SAU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 126: Lovudkast - Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om retsafgifter (Forenkling af regler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.), fra skatteministeren

Skatteudvalget 2018-19 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 126
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J.nr. 2019-303

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om retsafgifter

(Forenkling af regler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på

samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.)

Skatteministeriet

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,

som ændret bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017 og § 1 i

lov nr. 551 af 29. maj 2018, foretages følgende ændringer:

§ 2

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, øn-

sker, at inddrivelse af en fordring, der allerede er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til

inddrivelse, fremover skal ske over for en eller flere andre skyldnere, der tillige helt eller delvis hæfter

for fordringen, eller at inddrivelse ikke længere skal omfatte en eller flere skyldnere, som fordringen

inddrives over for, skal fordringen med dens renter og opkrævningsgebyrer tilbagekaldes af fordrings-

haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, med henblik på at blive

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny med oplysninger om den eller de skyldnere,

som fordringen fremover skal inddrives over for. Fordringshaveren eller den, der på vegne af for-

dringshaveren opkræver fordringen, skal skriftligt underrette den eller de skyldnere, der er omfattet

af tilbagekaldelsen efter 1. pkt.«

Stk. 5-12 bliver herefter stk. 6-13.

§ 2, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

§ 2, stk.7, 2. pkt.,

der bliver stk. 8, 2. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 6«, og i

stk. 7, 3. pkt.,

der

bliver stk. 8, 3. pkt., ændres »stk. 5, 3. pkt.« til: »stk. 6, 3. pkt.«

§ 2, stk. 8, 3. pkt.,

der bliver stk. 9, 3. pkt., ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.

§ 2, stk. 10, 2. pkt.,

der bliver stk. 11, 2. pkt., ændres »stk. 11« til: »stk. 12«.

SAU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 126: Lovudkast - Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om retsafgifter (Forenkling af regler om forældelseshåndtering, modregning ved transporter, flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift m.v.), fra skatteministeren

§ 2, stk. 12, 1. pkt.,

der bliver stk. 13, 1. pkt., ændres »stk. 1-11« til: »stk. 1-12«.

§ 3 B, stk. 1, 1. pkt.,

udgår »efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter«.

§ 3 B, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det i

forbindelse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse« til: »det i for-

bindelse med overdragelsen oplyses, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører«.

§ 3 B, stk. 1,

indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»For renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, der ved overdragelsen til restanceinddrivelsesmyn-

digheden oplyses at være renter af et bestemt hovedkrav, lægges dette hovedkrav til grund med hen-

syn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2.«

10.

§ 4, stk. 4, 2. pkt.,

indsættes efter »betalingstidspunktet«: », idet dækningen med hensyn til

beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelses-

myndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den første i måneden, efter

at fordringen aktuelt kom under inddrivelse«.

11.

§ 5 a

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på renter af fordringer, der omfattes af § 18 a, stk. 2.«

12.

Efter § 7 indsættes:

»§ 7 a.

Overdragelser af krav mod told- og skatteforvaltningen kan ikke overstige det udbetalingsbe-

løb, der kan opgøres, efter at forfaldne fordringer omfattet af denne lov er dækket ved modregning

som anført i § 7, stk. 1 og 2.«

13.

Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:

»§

12 a.

For udlæg, som foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, svares en

grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., svares yderligere �½ pct. af det overskydende beløb

i grundafgift. Afgiften afrundes opefter til nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10.

Stk. 2.

Der svares yderligere en tillægsafgift på 400 kr., såfremt forretningen helt eller delvis foretages

uden for restanceinddrivelsesmyndighedens kontor, eller skyldneren fremstilles af politiet.

Stk. 3.

Foretages samtidig udlæg hos samme skyldner for flere krav, sammenlægges kravene inden

afgiftens beregning, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 4.

Foretages udlæg for samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for hver skyldner. Dette

gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor udlægget vedrører fast ejen-

dom, som tilhører skyldnerne i forening.

§ 12 b.

Afgiftsfri er udlæg vedrørende:

1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offentlige.

2) Afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve.

3) Borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag.

§ 12 c.

Afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1, indtræder, når restanceinddrivelsesmyndighedens pantefo-

ged underretter skyldneren om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1.

Stk. 2.

Foretages forretningen i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 2, uden sådan underretning,

indtræder afgiftspligten efter § 12 a, stk. 1, når forretningen påbegyndes, jf. retsplejelovens § 496.

Stk. 3.

Afgiftspligten efter § 12 a, stk. 2, indtræder, når restanceinddrivelsesmyndighedens pantefoged

træffer bestemmelse om retshandlingens foretagelse.

§ 12 d.

Der svares kun ny afgift efter § 12 a, stk. 1, når afgiftspligten for den nye afgift indtræder

mere end 3 måneder efter, at der for skyldneren sidst er indtrådt afgiftspligt efter § 12 a, stk. 1. Der

svares kun afgift efter 12 a, stk. 2, for forretninger, hvor der skal svares afgift efter § 12 a, stk. 1.

§ 12 e.

Indsigelse imod restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeders beregning af en afgift sker

ved klage til den fogedret, som skulle have foretaget forretningen, hvis denne ikke var henlagt til

restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder.

Stk. 2.

Under forretningen kan indsigelse fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndighedens pan-

tefoged, som underretter fogedretten om indsigelsen. Efter forretningen kan indsigelse fremsættes

ved klage til fogedretten. Klage skal indgive, senest 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kund-

skab om afgiftsberegningen.

Stk. 3.

Fogedretten kan se bort fra overskridelser af klagefristen på indtil 6 måneder, når særlige om-

stændigheder gør overskridelsen undskyldelig.

Stk. 4.

Tages klagen til følge, omgøres afgiftsberegningen i overensstemmelse hermed.

Stk. 5.

Ændres afgiftsberegningen ikke i henhold til stk. 4, træffes afgørelsen ved kendelse.

Stk. 6.

Fogedretten kan efter sit eget skøn af egen drift indhente oplysninger eller erklæringer fra

klageren. Kendelsen kan stadfæste afgiftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade for den

afgiftspligtige.

Stk. 7.

Kendelsen kan inden 2 uger påkæres i den borgerlige retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 6

finder tilsvarende anvendelse.

§ 12 f.

Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder kan af egen drift ændre beregningen til for-

del for den afgiftspligtige.

Stk. 2.

Bortset fra de i § 12 e, stk. 6 og 7, omhandlede tilfælde kan efterbetaling af for lidt beregnet

afgift ikke kræves, når der er forløbet 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om bereg-

ningen.

Stk. 3.

Efterbetaling kan dog kræves, hvor beregningen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på an-

den måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige eller dennes befuldmægtigede. Ved klage

over efterkrav finder reglerne i § 12 e anvendelse.

§ 12 g.

Afgifter efter § 12 a, stk. 1 og 2, oppebæres af restanceinddrivelsesmyndigheden.«

14.

§ 13, stk. 6,

affattes således:

»Stk. 6.

Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles

fysiske eller juridiske personer, uanset om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede.«

15.

§ 16, stk.1,

affattes således:

»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt afskrive eller undlade at afbryde forældelsen af for-

dringer til det offentlige, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, hvis det må anses for åben-

bart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen.«

16.

Overskriften

før § 18 a affattes således:

»Forældelse af fordringer under inddrivelse«.

17.

§ 18 a

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2.

Et hovedkrav og dets tilhørende rente, der begge er under inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden, udgør i relation til forældelse et fordringskompleks, hvor alle fordringer har samme

forældelsesdato, uanset om hovedkravet eller dets tilhørende rente, efter at de er kommet under ind-

drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, op- eller nedskrives. Forældelsesdatoen efter 1. pkt.

er den til enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkravet, efter at dette kom under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Er hovedkravet allerede nedbragt til nul, når dets tilhørende

renter modtages til inddrivelse, er forældelsesdatoen efter 1. pkt. forældelsesdatoen for den af rente-

fordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse, efter at denne kom under inddrivelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden. Forældelsen kan efter modtagelse af hovedkravet til inddrivelse afbry-

des for hele fordringskomplekset, hvis afbrydelsen omfatter hovedkravet. Er hovedkravet nedbragt

til nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning, medfører en afbrydelse af forældelsen

for en tilhørende rente, der er under inddrivelse, en afbrydelse af forældelsen for hele fordringskom-

plekset. Opskrives hovedkravet ved overdragelse af en opskrivningsfordring, eller overdrages yder-

ligere tilhørende renter, anvendes som forældelsesdato efter 1. pkt. den ved opskrivningsfordringens

eller de yderligere tilhørende renters modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden gældende for-

ældelsesdato for fordringskomplekset. Er fordringskomplekset under inddrivelse nedbragt til nul, her-

under ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning, og modtager restanceinddrivelsesmyndigheden

herefter en opskrivningsfordring, en eller flere opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesren-

ter eller en opskrivning af opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter ved overdragelse

af en eller flere nye renter, får fordringskomplekset bestående af opskrivningsfordringen respektive

den eller de overdragne renter den forældelsesdato, der følger af stk. 4 sammenholdt med stk. 7.

Består fordringskomplekset i det i 7. pkt. nævnte tilfælde tillige af en opskrivningsfordring til et ho-

vedkrav, afbrydes forældelsen for fordringskomplekset alene, hvis opskrivningsfordringen får sin for-

ældelse afbrudt. De renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. og 2. pkt., anses, når de er under inddrivelse,

i relation til forældelse som hovedkrav, der ikke indgår i noget fordringskompleks. Det hovedkrav og

de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., udgør et fordringskompleks efter 1. pkt.

Stk. 3.

Ophæver restanceinddrivelsesmyndigheden en dækning eller afskrivning af en fordring under

inddrivelse, gælder for fordringskomplekset, jf. stk. 2, den forældelsesdato, der var gældende på tids-

punktet for den dækning eller afskrivning (virkningstidspunktet), der giver anledning til ophævelsen.

En afbrydelse af fordringskompleksets forældelse, der er sket efter virkningstidspunktet i 1. pkt., men

inden ophævelsen efter 1. pkt., bortfalder ved ophævelsen, men forældelse af fordringskomplekset

indtræder tidligst 6 måneder efter ophævelsen.

Stk. 4.

For fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3

år, selv om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

havde en længere forældelsesfrist, eller der, før eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk.

1. For private fordringer og regioner og kommuners privatretlige fordringer gælder dog den forældel-

sesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden eller

under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive opnået efter forældelseslovens

§ 5, stk. 1. Denne forældelsesfrist gælder også for tilhørende renter under inddrivelse hos restance-

inddrivelsesmyndigheden.

Stk. 5.

Tilbagesendes et hovedkrav og dets tilhørende rente til fordringshaveren eller den, der på den-

nes vegne opkræver fordringen, vil den forældelsesdato, der var gældende ved tilbagesendelsen, jf.

stk. 2 og 3, fortsat være gældende, medmindre fordringshaveren eller den, der på dennes vegne op-

kræver fordringen, i medfør af forældelsesloven eller andre forældelsesregler får udskudt forældel-

sesdatoen.

Stk. 6.

