REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 65: Rapport: Livline til verden - udredning af bistandsværgeordningen for forvaringsdømte og psykiske syge foranstaltningsdømte grønlændere i Danmark og Grønland.

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 65
Offentligt

LIVLINE

LEKTOR, PH.D. ILISIMATUSARFIK/GRØNLANDS UNIVERSITET

ANNEMETTE NYBORG LAURITSEN

TIL VERDEN

ANNEMETTE NYBORG LAURITSEN

Udredning af bistandsværgeordningen

for forvaringsdømte og psykisk syge

foranstaltningsdømte grønlændere i

Danmark og Grønland

LIVLINE TIL VERDEN

DET GRØNLANDSKE HUS I KØBENHAVN

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 65: Rapport: Livline til verden - udredning af bistandsværgeordningen for forvaringsdømte og psykiske syge foranstaltningsdømte grønlændere i Danmark og Grønland.

LIVLINE

LEKTOR, PH.D. ILISIMATUSARFIK/GRØNLANDS UNIVERSITET

TIL VERDEN

ANNEMETTE NYBORG LAURITSEN

Livline til verden

KOLOFON

LIVLINE TIL VERDEN

Udredning af bistandsværgeordningen for forvaringsdømte og

psykisk syge foranstaltningsdømte grønlændere i Danmark og

Grønland.

FORFATTER

Lektor, ph.d. Institut for Samfund, Økonomi & Journalistik

Afdeling for Samfundsvidenskab Ilimmarﬁk, Annemette

Nyborg Lauritsen

KORREKTUR

Martine Lind Krebs

SÆRLIG TAK TIL

Professor Anette Storgaard har bidraget med inspirerende

spørgsmål, tankevækkende kommentarer og værdifulde forslag

i undersøgelses- og skriveprocessen. Dette har været en

uvurderlig støtte. Enhver kritik af indholdet hører dog fortsat til

hos forfatteren.

TAK TIL BEVILLINGSGIVER

Justitsministeriets Forskningspulje

OMSLAG AF FOTOGRAF

Kristian Mainz

GRAFISK DESIGN

GetGraphic.dk v. /Susanne H Pedersen

TRYKT OG INDBUNDET HOS

Toptryk - Graﬁsk

OPHAVSRET

Ilisimartusarﬁk - University of Greenland og Kalaallit Illuutaat

- Det Grønlandske Hus i København

OPLAG

1.000 stk.

ISBN

978-87-987435-1-4

1. udgave, 1. oplag, 2018

Udgivet af Det Grønlandske Hus, København

INDHOLD

KAPITEL

SIDE

FORORD

RESUMÉ OG ANBEFALINGER

OM UNDERSØGELSEN

2.1

Formål

2.2

Datagrundlag og fremgangsmåde

2.2.1

Den viden, der aldrig blev hørt:

Bistandsværgeseminar som datagrundlag

2.2.2

2.2.3

2.2.4

2.2.5

2.3

Kvalitativ dataindsamling i Danmark og Grønland

Spørgeskemaundersøgelse, herstedvesterdømte

Dokumentgennemgang og korrespondance

Fortrolighed

Rapportens opbygning

3.1

3.2

3.2.1

3.3

3.3.1

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN - OVERORDNET

Hvem skal eller kan få beskikket en bistandsværge?

Beskikkelse af bistandsværger

Afbeskikkelse

Fuldbyrdelsesinstitutioner i Grønland og Danmark

Foranstaltninger for psykisk syge kriminelle,

kriminallovens § 157

3.3.2

Forvaring på ubestemt tid, kriminallovens § 161

3.4

Bistandsværgernes opgaver som rådgivere og

omsorgspersoner

4.1

4.1.1

4.1.2

4.2

4.2.1

4.3

5.1

5.1.1

5.1.2

PERSONKREDSEN MED RET TIL BISTANDSVÆRGE

Hvor mange skal have bistandsværge? – En jagt på tal

Antal i Danmark

Antal i Grønland

Politiets liste

Personkredsen

Har alle bistandsværger?

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN FOR GRØNLANDSK

ANBRAGTE I DANMARK

En omstridt ordning

Den første tid i rådgivningskontoret Pooq

Manglende regelgrundlag

– kampen for en bistandsværgebekendtgørelse

5.1.3

Den Grønlandske Retsvæsenskommission

5.1.4

Grønlands Hjemmestyres arbejdsgruppe om

værgeordninger

Livline til verden

5.1.5

Bekendtgørelsen om bistandsværger bliver til virkelighed

5.2

Koordinatorfunktionen ved Det Grønlandske Hus

5.2.1

Rekruttering, beskikkelse og kunsten at ﬁnde den

rette bistandsværge

FORORD

5.2.2

5.2.3

5.3

5.3.1

I lære som bistandsværge

Koordinator som bistandsværgers arbejdsgiver

Samarbejde med fuldbyrdelsesinstitutioner

Retspsykiatrisk afsnit, R 3, Aarhus Universitetshospital,

Risskov

5.3.2

Herstedvester Fængsel

5.4

Opsamling

6.1

6.1.1

6.1.2

6.1.3

6.2

6.2.1

6.2.2

6.2.3

6.3

6.4

6.5

6.6

6.7

BISTANDSVÆRGERNE I DANMARK

Hvem er bistandsværgerne?

At være bistandsværge – indtryk fra bistandsværgeseminar

Pårørende som bistandsværge

Hvilke kompetencer skal bistandsværger have?

Bistandsværgens vigtigste rolle

Oplæring og vejledning

Forventninger til bistandsværgekoordinatoren

Bistandsværgemøder

Bistandsværgens forhold til de anbragte

Samarbejde med institutionerne

Bistandsværgers betydning for tvangsanbragte

grønlændere i Danmark

Ildsjæle og aktivister - når bistandsværger sætter

den politiske dagsorden

Opsamling

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN I GRØNLAND

Organisering af bistandsværger i Grønland

Rekruttering af bistandsværger

Oplæring og vejledning

De fuldbyrdende myndigheder i Grønland

Fuldbyrdelse af foranstaltninger for psykisk syge

Fuldbyrdelse af forvaringsdom, Anstalten for Domfældte

Forvaringsdømte i Grønland

– deres behov for bistandsværge

Bistandsværgerne i Grønland

Opsamling

LIVLINE TIL VERDEN

At været bistandsværge for en indsat er ikke nogen let

opgave. Som bistandsværge skal man repræsentere alle

de ting, der foregår uden for fængslets mure, og samtidig

rumme de udfordringer, følelser og tanker, der rumsterer

hos den indsatte. Bistandsværgen bliver for mange af de

indsatte en væsentlig livline.

Koordineringen af bistandsværgeopgaven har siden

1970´erne været placeret i Det Grønlandske Hus i

København. Etableringen af anstalten i Nuuk er en kær-

kommen lejlighed til at få beskrevet opgaven og dermed

få overleveret de erfaringer, bistandsværgerne i Danmark

kan bidrage med. Som rapporten beskriver, kan bistands-

værgernes arbejde være med til at forbedre den indsattes

livsbetingelser og være med til at bevare relationerne til

verden udenfor. Vi håber, at denne grundige gennemgang

kan danne baggrund for det fremtidige arbejde på dette

vigtige felt i Grønland.

Mange tak til alle involverede, der igennem mange år

har lagt meget tid og hjerteblod i denne særlige opgave,

bistandsværgearbejdet er.

Leise Johnsen

Direktør Det Grønlandske Hus, København

7.1

7.1.1

7.1.2

7.2

7.2.1

7.2.2

7.3

7.4

7.5

8.1

8.2

8.3

Uvis fremtid for de indsatte i Herstedvester og

deres bistandsværger

Den danske bistandsværgegruppes anbefalinger

til Grønland

Behov for revidering af bistandsværgebekendtgørelsen

LUKKET ANSTALT I NUUK

–

FREMTIDENS BISTANDSVÆRGEORDNING

AFSLUTNING

BILAG

LITTERATUR

Livline til verden

FIGUR 1. OPGAVER OG ANSVAR FORDELT PÅ DE ENKELTE MYNDIGHEDER I GRØNLAND OG DANMARK.

