SAU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 124: Lovudkast - Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven (Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet – Retssikkerhedspakke IV) samt resumé, fra skatteministeren

Skatteudvalget 2018-19 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 124
Offentligt

Skatteministeriet

J.nr. 2018-5006

Forslag

til

Lov om ændring af skatteforvaltningsloven

(Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet

–

Retssikkerheds-

pakke IV)

§1

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 678 af 31. maj 2018, som ændret ved § 7 i lov

nr. 278 af 17. april 2018, foretages følgende ændringer:

§ 5, stk. 1,

indsættes som

nr. 12:

»12) Skønsmæssige ansættelser af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.«

§ 5, stk. 2,

udgår », eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35

b, stk. 5.«, og som

2. pkt.

indsættes:

»En klage omfattet af stk. 1, nr. 2-4, afgøres dog ikke af skatteankenævnene, hvis klagen helt

eller delvist vedrører en afgørelse truffet efter kursgevinstloven, aktieavancebeskatningsloven

eller en afgørelse om pligt til at svare skat til staten efter både dansk ret og overenskomster til

undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst-

og formueskatter samt omfang og opgørelse af skat i forbindelse hermed.«

§ 8, stk. 3, 6. pkt.,

ændres »kommunalbestyrelsen« til: »den indstillingsberettigede kommunal-

bestyrelse eller organisation m.fl.« og som

7.-10. pkt.

indsættes: »Skatteministeren eller den,

som ministeren bemyndiger hertil, udnævner efter indstilling et antal særlige medlemmer med

skattefaglig indsigt. De særlige medlemmer er geografisk ubundne. Kun personer, der er valg-

bare til en kommunalbestyrelse her i landet, kan indstilles. Ved indstillingen skal generelt til-

stræbes, at medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.«

§ 8, stk. 4,

indsættes som

7. pkt.:

»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af

befolkningen.«

§ 8, stk. 5,

indsættes som

9. pkt.:

»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af

befolkningen.«.

§ 8,

indsættes som

stk. 7:

»Stk.

Hvis de personer, der indstilles efter stk. 3, 4 og 5, ikke i tilstrækkelig grad afspejler et

repræsentativt udsnit af befolkningen, kan skatteministeren efter en konkret vurdering undlade

SAU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 124: Lovudkast - Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven (Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet – Retssikkerhedspakke IV) samt resumé, fra skatteministeren

at udnævne de indstillede personer og anmode om, at der foretages en ny indstilling.«

§ 35 b, stk. 1, 1. pkt.,

udgår », jf. dog stk. 5«.

§ 35 b, stk. 4, 2. pkt.,

udgår », jf. dog stk. 5«.

§ 35 b, stk. 5,

ophæves.

10.

§ 35 c, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »300 kr.« til: »900 kr.«, og », jf. dog stk. 2« udgår.

11.

§ 35 c, stk. 2,

ophæves.

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.

12.

§ 40, stk. 2,

udgår », eller stk. 5, eller efter«.

13.

§ 47, stk. 3, 2. pkt.,

ophæves.

14.

§ 48, stk. 1

affattes således:

»Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en afgørelse truffet af skattemyndighe-

derne indbringes for domstolene eller påklages.

Stk. 2.

Hvis en afgørelse er påklaget til en administrativ klageinstans kan klager i stedet vælge at

indbringe afgørelsen for domstolene indtil det tidspunkt, hvor klageren i forbindelse med en høring

har modtaget oplysninger om indholdet af den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteanke-

forvaltningens vurdering fører til. Indbringes en afgørelse, der først har været påklaget til en admi-

nistrativ klageinstans, for domstolene, kan retten tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssa-

gen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og

det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund

til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.«

15.

§ 48, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »endelig«.

16.

§ 51, stk. 1, 1. pkt.,

affattes således:

»Told-

og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af en skat, hvis afgø-

relsen er indbragt for domstolene eller påklaget.«

17.

§ 51, stk. 3, 3. pkt.,

indsættes efter »klagesystem«: »eller hos domstolene«.

18.

§ 52, stk. 7,

affattes således:

»Stk.

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., i det omfang

klagen eller stævningen afvises fra realitetsbehandling. Der ydes desuden ikke omkostningsgodtgø-

relse efter dette kapitel for

1) klager over afgørelser om omkostningsgodtgørelse eller indbringelse af sådanne afgørelser for

domstolene, eller

2) klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eller indbringelse af så-

danne afgørelser for domstolene.«

19.

§ 54

indsættes som

stk. 3

»Stk.

Der ydes kun omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. efter stk. 1,

som er ydet den skatte- eller afgiftspligtige i forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag

for domstolene.

Stk. 4.

Adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse efter stk. 3 er betinget af, at skattemyndighe-

dens afgørelse påklages eller indbringes for domstolene, og sagen ikke afvises, jf. § 52, stk. 7, 1.

pkt.«

20.

§ 55, stk. 1, nr. 1

affattes således:

»1) I en sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage.

2) I en sag, hvor skatteankeforvaltningen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35

b, stk. 3.«

21.

§ 57, stk. 3, 4. pkt.,

ændres »SKATs« til: »told- og skatteforvaltningens«.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Stk. 2.

Loven har virkning fra den 1. januar 2020, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3.

§ 1, nr. 3-6, har virkning fra den 1. juli 2019.

Stk. 4.

§ 1, nr. 1, 2, 9, 10 og 16, har virkning for afgørelser, der påklages fra og med den 1. januar

2020.

Stk. 5.

§ 1, nr. 14, har virkning for afgørelser, som indbringes for domstolene fra og med den 1. ja-

nuar 2020.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Momsskøn

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslaget

2.2. Ændring af kompetence til afgørelse af visse sager

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslaget

2.3. Udnævnelseskriterier for ankenævnsmedlemmer

2.3.1.Gældende ret

2.3.2. Lovforslaget

2.4. Ophævelse af fritvalgsordningen på skatteområdet

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Lovforslaget

2.5. Harmonisering af klagegebyr

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Lovforslaget

2.6. Direkte domstolsprøvelse

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Lovforslaget

2.7. Omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Lovforslaget

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Soci-

aldemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den

18. december 2018”Aftale

om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet

–

Retssikkerhedspakke IV”.

For at nedbringe de lange sagsbehandlingstider i klagesystemet og derigennem styrke borgeres og

virksomheders retssikkerhed er aftalepartierne enige om at tilføre klagesagsbehandlingen flere res-

sourcer og at gennemføre en række tiltag, der skal gøre klageforløbet mere effektivt og øge Skatte-

ankestyrelsens produktivitet.

Med dette lovforslag foreslås det at udmønte de initiativer i den politiske aftale, som forudsætter

lovgivning.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

Lovforslaget udmønter som nævnt dele af

”Aftale

om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej

gennem klagesystemet

–

Retssikkerhedspakke

IV”,

hvis formål det er at nedbringe sagsbehandlings-

tiden i klagesystemet.

Det nuværende klagesystem er udfordret af lange sagsbehandlingstider og sagspukler, som er pro-

blematiske for borgeres og virksomheders retssikkerhed. For at nedbringe de lange sagsbehand-

lingstider i klagesystemet og derigennem styrke borgeres og virksomheders retssikkerhed er aftale-

partierne enige om at tilføre klagesagsbehandlingen flere ressourcer. Partierne er desuden enige om

at gennemføre en række tiltag, der skal gøre klageforløbet mere effektivt og øge Skatteankestyrel-

sens produktivitet.

Med aftalen er der også taget stilling til ankenævnsstrukturen på skatteområdet, herunder en ny

struktur for skatteankenævnene, som skal bevare et stærkt lægmandselement, sikre lokal forankring

af skatteankenævnene, så klager bliver afgjort tæt på borgere og virksomheder, og samtidig styrke

fagligheden. Den nye skatteankenævnsstruktur tager udgangspunkt i den eksisterende struktur med

kommunalt forankrede lægmænd.

Der etableres ifølge aftalen 22 skatteankenævn med 176 medlemmer, hvoraf 10 er særligt udpegede

medlemmer med skattefaglig indsigt, og 15 vurderingsankenævn med i alt 350 medlemmer. Dette

vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, der udstedes af skatteministeren, jf. skatteforvaltningslovens

§ 8.

Tiltagene i

Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet

–

Retssik-

kerhedspakke IV

evalueres efter aftalen i 2022.

Lovforslaget skal ligeledes ses i sammenhæng med forligetom et nyt ejendomsvurderingssystem,

som den daværende regering (Venstre) indgik i 2016 med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Li-

beral Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Forliget er gennemført ved lov nr.

688 af 8. juni 2017, der bl.a. indebar, at de fælles ankenævn blev nedlagt og skulle erstattes af sepa-

rate skatteankenævn pr. 1. januar 2019, samt at den ene halvdel af medlemmerne af vurderingsanke-

nævnene udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen og den anden halvdel på baggrund af

vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans Danmark og Dansk

Ejendomsmæglerforening.

Som led i

Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet

–

Retssik-

kerhedspakke IV

styrkes klagesystemet med yderligere ca. 200 mio. kr. de kommende år. Det sker

dels ved, at tilføre ca. 120 mio. kr. ekstra de kommende år, dels ved at gevinster fra de øvrige tiltag

i aftalen reinvesteres i klagesystemet. Det svarer til ca. 80 mio. kr. yderligere. De tilførte midler skal

bl.a. gøre det muligt hurtigt at behandle borgernære sager, hvor klageren har brug for en hurtig af-

klaring, f.eks. fordi klagesagen udgør en økonomisk belastning for almindelige lønmodtagere og

erhvervsdrivende (motor-, person- og visse erhvervsskattesager).

Foruden de ekstra tilførte midler er det som nævnt aftalt at gennemføre lovgivningsmæssige tiltag,

der skal bidrage til et mere effektivt klageforløb, da et moderne klagesystem og en effektiv sekreta-

riatsbetjening af ankenævnene og Landsskatteretten er afgørende for at nedbringe sagsbehandlings-

tiderne.

Med henblik på at målrette sagstyperne til afgørelsesmyndighedernes kompetencer foreslås det såle-

des at afskaffe muligheden for, at klager frit kan vælge, om en sag, der er visiteret til et skatteanke-

nævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten. Til gengæld foreslås det at give klageren mulig-

hed for direkte at indbringe sin klagesag for domstolene uden først at skulle indbringe den for kla-

gemyndigheden og vente seks måneder fra dette tidspunkt. I forlængelse heraf foreslås reglerne om

omkostningsgodtgørelse justeret, således at der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved direkte dom-

stolsprøvelse i samme omfang, som det er muligt i dag ved overspringelse af klageinstansen efter 6

måneder.

For at understøtte målretningen af sagstyperne til afgørelsesmyndighedernes kompetencer foreslås

det, at sager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og

–tab

samt aktieavancer og

–tab

flyttes fra af-

gørelse i skatteankenævnene til afgørelse i Landsskatteretten. Det sker bl.a. på grund af disse sagers

juridiske kompleksitet, der gør sagerne egnede til afgørelse i Landsskatteretten. Det foreslås, at kla-

ger over Skatteforvaltningen afgørelser om skønsmæssige ansættelser af moms for fysiske personer

og dødsboer skal træffes af skatteankenævnene, som hermed og via afskaffelse af fritvalgsordnin-

gen samlet set tilføres flere sager.

Klagegebyret for skatte- og motorsager foreslås hævet fra 400 kr. til 1.000 kr. for at harmonisere

gebyret med gebyret for klager over de nye vurderinger efter ejendomsvurderingsloven. Beløbet vil

fortsat skulle tilbagebetales, hvis f.eks. klagen afvises, eller klageren får helt eller delvis medhold.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Momsskøn

2.1.1. Gældende ret

Skatteankenævnenes opgaver og saglige kompetence er angivet i skatteforvaltningsloven § 5. Såle-

des består skatteankenævnets virksomhed i at afgøre klager over Skatteforvaltningens afgørelser

vedrørende fysiske personer og dødsboer.

Skatteankenævnene kan ikke behandle klager over Skat-

terådets afgørelser,

og skatteankenævnenes saglige kompetencer er udtømmende opregnet i skatte-

forvaltningslovens § 5.

