Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 83
Offentligt
1983998_0001.png
KAMPEN OM ANERKENDELSE SOM FORÆLDER
.
Kultur sociolog Patrizia Madsen
Billedet af faderskabet, er ud fra undersøgelserne at bedømme temmelig broget og modsætningsfyldt i
forhold til anskuelsen af et faderskab i hastig forandring. Dette rejser spørgsmålene; 1) Om fædre
måske har lettere ved at droppe kontakten til deres børn efter skilsmisse, eller 2) Om det offentlige
syste giver så a ge udfordri ger, at fadere til sidst ”giver op”?
Dette dokument er et resume af
resultaterne af en undersøgelse, som havde til formål at undersøge; Hvordan fædre oplever
samarbejdet og kontakten til de offentlige institutioner i forbindelse med deres børns bopæl og
samværsordning, og hvilken betydning det har for faderrollen. Undersøgelsen er baseret på en
spørgeskemaundersøgelse, suppleret af 16 kvalitative interviews
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 83: Artikler og undersøgelser af fædres oplevelse af samarbejdet med de offentlige institutioner
Lovgiv i ge lægger op til at ”bør har ret til to forældre”, også efter et sa livsophør
elle
forældrene. Alligevel er 89 procent af bopælsforældrene ifølge Danmarks statistik kvinder. Når
forældrenes samliv ophører, skal det afgøres, hvem af de to, der skal være bopælsforælder, og
hvem der skal være samværsforælder. Afgørelsen kan enten træffes frivilligt mellem forældrene,
ved Statsforvaltningens mægling, eller ved en domskendelse. Bopælsforælderen, altså i 89% af
tilfældene moderen, er den part, som børnene får folkeregisteradresse hos, og som dermed
modtager økonomisk støtte fra både staten og samværsforælderen, tilbydes hjælp i rollen som
enlig forælder, og inddrages aktivt i barnets dagligdag og de beslutninger, der træffes omkring
barnet. Samværsforælderen, som i langt de fleste tilfælde er faderen, skal derimod betale til
bopælsforælderen, bliver ikke tilbudt hjælp i rollen som samværsforælder, og skal selv være
meget opsøgende for at få informationer om barnets dagligdag. Samværsforælderen, faderen,
kommer derfor til at stå med en oplevelse af at være sat ud på sidelinjen i forhold til barnet og
dets dagligdag. Hertil kommer, at samværsforælderen ikke pr. automatik har ret til samvær med
sit eget barn, men at det i stedet er barnet, som har
”ret til
samvær med den forælder, som det
ikke har bopæl hos”
jf. Forældreansvarsloven § 19 stk. 1, mens stk. 2 præciserer at
”De forælder,
som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær”.
I praksis vil det sige, at fædre e skal
have moderens eller statens tilladelse til at være sammen med deres børn.
Så på trods af, at omsorgsmaskulinitet er blevet et mere dominerende ideal i Danmark, har det
ikke smittet af på ligestillingen, når det handler om at dele ansvaret for børnene efter et
samlivsophør. Kvindernes ansvarsfølelse over for børnene og hjemmet er, ifølge Steen Baagø
Nielsen, mandeforsker ved Roskilde Universitet, ikke nødvendigvis et biologisk træk hos kvinden,
men nærmere en forventning i samfundet som medfører, at mændene står over for en udfordring,
fordi der stadig hersker en skepsis om mænds evner og reelle interesse for omsorg.
Hve
er ”De gode forælder”
Når forældrene ved et samlivsophør ikke kan blive enige om barnets bopæl og samværsordning
tages der ofte kontakt til Statsforvaltningen i håb om hjælp fra en objektiv, tredje part. For mødre
og især fædre, bliver oplevelsen dog en ganske anden
–
en kamp for og om anerkendelse som
forælder.