Grønland

Danmark

Kapitel

RESUMÈ OG ANBEFALINGER

Når bistandsværger lever op til hvervet, udgør de det,

som både dømte og bistandsværger har kaldt

”en livline til

verden”.

De støtter den enkelte i afsonings- eller behand-

lingsforløb, forklarer regler og sikrer sig, at indgreb ikke

varer længere end nødvendigt. De tilbyder støtte og sam-

vær til mennesker, der ofte er ganske ensomme i et stort

system, der kan være kompliceret at forstå.

Bistandsværgeordningen er iværksat for at sikre, at rets-

sikkerheden overholdes for psykisk syge foranstaltnings-

dømte og forvaringsdømte (samt tiltalte) grønlændere i

Danmark og Grønland. Siden 1970’erne har Det Grøn-

landske Hus i København koordineret ordningen for

bistandsværger til anbragte i Danmark, mens der ikke er

en tilsvarende ordning i Grønland.

Rollen som bistandsværge er todelt, idet bistandsvær-

gerne både skal være rådgivere for de dømte og yde dem

omsorg (Bekendtgørelse nr. 366 §§ 8,9). Kriminallov for

Grønland (lov nr. 306 af 1. maj 2008) regulerer, hvornår

der skal beskikkes en bistandsværge. Bekendtgørelse om

bistandsværger beskikket i medfør af Kriminallov for

Grønland (bekendtgørelse nr. 366 af 22. april 2016) be-

skriver bistandsværgernes opgaver, og hvordan ansvaret

er fordelt mellem de involverede instanser.

Opgaver og ansvar er i henhold til bistandsværgebe-

kendtgørelsen fordelt forskelligt i Grønland og Danmark:

Se figur 1.

Størsteparten af de opgaver, som bistandsværgekoordina-

toren i Det Grønlandske Hus udfører, er ikke indskrevet

i bekendtgørelsen. Men i praksis varetager koordinatoren

en stor del af kommunikationen til de øvrige myndighe-

der, som herfra formidles videre til bistandsværgerne i

Danmark.

Kommunale myndigheder

Indstiller et antal bistandsværger

med bopæl i Grønland til politiet (§

1). Evt. efter opslag i pressen.

Indstiller et antal bistandsværger med

bopæl i Danmark til Direktoratet for

Kriminalforsorgen (§ 1).

Foretager et ”match” af bistandsværge

og den anbragte.

Kontakter politiet om konkrete for-

slag til bistandsværge (fremgår ikke af

bekendtgørelsen).

Det Grønlandske Hus i KBH

Af kriminallovens § 163 fremgår, at personer idømt for-

anstaltninger for psykisk syge kriminelle (§ 157) eller

forvaring (§ 161)

skal

have beskikket en bistandsværge,

mens personer der tilbageholdes, og hvor dom ud fra en

af de to paragraffer kan komme på tale,

kan

få beskikket

en bistandsværge.

Det har vist sig vanskeligt at få et overblik over, hvor stor

persongruppen med ret til bistandsværger er. Særligt

gruppen af psykisk syge foranstaltningsdømte har det vist

sig vanskeligt for de grønlandske kommuner og socialsty-

relsen at bevare overblikket over. Det har vakt bekymring

i Det Grønlandske Hus, hvorvidt der findes flere personer

anbragt på institutioner i Danmark, end dem koordinato-

ren kender til. De oversigter, som de forskellige instanser

har udarbejdet, er meget forskellige; eksempelvis oplyste

Socialstyrelsen i april 2018, at der ikke var psykisk syge

foranstaltningsdømte i Grønland, mens det fra Psyki-

atrisk afdeling ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk i

marts 2018 blev oplyst, at der var knap 100 personer.

I foråret 2018 opgjorde Grønlands Politi listen over per-

soner med krav på bistandsværge. Tallet for anbragte i

Danmark i politiets oversigt er en anelse lavere end det

antal, som oplyses fra Det Grønlandske Hus. Ifølge Grøn-

lands Politi var der i alt 143 personer i foråret 2018 med

krav på bistandsværge, som fordeler sig som følger:

figur 2.

Ud af de 94 personer i Grønland mangler 39 personer at

få beskikket en bistandsværge, mens to ud af de 49 an-

bragte i Danmark ligeledes mangler bistandsværge.

Bistandsværgerne har blandt andet til opgave at tilse, at

den idømte foranstaltning, som ikke er tidsfastsat i dom-

men, ikke strækker sig længere end nødvendigt. De skal

Grønlands Politi

Hvis ikke egnet bistandsværge kan

findes blandt pårørende (§§ 3, 5),

vælges en person blandt de af kom-

munen indstillede.

Indstiller beskikkelse af bistandsvær-

gen til kredsretten

Indstiller til kredsretten om

beskikkelse af bistandsværgen.

Kredsret

Beskikker bistandsværge, sender

domsudskrift til bistandsværgen (§ 10).

Beskikker bistandsværge, sender

domsudskrift til bistandsværgen.

Sender domsudskrift til bistands-

værgekoordinatoren (ikke nævnt i

bekendtgørelsen)

Grønlands Politi

Skal oplyse bistandsværgen om den

dømtes folkeregisteradresse og sidst

kendte opholdssted (§ 10, stk. 3).

Skal vejlede og oplyse bistandsværgen

om rettigheder og pligter (§ 12).

I praksis er det bistandsværgekoor-

dinatoren ved Det Grønlandske Hus,

som står for vejledning. Det fremgår

ikke af bekendtgørelsen.

Skal give bistandsværgen fri og uhin-

dret personlig, skriftlig og telefoniskad-

gang til dømte/sigtede (§ 9, stk. 3).

Skal oplyse bistandsværgen om dømte/

sigtedes påbegyndelse og afslutning af

ophold på institutionen (§ 13).

Skal give bistandsværgen enhver op-

lysning, som er nødvendig for, at ved-

kommende kan varetage hvervet (§ 14).

En stor del af denne kommunikation

foregår gennem bistandsværgekoordi-

natoren i Det Grønlandske Hus (ikke

nævnt i bekendtgørelsen).

Retten i Grønland

Skal vejlede og oplyse bistandsværgen

om rettigheder og pligter (§ 12).

Anbringelsesinstitutioner

Skal give bistandsværgen fri og uhin-

dret personlig, skriftlig og telefonisk

adgang til dømte/sigtede (§ 9, stk. 3).

Skal oplyse bistandsværgen om

dømte/sigtedes påbegyndelse og

afslutning af ophold på institutionen

(§ 13).

Skal give bistandsværgen enhver

oplysning, som er nødvendig for, at

vedkommende kan varetage hvervet

(§ 14).

Grønlands Politi

Det Grønlandske Hus i KBH

Udbetaler honorar til bistandsværgen

(§ 18).

Udbetaler honorar til bistandsværgen

(§ 19).

Livline til verden

FIGUR 2. POLITIETS OVERSIGT, FORÅR 2018

Anbragt i Grønland

Forvaring (§ 161)

10 personer anbragt i anstalt

Anbragt i Danmark

28 personer anbragt i Herstedvester

Fængsel

8 personer anbragt på Rets-

psykiatrisk afsnit, R3, Risskov

13 personer anbragt på andre,

identificerede institutioner

49 personer

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN I GRØNLAND

I Grønland er ansvaret for bistandsværgeordningen

fordelt på flere myndigheder. Fælles for dem alle er, at

bistandsværgeområdet er en lille og perifer opgave blandt

mange øvrige. Bistandsværgeordningen i Grønland er

præget af ringe kommunikation og manglende overblik,

både hvad angår de personer, som har krav på bistands-

værger, ansvarsfordeling mellem myndigheder og vej-

ledning af bistandsværgerne. Domfældte og institutions-

personale udtrykker utilfredshed med den måde, hvorpå

bistandsværgefunktionen bliver varetaget. Personalet på

anbringelsesinstitutioner efterlyser tilsyn med bistands-

værgernes opgavevaretagelse. Både blandt personale

og domfældte er det indtrykket, at flere bistandsværger

udelukkende er beskikket på papiret og ikke opfylder

opgaven reelt.