Som eksempler på sagstyper, hvor et skatteankenævn kan afgøre klager over afgørelser, som er truf-

fet af Skatteforvaltningen, kan nævnes klager over forskudsregistrering af indkomst, klager over an-

sættelse af indkomstskat, herunder klager over gaveafgift og klager over underskud og tab, der kan

modregnes i skattepligtig indkomst af kilder af samme art.

Efter gældende ret kan der ikke klages til skatteankenævnet over afgørelser vedrørende moms, af-

gifter og told. Sådanne afgørelser kan kun påklages til Landsskatteretten, medmindre der er tale om

sager, som er delegeret til afgørelse i Skatteankestyrelsen efter bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar

2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

2.1.2. Lovforslaget

For at forbedre omkostningseffektiviteten i skatteankenævnene og understøtte målretningen af sags-

typerne til afgørelsesmyndighedernes kompetencer foreslås det, at skatteankenævnene skal kunne

afgøre klager over Skatteforvaltningens afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer om

skønsmæssige ansættelser af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.

2.2. Ændring af kompetence til afgørelse af visse sager

2.2.1.Gældende ret

Efter gældende ret fordeles og visiteres klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt afgørel-

ser truffet efter aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven efter den generelle regulering

vedrørende indkomstskattesager. Det sker efter skatteforvaltningslovens §§ 5, 11 og 35 b. Sagerne

afgøres af skatteankenævnene i det omfang, de ikke er principielle.

Klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt klager over afgørelser truffet efter aktieavance-

beskatningsloven og kursgevinstloven afgøres af skatteankenævnene, i det omfang klageren er en

fysisk person eller et dødsbo i henhold til skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 2, 3 og 4.

Hvis klageren opfylder en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, og dermed

anses for principiel, bliver sagen visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-

vens § 35 b, stk. 1, 2. pkt. Klagen kan ligeledes blive visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvis

klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten, jf. skattefor-

valtningslovens § 35 b, stk. 1, 3. pkt.

Hvis klageren ikke er en fysisk person eller et dødsbo, afgøres klagen af Landsskatteretten, jf. skat-

teforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

2.2.2. Lovforslaget

For at understøtte målretningen af sagstyperne til afgørelsesmyndighedernes kompetencer foreslås

en fravigelse af udgangspunktet i gældende ret om, at det afgørende for sagsfordelingen er, om kla-

geren er en fysisk eller juridisk person. Det foreslås således, at klagesager om subjektiv skattepligt,

kursgevinster og

–tab

samt aktieavancer og

–tab

fremover skal afgøres af Landsskatteretten i stedet

for et skatteankenævn, selvom klageren måtte være en fysisk person eller et dødsbo.

Klagesager om subjektiv skattepligt for fysiske personer indeholder ofte komplekse problemstillin-

ger vedrørende flere retsgrundlag, hvilket gør dem egnede til afgørelse i Landsskatteretten. Som ek-

sempel kan nævnes udfyldende fortolkning af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 og 2 om skattepligt

samt lempelsesbestemmelser i f.eks. ligningslovens §§ 33 og 33 A og fortolkningen af indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ligeledes er klager over afgørelser truffet efter kursgevinstloven eller aktieavancebeskatningsloven

kendetegnet ved teknisk juridisk kompleksitet og samspil mellem forskellige bestemmelser i lovgiv-

ningen om kapitalgevinstbeskatning, der gør dem velegnede til afgørelse i Landsskatteretten. Som

eksempel kan nævnes fortolkningsspørgsmål om kvalificering af forskellige typer objekter i forhold

til kapitalgevinstbeskatning.

I dag vælger en forholdsmæssig høj andel af klagere allerede ved brug af fritvalgsordningen at få en

sådan klage afgjort af Landsskatteretten.

2.3. Udnævnelseskriterier for ankenævnsmedlemmer

2.3.1. Gældende ret

Det følger af § 8, stk. 3, at medlemmerne af et skatteankenævn alle er indstillet af kommunalbesty-

relserne, som skatteankenævnskredsen omfatter. Landet er opdelt i 19 skatteankenævnskredse, 10

vurderingsankenævnskredse, 10 skatte- og vurderingsankenævnskredse og 4 motorankenævns-

kredse.

Efter gældende ret udnævner skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, med-

lemmer af skatte-, vurderings- og motorankenævn. Udnævnelsen foretages efter indstilling fra kom-

munalbestyrelserne og forskellige relevante brancheorganisationer. Ved kommunalbestyrelsens ind-

stilling anvendes dem metode, der er beskrevet i § 25 i lov om kommunernes styrelse (forholdstals-

valg

–

den d´Hondske metode).

Der er ikke fastsat regler om, at der ved indstillingen af medlemmer skal lægges vægt på, at anke-

nævnene udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, herunder i forhold til aldersspredning og

kønsfordeling.

Skatteministeren kan under særlige omstændigheder undlade at udnævne en indstillet person til

skatte-, vurderings- og motorankenævn og anmode om, at der indstilles en anden person. Sådanne

særlige omstændigheder kan f.eks. være manglende overholdelse af en afdragsordning.

2.3.2. Lovforslaget

Det foreslås, at skatteministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil, får kompetence til at ud-

nævne et antal medlemmer med egentlig skattefaglig indsigt. De særlige medlemmer skal være geo-

grafisk ubundne og skal indstilles af relevante institutioner og organisationer på skatteområdet. In-

stitutionerne og organisationerne skal ved indstillingen sikre, at de indstillede personer indstilles på

grund af skattefaglige kompetencer. De særlige medlemmer vil som geografisk ubundne kunne fun-

gere i alle skatteankenævn. De indstillede personer skal fungere i hele landet. Forslaget har til for-

mål at supplere det stærke lægmandselement i nævnene med en styrket skattefaglighed.

Som led i

Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet

–

Retssik-

kerhedspakke IV

er det aftalt, at der etableres 22 skatteankenævn med 176 medlemmer, hvoraf 10 er

særligt udpegede medlemmer med skattefaglig indsigt, og 15 vurderingsankenævn med i alt 350

medlemmer. Dette vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, der udstedes af skatteministeren, jf. skat-

teforvaltningslovens § 8.

Det foreslås desuden, at der i skatte-, vurderings- og motorankenævn tilstræbes repræsentation af et

repræsentativt udsnit af befolkningen. Med de foreslåede bestemmelser skal der således som krite-

rier ved indstillingen af medlemmer til ankenævnene inddrages en repræsentativ alders- og kønsfor-

deling.

Det foreslås, at skatteministeren får kompetence til at undlade at godkende indstillinger og anmode

om at der foretages en ny indstilling, hvis indstillingerne ikke i tilstrækkelig grad er repræsentative.

Efter forslaget foretager skatteministeren en konkret vurdering af indstillingerne til de enkelte anke-

nævn. Det sker for at understøtte, at indstillingerne i tilstrækkelig grad er repræsentative.

Forslaget har til formål at understøtte, at medlemmerne af ankenævnene udgør et tilstrækkeligt re-

præsentativt udsnit af befolkningen.

2.4. Ophævelse af fritvalgsordningen på skatteområdet

2.4.1. Gældende ret

Skatteforvaltningslovens § 35 b blev indsat ved lov nr. 649 af 12. juni 2013 i forbindelse med gen-

nemførelse af en ny klagestruktur på skatteområdet.

Efter § 35 b, stk. 1, vil en klage omfattet af § 5, stk. 1, dvs. en klage over en skatteansættelse for en

person eller et dødsbo som udgangspunkt blive visiteret eller henvist til et skatteankenævn medmin-

dre den anses for principiel eller hænger sammen med en anden sag, som verserer ved eller samtidig

visiteres til Landsskatteretten.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt., at principielle sager skal afgøres af

Landsskatteretten. En sag anses for principiel, hvis den f.eks. vil kunne få konsekvenser for et større

antal skattepligtige, vedrører større økonomiske værdier, eller sagen i øvrigt påkalder sig eller skøn-

nes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

Derudover kan en klagesag afgøres af Landsskatteretten, hvis den udspringer af samme forhold som

en sag, der allerede verserer ved Landsskatteretten. Som eksempler på sådanne sager kan f.eks.

nævnes, at et af de påklagede spørgsmål skal behandles af Landsskatteretten, eller sager, hvor en

klager er et selskab, og en anden klager er hovedaktionær i selskabet.

Øvrige sager skal som udgangspunkt afgøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35

b, stk. 2. Det betyder, at klager i selskabsskattesager, momssager, afgiftssager og toldsager skal af-

gøres af Landsskatteretten.

Efter den særlige fritvalgsordning i skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, gives der mulighed for,

at klageren senest 4 uger efter at have fået meddelelse om, at en sag visiteres til et skatteankenævn,

kan meddele Skatteankestyrelsen, at vedkommende i stedet ønsker sagen behandlet af Landsskatte-

retten. Det gælder, uanset om den pågældende visitering af sagen til et skatteankenævn er den første

visitering af sagen, eller om det er i forbindelse med en omvisitering. Bestemmelsen giver ikke en

tilsvarende valgmulighed i forhold til sager, som visiteres til motorankenævnene.

Ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 blev skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, ændret til, at den særlige

fritvalgsordning ikke længere skal gælde for vurderingsklager. Loven trådte i kraft den 1. januar

2018 og har virkning fra og med den 1. januar 2020.

2.4.2. Lovforslaget

Skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, hvorefter klageren kan vælge, at en sag, der er visiteret til et

skatteankenævn, skal behandles af Landsskatteretten, foreslås ophævet.

Der er i dag et stort sagspres på Landsskatteretten og færre sager ved skatteankenævnene end tidli-

gere. Forslaget har til formål bedre at udnytte kapaciteten hos skatteankenævnene og bidrager til, at

sagerne fordeles til afgørelsesmyndighederne efter objektive kriterier, herunder at sagstyper målret-

tes afgørelsesmyndighedernes kompetencer.

Efter forslaget afskaffes fritvalgsordningen, således at en klage over en skatteansættelse for en fy-

sisk person, der efter reglerne skal visiteres til et skatteankenævn, ikke af klageren kan vælges be-

handlet af Landsskatteretten.

2.5. Harmonisering af klagegebyr

2.5.1. Gældende ret

Det gældende klagegebyr udgør 400 kr. Baggrunden for det eksisterende klagegebyr er etableringen

af Skatteankestyrelsen, hvor sekretariatsbetjeningen af Landsskatteretten og skatte, motor- og vur-

deringsankenævnene blev samlet i Skatteankestyrelsen, og hvorefter der på alle klagesager, med

undtagelse af klagesager om inddrivelse af gæld og klagesager om aktindsigt, som skal behandles af

Landsskatteretten og ankenævnene, pålægges et gebyr på 300 kr. (2010-niveau), svarende til 400 kr.

i 2018-niveau. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, jf. skatteforvaltningslovens §

35 c, stk. 1.

Klagegebyret tilbagebetales ved helt eller delvist medhold i klagen eller ved helt eller delvist med-

hold i en efterfølgende domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse, hvis klagen afvises, eller

hvis en genoptagelsesanmodning imødekommes som følge af en praksisændring, jf. skatteforvalt-

ningslovens § 35 c, stk. 5. Beløbet tilbagebetales ikke, hvis klagen indbringes for domstolene efter

overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, eller hvis klagen tilbagekaldes, medmindre

tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse,

genoptager sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 6.

I forbindelse med ændringen af skatteforvaltningslovens § 35 c ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 er

klagegebyret ændret til 900 kr. (2010-niveau), hvilket svarer til et klagegebyr på 1.000 kr. (2018-

niveau), for så vidt angår klager over de nye vurderinger efter ejendomsvurderingsloven. Loven

trådte i kraft den 1. januar 2018 og har virkning fra og med den 1. januar 2020, jf. lov nr. 1729 af

27. december 2018 om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love. For klager

over øvrige afgørelser truffet af Skatteforvaltningen m.v., der efter § 35 a, stk. 1, indgives til Skatte-

ankestyrelsen, er klagegebyret forsat 300 kr. (2010-niveau).

