SAU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 80: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, opkrævningsloven og forskellige andre love (Modregning med opkrævningsfordringer og udskydelse af betalingsfrist ved banklukkedage m.v.)

Skatteudvalget 2018-19 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 80
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J.nr. 2018-7087

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, opkrævningsloven og

forskellige andre love

(Modregning med opkrævningsfordringer og udskydelse af betalingsfrist ved banklukkedage m.v.)

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,

som ændret senest ved § 1 i lov nr. 551 af 29. maj 2018, foretages følgende ændringer:

§ 7, stk. 4,

indsættes efter »fordringsregister«: », samt regler om, hvilke udbetalinger fra det

offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden anvender til modregning, og om at kunne undlade

modregning.«

Overskriften

før § 18 b affattes således:

»Særlige regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen og om tiltag vedrørende fordringer

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i told- og skatteforvaltningens

opkrævningssystemer m.v.«

§ 18 b

affattes således:

»§ 18 b.

Skatteministeren kan for perioden til og med den 31. december 2019 fastsætte regler om

fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse, jf. § 4, og for fordringer, der er

under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, om udbetaling af

beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer og om inddrivelse af udvalgte fordringer.«

Overskriften

før § 18 c ophæves.

§ 18 c

affattes således:

»§ 18 c.

Skatteministeren kan for perioden til og med den 31. december 2021 fastsætte regler om

restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at sikre, at fordringer, der er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden eller er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes

dækket ved modregning, samt tilhørende renter og lignende ydelser er retskraftige og ikke er ramt af

datafejl.«

SAU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 80: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, opkrævningsloven og forskellige andre love (Modregning med opkrævningsfordringer og udskydelse af betalingsfrist ved banklukkedage m.v.)

Overskriften

før § 18 d ophæves.

§2

I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1224 af 29. september 2016, som ændret ved §

19 i lov nr. 1555 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 1682 af 26. december 2017, foretages følgende

ændringer:

§ 2, stk. 3,

ændres »en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag« til:

»en banklukkedag, anses den nærmest følgende bankdag«.

§ 2, stk. 8, 4. pkt.,

ændres »en lørdag eller en søndag, er betalingsfristen den førstkommende

mandag« til: »en banklukkedag, er betalingsfristen den førstkommende bankdag«.

§3

I lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 1175 af

30. oktober 2014, som ændret ved § 6 i lov nr. 652 af 8. juni 2016, § 4 i lov nr. 683 af 8. juni 2017, §

13 i lov nr. 688 af 8. juni 2017 og § 10 i lov nr. 1555 af 19. december 2017, foretages følgende

ændring:

§ 11 D, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende

hverdag.« til: »en banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende bankdag.«

§4

I lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1152 af 10. september 2018, som ændret ved § 17 i lov nr. 1555 af 19. december 2017, foretages

følgende ændring:

§ 4, stk. 1, 3. pkt.,

§ 6, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til

den følgende hverdag.« til: »en banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende bankdag.«

§5

I pensionsafkastbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1126 af 10. oktober 2014, som

ændret senest ved § 4 i lov nr. 396 af 2. maj 2018, foretages følgende ændringer:

§ 26, stk. 1,

ændres »en dansk helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende

hverdag.« til: »en dansk banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende bankdag.«

§ 26, stk. 2,

ændres »følgende hverdag, hvis den seneste frist for indsendelse af opgørelse og

indbetaling af skat falder på en helligdag eller en lørdag i det land,« til: »førstkommende bankdag i

det land, hvor selskabet m.v. har hjemsted, hvis den seneste frist for indsendelse af opgørelse og

indbetaling af skat falder på en helligdag eller en lørdag i det land,«.

§6

I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016, som ændret senest

ved § 1 i lov nr. 1130 af 11. september 2018, foretages følgende ændring:

§ 24

indsættes som

5. pkt.:

»Hvis sidste rettidige betalingsfrist efter denne lov falder på en banklukkedag, forlænges fristen til

den førstkommende bankdag. Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende

betaling efter denne lov.«

§7

I lov om afgifter af spil, jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 7. april 2016, som ændret ved § 2 i

lov nr. 686 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:

§ 22, 3. pkt.,

§ 23, 3. pkt.,

ændres »helligdag« til: »banklukkedag«, og »hverdag« ændres til:

»bankdag«.

§ 24, stk. 1, 2. pkt.,

§ 25, 3. pkt.,

ændres »lørdag, søndag eller helligdag« til: »banklukkedag«,

og »hverdag« ændres til: »bankdag«.

§8

I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 11. januar 2018, som ændret ved § 2 i lov nr. 671

af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:

§ 30, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Falder sidste rettidige betalingsfrist på en banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende

bankdag.«

§ 33, stk. 4,

indsættes som

2. pkt.:

»Falder den 5. hverdag efter fortoldningsdagen på en banklukkedag, forlænges fristen til den

førstkommende bankdag.«

§9

Loven træder i kraft den 1. april 2019.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indholdsfortegnelse

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

1.1.1. Modregning med opkrævningsfordringer og undladelse af modregning m.v.

1.1.2. Oversendelse af Skattestyrelsens krav til inddrivelse

2. Lovforslagets indhold

2.1. Regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden og ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning med eller

bistand til fordringshavers modregning med fordringer under opkrævning

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslaget

2.2. Regler om restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af fordringer ved mistanke om datafejl

for fordringer, der er under inddrivelse eller indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens

fordringsregister med henblik på modregning under opkrævningen

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslaget

2.3. Regler om restanceinddrivelsesmyndighedens udvælgelse af udbetalingsfordringer med henblik

på modregning og om i særlige tilfælde at kunne undlade modregning

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Lovforslaget

2.4. Lovfæstelse af princip om banklukkedage

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Lovforslaget

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Som led i arbejdet med at sikre en korrekt og effektiv inddrivelse foreslår regeringen en række

ændringer, der dels skal sikre et sikkert hjemmelsgrundlag for håndtering af modregningen med

fordringer, der er under inddrivelse eller under opkrævning hos fordringshaverne, dels skal sikre, at

Skattestyrelsens it-system for opkrævning, skattekontoen, der står for opkrævningen af

virksomhedernes skatte-, moms- og afgiftskrav, kan tilsluttes det nye it-system for inddrivelse.

