SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 64: Samlenotat vedr. den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. og 7. december 2018. Det drejer sig om Kommissionens forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning) (KOM (2016) 411), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 64
Offentligt

Enhed

Familier

Sagsbehandler

Lars Thøgersen/Brian

Gresell Nørgaard

Sagsnr.

2015 - 6747

Doknr.

634253

Dato

20-11-2018

Samlenotat vedrørende den sag inden for Børne - og Socialministeriets

ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 6. og 7. december 2018.

Dagsordenspunkt 20:

Forslag til Rådets forordning om kompetence, an-

erkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægte-

skabssager og i sager vedrørende forældrean-

svar, og om internationale barnebortførelser (om-

arbejdning)

Generel indstilling

KOM (2016) 411 endelig

Forslaget er f remsat med hjemmel i TEUF tredje del, af snit V. Protokollen om Danmarks stilling, der er kny ttet til

Lissabon-traktaten, f inder derf or anv endelse, hv ilket indebærer, at f oranstaltningerne ikke v il v ære bin-

dende f or eller f inde anv endelse i Danmark.

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 64: Samlenotat vedr. den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. og 7. december 2018. Det drejer sig om Kommissionens forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning) (KOM (2016) 411), fra børne- og socialministeren

20. Forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuld-

byrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældre-

ansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning)

KOM(2016) 411 endelig.

Revideret notat. Ændringer mark eret med streg i margenen.

Forslaget er omfattet af retsforbeholdet.

1. Resumé

Det forventes, at formandssk abet på rådsmødet (retlige og indre anliggender)

vil anmode Rådet godk ende hovedlinjerne i formandsk abets forslag til omar-

bejdning af Bruxelles II a-forordningen.

Kommissionen fremsatte den 30. juni 2016 forslag til en forordning om ændring

af Bruxelles II a-forordningen, der indeholder regler om behandlingen af græn-

seoversk ridende sager om forældreansvar, herunder børnebortførelser, samt

om separation og sk ilsmisse. Forslaget har til formål yderligere at forenk le og

effek tivisere behandlingen af grænseoversk ridende sager om forældreansvar

ved at fjerne de resterende hindringer for afgørelsers frie bevægelighed og at

sik re barnets bedste ved at forenk le og forbedre behandlingen af disse sager.

Der ses ik k e at foreligge offentlige tilk endegivelser om de øvrige medlemssta-

ters holdning til forslaget.

Forslaget vurderes ik k e at være i strid med nærhedsprincippet. Da forslaget er

omfattet af retsforbeholdet, vil vedtagelsen af forslaget ik k e have lovgivnings-

mæssige eller statsfinansielle k onsek venser. Danmark er grundlæggende posi-

tiv over for initiativet.

Man agter fra dansk side at tage udfaldet af Rådets drøftelser til efterretning.

2. Baggrund

Den 30. juni 2016 fremsatte Kommissionen forslag til Rådets forordning om

kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i

sager vedrørende forældreansvar, og om internationale børnebortførelser (om-

arbejdning), (KOM (2016) 411 endelig) (herefter den omarbejdede Bruxelles II

a-forordning).

Forslaget, som er modtaget i dansk oversættelse den 5. juli 2016, er fremsat

under henvisning til TEUF artikel 81, stk. 3. Forslaget er dermed omfattet af

retsforbeholdet. Forslaget skal vedtages enstemmigt af Rådet efter høring af

Europa-Parlamentet.

Forslaget er en omarbejdning (ændring) af Rådets forordning (EF) nr.

2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuld-

byrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældrean-

svar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (herefter Bruxelles II a-

forordningen), der er omfattet af Danmarks retsforbehold.

I relation til ægteskabssager (separation, skilsmisse m.v.) og sager om foræl-

dreansvar (forældremyndighed, barnets bopæl, samvær, internationale børne-

bortførelser, anbringelse af et barn uden for hjemmet m.v.) indeholder Bru-

xelles II a-forordningen regler om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser, fri proces og administrativt samarbejde.

Kommissionen udsendte i april 2014 en rapport om, hvordan forordningen fun-

gerer. På grundlag af denne rapport og den offentlige høring over den har

Forslaget er f remsat med hjemmel i TEUF tredje del, af snit V. Protokollen om Danmarks stilling, der er kny ttet til

Lissabon-traktaten, f inder derf or anv endelse, hv ilket indebærer, at f oranstaltningerne ikke v il v ære bin-

dende f or eller f inde anv endelse i Danmark.

Kommissionen fremsat nærværende forslag til omarbejdning af Bruxelles II a-

forordningen.