2.5.2. Lovforslaget

Det foreslås, at klagegebyret over afgørelser truffet af skatteforvaltningen hæves fra 400 kr. til

1.000 kr. (2018-niveau), dvs. 900 kr. (2010-niveau). Grundbeløbet skal fortsat reguleres efter per-

sonskattelovens § 20. Gebyrforhøjelsens formål er at undgå klager over bagatelsager. Gebyrets stør-

relse er samtidig fastsat til et niveau, som ikke afholder borgere og virksomheder fra at klage.

Klagegebyret vil skulle indbetales, når klagen indgives til Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvalt-

ningslovens § 35 c, stk. 1. Klagegebyret vil skulle tilbagebetales under samme forudsætninger, som

er gældende i dag, herunder f.eks. når klageren ved klagebehandlingen eller ved en efterfølgende

domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse får helt eller delvist medhold, eller klagen afvi-

ses.

2.6. Direkte domstolsprøvelse

2.6.1. Gældende ret

Efter gældende ret er det en betingelse for domstolsprøvelse, at den administrative rekurs er udnyt-

tet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt. En stævning afvises herefter ved domstolene, så-

fremt klageinstansen, der har behandlet sagen, ikke har taget stilling til det pågældende spørgsmål.

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 1. pkt., kan borgere og virksomheder anvende den så-

kaldte overspringsregel og indbringe en sag for domstolene fra 6 måneder efter, at sagen er påklaget

til den administrative klageinstans på området, selv om klageinstansen ikke har truffet afgørelse i

sagen. Dette gælder dog ikke, hvis klageren fra Skatteankestyrelsen har modtaget en sagsfremstil-

ling med oplysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurde-

ring fører til, eller hvis klageren i øvrigt i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger om

den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens opfattelse fører til. I disse situatio-

ner vil behandlingen af klagen være så fremskreden og ofte være så nær sin afslutning, at klagerens

behov for af tidsmæssige hensyn at kunne springe klageinstansen over og indbringe afgørelsen for

domstolene ikke længere vurderes at være til stede.

2.6.2. Lovforslaget

Det foreslås i forlængelse af ophævelse af fritvalgsordningen at give klageren mulighed for direkte

at indbringe sin klagesag for domstolene uden først at skulle vente seks måneder fra det tidspunkt,

hvor klagen er indgivet til klagemyndigheden. Hermed gives der valgfrihed for klager mellem ad-

ministrativ rekurs og direkte domstolsprøvelse.

Forslaget er i det væsentlige en videreførelse af den gældende ret til domstolsprøvelse efter skatte-

forvaltningslovens kapitel 17. Forslaget indebærer, at kravet om, at der skal være gået 6 måneder

efter, at en sag er indbragt for den administrative klageinstans, før en sag kan indbringes for dom-

stolene afskaffes. Der foreslås ikke yderligere indholdsmæssige ændringer af bestemmelsens anven-

delse, hverken i praksis eller retstilstanden i øvrigt.

Formålet med forslaget er, at klageren tidligere i forløbet får mulighed for at vurdere, om klageren

ønsker at indbringe sagen for den administrative klageinstans, eller om klageren ønsker at ”spare”

sagsbehandlingstiden hos klageinstansen og i stedet indbringe sagen for domstolene. Efter forslaget

vil reglen således fremadrettet give mulighed for at fravælge administrativ rekurs.

2.7. Omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse

2.7.1. Gældende ret

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, kan en skattepligtig, der anvender sagkyndig

bistand m.v. i sin klagesag, som udgangspunkt opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne hertil.

Det gælder ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse i sagen (nr.

1), og ved klage, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b,

stk. 3 (nr. 2).

I medfør af § 35 b, stk. 3, er der fastsat regler i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse

af visse

klager i Skatteankestyrelsen. Det drejer sig om de såkaldte ”kontorsager”. Dog ydes der ef-

ter § 55, stk. 2, ikke omkostningsgodtgørelse i de kontorsager, der vedrører told, afgifter eller ar-

bejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af køretøjer.

Det følger af § 55, stk. 1, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i sager, som afgøres af et vurde-

ringsankenævn eller et motorankenævn. Endvidere fremgår det af § 52, stk. 7, at der ikke ydes om-

kostningsgodtgørelse i sager om klage efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eller om

omkostningsgodtgørelse. De sager, der er nævnt i § 52, stk. 7, falder helt uden for godtgørelsesord-

ningen.

Indbringes sagen for domstolene, ydes der efter § 55, stk. 4, omkostningsgodtgørelse i sager, som er

godtgørelsesberettigede efter § 55, stk. 1, nr. 1-4. Det gælder dog ikke, hvis sagen angår vurdering i

medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, og sagen

indbringes for domstolene efter overspringsreglen i § 48, stk. 2. Den praktiske betydning af denne

bestemmelse er, at der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse ved overspringelse i en sag, som er

blevet visiteret eller henvist til behandling ved Landsskatteretten, når den angår vurdering i medfør

af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven.

Endvidere ydes der omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er ble-

vet behandlet i et vurderingsankenævn, et motorankenævn samt i visse vurderingssager i Skattean-

kestyrelsen eller i sager, som er nævnt i § 55, stk. 2, jf. ovenfor. Tilsvarende gælder det i visse gen-

optagelsessager om vurdering.

Som udgangspunkt er det ikke en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den administra-

tive klageinstans har truffet afgørelse i sagen. Overspringsreglen i § 48, stk. 2, vil derfor kunne an-

vendes med den virkning, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelsen, med-

mindre sagen er af en type, hvor adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse efter § 55, stk. 4, er

betinget af, at klageinstansen har truffet afgørelse i sagen, sagstypen ikke er godtgørelsesberettiget,

eller sagstypen ikke er omfattet af godtgørelsesordningen.

Hvis overspringsreglen anvendes i en sag, som ikke er godtgørelsesberettiget, ydes der heller ikke

omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelsen.

Bestemmelsen i § 54 opregner de udgifter, som anses for godtgørelsesberettigede. Det gælder efter

bestemmelsens stk. 1 eksempelvis udgifter til sagkyndig bistand (nr. 1), udgifter til bevismateriale

(nr. 4) og udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør

prøves ved domstolene (nr. 6). Sådanne udgifter kan godtgøres i forbindelse med en klage eller en

domstolsprøvelse, hvis sagen efter sin type eller karakter er godtgørelsesberettiget. Efter praksis er

det en forudsætning for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand

m.v., at den skattepligtige rent faktisk indgiver en klage til den administrative klageinstans eller ud-

tager stævning ved domstolene, og at sagen ikke afvises fra realitetsbehandling.

2.7.2. Lovforslaget

Det foreslås, at § 55, stk. 1, tilpasses forslaget om direkte domstolsprøvelse, således at der kan ydes

omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse i samme omfang, som der kan ydes omkost-

ningsgodtgørelse ved overspringelse efter gældende regler. Det sker ved at ændre bestemmelsen,

således at det ikke fremgår, at det er en betingelse for at opnå adgang til omkostningsgodtgørelse

ved domstolene, at der er tale om prøvelse af en klagesag. Det er tilstrækkeligt, at der er tale om en

sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage, eller en sag,

hvori Skatteankestyrelsen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3. Der vil

således fortsat ikke kunne ske overspringelse i en sag om ejendomsvurdering med den virkning, at

der kan opnås omkostningsgodtgørelse ved domstolene.

I dag er det i visse sagstyper usikkert, om der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved overspringelse.

Tilsvarende vil der efter forslaget være enkelte sagstyper, hvor det ikke umiddelbart er muligt at af-

gøre med sikkerhed, om der kan ydes omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse.

Er sagen eksempelvis af en sådan type, at den ved påklage ville blive behandlet som en kontorsag

omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 55, stk. 2, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse

i den pågældende type sag, vil en direkte domstolsprøvelse af en sådan sag som udgangspunkt hel-

ler ikke være godtgørelsesberettiget. Imidlertid kan sagen eksempelvis være principiel og ville ved

påklage skulle visiteres til afgørelse ved Landsskatteretten. Der ville dermed kunne ydes omkost-

ningsgodtgørelse i klagesagen efter § 55, stk. 1, nr. 1. På grund af sagens karakter ville en sådan sag

derfor være godtgørelsesberettiget, hvis den blev indbragt for domstolene, jf. § 55, stk. 4, 1. pkt.

Ønsker den skattepligtige inden indbringelse af en sådan sag for domstolene sikkerhed for, at sagen

også af myndighederne vurderes som principiel, må den skattepligtige påklage sagen og afvente en

visitering eller henvisning af sagen. Visiteres eller henvises sagen til Landsskatteretten, vil den skat-

tepligtige have sikkerhed for, at der kan opnås omkostningsgodtgørelse ved domstolsbehandlingen

ved overspringelse, hvis betingelserne i § 48, stk. 2, i øvrigt er opfyldt.

Vil den skattepligtige ikke afvente en visitering eller henvisning ved påklage, men mener den skat-

tepligtige, at sagen også af retten vurderes som principiel, hvilket f.eks. kan komme til udtryk ved

deltagelsen af 3 dommere i rettens afgørelse, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, vil der kunne ydes om-

kostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse af sagen, hvis myndighederne finder, at betin-

gelserne for, at sagen ved påklage ville være blevet visiteret eller henvist til Landsskatteretten, er

opfyldt. Det vil i første omgang være Skattestyrelsen, som vil skulle tage stilling hertil ved behand-

lingen af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse, men Skattestyrelsen vil kunne indhente en ud-

talelse fra Skatteankestyrelsen om visiteringsspørgsmålet.

I praksis vil usikkerheden om vurderingen af sagens karakter formentlig i de fleste tilfælde betyde,

at den skattepligtige vil vælge at påklage sagen og afvente visiteringen eller henvisningen.

I de specielle bemærkninger til § 1, nr. 20, er de relativt få sagstyper nævnt, der kan give anledning

til usikkerhed om godtgørelsesspørgsmålet.

Forslaget går endvidere ud på at præcisere, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til

sagkyndig bistand m.v., som er ydet i forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag for dom-

stolene, og sagen ikke afvises fra realitetsbehandling.

Ved gennemførelse af forslaget i § 1, nr. 20,

hvor ”ved klage” udgår af

§ 55, stk. 1, nr. 1 og 2, er der

behov for at tage stilling til, hvilken bistand der efter, at skattemyndigheden har truffet afgørelse i 1.

instans, bør være godtgørelsesberettiget.

På den ene side følger det af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, at der ikke ydes godtgørelse

for udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt den skattepligtige bør påklage skattemyndighe-

dens afgørelse. På den anden side er der i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, 1. pkt., hjemmel til

at godtgøre udgifter til den sagkyndiges anmodning efter § 51 om henstand med betaling af skatten

ifølge skattemyndighedens afgørelse, som den skattepligtige ønsker at påklage eller indbringe for

domstolene. Hjemlen kodificerer tidligere gældende administrativ praksis, idet udgifter til hen-

standsanmodninger blev anset for en integreret del af klage- eller retssagen. Endvidere godtgøres i

administrativ praksis udgifter til udarbejdelse af klagen til klageinstansen eller stævningen til dom-

stolene. Det sker, fordi udgifterne i praksis vurderes at knytte sig til klage- eller retssagen og ligele-

des at være en integreret del heraf.

Det foreslås på den baggrund, at de godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand, der ydes

efter, at skattemyndigheden har truffet i afgørelse i 1. instans, afgrænses på samme måde som efter

gældende praksis for godtgørelsesberettigede udgifter. Det kræves således, at de er afholdt i forbin-

delse med påklage eller indbringelse af en sag for domstolene.

Går den skattepligtige ikke videre med skattemyndighedens afgørelse, vil bistandsudgifterne efter

forslaget ikke kunne godtgøres. Det svarer til, at udgifter til sagkyndig bistand efter gældende regler

heller ikke godtgøres, hvis den skattepligtige ikke indgiver en klage til den administrative klagein-

stans eller udtager stævning mod Skatteministeriet ved domstolene. Det foreslås således, at adgan-

gen til at opnå omkostningsgodtgørelse er betinget af, at skattemyndighedens afgørelse påklages el-

ler indbringes for domstolene.

