SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 238: Henvendelse af 9/4-19 fra en gruppe borgere i Herlev om sagsbehandlingspraksis voldsramte mødre og deres børn møder i kommunalt som i statsligt regi (anmodning om foretræde for udvalget)

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 238
Offentligt

9. april 2019

Anmodning om deputationsforetræde

Vi anmoder hermed om deputationsforetræde med henblik på at gøre folketingets

politikere opmærksomme på den sagsbehandlingspraksis voldsramte mødre og deres

børn møder i kommunalt som i statsligt regi.

Antallet af enlige fædre med bopælsretten og fuld forældremyndighed er steget med

16,1% i Københavns Kommune i de sidste fem år og på landsplan med 9%. I mange

tilfælde er det voldsramte mødre, som mister bopælen over deres børn.

Børnene bliver således placeret hos en far som har ydmyget, overvåget, kontrolleret,

bagtalt og hånet moren, misbrugt hende økonomisk og følelsesmæssigt. Den

følelsesmæssige vold indebærer også ignorering i lange perioder. I mange tilfælde er

moren blevet slået, udsat for kvælertag, skub, spark, kastet rundt, fået armen drejet rundt

og fået kastet ting efter sig samtidig med, at hun er blevet råbt af. I de fleste tilfælde har

moren oplevet gentagne trusler om vold. Trusler om vold indebærer knytnæver rettet mod

ansigtet, møbler kastet omkring, verbale trusler som ”jeg slår dig fandme ihjel” og ”jeg

slår dine børn ihjel” og våben der rettes mod kroppen og ansigtet. Alt dette sker meget tit

foran børnene og børnene inddrages i volden ved, at moren ved skub og spark kan falde

med barnet på armen eller lande ovenpå et barn der gemmer sig bag hende. Barnet er

vidne til den nedværdigende behandling af moren, og her opstår den psykiske vold

barnet udsættes for. I mange sager involveres barnet direkte ved, at faren taler grimt om

moren til barnet, barnet bruges bevidst til at skræmme moren med, f.eks. bortføres barnet

fra institutionen og afleveres først tilbage når moren bange ringer for at få barnet

tilbageleveret, barnets tøj forsvinder og ødelægges systematisk og når barnet kommer til

skade på samvær hos faren, f.eks. skoldning eller brækkede lemmer, tilses barnet ikke af

sundhedspersonale og barnets ønske om at komme hjem i tryghed hos moren, ignoreres.

Volden og truslerne opstår med en uforudsigelighed, som til stadighed gør moren nervøs,

bange og konstant på vagt. Det betyder at moren udvikler en belastningsreaktion, hvor

hun fremstår ængstelig, urolig og grådlabil og mange mødre udvikler Post Traumatisk

Stress Disorder (PTSD).

Vi har vedhæftet Durham University’s undersøgelse ”Everyday Terrorism” der beskriver

hvordan børnene bruges til at skabe frygt i en medforælder med og vi henviser til Lev

Uden Volds socialfaglige definition af psykisk vold.

Der er ofte en historik med krisecenter- og hospitalsophold, forfølgelse (stalking) og

chikane, som får moren til at være kritisk og beskyttende. Belastningsreaktionen moren

fremstår med til møderne i kommunen og Statsforvaltningen, hvor hun placeres sammen

med manden, som har slået hende og udsat hende og børnene for psykisk vold, fortolkes

af sagsbehandleren som om moren er psykisk syg. Morens ængstelighed leder

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 238: Henvendelse af 9/4-19 fra en gruppe borgere i Herlev om sagsbehandlingspraksis voldsramte mødre og deres børn møder i kommunalt som i statsligt regi (anmodning om foretræde for udvalget)

sagsbehandleren til, at mene at barnet skal skærmes fra hende med henvisning til at

barnet skal beskyttes for sekundær traumatisering. Nogle sagsbehandlere bruger den

voldsramte mors naturlige reaktioner på vold, som middel til at stigmatisere hende og true

med anbringelse af barnet, moren prøver at beskytte.

Moren bliver mere og mere insisterende og plæderende, for at opnå sagsbehandlerens

forståelse og beskyttelse. Des mere moren og børnene fortæller om volden, des mere

sympati udvikler sagsbehandlerne for faren, der afviser at han har udøvet vold og

overgreb. Dette kan skyldes ”tryk avler modtryk”-effekten og moren opleves derfor som

vanskelig og anstrengende. Når denne opfattelse af og forventning til moren er dannet,

bliver det med henvisning til Rosenthal-effekten, vigtigt for sagsbehandlerne, at få alt ved

moren til at passe ind i deres forventningsbillede, som efterfølgende bliver en

selvopfyldende profeti.