I bemærkningerne til forslaget har Kommissionen anført, at rapporten og hø-

ringssvarene viser, at forordningen samlet set fungerer godt, men at der på

nogle punkter er behov for forbedringer, navnlig i relation til forordningens be-

stemmelser om forældreansvar.

Forslaget til omarbejdning af forordningen vedrører navnlig følgende om foræl-

dreansvar:



Høring af børn.

Effektivisering af fuldbyrdelsen af afgørelser fra andre medlemsstater om

forældreansvar, herunder gennem afskaffelse af eksekvatur (dvs. afskaf-

felse af prøvelse af om en udenlandsk afgørelse opfylder betingelserne for

fuldbyrdelse).

Forenkling af behandlingen af sager om tilbagegivelse af bortførte børn.

Klarere regler om anbringelse af et barn i en anden medlemsstat.



Det Europæiske og Sociale Udvalg har i sin udtalelse af 26. januar 2017 gene-

relt tilsluttet sig forslaget. I den forbindelse har udvalget anbefalet, at forslaget

også skal indeholde regler, der regulerer situationer, hvor den ene forælder

ikke kommer fra EU. Udvalget har endvidere anbefalet, at det præciseres i for-

slaget, om nye former for ægteskab og skilsmisse skal være omfattet af forord-

ningen, og henviser i den forbindelse til artikel 21 i den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter forskelsbehandling på grund

af f.eks. seksuel orientering er forbudt.

Det dansk e retsforbehold

Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til

Lissabon-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltnin-

ger, der foreslås i henhold til TEUF tredje del, afsnit V, der bl.a. omfatter artikel

81. Efter protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i

henhold til TEUF tredje del, afsnit V, bindende for eller finder anvendelse i Dan-

mark.

Danmark deltager således ikke i vedtagelsen af forslaget til Bruxelles II a-for-

ordningen (omarbejdet), og forordningen vil ikke være bindende for eller finde

anvendelse i Danmark.

3. Indhold

3.1. Formål

Forslaget har til formål yderligere at forenkle og effektivisere behandlingen af

grænseoverskridende sager om forældreansvar.

3.2. Indhold

3.2.1. Forældreansvar

3.2.1.1. Kompetence m.v.

Forslaget indeholder ikke nævneværdige indholdsmæssige ændringer af

forordningens regler om international kompetence og om sagsanlæg m.v.

(kapitel II, afdeling 2 og 3).

Der foreslås dog indsat en ny bestemmelse (artikel 20), hvorefter

myndighederne skal sikre, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne

synspunkter, får en reel og faktisk mulighed for at udtrykke disse synspunkter

under sagen. Myndigheden tillægger barnets synspunkter passende vægt i

overensstemmelse med barnets alder og modenhed og dokumenterer sine

overvejelser i afgørelsen.

I forhold til det fremsatte forslag foreslår formandskabet navnligt, at det

præciseres, at det overlades til national ret at fastlægge, hvordan et barn skal

høres, og at det konkret skal vurderes, om barnet skal høres.

3.2.1.2. Børnebortførelse

Reglerne om behandlingen af grænseoverskridende sager om tilbagegivelse af

bortførte børn foreslås indsat i et nyt kapitel i forordningen (kapitel III).

Den gældende ordning, hvorefter sager om børnebortførelse mellem

medlemsstaterne som udgangspunkt behandles efter

Haagerbørnebortførelseskonventionen (Haagerkonventionen af 1980 om de

civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser, se pkt. 6.1.), foreslås

opretholdt. Konventionen har til formål at sikre umiddelbar tilbagegivelse af

børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat, hvis

barnet indtil bortførelsen eller tilbageholdelsen boede i en anden kontrahe-

rende stat.

Forordningen indeholder supplerende regler om behandlingen af sager efter

konventionen, og disse regler foreslås udbygget.

Der foreslås bl.a., at medlemsstaterne skal sikre, at kompetencen til at

behandle sager om om børnebortførelser koncentreres hos et begrænset antal

retter. Samtidig foreslås det, at retten hurtigst muligt undersøger, om parterne

vil deltage i mægling med henblik på, til barnets bedste, at nå frem til en

acceptabel løsning, dog forudsat at dette ikke forsinker sagen unødigt.

Det foreslås videre præciseret, at barnet i børnebortførelsessager får mulighed

for at udtrykke sine synspunkter i overensstemmelse med den foreslåede nye

bestemmelse i artikel 20 (se pkt. 3.2.1.1.).

Endvidere foreslås det, at en afgørelse om tilbagegivelse kun skal kunne

appelleres én gang, og at retten skal kunne erklære en afgørelse om

tilbagegivelse af barnet foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel.