Der er store problemer med rekruttering af bistands-

værger. De bistandsværger, der fungerer i Grønland, er

fuldstændigt overladt til sig selv, og det samme er de

domfældte. Eftersom bekendtgørelsen om bistandsværger

ikke har taget højde for alle faktorer, opstår der gråzoner,

hvor det bliver uklart, hvor ansvaret ligger. Resultatet er,

at bistandsværger i Grønland ikke modtager nogen form

for introduktion til opgaven eller til den person, de skal

være bistandsværge for. De modtager begrænsede op-

lysninger om, hvor de kan hente vejledning, og eftersom

bekendtgørelsen kun foreligger på dansk, udelukker det

bistandsværger, der udelukkende forstår grønlandsk, fra

at sætte sig ind i opgaven.

I 2019 bliver en ny lukket anstalt i Nuuk taget i brug,

hvor forvaringsdømte i Grønland fremover skal afsone.

De forvaringsdømte i Herstedvester, der ønsker det, vil

ligeledes blive flyttet hertil. Dermed vil der blive et øget

behov for bistandsværger i Grønland. Eftersom mange

forvaringsdømte vil komme fra andre byer end Nuuk,

vil de have samme behov for den udvidede omsorgsdel,

der indgår i opgaven vedrørende de, der er anbragt i

Danmark. Dette er ikke tænkt ind i den kun to år gamle

bistandsværgebekendtgørelse.

Bekendtgørelsen fra 2016 har primært fokus på bistands-

værger i Danmark. Der er ikke ofret megen opmærksom-

hed på bistandsværger i Grønland, hvor de fleste perso-

ner med ret til bistandsværge befinder sig.

• At bistandsværgebekendtgørelsen revideres og over-

sættes til grønlandsk.

• At en af de involverede myndigheder får til ansvar at

lave en månedlig opgørelse over persongruppen med

ret til bistandsværge. Anbringelsesinstitutioner og

øvrige myndigheder indsender månedligt oplysninger

herom til den pågældende instans.

• At der defineres, hvilke personlige kompetencer bi-

standsværger skal have, og at deres opgaver uddybes.

• At der iværksættes et uddannelsesforløb, hvor

bistandsværgerne bliver gjort bekendt med tavs-

hedspligt, regler og lovgivning, sagsgangen hos de

fuldbyrdende myndigheder, samt bliver undervist i

samtaleteknik i forhold til psykisk syge og personer

med personlighedsforstyrrelser.

• At der holdes et årligt efteruddannelsesseminar, og at

bistandsværgerne løbende har mulighed for supervision.

• At sætningen om ”nærmeste pårørende så vidt muligt

skal beskikkes” udelades af bekendtgørelsen.

• At der foregår en matching af bistandsværge og dømte,

og der føres tilsyn med, at bistandsværgerne udfører

deres forpligtelser.

• At den udvidede omsorgsdel og krav om et månedligt

besøg gælder for alle bistandsværger til institutionsan-

bragte i både Grønland og Danmark.

• At alle bistandsværger ud over det årlige honorar får

udbetalt et yderligere honorar, der udbetales hver tred-

je måned.

• At der oprettes en koordinatorfunktion i Grønland.

• At koordinatorfunktionens opgaver bliver tydeliggjort.

• At der oprettes en juridisk hotline.

• At alle instanser bliver gjort bekendt med deres for-

pligtelser i bekendtgørelsen og lever op til dem.

• At dialogen mellem de forskellige instanser

styrkes, evt. med 1-2 årlige møder indkaldt af

bistandsværgekoordinator.

• At bistandsværger med virke i Grønland får dækning af

rejseudgifter til besøg, såfremt rejseudgifterne ligger ud-

over almindelig transport i institutionens nærområde.

Foranstaltning for psykisk

syge (§ 157)

3 personer institutionsanbragt

81 personer med ukendt

anbringelsesssted

94 personer

I alt

rådgive om klageadgang og bistå med at udforme eventu-

elle klageskrivelser. Umiddelbart efter beskikkelsen skal

bistandsværgen aflægge den dømte et besøg og løbende

opretholde kontakt med den pågældende. Bistandsværger

i Grønland skal besøge den dømte efter behov, mens bi-

standsværger i Danmark har en udvidet omsorgsfunktion,

der blandt andet indebærer, at de skal besøge den dømte

mindst én gang om måneden (bekendtgørelse nr. 366, § 9).

Bistandsværger modtager et grundhonorar pr. år for at

påtage sig opgaven. Dertil kommer et honorar, der udbe-

tales hver tredje måned, den dømte i henhold til dommen

er anbragt på institution.

at få bistandsværgens besøg, at have relationer til men-

nesker, der ikke er en del af systemet, men også, at de får

hjælp til at forstå deres retssager og klageadgangen på

institutionen.

Bistandsværgeordningen for anbragte grønlændere i

Danmark har siden 1970’erne været en omstridt ordning,

hvor der fra Det Grønlandske Hus i København er blevet

arbejdet for bedre aflønning, oplæring af bistandsværger-

ne og en bedre kommunikation med de samarbejdende

myndigheder. Problemstillinger, som også er blevet

påpeget af Den Grønlandske Retsvæsenskommission

og forskellige arbejdsgrupper. Det Grønlandske Hus har

forsøgt at blive inddraget i de beslutninger, der vedrører

bistandsværgeområdet, men det har været vanskeligt at

trænge igennem hos Justitsministeriet. Først i 1998 udar-

bejdede Justitsministeriet en vejledning om bistandsvær-

ger beskikket efter den grønlandske kriminallov, mens

der skulle gå næsten yderligere 20 år, før den nugældende

bekendtgørelse trådte i kraft i 2016.

I 2004 efterlyste Den Grønlandske Retsvæsenskommis-

sion en holdningsændring til bistandsværgerne fra de

samarbejdende og involverede myndigheder. En hold-

ningsændring, der fortsat ikke er slået klart igennem at

dømme ud fra interview foretaget til denne undersøgelse.

Bistandsværgerne savner fortsat bedre og lettere kom-

munikation til de øvrige myndigheder. De oplever, at

der på institutionerne ikke er tilstrækkeligt kendskab til

bistandsværgefunktionen. Bistandsværger og koordinator

mener, at de øvrige myndigheder ikke lever fuldt op til

de forpligtelser, der påhviler dem ud fra bistandsværge-

ordningen. Derudover savner Det Grønlandske Hus og

bistandsværgerne fortsat at blive inddraget og informeret

om ændringer i de forhold, der vedrører bistandsværge-

området, særligt i forhold til de ændringer en ny anstalt i

Nuuk i 2019 vil medføre.

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN I DANMARK

Bistandsværgekoordinatoren i Det Grønlandske Hus

sørger for at finde det bedst mulige match mellem bi-

standsværge og anbragte. Derudover står koordinato-

ren for sparring og rådgivning af bistandsværgerne i

hverdagen, afholder bistandsværgemøder og arrangerer

et årligt bistandsværgeseminar. Fra flere sider – også

bistandsværgerne selv – er der anbefalet en grundigere

og mere systematisk uddannelse af bistandsværgerne.

Bistandsværgerne har brug for større indblik i lovgivning

og regler samt sagsgangen ved de forskellige institutioner

og i forhold til, hvordan de bedst muligt taler og samar-

bejder med personer med psykiatriske diagnoser eller

personlighedsforstyrrelser.

Det er ofte mennesker med et stærkt socialt engagement,

der påtager sig opgaven som bistandsværge. Udover at

have et ønske om at gøre noget for et menneske, der har

det svært, er personlig udvikling en vigtig motivation.

Den dobbeltrolle, opgaven rummer, er en udfordring, og

ikke alle vægter begge sider lige højt. Nogle lægger mere

vægt på den personlige relation, medens andre gør mest

ud af den retlige. For de anbragte er det af stor betydning

ANBEFALINGER

Såfremt bistandsværgeordningen skal fungere efter hen-

sigten, som den er beskrevet i bekendtgørelsen, er der

behov for væsentlige forbedringer. Det anbefales derfor:

Livline til verden

Særligt i forbindelse med den nye anstalt i Nuuk:

• At der i samarbejde med bistandsværger og Det Grøn-

landske Hus snarest findes en afklaring på, hvad der

skal ske med bistandsværgeordningen i Danmark:

Skal Det Grønlandske Hus i København fortsat koor-

dinere bistandsværger for de tilbageblevne forvarings-

dømte i Herstedvester Fængsel? Kan de nuværende

bistandsværger fortsætte? Skal bistandsværger for

psykisk syge foranstaltningsdømte, der primært er

anbragt i Jylland, fortsat koordineres fra København?