Volden nedtones og legitimeres og begrebet loyalitetskonflikt introduceres i sagen. Med

brugen af begrebet loyalitetskonflikt kan en sagsbehandler tillægge moren årsagen for det

dårlige forældresamarbejde og i stedet for, at anerkende volden som værende det

centrale problem, omskrives volden med ordene ”mor beskylder far for vold” og

krisecenterrapporter, lægeudtalelser, underretninger og moren og børnenes fortællinger

underkendes til fordel for sagsbehandlerens forestilling om, at loyalitetskonflikt er mere

skadelig for barnet end vold og overgreb. Det betyder at kommunale sagsakter nu

beskriver den voldsramte mor som usund, utroværdig og ligefrem skadelig for hendes

børn.

Disse sagsakter får betydning i efterfølgende sagsbehandlinger og afgørelser i andre

instanser. I enkelte tilfælde har voldsramte mødre erfaret, at sagsbehandlere i et forsøg

på yderligere at påvirke sagens videre gang igennem systemet, har truet med at

tvangsanbringe morens børn selvom de er i rigtig god trivsel. Uagtet at et Børne- og

Ungeudvalget aldrig ville godkende en tvangsanbringelse, fordi børnene er i særdeles god

trivsel, indskriver sagsbehandleren sine bekymringer om en tvangsanbringelse i

sagsakterne. Dermed bruges truslerne om en tvangsanbringelse som pressionsmiddel til

at påvirke afgørelser i andre instanser, f.eks. i Statsforvaltningen og ved domstolene. Det

anerkendes ikke at børnene er i god trivsel, fordi moren har formået at skærme børnene

fra en forældrekonflikt og vold. Derimod får påstande om at moren er psykisk syg eller

lider af en fødselsdepression lov til at blive en sandhed, uden nogen form for

dokumentation. Indhenter moren dokumentation der modsiger farens og

sagsbehandlernes påstande om hendes psykiske habitus, inddrages det ikke i

vurderingerne.

Fokus på barnets bedste forsvinder og flyttes over på forældrene hvor sagsbehandlernes

subjektive holdninger resulterer i at retssikkerheden for barnet og moren forsvinder.

Når man adskiller børn fra gode forældre, hvor der er en sund tilknytning dannes en

signifikant sandsynlighed for, at barnet udvikler alvorlige tilknytningsforstyrrelser,

depression og seriøse psykiatriske problemstillinger. Du kan læse om disse i dette link:

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0022395610002153?via%3Dihub

Vi vedhæfter også med denne mail et informationsbilag, som beskriver de graverende

psykiatriske og somatiske problemstillinger børn er i risiko for at udvikle, når de adskilles

fra deres primære omsorgsperson.

Vedbliver barnet at sørge over tabet af sin mor, kommer med udtalelser om at det vil hjem

til sin mor, at det vil bo hos sin mor, savner sin mor, udvikler uro og nervøsitet på grund af

traumet, bliver barnets ønsker og behov ikke imødekommet. Barnet modtager ikke

krisehjælp eller får på anden måde støtte. Man behandler barnet ringere end hvis dets

mor var død. I flere tilfælde er børnene faktisk blevet foranlediget til, at tro at deres mor

var død.

Der tages i systemet ikke hensyn til den naturlige tilknytning et barn og en mor har og

moren kan miste forældremyndigheden, bopælen og retten til samvær på et splitsekund.

Der tages ikke hensyn til at moren har været gravid, født og ammet barnet og fungeret

som den primære omsorgsperson i barnets liv. I stedet kan moren blive beskyldt for at

være i symbiose med barnet, overbeskyttende og uligevægtig. Alt sammen naturlige

bivirkninger af vold.

Vi appellerer om at lytte til os, inden I afviser, at denne praksis foregår. Vi kan redegøre og

dokumentere forløbene, som vi har beskrevet her i brevet, og beder om hjælp med at

genoprette trygheden og retssikkerheden for børn og mødre som uretmæssigt er blevet

adskilt.

Med Venlig Hilsen

1. Mirel Gugic

2. Idacecilie Norah Li Steffensen

3. Linda Saugsted

Angelina Maalue Avalon Mathiesen

5. Marianne Jensen

6. Samanthi Nørregaard

7. Mette Andersen

8. Pia Chrisjansen

9. Dorit Lene Thillerup Rasmussen

10. Rikke Thomsen

11. Charlotte Jo Jacobsen

12. Ellen Magrethe Gylling

13.