviceloven omfatter børn og unge, udsatte voksne

og voksne med handicap. Både staten og regionerne spiller en vigtig rolle i forhold til de

sociale indsatser, men det er kommunerne, som har myndigheds- og finansieringsansvaret

for langt de fleste af indsatserne. De kommunale indsatser spænder vidt og kan have meget

forskellig karakter og omfang alt efter den enkelte borgers behov for hjælp og støtte.

Det er imidlertid fælles for alle tre målgrupper, at der de senere år er kommet et stærkt fokus

på omlægning til tidlige og forebyggende indsatser og på re- og habilitering, hvor afsættet er

borgerens samlede livssituation, ressourcer, netværk og egne ønsker til indsatsen.

Sammenlagt modtog ca. 178.400 personer en indsats i 2016, som er det seneste år, hvor der

foreligger data for alle modtagere af sociale indsatser efter serviceloven, jf. figur 1.1.

Figur 1.1

Samlet antal modtagere af sociale indsatser efter serviceloven, 2016

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Børn og unge

Udsatte voksne

Voksne med handicap

I alt

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Anm.: Se kapitel 3. Personer kan indgå i flere målgrupper og i alt er derfor ikke summen af de tre målgrupper.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Det er ikke alle modtagere af indsatser efter serviceloven, som er fuldt dækket af

registerdata. Gruppen af personer, der modtager sociale indsatser, er derfor undervurderet.

For eksempel indgår personer med handicap, der alene modtager støtte i form af

hjælpemidler, som hovedregel ikke i opgørelsen. Desuden er den forebyggende indsats ikke

fuldt belyst, da dele af indsatsen ikke forudsætter visitation eller registrering, herunder støtte-

kontaktpersonordningen til udsatte voksne.

Personer, der modtager sociale indsatser på et givet tidspunkt, vil kun udgøre en del af den

samlede målgruppe på socialområdet. For målgruppen udsatte voksne vil det for eksempel

kun være en del af den samlede gruppe af personer med stofmisbrug, som er i behandling

på et givet tidspunkt.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Desuden favner de forskellige velfærdsordninger i det danske samfund en bred vifte af

borgere med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger, der på den ene eller anden

måde får og kan få hjælp. Det kan være på det almene område, fx i dagtilbud og på skoler,

på uddannelsessteder og i sundhedssystemet. Eller på det specialiserede socialområde, som

denne redegørelse handler om.

Herudover kommer hele den frivillige sociale indsats, hvoraf en del understøttes økonomisk

af det offentlige, både kommunalt og med centralt afsatte midler. Samtidig vil der være

personer med særlige sociale problemer eller handicap, som finder hjælp til at løse deres

problemer i personlige netværk eller modtager privat hjælp og støtte, som de selv finansierer.

Antallet af personer, der er registreret som modtagere af sociale indsatser, er steget med

omkring 16.500 personer i 2016 sammenlignet med 2014, hvor der var registreret ca.

161.500 modtagere, jf. figur 1.2 og 1.3.

Figur 1.2

Udvikling i samlet antal modtagere af sociale

indsatser, 2014-2016

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

2014

2015

2016

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Figur 1.3

Ændring i antallet af modtagere af sociale

indsatser opdelt på målgrupper, 2014-2016

1.000 personer

Børn og

unge

Udsatte

voksne

Voksne med

handicap

I alt

1.000 personer

Anm.: Se kapitel 3. Personer kan indgå i flere målgrupper og i alt er derfor ikke summen af de tre målgrupper.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Stigningen er sket på tværs af alle hovedmålgrupperne og særligt børn og unge, hvor antallet

er steget med ca. 8.000.

Når flere personer er registreret som modtagere af sociale indsatser, kan det skyldes, at der

er kommet flere udsatte og mennesker med handicap. Men det kan også afspejle en styrket

indsats fra kommunernes side, herunder en mere opsøgende indsats, samt arbejdet i regi af

Børne- og Socialministeriets datastrategi med at forbedre kommunernes registreringspraksis,

herunder mere dækkende data for modtagere af sociale indsatser, særligt i forhold til udsatte

børn og unge, der modtager familierettede foranstaltninger.

Kapitel 3 ser nærmere på modtagere af sociale indsatser og sætter fokus på udviklingen de

senere år.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser vurderes at udgøre ca. 46 mia. kr. i 2017.

Udgifterne til udsatte børn og unge tegner sig for omkring en tredjedel af de samlede udgifter,

mens udgifterne til voksenområdet tegner sig for de resterende to tredjedele, jf. figur 1.4.

Figur 1.4

Udgifterne på det sociale område, 2017

Udsatte børn og unge

16,0 mia. kr.

Voksenområdet

29,9 mia. kr.

Anm.: 2018-pl. Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af DUT, hvor staten og kommuner fx aftaler, at

kommunerne skal løse bestemte meropgaver. Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne

til udsatte børn og unge. Se i øvrigt kapitel 4.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Når det gælder udgifterne til voksenområdet, er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning

af udgifterne i forhold til ældreområdet baseret på en fordelingsnøgle. Det skyldes, at

kommunerne i deres kontering af udgifter ikke har adskilt udgifter til ældre og personer med

handicap mv. i deres regnskaber frem til 2017. Fra og med regnskabet for 2018 vil en ny

kommunal kontoplan gøre det muligt at adskille udgifterne til ældre- og voksenområdet og

foretage mere præcise opgørelser. Kommunernes regnskaber baseret på den nye kontoplan

forventes offentliggjort medio 2019.

Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge.

Det gælder blandt andet udgifter til særlige dagtilbud og klubber til børn og unge med varige

funktionsnedsættelser samt forebyggende foranstaltninger og anbringelser af børn og unge

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

De samlede udgifter til det sociale område har ligget på et relativt stabilt niveau de seneste år

i perioden 2012-2017, jf. tabel 1.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Tabel 1.2

Udgifter til sociale indsatser, 2012-2017

2012

2013

2014

2015

2016

2017

------------------------------------------ Mia. kr. -------------------------------------------

Udsatte børn og unge

Udsatte voksne og voksne

med handicap

I alt

15,4

31,8

47,2

15,6

30,9

46,5

15,6

30,8

46,3

15,9

30,5

46,4

15,9

30,2

46,1

16,0

29,9

45,9

Anm.: 2018-pl. Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af DUT, hvor staten og kommuner fx aftaler, at

kommunerne skal løse bestemte meropgaver. Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne

til udsatte børn og unge. Se i øvrigt kapitel 4.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Udviklingen dækker over svagt stigende udgifter til børne- og ungeområdet, mens de

skønnede udgifter til voksenområdet har været faldende. Dette skal dog tages med

forbehold, da opgørelsen af udgifterne på voksenområdet som nævnt er baseret på en

fordelingsnøgle.

Kapitel 4 ser nærmere på udgifterne til sociale indsatser, herunder enhedsudgifterne til

forskellige typer af indsatser og det individuelle udgiftstræk, dvs. hvad de sociale indsatser til

den enkelte borger koster set over et år.

En række private, almennyttige og erhvervsdrivende fonde støtter gennem egne initiativer,

partnerskaber og donationer projekter på børne- og socialområdet. Der er tale om støtte til

projekter i både privat og offentligt regi, som har fokus på at samle viden om og styrke

forholdene for børns læring og trivsel, udsatte og psykisk sårbare børn, unge og voksne,

personer med handicap, brudte familier mv.

Fondene tilfører området betydelige midler i disse år. Fondene arbejder samtidig i stigende

grad strategisk med at fremme en bestemt udvikling, fx øget fokus på udsatte børns læring,

gennem større projekter eller partnerskaber med centrale civilsamfundsaktører og

vidensinstitutioner mv.

Samlet set brugte fonde ca. 1,7 mia. kr. på socialområdet i 2016. Heraf gik 260 mio. kr. til

innovation på området, herunder udvikling, afprøvning og implementering af sociale

indsatser, jf. figur 1.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.5

Fordeling af fondsmidler til innovation på socialområdet (udvikling af sociale indsatser mv.)

Udvikling af indsatser

59 mio. kr.

Øvrige (ikke

specificerede)

146 mio. kr.

Afprøvning af indsatser

35 mio. kr.

Implementering af

indsatser

20 mio. kr.

I alt 260 mio. kr.

Anm.: Socialområdet er i denne sammenhæng af Danmarks Statistik defineret som støtte til socialt udsatte og

personer med handicap samt flygtninge og indvandrere. Definitionerne kan derfor afvige i nogen grad fra de

betegnelser, der anvendes i Socialpolitisk Redegørelse generelt.

Kilde: Særtræk fra Danmarks Statistiks statistik om fondes aktiviteter.

På den måde udgør fondenes arbejde et vigtig supplement til Børne- og Socialministeriets

strategiske arbejde med udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser.

Samlet set har civilsamfundet – fonde, frivillige foreninger og NGO’er – stor betydning for det

sociale område. Blandt andet gennem opbygning af sociale netværk og relationer, frivilligt

socialt arbejde og inddragelse af udsatte og sårbare mennesker i samfundets fællesskaber.

De følgende afsnit sammenfatter hovedkonklusionerne i redegørelsens temakapitler og giver

en aktuel status for Børne- og Socialministeriets arbejde med en mere vidensbaseret

socialpolitik.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.3

Anbragte børn og unges skolegang

En god skolegang er det bedste afsæt for en ungdomsuddannelse og et godt voksenliv. Men

det er velbelyst, at anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i grundskolen

sammenlignet med deres jævnaldrende.

På den baggrund ser redegørelsens første temakapitel nærmere på anbragte børn og unges

skolegang og peger på mulige forklaringer på, at anbragte børn og unge generelt klarer sig

dårligere i grundskolen end øvrige børn og unge.

Analyserne i kapitlet viser, at anbragte børn og unge allerede er fagligt bagud på de små

klassetrin. Blandt anbragte er det over 20 pct., der har dårlige resultater i dansk i 2. klasse,

mens det er under 10 pct. for øvrige elever på samme klassetrin, og de faglige forskelle bliver

endnu større på de ældre klassetrin, jf. figur 1.6 og 1.7.

Figur 1.6

Andel børn og unge med dårlige resultater i

dansk

Pct.

2. klasse

4. klasse

Anbragte

6. klasse

8. klasse

Pct.

Figur 1.7

Andel børn og unge med dårlige resultater i

matematik

Pct.

3. klasse

Anbragte

6. klasse

Øvrige

Pct.

Øvrige

Anm.: Se kapitel 6.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Når anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i skolen end øvrige børn og unge,

skal det blandt andet ses i lyset af, at de i langt højere grad modtager specialundervisning.

Blandt anbragte børn og unge i grundskolen er det over 40 pct., som går i et

specialskoletilbud, i en specialklasse eller modtager specialundervisning som støtte i en

almindelig klasse. Til sammenligning er det under 5 pct. for øvrige børn og unge, jf. figur 1.8.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.8

Andel børn og unge med specialundervisning i

grundskolen

Pct.

Anbragte

Øvrige

Pct.

Figur 1.9

Andel anbragte med specialundervisning i

grundskolen efter anbringelsessted

Pct.

Døgninstitution eller

opholdssted mv.

Plejefamilie

Pct.

Anm.: Se kapitel 6.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når mange anbragte børn og unge modtager specialundervisning, indikerer det, at de i

gennemsnit i højere grad end øvrige børn og unge har indlæringsmæssige vanskeligheder

og særlige støttebehov i undervisningen.

Det er særligt anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder mv., der

modtager specialundervisning. Her er det mere end 60 pct., der går i et specialskoletilbud, i

en specialklasse eller modtager specialundervisning som støtte i en almindelig klasse. Mens

det er under 30 pct. blandt anbragte børn og unge i plejefamilier, jf. figur 1.9.

Men selv når der ses bort fra anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning, og

kun ses på anbragte børn og unge, som går i almindelige klasser, ligger det faglige niveau

fortsat markant under gennemsnittet for øvrige børn og unge.

Ved afslutningen af grundskolen er det under halvdelen af anbragte børn og unge, som

aflægger folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse, mens det er omkring 90 pct. blandt øvrige

børn og unge. Der er imidlertid stor sammenhæng mellem skoletilbud og andelen, der

aflægger afgangsprøve. Blandt anbragte børn og unge, der går i en almindelig klasse, er det

op mod 80 pct., som aflægger afgangsprøven.

Resultaterne i analysen er med til at give et mere nuanceret billede af anbragte børn og

unges skolegang og faglige niveau, end der tidligere har været. Samtidig understreger de, at

det kræver en særlig indsats at løfte anbragte børn og unges faglige niveau, og at det kan

være meget forskellige indsatser, der skal til, alt efter den enkeltes behov og udfordringer.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.4

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse

og job

Kommuner og andre rapporterer i disse år om et stigende antal psykisk sårbare unge. Dette

temakapitel ser derfor nærmere på psykisk sårbare unge og sammenhænge mellem psykisk

sårbarhed og deltagelse i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

En central pointe i kapitlet er, at der ikke findes nogen entydig definition af, hvad psykisk

sårbarhed er, og opgørelser over psykisk sårbare unge spænder fra 5-10 pct. til over 20 pct.

afhængigt af, hvilke indikatorer og aldersgrupper der ses på. Det er imidlertid

veldokumenteret i forskningen, at forskellige former for psykisk sårbarhed kan udgøre en

barriere for uddannelse og job og øge risikoen for at udvikle sociale problemer.

På den baggrund går analyserne i kapitlet i dybden med den såkaldte NEET-gruppe (Not in

Employment, Education or Training), der omfatter unge, som hverken har gennemført eller er

i gang med en uddannelse eller er i job, og ser på, hvor mange 25-årge i NEET-gruppen,

som har indikationer på psykisk sårbarhed. Indikationerne kan være i form af kontakt til det

psykiatriske system tidligere i barn- og ungdommen eller sociale foranstaltninger i løbet af

opvæksten.

Et centralt resultat i analysen er, at psykisk sårbarhed generelt ikke er en uoverstigelig

barriere for et selvstændigt voksenliv med uddannelse og job. Blandt alle 25-årige med de

undersøgte indikationer på psykisk sårbarhed befinder de fleste sig uden for NEET-gruppen.

Dvs. at langt de fleste børn og unge med de undersøgte indikationer på psykisk sårbarhed

ikke får sociale og andre problemer senere i livet.

Dette er i god i tråd med forskning i risikofaktorer, hvor det store billede er, at resiliens

(modstandskraft) er reglen og ikke undtagelsen. Dvs. at langt de fleste børn og unge i en

risikogruppe ikke får sociale og andre problemer senere i livet.

Ikke desto mindre er det op mod tre ud af fire af de 25-årige i NEET-gruppen, som har de

nævnte indikationer på psykisk sårbarhed, jf. figur 1.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.10

NEET-gruppen opdelt efter indikationer på psykisk sårbarhed, 25-årige

Hverken kontakt til

psykiatri eller

foranstaltning som barn

27,5 pct.

Kontakt til psykiatri

31,6 pct.

Foranstaltning som barn

12,4 pct.

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

28,6 pct.

Anm: Se kapitel 7.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Unge i NEET-gruppen har pr. definition ikke gennemført en ungdomsuddannelse. Men

flertallet – over 60 pct. – har forsøgt. Der er imidlertid forskel på, hvor mange der har

påbegyndt en ungdomsuddannelse afhængig af, om de har indikationer på psykisk

sårbarhed. Billedet er, at unge i NEET-gruppen med indikationer på psykisk sårbarhed både

påbegynder en ungdomsuddannelse i mindre grad og i mindre grad går i gang med en ny,

efter de har haft et afbrud.

Et lignende billede tegner sig, når man ser på sociale indsatser i det tidlige voksenliv. Blandt

alle 25-årige i NEET-gruppen har ca. 30 pct. fået en social indsats efter serviceloven inden

for en periode på to år. Men hvor det for de unge, der har modtaget en foranstaltning som

barn eller ung og har haft kontakt til psykiatrien, er hele 45 pct., der har fået en social indsats

i det tidlige voksenliv, ligger andelen for de unge, der hverken har haft kontakt til psykiatrien

eller modtaget en foranstaltning i barn- eller ungdommen, på 10 pct.

Sammenfattende peger resultaterne på, at indikationer på psykisk sårbarhed blandt unge i

kombination med et lavt uddannelsesniveau og begrænset deltagelse på arbejdsmarkedet

hænger sammen med risikoen for at modtage en social indsats i det tidlige voksenliv.

Sammenhængende og effektive indsatser til psykisk sårbare unge vil samtidig skulle tage

højde for, at der er tale om en meget bredt sammensat gruppe, hvor der vil være stor

spændvidde i gruppens udfordringer og dermed i behovet for hjælp og støtte. Det viser både

de forskellige surveys på området og analysen af NEET-gruppen.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.5

Uddannelse blandt unge med handicap eller

psykiske vanskeligheder

Hovedparten af unge i Danmark gennemfører i dag en ungdomsuddannelse. Men det gælder

ikke unge med et handicap eller psykiske vanskeligheder, der modtager indsatser efter

serviceloven.

Temakapitlet om uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder ser på

18-24-årige modtagere af sociale indsatser efter serviceloven med handicap eller psykiske

vanskeligheder. Der er tale om en meget forskelligartet gruppe, der eksempelvis både

omfatter personer med livsvarige handicap og unge med psykiske vanskeligheder, der kun i

en periode har brug for hjælp og støtte fra deres kommune.

Analysen viser, at over 80 pct. af modtagerne af sociale indsatser med handicap enten har

gået i specialskole, i specialklasse eller modtaget specialundervisning som støtte i en

almindelig klasse. Det er en klar indikation på, at en væsentlig del af handicapgruppen

allerede fra barn- og ungdommen har haft særlige undervisningsbehov eller

indlæringsmæssige vanskeligheder.

Knap 55 pct. af de 18-24-årige modtagere af sociale indsatser med handicap har enten

gennemført eller er i gang med en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). STU retter

sig mod unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov.

Over 80 pct. af alle 18-24-årige i befolkningen generelt er enten i gang med eller har

gennemført en ordinær ungdomsuddannelse eller højere uddannelse. Blandt modtagere af

indsatser efter serviceloven med handicap eller psykiske vanskeligheder er de tilsvarende tal

omkring 10 pct. og 20 pct.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Analysen peger på, at der særligt blandt de unge med psykiske vanskeligheder er et problem

med frafald. Lidt over 35 pct. af modtagerne af sociale indsatser med psykiske

vanskeligheder i alderen 18-24 år har afbrudt en ordinær ungdomsuddannelse eller en højere

uddannelse og er aktuelt ikke i gang med en. Dette er en væsentligt højere andel end blandt

målgruppen af personer med handicap og blandt alle 18-24-årige generelt, jf. figur 1.11.

Figur 1.11

Status på ordinær ungdomsuddannelse efter målgruppe, 18-24-årige, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Handicap

Gennemført

Psykiske vanskeligheder

Igangværende

Afbrudt

Befolkning

Aldrig påbegyndt

Anm.: Se kapitel 8.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt 18-24-årige 2014, der modtager sociale indsatser efter serviceloven som følge af et

handicap eller psykiske vanskeligheder, og som gennemfører en ordinær uddannelse i 2014

eller 2015, er den samlede beskæftigelses- og uddannelsesgrad i 2016 og 2017 lidt over 60

pct. Det er dog kun i størrelsesordenen 3 pct. af modtagerne af sociale indsatser i 2014, der

gennemfører en ordinær uddannelse, og der er klare indikationer på, at dem, der

gennemfører en ordinær uddannelse, er en særlig ressourcestærk del af målgruppen.

Hovedparten, der gennemfører en STU, kommer ikke efterfølgende i beskæftigelse eller

videre uddannelse. Blandt modtagerne af sociale indsatser, der gennemfører en STU i 2014

eller 2015, er den gennemsnitlige beskæftigelses- og uddannelsesgrad i 2016 og 2017 knap

10 pct.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.6

Støtte til voksne med nedsat psykisk

funktionsevne

I temakapitlet om støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne er fokus på en gruppe

af mennesker i det danske samfund, der har behov for støtte på grund af kognitive handicap

eller psykiske vanskeligheder. Det skønnes, at der på landsplan er ca. 70.000 voksne

modtagere af indsatser efter serviceloven med nedsat psykisk funktionsevne.

Blandt personer, der modtager en social indsats på grund af psykiske vanskeligheder i 2016,

har ca. 50 pct. kontakt til sygehuspsykiatrien i 2016, og ca. 75 pct. har haft mindst én kontakt

til psykiatrien i perioden 2012-2016.

Der er store forskelle i gruppens forsørgelsesgrundlag. Blandt personer over 40 år modtager i

størrelsesordenen 80-90 pct. førtidspension. Blandt de yngre og særligt blandt personer med

psykiske vanskeligheder modtager mange midlertidige ydelser som fx kontanthjælp. Omkring

70 pct. af de 18-29-årige med psykiske vanskeligheder havde midlertidige ydelser som

forsørgelsesgrundlag i 2016.

Mange med midlertidige ydelser deltager i tilbud i regi af beskæftigelsessystemet. Men

forholdsvis få overgår efterfølgende til beskæftigelse eller uddannelse. Omkring 5 pct. af

modtagerne af sociale indsatser kom i beskæftigelse eller uddannelse frem mod udgangen af

2017 efter at have deltaget i tilbud i regi af beskæftigelsessystemet. For alle øvrige personer,

der var i beskæftigelsessystemet på samme tidspunkt, var det ca. 30 pct., som kom i

beskæftigelse eller uddannelse. Blandt modtagerne af sociale indsatser, der deltog i tilbud i

regi af beskæftigelsessystemet i 2016, er i størrelsesordenen 20-25 pct. i et ressourceforløb

ved udgangen af 2017, mens omkring 45 pct. modtager kontanthjælp.

Særligt blandt de unge i gruppen med psykiske vanskeligheder er der mange, som modtager

kontanthjælp i lang tid. Omkring 45 pct. af de 18-29-årige med angst, skizofreni eller

personlighedsforstyrrelser modtager kontanthjælp i over ét år i løbet af perioden 2016 og

2017, jf. figur 1.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.12

Andel med kontanthjælp i over ét år i perioden 2016-2017 blandt modtagere af indsatser efter

serviceloven med nedsat psykisk funktionsevne, efter diagnose og alder, 2016

Pct.

Downs

Cerebral

parese

Udviklings-

hæmning

Autisme

ADHD

Angst mv.

Skizofreni

mv.

Personligheds- Psykoaktive

forstyrrelser

stoffer mv.

mv.

Pct.

18-29 år

30-39 år

40-64 år

Anm.: Se kapitel 9. Opgørelsen er afgrænset til 19-63-årige ultimo 2016, således at alle er mellem 18 og 64 år i

hele perioden 2016-2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Omvendt er der ingen eller meget få modtagere af sociale indsatser med Downs syndrom

eller udviklingshæmning, der modtager kontanthjælp i mere end ét år, idet disse grupper

hovedsageligt er blevet visteret til førtidspension.

Langt hovedparten af gruppen, der får en social indsats på grund af en nedsat psykisk

funktionsevne, og som modtager kontanthjælp i over ét år, er hverken job- eller

uddannelsesparate. Kun ca. 7 pct. er vurderet som job- eller uddannelsesparate i

beskæftigelsessystemet.

Resultaterne understreger, at modtagere af sociale indsatser med nedsat psykisk

funktionsevne omfatter personer med betydelige funktionsnedsættelser, og at det kan være

vanskeligt at løfte denne gruppe tættere på ordinær beskæftigelse eller uddannelse. Det

peger på, at indsatserne for en del af denne målgruppe i høj grad også vil rette sig mod

større selvhjulpenhed, et stærkere socialt netværk og bedre livskvalitet generelt.

1.7

Kvinder på krisecentre

Temakapitlet om kvinder på kvindekrisecentre indeholder en omfattende karakteristik af

kvinder på krisecenter baseret på Børne- og Socialministeriets nye kvindekrisecenterstatistik.

Den nye statistik har gjort det muligt for første gang at fortage en egentligt kortlægning af

området og give en detaljeret karakteristik af kvindernes livssituation, udfordringer og behov.

I 2017 påbegyndte omkring 1.500 kvinder et ophold på et kvindekrisecenter i Danmark. Op

mod 50 pct. af kvinderne havde ikke-vestlig oprindelse, mens lige over 45 pct. havde dansk

oprindelse og 5 pct. vestlig oprindelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det samlede billede er, at mange kvinder med ophold på kvindekrisecentrene har kontakt til

forskellige dele af velfærdssystemet, blandt andet beskæftigelses- og sundhedsområdet, og

generelt har et komplekst støttebehov. Det peger på, kvinder på kvindekrisecentre samlet set

er en meget udsat gruppe, hvor de negative konsekvenser af volden afspejler sig på flere

områder af kvindernes liv. Eksempelvis har omkring en tredjedel af de kvinder, som

påbegyndte et ophold på kvindekrisecenter i 2017, haft kontakt til sygehuspsykiatrien i

perioden 2012-2016, jf. figur 1.13.

Figur 1.13

Kontakt til sygehuspsykiatri i perioden 2012-

2016 blandt kvinder med ophold på

kvindekrisecentre i 2017

Figur 1.14

År med beskæftigelse som primært

forsørgelsesgrundlag i perioden 2012-2016

blandt kvinder med ophold på krisecentre 2017

Kontakt til

sygehus-

psykiatrien

31 pct.

Ingen år

med beskæf-

tigelse

51 pct.

5 år med

beskæftigelse

16 pct.

3-4 år med

beskæf-

tigelse

14 pct.

Øvrige

69 pct.

1-2 år med

beskæftigelse

19 pct.

Anm.: Se kapitel 10.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man på forsørgelsesgrundlaget i perioden 2012-2016 blandt gruppen af kvinder på 25 år

eller derover, har omkring halvdelen haft beskæftigelse i mindst ét år i perioden. En del af

gruppen har dermed erhvervserfaring og kompetencer fra tidligere beskæftigelse, der med

den rette hjælp og støtte vil kunne bringes i spil på arbejdsmarkedet, jf. figur 1.14.

Det indikerer, at der er et potentiale for at få en del af målgruppen tættere på

arbejdsmarkedet. Men der er samtidig en væsentlig udfordring med kvinder, der langvarigt

har modtaget midlertidige ydelser mv., fx kontanthjælp. Det peger på, at vejen til

beskæftigelse for kvinder på kvindekrisecentre kan være meget lang, hvis ikke kvinderne

modtager den rigtige hjælp og støtte på det rigtige tidspunkt. Der kan blandt andet være tale

om barrierer, der ikke nødvendigvis forsvinder, selvom kvinden opnår et liv uden vold, fx

længerevarende fysiske og psykiske mén af volden og manglende selvtillid og netværk på

arbejdsmarkedet.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.8

En mere vidensbaseret socialpolitik

Vidensdagsordenen på socialområdet er ikke ny. Der har i de seneste 10-15 år været fokus

på både udvikling og anvendelse af metoder, der virker, på socialområdet. Udviklingen er

gået i retning af mere systematik i de sociale indsatser, udvikling af socialfaglige metoder og

dokumentation af effekten af indsatserne. Det afspejler, at viden om, hvad der virker, er

efterspurgt bredt blandt aktører og interessenter på området, både lokalt i kommunerne og

på nationalt niveau.

På den baggrund og med afsæt i de seneste to regeringsgrundlag har Børne- og

Socialministeriet (tidligere Social- og Indenrigsministeriet) opprioriteret og systematiseret

arbejdet med en mere vidensbaseret socialpolitik de seneste år, både organisatorisk og

politisk. Dette arbejde tager udgangspunkt i en række strategier:

•

Datastrategi

Analysestrategi

Strategi for udvikling af sociale indsatser

Strategierne afspejler, at det er nødvendigt at gå ad flere forskellige veje for at bevæge sig i

retning af en mere vidensbaseret og virksom socialpolitik.

Når det gælder Børne- og Socialministeriets datastrategi for børne- og socialområdet,

arbejdes der målrettet mod at etablere data for flere modtagere af sociale indsatser. Visionen

er, at der for alle væsentlige målgrupper skal indsamles dækkende data om, hvem der

modtager hvilke indsatser hvornår og til hvilken pris. Det er samtidig en præmis for hele

datastrategien, at kommunerne samlet set ikke skal registrere og indberette mere, end de

gør i dag.

Boks 1.2 gør kort rede for status og det videre arbejde med datastrategien.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.2

Datastrategi for børne- og socialområdet

Børne- og Socialministeriet har med datastrategien for 2016-2020 lagt en ambitiøs plan for bedre data på

socialområdet. Datagrundlaget på socialområdet er i forlængelse heraf forbedret betydeligt de seneste år,

og der er taget flere væsentlige skridt i retning af målsætningen om at sikre dækkende og aktuelle data om

de centrale målgrupper på socialområdet.

Gode data giver åbenhed og gennemsigtighed bl.a. for den enkelte borger om, hvad kommunerne leverer

på socialområdet, og styrker mulighederne både nationalt og lokalt for at pege på, hvad der virker, og hvor

der er behov for en mere effektiv socialpolitisk indsats. Samtidig giver gode data bedre mulighed for

erfaringsudveksling på tværs af kommuner.

I efteråret 2017 og 2018 har arbejdet under datastrategien bl.a. haft fokus på at sikre en vellykket

implementering af strategiens tidligere igangsatte initiativer, hvor fx udmøntningen af saneringen af

statistikkerne på socialområdet har været udfordrende og krævet en stor indsats af både kommuner og

Danmarks Statistik. Der er samtidig i det seneste år opnået flere væsentlige resultater i forbindelse med

udmøntningen af datastrategien:

•

Nye centrale data på socialområdet.

I foråret 2018 blev en ny registerbaseret statistik på cpr-niveau

om kvinder og børn, der tager ophold på et kvindekrisecenter, offentliggjort for første gang. Der blev

samtidig i 2018 for første gang indhentet data om tildeling af hjælpemidler fra en lang række

kommuner. Data er aktuelt ved at blive valideret. I 2018 blev der endvidere igangsat et nyt projekt, der

skal sikre sammenlignelige data på individniveau om udgifter til sociale ydelser for udvalgte

kommuner.

•

Ny forbedret tilbudsportal på vej.

Der er igangsat et stort udviklingsarbejde med opbygning af en ny

og mere brugervenlig Tilbudsportal. Ændringen af Tilbudsportalen skal sikre, at portalen er anvendelig

som et mere aktivt informations- og styringsredskab for kommunerne.

•

Bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet.

I starten af 2018 trådte

bekendtgørelsen om dataindberetninger på socialområdet i kraft. Databekendtgørelsen samler alle

regler og informationer om dataindberetningen på det sociale område ét sted, så det er tydeligt, hvad

der skal indberettes af hvem og hvornår.

Arbejdet med udmøntningen af datastrategien er langt, men ikke i mål endnu. Der er derfor fortsat behov for

at arbejde målrettet med implementering af igangsatte initiativer og iværksætte nye initiativer for at styrke

datagrundlaget på socialområdet yderligere. Se kapitel 11 for en nærmere beskrivelse af de konkrete mål

for de kommende år.

Arbejdet med datastrategien udgør fundamentet for ministeriets analysestrategi, som sigter

på at anvende de indsamlede registerdata til analyser af målgruppernes karakteristika og

indsatser i socialpolitikken. Analyserne kan blandt andet pege på, hvor den nuværende

indsats ikke lykkes og derfor kan være et behov for andre metoder eller nye måder at

organisere eller implementere indsatsen på.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det er kendetegnende for Børne- og Socialministeriets arbejde med registerbaserede

analyser, at de i høj grad fokuserer på sammenspillet mellem kommunale forvaltninger,

myndigheder og sektorer. Og de nye registerdata, som er tilvejebragt på socialområdet de

seneste år, har været et stort skridt i retning af at kunne understøtte et tværgående

samarbejde ved analytisk at koble registerdata på socialområdet med data fra andre

velfærdsområder.

Et konkret eksempel kan være en borger med psykiske vanskeligheder, fx angst eller

skizofreni, der ikke er i beskæftigelse og har behov for socialpædagogisk støtte til at klare en

hverdag i egen bolig. Her vil det sociale system yde bostøtte, mens det er jobcentret, der står

for indsatsen i forhold til at bringe borgeren nærmere beskæftigelse. Den lægefaglige,

psykiatriske behandling leveres inden for sundhedssystemet.

Et centralt element i arbejdet med en mere virksom socialpolitik er arbejdet med at udvikle og

udbrede virksomme indsatser på socialområdet. Børne- og Socialministeriet har derfor

lanceret en strategi, som skal sikre et større afkast af de ressourcer, der afsættes til at

udvikle og udbrede virksomme sociale indsatser.

Kernen i strategien er en fasemodel, der klart definerer vejen fra, at en problemstilling

identificeres, til der findes en idé til en løsning, og hvilke efterfølgende faser som skal

gennemføres, indtil idéen er udviklet til en veldokumenteret indsats, som kan udbredes, jf.

figur 1.15.

Figur 1.15

Fasemodellen for udvikling og udbredelse af virksomme indsatser på socialområdet

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Kilde: Børne- og Socialministeriet.

Strategien har som udgangspunkt, at screening, modning, afprøvning og udbredelse er

nødvendige faser i arbejdet med udviklingen af indsatser på socialområdet. Men hvis flere

projekter skal blive en succes, er der brug for en bedre kobling til det, der ofte er

inspirationskilder til nye metoder og indsatser.

En vigtig inspirationskilde for udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser er

lovende praksis. Lovende praksis omfatter sociale indsatser – ofte udviklet lokalt – som ikke

er dokumenteret virksomme, men som alligevel har en særlig god sandsynlighed for at skabe

udvikling og velfærd for borgerne (se D.C. Jensen et al., 2017).

Det er centralt, at denne form for indsatser, som viser lovende resultater, har mulighed for at

føde ind i det nationale arbejde med at udvikle sociale indsatser, hvis socialpolitikken skal

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

være mere virksom. Det er også baggrund for, at der er udviklet konkrete støtteredskaber –

som Socialstyrelsen stiller til rådighed for kommuner mfl. – som blandt andet gør det muligt at

identificere lovende praksis i kommunerne, der kan indgå i afprøvning og eventuelt senere

udbredelse (se også

socialstyrelsen.dk).

Der er med de seneste satspuljeaftaler iværksat en række tiltag med henblik på at udvikle

virksomme metoder og indsatser på socialområdet. For eksempel Udviklings- og

Investeringsprogrammet, som har til formål at udvikle og udbrede indsatser med

dokumenteret effekt for den enkelte borger, jf. boks 1.3.

Boks 1.3

Udviklings- og Investeringsprogrammet

Med satspuljeaftalen for 2017 blev det besluttet at etablere et permanent Udviklings- og

Investeringsprogram (UIP) på voksenområdet. Formålet med UIP’en er at understøtte mere vidensbaserede

sociale indsatser.

Projekterne i UIP’en skal derfor udvikle virksomme indsatser og modne lovende praksis på voksenområdet.

Dette sker gennem UIP’ens tre spor.

Et udviklingsspor med inddragelse af lovende praksis, metodeudvikling og afprøvning af virksomme

og omkostningseffektive indsatser med det formål at sikre, at indsatserne kan implementeres inden

for rammerne af det kommunale serviceniveau.

Et udbredelsesspor med investering i udbredelse og forankring af virksomme og omkostningseffektive

indsatser, så indsatser, der virker, også forankres i flere kommuner efter forsøgsperioden.

Et dataspor med investering i gode data, der understøtter viden om, hvad der virker.

Der blev i alt afsat 249 mio. kr. til UIP’en på voksenområdet over perioden 2017-2020.

Baggrunden for UIP’en har blandt andet været en erkendelse af, at der ikke har været arbejdet

tilstrækkeligt systematisk med udvikling, afprøvning og udbredelse af virksomme indsatser, hvorfor der

heller ikke er opnået en tilstrækkelig effekt af indsatsen for den enkelte borger såvel som for samfundet som

helhed. Desuden har mange tidligere metoder vist sig at være vanskelige at implementere i praksis.

Derfor er der også i regi af Udviklings- og Investeringsprogrammet nedsat en faglig styregruppe bestående

af KL, Danske Regioner og en række kommuner, faglige organisationer og vidensinstitutioner.

Med satspuljeaftalen for 2019 er det besluttet også at etablere et permanent Udviklings- og

Investeringsprogram på børne- og ungeområdet. Der er afsat i alt 257,8 mio. kr. til programmet i perioden

2019-2022.

Ministeriets arbejde med virksomme indsatser drejer sig ikke udelukkende om at udvikle

vidensbaserede borgerrettede metoder. Det dækker også over udvikling og udbredelse af

viden om for eksempel organisationsformer, der understøtter en helhedsorienteret og

koordineret indsats i kommunerne, eller effektive måder at indrette den kommunale

sagsbehandling på, så den understøtter, at borgerne får den mest effektive indsats.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Samtidig udvikles der med lanceringen og den løbende videreudvikling af Den

Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) og etableringen af Den Sociale Investeringsfond

nye redskaber og strukturer på socialområdet. Begge dele er med til at understøtte mere

vidensbaserede og omkostningseffektive indsatser.

SØM skal fremme investeringstankegangen på socialområdet, blandt andet ved at synliggøre

de økonomiske gevinster og omkostninger, der kan være forbundet med investeringer i

forebyggelse og vidensbaserede indsatser. SØM består blandt andet af en vidensdatabase,

der samler eksisterende viden om effekter af sociale indsatser mv., som kan hjælpe

kommunerne med at foretage systematiske vurderinger af de økonomiske konsekvenser ved

sociale indsatser, herunder få en længere tidshorisont på indsatserne (læs mere om SØM i

kapitel 5 om virksomme sociale indsatser).

Den Sociale Investeringsfond skal ligeledes fremme brugen af sociale investeringer og skabe

innovation på socialområdet. Fonden skal danne ramme for nye offentligt-private

samarbejder og skal blandt andet bidrage med ny og ekstern kapital til sociale investeringer.

Fonden skal dels investere i udbredelsen af tidlige og helhedsorienterede indsatser, dels

udvikle og modne nye former for indsatser, der kan danne grundlag for nye offentlige og

private investeringer. Fonden vil blandt andet trække på SØM i arbejdet med at udforme

konkrete sociale investeringsprogrammer.

Langt de fleste midler til konkrete projekter, der indgår i ministeriets strategiske arbejde med

en mere vidensbaseret socialpolitik, kommer fra satspuljen.

I forbindelse med satspuljeaftalen for 2019 er der udarbejdet et såkaldt vidensregnskab.

Vidensregnskabet skal gøre det mere gennemskueligt, hvilken viden med nationale

anvendelsesmuligheder mv., der opnås med et konkret satspuljeinitiativ, og skabe et samlet

overblik over, hvor mange midler der afsættes til vidensudvikling.

Konkret kategoriserer vidensregnskabet de enkelte delinitiativer i satspuljeaftalen i forhold til

hvilken type viden, der forventes at blive opnået eller udbredt med gennemførelsen af

initiativerne. Vidensregnskabet viser også, hvilke delinitiativer der forventes at generere

viden, som kan indgå direkte i SØM’s vidensdatabase, jf. figur 1.16, der viser

vidensregnskabet for satspuljeaftalen for 2019.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.16

Vidensregnskab for udmøntning af satspuljeaftalen for 2019 på det sociale område

Ny viden om sociale

indsatser 80,4 mio. kr.

Anden ny national viden

og udvikling af

redskaber 45,5 mio. kr.

Udbredelse af aktuelt

bedste viden 26,4

mio. kr.

Lovgivning,

administrative

omlægninger mv. 518,0

mio. kr.

Heraf kan initiativer for

8,7 mio. kr. indgå i

SØM's vidensdatabase

Reserverede midler til

virksomme indsatser for

socialt udsatte børn og

unge og deres familier

130,2 mio. kr.

Ansøgningspuljer,

driftsstøtte mv. 216,2

mio. kr.

Kilde: Børne- og Socialministeriet.

I satspuljeaftalen for 2019 er det alene viden fra ét udbredelsesinitiativ (Stepping Stones til

forældre til et barn med handicap), der direkte forventes at kunne anvendes i SØM’s

vidensdatabase. Derudover indeholder aftalen en række delinitiativer i modningsfasen, hvor

der udvikles sociale indsatser, som på sigt vil kunne bidrage med viden til SØM’s

vidensdatabase, hvis modningsfasen giver grundlag for at gå videre med initiativet i en

afprøvningsfase.

Bilag 5 giver en detaljeret redegørelse for kategoriseringen af satspuljeinitiativer i

vidensregnskabet.

Det sidste afsnit gør mere detaljeret rede for Børne- og Socialministeriets tilgang til arbejdet

med virksomme sociale indsatser og følger op på sidste års redegørelse, hvor der blev taget

et første skridt i retning af at kortlægge omfanget af socialfaglige metoder med dokumenteret

effek samt kommunernes anvendelse af disse metoder i dag.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.9

Virksomme sociale indsatser

Virksomme sociale indsatser skal skabe positive forandringer for borgerne og samfundet.

Børne- og Socialministeriets tilgang til arbejdet med virksomme sociale indsatser omfatter en

række centrale elementer, som hver for sig og i kombination kan sikre en virksom indsats til

borgeren. Der er overordnet tale om fire forskellige indsatsområder, jf. figur 1.17.

Figur 1.17

Fire indsatsområder i arbejdet med virksomme sociale indsatser til borgere på det sociale område

Indsatser til

borgeren

Grundlæg-

gende viden om

socialområdet

Borgeren

Systematik og

kvalitet i

myndigheds-

opgaven

Organisering,

ledelse og

styring af

indsatsen

Kilde: Børne- og Socialministeriet.

Indsatser til borgeren

er den centrale komponent, når det drejer sig om at skabe en positiv

forandring for borgeren. Her møder borgeren den socialfaglige indsats, fx i form af en

misbrugsbehandlingsmetode, og det er derfor afgørende, at indsatsen er af høj kvalitet og

baseret på viden om, hvad der virker. Det faglige arbejde kan i nogle tilfælde omsættes til en

konkret, velbeskrevet indsats, hvor virkningen kan undersøges systematisk. Derudover

handler succesfuldt socialt arbejde også om en stærk faglighed. Sammenhæng i indsatsen er

desuden en væsentlig del af at skabe kvalitet for borgerne, fx så der er sammenhæng

mellem den sociale indsats og beskæftigelsesindsatsen til den samme borger.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Systematik og kvalitet i myndighedsopgaven

er ofte første skridt i borgerens indgang til den

sociale indsats. Der er tale om en sagsbehandlingsproces, hvor indsatsen til borgeren

vælges på baggrund af en udredning og i samarbejde med borgeren. Sagsbehandlingen skal

sikre den rette indsats til rette tid, sammenhæng til eventuelle andre indsatser, borgerne

modtager i fx sundheds- eller beskæftigelsessystemet, formulering af og opfølgning på mål

samt afslutning af sagen, når borgerens behov er dækket.

Både den borgerrettede indsats og sagsbehandlings- og myndighedsarbejdet er indlejret i en

samlet organisering, ledelse og styring af indsatsen.

Der kan være tale om organisering og

ledelse ”i det små”, som fx kan handle om gode modeller for samarbejde mellem plejefamilier

og døgninstitutioner. Og der kan være tale om mere omfattende faglige og organisatoriske

omlægninger, fx på området for udsatte børn, hvor en samlet omlægning af organiseringen

kan stille krav til både systematikken i sagsbehandlingen på myndighedsniveau, at de rette

borgerrettede indsatser er til rådighed, og at der etableres et godt samarbejde med familie og

netværk, normalområde og civilsamfund mv. Det ses fx i arbejdet med en tidlig forebyggende

indsats til børn og unge, kaldet Herning-modellen, som mange kommuner aktuelt er

inspirerede af.

Grundlæggende viden om sociale problemer, målgrupper osv.

er desuden en nødvendighed

for den samlede opgaveløsning på socialområdet. For eksempel målgruppers særlige

karakteristika, størrelse, udvikling over tid, viden om risiko- og beskyttelsesfaktorer mv. Dette

kan bidrage til mange anvendelsesformål både i den nationale politikudvikling og den lokale

opgaveløsning.

I Socialpolitisk Redeøgelse 2017 blev der taget et første skridt i retning af at kortlægge

omfanget af dokumenteret virksomme sociale indsatser på henholdsvis børne- og

voksenområdet. Sigtet med kortlægningen var at styrke vidensgrundlaget for nationale,

strategiske overvejelser om udvikling og udbredelse af nye virksomme sociale indsatser.

Som det også fremgik af sidste års redegørelse, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt alene at

se på eksisterende dokumenteret virksomme indsatser, når det skal vurderes nationalt, hvor

der er behov for udvikling og udbredelse af nye virksomme indsatser. En sådan vurdering må

bero på en række hensyn, der til sammen giver et billede af, hvor udvikling og udbredelse af

virksomme indsatser kan få størst virkning i form af positive forandringer for borgerne og

samfundet.

Hensynene omfatter centrale aktører og interessenters vurdering af, hvor udfordringer og

udviklingsbehov er størst, viden om omfang og karakter af de enkelte sociale problemer,

viden om effekten og økonomien forbundet med en given indsats mv.

I Danmark har kommunerne det fulde myndigheds-, finansierings-, og forsyningsansvar på

det sociale område, mens Folketinget via serviceloven sætter de overordnede rammer for,

hvilke ydelser og tilbud kommunerne er forpligtede til at yde borgerne. Det kommunale

perspektiv på socialområdets udfordringer er derfor centralt i vurderingen af, hvor der er

behov for udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Som led i udarbejdelsen af Socialpoitisk Redegørelse 2018 har Børne- og Socialministeriet

derfor bedt Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, om at gennemføre

en pilotanalyse, der for første gang skaber et egentligt datagrundlag for kommunernes

oplevelse af de aktuelle udfordringer og behov for mere vidensbaseret understøttelse af

indsatserne på voksensocialområdet.

Pilotanalsyen viser, at kommunerne aktuelt oplever de største udfordringer i relation til

målgruppen af borgere med psykiske vanskeligheder, herunder særligt borgere med svære

psykiske lidelser, der udskrives fra behandlingspsykiatrien, og borgere med komplekse

diagnoser og bi-problematikker, det vil sige borgere med flere forskellige problemstillinger,

der skal håndteres samtidigt (fx en psykisk lidelse og samtidigt misbrug). Cirka tre ud af fire

kommuner giver udtryk for, at de oplever enten meget store eller ret store udfordringer i

arbejdet med borgere med psykiske vanskeligheder.

Der er i analysen meget små forskelle i besvarelserne fra store og små kommuner og mellem

kommuner under større og mindre udgiftspres. Kommunestørrelse og udgiftspres ser altså

ikke ud til at have betydning for, hvor kommunerne oplever de største udfordringer på

voksensocialområdet.

For alle de undersøgte målgrupper på voksenområdet er der en positiv sammenhæng

mellem, hvor store udfordringer kommunerne oplever i arbejdet med målgruppen, og det

oplevede behov for ekstern støtte fra Socialstyrelsen eller andre aktører, som kommunerne

oplever i forhold til at levere en virksom social indsats. Jo større udfordringerne opleves,

desto større opleves behovet for støtte også.

Det gælder samtidig for alle målgrupperne, at kommunerne særligt oplever udfordringer med

koordinering på tværs af sektorer. Det kan fx være at koordinere indsatsen til en borger, der

udskrives fra behandlingspsykiatrien og overgår til at få hjælp af kommunen.

De øvrige resultater i pilotanalysen er afrapporteret i kapitel 5.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

2. Status for de sociale mål

Regeringen har fastsat 10 mål for social mobilitet, som der årligt gøres status for i

Socialpolitisk Redegørelse. Med målene tydeliggør regeringen, at det er vigtigt, at flere skal

være en del af arbejdsfællesskabet, og at færre skal være socialt udsatte. Målene sætter

retning for socialpolitikken både nationalt og kommunalt og opgøres både samlet på nationalt

niveau og kommuneopdelt, hvor det er muligt.

Kommunerne har imidlertid forskellige rammevilkår, sammensætning af målgrupper mv.,

hvilket betyder, at man skal tolke de kommunale forskelle med forsigtighed. De kommunale

forskelle kan imidlertid også give en indikation af potentialet for resultater af den sociale

indsats, og ikke mindst vise hvilke kommuner, der umiddelbart ser ud til at skabe gode

resultater for borgerne. Derfor omfatter dette års status på udviklingen for de sociale mål

også kommuneopdelte danmarkskort for at illustrere de kommunale forskelle.

For en række af de sociale mål går udviklingen på nationalt plan i den rigtige retning. Flere

afslutter for eksempel stofmisbrugsbehandling eller alkoholbehandling med et positivt resultat

og får dermed et bedre udgangspunkt for at leve et sundere og mere selvstændigt liv. Og

kriminaliteten blandt udsatte unge falder fortsat, hvilket er godt for den enkelte unge og for

samfundet som helhed. Ligeledes er andelen af personer uden for arbejdsfællesskabet, som

er en del af den frivillige indsats, steget fra 26 pct. i 2012 til 30 pct. i 2017.

Der er desværre også mål, hvor udviklingen går i den forkerte retning eller er stagneret. Det

gælder målet om andelen af udsatte unge, som tager en ungdomsuddannelse, hvor der er

sket et fald. Ligeledes er andelen af udsatte børn og unge med dårlige resultater i dansk i 6.

klasse uforandret. Hvis de udsatte børn og unge skal have det bedst mulige fundament at

bygge voksenlivet på, skal denne udvikling vendes. Regeringen har derfor sammen med

satspuljepartierne afsat midler i satspuljen for 2019-2022 til en række initiativer, der skal

styrke skolegangen for anbragte børn, så de får det bedst mulige udgangspunkt.

I kapitlet gøres der status for hvert af de 10 mål. Seneste data for målene er fra 2016 og

2017.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

For udsatte børn og unge ses en fremgang ift. målet om, at færre udsatte unge skal

begå kriminalitet. Fra 2014 til 2016 er der sket et fald på 2 pct.-point, svarende til at 7

pct. af udsatte unge i alderen 15-17 år i 2016 havde modtaget en fældende strafferetlig

afgørelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

•

Der er sket et fald i andelen af udsatte unge, som har gennemført en

ungdomsuddannelse. I 2016 var der 47 pct. af de 18-21-årige unge, som havde

modtaget en social foranstaltning inden for de seneste fem år, der var i gang med eller

havde gennemført en ungdomsuddannelse. I 2014 var det 51 pct. I samme periode er

der også sket et fald i andelen af øvrige unge, som er i gang med eller har gennemført

en ungdomsuddannelse, men faldet er større blandt udsatte unge.

Udsatte børns faglige niveau i folkeskolen er uændret fra 2014 til 2016. Det var således

30 pct. af udsatte børn og unge, som i 2016 havde dårlige resultater i dansk i 6. klasse.

Andelen af såvel personer med handicap og personer med psykiske vanskeligheder eller

sociale problemer, som er i uddannelse eller beskæftigelse, er uændret fra 2014 til 2016.

I 2017 har flere afsluttet deres stofmisbrugsbehandling som stoffrie eller med et

reduceret eller stabiliseret forbrug end i 2016. Stigningen fra 45 til 46 pct. er en

forsættelse af tendensen fra tidligere år.

Langt flere afsluttede et alkoholbehandlingsforløb som alkoholfrie, med en reduktion i

alkoholforbruget eller med relevant henvisning i 2017 end i 2013. I perioden er andelen

steget fra 34 pct. til 44 pct.

Tendensen til, at der for hver hjemløsetælling er flere hjemløse, gør sig også gældende

for hjemløsetællingen i 2017. Antallet af hjemløse er således steget fra 6.138 personer i

2015 til 6.635 personer i 2017.

Andelen af personer uden for arbejdsfællesskabet, som er en del af den frivillige indsats,

er steget fra 26 pct. i 2012 til 30 pct. i 2017. Dette er bemærkelsesværdigt set i lyset af,

at der i resten af befolkningen er et fald fra 47 pct. i 2012 til 42 pct. i 2017 i andelen, som

deltog i den frivillige indsats.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.1

Overblik over de 10 mål for social mobilitet

Tabel 2.1

Baseline og status for de 10 mål for social mobilitet

Antal personer i

målgruppen på

statustidspunkt

Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet

Udsatte børn og unges faglige niveau i

folkeskolen skal forbedres

Flere udsatte unge skal gennemføre en

ungdomsuddannelse

Flere personer med handicap skal i

uddannelse og beskæftigelse

Flere personer med psykiske

vanskeligheder eller sociale problemer

skal i uddannelse og beskæftigelse

Flere personer udsat for vold i nære

relationer skal i uddannelse og

beskæftigelse

Færre skal være socialt udsatte

Færre udsatte unge skal begå

kriminalitet

Færre skal være hjemløse

Større effekt af

stofmisbrugsbehandlingen

Større effekt af alkoholbehandlingen

Flere uden for arbejdsmarkedet skal

deltage i den frivillige indsats

15.000

6.635

19.000

15.000

404.000

9 pct.

6.138

45 pct.

34 pct.

26 pct.

7 pct.

6.635

46 pct.

44 pct.

30 pct.

27.000

20.000

41.000

30 pct.

51 pct.

8 pct.

30 pct.

47 pct.

8 pct.

Udvikling

siden

baseline

Baseline

Status

2016/2017

32.000

7 pct.

Anm.: Baseline genberegnes hvert år pba. det seneste opdaterede data, da flere af de registre, der ligger til

grund for målene, løbende opdateres. Baseline er for 2014 bortset fra mål vedr. hjemløse (2015),

stofmisbrugsbehandling (2016), alkoholbehandling (2013), frivillig indsats (2012). Alle statustal er for 2016 bortset

fra mål vedr. hjemløse (2017), alkoholbehandling (2017), stofmisbrugsbehandling (2017) og den frivillige indsats

(2017). Baseline opgjort her kan derfor adskille sig lidt fra tidligere års Socialpolitisk Redegørelse. Eksempelvis

var tallene for mål 3 og 4 i Socialpolitisk Redegørelse 2017 opgjort på baggrund af indberetninger fra 44

kommuner, mens målene i år er baseret på 55 kommuner. Antallet af afsluttede alkoholbehandlinger i 2017 er

markant lavere end for de tidligere år, hvilket kan have en betydning for den registrerede udvikling for målet. Data

for målgruppen for vold i nære relationer er pba. en ny statistik offentliggjort i 2018, hvorefter målet kan opgøres

første gang i 2019.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata; SFI, 2014; VIVE, 2017a; Rambøll, 2017.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.1

Opgørelse af udvikling i de 10 mål for social mobilitet

Målet om, at

udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres,

opgøres som andelen med

dårlige resultater i dansk i 6. klasse, og omfatter børn og unge, der på et tidspunkt i livet har modtaget en

personrettet forebyggende foranstaltning eller været anbragt uden for hjemmet. Opgørelsesmetoden er

ændret siden Socialpolitisk Redegørelse 2017 efter anbefaling fra STIL (Styrelsen for IT og Læring).

Opgørelsen er nu kriteriebaseret i stedet for normbaseret og omfatter alene de udsatte børn og unges

læsefærdigheder

Målet om, at

flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse,

opgøres som andelen af 18-21

årige, der har modtaget en social foranstaltning inden for de seneste fem år, som er i gang med eller har

gennemført en ungdomsuddannelse.

Målet om, at

flere personer med handicap skal i uddannelse og beskæftigelse,

opgøres som andelen i

uddannelse eller beskæftigelse blandt personer, som får en social indsats som følge af nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne.

Målet om, at

flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og

beskæftigelse,

opgøres som andelen i uddannelse eller beskæftigelse blandt personer, som modtager en

indsats for sociale problemer eller psykiske vanskeligheder.

Målet om, at

flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse,

opgøres

som andelen, der er i uddannelse eller beskæftigelse året efter, de har afsluttet et ophold på et

kvindekrisecenter.

Målet om, at

færre udsatte unge skal begå kriminalitet,

opgøres som andelen af 15-17-årige, der har

modtaget en personrettet forebyggende foranstaltning eller har været anbragt uden for hjemmet på et

tidspunkt i deres liv fra 0-17 år, og som har modtaget en fældende strafferetlig afgørelse.

Målet om, at

færre skal være hjemløse,

opgøres ved antal personer som ikke disponerer over egen (ejet

eller lejet) bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige boalternativer, eller som bor midlertidigt og

uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte.

Målet om

større effekt af stofmisbrugsbehandlingen

opgøres som andelen af personer, der afslutter et

behandlingsforløb for stofmisbrug som stoffrie, med et reduceret eller stabiliseret stofmisbrug. Desuden

følges antallet af narkotikarelaterede dødsfald.

Målet om

større effekt af alkoholbehandlingen

opgøres som andelen af personer i offentlig

alkoholbehandling, som afslutter et behandlingsforløb som alkoholfri, med en reduktion i alkoholforbruget

eller med relevant henvisning.

Målet om, at

flere uden for arbejdsmarkedet skal deltage i den frivillige indsats,

opgøres som andelen af

personer, som modtager kontanthjælp eller førtidspension, der er en del af den frivillige indsats.

Beskrivelse af den kriteriebaserede og normbaserede opgørelsesmetode fremgår her:

https://uvm.dk/statistik/grundskolen/karakterer-og-test/nationale-test

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.2

Mål 1-5: Flere skal være en del af

arbejdsfællesskabet

Mål for udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen

2.2.1

Et stærkt fagligt niveau i folkeskolen er med til at hjælpe børn og unge i gang med en

uddannelse og ind i beskæftigelse – og er dermed i sidste ende med til at skabe et solidt

fundament for et godt voksenliv. Udsatte børn og unge klarer sig overordnet set fagligt

dårligere end deres jævnaldrende i folkeskolen. Det er derfor regeringens mål, at

udsatte

børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres.

I 2016 havde 30 pct. af de udsatte børn og unge dårlige resultater i dansk i 6. klasse, jf. figur

2.1. Også i 2014 og 2015 lå niveauet på 30 pct. Til sammenligning lå niveauet for øvrige børn

og unge på omkring 10 pct. Andelen af udsatte børn og unge med dårlige resultater i dansk

er således uforandret i perioden.

Figur 2.1

Andel børn og unge med dårlige resultater i dansk i 6. klasse

Pct.

2014

Usatte børn og unge

2015

Øvrige børn og unge

2016

Pct.

Anm.: Andelen blandt udsatte børn og unge med dårlige resultater i dansk i 6. klasse. Baseline er opgjort som

andelen af udsatte børn og unge i 2014, der har opnået resultatet ”Mangelfuld præstation” eller ”Ikke tilstrækkelig

præstation” i de nationale tests i dansk i 6. klasse i skoleåret 2014/2015. ”Udsatte børn og unge” omfatter børn

og unge, der på et tidspunkt i livet har modtaget en personrettet forebyggende foranstaltning eller været anbragt

uden for hjemmet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Inden for gruppen af udsatte børn og unge er der dog stor variation i, hvordan de klarer sig i

skolen, og deres forudsætninger for at gennemføre en normal skolegang er i gennemsnit

dårligere end for øvrige børn og unge. Fx modtager anbragte børn og unge i langt højere

grad støtte i skolen i form af undervisning i et specialskoletilbud, en specialklasse eller

specialundervisning som støtte til undervisning i en almindelig klasse sammenlignet med

andre børn og unge. De anbragte børn og unges højere grad af støttebehov i skolen kan

forklare dele af de faglige forskelle mellem anbragte børn og unge og andre børn og unge.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Men selv når der ses bort fra den gruppe af anbragte børn og unge, der modtager

specialundervisning i skolen og kun ses på anbragte børn og unge, der går i en almindelig

grundskoleklasse, viser resultaterne, at også denne gruppe halter bagud fagligt i forhold til

andre børn og unge. Dette er analyseret nærmere i kapitel 6 i denne redegørelse.

2.2.2

Mål for udsatte unges gennemførsel af en ungdomsuddannelse

En uddannelse er en af de bedste veje ind i beskæftigelse. Uddannelsesinstitutionerne

skaber desuden en god ramme for udsatte unge til at opbygge fællesskaber og netværk.

Udsatte unge, som har modtaget en personrettet forebyggende foranstaltning eller har været

anbragt uden for hjemmet, påbegynder dog sjældnere end deres jævnaldrende en

ungdomsuddannelse, og de falder fra igen i langt højere grad end øvrige unge. Det er derfor

regeringen har et mål om, at

flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

28 pct., eller lidt mere end hver fjerde blandt udsatte unge i 18-21-årsalderen, havde ikke

påbegyndt en ungdomsuddannelse i 2016. Til sammenligning var det 7 pct. blandt øvrige

unge. Samtidig er der en større andel blandt udsatte unge, der falder fra en

ungdomsuddannelse. I 2016 var det således kun 11 pct. blandt udsatte unge i alderen 18-21

år, der havde gennemført en ungdomsuddannelse, mod 41 pct. blandt øvrige unge, jf. figur

2.2 og 2.3.

Figur 2.2

18-21-årige i ungdomsuddannelse, udsatte

unge, 2016

Gennemført

ungdoms-

uddannelse

11 pct.

Figur 2.3

18-21-årige i ungdomsuddannelse, øvrige

unge, 2016

Aldrig påbegyndt

ungdomsuddannelse

7 pct.

Påbegyndt, men

ikke i gang med

ungdoms-

uddannelse

9 pct.

Aldrig påbegyndt

ungdoms-

uddannelse

28 pct.

Gennemført

ungdoms-

uddannelse

41 pct.

Påbegyndt, men ikke

i gang med

ungdomsuddannelse

25 pct.

I gang med

ungdoms-

uddannelse

36 pct.

I gang med

ungdoms-

uddannelse

42 pct.

Anm.: ”Udsatte unge” omfatter unge i alderen 18-21 år, som har modtaget en personrettet forebyggende

foranstaltning eller har være anbragt uden for hjemmet inden for de seneste fem år. Særlig Tilrettelagt

Ungdomsuddannelse (STU) indgår.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Der kan være flere forskellige årsager til, at børn og unge har behov for særlig støtte og brug

for hjælp. Det kan skyldes forhold i familien, fx hvis forældrene har omfattende sociale

problemer. Det kan også være forhold, der knytter sig til barnet eller den unge selv, fx

adfærdsproblemer, herunder kriminalitet. Børn og unge med et handicap, der modtager en

indsats efter serviceloven, vil i en vis udstrækning også indgå i gruppen af udsatte unge, fordi

de modtager indsatser efter samme bestemmelser i serviceloven. Udsatte unge kan således

have meget forskelligartede problemer, ligesom de kan have meget forskellige

forudsætninger for at klare sig godt i uddannelsessystemet.

Når udsatte unge generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end øvrige børn og

unge, skal det også ses i lyset af, at en større andel har en diagnose, der kan være relateret

til en psykisk lidelse eller et fysisk eller psykisk handicap. Det kommer blandt andet til udtryk

ved, at en stor andel blandt anbragte børn og unge har tegn på indlæringsmæssige

vanskeligheder og særlige støttebehov ved grundskolens afslutning, som kan gøre det svært

for dem at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Dette er analyseret nærmere i

kapitel 6 i denne redegørelse.

Regeringens mål går på at skabe fremdrift i udviklingen i de 18-21-åriges optagelse på og

gennemførsel af en ungdomsuddannelse. For nogle udsatte unge er det imidlertid ikke

realistisk at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Det kan eksempelvis gælde nogle

personer med en svær psykisk lidelse eller et invaliderende handicap. Her kan en særlig

tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) være en god løsning, hvor der i større grad kan

skabes mere fleksible rammer for unge med særlige behov

. Eksempelvis kan der sættes

mere individuelle læringsmål.

Mens der i 2014 var 51 pct. blandt de udsatte unge, som havde gennemført eller var i gang

med en ungdomsuddannelse, faldt andelen til 47 pct. i 2016. For øvrige unge faldt andelen

ligeledes en smule fra 85 pct. til 83 pct. Så selvom der er markante niveauforskelle mellem

udsatte og øvrige unge, er der tale om et generelt fald blandt hele aldersgruppen i andelen,

der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse. Faldet har dog været større

blandt udsatte unge.

Ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU) er en treårig ungdomsuddannelse for unge

udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en anden

ungdomsuddannelse. Uddannelsen er ikke kompetencegivende til videreuddannelse eller erhverv. Uddannelsen

udbydes af kommunerne. Formålet er, at de unge i målgruppen opnår personlige, sociale og faglige kompetencer

til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og

beskæftigelse. Undervisningsministeriet har i efteråret 2018 igangsat en benchmarkanalyse og best practice

katalog over kommunernes praksis vedr. dels udslusning og overgang fra STU til andre aktiviteter og dels

begrænsning af negativt frafald fra STU.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.4

Udvikling over tid for unge, som har gennemført, eller er i gang med, en ungdomsuddannelse

Pct.

2014

Udsatte unge

2015

Øvrige unge

2016

Pct.

Anm.: ”Udsatte unge” omfatter unge i alderen 18-21 år, som har modtaget en personrettet forebyggende

foranstaltning eller har været anbragt uden for hjemmet inden for de seneste fem år. Særlig Tilrettelagt

Ungdomsuddannelse (STU) indgår. 2014 er baseline for de sociale mål.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når der er sket et fald i andelen af udsatte unge, der har gennemført eller er i gang med en

ungdomsuddannelse, så hænger det blandt andet sammen med, at der er færre udsatte

unge, som påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse. Denne tendens ses også for øvrige

unge. En mulig forklaring kan være, at adgangskravene til erhvervsuddannelserne blev

ændret i 2015. Det kan også betyde, at en del af de unge, som ikke har påbegyndt en

ungdomsuddannelse, i stedet er i gang med en forberedende uddannelse, så de senere kan

blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse.

Udviklingen dækker imidlertid også over en vis kommunal variation. På tværs af kommuner

spænder andelen af udsatte unge, som enten har gennemført eller er i gang med en

ungdomsuddannelse, således fra under 40 pct. til over 55 pct., jf. figur 2.5.

Forskellene kan skyldes mange forhold, fx at gruppen af udsatte unge i nogle kommuner har

flere, tungere eller mere komplekse udfordringer. Forskellene kan også skyldes, at afstanden

til ungdomsuddannelser er forskellige kommunerne imellem. Endelig kan der også være

forskel på effekten af kommunernes indsats med at støtte udsatte unge i at få en

ungdomsuddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.5

Andelen af udsatte unge der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse,

kommunefordelt, 2016

*) Data opgøres ikke for kommuner, hvor antallet af personer i uddannelse er 3 eller derunder.

Anm.: Udsatte 18-21-årige i 2016 der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse efter

bopælskommune pr. 1. januar 2016. "Udsatte" omfatter personer, der har modtaget en personrettet

forebyggende foranstaltning eller været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af de seneste 5 år.

Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) indgår. Tal i parentes angiver antal kommuner i intervallet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.2.3

Mål for voksne med handicap

Mennesker med handicap skal have mulighed for at tage en uddannelse eller være en del af

arbejdsmarkedet med de muligheder og den livskvalitet, det medfører. Regeringen har derfor

som mål, at

flere voksne med handicap skal i uddannelse eller beskæftigelse.

Målet vedrører personer, der får en indsats efter serviceloven for at tilgodese et behov som

følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Indsatserne omfatter fx socialpædagogisk

støtte, botilbud og beskyttet beskæftigelse. Alle indsatser til voksne efter serviceloven indgår

dog ikke. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om borgere, der alene modtager

hjælpemidler. Disse er indhentet i 2018 som led i Børne- og Socialministeriets pilotprojekt

herom, jf. kapitel 11. Data er aktuelt ved at blive valideret.

