Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 265
Offentligt
Mit brev til de børnesagkyndige :
Kære Børnesagkyndige selskab
Jeg vil gerne i dialog med jer om, hvordan højkonflikt-skilsmisser fremover kan udredes bedre. Jeres
nuværende undersøgelser er ikke gode nok.
Vi er et netværk for psykopati- og stalkingramte. I netværket er 1200 forældre og halvvoksne børn. Både de
voksne og børnene er ufrivillige parter i en højkonflikt-skilsmisse, hvor en psykopatisk forælder har ført krig
i årevis.
Ingen af børnene har oplevet at den børnesagkyndige gennemskuede karakterafvigeren.
Ved sammenligning af mere end 200 undersøgelser opdagede vi, at ingen af de børnesagkyndige
realitetstestede forældrenes informationer, og kun to af mere end 200 frarådede samvær pga. nedsat
forældreevne hos psykopaten.
Eventuelle oplysninger om vold, psykopati, seksuelle overgreb eller posttraumatisk stress blev vendt imod
den bekymrede forælder som "manglende samarbejdsevne" eller "nedsat forældreevne pga. ptsd". Ikke en
eneste børnesagkyndig tog muligheden for familievold i betragtning.
Som følge heraf har 14 af forældrene i netværket taget fængselsstraf i fogedretten for ikke at udlevere
børnene, og andre levet i midlertidig sikkerhed i Sydamerika, Asien, Afrika, vores nordiske nabolande og
rundt om i venners og bekendtes sommerhuse og kolonihavehuse med deres børn.
Det er ikke rimeligt, at fornuftige, lovlydige og veluddannede forældre får smadret børnenes og deres egne
liv, fordi jeres medlemmer ikke kan deres håndværk.
Vi vil gerne i dialog. Vi ved, at opdraget i de børnesagkyndige undersøgelser er utilstrækkeligt i sager om
psykopati, misbrug og incest. Det er en pseudo-sikkerhed, at psykologen tager 3 samtaler med hver
forælder og observerer forælder-barn i 2 x 1-2 timer.
Undersøgelsen "Med barnet som gidsel - stalking af mødre" af professor Ask Elklit (2013) dokumenterer, at
77% af de forældre, som skal udlevere deres børn til samvær, selv om de er bekymrede, får posttraumatisk
stress. De fleste mister tilknytningen til arbejdsmarkedet i en årrække eller varigt.
Forældrene oplyser anonymt i undersøgelsen, at børnene i gennemsnit tilbringer 1/3 af barndommen på
samvær hos den far, som har øvet familievold og forfølger børnenes mor. Forældrene oplyser i
undersøgelsen, at de børnesagkyndige ikke har hjulpet dem og børnene.
Jeg vil gerne, hvis I fastholder, at jeres undersøgelser er gode nok, bede om en forklaring på, hvordan I kan
gennemskue en psykopat eller en alkoholiker og give børnene og de bekymrede forældre retssikkerhed
efter så kortvarig observation?
Jeg vil gerne vide, hvorfor I ikke finder anledning til at gå i dybden, når den ene forælder er bange for den
ene forælder, har udviklet posttraumatisk stress som følge af samlivet eller ekspartnerstalking, eller når
den ene forælder fortæller graverende og voldsomme ting om stalking (evt. i form af talløse rets- og
klagesager), vold, seksuelle overgreb mod børn, psykisk vold med indespærring og kvælertag?
Jeg vil gerne vide, hvorfor ingen undersøger, om børnene har traumer og kan tåle samvær?
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 265: Henvendelse af 29/4-19 fra Sidsel Lyster om højkonflikt skilsmisser
Jeg er tidligere præst og jurastuderende. Jeg fik 10 i familieret på dokumentere, at man ikke kan stoppe
samvær med en voldelig eller alkoholiseret forælder. Den eneste nødbremse ifht. samvær er, at barnet er
ødelagt eller stort nok til at sige fra, eller at en børnesagkyndig fraråder samvær.