I tilknytning hertil forslås det, at omkostningsgodtgørelse betinges af, at klage- eller retssagen ikke

afvises fra realitetsbehandling. Forslaget lovfæster således på dette punkt gældende praksis. Efter

praksis ydes der således ikke omkostningsgodtgørelse, hvis sagen af klagemyndigheden eller dom-

stolen afvises f.eks. som følge af, at myndigheden ikke er kompetent til at behandle sagen, hvis kla-

gen eller stævningen afvises på grund af manglende begrundelse, eller hvis den indgives efter udlø-

bet af klage- eller indbringelsesfristen.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Ændringen af klagegebyret fra 400 kr. til 1.000 kr. i 2018-niveau skønnes at medføre en mindre

sagsindgang, der kan frigøre sagsbehandlerressourcer til andre sager.

Harmoniseringen af klagegebyret forventes at medføre en øget gebyrindtægt af et begrænset om-

fang, når der også tages hensyn til tilbagebetaling af klagegebyret ved helt eller delvist medhold og

den forventede mindre sagsindgang.

Som følge af tiltagene om

momsskøn, ændring af kompetence til afgørelse af visse sager

ophæ-

velse af fritvalgsordningen på skatteområdet,

sker der en omfordeling af sager mellem afgørelses-

myndigheder, der alt andet lige betyder, at der samlet set bliver afgjort flere sager i skatteankenæv-

nene og færre sager i Landsskatteretten. Det kan medføre en omfordeling af ressourcer inden for

Skatteministeriets totaløkonomiske ramme.

Forslaget om tilpasning af reglerne om omkostningsgodtgørelse til forslaget om direkte domstols-

prøvelse skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for det offentlige. De mer-

udgifter til ordningen med omkostningsgodtgørelse, der følger af forslaget om tilpasning af godtgø-

relsesreglerne til forslaget om direkte domstolsprøvelse, modsvares delvis af besparelsen i udgifter

til omkostningsgodtgørelse, der følger af overspringelsen af afgørelsen ved klageinstansen og even-

tuel efterfølgende domstolsprøvelse. Ydermere vil den direkte domstolsprøvelse medføre et be-

grænset antal sager, der ikke skal behandles ved klageinstansen.

4. Økonomiske konsekvenser og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes at efterleve principperne for agil erhvervsrettet regulering.

Lovforslaget sikrer, at der ved direkte domstolsprøvelse af afgørelser fra 1. instansen i sagstyper,

som er godtgørelsesberettigede ved påklage, ydes godtgørelse for udgifterne ved domstolsbehand-

lingen. Dog vil den erhvervsdrivende - hvis denne forinden domstolsprøvelsen vil have vished om

godtgørelsesspørgsmålet

–

skulle påklage 1. instansens afgørelse og afvente Skatteankestyrelsens

visitering i visse sagstyper. Det vil være tilfældet, hvor udgangspunktet er, at der ikke ydes omkost-

ningsgodtgørelse ved påklage, men hvor sagen kan være af en sådan karakter, at den ville være ble-

vet visiteret til Landsskatteretten, hvis den var blevet påklaget, hvorved den bliver godtgørelsesbe-

rettiget. Det vurderes imidlertid, at der vil være tale om et begrænset antal sager.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget sikrer, at der ved direkte domstolsprøvelse af afgørelser fra 1. instansen i sagstyper,

som er godtgørelsesberettiget ved påklage, ydes godtgørelse for udgifterne ved domstolsbehandlin-

gen. Dog vil borgeren - hvis denne forinden domstolsprøvelsen vil have vished om godtgørelses-

spørgsmålet - skulle påklage 1. instansens afgørelse og afvente Skatteankestyrelsens visitering i

visse sagstyper. Det vil være tilfældet, hvor udgangspunktet er, at der ikke ydes omkostningsgodt-

gørelse ved påklage, men hvor sagen kan være af en sådan karakter, at den ville være blevet visite-

ret til Landsskatteretten, hvis den var blevet påklaget, hvorved den bliver godtgørelsesberettiget.

Det vurderes imidlertid, at der vil være tale om et begrænset antal sager.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

I januar 2012 fremsatte Europa-Kommissionen et forslag til en databeskyttelsespakke. Pakken blev

endeligt vedtaget den 14. april 2016. Pakken består af den generelle forordning nr. 2016/679 om be-

skyttelse af personoplysninger, som skal gælde i både den private og offentlige sektor (databeskyt-

telsesforordningen). Forordningen anvendes fra den 25. maj 2018. Databeskyttelsesforordningen

afløser direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesdirektivet).

Lovforslaget medfører ikke behandling af personoplysninger, som er omfattet af databeskyttelses-

lovgivning. Det er derfor Skatteministeriets vurdering, at lovforslagets indhold er inden for ram-

merne af databeskyttelsesforordningen.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den [xx. til den zz. 2019] været sendt i høring hos føl-

gende myndigheder og organisationer m.v.:

3F, 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Advokatsamfundet, Affald Plus, Akademikerne, Am-

Cham Denmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i Skatte-

forvaltningen, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstandsvind-

møller, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea, Coop,

DAKOFA, Danmarks Skibskreditfond, Danmarks Statistik, Danmarks Vindmølleforening, Dansk

Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Automobilforhandler Forening, Dansk Byg-

geri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk Gartneri, Dansk Iværksætterforening,

Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Metal, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Advokater,

Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Universiteter, DANVA, Datatilsynet, DEA, De Sam-

virkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, DI, DI

Transport, Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DTL,

DVCA, Ejendomsforeningen Danmark, Eksportrådet, Energinet.dk, Energistyrelsen, Erhvervssty-

relsen

–

Team Effektiv Regulering, FDIH, Finans Danmark, FH, Finans og Leasing, Finansforbun-

det, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, FOA, Foreningen af Danske Skatteanke-

nævn, Foreningen af De Private Dagplejere, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension,

Forsikringsmæglerforeningen, Frie Funktionærer, FSE, FSR - danske revisorer, HK-Kommunal,

HK-Privat, HOFOR, HORESTA, IBIS, Investering Danmark, Justitia, KL, Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen, Kooperationen, Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening,

Landbrug & Fødevarer, Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Lejernes Landsorganisa-

tion i Danmark, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Mellemfolkeligt Samvirke,

Miljøstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen, Nationalbanken, Naturstyrelsen, Plastindustrien, Restaura-

tionsbranchen.dk, Retssikkerhedssekretariatet, Rigsombuddet på Færøerne, Rigspolitichefen, Rigs-

revisionen, Rockwoolfonden, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, SEGES,

Serviceforbundet, Skatteankestyrelsen, SMVdanmark, Spillemyndigheden, SRF Skattefaglig For-

ening, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Styrelsen for Arbejds-

marked og Rekruttering, Styrelsen for Videregående Uddannelser, Søfartsstyrelsen, Teleindustrien,

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Vurderingsankenævnsforeningen og Ældre Sagen.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Mindre positive konsekvenser

Negative konsekven-

ser/merudgifter

Mindre negative konsekven-

ser

Mindre negative konsekven-

ser

Lovforslaget skønnes ikke at

have nævneværdige økono-

miske konsekvenser for er-

hvervslivet.

Lovforslaget skønnes ikke at

have nævneværdige admini-

strative konsekvenser for er-

hvervslivet.

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Implementeringskonsekven-

ser for stat, kommuner og re-

gioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Ingen

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Ingen

Administrative konsekvenser

for borgerne

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem princip-

per for implementering af er-

hvervsrettet EU-regulering

Lovforslaget skønnes ikke at

have nævneværdige admini-

strative konsekvenser for bor-

gerne

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter gældende ret kan der ikke klages til skatteankenævnet over afgørelser vedrørende moms, af-

gifter og told. Sådanne afgørelser kan kun påklages til Landsskatteretten, medmindre der er tale om

sager, som er delegeret til afgørelse i Skatteankestyrelsen efter bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar

2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

Klager over skønsmæssig ansættelse af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, behandles efter

gældende ret sammen med en eventuel klage over en skønsmæssig ansættelse af indkomst, fordi sa-

gerne mest hensigtsmæssigt og effektivt behandles sammen, når de udspringer af samme forhold.

Både indkomstsagen og momssagen afgøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35

b, stk. 1, 3. pkt.

Det foreslås, at skatteankenævnene skal kunne afgøre klager over Skatteforvaltningens afgørelser

vedrørende fysiske personer og dødsboer om skønsmæssige ansættelser af moms efter opkræv-

ningslovens § 5, stk. 2, således at momssagen lige såvel som indkomstsagen, kan afgøres af skatte-

ankenævnene.

Sager, hvor der ud over en skønsmæssig forhøjelse af moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2,

også er andre momsmæssige reguleringer, f.eks. nægtelse af momsfradrag m.v., vil fortsat skulle

afgøres af Landsskatteretten.

Forslaget omfatter afgørelser efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan

Skatteforvaltningen ansætte en virksomheds skyldige beløbskønsmæssigt, hvis størrelsen af beløbet

ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Tilsvarende gælder, hvis en virksom-

hed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse, og størrelsen af det beløb, som virksomheden

derfor skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

Subjektet for momsopkrævning er den selvstændigt erhvervsdrivende identificeret ved dennes cvr-

nr. Det afgørende for, om en skønsmæssig ansættelse er omfattet af forslaget, vil være, at det er en

fysisk person eller et dødsbo, jf. skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., som driver virksomhed

som selvstændigt erhvervsdrivende og ikke i selskabsform.

Momssubjekter kan

–

ud over at være fysiske personer eller dødsboer

–

f.eks. være interessentska-

ber eller andre subjekter, der anses for transparente i forhold til indkomstskat. En skønsmæssig an-

sættelse af indkomstskat kan foretages over for f.eks. to eller flere interessenter (fysiske eller juridi-

ske personer) som skattesubjekter, mens der kun foretages én skønsmæssig momsansættelse rettet

mod selve interessentskabet som momssubjekt. I det tilfælde, hvor der er tale om interessentskaber,

kommanditselskaber og lignende subjekter, vil en afgørelse om skønsmæssig ansættelse af moms

ikke skulle behandles i skatteankenævnene, da der ikke er tale om en fysisk person som subjekt.

Det foreslås, at en klage over skønsmæssige ansættelser af indkomstskat og moms for fysiske perso-

ner og dødsboer hovedsageligt vil skulle behandles samlet i et skatteankenævn.

Til nr. 2

Forslaget om at »eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk.

5« udgår, er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Efter gældende ret fordeles og visiteres klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt afgørel-

ser truffet efter aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven efter den generelle regulering

vedrørende indkomstskattesager efter skatteforvaltningslovens §§ 5, 11 og 35 b, og sagerne afgøres

af Skatteankenævnene i det omfang de ikke er principielle.

Klager over afgørelser om subjektiv skattepligt samt klager over afgørelser truffet efter aktieavance-

beskatningsloven og kursgevinstloven afgøres af skatteankenævnene, i det omfang klageren er en

fysisk person eller et dødsbo i henhold til skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 2, 3 og 4.

Hvis klageren opfylder en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, og dermed

anses for principiel, bliver sagen visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-

vens § 35 b, stk. 1, 2. pkt. Klagen kan ligeledes blive visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvis

klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten, jf. skattefor-

valtningslovens § 35 b, stk. 1, 3. pkt.

Hvis klageren ikke er en fysisk person eller et dødsbo, afgøres klagen af Landsskatteretten, jf. skat-

teforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås, at det, som er tilfældet efter gældende ret, skal være udgangspunktet, at klageren som

subjekt er afgørende for sagsfordelingen. Det forslås som supplement hertil dog, at klagesager om

subjektiv skattepligt, kursgevinster og

–tab

samt aktieavancer og

–tab

fremover skal afgøres af

Landsskatteretten i stedet for et af skatteankenævnene, selvom klageren måtte være en fysisk person

eller et dødsbo. En forholdsmæssig høj andel af klagere vælger allerede i dag en sådan klage afgjort

af Landsskatteretten.