For at skabe et sikkert hjemmelsgrundlag for modregningen med fordringer, der er under opkrævning

hos fordringshaverne, foreslås det, at skatteministerens eksisterende bemyndigelse til at fastsætte

regler om at kunne springe fordringer over i dækningsrækkefølgen udvides. Behovet for ændringen

skyldes, at det ikke altid er muligt at nå at afklare og fjerne datafejl og validere retskraften af

fordringer inden for udbetalingsfristen, hvilket hæmmer en effektiv proces.

Af hensyn til at have tilstrækkeligt med fordringer, der er klar til inddrivelse, foreslås det også, at

restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage en hensigtsmæssig prioritering af, hvilke af

fordringshavernes fordringer der skal valideres for datafejl først, med henblik på at kunne afvikle

modregningen på en hurtig og effektiv måde.

For at sikre, at Skattestyrelsens krav fra skattekontoen kan tilsluttes det nye it-system for inddrivelse,

foreslås det at lovfæste Skattestyrelsens gældende praksis om at udskyde betalingsfristen, hvis sidste

rettidige betalingsdag falder på en banklukkedag. Dette er nødvendigt for at sikre, at

forældelsesfristen

–

der beregnes med udgangspunkt i den lovfæstede sidste rettidige betalingsdag

–

ikke bliver for lang. Med lovforslaget foreslås ingen ændring af praksis for betalingsfristen.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på udviklingen af et nyt it-system, der skal

understøtte inddrivelsen. Det blev besluttet, at det nye it-system skal være baseret på et

standardsystem af hensyn til at kunne etablere et mere enkelt inddrivelsessystem.

Inddrivelsessystemet er med udgangen af 2018 udviklet, så det kan håndtere de fleste

inddrivelsesskridt og skyldnergrupper.

Der er i det suspenderede it-system EFI/DMI fortsat en række fordringer, der er behæftede med tvivl

om retskraften og ramt af datafejl. Disse fordringer skal underkastes en oprydningsproces, med

henblik på at de, hvis de konstateres at være retskraftige, kan konverteres til det nye

inddrivelsessystem med henblik på inddrivelse. I oprydningsprocessen skal fordringerne

retskraftvurderes og gennemgås for konstaterede og formodede datafejl. I oprydningsperioden vil

inddrivelse af disse fordringer ved modregning støde på det problem, at flere af fordringerne har

tvivlsom retskraft eller er ramt af datafejl. Dette er problematisk i forhold til at overholde reglerne

om dækningsrækkefølgen ved modregning. Der er allerede fastsat regler, der muliggør en fravigelse

af dækningsrækkefølgen ved inddrivelsen, og om arbejdet med retskraftvurderingen.

I løbet af 2019 forventes hovedparten af fordringshaverne at være tilsluttet det nye it-system for

inddrivelse. Kravene fra skattekontoen forventes tilsluttet det nye inddrivelsessystem medio 2019.

1.1.1. Modregning med opkrævningsfordringer og undladelse af modregning m.v.

I dag træffer restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation afgørelse om modregning med

Skatteforvaltningens opkrævningsfordringer (dvs. fordringer, der ikke er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, men stadig er under opkrævning hos

fordringshaver), hvor Skatteforvaltningen er den udbetalende myndighed. I den forbindelse skal

restanceinddrivelsesmyndigheden ud af de opkrævningsfordringer, der er registreret i

restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, udvælge de opkrævningsfordringer, der skal

dækkes. Kan det ikke inden for udbetalingsfristen nås at afklare eller fjerne datafejl og/eller

retskraftvurdere opkrævningsfordringerne, kan de ikke lovligt dækkes. I perioden med paralleldrift

via EFI/DMI og det nye inddrivelsessystem er der derfor behov for at kunne fravige

dækningsrækkefølgen med henblik på at kunne springe disse opkrævningsfordringer over i

dækningsrækkefølgen.

Ved øvrige fordringshaveres modregning med opkrævningsfordringer, der er anmeldt til

restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, i andre myndigheders udbetalingsfordringer

bistår restanceinddrivelsesmyndigheden ved at sende udbetalingsbeløbet til fordringshaveren.

Restanceinddrivelsesmyndigheden bidrager her med at danne en korrekt dækningsrækkefølge

indbyrdes mellem de fordringshavere, der har fået registreret deres opkrævningsfordringer til

modregning i restanceinddrivelsesmyndigheden fordringsregister. Også her er der behov for, at

restanceinddrivelsesmyndigheden kan springe opkrævningsfordringer over, hvor det inden for

udbetalingsfristen ikke er muligt at nå at afklare eller fjerne datafejl og/eller retskraftvurdere

opkrævningsfordringerne.

For så vidt angår opgaven med at afklare og fjerne datafejl og den løbende retskraftvurdering af

opkrævningsfordringer, der skal omfattes af en modregning, er der behov for, at

restanceinddrivelsesmyndigheden også for opkrævningsfordringer, der er registreret til modregning

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan prioritere, hvilke opkrævningsfordringer det er mest

hensigtsmæssigt at gennemgå først.

Endelig er der behov for at kunne undlade at modregne i visse udbetalingsfordringer, for hvilke en

automatiseret modregning ikke kan gennemføres.