Voksne med handicap opgøres i regeringens mål som modtagere af indsatser efter

serviceloven i alderen 18-59 år. Det skønnes, at der på landsplan i alt var omkring 41.000

modtagere af indsatser efter serviceloven med handicap i denne aldersgruppe i 2016.

Gruppen er væsentligt større, hvis man i stedet tager udgangspunkt i personer, som i

spørgeskemaundersøgelser svarer, at de har et større helbredsproblem eller handicap. Dette

afspejles i målgruppen for regeringens mål fra oktober 2018 om, at 13.000 flere personer

med handicap skal i beskæftigelse frem mod 2025. En stor del af borgerne i denne gruppe af

personer med handicap modtager ikke indsatser efter serviceloven og er derfor ikke omfattet

af de sociale mål.

Andelen af voksne med handicap i beskæftigelse og uddannelse har fra 2014 til 2016 været

nogenlunde stabil på omkring 8 - 9 pct., jf. figur 2.6.

Lidt over 70 pct. af personer med handicap, som modtager en indsats efter serviceloven, har

førtidspension som forsørgelsesgrundlag, mens 20 pct. modtager midlertidige ydelser som fx

kontanthjælp, jf. figur 2.7. Den store andel af denne målgruppe, som modtager

førtidspension, indikerer, at beskæftigelse for mange i gruppen ikke er et realistisk mål.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.6

Voksne med handicap i beskæftigelse eller

uddannelse, 2014 – 2016

Pct.

2014

2015

2016

Pct.

Figur 2.7

Voksne med handicap i beskæftigelse eller

uddannelse, 2016

Beskæftigelse

5 pct.

Uddannelse

3 pct.

Midlertidige

ydelser mv.

20 pct.

Førtidspe

nsion

71 pct.

Anm.: 18-59-årige primo året. Baseret på 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i alle

årene 2014 til 2016. Baseret på Danmarks Statistiks opgørelse af væsentligste indkomstkilde i året. Midlertidige

ydelser mv. omfatter bl.a. kontanthjælp. Se ”Afgrænsning af sociale mål - Baggrundsnotat” på

sm.dk

for

yderligere om afgræsningen af de sociale mål.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Analyserne i redegørelsens kapitel 9 om voksne med nedsat psykisk funktionsevne viser

imidlertid, at der er store forskelle i forsørgelsesgrundlaget, og at det særligt er de ældste, der

modtager førtidspension. Mens 90 pct. med kognitivt handicap over 40 år modtager

førtidspension, er det lidt under 50 pct. blandt de 18-29-årige.

Analyserne i kapitel 9 viser også, at der er store forskelle mellem forskellige

diagnosegrupper. De fleste modtagere af indsatser efter serviceloven med Downs syndrom,

cerebral parese og udviklingshæmning modtager førtidspension, og få har beskæftigelse

som forsørgelsesgrundlag. Blandt modtagere af indsatser efter serviceloven med fx ADHD er

det derimod færre, der modtager førtidspension. I disse diagnosegrupper er det omkring

halvdelen, der modtager midlertidige ydelser, herunder særligt kontanthjælp.

Der er også markante forskelle mellem kommunerne med hensyn til, hvor mange voksne

med fysisk eller kognitivt handicap, der er i beskæftigelse eller uddannelse. I nogle

kommuner er det under 5 pct., mens det i andre kommuner er 15 pct. eller derover, jf. figur

2.8.

Der kan være mange årsager til forskellene mellem kommunerne. Kommunerne kan

tilrettelægge indsatsen forskelligt, og der kan være betydelige forskelle i målgruppen mellem

kommunerne eksempelvis i relation til sværhedsgraden af handicappet og forskelle i udbud

af mulige arbejdspladser på tværs af landet. Men kommuneforskelle indikerer også, at der

kan være et potentiale for at styrke indsatsen og lære af de kommuner, der tilsyneladende får

flere borgere med handicap i beskæftigelse eller uddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.8

Voksne med handicap i beskæftigelse eller uddannelse, kommunefordelt, 2016

*) Kommunen har ikke godkendt data indberettet til De Kommunale Serviceindikatorer i 2016. **) Når data for en

kommune omfatter 3 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som følge af de

diskretionshensyn, Danmarks Statistik underlægger brugen af registerdata.

Anm.: 18-59-årige primo året. Baseret på indberetninger fra 74 kommuner, der har godkendt data for et eller flere

kvartaler i 2016. Tårnby Kommune indberetter data på vegne af Dragør Kommune. Ishøj kommune indberetter

data på vegne af Vallensbæk Kommune. Tal i parentes angiver antal kommuner i intervallet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I kapitel 8 om handicap og uddannelse ses der nærmere på skolegang og uddannelse for

personer med handicap, herunder hvor mange personer med handicap, der efter

grundskolen går videre på en ungdomsuddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.2.4

Mål for voksne med psykiske vanskeligheder eller sociale

problemer

Beskæftigelse kan for nogle med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer være et

centralt element i at få det bedre. Og for andre kan uddannelse og deltagelse på

arbejdsmarkedet være med til at hindre, at livssituationen forværres. Regeringen har derfor

som mål, at

flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i

uddannelse og beskæftigelse.

Målet omfatter personer i alderen 18-59 år, som modtager en indsats efter serviceloven pga.

psykiske vanskeligheder eller sociale problemer. Det skønnes, at der på landsplan i alt var

omkring 32.000 modtagere af indsatser efter serviceloven, som havde psykiske

vanskeligheder eller sociale problemer i denne aldersgruppe i 2016. Andelen i uddannelse og

beskæftigelse er nogenlunde konstant på omkring 7 pct. i årene 2014 til 2016, jf. figur 2.9.

Figur 2.9

Voksne med psykiske vanskeligheder eller

sociale problemer i beskæftigelse eller

uddannelse, 2014 og 2016

Pct.

2014

2015

2016

Pct.

Figur 2.10

Voksne med psykiske vanskeligheder eller

sociale problemer i beskæftigelse eller

uddannelse, 2016

Beskæftigelse

4 pct.

Uddannelse

3 pct.

Midlertidige

ydelser mv.

42 pct.

Førtidspension

51 pct.

Anm.: 18-59-årige primo året. Baseret på 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i alle

årene 2014 til 2016. Baseret på Danmarks Statistiks opgørelse af væsentligste indkomstkilde i året. Midlertidige

ydelser mv. omfatter bl.a. kontanthjælp. Se ”Afgrænsning af sociale mål - Baggrundsnotat” på

sm.dk

for

yderligere om afgræsningen af de sociale mål.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Halvdelen af målgruppen modtager førtidspension, jf. figur 2.10 ovenfor. Lidt over 42 pct.

modtager midlertidige ydelser herunder blandt andet kontanthjælp. Den store andel af

modtagere af midlertidige ydelser indikerer et potentiale for at styrke indsatsen og bringe

flere i målgruppen tættere på uddannelse og beskæftigelse.

I redegørelsens kapitel 9 om voksne med nedsat psykisk funktionsevne, der blandt andet

omfatter personer med psykiske vanskeligheder, tegnes et billede af, at gruppen har

komplekse støttebehov. Blandt personer, der modtager en social indsats på grund af

psykiske vanskeligheder, har ca. 50 pct. kontakt til sygehuspsykiatrien i 2016, og ca. 75 pct.

har haft mindst én kontakt til psykiatrien i perioden 2012 til 2016.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

I kapitel 9 ses også nærmere på gruppen, der modtager midlertidige ydelser mv., herunder

hvilke beskæftigelsesindsatser gruppen modtager, og om borgerne efterfølgende kommer i

beskæftigelse. Analysen peger på, at der særligt blandt de unge med psykiske

vanskeligheder er mange, der modtager kontanthjælp i lang tid. Omkring 45 pct. af de 18-29-

årige modtagere af sociale indsatser, som har angst, skizofreni eller

personlighedsforstyrrelser, modtager kontanthjælp i over et år ud af perioden 2016-2017.

Der er kommunale forskelle i, hvor mange personer i målgruppen, der er i beskæftigelse eller

uddannelse. I nogle kommuner er ganske få procent i uddannelse eller beskæftigelse, mens

det i andre kommuner er 15 pct. eller derover, jf. figur 2.11.

De kommunale forskelle skal ses på baggrund af, at målgruppens sammensætning og

tyngde kan variere betragteligt, eksempelvis i forhold til støttebehov. De kommunale forskelle

kan dog også indikere, at man nogle steder er bedre til at hjælpe målgruppen videre mod

uddannelse og beskæftigelse. Det skal dog fremhæves, at andelen i uddannelse eller

beskæftigelse i de fleste kommuner er relativt lav, og at selvforsørgelse for mange ikke

nødvendigvis er et realistisk eller meningsfuldt mål for den sociale indsats.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.11

Andelen af voksne med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer, der er i uddannelse eller

beskæftigelse, kommunefordelt, 2016

*) Kommunen har ikke godkendt data indberettet til De Kommunale Serviceindikatorer i 2016. **) Når data for en

kommune omfatter 3 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som følge af de

diskretionshensyn, Danmarks Statistik underlægger brugen af registerdata.

Anm.: 18-59-årige primo året. Baseret på indberetninger fra 74 kommuner, der har godkendt data for et eller flere

kvartaler i 2016. Tårnby Kommune indberetter data på vegne af Dragør Kommune. Ishøj kommune indberetter

data på vegne af Vallensbæk Kommune. Tal i parentes angiver antal kommuner i intervallet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.2.5

Mål for vold i nære relationer

For alle berørte af vold i nære relationer kan konsekvenserne være store på både kort og

langt sigt. De sociale indsatser skal derfor både tage hånd om den voldsudsattes behov her

og nu, samt bidrage til muligheden for et selvstændigt liv efter voldens ophør.

Selvforsørgelse er et vigtigt led heri, hvilket ligger bag regeringens mål om, at

flere personer

udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse.

Tidligere fandtes der kun få registerdata, som kan bidrage til at belyse omfanget af vold i

nære relationer og effekten af indsatserne rettet herimod. For blandt andet at kunne følge op

på regeringens sociale mål har Børne- og Socialministeriet per 1. januar 2017 iværksat en ny

indsamling af oplysninger om alle kvinder og børn, som bliver indskrevet på et

krisecentertilbud i henhold til serviceloven, jf. kapitel 10 og 11.

Det er endnu ikke muligt at gøre status for regeringens mål om, at flere skal i uddannelse

eller beskæftigelse året efter, de har afsluttet et ophold på et kvindekrisecenter i 2017, da der

på nuværende tidspunkt ikke er tilgængelige registerdata om kvindernes tilknytning til

uddannelse og arbejdsmarked for kalenderåret 2018.

I temakapitlet om kvinder på kvindekrisecentre er der i stedet fokus på uddannelse og

beskæftigelse i perioden op til, at kvinderne bliver indskrevet på et krisecenter med henblik

på at belyse målgruppens beskæftigelsespotentiale, jf. kapitel 10.

Analyserne viser blandt andet, at omkring 55 pct. af 20-64-årige kvinder med påbegyndt

ophold på kvindekrisecentre i 2017 havde midlertidige ydelser som deres primære

forsørgelsesgrundlag i 2016, mens ca. 36 pct. var i uddannelse eller beskæftigelse, og 8 pct.

modtog førtidspension, jf. figur 2.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.12

År med beskæftigelse som

forsørgelsesgrundlag i perioden 2012-2016

blandt kvinder med ophold på krisecentre 2017

Figur 2.13

År med midlertidige ydelser mv. som

forsørgelsesgrundlag i perioden 2012-2016

blandt kvinder med ophold på krisecentre 2017

Pct.

100

Beskæftigelse

0 år

Midlertidige ydelser mv.

1-2 år

3-5 år

Førtidspension

8 pct.

Beskæftigelse

og uddannelse

36 pct.

100

Midlertidige

ydelser mv.

55 pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af antal 25-64-årige kvinder på krisecentre i 2017, der også indgår i befolkningen i

2012, med henblik på at afgrænse opgørelsen til personer, der var over 18 år i hele perioden fra 2012 til 2016.

Opgørelsen omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. Alder er opgjort ultimo 2017. Forsørgelsesgrundlaget er

opgjort på baggrund af det primære forsørgelsesgrundlag (SOCIO13). Midlertidige ydelser mv. omfatter bl.a.

kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, og barsel mv. Der er opgørelsen set bort fra personer, der modtager

folkepension.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man på forsørgelsesgrundlaget over en 5-årig periode – fra 2012 til 2016 – er det

omkring 50 pct. af kvinder på krisecentre i alderen 25 til 64 år, der har haft beskæftigelse

som forsørgelsesgrundlag i mindst ét af årene, jf. figur 2.13. Det indikerer, at der er et

potentiale for at få en del af målgruppen tættere på arbejdsmarkedet, hvis erfaring og

kompetencer fra tidligere beskæftigelse kan bringes i spil igen med den rette hjælp og støtte

på det rigtige tidspunkt.

Men resultaterne viser også, at omkring 50 pct. af kvinder på krisecentre i alderen 25 til 64 år

har haft midlertidige ydelser mv. som primært forsørgelsesgrundlag i 3-5 år op til, at de

påbegyndte et ophold på et krisecenter, jf. figur 2.13.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.2

Initiativer med relevans for at flere skal være en del af arbejdsfællesskabet

Regeringen har afsat midler til nedenstående initiativer siden juli 2017. Initiativer, som regeringen har afsat

midler til før juli 2017, fremgår af Socialpolitisk Redegørelse 2017.

Virksomme indsatser for udsatte børn og unge og deres familier

For at sikre udsatte børn og unge og deres familier den bedst mulige hjælp igangsættes et Udviklings- og

Investeringsprogram på børne- og ungeområdet, som skal udvikle og udbrede virksomme indsatser for

udsatte børn og unge samt børn og unge med handicap og deres familier. Udviklings- og

Investeringsprogrammet skal i sidste ende være med til at sikre, at sociale indsatser kommer til at gøre en

reel forskel, så udsatte børn og unge samt børn og unge med handicap får styrkede muligheder for

personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv. Et vigtigt formål med Udviklings- og

Investeringsprogrammet er også at bidrage til videreudviklingen af vidensdatabasen i Den

Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM). Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat i alt 257,8 mio. kr. i

perioden 2019-2022 til programmet.

Helhedsorienteret indsats

Regeringen præsenterede i regi af Sammenhængsreformen i oktober 2018 et udspil til et reformspor om en

helhedsorienteret indsats. Sammen med satspuljepartierne har regeringen med satspuljeaftalen for 2019

afsat ca. 106 mio. kr., som skal bruges til at implementere reformen ’Sammen med borgeren – en

helhedsorienteret indsats’ i kommunerne i perioden 2019-2022. Med reformen vil regeringen bl.a. gøre det

muligt for kommunerne at tilrettelægge mere sammenhængende hjælp til borgere, som slås med flere

problemer på én gang, med det formål at bringe borgeren tættere på at mestre eget liv og blive en del af

arbejdsmarkedet.

Handlingsplan til bekæmpelse af psykisk og fysisk vold i nære relationer 2019-2022

Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat 65 mio. kr. til en ny handlingsplan til bekæmpelse af psykisk og

fysisk vold i nære relationer. Handlingsplanen styrker de ambulante tilbud på voldsområdet, så paletten af

tilbud udvides, og flere voldsudsatte kvinder, mænd og unge samt voldsudøvere tilbydes rådgivning og

behandling. Handlingsplanen skal endvidere bidrage til at forebygge vold gennem oplysning om psykisk og

fysisk vold, styrke oplysning og rådgivning om digitale krænkelser samt tilvejebringe ny viden om fysisk og

psykisk vold i nære relationer.

Styrkelse af kvaliteten i indsatsen i socialpsykiatrien

Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat 100 mio. kr. til en række tiltag til styrkelse af kvaliteten i

indsatsen i socialpsykiatrien. Tiltagene skal bidrage til en strategisk omlægning og udvikling af indsatsen i

kommunerne med fokus på recoveryorientering og rehabilitering på politisk, forvaltnings- og tilbudsniveau

og understøtte den gode kvalitet på botilbud og i den socialpædagogiske bistand med nationale

anbefalinger om aktuelt bedste viden, lovende praksis og virksomme metoder. Dertil igangsættes et

vidensløft og en varig kompetenceudviklingsindsats af ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien.

Beskæftigelsesudspil på handicapområdet

Børne- og Socialministeren lancerede i samarbejde med beskæftigelsesministeren i oktober 2018 et

beskæftigelsesudspil på handicapområdet, der skal øge beskæftigelsen for personer med handicap.

Udspillet understøtter regeringens sociale mål om, at flere personer med et handicap skal i beskæftigelse

eller uddannelse. Med ”Aftale om udmøntning af satspuljen for 2019 på beskæftigelsesområdet” er

satspuljepartierne med afsæt i regeringens udspil enige om at afsætte i alt 128,4 mio. kr. i perioden 2019-

2022 til 11 initiativer, der skal medvirke til, at flere mennesker med handicap kommer i beskæftigelse.

Heriblandt er der fokus på smidigere overgange på hjælpemiddelområdet og forbedret viden om handicap

og beskæftigelse samt målrettet udbredelse heraf gennem en permanent vidensplatform.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.2 (fortsat)

Reform af det forberedende område

I oktober 2017 indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti

og Radikale Venstre en aftale om en reform af det forberedende område. Aftalen medfører, at der i august

2019 etableres en ny forberedende grunduddannelse (FGU) for unge under 25 år uden en

ungdomsuddannelse. Den forberedende grunduddannelse skal give de unge kundskaber, færdigheder,

afklaring og motivation til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Samtidig får

kommunerne det fulde ansvar for at gøre unge under 25 år parate til at gennemføre en

ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Det indebærer, at alle kommuner skal etablere en

kommunal ungeindsats, der koordinerer den unges forløb på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og

socialindsatsen. Etableringen af FGU’en og den kommunale ungeindsats understøtter regeringens

målsætning om, at flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Bedre muligheder for personer med handicap på erhvervsuddannelserne

Regeringen har i 2018 gennemført en afdækning af eventuelle barrierer for, at personer med handicap har

de samme rammer for at gennemføre en erhvervsuddannelse som personer uden handicap. Afdækningen

skal danne grundlag for en drøftelse med Folketingets partier om konkrete tiltag. I forbindelse med

satspuljeaftalen for 2019 er der afsat midler til initiativer, der styrker personer med handicaps muligheder for

at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Flere ASF-klasser på landsplan

Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat midler til at oprette to nye Autisme Spektrum Forstyrrelser-

klasser (ASF-klasser), så antallet af klasser øges fra 11 til 13 på landsplan. ASF-klasser er tilbud om en

gymnasial uddannelse til unge med en diagnose inden for de forskellige former for autisme, blandt andet

Aspergers Syndrom. Undervisningen foregår i særlige rammer for at tage hensyn til denne særlige gruppe

unge. Dermed kan de unge tage en gymnasial uddannelse på linje med andre unge.

Inspirationsmateriale om anbragte børn og unges faglige progression og trivsel i skolen

Med satspuljeaftalen for 2019 er der afsat midler til at udvikle materiale, som samler viden og lovende

praksis om, hvordan anbragte børn og unges trivsel og læring kan styrkes i folkeskolen. Materialet skal

understøtte lærerne og pædagogernes håndtering og understøttelse af børn og unge, der anbringes uden

for hjemmet. Materialet udbredes og formidles gennem en landsdækkende kampagne. Desuden afholder

en læringskonsulent et antal webinarer for alle interesserede kommuner og skoler, hvor viden, metoder og

redskaber formidles.

Screening og modning af metoder til unge med autisme og overgangen til et selvstændigt liv

På syv år er andelen af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose som ADHD, autisme eller angst, mere

end fordoblet, og stigningen udgør en udfordring for kommunerne. Som en del af Udviklings- og

Investeringsprogrammet for 2019 er det derfor besluttet at iværksætte et initiativ, som skal udvikle nye

sociale og mestringsrettede indsatser til unge med autisme i overgangen til voksenlivet, inden der opstår et

behov for et botilbud.

Ro og stabilitet for udsatte børn og unge

Stabilitet og tryghed er afgørende forudsætninger for at sikre udsatte børn og unge en god opvækst med

gode fremtidsudsigter. Med satspuljeaftalen for 2019 er der afsat midler til en række initiativer, der samlet

set skal medvirke til at sikre udsatte børn og unge en mere tryg og stabil opvækst, som kan være med til at

forebygge, at problemerne udvikler sig, herunder også at styrke deres skolegang.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.2 (fortsat)

Socialt frikort

Med satspuljeaftalen for 2018 er der afsat 45 mio. kr. til et socialt frikort. Det sociale frikort skal give de mest

udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets arbejdsfællesskaber, bidrage

samt opleve værdi i hverdagen. Frikortet giver udsatte borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, mulighed

for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit årligt ved at arbejde for virksomheder. Med frikortet kan udsatte

borgere arbejde i det lokale erhvervsliv fx i småjobs og på den måde være en del af arbejdsfællesskabet

uden at skulle betale skat eller få fradrag i sociale ydelser. Hensigten er desuden, at det sociale frikort skal

tilskynde virksomheder til at tage et socialt ansvar ved at engagere udsatte borgere.

Mere kvalitet i plejefamilier – en bedre opvækst for det anbragte barn

Plejefamilieområdet løftes, så plejefamilier og anbragte børn får den hjælp og støtte, de har brug for. Der

indføres nye plejefamilietyper, som skal medvirke til at sikre, at børnene anbringes i familier, der kan rumme

deres behov og skabe positiv udvikling for dem. Et nyt koncept for godkendelse af plejefamilier skal sikre en

mere ensartet godkendelse af plejefamilier, og som led heri udvikles der også en række nye redskaber til at

afdække og vurdere familiernes egnethed som plejefamilier i forbindelse med godkendelsen. Oplysningerne

om familiernes egnethed kan også bruges af den anbringende kommune til at matche barn og plejefamilie.

Der udvikles desuden et tæt støttet opstartsforløb til plejefamilier i begyndelsen af anbringelsen, så

anbringelsen kommer bedst muligt fra start. Ligeledes styrkes støtten og supervisionen til plejefamilier med

mere behandlingskrævende børn, så de kan etablere et samarbejde med døgninstitutioner og

opholdssteder med faglig viden om børnenes problemstillinger. Derudover afskaffes kommunernes

mulighed for selv at godkende en plejefamilie til et konkret barn, så alle professionelle plejefamilier

fremadrettet er underlagt de samme krav til kvalitet. Der er med satspuljeaftalen for 2018 afsat i alt 73,7

mio. kr. til initiativerne i perioden 2018-2021.

2.3

2.3.1

Mål 6-10: Færre skal være socialt udsatte

Mål for udsatte unges kriminalitet

Udsatte unge, som har modtaget en personrettet forebyggende foranstaltning eller har været

anbragt uden for hjemmet, får i langt højere grad end øvrige unge en fældende strafferetlig

afgørelse. Det er derfor et af regeringens mål, at

færre udsatte unge skal begå kriminalitet.

Udviklingen i udsatte unges kriminalitet går den rigtige vej. Andelen af udsatte unge, som fik

en fældende strafferetlig afgørelse, er således faldet fra 9 pct. i 2014 til 7 pct. i 2016, jf. figur

2.14. I samme periode faldt andelen af øvrige unge, som fik en fældende strafferetlig

afgørelse, fra 1,5 til 1 pct., jf. figur 2.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.14

Udsatte og øvrige unges kriminalitet 2014 – 2016

Pct.

2014

Udsatte Unge

2015

Øvrige unge

2016

Pct.

Anm.: ”Udsatte unge” omfatter unge i alderen 15-17, som har modtaget en personrettet forebyggende

foranstaltning eller har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i deres liv 0-17 år. ”Kriminalitet” omfatter

fældende afgørelser efter straffeloven og særlovene.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er således sket et markant fald på 2 pct.-point på to år i de udsatte unges kriminalitet.

Andelen af udsatte unge, som får en fældende strafferetlig afgørelse, er dog stadig

væsentligt over andelen af øvrige unge.

Man skal dog holde sig for øje, at nogle unge anbringes uden for hjemmet på grund af

kriminalitet, og at unge under 18 år, som er i varetægtssurrogat eller afsoner, således

optræder i anbringelsesstatistikken netop på grund af lovovertrædelserne. Udsatte unge

omfatter også denne gruppe.

Der er store kommunale forskelle på andelen af udsatte unge, som får en fældende

strafferetlig afgørelse, og mens andelen i nogle kommuner lå under 5 pct., var den i andre

kommuner over 10 pct., jf. figur 2.15.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.15

Andelen af udsatte unge, som modtog en strafferetlig afgørelse, kommunefordelt, 2016

*) Data opgøres ikke for kommuner, hvor antallet af personer med en strafferetlig afgørelse er 3 eller derunder.

Anm.: ”Udsatte unge” omfatter unge i alderen 15-17, som har modtaget en personrettet forebyggende

foranstaltning eller har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i deres liv 0-17 år. ”Kriminalitet” omfatter

fældende afgørelser efter straffeloven og særlovene. Opgjort efter bopælskommune pr. 1. januar 2016. Tal i

parentes angiver antal kommuner i intervallet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forskellene kan skyldes forskelle i kommunernes kriminalpræventive arbejde, men kan også

skyldes en række andre faktorer. Det gælder fx, at gruppen af udsatte unge i nogle

kommuner har flere, tungere eller mere komplekse udfordringer. Derudover spiller det ind, at

der er forholdsvist få observationer i mange af kommunerne, hvilket medfører, at blot en

enkelt fældende afgørelse kan betyde meget for kommunens samlede andel af udsatte unge

med fældende afgørelser.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.3.2

Mål for hjemløshed

Borgere i hjemløshed er en meget forskelligartet gruppe. Det kommer blandt andet til udtryk

ved deres forskellige hjemløsesituationer. Uanset forskelle i problemstillinger og støttebehov

blandt hjemløse er en stabil boligsituation ofte udgangspunktet for at have overskud til at

håndtere andre problemer. Regeringen har derfor som mål, at

færre skal være hjemløse.

Antallet af hjemløse i Danmark bliver opgjort hvert andet år og er senest opgjort i 2017.

Kortlægningen foretages som en tælling i én uge og giver derfor et øjebliksbillede af

omfanget af hjemløshed, og antallet personer berørt af hjemløshed i løbet af året er derfor

højere end det registrerede antal i tællingsugen.

Antallet af registrerede hjemløse er steget i alle de år, hvor der er foretaget kortlægninger af

antallet af hjemløse. I 2017 var der omkring 6.600 hjemløse. Det er en stigning på omkring

500 hjemløse i forhold til 2015, hvor antallet af registrerede hjemløse var ca. 6.100, jf. figur

2.16.

Figur 2.16

Hjemløse borgere, 2009-2017

1.000 personer

2009

2011

2013

2015

2017

1.000 personer

Anm.: Optællingen foretages hvert andet år i uge 6. Hjemløse uden fast ophold i Danmark indgår ikke i

opgørelsen. Antallet af registrerede hjemløse de enkelte år er i 2009: 4.998, 2011: 5.290, 2013: 5.820, 2015:

6.138 og 2017: 6.635.

Kilde: VIVE, 2017a.

Der er registreret hjemløse i hele landet, men der er flest hjemløse i kommunerne omkring

Region Hovedstaden og i Aarhus Kommune. Det gælder også, når man tager højde for det

samlede antal borgere i de enkelte kommuner, jf. figur 2.17.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.17

Hjemløse pr. 1000 indbyggere i 2017, kommunefordelt

Anm.: Målgruppen er defineret med udgangspunkt i afgrænsningen i den nationale kortlægning af hjemløshed:

”personer, som ikke disponerer over egen (ejet eller lejet) bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige

boalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte”. Pr. 1.000

indbyggere er opgjort på baggrund af antallet af personer på 18 år eller derover ultimo 2017. Som hjemløse

regnes også personer uden et opholdssted den kommende nat. Tal i parentes angiver antal kommuner i

intervallet.

Kilde: VIVE, 2017a, samt egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Størstedelen af hjemløse i 2017 findes blandt personer, der overnatter på forsorgshjem og

herberger eller bor hos familie og venner.

Der er hjemløse i alle aldersgrupper, og der har været en stigning i antallet af hjemløse fra

2015 til 2017 i næsten alle aldersgrupperne. Stigningen har været størst blandt 25-29-årige,

hvor antallet er steget med omkring 215 personer, jf. figur 2.18.

Kun blandt personer under 18 år og blandt 40-49-årige har der været et fald i antallet af

hjemløse.

Figur 2.18

Hjemløse opdelt efter alder 2015 og 2017

1.000 personer

1,6

1,4

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Under 18 år

18-24 år

25-29 år

2015

30-39 år

40-49 år

2017

50-59 år

60 år eller

derover

1.000 personer

1,6

1,4

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Anm.: Se anmærkning til figur 2.16.

Kilde: VIVE, 2017a.

2.3.3

Mål for personer i stofmisbrugsbehandling

Et stofmisbrug kan have betydelige sociale og sundhedsmæssige konsekvenser for den

enkelte og samfundet generelt. Regeringen har derfor som mål, at der skal være

større effekt

af stofmisbrugsbehandlingen.

I 2017 var omkring 18.600 personer i kontakt med stofmisbrugsbehandling.

Stofmisbrugsbehandlingen baserer sig på frivillighed og den enkeltes motivation for

behandling, og det anslås, at det samlede antal personer med et stofmisbrug i Danmark er

væsentligt højere end antallet af personer i behandling.

Der er store forskelle i målgruppens udfordringer, ressourcer og behov, og det afspejler sig i

formålet og resultaterne af den enkeltes stofmisbrugsbehandling. Som oftest er formålet med

behandlingen stoffrihed. I en række tilfælde tager behandlingen dog sigte på at reducere eller

stabilisere misbruget. Det kan fx gælde personer med et mangeårigt misbrug bag sig, hvor

det ikke er realistisk at opnå stoffrihed.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi er indsamlingen af data for

stofmisbrugsbehandling efter service- og sundhedsloven overgået til Danmark Statistik, som

løbende arbejder med at styrke kvalitetskontrollen af data. Data fra før 2016 har ikke

undergået samme detaljerede kvalitetskontrol som data for 2016 og 2017, og Danmarks

Statistik anbefaler derfor, at udviklingen fra 2015 til 2016 fortolkes med varsomhed. I

forlængelse heraf er det besluttet at fastsætte 2016 som nyt baselineår for også fremadrettet

at kunne følge udviklingen i regeringens mål for personer i stofmisbrugsbehandling på det

bedste sammenlignelige grundlag,

Der er tegn på, at effekten af stofmisbrugsbehandlingen er blevet bedre. I omkring 46 pct. af

de stofmisbrugsbehandlingsforløb, der blev afsluttet i 2017, har personen afsluttet

behandlingen som stoffri eller med reduceret eller stabiliseret stofmisbrug. Det er omkring 1

pct.-point flere end i 2016, hvor andelen var ca. 45 pct., jf. figur 2.19.

Figur 2.19

Afsluttede behandlingsforløb for stofmisbrug, som stoffrie, med reduceret eller stabiliseret

stofmisbrug, 2016-2017

Pct.

2016

Afsluttet stoffri

Afsluttet med reduceret forbrug

2017

Afsluttet med stabiliseret forbrug

Pct.

Anm.: Omfatter alle med afsluttet kontakt til stofmisbrugsbehandling. Det omfatter også personer, der har

anmodet om behandling, men ikke er påbegyndt deres behandling. Opgjort på baggrund af de 72 kommuner,

som har godkendt deres indberetninger til Danmarks Statistik i både 2016 og 2017. Opgørelsen omfatter ikke

forløb, hvor status ved afsluttet behandling er uoplyst. Hvis en person har afsluttet flere behandlingsforløb i løbet

af året, tæller vedkommende flere gange. Personer, som er i substitutionsbehandling bliver ikke altid afsluttet, da

det ofte vil være et mål i sig selv at fastholde borgeren i behandling, idet behandlingen begrænser skaderne og

forbedrer borgerens sociale og sundhedsmæssige situation. Derfor har substitutionsbehandling ofte karakter af at

være et længerevarende eller varigt forløb og ikke et forløb, som nødvendigvis skal afsluttes.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen er en fortsættelse af tendenserne for 2013-2015, hvor andelen af personer, der

afsluttede et behandlingsforløb for stofmisbrug som stoffrie eller med reduceret eller

stabiliseret stofmisbrug, også steg fra år til år, jf. Socialpolitisk Redegørelse 2017.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Personer på 50 år eller derover afslutter i højere grad deres behandling som stoffrie eller

med et reduceret eller stabiliseret stofmisbrug end de yngre aldersgrupper. I de ældre

aldersgrupper er der dog også væsentligt flere, som afslutter deres behandling med et

stabiliseret stofmisbrug, hvilket gør sig gældende for ca. 15 pct. af personer over 50 år, jf.

figur 3.20.

Figur 2.20

Afsluttede behandlingsforløb for stofmisbrug, som stoffrie, med reduceret eller stabiliseret

stofmisbrug i 2017, opdelt efter alder

Pct.

18-24 år

Afsluttet stoffri

25-29 år

30-39 år

40-49 år

50 år eller derover

Pct.

Afsluttet med reduceret forbrug

Afsluttet med stabiliseret forbrug

Anm.: Alder er opgjort for 2017. Se i øvrigt anmærkning til figur 2.19.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er store forskelle på resultaterne af stofmisbrugsbehandlingen på tværs af kommunerne.

Nogle kommuner opnår i højere grad end andre positive effekter af

stofmisbrugsbehandlingen. Men forskellene kan også skyldes en række forhold, herunder

kommunale forskelle i problemtyngden hos de personer, der modtager

stofmisbrugsbehandling. Samtidig kan der være kommunale forskelle i organiseringen af

indsatsen og i registreringspraksis.

I nogle kommuner er andelen af personer, der afslutter deres stofmisbrugsbehandling som

stoffrie eller med reduceret eller stabiliseret forbrug af stoffer, under 35 pct., mens den i

andre kommuner ligger på 65 pct. eller derover, jf. figur 2.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.21

Afsluttede behandlingsforløb for stofmisbrug, som stoffrie, med reduceret eller stabiliseret

stofmisbrug, kommunefordelt, 2016-2017

*) Kommunen har ikke godkendt indberettet data. **) Når data for en kommune omfatter 3 personer eller

derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som følge af de diskretionshensyn, Danmarks Statistik

underlægger brugen af registerdata.

Anm.: Opgjort på baggrund af opholdskommune (myndighedskommune). Der kan være usikkerheder forbundet

med registreringen af myndighedskommunen. I nogle kommuner er der tale om få behandlingsforløb, hvorfor

resultaterne skal fortolkes med varsomhed. Tal i parentes angiver antal kommuner i intervallet. Se i øvrigt

anmærkningen til figur 2.19.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Det sociale mål om stofmisbrug omhandler også, at antallet af narkotikarelaterede dødsfald

falder.

I 2017 blev der ifølge Rigspolitiet registreret 254 narkotikarelaterede dødsfald. Dette

er en del færre end i 2016, hvor der blev registreret 279 dødsfald, hvilket var det højeste

registrerede antal dødsfald de seneste fem år, jf. figur 2.22.

Figur 2.22

Narkotikarelaterede dødsfald

Antal dødsfald

300

250

200

150

100

2013

2014

2015

2016

2017

Antal dødsfald

300

250

200

150

100

Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2018.

2.3.4

Mål for personer i alkoholbehandling

Alkoholafhængighed kan have store sociale og sundhedsmæssige konsekvenser for både

den enkelte og de pårørende. De sociale mål omfatter derfor også et mål om, at der skal

være

større effekt af alkoholbehandlingen.

Konkret opgøres det som andelen af personer i

offentlig finansieret alkoholbehandling, der afslutter et behandlingsforløb som alkoholfri, med

en reduktion i alkoholforbruget eller med relevant henvisning.

Den registrerede andel af alkoholbehandlingsforløb, der afsluttes som færdigbehandlede

(alkoholfri eller med en reduktion i alkoholforbruget) eller med relevant henvisning, er steget

jævnt fra år til år.

I 2017 afsluttede 44 pct. et behandlingsforløb for alkoholafhængighed med alkoholfrihed, et

reduceret forbrug eller med relevant henvisning til yderligere behandling. Det er en stigning

på 10 pct.-point i forhold til 2013, hvor 34 pct. afsluttede deres behandlingsforløb med

alkoholfrihed, et reduceret forbrug eller med relevant henvisning, jf. figur 2.23.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.23

Alkoholbehandlingsforløb, der er afsluttet som færdigbehandlet eller udskrevet til andet tilbud

Pct.

2013

2014

2015

2016

2017

Pct.

Afsluttet alkoholfri eller med reduceret forbrug

Afsluttet med relevant henvisning

Anm.: Omfatter ikke-anonyme, offentligt finansierede alkoholbehandlingsforløb. Afsluttet med relevant henvisning

omfatter ”Udskrevet til anden institution”, ”Udskrevet til egen læge” eller ”Udskrevet til hospital”. Antallet af

indberetninger med afslutningsårsager i 2017 er markant lavere end for de tidligere år, hvilket kan have en

betydning for resultatet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i de positive resultater af alkoholbehandlingen er sket på tværs af alle

aldersgrupper, hvor andelen af personer, der har afsluttet deres behandlingsforløb som

alkoholfri, med en reduktion i alkoholforbruget eller med relevant henvisning, er steget med

7-10 pct.-point, jf. figur 2.24.

Figur 2.24

Udvikling i alkoholbehandlingsforløb, der er afsluttet færdigbehandlet eller udskrevet til andet

tilbud, opdelt efter år for afsluttet behandling og alder.

Pct.

18-24 år

2013

25-29 år

30-39 år

2015

40-49 år

2017

50 år eller derover

Pct.

Anm.: Se anmærkningen til figur 2.23.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Der er store forskelle på resultaterne af alkoholbehandlingen, når man sammenligner på

tværs af kommuner. Der er således nogle kommuner, hvor den positive effekt af

alkoholbehandlingen ser ud til at være større end i andre kommuner. Men forskellene kan

også skyldes en række andre forhold, som fx forskelle i kommunerne på sammensætningen

af borgere i behandling blandt andet i forhold til tyngden af alkoholforbruget, belastningsgrad

og netværk samt forskellige måder at organisere indsatsen på og forskelle i

registreringspraksis.

Samlet set er den umiddelbare effekt af den offentligt finansierede alkoholbehandling størst i

en række kommuner nord for København samt i Vest- og Nordjylland, jf. figur 2.25.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Figur 2.25

Andel personer i offentlig alkoholbehandling, som afslutter et behandlingsforløb som alkoholfri,

med en reduktion i alkoholforbruget eller med relevant henvisning, kommunefordelt, 2017

*) Når data for en kommune omfatter 3 personer eller derunder, vises opgørelsen ikke for kommunen som følge

af de diskretionshensyn, Danmarks Statistik underlægger brugen af registerdata.

Anm.: Opgjort på baggrund af bopælskommune. Der opgøres antal ikke-anonyme offentligt finansieret

behandlingsforløb, som er afsluttet i året. Hvis en person har afsluttet flere behandlingsforløb i løbet af året, tæller

vedkommende flere gange. Antallet af indberetninger med afslutningsårsager i 2017 er markant lavere end for de

tidligere år, hvilke kan have en betydning for resultatet. I nogle kommuner er der tale om få behandlingsforløb,

hvorfor resultaterne skal fortolkes med varsomhed. Tal i parentes angiver antal kommuner i intervallet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.3.5

Mål for personer uden for arbejdsmarkedets frivillige indsats

I civilsamfundet og som frivillige er alle medborgere på lige fod, og deltagelse i den frivillige

indsats handler i lige så høj grad om at gøre noget sammen med andre – som at gøre noget

for andre. Derfor kan deltagelse i den frivillige indsats bidrage til at styrke netværket for

personer uden for arbejdsfællesskabet og være en mulighed for at bidrage til fællesskabet.

Regeringen har som mål, at

flere uden for arbejdsfællesskabet skal deltage i den frivillige

indsats.

Der følges op på deltagelse i den frivillige indsats for personer, som hverken er i

beskæftigelse eller under uddannelse, via frivillighedsundersøgelserne. Der er gennemført

frivillighedsundersøgelser i 2012 og 2017. Der foreligger ikke opdateret data siden det, som

blev præsenteret i Socialpolitisk Redegørelse 2017.

Figur 2.26

Personer, der er en del af den frivillige indsats, 2012 og 2017

Pct.

2012

Uden for arbejdsmarkedet

2017

Øvrige

Pct.

Anm.: 16-85-årige. Frivilligt engagement omfatter ulønnet arbejde, der er frivilligt, udføres i organisatorisk

sammenhæng, er til gavn for andre end én selv og den nærmeste familie. Både i 2012 og 2017 spørges der til

frivillighed inden for flere områder. I 2017-undersøgelsen bliver der spurgt lidt anderledes til hhv. tidsafgrænset

frivillighed samt internetbaseret frivillighed. Det betyder, at forskelle i resultater mellem 2012- og 2017-

undersøgelsen skal ses som solide indikationer og eventuelle bevægelser, men ikke som fuldstændige en-til-en

bevægelser. Personer uden for arbejdsfællesskabet er afgrænset til personer på førtidspension og kontanthjælp

som primær indkomst. Personer med folkepension eller efterløn som primær indkomst indgår hverken i personer

uden for arbejdsmarkedet eller i øvrige.

Kilde: SFI, 2014; Rambøll, 2017.

Andelen af personer uden for arbejdsfællesskabet, som er en del af den frivillige indsats, er

steget fra 26 pct. i 2012 til 30 pct. i 2017. Dette er bemærkelsesværdigt set i lyset af, at der i

resten af befolkningen er et fald fra 47 pct. i 2012 til 42 pct. i 2012 i andelen, som deltog i den

frivillige indsats, jf. figur 2.26.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.3

Initiativer med relevans for at færre skal være socialt udsatte

Regeringen har afsat midler til nedenstående initiativer siden juli 2017. Initiativer, som regeringen har afsat

midler til før juli 2017, fremgår af Socialpolitisk Redegørelse 2017.

Styrket indsats til mænd i krise

Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat 8 mio. kr. til organisationer, som har særskilt fokus på mænd i

krise. Baggrunden for initiativet er, at mænd, som har været udsat for vold eller på anden måde oplever

krise i livet, kan være i risiko for en social deroute og derfor kan have brug for særlig hjælp og støtte til at

komme på fode igen.

Støtte til unge hjemløse

Der er med satspuljeaftalen for 2019 afsat 11,5 mio. kr. til en ansøgningspulje, hvor kommuner samt

frivillige og private organisationer har mulighed for at søge om støtte til udvikling af midlertidige boliger til

unge i hjemløshed eller unge i risiko for at ende i hjemløshed samt skabe grundlag for en mere fremskudt

socialindsats. Indsatsen skal understøtte, at flere unge får den rette hjælp og støtte i bevægelsen mod en

mere permanent boligsituation og i forebyggelsen af social udsathed.

Styrket indsats til unge med stofmisbrug

I 2019 er der i Udviklings- og Investeringsprogrammet afsat midler til to projekter om behandling af unge

stofmisbrugere. Det ene projekt har allerede tidligere været afprøvet og har vist bemærkelsesværdigt gode

resultater. I projektet var halvdelen af de unge stoffri 9 måneder efter indsatsen. Det samme var kun

tilfældet for omkring en tredjedel i sammenligningsgrupper. Derfor bliver projektet nu udbredt til endnu flere

kommuner. Desuden igangsættes et andet lignende projekt, som skal afklare, om indsatsen også kan

fungere som gruppetilbud til unge med et stofmisbrug.

Udvikling af metode til kommunal støtte til borgere med komplekse problemstillinger

Kommunale og regionale tilbud oplever at have vanskeligt ved at håndtere nogle af de mest udsatte

borgere, som har særligt komplekse problemstillinger. Der er derfor i regi af Udviklings- og

Investeringsprogrammet for 2019 igangsat et projekt, som skal videreudvikle en allerede velkendt metode

(ACT-metoden), som kan hjælpe kommunerne med at tilrettelægge en effektiv indsats til målgruppen.

Udbredelse af bostøttemetoder

Bostøtte efter servicelovens § 85 er den mest benyttede ydelse efter serviceloven. En effektiv

bostøtteindsats kan være afgørende for, at borgeren får taget hånd om sine sociale problemer, som

eksempelvis hjemløshed, psykiske vanskeligheder mv., og der er i kommunerne stor efterspørgsel efter

effektive metoder til at tilrettelægge bostøtten. Derfor er der med Udviklings- og Investeringsprogrammet for

2017, 2018 og 2019 afsat midler til at udbrede effektive metoder for kommunernes bostøtteindsatser.

Handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed

Med satspuljeaftalen for 2018 blev der afsat 154 mio. kr. til at styrke indsatsen til bekæmpelse af

hjemløshed. Handlingsplanens formål er at sikre en mere forebyggende og helhedsorienteret indsats på

hjemløseområdet. Børne- og Socialministeriet og Socialstyrelsen har opbygget en solid viden om indsatser,

der hjælper borgere ud af hjemløshed, og med handlingsplanen udbredes indsatserne til større dele af

landet. Antallet af unge i hjemløshed er steget markant, og derfor har handlingsplanen også fokus på en

styrket forebyggelse af hjemløshed. Handlingsplanen har også fokus på en bedre og mere målrettet indsats

for at gøre vejen ud af hjemløshed lettere for gruppen af hjemløse, der har levet i hjemløshed meget længe,

og som ofte har komplekse problemer og er uden for fællesskabet. Endeligt støttes brugerorganisationer i

deres arbejde med at styrke oplysningen og sikringen af de hjemløses rettigheder.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.3 (fortsat)

Strategi for et stærkere civilsamfund

I satspuljeaftalen på børne- og socialområdet for 2018 er der afsat 96,6 mio. kr. til en strategi for et

stærkere civilsamfund. Initiativet skal være med til at bekæmpe ensomhed og fremme deltagelse i

samfundets fællesskaber, så udsatte børn, voksne og ældre samt mennesker med handicap, som ikke er

en del af arbejdsfællesskabet, i højere grad bliver en del af de frivillige fællesskaber som frivillige.

Derudover skal initiativet bidrage til, at frivilligheden understøttes i alle egne af landet, og at flere aktører på

tværs af forskellige sektorer samarbejder om at løse samfundets udfordringer med udgangspunkt i blandt

andet Frivilligchartret og Task forcens anbefalinger. Endelig har strategien fokus på at understøtte mere

viden om frivillige indsatser i form af bl.a. at følge udvikling og tendenser i den frivillige sociale indsats samt

en undersøgelse, der skal bidrage til mere viden om inklusion i frivillige foreninger. Desuden foretages en

analyse af, hvordan der kan sikres en statslig støttestruktur og puljeadministration på det frivillige sociale

område, der understøtter sektoren uden unødigt bureaukrati.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

3. Målgrupper og indsatser på det

sociale område

Modtagere af sociale indsatser er en bred og meget blandet gruppe. Gruppen kan opdeles i

tre overordnede målgrupper, som beskrives nærmere i dette kapitel: Udsatte børn og unge,

udsatte voksne, herunder voksne med psykiske vanskeligheder, samt voksne med handicap.

Fælles for målgrupperne er, at de modtager støtte og hjælp efter serviceloven eller

sundhedsloven (for så vidt angår alkoholbehandling) på grund af sociale problemer, psykiske

vanskeligheder eller et handicap.

Analyserne i dette kapitel ser nærmere på målgrupper og indsatser på det sociale område,

hvor store målgrupperne er, og analyserer den seneste udvikling i antallet af modtagere af

sociale indsatser. Der ses også nærmere på underretninger om børn og unge.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Modtagere af sociale indsatser på tværs af børn, unge og voksne udgjorde ca. 178.400

personer i 2016, der er det seneste år, hvor der foreligger data om modtagere inden for

alle tre hovedmålgrupper. Disse personer modtager en bred vifte af sociale indsatser,

der altovervejende er forankret i kommunerne.

Det er ikke alle modtagere af indsatser efter serviceloven, der er fuldt dækket af

registerdata. Gruppens samlede størrelse vil derfor være undervurderet. Blandt andet

indgår personer med handicap, der alene modtager støtte til hjælpemidler, som

hovedregel ikke i opgørelsen. Desuden er den forebyggende indsats ikke fuldt belyst, da

dele af indsatsen ikke forudsætter visitation eller registrering.

Antallet af registrerede modtagere af sociale indsatser er steget med omkring 16.500

personer fra 2014 til 2016. Når flere personer er registreret som modtagere af sociale

indsatser, kan det skyldes, at der er kommet flere udsatte mennesker og mennesker

med handicap. Men det kan også afspejle en styrket indsats fra kommunernes side,

herunder en mere opsøgende indsats, samt arbejdet i regi af Børne- og

Socialministeriets datastrategi med at forbedre kommunernes registreringspraksis.

Udsatte børn og unge i alderen 0-22 år, der i løbet af 2016 modtog en social

foranstaltning i form af forebyggende foranstaltninger eller en anbringelse uden for

hjemmet, talte ca. 67.100 personer. Det svarer til ca. 4 pct. af alle børn og unge i

Danmark.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

•

Mens antallet af 0-18-årige, der modtog personrettede forebyggende foranstaltninger,

har ligget stabilt fra 2014 til 2016, har der været en stigning på omkring 7.500 børn og

unge, der modtager familierettede forebyggende foranstaltninger, fra ca. 36.000 i 2014 til

43.500 i 2016. Stigningen skal blandt andet ses i lyset af, at kommunerne i 2016 i højere

grad indberetter forebyggende indsatser til børn og unge efter § 11, som er frivillig at

indberette for kommunerne. Samtidig kan udviklingen også være udtryk for en

omlægning i kommunernes indsats.

Kommunerne iværksætter flest anbringelser af børn og unge på opholdssteder og

døgninstitutioner mv. Det skyldes særligt, at der anbringes flest børn og unge på 12 år

eller derover, og at denne aldersgruppe typisk anbringes på opholdssteder og

døgninstitutioner. Blandt børn i 0-5-årsalderen anbringes flest i plejefamilier.

Samlet set er andelen af anbragte børn og unge i plejefamilier steget siden 2007. Ved

udgangen af 2016 er ca. 64 pct. af alle anbragte børn og unge anbragt i en plejefamilie.

Når der er flest børn og unge anbragt i plejefamilier, selvom der iværksættes flest

anbringelser på opholdssteder og døgninstitutioner mv., skyldes det, at anbringelserne i

plejefamilier i gennemsnit varer længere. Blandt andet fordi børn og unge, der anbringes

på opholdssteder og døgninstitutioner mv., typisk er ældre end børn og unge, der

anbringes i plejefamilier. Dertil kommer, at opholdssteder og døgninstitutioner mv. oftest

anvendes ved udredning af børn og unge, der typisk er af kortere varighed.

Underretninger udgør et centralt element i kommunernes arbejde med tidlig opsporing af

udsatte børn og unge, der har brug for hjælp og støtte. I 2017 blev der underrettet ca.

117.400 gange om børn og unge i 0-18-årsalderen, svarende til ca. 70.000 personer, da

der kan modtages flere underretninger om samme barn eller ung. Antallet af under-

retninger stiger i takt med, at børnene og de unge bliver ældre, og topper blandt børn og

unge i 15-årsalderen.

Der er i 2016 registreret omkring 111.700 voksne modtagere af sociale indsatser efter

serviceloven. Knap 51.000 modtog en indsats på grund af et handicap, mens knap

67.000 modtog en indsats på grund af psykiske vanskeligheder eller særlige sociale

problemer.

Antallet af voksne modtagere af sociale indsatser er steget med ca. 8.000 siden 2014,

hvor der var omkring 103.500 modtagere. Stigningen skyldes særligt, at der er omkring

4.500 flere voksne, som modtager socialpædagogisk støtte. Stigningen i antallet af

voksne, der modtager socialpædagogisk støtte, er sket på tværs af alle målgrupper og

aldersgrupper.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

3.1

Målgrupper for sociale indsatser

Sammenlagt modtog ca. 178.400 personer en social indsats i 2016, som er det seneste år,

hvor der foreligger data for alle modtagere i de tre overordnede målgrupper på

socialområdet: børn og unge, udsatte voksne og voksne med handicap, jf. figur 3.1.

Figur 3.1

Samlet antal modtagere af sociale indsatser, 2016

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Børn og unge

Udsatte voksne

Voksne med handicap

I alt

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Anm.: Personer kan indgå i flere målgrupper og i alt er derfor ikke summen af de tre målgrupper. Blandt 0-17-

årige er antallet opgjort på landsplan. Blandt personer på 18 år eller derover er antallet opgjort på baggrund af de

52 kommuner, der har godkendt deres indberetninger af stofmisbrugsbehandling og til De Kommunale

Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan på baggrund af 18-64-årige i disse kommuner.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Det er ikke alle modtagere af indsatser efter serviceloven, der er fuldt dækket af registerdata.

Størrelsen af gruppen af personer, der modtager sociale indsatser, vil derfor være

undervurderet. Blandt andet indgår personer med handicap, der alene modtager støtte i form

af hjælpemidler, som hovedregel ikke i opgørelsen. Desuden er den forebyggende indsats

ikke fuldt belyst, da dele af indsatsen ikke forudsætter visitation eller registrering, herunder

støtte-kontaktpersonordningen til udsatte voksne.

Det samme gælder kvinder med ophold på kvindekrisecentre, hvor indsamlingen af data til

en ny registerbaseret statistik, som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi og

opfølgningen på regeringens 10 mål for social mobilitet, er påbegyndt pr. 1. januar 2017.

Kvinder med ophold på krisecentre er derfor ikke inkluderet i den samlede opgørelse af

udsatte voksne, da der kun findes registerdata fra 2017 og frem.

Det registrerede antal modtagere af sociale indsatser er steget med omkring 16.500 personer

i 2016 sammenlignet med 2014, hvor der var registreret ca. 161.500 modtagere, jf. figur 3.2

og figur 3.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.2

Samlet antal modtagere af sociale indsatser,

2014-2016

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

2014

2015

2016

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Figur 3.3

Ændring i antallet af modtagere af sociale

indsatser opdelt på målgrupper, 2014-2016

1.000 personer

Børn og

unge

Udsatte

voksne

Voksne med

handicap

I alt

1.000 personer

Anm.: Se anmærkningen til figur 3.1 og bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Stigningen er sket på tværs af alle de overordnede målgrupper og særligt blandt børn og

unge, hvor antallet er steget med ca. 8.000 personer, jf. figur 3.3.

Når flere personer er registreret som modtagere af sociale indsatser, kan det skyldes, at der

er kommet flere udsatte og mennesker med handicap. Men det kan også afspejle en styrket

indsats fra kommunernes side, herunder en mere opsøgende indsats, samt arbejdet i regi af

Børne- og Socialministeriets datastrategi med at forbedre kommunernes registreringspraksis,

herunder mere dækkende data for modtagere af sociale indsatser, særligt i forhold til udsatte

børn og unge, der modtager familierettede foranstaltninger, jf. afsnit 3.2.

Analyserne i denne redegørelse baserer sig på centralt indsamlede registerdata om de tre

overordnede målgrupper blandt personer, der modtager sociale indsatser. Personer, der

modtager sociale indsatser på et givet tidspunkt, vil imidlertid kun udgøre en del af det

samlede antal af personer med sociale eller handicaprelaterede problemer, da ikke alle

personer med sociale problemer eller handicap modtager sociale indsatser efter

serviceloven.

De forskellige velfærdsordninger i det danske samfund favner en bred vifte af borgere med

sociale eller handicaprelaterede problemstillinger, der på den ene eller anden måde får og

kan få hjælp. Det kan være på det almene område, fx i dagtilbud og på skoler, på

uddannelsessteder og i sundhedssystemet. Eller på det specialiserede socialområde, som

denne redegørelse handler om.

Herudover kommer hele den frivillige sociale indsats, hvoraf en del understøttes økonomisk

af det offentlige, både kommunalt og med centralt afsatte midler. Der vil også være personer

med særlige sociale problemer eller handicap, som finder hjælp til at løse deres problemer i

personlige netværk eller modtager privat hjælp og støtte, som de selv finansierer.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Når der i denne redegørelse er valgt en afgrænsning med udgangspunkt i personer, der

modtager indsatser efter serviceloven, skyldes det flere forhold. For det første skal

analyserne i redegørelsen understøtte politikudviklingen på det specialiserede socialområde

ved at skabe mere viden om den socialpolitiske indsats og resultaterne af de mange

ressourcer, som anvendes på området. For det andet findes der ikke nogen entydig definition

af, hvad det vil sige at være socialt udsat eller at have et handicap. For det tredje findes der

som hovedregel kun registerbaserede oplysninger om udsatte voksne, herunder voksne med

psykiske vanskeligheder og voksne med handicap, hvis de modtager en ydelse efter

serviceloven eller sundhedsloven.

Selvom der ikke findes præcise opgørelser over personer med sociale eller handicap-

relaterede problemstillinger, er det muligt at foretage skøn for en række målgrupper ud fra

forskellige typer af oplysninger, herunder spørgeskemaundersøgelser. Særligt for hjemløse

udgør hjemløsetællingerne, der er gennemført hvert andet år siden 2007, et godt grundlag for

at skønne over gruppens samlede størrelse.

Når det gælder skøn over forskellige grupper med sociale eller handicaprelaterede

problemstillinger mv. i befolkningen, skal man være opmærksom på, at der kan være store

forskelle i data- og metodegrundlaget for opgørelsen af grupperne. Det betyder, at man skal

være varsom med at foretage direkte sammenligninger af gruppernes størrelse.

Tabel 3.1 viser eksempler på skøn, der er foretaget over størrelsen på grupper af personer

med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger mv.

Tabel 3.1

Eksempler på skøn for grupper med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger mv.

Grupper

Hjemløse*

Personer med selvvurderet større handicap

eller længerevarende helbredsproblemer

Personer, der prostituerer sig**

Personer udsat for fysisk vold fra en

partner***

Skøn

6.600

381.000

Mindst 2.900

57.000

Skønnet er foretaget i

2017

2016

2013-2014

2017

Noter: *) Kortlægningen foretages som en tælling i én uge og giver derfor et øjebliksbillede af omfanget af

hjemløshed, og antallet af personer berørt af hjemløshed i løbet af året er derfor højere end det registrerede antal

i tællingsugen. **) Skønnet over antallet af prostituerede er et minimumsskøn. ***) Personer udsat for fysisk vold

fra en partner omfatter skøn for både mænd (ca. 19.000 personer) og kvinder (ca. 38.000 personer).

Kilde: VIVE (2017). Socialstyrelsen (2015), Statens Institut for Folkesundhed (2018), og SFI (2017).

De følgende afsnit ser nærmere på antallet af modtagere af sociale indsatser blandt udsatte

børn og unge, udsatte voksne og voksne med handicap, herunder udviklingen de senere år

samt underretninger om børn og unge.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

3.2

Målgrupper og indsatser på børne- og

ungeområdet

Udsatte børn og unge er i denne redegørelse afgrænset til børn og unge, der modtager en

social foranstaltning i 0-22-årsalderen efter servicelovens bestemmelser om særlig støtte til

børn og unge.

Hvis et barn eller en ung person under 18 år har brug for særlig støtte, skal kommunen

undersøge forholdene og iværksætte en eller flere relevante foranstaltninger. En

foranstaltning kan enten være en forebyggende indsats eller en anbringelse uden for

hjemmet.

Eksempler på forebyggende indsatser er familiebehandling, aflastningsophold og en fast

kontaktperson. Anbringelser uden for hjemmet kan eksempelvis være i en plejefamilie, på en

døgninstitution eller på et socialpædagogisk opholdssted. Behovet for støtte kan skyldes

forhold i familien, fx at forældrene af forskellige årsager ikke kan varetage omsorgen for

barnet, eller forhold der knytter sig til barnet eller den unge selv, fx adfærdsmæssige

vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Udsatte unge, der modtager en foranstaltning i 18-22-årsalderen, omfatter personer i såkaldt

efterværn. Her handler den sociale indsats primært om at sikre en god overgang til et

selvstændigt voksenliv. Den unge kan fx få rådgivning og hjælp fra en fast støtte- eller

kontaktperson, eller der kan være tale om en gradvis udslusningsordning fra et tidligere

anbringelsessted.

Børn og unge, der i 2016 modtog en social foranstaltning i 0-22-årsalderen, udgjorde 4,1 pct.

af alle børn og unge i Danmark, jf. figur 3.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.4

Udsatte børn og unge i 2016

Udsatte børn og unge

4,1 pct.

(67.100 personer)

Øvrige

95,9 pct.

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i 0-22-årsalderen var anbragt uden for hjemmet eller modtog en

forebyggende foranstaltning i løbet af 2016, og som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Alderen er opgjort

ultimo året, hvorfor nogle i gruppen er fyldt 23 år på opgørelsestidspunktet. Se i øvrigt bilag 2 for opgørelsen af

udsatte børn og unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Opgørelserne over udsatte børn og unge omfatter også børn og unge med handicap, der er

registreret som modtagere af forebyggende foranstaltninger eller er anbragt uden for

hjemmet, fordi de modtager indsatser efter de samme lovbestemmelser. Ud over disse

indsatser kan børn og unge med handicap også modtage indsatser, som er specifikt

tilrettelagt til denne målgruppe, eksempelvis særlige dagtilbud. Disse indsatser indgår ikke

alle i de eksisterende registerdata, ligesom det i dag ikke er muligt på baggrund af

registerdata at afgrænse børn og unge med handicap i den samlede gruppe af børn og unge,

der modtager forebyggende foranstaltninger eller er anbragte uden for hjemmet.

Børne- og Socialministeriets datastrategi omfatter etableringen af en registerbaseret statistik

om børn og unge, som modtager en indsats efter serviceloven på grund af handicap (se

kapitel 11 om Børne- og Socialministeriets datastrategi).

I boks 3.1 er der set nærmere på børn og unge, der modtager sociale foranstaltninger, hvor

der er indikationer på et handicap.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Boks 3.1

Sociale foranstaltninger til børn og unge med handicap

Statistikkerne om børn og unge med særlige behov omtales i daglig tale som statistikker om udsatte børn

og unge. Men børn og unge med handicap kan modtage hjælp og støtte efter de samme lovbestemmelser i

serviceloven som udsatte børn og unge, fx § 52, og børn med handicap indgår derfor i grundlaget for

statistikken om foranstaltninger til børn og unge med særlige behov.

Det er på baggrund af statistikkerne ikke muligt at afgrænse børn og unge handicap i den samlede gruppe

af børn og unge med særlige behov. Det er derfor heller ikke kortlagt, i hvilket omfang børn og unge med

handicap alene modtager støtte som følge af deres handicap eller også har behov for støtte af andre,

sociale årsager. Nedenfor undersøges indikatorer på handicap blandt alle børn og unge, der modtager en

foranstaltning. Indikationer på handicap omfatter her:

•

Udvalgte diagnoser (udviklingshæmning, Downs syndrom, cerebral parese og erhvervet hjerneskade)

•

Merudgiftsydelse (§ 41)

•

Handicapindsats som voksen

På baggrund af de udvalgte indikatorer skønnes det med betydelig usikkerhed, at omkring 25-30 pct. af

børn og unge i registrene om foranstaltninger har én eller flere indikationer på handicap. Det skal

understreges, at der alene er tale om eksplorative analytiske indikatorer og ikke et forsøg på en generel

registerbaseret definition af børn og unge med handicap. Det skal også understreges, at andelen med

indikation på handicap afhænger afgørende af, hvilke indikatorer der udvælges, og hvor ”brede” eller

”smalle” disse opgøres.

Tabel a

Andel med indikationer på handicap blandt børn og unge i statistikken om foranstaltninger til børn

og unge, 0-22 år, 2014

Børn og unge med indikation på handicap

0-22 år

Udvalgte diagnoser

Merudgiftsydelse (§ 41)

Handicapindsats som voksen

I alt med indikation på handicap

17-22 år

Udvalgte diagnoser

Merudgiftsydelse (§ 41)

Handicapindsats som voksen

I alt med indikation på handicap

12 pct.

20 pct.

11 pct.

30 pct.

11 pct.

19 pct.

4 pct.

25 pct.

Anm.: Alle udsatte børn og unge i alderen 0-22 år i 2014. Se bilag 3 for opgørelsen af handicap og bilag 4 for

opgørelsen af de udvalgte diagnoser.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Boks 3.1 (fortsat)

Diagnoserne er udvalgt ud fra en overvejelse om, at de må antages, at kunne være forbundet med et

handicap. Det skal dog understreges, at det ikke er alle med de udvalgte diagnoser, der har behov for

indsatser efter serviceloven.

Merudgiftsydelse (§ 41) er en ydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et

barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk

eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte

funktionsevne og ikke kan dækkes af anden lovgivning. Eksempler på merudgifter kan være kost- og

diætpræparater, medicin, befordring eller tøj.

Endelig omfatter sociale indsatser som voksen, at borgeren modtager en indsats efter servicelovens

voksenbestemmelser, hvor kommunen angiver borgerens målgruppe til fysisk eller kognitivt handicap.

Statistikken omfatter kun perioden 4. kvartal 2013-2. kvartal 2017, hvorfor denne indikation kun er

retvisende for de ældste børn og unge, der når at fylde 18 år i perioden.

Langt størstedelen af de børn og unge, der modtog en social foranstaltning i 2016, fik hjælp

og støtte i form af en forebyggende foranstaltning, hvoraf størstedelen er familierettede

indsatser. Omkring 43.500 børn og unge var omfattet af en familierettet forebyggende

foranstaltning, mens ca. 17.500 modtog en personrettet forebyggende foranstaltning. Cirka

14.500 børn og unge var anbragt uden for hjemmet, mens omkring 11.800 unge modtog en

social foranstaltning i 18-22-årsalderen som led i et efterværn, enten i form af en anbringelse

eller en forebyggende foranstaltning, jf. figur 3.5.

Figur 3.5

Udsatte børn og unge efter type af foranstaltning i 2016

1.000 personer

Anbragte

Forebyggende foranstaltning, Forebyggende foranstaltning,

personrettede

familierettede

Efterværn

1.000 personer

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i 0-22-årsalderen var anbragt uden for hjemmet eller modtog en

forebyggende foranstaltning i løbet af 2016, og som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Den samme person

kan have modtaget flere forskellige typer af foranstaltninger i løbet af året. Se i øvrigt anmærkningen til figur 3.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Det store omfang af familierettede indsatser afspejler blandt andet, at den sociale indsats til

udsatte børn og unge oftest går gennem familien. Her kan der eksempelvis være tale om

praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet eller anden familieorienteret rådgivning, der skal

klæde forældrene bedre på i forhold til at varetage forældrerollen, så de kan understøtte

barnets behov bedst muligt. En familierettet eller personrettet foranstaltning er ikke

nødvendigvis udtryk for, at der er store sociale problemer i hjemmet. Disse indsatser indgår

også som led i kommunernes tidlige forebyggende arbejde med henblik på at undgå, at små

problemer vokser sig store.

Antallet af børn og unge, der modtager en social indsats efter serviceloven, stiger gradvist

med alderen. Der er således færrest blandt de 0-5-årige og flest blandt de 15-18-årige, der

modtager en social foranstaltning, jf. figur 3.6.