Stk. 2-5 gælder hverken for bøder eller for udenlandske fordringer, for hvilke en international

overenskomst eller konvention vil være til hinder for en sådan anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 7.

18.

§ 18 a, stk. 2, 1. pkt.,

der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres »fordringer, der overdrages« til: »de i stk.

2 nævnte hovedkrav, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de i

stk. 2, 7. pkt., nævnte opskrivningsfordringer og renter, de i stk. 6 nævnte fordringer og disses renter

samt de i § 3 B, stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages«.

19.

§ 18 a

indsættes efter stk. 2, der bliver stk. 7, som

stk. 8

»Stk. 8.

Kan lønindeholdelse ikke ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren

er uden den betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren

modtager en indkomst, hvori lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske, kan restan-

ceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældelsen af

de fordringer, der fremgår af afgørelsen, er afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen. Den ny foræl-

delsesfrist regnes fra afgørelsesdatoen. Inden afgørelsen træffes, sender restanceinddrivelsesmyndig-

heden et forslag til afgørelse til skyldneren med en frist for denne på mindst 21 dage regnet fra for-

slagets dato til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til forslaget.

Stk. 9.

Er en sag om gyldigheden af restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse efter stk. 8 indbragt

for Landsskatteretten, jf. § 17, eller for domstolene, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens

endelige afgørelse.«

Justitsministeriet

§2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014, som ændret senest

ved § 16 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:

Efter § 20 indsættes i

kapitel 3:

»§

20 a.

Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse på udlæg, som foretages af restanceinddri-

velsesmyndighedens pantefogeder.«

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 15. maj 2019, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 1, nr. 11, 12 og 16-19, træder i kraft den 1. juli 2019.

Stk. 3.

§ 1, nr. 12, finder ikke anvendelse på overdragelser, hvorom der er givet underretning før den

1. juli 2019.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Indførelse af et fordringskompleks for forældelsen af fordringer under inddrivelse

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslaget

2.2. Afbrydelse af forældelse ved afgørelse om, at lønindeholdelse ikke kan ske

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslaget

2.3. Justering af regel om restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af accessorisk forældelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Lovforslaget

2.4. Forrang for det offentliges modregning ved transport i Skatteforvaltningens udbetalinger

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Lovforslaget

2.5. Håndtering af flere skyldnere på en fordring

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Lovforslaget

2.6. Forenkling af reglerne om retsafgift ved restanceinddrivelsesmyndighedens udlægsforretninger

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Lovforslaget

2.7. Klarere regel om restanceinddrivelsesmyndighedens eftergivelse af gæld

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Lovforslaget

2.8. Justering af regel om restanceinddrivelsesmyndighedens afskrivninger af gæld

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Lovforslaget

2.9. Præcisering af regel om virkningstidspunktet for dækninger, som restanceinddrivelsesmyndighe-

den foretager på fordringer under inddrivelse

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Lovforslaget

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det er vigtigt for regeringen og aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsind-

drivelse« af 8. juni 2017 at sikre grundlaget for en sikker og effektiv fremadrettet inddrivelse af gæld

til det offentlige. Det er hverken ret eller rimeligt, at andre borgere skal betale for dem, der ikke

betaler deres gæld til det offentlige. Regeringen har derfor sammen med aftalepartierne iværksat en

række initiativer, der skal sikre, at inddrivelsen af gæld til det offentlige kommer på fode igen, efter

at SKAT den 8. september 2015 besluttede at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det offent-

lige, på baggrund af at en række analyser af Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInd-

drivelse (DMI) havde påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter.

Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt skattevæsen« fra den 25. september 2015 ind-

gik V-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det

Konservative Folkeparti »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles forstå-

else om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor. På baggrund heraf

er der igangsat et omfattende arbejde med bl.a. at udvikle et nyt it-system for inddrivelse, ligesom der

er gennemført en række regelforenklinger på inddrivelsesområdet til understøttelse af de første faser

af udviklingen af det nye it-system.

Da erfaringerne med udviklingen af det suspenderede it-system EFI/DMI har vist, at det er særdeles

vanskeligt at tilpasse et nyt it-system til en kompleks og omfattende lovgivning, har regeringen (Ven-

stre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse af den

offentlige gældsinddrivelse« fra juni 2017 erklæret sig enige i, at der er behov for yderligere forenk-

ling og tilpasning af reglerne på inddrivelsesområdet for at sikre udviklingen af en effektiv it-under-

støttelse og efterfølgende administration af inddrivelsesopgaven.

Det er fundet nødvendigt at gennemføre regler, der tager sigte på at forenkle og systemunderstøtte de

funktioner, som det nye inddrivelsessystem skal have udviklet på nuværende tidspunkt. Forslagene

vedrører yderligere forenklinger af regler for forældelse og regler, der har til formål at gøre digitali-

seringen og administrationen af visse områder mere smidig og enkel. Det drejer sig om håndtering af

modregning ved transporter, retsafgift og situationer, hvor der er flere skyldnere, der hæfter for

samme fordring. Herudover foreslås det at fastsætte klarere regler for eftergivelse af gæld og justere

reglen om afskrivning som led i opfølgningen på ophævelsen af en særordning om eftergivelse af

gæld for grupper af socialt udsatte (ESG-ordningen). Endelig har det vist sig, at der er behov for en

præcisering og justering af reglerne om, hvordan betalinger til restanceinddrivelsesmyndigheden an-

vendes, hvor disse skal have virkning tilbage i tid.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

I forlængelse af den politiske aftale »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en

fælles forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor har

regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet,

Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgået

»Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af den 8. juni 2017.

Nærværende lovforslag har til formål at udmønte dele af denne aftale.

Aftalepartierne er enige om, at det er en helt afgørende forudsætning for etablering af en effektiv

inddrivelse af gæld, at der tilvejebringes forenklinger af lovgivningen på området. Lovforslaget in-

deholder som opfølgning herpå følgende forslag til forenklinger af inddrivelseslovgivningen:

Reduktion i antallet af forældelsesdatoer for fordringer under inddrivelse (indførelse af for-

dringskompleks)

Lettere adgang til at forældelsesafbryde ved afgørelse om, at lønindeholdelse ikke kan ske

Justering af regel om håndtering af accessorisk forældelse

Forrang for det offentliges modregning ved transport i Skatteforvaltningens udbetalinger

Klarere regler for håndtering af flere skyldnere på en fordring

Forenkling af reglerne om retsafgift ved restanceinddrivelsesmyndighedens udlægsforretnin-

ger

Klarere regler for eftergivelse af gæld

Justering af reglen om afskrivning

Præcisering af regel om virkningstidspunktet for dækninger, som restanceinddrivelsesmyn-

digheden foretager på fordringer under inddrivelse

Lovforslaget er det sjette i rækken af lovgivningstiltag på inddrivelsesområdet, der er fremsat i for-

længelse af det tidligere SKATs suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige via

EFI i september 2015 og det efterfølgende igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv restan-

ceinddrivelse.

Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på udviklingen af et nyt it-system, der skal un-

derstøtte inddrivelsen.

Det blev besluttet, at det nye it-system skal være baseret på et standardsystem, som trinvist bliver

videreudviklet, så det ved udgangen af 2018 ville kunne håndtere de fleste inddrivelsesskridt og

skyldnergrupper. Parallelt hermed blev der igangsat et arbejde med at forenkle lovgivningen på om-

rådet, så systemet bliver mindre komplekst end EFI/DMI.

Systemet udvikles gradvist og i første omgang med fokus på de funktionaliteter, der blev vurderet

som værende de vigtigste for ibrugtagningen af systemet for 1. udgave (release).

Som planlagt blev release 1 taget i brug i april 2017. Der var dermed bygget en platform og

–

som

forventet

–

udviklet den første, begrænsede funktionalitet for systemet. Samtidig blev Danmarks Ra-

dio tilsluttet systemet som den første fordringshaver.

Release 2, der blev taget i brug i november og december 2017, udbyggede it-systemet med nye og

centrale funktionaliteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget effektivt inddrivelsesskridt. Der

kan således sendes varsel og træffes afgørelse om lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse, herunder

ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevneberegning til beregning af lønindeholdelsesprocenten.

Herudover kan systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra fordringshaver i forbindelse med nedskriv-

ning, tilbagesendelse, tilbagekaldelse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan systemet nu fo-

retage en automatiseret betalingsevneberegning, ligesom der er udviklet en fordringshaverportal,

hvormed fordringshavere kan oprette gældsposter og modtage og håndtere gældsposter sendt i høring.

Den gradvise tilslutning af yderligere fordringshavere efter tilslutningen af Danmarks Radio er sam-

tidig igangsat.

Release 3 af det nye inddrivelsessystem blev færdiggjort i august 2018 og indeholder blandt andet

fuldt automatiseret lønindeholdelse og funktionalitet til håndtering af selskaber og PEF-skyldnere

(personligt ejede virksomheder). Release 3 indeholder derudover første version af den nye modreg-

ningskomponent. Den første modregning i overskydende skatter via den nye modregningskomponent

blev gennemført i september 2018. Version 2 af modregningsløsningen, der understøtter modregning

på tværs af det nye inddrivelsessystem og DMI, idriftsættes samtidig med resterende funktionaliteter

i release 4.

Udviklingen af fjerde og sidste release blev planmæssigt påbegyndt i august 2018, og release 4.1 blev

idriftsat i januar 2019. Funktionalitet til håndtering af forældelse, der er afhængig af lovforenkling på

området, forventes dog først afsluttet i foråret 2019. Release 4 indeholder udover funktionalitet til

håndtering af forældelse også funktionalitet til håndtering af flerhæftere samt yderligere forbedrings-

og automatiseringstiltag.

I løbet af 2019 forventes hovedparten af fordringshavere at være tilsluttet systemet, i takt med at de

får justeret deres interne processer og systemer, så de kan sende retskraftige fordringer med en god

datakvalitet, der sikrer, at der kan inddrives på fordringerne.

For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen eller meget begrænset systemunderstøttelse

blev der i november 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om standsning af forældelsen for

fordringer under inddrivelse, jf. lov nr. 1253 af 17. november 2015.

I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i form af regler, der er nødvendige for etab-

leringen af det nye og fremadrettede it-system og for en hensigtsmæssig behandling af klager på

inddrivelsesområdet. Der blev desuden gennemført en række justeringer og præciseringer med hen-

blik på at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af 22. marts 2016.

I januar 2017 blev det tredje lovgivningstiltag gennemført i form af regler om overdragelse af inddri-

velsen af fortrinsberettigede kommunale krav til kommunerne, jf. lov nr. 114 af 31. januar 2017.

Det fjerde lovgivningstiltag blev gennemført ved lov nr. 285 af 29. marts 2017. Med loven gennem-

førtes yderligere tiltag, der navnlig skulle sikre enklere regler på inddrivelsesområdet. Endvidere in-

deholder loven en række øvrige præciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.

Det femte lovforslag blev gennemført ved lov nr. 258 af 10. april 2018 og fastsatte regler om forenk-

ling af oprydningsopgaven med genoptagelsessager og ekstraordinær afskrivning.