På denne baggrund foreslås nogle udvidelser af skatteministerens bemyndigelser til at fastsætte regler

for den gældende paralleldriftsperiode. Formålet er at skabe sikker lovhjemmel til at springe

fordringer over i dækningsrækkefølgen eller undlade at modregne i visse udbetalingsfordringer, og

at der kan fastsættes regler om en hensigtsmæssig rækkefølge for afklaring og fjernelse af datafejl

og/eller retskraftvurdering i forbindelse med oprydningen i fordringsmassen.

1.1.2. Oversendelse af Skattestyrelsens krav til inddrivelse

I forbindelse med arbejdet med at sikre en korrekt oversendelse af krav med tilhørende oplysninger

fra skattekontoen til inddrivelse er det afdækket, at oplysninger om sidste rettidige betalingsfrist for

kravene fra skattekontoen ikke svarer helt til lovteksten om sidste rettidige betalingsfrist i de enkelte

skatte- og afgiftslove.

I opkrævningsloven og i en række forskellige andre love er indsat forskelligt lydende bestemmelser

om forlængelse af sidste rettidige betalingsfrist, hvor denne falder på en lørdag, søndag eller

helligdag. Ud over denne lovfæstede forlængelse af sidste rettidige betalingsfrist gælder der for krav,

der opkræves over skattekontoen, en lempelig praksis, hvorefter betalingsfristen også forlænges, hvis

sidste rettidige betalingsfrist falder på en hverdag, som også er en banklukkedag.

Af hensyn til at kunne tilslutte Skattestyrelsens krav fra skattekontoen til det nye it-system er der

behov for at lovfæste den i praksis anvendte og i skattekontoen indlagte konkrete sidste rettidige

betalingsfrist, idet denne dato bruges af det nye inddrivelsessystem til at fastlægge, fra hvilket

tidspunkt de enkelte fordringers forældelsesfrist skal beregnes.

Derudover indeholder lovforslaget en præcisering af, at der også pålægges rykkergebyr ved

udsendelse af rykker for betalinger efter selskabsskatteloven.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden og ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning med eller

bistand til fordringshavers modregning med fordringer under opkrævning

2.1.1. Gældende ret

§ 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder en bemyndigelse for skatteministeren

til at fastsætte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse, jf. § 4,

om udbetaling af overskydende beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer og om inddrivelse

af udvalgte fordringer for perioden fra og med den 1. april 2016 til og med den 31. december 2019.

Bestemmelsen blev oprindeligt indført med § 1, nr. 6, i lov nr. 298 af 22. marts 2016, der hviler på

lovforslag nr. L 122. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår i afsnit 3.1.2, jf.

Folketingstidende 2015-16, A, L 122 som fremsat, side 9, at bestemmelsen skal sikre den nødvendige

fleksibilitet i udviklingen af et nyt it-baseret inddrivelsessystem, herunder at it-understøttelsen

gradvist kan udbygges, samt den manuelle inddrivelse, der skal foretages i samme periode. Det

anføres, at tanken er, at det ny it-system i sin første udgave skal stå for inddrivelsen af ca. 25 udvalgte

fordringstyper i forhold til nye skyldnere, dvs. skyldnere, der ikke i forvejen har gæld, der er

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse via EFI/DMI, idet nye skyldnere, der

hæfter solidarisk for fordringen sammen med en anden skyldner, der i forvejen er registreret i

EFI/DMI med anden gæld, dog ikke forventes at ville indgå i inddrivelsen via det ny it-system i den

begrænsede periode. Det anføres, at inddrivelsesindsatsen indledningsvist forventes at ville bestå af

rykkere, afdragsordninger og udlæg. Når interimssystemet

–

dvs. det system, som i perioden frem

mod det nye system skal udgøre en midlertidig it-understøttelse og forventes gradvist at kunne

udbygges til eventuelt at udgøre en permanent it-løsning, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 122

som fremsat, side 3

–

kan understøtte den indledningsvist begrænsede inddrivelse, er det tanken, at

det gradvist tilføres yderligere funktionalitet, så inddrivelsen kan udvides i forhold til

inddrivelsesmidler, fordringstyper og skyldnere. Af de almindelige bemærkninger fremgår endvidere,

jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 122 som fremsat, side 8, at bemyndigelsen skal gøre det muligt

for skatteministeren at fastsætte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen ifølge § 4 i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder at dækningsrækkefølgen ikke finder anvendelse ved

inddrivelsen over for den enkelte skyldner, der kan have gæld, der både omfattes af interimssystemets

aktive del og inaktive del, og om inddrivelse af udvalgte fordringer. Det fremgår endvidere, at

dækningsrækkefølgen efter § 4 dog vil finde anvendelse for de fordringer, der inddrives via

interimssystemets aktive del. Desuden vil renter af de fordringer, der inddrives, blive dækket inden

hovedkravet. Dette indebærer, at også § 4, stk. 3, om ændret dækningsrækkefølge på skyldners

anmodning finder anvendelse for inddrivelsen via interimssystemets aktive del.

Ved § 1, nr. 20, i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev bemyndigelsesbestemmelsen i § 18 b i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige udvidet til også at omfatte regler om ret til udbetaling af

overskydende beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer. Af lovforslaget til denne

ændringslov, lovforslag nr. L 137, fremgår i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.7.1, jf.

Folketingstidende 2016-17, A, L 137 som fremsat, side 31 f., at den i L 122, jf. ovenfor, beskrevne

strategi for den ønskede udvikling af det ny it-system for inddrivelsen er blevet ændret. Det fremgår,

at når 1. udgave af systemet forventeligt primo april 2017 tages i brug, vil fordringshaverne løbende

blive tilsluttet det nye system og derefter kunne begynde at sende nye fordringer til inddrivelse i

systemet. Det anføres endvidere, at frem mod medio 2018 forventes alle fordringshavere at blive

tilsluttet systemet, i takt med at de får justeret i deres interne processer og systemer, så de kan sende

retskraftige fordringer med en god datakvalitet. Parallelt med tilslutningen af fordringshaverne

konverteres fordringer fra EFI/DMI til det nye system, hvorefter EFI/DMI kan nedlukkes, når alle

fordringer og fordringshavere er lagt ind i systemet.