Figur 3.6

Udsatte børn og unge efter alder ultimo 2016

1.000 personer

Alder, år

Anm.: Børn og unge i alderen 0-22 år, som har været anbragt uden for hjemmet eller modtaget en forebyggende

foranstaltning på et tidspunkt i løbet af 2016. Alderen er opgjort ultimo året. Det bemærkes, at en stor del af de

18-årige ultimo 2016 har modtaget foranstaltningen, før de fyldte 18 år i 2016. Der er i opgørelsen set bort fra

omkring 750 personer, der har modtaget en indsats som 22-årige, men er fyldt 23 år ultimo 2016. Se i øvrigt

anmærkningen til figur 3.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Børn og unge, der er blevet anbragt på et socialpædagogisk opholdssted på grund af et

fysisk eller psykisk handicap, vil i en vis udstrækning også indgå i gruppen.

Når antallet af sociale foranstaltninger stiger gradvist med alderen, skal det blandt andet ses i

lyset af, at nogle sociale problemer typisk først optræder eller bliver særligt tydelige i

teenageårene. Det kan eksempelvis være udadreagerende adfærd, psykiske vanskeligheder,

misbrug eller kriminel adfærd. Ligeledes kan det være udtryk for, at der indledningsvist har

været iværksat støtte efter anden lovgivning end serviceloven, men at det efter en periode

vurderes at være nødvendig med særlig støtte efter serviceloven. Når børn får iværksat en

social foranstaltning i en meget tidlig alder, vil det i mange tilfælde skyldes, at forældrene har

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

svært ved at magte forældrerollen og ikke i tilstrækkelig grad kan sikre barnets udvikling og

trivsel.

Blandt alle 0-11-årige udsatte børn og unge er det omkring 20 pct., der har været anbragt.

Blandt unge, der har modtaget en social foranstaltning op til de fylder 18 år, har omkring 36

pct. været anbragt uden for hjemmet. De restende 64 pct. har alene modtaget en

forebyggende foranstaltning, jf. figur 3.7.

Figur 3.7

Udsatte børn og unge efter type af foranstaltning og alder ultimo 2016

Pct.

100

Pct.

100

Anbragte

Forebyggende foranstaltninger

Anm.: Hvis en person både har været anbragt uden for hjemmet og modtaget en forebyggende foranstaltning i

løbet af 2016, indgår personen under ”anbragte” i opgørelsen. Alderen er opgjort ultimo året. Personer på 18 år

omfatter kun personer, der har været anbragt eller modtaget en forebyggende foranstaltning som 17-årige.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når omfanget af anbringelser er størst blandt unge i 17-18-årsalderen, skyldes det, at de kan

have mere omfattende problemer, som kræver en anbringelse uden for hjemmet, fx

udadreagerende adfærd, herunder kriminalitet.

Samlet set er antallet af børn og unge, der modtager en social foranstaltning, steget med

omkring 8.500 børn og unge fra 2014 til 2016, hvilket er en stigning fra ca. 59.000 børn og

unge i 2014 til omkring 67.100 i 2016, jf. figur 3.8.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.8

Udsatte børn og unge, 2014-2016

1.000 personer

2014

2015

2016

1.000 personer

Anm.: Se anmærkningen til figur 3.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen for den samlede gruppe af udsatte børn og unge er opgjort siden 2014, fordi

2014 er det første år, hvor der findes centralt tilgængelige registerdata for forebyggende

familierettede foranstaltninger.

Stigningen fra 2014 til 2016 skyldes især en stigning i antallet af børn og unge, der modtager

en familierettet forebyggende foranstaltning, fra ca. 36.000 i 2014 til ca. 43.500 i 2016.

Antallet af 0-17-årige børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet eller modtager en

personrettet forebyggende foranstaltning, har derimod ligget nogenlunde stabilt, jf. figur 3.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.9

Udsatte børn og unge efter type af

foranstaltning, 2014-2016

1.000 personer

Anbragte

Forebyggende Forebyggende

foranstaltning, foranstaltning,

personrettede familierettede

Efterværn

Figur 3.10

Børn og unge omfattet af en familierettet

forebyggende foranstaltning i 2014-2016

1.000 personer

Familierettet

foranstaltning,

inklusiv § 11

2014

Familierettet

foranstaltning,

eksklusiv § 11

2016

1.000 personer

2014

2016

Anm.: En person kan have modtaget forebyggende familierettede foranstaltninger efter flere forskellige

paragraffer i serviceloven. Forskellen i opgørelsen af familierettede foranstaltninger inklusiv og eksklusiv § 11 er

derfor ikke udtryk for det samlede antal personer, der har modtaget en familierettet foranstaltning efter § 11.

Opgørelsen af indsatser efter § 11 beror alene på kommunernes frivillige indberetninger. Se i øvrigt

anmærkningen til figur 3.6.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i de familierettede forebyggende foranstaltninger skyldes i høj grad, at

kommunerne gradvist indberetter flere forebyggende indsatser efter servicelovens § 11.

Disse indsatser kan eksempelvis omfatte familieorienteret rådgivning, herunder rådgivning og

støtte til børn og unge, der vokser op i hjem med sociale problemer. Det kan imidlertid også

omfatte støtte og hjælp til forældre med børn, der har en funktionsnedsættelse.

Der er ikke nogen indberetningspligt, hvis en kommune giver støtte efter servicelovens § 11,

og opgørelser af disse indsatser beror af den grund alene på kommunernes frivillige

indberetninger. Når der er sket en markant stigning i antallet af forebyggende indsatser efter

§ 11, kan en del af forklaringen derfor være, at kommunerne i højere grad vælger at

indberette disse indsatser til Danmarks Statistik. En anden mulig forklaring kan være, at

kommunerne i højere grad anvender forebyggende indsatser efter § 11 som led i det tidlige

forebyggende arbejde med udsatte unge.

Ser man bort fra de frivillige indberetninger af indsatser efter § 11, har antallet af børn og

unge, der har modtaget en familierettet forebyggende foranstaltning, ligget nogenlunde stabilt

på omkring 32.000 personer i perioden 2014-2016, jf. figur 3.10.

På baggrund af satspuljeaftalen for 2019 arbejder Børne- og Socialministeriet på at gøre det

obligatorisk for kommunerne at indberette forebyggende indsatser efter servicelovens § 11,

så der tilvejebringes et mere retvisende billede af, hvilke og hvor mange indsatser

kommunerne iværksætter (se også kapitel 11 om Børne- og Socialministeriets datastrategi).

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Ser man isoleret på anbragte børn og unge, er det muligt at følge udviklingen over en

længere periode. Fra 2007 til 2016 er det samlede antal anbragte børn og unge faldet fra

ca.15.750 børn i 2010 til i størrelsesordenen 14.300 i 2016, jf. figur 3.11.

Figur 3.11

Antal anbragte børn og unge efter type af

anbringelsessted, 2007-2016

1.000 personer

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

I alt

1.000 personer

Figur 3.12

Anbragte børn og unge efter type af

anbringelsessted ultimo 2016

Døgninstitution/

opholdssted mv.

36 pct.

Plejefamilie

64 pct.

Anm.: Figur 3.11 omfatter børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år i løbet af et

givent år. Nogle børn og unge har både været anbragt i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i

samme år og kan således indgå to gange i opgørelsen. Figur 3.12 er opgjort pr. 31. december 2016

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen dækker over en stigning i antallet af børn og unge anbragt i plejefamilie fra

omkring 7.000 i 2007 til ca. 8.700 i 2016, mens antallet af anbragte på døgninstitutioner og

opholdssteder mv. er faldet fra ca. 8.750 i 2007 til ca. 6.000 i 2016.

Det betyder, at omkring 64 pct. af alle anbragte ved udgangen af 2016 var anbragt i en

plejefamilie, jf. figur 3.12.

Faldet i det samlede antal anbragte børn og unge skyldes i høj grad, at antallet af iværksatte

anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv. faldt fra 2007 til 2013. Fra 2014 til

2016 er der hvert år iværksat i størrelsesordenen 1.700 anbringelser på døgninstitutioner og

opholdssteder mv. Fra 2007 til 2016 er der hvert år iværksat i størrelsesordenen 1.000

anbringelser i plejefamilier, jf. figur 3.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.13

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge,

2007-2016

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Figur 3.14

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge

efter type af anbringelsessted, 2007-2016

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

Anm.: Opgjort på baggrund af børn og unge med iværksat anbringelse, der indgår i befolkningsregisteret ultimo

året. For så vidt angår opgørelsen af anbringelser efter type i figur 3.14, har enkelte personer både fået iværksat

en anbringelse i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i samme år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er særligt de helt unge børn, der bliver anbragt i plejefamilier. Når det samlede antal

anbragte børn og unge i plejefamilier er højere end antallet af anbragte på døgninstitutioner

og opholdssteder mv. til trods for, at kommunerne i højere grad iværksætter anbringelser på

døgninstitutioner, skyldes det, at anbringelser i plejefamilier typisk har en længere varighed.

Det er blandt andet fordi, det typisk er børn og unge over 12 år, der anbringes på

opholdssteder og døgninstitutioner mv., hvorfor den gennemsnitlige anbringelse på

opholdssteder og døgninstitutioner mv. typisk er af kortere varighed end anbringelser i

plejefamilier. Dertil kommer, at opholdssteder og døgninstitutioner mv. oftest anvendes ved fx

udredning af børn og unge, der typisk er af kortere varighed.

Det samlede fald i antallet af iværksatte anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder

mv. siden 2007 er sket på tværs af alle aldersgrupper, men faldet er størst blandt de 12-17-

årige. Der anbringes dog stadig markant flest børn og unge i 12-17-årsalderen.

Antallet af iværksatte anbringelser blandt de 12-17-årige på døgninstitutioner og

opholdssteder mv. er således faldet fra ca. 2.100 iværksatte anbringelser i 2007 til ca. 1.400

iværksatte anbringelser i 2016, jf. figur 3.15.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.15

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge,

døgninstitutioner og opholdssteder mv.

Iværksatte anbringelser

2.500

2.000

1.500

1.000

500

0-5 år

2007

6-11 år

2011

12-17 år

2016

Iværksatte anbringelser

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Figur 3.16

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge,

plejefamilier

Iværksatte anbringelser

2.500

2.000

1.500

1.000

500

0-5 år

2007

6-11 år

2011

12-17 år

2016

Iværksatte anbringelser

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Anm.: Alder opgjort ved iværksættelsestidspunktet. Børn, hvor anbringelsen er registreret før fødslen, er opgjort

som 0-årige. Se i øvrigt anmærkningen til figur 3.13 og 3.14.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

3.3

Underretninger om børn og unge

Hvis man som borger bliver bekymret for et barns trivsel og udvikling, har man pligt til at

underrette kommunen herom. Fagpersoner i fx skolen og sundhedsvæsenet er desuden

underlagt en skærpet underretningspligt, hvis de får kendskab til eller har grund til at antage,

at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte. Underretningerne udgør derfor en

central rolle i kommunernes arbejde med tidlig opsporing af børn og unge, der kan have

behov for særlig støtte.

En underretning er imidlertid ikke ensbetydende med, at barnet eller den unge nødvendigvis

har brug for hjælp og støtte af kommunen. Når kommunerne modtager en underretning, skal

de afklare, om barnet eller den unge har behov for støtte efter serviceloven. Kommunerne er

ligeledes forpligtet til inden for 24 timer at vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller

udvikling er i fare, og om der derfor er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger efter

serviceloven over for barnet.

Kommunerne har også mulighed for at hjælpe børn og unge på andre måder end efter

serviceloven. Der kan også iværksættes støtte til børn og unge med hjemmel i

dagtilbudsloven eller folkeskoleloven, for eksempel ekstra støttepædagog til børn i dagtilbud.

En henvendelse fra kommunen til barnets skole kan også få skoleledelsen til at indgå i en

dialog med barnets forældre med henblik på at få løst eventuelle udfordringer i relation til

barnets skolegang, herunder sætte fokus på barnets trivsel og udvikling.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Siden 1. april 2014 har kommunerne indberettet oplysninger om antallet af underretninger til

underretningsstatistikken. I dette kapitel er der fokuseret på underretninger i perioden 2015-

2017, da der i disse år er indberettet underretninger for hele året.

I 2017 blev der underrettet ca. 117.400 gange om børn og unge i 0-17-årsalderen. Det er ca.

20.500 flere underretninger end i 2015, hvor der blev underrettet ca. 96.900 gange, jf. figur

3.17.

Figur 3.17

Antal underretninger om børn og unge, 2015-

2017

1.000 underretninger

140

120

100

2015

2016

2017

1.000 underretninger

140

120

100

Figur 3.18

Antal børn og unge, der er modtaget

underretninger om, 2015-2017

1.000 personer

140

120

100

2015

2016

2017

1.000 personer

140

120

100

Anm.: Underretninger om 0-18-årige børn og unge. Opgørelsen omfatter også underretninger om ufødte børn

samt børn og unge med uoplyst alder. Der kan være foretaget flere underretninger om samme barn elle ung.

Danmarks Statistik bemærker, at antallet af underretninger er underestimeret for enkelte kommuner. Danmarks

Statistik oplyser også, at man ved sammenligning af data for 2015, 2016 og 2017 skal være opmærksom på, at

kvalitetssikringen af data løbende er blevet mere intensiv.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1 og UND2).

Stigningen i antallet af underretninger kan afspejle et øget fokus på tidlig opsporing i

kommunerne. Samtidig skal det bemærkes, at stigningen i antallet af underretninger skal

læses med det forbehold, at kvalitetssikringen af data er blevet mere intensiv fra 2016 og

frem. Noget af udviklingen kan derfor også forklares ved, at datakvaliteten på området er

blevet bedre.

Kommunerne kan modtage flere underretninger om samme barn eller ung. De ca. 117.400

underretninger i 2017 fordelte sig på omkring 70.000 børn og unge, hvilket er en stigning på

ca.10.000 personer siden 2015, jf. figur 3.18.

Når kommunen modtager flere underretninger om et barn eller en ung, kan det dække over

en række forskellige situationer og forløb. Det kan fx være forskellige personer, der kontakter

kommunen uafhængigt af hinanden med den samme bekymring på baggrund af en konkret

situation, eller underretninger om to vidt forskellige situationer eller forhold, som ikke

umiddelbart er relaterede, men omhandler samme barn eller ung. Det kan også være

personer, der foretager en underretning i relation til en tidligere underretning, fordi personen

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

ikke er opmærksom på de undersøgelser, som kommunen har iværksat på baggrund af den

første underretning.

Antallet af underretninger stiger, i takt med at børnene og de unge bliver ældre, og topper

omkring 15-årsalderen. Når der bliver underrettet mest om de 12-17-årige børn og unge,

afspejler det blandt andet, at nogle problemer typisk optræder eller bliver særligt tydelige i

teenageårene. Der kan fx være tale om udadreagerende adfærd, psykiske vanskeligheder,

misbrug eller kriminel adfærd.

I 2017 blev der foretaget i størrelsesordenen 8-10.000 underretninger for hver årgang blandt

børn og unge i 14-17-årsalderen, jf. figur 3.19.

Figur 3.19

Antal underretninger om børn og unge efter alder, 2017

1.000 underretninger

Ufødt

1.000 underretninger

Anm.: Opgørelsen omfatter ikke underretninger, hvor alderen er uoplyst. Alder er opgjort ultimo året.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1)

I de fleste tilfælde er det en fagperson fra et dagtilbud, en skole eller sundhedsvæsenet, der

underetter myndighederne, hvis de bliver opmærksomme på bekymrende forhold vedrørende

barnets eller den unges udvikling og trivsel.

Blandt børn i 0-5-årsalderen er det særligt sundhedsvæsenet og dagtilbud mv., der

underretter. Mens det blandt børn og unge på 6 år og derover oftest er sundhedsvæsenet og

skoler, der underretter, jf. tabel 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 3.2

Underretninger om børn og unge i 2017 efter, hvem der har underrettet myndighederne

0-5 år

6-11 år

12-18 år

I alt

------------------------------- Pct. -------------------------------

Skole

Sundhedsvæsenet, herunder

sundhedsplejerske el. tandlæge

Familie, barn selv eller

bekendtskabskreds

Politi eller domstol

Dagpleje, daginstitution, fritidshjem,

klub eller SFO

Mellemkommunal underretning eller

anden kommunal forvaltning

Forening, frivillige organisation eller

krisecenter

Anbringelsessted

Anonym underretning

Øvrige

I alt

100

Anm.: 0-5-årige omfatter også ufødte børn, hvis der er underrettet om vordende forældre. I alt omfatter også børn

og unge med uoplyst alder.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

Den store andel af underretninger fra sundhedsvæsenet, dagtilbud og skoler skal blandt

andet ses i lyset af, at fagpersoner som eksempelvis pædagoger og folkeskolelærere efter

serviceloven har en skærpet underretningspligt, jf. boks 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Boks 3.2

Lovgivning om underretninger om børn og unge

En underretning er en henvendelse til en relevant myndighed, der indeholder en bekymring for et barns eller

en ungs trivsel og udvikling. Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted, og der kan

således underrettes både skriftligt og mundtligt.

Der er forskellige kriterier for, hvornår der skal underrettes alt efter, om man er fagperson eller en almindelig

borger. Den generelle underretningspligt efter servicelovens § 154 indebærer, at enhver, der får kendskab

til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller

nedværdigende behandling, eller som lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare,

har pligt til at underrette kommunen.

For fagpersoner gælder en skærpet underretningspligt efter servicelovens § 153, hvormed personer, der

udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, har pligt til at underrette kommunen, hvis de under udøvelsen

af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte

at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres

forhold

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den

unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten

at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb

Kommunen skal senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning vurdere, om barnets eller den unges

sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for straks at iværksætte akutte foranstaltninger

over for barnet eller den unge.

Kommunen skal endvidere sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af alle indkomne

underretninger med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Støtten kan

fx omfatte pædagogisk støtte, familiebehandling, psykologhjælp eller anbringelse uden for hjemmet i en

plejefamilie eller på en institution.

100

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

3.4

Målgrupper og indsatser på voksenområdet

Målgruppen for sociale indsatser på voksenområdet er voksne med brug for hjælp og støtte

til at kunne klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Der

skelnes i redegørelsen mellem udsatte voksne og voksne med handicap.

Udsatte voksne,

der modtager en social indsats, omfatter socialt udsatte voksne og voksne

med psykiske vanskeligheder over 18 år, som modtager hjælp og støtte efter serviceloven

eller sundhedsloven (for så vidt angår alkoholbehandling) på grund af psykiske

vanskeligheder eller særlige sociale problemer. Det gælder blandt andet personer, der

modtager en indsats på grund af hjemløshed, stofmisbrug eller alkoholafhængighed. Socialt

udsatte voksne og voksne med psykiske vanskeligheder kan også modtage eksempelvis

socialpædagogisk støtte i eget hjem og aktivitets- og samværstilbud. Udsatte voksne er en

meget forskelligartet gruppe af personer. For nogle er der tale om en enkeltstående og

afgrænset problemstilling, som ikke umiddelbart har økonomiske, uddannelsesmæssige eller

arbejdsmæssige konsekvenser. For andre har de sociale problemer en karakter, der i mange

tilfælde vil kræve en intensiv og vedvarende støtte.

Voksne med handicap,

der modtager en social indsats, omfatter personer over 18 år, som får

støtte eller hjælp efter serviceloven på grund af en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse.

Fysiske handicap omfatter blandt andet forskellige former for syns- og hørenedsættelser

samt mobilitetshandicap, der påvirker evnen til at bevæge sig, fx muskelsvind og

rygmarvsskader. ADHD, autisme, hjerneskade og udviklingshæmning er eksempler på

kognitive funktionsnedsættelser. Indsatserne rettet mod voksne med handicap omfatter

blandt andet socialpædagogisk støtte, beskyttet beskæftigelse, ledsageordning og forskellige

former for botilbud.

Opgørelserne omfatter ikke alle voksne, der har modtaget en social indsats. Særligt blandt

personer med handicap er der tale om et underkantsskøn, idet det ikke er alle indsatser og

ydelser til personer med handicap, der skal indberettes til den statistik, der udgør

datagrundlaget for opgørelsen. Eksempelvis er det ikke obligatorisk for kommunerne at

indberette visitation af hjælpemidler og dækning af nødvendige merudgifter.

Som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi er der i 2018 indhentet data fra

kommunerne om tildeling af hjælpemidler. Der er tale om et pilotprojekt, og data er aktuelt

ved at blive valideret. Det er planen, at disse oplysninger fremover kommer til at danne

grundlag for opgørelsen af den samlede gruppe af personer med handicap. Det samme gør

sig gældende for kvinder med ophold på kvindekrisecentre, hvor der findes registerdata om

gruppen fra 2017 og frem, jf. også kapitel 11 om Børne- og Socialministeriets datastrategi.

Der er set nærmere på kvinder på kvindekrisecentre i kapitel 10, hvor der på baggrund af den

nye kvindekrisecenterstatistik for første gang er udarbejdet en bred karakteristik af

målgruppen, på baggrund af fuldt dækkende registerdata.

Der registreret omkring 111.700 personer i 2016, der modtager sociale indsatser efter

serviceloven på grund af et handicap, psykiske vanskeligheder eller særligt sociale

problemer. Det svarer til omkring 2,4 pct. af hele den danske befolkning på 18 år eller

derover, jf. figur 3.20.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

101

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.20

Voksne modtagere af sociale indsatser, 2016

Modtager social

indsats

2,4 pct.

(111.700 personer)

Figur 3.21

Samlet antal modtagere af sociale indsatser i

2016, opdelt efter målgruppe

1.000 personer

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Øvrige

96,8 pct.

Anm.: Personer kan modtage flere forskellige indsatser og dermed indgå i flere målgrupper. Opgørelsen omfatter

personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Målgrupperne fysisk handicap,

kognitivt handicap og psykiske vanskeligheder er opgjort på baggrund af de 55 kommuner, der har godkendt

deres indberetninger til De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, hvor der er opregnet til

landsplan på baggrund af antallet 18-64-årige i disse kommuner. Se i øvrigt bilag 3 om modtagere af sociale

indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Personer med kognitivt handicap og sociale problemer udgør de to største grupper med 42-

43.000 personer, jf. figur 3.21.

Indholdet og formålet med de sociale indsatser afhænger i høj grad af den enkelte borgers

konkrete livssituation og behov. Voksne modtagere af indsatser efter serviceloven er en

meget heterogen gruppe. I redegørelsen inddrages en række udvalgte diagnoser stillet i

forbindelse med kontakt til sygehusvæsenet til at belyse den store forskellighed.

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig

kobling mellem en diagnose og borgerens konkrete funktionsnedsættelse. Og der kan ikke

sættes lighedstegn mellem det forhold, at borgeren på et tidspunkt har fået stillet en

diagnose, og så det forhold, at borgeren aktuelt har en nedsat funktionsevne, der gør det

nødvendigt at modtage hjælp og støtte. Det er altid en konkret og individuel vurdering af

borgerens samlede funktionsevne, der er udgangspunktet for, at borgeren visiteres til en

indsats efter serviceloven og aldrig en diagnose i sig selv.

Samtidig vil forekomsten af de udvalgte diagnoser være undervurderet, da kontakter til og

behandling hos egen læge og privatpraktiserende speciallæge ikke indgår. Men diagnoserne

er ikke desto mindre et nyttigt analytisk værktøj til at belyse forskellene blandt voksne, der

har behov for støtte og hjælp efter serviceloven.

102

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Man skal være opmærksom på, at analyserne udelukkende omfatter modtagere af indsatser

efter serviceloven med de pågældende diagnoser. Det er langt fra alle med fx ADHD eller

epilepsi, der modtager en indsats efter serviceloven. Modtagerne af indsatser efter

serviceloven må antages at omfatte personer med de mest betydelige

funktionsnedsættelser blandt alle med diagnosen.

Den største diagnosegruppe blandt personer med kognitivt handicap er udviklingshæmning.

Omkring 30 pct. af personerne med kognitivt handicap har udviklingshæmning. Andre store

diagnosegrupper blandt personerne med kognitivt handicap er epilepsi, erhvervet

hjerneskade, autisme og ADHD. Blandt personer med fysisk handicap er de største

diagnosegrupper erhvervet hjerneskade, epilepsi og udviklingshæmning, jf. tabel 3.3.

Tabel 3.3

Udvalgte diagnoser blandt voksne modtagere af sociale indsatser efter målgruppe, 2016

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

Problemer

----------------------------- Pct. -----------------------------

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese

Downs

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

I alt*

Note: *) Den samme borger kan have modtaget flere diagnoser, hvorfor diagnosegrupper ikke summer til i alt.

Anm.: 18 år og derover ultimo 2016. ADHD, autisme, cerebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet hjerneskade og

udviklingshæmning er baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995-2016.

Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spiseforstyrrelser mv.

og personlighedsforstyrrelser mv. er baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i perioden 2012-2016. Se i

øvrigt anmærkningen til figur 3.20 og 3.21 samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

103

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Blandt personerne med psykiske vanskeligheder er den største diagnosegruppe skizofreni

mv. Omkring 35 pct. har fået stillet en diagnose for skizofreni inden for de seneste 5 år.

Øvrige store diagnosegrupper blandt personerne med psykiske vanskeligheder er depression

mv., angst mv. og personlighedsforstyrrer mv. Blandt personer med psykiske vanskeligheder

ser man også, at omkring 20 pct. har en diagnose for psykiske lidelser eller adfærdsmæssige

forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol eller andre psykoaktive stoffer. For gruppen af

personer med sociale problemer, er de største diagnosegrupper adfærdsmæssige

forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol eller andre psykoaktive stoffer og angst mv.

Mange indsatser efter serviceloven er rettet mod både personer med fysiske og psykiske

funktionsnedsættelser og særlige sociale problemer og er dermed i udgangspunktet ikke

rettet én bestemt målgruppe. Eksempelvis kan både personer med handicap og udsatte

voksne modtage socialpædagogisk støtte eller et botilbud.

I det følgende ses der nærmere på de største indsatser til udsatte voksne og voksne med

handicap. Personer med fysisk og kognitivt handicap bliver opgjort samlet som voksne med

handicap, da der er få i gruppen af fysisk handicap. Dette skyldes blandt andet, at

hjælpemidler og merudgiftsydelser som nævnt ikke indgår i datagrundlaget.

Socialpædagogisk støtte er den indsats, som flest personer modtager. I 2016 modtog

omkring 41.000 socialpædagogisk støtte, hvoraf omkring 20.200 modtog indsatsen på grund

af et handicap, og omkring 21.300 modtog indsatsen på grund af psykiske vanskeligheder, jf.

tabel 3.4.

104

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 3.4

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet i 2016, opdelt efter målgrupper

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Handicap

Samlet

------------------------------------ Antal------------------------------------

Modtagere i alt

Udvalgte indsatser:

Socialpædagogisk støtte*

Botilbud**

Stofmisbrugsbehandling***

Aktivitets- og samværstilbud

Alkoholbehandling

Beskyttet beskæftigelse

Ledsageordning

Herberg og forsorgshjem****

Kvindekrisecentre*****

20.200

17.900

12.900

8.400

9.000

21.300

7.100

4.200

1.600

200

5.100

2.800

17.300

900

14.500

400

100

6.200

1.500

41.000

24.700

17.300

16.700

14.500

9.800

9.100

6.200

1.500

50.800

31.200

42.400

111.700

Note: *) Opgjort eksklusiv, hvor der til ydelsen er registreret, at den leveres på et botilbud, samt hvor personen i

samme kalenderår er registreret med både et midlertidigt eller længerevarende botilbud. **) Botilbud omfatter

midlertidigt og længerevarende ophold samt socialpædagogisk støtte i botilbud. Registreringspraksis i forhold til

socialpædagogisk støtte og botilbud varierer, og der kan være usikkerhed forbundet med opgørelsen ***) Opgjort

for 2017. ****) Opgjort for 2015 på baggrund af statistikbanken (BOF11B). *****) Opgjort for 2017 og indgår ikke i

det samlede antal modtagere.

Anm.: Der er tale om udvalgte indsatser, der således ikke summer til modtagere i alt. Personerne kan modtage

flere forskellige indsatser og vil dermed indgå i flere af målgrupperne. Opgørelsen omfatter personer på 18 år

eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Se i øvrigt anmærkningen til figur 3.20 og 3.21 samt

bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Den næststørste indsats er botilbud. Botilbud omfatter her både midlertidige og

længerevarende botilbud samt borgere, der er registreret som modtagere af

socialpædagogisk støtte på et botilbud. Botilbud er særligt udbredt blandt personer med

handicap og til dels blandt personer med psykiske vanskeligheder. De øvrige store indsatser

er aktivitets- og samværsydelse, alkoholbehandling efter sundhedsloven og

stofmisbrugsbehandling.

Voksne modtagere af indsatser efter serviceloven fordeler sig over de fleste aldersgrupper

fra 18 år og opefter, dog med en tendens til, at der er flest i aldersgruppen 18-29 år. Gruppen

af unge er særligt stor blandt personer i stofmisbrugsbehandling og kvinder på

kvindekrisecentre, hvor 18-29-årige udgør over en tredjedel af personerne, jf. tabel 3.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

105

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 3.5

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet i 2016, opdelt efter alder

60 år eller

derover

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

I alt

--------------------------------------- Pct. ---------------------------------------

Modtagere i alt

Udvalgte indsatser:

Socialpædagogisk støtte*

Botilbud**

Stofmisbrugsbehandling***

Aktivitets- og samværstilbud

Alkoholbehandling

Beskyttet beskæftigelse

Ledsageordning

Herberg og forsorgshjem****

Kvindekrisecentre*****

100

Note: *) Opgjort eksklusiv, hvor der til ydelsen er registreret, at den leveres på et botilbud, samt hvor personen i

samme kalenderår er registreret med både et midlertidigt eller længerevarende botilbud. **) Botilbud omfatter

midlertidigt og længerevarende ophold samt socialpædagogisk støtte i botilbud. Registreringspraksis i forhold til

socialpædagogisk støtte og botilbud varierer, og der kan være usikkerhed forbundet med opgørelsen ***) Opgjort

for 2017. ****) Opgjort for 2015 på baggrund af statistikbanken (BOF11B). *****) Opgjort for 2017 og indgår ikke i

det samlede antal modtagere.

Anm.: Der er tale om udvalgte indsatser, der således ikke summer til modtagere i alt. Personerne kan modtage

flere forskellige indsatser og vil dermed indgå i flere af målgrupperne. Opgørelsen omfatter personer på 18 år

eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Se i øvrigt anmærkningen til figur 3.20 og 3.21 samt

bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Alkoholbehandling og ledsageordning adskiller sig fra de andre større indsatser, ved at der er

relativt færre 18-29-årige.

Antallet af voksne, der modtager en indsats efter serviceloven, er steget fra 2014 til 2016.

Mens der i 2014 var registreret omkring 103.600 personer, var der i 2016 registeret omkring

111.800 personer. Det svarer til en stigning på omkring 8.100 personer, og stigningen er sket

på tværs af alle målgrupperne, jf. figur 3.22 og 3.23.

106

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.22

Udvikling i samlet antal voksne modtagere af

indsatser efter serviceloven, 2014-2016

1.000 personer

120

100

2014

2015

2016

1.000 personer

120

100

Figur 3.23

Voksne modtagere af indsatser efter

serviceloven efter målgruppe, 2014 og 2016

1.000 personer

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

1.000 personer

2014

2016

Anm.: Se anmærkningen til figur 3.20 og 3.21 samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når flere personer er registreret som modtagere af sociale indsatser, kan det skyldes, at der

er kommet flere udsatte mennesker og mennesker med handicap. Men det kan også afspejle

en styrket indsats fra kommunernes side, herunder en mere opsøgende indsats, samt

arbejdet i regi af Børne- og Socialministeriets datastrategi med at forbedre kommunernes

registreringspraksis.

Det skal dog samtidigt understreges, at der på kommunalt niveau er en tydelig sammenhæng

mellem stigningen i antallet af helårsmodtagere af socialpædagogisk støtte og botilbud på

den ene side og så kommunens udgifter til socialpædagogisk støtte og botilbud. Det

indikerer, at dele af stigningen i antallet af modtagere formentligt udtrykker en reel tilgang af

borgere. Dette er også meldingen fra flere kommuner, der over de seneste år har oplevet et

udgiftspres på det specialiserede socialområde, jf. regeringens og KLs pjece

Styring af det

specialiserede voksenområde – cases og værktøjer

(Finansministeriet mfl., 2017). Se også

kapitel 4 om udgifter til sociale indsatser.

Det stigende antal modtagere ses på tværs af aldersgrupper. I 2016 var andelen af 18-29-

årige, der modtog en social indsats på voksenområdet, steget til ca. 3,6 pct. af befolkningen i

samme aldersgruppe. For aldersgrupperne 30-39 år, 40-49 år og 50-59 år var andelene

steget til mellem 2,7 og 2,9 pct. af befolkningen i de samme aldersgrupper, jf. figur 3.24 og

3.25.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

107

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.24

Samlet antal voksne modtagere af sociale

indsatser i 2014 og 2016, opdelt efter alder

1.000 personer

18-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60 år eller

derover

2014

2016

1.000 personer

Figur 3.25

Andel af befolkningen, der modtager sociale

indsatser i 2014 og 2016, opdelt efter alder

Pct.

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

18-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60 år eller

derover

2014

2016

Pct.

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Se anmærkningen til figur 3.20 og 3.21 samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen fra 2014 til 2016 i antallet af modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

dækker særligt over, at der er flere modtagere af socialpædagogisk støtte. Samlet set kan

størstedelen af stigningen tilskrives en stigning i antallet af personer, der modtager

socialpædagogisk støtte, botilbud og aktivitets- eller samværsydelse.

Fra 2014 til 2016 er antallet, der modtager socialpædagogisk støtte, steget med omkring

4.500 personer. Antallet af personer, der modtager botilbud eller aktivitets- og

samværsydelse, er steget med omkring henholdsvis 1.800 personer og 1.000 personer, jf.

figur 3.26.

108

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 3.26

Udvikling fra 2014 til 2016 i antallet af voksne

modtagere af udvalgte sociale indsatser, antal

1.000 personer

Social-

pædagogisk

støtte

Botilbud

Aktivitets- og

samværstilbud

I alt

Figur 3.27

Udvikling fra 2014 til 2016 i antallet af voksne

modtagere af udvalgte sociale indsatser, pct.

Pct.

Social-

pædagogisk

støtte

Botilbud

Aktivitets- og

samværstilbud

I alt

1.000 personer

Pct.

Anm.: En person kan have modtaget flere forskelige indsatser. Socialpædagogisk støtte, botilbud og aktivitets-

eller samværsydelse udgør de tre indsats, hvor der har været den største stigning. Der har også været en mindre

stigning for andre indsatser, hvorfor stigningen i de tre nævnte indsatser ikke summer til i alt. Se anmærkningen

til figur 3.20 og 3.21 samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpædagogisk støtte er den indsats, der er steget mest. Stigningen i antal modtagere af

socialpædagogisk støtte er sket på tværs af mål- og aldersgrupper, jf. figur 3.28 og 3.29.

Figur 3.28

Modtagere af socialpædagogisk støtte i 2014

og 2016, opdelt efter målgruppe

1.000 personer

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Figur 3.29

Modtagere af socialpædagogisk støtte i 2014

og 2016, opdelt efter alder

1.000 personer

18-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60 år eller

derover

2014

2016

1.000 personer

2014

2016

Anm.: Se anmærkningen til figur 3.20 og 3.21 samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det skal som tidligere bemærkes, at dele af stigningen kan skyldes registreringsmæssige

forhold, men at stigningen formentligt også er udtryk for en reel tilgang af borgere.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

109

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

4. Udgifter til sociale indsatser

I dette kapitel analyseres de samlede offentlige udgifter til sociale indsatser efter

serviceloven. Samtidig ses der nærmere på forskelle i udgifterne til forskellige typer af

indsatser og det individuelle udgiftstræk for borgere, der modtager sociale indsatser,

herunder på tværs af kommuner.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser vurderes at udgøre ca. 46 mia. kr. i

2017. Indsatserne til udsatte børn og unge tegnede sig for 16 mia. kr., mens indsatserne

til udsatte voksne og voksne med handicap udgjorde 29,9 mia. kr.

De samlede udgifter til det sociale område har ligget på et relativt stabilt niveau de

seneste år i perioden 2012-2017.

Ud af de samlede udgifter til udsatte børn og unge udgør udgifter til anbringelser

størstedelen. Der blev brugt 9,5 mia. kr. på anbringelsesområdet i 2017. De samlede

udgifter til udsatte børn og unge har ligget relativt stabilt de seneste år med en svag

tendens til stigning. Udgiftsudviklingen dækker over faldende udgifter til anbringelser og

stigende udgifter til forebyggende foranstaltninger.

De samlede udgifter til voksenområdet kan kun opgøres med forbehold, da der må

foretages en skønsmæssig afgrænsning af udgifter til handicapområdet mv. og

ældreområdet. Men en række kommuner oplever i stigende grad udfordringer med at

styre udgifterne til voksenområdet. Dette er blandt andet forårsaget af et oplevet

udgiftspres, herunder i forhold til udgifter til socialpædagogisk støtte.

De stigende udgifter til socialpædagogisk støtte kan ikke betragtes isoleret, idet

udgifterne til botilbud er faldet i samme periode på grund af en omlægning af

botilbudsområdet. Ikke desto mindre er der en tendens til, at kommuner, som har oplevet

en stigning i antallet af modtagere af botilbud og socialpædagogisk støtte, også har

oplevet en stigning i de samlede udgifter hertil. Det indikerer et reelt udgiftspres.

Der er stor forskel på enhedsudgifterne til de forskellige typer af sociale indsatser. Blandt

de mest almindelige forebyggende foranstaltninger til udsatte børn og unge varierer

enhedsudgifterne fra ca. 80.000 kr. pr. år. for en fast kontaktperson til 200.000 kr. pr. år

for et aflastningsophold. Enhedsudgifterne til de mest almindelige typer af anbringelser

varierer fra ca. 130.000 kr. pr. år for en anbringelse i netværkspleje til ca. 1,1 mio. kr. pr.

år for anbringelser på en døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted.

På voksenområdet koster de mindst ressourcekrævende indsatser under 100.000 kr. pr.

år, fx ambulant stofmisbrugsbehandling, mens nogle af de dyreste indsatser som

døgnbehandling for stofmisbrug, midlertidige og længerevarende botilbud koster mellem

700.000 kr. og 1 mio. kr. pr. år.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

111

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

•

Der er store variationer i det individuelle udgiftstræk, dvs. hvor meget de sociale

indsatser til den enkelte borger samlet set koster i løbet af et år. Blandt voksne, der

modtager sociale indsatser, ligger udgifterne på mellem 50.000 og 300.000 kr. om året

for 80 pct. af gruppen. Mens udgiften for de sidste 20 pct. af gruppen er på omkring 1

mio. kr. om året.

Billedet er udtryk for, at målgrupperne på socialområdet er meget forskelligartede, og der

er stor forskel på det individuelle behov for hjælp og støtte. Nogle kan komme videre

med en kortvarig og begrænset indsats. Andre har behov for en langvarig og intensiv

indsats og modtager flere indsatser på samme tid.

•

4.1

Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser

Kommunerne har siden kommunalreformen i 2007 haft det fulde finansierings- og

forsyningsansvar på det sociale område. Derfor kan udgifterne til sociale indsatser opgøres

på baggrund af de kommunale regnskaber for alle tre hovedmålgrupper; udsatte børn og

unge, udsatte voksne og voksne med handicap

Forsyningspligten indebærer, at kommunerne skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud

til borgerne på socialområdet. Kommunerne kan enten bruge egne tilbud eller samarbejde

med andre kommuner, regioner eller en privat leverandør om at levere tilbuddene. Det kan fx

være specialiserede tilbud, som kommunen ikke selv råder over.

Kommunens afgørelse om at yde en social indsats træffes med udgangspunkt i lovgivningen,

herunder forsyningsforpligtelsen, og i eventuelt politisk fastsatte serviceniveauer og

kvalitetsstandarder, der gælder lokalt. Derfor kan der være forskel på, hvilken støtte og hjælp

borgere med lignende behov får i forskellige kommuner. Kommunerne har samtidig en

generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at kommunalbestyrelsen

både skal inddrage faglige og økonomiske hensyn, når der træffes afgørelse om en social

indsats. Økonomiske hensyn må dog aldrig stå alene. En afgørelse skal altid være baseret

på en konkret, individuel vurdering af den enkelte borgers behov.

Den enkelte kommune bærer ikke den fulde økonomiske byrde af udgifterne til sociale

indsatser. På nogle områder får kommunerne refusion fra staten, fx refunderer staten

havdelen af kommunernes udgifter til forsorgshjem og herberger for hjemløse. På andre

områder er der delvis brugerbetaling, fx for kost og logi ved døgnophold. Desuden

kompenserer staten kommuner for særligt dyre enkeltsager. Endelig bidrager det kommunale

udligningssystem til at udjævne forskelle mellem kommunerne. Udligningen bidrager til, at

kommunerne har mulighed for at stille sociale og andre serviceydelser til rådighed på ligelige

økonomiske vilkår.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser vurderes at udgøre ca. 46 mia. kr. i 2017.

Udgifterne til udsatte børn og unge tegner sig for omkring en tredjedel af de samlede udgifter,

mens udgifterne til voksenområdet tegner sig for de resterende to tredjedele, jf. figur 4.1.

112

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Figur 4.1

Udgifterne på det sociale område, 2017

Udsatte børn og unge

16,0 mia. kr.

Voksenområdet

29,9 mia. kr.

I alt 45,9 mia. kr.

Anm.: 2018-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. I opgørelsen af udgifterne på voksenområdet (udsatte

voksne og personer med handicap) er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne til ældre- og

handicapområdet baseret på fordelingsnøgler. Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne

til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af DUT, hvor staten og kommuner fx

aftaler, at kommunerne skal løse bestemte meropgaver. Se også boks 4.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Når det gælder udgifterne til voksenområdet, er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning

af udgifterne i forhold til ældreområdet. Det skyldes, at kommunerne i deres kontering af

udgifterne ikke har adskilt udgifter til ældre og personer med handicap mv. i deres

regnskaber frem til og med 2017. Dette er beskrevet nærmere i boks 4.1.

Fra og med regnskabet for 2018 vil det blive muligt at adskille udgifterne til ældre- og

voksenområdet og foretage mere præcise opgørelser, da opgørelsesmetoden er ændret.

Kommunernes regnskaber baseret på den nye kontoplan forventes offentliggjort medio 2019.

Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge.

Det gælder blandt andet udgifter til særlige dagtilbud og klubber til børn og unge med varige

funktionsnedsættelser samt forebyggende foranstaltninger og anbringelser af børn og unge

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

De samlede udgifter til det sociale område har ligget på et relativt stabilt niveau de seneste år

i perioden 2012-2017, jf. tabel 4.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

113

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Tabel 4.1

Udgifter til sociale indsatser, 2012-2017

2012

2013

2014

2015

2016

2017

------------------------------------------ Mia. kr. -------------------------------------------

Udsatte børn og unge

Udsatte voksne og voksne

med handicap

I alt

15,4

31,8

47,2

15,6

30,9

46,5

15,6

30,8

46,3

15,9

30,5

46,4

15,9

30,2

46,1

16,0

29,9

45,9

Anm.: 2018-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. I opgørelsen af udgifterne på voksenområdet (udsatte

voksne og personer med handicap) er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne til ældre- og

handicapområdet baseret på fordelingsnøgler. Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne

til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 4.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Udviklingen dækker over svagt stigende udgifter til børne- og ungeområdet, mens de

skønnede udgifter til voksenområdet har været faldende. Det skal dog bemærkes, at

opgørelsen af udgifterne på voksenområdet er baseret på en fordelingsnøgle og derfor skal

tages med forbehold. De følgende afsnit ser nærmere på udgifterne til hhv. udsatte børn og

unge og voksenområdet.

Boks 4.1 uddyber opgørelsen af de samlede udgifter til modtagere af sociale indsatser.

114

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Boks 4.1

Opgørelse af de samlede udgifter til modtagere af sociale indsatser

De samlede udgifter til socialområdet er opgjort på baggrund af kommunernes regnskaber for 2017 fra den

kommunale kontoplan. Udgifterne er opgjort som de samlede offentlige nettodriftsudgifter (dranst 1 i

kontoplanen). Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af DUT, hvor staten og kommuner fx aftaler,

at kommunerne skal løse bestemte meropgaver. Udgifterne er opgjort ekskl. tjenestemandspensioner og

refusion for særligt dyre enkeltsager.

Udgifter til udsatte børn og unge er opgjort som udgifterne på hovedfunktion 5.28 i den kommunale

kontoplan. Det omfatter udgifter til opholdssteder mv. for børn og unge (5.28.20), forebyggende

foranstaltninger for børn og unge (5.28.21), plejefamilier (5.28.22), døgninstitutioner for børn og unge

(5.28.23), sikrede døgninstitutioner mv. for børn og unge (5.28.24) og særlige dagtilbud og særlige klubber

(5.28.25 fra 2016, 5.25.17 før 2016).

Udgifter til voksenområdet omfatter udgifter på funktionerne 5.32.32-5.32.37, 5.35.40 og 5.38.42-5.38.59.

Det omfatter bl.a. pleje og omsorg mv. (5.32.32), herunder socialpædagogisk støtte, forebyggende

indsatser (5.32.33), hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og befordring (5.32.35), rådgivning

(5.35.40), botilbud for personer med særlige sociale problemer (5.38.42), alkoholbehandling (5.38.44),

behandling af stofmisbrugere (5.38.45), botilbud til længerevarende og midlertidige ophold (5.38.50-52),

kontaktperson og ledsageordninger (5.38.53), beskyttet beskæftigelse (5.38.58) og aktivitets- og

samværstilbud (5.38.59). Udgifter på hovedfunktion 5.32 omfatter tilbud til både ældre og personer med

handicap mv.

Når det gælder udgifterne til voksenområdet er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne i

forhold til ældreområdet baseret på centrale fordelingsnøgler opgjort i 2007 af det daværende

Socialministerium, KL og Finansministeriet. Det skyldes, at kommunerne i deres kontering af udgifter ikke

har adskilt udgifter til ældre og personer med handicap mv. Fremover bliver det i højere grad muligt at

adskille udgifterne til ældre- og voksenområdet og foretage mere præcise opgørelser, da

opgørelsesmetoden er ændret. Kommunernes regnskaber baseret på den nye kontoplan forventes

offentliggjort medio 2019.

Administrative udgifter er medregnet i det omfang, de indgår på de ovennævnte funktioner. Det drejer sig

bl.a. om udgifterne til administration på de enkelte tilbud. Der er imidlertid også administrative udgifter

forbundet med socialområdet, der ikke er medregnet, herunder administrative fællesudgifter til den

kommunale forvaltning og myndighedsudøvelse, fælles it mv.

Nogle få ydelser på socialområdet indgår ikke i opgørelsen. Det gælder eksempelvis nogle kontantydelser,

herunder udgifter til dækning af merudgifter (§§ 41 og 100), udgifter til tabt arbejdsfortjeneste (§ 42), der

konteres under hovedfunktion 5.57 vedrørende kontante ydelser, og udgifter forbundet med forældres

hjemmetræning af deres børn (§ 32). Udgifterne til genoptræning efter serviceloven (§ 86) indgår ikke fuldt

ud i opgørelsen, idet en del af udgifterne konteres på hovedkonto 4 vedrørende sundhedsområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

115

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

4.2

Udgifter til udsatte børn og unge

Ud af de samlede udgifter til udsatte børn og unge på 16 mia. kr. udgør udgifterne til

anbringelser størstedelen. Der blev brugt 9,5 mia. kr. på anbringelsesområdet i 2017, mens

der blev brugt 5,7 mia. kr. på forebyggende foranstaltninger, jf. figur 4.2.

Figur 4.2

Udgifter til udsatte børn og unge efter type af foranstaltning, 2017

Særlige dagtilbud og

klubber

0,9 mia. kr.

Forebyggende

foranstaltninger

5,7 mia. kr.

Anbringelser

9,5 mia. kr.

I alt 16,0 mia. kr.

Anm.: 2018-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Udgifter

til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for

opgaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 4.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Udgifterne til særlige dagtilbud og klubber til børn og unge med en betydelig og varig

funktionsnedsættelse udgjorde 0,9 mia. kr. i 2017.

De samlede udgifter til udsatte børn og unge har ligget på et relativt stabilt niveau i perioden

2012-2017 med en svag tendens til stigning. Udgiftsudviklingen dækker over faldende

udgifter til anbringelser og stigende udgifter til forebyggende foranstaltninger, jf. tabel 4.2.

116

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Tabel 4.2

Udgifter til sociale foranstaltninger til børn og unge, 2012-2017

2012

2013

2014

2015

2016

2017

------------------------------------------ Mia. kr. -------------------------------------------

Anbringelser

Forebyggende foranstaltninger

Særlige dagtilbud og klubber

Udsatte børn og unge i alt

10,1

4,3

1,1

15,4

10,0

4,5

1,1

15,6

9,9

4,7

1,0

15,6

9,7

5,2

0,9

15,9

9,6

5,4

0,9

15,9

9,5

5,7

0,9

16,0

Anm.: 2018-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Summen kan afvige fra totalen som følge af afrunding.

Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret

for opgaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 4.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

De faldende udgifter til anbringelser afspejler dels en omlægning i kommunerne i retning af

flere forebyggende foranstaltninger og færre anbringelser uden for hjemmet, dels at

kommunerne i mindre grad end tidligere anbringer på døgninstitutioner mv., som

gennemsnitligt er den dyreste anbringelsesform. Se også kapitel 3 om udviklingen i antal

anbringelser af børn og unge.

4.2.1

Enhedsudgifter og individuelt udgiftstræk for børn og unge

Forebyggende indsatser er generelt forbundet med langt færre omkostninger end

anbringelser. Ligesom anbringelser i plejefamilie generelt er billigere end anbringelser på en

døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted. Det kommer til udtryk ved

enhedsudgifterne til de forskellige typer af foranstaltninger.

Når det gælder nogle af de mest almindelige forebyggende foranstaltninger, så varierer

enhedsudgifterne fra ca. 80.000 kr. pr. år for en fast kontaktperson, der kan være tilknyttet

enten barnet eller hele familien, til ca. 200.000 kr. pr. år for et aflastningsophold på et

anbringelsessted, jf. figur 4.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

117

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Figur 4.3

Enhedsudgifter til forskellige typer af forebyggende foranstaltninger

1.000 kr.

250

1.000 kr.

250

200

150

100

Fast kontakt-

person (barn/familie)

Praktisk,

pædagogisk eller

anden støtte

i hjemmet

Familie-

behandling

Aflastnings-

ordning

Anm.: 2018-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr.

år. Det bemærkes, at de beregnede enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er

behæftet med usikkerhed som følge af datagrundlaget. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning

pr. år. Der kan imidlertid ligge stor variation bag enhedsudgifterne afhængigt af ydelsens

omfang og karakter. Det betyder også, at enhedsudgifterne skal tolkes med varsomhed.

Eksempelvis kan prisen for et aflastningsophold variere meget i pris, afhængigt af om barnet

eller den unge bliver aflastet i en plejefamilie eller på en døgninstitution.

Enhedsudgifterne til de mest almindelige anbringelsesformer varierer fra ca. 130.000 kr. pr.

år for en anbringelse i en netværksplejefamilie til ca. 1,1 mio. kr. pr. år for en anbringelse på

en almindelig døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted, jf. figur 4.4.

118

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Figur 4.4

Enhedsudgifter til forskellige typer af anbringelser

Mio. kr.

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Netværks-

plejefamilie

Almindelig

plejefamilie

Kommunal

plejefamilie

Døgnophold for

familien

Døgninstitution

Socialpædagogisk

opholdssted

Mio. kr.

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Anm.: 2018-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr.

år. Det bemærkes, at de beregnede enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er

behæftet med usikkerhed som følge af datagrundlaget. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Et døgnophold for hele familien gives med henblik på at undgå en egentlig anbringelse af

barnet eller den unge. Indsatsen minder således, ligesom et aflastningsophold, om både en

anbringelse og en forebyggende foranstaltning. Et døgnophold kan gælde hele familien eller

enkelte medlemmer i en tidsbegrænset periode. Prisen kan således også variere meget

afhængigt af antallet af familiemedlemmer, samt om døgnopholdet tilbydes i en plejefamilie

eller på en døgninstitution.

Den betydelige variation i enhedsudgifterne til anbringelser skal ses i lyset af, at en

netværksplejefamilie som hovedregel kun får dækket omkostninger til almindelige

fornødenheder, herunder kost og logi. Mens almindelige plejefamilier får udbetalt vederlag,

og døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder betales med en takst, der blandt

andet skal dække lønudgifter til personale mv.

Forskellene i enhedsudgifterne til både forebyggende foranstaltninger og anbringelser

betyder, at der er meget store variationer i det individuelle udgiftstræk blandt børn og unge,

som modtager indsatser efter serviceloven.

Det individuelle udgiftstræk ligger for 60 pct. af gruppen af udsatte børn og unge (1.-3. kvintil)

under gennemsnittet på omkring 270.000 kr. pr. år. For de 20 pct., der har det næsthøjeste

udgiftstræk (4. kvintil), ligger det lige omkring gennemsnittet. Mens de 20 pct. med det

højeste udgiftstræk (5. kvintil) i gennemsnit har et årligt udgiftstræk på mere end 800.000 kr.,

jf. figur 4.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

119

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Figur 4.5

Variation i årlige udgifter pr. person blandt udsatte børn og unge

1.000 kr.

1.000

1.000 kr.

1.000

800

600

400

Gennemsnit

200

400

200

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

5. kvintil

Anm.: 2018-pl. Gennemsnitligt udgiftstræk for de omfattede personer, hvor den samlede gruppe er opgjort i fem

lige store grupper efter personernes udgiftstræk (kvintiler). Baseret på varighed pr. indsats og gennemsnitlig

enhedsudgift pr. indsats pr. år. De beregnede udgifter omfatter de indsatser, hvor der beregnes enhedsudgifter.

Personer, der ikke modtager disse indsatser og dermed har en beregnet udgift på 0 kr. pr år., indgår ikke i

opgørelsen. De beregnede udgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne er behæftet med usikkerhed

som følge af datagrundlag mv. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter. Opgørelsen er baseret på

aktivitetstal fra 2015.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Ud over det store spænd i enhedsudgifterne til forskellige typer af foranstaltninger er

forskellene i det individuelle udgiftstræk også drevet af, at der vil være forskel på varigheden

af indsatser, og at nogle børn og unge vil modtage flere indsatser på samme tid.

På tværs af kommuner er der imidlertid også variation i, hvad det koster at anbringe børn og

unge. Sammenligner man enhedsudgifterne til en anbringelse i plejefamilie, som er den mest

udbredte anbringelsesform, ligger mange kommuner omkring gennemsnittet, men det

varierer fra ca. 400.000 kr. i den kommune, der har de laveste udgifter, til ca. 600.000 kr. i

den kommune, der har de højeste udgifter, jf. figur 4.6.

120

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Figur 4.6

Kommunal variation i enhedsudgifter til en anbringelse i plejefamilie, 2016

Pris i 1.000 kr. pr. helårsanbringelse

1.000

Pris i 1.000 kr. pr. helårsanbringelse

1.000

800

600

Gennemsnit hele landet

400

600

400

200

Kommuner

Anm.: 2018-pl. Enhedsudgifter for en helårsanbringelse i plejefamilie i 2016 (inkl. kommunale plejefamilier og

ekskl. netværksplejefamilier). Opgørelsen omfatter 48 kommuner, der har haft mindst 60 helårsanbragte børn og

unge i almindelige og kommunale plejefamilier i 2016. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Der kan være flere forklaringer på de store forskelle mellem kommunerne. Blandt andet kan

de skyldes, at der på tværs af kommunerne er forskelle i sammensætningen af gruppen af

anbragte børn og unge i forhold til tyngden af problemer. Derfor vil gruppen af anbragte børn

og unge i nogle kommuner have behov for en mere omfattende social indsats end samme

målgruppe i andre kommuner. Andre forklaringer kan være variation i politiske besluttede

serviceniveauer, visitationspraksis og indsatstilrettelæggelse.

Men de kommunale forskelle kan også indikere, at indsatserne er mere omkostningseffektive

i nogle kommuner end andre. Mere effektive indsatser og en bedre ressourceudnyttelse kan

både bidrage til at mindske udgiftspres og frigøre midler til andre indsatser mv., fx til

opsporing og tidlige forebyggende indsatser.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

121

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

4.3

Udgifter til voksenområdet

Udgifterne til voksenområdet omfatter udgifter til den kommunale indsats for voksne med

handicap, psykiske vanskeligheder og særlige sociale problemer.

De samlede udgifter til voksenområdet vurderes at udgøre ca. 30 mia. kr. i 2017. De største

udgiftsposter er botilbud og forebyggende indsatser mv. og pleje og omsorg, der blandt andet

omfatter socialpædagogisk støtte, jf. figur 4.7.

Figur 4.7

Udgifter til voksenområdet efter type af indsats, 2017

Hjælpemidler mv.

2,1 mia. kr.

Misbrugsbehandling

1,3 mia. kr.

Forsorgshjem og

kvindekrisecentre

1,2 mia. kr.

Beskyttet beskæftigelse

og aktivitets- og

samværstilbud

3,7 mia. kr.

Øvrige

0,9 mia. kr.

Botilbud

11,7 mia. kr.

Forebyggende indsats

mv. og pleje og omsorg

9,0 mia. kr.

I alt 29,9 mia. kr

Anm.: 2018-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. I opgørelsen af udgifterne på voksenområdet (udsatte

voksne og personer med handicap) er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne til ældre- og

handicapområdet baseret på fordelingsnøgler. Forebyggende indsatser mv. og pleje og omsorg omfatter blandt

andet socialpædagogisk støtte. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 4.1

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Når der foretages en skønsmæssig afgrænsning af voksenområdet fra ældreområdet, er

tendensen et fald i de samlede udgifter til voksne med handicap og udsatte voksne over

perioden 2012-2017. Mens udgifterne udgjorde 31,8 mia. kr. i 2012, var de på 29,9 mia.kr. i

2017, jf. også tabel 4.1 ovenfor.

Faldet kan afspejle, at kommunerne i en årrække har haft et stærkt fokus på styring af

udgiftsudviklingen på det sociale område, jf. analysen ”Det specialiserede socialområde –

redskaber til styring og prioritering”, som regeringen og KL gennemførte som opfølgning på

økonomiaftalen for 2009, der

gennemgår udgifts- og aktivitetsudviklingen på området i

perioden 2004-2009.

Ikke desto mindre knytter der sig væsentlige forbehold til

udgiftsudviklingen.

122

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Forbeholdene skyldes, at der – som nævnt – foretages en skønsmæssig afgrænsning af

voksenområdet fra ældreområdet. Afgrænsningen sker på baggrund af en fordelingsnøgle,

og der er tegn på, at fordelingsnøglen i stadig stigende grad har undervurderet, hvor stor en

del af udgifterne, der vedrører handicapområdet mv., jf. Økonomi- og Indenrigsministeriet

(2017): ”Afrapportering vedr. adskillelse af udgifter til ældre og personer med

handicap/udsatte voksne”.

I det følgende afsnit ses der derfor nærmere på udviklingen i kommunernes udgifter til

socialpædagogisk støtte.

4.3.1

Udviklingen i de udgifter til socialpædagogisk støtte og botilbud

En række kommuner oplever i stigende grad udfordringer med at styre udgifterne til

voksenområdet. Dette er blandt andet forårsaget af et oplevet udgiftspres, herunder i forhold

til udgifter til socialpædagogisk støtte. Kommunernes oplevelse af en stigende udfordring

med at styre udgifterne til socialpædagogisk støtte falder sammen med, at der kan

observeres en markant stigning i udgifterne til området.

De samlede kommunale udgifter til socialpædagogisk støtte steg fra omkring 3,4 mia. kr. i

2012 til 7,4 mia. kr. i 2017, jf. figur 4.8.

Figur 4.8

Udvikling i udgifter til socialpædagogisk støtte

og botilbud, 2012-2017

Mia. kr.

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Botilbud

Socialpædagogisk støtte

Mia. kr.

Figur 4.9

Udvikling i udgifter til socialpædagogisk støtte

og botilbud samlet fra 2012 til 2017

Mia. kr.

-1

-2

-3

Socialpædagogisk

støtte

Samlet

(netto)

Mia. kr.

-1

-2

-3

Anm.: 2018-pl. Socialpædagogisk støtte opgjort som funktion 5.32.33 gruppering 004 i den kommunale

kontoplan. Botilbud opgjort som funktion 5.38.50 og 5.38.52. Opgjort som de samlede kommunale

nettodriftsudgifter (dranst 1 og 2), hvor der ikke er foretaget en (skønsmæssig) afgrænsning fra ældreområdet,

dvs udgifter til ældre, der modtager socialpædagogisk støtte, indgår også. Ekskl. tjenestemandspensioner og

refusion for særligt dyre enkeltsager. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) samt egne beregninger.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

123

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

De senere år er der imidlertid også sket en omlægning af botilbudsområdet. Frem for at give

et botilbud efter serviceloven, renoverer eller opfører kommunerne boliger til personer med

handicap mv. efter almenboligloven, hvor borgeren blandt andet kan modtage hjælp i form af

socialpædagogisk støtte efter serviceloven.

Udviklingen afspejler sig i faldende udgifter til botilbudsområdet. Fra 2012 til 2017 faldt

kommunernes samlede udgifter til området fra 13,5 mia. kr. til 11,6 mia. kr.

Stigningen i udgifterne til socialpædagogisk støtte kan derfor ikke betragtes isoleret, da en

del af stigningen skal ses i sammenhæng med omlægningen på botilbudsområdet. Samlet

set er kommunernes udgifter til socialpædagogisk støtte og botilbud (netto) steget med knap

2,2 mia. kr. fra 2012 til 2017, jf figur 4.9.

Det er dog langt fra alle kommuner, der har oplevet store stigninger i de samlede udgifter til

socialpædagogisk støtte og botilbud. I 25 kommunerne har udgifterne være stabile eller

faldende i perioden 2013-2017. Blandt de resterende kommuner har 31 oplevet en

gennemsnitlig årlig stigning på op til 2 pct., mens 42 kommuner har oplevet større stigninger,

for de flestes vedkommende på mellem 2 og 5 pct., jf. figur 4.10.

124

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Figur 4.10

Gennemsnitlig årlig udvikling i udgiften til socialpædagogisk støtte og botilbud, 2013-2017

Anm.: 2018-pl. Socialpædagogisk støtte opgjort som funktion 5.32.33 gruppering 004 i den kommunale

kontoplan. Botilbud opgjort som funktion 5.38.50 og 5.38.52. Opgjort som de samlede kommunale

nettodriftsudgifter (dranst 1 og 2) ekskl. tjenestemandspensioner og refusion for særligt dyre enkeltsager. Der er

ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) samt egne beregninger.

Når der i nogle kommuner ses meget store udgiftsstigninger, kan en væsentlig del af

forklaringen være ændringer i den kommunale kontoplan. Fra 2012 og frem er udgifterne til

socialpædagogisk støtte, der primært vedrører handicapområdet, blevet udskilt for sig i

kontoplanen, hvor de tidligere blev konteret sammen med udgifter til aflastning og afløsning,

som primært vedrører ældreområdet. Der er imidlertid indikationer på, at ændringen i

kontoplanen ikke er blevet konsekvent implementeret alle steder fra start af, da nogle

kommuner over perioden ”flytter” store udgifter fra blandt andet aflastning og afløsning på

ældreområdet til socialpædagogisk støtte.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

125

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Boks 4.2 giver et konkret eksempel på flytning af udgifter fra aflastning og afløsning på

ældreområdet til socialpædagogisk støtte.

Boks 4.2

Eksempel på ”flytning” af udgifter til socialpædagogisk støtte i kontoplanen

Erfaringsmæssig kan det tage nogle år, før kommunerne får kontoplansændringer fuldt implementeret i

deres konteringspraksis. I forbindelse med ændringen af kontoplanen, hvor udgifterne til socialpædagogisk

støtte, der primært vedrører handicapområdet, blev udskilt på en konto for sig, er der flere eksempler på, at

kommuner i løbet af perioden fra 2012 og frem har ”flyttet” store udgifter fra blandt andet aflastning og

afløsning på ældreområdet til socialpædagogisk støtte. Det indikerer, at ændringen i kontoplanen ikke er

blevet konsekvent implementeret alle steder fra start, og at udgifter til socialpædagogiske støtte fejlagtigt er

blevet kontoret som aflastning og afløsning mv. på ældreområdet. Hvis man ser på udviklingen i udgifterne

til socialpædagogisk støtte over perioden 2012 til 2017 samlet, vil der derfor være nogle kommuner, der

fejlagtigt fremstår med meget kraftige udgiftsstigninger.

Et konkret eksempel er en kommune, der i 2012 konterer 151 mio. kr. på kontoen for ”Afløsning og

aflastning samt tilbud om midlertidigt ophold” (funktion 5.32.33 gruppering 003), der vedrører ældreområdet,

men kun 1-2 mio. kr. fra 2013 og frem. Til gengæld stiger udgifterne til på kontoen ”Socialpædagogisk

bistand og behandling” (funktion 5.32.33 gruppering 004) fra 0 til 165 mio. kr. fra 2012 til 2013, jf. tabel a.

Tabel a

Eksempel på ”flytning” af udgifter til socialpædagogisk støtte i kontoplanen

Omfatter

Afløsning og aflastning samt tilbud om

midlertidigt ophold (servicelovens § 84)

(funktion 5.32.33 gruppering 003)

Socialpædagogisk bistand og behandling

(servicelovens §§ 85 og 102)

(funktion 5.32.33 gruppering 004)

2012

151

2013

2014

2015

2016

2017

165

163

170

196

200

Anm.: 2018-pl. Opgjort som de samlede kommunale nettodriftsudgifter (dranst 1 og 2) ekskl.

tjenestemandspensioner og refusion for særligt dyre enkeltsager. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i

medfør af DUT.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) samt egne beregninger.

126

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Selvom omlægninger på botilbudsområdet og ændringer i den kommunale kontoplan kan

forklare dele af stigningen i kommunernes udgifter til socialpædagogiske støtte og botilbud,

er der ikke desto mindre indikationer på, at de stigende udgifter også er en konsekvens af en

øget tilgang af borgere, der modtager hjælp og støtte efter serviceloven. Der er således en

tendens til, at kommuner, som har oplevet en stigning i antallet af modtagere af botilbud og

socialpædagogisk støtte, samtidig har oplevet en stigning i de samlede udgifter hertil. Det

indikerer et reelt udgiftspres, jf. figur 4.11.

Figur 4.11

Ændring i antal modtagere og udgifter til socialpædagogisk støtte og botilbud fra 2014 til 2016

Ændring i udgifter (mio. kr.)

-200

-10

-20

-30

Ændring i helårspersoner

-100

100

200

300

400

Anm.: 2018-pl. Modtagere er opgjort som helårspersoner, der modtager socialpædagogisk støtte og behandling

samt midlertidige og længerevarende ophold. Udgifter opgjort som de samlede kommunale nettodriftsudgifter på

funktion 5.32.33 gruppering 004 samt funktion 5.38.50 og 5.38.52. Se også anmærkningen til figur 4.8 og 4.9.