I er altså barnets eneste "advokat".
Der er kun 800 samværsstop årligt, selv om ti gange så mange forældre søger samvær stoppet. Tallet virker
meget lavt, i forhold til at over 100.000 danskere (ca. 1-3% af befolkningen) har psykopatiske træk og mere
end 200.000 danskere er misbrugere af alkohol eller stoffer.
De fleste samvær stoppes, fordi børnene er store og selv stopper kontakten til én af forældrene.
Min datter er én af dem. Ti børnesagkyndige psykologer har tilrådet samvær, mens hun blev stadig mere
ødelagt. Jeg måtte i fængsel i 2010 for ikke at udlevere hende, og kommunen måtte anbringe hende uden
for hjemmet i 2012 for at beskytte hende, fordi alle børnesagkyndige sagde, at samvær var godt for hende.
I 2013 vurderede den kommunale ankestyrelse, fogedretten og Østre Landsret, at det vil være til alvorlig
fare for min datters trivsel og udvikling at udlevere hende til hendes far.
En teenagepige i netværket var igennem 5 børnesagkyndige undersøgelser, inden hun fik polititilhold mod
sin far og droppede kontakten. Hun siger, at hver eneste dag hos ham hele barndommen føltes som en
børnebortførelse.
En anden teenagepige i netværket er rystet over, at den børnesagkyndige i statsforvaltningen "købte alt
hvad min far sagde", og ikke troede på barnet, som fortalte, at hun var bange, når hendes far kørte
spritkørsel med hende og låste hende inde. Selv om hun sagde samværet med sin far fra som 13-årig, bliver
hendes lillesøster stadig tvunget til samvær.
Et par tvillinger endte hos en mor med borderline-psykopati, fordi den børnesagkyndige vurderede hende
mest velegnet. De er nu 14 år gamle og har fravalgt al kontakt med moderen, som skoldede og seksuelt
misbrugte den ene af tvillingerne.
Jeg har mange flere lignende sager. Over 200, faktisk. Alle med flinke børnesagkyndige psykologer fra jeres
selskab, som ikke ville "berøve børnene retten til en far og en mor."
Med venlig hilsen Sidsel Lyster
P.S. Her er vores svar til folketingets socialudvalg, som spørger:
Spørgsmål 6: Hvorfor er børnesagkyndige undersøgelser ikke den bedste måde at inddrage børnene i
skilsmissesager?
To psykologer i vores netværk svarer: Børnesagkyndige psykologer er eksperter i børn. De er uddannet i
børns udviklingsstadier, trivsel mv. og er ikke specialuddannet til at se på voksenadfærd.
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 265: Henvendelse af 29/4-19 fra Sidsel Lyster om højkonflikt skilsmisser
Ofte får den børnesagkyndige som opdrag, ved samme lejlighed som den børnesagkyndige undersøgelse, at
være opmærksom på om en af forældrene lider af en personligheds-eller adfærdsforstyrrelse (eksempelvis
psykopati eller overgrebsadfærd). I sådan en situation bør børnepsykologerne straks meddele, at det ligger
uden for deres fagområde at vurdere om en voksen person lider af en personlighedsforstyrrelse.
Børnesagkyndige undersøgelser går til lavestbydende. De fleste seriøse psykologer siger nej til at lave
børnesagkyndige undersøgelser for statsforvaltningen, da de ikke vil eller kan lave en seriøs lødig
undersøgelse på de vilkår og til den pris, som statsforvaltningens og rettens børnesagkyndige udbyder sig
til.
Kun en psykiater kan på- eller afvise en psykopatisk diagnose. En psykiater forsøger at lave en historik på
de pågælde de perso , la. ved at i drage vid er , u dersøge de es opvækst (fa ilieforhold og
skolegang), tidligere arbejdsforhold, samliv/ægteskab etc. En samtale udelukkende med den dyssociale
person giver kun et manipuleret og løgnagtigt billede, der ikke kan bruges til ret meget hvis den står alene.