Tilslutningen af alle fordringshavere til det ny it-system for inddrivelsen er endnu ikke afsluttet, men

forventes for hovedparten at være sket i løbet af 2019.

Bemyndigelsen i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er blevet udmøntet ved i §§ 47

og 48 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige at fastsætte

regler om perioden fra den 1. april 2017 med paralleldrift, hvor nogle fordringer mod en skyldner er

registreret til inddrivelse i EFI/DMI, mens andre fordringer mod samme skyldner er registreret i det

ny inddrivelsessystem.

Ved modregning ophører to fordringer

–

modfordring og hovedfordring

–

i det omfang de

beløbsmæssigt dækker hinanden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver (modregneren)

til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres

ved fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte

modregning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive

betalt, i det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får

virkning fra erklæringens fremkomst som følge af erklæringens påbudsvirkning. De almindelige

modregningsbetingelser hviler på retssædvane og forudsætter, at der består gensidighed, dvs. at

modregneren har et krav mod hovedmanden, der tilsvarende har et krav mod modregneren. Derudover

kræves, at fordringerne er afviklingsmodne, dvs. at modfordringen skal være forfalden til betaling,

mens frigørelsestiden for hovedfordringen skal være indtrådt. Har hovedmanden fået indrømmet

løbedage til betalingen, kan modregneren først gennemføre modregning på sidste rettidige

betalingsdag, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 126. Modregning kan således

tidligst gennemføres på den sidste dag, der vil indebære rettidig betaling. Modfordringen og

hovedfordringen skal også være udjævnelige, dvs. af samme art, f.eks. pengekrav. Modfordringen

skal desuden være retskraftig, dvs. ikke ophørt ved forældelse, præklusion m.v.

Modregningserklæringen er en afgørelse, der vil kunne påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til

Skatteankestyrelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregningen, jf. § 17 i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er dog fogedretten, der tager stilling til en indsigelse

mod modregning med kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om

radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, jf. § 18 i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige.

For forfaldne fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, indtræder

fordringshaveren i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den skyldige betaling,

jf. § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden

indtræder ved modtagelsen af fordringer til inddrivelse i kreditorbeføjelserne, jf. lovens § 3, stk. 1,

og vil derfor i medfør af § 8, stk. 1, kunne modregne fordringen i skyldners fordring mod staten

(udbetalingsfordring). En tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med betalingen afskærer

ifølge § 9, stk. 1, ikke det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det

offentlige. Modregning, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af

Skatteforvaltningen som fordringshaver, kan ifølge § 9 a, stk. 1, ske uden partshøring af skyldneren

og uden forudgående vurdering af dennes økonomiske forhold. Restanceinddrivelsesmyndigheden er

ifølge § 9 a, stk. 2, i begrundelsen for en afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvise til,

at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Reglen skal ses i

sammenhæng med, at alene fordringer, hvis betalingsfrist er overskredet, kan sendes til inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., hvorfor modfordringen således vil være

forfalden. Ved modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 lægger

restanceinddrivelsesmyndigheden det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved

modtagelsen af disse renter fik oplyst, til grund, når modregningen gennemføres, efter at skyldnerens

krav på udbetaling fra staten er overdraget til tredjemand. Reglen, der skal ses i sammenhæng med §

28 i lov om gældsbreve om modregning ved transporter, skyldes, at de nævnte renter ikke kan

relateres til den restskat, de vedrører, og dermed kan det for modregningen i medfør af § 28 afgørende

stiftelsestidspunkt for renterne ikke afklares.

§ 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regulerer dækningsrækkefølgen for fordringer, der

alle opfylder betingelserne for modregning, men hvor ikke alle fordringer kan dækkes med

udbetalingsfordringen. Efter stk. 1, nr. 1, dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den

udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om

modregning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under

opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er mulig, anvendes ifølge § 7, stk.

2, 1. pkt., ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning dækningsrækkefølgen efter § 4,

hvorefter bøder dækkes først, dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes først, og

endelig andre fordringer under inddrivelse, idet renter i alle tilfælde dækkes forud for hovedkravet,

jf. § 4, stk. 2, 2. pkt. Er der ikke dækning for alle fordringer inden for samme kategori (bøder,

underholdsbidrag og andre fordringer), dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der er modtaget først, dækkes først,

jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. For en opkrævningsrente lægges det ved modtagelsen over for

restanceinddrivelsesmyndigheden oplyste hovedkrav til grund ved anvendelsen af 2. pkt., jf. 3. pkt.,

mens 4. pkt. bestemmer, at dækningsreglen i 1. pkt. anvendes, hvor en sådan oplysning om

hovedkravet ikke er givet. Er der med udbetalingsfordringen alene mulighed for en delvis dækning

af fordringerne i § 7, stk. 1, nr. 3, dvs. andre fordringer (end den udbetalende myndigheds fordringer)

under opkrævning, dækkes disse i den rækkefølge, hvori de er registreret i

restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder ifølge stk. 3

ikke anvendelse ved modregning i sociale ydelser, som en kommune kan gennemføre i en udbetaling

fra Udbetaling Danmark, eller som Udbetaling Danmark kan gennemføre i en udbetaling fra en

kommune, uden at fordringen er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister,

hvis modregningen gennemføres efter fordringshavers anmodning direkte til den udbetalende

myndighed om i udbetalingsbeløbet at fradrage et beløb svarende til den skyldige fordring.

