Skatteudvalget 2018-19 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 148
Offentligt
Resumé af forslag til lov om ændring af chokoladeaf-
giftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, lov om
afgift af konsum-is, momsloven og registreringsafgifts-
loven (Godtgørelse af punktafgifter til visse organisati-
oner m.v., ændring vedr. konsignationslagre, kædehan-
del og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel og æn-
dringer vedr. import og eksport af brugte køretøjer)
Lovforslaget indeholder flere delelementer, som virker uafhængigt af hinanden, men som
alle medvirker til mere rimelige regler på afgiftsområdet. Lovforslagets formål er således
at gennemføre lempelser, forenklinger og præciseringer, der vil øge incitamentet til at
støtte humanitært hjælpearbejde, lette handlen med varer i EU og gøre det vanskeligere at
begå momssvig. Herudover har lovforslaget til formål at skærpe reglerne på motorområ-
det i forbindelse med eksport og import af brugte køretøjer.
Det foreslås, at organisationer m.v. kan få godtgjort afgifter på chokolade- og sukkerva-
rer, kaffe m.v. og konsum-is, når varerne anvendes til f.eks. julehjælp og forbrug på var-
mestuer, herberger m.v. Producenter, grossister og butikker vurderes med forslaget at få
øget incitament til at donere eller sælge varerne billigt til organisationer m.v., i stedet for
at kassere dem.
Endvidere foreslås det, at der implementeres et nyt momsdirektiv, der forenkler og præci-
serer momsreglerne for handel med varer i EU. Direktivet indeholder desuden tiltag, der
skal gøre det vanskeligere at begå momssvig. Flere at ændringerne er efterspurgt af er-
hvervslivet. Desuden foretages en egentlig implementering i loven af visse allerede gæl-
dende regler, idet der i gældende momslov kun henvises til EU-reglerne.
Desuden foreslås det, at fristerne for udbetaling af eksportgodtgørelse motorområdet for-
længes. Det vil give Skatteforvaltningen mulighed for at foretage en grundigere kontrol af
en anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse, før godtgørelsen udbetales.
Herudover foreslås det, at godtgørelsen på 400 kr. ved syn i forbindelse med eksport af
køretøjer afskaffes. Det foreslås samtidig, at nedsættelsen af registreringsafgiften på 60 kr.
ved syn i forbindelse med import af brugte biler og motorcykler, afskaffes. Synet skal
sikre, at værdifastsættelsen sker på et korrekt grundlag. Med forslaget tydeliggøres det, at
det er eksportørernes hhv. importørernes ansvar, at køretøjet er i registreringsklar stand.
Lovforslaget skønnes at medføre et samlet merprovenu på ca. 10 mio. kr.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2019. Lovforslaget er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer.
19. februar 2019
J.nr. 2018 - 8110