Hvis afgørelsen ikke bliver fuldbyrdet inden for seks uge, skal retten underrette

den anmodende centralmyndighed i domsstaten eller ansøgeren herom og

redegøre for årsagerne hertil.

Endelig bemærkes, at de foreslåede ændringer af forordningens regler om

anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser (se pkt. 3.2.1.3.) ligeledes vil finde

anvendelse på afgørelser om tilbagegivelse af bortførte børn.

I forhold til det fremsatte forslag foreslår formandskabet navnligt, at

appelbegrænsningen udgår, og at der sættes yderligere fokus på forligsmæg-

ling.

3.2.1.3. Anerkendelse og fuldbyrdelse

3.2.1.3.1. Anerkendelse

Forslaget indeholder ikke nævneværdige indholdsmæssige ændringer af

forordningens bestemmelser om anerkendelse af afgørelser, der er truffet i

andre medlemsstater (kapitel IV, afdeling 1).

3.2.1.3.2. Fuldbyrdelse

3.2.1.3.2.1. Generelle fuldbyrdelsesregler

Det foreslås, at en afgørelse om forældreansvar, som er eksigibel i den

medlemsstat, hvor den er truffet, skal kunne fuldbyrdes i en anden

medlemsstat, uden at der kræves en erklæring om eksigibilitet. Afgørelsen skal

fuldbyrdes på samme betingelser som en afgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten

(artikel 30 og 31). Med dette forslag afskaffes den gældende

eksekvaturordning, og dermed fjernes de resterende hindringer for afgørelsers

frie bevægelighed inden for forordningens anvendelsesområde. Som led i

afskaffelsen af eksekvatur fremgår det af artikel 34, at der skal fremlægges den

attest, der er nævnt i artikel 53 (se pkt. 3.2.1.3.2.4.).

En anmodning om fuldbyrdelse skal efter artikel 32 og 33 indgives til den ret,

der i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten har kompetence til at træffe

afgørelse om fuldbyrdelse. Retten træffer alle fornødne foranstaltninger for at

sikre, at afgørelsen fuldbyrdes, herunder træffer de konkrete foranstaltninger

for fuldbyrdelsen, der skal anvendes, og foretager de tilpasninger af

afgørelsen, der måtte være nødvendige for fuldbyrdelsen. På dette stadie af

sagen prøves grundene til afslag på anerkendelse eller fuldbyrdelse af

afgørelsen ikke, medmindre der indgives en anmodning herom.

Hvis afgørelsen ikke bliver fuldbyrdet inden for seks uger fra det tidspunkt, hvor

fuldbyrdelsesprocedurerne blev indledt, skal retten i fuldbyrdelsesstaten

underrette den anmodende centralmyndighed i domsstaten eller ansøgeren

herom og redegøre for årsagerne hertil.

Når en afgørelse truffet i en anden medlemsstat begæres fuldbyrdet, foreslås

det i artikel 35, at en attest herom forkyndes for den person, mod hvem

fuldbyrdelsen begæres, inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning

gennemføres. Attesten ledsages af afgørelsen, hvis den ikke allerede er

forkyndt for den pågældende. Den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres,

kan i nogle situationer anmode om at få afgørelsen oversat. I så fald er

sikrende foranstaltninger de eneste fuldbyrdelsesforanstaltninger, der må

anvendes, indtil oversættelsen foreligger.

Det foreslås i artikel 36, at retten i fuldbyrdelsesstaten kan udsætte

fuldbyrdelsesprocedurerne, hvis fuldbyrdelsen af afgørelsen er suspenderet i

domsstaten. Endvidere kan retten udsætte fuldbyrdelsesprocedurerne, i

tilfælde hvor fuldbyrdelsen grundet midlertidige omstændigheder såsom

alvorlig sygdom hos barnet vil bringe barnets bedste i alvorlig fare.

Fuldbyrdelsen genoptages ved forhindringens ophør.

Formandskabet foreslår, at den ret, der træffer afgørelse om forældreansvar,

herunder om tilbagegivelse af et bortført barn, skal udstede en attest, der

indeholder oplysninger om rettens behandling af sagen, herunder om

forkyndelse for modparten, om der er tale om en udeblivelsesdom, om

kontradiktion og om høring af barnet. Inden fuldbyrdelse i en anden

medlemsstat af afgørelsen skal attesten forkyndes for den part, som

fuldbyrdelsen rettes mod. Denne part kan anmode den ret, der har udstedt

attesten om at berigtige den, hvis den indholdsmæssigt er forkert. Attesten skal

fremlægges for den fuldbyrdende myndighed til brug for behandlingen af

fuldbyrdelsessagen.