Det sjette lovforslag blev gennemført ved lov nr. 551 af 29. maj 2018. Med loven gennemførtes yder-

ligere tiltag på inddrivelsesområdet, der navnlig havde sigte på forældelseshåndtering, digitaliser- og

administrerbare regler og at gennemføre tiltag, der fulgte af politiske aftaler.

Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgivningstiltag, der skal sikre enklere og klarere reg-

ler på inddrivelsesområdet, hvilket som nævnt er helt afgørende for udviklingen og etableringen af

en effektiv it-understøttelse af inddrivelsesopgaven.

Det foreslås for det første at reducere antallet af forældelsesdatoer for fordringer under inddrivelse.

Dette sker ved at indføre et »fordringskompleks«, som går ud på at registrere én forældelsesdato pr.

fordringskompleks bestående af en hovedfordring og tilhørende renter m.v.

–

nemlig hovedfordrin-

gens forældelsesdato

–

i stedet for at registrere samtlige forældelsesdatoer for en hovedfordring og

de tilknyttede renter m.v.

Forslaget vil lette systemudviklingen betydeligt og mindske kompleksiteten i løsningen og den efter-

følgende administration. Samtidig vurderes det at være risikofyldt og omkostningstungt at indrette

det nye gældsinddrivelsessystem efter de gældende regler.

For det andet foreslås det at indføre regler om lettere adgang til at forældelsesafbryde over for skyld-

nere uden betalingsevne. Forslaget går ud på, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter en vurdering

af skyldneres betalingsevne og indkomsttype kan træffe afgørelse om, at der ikke kan ske løninde-

holdelse (og dermed heller ikke fastsættelse af en tvungen afdragsordning) for skyldners gæld, og at

afgørelsen har forældelsesafbrydende effekt. Skyldneren får samtidig adgang til påklage afgørelsen.

Der er p.t. et meget stort antal skyldnere uden betalingsevne, hvor restanceinddrivelsesmyndighedens

i praksis eneste mulighed for at afbryde forældelsen er skyldnerens erkendelse af sin gæld, tilfældige

modregningsmuligheder (der dog alene afbryder forældelsen af den resterende del af en fordring, der

ikke ved modregningen kunne dækkes fuldt ud) og udlægsforretninger. Forslaget vil lette administra-

tionen af forældelsesafbrydelse over for skyldnere uden betalingsevne betydeligt, idet omkostnings-

tunge (for både restanceinddrivelsesmyndigheden og skyldneren) og tidsmæssigt krævende udlægs-

forretninger over for skyldnere uden betalingsevne ofte i praksis er eneste mulighed for at afbryde

forældelsen af deres gæld.

For det tredje foreslås det at justere en regel om, at renter, for hvilke det ved oversendelsen til inddri-

velse ikke er oplyst, hvilket hovedkrav de vedrører, i relation til accessorisk forældelse betragtes som

selvstændige hovedkrav. Ved accessorisk forældelse forstås, at en rente forældes, hvis hovedkravet

forældes. Renter af personskatter foreslås at udgå af bestemmelsen, således at håndteringen af den

accessoriske forældelse i stedet reguleres ud fra det hovedkrav (restskat), hvis det er oplyst ved over-

sendelsen, selv om der som følge af den specielle opkrævning, der er valgt for renter efter kildeskat-

teloven, ikke vil være tale om den rette restskat.

For det fjerde foreslås en forenkling af reglerne for modregning ved transporter. Forenklingen går ud

på, at der gives det offentlige forrang over for private kreditorer ved Skatteforvaltningens udbetalin-

ger af f.eks. overskydende skat og negativ moms, som er omfattet af en transport. Det betyder, at hvis

en skyldner f. eks. har overdraget (transporteret) sin overskydende skat til sit teleselskab (transport-

haver), vil restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skulle tage hensyn til transporten, men kan mod-

regne med gæld under inddrivelse. Transporten bliver således placeret sidst i dækningsrækkefølgen.

Når den offentlige gæld under opkrævning eller inddrivelse er dækket ved modregning, vil et even-

tuelt overskydende beløb skulle udbetales til transporthaver

–

i eksemplet således mobilselskabet.

Forslaget vil lette administrationen og systemudviklingen af modregningsmodulet i det nye inddri-

velsessystem betydeligt, fordi oplysninger om stiftelsestidspunktet for de fordringer, der skal indgå i

modregningen, ofte er upålidelige. Med forslaget vil det være tilstrækkeligt at lægge til grund, at de

fordringer, der ønskes modregnet med, er gyldige og modregningsegnede fordringer. Bestemmelsen

søger også at tage højde for, at data om transporter

–

herunder tidspunktet for underretningen om

transporten til Skatteforvaltningen

–

ofte er fejlbehæftede eller usikre, og at det er vanskeligt at pla-

cere transporter korrekt i dækningsrækkefølgen på baggrund af de oplysninger, der gives om trans-

porter i dag.

For det femte foreslås det at forenkle reglerne om håndtering af flere skyldnere, der hæfter for samme

fordring. Baggrunden for forslaget er, at det nye it-system for inddrivelse har vanskeligt ved at holde

styr på flere hæftere/skyldnere på en fordring, hvis en fordringshaver, efter at et inddrivelsesforløb er

startet over for en skyldner, tilføjer eller fjerner en medhæftende skyldner på fordringen. Det foreslås

derfor at indføre en regel, hvorefter fordringshaverne skal tilbagekalde en fordring og genindsende

den, hvis de ønsker at tilføje eller fjerne en eller flere skyldnere på en fordring. På den måde får

fordringshaverne incitament til at oplyse om alle medhæftende skyldnere på en fordring fra starten af

et inddrivelsesforløb, og restanceinddrivelsesmyndigheden kan samtidig holde styr på, hvem der hæf-

ter for hvad.

For det sjette foreslås det at forenkle reglerne om retsafgift. Det foreslås således at afskaffe en regel

om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kun kan pålægge retsafgift for samme krav én gang. Reglen

har ikke kunnet understøttes af det suspenderede it-system EFI/DMI, og det vurderes, at reglen heller

ikke kan understøttes af det nye it-system for inddrivelse. Det betyder, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden kan beregne retsafgift af det samme krav flere gange. Det foreslås i forlængelse heraf, at

retsafgiften kun beregnes, når der er gået mere end 3 måneder imellem udlægsforretningerne (retsaf-

giftspligtens indtræden). Herudover foreslås det, at reglerne om retsafgift for restanceinddrivelses-

myndighedens udlægsforretninger overføres fra Justitsministeriets ressort til lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige, som hører under Skatteministeriet.

For det syvende foreslås det at fastsætte klarere regler for eftergivelse af gæld, så det tydeligere frem-

går, at reglerne også tilgodeser socialt udsatte. I forbindelse med ophævelsen af en særordning om

eftergivelse af gæld for grupper af socialt udsatte (den såkaldte ESG-ordning) er det anført i lovforsla-

get (lovforslag nr. L 226 af 25. april 2018, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side

48), at der skal ses på en ny strategi for afskrivning og eftergivelse af gæld til det offentlige, herunder

om de gældende regler for eftergivelse i tilstrækkelig grad tilgodeser socialt udsatte. Ud over at tyde-

liggøre, at reglerne om eftergivelse af gæld også tilgodeser socialt udsatte, ses der på muligheden for

at styrke informationsindsatsen på området, med henblik på at kendskabet til eftergivelsesreglerne

øges blandt borgere og gældsrådgivere.

For det ottende foreslås det at justere reglen om afskrivning af gæld. For at undgå, at restanceinddri-

velsesmyndigheden løbende skal afsætte ressourcer til at overvåge gæld, som der er truffet beslutning

om at afskrive, men som endnu ikke er forældet, foreslås det at indføre en hjemmel til, at restance-

inddrivelsesmyndigheden endeligt kan afskrive fordringer

–

og ikke som nu skal afvente faktisk for-

ældelse inden afskrivning. Der ændres ikke ved de gældende kriterier, hvorefter restanceinddrivel-

sesmyndigheden kan afskrive fordringer, hvis det er formålsløst eller vil medføre uforholdsmæssige

omkostninger at fortsætte inddrivelsen.

For det niende foreslås det at præcisere og justere reglerne om, hvordan indbetalinger eller inddrevne

beløb af restanceinddrivelsesmyndigheden anvendes til dækning, når betalingstidspunktet ligger før

det tidspunkt, hvor betalingen anvendes til at dække skyldnerens fordringer.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Indførelse af et fordringskompleks for forældelsen af fordringer under inddrivelse

2.1.1. Gældende ret

Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, forældes efter forældelses-

loven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov, jf. forældelseslo-

vens § 1.

Et eksempel på en forældelsesregulering uden for forældelsesloven er § 5 a, stk. 1, i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for inddrivelsesrenter, der i medfør af §

5, stk. 1, påløber fra den 1. i måneden efter den måned, hvor den rentebærende hovedfordring blev

modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 1. i måneden efter den

måned, hvor inddrivelsesrenterne påløb.

For bøder er der fastsat særlige regler om forældelsesfristen og afbrydelse af forældelse i straffelovens

§ 97 a, stk. 1-3. Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at hvis der ikke forinden er foretaget udlæg, bortfalder

bøde efter 1) 5 år, når bøden ikke overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden overstiger 10.000 kr.

Forældelsesfristerne regnes fra det tidspunkt, da afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.

Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen for bøder, hvilket fremgår af Straffelovrådets betænkning

nr. 1441/2004, side 77, hvor det anføres, at fristen regnes fra det tidspunkt, da afgørelsen blev eksi-

gibel. Det anføres endvidere, at forældelsesfristen alene antages at suspenderes i tilfælde, hvor fuld-

byrdelse ved udlæg er iværksat inden forældelsesfristens udløb, men ikke er afsluttet forinden dette

tidspunkt, og da alene for den periode, som herefter medgår til udlægsforretningens foretagelse og

realisation af et foretaget udlæg. Forældelsesfristen suspenderes derimod ikke ved udlæg, som fore-

tages og afsluttes inden udløbet af 3 år (5 år) fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kunne fuldbyrdes.

Afdragsordninger eller bødefældtes anerkendelse af (rest)skylden har ingen indvirkning på den lø-

bende forældelse med hensyn til den endnu ubetalte del af bøden.

Hvis der inden udløbet af bødens forældelsesfrist foretages udlæg i aktiver, kan forældelsesfristen

forlænges med den tid, der går til at realisere udlægget. Der er derfor alene tale om en suspensions-

regel, ikke en afbrydelsesregel.

Af forældelsesloven § 28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller

andre særlige bestemmelser om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i den udstrækning

andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed. Ordet »lov« omfatter også

forældelsesbestemmelser i f.eks. EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justitsministeriets Forældel-

sesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, hvor det om

udfyldningsreglen i forældelseslovens § 28 anføres, at der er en formodning for, at de specielle for-

ældelsesregler i anden lovgivning suppleres af forældelseslovens regler.

Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få

fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. § 2, stk. 1. Er der indrømmet

skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes foræl-

delsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf. § 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre

andet følger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestemmelse er f.eks. forældelseslovens

§ 5, stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for fordringen, 2)

fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt

skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende

afgørelse. Ifølge § 5, stk. 2, forældes en fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende dog

efter § 3.