De børnesagkyndige gør det stik modsatte af en psykiater. De vil ikke bruge vidner og fortiden tæller
/inddrages ikke. De ønsker kun at inddrage det, de selv ser og det, den dyssociale selv ønsker at bidrage
med.
De børnesagkyndige, der bruges i Statsforvaltningen, udpeges af et udvalg af børnesagkyndige. Dette
udvalg
lægger ikke vægt på tidligere vold i parforholdet, da ar esy et i de ør esagky diges selska
at barnet har ret til begge forældre.
er,
I princippet har psykologerne frie hænder. Ingen følger op på kvaliteten af deres arbejde. Der følges ikke op
på barnets trivsel et halvt år efter statsforvaltningens afgørelse, så man kan se, om den børnesagkyndige
har foretaget en korrekt vurdering, og om barnet har det godt.
De ledere i statsforvalt i ge , der evt. laver stikprøveu dersøgelser på de ør esagky diges
arbejde, er
ikke selv psykologer og har ingen ekspertviden i vold.
De børnesagkyndiges arbejde er vejledende og det er op til Statsforvaltningen om de vil følge
anvisningerne. Det vil sige at ansvaret ikke kan placeres hos de børnesagkyndige.
Statsforvaltningen baserer deres beslutninger på de børnesagkyndige undersøgelser, så de mener også at
være uden ansvar eftersom de ikke selv har lavet undersøgelserne.
Selv om der skulle være en børnesagkyndig, der ser de psykopatiske træk hos en eller begge forældre, må
de ikke skrive dette i rapporten, da de ikke er psykiatere, og det ligger i deres opdrag, at forældrene er
ligeværdige, og at den børnesagkyndige ikke må tage parti. Den børnesagkyndige må kun beskrive, hvordan
det er hos mor og far, og hvad børnene har sagt.
Som jura-uddannet kan man ikke læse psykologsprog, selv om psykologen føler, at psykopatien er
–
indirekte
–
skåret ud i pap i adfærds- eller samspilsbeskrivelsen. Derfor falder undersøgelserne imellem to
stole, hvor begge forældre bebrejdes konflikterne og barnets mistrivsel.
Ikke engang en psykolog, som laver tests, må lave diagnoser. En psykolog, som står med en psykologisk
test i g af e ueg et forælder, ka skrive ti g so Når hu er i ro, er hu i de for or alo rådet . Det
kræver en særdeles kyndig jurist at læse ud af sådan en beskrivelse, at forælderen bliver livsfarlig i
stressede situationer.
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 265: Henvendelse af 29/4-19 fra Sidsel Lyster om højkonflikt skilsmisser
Bør esagky dige ka altså ikke ko
e ed præ ise a efali ger, e
ere e la dska s eskrivelse
eller et øje liks illede . Og de ør esagky
dige skal beskrive mange sider om et par timers observation.
Der kommer ikke deciderede konklusioner, så der er frit slag for juristen til at træffe nærmest en hvilken
so helst afgørelse aseret på dette æ so t og vagt for ulerede la dska .
Hvis psykologen har erfaring og uddannelse inden for psykiatri og er vant til at diagnosticere
karakterafvigelser og personlighedsforstyrrelser, kan forældrenes samspil med barnet observeres. Der bør
dog være to psykologer eller en psykolog og en psykiater
–
så er der skærpede omstændigheder, og begge
fagpersoner vil, hvis de ikke kender hinanden, gøre deres bedste.
En børnesagkyndig, som ikke kender barnet og dets normale reaktioner i trygge omgivelser, giver en falsk
tryghed ed si e sa spilsu dersøgelser . De ørnesagkyndige
kan ikke læse et barn, han/hun ikke
kender. F.eks. er mange voldsramte børn overtilpassede og tilsyneladende glade i den voldelige forælders
selskab.
Der er også usikkerhedsfaktorer ved samspilsundersøgelsen, f.eks. influenza eller hvem børnene sidst har
været hos.