• At bistandsværger modtager de samme oplysninger,

som de herstedvesteranbragte og deltager i de møder,

som holdes for de indsatte om den nye anstalt, så bi-

standsværgerne har bedre forudsætninger for at uddy-

be konsekvenserne for de forvaringsdømte, forud for

at de beslutter sig for, om de vil overflyttes til den nye

anstalt i Grønland./

Kapitel

OM UNDERSØGELSEN

Personer, der ud fra Kriminallov for Grønland er idømt

forvaring (§ 161) eller er idømt foranstaltninger over for

psykisk syge kriminelle (§ 157) til anbringelse på hospital

eller anden institution, skal gennem retten have beskikket

en bistandsværge. Bistandsværgen skal holde sig under-

rettet om den dømtes tilstand og sørge for, at opholdet og

andre indgreb under opholdet ikke udstrækkes længere

end nødvendigt. Desuden er det bistandsværgens opgave

blandt andet gennem besøg at lette institutionsopholdet,

mens bistandsværger for dømte anbragt i Danmark også

har til opgave at støtte de anbragte i deres grønlandske

identitet.

I mere end 40 år har Det Grønlandske Hus i Køben-

havn

stået for koordinering af bistandsværger for

grønlandsk dømte i Danmark. I årenes løb har Huset

oparbejdet en unik viden på området, der endnu ikke

er blevet systematisk kortlagt. Derfor indgik Det Grøn-

landske Hus og Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet

i 2017 et samarbejde om at få indsamlet erfaringer og

viden omkring bistandsværgeordningen for tvangsan-

bragte grønlændere i Danmark. De anbragte grønlæn-

dere i Danmark er primært dømt til anbringelse i Her-

stedvester Fængsel eller til retspsykiatrisk behandling på

Aarhus Universitetshospital, Risskov. Dertil kommer et

antal anbragte på forskellige institutioner, som eksem-

pelvis institutioner for personer med nedsat fysisk og

psykisk funktionsevne eller på en af Kriminalforsorgens

udslusningsinstitutioner.

I Grønland findes ikke en koordinatorfunktion i lighed

med den, som Det Grønlandske Hus varetager. Her er

det Politimesterembedet, der efter indstilling fra de kom-

munale myndigheder rekrutterer et antal bistandsværger

med bopæl i Grønland. I 2019 forventes en ny anstalt i

Nuuk taget i brug, hvor det er hensigten, at forvarings

dømte skal afsone, ligesom det er tanken, at flere af de

herstedvesteranbragte skal overføres til Nuuk. Der vil

derfor blive behov for flere bistandsværger end hidtil i

Grønland. For at inddrage dette aspekt i undersøgelsen er

der indsamlet erfaringer om, hvordan bistandsværgeord-

ningen hidtil er blevet udmøntet i Grønland.

Eftersom bistandsværgeordningen, som den varetages

fra Det Grønlandske Hus, historisk set har været sat i

system i en anden grad end det ses i Grønland, vil den del

af ordningen, der foregår i Danmark, have størst fokus i

undersøgelsen. Dette med henblik på, at erfaringerne fra

Danmark kan anvendes ved opbygning af et bistandsvær-

genetværk i Grønland.

2.1

FORMÅL

Formålet med undersøgelsen er at systematisere og

synliggøre den viden, Det Grønlandske Hus i årenes

løb har oparbejdet om bistandsværgeordningen. Her-

under at identificere problemstillinger, der undervejs

har spillet ind i forhold til rekruttering og oplæring af

bistandsværger. Det kan være samarbejde med forskellige

aktører, ændringer i ordningen, ændringer i gruppen

af forvaringsdømte – både i forhold til antal dømte, de

dømtes forventninger til bistandsværgerne samt øgede

krav og forventninger til bistandsværgernes arbejde fra

samarbejdspartnere.

Derudover bliver det undersøgt, hvordan bistandsvær-

geordningen fungerer i Grønland, og hvilken betyd-

ning det har, at der ikke findes en koordinerings- og

oplæringsinstans i lighed med Det Grønlandske Hus i

København.

Herefter omtalt som Det Grønlandske Hus.

Livline til verden

Der er fire Grønlandske Huse i Danmark. Det er Det Grønlandske

Hus i København, der koordinerer bistandsværgeordningen.

Livline til verden

Endelig er det formålet at udvikle anbefalinger til opbyg-

ning af et kommende bistandsværgenetværk i Grønland.

Undersøgelsen vil have fokus på følgende temaer:

1. Hvilke glæder er der ved at være bistandsværge?

2. Hvilke udfordringer står bistandsværgerne overfor?

3. Hvad er motivationen for at være bistandsværge?

afdeling. Og i Risskov blev overlæge, socialrådgiver og

SOSU-assistent interviewet. Derudover blev der i Ris-

skov interviewet fire retspsykiatriske patienter om deres

holdning til at have en bistandsværge.

Til at belyse koordinatorfunktionen i Det Grønland-

ske Hus og den historiske baggrund for placering af

ordningen i Huset er der lavet interview med bistands-

værgekoordinatoren og Det Grønlandsk Hus’ tidligere

direktør, der selv har arbejdet med området siden 1973.

Alle interview er foretaget ud fra en semistruktureret

interviewguide ( bilag 1

), der blandt andet bygger på

de problemstillinger, som fremkom under bistandsvær-

geseminaret. Interviewene er optaget på diktafon og

efterfølgende transskriberet.

2.2.3

SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE,

HERSTEDVESTERDØMTE

I forbindelse med ibrugtagning af den kommende lukke-

de anstalt i Nuuk er det som nævnt hensigten, at ordnin-

gen med at sende forvaringsdømte til Herstedvester skal

ophøre. For at få et billede af, hvad bistandsværgeord-

ningen har betydet for de herstedvesteranbragte, om de

ønsker at blive overflyttet til den nye anstalt i Nuuk, samt

hvad det har betydet for dem at have en bistandsværge,

er der blevet udarbejdet et enkelt spørgeskema (bilag 2)

målrettet denne gruppe.

Spørgeskemaet bestod af 12 spørgsmål, der relaterer sig

til erfaringer og tilfredshed med at have en bistandsvær-

ge, hvad de indsatte så som bistandsværgens vigtigste

opgaver, og om de selv havde til hensigt at blive overført

til den nye anstalt. For at få så høj en svarprocent som

muligt blev spørgeskemaet udfyldt gennem interview

foretaget med tolk. På den måde kunne informanterne få

spørgsmålene uddybet og forklaret, ligesom de også fik

mulighed for at uddybe og begrunde deres besvarelse.

Spørgeskemaundersøgelsen blev foretaget i maj 2018,

hvor der var 23 grønlandske forvaringsdømte i Her-

stedvester. 21 indsatte indgik i undersøgelsen. Der er

dermed tale om en svarprocent på 91. Af de to, der ikke

medvirkede i undersøgelsen, var den ene på besøgsrejse

til Grønland, mens den anden var enerumsanbragt af

disciplinære årsager. Det ville sandsynligvis have påvirket

udfaldet af spørgeskemaundersøgelsen en anelse, såfremt

de sidste to indsatte havde haft mulighed for at deltage.

Besvarelserne er dels blevet kodet og behandlet i Excel, og

dels vil uddybende bemærkninger indgå i den kvalitative del.

1. Redegørelse for bistandsværgeordningen, lovgivning

og bekendtgørelse.

2. Persongruppen, som skal have en bistandsværge.

3. Bistandsværgeordningen for grønlandsk dømte i Dan-

mark, koordinatorfunktionen i Det Grønlandske Hus.

4. Profil af bistandsværgerne i Danmark.

5. Bistandsværgers betydning for de dømtes liv i

Danmark.

