Til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Kommentar fra Muskelsvindfonden til ministerens svar på henvendelsen fra 8. januar 2019
Mange tak til Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg for at følge op på Muskelsvindfondens
henvendelse fra 8. januar ved via spørgsmål nr. 257 (alm. del) at bede børne- og socialministeren om en
kommentar.
Ministeren gentager i sit svar dateret 12. februar, at serviceloven allerede i dag giver kommunerne gode
rammer for at sikre, at borgere får den hjælp, der modsvarer deres hjælpebehov. Desuden forventer
ministeren, at det udsendte hyrdebrev betyder, at man lokalt har fokus på både de forpligtelser og
muligheder, som loven indeholder.
I Muskelsvindfonden er vi både glade og taknemmelige over, at der er blevet reageret på vores
henvendelser i form af et hyrdebrev til kommunerne. Vi roser det, hvor vi kan komme til det, og har
allerede henvist til det i adskillige konkrete BPA-sager, hvor vores medlemmer kæmper med kommunerne.
Samtidig er vi dog nødt til at advare mod at tro, at det positive tiltag er nok til at løse de problemer,
borgerne oplever.
Sager fortsat uafsluttede
I de mere end fem uger, der er gået siden henvendelsen, er de to sager, der var uafsluttede stadig ikke
afsluttet. Ministeren forholder sig heller ikke til den del af spørgsmålet, der handler om, at Ankestyrelsen i
Torben Mikkelsens sag gav kommunen medhold i en for lille udmåling af hjælp med den begrundelse
”…dine
kolleger hjælper dig med disse opgaver, hvorfor der ikke er behov for at få udmålt hjælpetimer til
disse praktiske opgaver.”
I eksemplet fra Mariagerfjord har kommunen truffet en ulovlig beslutning helt tilbage i juli 2018. 24. januar
kom der en afgørelse fra Ankestyrelsen, som ændrede kommunens afgørelse. Men Poul-Erik får stadig kun
hjælp om natten i form af besøg fra hjemmeplejen. Den eneste reaktion fra kommunen er at indkalde til et
møde 26. februar for at tale om
”det
videre forløb”. I kommunens øjne indebærer det forløb ikke BPA-
hjælp om natten. Vi snakker om en familie, der er presset til sokkeholderne af det lange og hårde forløb. Vi
har i den konkrete sag sendt ministerens hyrdebrev til kommunen. Vi står alligevel tilbage og ser på, at en
familie, der kæmper med alvorlig sygdom, samtidig bliver ødelagt at kampen med kommunen for at få den
nødvendige hjælp. Kommunen sparer penge på sin nøl. Muskelsvindfonden sidder magtesløs tilbage og
stiller
derfor spørgs ålet: ”Hvad skal vi sige til såda e fa ilie?”
Det anonyme eksempel i henvendelsen fra 8. januar er en sag, der har kørt stort set uafbrudt siden foråret
2015.
”Søre ”, so vi kaldte ha , ka glæde over, at ha s sygdo skrider la gsommere
frem end
gennemsnittet. Til gengæld oplever han, hvor lang tid en borger med ALS kan bruge på at få den hjælp, han
har ret til og brug for. Ankestyrelsens afgørelser i Sørens sag viser, at det er rimelige krav, han stiller. Senest
søgte han i sommeren 2017 om hjælp til oplæring af nye hjælpere og ekstra hjælp til ture ud af huset. Trods
flere afgørelser fra Ankestyrelsen, der underkender kommunens manglende bevillinger, står Søren stadig
tilbage uden den nødvendige hjælp. Muskelsvindfonden har forsøgt at hjælp Søren igennem hele forløbet.
Uden hjælp var han med garanti kørt træt i systemet. For at Søren kan få den hjælp han har brug for, skal
han altså selv bruge en masse ressourcer, Muskelsvindfonden skal bruge mange arbejdstimer og
Ankestyrelsen skal bruge ikke uvæsentlige ressourcer. Det til trods får Søren stadig ikke al den hjælp, han
har brug for, og kommunen sparer igennem hele forløbet penge ved ikke at overholde loven. Hvad skal
Muskelsvindfonden sige til en borger, der er dybt frustreret over være en del af sådan en virkelighed?
1