Videre foreslås det præciseret, at en afgørelse om forældreansvar kan nægtes

anerkendt og fuldbyrdet, hvis afgørelsen blev truffet uden høring af barnet efter

den foreslåede bestemmelse herom, jf. punkt 3.2.1.1, hvis barnet havde den

fornødne modenhed til at udtale sig, men at dette ikke gælder, når der

foreligger særlige omstændigheder, herunder i hastende sager.

Samtidig foreslås det, at fuldbyrdelse bl.a. kan suspenderes, hvis den

pågældende afgørelse er blevet appelleret, eller der fremsættes indsigelser

mod fuldbyrdelsen eller mod attesten om den pågældende afgørelse.

Fuldbyrdelsesreglerne foreslås videre præciseret således, at fuldbyrdelse også

kan suspenderes, hvis barnet på grund af fuldbyrdelsen udsættes for risiko for

at lide fysisk og psykisk overlast, og der er tale om en midlertidig situation, der

skyldes forandrede forhold. I så fald skal mulighederne for at gennemføre

samværet undersøges. Viser det sig, at der er tale om en længerevarende

tilstand, kan fuldbyrdelsen afslås.

Det foreslås også, at myndighederne i fuldbyrdelsesstaten kan træffe afgørelse

om samvær under behandlingen af fuldbyrdelsessagen.

Endelig foreslås der tydeligere regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af bl.a.

aftaler om forældreansvar, der er godkendt eller registreret af en offentlig myn-

dighed.

3.2.1.3.2.2. Nægtelse af anerkendelse

Forslaget indeholder kun redaktionelle ændringer af forordningens

bestemmelser om nægtelse af anerkendelse af afgørelser i ægteskabssager

og forældreansvarssager, der er truffet i andre medlemsstater (artikel 37 og

38).

3.2.1.3.2.3. Afslag på fuldbyrdelse

I artikel 40 foreslås det, at fuldbyrdelsen af en afgørelse efter anmodning afslås

af de grunde til ikke-anerkendelse, der er nævnt i artikel 38, stk. 1,

(nugældende artikel 23). Efter denne bestemmelse kan en afgørelse om

forældreansvar ikke anerkendes, hvis anerkendelse åbenbart vil stride mod

grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til,

under hensyntagen til barnets bedste, hvisen person gør gældende, at

afgørelsen krænker vedkommendes forældreansvar, og afgørelsen er truffet,

uden at vedkommende har haft mulighed for at blive hørt, eller hvis sagsøgte

er dømt som udebleven, og det indledende processkrift i sagen ikke er blevet

forkyndt for den pågældende i så god tid og på en sådan måde, at denne har

kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at

vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen. Afgørelsen anerkendes

endvidere i visse situationer ikke, hvis den er uforenelig med en senere

afgørelse.

De tre første grunde til ikke-anerkendelse finder ikke anvendelse på afgørelser

om samvær eller tilbagegivelse af bortførte børn.

Det foreslås, at fuldbyrdelsen af en afgørelse endvidere efter anmodning kan

afslås, hvis fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis omstændighederne har ændret

sig, siden afgørelsen blev truffet, klart vil stride mod grundlæggende

retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten, hvis barnet, som har tilstrækkelig alder og

modenhedsgrad, nu modsætter sig fuldbyrdelse i et sådant omfang, at

fuldbyrdelsen klart strider mod barnets bedste, eller hvis andre

omstændigheder har ændret sig i et sådant omfang, siden afgørelsen blev

truffet, at fuldbyrdelsen klart strider mod barnets bedste.

Hvis fuldbyrdelse afslås under henvisning til, at barnet modsætter sig det,

træffer de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten, før fuldbyrdelsen

afslås, de nødvendige foranstaltninger for at få barnet til at samarbejde og

sikre, at fuldbyrdelsen sker i overensstemmelse med barnets bedste.

Andre begrundelser for afslag på fuldbyrdelse kan ikke påberåbes.

Det foreslås i artikel 44 og 45, at en afgørelse om afslag på fuldbyrdelse kan

appelleres af begge parter. Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun

anfægtes ved de retter og med de foranstaltninger, som hver medlemsstat har

meddelt Kommissionen.

Bestemmelsen i artikel 46 om udsættelse af en sag foreslås i

forældreansvarssager suppleret med en bestemmelse, hvorefter en sag også

kan udsættes, hvis der verserer sager med henblik på en ny eller ændret

afgørelse om samme emne i den medlemsstat, der efter forordningen har

kompetence til at pådømme sagens realitet.

