Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 40
Offentligt
Til alle medlemmer af socialudvalget
Jeg skriver til jer for at gøre opmærksom på, hvor stor forskel der er på hvor meget man,
som skatteyder kan få i børnepenge og SU, selvom man tjener det samme og betaler det
samme i skat.
Det afhænger alt sammen af fødselsdatoen.
Hvis man som vores søn, er født den 10. oktober, får man først børnepenge for kvartalet
efter altså den 20. januar. Hvis man derimod er født den 30. september får man allerede
for det kvartal som starter den 1. oktober altså den 20. oktober. Man skulle så tro at det
udlignede sig i sidste ende når barnet bliver 18 år, men det gør det ikke, man får kun
penge til og med den dato barnet har fødselsdag.
Og så skal man snydes igen, når man skal have SU. Når man har fødselsdag den 10.
oktober kan man først få SU fra 1. januar, hvorimod den som har fødselsdag den 30.
september kan få fra 1. oktober.
Vi er heldigvis selv i den heldige situation, at det ikke vælter vores budget at vores søn
ikke får SU før til januar, men hvis jeg havde været enlig mor i en lejelejlighed ville det
være et stort problem. Jeg ville ikke længere få børnepenge og ville heller ikke længere få
boligstøtte, fra den dag mit hjemmeboende barn fyldte 18 år. Og barnet ville ikke kunne få
SU før op til flere måneder efter det fyldte 18 år.
Jeg synes det er meget forkert, at der kan være så stor forskel på, hvad man får for sine
skattepenge, det er dybt uretfærdigt, at det skal være sådan. Jeg håber i vil tage det op til
debat og ændre det, så det bliver mere lige for alle.
Med venlig hilsen
Maja Plougmand