I klagesager om subjektiv skattepligt for fysiske personer indgår ofte komplekse problemstillinger

vedrørende flere retsgrundlag, hvilket gør sagerne egnede til afgørelse i Landsskatteretten. Som ek-

sempel kan nævnes udfyldende fortolkning af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 og 2 samt lempel-

sesbestemmelser i f.eks. ligningslovens §§ 33 og 33 A og fortolkningen af indgåede dobbeltbeskat-

ningsoverenskomster.

Ligeledes er klager over afgørelser truffet efter kursgevinstloven eller aktieavancebeskatningsloven

kendetegnet ved teknisk juridisk kompleksitet og samspil mellem forskellige bestemmelser i kapi-

talgevinstbeskatningslovgivningen, der gør dem velegnede til afgørelse i Landsskatteretten. Som

eksempel kan nævnes fortolkningsspørgsmål om kvalificering af forskellige typer objekter i forhold

til kapitalgevinstbeskatningslovene.

Forslaget vil medføre, at det ikke alene er delspørgsmål, der vil overgå til afgørelse i Landsskatte-

retten. Hvis en klage eksempelvis både vedrører spørgsmål om subjektiv skattepligt og den efterføl-

gende skatteansættelse, vil forslaget have den konsekvens, at hele klagen

–

og dermed både spørgs-

målet om den subjektive skattepligt og den efterfølgende skatteansættelse

–

skal afgøres i Lands-

skatteretten.

Til nr. 3

Det foreslås, at lægmandselementet i skatteankenævnene bliver suppleret med personer med egent-

lig skattefaglig indsigt, således at nævnene som helhed får en styrket skattefaglighed.

Efter gældende ret består skatteankenævnene udelukkende af lægmænd.

De særlige medlemmer udnævnes på baggrund af skattefaglige kompetencer og erfaring med skatte-

spørgsmål efter indstilling fra relevante institutioner og organisationer på skatteområdet. De særlige

medlemmer kan fungere i alle skatteankenævn, og de er således ikke bundet til et bestemt skattean-

kenævn.

Den foreslåede bestemmelser indebærer således en styrkelse af fagligheden i skatteankenævnene.

Det foreslås, at indstillingerne til skatteankenævnene generelt afspejler et repræsentativt udsnit af

befolkningen og så vidt muligt en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

Det foreslås desuden, at indstillingerne til skatteankenævnene generelt afspejler et repræsentativt

udsnit af befolkningen.

Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den, som ministeren bemyndiger dertil, med-

lemmer af skatteankenævn. Udnævnelsen foretages efter indstilling fra kommunalbestyrelserne.

Kun personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse, kan indstilles af den pågældende kommu-

nalbestyrelse. Hver kommunalbestyrelse skal mindst indstille én person til hver af kommunens

pladser i nævnet og én person som suppleant for denne.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således at det skal indgå som et element i vurderingen af,

hvilke medlemmer der skal indstilles til skatteankenævnene, at den samlede medlemssammensæt-

ning skal være tilstrækkelig repræsentativ.

Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnicitet osv.

Til nr. 4

Det foreslås, at indstillingerne til vurderingsankenævnene generelt afspejler et repræsentativt udsnit

af befolkningen.

Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den, som ministeren bemyndiger dertil, med-

lemmer af vurderingsankenævn. Den ene halvdel af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra

kommunalbestyrelsen. Ved kommunalbestyrelsens indstilling anvendes den metode, der er beskre-

vet i § 25 i lov om kommunernes styrelse. Af den anden halvdel af medlemmerne udnævnes halvde-

len på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans

Danmark, og halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter ind-

stilling fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Der kan kun indstilles personer, som er valgbare til en

kommunalbestyrelse her i landet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således at det skal indgå som et element i vurderingen af,

hvilke medlemmer der skal indstilles til vurderingsankenævnene, at den samlede medlemssammen-

sætning skal være tilstrækkelig repræsentativ.

Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnicitet osv.

Til nr. 5

Det foreslås, at indstillingerne til motorankenævnene generelt afspejler et repræsentativt udsnit af

befolkningen, og så vidt muligt en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

Efter gældende ret udnævner skatteministeren, eller den, som ministeren bemyndiger dertil, med-

lemmer af motorankenævn. Mindst to af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra hovedorgani-

sationerne af bilejere. Ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant skal være teknisk kyn-

dige, og ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant skal være handelskyndige. De reste-

rende medlemmer udnævnes efter indstilling fra forhandlerorganisationerne i bilbranchen. Der kan

kun indstilles personer, som er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således at det skal indgå som et element i vurderingen af,

hvilke medlemmer der skal indstilles til motorankenævnene, at medlemssammensætningen skal

være tilstrækkelig repræsentativ.

Indstillinger skal forholde sig til bl.a. køn, alder og etnicitet osv.

Til nr. 6

Den foreslåede nye bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 8, stk. 7, medfører, at skatteministeren

får mulighed for at undlade at udnævne de indstillede personer og anmode om, at der foretages en

ny indstilling, hvis de indstillede personer ikke i tilstrækkelig grad udgør et repræsentativt udsnit af

befolkningen.

Efter gældende ret kan skatteministeren under særlige omstændigheder undlade at udnævne en ind-

stillet person til skatte-, vurderings- og motorankenævn og anmode om, at der indstilles en anden

person. Sådanne særlige omstændigheder kan f.eks. være manglende indgivelse af selvangivelse el-

ler manglende overholdelse af en afdragsordning og omfatter således ikke hensynet til at understøtte

en alsidig sammensætning af ankenævnene.

Forslaget medfører, at skatteministeren foretager en samlet skønsmæssig vurdering af indstillin-

gerne til de enkelte ankenævn for at understøtte, at den enkelte indstilling i tilstrækkelig grad er re-

præsentativ.

Forslaget har ikke til hensigt at være en udvidelse af skatteministerens eksisterende adgang til under

særlige omstændigheder at undlade at udnævne en indstillet person, da forslaget retter sig mod ind-

stillingen som helhed.

Skatteministeren skal ved vurderingen af indstillingerne som helhed inddrage hensynet til en repræ-

sentativ sammensætning af ankenævnene, herunder en alders- og kønsfordeling, der udgør et repræ-

sentativt udsnit af befolkningen. Skatteministeren tager ved vurderingen højde for, at der ikke med

sikkerhed kan opnås en sådan spredning i alle ankenævnene, ligesom der ikke med sikkerhed kan

opnås den samme spredning på tværs af ankenævnstyperne.

Til nr. 7

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 8

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 9

Efter gældende ret kan en klager vælge, at en klagesag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet

skal behandles af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5. Klagerens valg skal

være meddelt Skatteankestyrelsen senest 4 uger efter, at klageren har modtaget meddelelse om, at

klagen er visiteret til et skatteankenævn.

Det foreslås at ophæve skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, og dermed afskaffe retten til frit at

vælge, om en sag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten.

Det foreslås således, at hvis en klage over en skatteansættelse for en person eller et dødsbo ikke an-

ses for principiel, eller hvis den ikke hænger sammen med en anden sag, som verserer ved eller

samtidig visiteres til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., vil

klagen blive visiteret til et skatteankenævn uden mulighed for at blive behandlet af Landsskatteret-

ten på baggrund af klagerens eget ønske.

Der henvises til afsnit 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for den nærmere begrundelse

herfor.

Til nr. 10

Efter gældende ret skal der for en klage over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterå-

det og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, som efter anden lovgivning er henlagt

til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, betales et gebyr på 300 kr. (2010-niveau)

svarende til 400 kr. i 2018-niveau. For klager i vurderingssager efter ejendomsvurderingsloven skal

betales et gebyr på 900 kr. (2010-niveau). Undtaget for betaling af klagegebyr er klager over afgø-

relser vedrørende aktindsigt og klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

Det foreslås, at klagegebyret over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet m.v., jf.

skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, harmoniseres med klagegebyret i klager over vurderingssa-

ger.

Det foreslås således, at klagegebyret i klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, æn-

dres. Dette medfører, at klagegebyret vil udgøre 1.000 kr. i 2018-niveau.

Med forslaget foreslås klagegebyret over afgørelser truffet af skatteforvaltningen eller Skatterådet

m.v., jf. § 35 a, stk. 1, forhøjet til samme beløb som klagegebyret i klager over vurderingssager efter

ejendomsvurderingsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Grundbeløb vil fortsat

skulle reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyrforhøjelsen har til formål at undgå klager over

bagatelsager.

Til nr. 11

Som konsekvens af forslaget foreslås det at ophæve skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, om, at

der ved klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3, om klagegebyr i vurderingssa-

ger efter ejendomsvurderingsloven.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 12

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til § 1, nr. 9 Ændringen er af teknisk

karakter.

Til nr. 13

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til § 1, nr. 14 Ændringen er af teknisk

karakter.

Til nr. 14

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørelse først indbringes for domstolene, når den

administrative rekurs har været udnyttet.

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, hjemler adgang til at indbringe en afgørelse for domstolene,

når der er forløbet mere end 6 måneder efter indbringelse for den administrative klageinstans, selv

om der endnu ikke er truffet en afgørelse.

Det foreslås, at kravet i lovens § 48, stk. 2, om, at der skal være forløbet mere end 6 måneder efter

sagens indbringelse for den administrative klageinstans, før sagen kan indbringes for domstolene,

afskaffes.

Det foreslås således at afskaffe kravet i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, om udnyttelse af den

administrative rekurs før domstolsprøvelse.

Forslaget er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skatteforvaltningslov § 48, stk. 1 og

2. Der er ikke tiltænkt yderligere indholdsmæssige ændringer af bestemmelsens anvendelse, hver-

ken i praksis eller retstilstanden i øvrigt udover afskaffelsen af 6-månederskravet.

Forslaget ændrer ikke ved, at klager inden for en frist på 3 måneder som hidtil kan indbringe en af-

gørelse for domstolene, når den administrative klageinstans på området enten har efterprøvet afgø-

relsen eller har afvist klagen.

Det foreslås, at klageren skal kunne indbringe sagen for domstolene direkte, dvs. uden at klage

først, eller på et hvilket som helst tidspunkt, efter at klagesagen er anlagt. Klageren skal således

ikke vente 6 måneder, før et ”omvalg” fra klagesagsbehandling til domstolsbehandling

kan foreta-

ges, men kan således også indbringe sagen for domstolene, straks efter at klage er indgivet. Dette

gælder indtil det tidspunkt, hvor klageren ved høring modtager oplysning om indholdet af den afgø-

relse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering fører til. Fra dette tidspunkt,

og til afgørelse træffes i klagesagen, kan klager ikke vælge at indbringe sagen for domstolen, men

må afvente afgørelsen. Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, kan denne afgørelse, som er en

endelig administrativ afgørelse, indbringes for domstolene inden for en frist på 3 måneder fra sa-

gens afgørelse.

Hvis en borger eller virksomhed vælger at indbringe en afgørelse truffet af f.eks. Skatteforvaltnin-

gen eller Skatterådet for domstolene, vil det inden for klagefristen på 3 måneder fra afgørelsens

modtagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, fortsat være muligt at hæve retssagen tilbage

og i stedet indgive klage.

Ved valg af domstolsprøvelse

–

enten direkte eller efter forudgående indgivelse af klage

–

vil mu-

ligheden for Folketingets Ombudsmands stillingtagen til sagen fortabes. Ombudsmandens virksom-

hed omfatter ikke domstolene, og Ombudsmanden vil således skulle afvise at behandle en klage

over en afgørelse, som er indbragt for domstolene. Derimod kan en borger og virksomhed, der væl-

ger at klage over en afgørelse, indbringe klagemyndighedens endelige administrative afgørelse for

Ombudsmanden.