Korrelationskoefficienten er 0,6. Jo nærmere koefficienten er på ± 1, jo nærmere er de to variable på en perfekt

lineær sammenhæng. To kommuner med meget store udgiftsstigninger er udeladt.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Statistisk set er sammenhængen mellem ændringen i helårspersoner og ændringen i udgifter

signifikant (p<0,001) og korrelationen er relativt høj (0,6).

Det følgende afsnit ser nærmere på enhedsudgifter og det individuelle udgiftstræk på

voksenområdet, dvs. hvad den sociale indsats til den enkelte borger koster set over et år.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

127

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

4.3.2

Enhedsudgifter og individuelt udgiftstræk på voksenområdet

Enhedsudgiften angiver, hvad en indsats gennemsnitligt set koster pr. år. I bilag 1 er

opgørelsen af enhedsudgifterne uddybet.

Der er meget stor variation i enhedsudgifterne til de forskellige typer af indsatser og ydelser

til voksne med handicap, psykiske vanskeligheder og særlige sociale problemer. Mens de

mindst ressourcekrævende indsatser ligger under 100.000 kr. pr. år, ligger indsatser, der

omfatter ophold på institutioner mv., på mellem 700.000 og 1 mio. kr. pr. år, jf. figur 4.12.

Figur 4.12

Enhedsudgifter for udvalgte sociale indsatser til voksne

1.000 kr. pr. år

1.600

1.000 kr. pr. år

1.600

1.200

800

400

Ledsager-

ordning

Stofmisbrugs-

Social-

Forsorgshjem Stofmisbrugs

behandling

pædagogisk og hergberger behandling

(dag/ambulant) støtte mv.

(døgn)

Midlertidige

ophold

Længere-

varende

ophold

BPA

Anm.: 2018-pl. BPA dækker over borgerstyret personlig assistance. Det bemærkes, at de beregnede

enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne er behæftet med usikkerhed som følge af

datagrundlag mv. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Variationen afspejler blandt andet, at de forskellige indsatser er rettet mod forskellige

målgrupper, og at indsatserne har forskellig intensitet. Indsatser, der omfatter ophold, kan

være målrettet borgere, der har omfattende og betydelige støttebehov til mange forskellige

daglige aktiviteter døgnet rundt. Indsatser, der ikke omfatter ophold, kan derimod være

begrænset til et bestemt antal timer pr. uge eller måned. Når en ledsageordning er blandt de

billigste indsatser – med en enhedsudgift på knap 30.000 pr. år – er det for eksempel udtryk

for, at der maksimalt kan ydes ledsagelse i 15 timer pr. måned inden for rammerne af

ordningen.

128

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Samtidig kan der være forskel på behovet for personale og andre ressourcer afhængig af

målgruppen og ydelsens karakter. Eksempelvis er enhedsudgifter til forsorgshjem og

herberger lavere end til døgnbehandling for stofmisbrug og for botilbud (midlertidige og

længerevarende ophold). De dyreste former for indsatser er borgerstyret personlig

assistance (BPA), hvor den årlige udgift er op mod 1,4 mio. kr. Det skal ses i lyset af, at

målgruppen for BPA er borgere med handicap, der har et omfattende behov for hjælp og

støtte.

Beregningerne af enhedsudgifter er ikke eksakte og skal derfor tolkes med varsomhed. De

opgjorte enhedsudgifter er følsomme over for, hvordan de årlige udgifter til de forskellige

typer af indsatser afgrænses i den kommunale kontoplan, og hvordan antallet af

helårsmodtagere opgøres. Der knytter sig en særlig usikkerhed til opgørelsen af

enhedsudgiften til botilbud og socialpædagogisk støtte. Følsomheden af de nuværende

opgørelser af enhedsudgifter i forhold til forskellige opgørelsesmetoder er nærmere belyst i

bilag 1.

Variationen i enhedsudgifter afspejler sig i udgifterne til sociale indsatser på individniveau,

hvor der er stor forskel på, hvor meget den sociale indsats til den enkelte borger koster set

over et år. Blandt voksne, der modtager sociale indsatser, ligger udgifterne på i

størrelsesordenen 50.000-300.000 kr. om året for 80 pct. af gruppen (1.-4. kvintil), mens

udgiften for de sidste 20 pct. af gruppen (5. kvintil) er omkring 1 mio. kr. pr. år, jf. figur 4.13.

Figur 4.13

Variation i årlige udgifter pr. person blandt personer med handicap og udsatte voksne, 2016

1.000 kr. pr. år

1.200

1.000

800

600

400

200

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

5. kvintil

Gennemsnit

1.000 kr. pr. år

1.200

1.000

800

600

400

200

Anm.: 2018-pl. Baseret på 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016.

Gennemsnitligt udgiftstræk for de omfattede personer, hvor den samlede gruppe er opgjort i fem lige store

grupper efter personernes udgiftstræk (kvintiler). Baseret på varighed pr. indsats og gennemsnitlig enhedsudgift

pr. indsats pr. år. De beregnede udgifter omfatter de indsatser, hvor der beregnes enhedsudgifter, jf. bilag 1.

Personer, der ikke modtager disse indsatser og dermed har en beregnet udgift på 0 kr. pr år., indgår ikke i

opgørelsen. De beregnede udgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne er behæftet med usikkerhed

som følge af datagrundlag mv. Ophold på forsorgshjem og herberg og kvindekrisecenter samt behandling af

alkoholafhængighed og stofmisbrug indgår ikke i beregningen af udgiftstrækket.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

129

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 4

Udgifter til sociale indsatser

Billedet er udtryk for, at indsatserne på socialområdet spænder vidt, og at gruppen af voksne,

der modtager sociale indsatser, er meget sammensat i forhold til udfordringer og behovet for

hjælp og støtte. For nogle borgere vil en relativt kortvarig og begrænset indsats være

tilstrækkelig, eksempelvis et begrænset antal timers socialpædagogisk støtte om måneden.

For andre borgere, fx personer med betydelige og varige handicap med længerevarende

ophold på botilbud, vil det være nødvendig med en omfattende og langvarig indsats, og der

kan også gives flere indsatser på samme tid.

Fra budgetåret 2018 er den kommunale kontoplan som tidligere nævnt blevet revideret, og

fra medio 2019 bliver det muligt at opgøre kommunernes udgifter til socialpædagogisk støtte,

botilbudslignende boliger og botilbud efter serviceloven særskilt, når der foreligger

kommunale regnskaber for 2018.

Desuden har Børne- og Socialministeriet og KL i samarbejde med Danmarks Statistik

forbedret statistikken om modtagere af indsatser på voksenområdet, så denne også muliggør

en bedre adskillelse af botilbud og socialpædagogisk støtte i eget hjem. Endelig har Børne-

og Socialministeriet i samarbejde med en række kommuner igangsat et samarbejde, der for

de deltagende kommuner skal gøre det muligt at koble oplysninger om indsatser og udgiften

til indsatsen på individniveau.

På den baggrund forventes det, at der fremadrettet kan beregnes reviderede enhedsudgifter

og individuelt udgiftstræk på et bedre og mere sikkert datagrundlag. Se også kapitel 11 om

status på fremdrift for datastrategien på børne- og socialområdet.

130

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

5. Virksomme sociale indsatser

Det er regeringens ambition, at den socialpolitiske indsats i højere grad skal være baseret på

viden om, hvad der virker. I Socialpolitisk Redeøgelse 2017 blev der taget et første skridt i

retning af at kortlægge omfanget af dokumenteret virksomme sociale indsatser på

henholdsvis børne- og voksenområdet. Sigtet med kortlægningen var at styrke videns-

grundlaget for nationale, strategiske overvejelser om udvikling og udbredelse af nye

virksomme sociale indsatser.

Som det fremgik af sidste års redegørelse, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at se alene på

antallet af eksisterende dokumenterede virksomme indsatser, når det skal vurderes nationalt,

hvor der er behov for udvikling og udbredelse af nye virksomme indsatser. En sådan

vurdering må bero på en række yderligere hensyn, der tilsammen kan give et billede af, hvor

udvikling og udbredelse af virksomme indsatser kan få størst effekt i form af positive

forandringer for borgerne og samfundet. Hensynene omfatter centrale aktører og

interessenters vurdering af, hvor udfordringer og udviklingsbehov er størst, viden om omfang

og karakter af de enkelte sociale problemer, viden om effekten og økonomien forbundet med

en given indsats mv.

I Danmark har kommunerne det fulde myndigheds-, finansierings-, og forsyningsansvar på

det sociale område, mens Folketinget via serviceloven sætter de overordnede rammer for,

hvilke ydelser og tilbud kommunerne kan og skal yde borgerne. Det betyder, at kommunerne

har ret til selvstændigt at udforme, fastlægge og prioritere indsatsen på socialområdet inden

for de rammer, der udgøres af loven, samt den praksis, der er fastlagt af Ankestyrelsen og

domstolene.

Det kommunale perspektiv på socialområdets udfordringer er derfor centralt i vurderingen af,

hvor der er behov for udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser. Børne- og

Socialministeriet har til dette kapitel bedt VIVE gennemføre en pilotanalyse, der for første

gang skaber et egentligt datagrundlag for kommunernes oplevelse af de aktuelle udfordringer

og behovet for mere vidensbaseret understøttelse af indsatserne på voksensocialområdet.

Fokus i pilotanalysen er afgrænset til de faglige aspekter af indsatsen til borgerne. Der er

derfor ikke spurgt til andre aktuelle udfordringer, kommunerne måtte opleve, fx økonomi,

styring og juridiske forhold. Et næste skridt efter denne pilotanalyse kunne være at supplere

med indsamling af viden om kommunernes oplevelse af udfordringer med styring og

økonomi. De centrale resultater fra pilotanalysen afrapporteres i dette kapitel og tegner et

langt klarere billede af kommunernes fælles udfordringer, end der tidligere har været.

Virksomme sociale indsatser, som de er defineret i dette kapitel, er ikke altid den rigtige

løsning på et socialt problem. Der kan også være behov for mere generelle ændringer i

rammevilkår som fx ændret lovgivning. Sociale indsatser er imidlertid et vigtigt redskab på det

sociale område og er derfor det primære fokus for dette kapitel.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

133

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Kapitlet falder i fire dele. Indledningsvis redegøres der for Børne- og Socialministeriets

tilgang til arbejdet med virksomme sociale indsatser. Tilgangen bygger på det udgangspunkt,

at der er brug for en bred vifte af metoder og indsatser, herunder virksomme indsatser til

borgeren, kvalitet i myndighedsarbejdet og en hensigtsmæssig organisering som blandt

andet understøtter en effektiv koordinering på tværs af sektorer og forvaltninger mv.

Indsatser som hver for sig og i kombination kan bidrage til at skabe en positiv forandring for

borgeren, fx så borgeren kommer ud af hjemløshed eller misbrug, eller så borgeren får hjælp

til at udvikle sig og leve med en alvorlig psykisk lidelse og bedre muligheder for uddannelse

og beskæftigelse.

Efter dette præsenteres de centrale resultater fra VIVE’s pilotanalyse af kommunernes

oplevelse af de aktuelle udfordringer på voksensocialområdet og behovet for mere

vidensbaseret understøttelse af indsatserne. Pilotanalysen giver et nyttigt input til

vurderingen af behovet for national udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser

på voksensocialområdet, men den kan ikke stå alene. Pilotanalysen er desuden detaljeret

afrapporteret i VIVE’s udgivelse ”Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på

voksensocialområdet” (2018).

Efter præsentationen af pilotanalysen redegøres der for en række andre hensyn, som bør

indgå i overvejelser på nationalt niveau om udvikling og udbredelse af virksomme indsatser

på socialområdet. På denne baggrund analyseres behovet for nye initiativer med

udgangspunkt i tre eksempler fra pilotanalysen, nemlig målgrupperne borgere med

komplekse diagnoser og bi-problematikker, unge voksne med kognitive funktionsnedsættelse

og samtidigt misbrug samt unge over 18 år med hashmisbrug.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Der er med VIVE’s pilotanalyse for første gang skabt et egentligt datagrundlag for

kommunernes oplevelse af de aktuelle udfordringer på voksensocialområdet og behovet

for understøttelse fra andre aktører. Fokus i pilotanalysen er afgrænset til de faglige

aspekter af indsatsen til borgerne. Der er derfor ikke spurgt til andre aktuelle

udfordringer, kommunerne måtte opleve, fx økonomi, styring og juridiske forhold.

Kommunernes oplevelser kan dog i nogle tilfælde hænge sammen med underliggende

økonomiske og juridiske forhold, der ikke er afdækket direkte i pilotanalysen.

Pilotanalysen siger desuden ikke noget om kvaliteten af det sociale arbejde i

kommunerne, men fokuserer udelukkende på, hvor kommunerne oplever arbejdet som

udfordrende.

Ifølge pilotanalysen oplever kommunerne aktuelt de største udfordringer i relation til

målgruppen af borgere med psykiske vanskeligheder, herunder særligt borgere med

svære psykiske lidelser, der udskrives fra behandlingspsykiatrien, og borgere med

komplekse diagnoser og bi-problematikker, det vil sige borgere med flere forskellige

problemstillinger, der skal håndteres samtidigt, fx en psykisk lidelse og samtidigt

misbrug.

•

134

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

•

Pilotanalysen viser desuden, at kommunerne ser koordinering på tværs af sektorer som

en særlig stor udfordring på voksensocialområdet. Det kan fx dreje sig om at koordinere

indsatsen til en borger, der udskrives fra behandlingspsykiatrien og overgår til kommunal

behandling. Ligeledes opleves koordinering af indsatsen mellem forvaltninger og

afdelinger internt i kommunerne som en stor udfordring.

Koordinering på tværs af sektorer og forvaltninger er særligt centralt ved tilrettelæggelse

af indsatsen for borgere med flere og samtidige sociale problemer. Socialpolitisk

Redegørelse 2017 viste, at der på tværs af målgrupper kun i begrænset omfang findes

viden om virksomme indsatser til disse borgere. Regeringen har med

sammenhængsreformen et stort fokus på at understøtte helhedsorienterede indsatser

for borgerne med en effektiv koordinering på tværs af myndigheder og sektorer.

Der er i pilotanalysen meget små forskelle i besvarelserne fra store og små kommuner

og mellem kommuner under større og mindre udgiftspres. Kommunestørrelse og

udgiftspres ser altså ikke ud til at have betydning for, hvor kommunerne oplever de

største udfordringer på voksensocialområdet. Indikatoren for kommunernes udgiftspres

er beregnet af VIVE med data fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

For alle de undersøgte målgrupper er der en positiv sammenhæng mellem, hvor store

udfordringer kommunerne oplever i arbejdet med målgruppen og det behov for ekstern

understøttelse fra Socialstyrelsen eller andre aktører, som kommunerne oplever.

Når det på nationalt niveau vurderes, hvor der er behov for nye virksomme sociale

indsatser, er det kommunale perspektiv centralt, men det skal suppleres med en række

andre hensyn. Det er fx vigtigt at inddrage andre aktørers perspektiver på

socialområdets udfordringer, herunder vurderingen fra relevante vidensinstitutioner og

Regeringens mål for social mobilitet. Hertil kommer behovet for at vurdere virkningen af

allerede igangværende initiativer samt den potentielle effekt og omkostning ved

forskellige nye sociale indsatser. Samfundsmæssige faktorer såsom den demografiske

udvikling spiller også en rolle i den forbindelse.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

135

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

5.1

Tilgang til virksomme sociale indsatser

Virksomme sociale indsatser skal skabe positive forandringer for borgerne og samfundet.

Børne- og Socialministeriets tilgang til virksomme sociale indsatser er, at der er brug for en

bred vifte af elementer, som hver for sig og i kombination kan sikre en virksom indsats til

borgeren. Der er som hovedregel tale om fire forskellige indsatsområder, jf. figur 5.1.

Figur 5.1

Fire indsatsområder i arbejdet med virksomme sociale indsatser til borgere på det sociale område

Indsatser til

borgeren

Grundlæg-

gende viden om

socialområdet

Borgeren

Systematik og

kvalitet i

myndigheds-

opgaven

Organisering,

ledelse og

styring af

indsatsen

Kilde: Børne- og Socialministeriet.

Vidensbaserede indsatser til borgeren

er den centrale komponent, når det drejer sig om at

skabe en positiv forandring for borgeren. Her møder borgeren den socialfaglige indsats, fx i

form af en misbrugsbehandlingsmetode, og det er derfor afgørende, at indsatsen er af høj

kvalitet og baseret på viden om, hvad der virker. Det faglige arbejde kan i nogle tilfælde

omsættes til en konkret, velbeskrevet indsats, hvor virkningen kan undersøges systematisk.

Derudover handler succesfuldt socialt arbejde også om en stærk faglighed. Sammenhæng

og en helhedsorienteret tænkning i indsatsen er desuden en væsentlig del af at skabe

kvalitet for borgerne, fx så der er sammenhæng mellem den sociale indsats og

beskæftigelsesindsatsen til den samme borger.

136

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Systematik og kvalitet i myndighedsopgaven

er ofte første skridt i borgerens indgang til den

sociale indsats. Der er tale om en sagsbehandlingsproces, hvor indsatsen til borgeren

vælges på baggrund af en udredning og i samarbejde med borgeren. Sagsbehandlingen skal

sikre den rette indsats til rette tid, sammenhæng til eventuelle andre indsatser, borgerne

modtager i fx sundheds- eller beskæftigelsessystemet, formulering af og opfølgning på mål

samt afslutning af sagen, når borgerens behov er dækket.

Både den borgerrettede indsats og sagsbehandlings- og myndighedsarbejdet er indlejret i en

samlet organisering, ledelse og styring af indsatsen.

Der kan være tale om organisering og

ledelse ”i det små”, som fx kan handle om gode modeller for samarbejde mellem plejefamilier

og døgninstitutioner. Og der kan være tale om mere omfattende faglige og organisatoriske

omlægninger, fx på området for udsatte børn, hvor en samlet omlægning af organiseringen

kan stille krav til både systematikken i sagsbehandlingen på myndighedsniveau, at de rette

borgerrettede indsatser er til rådighed, og at der etableres et godt samarbejde med

pårørende, almenområde og civilsamfund mv. Det ses fx i arbejdet med en tidlig

forebyggende indsats til børn og unge, kaldet Herning-modellen, som mange kommuner

aktuelt er inspireret af.

Grundlæggende viden om sociale problemer, målgrupper, økonomi osv.

er desuden en

nødvendighed for den samlede opgaveløsning på socialområdet. For eksempel viden om

målgruppers særlige karakteristika, størrelse, udvikling over tid, viden om risiko- og

beskyttelsesfaktorer, progressionsmuligheder mv. Dette kan bidrage til mange

anvendelsesformål både i den nationale politikudvikling og den lokale opgaveløsning.

Vidensportal.dk, socialstyrelsen.dk

sm.dk

er platforme for bred vidensformidling på

socialområdet. Socialpolitisk Redegørelse er desuden en platform for løbende afrapportering

af ny viden og analyser på socialområdet, ligesom en lang række organisationer producerer

og formilder viden på socialområdet. Videns- og forskningsinstitutioner leverer også værdifuld

viden om sociale problemer, målgrupper mv.

5.2

Kommunernes aktuelle udfordringer på

voksensocialområdet

Kommunerne har ansvaret for størstedelen af det sociale arbejde i Danmark. Kommunernes

perspektiv på socialområdets udfordringer står derfor centralt i vurderingen af, hvor der er

behov for udvikling og udbredelse af nye virksomme sociale indsatser. Sociale indsatser er et

vigtigt redskab på det sociale område ved siden af andre relevante løsninger såsom ny

lovgivning mv. VIVE har derfor på opdrag fra Børne- og Socialministeriet gennemført en

pilotanalyse af kommunernes oplevelse af aktuelle udfordringer på voksensocialområdet, jf.

boks 5.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

137

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.1

Om pilotanalysen af kommunernes oplevelse af centrale udfordringer på voksensocialområdet

Pilotanalysen er gennemført af VIVE som en kvalitativ forundersøgelse og en efterfølgende landsdækkende

spørgeskemaundersøgelse sendt til den relevante fagchef i kommunen i maj og juni 2018. I alt 81

kommuner har besvaret spørgeskemaet, heraf har 73 kommuner besvaret alle spørgsmål, og otte

kommuner har afgivet en delvis besvarelse.

Fokus i pilotanalysen ligger på kommunernes udfordringer i arbejdet med faglige aspekter på

voksensocialområdet. Pilotanalysen indeholder ikke spørgsmål om kommunernes økonomi,

styringsmæssige eller juridiske forhold. Kommunernes oplevelser af udfordringerne på

voksensocialområdet kan i nogle tilfælde hænge sammen med underliggende økonomiske og juridiske

forhold. Det er blot ikke afdækket direkte i pilotanalysen. Der ses fx i kapitel 4 i denne redegørelse en

tendens til, at kommuner, som har oplevet en stigning i antallet af modtagere af botilbud og

socialpædagogisk støtte, samtidig har oplevet en stigning i de samlede udgifter hertil, hvilket kan medføre

udfordringer i tilrettelæggelsen af indsatsen. Et næste skridt efter denne pilotanalyse kunne være at

supplere med indsamling af systematisk viden om kommunernes oplevelse af udfordringer med økonomi og

styring.

Afgrænsningen af spørgeskemaundersøgelsen er sket i en forundersøgelse, som bestod af en række

dybdegående interviews samt bearbejdning af viden fra interviewene gennem litteraturvalidering,

workshopvalidering og prioritering. Denne proces førte frem til, at fire målgrupper, ni undermålgrupper og

syv typer af tværgående udfordringer blev udvalgt til spørgeskemaundersøgelsen. For hver af

målgrupperne er kommunerne blevet bedt om at vurdere i hvilken udstrækning de tværgående udfordringer

gør sig gældende i kommunen. Desuden er der i undersøgelsen spurgt til kommunernes behov for

understøttelse for hver af målgrupperne. Spørgsmålsformuleringerne fra spørgeskemaundersøgelsen

fremgår nedenfor i denne boks. Pilotanalysen er desuden detaljeret afrapporteret i VIVE’s udgivelse

”Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet” (2018).

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

138

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.1 (fortsat)

Spørgsmålsformuleringer i spørgeskemaundersøgelsen

Spørgsmål

Hvor store udfordringer oplever I i arbejdet med målgruppen […]?*

Svarmuligheder

Slet ingen udfordringer

Mindre udfordringer

Ret store udfordringer

Meget store udfordringer

Ved ikke

Hvad kendetegner udfordringerne i arbejdet med målgruppen […], og hvor

store er udfordringerne?**

Slet ingen

Mindre

Ret store

Meget store

Ved ikke

Andet (her kan I beskrive andre typer af udfordringer eller udfolde de

udfordringer, som I har indikeret ovenfor)

Nogle af de ovenfor nævnte udfordringer på det specialiserede socialområde

for voksne kan løses af kommunerne selv. Andre udfordringer kan have særlig

gavn af ekstern understøttelse fra fx Socialstyrelsen eller andre aktører på

området. Hvor stort er behovet for ekstern understøttelse i forhold til

håndteringen af målgruppen […]?

Åben svarkategori

Slet intet behov

Mindre behov

Ret stort behov

Meget stort behov

Ved ikke

Åben svarkategori

Beskriv gerne, hvad I mere konkret har brug for understøttelse til i forhold til

jeres udfordringer med målgruppen borgere med svære psykiske lidelser, der

udskrives fra behandlingspsykiatrien:

I de forrige spørgsmål har du vurderet nogle udfordringer relateret til en række

målgruppeområder. Nu vil vi gerne bede dig angive, hvilke af de nævnte

målgruppeområder, I oplever, giver de største udfordringer i jeres kommune?

Vælg venligst de tre største udfordringer fra listen nedenunder og prioritér dem

med et tal fra 1-3, hvor 1 er den største udfordring.

Ikke blandt de tre største

udfordringer

Åben svarkategori

Du er blevet præsenteret for udfordringer relateret til håndteringen af en række

målgrupper på det specialiserede socialområde for voksne, men måske er der

andre udfordringer på området, som fylder i din kommune?

Note: *) Der er spurgt ind til hver enkelt målgruppe. **) Der er spurgt ind til hver enkelt type af udfordring.

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

139

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Det er i fortolkningen af undersøgelsen væsentligt, at de målgrupper og typer af udfordringer,

der undersøges, via forundersøgelsen er udvalgt, netop fordi kommunerne aktuelt oplever

udfordringer på disse områder. Dermed kan man med pilotanalysen ikke konkludere, at de

områder i pilotanalysen, hvor kommunerne oplever relativt mindre udfordringer, er områder,

hvor der ikke er brug for nye eller mere virksomme sociale indsatser.

For alle målgrupper og typer af udfordringer i spørgeskemaundersøgelsen er der kommuner,

der i et vist omfang oplever udfordringer. Pilotanalysen siger dog ikke noget om kvaliteten af

det sociale arbejde i kommunerne, men fokuserer udelukkende på, hvor kommunerne selv

oplever arbejdet som udfordrende.

Boks 5.2. uddyber de målgrupper og udfordringer, som indgår i pilotanalysen.

Boks 5.2

Målgrupper og udfordringer omfatter af pilotanalysen

Målgrupper

Området for borgere med psykiske vanskeligheder:



Borgere med svære psykiske lidelser, der

udskrives fra behandlingspsykiatrien



Unge voksne med psykisk sårbarhed og sociale

udfordringer, der ikke kan karakteriseres ved en

væsentlig nedsat funktionsevne



Borgere med komplekse diagnoser og bi-

problematikker, det vil sige borgere med flere

forskellige problemstillinger, der skal håndteres

samtidigt

Området for voksne borgere med handicap:



Unge voksne med kognitiv

funktionsnedsættelse og samtidigt misbrug



Borgere med fysisk handicap



Voksne borgere med kognitiv

funktionsnedsættelse

Området for udsatte voksne:



Unge over 18 år med hashmisbrug



Unge hjemløse borgere

Tværgående for voksensocialområdets målgrupper:



Borgerne på det specialiserede socialområde

for voksne der bliver ældre, og hvis fysiske og

somatiske vanskeligheder tiltager

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

Type af udfordringer (afdækket for hver målgruppe)



Udfordringer med koordinering mellem bestiller

og udfører i forvaltningen

Udfordringer med koordinering på tværs af

forvaltninger/afdelinger

Udfordringer med koordinering på tværs af

sektorer

Udfordringer med kompetencer og viden

Udfordringer med indsatser til målgruppen

Udfordringer med implementering af metoder

eller indsatser

Udfordringer med omlægning til tidlig og

forebyggende indsats

140

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at kommunerne oplever de største udfordringer i arbejdet

med borgere med psykiske vanskeligheder, fx borgere med svære psykiske lidelser, der

udskrives fra behandlingspsykiatrien. Kommunerne oplever de næststørste udfordringer i

arbejdet med målgrupperne på området for udsatte voksne, fx unge over 18 år med

hashmisbrug, og med udsatte borgere og borgere med handicap, der bliver ældre og får

forskellige former for somatiske lidelser. Kommunerne oplever de mindste udfordringer i

arbejdet med borgere med handicap, fx målgruppen af borgere med fysisk handicap.

Der er meget små forskelle i svarene fra store og små kommuner og mellem kommuner

under større og mindre udgiftspres. Indikatoren for kommunernes udgiftspres er beregnet af

VIVE med data fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det er værd at fremhæve, at kommunerne samlet set oplever udfordringer i forskelligt omfang

i arbejdet med alle de undersøgte målgrupper. Kommuner oplever som minimum mindre

udfordringer i arbejdet med samtlige målgrupper, og for størstedelen af målgrupperne

oplever kommunerne snarere ret store udfordringer.

Det er desuden værd at bemærke, at der for alle de undersøgte målgrupper er en positiv

sammenhæng mellem, hvor store udfordringer kommunerne oplever i arbejdet med

målgruppen, og det behov for ekstern understøttelse kommunerne peger på, jf. figur 5.2.

De målgrupper, hvor den kommunale udfordring er størst, er derfor samtidig de målgrupper,

hvor kommunerne oplever størst behov for ekstern understøttelse fra Socialstyrelsen eller

andre aktører. Det viser, at udfordringsbilledet kan bruges til at oversætte, hvor der er et

behov for øget understøttelse af indsatsen fx fra statslig side. Således oplever kommunerne

både store udfordringer og stort behov for understøttelse i arbejdet med undermålgrupperne

på området for borgere med psykiske vanskeligheder. Kommunerne oplever relativt mindre

faglige udfordringer i arbejdet med fysisk handicappede, og behovet for understøttelse

angiver kommunerne ligeledes til at være relativt lavt.

1 Kommunernes udgiftspres er beregnet af VIVE som et indeks, der er defineret ved forholdet mellem

kommunens samlede aldersbestemte og socioøkonomiske udgiftsbehov (som opgjort af Økonomi- og

Indenrigsministeriet) og kommunens ressourcegrundlag. Det måler dermed, hvor stort kommunens samlede

udgiftsbehov er set i forhold til kommunens indtægtsmuligheder.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

141

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Figur 5.2

Oversigt over kommunale udfordringer og understøttelsesbehov for alle målgrupper i pilotanalysen

2,8

Grad af behov:

1 = slet intet behov, 2 = mindre

behov, 3 = ret stort behov, 4 = meget stort behov

Komplekse diagnoser

og biproblematikker

Unge over 18 år med

hashmisbrug

Unge voksne med

psykisk sårbarhed og

sociale udfordringer

Svære psykiske

lidelser

2,3

Voksne med kognitiv

funktionsnedsættelse

Unge med kognitiv

funktionsnedsættelse

og misbrug

Ældre borgere hvis

Unge hjemløse fysiske og somatiske

vanskeligheder

tiltager

Fysiske handicap

1,8

2,3

2,8

Grad af udfordringer:

1 = slet ingen udfordringer, 2 = mindre udfordringer, 3 = ret store

udfordringer, 4 = meget store udfordringer

Anm.: Punkterne viser den gennemsnitlige størrelse af kommunernes udfordringer på skalaen 1-4 og det

gennemsnitlige behov for understøttelse på skalaen 1-4 for hver af målgrupperne. Jo højere værdier, desto større

er henholdsvis udfordringerne og understøttelsesbehovet.

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

5.2.1

Området for voksne med psykiske vanskeligheder

For voksne med psykiske vanskeligheder angiver cirka tre ud af fire kommuner, at de aktuelt

oplever store udfordringer i arbejdet med alle tre udvalgte undermålgrupper; borgere med

svære psykiske lidelser, der udskrives fra behandlingspsykiatrien, unge voksne med psykisk

sårbarhed og borgere med komplekse diagnoser og bi-problematikker, det vil sige borgere

med flere forskellige problemstillinger, der skal håndteres samtidigt, fx en psykisk lidelse og

samtidigt misbrug, jf. figur 5.3.

Det skal bemærkes, at begrebet psykisk sårbarhed i denne undersøgelse bliver brugt bredt.

Det er således i et vist omfang op til kommunernes egen vurdering, hvem de inkluderer i

denne gruppe. Dette harmonerer også med, at begrebet psykisk sårbarhed bruges bredt og

ikke er entydigt defineret, jf. også kapitel 7 om psykisk sårbarhed blandt unge uden

uddannelse og job. For eksempel kan begrebet referere til personer, der har eller har haft en

psykisk lidelse, men det kan også referere til personer, der mere befinder sig i en ”gråzone”,

hvor de mistrives psykisk i en grad, så det påvirker deres funktionsevne i hverdagen, men

hvor der umiddelbart ikke er grundlag for at stille en egentlig psykiatrisk diagnose.

142

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Figur 5.3

Kommunernes udfordringer med målgrupper på området for borgere med psykiske vanskeligheder

Pct.

100

Borgere med svære psykiske lidelser der Unge voksne med psykisk sårbarhed og Borgere med komplekse diagnoser og bi-

udskrives fra behandlingspsykiatrien

sociale udfordringer

problematikker

Meget eller ret store udfordringer

Mindre udfordringer

Pct.

100

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

Kommunerne angiver i vidt omfang, at de oplever enten meget store eller ret store

udfordringer i arbejdet med borgere med psykiske vanskeligheder. Samtidig er der ingen

kommuner, der angiver, at de slet ikke oplever udfordringer i arbejdet disse målgrupper.

Flest kommuner angiver store udfordringer i forhold til målgrupperne af borgere med svære

psykiske lidelser, der udskrives fra behandlingspsykiatrien, og borgere med komplekse

diagnoser og bi-problematikker. Blandt kommunerne angiver 38 pct., at de oplever mindre

udfordringer i arbejdet med målgruppen unge voksne med psykisk sårbarhed og sociale

udfordringer mod henholdsvis 18 pct. og 22 pct. for de to øvrige målgrupper.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

143

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

5.2.2

Området for voksne borgere med handicap

På området for borgere med handicap er der set i forhold til undermålgrupperne af borgere

med psykiske vanskeligheder større variation i, hvor store aktuelle udfordringer kommunerne

oplever i arbejdet med de tre undermålgrupper, jf. figur 5.4.

Figur 5.4

Kommunernes udfordringer med målgrupper på området for voksne borgere med handicap

Pct.

100

Unge voksne med kognitiv

funktionsnedsættelse og samtidigt

misbrug

Meget eller ret store udfordringer

Borgere med fysisk handicap

Voksne borgere med kognitiv

funktionsnedsættelse

Slet ingen udfordringer

Ved ikke

Pct.

100

Mindre udfordringer

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

Kommunerne oplever aktuelt størst udfordringer i arbejdet med målgruppen af unge voksne

med kognitiv funktionsnedsættelse og samtidigt misbrug og færrest udfordringer i arbejdet

med målgruppen af borgere med fysisk handicap. Blandt kommunerne tilkendegiver 3 pct., at

arbejdet med borgere med fysisk handicap er forbundet med ret store udfordringer. Ingen

kommuner angiver meget store udfordringer for borgere med fysiske handicap. Omvendt

oplever 60 pct. af kommunerne ret store eller meget store udfordringer i arbejdet med unge

voksne med kognitiv funktionsnedsættelse og samtidigt misbrug.

Det er også værd at bemærke, at de kommunale udfordringer på området for borgere med

handicap generelt er mindre end på området for borgere med psykiske vanskeligheder, og at

behovet for understøttelse generelt følger graden af oplevede udfordringer.

144

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

5.2.3

Området for udsatte voksne

Lidt under halvdelen af kommunerne oplever meget store eller ret store udfordringer i

arbejdet med målgrupperne af udsatte voksne, jf. figur 5.5.

Udsatte voksne er i pilotanalysen afgrænset fra grupperne voksne med psykiske

vanskeligheder og voksne med handicap. Udsatte voksne udgør eksempelvis personer med

stofmisbrug, alkoholafhængighed, hjemløse mfl.

Figur 5.5

Kommunernes udfordringer med målgrupper på området for udsatte voksne

Pct.

100

Unge over 18 år med hashmisbrug

Meget eller ret store udfordringer

Mindre udfordringer

Unge hjemløse borgere

Slet ingen udfordringer

Ved ikke

Pct.

100

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

Blandt kommunerne angiver 49 pct., at de oplever meget store eller ret store udfordringer i

arbejdet med unge over 18 år med hashmisbrug, og tilsvarende gør sig gældende for 44 pct.

af kommunerne for målgruppen unge hjemløse borgere. Kommunernes svar på, hvor store

udfordringer de oplever i arbejdet med de to målgrupper, fordeler sig overordnet forholdsvis

ens på de forskellige svarkategorier.

5.2.4

Borgere på voksensocialområdet der bliver ældre

Lige over halvdelen af kommunerne angiver, at de oplever ret store eller meget store

udfordringer i arbejdet med borgere på voksensocialområdet, der bliver ældre, og hvis

somatiske vanskeligheder tiltager, mens lidt under halvdelen oplyser, at de kun oplever

mindre eller slet ingen udfordringer, jf. figur 5.6.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

145

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Figur 5.6

Kommunernes udfordringer med borgere på voksensocialområdet der bliver ældre

Slet ingen udfordringer

5 pct.

Ved ikke

1 pct.

Mindre udfordringer

41 pct.

Meget eller ret store

udfordringer

53 pct.

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

5.2.5

Kommunernes største udfordringer

Kommunerne har i pilotanalysen vurderet hvilke tre af ovennævnte målgrupper, de aktuelt

oplever størst udfordringer med. Kommunerne har forholdt sig til alle målgrupperne samtidigt

og rangordnet dem med et tal fra 1 til 3, hvor 1 er den største udfordring. Kommunerne

angiver, at de største udfordringer er forbundet med to af målgrupperne på området for

borgere med psykiske vanskeligheder, jf. tabel 5.1.

146

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Tabel 5.1

Kommunernes angivelse af de målgrupper på voksensocialområdet, hvor de oplever størst

udfordringer, pct.

En af kommunens tre

største udfordringer

Borgere med komplekse diagnoser og bi-problematikker

Borgere med svære psykiske lidelser, der udskrives fra

behandlingspsykiatrien

Unge voksne med kognitiv funktionsnedsættelse og

samtidigt misbrug

Unge voksne med psykisk sårbarhed og sociale

udfordringer

Borgerne på det specialiserede socialområde for

voksne, der bliver ældre, og hvis fysiske og somatiske

vanskeligheder tiltager

Voksne borgere med kognitiv funktionsnedsættelse

Unge hjemløse borgere

Unge over 18 år med hashmisbrug

Borgere med fysisk handicap

100

Ikke en af kommunens

tre største udfordringer

Anm.: Tabellen viser den procentvise andel af kommuner, der vælger arbejdsudfordringerne for hver målgruppe

som størst, næststørst eller tredje størst. Den viser også andelen af kommuner, som placerer målgruppen helt

uden for top-3.

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

5.2.6

Specifikke typer af udfordringer

For hver målgruppe i VIVE’s undersøgelse er kommunerne blevet bedt om at vurdere i

hvilken udstrækning, en række forskellige typer af udfordringer gør sig gældende for den

pågældende målgruppe, jf. boks 5.1 og 5.2 ovenfor.

På tværs af målgrupperne i pilotanalysen er billedet, at kommunerne oplever særlige

udfordringer med koordinering på tværs af sektorer. Også omlægning til tidlig og

forebyggende indsats er en udfordring, der går på tværs af målgruppeområderne. For

borgere med psykiske vanskeligheder vurderer kommunerne flere af udfordringerne højt,

herunder udfordringer med koordinering imellem forvaltninger/afdelinger, udfordringer med

indsatser til målgruppen og udfordringer med kompetencer og viden. Dette billede svarer

godt til, at kommunerne angiver at opleve størst udfordringer med netop målgrupperne af

borgere med psykiske vanskeligheder, jf. tabel 5.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

147

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Tabel 5.2

Specifikke målgruppeudfordringer for voksensocialområdets målgrupper

Borgere med

psykiske

vanskeligheder

Koordinering sektorer imellem

Omlægning til tidlig/

forebyggende indsats

Koordinering forvaltninger/

afdelinger imellem

Indsatser til målgruppen

Kompetencer og viden

Implementering af metoder og

indsatser

Koordinering bestiller og

udfører imellem

2,2

2,1

2,5

2,4

2,3

2,2

2,1

2,3

2,4

2,0

2,5

2,2

2,3

2,2

3,0

2,6

2,4

2,6

2,5

Borgere med

handicap

Udsatte

borgere

Borgere på

voksensocialområdet

der bliver ældre

2,5

2,2

Anm.: Skala: 1-4, hvor 1 er færrest udfordringer og 4 er flest udfordringer. Gennemsnitsstørrelsen af syv

specifikke udfordringer på områderne for borgere med psykiske vanskeligheder, borgere med handicap, udsatte

voksne borgere, og i forhold til at borgere på det samlede voksensocialområde bliver ældre. Tabellen er sorteret

efter resultatet på området for borgere med psykiske vanskeligheder.

Kilde: VIVE (2018). Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer på voksensocialområdet.

5.3

Vurdering af behov for nye virksomme sociale

indsatser

Det kommunale perspektiv, som fremgår af pilotanalysen, er centralt i vurderingen af, hvor

der er behov for nye virksomme sociale indsatser på socialområdet, men kan ikke stå alene.

Børne- og Socialministeriet arbejder derfor med at inddrage både kommunale og andre

aktører i flere forskellige sammenhænge. Herunder udfoldes desuden en række yderligere

hensyn, der kan understøtte en vurdering af, hvilke områder der er behov for at udvikle og

udbrede virksomme sociale indsatser til, jf. figur 5.7.

Som nævnt er virksomme sociale indsatser som defineret i afsnit 5.1 ikke altid den rigtige

løsning på et socialt problem. Der kan også være behov for mere generelle ændringer i

rammevilkår som fx ændret lovgivning. Sociale indsatser er imidlertid et vigtigt redskab på det

sociale område og er derfor det primære fokus for dette kapitel.

148

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Hensynene giver et billede af, hvor det er muligt at skabe størst gennemslagskraft med nye

virksomme sociale indsatser, og indgår som en integreret del af den fasemodel for udvikling

af sociale indsatser, der ligger til grund for den strategiske udvikling af de sociale indsatser i

Børne- og Socialministeriet. Socialpolitiske valg kan dog ikke reduceres til et spørgsmål om

at skabe størst mulig gennemslagskraft for flest muligt. Der er også væsentlige socialpolitiske

hensyn at tage til fx mindre målgrupper med særlige behov. Det vil således altid i sidste ende

være en politisk beslutning hvilke fokusområder, sociale problemstillinger og målgrupper, der

prioriteres i forhold til udvikling af nye virksomme sociale indsatser.

Figur 5.7

Hensyn for vurdering af behov for nye virksomme sociale indsatser på socialområdet

Vurdering af behov for nye virksomme sociale indsatser

Aktørperspektiver

Regeringens mål for

social mobilitet

Viden om det sociale

problem

Igangværende

initiativer

Vurdering af mulige virksomme sociale indsatser

(jf. Strategi for udvikling af sociale indsatser)

Virkning

Økonomi

Implementering

Efterspørgsel

Realistisk drift

Anm.: Hensynene ligger i forlængelse af Børne- og Socialministeriets

Strategi for udvikling af sociale indsatser.

Kilde: Børne- og Socialministeriet.

Forskellige

aktørers perspektiver

giver forskellige vinkler på behovet for nye virksomme

sociale indsatser på socialområdet. Aktørerne kan pege på forskellige udfordringer med at

tilrettelægge en virksom indsats for borgeren, herunder udfordringer med manglende

indsatser til målgruppen eller udfordringer med implementering af metoder eller indsatser.

Børne- og Socialministeriets arbejde med at udvikle socialområdet sker allerede i tæt

samarbejde med en række aktører såsom kommunerne, KL, professionshøjskoler og andre

aktører og interessenter på socialområdet. Med pilotanalysen er der for første gang skabt

systematisk viden om det kommunale perspektiv specifikt på de aktuelle udfordringer.

Et eksempel på, hvordan Børe- os Socialministeriet arbejder med at inddrage forskellige

aktørperspektiver, er udviklings- og investeringsprogrammerne (UIP) på henholdsvis voksen-

og børn- og ungeområdet. Her understøtter en faglig styregruppe med aktører og

interessenter på socialområdet Børne- og Socialministeriet og Folketinget i at træffe

strategiske beslutninger om udvikling, afprøvning og udbredelse af sociale indsatser, jf. boks

5.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

149

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.3

Udviklings- og investeringsprogrammerne på Børne- og Socialministeriets område

Et eksempel på Børne- og Socialministeriets arbejde med udvikling og investeringer i virksomme sociale

indsatser er Udviklings- og investeringsprogrammet (UIP) på voksenområdet samt Udviklings- og

Investeringsprogrammet på børne- og ungeområdet, som er vedtaget med satspuljeaftalen for 2019-2022.

I satspuljeaftalen for 2017 blev det besluttet at igangsætte et udviklings- og investeringsprogram på

voksenområdet for derigennem at understøtte en mere vidensbaseret social indsats gennem udvikling og

afprøvning (spor 1), udbredelse og forankring (spor 2) af virksomme indsatser og lovende praksis på

voksenområdet samt investering i bedre data (spor 3). I regi af udviklings- og investeringsprogrammet på

voksenområdet udbredes og udvikles blandt andet indsatser til:

•

Borgere med psykiske lidelser, som flytter fra botilbud til eget hjem

•

Psykisk sårbare unge

•

Unge med stofmisbrug

Med udgangspunkt i positive erfaringer fra ”Udviklings- og Investerings-programmet på voksenområdet med

at understøtte en mere vidensbaseret og effektfuld socialpolitik er det med satspuljen for 2019 besluttet at

igangsætte et tilsvarende program på området for udsatte børn og unge og børnehandicapområdet. I regi af

udviklings- og investeringsprogrammet på børne- og ungeområdet udbredes og udvikles blandt andet

indsatser til:

•

Udsatte familier

•

Anbragte børn og unge

•

Forældre, der har et barn med handicap

En faglig styregruppe understøtter Børne- og Socialministeriet og Folketinget i at træffe strategiske

beslutninger om udvikling, afprøvning og udbredelse af sociale indsatser i de to udviklings- og

investeringsprogrammer. Den faglige styregruppe består af en række kommunale repræsentanter, KL,

Danske Regioner, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Professionshøjskolerne, VIVE,

Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening og FOA. Den faglige styregruppe suppleres med

repræsentanter fra kommunernes børne-, unge- og familieindsats som en konsekvens af, at der med

aftalen om satspuljen for 2019 igangsættes et Udviklings- og investeringsprogrammet på børne- og

ungeområdet.

Regeringens 10 mål for social mobilitet

udgør desuden en central ramme for vurderingen af,

hvor på der skal iværksættes initiativer til at forbedre indsatsen for borgere det sociale

område. Målene sætter retning for socialpolitikken. For eksempel er det regeringens

ambition, at flere uddanner sig og får et job, selvom de har et handicap, psykiske

vanskeligheder eller sociale problemer, ligesom at færre skal være socialt udsatte (se kapitel

2 om status for de sociale mål).

150

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Viden om det sociale problem,

herunder hvad det sociale problem betyder for den enkelte

borger, og hvilke dynamikker det skaber for samfundet, er endnu et væsentligt hensyn. For

eksempel kan viden om, hvordan et misbrug starter, hvem det rammer, hvor mange

misbrugere der findes, hvordan misbrug påvirker den enkeltes liv, herunder deltagelse i

uddannelse og beskæftigelse mv., være med til at give et billede af det sociale problem, som

er væsentligt fra en national synsvinkel. Samfundsmæssige faktorer såsom den

demografiske udvikling spiller også en rolle i den forbindelse. Det kan fx dreje sig om borgere

på socialområdet, som bliver ældre og dermed får flere somatiske lidelser i kombination med

de sociale problemer.

Allerede

udviklede metoder og igangværende initiativer,

som adresserer et aktuelt problem,

stod centralt i Socialpolitisk Redegørelse 2017, der tog hul på en kortlægning af

dokumenteret virksomme sociale indsatser. Det er nødvendigt at kende det eksisterende

indsatsbillede for at kunne vurdere, om der er behov for nye virksomme indsatser. Dette

kræver desuden en særlig opmærksomhed på de tilgrænsende sektorområder såsom

sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet, så initiativer rettet mod de samme målgrupper

trækker i samme retning. Der kan også være situationer, hvor det er hensigtsmæssigt at

afvente effekten af igangværende initiativer, før der iværksættes nye.

5.3.1

Vurdering af mulige virksomme sociale indsatser

Børne- og Socialministeriet arbejder med udvikling af virksomme sociale indsatser på basis

Strategi for udvikling af sociale indsatser,

jf. boks 5.4.

Strategien understøtter, at hjælpen til socialt udsatte og mennesker med handicap bygger på

viden om, hvad der virker. Denne viden udvikles i strategien efter en fasemodel, der definerer

vejen fra problemstilling til løsning.

Når behovet for udvikling og udbredelse generelt er vurderet, kan mulige konkrete virksomme

sociale indsatser efterfølgende vurderes. Her spiller fem hensyn en vigtig rolle: Virkning,

økonomi, implementering, efterspørgsel og realistisk drift.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

151

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.4

Børne- og Socialministeriets

Strategi for udvikling af sociale indsatser

Strategien for udvikling af sociale indsatser skal sikre et større afkast af investeringerne i at udvikle indsat-

ser med dokumenteret effekt. Når arbejdet er bedre koordineret og sammentænkt, vil flere udviklingsprojek-

ter resultere i en indsats med veldokumenteret effekt, som kommunerne kan bruge i den sociale indsats.

Strategien indeholder en fasemodel, som består af fire faser: Screeningsfasen, modningsfasen,

afprøvningsfasen og udbredelsesfasen. National udvikling af sociale indsatser indledes dermed med en

screening af, om forudsætningerne for et succesfuldt udviklingsarbejde er til stede.

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Ud fra tydelige kriterier træffes der mellem hver fase beslutning om, hvorvidt udviklingsarbejdet kan

fortsætte – eller om der på baggrund af de foreløbige erfaringer i udviklingsarbejdet er behov for at forlænge

en fase, gøre den om eller eventuelt helt at opgive indsatsen. Kriterierne er virkning, økonomi,

implementering, efterspørgsel og realistisk drift.

Viden om

virkning

i forhold til det sociale problem er et naturligt hensyn ved vurdering af nye

virksomme sociale indsatser. Er det dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er en positiv

effekt af en ny løsning for borgerne i en dansk kontekst? Hvis der er behov for at udvikle en

ny indsats fra grunden, hvilken teori og hvilken viden skal den i så fald bygge på?

Økonomi

er et andet væsentligt hensyn. Det er relevant at inddrage overvejelser om

omkostningerne forbundet med nye virksomme sociale indsatser. Disse kan ses i forhold til

de menneskelige og økonomiske gevinster, der kan opnås. Den Socialøkonomiske

Investeringsmodel, SØM, er et redskab til at lave budgetøkonomiske analyser af konkrete

sociale indsatser i kommunerne, og kan understøtte den enkelte kommune i vurderingen af

omkostningseffektiviteten ved forskellige sociale indsatser, jf. boks 5.5.

152

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.5

Kort om Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) er et beregningsværktøj, der skal fremme

investeringstankegangen på socialområdet. Det skal den bl.a. gøre ved at styrke den enkelte kommunes

grundlag for systematisk at vurdere de økonomiske konsekvenser, når der iværksættes sociale indsatser.

Det er brugeren af SØM, der gør antagelserne i beregningerne. Resultaternes anvendelighed og

troværdighed er tæt forbundet med vidensgrundlaget for beregningen og de antagelser, brugeren gør sig i

forbindelse med den specifikke beregning. SØM kan anvendes til at beregne det budgetøkonomiske

nettoresultat af en konkret social indsats ved at sammenstille omkostningerne ved indsatsen med de

økonomiske konsekvenser, der forventes som følge af, at borgerene opnår en effekt af indsatsen. SØM kan

derudover beregne nettoresultatet af den sociale indsats fordelt på aktører (fx kommune, region og stat)

over tid. De økonomiske konsekvensestimater i SØM’s vidensdatabase er opgjort via registerdata, hvorfor

fx værdien af øget livskvalitet eller privatøkonomiske gevinster ikke medregnes i SØM.

Vidensdatabasen i SØM, der indeholder viden om målgrupper på voksenområdet og udsatte børn- og

ungeområdet, kan bruges til inspiration i beregningen af konkrete indsatser. Der mangler imidlertid fortsat

meget viden om effekter af sociale indsatser og de heraf afledte økonomiske konsekvenser. Den udfordring

løser SØM ikke, og det er vigtigt, at der er opmærksomhed på dette, når modellen anvendes i fx

kommunerne.

SØM giver ikke regeringen grundlag for at vurdere eller diktere, om den ene indsats eller investering er

bedre end den anden, og det vil ikke være regeringens opgave at forholde sig til konkrete SØM-

beregninger, som kommunerne eller andre aktører måtte lave. Det er en dialog og diskussion, som

nødvendigvis skal finde sted lokalt, og som skal give støtte til lokale prioriteringer. Modellen er tiltænkt som

et redskab til lokalt i kommunerne at foretage vurderinger af de budgetøkonomiske konsekvenser fordelt

over tid ved at forbedre indsatserne for udsatte borgere. Men SØM vil aldrig kunne stå alene, når der skal

træffes politiske beslutninger om investeringer i sociale indsatser.

SØM vil fremadrettet blive anvendt som en integreret del af mange af de udviklingsprojekter, der

igangsættes på Børne- og Socialministeriets område. Udviklingsprojekterne giver deltagerkommunerne

mulighed for løbende at få vejledning i at arbejde med SØM og er samtidig en kilde til at skabe viden om

effekter og økonomiske konsekvenser af sociale indsatser til SØM’s vidensdatabase. Viden fra

vidensdatabasen kan anvendes til inspiration lokalt, fx når en kommune skal foretage en beregning af de

økonomiske konsekvenser forbundet med at investere i en konkret social indsats. Ligeledes kan viden fx i

form af SØM-beregninger fra projektkommuner indgå som eksempler i grundlaget for beslutninger om at

videreudvikle eller udbrede en social indsats.

Eksempel på anvendelse: SØM-beregning af misbrugsbehandlingsmetoden MOVE

MOVE er en misbrugsbehandlingsmetode (tidligere kaldet MI/KAT-GO). Effektevalueringen af metoden har

vist stærke resultater, og Socialstyrelsen har på baggrund af effektevalueringen gennemført en økonomisk

evaluering via SØM (Socialstyrelsen 2018: Økonomisk evaluering af MI/KAT-GO). Den økonomiske

evaluering viser, at nettogevinsten pr. deltager i MOVE i deltagerkommunerne varierer inden for et spænd

på mellem ca. 60.800 kr. og ca. 69.300 kr. Resultatet er gældende for kommuner, der har deltaget i et

afprøvningsprojekt, og kan ikke nødvendigvis generaliseres til andre kommuner. Den største gevinst

kommer fra reduceret kriminalitet, men også øget beskæftigelse har en positiv betydning for de samlede

økonomiske konsekvenser.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

153

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Implementering

er et tredje hensyn. En given ny løsning skal kunne fungere i lokal

sammenhæng, hvor indsatsen skal implementeres. Implementering af sociale indsatser sker i

en kontekst, hvor det blandt andet er vigtigt, at medarbejderne har de rette kompetencer, at

datagrundlaget i kommunen giver mulighed for at følge op på indsatsen, at

samarbejdsrelationerne og kulturen i kommunen understøtter implementeringen samt at den

lokale ledelse bakker op. Såfremt der er tale om metoder udviklet i udlandet, er det vigtigt at

vurdere, i hvilket omfang de kan implementeres og have effekt i dansk kontekst.

Hensynet om

efterspørgsel

binder en sløjfe tilbage til hensynet vedrørende

aktørperspektiverne. Virksomme sociale indsatser skal være efterspurgt af de relevante

aktører på socialområdet, for at det er realistisk, at de vil blive implementeret og dermed give

resultater for borgeren. Det vil fx sige, at kommunerne skal se en konkret indsats til en

målgruppe som et godt svar på en udfordring, kommunerne oplever, hvis der skal være basis

for at udbrede indsatsen til kommunerne.

Det sidste hensyn om

realistisk drift

hænger tæt sammen med den kommunale efterspørgsel

og betyder blandt andet, at det skal være realistisk, at der kan visiteres borgere til indsatsen i

tilstrækkelig grad til, at der kan opretholdes en bæredygtig faglig og økonomisk drift af den.

5.4

Eksempler fra pilotanalysen

I det følgende analyseres behovet for nye indsatser med udgangspunkt i tre eksempler fra

pilotanalysen. Det sker ud fra hensynene til vurdering af behovet for nye virksomme sociale

indsatser, som blev præsenteret ovenfor. Formålet er at tegne konturerne til en samlet faglig

vurdering af behovet for nye virksomme sociale indsatser for hver af målgrupperne.

Vurderingerne herunder er relativt korte, og der vil være brug for mere dybdegående

beskrivelser af hensynene til vurdering af behovet for nye virksomme sociale indsatser. I

sidste ende vil det altid være en politisk beslutning, hvor udvikling og investering skal

prioriteres på socialområdet, men gennemgangen ud fra hensynene kan bidrage til at oplyse

den politiske prioritering. Gennemgangen af målgrupperne trækker desuden tråden tilbage til

sidste års kortlægning af dokumenteret virksomme indsatser, og der gives i faktabokse

eksempler på igangværende initiativer til målgrupperne.

De tre målgrupper, som belyses, er de enkelte målgrupper inden for hver af de overordnede

målgruppeområder, hvor kommunerne i pilotanalysen i størst omfang har angivet at opleve

udfordringer. Der er tale om målgrupperne: Borgere med komplekse diagnoser og bi-

problematikker, unge voksne med kognitiv funktionsnedsættelse og samtidigt misbrug samt

unge over 18 år med hashmisbrug.

For alle tre målgrupper gælder det, at kommunerne i pilotanalysen har angivet store

udfordringer med koordinering på tværs af sektorer, fx koordinering med psykiatrien og

beskæftigelsesområdet. Der er tale om en udfordring, som ikke fuldt ud kan adresseres med

virksomme sociale indsatser på socialområdet, men som samtidig kræver en fælles indsats

fra flere sektorer. Regeringen har med sammenhængsreformen allerede et stort fokus på at

understøtte en effektiv koordinering på tværs af myndigheder og sektorer. Regeringen vil

skabe bedre sammenhæng for borgere og medarbejdere gennem en enkel og mere

154

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

sammenhængende styring samt bedre overgange mellem sektorer. Det betyder blandt andet,

at opgaver skal løses med afsæt i, hvordan borgeren oplever størst sammenhæng. Det

betyder også, at der skal ses på, om der er opgaver, hvor man kan få mere velfærd for

pengene gennem eksempelvis samarbejde og fælles løsninger på tværs af sektorer.

Regeringen har som en del af Sammenhængsreformen fremlagt reformudspillet ”Sammen

med borgeren. En helhedsorienteret indsats”. I reformudspillet lægges der blandt andet op til

en ny samlet hovedlov. Loven skal skabe rammerne for en helhedsorienteret indsats, som

tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov, og som indebærer, at borgere og familier

med komplekse problemer får én samlet indgang til den offentlige sektor.

5.4.1

Eksempel 1: Borgere med komplekse diagnoser og bi-

problematikker på området for borgere med psykiske

vanskeligheder

Pilotanalysen viser, at kommunerne i væsentlig grad oplever udfordringer med borgere med

komplekse diagnoser og bi-problematikker, det vil sige borgere med flere forskellige

problemstillinger, der skal håndteres samtidigt, fx en psykisk lidelse og samtidigt misbrug. I

forundersøgelsen oplyste flere respondenter, at kommunerne oplever en tilvækst af borgere

med tunge psykiatriske diagnoser. Det kan være borgere, der udskrives fra

behandlingspsykiatrien. Samtidig angav 82 pct. af kommunerne i

spørgeskemaundersøgelsen, at de oplever meget store eller ret store udfordringer med

målgruppen.

I pilotanalysen var det muligt for kommunerne at give en kvalitativ beskrivelse af og udfolde

de udfordringer, de oplever. Kommunerne har blandt andet angivet, at arbejdet med borgere

med komplekse diagnoser og bi-problematikker er vanskeligt, da ansvaret for indsatsen er

placeret i flere systemer. Det fremgår, at der er tale om borgere med meget vanskelige

problemstillinger, som kræver tværfagligt samarbejde og fælles målsætninger på tværs af

systemerne.

Kommunerne har i pilotanalysen angivet i hvilket omfang, de oplever behov for ekstern

understøttelse til en målgruppe, fx i form af støtte fra Socialstyrelsen. Borgere med

komplekse diagnoser og bi-problematikker er den målgruppe, kommunerne i størst omfang

angiver behov for understøttelse til.

Analyser på nationale registerdata understøtter billedet af betydelige udfordringer med

målgruppen. Analyserne i kapitel 3 om målgrupper og indsatser i denne redegørelse viser

blandt andet, at antallet af borgere med psykiske vanskeligheder, der modtager en social

indsats, udgjorde ca. 31.100 personer i 2016. Samtidig har både Socialpolitisk Redegørelse i

2016 og 2017 vist, at en væsentlig del af de socialt udsatte voksne har komplekse sociale

problemer. Analyserne viser, at 45 pct. af alle socialt udsatte borgere, der modtager sociale

indsatser, har komplekse sociale problemer, defineret ved at de har mere end ét socialt

problem.

Regeringen har i de 10 mål for social mobilitet et eksplicit fokus på målgruppen, idet at der

ifølge målene skal arbejdes for at flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale

problemer kommer i uddannelse og beskæftigelse. Desuden angiver målene en klar ambition

om større effekt af stofmisbrugsbehandlingen.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

155

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

I Socialpolitisk Redegørelse 2017 blev det vurderet, at der kun i begrænset omfang findes

virksomme indsatser til voksne med flere og samtidige sociale problemer. Det blev dog

vurderet, at der i nogen grad findes indsatser til stofmisbrug, og at disse i nogen grad er

udbredt. Dette tyder samlet set på, at der er begrænset viden om virksomme indsatser til

borgere med flere og samtidige sociale problemer, herunder borgere med komplekse

diagnoser og bi-problematikker på området for borgere med psykiske vanskeligheder.

Boks 5.6

Eksempler på igangværende initiativer vedrørende borgere med komplekse diagnoser og bi-

problematikker

Udbredelse af virksomme bostøttemetoder

I perioden 2017-2021 udbreder Socialstyrelsen virksomme bostøttemetoder til borgere, der modtager

bostøtte efter § 85 i serviceloven. Der kan være tale om borgere i eget hjem, der modtager bostøtte, og

borgere som modtager § 85-støtte på et botilbud eller botilbudslignende tilbud.

Bostøtte efter servicelovens § 85 er den mest tildelte støtte på voksenområdet, herunder også til borgere

med komplekse problemer. Kommunerne har stor bevågenhed på, hvordan man bedst giver bostøtten,

herunder om den kan gives som et gruppebaseret tilbud eller som intensiv støtte i kritiske overgange.

Derfor besluttede satspuljepartierne at udbrede bostøttemetoderne Critical Time intervention (CTI), Social

færdighedstræning (SFT) og Åben Dialog (ÅD). Metoderne har vist positive effekter i afprøvningsprojektet

og udbredes aktuelt til kommunerne i regi af Børne- og Socialministeriets Udviklings- og

Investeringsprogram på voksenområdet.

Modning af modificeret ACT-metode til borgere med komplekse problemstillinger

I perioden 2019-2022 udvikler og modner Socialstyrelsen en modificeret indsats baseret på Assertive

Community Treatment (ACT) til borgere med komplekse problemstillinger.

ACT-metoden er en integreret indsats, hvor kerneelementerne er, at et tværfagligt sammensat team yder en

helhedsorienteret, fleksibel, udgående, tidsubegrænset og direkte støtte og behandling til borgeren ud fra

borgerens ønsker og behov. Evalueringen af ”Afprøvning af ACT-metoden over for borgere med psykiske

lidelser og samtidigt misbrug” fra 2017 viste, at ACT-indsatsen er særligt virkningsfuld til at løfte de mest

udfordrede borgere ud af en negativ udviklingsspiral. Eksempelvis oplevede 59 pct. en forbedret psykisk

trivsel, 63 pct. rapporterede en lavere belastningsgrad i deres alkoholforbrug og 51 pct. en lavere

belastningsgrad i deres stofmisbrug.

Metoden er imidlertid ikke udbredt i særlig vid udstrækning, primært fordi den kan opleves som en

omfattende og dyr indsats at indføre for mindre og mellemstore kommuner med få borgere i målgruppen.

På den baggrund udvikles en modificeret version af ACT, der indeholder metodens fleksible, intensive og

helhedsorienterede tilgang, men som er mere implementerbar og omkostningseffektiv, og som i højere grad

passer ind i kommunernes eksisterende indsatser.

156

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

5.4.2

Eksempel 2: Unge voksne med kognitiv funktionsnedsættelse og

samtidigt misbrug

Pilotanalysen viser, at kommunerne i væsentlig grad oplever udfordringer med unge voksne

med kognitiv funktionsnedsættelse og samtidig misbrug. I spørgeskemaundersøgelsen gav

60 pct. af kommunerne udtryk for, at de oplever meget store eller ret store udfordringer med

målgruppen.

Kommunerne har i pilotanalysen haft mulighed for at beskrive de konkrete udfordringer, de

oplever i forhold til målgruppen. Her gav flere kommuner udtryk for, at de oplever

udfordringer med den ofte store kompleksitet i sagerne samt det store behov for koordinering

til andre myndigheder og sektorer. Det fremhæves også, at der fortsat er behov for viden om,

hvad der virker for målgrupper med kombinationer af diagnoser, fx kombinationen af

autismespektrumforstyrrelser og misbrug. Det beskrives også, at arbejdet med målgruppen

kræver et tæt samarbejde mellem region, leverandør, myndighed og ikke mindst med

borgeren.

Kommunerne har i pilotanalysen angivet i hvilket omfang, de oplever behov for ekstern

understøttelse til en målgruppe, fx i form af støtte fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen. Unge

voksne med kognitive funktionsnedsættelser og misbrug er en af de målgrupper,

kommunerne angiver et moderat behov for understøttelse til.

Det er ikke muligt at estimere den samlede størrelse på målgruppen af borgere med kognitiv

funktionsnedsættelse og samtidigt misbrug. I Socialpolitisk Redegørelse for 2017 estimeres,

at ca. 40.000 borgere med et kognitivt handicap modtager en handicapkompenserende

indsats efter serviceloven. En del af denne gruppe borgere har samtidig et misbrug, men den

samlede størrelse af målgruppen kendes ikke.

Det fremgår af regeringens 10 mål for social mobilitet, at flere personer med handicap skal i

uddannelse og beskæftigelse. Desuden angiver målene også en ambition om større effekt af

stofmisbrugsbehandlingen.

I Socialpolitisk Redegørelse 2017 blev det vurderet, at der i nogen grad findes virksomme

indsatser til voksne med kognitiv funktionsnedsættelse. Samtidig blev det vurderet, som

tidligere omtalt, at der kun i begrænset omfang findes virksomme indsatser til voksne med

flere sociale problemer, som kognitiv funktionsnedsættelse og samtidigt misbrug falder inden

for.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

157

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.7

Eksempel på initiativ målrettet unge voksne med kognitiv funktionsnedsættelse og samtidigt

misbrug

Screeningsprojekt vedrørende ADHD og misbrug

I regi af Udviklings- og Investeringsprogrammet (UIP) på voksenområdet gennemføres i 2018 en

undersøgelse, som afdækker eksisterende indsatser til behandling af misbrug blandt personer med ADHD.

Formålet er at finde frem til, om der er eksisterende behandlingsindsatser, som kan modnes eller afprøves

og efterfølgende eventuelt udbredes til flere kommuner. En person med et problematisk forbrug af rusmidler

og ADHD vil oftest have behov for at få tilbudt behandling, der ud over at adressere misbruget også

adresserer ADHD-kernesymptomerne og de funktionelle udfordringer, som ADHD kan give.

Man regner med, at omkring halvdelen af unge med ubehandlet ADHD udvikler et problematisk forbrug af

rusmidler, og de debuterer typisk meget tidligt. Blandt unge, der er blevet behandlet med medicin for ADHD,

er der ikke større risiko for at udvikle et problematisk rusmiddelbrug, end der er i den øvrige befolkning.