For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november

2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018, jf. § 18 a i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-

vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om

udskydelse af forældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles Inddrivelsessystem

(EFI).

Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens §

23, stk. 1.

Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 og 6 regler om henholdsvis afbrydelse og foreløbig afbrydelse

af forældelsen.

Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handle-

måde erkender sin forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringshaveren foretager retslige

skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,

voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og

forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.

Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af fordringshaver ved indgivelse af en på fordringen

støttet konkursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling eller ved anmeldelse af for-

dringen i bl.a. et konkursbo eller til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling

eller i forbindelse med indledning af gældsaneringssag.

Desuden afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger

forretningen fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes

forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse, jf. stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ifølge stk. 3

tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2)

fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og 3) indgivelse af anmodning til

fogedretten om tilbagetagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold. Forældelsen

afbrydes også ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om

indeholdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk. 4.

Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist fra de tidspunkter, der fastsættes i foræl-

delseslovens § 19.

Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, regnes den nye forældelsesfrist fra da-

gen for erkendelsen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i §

16, regnes den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes af

fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19, stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller

dødsbo eller i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse, regnes den nye frist fra

boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf. § 19, stk. 4.

Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den

nye forældelsesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt.

Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den

nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller

senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt. Er

forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye

forældelsesfrist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. § 19, stk. 6, 3. pkt.

Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af til-

svarende dag udløber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens § 27, stk. 1. Udløber

forældelsesfristen i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, udstræk-

kes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2. Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber

på en dag, hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på afbrydelse af forældelsen, jf. §

16, skal fordringshaver ikke tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående hverdag.

I § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at renter efter kilde-

skattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslo-

vens § 16, eller andre fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse

behandles som selvstændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem

til inddrivelse. Det samme gælder ifølge § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige for renter og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden

at hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det i forbindelse med overdragelsen

oplyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse.

Efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indtræder forældelse af

fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaver eller den, der på

vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt. Ifølge 2. pkt. regnes fristen på 3 år fortsat fra det i

1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,

der på dennes vegne opkræver fordringen. Overdrages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2.

pkt., atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelsestids-

punkt, jf. 3. pkt. Ifølge 4. pkt. omfatter bestemmelsen i 1. pkt. ikke fordringer, for hvilke der i EU-

retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse.

En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modtagel-

sessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige oplysninger

efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddri-

velsesmyndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der

på vegne af fordringshaveren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de

oversendte oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modta-

gelsessystemet, jf. 2. pkt.

Beløbsmæssige opjusteringer af en fordring, der allerede er overdraget til restanceinddrivelsesmyn-

digheden, sker ved overdragelsen af en opskrivningsfordring, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse

nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, og en opskrivningsfordring anses

ligeledes for modtaget ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., medmindre

den fordring, der opskrives, er i høring efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i hvilket tilfælde opskrivningsfordrin-

gen anses for modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 4. pkt. Opskrivning

af opkrævningsrenter sker dog ikke ved oversendelse af en opskrivningsfordring, men ved oversen-

delse af en ny rentefordring med den samme renteperiode som den fordring, der ønskes opskrevet, §

7, stk. 1, 2. pkt. En opskrivningsfordring anses ifølge § 7, stk. 1, 5. pkt., ligeledes for modtaget sam-

tidig med den fordring, der opskrives, hvis opskrivningen skyldes, at fordringshaver eller den, der på

dennes vegne opkræver fordringen, har annulleret en nedskrivning, fordi fordringen ved en fejltagelse

blev anset for at være dækket, mens den var under inddrivelse.

Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden dækkes efter dækningsrækkeføl-

gen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1 dækkes først bøder, dernæst

underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig dækkes andre

fordringer. Er der inden for samme kategori af fordringer

–

bøder, underholdsbidrag og andre for-

dringer

–

ikke dækning til alle fordringer, dækkes ud fra FIFO-princippet, således at den fordring, der

først blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Efter

2. pkt. dækkes krav på rente forud for hovedkravet. For en opkrævningsrente lægges det hovedkrav,

der over for restanceinddrivelsesmyndigheden blev oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til

grund ved anvendelsen af 2. pkt., jf. 3. pkt. Endelig fremgår af 4. pkt., at hvis en oplysning om ho-

vedkravet ikke er givet ved restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af en opkrævningsrente,

anvendes alene 1. pkt.

Fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet fra skyld-

ner eller modtaget fra skyldner ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse hos

skyldneren, jf. § 4, stk. 4, 1. pkt. Dækning af disse fordringer sker med virkning fra betalingstids-

punktet, jf. 2. pkt., dvs. det tidspunkt, hvor skyldneren er blevet frigjort for sin hæftelse svarende til

det betalte beløb.

Ved opskrivninger gælder nogle særlige regler om dækningsrækkefølgen. En opskrivningsfordring

får plads i dækningsrækkefølgen umiddelbart efter den fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 6. pkt.,

i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis den fordring,

der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskrevet helt, får opskrivningsfordringen den plads i dæk-

ningsrækkefølgen, som den opskrevne fordring ville have haft, hvis den ikke var dækket helt eller

nedskrevet helt, jf. § 7, stk. 1, 7. pkt. Inddrivelsesrenter af opskrivningsfordringen dækkes dog umid-

delbart før opskrivningsfordringen, jf. § 7, stk. 1, 8. pkt. Hvis der modtages flere opskrivningsfor-

dringer vedrørende samme krav, dækkes disse indbyrdes i henhold til dækningsrækkefølgen i § 4,

stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. § 7, stk. 1, 9. pkt., i bekendtgørelsen.

I perioden med systemmæssig paralleldrift

–

det gamle EFI/DMI-system og det nye inddrivelsessy-

stem

–

fra den 1. april 2017 gælder ifølge § 48 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse

af gæld til det offentlige nogle særlige regler for EFI/DMI om bl.a. modtagelsestidspunktet, der er

den dag, hvor fordringen registreres i modtagelsessystemet for EFI/DMI, jf. § 48, nr. 2, og om op-

skrivninger, der sker ved justering af fordringens størrelse med virkning fra opjusteringens registre-

ring i EFI/DMI, jf. § 48, nr. 6, 1. pkt.

En fordring, der er oversendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan nedskrives af

fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver har oversendt fordringen til restanceinddri-

velsesmyndigheden, hvis der er sket indbetaling til fordringshaver, eller hvis en del af fordringen ved

en fejl er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller hvis opkrævningsgrundla-

get har ændret sig, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Ved en nedskrivning af en fordring, som tidligere er blevet opskrevet, sker nedskriv-

ningen i første omgang på den del af fordringen, som først blev oversendt til restanceinddrivelses-

myndigheden, men det gælder dog ikke, hvis formålet med nedskrivningen er at annullere en bestemt

opskrivningsfordring, jf. § 7, stk. 3.

Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forrentes fordringer under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder, med en årlig rente sva-

rende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten

tilskrives ifølge § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fra den 1. i måneden

efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Skatteministeren kan i medfør af § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Det er sket med § 9,

stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter §

5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke anvendes på følgende fordringer:

1) Fordringer, der i henhold til EU-retsakter skal forrentes med en rente fastsat i henhold til EU-

retsakten, uanset at fordringen er oversendt til inddrivelse.

2) Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag, der fastsætter en

rente under inddrivelse, som er højere end inddrivelsesrenten, idet disse fordringer forrentes i henhold

til afgørelsen.

3) Fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt frivilligt forlig m.v., og andre

fordringer, hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.

4) Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen har truffet afgørelse om en forrentning

under inddrivelse, som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.

5) Fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt angivelse af ho-

vedstol, renter og gebyrer, idet disse fordringer ikke forrentes.

6) Fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har viden om, at der

inden for fordringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og geby-

rer, idet fordringer tilhørende disse fordringstyper ikke forrentes.

I § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige er

bestemt, at ved restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordringer efter § 2, stk. 2, 4.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. § 2, stk. 10

og 11, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden de

renter, der er påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, og som er under inddrivelse, til

fordringshaveren eller den, der på vegne af denne har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt fordringerne.

En fordring kan på restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2,

4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens

indsigelser om kravets eksistens og størrelse afklaret inden rimelig tid.

Fordringshaveren kan selv tilbagekalde fordringen i medfør af § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige. Ifølge bestemmelsen skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens

forhold efter overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette restance-

inddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden

om at intensivere inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med henblik på at

fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er

omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til fordringshaveren eller den, der på vegne

af fordringshaveren har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 11.

Efter § 2, stk. 11, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan fordringshaveren eller den, der

på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvist tilbagekalde en fordring, der er

oversendt til inddrivelse, med henblik på at foretage modregning for kravet.

Har fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for

en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er

berørt af de i § 2, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nævnte datafejl, kan

restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af 3. pkt. tilbagesende samtlige fordringer med renter og

gebyrer, der omfattes af suspensionen.

Restanceinddrivelsesmyndigheden oversender en sag om inddrivelsen af en bøde til politiet med hen-

blik på afgørelse af, hvorvidt bødeskyldner skal udstå forvandlingsstraf for bøden, hvis 1) det ikke er

muligt at inddrive en bøde helt eller delvist, og 2) skyldneren efter en konkret vurdering efter reglerne

i kapitel 7 har en betalingsevne, jf. § 38, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddri-

velse af gæld til det offentlige. Oversendelse kan ifølge stk. 2 dog ikke ske, hvis 1) der ikke er hjem-

mel til fastsættelse af forvandlingsstraf for bøden, eller 2) forvandlingsstraffen er forældet. I straffe-

lovens § 97 a, stk. 2, er bestemt, at forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens

fuldbyrdelse er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år.

Ved en negativ korrektion forstås en indeholdelsespligtigs nedsættelse af et beløb, der er indberettet

til indkomstregisteret. Om en negativ korrektion i tilfælde, hvor den A-indkomstmodtager, som kor-

rektionen vedrører, har været under lønindeholdelse, bestemmer § 10 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige, at hvis det samlede beløb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdt

efter §§ 10 eller 10 a, som følge af en indeholdelsespligtigs korrektion af et indberettet beløb til ind-

komstregisteret, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det indberettede be-

løb til dækning af fordringer i overensstemmelse med § 4, skal fordringshaveren eller den, der på

dennes vegne opkræver fordringen, tilbagebetale det for meget modtagne beløb til restanceinddrivel-

sesmyndigheden. Tilbagebetalingen kan efter 2. pkt. gennemføres ved modregning uden modreg-

ningsmeddelelse i udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyndigheden til fordringshaveren eller den,

der på dennes vegne opkræver fordringen. Dækninger af skyldnerens fordringer inklusive eventuelle

renter, gebyrer og andre omkostninger ophæves ifølge 3. pkt., i det omfang indeholdte lønindehol-

delsesbeløb, der er anvendt til dækning, nedsættes efter 1. pkt.