Der kan forekomme situationer, hvor en borger og virksomhed både klager og anlægger sag ved

domstolene. Efter de gældende regler vil der ved overspringelse efter 6-månedersreglen i skattefor-

valtningslovens § 48, stk. 2, ske det, at sagen ved ankenævnet eller Landsskatteretten anses for bort-

faldet, og at klageren meddeles, at klagesagen herefter er henlagt. Forslaget er ikke tiltænkt at ændre

på dette, og det vil fortsat gælde, at klagesagen bortfalder, og domstolsbehandlingen går forud.

Hvis der i andre situationer både er en klagesag og en domstolssag, vil det som udgangspunkt til-

svarende være domstolsbehandlingen, der går forud. Situationen kan forekomme, hvis en borger el-

ler virksomhed først anlægger sag og dernæst klager. Hvis en klager i strid med forslaget vælger at

anlægge sag, efter at klager har modtaget oplysninger om indholdet af den afgørelse, som forventes

truffet i klagesagen, vil det dog være domstolssagen, som bliver afvist.

Med forslaget vil borgere og virksomheder fortsat, inden for de almindelige rammer, der efter rets-

plejeloven gælder for anke af borgerlige retssager, kunne fremføre nye påstande eller anbringender

for domstolene. Det betyder, at borgere og virksomheder mod Skatteministeriets protest kun kan

inddrage nye spørgsmål under domstolsprøvelsen med rettens tilladelse. Retten vil kunne give en

sådan tilladelse, hvis det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget under

sagsbehandlingen hos førsteinstansen eller i den administrative klageinstans, eller der er grund til at

antage, at en nægtelse af at give tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten. Endvi-

dere vil tilladelse kunne gives, hvis Skatteministeriet har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine

interesser.

Til nr. 15

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 14, om adgang til direkte domstolsprøvelse af

administrative afgørelser. Ændringen er af teknisk karakter.

Det foreslås således, at en administrativ afgørelse ikke kan indbringes for domstolene senere end 3

måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Ved at ordet ”endelig” udgår kommer søgsmålsfristen i § 48, stk. 3, til at gælde både for direkte

indbringelse af Skatteforvaltningens afgørelse for domstolene, for indbringelse efter overspringelse

og for indbringelse af en afgørelse fra en klageinstans.

Til nr. 16

Det foreslås, at Skatteforvaltningen

efter ansøgning kan give en borger eller virksomhed henstand

med betaling af en skat, hvis afgørelsen om betaling er indbragt for domstolene eller påklaget til

Skatteankestyrelsen.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 14. Ændringen er af teknisk karakter, så bestem-

melsen også omfatter administrative afgørelser, som indbringes direkte for domstolene efter lov-

forslagets § 1, nr. 14.

Til nr. 17

Det foreslås, at henstand med betaling af en skat gives for det tidsrum, hvor klagesagen er under be-

handling i det administrative klagesystem eller indbragt for domstolene.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 14. Ændringen er af teknisk karakter.

Til nr. 18

Efter den gældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 7, ydes der ikke omkostningsgodtgørelse for

klager over afgørelser om omkostningsgodtgørelse eller for klager over afgørelser efter lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige. Disse sagstyper falder således uden for ordningen med omkost-

ningsgodtgørelse.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 52, stk. 7, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgø-

relse for udgifter til sagkyndig bistand, i det omfang klagen eller stævningen afvises fra realitetsbe-

handling. Efter dette punktum indsættes den gældende bestemmelse, der dog foreslås opdelt på to

numre, og hvori der i hvert af numrene er indføjet et ”eller indbringelse af sådanne afgørelser for

domstolene”. Det betyder, at også

afgørelser om omkostningsgodtgørelse og afgørelser efter lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, der indbringes direkte for domstolene, falder uden for godtgø-

relsesordningen.

Efter gældende praksis ydes der ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand

m.v., hvis en klage eller en stævning afvises. Det gælder eksempelvis, hvis sagen afvises på grund

af myndighedens manglende kompetence til at afgøre sagen, eller hvis den afvises som følge af

manglende begrundelse eller en fristoverskridelse.

Det karakteristiske ved gældende praksis i forhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse er, at det

er afgørende, at afvisning sker som følge af eksistensen af formelle fejl ved klagesagens igangsæt-

telse, og at afvisningen sker på et tidspunkt, hvor behandlingen af realiteten, dvs. sagens egentlige

indhold af den eller de tvister, som parten eller parterne ønsker en stillingtagen til, ikke er påbe-

gyndt. Hvis afgørelsen eksempelvis indbringes for domstolene, men afvises af domstolen efter, at

formalitetsspørgsmålet har været udskilt til særskilt påkendelse, jf. retsplejelovens §§ 351 og 353,

vil der ikke kunne ydes omkostningsgodtgørelse. Det gælder dog ikke, hvis formalitetskendelsen

senere måtte blive underkendt af en højere retsinstans, jf. SKM2013.108.LSR. I denne sag havde

byretten ved dom afvist klagerens sag ved byretten med den begrundelse, at søgsmålsfristen var

overskredet. Landsretten udtalte, at der ikke var grundlag for at afvise sagen og ophævede dommen

og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsskatteretten fandt, at klageren var be-

rettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand afholdt i forbindelse med

afvisningssagen for byretten.

Forslaget tager sigte på at lovfæste praksis, som den er beskrevet ovenfor. Derimod finder forslaget

ikke anvendelse i en situation, hvor domstolen har påbegyndt en realitetsbehandling af sagen, men

retten alligevel afviser sagen. Således har Skatteankestyrelsen i SKM2014.668.SANST fastslået, at

en skattepligtig var berettiget til omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor domstolen havde afvist sa-

gen som følge af den skattepligtiges udeblivelse fra hovedforhandlingen på grund af kurators valg

om ikke at indtræde i den verserende sag. Der henvises nærmere til omtalen af sagen i Den juridiske

vejledning afsnit A.A.13.5 om godtgørelsesberettigede sagstyper.

Udtrykket ”i det omfang” skal ses i lyset af, at en afgørelse kan indeholder flere punkter,

som den

skattepligtige ønsker prøvet. Indeholder en klage eksempelvis fem klagepunkter, hvor klageinstan-

sen i sin afgørelse afviser to punkter f.eks. på grund af manglende kompetence, ydes der efter prak-

sis og efter forslaget omkostningsgodtgørelse til de udgifter, der vedrører behandlingen af de tre

punkter, som realitetsbehandles.

Det bemærkes, at det følger af bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017 om oplysninger om udgifter

til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19, at det klart skal

fremgå af den sagkyndiges regning, hvilke udgifter der er godtgørelsesberettigede, og hvilke der

ikke er. I det omfang den sagkyndige bistand knytter sig til klagepunkter, som er blevet afvist, skal

regningen fra den sagkyndige afspejle dette. Desuden kan Skattestyrelsen efter bekendtgørelsens §

10 til brug for behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse anmode den godtgørelses-

berettigede eller den sagkyndige om yderligere oplysninger, herunder en redegørelse for størrelsen

af honoraret for arbejdet ved hver instans pr. klagepunkt og om anvendt antal timer pr. klagepunkt

(eventuelt skønsmæssigt fordelt).

Til nr. 19

Efter gældende regler ydes der omkostningsgodtgørelse ”ved klage”, hvor et skatteankenævn eller

Landsskatteretten

træffer afgørelse og ”ved klage”, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse efter

regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

Efter gældende praksis omfatter det udgifter til den sagkyndiges arbejde med at indgive en klage til

den administrative klageinstans. Derimod følger det af § 54, stk. 1, nr. 6, at udgifter til en sagkyn-

digs udtalelse om, hvorvidt den skattepligtige bør gå videre med en afgørelse, kun er godtgørelses-

berettigede, hvis det drejer sig om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør prøves ved

domstolene. Der ydes således ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til en sagkyndigs udtalelse

om, hvorvidt den skattepligtige bør påklage en afgørelse truffet af en skattemyndighed i 1. instans.

Denne forståelse har Landsskatteretten også lagt til grund i sin afgørelse i SKM2008.669.LSR. Her

fandt Landsskatteretten ikke, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til en sagkyn-

dig udtalelse om, hvorvidt en afgørelse fra SKAT burde påklages til Landsskatteretten.

Efter gældende ret er godtgørelsesberettigede udgifter ved domstolsprøvelsen udgifter, som afhol-

des i forbindelse med retssager om prøvelse af afgørelsen fra den administrative klageinstans eller

fra en underordnet retsinstans. Det omfatter efter § 54, stk. 1, nr. 6, udgifter til en sagkyndigs udta-

lelse om, hvorvidt en afgørelse fra klageinstansen bør indbringes for domstolene, eller om en afgø-

relse fra domstolen bør prøves af en overordnet retsinstans. Endvidere anses som godtgørelsesberet-

tigede udgifter til udarbejdelse af en stævning.

Det følger af forslaget til

stk. 3

i § 54, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sag-

kyndig bistand m.v. efter § 54, stk. 1, som er ydet den skatte- eller afgiftspligtige i forbindelse med

påklage eller indbringelse af en sag for domstolene.

Forslaget skal ses i lyset af forslaget i § 1, nr. 20, der ændrer affattelsen af § 55, stk. 1, nr. 1 og 2.

Som nævnt ovenfor er godtgørelsesberettigede udgifter i relation til § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, udgifter

der afholdes ”ved klage”. Ved den ændrede affattelse af disse bestemmelser bliver det nødvendigt at

fastslå, at der kun ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., som er ydet

i forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag for domstolene. Derimod ydes der ikke om-

kostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i forbindelse med sagens behandling i

1. instans. Det foreslås, at dette kommer til at fremgå af § 54.

Det foreslås endvidere, at den gældende forståelse af, hvilke udgifter, der knytter sig til en klage el-

ler domstolsprøvelse, opretholdes med forslaget. Det kan ud over udgifter til den sagkyndiges ar-

bejde med at indgive en klage eller stævning være udgifter til møde med den sagkyndige om ud-

formningen af punkter i klagen eller stævningen, herunder rejseudgifter for den sagkyndige, eller

fremskaffelse af dokumentation til brug for sagen, som ikke burde være tilvejebragt ved 1. instan-

sen. Det kan desuden være udgifter til den sagkyndiges udarbejdelse af en anmodning om henstand

efter skatteforvaltningslovens § 51. Der henvises nærmere til Den juridiske vejledning, afsnit

A.A.13.4.

Det følger af forslaget til

stk. 4

i § 54, at adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse efter det fore-

slåede stk. 3 betinges af, at skattemyndighedens afgørelse faktisk påklages eller indbringes for dom-

stolene, og sagen ikke afvises, jf. § 52, stk. 7, 1. pkt.

Efter gældende praksis vil udgifter til sagkyndig bistand m.v. ikke blive godtgjort, hvis skattemyn-

dighedens afgørelse ikke bliver påklaget. Det gælder eksempelvis udgifter til anmodning om hen-

stand efter skatteforvaltningslovens § 51 eller udgifter til en sagkyndigs udarbejdelse af klage til

den administrative klagemyndighed. Endvidere vil der efter gældende praksis ikke blive ydet om-

kostningsgodtgørelse, hvis sagen afvises fra realitetsbehandling. Der henvises nærmere til bemærk-

ningerne til § 1, nr. 18, om afvisning fra realitetsbehandling.

Forslaget skyldes den ændrede affattelse af § 55, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. forslagets § 1, nr. 20, hvoref-

ter det ikke er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at der indgives en klage.

Forslaget lovfæster på dette punkt gældende praksis.

Til nr. 20

Efter den gældende bestemmelse i § 55, stk. 1, nr. 1, kan der ydes omkostningsgodtgørelse ved

klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse. Efter den gældende bestem-

melse i § 55, stk. 1, nr. 2, ydes der omkostningsgodtgørelse ved klage, hvor Skatteankestyrelsen

træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

I medfør af § 35 b, stk. 3, er der fastsat regler i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse

af visse klager i Skatteankestyrelsen.

Det drejer sig om de såkaldte ”kontorsager”.

Det bemærkes i

den forbindelse, at der efter § 55, stk. 2, ikke ydes omkostningsgodtgørelse i kontorsager vedrø-

rende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af

køretøjer.