Mange stopper imidlertid deres ADHD-behandling, når de bliver voksne og ikke længere følges tæt med

den konsekvens, at de kommer i fare for at udvikle afhængighed af rusmidler.

Projektet skal muliggøre, at der efterfølgende kan iværksættes metodeudviklingsprojekter, som har

realistiske forudsætninger for at blive til virksomme sociale indsatser – og at indsatserne realistisk vil blive

forankret i driften i et større antal kommuner. Initiativet skal sikre, at efterfølgende projekter er fagligt

velbegrundede, realistiske i afprøvning og drift, samt at der er en kommunal efterspørgsel.

5.4.3

Eksempel 3: Unge over 18 år med hashmisbrug

Unge over 18 år med hashmisbrug er den målgruppe på området for udsatte voksne, som

kommunerne i størst omfang angiver at opleve udfordringer med. I pilotanalysen angiver 49

pct. af kommunerne, at de oplever meget store eller ret store udfordringer i arbejdet med

målgruppen.

Kommunerne har i pilotanalysen haft mulighed for at udfolde udfordringerne med målgruppen

af unge med hashmisbrug i en række åbne svarkategorier. Her har kommunerne givet udtryk

for, at udfordringerne med målgruppen i stil med målgruppen af borgere med komplekse

diagnoser og bi-problematikker blandt andet består i koordineringen med andre

sektorområder, fx med psykiatrien og beskæftigelsesområdet. Endvidere har flere kommuner

angivet, at deres særlige fokus på ungegruppen skyldes, at kommunerne ser en stigning i

målgruppen i disse år. Kommunerne har derfor ifølge de kvalitative udsagn i pilotanalysen

også fokus på at sætte tidligt ind over for målgruppen, da det antages at øge

sandsynligheden for at opnå effekt af behandlingen og forhindrer problemerne i at vokse sig

større.

Kommunerne har i pilotanalysen angivet i hvilket omfang, de oplever behov for ekstern

understøttelse til en målgruppe, fx i form af støtte fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen. Unge

over 18 år med hashmisbrug er en af de målgrupper, kommunerne angiver et moderat behov

for understøttelse til.

158

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Der er ikke entydige nationale estimater over antallet af unge over 18 år med hashmisbrug.

Det formodes, at mange har et misbrug uden at komme i behandling. En analyse fra Center

for Rusmiddelforskning estimerer, at der er ca. 20.000 unge mellem 15 og 25 år med et

behandlingskrævende stofmisbrug i Danmark.

Samlet set modtog ca. 17.300 personer en social indsats i form af stofmisbrugsbehandling i

2017. Heraf udgjorde 18-29-årige 39 pct. svarende til ca. 6.700 personer.

Målgruppen af unge over 18 år med hashmisbrug vurderes at have et stort

progressionspotentiale i form af uddannelse og beskæftigelse set i et livsperspektiv. De

afledte samfundsøkonomiske konsekvenser ved at investere i tidlig misbrugsbehandling kan

være omfattende, hvis reduceret eller afsluttet misbrug kan fastholde eller hjælpe borgeren

videre i uddannelse og beskæftigelse.

Regeringen har en målsætning om, at flere af de personer, der afslutter et behandlingsforløb

for stofmisbrug, skal være stoffrie eller have et reduceret eller et stabiliseret stofmisbrug. I

Socialpolitisk Redegørelse 2018 kan der spores en lille fremgang i forhold til denne

målsætning (se i øvrigt kapitel 2 om status for de sociale mål).

I Socialpolitisk Redegørelse 2017 blev det vurderet, at stofmisbrugsområdet i nogen grad er

dækket af virksomme indsatser. Det blev vurderet, at området i nogen grad er dækket for så

vidt angår antal og bredde af virksomme indsatser, da der findes flere dokumenteret

virksomme indsatser, som dækker forskellige stofmisbrugsproblematikker, både for personer

med kortere- og længerevarende misbrug. For så vidt angår implementeringsomfang blev det

vurderet, at området i nogen grad er dækket. Dette tegner samlet set et billede af, at der på

den ene side er en positiv udvikling i gang på området for misbrugsbehandling, hvor

virksomme behandlingsmetoder er til rådighed, og hvor indsatsen ser ud til at virke bedre. På

den anden side oplever kommunerne en stigning i målgruppen, og det menneskelige og

samfundsmæssige potentiale ved at sætte ind over for et tidligt misbrug er markante. En

tidlig og forebyggende indsats til målgruppen vil kunne forhindre, at problemerne udvikler sig

i omfang og kompleksitet.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

159

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 5

Virksomme sociale indsatser

Boks 5.8

Eksempler på initiativer målrettet unge over 18 år med hashmisbrug

Udbredelse af MOVE til unge med misbrug

Socialstyrelsen udbreder i 2019-2021 behandlingsmetoden MOVE (tidligere kaldet MI/KAT-GO).

Udbredelsen sker i regi af Udviklings- og Investeringsprogrammet på voksenområdet, og 12-15 kommuner

vil modtage undervisning i metoden fra en uddannelsesleverandør og implementeringsstøtte fra

Socialstyrelsen. Metoden vil endvidere som del af Udviklings- og investeringsprogrammet på

voksenområdet for 2019 blive modnet som gruppebehandling.

MOVE er en metode til misbrugsbehandling, som består af 12 samtaler efterfulgt af seks måneders

opfølgningsbehandling. Grundelementerne i metoden er samtaleteknikkerne Motiverende Interview og

Kognitiv Adfærdsterapi. Disse suppleres med støttende elementer i form af gavekort, påmindelser, skriftlig

kontakt og statusbreve. Målgruppen for MOVE er unge og voksne mellem 15 og 25 år med et

behandlingskrævende forbrug af cannabis, centralstimulerende stoffer og/eller hallucinogener.

Evalueringen af metoden har vist stærke resultater og viser således, at 49 pct. af de unge gennemfører

primærbehandlingen, og hele 50 pct. er stoffrie ni måneder efter indskrivning. Det er væsentligt bedre end

anden stofmisbrugsbehandling.

Den økonomiske evaluering af MOVE, som er udført i en række kommuner vha. Den Socialøkonomiske

Investeringsmodel (SØM), viser, at nettogevinsten pr. deltager i deltagerkommunerne varierer inden for et

spænd på mellem ca. 60.800 kr. og ca. 69.300 kr. Resultatet er gældende for kommuner, der har deltaget i

et afprøvningsprojekt, og kan ikke nødvendigvis generaliseres til andre kommuner.

Implementering af nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling

Børne- og Socialministeriet understøtter i perioden 2016-2022 kommunerne i implementering af de

nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling gennem en rådgivningsindsats til

kommunerne. Rådgivningen er målrettet beslutningstagere, ledere og medarbejdere i den kommunale

sociale stofmisbrugsbehandling.

Ved afslutning af initiativet vil 20 kommuner have samarbejdet med Socialstyrelsen om implementeringen af

de nationale retningslinjer for den sociale misbrugsbehandling, som blev offentliggjort i 2016. Samarbejdet

har til formål at understøtte, at kommunerne kan benytte de nationale retningslinjer som grundlag for

kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af den sociale stofmisbrugsbehandling. Implementeringsunder-

støttelsen sker bl.a. via formidlingsaktiviteter, task force-forløb og implementeringsredskaber.

160

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

6. Anbragte børn og unges

skolegang

Det er velbelyst, at anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i grundskolen

sammenlignet med jævnaldrende. Børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet på

et tidspunkt i løbet af deres opvækst, trives generelt dårligere i skolen, og de klarer sig

dårligere rent fagligt. De har desuden som oftest flere skoleskift, mere fravær og flere

perioder uden skolegang end andre børn og unge. Mange anbragte børn og unge afslutter

grundskolen med så dårlige faglige færdigheder, at de har svært ved at gennemføre en

ungdomsuddannelse. Det kan i sidste ende gøre overgangen til voksenlivet svær og være

med til at begrænse anbragtes muligheder for et selvstændigt voksenliv. Derfor er det ét af

regeringens 10 mål for social mobilitet, at udsatte børn og unges faglige niveau i grundskolen

skal forbedres.

Analyserne i dette kapitel ser nærmere på anbragte børn og unges skolegang og opstiller

herunder mulige forklaringer på, at anbragte generelt klarer sig dårligere i grundskolen end

øvrige børn og unge.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Ved udgangen af 2016 var der ca. 8.400 børn og unge i grundskolen i alderen 6-17 år,

der var anbragt uden for hjemmet. Det svarer til omkring 1 pct. af alle elever i

grundskolen. Heraf er der flest, som er anbragt på de ældre klassetrin. Mens der var

færre end 500 anbragte børn i 0. klasse, var der flere end 1.200 anbragte børn i 9.

klasse.

Anbragte børn og unge klarer sig samlet set markant dårligere i skolen end andre børn

og unge. Allerede på de små klassetrin er anbragte børn og unge fagligt bagud. Blandt

anbragte børn og unge er det over 20 pct., der har dårlige resultater i dansk i 2. klasse,

mens det er under 10 pct. for øvrige elever på samme klassetrin, og de faglige forskelle

bliver endnu større på de ældre klassetrin.

Anbragte børn og unge modtager også i langt større grad specialundervisning i

grundskolen end andre børn og unge. Ved udgangen af 2016 gik over 40 pct. blandt

anbragte børn og unge i et specialskoletilbud, en specialklasse eller modtog

specialundervisning som støtte i en almindelig klasse. Til sammenligning var det under 5

pct. blandt øvrige børn og unge.

Det er således kun 55 pct. blandt alle anbragte i grundskolen, der går i en almindelig

grundskoleklasse uden specialundervisning. Omkring 15 pct. går i en specialklasse, 14

pct. går på specialskole, 3 pct. går på en intern skole i et dagbehandlingstilbud, 8 pct.

går på en intern skole på et anbringelsessted, og 2 pct. modtager specialundervisning

som støtte i en almindelig klasse.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

163

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

•

Omfanget af specialundervisning i skolen til anbragte børn og unge stiger på de ældre

klassetrin. Hvor det er mindre end 30 pct. blandt anbragte elever i 0. klasse, der går i et

specialskoletilbud, i specialklasse eller modtager specialundervisning som støtte i en

almindelig klasse, er det op mod 50 pct. blandt anbragte elever i 9. og 10. klasse.

Når anbragte børn og unge generelt modtager langt mere specialundervisning i

grundskolen, skal det blandt andet ses i lyset af, at en relativ stor andel har en diagnose.

Blandt anbragte børn og unge i grundskolen, er det ca. hver tredje, 34 pct., som har en

eller flere diagnoser, der kan være forbundet med en psykisk lidelse eller et fysisk eller

kognitivt handicap. Blandt øvrige børn og unge i grundskolen er det 7 pct.

Der ses en klar sammenhæng mellem omfanget af diagnoser blandt anbragte børn og

unge og det skoletilbud, de er indskrevet på. Hvor det er 16-18 pct. blandt anbragte i den

almindelige grundskole, som har en diagnose, der kan være relateret til en psykisk

lidelse eller et handicap, gælder det i størrelsesorden 50-70 pct. blandt anbragte børn og

unge, der går i et specialskoletilbud eller en specialklasse.

De største diagnosegrupper blandt anbragte børn og unge er ADHD, udviklingshæmning

(mental retardering) og autisme. Ved udgangen af 2016 havde 17 pct. blandt alle

anbragte i grundskolen en diagnose for ADHD, 10 pct. havde en diagnose for

udviklingshæmning, og 10 pct. havde en diagnose for autisme. Blandt øvrige børn og

unge er omfanget af diagnoser markant lavere, idet 2 pct. havde en diagnose for ADHD,

og 2 pct. havde en diagnose for autisme.

Når anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i grundskolen end andre børn og

unge, skal det således ses i lyset af, at en stor andel har en diagnose, der kan være

relateret til en psykisk lidelse eller et handicap, og at næsten halvdelen modtager

specialundervisning i skolen, hvilket kan være en indikation på indlæringsmæssige

vanskeligheder.

Men selv når der ses bort fra anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning,

og der kun ses på anbragte børn og unge, som går i almindelige grundskoleklasser, så

er det faglige niveau fortsat markant dårligere end hos øvrige børn og unge. Ved

folkeskolens 9. klasses afgangsprøve ligger anbragte i de almindelige grundskoleklasser

næsten to karakterer under gennemsnittet blandt øvrige børn og unge i dansk og

matematik.

Resultater fra den nationale trivselsmåling i skolen peger på, at anbragte børn og unge i

større grad mangler en række personlige kompetencer, som kan være en vigtig

forudsætning for at klare sig fagligt godt i skolen. En tidlig indsats målrettet anbragte

børn og unge i grundskolen bør derfor både handle om at styrke barnets faglige

færdigheder og samtidig at få støttet op om og udviklet barnets personlige kompetencer,

herunder koncentrationsevne, samarbejdsevne, selvtillid og selvværd mv.

Hertil kommer en række andre mulige forklaringer, som ikke bliver afdækket nærmere i

dette kapitel. Det vedrører foruden de mere traditionelle forklaringer som

socioøkonomisk baggrund, at anbragte børn og unge oftest har flere skoleskift, flere

perioder uden skolegang, og at omgivelserne generelt har lavere forventninger til

anbragte børn og unges faglige kompetencer.

•

164

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

6.1

Anbragte børn og unge i grundskolen

Hvis et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, skal kommunen

undersøge forholdene nærmere og iværksætte en eller flere foranstaltninger, der bedst

muligt imødekommer barnets behov. I mange tilfælde vil en forbyggende indsats være at

fortrække, så barnet kan blive boende i hjemmet hos sine biologiske forældre, mens der

bliver taget hånd om problemerne. I andre tilfælde kan en anbringelse uden for hjemmet blive

nødvendigt, eksempelvis i en plejefamilie eller på en døgninstitution.

Ved udgangen af 2016 var der ca. 8.400 børn og unge i alderen 6-17 år, der var anbragt

uden for hjemmet, og som var indskrevet på en grundskole

. Det svarer til omkring 1 pct. af

alle elever i grundskolen, jf. figur 6.1.

Figur 6.1

Anbragte børn og unge i grundskolen, 6-17 år

Figur 6.2

Antal børn og unge anbragt uden for hjemmet

efter klassetrin, 6-17 år

Anbragte børn og unge

1,2 pct.

(8.400 personer)

Personer

1.600

1.400

1.200

1.000

800

600

400

200

Personer

1.600

1.400

1.200

1.000

800

600

400

200

Øvrige børn og

Klassetrin

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen pr. 31. december 2016. ”Anbragte børn

og unge” omfatter børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Antallet af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, stiger gradvist på de ældre

klassetrin. Ved udgangen af 2016 var der lidt færre end 500 anbragte børn i 0. klasse, mens

der var flere end 1.200 anbragte børn i 9. klasse, jf. figur 6.2.

Der kan være forskellige årsager til, at børn og unge bliver anbragt uden for hjemmet. Når

antallet af anbragte børn og unge stiger på de ældre klassetrin, er det blandt andet udtryk for,

at nogle sociale problemer udvikler sig med alderen og typisk optræder i teenageårene. Det

kan fx være psykiske vanskeligheder, misbrug eller kriminel adfærd. En anbringelse kan

også skyldes forhold i familien, fx hvis forældrene har omfattende sociale problemer og ikke i

tilstrækkelig grad kan varetage omsorgen for barnet. Børn og unge med handicap, der

modtager en indsats efter serviceloven, vil i en vis udstrækning også indgå i gruppen af

Grundskoler anvendes i dette kapitel som en samlet betegnelse for alle undervisningstilbud til børn og unge i

grundskolealderen, herunder specialundervisningstilbud på anbringelsessteder og dagbehandlingstilbud. For en

nærmere afgrænsning se figur 6.9 og boks 6.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

165

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

anbragte børn og unge, hvis deres støttebehov er så omfattende, at de bedst kan varetages

uden for hjemmet. Anbragte børn og unge kan således have meget forskelligartede

udfordringer, ligesom de kan have meget forskellige forudsætninger for at klare sig fagligt

godt i skolen.

Det er særligt antallet af børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution eller et

opholdssted, som stiger forholdsvist meget på de ældre klassetrin. Hvor det er i

størrelsesorden 400-600 børn på hvert alderstrin, som er anbragt i en plejefamilie i 6-17-

årsalderen, varierer antallet af anbragte på døgninstitutioner mv. fra ca. 50 børn i 6-

årsalderen til lidt over 1.100 unge i 17-årsalderen, jf. figur 6.3.

Figur 6.3

Antal børn og unge anbragt uden for hjemmet

efter alder og anbringelsessted, 6-17 år

Personer

1.200

1.000

800

600

400

200

9 10 11 12 13 14 15 16 17

Alder

Plejefamilie

Døgninstitution mv.

Personer

1.200

1.000

800

Figur 6.4

Andel anbragte børn og unge efter

klassetrin og anbringelsessted, 6-17 år

Pct.

100

600

400

200

4 5 6

Klassetrin

Pct.

100

Plejefamilie

Døgninstitution mv.

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Billedet afspejler, at der er flere børn og unge på de ældre klassetrin, som har brug for

omfattende støtte og hjælp. Hvor det er omkring 10-15 pct. blandt anbragte børn i 0. klasse,

der bor på en døgninstitution eller et opholdssted mv., er det omkring 50-60 pct. blandt

anbragte børn og unge ved udskoling i 9. og 10. klasse, jf. figur 6.4.

Ifølge folkeskoleloven er alle børn omfattet af undervisningspligten fra august i det

kalenderår, hvor de fylder seks år. Her skal børn som hovedregel starte i 0. klasse eller

modtage anden undervisning som alternativ til folkeskolen. Blandt anbragte er det imidlertid

omkring hvert tredje barn, 29 pct., der først starter i 0. klasse som 7-årige. Til sammenligning

er det under 10 pct. blandt øvrige børn og unge, jf. figur 6.5.

166

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.5

Alder ved skolestart i 0. klasse

Pct.

100

5 år

Anbragte

6 år

7 år

Øvrige

Pct.

100

Figur 6.6

Alder i 9. klasse

Pct.

100

14-15 år

Anbragte

16 år

17-18 år

Øvrige

Pct.

100

Anm.: Figur 6.5 omfatter 8-årige børn pr. 1. januar 2017 opdelt efter alder ved skolestart. Figur 6.6 omfatter

elever i 9. klasse pr. 31. december 2016. For begge figurer gælder det, at ”Anbragte” omfatter børn og unge, der

var anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Beslutningen om at udskyde et barns skolestart sker på baggrund af en individuel vurdering

og skal begrundes med hensyn til barnets udvikling. Det kan være efter anmodning fra

forældrene, eller hvis kommunen vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt for barnet at

vente. I sidstnævnte tilfælde skal det dog være med forældrenes samtykke. Når næsten hvert

tredje anbragte barn får udsat sin skolestart til 7-årsalderen, er det også en indikation på, at

anbragte børn allerede ved skolestart er udviklingsmæssigt bagud sammenlignet med andre

børn. Det hænger formentlig sammen med de problemer, der har resulteret i, at de er blevet

anbragt uden for hjemmet.

Ved udskoling er tendensen den samme, idet anbragte oftere afslutter grundskolen i en

senere alder end øvrige børn og unge. Mens det er under 50 pct. blandt anbragte, der er 15

år ved årsskiftet i 9. klasse, gælder det lidt over 80 pct. blandt øvrige børn og unge, jf. figur

6.6.

Noget af forklaringen ligger i, at anbragte starter senere i skolen. Tidligere undersøgelser har

også vist, at anbragte børn og unge har flere skoleskift og flere perioder uden skolegang,

hvilke måske resulterer i en senere afgang fra grundskolen (se bl.a. Olsen et al., 2017; Olsen

et al., 2018). Det kan imidlertid også være udtryk for, at anbragte i større grad har

indlæringsmæssige vanskeligheder, som forsinker dem i deres grundskoleforløb. Det har

samtidig indflydelse på, i hvilken grad barnet eller den unge har behov for en

specialpædagogisk indsats i skolen i form af specialundervisning.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

167

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

6.2

Anbragte børn og unge med specialundervisning i

grundskolen

Børn og unge, hvis faglige udvikling kræver en særlig hensyntagen, kan modtage forskellige

former for støtte i grundskolen. For nogle børn og unge, hvor støttebehovet er mindre, kan

det være tilstrækkeligt at understøtte barnets læring gennem undervisningsdifferentiering,

holddannelse, tolærerordninger eller undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den

enkelte elev og klassen som helhed. De kan også modtage supplerende undervisning eller

anden faglig støtte, eksempelvis gennem en fokuseret læseindsats hos en læsepædagog

eller lignende. For børn og unge med et mere omfattende støttebehov kan

specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i specialklasser eller

specialskoler være den bedste løsning i en kort eller længere periode. I specialklasserne er

der typisk færre elever i klasserne, så lærerne har mere tid til det enkelte barn, ligesom den

specialpædagogiske bistand skal varetages af lærere eller andet undervisende personale

som gennem særlig uddannelse eller kvalifikationer kan understøtte den faglige udvikling hos

børn og unge med særlige behov.

Anbragte børn og unge modtager i langt større grad specialundervisning i grundskolen end

andre børn og unge. Blandt anbragte i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen ved

udgangen af 2016, modtog over 40 pct. specialundervisning i skolen. Det omfatter

undervisning i et specialskoletilbud, en specialklasse eller specialundervisning som støtte i

mindst 9 timer om ugen i en almindelig klasse. Til sammenligning er det under 5 pct. blandt

øvrige børn og unge i grundskolen, jf. figur 6.7.

Figur 6.7

Andel børn og unge med specialundervisning i

grundskolen

Pct.

Anbragte

Øvrige

Pct.

Figur 6.8

Andel anbragte med specialundervisning i

grundskolen efter anbringelsessted

Pct.

Anbragte

Øvrige

Pct.

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen pr. 31. december 2016. ”Anbragte”

omfatter børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016. ”Specialundervisning i

grundskolen” omfatter specialundervisning i specialskoler, interne skoler, specialklasser samt

specialundervisning som støtte i en almindelig klasse i mindst 9 timer om ugen. For en nærmere afgrænsning af

specialundervisning se boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

168

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Når anbragte børn og unge generelt modtager markant mere specialundervisning i

grundskolen, er det også en klar indikation på, at de i meget større grad end øvrige børn og

unge har særlige undervisningsmæssige behov, der kan skyldes indlæringsmæssige

vanskeligheder. Det er særligt anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder

mv., der modtager specialundervisning i grundskolen. Her er det mere end 60 pct., der går i

et specialskoletilbud, i en specialklasse eller modtager anden specialundervisning. Til

sammenligning er det lidt over 30 pct. blandt anbragte i plejefamilier, jf. figur 6.8.

Langt størstedelen af de anbragte børn og unge, som modtager specialundervisning i

grundskolen, går i et specialskoletilbud eller en specialklasse. Omkring 2 pct. modtager

specialundervisning som støtte i en almindelig klasse, 15 pct. går i specialklasse på en

almindelig grundskole, 14 pct. går på specialskole, 3 pct. går på en intern skole i et

dagbehandlingstilbud, mens 8 pct. modtager undervisning på en intern skole på et

anbringelsessted. Det er således kun lidt over halvdelen, 55 pct., som modtager undervisning

i en almindelig grundskoleklasse uden specialundervisning, jf. figur 6.9.

Figur 6.9

Anbragte børn og unge efter skoletilbud, 6-17 år

Intern skole på et

anbringelsessted

8,1 pct.

(680)

Intern skole i et

Dagbehandligstilbud

3,3 pct.

(280)

Specialskole

13,9 pct.

(1.160)

Alm. grundskole,

specialklasse

15,5 pct.

(1.300)

Alm. grundskole m.

specialundervisning

1,7 pct. (140)

Alm. grundskole,

alm. klasse

55,0 pct.

(4.610)

Andet

2,6

(220)

8.400 personer i alt

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen og anbragt uden for hjemmet pr. 31.

december 2016. ”Intern skole på et anbringelsessted” omfatter specialundervisningstilbud på en døgninstitution

eller et socialpædagogisk opholdssted. ”Andet” omfatter elever på kommunale ungdomsskoler og frie fagskoler

mv. For en nærmere afgrænsning af skoletilbud se boks 6.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

En intern skole er et specialundervisningstilbud på en døgninstitution, et socialpædagogisk

opholdssted eller et dagbehandlingstilbud, der er etableret efter overenskomst med den

stedlige kommune. Henvisning til specialundervisning på en intern skole forudsætter, at det

vil være mest hensigtsmæssigt for barnets udvikling, eksempelvis på grund af svære

adfærdsmæssige vanskeligheder. Børn og unge, der modtager undervisning i et

dagbehandlingstilbud har ofte brug for meget omfattende støtte, eksempelvis på grund af

autisme, angst, skizofreni eller personlighedsforstyrrelser mv. Specialundervisning på interne

skoler er et midlertidigt tilbud, hvor målet altid er at få inkluderet eleven i et større

undervisningsmiljø og i et tempo, som er tilpasset den enkelte elev. Det kan eksempelvis

være på en specialskole eller i en specialklasse i den almindelige grundskole.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

169

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Boks 6.1

Opgørelse af skoletilbud

Elever i grundskolen er i dette kapitel opgjort på baggrund af elevregistret (KOTRE) og omfatter alle børn og

unge, der var indskrevet på en grundskoleuddannelse ved udgangen af 2016 i alderen 6-17 år, jf.

Danmarks Statistiks opgørelsesmetode. Det omfatter elever i den almindelige grundskole, specialskoler

samt børn og unge i specialundervisningstilbud på anbringelsessteder og dagbehandlingstilbud.

Specialklasser er opgjort på baggrund af registret UDSP. Da start- og sluttidspunktet ikke er indrapporteret

for alle elever, er specialklasser opgjort som alle børn og unge, der på et tidspunkt i løbet af skoleåret

2016/2017 var tilmeldt undervisning i en specialklasse.

En intern skole er et specialundervisningstilbud på en døgninstitution, et socialpædagogisk opholdssted

eller et dagbehandlingstilbud, der er etableret efter overenskomst med den stedlige kommune. Ifølge

elevregistret er alle interne skoler kategoriseret som ”dagbehandlingstilbud og behandlingshjem”. Det er

ikke muligt på baggrund af elevregistret at opdele interne skoler på hhv. anbringelsessteder og

dagbehandlingstilbud. Børne- og socialministeriet har derfor selv foretaget en manuel gennemgang af alle

interne skoler med henblik på at kunne lave en præcis opgørelse.

Opgørelse af specialundervisning

Børn og unge kan modtage forskellige former for støtte i grundskolen. Elever, der har brug for støtte i

mindre end ni undervisningstimer ugentligt skal have støtte inden for den almindelige undervisning. Her kan

der blandt andet være tale om undervisningsdifferentiering, holddannelse, tolærerordninger og

undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed. Disse former for

støtte er ikke analyseret nærmere i dette kapitel.

Specialundervisning omfatter i dette kapitel alle elever, der modtager undervisning på en specialskole, i en

specialklasse eller på en intern skole. Hertil kommer elever, som modtager støtte til undervisningen i en

almindelig klasse, og som i gennemsnit får mindst ni klokketimers specialundervisning om ugen.

Omfanget af specialundervisning til anbragte børn og unge i grundskolen stiger gradvist med

alderen. Hvor det er mindre end 30 pct. blandt anbragte elever i 0. klasse, der går i et

specialskoletilbud, i en specialklasse eller modtager specialundervisning som støtte i en

almindelig klasse, gælder det op mod 50 pct. blandt anbragte elever i 9. og 10. klasse. I 9.

klasse er det omkring 5 pct. blandt anbragte elever, der går i en kommunal ungdomsskole

eller på en fri fagskole, mens det gælder over 10 pct. i 10. klasse, jf. figur 6.10.

170

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.10

Andel anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning i grundskolen efter klassetrin

Pct.

0. klasse

1. klasse

2. klasse

3. klasse

4. klasse

5. klasse

6. klasse

7. klasse

8. klasse

9. klasse 10. klasse

Pct.

Specialskoletilbud

Alm. grundskoleklasse, specialundervisning

Alm. grundskole, specialklasse

Kommunal ungdomsskole mv.

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen og anbragt uden for hjemmet pr. 31.

december 2016. ”Kommunal ungdomsskole mv.” omfatter også elever på frie fagskoler.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Billedet afspejler formentlig, at nogle problemer typisk udvikler sig med alderen og bliver

mere udtalte, når eleverne bliver ældre. Det kan eksempelvis være adfærdsmæssige

vanskeligheder eller psykiske lidelser, herunder angst, depression og skizofreni mv. Det

bliver måske også mere tydeligt for lærerne, hvis en elev kommer fagligt bagud på de ældre

klassetrin, idet de faglige krav til eleverne bliver gradvist større. Når andelen med

specialundervisning er størst i 10. klasse, hænger det formentlig sammen med, at børn og

unge med indlæringsvanskeligheder i større grad kan være tilskyndet til at fortsætte i 10.

klasse, mens de fagligt dygtige elever måske starter på en ungdomsuddannelse efter 9.

klasse.

Når omkring halvdelen af alle anbragte børn og unge modtager specialundervisning ved

grundskolens afslutning, er det formodentlig også et udtryk for, at en forholdsvis stor andel

har særlige undervisningsmæssige udfordringer, der kan skyldes indlæringsmæssige

vanskeligheder. Det kan også betyde, at de kan få svært ved at påbegynde og gennemføre

en ordinær ungdomsuddannelse.

6.3

Diagnoser blandt anbragte børn og unge i

grundskolen

Når en elev bliver henvist til et specialskoletilbud, sker det på baggrund af en pædagogisk-

psykologisk vurdering af elevens undervisningsmæssige behov. Det kan blandt andet

skyldes generelle indlæringsvanskeligheder, sociale vanskeligheder, udviklingsforstyrrelser

eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Med henblik på at belyse potentielle

indlæringsmæssige vaskeligheder hos anbragte børn og unge, er der set nærmere på en

Socialpolitisk Redegørelse 2018

171

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

række udvalgte diagnoser, som kan være forbundet med en psykisk lidelse eller et handicap,

jf. boks 6.2.

Boks 6.2

Diagnoser i analysen

Følgende diagnoser inddrages for at belyse handicap:

•

ADHD

•

Autismespektrumforstyrrelser

•

Cerebral parese (spastisk lammelse)

•

Downs syndrom

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Muskelsvind

Sklerose

Udviklingshæmning (mental retardering)

Følgende diagnoser inddrages for at belyse psykiske vanskeligheder:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer mv.

•

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Diagnoser, der kan være forbundet med et handicap, baseres på indlæggelser, ambulante besøg og

skadestuekontakter på sygehuse i perioden 1995-2014. Forekomsten af diagnoser kan være undervurderet,

da kontakter til egen læge og privatpraktiserende speciallæge ikke indgår. Listen af diagnoser er endvidere

ikke udtømmende, idet der findes mange andre diagnoser og helbredsmæssige udfordringer, der kan være

forbundet med et handicap. Diagnosegrupperne er udarbejdet af Børne- og Socialministeriet i forbindelse

med en beskrivelse af voksne modtagere af indsatser efter serviceloven med handicap. Diagnoser, der kan

være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale sygehuspsykiatri, over

en femårig periode (2012-2016). I analysen benyttes samme inddeling af diagnoser, som blev anvendt i

forbindelse med afrapporteringen fra styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds- og Ældreministeriet,

2018b).

Det skal understreges, at en psykisk lidelse eller et handicap ikke er ensbetydende med, at

børn og unge er forhindret i at gå i en almindelig grundskoleklasse eller modtage

undervisning på lige fod med andre børn. Nogle diagnoser, eksempelvis ADHD og autisme,

kan imidlertid være en indikation på indlæringsmæssige vanskeligheder, og at der eventuelt

er behov for særlig støtte i skolen.

Blandt anbragte børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen ved

udgangen af 2016, er det ca. hver tredje, 34 pct., som har en eller flere diagnoser, der kan

være relateret til en psykisk lidelse eller et fysisk eller kognitivt handicap. Blandt øvrige børn

og unge i grundskolen er det 7 pct., jf. figur 6.11.

172

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.11

Andel med en diagnose blandt børn og unge i grundskolen

Pct.

Anbragte

Øvrige

Pct.

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen pr. 31. december 2016. Det bemærkes, at

opgørelsen af diagnoser ikke er fuldt dækkende. For en nærmere afgrænsning af diagnoser se boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når en markant større andel blandt anbragte børn og unge har en diagnose, så ligger en del

af forklaringen i, at børn og unge kan blive anbragt uden for hjemmet som følge af psykiske

vanskeligheder eller et handicap. En anden forklaring kan være, at nogle diagnoser bliver

opsporet og stillet som led i den børnefaglige undersøgelse, som går forud for enhver

anbringelse. Her er kommunerne nemlig forpligtiget til at foretage en helhedsvurdering af

barnets støttebehov, hvilket blandt andet omfatter en vurdering af barnets sundhed, udvikling

og adfærd. Der er dog ikke altid en sammenhæng mellem barnets anbringelse og den

pågældende diagnose.

Andelen blandt børn og unge med en diagnose stiger generelt på de ældre klassetrin. Hvor

det er lidt over 15 pct. blandt anbragte børn i 0. klasse, der har en diagnose, der kan være

relateret til en psykisk lidelse eller et handicap, gælder det lidt over 40 pct. i 9. klasse og

mere end 45 pct. i 10. klasse. Blandt øvrige børn og unge er det under 5 pct., der har en

diagnose i 0. klasse, mens det gælder i størrelsesorden 10-15 pct. i 9. og 10. klasse, jf. figur

6.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

173

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.12

Andel med en diagnose blandt anbragte børn og unge i grundskolen efter klassetrin

Pct.

0. klasse

1. klasse

2. klasse

3. klasse

Anbragte

4. klasse

5. klasse

6. klasse

7. klasse

Øvrige

8. klasse

9. klasse 10. klasse

Pct.

Anm.: Børn og unge i alderen 6-17 år, der var anbragt uden for hjemmet og indskrevet i grundskolen pr. 31.

december 2016. For opgørelse af diagnoser se boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Billedet afspejler blandt andet, at nogle psykiske lidelser udvikler sig med alderen eller bliver

mere udtalte, når børnene bliver ældre. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor en psykisk

lidelse resulterer i adfærdsmæssige vanskeligheder hos barnet, herunder udadreagerende

adfærd.

De største diagnosegrupper blandt anbragte børn og unge i grundskolen er ADHD,

udviklingshæmning og autisme. Ved udgangen af 2016 havde 17 pct. en diagnose for ADHD,

10 pct. havde en diagnose for udviklingshæmning og 10 pct. havde en diagnose for autisme.

Blandt øvrige børn og unge er omfanget markant lavere, idet 2 pct. havde en diagnose for

ADHD, og 2 pct. havde en diagnose for autisme, jf. figur 6.13.

174

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.13

Andel med en diagnose blandt børn og unge i grundskolen efter type af diagnose

Pct.

Cerebral Parese

(Spastisk lammelse)

Epilepsi

Anbragte

Angst mv.

Autisme

Udviklings-

hæmning

Øvrige

ADHD

Pct.

Anm.: Andel blandt børn og unge i alderen 6-17 år, der var indskrevet i grundskolen pr. 31. december 2016, og

som har mindst én diagnose. For en nærmere afgrænsning af diagnoser se boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig kobling mellem en

diagnose og en persons konkrete funktionsevne. Børn og unge med den samme diagnose

kan have meget forskellige forudsætninger for læring, herunder forskellige behov for støtte i

skolen. En henvisning til specialundervisning skal altid ske på grundlag af en konkret

vurdering af den enkelte elevs undervisningsmæssige behov.

Nogle diagnoser, eksempelvis ADHD og autisme, kan imidlertid være en indikation på

indlæringsmæssige vanskeligheder, og at der eventuelt er behov for særlig støtte i skolen.

Andre diagnoser giver en mere klar indikation på, at barnets kognitive funktionsevne er

nedsat. Det gælder eksempelvis børn og unge med en diagnose for udviklingshæmning

(mental retardering), da deres kognitive kompetencer, herunder sprog og motorik, sjældent

udvikler sig i samme tempo som hos andre børn og unge.

Der er således også en klar sammenhæng mellem omfanget af diagnoser blandt anbragte

børn og unge og det skoletilbud, de er indskrevet på. Hvor det er 16-18 pct. blandt anbragte i

den almindelige grundskole, som har en diagnose, der kan være relateret til en psykisk

lidelse eller et handicap, gælder det i størrelsesorden 50-70 pct. blandt anbragte børn og

unge, der går i et specialskoletilbud eller en specialklasse, jf. figur 6.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

175

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.14

Andel med en diagnose blandt anbragte børn og unge i grundskolen efter skoletilbud

Pct.

Alm. grundskole, Alm. grundskole m. Alm. grundskole,

alm. klasse

specialundervisning

specialklasse

Intern skole i et

dagbehandlings-

tilbud

Intern skole på

et anbringelsessted

Specialskole

Alle anbragte

Pct.

Anm.: Anbragte børn og unge i alderen 6-17 år, der var anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016. For en

nærmere afgrænsning af diagnoser se boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er også betydelige forskelle i, hvilke typer af diagnoser, anbragte børn og unge typisk

har, når man ser på de forskellige skoletilbud. Blandt anbragte i de almindelige

grundskoleklasser har 8 pct. en diagnose for ADHD, mens 5 pct. har en diagnose for angst

mv. Blandt anbragte i specialskoletilbud og specialklasser, er det derimod mellem 26 og 36

pct., som har en diagnose for ADHD. Samtidig har en markant større andel en diagnose for

udviklingshæmning eller autisme. Blandt anbragte børn i dagbehandlingstilbud eller interne

skoler, er det omkring 12 pct., der har en diagnose for udviklingshæmning, mens det næsten

gælder hver tredje, 31 pct., der går på specialskole, jf. tabel 6.1.

176

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Tabel 6.1

Udvalgte diagnoser blandt anbragte børn og unge efter skoletilbud

Almindelige grundskoler

Alm.

klasse

ADHD

Udviklingshæmning

(Mental retardering)

Autisme

Angst mv.

Epilepsi

Special-

undervisning

Special

-klasse

Special

-skole

Specialskoletilbud

Intern skole

dagbehandlings-

tilbud

Intern skole

anbringelses

-sted

Anbragte i

alt

7,6

1,3

14,3

0,0

26,9

16,7

28,6

37,1

36,4

11,6

36,3

11,7

17,0

9,9

2,2

4,8

1,4

0,4

2,9

0,0

13,2

6,6

6,5

4,4

28,7

6,5

20,6

12,8

17,4

17,1

4,4

19,8

20,1

3,4

0,6

9,6

7,3

5,1

2,7

Cerebral Parese

(Spastisk lammelse)

Diagnoser i alt

16,0

17,9

49,9

71,6

51,6

58,2

34,0

Anm.: Udvalgte diagnoser blandt børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet i alderen 6-17 år og indskrevet

i grundskolen pr. 31. december 2016. For en nærmere afgrænsning af skoletilbud se boks 6.1. Den samme

person kan have mere end én diagnose, hvorfor andelene ikke summer til ”Diagnoser i alt”. Grundet

diskretionshensyn er der ikke opgjort tal for grupper med meget få personer (anført som ”-”). ”Diagnoser i alt”

omfatter desuden mindre diagnosegrupper, herunder spiseforstyrrelser mv., psykoaktive stoffer mv., depression

mv. skizofreni mv., personlighedsforstyrrelser mv., sklerose, Downs-syndrom, erhvervet hjerneskade og

muskelsvind. For en nærmere afgrænsning af diagnoser se boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

6.4

Anbragte børn og unges faglige niveau og

udvikling

Anbragte børn og unge klarer sig generelt dårligere i grundskolen end øvrige børn og unge.

Allerede på de små klassetrin er anbragte børn fagligt bagud, og den faglige forskel bliver

endnu større på de ældre klassetrin. Blandt anbragte børn er det lidt over 20 pct., der har

mangelfulde læsefærdigheder i 2. klasse, mens det er under 10 pct. blandt øvrige elever på

samme klassetrin. I 8. klasse er den faglige forskel blevet endnu større, hvor det er i

størrelsesordenen 30 pct. blandt anbragte børn, der har mangelfulde læsefærdigheder, mens

det er under 10 pct. blandt øvrige elever, jf. figur 6.15.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

177

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.15

Andel børn og unge med dårlige resultater i

dansk

Pct.

2. klasse

4. klasse

Anbragte

6. klasse

8. klasse

Pct.

Figur 6.16

Andel børn og unge med dårlige resultater i

matematik

Pct.

3. klasse

Anbragte

6. klasse

Øvrige

Pct.

Øvrige

Anm.: Elever i 2.-8. klasse, der deltog i de nationale tests i hhv. dansk og matematik i første halvår 2017.

”Anbragte” omfatter børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2016. Elever med ”dårlige

resultater” er opgjort som elever, der har fået resultatet ”Mangelfuld præstation” eller ”Ikke tilstrækkelig

præstation” i hhv. dansk og matematik.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Samme billede tegner sig i matematik. Her er det 25 pct. blandt anbragte børn, der har

dårlige resultater i 3. klasse, mens det gælder 10 pct. blandt øvrige elever på samme

klassetrin. I 6. klasse er forskellen endnu større, idet mere end 35 pct. blandt anbragte børn

har dårlige resultater i matematik, mens det er mindre end 15 pct. blandt øvrige elever, jf.

figur 6.16.

Når den faglige forskel mellem anbragte og øvrige børn bliver større i løbet af grundskolen,

skal det blandt andet ses i lyset af, at anbragtes faglige udvikling ikke modsvarer de faglige

krav, der stilles på de højere klassetrin. Hvis man følger de samme anbragte børn fra 2.

klasse og frem, er det omkring 45 pct., der i mindre grad opfylder de faglige krav til

læsefærdigheder i dansk, når de kommer til 6. klasse, jf. figur 6.17.

178

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.17

Udvikling i læsefærdigheder fra 2. til 6. klasse blandt anbragte børn

Pct.

Opfylder i højere grad

de faglige krav

Opfylder i samme grad

de faglige krav

Opfylder i mindre grad

de faglige krav

Pct.

Anm.: Elever, der deltog i de nationale tests i læsning i dansk i 2. klasse i første halvår 2012 og i 6. klasse i første

halvår 2016. Opgørelsen omfatter børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af

2012. Som led i en kvalitetssikring af de nationale tests i 2015, blev antallet af opgaver i dansk reduceret.

Opgørelsen skal derfor tages med forbehold for denne justering.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Det hører imidlertid med til billedet, at det også lykkes at løfte nogle anbragte børn fagligt.

Omkring hver femte – ca. 20 pct. – blandt anbragte børn bliver således løftet fagligt i dansk

fra 2. til 6. klasse, så de i højere grad opfylder de faglige krav.

Når anbragte børn og unge generelt klarer sig fagligt dårligere i grundskolen end andre børn

og unge, skal det blandt andet ses i lyset af, at en stor andel modtager specialundervisning i

skolen, hvilket er en indikation på indlæringsmæssige vanskeligheder og særlige støttebehov

i undervisningen. Blandt anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning i et

specialskoletilbud eller en specialklasse, er det omkring 30 pct., der har dårlige resultater i

dansk i 2. klasse, og omkring 50-55 pct. i 4.-8. klasse. Til sammenligning er det i

størrelsesorden 20 pct. på alle klassetrin blandt anbragte i de almindelige grundskoleklasser.

Blandt øvrige børn og unge er det omkring 10-15 pct., der har dårlige resultater i dansk i 2.-8.

klasse, jf. figur 6.18.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

179

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.18

Andel børn og unge med dårlige resultater i

dansk efter klassetrin

Pct.

2. klasse

4. klasse

6. klasse

8. klasse

Anbragte m. specialundervisning

Anbragte alm. klasse

Øvrige

Pct.

Figur 6.19

Andel børn og unge med dårlige resultater i

matematik efter klassetrin

Pct.

3. klasse

6. klasse

Anbragte m. specialundervisning

Anbragte alm. klasse

Øvrige

Pct.

Anm.: Elever, der deltog i de nationale tests i dansk og matematik i første halvår 2017. ”Anbragte” omfatter børn

og unge, der var anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2016. Elever med ”dårlige resultater” er opgjort som

elever, der har fået resultatet ”Mangelfuld præstation” eller ”Ikke tilstrækkelig præstation” i hhv. dansk og

matematik. ”Specialundervisning” omfatter elever i specialskoletilbud, specialklasser samt elever, der modtager

specialundervisning i en almindelig grundskoleklasse i mindst 9 timer om ugen. For en nærmere afgrænsning se

boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Samme billede tegner sig i matematik, hvor det er en markant større andel blandt de

anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning i skolen, som har dårlige resultater

i de nationale tests. Anbragte børn og unge i de almindelige grundskoleklasser ligger tættere

på det faglige niveau blandt øvrige børn og unge, omend de klarer sig generelt dårligere, jf.

figur 6.19.

Der ses også en sammenhæng mellem anbragtes faglige resultater og andelen, der har en

diagnose, som kan være relateret til en psykisk lidelse eller et handicap. Blandt anbragte

med dårlige resultater i dansk i 8. klasse er det mere end 35 pct., der har en diagnose. Blandt

anbragte med rigtig gode eller fremragende læsefærdigheder, er det omkring 25 pct. Blandt

de anbragte børn og unge, som ikke deltog i de nationale tests i dansk i 8. klasse, er det

imidlertid ca. hver anden, som har en diagnose, jf. figur 6.20.

180

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.20

Anbragte børn og unge efter resultater i dansk i 8. klasse og andel med diagnose

Pct.

100

Ikke aflagt prøve

Dårlige resultater

Andel med diagnose

Jævne eller

gode resultater

Rigtig gode eller

fremragende resultater

Pct.

100

Andel uden diagnose

Anm.: Elever i 8. klasse, der deltog i de nationale tests i dansk i første halvår 2017. ”Anbragte" omfatter børn og

unge, der var anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2016. For en nærmere afgræsning af diagnoser se

boks 6.2.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Ved grundskolens afslutning er der markant færre anbragte, som aflægger afgangsprøven i

9. klasse. Hvor det er omkring 90 pct. blandt øvrige børn og unge, gælder det under

halvdelen blandt anbragte børn og unge. Der er imidlertid en stor sammenhæng mellem,

hvilket skoletilbud anbragte børn og unge går på, og om de aflægger afgangsprøven. Hvor

det er lidt under 20 pct. blandt anbragte, der går i et specialskoletilbud eller en specialklasse,

er det op mod 80 pct. blandt anbragte i de almindelige grundskoleklasser, der aflægger

prøven, jf. figur 6.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

181

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.21

Elever i 9. klasse, der aflægger folkeskolens afgangsprøve

Pct.

100

Anbragte i specialskoletilbud/

specialklasse

Anbragte i alt

Anbragte i almindelig

grundskoleklasse

Øvrige

(ikke-anbragte)

Pct.

100

Anm.: Elever indskrevet i 9. klasse pr. 31. december 2016, der har aflagt prøve i alle de bundne prøvefag i dansk

og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i 2017. ”Anbragte” omfatter børn og unge, som var

anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i grundskolen end andre børn og

unge, skal det således også ses i lyset af, at en stor andel går i et specialskoletilbud eller en

specialklasse, hvilket er en indikation på, at de har indlæringsmæssige vanskeligheder og

særlige støttebehov.

Men selv når der ses bort fra anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning, og

der kun ses på anbragte børn og unge, som går i almindelige grundskoleklasser, så er det

faglige niveau fortsat markant dårligere end hos øvrige børn og unge. Ved folkeskolens 9.

klasses afgangsprøve ligger anbragte i de almindelige grundskoleklasser næsten to

karakterer under gennemsnittet blandt øvrige børn og unge i dansk og matematik. Hvor

anbragte børn og unge i de almindelige grundskoleklasser havde et karaktergennemsnit på

5,3 i dansk og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i 2017, var

karaktergennemsnittet omkring 7 blandt øvrige børn og unge, jf. figur 6.22.

182

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Figur 6.22

Karaktergennemsnit ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve

Karaktergennemsnit

Anbragte i specialskoletilbud/

specialklasse

Anbragte i alt

Anbragte i almindelig

grundskoleklasse

Øvrige

(ikke-anbragte)

Karaktergennemsnit

Anm.: Elever indskrevet i 9. klasse pr. 31. december 2016, der har aflagt prøve i alle de bundne prøvefag i dansk

og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i 2017. ”Anbragte” omfatter børn og unge, som var

anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når karaktergennemsnittet blandt anbragte børn og unge i de almindelige grundskoleklasser

stort set er identisk med karaktergennemsnittet blandt anbragte generelt, skal det ses i lyset

af, at det er en forholdsvis lille andel blandt anbragte i specialskoletilbud og specialklasser,

som aflægger afgangsprøven i 9. klasse.

6.5

Hvordan oplever anbragte børn og unge selv deres

skolegang?

Som tidligere undersøgelser også har vist, så trives anbragte børn og unge generelt ikke nær

så godt i grundskolen som øvrige børn og unge (se bl.a. Egmont Fonden, 2017). Det skal

blandt andet ses i lyset af, at anbragte børn og unges generelle trivsel uden for skolen også

er lavere end blandt jævnaldrende (Ottosen et al., 2015).

Trivsel i skolen rummer flere dimensioner. Det handler både om elevens psykiske og fysiske

velbefindende, men også om elevens oplevelse af sine egne faglige og personlige

kompetencer, samt oplevelsen af at få støtte og inspiration fra sine omgivelser.

Hvis man ser på elevernes psykiske velbefindende, så er anbragte børn og unge generelt

mindre glade for at gå i skole, og en større andel føler sig ensomme. Blandt anbragte børn

og unge i specialskoletilbud og specialklasser er det 10 pct., der aldrig eller sjældent er glade

for deres skole og 13 pct., der tit eller meget tit føler sig ensomme. Til sammenligning er det 7

pct. blandt øvrige børn og unge, der aldrig eller sjældent er glade for deres skole og 6 pct.,

der tit eller meget tit føler sig ensomme, jf. tabel 6.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

183

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Tabel 6.2

Psykisk velbefindende blandt elever i 9. klasse målt på udvalgte spørgsmål

Er du glad for din skole?

Aldrig eller sjældent

En gang imellem

Tit eller meget tit

---------------------------------

Pct.

----------------------------------

Anbragte i specialskoletilbud/specialklasse

Anbragte i almindelig grundskoleklasse

Øvrige børn og unge

10,0

8,4

6,9

32,3

23,9

21,0

57,7

67,7

72,1

Føler du dig ensom?

Anbragte i specialskoletilbud/specialklasse

Anbragte i almindelig grundskoleklasse

Øvrige børn og unge

Tit eller meget tit

13,3

7,4

5,7

En gang imellem

21,2

20,3

15,4

Aldrig eller sjældent

65,5

72,3

78,9

Anm.: Elever indskrevet i 9. klasse pr. 31. december 2016, der har deltaget i den nationale trivselsmåling i foråret

2017. Anbragte elever, der modtager mere end 9 timers specialundervisning i en almindelig grundskoleklasse

indgår også i gruppen ”Specialskoletilbud/specialklasse”. Det bemærkes, at der er forholdsvis mange elever, som

ikke deltager i trivselsmålingen, hvorfor billedet ikke nødvendigvis er repræsentativt for alle elever i skolen.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Hvis man ser på elevernes oplevelser af egne faglige og personlige kompetencer, er der

ligeledes en større andel blandt anbragte børn og unge, der blandt andet oplever

koncentrationsbesvær, vanskeligheder ved at samarbejde med andre elever, og som

mangler troen på egne evner.

Hvor det er omkring 35 pct. blandt øvrige børn og unge, der kan opleve koncentrations-

besvær i timerne i 9. klasse, gælder det over 50 pct. blandt anbragte børn og unge. Samtidig

er det er op mod 20 pct. blandt anbragte elever i specialskoletilbud eller specialklasse, der

aldrig eller sjældent kan koncentrere sig, mens det gælder 13 pct. blandt anbragte elever i de

almindelige grundskoleklasser og 8 pct. blandt øvrige børn og unge, jf. tabel 6.3.

184

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 6

Anbragte børn og unges skolegang

Tabel 6.3

Faglige og personlige kompetencer blandt elever i 9. klasse målt på udvalgte spørgsmål

Kan du koncentrere dig i timerne?

Aldrig eller sjældent En gang imellem

Tit eller meget tit

-----------------------------------

Pct.

----------------------------------

Anbragte i specialskoletilbud/specialklasse

Anbragte i almindelig grundskoleklasse

Øvrige børn og unge

18,0

12,6

7,5

34,2

37,7

28,1

47,8

49,7

64,3

Hvor tit kan du klare det, du sætter dig

for?

Anbragte i specialskoletilbud/specialklasse

Anbragte i almindelig grundskoleklasse

Øvrige børn og unge

Aldrig eller sjældent En gang imellem

7,0

3,6

2,1

31,0

26,9

16,9

Tit eller meget tit

62,0

69,6

81,0

Jeg er god til at arbejde sammen

med andre i skolen

Anbragte i specialskoletilbud/specialklasse

Anbragte i almindelig grundskoleklasse

Øvrige børn og unge

Aldrig eller sjældent En gang imellem

14,6

6,1

3,7

31,4

31,7

20,0

Tit eller meget tit

54,0

62,1

76,2

Anm.: Elever indskrevet i 9. klasse pr. 31. december 2016, der har deltaget i den nationale trivselsmåling i foråret

2017. Se anmærkning til tabel 6.2.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Anbragte børn og unge oplever også i mindre grad end øvrige børn og unge, at de er i stand

til at nå de mål, de sætter sig for. Hvor det er lidt over 80 pct. blandt øvrige børn og unge, der

tit eller meget tit oplever at kunne klare det, de sætter sig for, gælder det 70 pct. blandt

anbragte i almindelige grundskoleklasser og 62 pct. blandt anbragte i specialskoletilbud og

specialklasser.

Med afsæt i elevernes egne besvarelser har anbragte børn og unge således betydeligt færre

faglige og personlige kompetencer end øvrige børn og unge. Det kan således være et

problem i forhold til deres læring i skolen, hvis de i mindre grad kan koncentrere sig i timerne,

har svært ved at samarbejde med andre og i mindre grad tror på egne evner.

En tidlig indsats målrettet anbragte børn og unge i grundskolen bør derfor både handle om at

styrke barnets faglige færdigheder og samtidig at få støttet op om og udviklet barnets

personlige kompetencer, herunder koncentrationsevne, samarbejdsevne, selvtillid og

selvværd mv.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

185

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

7. Psykisk sårbarhed blandt unge

uden uddannelse og job

I de senere år er der rapporteret om et stigende antal psykisk sårbare unge. Begrebet

psykisk sårbarhed er imidlertid ikke entydigt defineret og bliver brugt til at beskrive mange

forskellige grupper af personer. Dette kapitel lægger sig heller ikke fast på en entydig

definition af gruppen af psykisk sårbare unge. I stedet tager kapitlet sigte på at illustrere

spændvidden i definitionerne af gruppen, både hvad angår indikatorer på psykisk sårbarhed

og opgørelser af gruppen, samt at tilvejebringe ny viden om psykisk sårbarhed blandt unge

uden uddannelse og job.

Kapitlet er opdelt i to dele. Første del opridser mere bredt, hvad psykisk sårbarhed er og

præsenterer en række opgørelser af gruppen af psykisk sårbare unge baseret på

spørgeskemaundersøgelser (surveys), som anvender forskellige indikatorer på psykisk

sårbarhed.

Anden del af kapitlet går mere i dybden med en analyse, der ser på registerbaserede

indikationer på psykisk sårbarhed inden for gruppen af unge, som har grundskolen som

højest fuldførte uddannelse, og som hverken er i gang med en uddannelse eller er i

beskæftigelse (NEET-gruppen, ”Not in Education, Employment, or Training”). Analysen af

NEET-gruppen ser på indikationer på psykisk sårbarhed målt ved kontakt til det psykiatriske

system mv. og sociale foranstaltninger efter serviceloven i barn- og ungdommen og belyser

på den baggrund gruppens vej i uddannelsessystemet og omfanget af sociale

foranstaltninger i det tidlige voksenliv. På den måde knytter analysen an til de sociale mål,

hvor de overordnede pejlemærker er, at flere skal have en uddannelse og være en del af

arbejdsfællesskabet, og at færre skal være socialt udsatte.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Der er en stor spændvidde i omfanget af målgruppen baseret på en gennemgang af en

række forskellige datakilder (surveys) med forskellige afgrænsninger af psykisk sårbare

unge. Andelene af unge, der beskrives og identificeres som psykisk sårbare i de

forskellige surveys, spænder fra 5-10 pct. til over 20 pct.

Et gennemgående træk i undersøgelserne er, at psykisk sårbarhed ser ud til at være

mere udbredt blandt de lidt ældre unge end blandt de lidt yngre. Det kan der være flere

forklaringer på, blandt andet at mange psykiske lidelser først manifesterer sig i den

senere ungdom.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

187

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

•

Et andet gennemgående træk i undersøgelserne er, at andelen af psykisk sårbare er

markant højere for kvinder end for mænd. Eksempelvis ligger andelen med

selvrapporteret dårligt mentalt helbred i Den Nationale Sundhedsprofil på 24 pct. for 16-

24 årige kvinder, mens den ligger på 13 pct. for mænd i samme aldersgruppe.

Blandt unge, som har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og som hverken er i

gang med en uddannelse eller er i beskæftigelse (NEET-gruppen), er det samlet set

næsten tre fjerdedele af NEET-gruppen, der enten har haft psykiske problemer igennem

livet i form af kontakt med det psykiatriske system mv., har modtaget en social

foranstaltning, fx en anbringelse uden for hjemmet, i løbet af barn- eller ungdommen,

eller begge dele.

Blandt unge i NEET-gruppen er det 16 pct., der som 25-årige modtager førtidspension.

Andelene med førtidspension som forsørgelsesgrundlag spænder mellem 10 og 30 pct.,

afhængig af karakteren og omfanget af indikationerne på psykisk sårbarhed.

Blandt unge i NEET-gruppen har flertallet – over 60 pct. – påbegyndt mindst én

ungdomsuddannelse, siden de gik ud af grundskolen. Der er imidlertid forskel på, hvor

mange der har påbegyndt en ungdomsuddannelse afhængig af, om de har indikationer

på psykisk sårbarhed. Det samlede billede er, at nogle af grupperne af unge i NEET-

gruppen med indikationer på psykisk sårbarhed påbegynder en ungdomsuddannelse i

mindre grad og i mindre grad går i gang med en ny uddannelse efter de har afbrudt.

Blandt unge i NEET-gruppen har ca. 30 pct. fået en social indsats efter serviceloven som

unge voksne inden for de seneste to år. Der er dog stor variation inden for NEET-

gruppen. For de unge, der har modtaget en foranstaltning som barn og har haft kontakt

til psykiatrien, er det hele 45 pct. der har fået en social indsats efter serviceloven som

unge voksne. Handicap-kompenserende indsatser udgør en væsentlig del af dette. For

unge i NEET-gruppen uden kontakt til hverken psykiatri eller en foranstaltning som barn

er det 10 pct., der har fået en social indsats som unge voksne.

Resultaterne i kapitlet peger i retning af, at der for mange psykisk sårbare i NEET-

gruppen ofte vil være brug for en tæt koordination mellem uddannelsesstederne, den

psykiatriske og den sociale sektor samt beskæftigelsessystemet for at sikre rettidighed

og sammenhæng i indsatsen. Herunder at forebygge, at problemer vokser sig så store,

at det bliver nødvendigt med en egentlig social indsats efter serviceloven.

Resultaterne i analysen understreger imidlertid også, at psykisk sårbarhed generelt ikke

er en barriere for et selvstændigt voksenliv med uddannelse og job. Blandt alle 25-årige

med de undersøgte indikationer på psykisk sårbarhed befinder de fleste sig uden for

NEET-gruppen. Det vil sige, at langt de fleste børn og unge med indikationer på psykisk

sårbarhed

ikke

får sociale og andre problemer senere i livet.

•

188

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

7.1

Hvad er psykisk sårbarhed?

Der findes ikke en klar definition af eller konsensus om, hvad det vil sige at være psykisk

sårbar. Psykisk sårbarhed bruges for eksempel til at beskrive mennesker, som ikke har fået

stillet en psykiatrisk diagnose endnu, men som udviser mange symptomer herpå (VISS,

2016). I tråd hermed bliver begrebet psykisk sårbarhed brugt om personer, der befinder sig i

en gråzone, hvor de mistrives psykisk i en grad, så det påvirker deres funktionsevne i

hverdagen, men hvor der umiddelbart ikke er grundlag for at stille en egentlig psykiatrisk

diagnose.

Samtidig bliver begrebet psykisk sårbarhed også brugt til at beskrive personer, der tidligere

har været psykisk syge, og hvor sygdommen kan bryde ud igen, hvis personerne ikke gør

brug af mestringsstrategier (VISS, 2016). Herudover er der også eksempler på, at begrebet

bruges til at betegne gruppen af personer, der har fået stillet en psykiatrisk diagnose (Etik.dk,

2011).

Andre steder i litteraturen på området benyttes indikatorer som fx ensomhed, mistrivsel, ”ondt

i livet” og ikke-diagnosticerede psykiske lidelser til at definere psykisk sårbarhed.

En kvantitativ afgrænsning og opgørelse af gruppen ved hjælp af registerdata er således

vanskelig, fordi begrebet psykisk sårbarhed bliver brugt så forskelligt. Dertil kommer, at

mange af de indikatorer, der benyttes til at beskrive psykisk sårbarhed, er selvrapporterede

og derfor ikke er oplysninger, der indsamles i centrale registre, men må baseres på surveys.

Dette gælder fx indikatorer som ensomhed, ”ondt i livet”, eller psykiske problemer, der ikke er

blevet behandlet og dermed heller ikke registreret i sundhedssystemet, jf. figur 7.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

189

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Figur 7.1

Eksempler på indikatorer for psykisk sårbarhed

Indikatorer i

registerdata

Ensomhed

Ondt i livet

Bekymret

Kontakt til

hospitalspsykiatrien

Mistrivsel

Kontakt med

Føler sig ofte

presset

psykiater

Indsatser efter

serviceloven på

grund af psykiske

vanskeligheder

Ikke-

diagnosticerede

psykiske

problemer

Medicin (anti-

depressiver mv.)

Stress

Kontakt med psykolog

eller psykiater i privat

regi

Anm.: Der er tale om en illustration af eksempler på indikatorer. Listen af indikatorer er således ikke

udtømmende, og størrelsen af de to cirkler i figuren siger ikke noget om det faktiske størrelsesforhold mellem

antal personer, der har indikatorerne.

I det følgende afsnit præsenteres en række forskellige datakilder til opgørelser af målgruppen

af psykisk sårbare baseret på spørgeskemaundersøgelser (surveys) af den almene

befolkning. Dette kan give en idé om gruppens størrelse og problembaggrund – og

diversiteten i de indikatorer, der bruges til at definere psykisk sårbarhed.

7.2

Hvor mange unge er psykisk sårbare?

Der findes en lang række forskellige surveys, der belyser psykisk sårbarhed i befolkningen,

herunder blandt børn og unge. De forskellige undersøgelser vedrører forskellige

aldersgrupper i forskellige år og er ikke alle repræsentative for befolkningen eller

aldersgruppen som helhed. Datakilderne – og dermed de opgjorte andele af psykisk sårbare

– er derfor ikke direkte sammenlignelige. Alligevel kan de give et indtryk af gruppen og et

billede af spændvidden i gruppens problembaggrund.

190

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Andelen af unge, der i surveys har oplyst, at de har én eller flere af indikatorer på psykisk

sårbarhed, spænder fra i størrelsesordenen 5-10 pct. til over 20 pct. afhængigt af hvilke

indikatorer og aldersgrupper, der ses på, jf. tabel 7.1.

Tabel 7.1

Unge med indikationer på psykisk sårbarhed i forskellige surveys

Datakilde

Andel med indikatorer på

psykisk sårbarhed, pct.

Aldersgruppe

År

Den Nationale Sundhedsprofil *

Mænd

Kvinder

Børneforløbsundersøgelsen

Ungeprofilundersøgelsen**

Subjektiv livstilfredshed (lav score)

Ensomme tit eller meget tit

Børn og unge i Danmark

Psykisk lidelse

Spiseforstyrrelser

Modtaget psykologhjælp

Forsøgt selvmord

15-19 årige

2013

8-28

3-11

12-25 årige

2015

12,9

23,8

16-24 årige

15 årige

18 årige

2017

2011

2014

Anm.: Alle datakilder omhandler den almene befolkning i den angivne aldersgruppe. Den Nationale

Sundhedsprofil og Børneforløbsundersøgelsen er endvidere begge repræsentative stikprøver af den danske

befolkning. *) Undersøgelsen omhandler sundhed, sygdom og trivsel bredt. De viste andele omfatter personer

med selvrapporteret dårligt mentalt helbred. **) Andelene er angivet som et interval, idet rapporten kun angiver

andele opdelt på aldersgrupper og køn.

Det store spænd i andelen af psykisk sårbare unge i de forskellige undersøgelser dækker

over et meget bredt spektrum af problemstillinger. Fra spørgsmål om ensomhed og subjektiv

livstilfredshed (Ungeprofilundersøgelsen), hvordan man fungerer i hverdagen i forhold til at

have energi og livsmod og til at kunne overkomme sine arbejdsopgaver på arbejdet og til at

kunne se venner og slægtninge i fritiden (Den Nationale Sundhedsprofil), til om man har

symptomer på depression (Børneforløbsundersøgelsen) eller en selvvurderet psykisk lidelse

(Børn og Unge i Danmark), eller har modtaget psykologhjælp eller forsøgt selvmord (Børn og

unge i Danmark).

Socialpolitisk Redegørelse 2018

191

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

I nogle af undersøgelserne er der et vist overlap i de indikatorer, der er spurgt ind til. For

eksempel går spørgsmålet i Børneforløbsundersøgelsen på, om man har symptomer på en

depression, hvor der i Børn og Unge i Danmark-undersøgelsen spørges til en psykisk lidelse,

som blandt andet rummer depression. Her rapporterer Børneforløbsundersøgelsen en andel

på 9 pct. og 22 pct. for hhv. 15- og 18-årige, mens Børn og Unge i Danmark rapporterer en

andel på 14 pct. for gruppen af 15-19-årige samlet. Her ville man, hvis tallene var

sammenlignelige, forvente at andelen fra Børn og Unge var højere sammenlignet med

Børneforløbsundersøgelsen, eftersom depression kun er én af mange psykiske lidelser.

Dette illustrerer den usikkerhed, der er forbundet med at opgøre gruppens størrelse, selvom

andelene ligger nogenlunde inden for samme størrelsesorden.

Der er to gennemgående træk ved de forskellige undersøgelser. For det første ser psykisk

sårbarhed ud til at være mere udbredt blandt ældre unge end blandt yngre. Det kan der være

mange forskellige forklaringer på.

Blandt andet at nogle psykiske lidelser først debuterer senere i ungdommen, som fx

skizofreni. For andre kan det være uløste problemer i barndommen, der vokser sig større op

gennem ungdomsårene og med tiden slår ud som fx ensomhed, manglende livsmod eller i

egentlige psykiske lidelser som angst og depression. Samtidig betyder overgangen til

voksenlivet, at kravene til den enkelte bliver større, hvilket kan være svært for nogle at

håndtere, fx for unge med vanskelige opvækstvilkår.