Resulterer den første årsopgørelse for den skattepligtige i, at denne får et krav på tilbagebetaling af

overskydende skat, skal den overskydende skat med godtgørelse efter kildeskattelovens § 62, stk. 2,

tilbagebetales i tiden fra den 1. marts til den 1. september i året efter indkomståret, jf. § 62, stk. 3, 1.

pkt. Medfører en ændret årsopgørelse, at der fremkommer overskydende skat eller yderligere

overskydende skat, tilbagebetales beløbet med godtgørelse efter § 62, stk. 2, og eventuelle renter efter

§ 62, stk. 3, 2. pkt., inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen, jf. §

62 A, stk. 4, 1. pkt. Om Skatteforvaltningens udbetaling af negativ moms og andre negative beløb

efter opkrævningslovens § 12, stk. 1, bestemmes i § 12, stk. 2, at såfremt angivelsen henholdsvis

indberetningen af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., er modtaget rettidigt, sker udbetaling efter stk.

1 senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen henholdsvis indberetningen for den pågældende

periode. Såfremt tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen, tilbagebetales beløbet senest 3 uger

efter, at virksomheden har gjort Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller Skatteforvaltningen

har konstateret fejlen.

Officialmaksimen indebærer, at en myndighed har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden

myndigheden træffer sin afgørelse i sagen. Officialmaksimen, der ikke er lovfæstet, men er udtryk

for en almindelig retsgrundsætning, skal understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige

afgørelser. Hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som

ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages med henblik på at kunne foretage de manglende

undersøgelser. Officialmaksimen indebærer, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at

myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse i den

foreliggende sag, og dels at disse oplysninger er korrekte.

2.1.2. Lovforslaget

Mange af de fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, lider

af datafejl. Det samme gælder mange af de fordringer, der er indberettet til

restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik på modregning. Fordringsregisteret

er en del af DMI, indtil det ny it-system for inddrivelse kan overtage den funktion, som

fordringsregisteret varetager. Datafejl omfatter ethvert forhold, der indebærer, at fordringen ikke uden

nærmere undersøgelser af data kan dækkes ved inddrivelse eller ved modregning i opkrævningsfasen.

Blandt de konstaterede datafejl kan nævnes potentielle dubletter (dvs. at samme fordring er

indberettet mere end én gang), forkert saldo eller hæftelsesforhold for fordringen, sammenlægning af

fordringer og renter i hovedstol m.v. Datafejl kan i visse situationer også skabe tvivl om en fordrings

retskraft. Det er f.eks. tilfældet, hvor renter og hovedstol er blandet sammen, uden at de relaterer sig

til hinanden. Det vil da ikke være muligt at afgøre, om renterne kan være ramt af accessorisk

forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, hvorefter en rentebærende hovedfordrings forældelse

medfører, at dens renter samtidig forældes.

Restanceinddrivelsesmyndigheden træffer i praksis efter delegation fra Skatteforvaltningen afgørelse

om modregning, hvor Skatteforvaltningen er den udbetalende myndighed, og hvor dækningen således

skal ske i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om intern

modregning, hvorefter den udbetalende myndigheds fordring dækkes først. Ved en fordringshavers

modregning med en fordring, der dækkes i medfør af § 7, stk. 1, nr. 3, faciliterer

restanceinddrivelsesmyndigheden modregningen ved indledningsvist at anvende beløbet, der i

modsat fald ville være blevet udbetalt til skyldnerens NemKonto eller en anden konto, jf. § 4 a, stk.

2, i lov om offentlige udbetalinger m.v., til modregning med fordringer fra den relevante

fordringshaver, der herefter træffer afgørelsen om modregning og meddeler skyldneren denne

afgørelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden sender i den forbindelse skyldneren et brev, der oplyser

skyldneren om, at der er gennemført modregning, og markerer, hvilke fordringer skyldneren

efterfølgende fra fordringshaver vil modtage en modregningsafgørelse om. Fordringshaver

underrettes parallelt om, at der skal udsendes en afgørelse til skyldner.

Restanceinddrivelsesmyndighedens opgave vanskeliggøres af de såvel formodede som konstaterede

datafejl på dels fordringer modtaget til inddrivelse, dels mange af de til fordringsregisteret

indberettede fordringer. Hvor det tidligere SKAT og nu Skatteforvaltningen har skullet udbetale f.eks.

overskydende skat eller negativ moms til en skyldner, har restanceinddrivelsesmyndigheden i et vist

omfang for at undgå en modregning med fordringer, der som følge af formodede eller konstaterede

datafejl ikke lovligt vil kunne indgå i en modregning, måttet fravige dækningsrækkefølgen efter § 7,

stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at de i dækningsrækkefølgen bedre

prioriterede fordringer, der var ramt af sådanne datafejl, er sprunget over ved den modregning, som

restanceinddrivelsesmyndigheden har truffet efter delegation fra SKAT/Skatteforvaltningen.

Officialmaksimen indebærer, at Skatteforvaltningen, inden en fordring kan indgå i en afgørelse, som

Skatteforvaltningen skal træffe, må afklare eller fjerne en datafejl, som fordringen henholdsvis

formodes eller er konstateret ramt af, hvis den formodede eller konstaterede datafejl er af en sådan

karakter, at fordringen ikke lovligt vil kunne indgå i afgørelsen. For negativ moms gælder som nævnt

ovenfor en udbetalingsfrist på 3 uger regnet fra den rettidige modtagelse af momsangivelsen, hvorfor

der ofte ikke har været den til afklaring eller udbedring af datafejlen nødvendige tid. Tilsvarende har

det i flere tilfælde som følge af formodede eller konstaterede datafejl været nødvendigt at fravige den

nævnte dækningsrækkefølge, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden alene har faciliteret

fordringshavers modregning. Det har betydet, at en ifølge dækningsrækkefølgen efter § 7, stk. 2, 2.

pkt., bedre prioriteret fordring er sprunget over, som følge af at fordringen er formodet eller

konstateret ramt af en datafejl, herunder retskrafttvivl, der ikke uden uforholdsmæssige omkostninger

har kunnet afklares eller udbedres inden for udbetalingsfristen. Udbetalingsbeløbet er således helt

eller delvist

–

afhængigt af modregningens omfang

–

sendt til en eller flere dårligere prioriterede

fordringers fordringshaver, som i den forbindelse har truffet afgørelse om modregning.