Det foreslås, at der efter § 55, stk. 1, nr. 1, skal kunne ydes omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor et

skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage. Endvidere foreslås det, at

der efter § 55, stk. 1, nr. 2, skal kunne ydes omkostningsgodtgørelse i en sag, hvor Skatteankestyrel-

sen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

Forslaget har til formål at tilpasse reglerne om omkostningsgodtgørelse til forslaget om direkte

domstolsprøvelse, jf. forslaget under § 1, nr. 14, således at det bliver muligt at opnå omkostnings-

godtgørelse ved direkte domstolsprøvelse i samme omfang, som det i dag er muligt at opnå omkost-

ningsgodtgørelse ved overspringelse efter den gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens §

48, stk. 2.

Forslaget skal ses i lyset af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, 1. pkt., hvorefter godtgørelse ydes

ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4. Ved forslaget er

det ikke en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse ved domstolene efter stk. 4, at der er

klaget til et skatteankenævn, Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen. Det er tilstrækkeligt, at

sagen er af en sådan type og karakter, at de nævnte klagemyndigheder ville skulle træffe afgørelse i

sagen, hvis den blev påklaget.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i de typer af sager, der er godtgørelsesberettigede efter

§ 55, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

I nogle typer af sager kan det ikke umiddelbart afgøres, om der ydes omkostningsgodtgørelse ved

domstolsbehandlingen, hvis den gældende overspringsregel anvendes.

Det gælder, hvis sagen ikke er godtgørelsesberettiget, men bliver det efter visitering til Landsskatte-

retten, f.eks. som følge af, at sagen vurderes at være principiel. Ved overspringelse før visitering

kan den skattepligtige ikke være sikker på, at myndighederne vil anse sagen for godtgørelsesberetti-

get ved domstolene og vil derfor i praksis afvente visitering eller henvisningen, før sagen indbringes

for domstolene efter overspringsreglen.

Tilsvarende vil denne usikkerhed være til stede for en skattepligtig ved overvejelse om direkte dom-

stolsprøvelse af en afgørelse fra skattemyndigheden i en sag, som ikke umiddelbart er omkostnings-

godtgørelsesberettiget.

I nedenstående tilfælde vil en sag, som ikke umiddelbart er godtgørelsesberettiget, kunne blive hen-

vist eller visiteret til afgørelse i Landsskatteretten, hvorefter den bliver godtgørelsesberettiget:



En sag, som vurderingsankenævnet kan afgøre om ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk.

1, nr. 3, bliver henvist til Landsskatteretten, hvis klagen i overvejende grad angår retlige spørgs-

mål, og hvis der ikke tidligere hverken i domstolspraksis eller i landsskatteretspraksis er taget

stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en for-

nyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller hvis der foreligger ganske sær-

lige omstændigheder. Sager omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, an-

går spørgsmålet om fritagelse for beskatning af fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse

og ejerlejligheder.



En sag, som vurderingsankenævnet kan afgøre om ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk.

1, nr. 3, kan henvises til Landsskatteretten, hvis sagen i overvejende grad angår de registrerede

oplysninger, der er lagt til grund for afgørelsen, og der foreligger ganske særlige omstændighe-

der.

En sag, som motorankenævnet kan afgøre, bliver visiteret til Landsskatteretten, hvis sagen er

principiel.

En sag, som motorankenævnet kan afgøre, bliver visiteret til Landsskatteretten, hvis sagen ud-

springer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten.

En kontorsag omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 55, stk. 2, hvis sagen er principiel.

En kontorsag omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 55, stk. 2, hvis den udspringer af samme

forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten.



I ovenstående 6 tilfælde må den skattepligtige således påklage skattemyndighedens afgørelse og af-

vente en henvisning eller visitering, hvis den skattepligtige ønsker at have klarhed om spørgsmålet

om omkostningsgodtgørelse, inden sagen eventuelt indbringes for domstolene. Det gælder i særde-

leshed, såfremt det kan komme på tale, at der foreligger ”særlige omstændigheder” i sagen.

Det skønnes, at det årlige antal sager, hvori skattemyndigheden træffer en afgørelse, som kan være

omfattet af én af de 6 tilfældegrupper, er begrænset.

I forslaget anvendes udtrykket ”sag”. Hermed forstås den skatte-

eller afgiftssag, som har ført til

skattemyndighedens afgørelse, som den skattepligtige enten påklager til den administrative klagein-

stans eller indbringer for domstolene.

I forslaget anvendes

ligeledes udtrykket ”ved påklage”. Hermed forstås en klage, der indgives eller

ville kunne indgives til Skatteankestyrelsen til afgørelse af en administrativ klagemyndighed.

Til nr. 21

Det foreslås, at udtrykket ”SKATs” ændres til ”told- og skatteforvaltningens” i § 57, stk. 3, 4. pkt.

Bestemmelsen angår en nærmere undersøgelse af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Ændringen er rent redaktionel.

Til § 2

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Endvidere foreslås i

stk. 2,

at loven har virkning fra den 1. januar 2020 med de undtagelser, der føl-

ger af stk. 3-5.

stk. 3

foreslås det, at lovens § 1, nr. 3-6, har virkning fra og med den 1. juli 2019. Disse regler ved-

rører udnævnelse og indstilling af medlemmer til skatteankenævn og vurderingsankenævn. Årsagen

til at virkningstidspunktet for disse regler foreslås at være den 1. juli 2019 er, at der herved sikres et

hjemmelsgrundlag for den indstillings- og udnævnelsesproces, der skal finde sted forud for funkti-

onsperiodens begyndelse den 1. januar 2020.

stk. 4

foreslås det, at lovens § 1, nr. 1, om, at skatteankenævnene overtager kompetencen til be-

handling af sager om momsskøn, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, får virkning for afgørelser, der

påklages fra og med den 1. januar 2020. Det samme gælder reglerne i lovens § 1, nr. 2, om, at kla-

gesager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og

–tab

samt aktieavancer og

–tab

fremover skal af-

gøres af Landsskatteretten i stedet for et skatteankenævn, selvom klageren måtte være en fysisk per-

son eller et dødsbo. Det betyder, at sager, der omfattes af lovens § 1, nr. 1 og 2, der pr. 31. decem-

ber 2019 er under behandling hos et skatteankenævn eller Landsskatteretten, færdigbehandles af

disse klageinstanser. De foreslåede regler får således først betydning for sager, der påklages fra og

med den 1. januar 2020.

I stk. 4 foreslås det desuden, at lovens § 1, nr. 9, om afskaffelse af fritvalgsordningen får virkning

for afgørelser, der påklages fra og med den 1. januar 2020. Det betyder, at det for afgørelser, der på-

klages fra og med den 1. januar 2020, ikke længere er muligt frit at vælge, om en sag, der er visite-

ret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten.

I stk. 4 foreslås det endvidere, at lovens § 1, nr. 10, om harmonisering af klagegebyr, får virkning

for afgørelser, der påklages fra og med den 1. januar 2020. Dvs., at forhøjelsen af klagebyret til

1.000 kr. i 2018-niveau får virkning for afgørelser, der påklages fra og med den 1. januar 2020.

I stk. 4 foreslås det endelig, at lovens § 1, nr. 16, om henstand med betaling af en skat, får virkning

fra og med den 1. januar 2020. Forslaget er en konsekvens af, at lovens § 1, nr. 14, om direkte dom-

stolsprøvelse foreslås at få virkning fra og med den 1. januar 2020.

stk. 5

foreslås det, at lovens § 1, nr. 14, om direkte domstolsprøvelse har virkning for afgørelser,

der indbringes for domstolene fra og med den 1. januar 2020. Dvs., at afgørelser, der indbringes for

domstolene til og med den 31. december 2019, er omfattet af kravet om, at der skal være forløbet

mere end 6 måneder efter sagens indbringelse for den administrative klageinstans, før sagen kan

indbringes for domstolene.

Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, fordi skatteforvaltningsloven ikke gælder for Færø-

erne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grøn-

land.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 678 af 31. maj 2018, som ændret

ved § 7 i lov nr. 278 af 17. april 2018, foreta-

ges følgende ændringer:

§ 5…

Nr. 1-11…

I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 12:

»12) Skønsmæssige ansættelser af moms

efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.«

§ 5…

Stk. 2.

En klage omfattet af stk. 1 skal dog

afgøres af Landsskatteretten, hvis skattean-

keforvaltningen visiterer sagen til Landsskat-

teretten efter § 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller

3. pkt., eller klageren vælger, at sagen skal

afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk.

§ 5, stk. 2,

udgår », eller klageren vælger,

at sagen skal afgøres af Landsskatteretten ef-

ter § 35 b, stk. 5.«, og som

2. pkt.

indsættes:

»En klage omfattet af stk. 1, nr. 2-4, afgøres

dog ikke af skatteankenævnene, hvis klagen

helt eller delvist vedrører en afgørelse truffet

efter kursgevinstloven, aktieavancebeskat-

ningsloven eller en afgørelse om pligt til at

svare skat til staten efter både dansk ret og

overenskomster til undgåelse af dobbeltbe-

skatning og forhindring af skatteunddragelse

for så vidt angår indkomst- og formueskatter

samt omfang og opgørelse af skat i forbin-

delse hermed.«

§8…

Stk. 2…

Stk. 3.

Skatteministeren eller den, som mini-

steren bemyndiger dertil, udnævner medlem-

mer af skatteankenævn og en suppleant for

§ 8, stk. 3, 6. pkt.,

ændres »kommunalbe-

styrelsen« til: »den indstillingsberettigede

kommunalbestyrelse eller organisation m.fl.«

og som

7.-10 pkt.

indsættes: »Skatteministe-

ren eller den, som ministeren bemyndiger

hvert af disse medlemmer efter indstilling fra

kommunalbestyrelserne i de kommuner, som

skatteankenævnskredsen omfatter. Kun per-

soner, der er valgbare til en kommunalbesty-

relse, kan indstilles af den pågældende kom-

munalbestyrelse. Hver kommunalbestyrelse

skal indstille én person til hver af kommu-

nens pladser i nævnet og én person som sup-

pleant for denne. Ved indstillingen finder §

25 i lov om kommunernes styrelse tilsva-

rende anvendelse. Skatteministeren eller den,

som ministeren bemyndiger dertil, udnævner

de indstillede personer til henholdsvis med-

lem og suppleant. Ministeren kan dog under

særlige omstændigheder undlade at udnævne

en indstillet person og anmode kommunalbe-

styrelsen om at indstille en anden person.

§ 8…

Stk. 2-3

Stk. 4.

Skatteministeren eller den, som mini-

steren bemyndiger dertil, udnævner medlem-

mer af vurderingsankenævn. Den ene halvdel

af medlemmerne udnævnes efter indstilling

fra kommunalbestyrelsen. Ved kommunalbe-

styrelsens indstilling anvendes den metode,

der er beskrevet i § 25 i lov om kommuner-

nes styrelse. Af den anden halvdel af med-

lemmerne udnævnes halvdelen på baggrund

af vurderingsfaglige kompetencer og lokal-

kendskab efter indstilling fra Finans Dan-

mark, og halvdelen på baggrund af vurde-

ringsfaglige kompetencer og lokalkendskab

efter indstilling fra Dansk Ejendomsmægler-

forening. Kommunalbestyrelsen, Finans

Danmark og Dansk Ejendomsmæglerfor-

ening kan kun indstille personer, der er valg-

bare til en kommunalbestyrelse her i landet.

Ministeren kan dog under særlige omstæn-

digheder undlade at udnævne en indstillet

person og anmode kommunalbestyrelsen, Fi-

nans Danmark eller Dansk Ejendomsmægler-

forening om at indstille en anden person.

hertil, udnævner efter indstilling et antal sær-

lige medlemmer med skattefaglig indsigt. De

særlige medlemmer er geografisk ubundne.

Kun personer, der er valgbare til en kommu-

nalbestyrelse her i landet, kan indstilles. Ved

indstillingen skal generelt tilstræbes repræ-

sentation af et repræsentativt udsnit af be-

folkningen.«

§ 8, stk. 4,

indsættes som

7. pkt.:

»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes re-

præsentation af et repræsentativt udsnit af

befolkningen.«

§ 8, stk. 5,

indsættes som

9. pkt.:

§ 8…

Stk. 2-4…

»Ved indstillingen skal generelt tilstræbes re-

Stk. 5.