1
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 83: Artikler og undersøgelser af fædres oplevelse af samarbejdet med de offentlige institutioner
I mødet med Statsforvaltningen oplever fædre og mødre, at anerkendelsen som forælder opnås
ved at udvise gode sa arbejdsev er. Defi itio e af ”det gode sa arbejde” er dog te
elig
uklar, hvor særligt fædrene oplever en manglende rådgivning og vejledning i forhold til, hvad der
forventes, og hvilke kriterier, de som forældre bliver bedømt ud fra.
I et forsøg på at fre stå so
”forældere
ed de gode sa arbejdsev er” gøres der brug af
handlingsstrategier der; 1) Får forælderen til at fremstå på bedst mulig vis, for eksempel ved at
tage skjorte på, forberede sig godt, lade håret gro og tildække tatoveringer for at undgå eventuelle
fordomme, 2) devaluere den anden forælders ressourcer ved at fremhæve de mangler, der kan
være i forhold til for eksempel manglende uddannelse.
Fordi fædre og mødre derved uvægerligt positionerer sig i relation til både hinanden og
Statsforvaltningen
–
og begge har noget at miste i kampen om anerkendelsen som den gode
forælder, ret til at være bopælsforælder eller opnå mere samvær - bliver det vanskeligt at vurdere
forældrenes reelle samarbejdsevne.
Statsforvaltningen optræder for forældrene både objektivt i form af specifikke strukturer og
mekanismer, og subjektivt i form af mentale strukturer og skemaer for, hvordan verden skal
opfattes og forstås. I den sammenhæng har fædre og mødre svært ved at gennemskue spillets
regler i det juridiske felt, og gør derfor brug af advokater og frivillige organisationer, som er en
kobling til det juridiske felt, og et forsøg på at tilegne sig en viden og forståelse af det juridiske
felts spilleregler og sprog. Inddragelsen af
såda
e ” ye” aktører,
der ligeledes skal positionere sig
selv i relation til feltet, er ikke nødvendigvis mere tillidsskabende.
Dette understreger yderligere den samlede situations paradoks, da tillid er en væsentlig
forudsætning for et samarbejde, som i det juridiske felt anses som en kompetence forældrene skal
være i besiddelse af, for at blive
”a erke dt so
forælder”.
Lovgivning eller kultur?
Oplevelsen af at blive mødt som ligeværdige forældre forekommer kun sjældent hos fædrene.
Fædrene oplever tvært i mod at blive mødt af et system, hvor de betragtes som sekundære
forældre, og hvor tilgangen er:
” … Goddag
or –
og nåh, ja, hej far, du er her for resten
også”.
Mødrene derimod, oplever, at veluddannede forældre automatisk tillægges gode
2
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 83: Artikler og undersøgelser af fædres oplevelse af samarbejdet med de offentlige institutioner
samarbejdsevner, god økonomi og mental sundhed. Her tager sagsbehandlingen ikke
udgangspunkt i forældre, som er i sorg og bange for at miste tiden og samværet med barnet.
Favoriseringen sker ikke nødvendigvis på grund af det, som står i loven, men nærmere i
fortolkningen af loven, hvor medarbejdernes vurdering af, hvem der er primær og
sekundær forælder er bundet op på en kraftig kulturel forforståelse. Dermed kommer oplevelsen
af faderrolle til at bære præg af, at være degraderet til e ”øko o iske o sorgsgiver”, hvor
tiden, samværet og nærværet mellem far og barn ikke tillægges samme værdi som relationen
mellem mor og barn.
Så spørgsmålet er, om de offentlige systemer har formået at følge med et faderskab og familieliv
i udvikling? Med udgangspunkt i dette spørgsmål, ville det for offentlige institutioner og udøvende
myndigheder derfor være interessant, at undersøge egen praksis i forforståelse af forældrerollen,
opdragelsesværdier og kønsroller, samt hvilken betydning det har for sagsbehandlingen og billedet
af manden som værende aktivt deltagende i børnenes liv - også efter samlivsophør.
3