6. Administration af bistandsværgeordningen i Grønland.

7. Lukket anstalt i Nuuk – øget behov for bistandsværger.

8. Anbefalinger til en fremtidig ordning i Grønland.

4. Anbefalinger til et bistandsværgenetværk i Grønland.

Hvert emne blev behandlet ud fra samme fremgangs-

måde: Temaet blev skrevet på tavlen. Enkeltvis havde

bistandsværgerne fem minutter til at skrive deres tanker

ned. Herefter blev deltagerne opdelt i fire grupper, hvor

de gruppevis havde 30-40 minutter til at diskutere, hvad

de som gruppe kunne fremlægge som det vigtigste. Hver

gruppe fremlagde deres vigtigste punkter, som blev skrevet

på tavlen. Til sidst skulle hver enkelt deltager afgive i alt

tre stemmer ud for de punkter, som de anså som vigtigst.

Dermed nåede bistandsværgerne frem til, hvad der kunne

anses som de vigtigste udsagn inden for hvert tema.

På seminaret var der en levende og engageret debat, hvor

bistandsværgerne satte pris på, at der blev lyttet til deres

glæder, sorger og erfaringer i forbindelse med udøvelsen

af hvervet. Den indhentede viden indgår i undersøgelsen,

ligesom den også er anvendt til udarbejdelse af interview-

guides til de kvalitative interviews.

GRØNLAND

Som nævnt er der ikke i Grønland en samlet koor-

dinering af bistandsværgeområdet i lighed med Det

Grønlandske Hus. Her er det Politimesterembedet, der

rekrutterer et antal bistandsværger, som er indstillet af

de kommunale myndigheder. Retten i Grønland står for

rådgivning af bistandsværgerne. Til at undersøge hvor-

dan det fungerer i praksis, har der været mailkorrespon-

dance med landets fem kommuner, og en stabschef fra

hovedstadskommunen, Kommuneqarfik Sermersooq er

blevet interviewet. Derudover er der gennemført inter-

view med en retsassessor (souschefen ved Retten i Grøn-

land) og chefanklageren fra Politimesterembedet.

Hvordan det opleves at være bistandsværge i Grønland

er blevet belyst gennem interview med to bistandsværger

i Grønland. Ligesom to forvaringsdømte, der afsoner

i en grønlandsk anstalt, er blevet interviewet om deres

erfaringer og forventninger til at have en bistandsværge

(det ene interview blev foretaget med tolk).

Endelig er det i Grønland blevet undersøgt, hvorledes

bistandsværgers samarbejdspartnere oplever bistands-

værgefunktionen. Dette er sket gennem interview med

chefen for fuldbyrdelse og sikkerhed i Kriminalforsor-

gen, en socialrådgiver og en vagtmester i Nuuk Anstalt

og den konstituerede overlæge på Psykiatrisk afdeling,

A1, ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Interview i Grønland har fulgt samme fremgangsmåde

som nævnt ovenfor ved interview i Danmark og ud fra

samme interviewguide.

2.2

DATAGRUNDLAG OG FREMGANGSMÅDE

Til at belyse de nævnte temaer er der anvendt flere me-

toder til indsamling af data. Som det vil fremgå, bygger

undersøgelsens datagrundlag på bistandsværgers fælles

erfaringer formuleret på et internatseminar, kvalitative in-

terviews samt spørgeskemaundersøgelse blandt indsatte i

Herstedvester Fængsel. Derudover er der indhentet oplys-

ninger gennem korrespondance med diverse myndighe-

der samt dokumentgennemgang i Det Grønlandske Hus.

2.2.2

KVALITATIV DATAINDSAMLING I DANMARK OG

GRØNLAND

En stor del af undersøgelsen bygger på data indsamlet

gennem observationer og interview i både Danmark og

Grønland.

2.2.1

DEN VIDEN, DER ALDRIG BLEV HØRT:

BISTANDSVÆRGESEMINAR SOM DATAGRUNDLAG

Som eksterne aktører i forhold til retssystemet er bi-

standsværgerne sjældent blevet inddraget i forhold og

ændringer, der vedrører bistandsværgernes hverv og de

anbragte. I september 2017 afholdt Det Grønlandske

Hus et internatseminar for grønlandske bistandsværger

i Danmark, hvor størsteparten af bistandsværgegruppen

deltog. Seminaret blev brugt som startskud til denne

undersøgelse. Hensigten med seminaret var at indsamle

den viden, der ellers aldrig bliver hørt; bistandsværgernes

egne erfaringer.

Seminaret blev indledt med oplæg om forskning blandt

grønlandske indsatte samt præsentation af undersøgel-

sen. Herefter arbejdede bistandsværgerne med at for-

mulere erfaringer vedrørende følgende fire punkter:

DANMARK

For at kunne undersøge, hvordan bistandsværgeord-

ningen for anbragte i Danmark fungerer, samt at kunne

lave en profil af bistandsværgerne, er der foretaget

interview med fem bistandsværger, der udgør et repræ-

sentativt udsnit af de ca. 25 bistandsværger i form af

alder, erfaring, køn, og hvilke institutioner deres klien-

ter befinder sig på. Dette er fulgt op af observationer

af bistandsværgemøder i henholdsvis København og

Aarhus.

For at få indtryk af samarbejdet mellem bistandsværger

og institutioner, er der blevet aflagt besøg i Herstedve-

ster Fængsel og på Retspsykiatrisk Afsnit R 3 i Risskov,

Aarhus Universitetshospital. I Herstedvester Fængsel

blev der lavet interview med en juridisk specialkonsu-

lent, psykologen for de grønlandsk dømte og enheds-

og sikkerhedschefen for blandt andet den grønlandske

2.2.4

DOKUMENTGENNEMGANG OG

KORRESPONDANCE

For at afdække persongruppen, der ifølge lovgivningen

har retskrav på at få beskikket en bistandsværge, er der

indhentet oplysninger hos Socialstyrelsen under Grøn-

lands Selvstyre, de grønlandske kommuner, Politime-

sterembedet, Kriminalforsorgen i Grønland, Psykiatrisk

afdeling, A1, på Dronning Ingrids Hospital og Det Grøn-

landske Hus i København.

Til brug for historikken i bistandsværgeordningen og

placering af koordinatorfunktionen hos Det Grønlandske

Hus er der foretaget dokumentanalyse i Det Grønlandske

Hus blandt andet i forhold til korrespondance med Ju-

stitsministeriet og Kriminalforsorgen, ligesom materiale

Livline til verden

I bilag 1 ses et eksempel på interviewguide. Alle interviewguides følger de samme temaer, men de

enkelte interviewguides er ændret en anelse afhængig af, hvilken gruppe informanten repræsenterer.

Livline til verden

er gennemgået fra forskellige nedsatte arbejdsgrupper og

Den Grønlandske Retsvæsenskommission.

bistandsværgeordningen for grønlandsk dømte.

I kapitel 4 bliver der redegjort for den personkreds, der

har krav på bistandsværger i Grønland og Danmark, hvor

det undersøges, hvor mange der er tale om, og i hvilken

del af riget de befinder sig.

I kapitel 5 undersøges bistandsværgeordningen i Dan-

mark, den historiske baggrund for placeringen ved Det

Grønlandske Hus, og hvordan ordningen udmøntes i dag.

I kapitel 6 præsenteres bistandsværgerne i Danmark,

hvem de er, og hvilke erfaringer de har gjort sig i hvervet.

I kapitel 7 undersøges, hvordan bistandsværgeordningen

fungerer i Grønland, både i forhold til dem der admini-

strerer ordningen, og hvordan det opleves for bistands-

værger og domfældte.

I kapitel 8 undersøges udfordringer, der relaterer sig til

bistandsværgeordningen, i forbindelse med en ny lukket

anstalt tages i brug i 2019. Desuden indgår der anbefalin-

ger til en fremtidig ordning i Grønland.

2.2.5

FORTROLIGHED

Af hensyn til fortrolighed er datagrundlaget udelukkende

anvendt til at identificere undersøgelsens problemstil-

linger. Alle personfølsomme data er behandlet fortroligt

og opbevaret kodet og sikkert. De involverede tolke har

underskrevet erklæring om tavshedspligt.