Hvis det ud fra de oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden henter i indkomstregisteret,

ikke kan afgøres, hvilke fordringer der blev dækket med beløbet, som nedsættes efter stk. 1, foretages

reguleringerne ifølge § 10 b, stk. 2, 1. pkt., på den eller de fordringer, der i henhold til dækningsræk-

kefølgen med seneste betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller

10 a for den måned, som nedsættelsen vedrører. For efterfølgende nedsættelser, der kan henføres til

konkrete dækninger, der efter 1. pkt. er helt eller delvist ophævet, sker den regulering, som den efter-

følgende nedsættelse giver anledning til, i overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer,

der på reguleringstidspunktet i henhold til dækningsrækkefølgen med seneste betalingstidspunkt er

dækket med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som nedsættelsen

vedrører, jf. § 10 b, stk. 2, 2. pkt.

2.1.2. Lovforslaget

Når en fordringshaver overdrager fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på

inddrivelse, vil fordringshaveren typisk oversende en eller flere hovedfordringer og fordringer (f.eks.

opkrævningsrenter), der relaterer sig til hovedfordringen. Fordringshaveren kan også efter overdra-

gelsen af hovedfordringen sende en eller flere relaterede fordringer til hovedfordringen til inddrivelse.

Ved oversendelse af relaterede fordringer til inddrivelse er »modtagelsessystemet« og det nye inddri-

velsessystem udviklet således, at fordringshaver skal knytte den relaterede fordring til den korrekte

hovedfordring ved at sende hovedfordringen og den relaterede fordring i en samlet struktur eller op-

lyse hovedfordringens fordrings-id, hvis hovedfordringen allerede er sendt til inddrivelse. Hvis ho-

vedfordringen er indfriet hos fordringshaver, oversender fordringshaver en såkaldt »0-fordring« til

inddrivelse sammen med den relaterede fordring (f.eks. en opkrævningsrente, som sendes til inddri-

velse, selv om hovedfordringen er betalt). På den måde er restanceinddrivelsesmyndigheden altid i

besiddelse af de nødvendige data om de relaterede fordringer (f.eks. opkrævningsrenter), der inddri-

ves.

Efter gældende regler er det den beløbsmæssige størrelse på den konkrete fordring og dennes relate-

rede fordringer på tidspunktet for en forældelsesafbrydende indsats, der omfattes af forældelsesafbry-

delsen.

Ved oversendelse af en fordring til inddrivelse vil det således være saldoen på den eller de fordringer,

der sendes til inddrivelse, der vil være omfattet af den foreløbige afbrydelse af forældelsen ved mod-

tagelse af fordringen, jf. § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Inddrivelsesrenter påløber og forfalder dagligt og tilskrives i det nye inddrivelsessystem månedligt,

og i øvrigt når der sker bevægelser i løbet af måneden (f.eks. i forbindelse med indbetalinger, op- og

nedskrivninger m.v.). Forældelsesfristen for inddrivelsesrenter regnes fra den 1. i måneden efter den

måned, hvori renten er påløbet, jf. § 5 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Alene den månedlige rentetilskrivning vil betyde, at en hovedfordring og dens inddrivelsesrenter i et

treårigt forløb som minimum vil udløse 37 forskellige forældelsesdatoer.

En korrekt og sikker forældelseshåndtering af de ca. 34 mio. fordringer under inddrivelse vil forud-

sætte, at det nye inddrivelsessystem understøtter en korrekt registrering af forældelsesdatoen på ho-

vedfordringerne og på de enkelte relaterede fordringer. De gældende regler vil endvidere forudsætte,

at registreringen kan ske i forhold til en bestemt del af fordringens saldo.

Efter modtagelse af fordringen til inddrivelse vil restanceinddrivelsesmyndigheden løbende forsøge

at inddrive fordringen, ligesom restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med inddrivelsen vil

påse, at forældelsen afbrydes, således at fordringen ikke forældes utilsigtet.

Det er i den forbindelse en kompleksitetsskabende faktor, at lovgivningen tillader

–

og i mange til-

fælde kræver

–

at restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne har adgang til at ændre på

saldoen for de fordringer, der er fremsendt til inddrivelse. Disse saldoændringer kan både ske i op-

og nedadgående retning (op- og nedskrivninger) og med virkning tilbage i tid eller pr. tidspunktet for

ændringen.

Når disse forhold som led i det enkelte inddrivelsesforløb kombineres på en sådan måde, at forældel-

sen afbrydes mellem en nedskrivning og efterfølgende opskrivning af saldoen, vil det efter gældende

regler alene være saldoen på tidspunktet for det forældelsesafbrydende skridt, der er omfattet af af-

brydelsen. Er saldoen således opskrevet efter det forældelsesafbrydende skridt, er der efter gældende

lovgivning ikke sket afbrydelse for den opskrevne del af fordringen.

Som konsekvens af saldoændringerne vil restanceinddrivelsesmyndigheden efter gældende regler

skulle kunne håndtere, at kun dele af saldoen på en fordring og dens relaterede fordringer har været

omfattet af et forældelsesafbrydende skridt. Systemet skal således løbende kunne håndtere opdatering

af flere forskellige forældelsesdatoer for dele af fordringens og dens renters saldo.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil løbende modtage og inddrive beløb, som skal anvendes til

dækning af de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med den

virkning, at fordringens restsaldo reduceres tilsvarende.

Hvis en sådan dækning efterfølgende hæves, vil det føre til en saldostigning. Sådanne saldostigninger

betegnes som »interne opskrivninger«, når saldostigningen sker som følge af forhold direkte hos

skyldner og/eller restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvor fordringshaver således ikke har været

involveret i posteringen.

»Eksterne op- og nedskrivninger« sker som følge af forhold hos skyldner eller fordringshaver, og de

sker på foranledning af fordringshaveren, dvs. som følge af fordringshavers posteringer, som indbe-

rettes til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem.

En intern opskrivning kan forekomme i mindst fire forskellige situationer.

Der kan for det første være tale om dækningsløse indbetalinger: En dækningsløs indbetaling fore-

kommer eksempelvis, hvis skyldner har betalt et afdrag på sin gæld via en afdragsordning, som er

tilmeldt betalingsservice, men hvor pengeinstituttet, efter at beløbet er posteret hos restanceinddri-

velsesmyndigheden, afviser at honorere betalingsanmodningen.

Der kan for det andet være tale om negative angivelser ved lønindeholdelse. Denne situation fore-

kommer, når arbejdsgiveren nedjusterer en tidligere indberettet løn, som restanceinddrivelsesmyn-

digheden har foretaget lønindeholdelse i, og hvor det lønindeholdte beløb er anvendt til dækning af

en eller flere af skyldners gældsposter. Når arbejdsgiveren tilbagefører angivelsen helt eller delvist,

svarer dette til en dækningsløs betaling, som får saldoen på de dækkede fordringer til at stige igen.

Der kan for det tredje være tale om omplacering af dækninger. Situationen forekommer eksempelvis,

hvis midler indbetalt til restanceinddrivelsesmyndigheden manuelt er placeret på den forkerte skyld-

ner og har dækket dennes gældsposter. Senere omplaceres indbetalingen til den rette skyldners konto,

og dækningen af den første skyldners gældsposter ophæves. Denne situation kan endvidere fore-

komme i forhold til én og samme skyldner, hvis midler er placeret på de forkerte af skyldners gælds-

poster i henhold til dækningsrækkefølgen. Skyldnerne har i en række tilfælde retskrav på, at midler,

som er indkommet via bestemte inddrivelsesskridt, anvendes til at dække bestemte fordringer. Som

følge af den måde, hvorpå skyldner indbetaler, er det ikke altid muligt for restanceinddrivelsesmyn-

digheden at dække korrekt i første omgang.

For det fjerde kan der være tale om en tilbageførsel af afskrivning. Situationen forekommer eksem-

pelvis, hvis skifteretten ophæver en gældssaneringskendelse, jf. konkurslovens § 229, efter at restan-

ceinddrivelsesmyndigheden (delvist) har afskrevet skyldners gældsposter.

Opskrivningen af saldoen i de ovennævnte situationer bliver i det nye inddrivelsessystem ikke til en

selvstændig fordring, men til en saldojustering af den fordring, der opskrives.

Det betyder, at saldoen på fordringen i ovennævnte tilfælde kan stige efter det tidspunkt, hvor restan-

ceinddrivelsesmyndigheden har gennemført et forældelsesafbrydende skridt, og at restanceinddrivel-

sesmyndigheden nu skal kunne registrere, at forældelsesafbrydelsen ikke omfattede den del af for-

dringen, som svarer til saldostigningen.

Når der sker en intern opskrivning med tilbagevirkende kraft

–

f.eks. når en dækningsløs betaling

ophæves

–

og der i mellemtiden er sket en afbrydelse af forældelsen, vil den gældende lovgivning

forudsætte, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan håndtere to forskellige forældelsesdatoer

–

én

for den del af fordringen, som havde fået forældelsen afbrudt inden saldostigningen, og én for selve

saldostigningen (den interne opskrivning).

En intern opskrivning vil også have betydning for de inddrivelsesrenter, som allerede er tilskrevet

fordringen, og som har fået deres forældelse afbrudt. Opskrivningen af fordringen vil resultere i, at

inddrivelsesrenterne genberegnes, hvorved rentebeløbet for de allerede skete månedlige eller hæn-

delsesbaserede tilskrivninger forøges med renter af den opjusterede saldo for perioden fra den dæk-

ningsløse indbetaling og til dags dato. De renter, som løbende er tilskrevet på fordringen vedrørende

perioden mellem den dækningsløse betaling og forældelsesafbrydelsen, vil herefter i sig selv skulle

være registeret med to forskellige forældelsesdatoer. En del af disse nye inddrivelsesrenter vil altså

have en anden forældelsesdato, da de ikke har været omfattet af det forældelsesafbrydende skridt. Det

betyder, at inddrivelsesrenter med samme renteperiode kan have mange forskellige forældelsesdatoer.

Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer årligt ca. 20.000 interne opskrivninger. De interne op-

skrivninger sker for langt hovedpartens vedkommende, uden at restanceinddrivelsesmyndigheden har

indflydelse på årsagen hertil. Omfanget af de interne opskrivninger betyder, at en manuel håndtering

af korrekte forældelsesdatoer på de fordringer, som berøres af saldojusteringerne, dels ikke ressour-

cemæssigt er realistisk, dels vil indebære en betydelig risiko for fejl i de manuelle sagsgange.

Forholdene hos fordringshaver kan også føre til efterfølgende saldomæssige korrektioner.

Fordringshaverne foretog i perioden fra juli 2017 til juni 2018 ca. 6,6 mio. nedskrivninger af fordrin-

ger under inddrivelse i EFI/DMI. Langt størstedelen af nedskrivningerne (ca. 5,7 mio.) skete som

følge af betalinger fra skyldnere direkte til fordringshaverne.

I samme periode foretog fordringshaverne ca. 640.000 opskrivninger af fordringer under inddrivelse

i EFI/DMI. En af de væsentligste årsager til opskrivninger er fordringshavernes tilbageførelse af tid-

ligere foretagne nedskrivninger, herunder fordi en betaling fra skyldneren til fordringshaver viste sig

at være dækningsløs. Årsagerne til opskrivninger kan derudover være, at det beløb, der oprindeligt

blev sendt til inddrivelse, var opgjort for lavt eller skal justeres af andre årsager.