Denne fravigelse af reglerne om dækningsrækkefølge ved modregning har været nødvendig for at

undgå en ulovlig modregning.

For at skabe et sikkert hjemmelsgrundlag for restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at

forestå modregning efter delegation fra Skatteforvaltningen og facilitere modregningen, hvor en

anden fordringshaver træffer afgørelsen om modregning, foreslås derfor en nyaffattelse af § 18 b i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at bemyndigelsen tillige giver mulighed for

fastsættelse af regler, der fraviger dækningsrækkefølgen for fordringer, der er under opkrævning og

i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, hvis skyldner har en udbetalingsfordring

mod det offentlige. Det vil derfor være bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, der skal kunne fraviges

gennem fastsættelse af særlige regler herom. Det vil således med forslaget være muligt at fastsætte

regler, der indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan springe fordringer over ved

restanceinddrivelsesmyndighedens modregning efter delegation fra Skatteforvaltningen, dvs. hvor

Skatteforvaltningen er fordringshaver, og ved facilitering af en fordringshavers modregning, jf.

ovenfor om denne faciliteringsproces. Det vil også kunne komme på tale til skyldneren at udbetale

en udbetalingsfordring eller en efter modregning med modregningsklare fordringer resterende del af

en udbetalingsfordring frem for inden for udbetalingsfristen for udbetalingsfordringen at søge at

fjerne datafejlen, herunder en eventuel retskrafttvivl, med henblik på modregning. Bemyndigelsen vil

fortsat muliggøre fastsættelse af regler, der fraviger dækningsrækkefølgen for fordringer, der er under

inddrivelse, jf. § 4, der også anvendes ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning, jf. § 7,

stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, 1. pkt.

Det er samtidig tanken, at § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter den foreslåede

nyaffattelse skal give mulighed for at fastsætte regler, der gør det muligt for

restanceinddrivelsesmyndigheden at fravige dækningsrækkefølgen for fordringer registreret i DMI,

der er det ene af de to systemer i perioden med paralleldrift. I DMI er der således registreret fordringer,

der er ramt af såvel retskrafttvivl som formodede eller konstaterede datafejl, og det er vigtigt, at

dækningsrækkefølgen kan fraviges, indtil de nødvendige retskraftvurderinger og afklaringer og

udbedringer af datafejl er foretaget. Der er med § 47 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om

inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat regler om paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017, hvor

fordringer er registreret i såvel EFI/DMI-systemkomplekset som i det ny it-system for inddrivelsen.

Bemyndigelsen skal efter den foreslåede nyaffattelse af § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige fortsat også omfatte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer, der er

under inddrivelse. Herved forstås ikke alene fordringer, der er registreret i de to systemer, der

anvendes i paralleldriftsperioden, dvs. EFI/DMI og det ny it-system for inddrivelsen, men enhver

fordring, der i et af Skatteforvaltningens systemer er registreret som værende under inddrivelse eller

i øvrigt vurderes at være under inddrivelse. I Skatteforvaltningens opkrævningssystem SAP38 er der

således fordringer, der behandles som værende under inddrivelse, selv om de ikke er blevet overført

til et af systemerne i paralleldriften. Samtidig er der i DMI registreret fordringer, for hvilke det er

tvivlsomt, om de opfylder de formelle bestemmelser for at kunne være under inddrivelse, jf. herom

navnlig § 2, stk. 3 og 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter en fordring først kan

overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig

rykkerprocedure forgæves er gennemført (stk. 3), ligesom fordringshaver inden overdragelsen

skriftligt skal underrette skyldner om overdragelsen, medmindre muligheden for at opnå dækning vil

blive væsentligt forringet ved en sådan underretning af skyldner (stk. 4).

En fordring, der er under inddrivelse, vil, selv om den ved en fravigelse af dækningsrækkefølgen

springes over ved en dækning med et beløb opnået ved inddrivelse eller frivillig betaling, fortsat være

under inddrivelse, hvorfor der fortsat vil påløbe inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldneren vil således ikke kunne påberåbe sig

fordringshavermora ved en sådan overspringelse af den pågældende fordring. Ved

fordringshavermora forstås, at den forsinkede opfyldelse af betalingspligten skyldes fordringshavers

forhold, hvorfor fordringshaver normalt mister sine sædvanlige misligholdelsesbeføjelser, f.eks.

adgangen til at kræve morarenter.

Det er tanken, at der administrativt skal kunne fastsættes en beløbsgrænse, der sikrer, at

restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med modregning og inddrivelse manuelt

sagsbehandler så mange fordringer, som det ressourcemæssigt er muligt at behandle. Hvis en fordring

ikke overstiger beløbsgrænsen, skal den derfor kunne springes over i dækningsrækkefølgen for

modregning under opkrævning.