3.2.1.3.2.4. Supplerende fuldbyrdelsesregler

I artikel 49 foreslås det, at forordningens bestemmelser om anerkendelse og

fuldbyrdelse af afgørelser om forældreansvar generelt finder tilsvarende

anvendelse på afgørelser truffet i en medlemsstat, ifølge hvilke et barn skal

tilbagegives til en anden medlemsstat i henhold til

Haagerbørnebortførelseskonventionen, og som skal fuldbyrdes i en anden

medlemsstat end den, hvor afgørelserne blev truffet.

Det foreslås i artikel 53, at den attest, som efter den gældende bestemmelse i

artikel 39 skal udstedes af afgørelsesmyndigheden ved fuldbyrdelse uden

eksekvatur af samværsafgørelser, jf. den gældende artikel 41, skal anvendes

ved fuldbyrdelse uden eksekvatur af alle forældreansvars afgørelser. Attesten

udstedes kun, hvis følgende er opfyldt:



I tilfælde hvor en person er dømt som udebleven: hvis det indledende pro-

cesskrift i sagen eller et tilsvarende dokument er blevet forkyndt for den på-

gældende i så god tid og på en sådan måde, at denne har kunnet varetage

sine interesser under sagen, eller, såfremt disse betingelser ikke har været

opfyldt i forbindelse med forkyndelsen, det ikke desto mindre fastslås, at

vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen.

Alle berørte parter har haft mulighed for at blive hørt.

Barnet har haft mulighed for at blive hørt, medmindre en høring er fundet

uhensigtsmæssig under hensyntagen til barnets alder eller modenheds-

grad.



Den del af den nugældende bestemmelse, der vedrører høring af barnet,

foreslås ændret sådan, at attesten kun må udstedes, hvis barnet har fået en

faktisk og reel mulighed for at udtrykke sig, jf. den foreslåede artikel 20 (se pkt.

3.2.1.1.).

I artikel 54 foreslås det, at den gældende bestemmelse i artikel 43 om

berigtigelse eller inddragelse af attesten suppleres med en bestemmelse,

hvorefter myndigheden i domsstaten efter anmodning skal berigtige attesten,

hvis der som følge afen materiel fejl er uoverensstemmelse mellem afgørelsen

og attesten, og at myndigheden efter anmodning skal inddrage attesten, hvis

den tydeligvis er blevet udstedt med urette.

3.2.1.4. Centralmyndighederne

–

forældreansvar generelt

I reglerne i kapitel V om samarbejde mellem centralmyndigheder om

forældreansvar foreslås det i artikel 61, at medlemstaterne skal sikre, at

centralmyndighederne har tilstrækkelige finansielle og menneskelige

ressourcer til at opfylde deres forpligtelser efter forordningen.

Centralmyndighedernes opgaver i artikel 63 foreslås udvidet sådan, at de også

skal yde bistand ved opklaringen af, hvor et barn befinder sig, når der er tegn

på, at barnet befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og denne

opklaring er nødvendig for at opfylde en anmodning, der er omfattet af

forordningen. Endvidere skal centralmyndighederne i sager om tilbagegivelse

af bortførte børn sørge for, at den sag, der er forberedt i forbindelse med

sådanne sager, færdiggøres inden for seks uger, medmindre særlige

omstændigheder gør det umuligt.

Centralmyndighedernes opgaver foreslås også udvidet sådan, at de er

ansvarlige for inden for deres medlemsstat at fremsende de oplysninger m.v.,

der efter forordningen er indhentet fra andre medlemsstater, til de kompetence

myndigheder.

En myndighed, der modtager sådanne oplysninger, kan anvende

oplysningerne i henhold til forordningen.

Den registrerede skal underrettes om videregivelsen af de indsamlede

oplysninger i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede

medlemsstat. Hvis der er risiko for, at effektiv efterkommelse af anmodningen i

henhold til forordningen, for hvilken oplysningerne fremsendes, kan påvirkes,

kan en sådan meddelelse udsættes, indtil anmodningen er efterkommet.

Samarbejdet mellem medlemsstaterne efter forordningen foreslås med artikel

64 udbygget sådan, at der i større omfang end hidtil vil være mulighed for at

udveksle oplysninger om barnet. Det vil bl.a. være muligt for en medlemsstat,

som barnet har en væsentlig tilknytning til, at bede om en rapport om barnets

situation m.v. fra den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige

opholdssted.Hvis en myndighed i en medlemsstat påtænker at træffe en

afgørelse i en sag om forældreansvar, kan myndigheden, hvis barnets situation

tilsiger det, anmode enhver myndighed, der ligger inde med oplysninger af

betydning for beskyttelsen af barnet, i en anden medlemsstat om at fremsende

disse oplysninger.