For det andet er det et gennemgående træk, at andelene af psykisk sårbare blandt kvinder

konsekvent ligger højere end andelene for mænd. Eksempelvis ligger andelen med

selvrapporteret dårligt mentalt helbred i Den Nationale Sundhedsprofil på 23,8 pct. for 16-24

årige kvinder, mens den ligger på 12,9 pct. for mænd i samme aldersgruppe. Tendensen er

den samme i de andre undersøgelser.

Der er ikke nogen entydige forklaringer på billedet, og der hersker mange forskellige teorier

om kønsforskelle i forekomsten af psykiske lidelser. Én mulig forklaring kunne være, at

mænd og kvinders problemadfærd typisk kommer til udtryk på forskellig vis. Hos piger og

unge kvinder ses hyppigere en indadvendt reaktion (som fx angst og depression), mens der

hos drenge og unge mænd hyppigere ses en udadvendt reaktion, som fx

adfærdsforstyrrelser og misbrug (Vidensråd for forebyggelse, 2014; Ottosen et al., 2018).

Eftersom disse surveys typisk ikke medtager misbrug som en indikator på psykisk sårbarhed,

kan de altså undervurdere omfanget af psykisk mistrivsel hos mænd.

Boks 7.1 giver en uddybning af de forskellige indikatorer omhandlende psykisk sårbarhed.

192

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Boks 7.1

Forskellige datakilder med indikatorer på psykisk sårbarhed

Den Nationale Sundhedsprofil:

Spørgeskemaundersøgelse, der er gennemført i samarbejde mellem de fem

regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed i hhv. 2010, 2013 og 2017.

Spørgsmålene omhandler sundhed, sygdom og trivsel bredt. De spørgsmål, der særligt indeholder

indikatorer på psykisk sårbarhed, er spørgsmålene 4, 6 og 7. Her spørges til, i hvor stor en del af tiden

respondenten inden for de seneste 4 uger har følt sig trist til mode hhv. fuld af energi, har nået mindre end

han/hun gerne ville på arbejde og har haft vanskeligt ved at se andre mennesker på grund af

følelsesmæssige problemer. Godt 180.000 besvarede spørgeskemaet, svarende til en svarprocent på 58,7

pct. Svarene er vægtede af Danmarks Statistik for at opnå, at de er repræsentative. Datatabeller og

spørgeskema: www.danskernessundhed.dk. Rapport: Danskernes sundhed – den nationale sundhedsprofil,

Sundhedsstyrelsen 2017.

Børneforløbsundersøgelsen:

Spørgeskemaundersøgelse, der har fulgt 6.000 børn af danske mødre fra

fødsel i 1995, til de er 18 år i 2014. Spørgsmålene om psykisk mistrivsel er afgrænset til at måle depressive

symptomer hos børnene, da de var hhv. 15 og 18 år vha. DAWBA (Development and Well-Being

Assessment) interviews. DAWBA anvendes til at vurdere, om der er grundlag for udredning for depression,

og denne datakilde identificerer således den gråzone af unge, som udviser tegn på depression, men har

brug for en undersøgelse for at afklare, om de bør have en egentlig psykiatrisk diagnose. Rapport: Unge i

Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet, VIVE 2016, 16:18.

Børn og unge i Danmark:

Spørgeskemaundersøgelse af den danske børnebefolknings tilstand der måler på

centrale indikatorer på velfærd og trivsel, gennemført af SFI i hhv. 2009 og 2013. I 2013 deltog 7.676

respondenter, hvilket udgør en svarprocent på 69,2 pct. Indikatorerne, der måler respondenternes psykiske

sårbarhed, er: SDQ for de 3-15 årige, samt om man har haft en psykisk lidelse, har lidt af spiseforstyrrelser,

har modtaget psykologhjælp og/eller har forsøgt selvmord for de 15-19 årige. Rapport: Børn og unge i

Danmark – velfærd og trivsel 2014. SFI 14:30.

Ungeprofilundersøgelsen:

Spørgeskemaundersøgelse gennemført i 38 kommuner i 2015 af et partnerskab

mellem Socialstyrelsen og en række kommuner og vidensinstitutioner med formålet at afdække unges

sundhed og trivsel. Spørgsmålene vedrører de unges mentale sundhed og går på subjektiv livstilfredshed,

ensomhed og søvn. Rapport: Ungeprofilundersøgelsen 2015.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

193

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

7.3

Unge i NEET-gruppen med indikationer på psykisk

sårbarhed

Som de foregående afsnit viste, er der en stor spændvidde i de forskellige afgrænsninger af

målgruppen af psykisk sårbare unge, og mange af afgrænsningerne er desuden baserede på

indikatorer, som ikke findes i Danmarks Statistiks registerdata. Derfor lægger dette kapitel sig

heller ikke fast på en entydig registerbaseret definition af psykisk sårbarhed.

I stedet tager resten af kapitlet udgangspunkt i, at det at være psykisk sårbar som ung kan

have konsekvenser for mulighederne for at få et voksenliv med uddannelse og job. Blandt

andet kan det være en barriere for at gennemføre en ungdomsuddannelse efter grundskolen

og få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet senere i voksenlivet, hvilket i sidste ende kan

være en medvirkende årsag til at udvikle sociale problemer. Af Vidensråd for forebyggelses

rapport fra 2014 fremgår det fx, at den stigende opmærksomhed på mental sundhed både i

Danmark og andre lande er ”… begrundet i mental sundheds betydning for individets evne til

at klare sig godt socialt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk”, samt at

psykiske problemer tidligt i livet påvirker, hvordan børn og unge klarer sig i skolen og på

arbejdsmarkedet senere hen. Flere studier underbygger ligeledes, at sårbarheden kan have

været en barriere for at gennemføre en uddannelse og få tilknytning til arbejdsmarkedet i det

tidlige voksenliv (fx Institute of Education, 2014; Pleasence et al., 2015; The Work

Foundation, 2012; Rodweel et al., 2018; Goldman-Mellor, 2015).

På den baggrund ser resten af kapitlet på indikationer på psykisk sårbarhed blandt de unge

som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse. Analysen ser

derfor på de unge, som

både

har indikationer på sårbarhed

som er uden uddannelse og

beskæftigelse for at få en viden om deres vej i uddannelsessystemet og eventuelle sociale

problemer i det tidlige voksenliv. Denne tilgang til psykisk sårbarhed, hvor indikationer på

sårbarhed og det ikke at have gennemført en uddannelse eller være i beskæftigelse

betragtes samlet, er blot én ud af flere mulige tilgange til at se på psykisk sårbarhed og er

således ikke udtømmende.

Analysen kan imidlertid bidrage til vidensgrundlaget om, hvordan unge med indikationer på

sårbarhed, som samtidig er uden job og uddannelse, kan hjælpes tættere på job og

uddannelse ved at belyse deres kontakt særligt til det psykiatriske og sociale system og

tegne et samlet billede af de udfordringer, de står med i det tidlige voksenliv. På den måde

knytter analysen i den resterende del af kapitlet an til de sociale mål, hvor de overordnede

pejlemærker er, at flere skal have en uddannelse og være en del af arbejdsfællesskabet, og

at færre skal være socialt udsatte.

I analysen ses der på de 25-årige, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og

som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse i 2016, også kaldet NEET-gruppen, jf. boks

7.2 for en nærmere beskrivelse. Med udgangspunkt i registerdata er det muligt at finde

indikationer på psykisk sårbarhed hos unge i NEET-gruppen ved at se på deres kontakter til

psykiatrien igennem deres barn- og ungdom samt foranstaltninger i barn- eller ungdommen.

194

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Boks 7.2

Afgrænsning af NEET-gruppen

NEET-gruppen (”Not in Education, Employment, or Training”) er i denne analyse afgrænset til 25-årige, der

har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og som hverken er i gang med en uddannelse eller er i

beskæftigelse i året.

Gruppen er ikke helt identisk med NEET, som den normalt defineres i litteraturen. NEET defineres ofte som

personer i et aldersinterval, fx 16-25 årige, i stedet for som en årgang af unge, og personernes uddannelses

– og beskæftigelsesstatus måles normalt i en fast måned i året (for den danske NEET i oktober) i stedet for

som her som en uddannelses- eller beskæftigelsesgrad målt over hele året (baseret på personernes

socioøkonomiske klassifikation fra registeret Arbejdsklassifikationsmodulet, hvor personer i hverken

uddannelse eller beskæftigelse i 2016, omfatter personer, der ikke er under uddannelse i størstedelen af

året, og som ikke har beskæftigelse som deres væsentligste indkomstkilde i året.), se fx Danmarks Statistik,

2017og OECD, 2018.

Når der ses på en årgang, sikres det, at alle i gruppen har haft det samme antal år til at gennemføre en

uddannelse. På den måde undgår man, at andelene med og uden uddannelse kan blive ”sløret” af, at en

25-årig for eksempel vil have haft længere tid – og dermed flere muligheder – for at gennemføre en

ungdomsuddannelse end en 18-årig. Desuden sikres det, at andelen med indikatorer på psykisk sårbarhed

er mere direkte sammenlignelige på tværs af aldersgruppen/årgangen, da tidsfaktoren også vil spille en

rolle for risikoen for fx at have modtaget en diagnose; jo ældre man er, jo større risiko vil der være for, at

man har fået en diagnose. Samtidig undgår man også, at ændringer i diagnosemønstre mv. påvirker

resultaterne.

Der er ca. 74.000 personer i alderen 25 år bosiddende i Danmark primo 2016, for hvem der findes

uddannelsesoplysninger i registrene. Ud af disse havde ca. 14.000 grundskolen som højest fuldførte

uddannelse, og heraf var ca. 6.600 i NEET-gruppen.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

195

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Boks 7.2 (fortsat)

Afgrænsning af NEET-gruppen

Et yderligere kriterium i nærværende analyse er, at de unge ikke må være indvandret til Danmark, efter de

er fyldt 6 år, dvs. senest i 1997. Herved reduceres den samlede gruppe af 25-årige med ca. 10.100

personer. En meget stor del af disse personer har oprindelse i nordiske eller andre europæiske lande,

herunder Danmark (fx danske børn hvis forældre er flyttet tilbage til Danmark efter nogle år i udlandet). Der

er hovedsageligt tale om personer, der opholder sig i Danmark for at arbejde eller studere, og over 9.000 af

de 10.100 personer er da også enten i uddannelse eller beskæftigelse jf. nedenfor.

Et yderligere kriterium er også, at personerne sammenlagt ikke må have haft bopæl uden for Danmark i

mere end 2 år. Begge afgrænsninger er valgt for at sikre, at data for psykiatriske kontakter, foranstaltninger

og uddannelsesforløb mv. er dækkende for alle de unge i analysen. Ekskluderes disse personer, er der

5.571 personer i NEET-gruppen og 57.333, som ikke er i NEET-gruppen, dvs. NEET-gruppen udgør 9,7

pct. af årgangen, jf. nedenfor.

Eksklusionskriterier

Antal personer

Antal personer indvandret efter de er fyldt 6 år ekskluderet

Antal personer, der sammenlagt har haft bopæl uden for

Danmark mere end 2 år i årene 1998-2016 ekskluderet

I alt

104

5.571

1.031

57.333

1.135

62.904

NEET-gruppen

6.684

1.009

Øvrige

67.498

9.134

Alle

74.182

10.143

Note: *) Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Kontakter til psykiatrien måles i denne analyse ved, om personen har haft mindst én kontakt

til sygehuspsykiatrien eller speciallæger med børnepsykiatri eller psykiatri som speciale i

løbet af perioden 1998-2016 (dvs. da de unge var i alderen 6 til 25 år). Dette dækker over alt

fra en enkelt kontakt til en psykiater eller et ambulant besøg på en psykiatrisk skadestue til

gentagne kontakter eller langvarige indlæggelser på psykiatrisk sygehus. Der vil således

være en stor spændvidde i, hvor behandlingskrævende eller funktionsnedsættende de

psykiske problemer er, der rapporteres her.

Foranstaltninger i barn- eller ungdommen måles ved, om personen har modtaget en

forebyggende (personrettet) foranstaltning efter serviceloven eller har været anbragt i

perioden 1998-2010 (dvs. da de unge var i alderen 6 til 18 år), eller har modtaget efterværn

som opfølgning på en anbringelse i perioden 2010-2014 (dvs. da de var i alderen 18-22 år).

Hvis et barn har brug for særlig støtte, skal kommunen undersøge forholdene og kan på den

baggrund iværksætte en eller flere sociale foranstaltninger. Behovet for støtte kan skyldes

forhold i familien, fx at forældrene af forskellige årsager ikke kan varetage omsorgen for

barnet og sikre barnets trivsel og udvikling. Det kan også skyldes forhold, der knytter sig til

barnet selv, fx adfærdsproblemer eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Det er ikke muligt at se i data, om en social foranstaltning i barndommen er givet på grund af

en psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, eller om den er givet af andre årsager. Ved at

benytte sociale foranstaltninger i barndommen som en indikation for psykisk sårbarhed får

196

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

man dermed inkluderet både personer med en fysisk funktionsnedsættelse og personer med

psykiske problemer. Dette forhold kan overvurdere omfanget af psykisk sårbarhed i gruppen.

Omvendt vil en række foranstaltninger være givet netop i forbindelse med psykiske

problemer, og hvis sociale foranstaltninger helt udelades vil det undervurdere omfanget af

psykisk sårbarhed. Når unge i løbet af deres opvækst har modtaget en forebyggende

foranstaltning eller har været anbragt uden for hjemmet i en kortere eller længere periode,

kan det derfor være en indikation på udsathed i barndommen, fx i form af omsorgssvigt og

mistrivsel. Sociale foranstaltninger i barndommen kan således også i et vist omfang være en

indikator på sårbarhed, og der kan være en risiko for, at dette kan trække tråde ind i

ungdommen og det tidlige voksenliv, fx i form af større psykisk sårbarhed eller sociale

foranstaltninger også i det tidlige voksenliv.

Når der ses samlet på psykisk sårbarhed målt ved kontakt til psykiatriske sygehuse mv. samt

sociale foranstaltninger i barndommen for NEET-gruppen, er der som helhed langt flere

personer, der har en eller begge indikationer, end der er personer, der ikke har nogen af

disse indikationer. Samlet set er det næsten tre fjerdedele af NEET-gruppen, der enten har

været i kontakt med det psykiatriske system mv., eller modtaget en social foranstaltning i

løbet af opvæksten eller begge dele, jf. figur 7.2.

Figur 7.2

NEET-gruppen opdelt efter indikationer på psykisk sårbarhed

Hverken kontakt til

psykiatri eller

foranstaltning som barn

27,5 pct.

Kontakt til psykiatri

31,6 pct.

Foranstaltning som barn

12,4 pct.

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

28,6 pct.

Anm.: Indikationer på psykisk sårbarhed er kontakt til psykiatrien og/eller foranstaltninger i barn- og ungdommen.

Kontakt til psykiatri er målt som kontakter til sygehuspsykiatrien eller til speciallæger med speciale i

børnepsykiatri eller psykiatri i perioden 1998-2016 (dvs. fra de unge var i alderen fra 6 til 25 år). Foranstaltninger

som barn og ung er målt ved sociale foranstaltninger i barn- og ungdommen, som omfatter alle forebyggende

(personrettede) foranstaltninger, alle anbringelser uden for hjemmet samt efterværn, opgjort i perioden 1998-

2014 (alle personer i registrene for sociale foranstaltninger for børn og unge afsluttes senest, når de er 22 år, da

efterværn ophører ved alderen 22 år).

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Hvis man omvendt ser på, hvor stor en andel NEET-gruppen udgør af den samlede årgang

af 25-årige i 2016, opdelt efter indikationer på psykisk sårbarhed, er billedet, at selvom der

antalsmæssigt er flere udenfor NEET-gruppen med indikationer på psykisk sårbarhed, er

Socialpolitisk Redegørelse 2018

197

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

NEET-gruppen overrepræsenteret i grupperne med indikationer på psykisk sårbarhed, jf.

figur 7.3.

Figur 7.3

NEET-gruppen som andel ud af alle 25-årige i 2016 opdelt på indikationer på psykisk sårbarhed

Pct.

Kontakt til psykiatri

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

Foranstaltning som barn

Hverken kontakt til psykiatri

eller foranstaltning som barn

Pct.

Anm.: Andelen af personer i NEET-gruppen med fx kontakt til psykiatri ud af alle 25-årige med kontakt til

psykiatri. Se i øvrigt figur 7.2 og boks 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

NEET-gruppen udgør samlet set ca. 9 pct. af årgangen, men kun ca. 3 pct. af de personer,

som ingen indikationer har på psykisk sårbarhed er i NEET-gruppen. Omvendt udgør NEET-

gruppen mellem 20 og 50 pct. af grupperne med indikationer på psykisk sårbarhed.

Det, at analysen tæller forekomster af psykiatriske kontakter med fra hele livet, trækker i

retning af at overvurdere omfanget af psykisk sårbare set i forhold til et survey, der måler

forekomsten af psykiske sårbarhedsindikatorer på ét bestemt tidpunkt. Omvendt er det med

registerdata ikke muligt at benytte indikatorer som fx ”mistrivsel” eller ”ensomhed”, hvilket

trækker i retning af at undervurdere omfanget af psykisk sårbare. Til sammenligning finder

VIVE fx i Børneforløbsundersøgelsen, at 4,5 pct. af de unge svarer ja til, at en læge har

konstateret, at de har en psykiatrisk lidelse, mens 20 pct. har haft en selvrapporteret psykisk

lidelse (Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet, side 99). Lige såvel trækker det i

retning af at undervurdere omfanget af psykisk sårbarhed, at opgørelsen ikke omfatter

oplysninger om medicinforbrug (antidepressiver mv.) eller psykologhjælp.

Tabel 7.2 viser diagnosebilledet for unge i NEET-gruppen, der har fået stillet en diagnose på

et tidspunkt i deres liv. Dette er opdelt på indikationer på psykisk sårbarhed som er hhv.

gruppen med kontakt til psykiatri (hvor 80 pct. af de unge har fået stillet en diagnose) og

gruppen med både kontakt til psykiatri og foranstaltninger som barn (hvor 85 pct. af de unge

har fået stillet en diagnose). De mest almindeligt forekommende diagnoser ligger i

diagnosegrupperne angst mv. samt i adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser som fx

ADHD. For eksempel er det 24 og 20 pct. for hhv. gruppen med kontakt til psykiatri og

gruppen med både kontakt til psykiatri og foranstaltning som barn, der på et tidspunkt i deres

liv har fået stillet diagnosen angst eller en lignende diagnose. Omkring 16 og 24 pct. for hhv.

gruppen med kontakt til psykiatri og gruppen med både kontakt til psykiatri og foranstaltning

198

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

som barn, der på et tidspunkt i deres liv har fået stillet en diagnose inden for adfærds- og

følelsesmæssige forstyrrelser, jf. tabel 7.2.

Tabel 7.2

Andele diagnoser i de forskellige diagnosegrupper ud af det samlede antal diagnoser

Diagnosegruppe

Kontakt til psykiatri,

pct.

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn, pct.

7,6

9,1

8,0

20,2

1,5

10,1

9,5

Psykoaktive stoffer mv.

Skizofreni mv.

Affektive sindslidelser, fx bipolar, depression

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Psykiske udviklingsforstyrrelser, fx autisme,

Aspergers

Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser

opstået i barndom eller opvækst, fx ADHD

Uspecificerede psykiske lidelser

Selvskade og selvmordsforsøg

I alt

6,0

11,0

12,8

24,0

1,6

11,3

7,1

16,5

8,9

0,8

100

23,9

8,7

1,4

100

Anm.: Baseret på aktionsdiagnoser fra Landspatientregisteret Psykiatri i årene 1998-2015. Se boks 2 i bilag 4.

Diagnosegrupperne er ikke udtømmende. Andelene er beregnet som andele ud af det totale antal

aktionsdiagnoser for personer med kontakt til psykiatri hhv. kontakt til psykiatri og foranstaltning som barn. For

gruppen med kontakt til psykiatri har 1.398 personer ud af gruppens i alt 1.759 personer mindst én

aktionsdiagnose i perioden, hvoraf 732 personer har mere end én diagnose. For gruppen med kontakt til psykiatri

og foranstaltning som barn har 1.361 personer ud af gruppens i alt 1.593 personer mindst én aktionsdiagnose i

perioden, hvoraf 805 personer har mere end én diagnose. Se i øvrigt figur 7.2.

De største forskelle mellem de to grupper af unge ligger i diagnosegrupperne adfærds- og

følelsesmæssige forstyrrelser, angst og affektive sindslidelser. Endvidere er andelen med

selvskade og selvmordsforsøg blandt unge med både kontakt til psykiatri og foranstaltning

som barn næsten dobbelt så høj som blandt unge med kontakt til psykiatri men uden

foranstaltninger som barn.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

199

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

7.4

Førtidspension i NEET-gruppen

Som 25-årige er det 16 pct. af de unge i NEET-gruppen, der modtager førtidspension.

Andelene med førtidspension som forsørgelsesgrundlag spænder mellem 10 og 30 pct.,

afhængig af indikationerne på psykisk sårbarhed, jf. figur 7.4.

Figur 7.4

Forsørgelsesgrundlag for NEET-gruppen, opdelt efter indikationer på psykisk sårbarhed

Pct.

100

Kontakt til psykiatri

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

Foranstaltning som barn

Hverken kontakt til psykiatri

eller foranstaltning som barn

Andet

Pct.

100

Førtidspension

Kontanthjælp

Anm.: Baseret på personernes socioøkonomiske klassifikation i registeret Arbejdsklassifikationsmodulet.

Kategorien Andet indeholder bl.a. modtagere af sygedagpenge, orlovsydelser, samt kategorien Andre.

Forsørgelsesgrundlaget for hele NEET-gruppen samlet set fordeler sig med 16 pct. af gruppen på førtidspension,

47 pct. på kontanthjælp og 37 pct. med andet forsørgelsesgrundlag. Se i øvrigt figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For personer kun med foranstaltninger som barn er det tæt på 30 pct., der modtager

førtidspension og for personer med begge indikationer er det over 20 pct., der modtager

førtidspension. Dette skal ses i lyset af, at en foranstaltning som barn kan være givet på

grund af en betydelig funktionsnedsættelse.

Hvis man allerede som 25-årig modtager førtidspension, er det en klar indikation på

forholdsvis svære funktionsnedsættelser. Som det vil blive vist senere i kapitlet, modtager en

del af de unge også handicapkompenserende indsatser, hvilket indikerer en betydelig

funktionsnedsættelse hos en del af gruppen. Dette understreger, at der er mange

forskelligartede problemstillinger i gruppen af psykisk sårbare unge, selv inden for psykisk

sårbare i NEET-gruppen, som i udgangspunktet ligner hinanden på flere forskellige

parametre.

200

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

7.5

Påbegyndt ungdomsuddannelse blandt NEET-

gruppen og psykisk sårbarhed

Langt de fleste unge påbegynder i dag en ungdomsuddannelse, når de er færdige med

grundskolen. Per definition har ingen personer i NEET-gruppen gennemført en uddannelse

efter grundskolen, men mange i gruppen – over 60 pct. – er på et tidspunkt gået i gang med

ungdomsuddannelse.

Der er dog forskel på, hvor mange der er gået i gang med en ungdomsuddannelse afhængig

af, om de unge i gruppen har indikationer på psykisk sårbarhed i form af psykiske problemer

og sociale foranstaltninger i barn- og ungdommen. Blandt unge i NEET-gruppen, der har

modtaget en social foranstaltning under deres opvækst, er det ca. 50 pct., der har påbegyndt

en ungdomsuddannelse. Mens det er ca. 70 pct. for den øvrige del af NEET-gruppen, jf. figur

7.5.

Figur 7.5

Påbegyndte ungdomsuddannelser for NEET-gruppen i perioden 2007-14, opdelt efter indikationer på

psykisk sårbarhed

Pct.

100

Kontakt til psykiatri

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

Foranstaltning som barn

Hverken kontakt til psykiatri

eller foranstaltning som barn

Pct.

100

Påbegyndt én ungdomsuddannelse

Har ikke påbegyndt en ungdomsuddannelse

Påbegyndt to eller flere ungdomsuddannelser

Anm.: Ungdomsuddannelse omfatter gymnasiale uddannelser, erhvervsfaglige grundforløb og erhvervsfaglige

uddannelser. Den samme person kan have påbegyndt, men ikke færdiggjort, flere forskellige

ungdomsuddannelser i perioden. Andelen, der påbegynder en ungdomsuddannelse mindst én gang for hele

NEET-gruppen, er 62,5 pct. Se i øvrigt figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det samlede billede er, at personer med foranstaltninger som barn påbegynder en

ungdomsuddannelse i mindre grad end andre personer i NEET-gruppen, og at de i langt

mindre grad går i gang med en ny uddannelse efter de har et afbrud. Det kan blandt andet

afspejle, at psykiske problemer i kombination med at have modtaget sociale foranstaltninger i

barn- eller ungdommen er en barriere for at gennemføre en ungdomsuddannelse og få en

fast tilknytning til arbejdsmarkedet i det tidlige voksenliv (jf. fx Rodweel et al., 2018). Omvendt

kan det også afspejle, at det at være i NEET-gruppen – af andre årsager end psykiske

problemer – i sig selv kan forringe ens mentale helbred (jf. fx Goldman-Mellor, 2015).

Socialpolitisk Redegørelse 2018

201

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at psykisk sårbarhed for mange ikke bliver en barriere

for et selvstændigt voksenliv med uddannelse og job. Blandt alle 25-årige med de nævnte

indikationer på psykisk sårbarhed befinder de fleste sig uden for NEET-gruppen. Det er i god

tråd med forskning i risikofaktorer. Her er det store billede, at resiliens (modstandskraft) er

reglen og ikke undtagelsen, dvs. at langt de fleste børn og unge i en risikogruppe

ikke

får

sociale og andre problemer senere i livet.

Psykisk sårbarhed

i kombination med

et lavt uddannelsesniveau og et usikkert fodfæste på

arbejdsmarkedet kan imidlertid øge risikoen for at udvikle sociale problemer i voksenlivet

markant (Vidensråd for forebyggelse, 2014). På den baggrund ser det sidste afsnit på

omfanget af sociale indsatser efter serviceloven til personer i NEET-gruppen med

indikationer på psykisk sårbarhed.

7.6

Sociale indsatser for unge i NEET-gruppen

Der findes en lang række sociale indsatser efter serviceloven rettet mod voksne. Indsatserne

gives efter en konkret, individuel vurdering og omfatter eksempelvis socialpædagogisk støtte,

aktivitets- og samværsydelser og botilbud. Indsatserne tager blandt andet sigte på at udvikle

og forbedre personlige færdigheder og give hjælp og støtte til at klare daglige gøremål mv.

Fællestrækket for dem er, at de skal styrke borgerens sociale netværk og fremme

selvhjulpenhed og selvforsørgelse ved at forebygge og afhjælpe problemer samt tilgodese

den enkeltes behov.

Personer i NEET-gruppen med indikationer på psykisk sårbarhed får i højere grad end andre

unge i gruppen hjælp og støtte efter serviceloven. Andelene af personer, der har fået en

social indsats inden for de seneste to år ligger på mellem ca. 30 og 45 pct. afhængig af deres

indikationer på psykisk sårbarhed, mens andelen af andre unge i NEET-gruppen uden

indikationer, der har fået en indsats, er på godt 10 pct., jf. figur 7.6.

202

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Figur 7.6

Indsatser efter serviceloven i perioden 2014-16 for NEET-gruppen, opdelt efter indikationer på

psykisk sårbarhed

Pct.

Kontakt til psykiatri

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

Foranstaltning som barn

Hverken kontakt til psykiatri

eller foranstaltning som barn

Pct.

Anm.: Baseret på de 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i årene 2014-16. Hver person

tælles med én gang uanset antallet og varigheden af indsatser i perioden. Andelen, der modtager indsatser efter

serviceloven for hele NEET-gruppen samlet betragtet, er 32 pct. Se i øvrigt figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Sociale foranstaltninger efter serviceloven kan være rettet mod personer med forskelligartede

problemer. Andelene af sociale foranstaltninger til NEET-gruppen, som er givet inden for

målgruppen sindslidelse er stort set kun givet til personer i grupperne kontakt til psykiatri eller

kontakt til psykiatri og foranstaltning som barn, jf. figur 7.7.

Figur 7.7

Sociale indsatser efter serviceloven i målgruppen sindslidelse i perioden 2014-16 for NEET-gruppen,

opdelt efter indikationer på psykisk sårbarhed

Pct.

Kontakt til psykiatri

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

Foranstaltning som barn

Hverken kontakt til psykiatri

eller foranstaltning som barn

Pct.

Anm.: Andelen, der modtager handicap-kompenserende indsatser efter serviceloven for hele NEET-gruppen

samlet betragtet, er 11 pct. Se i øvrigt figur 7.6 og figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

203

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

De forholdsvis høje andele af personer, særligt i grupperne med indikationer på psykisk

sårbarhed, der får sociale indsatser jf. figur 7.6, skal ses i lyset af, at de sociale indsatser

efter serviceloven også kan rette sig mod personer med fysisk funktionsnedsættelse i form af

handicapkompenserende indsatser. De sociale indsatser kan derfor i nogle tilfælde dække

over en anden problemstilling end psykisk sårbarhed. Eksempelvis en betydelig

funktionsnedsættelse, som gør, at mulighederne for ordinær uddannelse og beskæftigelse fra

barndommen har været meget begrænsede. Det viser sig da også, at en stor del af de

sociale foranstaltninger til NEET-gruppen er givet inden for målgruppen handicap, jf. figur

7.8.

Figur 7.8

Handicap-kompenserende indsatser efter serviceloven i perioden 2014-16 for NEET-gruppen, opdelt

efter indikationer på psykisk sårbarhed

Pct.

Kontakt til psykiatri

Kontakt til psykiatri og

foranstaltning som barn

Foranstaltning som barn

Hverken kontakt til psykiatri

eller foranstaltning som barn

Pct.

Anm.: Andelen, der modtager handicap-kompenserende indsatser efter serviceloven for hele NEET-gruppen

samlet betragtet, er 22 pct. Se i øvrigt figur 7.6 og figur 7.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Særligt for grupperne med både kontakt til psykiatri og foranstaltninger som barn samt

foranstaltninger som barn, udgør andelen af handicapkompenserende indsatser så meget

som halvdelen af de sociale indsatser, jf. figur 7.6 og 7.8 sammenholdt. Dette skal blandt

andet ses i lyset af, at sociale foranstaltninger i barndommen – som fx anbringelse på en

døgninstitution – både gives til socialt udsatte og børn med handicap, da indsatser til disse

grupper hører under de samme bestemmelser i serviceloven. Derfor må gruppen af

modtagere af sociale indsatser formodes at tælle en del personer med en betydelig

funktionsnedsættelse. Disse unge kan også have psykiske problemer, men det er vigtigt at

holde sig for øje, at de samtidig har en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse, hvilket gør,

at de vil have brug for andre indsatser. Dette understreger endnu engang spændvidden

blandt unge med psykisk sårbarhed, selv inden for en afgrænset gruppe som NEET-gruppen.

Analysen peger derfor i retning af, at der for mange psykisk sårbare i NEET-gruppen ofte vil

være brug for en tæt koordination mellem uddannelsesstederne, den psykiatriske og sociale

sektor samt beskæftigelsessystemet for at sikre rettidighed og sammenhæng i indsatsen.

Herunder at forebygge, at problemer vokser sig så store, at det bliver nødvendigt med en

egentlig social indsats efter serviceloven.

204

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 7

Psykisk sårbarhed blandt unge uden uddannelse og job

Sammenhængende og effektive indsatser til psykisk sårbare unge vil samtidig skulle tage

højde for, at der er tale om en meget bredt sammensat gruppe, hvor der vil være stor

spændvidde og forskellighed i udfordringerne og dermed behov for forskelligartede indsatser.

Det viser både de forskellige surveys på området og analysen af NEET-gruppen i dette

kapitel.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

205

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

8. Uddannelse blandt unge med

handicap eller psykiske

vanskeligheder

Uddannelse er en vigtig ressource både for den enkelte og for samfundet. Hovedparten af

unge i Danmark gennemfører i dag en ungdomsuddannelse, men mange unge med

handicap eller psykiske vanskeligheder gennemfører ikke en uddannelse efter grundskolen.

Regeringen har et mål om, at flere personer med handicap eller psykiske vanskeligheder skal

i uddannelse og beskæftigelse.

Dette kapitel ser på 18-24-årige modtagere af sociale indsatser efter serviceloven med

handicap eller psykiske vanskeligheder. Der er tale om en meget forskelligartet gruppe, som

både omfatter personer med livsvarige handicap, men også unge med psykiske

vanskeligheder, der kun i en afgrænset periode har brug for hjælp og støtte fra deres

kommune.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

Over 80 pct. af modtagerne af sociale indsatser med handicap har enten gået i et

specialskoletilbud eller modtaget specialundervisning som støtte til den almindelige

undervisning i grundskolen. Det er en klar indikation på, at en væsentlig del af

handicapgruppen allerede fra barn- og ungdommen har haft særlige undervisningsbehov

eller indlæringsmæssige vanskeligheder.

Knap 55 pct. af de 18-24-årige modtagere af sociale indsatser med handicap har enten

gennemført eller er i gang med en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). STU retter

sig mod unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov.

Over 80 pct. af alle 18-24-årige i befolkningen generelt er enten i gang med eller har

gennemført en ordinær ungdomsuddannelse eller højere uddannelse. Blandt modtagere af

indsatser efter serviceloven med handicap eller psykiske vanskeligheder er de tilsvarende tal

henholdsvis omkring 10 og 20 pct.

Lidt over 35 pct. af modtagerne af sociale indsatser med psykiske vanskeligheder i alderen

18-24 år har afbrudt en ordinær ungdomsuddannelse eller en højere uddannelse og er

aktuelt ikke i gang med en. Blandt modtagere af sociale indsatser med en diagnose for angst

mv., skizofreni mv. eller personlighedsforstyrrelse mv. er det omkring 30-40 pct., der har

afbrudt en ordinær uddannelse. Dette er en væsentligt højere andel end i målgruppen af

personer med handicap og blandt alle 18-24-årige generelt.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

207

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Blandt 18-24-årige modtagere af sociale indsatser med handicap eller psykiske

vanskeligheder i 2014, der gennemfører en ordinær uddannelse i 2014 og 2015, er den

samlede beskæftigelses- og uddannelsesgrad i 2016 og 2017 lidt over 60 pct. Det er dog kun

i størrelsesordenen 3 pct. af modtagerne i 2014, der gennemfører en ordinær uddannelse, og

der er klare indikationer på, at dem, der gennemfører en ordinær uddannelse, er en særlig

ressourcestærk del af målgruppen.

Hovedparten, der gennemfører en STU, kommer ikke efterfølgende i beskæftigelse eller

videre uddannelse. Blandt modtagerne af sociale indsatser med handicap eller psykiske

vanskeligheder, der gennemfører en STU i 2014 eller 2015, er den gennemsnitlige

beskæftigelses- og uddannelsesgrad i 2016 og 2017 knap 10 pct.

8.1

Unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Modtagere af sociale indsatser efter serviceloven med handicap eller psykiske

vanskeligheder er en meget forskelligartet gruppe. For nogle unge med betydelige og varige

fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser er en ordinær uddannelse ikke et meningsfuldt

eller realistisk mål. For nogle unge kan målet være at modtage en særlig

ungdomsuddannelse for at udvikle personlige, sociale og faglige kompetencer for at nå en så

selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt. For andre kan en ordinær

uddannelse være den trædesten, der gør det muligt at opnå en tilknytning til

arbejdsmarkedet.

Dette kapitel ser på uddannelsesniveau og uddannelsesforløb for 18-24-årige modtagere af

sociale indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder. Ikke alle personer med

handicap eller psykiske vanskeligheder indgår – kun de personer, der modtager en indsats

efter serviceloven. Det er dermed en relativt snæver afgrænsning af både handicap og

psykiske vanskeligheder, der benyttes i analysen, baseret på, om man modtager hjælp efter

serviceloven.

Det skønnes, at der på landsplan er omkring 9.500 modtagere af indsatser efter serviceloven

med handicap og 4.000 modtagere af indsatser efter serviceloven med psykiske

vanskeligheder i alderen 18-24 år i 2016, jf. figur 8.1.

208

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Figur 8.1

Modtagere af indsatser efter serviceloven med handicap eller psykiske vanskeligheder, 18-24 år,

2016

1.000 personer

Handicap

Psykiske vanskeligheder

1.000 personer

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Den samme person kan optræde i begge målgrupper. Baseret på 55 kommuner,

der indgår i Danmarks Statistiks register De Kommunale Serviceindikatorer i årene 2014-2016. Der er opregnet til

landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Datagrundlaget er Danmarks Statistiks register De Kommunale serviceindikatorer, der

baserer sig på indberetninger fra kommunerne om sociale indsatser efter serviceloven, jf.

boks 8.1. Kommunerne skal indberette, hvilken målgruppe borgeren tilhører, til statistikken. I

denne analyse inddrages to overordnede målgrupper:

Personer med handicap (fysiske funktionsnedsættelser, som bl.a. omfatter mobilitets- og

kommunikationsnedsættelser, og kognitive funktionsnedsættelser som fx kan være

hjerneskade, udviklingshæmning, autismespektrum- eller opmærksomhedsforstyrrelser.)

Personer med psykiske vanskeligheder (sindslidelser, der bl.a. omfatter angst, depression,

forandret virkelighedsopfattelse mv.)

Begrebsbrugen lægger sig op ad Voksenudredningsmetoden (VUM), der er et

sagsbehandlingsredskab i kommunerne, der blandt andet har fokus på at understøtte en

systematisk udredning af borgerens behov.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

209

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Boks 8.1

Datagrundlag

Personer med handicap og psykiske vanskeligheder er opgjort som modtagere af hjælp og støtte efter

serviceloven baseret på data fra 55 kommuner, der indgår i registret De Kommunale Serviceindikatorer i

årene 2014-2016. Kommunerne omfatter både store og små kommuner fra forskellige dele af Danmark, dog

indgår eksempelvis Københavns Kommune ikke blandt de 55 kommuner. Statistikken omfatter en række

indsatser for voksne, herunder socialpædagogisk støtte, midlertidige og længerevarende botilbud, beskyttet

beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud, ledsagerordning og borgerstyret personlig assistance (BPA).

Oplysninger om bl.a. tildeling af hjælpemidler efter serviceloven indgår ikke i registret, hvorfor personer, der

alene modtager hjælpemidler efter serviceloven, ikke indgår. Se også kapitel 11 om datastrategi for

socialområdet. Personer, der alene modtager hjælpemidler, må formodes at udgøre en relativt

ressourcestærk gruppe sammenlignet med den gruppe, der indgår i denne analyse.

Analysen omfatter udelukkende personer, der modtager indsatser efter den sociale lovgivning. Unge, der på

grund af et handicap eller psykiske vanskeligheder alene modtager støtte i regi af lovgivningen på

eksempelvis undervisningsområdet, indgår derfor ikke.

Redegørelsens afgrænsning af personer med handicap og psykiske vanskeligheder er relativt snæver, da

den alene omfatter modtagere af indsatser efter serviceloven. VIVE har i rapporten ”Handicap,

beskæftigelse og uddannelse i 2016” eksempelvis anvendt en bredere definition baseret på, at

respondenterne i en spørgeskemaundersøgelse selv vurderer, om de har et handicap eller et

længevarende helbredsproblem.

Inddelingen i målgrupper af henholdsvis personer med handicap og psykiske vanskeligheder

er baseret på kommunernes udredning af borgeren. Det er ikke obligatorisk for kommunerne

at udspecificere borgerens konkrete funktionsnedsættelse nærmere i forbindelse med

indberetningen til Danmarks Statistik.

Der er dog en betragtelig spændvidde inden for begge grupper af modtagere af sociale

indsatser. Eksempelvis omfatter personer med handicap både personer med Downs

syndrom, autisme og opmærksomhedsforstyrrelser.

Heterogeniteten i målgrupperne undersøges nærmere i analysen ved at inddrage udvalgte

diagnoser til at uddybe forskelle i uddannelsesforløb. Boks 8.2 uddyber de diagnoser, der

indgår i analysen.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er tale om en

analyse af alle voksne med fx ADHD, cerebral parese eller autisme i Danmark, idet analysen

kun omhandler modtagere af indsatser efter serviceloven med de pågældende diagnoser.

Modtagerne af indsatser efter serviceloven må antages at omfatte personer med de mest

betydelige og varige funktionsnedsættelser inden for diagnosegrupperne.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig kobling mellem

en diagnose og borgerens konkrete funktionsevne. Der kan således ikke sættes lighedstegn

mellem det forhold, at borgeren på et tidspunkt har fået stillet en diagnose, og så det forhold

210

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

at borgeren aktuelt har en nedsat funktionsevne, der gør det nødvendigt at modtage hjælp og

støtte. Det er altid en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsevne,

der er udgangspunktet for, at borgeren visiteres til en indsats efter serviceloven og aldrig en

diagnose i sig selv.

Boks 8.2

Diagnoser i analysen

Følgende diagnoser inddrages for at belyse heterogeniteten i gruppen af personer med handicap:

•

ADHD

•

Autismespektrumforstyrrelser

•

Cerebral parese (spastisk lammelse)

•

Downs syndrom

•

Epilepsi

•

Erhvervet hjerneskade

•

Udviklingshæmning (mental retardering)

Listen er ikke udtømmende for kognitive handicap, idet der findes mange andre diagnoser og

funktionsnedsættelser, der kan være forbundet med et kognitivt handicap. Diagnosegrupperne baserer sig

på indlæggelser, ambulante besøg og skadestuekontakter på somatiske og psykiatriske sygehuse i

perioden 1995-2016. Det skal for ADHD bemærkes, at forekomsten kan være undervurderet, da diagnosen

ADHD ikke indgår i den klassifikation af diagnoser, der benyttes i Danmark. Se også bilag 4.

Diagnoser, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale

sygehuspsykiatri over en femårig periode fra 2012 til 2016. Der inddrages følgende diagnosegrupper:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer mv.

(psykoaktive stoffer mv.)

•

Skizofreni mv.

•

Depression mv.

•

Angst mv.

•

Spiseforstyrrelser mv.

•

Personlighedsforstyrrelser mv.

Diagnosegrupperne er baseret på den opdeling af psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, der

benyttes i den såkaldte ICD-10 klassifikation. Der benyttes samme benævnelse af diagnosegrupperne, som

blev anvendt i forbindelse med afrapporteringen fra styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds- og

Ældreministeriet 2018b). Benævnelsen af diagnosegrupperne er ikke udtømmende. Diagnosegruppen

”depression mv.” indeholder ud over depression også bl.a. bipolar affektiv sindslidelse, ligesom ”angst mv.”

bl.a. også omfatter posttraumatisk belastningsreaktion.

Kontakter til praksissektoren, herunder egen læge, privatpraktiserende psykiater og psykolog, indgår ikke i

analysen. Borgere, der fx udelukkende er i medicinsk behandling hos egen læge, tæller derfor ikke med i

opgørelsen. Andelen af modtagerne af sociale indsatser, der har en af ovenstående diagnoser, vil derfor

være undervurderet.

De største diagnosegrupper blandt 18-24-årige modtagere af sociale indsatser med handicap

er udviklingshæmning, ADHD og autisme, jf. tabel 8.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

211

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Tabel 8.1

Andel med udvalgte diagnoser blandt modtagere af sociale indsatser med handicap eller psykiske

vanskeligheder, 18-24 år, 2016

Handicap

Psykiske vanskeligheder

-------------------------------- Pct. ------------------------------

ADHD

Autismespektrumsforstyrrelser

Cerebral parese

Downs syndrom

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Psykoaktive stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

En eller flere af diagnoserne i alt

Antal personer

9.400

3.900

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Se boks 8.2 for opgørelsen af diagnosegrupper. Andelen med en eller flere af

diagnoserne i alt omfatter andelen af modtagere af indsatser efter serviceloven med hhv. handicap eller psykiske

vanskeligheder, der har én eller flere af de diagnoser, der indgår i tabellen. Antal personer i alt er opregnet til

landsplan på baggrund af indbyggertal, jf. også anmærkningen til figur 8.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I målgruppen af personer med psykiske vanskeligheder er det ikke overraskende primært de

psykiatriske diagnoser, der fylder – særligt angst mv., skizofreni mv., depression mv., og

personlighedsforstyrrelser mv.

Der er dog ikke en en-til-en sammenhæng mellem kommunens registrering af borgerens

målgruppe i hhv. ”handicap” eller ”psykiske vanskeligheder” på den ene side og borgerens

diagnoser på den anden side. Dette kan både skyldes, at borgeren kan have flere diagnoser

og sammenfaldende problemstillinger, og kan også være udtryk for, at kommunernes

registrering af borgerens målgruppe ikke er en psykiatrisk udredning, men en konkret og

individuel socialfaglig vurdering af borgerens samlede funktionsevne. Fx er ADHD og

autisme i Voksenudredningsmetoden klassificeret som handicap, men diagnoserne

forekommer ikke kun i handicapgruppen, men også i målgruppen af personer med psykiske

vanskeligheder.

212

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Den enkelte person kan have flere diagnoser og dermed optræde i flere af de benyttede

diagnosegrupper. I kapitlet er der imidlertid fokus på de enkelte diagnosegrupper.

8.2

Status på ungdomsuddannelse

Over 80 pct. af alle 18-24-årige i befolkningen som helhed er enten i gang med eller har

gennemført en ordinær ungdomsuddannelse eller en højere uddannelse. Blandt modtagere

af indsatser efter serviceloven med handicap eller psykiske vanskeligheder er de tilsvarende

tal hhv. 10 og 20 pct.

I gruppen med handicap har omkring 55 pct. enten gennemført eller er i gang med en Særligt

Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Det kan ses i lyset af, at STU retter sig mod unge

udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at

gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det ligger dermed helt i tråd med uddannelsens

formål, at en høj andel af modtagerne af sociale indsatser med handicap er tilknyttet

uddannelsen.

Blandt personer med psykiske vanskeligheder ser man, at omkring 40 pct. har afbrudt en

uddannelse, mens omkring 25 pct. hverken har påbegyndt en ordinær ungdomsuddannelse

eller en STU, jf. figur 8.2.

Figur 8.2

Status på ungdomsuddannelse efter målgruppe og i befolkning, 18-24 år, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Handicap

Ordinær (gennemført eller igangværende)

Psykiske vanskeligheder

STU (gennemført eller igangværende)

Befolkning

Afbrudt

Ikke påbegyndt

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Uddannelse opgjort pr. 31. december 2016. Har personen både ordinær

ungdomsuddannelse og STU, er personen opgjort under ordinær ungdomsuddannelse. Se også boks 8.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Opgørelsen af ordinær ungdomsuddannelse og STU er beskrevet i boks 8.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

213

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Boks 8.3

Opgørelsen af ungdomsuddannelse

Ordinære uddannelsesforløb opgøres på baggrund af Danmarks Statistiks elevregister (version 3) for alle

uddannelser påbegyndt til og med 31. december 2016, der er på gymnasialt niveau eller derover, svarende

til DISCED-15 hovedgruppe 20 eller derover. Hovedgruppe 25 (danskundervisning ved sprogcentre) og 39

(AMU) indgår ikke. For disse ordinære uddannelsesforløb skelnes der mellem gennemførte, igangværende

og afbrudte forløb.

Et gennemført ordinært forløb opgøres som en uddannelsesafgang fra en uddannelse, der indebærer en

kompetencegivende almen uddannelse, en erhvervskompetencegivende uddannelse eller en videregående

uddannelse. Igangværende forløb opgøres som forløb, hvor afslutningsdatoen er senere end 31. december

2016. Et afbrudt forløb opgøres som en uddannelsesafgang, der er markeret afbrudt (AUDD=0), hvor

afslutningsdatoen er den 31. december 2016 eller tidligere.

Den samme person kan både have: gennemførte, igangværende og afbrudte uddannelsesforløb. I figurerne

indgår man som gennemført, hvis man har mindst ét gennemført forløb. Har man både igangværende og

afbrudte forløb indgår man som igangværende. Personer, der har påbegyndt en ungdomsuddannelse, men

ikke gennemført eller i gang pr. 31. december 2016, opgøres som personer med afbrudt uddannelse. Det

omfatter fx personer, der er stoppet mellem 1. og 2. g, uden at dette er opgjort i elevregistret som en afbrudt

uddannelse.

Elevregistrets oplysninger om ordinære uddannelse suppleres med oplysninger fra forløbsregistret om

højest fuldførte uddannelser, idet personer med en højeste uddannelse, der er på gymnasialt niveau eller

derover, opgøres som gennemført ordinær ungdomsuddannelse.

STU opgøres på baggrund af elevregistret på tilsvarende vis, hvor der afgrænses til uddannelseskode

2425.

Alle figurer er opgjort for personer, der tidligere er registreret i grundskole ifølge elevregistret, hvilket gælder

99 pct. af modtagerne sociale indsatser og 92 pct. af befolkningen i alderen 18-24 år. For befolkningen er

andelen særligt lav blandt 18-24-årige indvandrere.

I de følgende afsnit uddybes målgruppernes tillknytning til STU og ordinær

ungdomsuddannelse. Først belyses udvalgte dele af gruppens hidtidige skoleforløb i

grundskolen med fokus på specialundervisning.

214

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

8.3

Specialundervisning i grundskolen

Over 80 pct. af gruppen med handicap har enten gået i et specialskoletilbud eller modtaget

specialundervisning som støtte til den almindelige undervisning i grundskolen. Det indikerer,

at en væsentlig del har haft særlige undervisningsbehov eller indlæringsmæssige

vanskeligheder allerede i grundskolealderen.

Blandt personer med psykiske vanskeligheder har lidt over 50 pct. enten gået på en

specialskole eller modtaget specialundervisning i en almindelig grundskole. I befolkningen

som helhed i samme aldersgruppe er det tilsvarende tal lidt under 10 pct., jf. figur 8.3.

Figur 8.3

Andel 18-19-årige, der tidligere har modtaget specialundervisning, efter målgruppe for sociale

indsatser efter serviceloven og i befolkningen, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Handicap

Psykiske vanskeligheder

Befolkning

Anm.: 18-19-årige ultimo 2016. Specialskole opgjort som specialskoler for børn, specialskoler for voksne samt

dagbehandlingstilbud og dagbehandlingshjem. Specialundervisning opgjort for alle grundskoleelever med alle

henvisningsårsager inkl. uoplyst i perioden 2012-2016. Personer, der både har gået på specialskole og modtaget

specialundervisning, er opgjort under specialskole. Se også boks 8.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne understreger, at de fleste af modtagerne af sociale indsatser med handicap

eller psykiske vanskeligheder har haft særlige undervisningsbehov eller indlæringsmæssige

vanskeligheder allerede i barn- og ungdommen. Det gælder særligt personer med handicap,

hvor resultaterne tyder på, at langt størstedelen har været modtaget en form for

specialundervisning.

Se boks 8.4 for en uddybning af opgørelsen.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

215

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Boks 8.4

Opgørelse af specialundervisning og specialskole

Specialundervisning omfatter elever, der i gennemsnit får mindst ni klokketimers specialundervisning om

ugen i grundskolen. Specialundervisning er opgjort for alle henvisningsårsager inkl. uoplyst i perioden 2012-

2016. Før 2012 var der ikke en nedre grænse for antallet af timer i statistikken. Der er afgrænset til 18-19-

årige for at sikre, at der er data om specialundervisning på det tidspunkt, hvor gruppen gik i grundskole. Da

oplysninger fra specialundervisningsregistret kun går tilbage til 2012, er det dermed kun

specialundervisning i de ældste klassetrin i grundskolen, der kan indgå. Hertil kommer, at nogle kan have

modtager specialundervisning på et tidligere klassetrin.

Gruppen, der modtager et specialskoletilbud, omfatter personer, der ifølge elevregistret har været

indskrevet på en grundskoleuddannelse, hvor skolens institutionstype er en specialskole,

dagbehandlingstilbud eller behandlingshjem. Opgørelsen af specialskole er ikke afgrænset til perioden

2012-2016, men omfatter hele elevens grundskoleforløb til opgjort frem til ultimo 2015.

I størrelsesordenen 80-90 pct. af de 18-24-årige, der modtager en social indsats som følge af

et handicap eller psykiske vanskeligheder, og som har en diagnose for udviklingshæmning,

cerebral parese, autismespektrumsforstyrrelse og ADHD har gået i specialskole eller

modtaget specialundervisning i grundskolen. Den tilsvarende andel for personer med de

psykiatriske diagnoser er lavere, men dog stadig i størrelsesordenen 40-60 pct., jf. figur 8.4.

Figur 8.4

Andel 18-19-årige modtagere af sociale indsatser som følge af handicap eller psykiske

vanskeligheder, der tidligere har modtaget specialundervisning, efter diagnose, 2016

Pct.

100

Udviklings-

hæmning

Cerebral

parese

Autisme

ADHD

Angst mv.

Skizofreni

mv.

Depression

mv.

Spise-

forstyrrelser

mv.

Pct.

100

Anm.: 18-19-årige ultimo 2016. Opgjort samlet for personer, der modtager sociale indsatser som følge af

handicap eller psykiske vanskeligheder. Der knytter sig usikkerhed til opgørelsen, da antallet af 18-19-årige er

lavt. Se også boks 8.2 og 8.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Mange af modtagerne af sociale indsatser, som tidligere har modtaget specialundervisning,

er på et tidspunkt efter grundskolen startet på en STU, hvilket undersøges nærmere i næste

afsnit.

216

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

8.4

Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)

STU retter sig som nævnt mod unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige

behov, der ikke har mulighed for at gennemføre andre ungdomsuddannelser. Uddannelsen

har eksisteret siden 2007 og har til formål, at de unge opnår personlige, sociale og faglige

kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til

videre uddannelse og beskæftigelse. Den unge skal påbegynde uddannelsen, inden han eller

hun fylder 25 år.

Man modtager ikke SU under en STU, men bibeholder det forsørgelsesgrundlag, man i øvrigt

er berettiget til. De fleste modtagere af indsatser efter serviceloven, der tager en STU i 2016,

modtager enten uddannelseshjælp eller førtidspension under uddannelsen.

Blandt modtagere af indsatser efter serviceloven med handicap i alderen 18-24 år har knap

55 pct. enten gennemført eller er i gang med en STU. Blandt personer med psykiske

vanskeligheder er det omkring 15 pct., der har gennemført eller er i gang med en STU, jf.

figur 8.5.

Figur 8.5

Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) efter målgruppe, 18-24-årige, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Handicap

Gennemført

I gang

Psykiske vanskeligheder

Afbrudt

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Uddannelse opgjort pr. 31. december 2016. Se også boks 8.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

217

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Andelen, der starter på en STU, er højere blandt dem, som har modtaget

specialundervisning. Det gælder både for personer med handicap og personer med psykiske

vanskeligheder, der modtager indsatser efter serviceloven. Blandt de 18-19-årige modtagere

af sociale indsatser med handicap, der har modtaget specialundervisning, er det omkring 70

pct., der starter på en STU, jf. figur 8.6.

Figur 8.6

Andel, der starter på STU, opdelt efter målgruppe og specialundervisning, 18-19-årige, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Handicap

Specialundervisning, herunder specialskole

Psykiske vanskeligheder

Øvrig grundskole

Anm.: 18-19-årige ultimo 2016. Se også boks 8.3 og 8.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Billedet er forventelig, idet målgruppen for STU er personer, der ikke har mulighed for at

gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, og som derfor oftest har haft behov for

specialundervisning i grundskolen.

Blandt personerne med en diagnose for Downs syndrom, cerebral parese og

udviklingshæmning er det omkring 80 pct., der er startet på en STU. Derimod er det kun

omkring 20 pct. af de 18-24-årige modtagere af sociale indsatser med en diagnose for angst

mv. og skizofreni mv., der efter grundskolen er begyndt på en STU, jf. figur 8.7.

218

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Figur 8.7

Andel der starter på STU opdelt efter diagnose blandt modtagere af sociale indsatser, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Downs

Cerebral

parese

Udviklings-

hæmning

Erhvervet

hjerneskade

Autisme

ADHD

Angst mv.

Skizofreni mv.

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Opgjort samlet for modtagerne af sociale indsatser med handicap eller psykiske

vanskeligheder. Se også boks 8.2 og 8.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når væsentligt færre modtagere af sociale indsatser med psykiske vanskeligheder er

tilknyttet en STU sammenlignet med handicapgruppen, skal det formentligt ses på baggrund

af, at uddannelsen er rettet mod unge med de største indlæringsmæssige vanskeligheder.

Personer med psykiske vanskeligheder starter i større omfang end personer med handicap

på en ordinær uddannelse og er dermed i et vist omfang tættere på det ordinære

uddannelsessystem end personer med eksempelvis udviklingshæmning eller Downs

syndrom.

Gennemførelse og afbrud fra ordinær uddannelse er emnet for næste afsnit.

8.5

Ordinær ungdomsuddannelse

Som nævnt er der langt færre blandt modtagere af indsatser efter serviceloven med handicap

eller psykiske vanskeligheder, der er i gang med eller har gennemført en

ungdomsuddannelse end i befolkningen som helhed i de samme aldersgrupper.

Lidt over 35 pct. af gruppen med psykiske vanskeligheder i alderen 18-24 år har påbegyndt,

men siden hen afbrudt en ordinær uddannelse og er aktuelt ikke i gang med en uddannelse.

Dette er en væsentligt højere andel end i målgruppen af personer med handicap og blandt

alle 18-24-årige generelt, jf. figur 8.8.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

219

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Figur 8.8

Status på ordinær ungdomsuddannelse efter målgruppe, 18-24-årige, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Handicap

Gennemført

Psykiske vanskeligheder

Igangværende

Afbrudt

Befolkning

Aldrig påbegyndt

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Uddannelse opgjort pr. 31. december 2016. Se også boks 8.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Særligt blandt modtagerne med psykiatriske diagnoser stillet i sygehusregi er der mange, der

har afbrudt en ungdomsuddannelse. Blandt personer med en diagnose for angst mv.,

skizofreni mv. og personlighedsforstyrrelse mv. er det omkring 30-40 pct., der har afbrudt en

ordinær ungdomsuddannelse. Som forventet er der også meget få blandt modtagerne, der

har fået stillet en diagnose for Downs syndrom, cerebral parese eller udviklingshæmning,

som har påbegyndt en ordinær ungdomsuddannelse, jf. figur 8.9.

Figur 8.9

Status på ordinær ungdomsuddannelse efter diagnoser blandt modtagere af sociale indsatser, 18-

24-årige, 2016

Pct.

100

Downs

Cerebral

parese

Gennemført

Udviklings-

hæmning

Autisme

ADHD

Angst mv.

Skizofreni mv. Personligheds-

forstyrrelser

mv.

Aldrig påbegyndt

Pct.

100

Igangværende

Afbrudt

Anm.: 18-24-årige ultimo 2016. Opgjort samlet for modtagerne af sociale indsatser med handicap eller psykiske

vanskeligheder. Se også boks 8.2 og 8.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

220

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

I det sidste afsnit rettes blikket mod overgangen fra uddannelse til beskæftigelse blandt unge

med handicap eller psykiske vanskeligheder, der færdiggør en ordinær ungdomsuddannelse

eller en STU.

8.6

Fra uddannelse til beskæftigelse

Der tages i dette afsnit udgangspunkt i modtagere af indsatser efter serviceloven i 2014, hvor

der i den øvrige del af kapitlet har set på modtagere i 2016. På den måde bliver det muligt at

følge gruppen af 18-24-årige, der modtager sociale indsatser som følge af et handicap eller

psykiske vanskeligheder frem i tid. Konkret følges gruppen gennem 2014 og 2015 for at

opgøre, hvor mange der i denne periode gennemfører en ordinær uddannelse eller en STU.

Dernæst følges personerne frem til 2016 og 2017 for at undersøge, hvorvidt de efter

gennemførelsen af uddannelsen kommer i beskæftigelse.

På baggrund af de 55 kommuner, der indgår i datagrundlaget skønnes det, at omkring 400

unge modtagere af sociale indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder

gennemfører en ordinær uddannelse i løbet af 2014 eller 2015 på landsplan svarende til

omkring 3 pct. af alle 18-24-årige modtagere af sociale indsatser med handicap eller

psykiske vanskeligheder. Det tilsvarende tal er over 30 pct. blandt alle 18-24-årige. Hertil er

det lidt over 10 pct. af personerne med handicap eller psykiske vanskeligheder, der i 2014-

2015 gennemfører en STU, jf. figur 8.10.

Figur 8.10

Andel der gennemfører ungdomsuddannelse i 2014 og 2015 blandt modtagere af sociale indsatser i

2014 og i befolkning, 18-24 år

Pct.

Handicap eller psykiske vanskeligheder

Ordinær uddannelse

Befolkning

STU

Ca. 400 personer

Ca. 1.400 personer

Pct.

Anm.: 18-24 årige ultimo 2015. Se boks 8.5. Der knytter sig usikkerhed til opgørelsen af overgangen til

ungdomsuddannelse blandt personer med handicap eller psykiske vanskeligheder, da antallet af personer er lavt.

I de 55 kommuner, der har indberettet data, er det på tværs af de to målgrupper omkring 200 personer, der

gennemfører en ordinær uddannelse og 700, der gennemfører en STU i 2014 eller 2015 blandt modtagerne i

2014. Antal personer i opgørelsen er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

221

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Se boks 8.5 for en uddybning af den anvendte metode.

Boks 8.5

Gennemførelse af uddannelse og overgang til beskæftigelse

Afsnittet tager udgangspunkt i personer, der modtager en indsats efter serviceloven i 2014 med handicap

eller psykiske vanskeligheder i alderen 18-24 år ultimo 2014. Der sammenlignes med befolkningen, der

opgøres som alle 18-24-årige med folkeregisteradresse i de 55 kommuner, der indgår i De Kommunale

Serviceindikatorer pr. 1. januar 2015.

Det opgøres, hvorvidt personerne gennemfører en ungdomsuddannelse eller højere i løbet af 2014 eller

2015 på baggrund af Danmarks Statistiks elevregister. Alle, der gennemfører en ungdomsuddannelse eller

højere i løbet af 2014 eller 2015, indgår, herunder også personer, der evt. tidligere har en anden

ungdomsuddannelse. Se boks 8.3 for metoden for opgørelse af ungdomsuddannelse.

Personerne, der gennemfører en ungdomsuddannelse i 2014 eller 2015 følges frem til 2016 og 2017 ved

hjælp af Beskæftigelsesministeriet DREAM-database. Personer, der ikke opholder sig i Danmark eller dør i

2016 eller 2017, udgår. Det drejer sig om 1 pct. af modtagerne af sociale indsatser og knap 5 pct. for

befolkningen.

Der vises ikke resultater for personer med handicap og psykiske vanskeligheder separat, da

antallet af modtagere af sociale indsatser, der gennemfører en ordinær uddannelse er lavt.

Hovedparten, der gennemfører en STU, kommer ikke efterfølgende i beskæftigelse eller

videre uddannelse. Blandt de personer i målgruppen, der gennemfører en STU i 2014 eller

2015, er den gennemsnitlige beskæftigelses- og uddannelsesgrad i 2016 og 2017 knap 10

pct., dvs. at gruppen samlet set er i beskæftigelse eller uddannelse, i lidt under 10 pct. af

tiden, jf. figur 8.11.

222

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Figur 8.11

Beskæftigelse- og ydelsesgrader i 2016-2017 for personer, der har gennemført STU i 2014-2015

blandt modtagere af sociale indsatser i 2014 og for alle

Pct.

100

Pct.

100

Ca. 1.400 personer

Personer med handicap eller psykiske vanskeligheder

Beskæftigelse og fleksjob

Dagpenge og kontanthjælp

Alle på STU

Førtidspension

Øvrige

Anm.: Baseret på antal 18-24 årige ultimo 2015. Se figur 8.10. Øvrige omfatter bl.a. ledighedsydelse,

sygedagpenge, jobafklaring, ressourceforløb og selvforsørgelse. Antal personer i opgørelsen er opregnet til

landsplan på baggrund af indbyggertal. Alle på STU omfatter personer med bopæl i de 55 kommuner, jf. boks

8.1, der gennemfører STU. 53 pct. af alle med en gennemført STU, der har bopæl i de 55 kommuner, er

registreret som modtagere af sociale indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For alle 18-24-årige, der gennemfører en STU i 2014 og 2015, er den samlede

beskæftigelsesgrad 13 pct. og uddannelsesgraden 5 pct., hvilket er på niveau med

resultaterne fra Undervisningsministeriets evaluering af STU (Undervisningsministeriet 2017).

Det kan i den forbindelse bemærkes, at lidt over 50 pct. af alle med en gennemført STU i

2014 og 2015 med bopæl i de 55 kommuner i opgørelsen omfatter modtagere af sociale

indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder. Denne gruppe udgør dermed en

meget væsentlig del af dem, der gennemfører en STU.

Blandt modtagerne af sociale indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder, der

gennemfører en ordinær uddannelse i 2014 og 2015, er den samlede beskæftigelses- og

uddannelsesgrad i 2016-2017 lidt over 60 pct. og dermed væsentligt højere end blandt dem,

der gennemfører en STU. Dette er forventeligt, da gruppen, der gennemfører en ordinær

uddannelse må formodes at være mere ressourcestærk sammenliget med målgruppen for

STU.

For alle 18-24-årige i befolkningen, der gennemfører en ordinær uddannelse i 2014 og 2015,

er den samlede beskæftigelses- og uddannelsesgrad lidt over 80 pct. i 2016-2017, jf. figur

8.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

223

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Figur 8.12

Beskæftigelse- og ydelsesgrader i 2016-2017 for personer, der har gennemført en ordinær

uddannelse i 2014-2015 blandt modtagere af sociale indsatser i 2014 og i befolkningen

Pct.

100

Pct.

100

Ca. 400 personer

Personer med handicap eller psykiske vanskeligheder

Beskæftigelse og fleksjob

Befolkning

Dagpenge og kontanthjælp

Øvrige

Anm.: 18-24-årige ultimo 2015. Se figur 8.10. Øvrige omfatter bl.a. ledighedsydelse, sygedagpenge, jobafklaring,

ressourceforløb og selvforsørgelse. Antal personer i opgørelsen er opregnet til landsplan på baggrund af

indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Man skal være opmærksom på, at dem, der gennemfører en ordinær ungdomsuddannelse,

formentligt også er de mest ressourcestærke i forhold til opnå en stabil tilknytning til videre

uddannelse og beskæftigelse. Dette uddybes i boks 8.6.

224

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 8

Uddannelse blandt unge med handicap eller psykiske vanskeligheder

Boks 8.6

Selektion og gennemførelse af ordinær uddannelse

Der er indikationer på, at de modtagere af sociale indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder,

der gennemfører en ordinær uddannelse i 2014 eller 2015, i udgangspunktet er de mest ressourcestærke.

Der er således ikke tale om et tilfældigt udsnit af modtagere, men derimod en selekteret gruppe (i statistisk

forstand).