Informanterne har fået interviewudskrift til gennemlæs-

ning og godkendelse. Ved anvendelse af citater og andre

udsagn vil det fremgå, hvilken instans eller persongruppe

der står bag udtalelserne. Fagpersoner, der er let genken-

delige, har fået anvendte citater til godkendelse.

Kapitel

2.3

RAPPORTENS OPBYGNING

Foruden en introduktionsdel og et afsluttende kapitel

består rapporten af seks kapitler:

I kapitel 3 præsenteres retsgrundlaget for

Bistandsværger er personer, der har påtaget sig hvervet

at støtte og varetage tilbageholdte eller dømte personers

interesser, mens de er frihedsberøvet. Der er ikke som

hos forsvarere tale om et juridisk hverv, men en omsorgs-

forpligtelse samt en forpligtelse til at holde sig orienteret

om den dømtes forhold.

I dette kapitel præsenteres den overordnede lovgivende

ramme for, hvem der skal have beskikket en bistandsvær-

ge, hvornår der i sagens forløb skal eller kan beskikkes

en bistandsværge, samt hvilke opgaver der pålægges

bistandsværgerne.

Kriminallov for Grønland (lov nr. 306 af 1. maj 2008)

regulerer, hvornår der skal beskikkes en bistandsværge.

Bekendtgørelse om bistandsværger beskikket i medfør af

Kriminallov for Grønland (bekendtgørelse nr. 366 af 22.

april 2016) beskriver bistandsværgernes opgaver.

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN - OVERORDNET

bistandsværge. Denne skal holde sig underrettet om den

dømtes tilstand og sørge for, at opholdet og andre indgreb

ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen

ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves.

Det vil sige, at når en person tilbageholdes, og en foran-

staltning overfor psykisk syge (kriminallovens § 157) el-

ler dom til forvaring (§ 161) kan komme på tale, kan der

beskikkes en bistandsværge, der så vidt muligt skal være

tiltaltes nærmeste pårørende, og som har til opgave at

bistå forsvareren og støtte den tiltalte, mens sagen pågår.

Når der er faldet dom ud fra § 157 eller § 161,

skal

der

under fuldbyrdelsen af dommen beskikkes en bistands-

værge. Her fremgår det

ikke,

at det skal være blandt de

nærmeste pårørende. Dette kan skyldes, at fuldbyrdelsen

ofte er af længere varighed og foregår langt fra hjemmet.

Det samme kan dog også være tilfældet for tilbageholdte,

idet der forud for dom til foranstaltning overfor psykisk

syge eller forvaring skal foreligge en mentalerklæring.

Mentalundersøgelser foretages ofte på Retspsykiatrisk

afsnit, R3, i Risskov eller på Psykiatrisk afdeling, A1,

på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Derfor vil en del

mentalobservander ligeledes i en periode befinde sig

langt fra hjemegnen, hvor det kan vise sig vanskeligt at

beskikke nære pårørende som bistandsværger.

3.1

HVEM SKAL ELLER KAN FÅ BESKIKKET EN

BISTANDSVÆRGE?

Af kriminallovens § 163, stk. 1 fremgår der, hvem der

kan

få beskikket en bistandsværge:

Hvis der bliver tale om at idømme en person foranstalt-

ninger efter § 157 eller forvaring efter § 161, kan retten

beskikke en bistandsværge, så vidt muligt en af den tiltaltes

nærmeste pårørende, der skal bistå tiltalte under sagen

sammen med dennes forsvarer.

Mens kriminallovens § 163, stk. 2 beskriver, hvem der

skal

have beskikket en bistandsværge:

Er en person idømt foranstaltninger eller forvaring

som nævnt i stk. 1, skal der beskikkes den dømte en

3.2

BESKIKKELSE AF BISTANDSVÆRGER

Når politiet vurderer, at der kan blive tale om at beskikke

en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal de i første

omgang søge blandt den pågældendes pårørende. Hvis

ikke det lykkes, skal der findes en egnet bistandsværge

i Grønland eller Danmark afhængig af, hvor den tilba-

geholdte befinder sig. På baggrund af indstilling fra de

kommunale myndigheder har Politimesterembedet i

Livline til verden

Grønland en liste med et antal personer med bopæl i

Grønland (hovedsagligt i Nuuk), som kan beskikkes som

bistandsværger. Ligeledes har Det Grønlandske Hus i

København et antal bistandsværger med bopæl i Dan-

mark. Så tidligt som muligt i sagens forløb retter politiet

henvendelse til retten om beskikkelse af en bistandsværge

for den tilbageholdte.

Hvis en domfældt efter kriminallovens § 157 eller §

161 ikke har haft en beskikket bistandsværge under sa-

gens forløb, skal politiet gøre retten opmærksom på, at

der skal beskikkes en bistandsværge for personen. Er

personen anbragt i Grønland, skal der beskikkes en bi-

standsværge med bopæl i Grønland, og tilsvarende hvis

den dømte anbringes i Danmark, skal den beskikkede

bistandsværge have bopæl i Danmark.

Har den dømte haft en bistandsværge før dom, fortsætter

denne person, såfremt der ikke er tale om at flytte den

dømte fra Grønland til Danmark eller omvendt, idet bi-

standsværgen skal have bopæl i den del af riget, hvor den

dømte er anbragt. Hvis den dømte under fuldbyrdelse af

dommen flyttes mellem Grønland og Danmark, skal der

beskikkes en ny bistandsværge.

Umiddelbart efter beskikkelsen skal politiet oplyse bi-

standsværgen om klientens folkeregisteradresse og sidst

kendte opholdssted. Retten skal holde bistandsværgen

underrettet om, hvornår der holdes retsmøder, der

vedrører klienten – også når det angår beskikkelse af

bistandsværge. Derudover skal retten på begæring fra

bistandsværgen udlevere domsudskrifter og beslutninger.

3.3

FULDBYRDELSESINSTITUTIONER I GRØNLAND

OG DANMARK

Umiddelbart efter beskikkelsen skal bistandsværgen sna-

rest muligt besøge den dømte/tiltalte på fuldbyrdelses-

institutionen. Bistandsværgen har ret til fri og uhindret

kontakt til den anbragte på institutionen. Af bekendtgø-

relse nr. 366 fremgår endvidere, at personalet skal un-

derrette bistandsværgen, når de modtager den anbragte,

ligesom de også skal informere bistandsværgen, når op-

holdet slutter. Derudover skal personalet på institutionen

give bistandsværgen de fornødne oplysninger om den

anbragte til, at bistandsværgen kan udføre sit hverv på

forsvarlig vis (bekendtgørelse nr. 366, §§ 13,14).

Der er med bekendtgørelsen lagt op til et tæt samarbejde

mellem institution og bistandsværge. Afhængig af hvilken

foranstaltning, § 157 eller § 161, som personen er idømt, er

der stor forskel på de institutioner, som bistandsværgerne

skal samarbejde med i Grønland og Danmark.

GRØNLAND

I Grønland findes der ikke en lukket psykiatrisk afdeling.

Dronning Ingrids Hospital i Nuuk har en psykiatrisk

afdeling med nogle få skærmede pladser. Det er her, en

dømt kan være anbragt i kortere eller længere tid, og det

er enten her eller på Retspsykiatrisk afsnit, R3, i Risskov,

en behandlingsplan lægges.

Derudover er der en række forskellige handicapinstitu-

tioner og kommunale boenheder, der kan huse psykisk

syge foranstaltningsdømte. Der findes imidlertid ikke

døgnovervågede institutioner for udviklingshæmmede,

der kan anvendes til fuldbyrdelse af domme til anbringel-

se på en institution for udviklingshæmmede.

til forvaring ikke opretholdes i længere tid end nødven-

digt. Senest tre år efter dommen skal det prøves i retten,

hvorvidt der er grundlag for en foranstaltningsændring

eller prøveløsladelse. Dette skal fremover ske hvert an-

det år. Til at vurdere, om der er sket ændringer vedrø-

rende den dømtes farlighed, indhenter anklagemyndig-

heden en erklæring fra forvaringsinstitutionen.