Derudover foreslås det, at myndighederne i en medlemsstat, hvor barnet ikke

har sit sædvanlige opholdssted, efter anmodning fra en person med bopæl i

denne medlemsstat, som søger at opnå eller bevare samvær med barnet, eller

på anmodning fra en centralmyndighed i en anden medlemsstat, kan indsamle

oplysninger eller bevismateriale og udtale sig om den pågældendes egnethed

til at have samvær og om vilkårene for udøvelsen af samvær.

Endelig foreslås det, at de omhandlede oplysninger skal sendes til

centralmyndigheden eller den kompetente myndighed i den anmodende

medlemsstat senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen,

medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt.

3.2.1.4. Centralmyndighederne

–

anbringelse af børn i en anden medlems-

stat

Den nugældende artikel 56 om anbringelse af barnet i en anden medlemsstat

indeholder bl.a. en bestemmelse om høring af myndighederne i den

medlemsstat, hvor barnet påtænkes anbragt. Med forslagets artikel 65 foreslås

denne bestemmelse ændret til, at der skal indhentes et samtykke til

anbringelsen fra den kompetence myndighed i den medlemsstat, hvor barnet

påtænkes anbragt. Indhentelse af samtykket skal ske via centralmyndigheder,

og der skal sammen med anmodningen fremsendes en rapport om barnet med

en begrundelse for den påtænkte anbringelse.

Med forslaget indføres en frist på to måneder til at svare på en anmodning om

samtykke til en anbringelse, medmindre særlige omstændigheder gør dette

umuligt.

I forhold til det fremsatte forslag foreslår formandskabet navnlig, at svarfristen

fastsættes til tre måneder, og det præciseres, at manglende svar ikke kan

tages som samtykke til anbringelsen.

3.2.1.5. Forholdet til andre instrumenter

Efter den foreslåede artikel 72 træder forordningen i stedet for de konventioner

mellem to eller flere medlemsstater, som angår spørgsmål, der er omfattet af

forordningen. Dette indebærer bl.a., at Sverige og Finland i deres indbyrdes

forhold ikke længere kan anvende den mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige

bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål (herefter Den Nordiske

Ægteskabskonvention, jf. bekendtgørelse nr. 121 af 10. april 1954 med senere

ændringer) , der bl.a. indeholder regler om kompetence i forældreansvarssager

og om fuldbyrdelse af forældreansvarsafgørelser uden eksekvatur, jf. punkt

6.1.

I forhold til det fremsatte forslag foreslår formandskabet, at Sverige og Finland i

deres indbyrdes forhold fortsat kan anvende Den Nordiske

Ægteskabskonvention.

I artikel 75 foreslås, at bestemmelserne om værnetingsaftaler, overførs el af

kompetence og parallelt verserende sager (litispendes) i Haagerkonventionen

af 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde

vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (herefter

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen) i visse situationer finder anvendelse i

sager mellem en medlemsstat og et tredjeland, der er omfattet af

konventionen.

3.2.2. Ægteskab

Forslaget indeholder kun redaktionelle ændringer af forordningens

bestemmelser om behandlingen af ægteskabssager (kapitel II, afdeling I). De

foreslåede ændringer af bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse af

afgørelser (se punkt. 3.2.1.3.) finder dog også anvendelse på

skilsmisseafgørelser m.v.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har den 18. januar 2018 afgivet sin udtalelse om

Kommissionens forslag og har stillet en række ændringsforslag, herunder bl.a.

følgende:



Definitionen af myndigheder udvides fra judicielle og administrative myndig-

heder til også at omfatte alle øvrige typer af myndigheder i medlemssta-

terne, som har jurisdiktion i sager omfattet af forordningen.

Muligheden for at anbringe et barn uden for hjemmet i en anden medlems-

stat ud over anbringelse hos en plejefamilie eller på en institution udvides til

også at omfatte anbringelse hos familiemedlemmer, og det skal være mu-

ligt at sende socialrådgivere og lignende medarbejdere til den anden med-

lemsstat for at undersøge, om en anbringelse der vil være til barnets bed-

ste.

Den foreslåede bestemmelse i forslagets artikel 20 om høring af børn skal

indeholde

en henvisning til EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og

FN’s børnekonvention, og det skal fremgå af bestemmelsen, at høring af et

barn skal foretages af en dommer eller en særligt trænet ekspert, og at hø-

ringen skal foregå uden parternes eller deres advokaters tilstedeværelse.



5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at forordningen vedrører

grænseoverskridende sager, og at forenkling og effektivisering af behandlingen

af grænseoverskridende sager om forældreansvar kun kan opfyldes ved fælles

regler

Forslaget vurderes

–

af de af Kommissionen anførte grunde

–

at være i over-

ensstemmelse med nærhedsprincippet.