Færre har modtaget specialundervisning blandt dem, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Mens kun

omkring 10 pct. af dem, der gennemfører en ordinær ungdomsuddannelse har modtaget

specialundervisning, er det tilsvarende tal 60 pct. blandt de øvrige modtagere af sociale indsatser med

handicap eller psykiske vanskeligheder. Der er usikkerhed knyttet til de konkrete andele, da antallet af

personer er lavt (se også anmærkning til figur 8.a og 8.b).

Alle personerne med handicap eller psykiske vanskeligheder i denne delanalyse er udvalgt således, at de

modtager en social indsats i 2014. Nogle vil i de følgende år ikke længere have behov for hjælp og støtte

efter serviceloven. Der er en tendens til, at andelen, der stadig modtager en social indsats i 2016 er lavere

blandt dem, der gennemfører en ordinær uddannelse i 2014-2015. Det skal dog bemærkes, at over

halvdelen blandt dem, der gennemfører en ordinær ungdomsuddannelse i 2014-2015, stadig modtager en

social indsats i 2016, jf. figur 8.a og 8.b.

Figur 8.a

Andel med specialundervisning som børn

blandt modtagere af sociale indsatser, 2014

Pct.

100

Gennemfører ordinær

ungdomsuddannelse i

2014-2015

Øvrige modtagere af

sociale indsatser

Pct.

100

Figur 8.b

Andel der stadig modtager sociale indsatser i

2016 blandt modtagere af indsatser i 2014

Pct.

100

Gennemfører ordinær

ungdomsuddannelse i

2014-2015

Øvrige modtagere af

sociale indsatser

Pct.

100

Anm.: 18-24 år ultimo 2014. Modtagere af sociale indsatser med handicap eller psykiske vanskeligheder.

Opgørelsen i figur 8.a vedrører 18-20-årige pga. registerdækningen for specialundervisning, jf. boks 8.4.

Specialundervisning omfatter også specialskole. Der er usikkerhed knyttet til opgørelsen, da kun få af

modtagerne gennemfører en ordinær uddannelse. I figur 8.a er datagrundlaget er 78 personer (18-20-årige), der

gennemfører en ordinær uddannelse, mens det i figur 8.b er 200 personer (18-24-årige), der gennemførere en

ordinær uddannelse i de 55 kommuner.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

225

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

9. Støtte til voksne med nedsat

psykisk funktionsevne

Der er en gruppe mennesker i det danske samfund, der har behov for omfattende støtte på

grund af kognitive handicap eller psykiske vanskeligheder. Mange har modtaget hjælp og

støtte fra barn- og ungdommen som følge af medfødte lidelser eller adfærdsmæssige

forstyrrelser, eksempelvis Downs, hjerneskade, udviklingshæmning eller autisme. Andre har

senere i livet fået en psykisk sygdom, eksempelvis skizofreni, og har behov for støtte fra

både det sociale system og det psykiatriske sygehusvæsen for at kunne mestre hverdagen.

I dette kapitel ses nærmere på, hvad der kendertegner voksne med nedsat psykisk

funktionsevne, der modtager sociale indsatser efter serviceloven, herunder om de har fået

sociale indsatser som børn og unge, deres forsørgelsesgrundlag og deres tilknytning til

arbejdsmarkedet.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Det skønnes, at der på landsplan er ca. 70.000 voksne, der modtager indsatser efter

serviceloven som følge af en nedsat psykisk funktionsevne. Denne gruppe dækker både

over voksne med kognitive handicap og voksne med psykiske vanskeligheder.

•

En meget stor del af denne målgruppe har modtaget sociale indsatser som børn,

eksempelvis aflastning eller anbringelse på døgninstitution eller i en plejefamilie. Blandt

personer med Downs og udviklingshæmning er det fx i størrelsesordenen 70-80 pct. af

gruppen, der har modtaget en social foranstaltning som barn.

•

Blandt personer, der modtager en social indsats på grund af psykiske vanskeligheder i

2016, har ca. 50 pct. været i kontakt med sygehuspsykiatrien i løbet af året, og ca. 75 pct.

har haft mindst én kontakt til psykiatrien i perioden 2012-2016.

•

Der er store forskelle i gruppens forsørgelsesgrundlag. Blandt personer over 40 år

modtager i størrelsesordenen 80-90 pct. førtidspension. Blandt de yngre, og særligt blandt

personer med psykiske vanskeligheder, modtager mange midlertidige ydelser som fx

kontanthjælp. Omkring 70 pct. af de 18-29-årige med psykiske vanskeligheder havde

midlertidige ydelser som forsørgelsesgrundlag i 2016.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

227

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

•

Mange i gruppen med midlertidige ydelser deltager i tilbud i regi af

beskæftigelsessystemet. Men forholdsvis få overgår efterfølgende til beskæftigelse eller

uddannelse. Omkring 5 pct. i gruppen kom i beskæftigelse eller uddannelse frem mod

udgangen af 2017, efter at have deltaget i tilbud i regi af beskæftigelsessystemet. For alle

øvrige personer, der var i beskæftigelsessystemet på samme tidspunkt, var det ca. 30 pct.,

der kom i beskæftigelse eller uddannelse.

•

Blandt modtagerne af sociale indsatser med kognitive handicap eller psykiske

vanskeligheder, der deltog i tilbud i regi af beskæftigelsessystemet i 2016, er i

størrelsesordenen 20-25 pct. i et ressourceforløb ved udgangen af 2017, mens omkring 45

pct. modtager kontanthjælp.

•

Særligt blandt de unge i gruppen med psykiske vanskeligheder er der mange, der

modtager kontanthjælp i lang tid. Omkring 45 pct. af de 18-29-årige med angst mv.,

skizofreni mv. eller personlighedsforstyrrelser mv. modtager kontanthjælp i over ét år i

løbet af perioden 2016 og 2017. Omvendt er der ingen eller meget få i gruppen med

Downs syndrom eller udviklingshæmning, der modtager kontanthjælp i mere end ét år.

Disse grupper modtager hovedsageligt førtidspension.

•

Langt hovedparten af modtagerne af sociale indsatser, der modtager kontanthjælp over ét

år, er hverken job- eller uddannelsesparate. Kun omkring 7 pct. er job- eller

uddannelsesparate.

9.1

Personer med nedsat psykisk funktionsevne

Voksne med nedsat psykisk funktionsevne er i dette kapitel afgrænset som voksne med

kognitive handicap og voksne med psykiske vanskeligheder, der modtager indsatser efter

serviceloven. Gruppen er meget heterogen og omfatter eksempelvis både personer med

erhvervet hjerneskade, udviklingshæmning, Downs syndrom, personlighedsforstyrrelser,

angst og skizofreni.

Voksne med nedsat psykisk funktionsevne omfatter både borgere med betydelige og varige

funktionsnedsættelser, hvor målet med den sociale indsats kan være, at borgeren støttes og i

videst muligt omfang kompenseres for en varig funktionsnedsættelse, snarere end det

handler om at bringe borgeren i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.

Omvendt er der andre dele af målgruppen, eksempelvis personer med ADHD eller angst,

hvor det gennem sammenhængende sociale-, beskæftigelsesrettede- og sundhedsfaglige

indsatser kan være muligt at støtte borgeren i at opnå en tilværelse med tilknytning til ordinær

uddannelse og beskæftigelse.

Nedsat psykisk funktionsevne udgør sammen med nedsat fysisk funktionsevne og særlige

sociale problemer de tre overordnede målgrupper blandt voksne, som kan modtage ydelser

(indsatser) efter serviceloven. Målgruppen af modtagere med nedsat psykisk funktionsevne

er ikke tidligere blevet behandlet samlet i Socialpolitisk Redegørelse.

228

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Denne analyse beskriver gruppens størrelse, sammensætning og arbejdsmarkedstilknytning.

Herudover belyses snitfladen mellem de kommunale indsatser efter serviceloven og den

regionale behandlingspsykiatri samt snitfladen til tilbud i beskæftigelsessystemet.

Børn og unge under 18 år med nedsat psykisk funktionsevne, der modtager indsatser efter

serviceloven, indgår ikke i kapitlet. Det skyldes, at det aktuelt ikke er muligt at opgøre børn og

unge med nedsat psykisk funktionsevne, der får kommunale indsatser efter serviceloven, på

baggrund af registerdata. Det indgår som en del af Børne- og Socialministeriets arbejde, at

der skal etableres en registerbaseret statistik om børn og unge med handicap (se kapitel 11

om Børne- og Socialministeriets datastrategi).

Voksne med nedsat psykisk funktionsevne opgøres med udgangspunkt i registret De

Kommunale Serviceindikatorer, hvor ”psykisk funktionsnedsættelse” er den overordnede

betegnelse for målgrupperne af personer med et ”kognitivt handicap” og personer med

”psykiske vanskeligheder”, jf. boks 9.1.

Boks 9.1

Målgrupper i De Kommunale Serviceindikatorer

Psykisk funktionsnedsættelse

Kognitivt handicap

(intellektuel/kognitiv forstyrrelse)

Psykiske vanskeligheder

(sindslidelse)

Målgruppen ”Intellektuel/kognitiv forstyrrelse” omfatter blandt andet hjerneskade,

udviklingshæmning, autismespektrum- eller opmærksomhedsforstyrrelse, mens målgruppen

”Sindslidelse”’ blandt andet omfatter angst, depression og forandret virkelighedsopfattelse,

hvilket dækker over skizoide/psykotiske tilstande.

Begrebsbrugen lægger sig op ad den såkaldte Voksenudredningsmetode (VUM), som er et

sagsbehandlingsredskab, der understøtter udredningen og sagsbehandlingsprocessen i

kommunerne på handicap- og udsatte voksenområdet. Der skal indberettes mindst én

målgruppe pr. ydelse, og den samme borger kan optræde i flere målgrupper. Det er dog ikke

obligatorisk for kommunen at indberette samtlige funktionsnedsættelser hos en borger, og

derfor er målgrupperne ikke nødvendigvis udtømmende for den enkelte borgers

problematikker, jf. boks 9.2, som giver en nærmere beskrivelse af statistikken og

datagrundlaget.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

229

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Boks 9.2

Opgørelse af voksne med nedsat psykisk funktionsevne i registrene

Analysen er baseret på data fra De Kommunale Serviceindikatorer. Registret omfatter pt. indberetninger fra

55 kommuner i perioden 2014 til 2016. I analysen sammenlignes modtagerne af indsatser efter

serviceloven med den øvrige befolkning, der er opgjort som personer på 18 år og derover ultimo 2016, der

har bopæl i de 55 kommuner, og som ikke modtager en indsats efter serviceloven i målgruppen med nedsat

psykisk funktionsevne. Resultaterne for den øvrige befolkning er dermed ikke sammenfaldende med den

samlede befolkning på landsplan.

Registrene giver ikke et fuldstændigt billede af den samlede sociale indsats efter serviceloven til personer

med nedsat psykisk funktionsevne. Nogle af ydelserne i De Kommunale Serviceindikatorer er frivillige at

indberette for kommunerne, bl.a. støtte- og kontaktperson til udsatte voksne (§ 99), merudgiftsydelse (§

100) og hjælpemidler (§ 112). Den forebyggende indsats på voksenområdet kendes heller ikke (§§ 10 og

12).

Antallet af modtagere af sociale indsatser er opregnet til landsplan på baggrund af forholdet mellem

indbyggertallet i de 55 kommuner, der indgår i registrene, og indbyggertallet på landsplan for befolkningen i

alderen 18 til 64 år. Opregnede tal er afrundet til nærmeste tusinde.

Analysen omfatter udelukkende personer med nedsat psykisk funktionsevne, der modtager indsatser efter

den sociale lovgivning. Personer, der på grund af et kognitivt handicap eller psykiske vanskeligheder alene

modtager støtte i regi af lovgivningen på eksempelvis undervisnings- eller beskæftigelsesområdet, indgår

ikke.

Redegørelsens afgrænsning af personer med nedsat psykisk funktionsevne er relativt snæver, da den

alene omfatter modtagere af indsatser efter serviceloven. VIVE (2017b) har i rapporten ”Handicap,

beskæftigelse og uddannelse i 2016” eksempelvis anvendt en bredere afgrænsning baseret på, at

respondenterne i en spørgeskemaundersøgelse selv vurderer, om de har et handicap eller et

længevarende helbredsproblem.

Ved læsning af kapitlets afsnit om diagnoser er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er tale om en

generel analyse af eksempelvis personer med ADHD eller skizofreni. Analysen omhandler kun modtagere

af indsatser efter serviceloven med eksempelvis ADHD eller skizofreni. Modtagerne af indsatser efter

serviceloven må antages at omfatte personer med de mest betydelige og varige funktionsnedsættelser

inden for diagnosegruppen.

9.2

Antal med nedsat psykisk funktionsevne

Det skønnes, at der på landsplan er ca. 70.000 modtagere af indsatser efter servicelovens

voksenbestemmelser med nedsat psykisk funktionsevne. Det svarer til, at lidt over 60 pct. af

voksne, der modtager sociale indsatser fra kommunen, har en nedsat psykisk funktionsevne,

jf. figur 9.1.

230

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Figur 9.1

Antal voksne modtagere af indsatser efter serviceloven, 2016

Øvrige modtagere

41.000 personer

Modtagere med nedsat

psykisk funktionsevne

70.000 personer

I alt 112.000 persone

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016. Modtagere med nedsat psykisk funktionsevne er baseret på 55

kommuner og opregnet til landsplan, jf. boks 9.2. Modtagere i alt og øvrige modtagere af indsatser efter

serviceloven er baseret på 52 kommuner, jf. kapitel 3, og opregnet til landsplan. Afrundet til nærmeste tusinde.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Lidt over halvdelen af voksne med nedsat psykisk funktionsevne har et kognitivt handicap,

mens lidt under halvdelen har psykiske vanskeligheder. Kun en mindre gruppe er registreret

med begge målgruppekategorier, jf. figur 9.2.

Figur 9.2

Voksne med nedsat psykisk funktionsevne efter målgruppe, 2016

Både kognitivt handicap og

psykiske vanskeligheder

4.000 personer.

Kun psykiske

vanskeligheder

27.000 personer

Kun kognitivt handicap

39.000 personer.

I alt 70.000 personer

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016. Baseret på 55 kommuner og opregnet til landsplan, jf. boks 9.2. Det er

ikke obligatorisk for kommunerne at indberette samtlige funktionsnedsættelser. Nogle borgere kan have begge

problematikker uden at dette er opgjort i statistikken. Afrundet til nærmeste tusinde.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Personer med nedsat psykisk funktionsevne er i gennemsnit yngre end den øvrige

befolkning. Særligt blandt personer med et kognitivt handicap er andelen af unge højere end i

Socialpolitisk Redegørelse 2018

231

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

den øvrige befolkning. Hvor 34 pct. af alle med kognitivt handicap er 18-29 år, er det

tilsvarende tal i den øvrige befolkning 19 pct., jf. figur 9.3.

Figur 9.3

Aldersfordeling efter målgruppe, 2016

Pct.

18-29 år

30-39 år

40-49 år

Psykiske vanskeligheder

50-64 år

65 år og over

Øvrig befolkning

Kognitivt handicap

Anm 18-årige og derover ultimo 2016. Baseret på 55 kommuner og opregnet til landsplan. Øvrig befolkning

opgjort som indbyggere i de 55 kommuner, der ikke modtager indsatser efter serviceloven.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Tilsvarende er der færre personer med nedsat psykisk funktionsevne blandt de ældste

aldersgrupper. Det skyldes blandt andet, at personer med udviklingshæmning og psykiske

vanskeligheder har en væsentlig overdødelighed sammenlignet med befolkningen generelt.

Eksempelvis har personer med udviklingshæmning en middellevetid, der er omkring 15 år

kortere end befolkningen (Meulengracht Flachs m.fl., 2014). I det følgende afsnit ses der på

diagnosebilledet for personerne med nedsat psykisk funktionsevne.

9.3

Diagnosebillede

Når det gælder personer, der modtager indsatser efter serviceloven på grund af en nedsat

psykisk funktionsevne, er der som nævnt tale om en meget forskelligartet gruppe. I dette

afsnit belyses heterogeniteten ved at se på udvalgte diagnoser, der kan være forbundet med

et kognitivt handicap eller psykiske vanskeligheder.

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig

kobling mellem en diagnose og borgerens konkrete funktionsevne. Og der kan ikke sættes

lighedstegn mellem det forhold, at borgeren på et tidspunkt har fået stillet en diagnose, og så

det forhold, at borgeren aktuelt har en nedsat funktionsevne, der gør det nødvendigt at

modtage hjælp og støtte. Det er altid en konkret og individuel vurdering af borgerens

samlede funktionsevne, der er udgangspunktet for, at borgeren visiteres til en indsats efter

serviceloven og aldrig en diagnose i sig selv.

232

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Samtidig vil forekomsten af de udvalgte diagnoser være undervurderet, da kontakter til og

behandling hos egen læge og privatpraktiserende speciallæger ikke indgår. Desuden

omfatter analysen udelukkende modtagere af indsatser efter serviceloven med de

pågældende diagnoser. Det er langt fra alle med eksempelvis ADHD eller epilepsi, der

modtager en indsats efter serviceloven. Ikke desto mindre er diagnosegrupperne et nyttigt,

analytisk værktøj til at belyse forskellene blandt personer med nedsat psykisk funktionsevne.

Den største diagnosegruppe – på 30 pct. – blandt personer med kognitivt handicap er

udviklingshæmning, jf. tabel 9.1. Andre store diagnosegrupper blandt personer med kognitivt

handicap er epilepsi, erhvervet hjerneskade, autisme og ADHD. Desuden er der en højere

forekomst af diagnosticeret angst mv. blandt personer med kognitivt handicap sammenlignet

med den øvrige befolkning.

Tabel 9.1

Udvalgte diagnoser efter målgruppe, 2016

Kognitivt handicap

Psykiske

Vanskeligheder

Øvrig befolkning

----------------- Pct. med diagnose i målgruppe --------------

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese

Downs

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer

mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

I alt *

6**

Note: *) Den samme borger kan have modtaget flere diagnoser. **) Erhvervet hjerneskade omfatter bl.a.

blødninger og blodprop i hjernen og er for befolkningen særligt høj blandt personer over 65 år.

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016. ADHD, autisme, cerebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet hjerneskade

og udviklingshæmning er baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995-2016.

Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni, mv. depression mv., angst mv., spiseforstyrrelser mv.

og personlighedsforstyrrelser mv. er baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i perioden 2012-2016. Øvrig

befolkning opgjort som indbyggere i de 55 kommuner, der ikke modtager indsatser efter serviceloven.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

233

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Blandt personerne med psykiske vanskeligheder er den største diagnosegruppe skizofreni.

37 pct. har fået stillet en diagnose for skizofreni inden for de seneste 5 år. Øvrige store

diagnosegrupper blandt personerne med psykiske vanskeligheder er depression mv., angst

mv. og personlighedsforstyrrelser mv. Desuden har 20 pct. en diagnose for psykiske lidelser

eller adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol eller andre psykoaktive

stoffer.

Boks 9.3 giver en uddybning af opgørelsen af diagnoserne.

Boks 9.3

Diagnoser i analysen

Følgende diagnoser inddrages for at belyse kognitive handicap:

•

ADHD

•

Autismespektrum

•

Cerebral parese (spastisk lammelse)

•

Downs syndrom

•

Epilepsi

•

Erhvervet hjerneskade

•

Udviklingshæmning (mental retardering)

Listen er ikke udtømmende, idet der findes mange andre diagnoser og funktionsnedsættelser, der kan være

forbundet med et kognitivt handicap. Diagnosegrupperne baserer sig på indlæggelser, ambulante besøg og

skadestuekontakter på sygehuse i perioden 1995-2016. Det skal for ADHD bemærkes, at forekomsten kan

være undervurderet, da diagnosen ADHD ikke indgår i ICD-10-klassifikationen, der benyttes i Danmark, se

også bilag 4.

Diagnoser, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale

sygehuspsykiatri over en femårig periode (2012-2016). I analysen benyttes samme inddeling af diagnoser,

som blev anvendt i forbindelse med afrapporteringen fra styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds-

og Ældreministeriet, 2018b). Der inddrages følgende diagnosegrupper:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer mv.

•

Skizofreni mv.

•

Depression mv.

•

Angst mv.

•

Spiseforstyrrelser mv.

•

Personlighedsforstyrrelser mv.

9.4

Sociale indsatser til personer med nedsat psykisk

funktionsevne

De to hyppigste indsatser efter serviceloven til personer med nedsat psykisk funktionsevne er

socialpædagogisk støtte og botilbud. Socialpædagogisk støtte kan bestå af mange former for

234

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

hjælp afhængigt af borgerens konkrete situation og behov. Overordnet er formålet at sikre, at

den pågældende så vidt muligt kan leve et liv på egne præmisser og efter egne ønsker.

Botilbud omfatter midlertidige og længerevarende ophold. Botilbud er målrettet personer,

som på grund af betydelig nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer eksempelvis

har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller

behandling.

Der er en tendens til, at personer med kognitivt handicap i højere grad har ophold på botilbud

end personer med psykiske vanskeligheder. Der er også flere personer med kognitivt

handicap, der modtager indsatser i form af beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og

samværstilbud. Dette skal ses på baggrund af, at personer med kognitivt handicap blandt

andet omfatter personer med udviklingshæmning, Downs syndrom, erhvervet hjerneskade

mv., der kan have behov for betydelig støtte til mange aktiviteter i dagligdagen.

Næsten 70 pct. med psykiske vanskeligheder modtager socialpædagogisk støtte som fx

bostøtte i eget hjem, jf. figur 9.4.

Figur 9.4

Indsatser efter serviceloven til personer med nedsat psykisk funktionsevne efter målgruppe, 2016

Pct.

Socialpædagogisk

støtte

Botilbud

Beskyttet

beskæftigelse

Aktivitets- og

samværstilbud

Ledsagerordning

Øvrige

Pct.

Kognitivt handicap

Psykiske vanskeligheder

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016. Der er usikkerhed forbundet med opgørelsen af socialpædagogisk støtte

og botilbud, da kommunernes registreringspraksis varierer. Socialpædagogisk støtte er her opgjort uden den

socialpædagogiske støtte, der leveres på et botilbud, samt hvor personen i samme kalenderår er registreret med

et midlertidigt eller længerevarende botilbud. Botilbud i alt omfatter midlertidigt og længerevarende ophold samt

socialpædagogisk støtte i botilbud.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For de voksne under 40 år, som i dag modtager en indsats efter serviceloven, er det muligt at

opgøre, hvor stor en andel, der også som barn modtog en social indsats. Omkring halvdelen

af voksne med nedsat psykisk funktionsevne har modtaget sociale indsatser efter

serviceloven som børn eller unge i form af en anbringelse uden for hjemmet eller en

forebyggende foranstaltning. Disse indsatser omfatter blandt andet aflastningsophold og

ophold på døgninstitutioner.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

235

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Et aflastningsophold til et barn eller en ung med nedsat psykisk funktionsevne kan fx være på

en døgninstitution eller i en plejefamilie. Aflastningen kan spænde fra at være en fast dag om

ugen eller i weekend- og ferieperioder. Der kan også ydes praktisk støtte i hjemmet eller

være udpeget en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien. Den

faste kontaktperson kan fx være en støttefunktion i forbindelse med barnets skolegang.

Derudover kan unge med nedsat psykisk funktionsevne mellem 18 og 22 år tilbydes

forskellige typer af hjælp og støtte, fx i form af efterværn. Det kan fx være, at den unge bliver

boende på en døgninstitution eller i plejefamilien efter det 18. år for at sikre den unges behov

for støtte. Denne hjælp skal blandt andet bidrage til en god overgang til en selvstændig

tilværelse som voksen.

Ud over forebyggende foranstaltninger og anbringelser uden for hjemmet kan der gives en

række andre former for støtte til børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne og deres

forældre, fx til dækningen af merudgifter (merudgiftsydelse), hjælpemidler og tabt

arbejdsfortjeneste. Disse indgår ikke i analysen.

Blandt voksne med kognitive handicap i alderen 18-39 år har omkring 60 pct. modtaget en

forebyggende foranstaltning eller en anbringelse som børn eller unge, mens det er 40 pct.

blandt voksne med psykiske vanskeligheder, jf. figur 9.5.

Figur 9.5

Andel med social foranstaltning som barn eller ung blandt voksne, der modtager sociale indsatser

som følge af en nedsat psykisk funktionsevne, 2016

Pct.

Kognitivt handicap

Psykiske vanskeligheder

Pct.

Anm.: 18-39-årige ultimo 2016. Sociale foranstaltninger som barn eller ung er opgjort som anbringelser og

personrettede forebyggende foranstaltninger til og med 2015 for børn og unge i alderen 0-22 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Opgørelsen ovenfor omfatter kun 18-39-årige, da registerdækningen ikke er fuldstændig for

de ældste aldersgrupper.

236

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Andelen med forebyggende foranstaltninger eller anbringelse som børn eller unge er særligt

høj blandt voksne med medfødte funktionsnedsættelser, fx Downs syndrom, cerebral parese

eller udviklingshæmning. Her er det op i størrelsesordenen 70-80 pct., der har modtaget en

social foranstaltning som barn eller ung, jf. figur 9.6.

Figur 9.6

Andel med social foranstaltning som barn eller ung blandt voksne der modtager sociale indsatser

som følge af en nedsat psykisk funktionsevne efter diagnose, 2016

Pct.

100

Downs

Cerebral

parese

Udviklings-

hæmning

ADHD

Autisme

Angst mv.

Skizofreni mv.

Depression

mv.

Pct.

100

Anm.: 18-39-årige ultimo 2016. Sociale foranstaltninger som barn eller ung er opgjort som anbringelser og

personrettede forebyggende foranstaltninger til og med 2015 for børn og unge i alderen 0-22 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne indikerer, at der for en stor del af gruppen er tale om indsatser, der gives på

grund af en funktionsnedsættelse, der har været til stede siden barn- eller ungdommen. Det

understreger dermed også vigtigheden af en sammenhængende indsats og gode overgange

mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet for at sikre et godt afsæt til voksenlivet.

9.5

Kontakt til sygehuspsykiatri

Mange voksne med nedsat psykisk funktionsevne modtager behandling i den regionale

sygehuspsykiatri i samme år, som de modtager en social indsats. Knap hver tredje modtager

af indsatser efter serviceloven med nedsat psykisk funktionsevne havde kontakt til

sygehuspsykiatrien i 2016. Medtages alle psykiatriske kontakter i perioden 2012-2016, ser

man, at omkring halvdelen af modtagerne af kommunale indsatser med nedsat psykisk

funktionsevne har haft mindst én kontakt til sygehuspsykiatrien, jf. figur 9.7 og 9.8.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

237

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Figur 9.7

Andel med kontakt til sygehuspsykiatri i 2016

blandt voksne modtagere af sociale indsatser

med nedsat psykisk funktionsevne, 2016

Figur 9.8

Andel med kontakt til sygehuspsykiatri 2012-16

blandt voksne modtagere af sociale indsatser

med nedsat psykisk funktionsevne, 2016

Kontakt til

psykiatri i

2016

31 pct.

Ikke kontakt

til psykiatri

2012-2016

49 pct.

Kontakt til

psykiatri

2012-2016

51 pct.

Ikke kontakt

til psykiatri i

2016

69 pct.

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016. Kontakter til sygehuspsykiatri er opgjort som udskrivninger og ambulante

besøg i året, herunder skadestue og akut ambulant.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Til sammenligning er det 2,1 pct. af den øvrige befolkning på 18 år og derover, der i 2016 har

kontakt til psykiatrien. Samlet over perioden 2012-2016 er det 5,1 pct. af den øvrige

befolkning, der har haft mindst én kontakt.

Boks 9.4 giver en nærmere beskrivelse af opgørelsen og datagrundlaget.

Boks 9.4

Kontakt til sygehuspsykiatri – opgørelse og datagrundlag

Analysen er baseret på registeroplysninger om kontakter til psykiatriske sygehuse fra Landspatientregistret

(DRG-grupperet) i perioden 2012-2016. Kontakter til praksissektoren, herunder egen læge,

privatpraktiserende psykiater og psykolog, indgår ikke i analysen. Borgere, der eksempelvis udelukkende er

i medicinsk behandling hos egen læge, tæller dermed ikke med i opgørelsen. Andelen i behandling for

psykisk sygdom vil derfor reelt være højere end opgjort i denne analyse.

Kontakterne til sygehuspsykiatrien omfatter både ambulante besøg og indlæggelser. Ved en ambulant

kontakt kan patienten møde op i distrikts-eller lokalpsykiatrien eller på en af regionens specialklinikker eller

ambulatorier. Her kan behandlingen bestå af udredning, samtaleterapi, lægesamtaler om medicin mv.

Ambulant behandling kan også omfatte, at patienten får besøg hjemme, eksempelvis af et opsøgende

psykiatrisk team. Kontakter til psykiatrisk skadestue indgår også som ambulante kontakter i analysen.

Opgørelsen lægger sig op ad tilgangen i Delafrapportering I fra afrapporteringen fra styringsgennemgangen

af psykiatrien (Sundheds- og Ældreministeriet, 2018b).

Andelen med kontakt til det psykiatriske sygehusvæsen er højere blandt målgruppen af

personer med psykiske vanskeligheder sammenlignet med målgruppen med kognitivt

238

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

handicap. Blandt personer, der modtager en social indsats på grund af psykiske

vanskeligheder, har ca. 50 pct. kontakt til sygehuspsykiatrien i 2016, og ca. 75 pct. har haft

mindst én kontakt til psykiatrien i perioden 2012-2016, jf. figur 9.9.

Figur 9.9

Andel med kontakt til sygehuspsykiatri blandt voksne, der modtager sociale indsatser som følge af

en nedsat psykisk funktionsevne efter målgruppe, 2016

Pct.

Kognitivt handicap

Kontakt til psykiatri i 2016

Psykiske vanskeligheder

Øvrig befolkning

Pct.

Kontakt til psykiatri 2012-2016

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Hovedparten af kontakterne til psykiatrien i 2016 er ambulante. Dette gælder både for voksne

med nedsat psykisk funktionsevne og for alle øvrige patienter. Men hvor andelen af

indlæggelser for målgruppen af borgere med kognitive handicap er næsten den samme som

for den øvrige befolkning, er den noget større for borgere med psykiske vanskeligheder, jf.

figur 9.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

239

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Figur 9.10

Patienter med kontakt til sygehuspsykiatri efter type af kontakt (ambulant/indlagt) efter målgruppe,

2016

Pct.

100

Pct.

100

Kognitivt handicap

Kun ambulant kontakt

Psykiske vanskeligheder

Øvrige patienter

Kun indlagt eller både indlagt og ambulant

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016 med kontakt til sygehuspsykiatri i 2016. Indlagt opgjort som en eller flere

udskrivninger i året 2016. Øvrige patienter opgjort som alle øvrige patienter i befolkningen pr. 1. januar 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt personer med mindst én indlæggelse ser man desuden, at gruppen med psykiske

vanskeligheder har flere indlæggelser i løbet af året, og at hver indlæggelse i gennemsnit er

lidt længere end blandt de øvrige patienter, jf. figur 9.11.

Figur 9.11

Antal indlæggelser og antal sengedage pr. indlæggelse efter målgruppe, 2016

Antal indlæggelser

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Kognitivt handicap

Antal indlæggelser (venstre akse)

Psykiske vanskeligheder

Øvrige patienter

Antal sengedage pr. indlæggelse

Antal sengedage pr. indlæggelse (højre akse)

Anm.: 18-årige og derover ultimo 2016 med kontakt til sygehuspsykiatri i 2016. Opgjort for patienter med mindst

én indlæggelse i 2016. Indlæggelse opgjort som antal udskrivninger. Øvrige patienter opgjort som alle øvrige

patienter i befolkningen pr. 1. januar 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

240

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

I det næste afsnit rettes blikket mod forsørgelsesgrundlag og beskæftigelse blandt personer

med nedsat psykisk funktionsevne.

9.6

Forsørgelsesgrundlag og beskæftigelse

Mange personer med nedsat psykisk funktionsevne modtager førtidspension. Dette gælder

særligt blandt personer over 40 år, hvor i størrelsesordenen 80-90 pct. har førtidspension

som forsørgelsesgrundlag. Der er dog store variationer mellem personer med kognitivt

handicap og personer med psykiske vanskeligheder og i forskellige aldersgrupper.

Unge i alderen i 18-29 år med psykiske vanskeligheder modtager i langt mindre grad

førtidspension sammenlignet med personer med kognitivt handicap i samme alder og med

ældre personer med psykiske vanskeligheder. Mens knap 40 pct. blandt de 18-29-årige

personer med kognitivt handicap modtager midlertidige ydelser, er det omkring 70 pct. af de

dem med psykiske vanskeligheder, jf. figur 9.12 og 9.13.

Figur 9.12

Forsørgelsesgrundlag for personer med

kognitivt handicap, 2016

Pct.

100

18-29 år

30-39 år

40-64 år

Førtidspension

Figur 9.13

Forsørgelsesgrundlag for personer med

psykiske vanskeligheder, 2016

Pct.

100

Pct.

100

18-29 år

Beskæftigelse/uddannelse

Pct.

100

30-39 år

40-64 år

Førtidspension

Beskæftigelse/uddannelse

Midlertidige ydelser

Anm.: 18-64-årige ultimo 2016. Personer, der modtager sociale indsatser efter serveloven på grund af en psykisk

nedsat funktionsevne. Baseret på Danmarks Statistiks definition af væsentligste indkomstkilde. Ca. 20 pct. af de

18-29-årige personer med kognitivt handicap med midlertidige ydelser er på et tidspunkt i løbet af 2016

registreret på en STU. Førtidspension omfatter også efterløn.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne skal blandt andet ses i lyset af førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2013.

Reformen indebar, at tilgangen til førtidspension blev begrænset, særligt for personer under

40 år. I stedet tilbydes et individuelt tilrettelagt ressourceforløb, der tager sigte på at udvikle

den enkeltes arbejdsevne. I de tilfælde, hvor kommunen efter en samlet faglig vurdering kan

dokumentere, at det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle personens arbejdsevne,

kan kommunen stadig give førtidspension til personer under 40 år.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

241

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Knap 90 pct. af modtagerne af midlertidige ydelser har kontanthjælpsydelser ifølge

Danmarks Statistiks opgørelse af gruppens væsentligste indkomstkilde. Ser man på

gruppens samlede træk på ydelser finder man tilsvarende, at det særligt er kontanthjælp og

til dels ressourceforløbsydelse, der fylder blandt de midlertidige ydelser, jf. tabel 9.2.

Tabel 9.2

Beskæftigelses- og ydelsesgrader for modtagere af sociale indsatser med kognitivt handicap eller

psykiske vanskeligheder, 2016

Personer med kognitivt handicap

Beskæftigelse

/ SU

Kontanthjælp

Ressource-

forløb

Førtidspension

Øvrige

I alt

Antal

personer

--------------------------------------------- Pct. ------------------------------------------------

18-29 år

30-39 år

40-64 år

100

14.000

7.000

18.000

Personer med psykiske vanskeligheder

Beskæftigelse /

Kontanthjælp

Ressource-

forløb

Førtidspension

Øvrige

I alt

Antal

personer

--------------------------------------------- Pct. ------------------------------------------------

18-29 år

30-39 år

40-64 år

100

8.000

6.000

15.000

Anm.: 18-64-årige ultimo 2016. Kontanthjælp er inkl. uddannelseshjælp og integrationsydelse. Øvrige omfatter

bl.a. dagpenge, sygedagpenge, jobafklaring, ledighedsydelse, revalidering, forrevalidering, efterløn og

selvforsørgelse. Antal personer er baseret på 55 kommuner og opregnet til landsplan. Tal afrundet til tusinde.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt DREAM.

Omkring hver femte 18-29-årig modtager af midlertidige ydelser med kognitivt handicap er i

2016 registreret som deltager på en såkaldt Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

For personer med psykiske vanskeligheder er det 5 pct. af de 18-29-årige med midlertidige

ydelser, der har deltaget på en STU.

STU er en ungdomsuddannelse, der retter sig mod unge udviklingshæmmede og andre unge

med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre anden ungdomsuddannelse.

Uddannelsen har eksisteret siden 2007 og har til formål, at de unge opnår personlige, sociale

og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og

eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse. Man modtager ikke SU under uddannelsen,

men beholder det forsørgelsesgrundlag, man i øvrigt måtte være berettiget til, eksempelvis

kontanthjælp eller førtidspension.

242

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Der er betydelig variationer i forsørgelsesgrundlaget på tværs af diagnosegrupper. De fleste

modtagere af indsatser efter serviceloven med Downs syndrom, cerebral parese og

udviklingshæmning modtager førtidspension, og få har beskæftigelse som

forsørgelsesgrundlag. Det skal her igen bemærkes, at analysen ikke omfatter den samlede

gruppe af personer med fx cerebral parese, men udelukkende modtagere af indsatser efter

serviceloven med diagnosen.

Blandt modtagere med angst mv., depression mv., personlighedsforstyrrelser mv. og ADHD

er det færre, der modtager førtidspension. I disse diagnosegrupper er det omkring halvdelen,

der modtagere midlertidige ydelser, herunder særligt kontanthjælp, jf. figur 9.14.

Figur 9.14

Forsørgelsesgrundlag opdelt efter diagnose for personer med nedsat psykisk funktionsevne, 2016

Pct.

Downs

Cerebral parese

Udviklingshæmning

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Skizofreni mv.

Psykoaktive stoffer mv.

Autismespektrum

Depression mv.

Angst mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

ADHD

Spiseforstyrrelser mv.

Beskæftigelse/uddannelse

Midlertidige ydelser mv.

Førtidspension

100

Anm.: 18-64-årige ultimo 2016. Baseret på Danmarks Statistiks definition af væsentligste indkomstkilde.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt modtagerne af midlertidige ydelser mv. deltager de fleste i tilbud i regi af

beskæftigelsessystemet med henblik på, at de kan få en tættere tilknytning til

arbejdsmarkedet. Resten af dette afsnit omhandler dem, der modtager en

beskæftigelsesindsats i 2016 (se boks 9.5 for en uddybning af opgørelsen af

beskæftigelsesindsatser).

Vejledning og opkvalificering er den hyppigst benyttede indsats både blandt personer med

nedsat psykisk funktionsevne og i den øvrige befolkning. Vejledning og opkvalificering kan

bestå af ordinær uddannelse eller korte vejlednings- og afklaringsforløb, eksempelvis kurser i

jobsøgning.

Blandt personer med kognitivt handicap er der forholdsvis mange, der modtager vejledning

og opkvalificering i form af Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). For personer med

psykiske vanskeligheder og for den øvrige befolkning, er anvendelsen af STU meget

begrænset. Det skyldes, at uddannelsen i udgangspunktet er rettet mod personer med

udviklingshæmning og andre unge med særlige behov.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

243

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Omkring 10-15 pct. deltager i virksomhedsrettede tilbud, der her omfatter løntilskudsjob,

virksomhedspraktik eller nytteindsats. Dette gælder både blandt personer med kognitivt

handicap, psykiske vanskeligheder og blandt alle øvrige personer i beskæftigelsessystemet,

jf. figur 9.15.

Figur 9.15

Beskæftigelsesindsats for modtagere af midlertidige ydelser i uge 46 i 2016 opdelt efter målgruppe,

2016

Pct.

100

Pct.

100

Kognitivt handicap

Virksomhedsrettet

Psykiske vanskeligheder

Øvrige i befolkning

Passiv

Vejledning og opkvalificering (STU)

Vejledning og opkvalificering (øvrig)

Anm.: 18-64-årige ultimo 2016. Opgjort for modtagere af beskæftigelsesindsatser i uge 46 i 2016 for ydelserne

kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse, dagpenge, ledighedsydelse, forrevalidering, revalidering,

ressourceforløb, jobafklaring og sygedagpenge. Virksomhedsrettet indsats omfatter løntilskud,

virksomhedspraktik og nytteindsats. Delvis rask sygedagpenge indgår som en passiv indsats. Under 1 pct. med

nedsat psykisk funktionsevne og knap 5 pct. af øvrige befolkning er delvis rask sygedagpengemodtagere. STU

opgjort på baggrund af elevregistret i uge 46 i 2016. Blandt passive modtagere og modtagere i virksomhedsrettet

indsats er en mindre gruppe (under 10 pct.) også registreret med STU. Øvrig befolkning omfatter personer med

bopæl i de 55 kommuner, der modtog beskæftigelsesindsats i uge 46 i 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt DREAM.

Ud over virksomhedsrettede tilbud og vejledning og opkvalificering kan borgere i

beskæftigelsesregi også bevilges en såkaldt mentor. Mentorordningen kan anvendes til alle,

der har behov for en mentor for at opnå eller fastholde beskæftigelse eller en

beskæftigelsesfremmende aktivitet. Tilbud i form af en mentorordning indgår ikke i

opgørelsen.

Boks 9.5 beskriver opgørelsen af beskæftigelsesindsatserne nærmere.

244

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Boks 9.5

Opgørelse af modtagere af beskæftigelsesindsatser og overgang til beskæftigelse / uddannelse

Personer med beskæftigelsesindsatser er opgjort som alle modtagere af virksomhedsrettede tilbud,

vejledning og opkvalificering og personer i passiv forsørgelse. I denne analyse fokuseres der på personer,

der i uge 46 i 2016 var i beskæftigelsessystemet på baggrund af Beskæftigelsesministeriets DREAM-

dagpenge, ledighedsydelse, forrevalidering, revalidering, ressourceforløb, jobafklaring og sygedagpenge.

Det har ikke været muligt at opgøre, hvor mange der eventuelt har en mentor, da dette ikke indgår i

Beskæftigelsesministeriets DREAM-register. Det samme er tilfældet for social- og sundhedsindsatsen, der

kan bevilges til personer i ressourceforløb. Dele af målgruppen kan derfor have modtaget fx mentorstøtte

samtidig med, at de modtager fx kontanthjælp. Andelen med en aktiv indsats eller støtte kan derfor være

højere end opgjort her.

Overgangen til beskæftigelse opgøres på baggrund af branchekoder fra DREAM, hvor

beskæftigelseskravet er, at der er betalt arbejdsmarkedsbidrag af lønindtægten. Overgang til uddannelse

baseres på oplysninger om SU fra DREAM samt igangværende uddannelser opgjort på ugeniveau fra

elevregistret på gymnasialt trin eller derover (DISCED hovedgruppe 20 og derover). STU indgår ikke i

opgørelsen af overgang til uddannelse. Alle øvrige ydelser er baseret på DREAM.

Det er forholdsvis få voksne med nedsat psykisk funktionsevne, der har modtaget

beskæftigelsestilbud i 2016, som er overgået til beskæftigelse eller uddannelse frem mod

udgangen af 2017. Kun omkring 5 pct. er kommet i beskæftigelse eller uddannelse (opgjort

ekskl. STU). For alle øvrige personer, der i 2016 var i beskæftigelsessystemet, er det lidt over

30 pct.

Herudover er i størrelsesordenen 5 pct. kommet i et fleksjob, således at den samlede andel i

beskæftigelse, uddannelse eller fleksjob er omkring 10 pct.for personer med nedsat psykisk

funktionsevne og omkring 35 pct. i den øvrige befolkning, jf. figur 9.16.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

245

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Figur 9.16

Beskæftigelse og uddannelse i 2017 for personer med kognitivt handicap og psykiske

vanskeligheder og i øvrig befolkning, der modtog beskæftigelsesindsats i 2016

Pct.

Kognitivt handicap

Beskæftigelse

Psykiske vanskeligheder

Uddannelse

Øvrige i befolkning

Fleksjob

Pct.

Anm.: 18-64-årige ultimo 2016. Personer, der har modtaget indsatser efter serviceloven som følge af et kognitivt

handicap eller psykiske vanskeligheder. Opgjort for modtagere af beskæftigelsesindsatser i uge 46 i 2016.

Beskæftigelse opgjort på baggrund af branchekode. Uddannelse omfatter modtagere af SU og personer med

igangværende uddannelse fra elevregistret på gymnasialt trin eller derover (DISCED hovedgruppe 20 og

derover). STU indgår ikke i uddannelse. Opgjort ekskl. personer, der er døde eller ikke har været bosiddende i

Danmark fra uge 47 i 2016 til slutningen af 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata samt DREAM.

De fleste voksne med nedsat psykisk funktionsevne, der modtog beskæftigelsestilbud i 2016,

modtager stadig forsørgelsesydelser i 2017. Mod udgangen af 2017 modtager i

størrelsesordenen 45 pct. kontanthjælp, mens ca. 20-25 pct. er i et ressourceforløb, hvilket er

væsentligt flere end blandt den øvrige befolkning, der i 2016 modtog et beskæftigelsestilbud,

jf. tabel 9.3.

246

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Tabel 9.3

Ydelser i 2017 for personer med kognitivt handicap og psykiske vanskeligheder, der modtog af

beskæftigelsesindsats i 2016

Psykiske

vanskeligheder

Kognitivt handicap

Øvrig befolkning

--------------------------- Pct. --------------------------

Beskæftigelse, uddannelse og fleksjob

Selvforsørgelse

Dagpenge, sygedagpenge, jobafklaring og

ledighedsydelse

Kontanthjælp

- heraf kontanthjælp og STU

Ressourceforløb

Førtidspension

Øvrige

I alt

100

Anm.: 18-64 årige ultimo 2016. Opgjort for personer, der modtog en beskæftigelsesindsats i uge 46 i 2016.

Ydelser opgjort i uge 46 i 2017. Beskæftigelse opgjort på baggrund af branchekode. Kontanthjælp er inkl.

uddannelseshjælp og integrationsydelse. Sygedagpenge er inkl. jobafklaringsforløb. Øvrige ydelser omfatter bl.a.

revalidering, forrevalidering og efterløn. STU opgjort i uge 46 i 2017 på baggrund af elevregistret. Opgjort ekskl.

personer, der er døde eller ikke har været bosiddende i Danmark fra uge 46 2016 til ultimo 2017. Øvrig befolkning

omfatter personer, der modtog beskæftigelsesindsats i uge 46 i 2016.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv. samt DREAM.

Nedenfor ses der nærmere på gruppen, der modtager kontanthjælp i mere end ét år.

9.7

Kontanthjælp over ét år

En del af modtagerne af indsatser efter serviceloven med nedsat psykisk funktionsevne

modtager kontanthjælp i lang tid. I gennemsnit er det ca. 13 pct. af den samlede gruppe i

2016, der har haft kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag i mindst ét år ud af perioden fra

2016 til 2017.

Der er dog en meget stor variation. Andelen, der modtager kontanthjælp over ét år, er

generelt størst for personer med psykiatriske diagnoser. Eksempelvis har i størrelsesordenen

25 pct. af dem med angst mv., ADHD eller personlighedsforstyrrelse mv. modtaget

kontanthjælp i mindst ét år ud af perioden fra uge 1 i 2016 til uge 40 i 2017, jf. figur 9.17.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

247

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Figur 9.17

Andel med kontanthjælp over ét år i 2016-2017 blandt modtagere af indsatser efter serviceloven med

nedsat psykisk funktionsevne efter diagnose, 2016

Pct.

Downs

Cerebral

parese

Udviklings-

hæmning

Skizofreni

mv.

Autisme

Psykoaktive

stoffer mv.

Angst mv.

ADHD

Personligheds-

forstyrrelser

mv.

Pct.

Anm.: Afgrænset til 19-63-årige ultimo 2016, således at alle er mellem 18 og 64 år i hele perioden 2016-2017.

Omhandler kontanthjælp i perioden fra uge 1 i 2016 til uge 40 i 2017. Uger, hvor der modtages kontanthjælp, og

personen samtidigt er registreret på en STU, indgår ikke. Opgørelsen stopper i uge 40 2017, da elevregistret er

opdateret hertil. Opgjort ekskl. personer, der er døde eller ikke har været bosiddende i Danmark i 2016 eller

2017. Kontanthjælp er inkl. uddannelseshjælp og integrationsydelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er flest kontanthjælpsmodtagere blandt de yngste personer med nedsat psykisk

funktionsevne. Særligt blandt de unge med psykiske vanskeligheder er der mange, som

modtager kontanthjælp i lang tid. Omkring 45 pct. af de 18-29-årige - med angst mv.,

skizofreni mv. eller personlighedsforstyrrelser mv. modtager kontanthjælp i over ét år ud af

perioden 2016-2017. Omvendt er der ingen eller meget få med Downs syndrom eller

udviklingshæmning, der har haft kontanthjælp som deres forsørgelsesgrundlag i mere end ét

år, jf. figur 9.18.

248

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 9

Støtte til voksne med nedsat psykisk funktionsevne

Figur 9.18

Andel med kontanthjælp over ét år i 2016-2017 blandt modtagere af indsatser efter serviceloven med

nedsat psykisk funktionsevne efter diagnose og alder, 2016

Pct.

Downs

Cerebral

parese

Udviklings-

hæmning

Autisme

ADHD

Angst mv.

Skizofreni

mv.

Personligheds- Psykoaktive

forstyrrelser

stoffer mv.

mv.

Pct.

18-29 år

30-39 år

40-64 år

Anm.: Afgrænset til 19-63-årige ultimo 2016, således at alle er mellem 18 og 64 år i hele perioden 2016-2017.

Omhandler kontanthjælp i perioden fra uge 1 i 2016 til uge 40 i 2017. Uger, hvor der modtages kontanthjælp, og

personen samtidigt er registreret på en STU, indgår ikke. Opgjort ekskl. personer, der er døde eller ikke har

været bosiddende i Danmark i 2016 eller 2017. Kontanthjælp er inkl. uddannelseshjælp og integrationsydelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Langt hovedparten af modtagerne af sociale indsatser, der modtager kontanthjælp over ét år,

er hverken job- eller uddannelsesparate. Kun omkring 7 pct. er job- eller uddannelsesparate.

De resterende 93 pct. er aktivitetsparate baseret på borgerens visitationskategori i 3. kvartal

2017.

Resultaterne understreger, at modtagere af sociale indsatser med nedsat psykisk

funktionsevne omfatter personer med betydelige funktionsnedsættelser, og at det kan være

vanskeligt at løfte denne gruppe tættere på ordinær beskæftigelse eller uddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

249

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

10. Kvinder på kvindekrisecentre

I dette kapitel gives der en omfattende karakteristik af kvinder med ophold på et

kvindekrisecenter på baggrund af Børne- og Socialministeriets nye registerbaserede

kvindekrisecenterstatistik. Med den nye statistik, der omfatter alle kvinder og børn indskrevet

på et kvindekrisecenter, er det for første gang muligt at lave en detaljeret kortlægning af

disse kvinders livssituation, udfordringer og behov.

Kortlægningen viser, at mange kvinder med ophold på kvindekrisecentrene har et komplekst

støttebehov og ofte har kontakt til forskellige dele af velfærdssystemet, blandt andet

beskæftigelses- og sundhedsområdet. Det peger på, at kvinder på kvindekrisecentre samlet

set er en udsat gruppe, hvor de negative konsekvenser af den vold, de har oplevet, afspejler

sig i en række forskellige områder af kvindernes liv.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

I 2017 påbegyndte omkring 1.500 kvinder ophold på et kvindekrisecenter, hvoraf

omkring 8 pct. af kvinderne påbegyndte flere ophold. Der er stor forskel på længden af

opholdene. Lidt over 40 pct. af opholdene blev afsluttet inden for tre uger, mens lidt

under 30 pct. af opholdene varede mere end tre måneder.

Næsten 50 pct. af de kvinder, som påbegyndte et ophold på krisecenter i 2017, havde

ikke-vestlig oprindelse. Kvinder med ikke-vestlig oprindelse er derfor væsentligt

overrepræsenterede på kvindekrisecentrene, når man sammenligner med andelen af 18-

64-årige kvinder med ikke-vestlig oprindelse i befolkningen.

Mens omkring halvdelen af alle pladser på kvindekrisecentrene i Danmark er placeret i

Region Hovedstaden, tegner regionen sig kun for omkring en tredjedel af de påbegyndte

ophold i 2017. Det skyldes i høj grad, at den gennemsnitlige opholdstid på

kvindekrisecentrene i Region Hovedstaden er længere end i resten af landet, både for

personer med dansk og ikke-vestlig oprindelse.

Størstedelen af kvinderne med ophold på krisecentrene er under 40 år. Det gælder både

for kvinder med dansk og ikke-vestlig oprindelse. Kvinderne med ikke-vestlig oprindelse

er generelt lidt yngre sammenlignet med kvinder med dansk oprindelse.

Samlet set har omkring en tredjedel af kvinder med påbegyndt ophold på

kvindekrisecenter i 2017 haft kontakt til den regionale sygehuspsykiatri i perioden 2012-

2016. Knap 20 pct. har fået stillet en diagnose for angst mv., mens 8-9 pct. har fået stillet

diagnoserne personlighedsforstyrrelse mv., depression mv. eller psykoaktive stoffer mv.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

251

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

•

Omkring en tredjedel af kvinderne var i beskæftigelse eller i gang med uddannelse året

inden, de påbegyndte deres ophold på et kvindekrisecenter. Ser man over en 5-årig

periode ledende op til deres ophold, har omkring halvdelen været i beskæftigelse i

mindst ét år. En del af gruppen har dermed erhvervserfaring og kompetencer fra tidligere

beskæftigelse, der med den rette hjælp og støtte, vil kunne bringes i spil. Det indikerer,

at der er et potentiale for at få en del af målgruppen tættere på arbejdsmarkedet.

Kun en tredjedel af kvinderne har ikke haft midlertidige ydelser mv., fx kontanthjælp, som

primært forsørgelsesgrundlag i mindst ét år fra 2012 til 2016. Der er derfor også en

væsentlig udfordring med kvinder, der langvarigt har modtaget midlertidige ydelser. Det

peger på, at vejen til beskæftigelse kan være meget lang. Der kan blandt andet være

tale om barrierer, der ikke nødvendigvis forsvinder, selvom kvinden opnår et liv uden

vold, fx længerevarende fysiske og psykiske mén af volden og manglende selvtillid og

netværk på arbejdsmarkedet.

Både blandt personer med dansk og ikke-vestlig oprindelse har i størrelsesordenen 55-

60 pct. grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og få er i gang med en

uddannelse.

•

10.1 Ophold på kvindekrisecentre

Når en kvinde har været udsat for vold i nære relationer, kan hun søge hjælp på et

kvindekrisecenter. Kvinden kan selv møde op på krisecenteret eller få en henvisning fra en

offentlig myndighed, fx kommunen. Der er ikke nogle faste afgrænsninger i forhold til, hvilke

typer af vold der kan danne grundlag for behovet for ophold på krisecentre. Nogle har brug

for ophold, fordi de har været udsat for fysisk eller psykisk vold. Andre på grund af økonomisk

kontrol eller seksuelle overgreb. Ofte har kvinderne på krisecentrene været udsat for en

kombination af de forskellige voldsformer.

Formålet med indsatsen på kvindekrisecentre er beskyttelse, omsorg og støtte til kvinderne,

hvor centrene arbejder med den enkelte kvindes trivsel og generelle livssituation. Herudover

vil kvinden modtage indledende og koordinerende rådgivning, som blandt andet har til formål

at skabe kontakt til relevante myndigheder og hjælpe kvinden med at skabe sig en tryg

tilværelse uden vold. Det handler blandt andet om at sikre et sted at bo og om rådgivning i

forhold til økonomi og arbejdsmarked. Voldsudsatte kvinder har mulighed for at tage deres

børn med på krisecentret. Hvis der er børn med, er der særlige krav til indsatsen, herunder at

børnene modtager psykologhjælp.

Denne analyse er baseret på oplysninger fra den nye kvindekrisecenterstatistik, der er blevet

oprettet som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi. Den nye statistik giver for første

gang mulighed for at lave en fuldt dækkende registerbaseret karakteristik af kvinder med

ophold på kvindekrisecentre.

252

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Kvinder kan tage anonymt ophold på et kvindekrisecenter. Anonymt ophold registreres ikke

med personnummer i statistikken, og der er derfor i den resterende del af analysen set bort

fra kvinder med anonymt ophold, da det ikke er muligt at koble oplysningerne om anonyme

kvinder med oplysninger fra andre registre. Kvinder med anonymt ophold udgør omkring 10

pct. af gruppen af kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017.

I 2017 påbegyndte omkring 1.500 kvinder ophold på kvindekrisecentre i Danmark. Heraf

havde omkring 115 kvinder flere ophold, svarende til ca. 8 pct., jf. figur 10.1.

Opgørelsen omfatter kun personer med påbegyndt ophold i 2017. Det samlede antal kvinder,

der har opholdt sig på et kvindekrisecenter i løbet af 2017, vil derfor være højere.

Figur 10.1

Kvinder med påbegyndte ophold på kvindekrisecentre i 2017

Kvinder med flere

ophold

8 pct. (ca. 115 kvinder)

Kvinder med ét ophold

92 pct. (ca. 1.400

kvinder)

I alt ca. 1.500 kvinder

Anm.: Kvinder på 18 år eller derover ultimo 2017, som indgår i befolkningsregistret i løbet af 2017. Opgørelsen

omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. To ophold for den samme kvinde med mindre end én dag imellem er

opgjort som ét ophold på grund af registreringsmæssige forhold. Se i øvrigt boks 10.1 for opgørelsen af kvinder

på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når nogle kvinder har flere ophold, kan det skyldes en række forskellige forhold. Det kan fx

være kvinder, der som en del af bruddet og processen med at skabe sig et selvstændigt liv

uden vold, har brug for at vende tilbage til en voldelig partner for at give forholdet en chance

til. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at brud med vold i nære relationer

for nogle er en proces med både positiv udvikling og tilbagefald, før kvinden er i stand til

endeligt at bryde med den voldelige relation (Rambøll, 2015).

Opgørelsen og afgrænsningen af kvinder med ophold på kvindekrisecentre er nærmere

beskrevet i boks 10.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

253

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Boks 10.1

Oplysninger om kvinder på kvindekrisecentre mv.

Kommunerne skal efter servicelovens § 109 tilbyde kvinder, som har været udsat for vold eller trusler om

vold i nære relationer, midlertidigt ophold på et kvindekrisecenter. Kvinderne kan selv møde op på

krisecenteret eller få en henvisning fra en offentlig myndighed, fx kommunen. Det er lederen af det enkelte

krisecenter, der på baggrund af en vurdering af kvindens situation og behov skal afgøre, om kvinden får

ophold. Optagelsen på et kvindekrisecenter kan ske anonymt ved både egen henvendelse og ved

henvisning fra offentlige myndigheder, jf. servicelovens § 109, stk. 2.

Med undtagelse af de ophold, hvor kvinden ønsker at være anonym, skal krisecenteret orientere kommunen

om kvindens optagelse og udskrivning, så kommunen er klar med sideløbende hjælp til den indsats, som

kvinden modtager på kvindekrisecenteret. Kommunen skal tilbyde kvinder med ophold på krisecentre

indledende og koordinerende støtte og vejledning, herunder rådgivning i forhold til bolig, økonomi,

arbejdsmarked, skole, daginstitution og sundhedsvæsen mv. Derudover har kommunerne ansvar for at

hjælpe og rådgive personer med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne samt særlige sociale problemer,

jf. servicelovens § 12. Den forpligtelse gælder også for personer, der har behov for hjælp som følge af vold i

nære relationer. Kommunen kan fx tilbyde gratis rådgivning og har også mulighed for at visitere til relevante

tilbud, herunder kvindekrisecentre eller andre tilbud af behandlingsmæssig karakter.

Oplysningerne om opholdene på kvindekrisecentrene kommer fra Børne- og Socialministeriets

Kvindekrisecenterstatistik, der indsamles af Danmarks Statistik. Kvindekrisecenterstatistikken er en

totaltælling, som dækker alle påbegyndte ophold på et kvindekrisecenter efter servicelovens § 109 i 2017.

Statistikken indeholder derfor også oplysninger om opholdene på kvindekrisecentrene for kvinder med

anonymt ophold, jf. servicelovens § 109, stk. 2. Hvis kvinden opholder sig anonymt på krisecentret, indgår

kvinden stadig i statistikken, men uden cpr-nr. I analysen er der imidlertid set bort fra kvinder med anonymt

ophold og kvinder, der ikke kan genfindes i befolkningsregistret, da oplysninger om disse kvinder ikke kan

kobles med andre registeroplysninger om fx alder, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning.

I Kvindekrisecenterstatistikken er der registret i alt 1.981 påbegyndte ophold på kvindekrisecentre i 2017,

fordelt på 1.687 kvinder og 1.649 ledsagende børn. Omkring 10 pct. af kvinderne har valgt et anonymt

ophold, mens ca. 20 pct. af børnene er indrapporteret anonymt. Antallet af kvinder og børn skal tages med

det forbehold, at det på baggrund af kvindekrisecenterstatistikken ikke er muligt at opgøre, om den samme

person har haft flere anonyme ophold, eller både er registreret med et anonymt ophold og et ikke-anonymt

ophold. I opgørelsen bliver antallet af anonyme ophold dermed det samme, som antallet af personer med

anonyme ophold. Statikken indeholder også kun oplysninger om kvinder og børn, der påbegyndte deres

ophold i 2017. Antallet af kvinder og børn, der har opholdt sig på et kvindekrisecenter i løbet af 2017, vil

derfor være højere, da nogle kvinder og børn vil have påbegyndt deres ophold før 2017.

Der fokuseres i denne analyse på kvinderne. Børne- og Socialministeriet vil fremadrettet se nærmere på

ledsagende børn på kvindekrisecentre.

Se Danmarks Statistiks dokumentation af kvindekrisecenterstatistikken for yderligere information.

254

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Der er stor forskel på, hvor lang tid kvinderne har ophold på krisecentrene. Blandt de ophold,

der blev påbegyndt i løbet af de første tre kvartaler i 2017, blev lidt over 40 pct. af opholdene

afsluttet inden for tre uger. Lidt under 30 pct. af opholdene varede mere end 3 måneder

(mindst 14 uger), jf. figur 10.2.

Det er forskelligt fra kvindekrisecenter til kvindekrisecenter, hvordan indsatsen er organiseret,

herunder hvilke indsatser kvinden modtager i løbet af sit ophold. Indsatsen tilrettelægges

med udgangspunkt i den enkelte kvindes behov, og længden på de enkelte ophold afhænger

derfor i høj grad af de problemer, som kvinden skal have hjælp til at løse.

Opholdslængden er i denne analyse opgjort på baggrund af ophold påbegyndt i løbet af de

tre første kvartaler, da der endnu ikke findes oplysninger om afslutningsdatoen for ophold,

som er afsluttet i 2018. Opholdslængden er derfor kun opgjort for ophold på tre måneder eller

derunder. De resterende ophold er angivet som over tre måneder (mindst 14 uger).

Figur 10.2

Afslutning af påbegyndte ophold på kvinde-

krisecentre i 2017, opdelt efter opholdslængde

Pct.

100

Pct.

100

Figur 10.3

Afslutning af ophold inden for en uge, blandt

påbegyndte ophold på kvindekrisecentre i 2017

Pct.

1 dag 2 dage 3 dage 4 dage 5 dage 6 dage 7 dage

Pct.

Anm.: Ophold på én dag omfatter både personer med én overnatning samt personer, der optager én plads i en

dag, men kommer og går samme dag. Opholdslængden er opgjort på baggrund af de første tre kvartaler, da der

endnu ikke findes oplysninger om afslutningsdatoen for ophold, som er afsluttet i 2018. Se i øvrigt anmærkningen

til figur 10.1 og boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Omkring 25 pct. af opholdene blev afsluttet inden for en uge, jf. figur 10.3.

Når der er helt korte ophold, skal det blandt andet ses i lyset af, at nogle kvinder henvises til

andre typer af tilbud, eller selv vælger at afslutte deres ophold uden at have gennemført den

planlagte indsats. Det kan fx være tilfælde, hvor kvinderne viser sig ikke at være i

målgruppen for et ophold på et krisecenter. Det kan også være tilfælde, hvor kvinden

fortryder sit ophold eller får mulighed for at flytte til familie eller venner, eller selv har fundet

en ny bolig.

Boks 10.2 ser nærmere på ophold på kvindekrisecentre, hvor kvinderne er ledsaget af børn.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

255

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Boks 10.2

Ophold på kvindekrisecentre med ledsagende børn

Kvinder udsat for vold har mulighed for at tage deres børn med på kvindekrisecentrene. Når der er børn

med på et ophold, stilles der ved indsatsen særlige krav til støtte og vejledning i form af indledende og

koordinerende rådgivning, og kommunerne er forpligtiget til at tilbyde psykologhjælp til børnene.

Den indledende og koordinerende rådgivning har fokus på udslusning af kvinden og hendes børn og

omfatter rådgivning og støtte til etablering af en ny selvstændig tilværelse. Det omfatter bl.a. rådgivning i

forhold til boligforhold, beskæftigelse, børnenes skolegang og eventuel optagelse i dagtilbud mv. Formålet

med psykologhjælpen til børnene er at minimere børnenes eventuelle følger af at have levet i en voldsramt

familie, hvor moderen har måttet opholde sig på et kvindekrisecenter sammen med børnene.

Kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecentre var ledsaget af børn ved ca. 54 pct. af opholdene. Ved

ca. 25 pct. af opholdene var de ledsaget af ét barn, mens de var ledsaget af to børn ved ca. 19 pct. og 3

børn eller derover ved ca. 10 pct. af opholdene, jf. figur a.

Figur a

Påbegyndte ophold med ledsagende børn på

kvindekrisecentre i 2017, opdelt efter antal børn

Figur b

Afslutning af påbegyndte ophold på kvinde-

krisecentre i 2017, opdelt efter opholdslængde

og ophold med og uden børn

Ophold med 3 børn eller derover

10 pct.

Pct.

100

Pct.

100

Ophold med

2 børn

19 pct.

Ophold

uden

børn

46 pct.

Ophold med 1

barn

25 pct.

Ophold uden børn

Ophold med børn

Opholdslænden er nogenlunde den samme for ophold med og uden ledsagende børn, når man ser på

påbegyndte ophold i de første tre kvartaler i 2017 med en varighed på op til tre måneder, jf. figur b.

Anm.: Ophold med mindre end én dag imellem, hvor der er registreret det samme antal ledsagende børn, er

opgjort som ét ophold på grund af registreringsmæssige forhold. Opgørelsen omfatter kvinder på 18 år eller

derover ultimo 2017, som indgår i befolkningsregistret i løbet af 2017. Opgørelsen omfatter ikke kvinder med

anonymt ophold. Se anmærkningen til figur 10.2 og 10.3 for opgørelse af opholdslængden samt boks 10.1 for

opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

256

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

10.2 Alder og oprindelsesland

Blandt de omkring 1.500 kvinder, som påbegyndte et ophold på et krisecenter i 2017, var

omkring 1.050 under 40 år, svarende til omkring 70 pct., jf. figur 10.4.

Figur 10.4

Kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecenter i 2017, opdelt efter alder

Pct.

18-24 år

25-29 år

30-39 år

40-49 år

50 år eller derover

Pct.

Anm.: Kvinder på 18 år eller derover ultimo 2017, som indgår i befolkningsregistret i løbet af 2017. Opgørelsen

omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. Se i øvrigt boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Indsatsen på kvindekrisecentrene vil i mange tilfælde også afhænge af kvindernes

oprindelse, fordi kvinder med ikke-vestlig oprindelse kan have særlige behov for at arbejde

med tematikker som volds- og rettighedsforståelse samt netværksskabelse. Derudover kan

der være en skærpet sikkerhedssituation for kvinder med ikke-vestlig oprindelse udsat for

æresrelateret vold (Rambøll, 2015).