Skatteministeren eller den, som mini- præsentation af et repræsentativt udsnit af

steren bemyndiger dertil, udnævner medlem- befolkningen.«.

mer af motorankenævn og en suppleant for

hvert af disse medlemmer. Mindst to af med-

lemmerne udnævnes efter indstilling fra ho-

vedorganisationerne af bilejere. Ét af de ind-

stillede medlemmer og dennes suppleant skal

være teknisk kyndige, og ét af de indstillede

medlemmer og dennes suppleant skal være

handelskyndige. De resterende medlemmer

udnævnes efter indstilling fra forhandleror-

ganisationerne i bilbranchen. Organisatio-

nerne skal indstille én person til hver plads

som medlem af nævnet og én person som

suppleant for denne. Kun personer, der er

valgbare til en kommunalbestyrelse her i lan-

det, kan indstilles. Skatteministeren eller den,

som ministeren bemyndiger dertil, udnævner

de indstillede personer til henholdsvis med-

lem og suppleant. Ministeren kan dog under

særlige omstændigheder undlade at udnævne

en indstillet person og anmode organisatio-

nen om at indstille en anden person

§ 8…

Stk. 2-6…

§ 8

indsættes som

stk. 7:

»Stk. 7.

Hvis de personer, der indstilles efter

stk. 3, 4 og 5, ikke i tilstrækkelig grad afspej-

ler et repræsentativt udsnit af befolkningen,

kan skatteministeren efter en konkret vurde-

ring undlade at udnævne de indstillede perso-

ner og anmode om, at der foretages en ny

indstilling.«

§ 35 b…

En klage over en afgørelse omfattet af § 5,

stk. 1, eller § 7, stk. 1, afgøres af henholdsvis

et skatteankenævn, eller et motorankenævn,

jf. dog stk. 5.

Stk. 2-5…

§ 35 b, stk. 1, 1. pkt.,

udgår », jf. dog stk.

5«.

§ 35 b…

Stk. 2-3…

Stk. 4.

Skatteankeforvaltningen foretager vi-

sitering af klager, jf. stk. 1-3. En visitering

kan ændres af skatteankeforvaltningen, hvis

der endnu ikke er truffet afgørelse vedrø-

rende klagen og det konstateres, at sagen ef-

ter reglerne i stk. 1 eller 3 skal eller kan af-

gøres af en anden myndighed end den, sagen

er visiteret til, jf. dog stk. 5.

Stk. 5…

§ 35 b…

Stk. 2-4…

Stk. 5.

Klageren kan vælge, at en sag, som er

visiteret til et skatteankenævn, skal behand-

les af Landsskatteretten. Klagerens valg skal

være meddelt skatteankeforvaltningen, senest

4 uger efter at klageren har modtaget medde-

lelse om, at klagen er visiteret til et skattean-

kenævn eller et vurderingsankenævn efter

stk. 4, 1. eller 2. pkt. Skatteankeforvaltnin-

gen kan se bort fra en overskridelse af fri-

sten, hvis særlige omstændigheder taler der-

for.

§ 35 b, stk. 4, 2. pkt.,

udgår », jf. dog stk.

5«.

§ 35 b, stk. 5,

ophæves.

§ 35 c…

Ved klage omfattet af § 35 a, stk. 1, betales

et gebyr på et grundbeløb på 300 kr. (2010-

niveau), jf. dog stk. 2. Grundbeløbet regule-

res efter personskattelovens § 20.

Stk. 2-7…

10.

§ 35 c, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »300 kr.«

til: »900 kr.«, og », jf. dog stk. 2« udgår.

§ 35 c…

11.

§ 35 c, stk. 2,

ophæves.

Stk. 2.

Ved klage omfattet af § 6, stk. 1, nr. 3,

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.

betales et gebyr på 900 kr. (2010-niveau).

Grundbeløbet reguleres efter personskattelo-

vens § 20.

Stk. 3-7…

§ 40…

Stk. 2.

Er der klaget over en afgørelse som

nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1 eller 3, og skal

Landsskatteretten træffe afgørelse i sagen ef-

ter § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller stk. 5,

eller efter § 4 a, stk. 3, eller § 6 a, stk. 1, jf. §

11, stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen

indbringe andre afgørelser efter lov om vur-

dering af landets faste ejendomme eller ejen-

domsvurderingsloven vedrørende ejendom-

men, der er en følge af klagen, for Lands-

skatteretten, der påkender disse afgørelser i

forbindelse med klagen.

§ 47…

Stk. 2…

Stk. 3.

Hvis en part begærer syn og skøn, ud-

sætter skatteankeforvaltningen, skatteanke-

nævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet

behandlingen af sagen, indtil klageren efter

modtagelsen af skønserklæringen meddeler

vedkommende myndighed, hvorvidt sagen

opretholdes. I samme periode er 6-måneders-

fristen efter § 48, stk. 2, suspenderet.

Stk. 4…

12.

§ 40, stk. 2,

udgår », eller stk. 5, eller

efter«.

13.

§ 47, stk. 3, 2. pkt.,

ophæves.

§ 48…

Medmindre andet er bestemt efter anden lov-

givning, kan en afgørelse truffet af en skatte-

myndighed først indbringes for domstolene,

når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af

klageinstansen på området. Retten kan dog

tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under

retssagen, hvis det har en klar sammenhæng

med det spørgsmål, som har givet grundlag

for retssagen, og det må anses for undskylde-

ligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget

tidligere, eller der er grund til at antage, at en

nægtelse af tilladelse vil medføre et ufor-

holdsmæssigt retstab for parten.

Stk. 2.

Er der forløbet mere end 6 måneder

14.

§ 48, stk. 1

affattes således:

»Medmindre andet er bestemt efter anden

lovgivning, kan en afgørelse truffet af skatte-

myndighederne indbringes for domstolene

eller påklages.

Stk. 2.

Hvis en afgørelse er påklaget til en ad-

ministrativ klageinstans kan klager i stedet

vælge at indbringe afgørelsen for domstolene

indtil det tidspunkt, hvor klageren i forbin-

delse med en høring har modtaget oplysnin-

ger om indholdet af den afgørelse, som sa-

gens oplysninger efter skatteankeforvaltnin-

gens vurdering fører til. Indbringes en afgø-

efter den påklagede afgørelses indbringelse

for den administrative klageinstans, kan af-

gørelsen dog indbringes for domstolene, selv

om klageinstansen endnu ikke har truffet en

afgørelse. Det gælder dog ikke, hvis klageren

fra skatteankeforvaltningen har modtaget en

sagsfremstilling med oplysninger om den af-

gørelse, som sagens oplysninger efter skatte-

ankeforvaltningens vurdering fører til, jf. §

35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i øv-

rigt i forbindelse med en høring har modtaget

oplysninger om den afgørelse, som sagens

oplysninger efter skatteankeforvaltningens

vurdering fører til.

Stk. 3-4…

§ 48…

Stk. 2…

Stk. 3.

En endelig administrativ afgørelse kan

ikke indbringes for domstolene senere end 3

måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. dog

stk. 4. Har klageinstansen afvist at behandle

sagen, kan afvisningen ikke indbringes for

domstolene senere end 3 måneder efter, at af-

visningen er sket.

§ 51…

Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøg-

ning give henstand med betaling af den del af

en skat, som en klage over opgørelsen vedrø-

rer. Det gælder dog ikke afgørelser efter told-

lovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forord-

ning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992

om indførelse af en EF-toldkodeks.

Stk. 2-6.

relse, der først har været påklaget til en ad-

ministrativ klageinstans, for domstolene, kan

retten tillade, at et nyt spørgsmål inddrages

under retssagen, hvis det har en klar sam-

menhæng med det spørgsmål, som har givet

grundlag for retssagen, og det må anses for

undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været

inddraget tidligere, eller der er grund til at

antage, at en nægtelse af tilladelse vil med-

føre et uforholdsmæssigt retstab for parten.«

15.

§ 48, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »endelig«.

16.

§ 51, stk. 1, 1. pkt.,

affattes således:

»Told-

og skatteforvaltningen kan efter an-

søgning give henstand med betaling af en

skat, hvis afgørelsen er indbragt for domsto-

lene eller påklaget.«

§ 51

17.

§ 51, stk. 3, 3. pkt.,

indsættes efter »kla-

Stk. 2…

gesystem«: »eller hos domstolene«.

Stk. 3.

Henstand kan ikke gives for et tidsrum

over 4 år. Henstand kan forlænges efter for-

nyet ansøgning. Henstand gives i øvrigt for

det tidsrum, hvor klagesagen er under be-

handling i det administrative klagesystem.

Indbringes en administrativ afgørelse for

domstolene, eller ankes en dom, skal der ind-

gives ny ansøgning om henstand.

Stk. 4-6…

§ 52…

Stk. 2-6…

Stk. 7.

Der ydes ikke omkostningsgodtgø-

relse efter dette kapitel for klager over afgø-

relser om omkostningsgodtgørelse eller for

klager over afgørelser efter lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige.

Stk. 8…

18.

§ 52, stk. 7,

affattes således:

”Stk.

Der ydes ikke omkostningsgodtgø-

relse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., i

det omfang klagen eller stævningen afvises

fra realitetsbehandling. Der ydes desuden

ikke omkostningsgodtgørelse efter dette ka-

pitel for

1) klager over afgørelser om omkostnings-

godtgørelse eller indbringelse af sådanne af-

gørelser for domstolene, eller

2) klager over afgørelser efter lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige eller indbrin-

gelse af sådanne afgørelser for domstolene.”

§ 54…

Stk. 2…

19.

§ 54

indsættes som

stk. 3

»Stk.

Der ydes kun omkostningsgodtgø-

relse for udgifter til sagkyndig bistand m.v.

efter stk. 1, som er ydet den skatte- eller af-

giftspligtige i forbindelse med påklage eller

indbringelse af en sag for domstolene.

Stk. 4.

Adgangen til at opnå omkostnings-

godtgørelse efter stk. 3 er betinget af, at skat-

temyndighedens afgørelse påklages eller ind-

bringes for domstolene, og sagen ikke afvi-

ses, jf. § 52, stk. 7, 1. pkt.«

§ 55…

1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller

Landsskatteretten træffer afgørelse.

2) Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen

træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør

af § 35 b, stk. 3.

Stk. 2-5…

20.

§ 55, stk. 1, nr. 1

affattes således:

”1) I en sag, hvor et skatteankenævn

eller

Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved

påklage.

2) I en sag, hvor skatteankeforvaltningen

kan træffe afgørelse efter regler udstedt i

medfør af § 35 b, stk. 3.”

§ 57…

21.

§ 57, stk. 3, 4. pkt.,

ændres »SKATs«

Stk. 2…

til: »told- og skatteforvaltningens«.

Stk. 3.

Giver en ansøgning om omkostnings-

godtgørelse alene anledning til nærmere at

undersøge størrelsen af udgifterne til behand-

ling af sagen, herunder den sagkyndiges ho-

norar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøg-

ningen med forbehold for eventuel tilbagebe-

taling. Dog kan told- og skatteforvaltningen

helt eller delvis undlade at udbetale omkost-

ningsgodtgørelse, inden den nærmere under-

søgelse af størrelsen af udgifterne til behand-

ling af sagen er foretaget, i tilfælde, hvor for-

valtningen finder at størrelsen af det ansøgte

beløb er åbenbart urimelig. Udbetales belø-

bet delvis, tages forbehold for eventuel tilba-

gebetaling. Udbetales det ansøgte beløb ikke

eller kun delvis, og fastslås godtgørelseskra-

vet senere at være større end det udbetalte

beløb, udbetales det resterende beløb med en

rente beregnet efter rentesatsen i kildeskatte-

lovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned reg-

net fra dagen for SKATs afgørelse om reduk-

tion af godtgørelseskravet.

Stk. 4-5…