6. Gældende dansk ret

6.1. Forældreansvarslovgivningen

Reglerne om behandlingen af sager om forældreansvar findes i forældrean-

svarsloven (lovbekendtgørelse nr. 1256 af 7. november 2018).

Haagerbørnebortførelseskonventionen blev inkorporeret i dansk ret ved lov om

international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale

børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010, som ændret

ved lov nr. 378 af 27. april 2016. Efter konventionen skal et barn, der er bortført

fra en konventionsstat til en anden, tilbagegives, medmindre der foreligger sær-

lige omstændigheder, herunder at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen

vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed, barnet mod-

sætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at

der bør tages hensyn til dets mening, eller tilbagegivelsen ikke vil være forene-

lig med grundlæggende principper til beskyttelse af menneskelige friheder og

rettigheder.

Efter lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (lovbekendtgørelse nr.

1055 af 8. september 2015) gælder bestemmelserne i Haagerbørnebeskyttel-

seskonventionen i Danmark. Efter konventionen skal en afgørelse om forældre-

ansvar, der er truffet i en konventionsstat, anerkendes og fuldbyrdes i en anden

konventionsstat, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, herunder

at afgørelsen er truffet af en myndighed, der ikke havde kompetence til at be-

handle sagen, at barnet ikke havde haft mulighed for at blive hørt, at afgørel-

sen blev truffet, uden at modparten havde mulighed for at blive hørt, eller hvis

anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen åbenbart vil stride mod grund-

læggende retsprincipper i den stat, som anmodningen rettes til, under hensyn-

tagen til barnets bedste.

Efter konventionen kan der kun træffes afgørelse om anbringelse af et barn i

en anden konventionsstat, hvis den kompetente myndighed i denne stat har

godkendt anbringelsen.

Begge love indeholder særregler om behandlingen af sager efter konventio-

nerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser. Herudover finder be-

stemmelserne i retsplejelovens §§ 536 og 537 (se pkt. 6.3.) anvendelse. Kon-

ventionerne finder anvendelse mellem Danmark og de øvrige EU-medlemssta-

ter

Endelig finder Den Nordiske Ægteskabskonvention anvendelse mellem Dan-

mark og de øvrige nordiske lande. Det fremgår af konventionens artikel 22, at

administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som er truffet i en af de kon-

traherende stater, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæ-

stelse og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller myndighedens kompe-

tence.

6.2. Høring af børn

Det fremgår af § 4 i forældreansvarsloven, at afgørelser om forældreansvar

skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Efter lovens § 34 skal barnet

inddrages under sagen, så barnets perspektiv og eventuelle synspunkter kan

komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige

undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder dog ikke, hvis det må

antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt

efter sagens omstændigheder.

Det fremgår af § 46 i lov om social service (lovbekendtgørels e nr. 1114 af 30.

august 2018 med senere ændringer) (serviceloven), at støtte til børn og unge

med særligt behov herfor skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den

unges bedste. Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer,

og barnets eller den unges synspunkter skal tilltægges passende vægt i

overensstemmelse med alder og modenhed. Efter § 48 i serviceloven skal der

finde en samtale sted med barnet eller den unge, inden der træffes afgørelse

om bl.a. anbringelse uden for hjemmet, med mindre barnets modenhed eller

sagens karakter i afgørende grad taler imod. Kan samtalen ikke gennemføres,

skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.

Det følger af artikel 12 i FN's børnekonvention, at deltagerstaterne skal sikre et

barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at

udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, og at barnets

synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder

og modenhed. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale

sig i enhver sagsbehandling, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem

en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national

ret foreskrevne fremgangsmåder.

6.3. Fuldbyrdelse i Danmark af afgørelser om forældreansvar

Det fremgår af § 536 i retsplejeloven (lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.

september 2017), at danske domme m.v. om forældremyndighed, barnets

bopæl og samvær tvangsfuldbyrdes efter reglerne i lovens § 537. Fuldbyrdelse

kan ske ved anvendelse af tvangsbøder eller umiddelbar magt. Fogedretten er

ikke bundet af rekvirentens anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde. I

tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en

børnesagkyndig erklæring. Fogedretten kan ændre omfang, tid og sted for

samværet samt vilkårene herfor under fuldbyrdelsessagen. Fogedretten kan

fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under

fuldbyrdelsessagen. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller

legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.

