Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 219
Offentligt
Tale - høring om det specialiserede socialområde
arrangeret af Folketingets socialudvalg d. 20/3.
2019
Jeg hedder Benny Andersen, og jeg er formand
for landets 39.000 socialpædagoger.
Socialpædagoger er langt den største faggruppe
på det specialiserede socialområde
–
både i
kommunerne og i regionerne.
Vi har godt 3200 medlemmer ansat i regionerne.
Langt de fleste af dem arbejder på det allermest
specialiserede socialområde på nogle af de 60
tilbud, som vil blive berørt af regeringens forslag
til ny sundhedsreform. Og derfor er jeg her i dag.
//
Jeg er bekymret, og jeg er forundret. Jeg er
bekymret, fordi jeg desværre kan se nogle
perspektiver på dette område, der minder om det,
der skete ved kommunalreformen, hvor de små
specialer på det sociale område er blevet klemt i
kommunerne.
Og så er jeg forundret over, at man i denne proces
–
i hvert fald indtil nu - slet ikke har lyttet til alle
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 219: Diverse materiale fra udvalgets høring den 20. marts 2019 om det specialiserede socialområde ift. regeringens sundhedsreformudspil
os, der er eksperter på, hvad det reelt betyder at
have højt specialiserede tilbud til udsatte
mennesker. Mennesker med komplekse
senhjerneskader, mennesker uden sprog, særligt
skadede spædbørn eller børn og unge med svære
spiseforstyrrelser eller stærkt selvskadende
adfærd. Heldigvis er der få mennesker, som har
brug for så specialiseret hjælp
–
og derfor er det
også utopisk, at hver kommune vil kunne have
egne fagligt stærke faglige tilbud til de grupper.
Ja faktisk er der jo grupper af borgere, hvor det
også er utopisk at hver region skal kunne stille
med egne fagligt stærke tilbud til fx døvblinde
eller mennesker med svære psykiatriske lidelser.
//
Da regeringen havde meldt ud, at der ville
komme en omfattende reform, der skal sikre mere
nærhed i sundhedsbehandlingen
–
og at den vil
komme til at betyde, at flere opgaver skal
forankres lokalt
–
så gik der kun få timer, før jeg
havde de første ledere af de specialiserede sociale
tilbud i røret. En af dem var Kim - forstander -
på et dag-og døgntilbud for voksne med cerebral
parese. Jeg vil citere ham her i dag for jer
–
for
det han sagde, det blev gentaget af mange ledere,
som ringede til mig de følgende dage:
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 219: Diverse materiale fra udvalgets høring den 20. marts 2019 om det specialiserede socialområde ift. regeringens sundhedsreformudspil
”Regeringens
mantra for sundhedsreformen lyder
’Det,
der ikke er svært, skal være
nært’.
Men det,
vi laver, er svært. For vores borgere, der lider af
cerebral parese, har behov for et højt
specialiseret tilbud. Jeg er bekymret for, om en
kommune kan matche den opgave med samme
grad af specialisering. Og jeg har faktisk allerede
forud for kommunalreformen i 2007 været i
kontakt med vores Kommune, - men kommunen
takkede nej til at hjemtage tilbuddet, fordi de
allerede dengang vidste, at de ikke havde de
specialiserede kompetencer, der skulle til. Vi har
en velfærdsteknologi, der er designet specielt til
disse borgeres funktionsnedsættelser, så de kan
være så selvhjulpne som muligt. Og vi har et
personale, der er fagligt kompetente til at
understøtte dem i hverdagen. Det er afgørende, at
både teknologi som faglige kompetencer løbende
udvikles. Det tilbud kan man jo ikke forvente, at
det gennemsnitlige kommunale botilbud ligger
inde
med”.
/
Det bekymrer mig, når så erfarne og kompetente
ledere SÅ direkte kan melde en faglig kritik ud.
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 219: Diverse materiale fra udvalgets høring den 20. marts 2019 om det specialiserede socialområde ift. regeringens sundhedsreformudspil
Det bør også bekymre jer! Og det er jo faktisk
ikke første gang, vi lufter bekymring for
afspecialisering. Det er kun to år siden, jeg var
herovre til stort set identisk samråd.
Min retorik er måske lidt strammere i dag, men
her er budskaberne fra Socialpædagogerne. -
men egentlig er mit udgangspunkt blot - vi ikke
skal have en afspecialisering - men en
opspecialisering. Ja faktisk er det ikke mig, der
har formuleret det. Det er socialminister Mai
Mercado, der sagt det. Og det synes jeg vi skal
holde hende fast på.
Og hvordan gør vi så det ?
·
Det gør vi ved, at lave en
specialeplanlægning, når det gælder det højt
specialiserede område. Det område, der idag
nogle steder er drevet af regionerne. Det har
været nødvendigt siden kommunalreformen. Vi
taler ikke om kliniske retningslinjer, men vi taler
om at sikre, at de specialiserede tilbud fortsat er
der, og viden og kompetencer fortsat er der.
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 219: Diverse materiale fra udvalgets høring den 20. marts 2019 om det specialiserede socialområde ift. regeringens sundhedsreformudspil
Og det skal ikke overlades til de gode viljer. Det
ER et nationalt ansvar! For os er det afgørende, at
specialeplanlægningen sker centralt - nationalt
–
og, at den forpligter. Og med forpligter mener vi
juridisk! Både på udbudssiden og på
efterspørgselssiden. Skal der ikke længere være
et regionalt led, så må kommunerne i et
samarbejde kommunerne imellem forpligtiges
lovgivningsmæssigt på, at løfte opgaven.
·
Vi ser specialeplanlægning som en form for
koordinering
–
en slags forsyningssikkerhed, kan
man sige. Det kan fx gennemføres ved, at en
national enhed, fx Socialstyrelsen, i tæt
samarbejde med de fem socialtilsyn afgør, hvilke
tilbud, der kan varetage indsatsen over for
borgere med behov for højt specialiserede tilbud.
Det vil tage for lang tid at fortælle, hvilke
mennesker, det handler om
–
så jeg har taget et
handout med, hvor der står lidt mere om dem,
hvilke specialer taler vi om - hvilke områder
–
og
om vores bud på løsninger.
Jeg siger ikke, at de enkelte kommuner ikke gør
deres arbejde godt nok.
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 219: Diverse materiale fra udvalgets høring den 20. marts 2019 om det specialiserede socialområde ift. regeringens sundhedsreformudspil
Det ER bare svært for hver enkelt kommune at
drive fx et tilbud til unge med spise- og
personlighedsforstyrrelser
–
uanset hvor
dygtig kommunen er (og det er mange af
dem heldigvis). Særligt hvis ikke de andre
kommuner benytter tilbuddet. Og det ser vi
desværre ske. Så fyldes pladserne op med
egne borgere. Dermed bliver målgrupperne
blandet, og specialiseringen udvandes.
Derfor ønsker vi et nationalt ansvar. Det
mener vi, at I skal tage på jer.
/
Jeg håber, at høringen i dag giver skub i den
rigtige retning. Vi SKAL som samfund kunne
levere kvalitet på dette område. De mennesker,
der bor derude på de 60 højt specialiserede tilbud,
det er mennesker
–
og ikke sygdomme, det er
ikke diagnoser. Det er mennesker. LOg dét blik
skal vi blive ved med at have, men det kan
desværre blive svært, hvis kursen her fortsætter.