Ved den foreslåede nyaffattelse er det også tanken, at dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter en rente dækkes før hovedkravet, skal kunne

fraviges ved konvertering af fordringer fra DMI til det ny it-system for inddrivelsen, hvor måske

alene hovedkravet konverteres, idet de tilhørende renter efterlades i DMI som følge af tvivl om

retskraften eller mistanke om datafejl. Flere renter

–

bl.a. fra Skatteforvaltningens

opkrævningssystem KOBRA, der anvendes til opkrævningen af restskat

–

har således vist sig at have

tvivl om retskraften, mens de til renterne relaterede hovedfordringer er retskraftige og derfor

konverterings- og inddrivelsesparate. Derudover er et større antal renter registreret med forkerte eller

mangelfulde data, f.eks. manglende eller forkert periodeangivelse. Sådanne datafejl kan skabe

problemer med beskrivelsen af renten over for skyldneren, hvorfor de ikke opfylder kravene til

inddrivelse i det ny it-system for inddrivelse. Modsat hvad der er anført i de almindelige

bemærkninger til § 18 b i lovforslag nr. L 122, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 122 som fremsat,

side 8, hvorefter dækningsrækkefølgen efter § 4 vil finde anvendelse for de fordringer, der inddrives

via interimssystemets aktive del, dvs. de dækninger, der sker i perioden med paralleldrift, skal der

derfor være mulighed for i det enkelte system i paralleldriften at kunne fravige dækningsrækkefølgen,

således at renter ikke nødvendigvis skal dækkes før deres hovedkrav.

Det foreslås ved den foreslåede nyaffattelse af § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

at skatteministeren skal kunne fastsætte regler, der muliggør en fravigelse af dækningsrækkefølgen

efter § 4 for fordringer, der er under inddrivelse, herunder ved modregning, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, jf.

stk. 2, 1. pkt., og en fravigelse af dækningsrækkefølgen efter § 7, stk. 1 og 2, om

dækningsrækkefølgen ved modregning, som restanceinddrivelsesmyndigheden forestår efter

delegation fra Skatteforvaltningen, dvs. hvor Skatteforvaltningen er den udbetalende myndighed (stk.

1, nr. 1), ved modregning, som restanceinddrivelsesmyndigheden foretager med fordringer under

inddrivelse (stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, 1. pkt.), og ved modregning, som restanceinddrivelsesmyndigheden

faciliterer, mens fordringshaveren træffer selve afgørelsen om modregning (stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, 2.

pkt.). Det vil i forhold til udbetalingsfordringer også kunne komme på tale til skyldneren at udbetale

en udbetalingsfordring eller en efter modregning med modregningsklare fordringer resterende del af

en udbetalingsfordring, jf. ovenfor. Fravigelsen af dækningsrækkefølgen skal også kunne foretages

inden for et enkelt af systemerne i paralleldriftsperioden, dvs. DMI og det ny it-system for

inddrivelsen.

2.2. Regler om restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af fordringer ved mistanke om datafejl

for fordringer, der er under inddrivelse eller indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens

fordringsregister med henblik på modregning under opkrævningen

2.2.1. Gældende ret

Skatteministeren har med § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fået en bemyndigelse

til at fastsætte regler om restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer,

der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021, og

tilhørende renter og lignende ydelser er retskraftige. Bemyndigelsen blev indsat ved § 1, nr. 21, i lov

nr. 285 af 29. marts 2017. Af lovforslaget til loven

–

lovforslag nr. L 137

–

fremgår i de almindelige

bemærkninger, afsnit 2.2.3.2, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 137 som fremsat, side 36, at der

med den foreslåede bemyndigelse bl.a. skal kunne fastsættes regler om rækkefølgen for

retskraftvurderingerne. Det vil også gælde de situationer, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden

modtager en frivillig betaling, og der mod skyldneren findes fordringer med tvivlsom retskraft, og

situationer, hvor en modregningsmulighed ønskes udnyttet, men hvor en eller flere mulige

modfordringer har tvivlsom retskraft. Det anføres, at det er tanken, at FIFO-princippet, hvorefter en

fordring dækkes inden en senere modtaget fordring fra samme dækningskategori, dvs. bøder (nr. 1),

underholdsbidrag (nr. 2) og andre fordringer (nr. 3), jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, ikke finder anvendelse på rækkefølgen for retskraftvurderinger, og at hensynet til effektiv

inddrivelse kommer til udtryk, ved at store fordringer kan prioriteres i retskraftvurderingerne. Endelig

anføres, at periodeangivelsen med den 22. november 2021 som sidste dag, hvor de af bemyndigelsen

omfattede fordringer er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skyldes § 18 a, stk. 1, om

forældelsesudskydelse for fordringer, der den 19. november 2015 eller senere er under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For disse fordringer regnes forældelsesfristen tidligst fra den

20. november 2018. Mandag den 22. november 2021 er derfor fristen for at iværksætte afbrydelse af

forældelsen gennem retsligt skridt over for skyldneren, og forældelse vil

–

hvis afbrydelse ikke

forinden er sket

–

indtræde den 23. november 2021. Forældelsesudskydelsen gælder alene fordringer,

der var retskraftige, da de blev overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Bemyndigelsen i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er udnyttet ved i § 49 i

bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved

bekendtgørelse nr. […], at fastsætte nærmere regler for retskraftvurderingerne.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 1, er bestemt, at § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

hvorefter beløb, der inddrives eller modtages ved frivillig betaling, først dækker bøder, dernæst

underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer,

jf. stk. 1, ligesom FIFO-princippet anvendes på dækningen inden for samme dækningskategori, jf.

ovenfor, og en rente dækkes før sit hovedkrav, jf. stk. 2, 1. og 2. pkt., ikke finder anvendelse ved

restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer, der er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021, og renter, gebyrer og andre

omkostninger vedrørende disse fordringer er retskraftige.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at restanceinddrivelsesmyndigheden først

retskraftvurderer bøder, dernæst private krav på underholdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer.

Retskraftvurderingerne foretages ifølge § 49, stk. 2, 2. pkt., derudover således, at det størst mulige

beløb i forhold til den anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres

retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af forældelsesfristen for bødens

forvandlingsstraf, jf. § 49, stk. 2, 3. pkt.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 3, 1. pkt., er bestemt, at et beløb, der modtages ved en frivillig betaling,

anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige, i overensstemmelse med § 4 i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der herefter et beløb i overskud, og har skyldneren hos

restanceinddrivelsesmyndigheden anden gæld med tvivlsom retskraft under inddrivelse,

retskraftvurderer restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge § 49, stk. 3, 2. pkt., ud fra rækkefølgen i §

4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige så stor en del af denne gæld, som

beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog retskraftvurderes

sidst, jf. bekendtgørelsens § 49, stk. 5, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ifølge § 49, stk.