Efter retsplejelovens § § 537 kan fogedretten tilkalde en repræsentant fra

kommunen til at varetage barnets interesser under sagen Et barn, som har den

fornødne alder og modenhed, skal have mulighed for at give udtryk for sine

egne synspunkter, medmindre det er til skade for barnet. Afholdes en samtale

med barnet, skal der deltage en børnesagkyndig eller en repræsentant fra

kommunen.

Tvangsbøder fastsættes som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil

barnet udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse af samvær

kan der dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om

udøvelse af samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.

Hvis der ved fuldbyrdelsen skal anvendes umiddelbar magt, skal der deltage

en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets

interesser, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

6.4. Internationale sager om anbringelse af børn og unge uden for

hjemmet

Sager om anbringelse af børn og unge under 18 år uden for hjemmet

behandles efter serviceloven. Efter loven træffes afgørelser om anbringelse af

et barn eller en ung uden for hjemmet af kommunalbestyrelsen med samtykke

fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Afgørelse om

anbringelse uden samtykke træffes af kommunens børn og unge-udvalg.

Kommunalbestyrelsens og børn og unge-udvalgets afgørelser kan indbringes

for Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaver, og barnet eller den unge,

der er fyldt 12 år.

Efter lovens § 2, stk. 1, har enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, ret til

hjælp efter loven, hvilket også omfatter anbringelse af børn og unge uden for

hjemmet.

Loven indeholder ikke hjemmel til at bestemme, at en anbringelse skal

gennemføres i et andet land. Loven indeholder heller ikke regler om

anbringelse i Danmark af et barn, der bor i et andet land.

Internationale sager om anbringelse af børn uden for hjemmet er som

udgangspunkt omfattet af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der bl.a.

indeholder regler om international kompetence, lovvalg og samarbejde m.v.

mellem konventionsstaternes myndigheder.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige k onsek venser

En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.

Øk onomisk e k onsek venser

En vedtagelse af forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer:

–

Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Barnets Tarv Nu,

Bedsteforældrene

–

imod forældreansvarsloven, BUPL - Forbundet af

Pædagoger og Klubfolk, Byretterne, Børne- og kulturchefforeningen,

Børnerådet, Børn og Familier, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danske

Advokater, Danske Familieadvokater, Danske Handicaporganisationer, Dansk

Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det

centrale handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes

Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Et barn to forældre, Fabu, FOA

–

Fag og Arbejde, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen

af Danske Døgninstitutioner, Foreningen af Offentlige Chefer i

Statsforvaltningen, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Foreningen af

Statsforvaltningsjurister, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,

ForældreLANDSforeningen (FBU), HK/Danmark, HK/Kommunal, HK

Landsklubben Danmarks Domstole, Institut for Menneskerettigheder, KL,

Kvinderådet, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK),

Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud,

Landsforeningen Bopam, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen

af Socialpædagoger, Livsværk, Mandekrisecentret, Mødrehjælpen,

Plejefamiliernes Landsforening, Red Barnet, Røde Kors, Rådet for Socialt

Udsatte, Socialpædagogernes Landsforbund, Statsforvaltningen, TABUKA,

Ungdommens Vel, Ungdomsringen, Ungdommens Røde Kors, Vestre Landsret

og Østre Landsret.

Der er modtaget svar fra byretterne, Børnesagens Fællesråd, , Børn og

Familier, Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet , Foreningen Far, Institut

for Menneskerettigheder, LOS

–

De private sociale tilbud, Statsforvaltningen,

Vestre Landsret og Østre Landsret.

Byretterne, Børnesagens Fællesråd, , Børn og Familier, Dansk

Socialrådgiverforening, Datatilsynet , Institut for Menneskerettigheder, LOS

–

De private sociale tilbud, Statsforvaltningen, Vestre Landsret og Østre Landsret

har ingen bemærkninger til forslaget.

Foreningen Far har om forslaget bl.a. anført, at det er vigtigt at være

opmærksom på det moderne og ligeværdige familieliv for børn og forældre i

Norden, de store kulturelle forskelle i Europa, børn, der i stigende grad flyttes

på tværs af europæiske grænser med forældre fra to lande, og Europarådets

resolution af 2. oktober 2015 om børn og fædres ligeværdige rettigheder i

Europa.Foreningen mener derfor, at det er vigtigt for Danmark at opretholde

retsforbeholdet.

Sagen har senest været sendt i skriftlig høring i Specialudvalget for

politimæssigt og retligt samarbejde den 16. november 2018.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemsstaterne er grundlæggende positive over for forslaget.

Irland og Storbritannien har meddelt, at de agter at deltage i vedtagelsen og

anvendelsen af forordningen.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Danmark er grundlæggende positiv over for initiativet.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg den 1. juni

2018.

Grund- og nærhedsnotat om sagen blev sendt til udvalget den 1. september

2016.