Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 148
Offentligt
2016489_0001.png
Til socialminister Mai Mercado,
Folketingets Social-, Indenrigs- og
Børneudvalg, Muskelsvindfonden,
Spastikerforeningen og
andre med interesse for sagen
Tønder Kommune inviterer hermed til orienteringsmøde om kommunens praksis vedr.
tilkendelse af BPA-ordning og andre støttemuligheder til borgere med funktionsnedsættelser.
Mødet afholdes onsdag den 20. februar kl. 15.30 på Tønder Rådhus
De seneste dage har en enkeltsag om BPA-tilkendelse til en borger i Tønder Kommune været
omtalt i pressen, og socialministeren, Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg,
Spastikerforeningen og Muskelsvindfonden har også udvist interesse for sagen.
Vi skal understrege, at vi ikke uden samtykke fra familien kan kommentere den konkrete
personsag, men vil gerne orientere om, hvordan vi generelt håndterer ordningen og i den
forbindelse også gøre opmærksom på, at tilkendelser af BPA-ordninger er lovgivningsmæssigt
baseret på en lang række faktorer, hvoraf støttebehov kun er én af dem.
For at få tildelt en BPA-ordning, er det et lovgivningsmæssigt krav, at den pågældende borger
selv kan varetage arbejdslederrollen og medfølgende opgaver for det støttepersonale, som
ansættes i ordningen. Det drejer sig om:
Varetage arbejdsplanlægning sammen med og for hjælperne
Udarbejde jobbeskrivelse
Udvælge hjælpere og varetage ansættelsessamtaler
Planlægge det daglige arbejde, samt
Afholde personalemøder og MUS-samtaler
Modsat de oplysninger, der har været fremme i pressen, er det således ikke alene
støttebehovet opgjort i timer, der er afgørende for tildeling af BPA eller ej. Man kan godt have
et støttebehov, der ligger udover 20 timer og alligevel ikke få tildelt ordningen på baggrund af
øvrige faktorer.
Intentionerne med en BPA-ordning er også at understøtte borgerens muligheder for at
fastholde egne ressourcer eller fremme øget selvstændighed og forbedre de sociale og
personlige muligheder. Ordningen skal også være med til at fremme inklusion i samfundet og
give den enkelte bedre muligheder for at deltage i uddannelse, beskæftigelse og sociale
relationer.
Kriterierne og intentionerne betyder, at BPA-ordningen overvejende tildeles borgere, som har
fortrinsvis fysiske funktionsnedsættelser.
I Tønder Kommune har vi aktuelt 12 BPA-ordninger for borgere, der kan varetage
arbejdslederrollen. Så tilbuddet er på ingen måde ukendt i kommunen.
Andre støttemuligheder
Hvis en borger ikke kan tilkendes en BPA-ordning, kan vi tilbyde en række andre
støttemuligheder, bl.a. praktisk hjælp og personlig pleje efter Servicelovens § 83. Det er i
TØNDER KOMMUNE · Wegners Plads 2 · 6270 Tønder · Tlf.74 92 92 92· Mail:
[email protected]· www.toender.dk
Åbningstider: Mandag-onsdag kl. 10-15
• Torsdag kl. 10-18 • Fredag kl. 10-13
Telefontider: Mandag-onsdag kl. 9-15
• Torsdag kl. 9-17 •
Fredag kl. 9-13
SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 148: Henvendelse af 14/2-19 fra Tønder Kommune om invitation til orienteringsmøde den 20/2-19 på Tønder Rådhus om kommunens praksis for tilkendelse af BPA-ordning og andre støttemuligheder til borgere med funktionsnedsættelser
2016489_0002.png
øvrigt en hjælp, som også kan ydes efter fritvalgsprincippet, så borgeren kan vælge anden
leverandør til opgaven.
Vi lægger vægt på at yde en god og ordentlig service på området. Dette afspejles også i
økonomien på området, hvor vores nøgletal ligger væsentlig over gennemsnittet i Region
Syddanmark. Se også vedlagte bilag om udgifterne på det specialiserede socialområde.
Metodisk har vi valgt en samskabelsestilgang i arbejdet med borgere med
funktionsnedsættelse. Det betyder, at vi inviterer borgere, interesseorganisationer og andre til
dialog for hele tiden at lære og blive klogere. Denne metode er også vores tilgang i arbejdet
med den kommende sektorplan.
Som allerede nævnt kan vi ikke gå dybere ind i den konkrete sag uden familiens samtykke.
Men vi ønsker størst mulig åbenhed om vores generelle praksis og de vurderinger, der ligger til
grund for afgørelserne. Derfor håber vi, at socialministeren, Folketingets Social-, Indenrigs- og
Børneudvalg, Spastikerforeningen, Muskelsvindfonden og andre med interesse i BPA-ordninger
og øvrige støttemuligheder vil tage imod invitationen til orienteringsmødet. Vi tror, det kan
være med til at kvalificere og nuancere debatten.
Vi beder om tilmelding til orienteringsmødet til borgmestersekretær Gitte Schrøder,
tlf. 74 92 90 02, e-mail:
[email protected]
senest mandag den 18. februar.
Venlig hilsen
Henrik Frandsen
Borgmester
2