Antallet af opskrivninger forventes at stige fremover, da ikke alle fordringshavere tidligere har be-

nyttet sig af muligheden for at opskrive fordringer under inddrivelse i EFI/DMI. For de fordringsha-

vere, som allerede er tilsluttet det nye inddrivelsessystem, er der siden maj 2018 foretaget ca. 50.000

opskrivninger.

Fordringshaver kan opskrive saldoen på en fordring, der er sendt til inddrivelse, ved oversendelse af

en selvstændig fordring på det opskrevne beløb (en opskrivningsfordring), jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i

bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Opskrivningsfor-

dringerne oprettes således som selvstændige fordringer i det nye inddrivelsessystem med deres egen

forældelsesdato.

Opskrivningsfordringer omfattes af bestemmelsen om foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen ved

modtagelse af en fordring til inddrivelse, jf. § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 226, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 226

som fremsat, anføres således på side 14, at opskrivningsfordringer også omfattes af den foreslåede

bestemmelse om foreløbig afbrydelse, hvilket betyder, at den fordring, der opskrives, og opskriv-

ningsfordringen hver især omfattes af den foreslåede regel og derfor

–

hvis forældelsesfristen for

begge er 3 år

–

hver især ved modtagelsen har fået et eget begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen.

En opskrivningsfordring vil derfor som udgangspunkt få sin egen forældelsesdato beregnet som 3 år

fra modtagelsen af opskrivningsfordringen.

En opskrivningsfordring anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når opskrivnings-

fordringen er registreret i modtagelsessystemet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29.

maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Herfra gælder der dog visse undtagelser, der inde-

bærer, at opskrivningsfordringen vil blive anset for modtaget samtidig med den fordring, der opskri-

ves. I disse tilfælde vil opskrivningsfordringen derfor som udgangspunkt have samme forældelses-

dato som den allerede modtagne hovedfordring (dvs. 3 år fra modtagelsen af hovedfordringen), med-

mindre restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget et forældelsesafbrydende skridt, inden op-

skrivningsfordringen er modtaget til inddrivelse.

Som eksempel kan nævnes, at en fordringshaver oversender en fordring til inddrivelse, men herefter

nedskriver saldoen på fordringen, da skyldneren har foretaget en betaling af en del af fordringen

direkte til fordringshaveren. Restanceinddrivelsesmyndigheden foretager herefter afbrydelse af for-

ældelsen for den resterende del af fordringen. På et senere tidspunkt registrerer fordringshaver, at

nedskrivningen, som fandt sted før forældelsesafbrydelsen, skal tilbageføres. Det kan skyldes, at be-

talingen til fordringshaver var dækningsløs. I dette tilfælde skal fordringen opskrives med det tidli-

gere nedskrevne beløb, men inddrivelsessystemet skal kunne håndtere, at den opskrevne del af sal-

doen ikke fik sin forældelse afbrudt ved afbrydelsesskridtet, hvilket betyder, at hovedfordringen og

opskrivningsfordringen har to forskellige forældelsesdatoer.

Hvis nedskrivningen derimod først sker, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har afbrudt foræl-

delsen for hele fordringens saldo, vil forældelsen af den opskrevne del af saldoen have været afbrudt

ved afbrydelsesskridtet, hvorfor denne del derfor som udgangspunkt vil skulle registreres med samme

forældelsesdato som den for resten af fordringen gældende, når denne del igen modtages til inddri-

velse.

De nævnte situationer forekommer bl.a. som konsekvens af, at de mange fordringshavere anvender

forskellige it-løsninger til at håndtere opkrævningen. Ofte er fordringshavernes opkrævningsløsnin-

ger opsat således, at løbende betalinger fra borgeren dækker den ældste gæld først. Betaling fra bor-

geren til dækning af sidste måneds elregning medfører således ofte, at elforsyningsselskabet anvender

betalingen til at dække en mange måneder gammel elregning, som tidligere er sendt til inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det betyder, at elforsyningsselskabets opkrævningsløsning

automatisk vil nedskrive den fordring, som tidligere er sendt til inddrivelse, og at opkrævningssyste-

met kort tid efter vil oversende den nyeste elregning til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden.

Selv om alene en mindre andel af de gennemførte nedskrivninger tilbageføres med opskrivninger, er

volumenet af opskrivninger så betydeligt, at en manuel håndtering af korrekte forældelsesdata er ure-

alistisk. F.eks. blev der i perioden fra juni 2017 til juni 2018 foretaget knap 280.000 opskrivninger

med årsagskoden »Tidligere fejlagtigt nedskrevet«.

Opskrivninger forekommer i mange andre tilfælde og ofte med forskelligt juridisk grundlag, hvorved

opskrivningen sker med forskellige virkningstidspunkter. F.eks. sker opskrivninger, som ophæver en

nedskrivning, fordi en betaling direkte til fordringshaver var dækningsløs, med virkning fra det tids-

punkt, som nedskrivningen havde virkning fra (dvs. tidspunktet for den dækningsløse indbetaling).

Det historiske virkningstidspunkt betyder, at restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem

skal beregne og genpostere renter tilbage i tid for de ofte mange tilskrivninger, hvor hovedstolens

saldo fejlagtigt har været for lav. Renteberegningen skal igen tage højde for mellemkommende po-

steringer, som hos restanceinddrivelsesmyndigheden har påvirket saldoen på fordringen (f.eks. at re-

stanceinddrivelsesmyndigheden har dækket dele af fordringen i forbindelse med modregning). Der-

udover skal løsningen tage højde for eventuelle mellemkommende hændelser, som har afbrudt foræl-

delsesfristen for en del af fordringens saldo (f.eks. afbrydelse ved modregning, jf. forældelseslovens

§ 18, stk. 4).

Andre opskrivninger sker med virkning fra det tidspunkt, hvor fordringshaver foretager opskrivnin-

gen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Som eksempel herpå kan nævnes visse typer af skatte- og

afgiftskrav, hvor fordringen skal opkræves og inddrives baseret på en skønsmæssig opgørelse, når en

virksomhed ikke har foretaget angivelse af tilsvaret. Hvis virksomheden efterfølgende oplyser stør-

relsen af tilsvaret, skal størrelsen af det skønsmæssige tilsvar ændres i overensstemmelse med det af

virksomheden oplyste.

Desuden kan nævnes krav, der bliver fastsat på baggrund af skyldners indkomst, f.eks. skyldners

betaling til daginstitutioner. Hvis det efterfølgende viser sig, at skyldners indkomst er en anden end

den, der var lagt til grund ved beregningen af skyldners betalingsforpligtelse, skal størrelsen af kravet

ændres i overensstemmelse med de korrekte indkomstoplysninger.

Inddrivelse kan i sådanne tilfælde både føre til op- og nedregulering af det krav, som blev sendt til

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med historisk virkningstidspunkt (nedskrivninger)

eller med virkning fra det tidspunkt, hvor fordringshaver foretager ændringen hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden (opskrivninger).

Der kan også forekomme såvel interne som eksterne op- og nedskrivninger. Dette indebærer, at en

enkelt hovedstol med tilhørende opkrævnings og inddrivelsesrenter kan have utallige delelementer,

som efter den gældende lovgivning forældes på forskellige tidspunkter.

Som følge af de ovenfor nævnte væsentlige problemer for restanceinddrivelsesmyndigheden med en

korrekt forældelseshåndtering foreslås derfor, at forældelseshåndteringen af fordringer under inddri-

velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal ske for det enkelte gældsforhold, idet »fordrings-

kompleks« med en ny bestemmelse i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

indføres som et forældelsesmæssigt begreb, hvorefter hovedfordringen og tilhørende renter under

inddrivelse, selv om hovedfordringen eller disse renter efter modtagelsen hos restanceinddrivelses-

myndigheden op- eller nedskrives, har samme forældelsesdato, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk.

2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Det foreslås, at denne forældelsesdato skal være den til enhver tid gældende forældelsesdato for ho-

vedkravet, efter at dette kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den foreslå-

ede regel i § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ved at lade reglen omfatte fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden opnås,

at reglen ikke kun omfatter fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af for-

dringshaver eller den, der på vegne af denne forestår opkrævningen, men ud over inddrivelsesrenter

tillige omfatter andre fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden selv danner som led i inddri-

velsen, f.eks. gebyrer og andre inddrivelsesomkostninger såsom udgifter til låsesmed i forbindelse

med en udlægsforretning m.v.

Hvis hovedkravet allerede er nedbragt til nul, når dets tilhørende renter modtages til inddrivelse, fo-

reslås det med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at

forældelsesdatoen for fordringskomplekset er forældelsesdatoen for den af rentefordringerne, der

først blev modtaget til inddrivelse, efter at denne kom under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden.

Det foreslås, at forældelsen efter modtagelse af hovedkravet til inddrivelse afbrydes for hele for-

dringskomplekset, hvis afbrydelsen omfatter hovedkravet, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 4.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Dette følger allerede af den foreslåede regel i 2.

pkt., hvorefter forældelsesdatoen for fordringskomplekset skal være den til enhver tid gældende for-

ældelsesdato for hovedkravet, efter at dette kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, men foreslås udtrykkeligt fastslået i 4. pkt. om afbrydelse af forældelsen.

Er hovedkravet blevet nedbragt til nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning eller afskrivning, fore-

slås det med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 5. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at

en afbrydelse af forældelsen for en tilhørende rente, der er under inddrivelse, skal medføre en afbry-

delse af forældelsen for hele fordringskomplekset, der i denne situation alene består af renter. For-

dringskomplekset vil derfor få den nye forældelsesdato, der følger af afbrydelsen af forældelsen for

den nævnte tilhørende rente.

Det foreslås med bestemmelsen i § 18 a, stk. 2, 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

at forældelsesdatoen for fordringskomplekset uændret skal være den ved opskrivningsfordringens

eller de yderligere tilhørende renters modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden gældende for-

ældelsesdato for fordringskomplekset, hvis hovedkravet opskrives ved overdragelse af en opskriv-

ningsfordring, eller hvis yderligere tilhørende renter overdrages. Opskrivningsfordringen og de yder-

ligere tilhørende renter indtræder derfor i fordringskomplekset og dermed i den forældelsesdato, der

gælder for dette.

Det kan tænkes, at en opskrivningsfordring og tilhørende renter endnu ikke var modtaget hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, da afbrydelsen af forældelsen for fordringskomplekset fandt sted, eller

at disse fordringer endnu ikke ved en afgørelse var blevet tilføjet den indsats, f.eks. en afdragsordning,

der førte til afbrydelsen af forældelsen. Alligevel vil opskrivningsfordringen og tilhørende renter, der

tilføres fordringskomplekset, indtræde i den forældelsesstatus, som ved afbrydelsen er opnået for for-

dringskomplekset.

