Bilag - Den fremtidige håndtering af restancer til offentlige for-
syninger
Status og misbrug på bekostning af de betalende forbrugere
Fraværet af det frie valg og ligestilling er til fordel for de forbrugere, der ikke betaler for
eget forbrug. Den manglende betaling og efterfølgende manglende opkrævning og inddri-
velse sker på bekostning af de betalende forbrugere.
Med udgangen af 2017 var de samlede restancer, som de kommunale forsyningers havde
oversendt til inddrivelse hos Skattestyrelsen på 226 mio. kr. Staten er for nylig gået i gang
med at afkøbe gamle, usikre restancer hos forsyningerne, men dette vil ikke hindre, at der
også fremover, dels vil være forbrugere som misbruger reglerne, dels være et fravær af en
effektiv statslig inddrivelse.
Misbruget sker eksempelvis på spildevandsområdet, fordi servicen fortsætter, selv om der
ikke bliver betalt. Hos multiforsyninger findes der forbrugere, der vælger alene at betale
den del af regningen, der angår forsyningsarter, hvor der kan lukkes for forsyningen.
Fraværet af en effektiv inddrivelse betyder, at forsyningerne ufrivilligt benyttes som bank
med gratis kassekredit.
Det er umuligt at forklare de betalende forbrugere, at de skal tåle misbruget, fraværet af
effektiv inddrivelse og risikoen for, at EFI´s afløser skal have år til at komme til at fungere.
De dårlige erfaringer og status quo-situationen udfordrer retsbevidstheden og retfærdig-
hedsprincippet.
Det er også vanskeligt at få forståelse for, at blot fordi en forbruger forsynes fra en offent-
lig ejet forsyning, så kan der ikke frit vælges en effektiv inddrivelse ligesom hos de forsy-
ninger, der anses som private i lovens forstand. På el-forsyningsområdet er det således, at
selv om forsyningerne er underlagt samme økonomiske regulering, så er et mindretal
tvangsunderlagt et system, der ikke fungerer og uden mulighed for at opkræve restancer
på samme måde, som flertallet af forsyningerne kan. Dette er helt uacceptabelt.
Erfaringerne fra inkassobranchen er, at en hurtig, ”håndholdt” proces såvel i opkrævnings-
som inddrivelsesfasen giver en høj succesrate, ikke mindst på mindre krav. I den forbin-
delse kan det oplyses, at det offentlige i dag selv skal afholde alle omkostninger til op-
krævning, mens den private sektor kan pålægge skyldneren en del af omkostningerne med
afsæt i regler fastsat af Justitsministeren. Det er med andre ord dyrt for offentligt ejede
forsyninger, hvor de fleste ikke har nogen særlige kompetence på opkrævningsområdet el-
ler tid til at være aktive de første 3-6 måneder efter forfald, hvor succesraten er størst.
Skræmmescenarie for fremtiden
EFI´s afløser, når det en gang kommer til at fungere, vil alene virke over for ca. 1/3 af
skyldnerne, da det ifølge Skatteministeriets egne oplysninger alene er denne mindre
gruppe, der vil have et tilstrækkeligt indtægtsgrundlag til, at der kan gøres brug af Gælds-
styrelsens inddrivelsesredskaber. Lavindkomstværnet, som styrelsen skal administrere ef-
ter, tager ikke hensyn til, om forbrugeren har en formue.
Den offentlige forsyning skal i dag afholde alle omkostninger til opkrævningen, hvor pri-
vate forsyninger kan pålægge skyldneren en del af omkostningerne. Det er ikke rimeligt, at