3, 3. pkt., fravige denne rækkefølge for retskraftvurderingerne, hvis det efter

restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering væsentligt vil forsinke anvendelsen af det

overskydende beløb til dækning af skyldnerens øvrige gæld under inddrivelse. I så fald kan

restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge § 49, stk. 3, 4. pkt., retskraftvurdere og dække de fordringer,

der vurderes hurtigst at kunne anvendes til en dækning med det overskydende beløb.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 4, 1. pkt., er bestemt, at rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. § 7,

stk. 1, nr. 2, jf. § 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og rækkefølgen for

retskraftvurderinger, jf. stk. 2, kan fraviges ved dækning og ved retskraftvurderingen i forbindelse

med en modregning, herunder i forbindelse med anvendelse af et overskydende beløb, jf. § 4, stk. 5,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og bekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5. Fravigelsen af

rækkefølgen for dækning i henhold til 1. pkt. kan ifølge § 49, stk. 4, 2. pkt., ske således, at fordringer,

der ikke uden nærmere undersøgelse kan dækkes, ikke dækkes, når det af hensyn til overholdelse af

udbetalingsfristen findes hensigtsmæssigt. Rækkefølgen for retskraftvurdering i henhold til 1. pkt.

kan ifølge § 49, stk. 4, 3. pkt., fraviges, når det af hensyn til overholdelse af udbetalingsfristen findes

hensigtsmæssigt. Ved dækning og ved retskraftvurderingen i forbindelse med anvendelse af et

overskydende beløb, jf. § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og bekendtgørelsens

§ 7, stk. 4 og 5, kan fravigelsen som nævnt i 1. pkt. ske, når det findes hensigtsmæssigt, jf. § 49, stk.

4, 4. pkt.

Endelig er det i bekendtgørelsens § 49, stk. 5, 1. pkt., bestemt, at renter og lignende ydelser, der

omfattes af forældelseslovens § 23, stk. 2, alene retskraftvurderes, hvis den fordring, de vedrører, er

retskraftig. En retskraftvurdering af renter og lignende ydelser, jf. 1. pkt., finder ikke sted, hvis de

afskrives efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, fordi det vil være forbundet

med uforholdsmæssige omkostninger at foretage en retskraftvurdering af dem, jf. bekendtgørelsens

§ 49, stk. 5, 2. pkt.

2.2.2. Lovforslaget

Den store oprydningsopgave for restanceinddrivelsesmyndigheden i kølvandet på suspenderingen af

inddrivelsen via EFI/DMI den 8. september 2015 som følge af funktionalitetsmangler i dette

inddrivelsessystem har allerede nødvendiggjort flere lovgivningstiltag. Det har vist sig, at der også er

behov for en sikker lovregulering af arbejdet med afklaring og fjernelse af datafejl på fordringer, der

ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, men er indberettet af

fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik på modregning i

opkrævningsfasen.

Det foreslås derfor at nyaffatte den eksisterende bemyndigelse i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld

til

det

offentlige,

hvorefter

skatteministeren

kan

fastsætte

regler

restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer, der er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021, og tilhørende renter og lignende

ydelser er retskraftige.

Den foreslåede nyaffattelse går på for det første ud på at udvide bemyndigelsen, så den tillige omfatter

fordringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige forudsættes dækket ved modregning, ligesom den ud over opgaven med at afklare

retskrafttvivl desuden skal omfatte den tilsvarende opgave med at afklare og fjerne datafejl

vedrørende fordringer, der formodes eller konstateres at være ramt af datafejl. Datafejl omfatter

ethvert forhold, der indebærer, at fordringen ikke uden nærmere undersøgelser af data kan dækkes

ved inddrivelse eller ved modregning i opkrævningsfasen. Ved datafejl forstås som nævnt ovenfor i

afsnit 2.1.2, at der eksempelvis kan være tale om potentielle dubletter (dvs. at samme fordring er

indberettet mere end én gang), forkert saldo eller hæftelsesforhold for fordringen, sammenlægning af

fordringer og renter i hovedstol m.v. Datafejl kan i visse situationer også skabe tvivl om en fordrings

retskraft. Det er f.eks. tilfældet, hvor renter og hovedstol er blandet sammen, uden at de relaterer sig

til hinanden. Det vil da ikke være muligt at afgøre, om renterne kan være ramt af accessorisk

forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, hvorefter en rentebærende hovedfordrings forældelse

medfører, at dens renter samtidig forældes.

For det andet går den foreslåede ændring ud på at fjerne kravet om, at de fordringer, der skal

undersøges, skal være overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november

2021, som er den sidste dato, hvor fordringer, der med § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige har fået udskudt forældelsen, med sikkerhed stadig er retskraftige. I stedet foreslås, at

skatteministeren kan fastsætte regler, der skal gælde undersøgelser, der i perioden til og med den 31.

december 2021 skal foretages af retskrafttvivl og datafejl.

Den foreslåede ændring af bemyndigelsen betyder således, at skatteministeren for perioden til og med

den 31. december 2021 skal kunne fastsætte regler om restanceinddrivelsesmyndighedens opgave

med at afklare retskraft og afklare og fjerne datafejl for fordringer, der er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden

med

henblik

på

inddrivelse,

restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare retskraft og afklare og fjerne datafejl for

fordringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige forudsættes dækket ved modregning, såfremt en mulighed for modregning opstår, i begge

tilfælde inklusive tilhørende renter og lignende ydelser.