Erkender skyldneren den del af hovedkravet, der først kom under inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden, mens opskrivningsfordringen ikke indgår i erkendelsen, vil den del af hovedkravet,

der først kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, få afbrudt forældelsen, jf. for-

ældelseslovens § 15, og det vil derfor også

–

efter at den er kommet under inddrivelse

–

være tilfældet

for opskrivningsfordringen, selv om denne ikke indgik i erkendelsen.

Et andet eksempel vil være en underretning om afgørelse om lønindeholdelse, der afbryder forældel-

sen af de fordringer, der omfattes af afgørelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, men ikke tillige

afbryder forældelsen af inddrivelsesrenter, der efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige påløber disse fordringer under lønindeholdelsen. Med den foreslåede regel vil imidlertid

også sådanne inddrivelsesrenter, der fremover påløber hovedkravet, få samme forældelsesmæssige

regulering som hovedkravet, dvs. samme starttidspunkt for forældelsesfristen. Disse inddrivelsesren-

ter vil således få en tidligere forældelsesdato end efter gældende ret.

For fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden selv danner som led i inddrivelsen, f.eks. ind-

drivelsesgebyrer og andre inddrivelsesomkostninger, vil der ikke ske nogen egentlig overdragelse til

restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. ovenfor, og de omfattes ikke af reglen i § 18 a, stk. 2, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige om foreløbig afbrydelse. Denne regel er navnlig begrundet med

ønsket om dataklarhed for fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden. Forældel-

sesfristen for restanceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer vil derimod have et begyndelses-

tidspunkt, der følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, dvs. det tidspunkt, hvor restanceinddrivelses-

myndigheden kunne kræve betaling. Afbrydes forældelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens

egne hovedkrav, vil den foreslåede regel indebære, at afbrydelsesvirkningen også omfatter inddrivel-

sesrenterne.

Hvis fordringskomplekset under inddrivelse er nedbragt til nul, herunder ved indfrielse, nedskrivning

eller afskrivning, og modtager restanceinddrivelsesmyndigheden herefter en opskrivningsfordring,

en eller flere opkrævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter eller en opskrivning af opkræv-

ningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter ved overdragelse af en eller flere nye renter, foreslås

det med reglen i § 18 a, stk. 2, 7. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringskom-

plekset bestående af opskrivningsfordringen respektive den eller de overdragne renter får den foræl-

delsesdato, der følger af de foreslåede regler i stk. 4 sammenholdt med stk. 7, der omtales nedenfor.

Bestemmelsen i stk. 7 er den gældende bestemmelse i stk. 2 om foreløbig afbrydelse af forældelsen

af fordringer, der modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Som følge af de

foreslåede ændringer i § 18 a bliver stk. 2 til stk. 7.

Ved genindsendte inddrivelsesrenter forstås inddrivelsesrenter, der ved en tilbagesendelse af hoved-

kravet er fulgt med dette, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af

gæld til det offentlige, og nu genfremsendes til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.

Opskrivning af opkrævningsrenter sker ved overdragelse af en eller flere nye renter, jf. om denne

situation § 7, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det

offentlige.

Det foreslås således, at fordringskomplekset bestående af opskrivningsfordringen respektive den eller

de overdragne renter skal få en ny forældelsesdato, som skal være den forældelsesdato, der følger af

modtagelsen af den eller de nye fordringer.

Det foreslås således, at alle fordringer under inddrivelse

–

med undtagelse af bøder og udenlandske

fordringer, for hvilke en international overenskomst eller konvention vil være til hinder for en sådan

anvendelse, jf. nedenfor om den foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige

–

skal have en forældelsesfrist på 3 år, jf. nedenfor om den foreslåede regel i § 18 a, stk. 4,

ligesom det foreslås, at de nævnte fordringer

–

opskrivningsfordring, en eller flere opkrævningsrenter

eller genindsendte inddrivelsesrenter og renter, der oversendes med henblik på opskrivning af op-

krævningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter

–

i den beskrevne situation, hvor fordrings-

komplekset før modtagelsen ikke indeholder fordringer, dvs. er tomt, skal omfattes af reglen om fo-

reløbig afbrydelse i § 18 a, stk. 2, der som følge af lovforslaget vil blive stk. 7, jf. nedenfor. Det

betyder, at forældelsesdatoen vil indtræde ved udløbet af treårsdagen fra modtagelsen af disse for-

dringer og således være fordringskompleksets nye forældelsesdato.

Modtager restanceinddrivelsesmyndigheden yderligere opskrivningsfordringer og renter som nævnt

ovenfor, vil den nye forældelsesdato, der opstod, da det tomme fordringskompleks modtog sådanne

opskrivningsfordringer eller renter, jf. ovenfor, blive fastholdt for fordringskomplekset.

Hvis et tomt fordringskompleks alene modtager opkrævningsrenter og genindsendte inddrivelsesren-

ter og renter, der oversendes med henblik på opskrivning af opkrævningsrenter og genindsendte ind-

drivelsesrenter, dvs. uden tillige at modtage en opskrivningsfordring, vil en afbrydelse af forældelsen

for en af disse renter tilsvarende medføre en afbrydelse af forældelsen for de øvrige renter, dvs. at

hele fordringskomplekset omfattes af afbrydelsen. Dette følger af den foreslåede regel i § 18 a, stk.

2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. ovenfor.

Hvis et tomt fordringskompleks ud over de nævnte renter også tilføres en opskrivningsfordring, fo-

reslås det med reglen i § 18 a, stk. 2, 8. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at afbrydelse

af forældelsen for fordringskomplekset, der nu også består af en opskrivningsfordring, dvs. opjuste-

ringen af det oprindelige hovedkrav, alene sker, hvis afbrydelsen omfatter opskrivningsfordringen.

Dette vil også være tilfældet, hvis det tomme fordringskompleks oprindeligt har fået tilført opkræv-

ningsrenter, genindsendte inddrivelsesrenter og renter med henblik på en opskrivning af opkræv-

ningsrenter eller genindsendte inddrivelsesrenter og senere får tilført en opskrivningsfordring.

Som nævnt ovenfor foretager restanceinddrivelsesmyndigheden også opskrivninger

–

såkaldte in-

terne opskrivninger, der ikke må forveksles med fordringshavernes opskrivninger, der sker ved over-

sendelse af en opskrivningsfordring

–

der bl.a. sker ved en indeholdelsespligtig arbejdsgivers korrek-

tion af et beløb, der er indberettet til indkomstregisteret og af restanceinddrivelsesmyndigheden del-

vist er anvendt til dækning af fordringer i overensstemmelse med § 4 i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, inden korrektionen fandt sted, jf. ovenfor i afsnit 2.1.1 om negative korrektioner. Der

kan også være tale om en afskrivning, der er foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at

skyldner fik en gældssanering, der helt eller delvist nedsatte fordringen. Ophæves gældssanerings-

kendelsen siden hen i medfør af konkurslovens § 229, stk. 1, som følge af at skyldner har udvist svig

under gældssaneringssagen eller groft har misligholdt sine forpligtelser i henhold til kendelsen, skal

afskrivningen ophæves, med henblik på at fordringen helt eller delvist genopstår.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden foretager en sådan ophævelse af en dækning eller afskrivning

(dvs. intern opskrivning) af en fordring under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, fo-

reslås det med reglen i § 18 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at den forældel-

sesdato, der var gældende på virkningstidspunktet

–

dvs. tidspunktet for den dækning eller afskriv-

ning, der giver anledning til ophævelsen

–

skal gælde for fordringskomplekset bestående af det ho-

vedkrav, for hvilket dækningen eller afskrivningen ophæves, den opjusterede del af hovedkravet samt

tilhørende renter under inddrivelse.

Det foreslås endvidere, at en afbrydelse af fordringskompleksets forældelse, der er sket efter det oven-

for nævnte virkningstidspunkt, men inden den ovenfor nævnte ophævelse, bortfalder ved denne op-

hævelse, men at forældelse af fordringskomplekset tidligst indtræder 6 måneder efter ophævelsen af

dækningen eller afskrivningen.

Den foreslåede regel har alene selvstændig betydning, hvis der, da ophævelsen af dækningen eller

afskrivningen sker, resterer mindre end 6 måneder af forældelsesfristen regnet fra virkningstidspunk-

tet.

Det foreslås, at reglen i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om renter

og gebyrer, der i relation til forældelse anses som hovedkrav, ændres, således at der sondres mellem

renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden

uden nogen oplyst relation til hovedkravet, og sådanne renter, der overdrages med en oplyst relation,

som der dog ikke kan fæstes lid til, fordi det i praksis ikke er muligt at oplyse den korrekte relation

til hovedkravet. For det sidstnævnte tilfælde foreslås, jf. nedenfor i afsnit 4, at det oplyste hovedkrav

lægges til grund med hensyn til accessorisk forældelse, mens det førstnævnte tilfælde, hvor der ikke

oplyses nogen hovedkravsrelation, vil være omfattet af den gældende regel i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om renter og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndig-

heden modtager til inddrivelse, uden at hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, og uden at

det i forbindelse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse. Det fore-

slås, at ordlyden i 2. pkt. ændres, således at hovedkravsvirkningen i relation til forældelse gælder

renter og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden at det i for-

bindelse med overdragelsen oplyses, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører.

Det foreslås med reglen i § 18 a, stk. 2, 9. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at de

renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. og 2. pkt., i relation til forældelse skal anses som hovedkrav, der

ikke indgår i noget fordringskompleks, når de er under inddrivelse.

Det foreslås med reglen i § 18 a, stk. 2, 10. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ligeledes,

at det hovedkrav og de renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, der nævnes i den foreslåede regel

i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., hvorefter det oplyste hovedkrav lægges til grund ved vurderingen af accessorisk

forældelse for renterne, udgør et fordringskompleks.

For at sikre den ensartede forældelsesmæssige regulering af hele fordringskomplekset bestående af

hovedkravet inklusive eventuelle beløbsmæssige justeringer og tilhørende renter foreslås for fordrin-

ger under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk. 4, i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at forældelsesfristen i alle tilfælde skal være 3 år, selv

om hovedkravet, inden det er kommet under inddrivelse, havde en længere forældelsesfrist på f.eks.

10 år, eller der, før eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, er opnået et retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, f.eks. et forlig eller en

dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, eller skyldners skriftlige anerkendelse af fordrin-

gens eksistens og størrelse.

For private fordringer og regioner og kommuners privatretlige fordringer foreslås dog, at den foræl-

delsesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden eller

under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive opnået efter forældelseslovens

§ 5, stk. 1, skal være gældende under inddrivelsen, og at denne forældelsesfrist også skal være gæl-

dende for tilhørende renter under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Ved private fordringer forstås, at fordringshaveren er privat, dvs. ikke en del af det offentlige. Det

drejer sig eksempelvis om private krav på underholdsbidrag.

Med privatretlige fordringer menes civilretlige fordringer, dvs. pengekrav, der har deres udspring i

civilretten, der er en samlebetegnelse for de retsregler, der ikke har deres baggrund i de offentligret-

lige regler, men i stedet regulerer forholdet mellem fysiske og juridiske personer samt myndigheder,

hvis forholdet hviler på navnlig aftaleretlige, ejendomsretlige og formueretlige regler, men også bl.a.

familieretlige og personretlige regler.