Der er kvindekrisecentre, som har særlige kompetencer til at håndtere æresrelateret vold, og

hvor der er større sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Det gælder blandt andet

specialkrisecenteret RED-Safe house, der er et sikkert botilbud til unge i alderen 16-30 år,

der flygter fra alvorlige æresrelaterede konflikter, herunder tvangsægteskaber og

æresrelateret vold eller trusler herom.

Kvinder med ikke-vestlig oprindelse er væsentligt overrepræsenterede på kvindekrise-

centrene, når man sammenligner med andelen af 18-64-årige kvinder med ikke-vestlig

oprindelse i befolkningen.

Næsten 50 pct. af de kvinder, som påbegyndte et ophold på krisecenter i 2017, har ikke-

vestlig oprindelse. Omkring 45 pct. har dansk oprindelse, mens ca. 5 pct. har vestlig

oprindelse, jf. figur 10.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

257

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.5

Kvinder med påbegyndt ophold på kvinde-

krisecenter i 2017, opdelt efter oprindelse

Vestlig oprindelse

5 pct. (ca. 80 kvinder)

Figur 10.6

Alle kvinder mellem 18 og 64 år i Danmark

ultimo 2017, opdelt efter oprindelse

Ikke-vestlig

oprindelse

10 pct.

Vestlig oprindelse

6 pct.

Ikke-vestlig oprindelse

49 pct. (ca. 740 kvinder)

Dansk

oprindelse

46 pct. (ca.

700 kvinder)

Dansk

oprindelse

84 pct.

Anm.: Oprindelse er opgjort på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelsesmetode (Statistikbanken, FOLK2).

Kvinder i Danmark er opgjort pr. 1. januar 2018. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.4 og boks 10.1 for

opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Til sammenligning udgør kvinder med ikke-vestlig oprindelse ca. 10 pct. af det samlede antal

18-64 årige kvinder i Danmark, mens kvinder med dansk oprindelse udgør ca. 84 pct., og

kvinder med vestlig oprindelse udgør ca. 6 pct., jf. figur 10.6.

I 2017 havde omkring 0,5 pr. 1.000 18-64 årige kvinder med dansk oprindelse ophold på et

kvindekrisecenter i Danmark. Det tilsvarende antal for kvinder med ikke-vestlig oprindelse var

omkring 4 kvinder pr. 1.000 kvinder, hvilket forholdsmæssigt svarer til omkring ni gange så

mange som blandt kvinder med dansk oprindelse, jf. figur 10.7.

258

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.7

Kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecenter pr. 1.000 18-64-årige kvinder ultimo 2017,

opdelt efter oprindelse

Kvinder på krisecentre pr. 1.000 kvinder

4,5

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Vestlig oprindelse

Kvinder på krisecentre pr. 1.000 kvinder

4,5

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Kvinder pr. 1.000 kvinder er opgjort på baggrund af antallet af 18-64-årige i Danmark pr. 1. januar 2018.

Se anmærkningen til figur 10.5 og 10.6.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I den resterende del af analysen ses der ikke særskilt nærmere på kvinder på

kvindekrisecenter med vestlig oprindelse, da der er meget få kvinder i denne gruppe.

Kvinder med ikke-vestlig oprindelse på kvindekrisecentre er generelt lidt yngre end kvinderne

med dansk oprindelse. Det skyldes særligt, at der er relativt mange kvinder med ikke-vestlig

oprindelse i aldersgrupperne 18-24-årige og 30-39-årige, mens der er flere kvinder med

dansk oprindelse på 50 år og derover, jf. figur 10.8.

Figur 10.8

Kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecenter i 2017, opdelt efter alder og oprindelse

Pct.

18-24 år

25-29 år

Dansk oprindelse

30-39 år

40-49 år

Ikke-vestlig oprindelse

50 eller derover

Pct.

Anm.: Se anmærkningen til figur 10.5 og figur 10.6.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

259

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

10.3 Geografisk fordeling

Det er et vigtigt element i hjælpen til voldsramte kvinder på kvindekrisecentre, at der tages

udgangspunkt i den enkeltes behov, herunder om kvinden bør tilbydes ophold på et andet

center. Nogle gange er det mest hensigtsmæssigt, at opholdet sker i nærheden af fx

arbejdsplads og skole med henblik på at fastholde en normal hverdag. Andre gange kan det

af sikkerhedsmæssige hensyn være nødvendigt med et ophold på et kvindekrisecenter langt

væk fra en voldelig partner.

Der er kvinder, som bliver udsat for vold i hele landet. Derfor er der også kvindekrisecentre i

alle dele af landet. Region Hovedstaden tegner sig for den største del af de kvinder, som

påbegynder ophold på kvindekrisecentre. Ud af de omkring 1.500 kvinder, som påbegyndte

et ophold på kvindekrisecenter i 2017, havde ca. 575 adresse i Region Hovedstaden op til

deres ophold. Det svarer til omkring 38 pct., jf. figur 10.9.

Figur 10.9

Kvinder med påbegyndt ophold på

kvindekrisecenter i 2017, opdelt efter

bopælsregion

Antal kvinder

700

600

500

400

300

200

100

Antal kvinder

700

600

500

400

Figur 10.10

Kvinder med påbegyndt ophold på

kvindekrisecenter i 2017 pr. 1.000 kvinder,

opdelt efter bopælsregion

Pr. 1.000 kvinder

1,2

1,0

0,8

0,6

300

200

100

0,4

0,2

0,0

0,4

0,2

0,0

Pr. 1.000 kvinder

1,2

1,0

0,8

0,6

Anm.: En person kan have haft ophold i flere forskellige regioner. Langt størstedelen af kvinder på kvinde-

krisecentre er mellem 18 og 64 år. Opgørelsen af kvinder med påbegyndt ophold pr. 1.000 kvinder er derfor

opgjort blandt 18-64-årige kvinder i regionen. Bopælsregionen er opgjort på baggrund af den region, hvor kvinden

havde adresse op til det først påbegyndte ophold i 2017. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.4 og boks 10.1 for

opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Sammenligner man antallet af kvinder på kvindekrisecentre pr. region med det samlede antal

voksne kvinder i regionerne, er billedet noget mindre udtalt, men Region Hovedstaden ligger

stadig højest, jf. figur 10.10.

Det er kommunerne, der skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven til

kvinder udsat for vold. Kommunerne kan opfylde deres forsyningsforpligtelse ved at anvende

egne tilbud eller ved at købe pladser i andre kommuner eller ved at lave driftsaftaler med

private/selvejende tilbud. Der er således ikke pligt for den enkelte kommune til at oprette et

260

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

kvindekrisecenter i kommunen. Kommunerne er alene forpligtet til at tilbyde en plads til

voldsudsatte kvinder, hvilket godt kan ske på et krisecenter i en anden kommune.

I 3. kvartal 2018 var der 53 kvindekrisecentre i Danmark, som var godkendt til målgruppen af

kvinder udsat for vold, som har brug for hjælp og støtte i form af et ophold på et krisecenter

efter serviceloven. De 53 centre fordeler sig på 39 kommuner, som er bredt fordelt over hele

landet, jf. figur 10.11.

Figur 10.11

Kommuner hvor der ligger mindst ét kvindekrisecenter, november 2018

Anm.: Opgjort pr. 10. november 2018. Opgørelsen omfatter § 109-tilbud efter serviceloven, som er godkendt af

Socialtilsynet. Ud af de i alt 53 tilbud er 43 af de registrerede tilbud private tilbud, mens 10 er kommunale tilbud.

Det er på baggrund af Tilbudsportalen ikke muligt at opdele alle tilbud godkendt efter servicelovens § 109, da

enkelte tilbud af sikkerhedsmæssige årssager ikke har opgivet hovedadressen for tilbuddet.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Tilbudsportalen.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

261

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

På de 53 kvindekrisecentre er der i alt 573 pladser pr. dag. Omkring halvdelen af alle

pladserne er i Region Hovedstaden, jf. figur 10.12.

Figur 10.12

Antal pladser på kvindekrisecentre opdelt efter regioner, november 2018

Ikke opgivet

hovedadresse

61 pladser

Region Syddanmark

57 pladser

Region Sjælland

79 pladser

Region Hovedstaden

287 pladser

Region Nordjylland

25 pladser

Region Midtjylland

64 pladser

I alt 573 pladser

Anm.: Antallet af pladser er optalt d. 13. november 2018 på baggrund af tilbudsliste trukket den 10. november

2018, hvor det var muligt at foretage en valid totaltælling af pladser godkendt efter servicelovens § 109. Det er på

baggrund af Tilbudsportalen ikke muligt at opdele alle godkendte tilbud, da enkelte tilbud af sikkerhedsmæssige

årssager ikke har opgivet hovedadressen for tilbuddet. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.11.

Kilde: Egne beregninger Tilbudsportalen mv.

Henvender kvinden sig til et kvindekrisecenter, som ikke har plads, vil hun typisk blive henvist

til et andet krisecenter, som har plads. Fra 1. januar 2018 er der blevet oprettet en elektronisk

pladsoversigt, der viser, hvor i landet der er ledige pladser på krisecentrene, med henblik på,

at kapaciteten på centrene udnyttes bedst muligt.

Det er på baggrund af den elektroniske pladsoversigt muligt at se belægningsprocenten

fordelt på de enkelte kvindekrisecentre og på regionsniveau. På landsplan er omkring 90-95

pct. af alle pladserne på krisecentrene løbende optagede. Region Hovedstaden har også den

højeste belægningsprocent på krisecentrene, jf. boks 10.3.

262

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Boks 10.3

Belægning på krisecentre

Lev Uden Vold har ansvaret for pladsoversigten over alle landets kvindekrisecentre og mandekrisecentre

samt botilbud for både kvinder og mænd med særligt fokus på vold i nære relationer. Krisecentrene

indrapporterer dagligt antal ledige pladser. Det enkelte krisecenter kan derfor bruge pladsoversigten til at se

hvor i landet, der er ledige pladser. Derudover er det på baggrund af den elektroniske pladsoversigt muligt

at følge belægningsprocenten.

Den elektroniske pladsoversigt viser belægningsprocenter fra 1. januar 2018 og frem. Det er på baggrund af

den elektroniske pladsoversigt ikke muligt at se belægningsprocenten for pladser til kvinder på

krisecentrene særskilt, idet belægningsprocenten også indeholder pladser for tilbud og pladser rettet mod

mænd, der har været udsat for vold. Den gennemsnitlige belægningsprocent for alle pladser var på knap 93

pct. for de første tre kvartaler i 2018, jf. figur a.

Figur a

Belægningsprocent på krisecentre til kvinder og mænd, 1.-3. kvartal 2018

Pct.

100

Hovedstaden

Midtjylland

Nordjyland

Sjælland

Syddanmark

I alt

Anm.: Belægningsprocenterne omfatter både pladser til kvinder og mænd på krisecentre.

Kilde: Lev Uden Vold.

Den samlede belægningsprocent for tilbud om midlertidigt ophold på grund af vold i nære relationer er

højest i Region Hovedstaden, hvor belægningsprocenten var på knap 97 pct., jf. figur a. Se

LevUdenVold.dk

for yderligere information.

Ud af alle påbegyndte ophold på kvindekrisecentre i 2017 blev 36 pct. påbegyndt på

krisecentre i Region Hovedstaden. I størrelsesordenen 18-20 pct. af opholdene blev

påbegyndt i hver af regionerne Midtjylland, Sjælland og Syddanmark, mens 8 pct. af

opholdene blev påbegyndt i Region Nordjylland, jf. figur 10.13.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

263

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.13

Antal påbegyndte ophold på kvindekrisecentre opdelt efter region, 2017

Nordjylland

8 pct. (ca. 130 ophold)

Sjælland

18 pct. (ca. 310 ophold)

Midtjylland

20 pct. (ca. 350 ophold)

Hovedstaden

36 pct. (ca. 620 ophold)

Syddanmark

19 pct. (ca. 320 ophold)

Anm.: En person kan have mere end ét ophold, hvorfor antallet af ophold er større end antallet af kvinder med

ophold på kvindekrisecentre. Ophold blandt kvinder på 18 år eller derover ultimo 2017, som indgår i

befolkningsregistret i løbet af 2017. Opgørelsen omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. Ophold med mindre

end én dag imellem, hvor begge ophold er i samme region, er opgjort som ét ophold på grund af

registreringsmæssige forhold. Se i øvrigt boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I boks 10.4 er der set nærmere på afstand mellem bopæl og krisecenter for kvinder med

ophold på krisecenter.

264

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Boks 10.4

Afstand mellem bopæl og krisecenter for kvinder med ophold på kvindekrisecentre

For at belyse afstanden mellem kvindernes bopæl og det krisecenter, som de har taget ophold på, er der

set nærmere på, hvor mange af kvinderne med ophold på et kvindekrisecenter, der har fået ophold på et

kvindekrisecenter i den region, som de boede i, før de flyttede på krisecenter. Det er på baggrund af

kvindekrisecenterstatistikken ikke muligt at belyse årssagerne til, hvor kvinderne har fået ophold.

Omkring tre fjerdedele af kvinderne har fået ophold på et krisecenter i den region, som de bor i, jf. figur a.

De resterende ophold er typisk foretaget i en region, der grænser op til kvindernes egen region. Det gælder

således også for krisecentrene i alle dele af landet, at en del af kvinderne på deres center kommer fra andre

regioner.

Figur a

Påbegyndte ophold på kvindekrisecentre i 2017, hvor kvinden tager ophold på et kvindekrisecenter i

samme region, som hun havde adresse i før opholdet

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

Pct.

Anm.: En person kan have mere end ét ophold og have ophold i flere forskellige regioner. Bopælsregionen er

opgjort på baggrund af den region, hvor kvinden havde adresse op til det først påbegyndte ophold på et

kvindekrisecenter i 2017. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når der er færrest fra Region Sjælland, der har taget ophold i den region, som de kommer fra, skyldes det,

at en stor del har taget ophold på et af kvindekrisecentrene i Region Hovedstaden, ligesom der også er

mange kvinder fra Region Hovedstaden på kvindekrisecentrene i Region Sjælland.

Mens omkring halvdelen af alle pladser på kvindekrisecentrene i Danmark er placeret i

Region Hovedstaden, tegner regionen sig for kun omkring en tredjedel af de påbegyndte

ophold i 2017. Når belægningsprocenten er høj i Region hovedstaden skyldes det derfor, at

den gennemsnitlige opholdstid på kvindekrisecentrene i Region Hovedstaden er højere end i

andre regioner.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

265

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Forskellene i den gennemsnitlige opholdslængde på tværs af regionerne kan skyldes en

række forskellige forhold. Der kan fx være forskelle i mulighederne for at finde egnede boliger

til kvinder i de forskellige regioner, hvilket kan udsætte kvindernes udflytning. Det kan også

afspejle forskelle i organiseringen af tilbuddene, herunder forskellige faglige tilgange til, hvor

lang tid kvinderne skal bruge på kvindekrisecentret til at få bearbejdet volden.

I Region Hovedstaden har omkring 45 pct. af alle de ophold, der blev påbegyndt de første tre

kvartaler i 2017, en opholdslængde på over tre måneder. I de øvrige regioner gælder det for i

størrelsesordenen 10-25 pct. af opholdene, jf. figur 10.14.

Figur 10.14

Ophold på mindst 3 måneder, opdelt efter region, 2017

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Pct.

Anm.: Ophold blandt kvinder på 18 år eller derover ultimo 2017, som indgår i befolkningsregistret i løbet af 2017.

Opgørelsen omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. Opholdslængden er opgjort på baggrund af de tre første

kvartaler, da der endnu ikke findes oplysninger om afslutningsdatoen for de ophold, som blev afsluttet i 2018. Se i

øvrigt anmærkningen til figur 10.13.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Region Hovedstaden er også den region, hvor andelen af kvinder med ophold på

kvindekrisecentre med ikke-vestlig oprindelse er højest. I Region Hovedstaden var andelen

omkring 60 pct., jf. figur 10.15.

266

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.15

Påbegyndte ophold blandt kvinder med ikke-

vestlig oprindelse i 2017, opdelt efter region

Pct.

Figur 10.16

Kvinder med ikke-vestlig oprindelse blandt

kvinder mellem 18 og 64 år i Danmark ultimo

2017, opdelt efter region

Pct.

Anm.: Ophold blandt kvinder med ikke-vestlig oprindelse på 18 år eller derover ultimo 2017, som indgår i

befolkningsregistret i løbet af 2017. Opgørelsen omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. Oprindelse er opgjort

på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelsesmetode (Statistikbanken, FOLK2). Se i øvrigt boks 10.1 for

opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når der er flere kvinder i Region Hovedstaden med ikke-vestlig oprindelse på

kvindekrisecenter, skal det i høj grad ses i lyset af, at kvinder med ikke-vestlig oprindelse

udgør en markant større andel af de 18-64-årige kvinder i regionen sammenlignet med de

øvrige regioner, jf. figur 10.16.

Kvinder med ikke-vestlig oprindelse har samlet set længere ophold på kvindekrisecentrene.

Blandt ophold af kvinder med dansk oprindelse, var det 26 pct. af alle de ophold, der blev

påbegyndt i løbet af de første tre kvartaler i 2017, der har en opholdslængde på over tre

måneder. Til sammenligning gjaldt det for 36 pct. af opholdene foretaget af kvinder med ikke-

vestlig oprindelse, jf. figur 10.17.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

267

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.17

Påbegyndte ophold på mindst 3 måneder på

kvindekrisecentre opdelt efter oprindelse, 2017

Figur 10.18

Påbegyndte ophold på mindst 3 måneder på

kvindekrisecentre opdelt efter oprindelse og

region, 2017

Pct.

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Pct.

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Anm.: Se anmærkningen til figur 10.14, figur 10.15 og figur 10.16.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det gælder dog ikke i Region Hovedstaden, hvor andelen af kvinder med ophold på over tre

måneder er den samme for kvinder med ikke-vestlig oprindelse som for kvinder med dansk

oprindelse. Når opholdstiderne generelt er længere i Region Hovedstaden, skyldes det derfor

ikke, at andelen af kvinder med ikke-vestlig oprindelse er højere på krisecentrene i Region

Hovedstaden.

I Region Hovedstaden gælder det både for kvinder med dansk og med ikke-vestlig

oprindelse, at omkring 45 pct. af opholdene har en varighed over tre måneder, jf. figur 10.18.

10.4 Kontakt til sygehuspsykiatri

Der kan være en række sundhedsmæssige konsekvenser forbundet med den vold, som

kvinder på kvindekrisecentre har oplevet. Mange af kvinderne har eksempelvis modtaget

behandling i den regionale sygehuspsykiatri på grund af angst og andre stressrelaterede

diagnoser i årene op til deres ophold på et krisecenter i 2017.

Ligeledes har mange af kvinderne været udsat for vold over en årrække før deres ophold på

et krisecenter (Socialstyrelsen, 2018), og kvinderne kan have haft andre ophold på et

kvindekrisecenter før deres ophold i 2017. Det skal dog samtidig bemærkes, at det på

baggrund af registeroplysningerne ikke er muligt at udlede, hvorvidt kontakterne til

psykiatrien skyldes vold i nære relationer. Samtidig vil forekomsten af de diagnoser, der ses

på i det følgende, være undervurderet, da kontakter til og behandling hos egen læge og

privatpraktiserende speciallæge ikke indgår.

268

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Der findes på nuværende tidspunkt kun registerdata om behandling i den regionale

sygehuspsykiatri frem til 2016. Der er i denne analyse derfor set nærmere på behandling i

den regionale sygehuspsykiatri i årene før, kvinderne påbegynder et ophold på et

kvindekrisecenter i 2017.

Blandt de kvinder, som påbegyndte ophold på kvindekrisecenter i 2017, har knap en

tredjedel haft kontakt til den regionale sygehuspsykiatri i perioden 2012-2016. Det er omkring

fire gange så mange som andre kvinder mellem 18 og 64 år, hvor omkring 8 pct. har haft

kontakt til psykiatrien i samme periode, jf. figur 10.19.

Figur 10.19

Kontakt til sygehuspsykiatri fra 2012 til 2016, blandt kvinder med og uden ophold på kvinde-

krisecentre i 2017

Pct.

Kvinder på kvindekrisecentre

Øvrige kvinder

Pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af kvinder, som også indgår i befolkningen i 2012. Kontakter til sygehuspsykiatri

opgjort som udskrivninger og ambulante besøg i året, herunder skadestue og akut ambulant. Se i øvrigt

anmærkningen til figur 10.4 og boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Landspatientregisteret (DRG-grupperet).

Kvinder med kontakt til sygehuspsykiatrien kan have haft flere kontakter og kan have fået

stillet flere forskellige diagnoser. 19 pct. har fået stillet diagnosen angst mv., mens i

størrelsesordenen 8-9 pct. har fået stillet diagnoserne personlighedsforstyrrelse mv.,

depression mv. eller psykoaktive stoffer mv., jf. figur 10.20.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

269

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.20

Udvalgte diagnosegrupper blandt kvinder på krisecentre i 2017 med kontakt til sygehuspsykiatri i

perioden 2012-2016

Pct.

Angst mv.

Personligheds-

forstyrrelser mv

Depression mv.

Psykoaktive

stoffer mv.

Kontakter

(I alt)

Pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af kvinder, som også indgår i befolkningen i 2012. Opgørelsen omfatter i alt ca. 1.180

kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecenter i 2017. En person kan indgå i flere forskellige

diagnosegrupper. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.4 og boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på

kvindekrisecentre samt bilag 4 om diagnosegrupper.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Psykoaktive stoffer mv. omfatter psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser

forårsaget af brug af alkohol eller andre psykoaktive stoffer.

Det er særligt blandt kvinder med dansk oprindelse på kvindekrisecentrene, at mange har

modtaget behandling i den regionale sygehuspsykiatri. Blandt kvinder med dansk oprindelse

på krisecentrene i 2017 har 37 pct. haft kontakt til psykiatrien, mens det tilsvarende tal for

kvinder med ikke-vestlig oprindelse på krisecentre er 23 pct., jf. figur 10.21.

270

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.21

Kontakt til sygehuspsykiatri i perioden 2012-2016 blandt kvinder med og uden ophold på

kvindekrisecentre i 2017, opdelt efter oprindelse

Pct.

Kvinder med ophold på krisecentre

Dansk oprindelse

Kvinder uden ophold på krisecentre

Ikke-vestlig oprindelse

Pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af kvinder, som også indgår i befolkningen i 2012. Kvinder uden ophold på

kvindekrisecentre i 2017 omfatter 18-64-årige kvinder, som indgår i befolkningen ultimo 2017. Oprindelse er

opgjort på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelsesmetode (Statistikbanken, FOLK2). Kvinder i Danmark er

opgjort pr. 1. januar 2018. Se i øvrigt anmærkning til figur 10.19 og 10.20.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Landspatientregisteret (DRG-grupperet).

For kvinder uden ophold på kvindekrisecentre i 2017 gælder det både for kvinder med dansk

oprindelse og ikke-vestlig oprindelse i 18-64-årsaldersalderen, at i størrelsesordenen 8 pct.

har modtaget behandling i den regionale sygehuspsykiatri.

10.5 Tilknytning til arbejdsmarked

Vold i nære relationer kan ikke alene have store helbredsmæssige og sociale konsekvenser.

Det afspejler sig også i kvindernes arbejdsmarkedstilknytning, hvor en stor del af kvinderne

modtager midlertidige forsørgelsesydelser.

Over halvdelen af de kvinder, som påbegyndte et ophold på et krisecenter i 2017, havde

midlertidige ydelser mv. som fx kontanthjælp eller sygedagpenge som deres primære

forsørgelsesgrundlag i 2016. Til sammenligning er det i størrelsesordenen 15 pct. for kvinder

uden ophold på kvindekrisecentre.

Kun omkring hver tredje kvinde med påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017 var i

uddannelse eller beskæftigelse, og 8 pct. modtog førtidspension, jf. figur 10.22.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

271

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.22

Forsørgelsesgrundlag i 2016, for kvinder med og uden påbegyndt ophold på krisecentre i 2017

Pct.

Beskæftigelse og uddannelse

Midlertidige ydelser mv.

Førtidspension

Pct.

Kvinder med ophold på krisecenter

Kvinder uden ophold på krisecenter

Anm.: Opgjort på baggrund af kvinder på 20 år eller derover ultimo 2017, som indgår i befolkningsregistret i løbet

af 2017 og 1. januar 2016 med henblik på at afgrænse opgørelsen af forsørgelsesgrundlag blandt kvinder, der

var mindst 18 år hele året 2016. Opgørelsen omfatter ikke kvinder med anonymt ophold. Forsørgelsesgrundlaget

er opgjort på baggrund af det primære forsørgelsesgrundlag (SOCIO13). Midlertidige ydelser mv., fx

kontanthjælp. Der er i opgørelsen set bort fra personer, der modtager folkepension. Kvinder uden ophold på

krisecentre er opgjort blandt 20-64 årige ultimo 2017, som ikke havde ophold på krisecenter i løbet af 2017. Se i

øvrigt anmærkningen til figur 10.4 og boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt kvinder uden ophold på krisecenter modtog 14 pct. midlertidige ydelser mv., mens

knap 80 pct. var i beskæftigelse eller uddannelse.

Særligt blandt kvinder med dansk oprindelse er der væsentligt flere på midlertidige ydelser

mv. sammenlignet med kvinder med dansk oprindelse, der ikke har haft ophold på et

krisecenter.

Blandt 20-64-årige kvinder med ikke-vestlig oprindelse med påbegyndt ophold på

kvindekrisecenter i 2017 havde 63 pct. midlertidige ydelser mv. som primært

forsørgelsesgrundlag i 2016. For kvinder med dansk oprindelse gælder det samme for ca. 50

pct., mens 13 pct. modtog førtidspension, jf. figur 10.23.

272

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.23

Forsørgelsesgrundlag i 2016, for kvinder med

påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017

Pct.

100

Dansk oprindelse

Ikke-vestlige oprindelse

Førtidspension

Midlertidige ydelser mv.

Beskæftigelse og uddannelse

Pct.

100

Figur 10.24

Forsørgelsesgrundlag i 2016, for kvinder uden

påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017

Pct.

100

Dansk oprindelse

Ikke-vestlige oprindelse

Førtidspension

Midlertidige ydelser mv.

Beskæftigelse og uddannelse

Pct.

100

Anm.: Se anmærkningen til figur 10.21 og 10.22.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt kvinder uden ophold på kvindekrisecenter i 2017 med dansk oprindelse havde

omkring 20 pct. midlertidige ydelser mv. eller førtidspension som primært

forsørgelsesgrundlag i 2016, mens andelen var ca. 45 pct. blandt kvinder med ikke-vestlig

oprindelse, jf. figur 10.24.

Den store andel af kvinder på krisecenter, der har modtaget midlertidige ydelser mv., findes

på tværs af alle aldersgrupper. Men blandt de yngre kvinder er der flere, som var i gang med

beskæftigelse og uddannelse, mens omkring en tredjedel af de 50-64 årige modtog

førtidspension, jf. figur 10.25.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

273

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.25

Forsørgelsesgrundlag i 2016, for kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017, opdelt

efter alder

Pct.

100

20-24 år

25-29 år

30-39 år

40-49 år

50-64 år

Førtidspension

Beskæftigelse og uddannelse

Midlertidige ydelser mv.

Anm.: Se anmærkningen til figur 10.22.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man på forsørgelsesgrundlaget i perioden 2012-2016 blandt gruppen af kvinder på 25 år

eller derover, har omkring halvdelen haft beskæftigelse i mindst ét år i perioden. En del af

gruppen har dermed erhvervserfaring og kompetencer fra tidligere beskæftigelse, der med

den rette hjælp og støtte vil kunne bringes i spil. Det indikerer, at der er et potentiale for at få

en del af målgruppen tættere på arbejdsmarkedet.

Blandt kvinderne i gruppen har 16 pct. haft beskæftigelse som primært forsørgelsesgrund

alle fem år mellem 2012 og 2016, mens 14 pct. har haft beskæftigelse som

forsørgelsesgrundlag i 3-4 år, og 19 pct. i 1-2 år, jf. figur 10.26.

274

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.26

År med beskæftigelse som

forsørgelsesgrundlag i perioden 2012-2016

blandt kvinder med ophold på krisecentre 2017

Figur 10.27

År med midlertidige ydelser mv. som

forsørgelsesgrundlag i perioden 2012-2016

blandt kvinder med ophold på krisecentre 2017

5 år med

beskæftigelse

16 pct.

3-4 år

med

beskæf-

tigelse

14 pct.

Ingen år med

midlertidige

ydelser mv.

32 pct.

5 år med

midlertidige

ydelser mv.

28 pct.

Ingen år

med

beskæf-

tigelse

51 pct.

1-2 år med

beskæftigelse

19 pct.

1-2 år med

midlertidige

ydelser mv.

20 pct.

3-4 år med

midlertidige

ydelser mv.

20 pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af antal 25-64-årige kvinder på krisecentre i 2017, der også indgår i befolkningen i

2012, med henblik på at afgrænse opgørelsen til personer, der var over 18 år i hele perioden fra 2012 til 2016.

Opgørelserne omfatter i alt ca. 960 kvinder. Alder er opgjort ultimo 2017. Opgørelserne omfatter også

førtidspension og folkepension. Personer, der i de enkelte år ikke har haft henholdsvis beskæftigelse eller

midlertidige ydelser mv. som primært forsørgelsesgrundlag, kan derfor have modtaget førtidspension eller

folkepension. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.22.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Men der er også en væsentlig udfordring med kvinder, der langvarigt har modtaget

midlertidige ydelser mv. Det peger på, at vejen til beskæftigelse for kvinder på

kvindekrisecentre kan være meget lang, hvis ikke kvinderne modtager den rigtige hjælp og

støtte på det rigtige tidspunkt. Der kan blandt andet være tale om barrierer, som ikke

nødvendigvis forsvinder, selvom kvinden opnår et liv uden vold, fx længerevarende fysiske

og psykiske mén af volden og manglende selvtillid og netværk på arbejdsmarkedet.

Blandt kvinderne med påbegyndt ophold på krisecenter i 2017 havde 28 pct. haft midlertidige

ydelser mv. som primært forsørgelsesgrundlag i hele perioden fra 2012 til 2016, mens

omkring 20 pct. havde midlertidige ydelser mv. som primært forsørgelsesgrundlag i 3-4 år ud

af de fem år mellem 2012 og 2016, jf. figur 10.27.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

275

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

10.6 Uddannelse

Samlet set har kvinder med ophold på kvindekrisecenter et lavere uddannelsesniveau end

kvinder, som ikke har haft ophold på et krisecenter.

Ser man på uddannelsessituationen for kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecenter i

starten af 2017, var det halvdelen af kvinderne, som hverken havde gennemført eller var i

gang med en ungdomsuddannelse, jf. figur 10.28.

Figur 10.28

Uddannelsesstatus ultimo 2016 blandt kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017

Hverken gennemført

eller i gang med

ungdomsuddannelse

51 pct.

Gennemført mindst

ungdomsuddannelse

44 pct.

I gang med ungdomsuddannelse

5 pct.

Anm.: Uddannelsesstatus er opgjort pr. 31/12 2016 på bagrund af elevregisteret og forløbsregisteret for højest

fuldførte uddannelse. Uddannelse omfatter i denne opgørelse ungdomsuddannelser og derover.

Ungdomsuddannelse omfatter i denne opgørelse ikke Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Personer, der er i

gang med en ungdomsuddannelse, omfatter kun personer, som ikke har gennemført mindst en

ungdomsuddannelse, herunder enkelte, der er i gang med en videregående uddannelse. Gennemførte

uddannelser omfatter også indvandreres medbragte uddannelsesoplysninger (inkl. imputerede oplysninger). Se i

øvrigt anmærkningen til figur 10.4 og boks 10.1 for opgørelsen af kvinder på kvindekrisecentre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er særligt blandt de unge kvinder på krisecentrene, at få har gennemført eller er i gang

med mindst en ungdomsuddannelse.

Blandt 18-24 årige kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecenter i 2017 var det 63

pct., som hverken havde gennemført eller var i gang med en ungdomsuddannelse eller

videregående uddannelse i starten af året. 19 pct. havde gennemført mindst en

ungdomsuddannelse, mens 18 pct. var i gang med en ungdomsuddannelse eller en

videregående uddannelse, jf. figur 10.29.

276

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Figur 10.29

Uddannelsesstatus ultimo 2016 blandt kvinder med påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017,

opdelt efter alder

Pct.

100

18-24 år

25-29 år

Gennemført mindst ungdomsuddannelse

30-39 år

40-49 år

I gang med ungdomsuddannelse

50 år eller derover

Hverken gennemført eller i gang med ungdomsuddannelse

Anm.: Se anmærkningen til figur 10.28.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Kun en tredjedel af kvinder med påbegyndt ophold på krisecenter i 2017, der har gennemført

mindst en ungdomsuddannelse, havde gennemført en videregående uddannelse. Det er

væsentligt færre sammenlignet med kvinder uden ophold på krisecentre. 16 pct. af alle

kvinder med ophold på krisecenter i 2017 havde gennemført en videregående uddannelse,

mens 28 pct. havde gennemført en ungdomsuddannelse, jf. figur 10.30.

Figur 10.30

Højest fuldførte uddannelse ultimo 2016 blandt

kvinder med ophold på krisecenter i 2017

Figur 10.31

Højest fuldførte uddannelse ultimo 2016 blandt

kvinder uden ophold på krisecenter i 2017

Videregående

uddannelse

16 pct.

Videregående

uddannelse

37 pct.

Grundskole mv.

24 pct.

Ungdoms-

uddannelse

28 pct.

Grundskole

mv.

56 pct.

Ungdoms-

uddannelse

39 pct.

Anm.: Højest fuldførte uddannelse er opgjort ultimo 2016. Grundskole mv. omfatter personer uden registreret

højest fuldførte uddannelse. Højest fuldførte uddannelse blandt kvinder uden ophold på kvindekrisecentre i 2017

er opgjort på baggrund af antal 18-64-årige ultimo 2017. Se i øvrigt anmærkningen til figur 10.28.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

277

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 10

Kvinder på kvindekrisecentre

Uddannelsesniveauet blandt kvinder på krisecentre varierer ikke meget, når man

sammenligner på tværs af oprindelse.

Både blandt kvinder med dansk oprindelse og ikke-vestlig oprindelse med ophold på

krisecentre har op mod 60 pct. grundskolen som højeste fuldførte uddannelse, jf. figur 10.32.

Figur 10.32

Højeste fuldførte uddannelse ultimo 2016

blandt kvinder med ophold på krisecenter i

2017, opdelt efter oprindelse

Pct.

100

Dansk oprindelse

Grundskole mv.

Videregående uddannelse

Ikke-vestlig oprindelse

Ungdomsuddannelse

Pct.

100

Figur 10.33

Højeste fuldførte uddannelse ultimo 2016

blandt kvinder uden ophold på krisecenter i

2017, opdelt efter oprindelse

Pct.

100

Dansk oprindelse

Grundskole mv.

Videregående uddannelse

Ikke-vestlig oprindelse

Ungdomsuddannelse

Pct.

100

Anm.: Oprindelse er opgjort på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelsesmetode (Statistikbanken, FOLK2). Se

anmærkning til figur 10.30 og 10.31.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Lidt flere kvinder med ikke-vestlig oprindelse på krisecentre har gennemført en videregående

uddannelse sammenlignet med kvinder af dansk oprindelse.

Blandt kvinder uden ophold på krisecentre er det 22 pct., der har grundskolen som højeste

fuldførte uddannelse blandt kvinder med dansk oprindelse, mens andelen er 43 pct. for

kvinder med ikke-vestlig oprindelse, jf. figur 10.33.

278

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

11. Status på fremdrift for

datastrategien på socialområdet

Gode data giver åbenhed og gennemsigtighed for den enkelte borger om, hvad kommunerne

og andre aktører leverer på socialområdet, og styrker mulighederne både nationalt og lokalt

for at pege på, hvad der virker, og hvor der er behov for en mere effektiv socialpolitisk

indsats. Samtidig giver gode data bedre mulighed for erfaringsudveksling på tværs af

kommuner.

Børne- og Socialministeriet har derfor med datastrategien for 2016-2020 lagt en ambitiøs

plan for bedre data på socialområdet. Datagrundlaget på socialområdet er i forlængelse heraf

blevet forbedret betydeligt de seneste år. Størstedelen af landets kommuner indberetter nu

data til de forskellige nationale statistikker, og kvaliteten af de data, der bliver indberettet, er

samtidig forbedret. Det er ambitionen, at der vil være fuld kommunedækning på alle nationale

statistikker i 2019. Det gælder fx også statistikken for området for udsatte voksne og voksne

med handicap, som kun indeholdt data for 12 kommuner ved indgangen til 2016. Målbilleder

og konkrete initiativer i strategien er udførligt beskrevet i Socialpolitisk Redegørelse 2016.

Et løft af datagrundlaget på socialområdet har været og er fortsat helt afhængigt af

kommunernes indsats. Det er de kommunale medarbejderes dokumentation af aktiviteter og

indsatser på socialområdet, der udgør fundamentet for de nationale statistikker og gør det

muligt at skabe mere viden om de sociale indsatser. Et fortsat godt samarbejde med KL og

kommunerne om datastrategiens initiativer er derfor afgørende for at indfri de udestående

ambitioner i datastrategien.

Dette kapitel gør status for gennemførte og kommende initiativer under datastrategien.

Herunder gøres der særskilt status for fremdriften for datagrundlaget for udsatte børn og

unge, udsatte voksne samt børn og voksne med handicap.

11.1 Fremdrift i 2017 og 2018

Udmøntningen af datastrategien forløber i store træk planmæssigt, og der er også i det

forgangne år taget flere væsentlige skridt i retning af målsætningen om at sikre dækkende og

aktuelle data om de centrale målgrupper på socialområdet.

Fokus har særligt været på arbejdet med at sikre en vellykket implementering af strategiens

tidligere igangsatte initiativer, hvor bl.a. udmøntningen af saneringen af statistikkerne på

socialområdet har været udfordrende og krævet en stor indsats af både kommuner og

Danmarks Statistik. I nedenstående afsnit gennemgås de øvrige centrale resultater for

efteråret 2017 og 2018.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

281

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

11.1.1

Nye centrale data på socialområdet

I foråret 2018 blev en ny registerbaseret statistik på individniveau om kvinder og børn, der

tager ophold på et kvindekrisecenter, offentliggjort for første gang. Tidligere har der kun

været individbaserede oplysninger fra surveys for omkring 20 pct. af kvinderne, hvilket

vanskeliggjorde analysemulighederne. For en nærmere beskrivelse af statistikken, se afsnit

11.3.1.

I 2018 blev der samtidig for første gang indhentet data fra kommunerne om tildeling af

hjælpemidler som led i Børne- og Socialministeriets pilotprojekt. Data er aktuelt ved at blive

valideret. Der anvendes årligt 2,1 mia. kr. på hjælpemidler på voksenområdet, jf. kapitel 4.

Statistikken kan bidrage til at belyse hvilke, og hvor mange personer, der har behov for

hjælpemidler for at få hverdagen til at fungere bedre, samt om der er kommunale forskelle i

tildelingen af hjælpemidler. Se afsnit 11.3.1 for en nærmere beskrivelse af statistikken.

Statistikken vil bl.a. kunne bidrage til at kvalificere statistikken om De Kommunale

Serviceindikatorer for udsatte voksne og voksne med handicap, som i dag ikke indeholder

oplysninger om personer, som kun modtager hjælpemidler bevilget efter serviceloven.

Endelig igangsatte Børne- og Socialministeriet i 2018 som led i datastrategien et nyt projekt,

der skal sikre sammenlignelige data på individniveau om udgifter til sociale ydelser for

udvalgte kommuner, jf. boks 11.1. De første datasæt med sammenlignelige individbaserede

udgifter forventes at foreligge ved udgangen af 2018, således der i løbet af foråret 2019 vil

kunne udfærdiges analyser på baggrund af tallene.

282

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Boks 11.1

Forsøg med kobling af aktivitets- og udgiftsdata

Mange kommuner efterspørger bedre styringsmuligheder på det specialiserede voksenområde. Grundlaget

for bedre styring er systematisk viden om indsatser, omkostninger og resultater. Større gennemsigtighed

både i den enkelte kommune og på tværs af kommunerne forudsætter, at oplysninger om aktiviteter og

udgifter kan kobles på individniveau. I dag er det imidlertid alene aktivitetsdata om ydelser, som

kommunerne indberetter på individniveau til Danmark Statistik, mens udgiftstal indberettes til Danmark

Statistik på kommuneniveau.

Derfor er der igangsat et projekt, der har til formål at styrke statslige og kommunale analyse- og

styringsmuligheder ved at tilvejebringe et datagrundlag om sammenlignelige enhedsudgifter på det

specialiserede voksenområde i udvalgte kommuner på baggrund af individbaseret data om aktiviteter og

udgifter.

I alt 19 kommuner deltager i projektet:

Ballerup, Brønderslev, Favrskov, Faxe, Fredensborg, Gentofte, Hjørring, Holstebro, Horsens, Høje-

Taastrup, Helsingør, Randers, Ringkøbing-Skjern, Ringsted, Rudersdal, Skanderborg, Slagelse,

Vesthimmerland og Vordingborg kommuner.

Projektet løber fra 2017-2020 og indebærer, at de deltagende kommuner, foruden indberetning af

aktivitetsdata til Danmarks Statistik, også indberetter individhenførbare udgiftsoplysninger. Børne- og

Socialministeriet udarbejder på den baggrund i projektperioden en række standardiserede analyser, der kan

give kommunerne et lettilgængeligt og fælles vidensgrundlag på tværs af kommunerne, som også kan

anvendes som ledelsesinformation lokalt.

Projektet skal styrke de deltagende kommuners styringsgrundlag, og erfaringerne fra projektet skal samtidig

give input til Børne- og Socialministeriets videre arbejde med datastrategien.

11.1.2

Ny forbedret Tilbudsportal på vej

Det indgår også i Børne- og Socialministeriets datastrategi, at Tilbudsportalen skal gøres til et

mere aktivt informations- og styringsredskab for visiterende kommuner. Det er vurderingen,

at et væsentligt løft af portalen er nødvendigt, hvis visiterende kommuner i højere grad end i

dag skal orientere sig i Tilbudsportalen om mulige tilbud til borgere og herved sikre et

incitament for leverandørerne til at indberette aktuelle og gode data om deres tilbud i

Tilbudsportalen. Den eksisterende Tilbudsportal er derfor blevet gennemgået sammen med

interessenterne på området med henblik på at fjerne oplysninger, som hverken

tilsynsmyndigheder eller visiterende myndigheder vurderer nødvendige, ligesom der er set

på, om alle oplysninger, der er behov for i dag, indsamles via portalen. Desuden er der set

på, hvordan portalen kan gøres mere brugervenlig.

Samtidig er der igangsat et stort udviklingsarbejde med opbygning af en ny portal, hvortil der

fremadrettet skal indberettes færre oplysninger, og hvor fx søgefunktionen, men også

brugervenligheden, generelt forbedres, så det bliver nemmere at fremsøge og danne sig

overblik over relevante tilbud. For at sikre en mere effektiv, stabil og sikker IT-drift er den

tekniske drift og udvikling af Tilbudsportalen desuden flyttet til Erhvervsstyrelsen. Den nye

Tilbudsportal forventes idriftsat april 2019.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

283

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

11.1.3

Bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet

I starten af 2018 trådte bekendtgørelsen om dataindberetninger på socialområdet i kraft,

hvormed en væsentlig milepæl med datastrategien blev nået. Databekendtgørelsen samler

for første gang nogensinde alle regler og informationer om dataindberetningen på det sociale

område ét sted, så det er tydeligt, hvad der skal indberettes af hvem og hvornår.

Bekendtgørelsen bliver opdateret løbende, så kommuner og IT-leverandører kan holde sig

opdateret om gældende regler. Børne- og Socialministeriet har i bekendtgørelsen forpligtiget

sig til at varsle eventuelle ændringer af indberetningskrav minimum seks måneder før,

således kommuner og deres IT-leverandører har mulighed for at foretage de nødvendige

tilpasninger, inden ændringen idriftsættes.

11.1.4

Særligt om dataudvikling på dagtilbudsområdet

Børne- og Socialministeriet arbejder også målrettet på at løfte datagrundlaget på

dagtilbudsområdet. I nærværende kapitel er fokus på datastrategien for socialområdet, men

arbejdet med at sikre bedre data på dagtilbudsområdet er kort beskrevet i boks 11.2.

Boks 11.2

Datastrategi for dagtilbudsområdet

Børne- og Socialministeriet overtog dagtilbudsområdet i forbindelse med ressortændringerne i november

2016 og udarbejdede på den baggrund en særskilt dagstrategi for dagtilbudsområdet. Strategien tager bl.a.

sigte på at modne data til brug for implementering af en ny Dagtilbudsportal, hvor en række centrale

nøgletal præsenteres, så forældre og andre kan orientere sig om fakta på kommuneniveau og sammenligne

de enkelte dagtilbud.

Nedenfor er et udpluk af centrale resultater i datastrategien for dagtilbudsområdet:

•

I september 2018 indgik alle 98 kommuner i Dagtilbuds- og normeringsstatistikken, der blev lanceret

første gang i 2017 med 40 kommuner, og siden da er blevet udbygget med flere og flere kommuner.

•

I september 2018 blev Dagtilbudsportalen lanceret. Portalen er en del af den politiske aftale om

dagtilbud ”Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet”, og skal bidrage til større

gennemsigtighed og åbenhed på dagtilbudsområdet. Det er planen, at portalen gradvist udbygges

med informationer bl.a. på institutionsniveau i løbet af de kommende år.

Børne- og Socialministeriet er i samarbejde med Styrelsen for It og Læring i gang med at etablere

Dagtilbudsregistret, der fra 2019 skal give et præcist overblik over alle landets dagtilbud på 0-5-

årsområdet. Registret er desuden en vigtig brik i den videre udvikling af Dagtilbuds- og

normeringsstatistikken, Dagtilbudsportalen og udrulningen af kommunikationsværktøjet AULA på

dagtilbudsområdet.

Børne- og Socialministeriet har som led i arbejdet med at udvikle data på dagtilbudsområdet indhentet

oplysninger fra kommunerne om børns sproglige udvikling på baggrund af sprogvurderinger, der er

registreret i Sprogvurderingsredskabet ’Rambøll Sprog’. Sprogvurderingerne skal anvendes til at

vurdere børns sprog og læring i daginstitutioner.

•

284

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

11.2 Hvad skal vi nå i de kommende år?

Arbejdet med udmøntningen af datastrategien for 2016-2020 er langt, men ikke i mål endnu.

Der er derfor fortsat behov for at arbejde målrettet med implementering af igangsatte

initiativer og iværksætte nye initiativer for at indfri målsætningen om, at der for målgrupperne

udsatte børn og unge, udsatte voksne og personer med handicap bliver indsamlet dækkende

data om, hvem der modtager hvilke indsatser, ydelser og tilbud samt hvornår og til hvilken

pris.

Fremadrettet vil der være fokus på at indfri følgende mål:

•

Det er ambitionen, at der for alle statistikkerne på socialområdet er dækkende

oplysninger om, hvem der modtager hvilke ydelser. Det betyder, at alle kommuner skal

levere data til statistikkerne i 2019.

Indberetning og analyse af udgiftsdata fra deltagende kommuner i projektet om kobling

af aktivitets- og udgiftsdata. Projektet skal bidrage med et datagrundlag om

sammenlignelige enhedsudgifter på det specialiserede voksenområde i udvalgte

kommuner på baggrund af individbaseret data om aktiviteter og udgifter, se boks 11.1

(2019).

Implementering af en ny og mere brugervenlig Tilbudsportal, hvortil der fremadrettet skal

indberettes færre, men prioriterede oplysninger. Ændringen af Tilbudsportalen skal sikre,

at portalen er anvendelig som et mere aktivt informations- og styringsredskab for

kommunerne (2019).

Der skal findes en konkret løsningsmodel, der gør det muligt at få en dækkende og

retvisende opgørelse af børn og unge, der modtager en ydelse efter serviceloven som

følge af et handicap (2019).

Afdækning af mulighed for etablering af et institutionsregister på socialområdet, der skal

koble aktivitetsdata vedrørende hvem, der modtager hvilke ydelser, med oplysninger fra

Tilbudsportalen om, hvor indsatsen bliver leveret samt oplysninger om indsatsens

indhold (2019).

Afdækning af mulighederne for at etablere en platform, der skal samle og udstille

centrale data på socialområdet. Platformen skal sikre, at data på socialområdet er

lettilgængelige for borgere, kommuner og offentligheden generelt, og øge åbenheden og

synligheden om den indsats og de resultater kommunerne leverer på socialområdet

(2019).

Implementering af beslutning om indføring af obligatorisk indberetning af forebyggende

indsatser efter servicelovens § 11, så der tilvejebringes et mere retvisende billede af,

hvilke og hvor mange indsatser kommunerne iværksætter. Den systematiske statistik

over § 11-indsatser skal være med til at styrke vidensgrundlaget på området for udsatte

børn og unge både i kommunerne og fra centralt hold (2020).

•

Socialpolitisk Redegørelse 2018

285

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

11.3 Status på arbejdet med at løfte datagrundlaget på

socialområdet

Arbejdet med at forbedre datagrundlaget på socialområdet har fokus på tre parametre:

Kvaliteten af data, aktualiteten og dækningsgraden af data. Kvaliteten af data afhænger af,

om data er korrekte. Aktualiteten af data afhænger af, om data er tidssvarende, når de bliver

offentliggjort, mens data skal indeholde alle relevante oplysninger for at være dækkende. Til

sammen har dette betydning for i hvilket omfang, data er velegnede til analyseformål og til

sammenligning mellem kommuner.

I det følgende beskrives status for arbejdet med at løfte datagrundlaget på socialområdet

med udgangspunkt i de tre parametre.

11.3.1

Kvaliteten af data på socialområdet

Kvaliteten af data afhænger af, om data er korrekte. Kommunerne spiller her en helt central

rolle. For at sikre, at de data, der indberettes til Danmarks Statistik, er korrekte, foregår der

derfor et grundigt valideringsarbejde, der indebærer en tæt og løbende dialog mellem

Danmarks Statistik og medarbejderne i kommunerne. Kommunerne skal bl.a. bidrage til at

validere og kvalitetssikre data ved at godkende de indberettede data, jf. boks 11.3.

Boks 11.3

Regler for sikring af datakvalitet i bekendtgørelsen om dataindberetninger på socialområdet

I bekendtgørelsen om dataindberetninger på socialområdet er der i § 3 fastsat en række forhold vedrørende

kvalitetssikringen af data:

§ 3. Børne- og Socialministeriet kan kræve, at kommunalbestyrelserne ved henvendelse herom skal

bidrage til at validere og kvalitetssikre de indberettede oplysninger, ved at kommunen endeligt godkender

oplysningerne, så det sikres, at oplysningerne er retvisende. Kommunen har pligt til at reagere på en

eventuel henvendelse fra Børne- og Socialministeriet eller den af Børne- og Socialministeriet udpegede

databehandler inden for fire uger.

Stk. 2.

Den af Børne- og Socialministeriet udpegede databehandler skal sikre, at kommunalbestyrelserne

har en smidig adgang til kvalitetssikring af indberettede data.

Stk. 3.

Børne- og Socialministeriet kan kræve, at fejlbehæftede indberetninger korrigeres, så de

indberettede oplysninger er retvisende.

Stk. 4.

Hvis der konstateres fejl i kommunens registrerings- eller indberetningspraksis, kan Børne- og

Socialministeriet kræve dette udbedret.

Stk. 5.

Børne- og Socialministeriet kan offentliggøre, om kommunerne lever op til de regler, der er fastsat

om indberetning af oplysninger i denne bekendtgørelse.

286

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Det er Danmarks Statistik, der har til opgave at kvalitetssikre de data, der løbende

indberettes på socialområdet. Arbejdet består bl.a. i, at Danmarks Statistik udarbejder en

tilbagemeldingsrapport til kommunerne med overblik over de data, som kommunerne har

indberettet på området. Tilbagemeldingsrapporten skal bidrage til at give overblik over, om

der er problemer i forhold til kommunens indberetninger, og hvor omfattende problemerne

eventuelt er. Dialogen om eventuelle fejl og mangler i kommunernes indberetninger og

opfølgning herpå skal munde ud i, at kommunen kan give deres endelige godkendelse af

data. Ved behov udsender Danmarks Statistik CPR-lister over borgere, der er indberettet

data om, med henblik på at kommunerne bedre kan identificere uoverensstemmelser mellem

de indberettede data og data i sagsbehandlingssystemerne.

Det indgår endvidere som en del af kvalitetssikringsarbejdet, at der udsendes breve til

samtlige kommunaldirektører med overblik over den pågældende kommunes status i forhold

til at godkende data til de centrale statistikker på socialområdet.

Danmarks Statistik arbejder på i løbet af 2019 i højere grad at ensrette og standardisere

arbejdsgangene med kvalitetssikring af data på tværs af statistikkerne på socialområdet. I

figur 11.1 er der givet en overordnet og generel beskrivelse af de enkelte trin forbundet med

kvalitetssikringsarbejdet.

Figur 11.1

Proces for kvalitetssikring af data til statistikkerne på socialområdet

Validering af

data i

Danmarks

Statistik

Dialog med

kommuner

om evt. fejl

og mangler

Offentliggørelse

af data

Løbende

indberetning af

data

Tilbagemeldings-

rapport

Orientering af

kommunaldirektører

Dialog om

godkendelse

af data,

herunder

udsendelse

af CPR-lister

ved behov

Frist for

godkendelse

af data

I det følgende beskrives datakvaliteten for hvert hovedområde på socialområdet nærmere.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

287

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Socialt udsatte voksne

Socialt udsatte voksne er personer over 18 år, der modtager en social ydelse på grund af et

socialt problem eller en psykisk lidelse. De centrale statistikker på området er statistikkerne

om kvindekrisecentre, boformer og herberger samt social stofmisbrugsbehandling.

Derudover indgår der også oplysninger om socialt udsatte voksne i De Kommunale

Serviceindikatorer. Foruden disse statistikker gennemfører VIVE hvert andet år en tælling af

hjemløse i Danmark. Den seneste tælling er foretaget i 2017.

I april 2018 blev der, som nævnt tidligere i dette kapitel, for første gang offentliggjort data fra

en ny registerbaseret kvindekrisecenterstatistik. Kvindekrisecenterstatistikken er en

totaltælling, som omfatter alle påbegyndte ophold på et kvindekrisecenter efter servicelovens

§ 109 i 2017. Den nye statistik består af indsamling af de CPR-oplysninger, som

krisecentrene registrerer i forbindelse med et ophold, samt indsamling af oplysninger om

opholdets længde. Det er en klar forbedring af datagrundlaget på området, der tidligere

primært har bestået af en årlig frivillig undersøgelse. Den frivillige undersøgelse har flere

analysemæssige begrænsninger som følge af, at ikke alle kvindekrisecentre og kvinder med

ophold på kvindekrisecenter deltog. Den nye statistik giver mere viden om hvem, der tager

ophold på krisecentrene, og gør det muligt fra centralt hold at følge op på kvindernes

situation efter opholdet, herunder målgruppens beskæftigelse, uddannelse, familieliv og

sundhed. Samtlige af landets kvindekrisecentre har indberettet data til statistikken, og

kvaliteten af data vurderes generelt at være høj. Kvinder kan tage anonymt ophold på et

kvindekrisecenter efter servicelovens §109, stk. 2. Hvis kvinden opholder sig anonymt på

krisecentret, indgår kvinden stadig i statistikken, men uden yderligere identifikation af

kvinden. Kvinder med anonymt ophold udgør omkring 10 pct. af gruppen af kvinder med

påbegyndt ophold på kvindekrisecentre i 2017. Det skal afklares nærmere, hvorvidt omfanget

af anonyme ophold i statistikken afspejler det reelle behov, eller om det skyldes, at der er fejl

i indberetningspraksis.

Der indføres fortsat nye procedurer for validering af data til statistikken om boformer og

herberger i forbindelse med omlægningen af statistikken fra Ankestyrelsen til Danmarks

Statistik. Det har betydet, at statistikken er blevet et år forsinket. De nye mere omfattende

valideringsprocedurer vil imidlertid betyde, at kvaliteten af data fremadrettet bliver styrket,

hvorfor data om hvem, hvor, hvornår og ansvarlig i figur 11.2 er angivet med grøn.

Der er fortsat udfordringer med kvaliteten af data i statistikken om social

stofmisbrugsbehandling. 19 kommuner endte med ikke at godkende deres indberetninger i

2018, idet de vurderede, at de ikke var retvisende for stofmisbrugsbehandlingen i

kommunen. Dette skete efter en detaljeret kvalitetskontrol af overensstemmelsen mellem

indberetningerne fra myndigheden hhv. behandlingstilbuddene, samt en detaljeret

undersøgelse af baggrunden for de opgjorte hovedtal. Derfor er statistikken markeret med

grå felter i figur 11.2.

Der har bl.a. været udfordringer med snitfladen fra kommunernes sagsbehandlingssystemer

til Stofmisbrugsdatabasen i Danmarks Statistik. En anden grund har været manglende

klarhed over roller og ansvar samt organisering af indberetningsopgaven i et mindre antal

kommuner fx i forbindelse med personaleudskiftning eller organisationsændringer.

Datakvaliteten er til gengæld steget væsentligt for de kommuner, der indgår i statistikken.

288

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Kommunerne er i gang med at afslutte gamle åbne behandlingsforløb for borgere, der skulle

have været afsluttet for længe siden, men som aktuelt spærrer for, at der kan indberettes nye

behandlingsforløb i Stofmisbrugsdatabasen for de pågældende borgere. Desuden

undersøger kommuner i dialog med Danmarks Statistik forløb med manglende indberetning

af myndigheds- eller tilbudsoplysninger samt fejlfinding i forhold til, hvorfor forløb ikke

kommer igennem via kommunernes sagsbehandlingssystem. Ved problemer med

sagsbehandlingssystemerne er IT-leverandørerne blevet involveret for at sikre en fælles

viden om udfordringerne og sammen nå til en indberetning af høj kvalitet.

Med hensyn til oplysninger om prisen for ydelser til udsatte voksne er der på tværs af

områder angivet lav kvalitet. Det skyldes, at der ikke centralt indsamles oplysninger herom,

og der er ikke et krav om at indberette personoplysninger om udgifter til ydelser til udsatte

voksne.

Figur 11.2 viser en sammenfattende status og udvikling i forhold til kvaliteten af data

vedrørende udsatte voksne.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

289

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Figur 11.2

Status på datakvalitet på området for udsatte voksne

Hvilken statistik

Status

Udvikling

Pris

Kvinder og børn på

kvindekrisecenter

Hvem

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

Pris

Personer på

forsorgshjem og

herberg

Hvem

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

Pris

Personer i social

stofmisbrugs-

behandling

Hvem

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

= Lav datakvalitet, det vil sige, at data ikke kan anvendes til analyseformål endnu.

= Der er udfordringer med hensyn til datakvaliteten, men data kan bruges til analyseformål.

= Høj datakvalitet, det vil sige, at data er umiddelbart anvendelige til analyseformål.

Anm.: ’Hvem’, ’Hvor’, ’Hvornår’ og ’Ansvarlig’ henviser til oplysninger om hvem, der modtager ydelser, hvor og

hvornår ydelserne gives, og hvem der har visiteret ydelsen. ’Pris’ henviser til, om der er data for, hvad den

konkrete ydelse koster. Der er i dag ikke krav om at indberette personoplysninger om prisen for ydelser til udsatte

voksne. Pilene illustrerer, om der har været fremdrift eller ej i forhold til datakvaliteten siden sidst.

Kilde: Udarbejdet pba. kommunernes dataindberetninger til Danmarks Statistik.

290

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Socialt udsatte børn og unge

Socialt udsatte børn og unge er børn og unge med behov for særlig støtte som følge af

sociale problemer, og som derfor modtager en forebyggende foranstaltning og/eller er

anbragt uden for hjemmet. De centrale statistikker på området er anbringelsesstatistikken,

statistikken om forebyggende foranstaltninger og statistikken om underretninger, hvor

kommunerne indberetter, når de modtager en underretning med en bekymring om, at et barn

eller en ung ikke trives.

Kvaliteten af data vedrørende udsatte børn og unge bliver gradvist bedre, men der er fortsat

udfordringer med data. Der er fx indikationer på, at kommunerne ikke altid får indberettet, når

anbragte børn og unge flytter til et nyt anbringelsessted. Det er også en udfordring, at

kommunerne ikke altid indberetter, om en anbringelse ophører, når den unge fylder 18 år,

eller om den unge overgår til efterværn. Det skaber usikkerhed om opgørelsen af unge i

efterværn. Derudover har det vist sig at være udfordring, at flere kommuner indberetter og

validerer deres data via deres økonomisystem, hvilket kan resultere i, at det kun er eksternt

finansierede ydelser, der indberettes, mens de interne ydelser ikke indberettes. Der er

iværksat et arbejde, der skal følge op på dette.

Det er endvidere en udfordring, at det ikke er muligt i statistikkerne at skelne mellem, om

børn modtager en forebyggende foranstaltning eller er anbragt som følge af et handicap eller

et socialt problem. Når man fx ser på, hvordan anbragte børn og unge klarer sig i

grundskolen sammenlignet med deres jævnaldrene, er det afgørende at vide, i hvilken grad

gruppen af ’udsatte børn og unge’ også omfatter en væsentlig andel med fx

udviklingshæmning eller hjerneskade, der i udgangspunktet udgør en helt anden målgruppe,

da de ikke nødvendigvis har sociale problemer. Børne- og Socialministeriet arbejder på at

finde en løsning, der gør det muligt at lave dækkende opgørelse af børn og unge med

handicap. En sådan opgørelse vil også bidrage til at styrke kvaliteten af data om socialt

udsatte børn og unge.

For hele området er kvaliteten af data lav med hensyn til oplysninger om pris, da der ikke er

krav om at indberette personoplysninger om udgifter til ydelser til udsatte børn.

Figur 11.3 viser status og udvikling i forhold til kvaliteten af data vedrørende udsatte børn og

unge.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

291

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Figur 11.3

Status på datakvalitet på området for udsatte børn og unge

Hvilken statistik

Pris

Anbringelser

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

Status

Hvem

Udvikling

Pris

Forebyggende

foranstaltninger

Hvem

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

Pris

Underretninger

Ansvarlig

Hvornår

Hvem

Hvor

= Lav datakvalitet, det vil sige, at data ikke kan anvendes til analyseformål endnu.

= Der er udfordringer med hensyn til datakvaliteten, men data kan bruges til analyseformål.

= Høj datakvalitet, det vil sige, at data er umiddelbart anvendelige til analyseformål.

Anm.: ’Hvem’, ’Hvor’, ’Hvornår’ og ’Ansvarlig’ henviser til oplysninger om hvem, der modtager ydelser, hvor og

hvornår ydelserne gives, og hvem der har visiteret ydelsen. ’Pris’ henviser til, om der er data for, hvad den

konkrete ydelse koster. Der er i dag ikke krav om at indberette personoplysninger om prisen for ydelser til udsatte

børn. Pilene illustrerer, om der har været fremdrift eller ej i forhold til datakvaliteten siden sidst.

Kilde: Udarbejdet pba. kommunernes dataindberetninger til Danmarks Statistik.

Børn og voksne med handicap

En række børn og voksne modtager hjælp eller støtte efter serviceloven som følge af en

fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Kommunerne indberetter oplysninger om voksne,

der modtager handicaprelaterede ydelser efter serviceloven til De Kommunale

Serviceindikatorer. Statistikken omfatter en række indsatser for voksne, herunder

socialpædagogisk støtte, midlertidige og længerevarende botilbud, beskyttet beskæftigelse,

aktivitets- og samværstilbud, ledsagerordning og såkaldt borgerstyret personlig assistance

(BPA). I forbindelse med Børne- og Socialministeriets pilotprojekt indleverer en lang række

kommuner nu også oplysninger om tildelingen af hjælpemidler, jf. afsnit 11.1.

292

Socialpolitisk Redegørelse 2018

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Hjælpemiddelstatistikken er så ny, at der endnu ikke er endeligt overblik over kvaliteten af

data. I takt med at data fra hjælpemiddelstatistikken bliver anvendt i analyser og i forbindelse

med folketingssvar, vil eventulle udfordringer og mangler i data blive belyst.

Hjælpemiddelstatistikken er angivet med grå i figur 11.4.

I 2018 er der implementeret ændrede indberetningskrav til De Kommunale

Serviceindikatorer. Konkret betyder det, at der er fjernet 10 krav, hvilket svarer til, at 24 pct.

af alle indberetningerne er saneret.

Kommunerne skal efter de nye krav indberette alle ydelser, der på et eller andet tidspunkt har

været aktive siden 1. juli 2013. Det betyder, at der har været en stor opgave hos

kommunerne, kommunernes IT-leverandører og Danmarks Statistik med at konvertere både

historiske og aktuelle data til de nye krav.

Børne- og Socialministeriet har været i tæt dialog med alle tre parter for at få gennemført

saneringen og afklare, hvordan arbejdet med at konvertere data fra tidligere til nye krav

kunne gennemføres. IT-leverandørerne og Danmarks Statistik har bl.a. udviklet systemiske

løsninger til understøttelse af konverteringsarbejdet for at lette opgaven for kommunerne. På

trods af dette har der være store udfordringer med at få konverteret data – særligt historiske

data, som er indberettet via systemer, som kommunerne ikke længere anvender.

Der er endnu ikke endeligt overblik over, hvorledes datakvaliteten er påvirket af de nye

indberetningskrav. Datakvaliteten forventes på sigt at blive bedre, men er på nuværende

tidspunkt angivet grå i figur 11.4. Det vil sige, at der fortsat er udfordringer med statistikken,

men at data kan anvendes i analysesammenhænge.

Det er fortsat en udfordring, at der ikke er en dækkende registerbaseret national statistik om

indsatser til børn og unge, der modtager ydelser i serviceloven som følge af et fysisk eller

kognitivt handicap, hvorfor figur 11.4 er rød. Det betyder, at det ikke er muligt at få et

dækkende billede af, hvor mange og hvem, der er i målgruppen, samt at vurdere effekten af

indsatser målrettet børn med handicap. Børne- og Socialministeriet arbejder fortsat på at

finde den rette løsning, der sikrer en systematisk indsamling af data om målgruppen.

Figur 11.4 viser status og udvikling i forhold til kvaliteten af data vedrørende børn og voksne

med handicap.

Socialpolitisk Redegørelse 2018

293

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 91: Socialpolitisk Redegørelse 2018, fra børne- og socialministeren

Kapitel 11

Status på fremdrift for datastrategien på socialområdet

Figur 11.4

Status på datakvalitet for børn og voksne med handicap

Hvilken statistik

Pris

Tildeling af

hjælpemidler

Status

Hvem

Udvikling

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

De Kommunale

Serviceindikatorer

for voksne med

handicap og

udsatte voksne

Pris

Hvem

Ansvarlig

Hvornår

Hvor

Pris

Børn med