HERSTEDVESTER FÆNGSEL

Herstedvester Fængsel er et lukket fængsel med ca. 150

indsatte, hvor størsteparten afsoner meget lange domme,

livstidsdomme eller forvaring på ubestemt tid. De fleste

indsatte er vurderet til at have forstyrrelser i deres per-

sonlighedsstruktur. Herstedvesters speciale er psykolo-

gisk og psykiatrisk behandling.

I Herstedvester Fængsel er der indrettet en ”grønlæn-

derafdeling”, hvor størsteparten af de grønlandske forva-

ringsdømte afsoner. Enkelte afsoner dog på andre afde-

linger, enten efter eget valg eller af disciplinære årsager.

På grønlænderafdelingen er der tilknyttet en grønlandsk

tolk og en pædagogisk assistent, der har til opgave at lave

aktiviteter for de grønlandske indsatte. En gang om ugen

er der fællesspisning med grønlandsk proviant, der hol-

des grønlandsk gudstjeneste en gang om måneden, og to

gange om året afholdes der hyggeaftener med de indsattes

bistandsværger. Indsatte, der af personalet er vurderet

egnet hertil, kan en gang om året få en besøgsrejse til

Grønland. De indsatte, der ikke har opnået tilladelse til

besøgsrejse, kan en gang om året få betalt besøgsrejse for

en pårørende til Herstedvester.

DANMARK

Region Midt i Danmark har en aftale med Grønlands

Selvstyre om at behandle patienter med en anbringel-

sesdom, behandlingsdom eller er under tilsyn, i men-

talobservation eller surrogatfængsling. Dette foregår på

Retspsykatrisk afsnit, R3, Aarhus Universitetshospital i

Risskov. Patienterne er henvist fra Psykiatrisk afdeling,

A1, på Dronning Ingrids Hospital eller politiet. R3 er

en grønlandsk afdeling, hvor en del af personalet taler

både grønlandsk og dansk, ligesom der også er faste tolke

tilknyttet afdelingen. Der er plads til 18 patienter på R3.

De fleste psykisk syge foranstaltningsdømte i Danmark

starter deres forløb på R3.

Enkelte gange sker det, at grønlandske retspsykiatriske pa-

tienter må overflyttes til sikringsafdelingen i Slagelse, lige-

som et antal dømte er anbragt på andre institutioner (bl.a.

udviklingshæmmede med anbringelsesdomme) i Danmark.

3.3.1

FORANSTALTNINGER FOR PSYKISK SYGE

KRIMINELLE, KRIMINALLOVENS § 157

Psykisk syge og udviklingshæmmede står for en del af

den alvorlige kriminalitet, der bliver begået i Grønland.

Psykisk syge skal ikke anbringes i fængsel eller anstalt,

men de kan dømmes til ophold inden for det psykiatriske

regi, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke anses

for tilstrækkelige. I kriminallovens § 157 fremgår:

Hvis det findes formålstjenesteligt for at forebygge yderli-

gere lovovertrædelser, kan retten bestemme, at den dømte

skal anbringes på hospital eller anden institution i Grøn-

land eller i Danmark.

I samme paragraf, stk. 2, bliver det nævnt, at hvis mindre

indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, kan de

anvendes, hvor retten kan træffe bestemmelse om be-

handling på hospital eller anden institution i Grønland

eller Danmark, eller under tilsyn. Foranstaltninger over-

for psykisk syge fuldbyrdes af sundhedsvæsenet under

Grønlands Selvstyre (kriminalloven § 240). For så vidt

angår de udviklingshæmmede, er det i praksis de sociale

myndigheder i kommuner og under Selvstyret, der står

for fuldbyrdelsen. Kriminalforsorgen medvirker til at

udarbejde en handlingsplan, og det forudsættes, at Kri-

minalforsorgen holder sig orienteret om dømtes forhold.

Bistandsværger for personer dømt til foranstaltninger for

psykisk syge eller udviklingshæmmede kan derfor både

have klienter, der er anbragt på hospital eller institution,

ligesom klienterne kan være i eget hjem, mens de er un-

der behandling og tilsyn.

3.2.1

AFBESKIKKELSE

For sigtede eller tiltalte, der har fået beskikket en bi-

standsværge før dom, ophører beskikkelsen, hvis ved-

kommende ikke findes skyldig. Beskikkelse for dømte

ophører, når foranstaltningen ophæves. Bistandsværgen

skal dog fortsat bistå klienten, hvis der er verserende kla-

gesager, der er iværksat forud for beskikkelsens ophør.

En bistandsværge kan til enhver tid selv bede om at blive

afbeskikket. En bistandsværge kan fratages hvervet, hvis

der er tale om tilsidesættelse af de pligter, der følger med,

eller vedkommende viser sig uegnet som bistandsværge.

Ved afbeskikkelse skal politiet snarest anmode retten om

at få beskikket en ny bistandsværge.

Beskikkelse af en bistandsværge ophører, hvis bistands-

værgen bliver skiftet ud med en anden bistandsværge.

Det vil blandt andet gøre sig gældende ved overflytning

mellem Grønland og Danmark.

GRØNLANDSK ANSTALT

De grønlandske anstalter betegnes officielt som åbne

anstalter, og i udgangspunktet blev det formuleret, at de

ikke skulle have karakter af fængsel. Oprindeligt var det

hensigten, at indsatte under deres afsoning skulle bevare

kontakten til det omkringliggende samfund. Trods hen-

sigten om åbenhed og kontakt til samfundet, viser der sig

i praksis et andet billede, hvor de fleste indsatte tilbrin-

ger det meste af deres tid indenfor anstalten. Eftersom

de grønlandske anstalter er indrettet med henblik på at

være åbne anstalter, hvor beboerne opholder sig ude af

huset i dagtimerne, er der kun få aktivitetsmuligheder i

anstalterne.

De grønlandske anstalter rummer alle slags indsatte. De

skal kunne rumme tilbageholdte (varetægtsfængslede

i dansk strafferetspleje) og være anstalt for alle lige fra

unge førstegangs lovbrydere til forvaringsdømte med

en tung ballast. Kriminalforsorgen i Grønland har intet

3.3.2

FORVARING PÅ UBESTEMT TID,

KRIMINALLOVENS § 161

Forvaring er den strengeste og mest indgribende foran-

staltning i kriminalloven. Af kriminallovens § 161 frem-

går, at dom til forvaring forudsætter, at man for det første

er fundet skyldig i alvorlig personfarlig forbrydelse. Man

skal derudover frembyde nærliggende fare for andres liv

og legeme. Og endelig skal forvaring anses nødvendig

for at forebygge denne fare. I § 161, stk. 2 nævnes, at hvis

gerningspersonen på grund af psykisk afvigelse anses for

uegnet til anbringelse i anstalt i Grønland, kan den på-

gældende dømmes til anbringelse på ubestemt tid i psy-

kiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark.

Det vil i praksis sige Herstedvester Fængsel.

Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en dom

Livline til verden

behandlingspersonale ansat, hvilket hænger sammen med

den åbne anstalts principper, hvor indsatte på lige fod

med øvrige borgere skal kunne gøre brug af samfundets

behandlingsmuligheder.

Som det fremgår, er der tale om vidt forskellige fuldbyr-

delsesinstitutioner, med forskellige regler, som bistands-

værgerne skal forholde sig til. Ligesom der også er forskel-

lige traditioner for henvendelser til og fra institutionerne,

hvilket kan gøre det kompliceret for bistandsværgerne at

udføre deres hverv bedst muligt.

grønlandskdømte i Danmark. Mens Retten i Grønland skal

vejlede bistandsværger i Grønland.

Omsorgsdelen indebærer, at bistandsværgen umiddelbart

efter beskikkelsen besøger den dømte/tiltalte og løben-

de opretholder kontakt. Bistandsværger i Grønland skal

besøge personen efter behov. Bistandsværger for dømte i

Danmark har en større forpligtelse, idet de også skal være

en slags besøgsven eller familieerstatning. De skal besøge

personen mindst én gang om måneden, hjælpe med at

opretholde kontakt til den dømtes pårørende i Grønland,

ligesom de også skal være opmærksomme på fødselsdage

og højtider.