Denne regel vil have praktisk betydning, hvis disse fordringer ved deres modtagelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden enten har en længere forældelsesfrist end forældelseslovens almindelige for-

ældelsesfrist på 3 år, f.eks. 10 år som følge af et forlig eller en dom, der fastslår fordringernes eksi-

stens og størrelse, eller skyldnerens skriftlige anerkendelse af fordringernes eksistens og størrelse, jf.

forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, eller der under inddrivelsen opnås et sådant særligt retsgrundlag

for disse fordringer. Forslaget indebærer, at senere påløbne renter, der ifølge forældelseslovens § 5,

stk. 2, vil have en forældelsesfrist på 3 år, vil få en forældelsesfrist på 10 år, når disse senere påløbne

renter er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og hovedfordringen ved modtagel-

sen havde eller under inddrivelsen har fået en forældelsesfrist på 10 år.

Den fælles forældelsesdato, dvs. det fælles begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen og den fælles

forældelsesfrist, der for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden foreslås

indført med det forældelsesmæssige fordringskompleks, jf. ovenfor, foreslås med reglen i § 18 a, stk.

5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fortsat at skulle være gældende, hvis disse fordringer

sendes til fordringshaver eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen, f.eks. med henblik

på indgåelsen af en afdragsordning med skyldner, jf. § 2, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, der med lovforslaget foreslås at blive til stk. 11, jf. nedenfor om forslaget om håndteringen

af flere skyldnere på en fordring, eller fordi fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren

opkræver fordringen, ikke inden rimelig tid søger skyldners indsigelser om kravets eksistens eller

størrelse afklaret, jf. lovens § 2, stk. 2, 4. pkt., eller ikke inden for den af restanceinddrivelsesmyn-

digheden fastsatte frist identificerer og tilbagekalder de fordringer, der er ramt af datafejl, jf. § 2, stk.

5, 3. pkt. Med andre ord vil den forældelsesdato, der var gældende for fordringskomplekset ved til-

bagesendelsen af hovedkravet med tilhørende renter, fortsat være gældende, medmindre fordringsha-

veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, i medfør af forældelsesloven eller andre

forældelsesregler får udskudt forældelsesdatoen, f.eks. som følge af skyldnerens erkendelse, der efter

forældelseslovens § 15 vil afbryde forældelsen, eller skyldners skriftlige anerkendelse af fordringens

eksistens og størrelse, der ikke blot vil indebære en afbrydelse efter § 15, men tillige vil give fordrin-

gen en 10-årig forældelsesfrist efter forældelseslovens § 5, stk. 1, 3. pkt. Det vil derfor være muligt

at udskyde forældelsesdatoen, men hvis fordringen, inden den kom under inddrivelse hos restance-

inddrivelsesmyndigheden, havde en 10-årig forældelsesfrist, f.eks. fordi der er tale om Udbetaling

Danmarks krav på forskudsvist udlagt børnebidrag, der efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om børnetilskud

og forskudsvis udbetaling af børnebidrag har en forældelsesfrist på 10 år, eller fordi fordringshaveren

eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, havde opnået et særligt retsgrundlag og dermed

en 10-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, vil denne 10-årige forældelsesfrist ikke

genopstå.

Kommer fordringerne efter tilbagesendelsen atter under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, følger det af § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at tillægsfristen

på 3 år i 1. pkt. regnes fra det første modtagelsestidspunkt. Selv om de fordringer, der er sendt til

fordringshaveren eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen, under dennes genopkrævning

respektive opkrævning (for så vidt angår inddrivelsesrenter) hos skyldner måtte få en 10-årig foræl-

delsesfrist, f.eks. som følge af et forlig eller en dom, der fastslår fordringernes eksistens og størrelse,

eller skyldnerens skriftlige anerkendelse af fordringernes eksistens og størrelse, jf. forældelseslovens

§ 5, stk. 1, nr. 3, vil det, hvis disse fordringer herefter overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-

den, atter være den 3-årige forældelsesfrist, der vil være gældende.

Det foreslås med reglen i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at de foreslåede

regler i § 18 a, stk. 2-5, dog hverken skal gælde for bøder eller for udenlandske fordringer, for hvilke

en international overenskomst eller konvention vil være til hinder for en sådan anvendelse.

Når bøder foreslås undtaget, skyldes det, at bøder ikke er egnede til at være en del af den foreslåede

regel om et fordringskompleks. Forældelsen af bøder kan for det første ikke afbrydes, og forvand-

lingsstraf kan alene anvendes, hvis skyldner har betalingsevne, men er uden betalingsvilje, jf. § 38 i

bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det ville derfor

forringe mulighederne for fuldbyrdelsen af bødestraffen, hvis også bøder skulle underlægges en 3-

årig forældelsesfrist, når de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Bøder,

der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skal derfor fortsat forældes efter 5

eller 10 år, jf. straffelovens § 97 a. Desuden forrentes bøder ikke, hvorved en væsentlig begrundelse

for indførelsen af et forældelsesmæssigt fordringskompleks ikke foreligger for bøder.

For de udenlandske fordringer vil forældelsen desuden kunne være reguleret af udenlandske foræl-

delsesregler, jf. f.eks. artikel 19, stk. 1, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig

bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger,

hvorefter spørgsmål om forældelse udelukkende afgøres ud fra de retsregler, der gælder i den bi-

standssøgende medlemsstat.

For at opnå den ønskede forældelsesmæssige håndtering af fordringskomplekser med én forældelses-

dato for alle fordringer i fordringskomplekset er det nødvendigt at ændre den gældende bestemmelse

i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om foreløbig afbrydelse. I dag omfatter

den alle fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre der er tale om

en fordring, for hvilken der i EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for den fore-

løbige afbrydelse.

De fordringer, der skal have en foreløbig afbrydelse af forældelsen ved deres modtagelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, er for det første de fordringer, der efter forslaget om indførelse af et

forældelsesmæssigt fordringskompleks skal have status som hovedkrav.

Det drejer sig om de fordringer, der i den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, betegnes som hovedkrav,

og hvis forældelsesstatus skal være gældende for hele fordringskomplekset.

Det foreslås, at den i den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, også skal være omfattet af reglen om

foreløbig afbrydelse.

Det foreslås også, at de i den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 7. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige nævnte opskrivningsfordringer, opkrævningsrenter og genindsendte inddrivelsesrenter

og renter med henblik på en opskrivning af opkrævningsrenter og genindsendte inddrivelsesrenter,

der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden i en situation, hvor fordringskomplekset er tomt,

fordi de fordringer, der tidligere befandt sig i fordringskomplekset, er blevet indfriet, nedskrevet til

nul eller afskrevet, også skal være omfattet af reglen om foreløbig afbrydelse, jf. ovenfor.

Endvidere foreslås det, at de i den foreslåede regel i § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige nævnte typer af fordringer, der foreslås at skulle holdes uden for forslaget om den foræl-

delsesmæssige regulering af et fordringskompleks, dvs. bøder og udenlandske fordringer, for hvilke

en international overenskomst eller konvention vil være til hinder for en sådan anvendelse, skal være

omfattet af reglen om foreløbig afbrydelse. Bøder vil eksempelvis således stadig få en foreløbig af-

brydelse af forældelsen, når de modtages til inddrivelse.

Det foreslås, at også renter af disse fordringer skal omfattes af reglen om foreløbig afbrydelse. Det

bemærkes, at bøder ikke forrentes, men de øvrige fordringer forrentes, når de er under inddrivelse.

Endvidere foreslås, at de i § 3 B, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

nævnte gebyrer skal omfattes af reglen om foreløbig afbrydelse. Der er tale om gebyrer, der overdra-

ges til restanceinddrivelsesmyndigheden uden nogen oplyst relation til det hovedkrav, de vedrører.

Når alene gebyrerne i § 3 B, stk. 1, 1. og 2. pkt., omtales, skyldes det, at de i disse bestemmelser

nævnte renter foreslås at skulle udgøre selvstændige hovedkrav, der dog ikke indgår i et fordrings-

kompleks, jf. ovenfor om den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 9. pkt.

Endelig foreslås, at bestemmelsen i § 5 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter

forældelsesfristen for renter af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden

regnes fra den 1. i måneden efter den måned, hvor renten er påløbet, ikke skal anvendes på renter af

fordringer, der omfattes af den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, om indførelsen af et fordringskom-

pleks. Forslaget skyldes, at den foreslåede ensartede håndtering af forældelsen ved indførelsen af et

forældelsesmæssigt fordringskompleks vil betyde, at forældelsesreguleringen af de inddrivelsesren-

ter, der påløber fordringer, der omfattes af fordringskomplekset, vil være identisk med forældelses-

reguleringen af det hovedkrav, der først er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-

velse. Det betyder, at forældelsesfristen af inddrivelsesrenter vil skulle regnes fra det tidspunkt, fra

hvilket forældelsesfristen for dette hovedkrav skal regnes, medmindre fordringskomplekset alene be-

står af renter, herunder inddrivelsesrenter, i hvilket tilfælde afbrydelsen af forældelsen for en enkelt

rente vil afbryde forældelsen for hele fordringskomplekset, jf. ovenfor. Indførelsen af et forældelses-

mæssigt fordringskompleks vil derfor indebære, at forældelsesfristen for inddrivelsesrenterne

–

med-

mindre et nyt starttidspunkt er opnået ved afbrydelse af forældelsen af hovedkravet

–

vil løbe fra et

tidspunkt, hvor inddrivelsesrenterne endnu ikke var påløbet, og dermed får inddrivelsesrenterne reelt

en kortere forældelsesfrist, end de har efter de gældende regler.

For renter af fordringer, der ikke omfattes af den foreslåede regel om fordringskomplekset, vil reglen

i § 5 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fortsat finde anvendelse. I den foreslåede regel i

§ 18 a, stk. 6, bestemmes, at de foreslåede regler i stk. 2-5 om fordringskomplekset ikke finder an-

vendelse på bøder og udenlandske fordringer, for hvilke en international overenskomst eller konven-

tion vil være til hinder for en sådan anvendelse. Da bøder ikke forrentes, er den fortsatte anvendelse

af § 5 a således alene relevant for de nævnte udenlandske fordringer.

2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens afbrydelse af forældelse ved afgørelse om, at lønindeholdelse

ikke kan ske

2.2.1. Gældende ret

Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, overdrages til restanceind-

drivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves

er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringshaveren

eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen, kan dog på skyldners anmodning tillade en

afdragsvis betaling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2. pkt.

Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, skrift-

ligt underrette skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at muligheden for at opnå

dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

Fordringer forældes efter forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om for-

ældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1.

Af forældelsesloven § 28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller

andre særlige bestemmelser om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i den udstrækning

andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed. Ordet »lov« omfatter også

forældelsesbestemmelser i f.eks. EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justitsministeriets Forældel-

sesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, hvor det om

udfyldningsreglen i forældelseslovens § 28 bl.a. bemærkes, at der med bestemmelsen opstilles en

formodning for, at de specielle forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af forældelseslovens

regler.