Ofte er den sagkyndige specialist i klinisk psykologi. Det er fagfolk, der normalt arbejder med forskellige
former for psykologisk terapi i forhold til en patient. Terapiens opgave er at hjælpe patienten til at ændre
sin negative kognitive tilstand. I sådan en sammenhæng er det ligegyldigt, om patientens beskrivelser af sit
liv er sandheden eller blot en indre oplevelse.
I retssystemet finder vi igen de samme kliniske psykologer, men nu som sagkyndige psykologer. I sådan en
situation, vil parterne være interesseret i at fremhæve deres egne positive færdigheder og modpartens
negative færdigheder. Allerede her er forskellen til en hverdag med klinisk terapi betydelig.
Dermed bliver den sagkyndiges rolle fundamentalt forskellig fra terapeutens rolle.
Sandheden er helt afgørende for at kunne sige noget fagligt i afgørelsessager.
I de sager om forældremyndighed hvor man har at gøre med misbrugere eller psykopater, kan den
børnesagkyndige nemt gå grueligt galt i byen, da disse personlighedstyper er specialister i at give et falsk
billede af virkeligheden.
Mange børnesagkyndige undersøgelser er dårligt lavet: partiske, konkluderende og uden realitetstestning
af parternes forklaringer. Beskyldninger om vold, misbrug og personlighedsforstyrrelser affejes uden
nærmere undersøgelser.
Døgnovervågning i familiehuse i længere tidsrum giver et mere retvisende billede af psykopater og
alkoholikere end kortere samspilsundersøgelser, da en misbruger eller psykopat kan udvise normal adfærd i
kortere tidsrum under overvågning.
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 265: Henvendelse af 29/4-19 fra Sidsel Lyster om højkonflikt skilsmisser
Selskab for børnesagkyndige svarer:
Til Sidsel Lyster
Svar på din henvendelse fra d. 2. januar 2017 og d. 26. april 2017. Vi beklager, at vi ikke tidligere har svaret
på din henvendelse af 2. januar 2017
Vi har i Styrelsen for Børnesagkyndig Psykologer gennemlæst dine henvendelser vedr. De Komplekse
Skilsmisser.
Ud fra din/jeres henvendelse kan vi se, at I ønsker en dialog omkring de komplekse skilsmissesager. Vi vil
gøre opmærksom på, at det ikke vil være muligt at indgå i en dialog omkring dette. Vi er i styrelsen meget
opmærksomme på netop disse sager, og der bliver gjort et stort og grundigt stykke arbejde i sager, hvor der
kan være mistanke om personlighedsforstyrrelse, andre psykiske forstyrrelser, vold, misbrug eller andre
ting, der kan skade relationen mellem forældre og barn/børn.
Der er på området for børnesagkyndigt arbejde en vejledning, som bliver anbefalet anvendt, når der skal
foretages børnesagkyndige undersøgelser, denne beskriver hvilke områder der som minimum skal
undersøges, og samtidig modtager alle psykologer der arbejder på området et opdrag fra
Statsforvaltningen eller Retten, der skal følges ved undersøgelsen.
Alle børnesagkyndige undersøgelser fokuserer på barnets perspektiv, og den fokuserer på begge forældres
situation., og den belyser relationen mellem begge forældre og barnet/børnene. Komplekse skilsmissesager
kræver stor faglighed, som alle psykologer i selskabet besidder. Der anvendes ofte supervision på de
enkelte sager, således at der ikke overses vigtige og afgørende elementer ved undersøgelserne.
DU/I beskriver i dit indlæg, at der ønskes en drøftelse af undersøgelsernes kvalitet, da du/I mene,r at
undersøgelserne er mangelfulde, og at de bærer præg af manglende viden. Vi må bede dig om at rette
henvendelse til lovgivere og eller psykolognævnet såfremt du/I finder, at kvaliteten ikke er i orden, eller
hvis I fremadrettet ønsker andre vejledninger/retningslinjer for de børnesagkyndige undersøgelser.
Venlig hilsen
Styrelsen for Børnesagkyndige Psykologer