Bistandsværger modtager et honorar for at påtage sig opga-

ven. Det er politimesteren i Grønland, der udbetaler hono-

rar til bistandsværger med bopæl i Grønland. Her modta-

ger bistandsværger, som beskikkes for sigtet eller tiltalte et

engangshonorar på 1.488 kr., mens de for dømte modtager

et årligt honorar på 1.984 kr. Dertil kommer 1.488 kr. for

hver tredje påbegyndte måned, den dømte er anbragt på en

fuldbyrdelsesinstitution. Beløbet reguleres årligt med regu-

leringsprocenten for det grønlandske pris- og lønindeks.

Bistandsværger i Grønland har i forbindelse med retsmø-

der og besøgsrejser krav på godtgørelse af transportud-

gifter, der dog ikke må overstige 12.000 kr. årligt. Ifølge

bekendtgørelsen har bistandsværgen ret til op til fem rejser.

Det bør her nævnes, at for dette beløb, vil det ikke være

muligt at foretage rejse mellem to byer i Grønland fem gan-

ge. Mellem nogle byer vil det ikke en gang være muligt at

rejse en enkelt gang. Eksempelvis kan en returbillet mellem

Nuuk og Qaanaaq ikke fås til under 14.000 kr., mens en

billet mellem Nuuk og Upernavik vil koste ca. 10.000 kr.

For bistandsværger med bopæl i Danmark er det Det

Grønlandske Hus i København, der udbetaler honorar.

Her får bistandsværgen et årligt grundbeløb på 1.508 kr.,

og for hver tredje påbegyndte måned, den dømte er an-

bragt, modtager bistandsværgen 1.697 kr. Beløbet regule-

res årligt med den til enhver tid gældende reguleringspro-

cent for ansatte i regioner.

Justitsområdet er et af de områder, som endnu ikke er

hjemtaget til Grønland. Det er derfor Direktoratet for Kri-

minalforsorgen, der afholder udgifterne til honorering af

bistandsværger i Grønland og Danmark.

Grønlands Selvstyre har på finansloven afsat ca. 500.000 kr.

som tilskud til Det Grønlandske Hus i København til dæk-

ning af bistandsværgekoordination og omsorgsudgifter.

Kapitel

3.4

BISTANDSVÆRGERNES OPGAVER SOM

RÅDGIVERE OG OMSORGSPERSONER

For at blive bistandsværge skal man findes egnet til at

bestride hvervet. I Grønland er det de kommunale myn-

digheder, der indstiller egnede personer til politiet. I

Danmark vurderer bistandsværgekoordinatoren ved Det

Grønlandske Hus, hvem der anses som egnet. I vurderin-

gen bliver der lagt vægt på, at pågældende kan tale både

grønlandsk og dansk, og gerne har et vist kendskab til

sundheds-, social- og undervisningsområdet. Der er ingen

regler for, hvor mange personer man må være bistands-

værge for.

Medarbejdere på en fuldbyrdelsesinstitution må ikke være

bistandsværger for personer anbragt på samme institution.

Forud for beskikkelse til bistandsværge indhenter politiet

oplysninger om den kommende bistandsværge i Det Cen-

trale Kriminalregister.

Bistandsværgernes rolle er todelt. De skal både være råd-

givere for dømte/tiltalte og yde en form for omsorg. Det

påhviler bistandsværgen at tilse, at opholdet på fuldbyrdel-

sesinstitutionen ikke strækker sig længere end nødvendigt.

Samtidig skal de rådgive personen om klageadgang og

bistå med at udforme eventuelle klageskrivelser. Ligeledes

skal bistandsværgen også rådgive om muligheden for at

søge en idømt foranstaltning ændret eller ophævet og yde

bistand i behandling af disse sager. Dette indebærer, at

bistandsværgen har kendskab til de enkelte institutioners

klageadgang, og hvordan en foranstaltning indbringes for

retten. Derudover er bistandsværgen afhængig af, at både

retten og fuldbyrdelsesinstitutionerne lever op til kravet

om at holde bistandsværgerne orienteret ved eventuelle

ændringer. Der kan altså være tale om, at bistandsværger

skal være i stand til at sætte sig ind i komplicerede sags-

gange, hvis de skal udføre hvervet bedst muligt.

Bistandsværgekoordinatoren ved Det Grønlandske Hus

står for oplæring og vejledning af bistandsværger for

PERSONKREDSEN MED RET TIL BISTANDSVÆRGE

Som det fremgår i kapitel 3 skal personer dømt efter kri-

minallovens § 157 til foranstaltninger for psykisk syge

og § 161 forvaring, have beskikket en bistandsværge,

ligesom tiltalte eller sigtede, hvor det kan komme på

tale med dom fra disse paragraffer, kan få beskikket en

bistandsværge.

I dette kapitel undersøges, hvor stor persongruppen med

ret til bistandsværge er i henholdsvis Danmark og Grøn-

land. Ligesom det undersøges, hvem der har – eller bør

have – kendskab til, hvor de fysisk befinder sig, og om

alle har bistandsværger.

anden institution eller Grønland. Når der er nye indsatte

i Herstedvester Fængsel, er det som regel politiet i Grøn-

land, der kontakter bistandsværgekoordinatoren og gør

opmærksom på, at der skal beskikkes en bistandsværge.

Oplysninger om overflytning fra Herstedvester modtager

koordinatoren fra bistandsværgerne.

I sidste halvdel af 2017 ajourførte koordinatoren sam-

men med en studentermedhjælper alle bistandsværge-

sager. De nåede frem til, at der på daværende tidspunkt

ifølge deres oversigt var 54 grønlandsk anbragte i

Danmark, som skulle have bistandsværge. Heraf var 25

indsat i Herstedvester Fængsel, 17 personer var anbragt

på Retspsykiatrisk afsnit, R3, i Risskov, og de sidste 12

var anbragt på 10 forskellige institutioner. Da navnlig de

øvrige institutioner ofte ikke er bekendt med bistands-

værgeordningen og dermed forpligtelsen som institution

til at skulle oplyse til bistandsværgekoordinator, når de

modtager en domfældt, kunne der være risiko for, at der

sad enkelte på institutioner, som Det Grønlandske Hus

ikke var bekendt med. Derfor kontaktede koordinatoren

politi og kriminalforsorg i Grønland for at få en oversigt

over anbragte i Danmark. Fra kriminalforsorgen blev

der sendt en liste med seks personer, altså en del færre

end det omfang, koordinatoren var bekendt med. Fra

politiet blev sendt en oversigt med 30 personer. Flere af

de 30 personer befandt sig andre steder, end oplyst af

politiet, en enkelt var død, og selvsagt var der en del fra

bistandsværgekoordinatorens liste, som ikke fremgik af

politiets oversigt.

Umiddelbart så det ved udgangen af 2017 ud til, at det

var Det Grønlandske Hus, som havde det største over-

blik over, hvor mange grønlandske anbragte, der var i

Danmark, og hvor de befandt sig.

4.1

HVOR MANGE SKAL HAVE BISTANDSVÆRGE?

– EN JAGT PÅ TAL

At finde frem til, hvor mange som skal have bistandsvær-

ge, viste sig at blive en jagt på tal. Spørgsmålet var, hvem

der ligger inde med det samlede overblik?

4.1.1

ANTAL I DANMARK

I Det Grønlandske Hus i København har bistandsvær-

gekoordinatoren til opgave at ansætte og indstille til

retten, at der beskikkes bistandsværger for alle anbragte

med krav herpå i Danmark. For at sikre sig, at alle har

en bistandsværge, forsøger koordinatoren at holde sin

liste over anbragte opdateret. Hvis det skal lade sig gøre,

er koordinatoren afhængig af, at både politi, retten og

fuldbyrdelsesinstitutioner orienterer om nye anbragte til

institutioner i Danmark samt flytning mellem institutio-

ner og overførsel til og fra Grønland. Fra Retspsykiatrisk

afsnit, R3, i Risskov modtager koordinatoren hver måned

en opdateret liste over, hvem der er anbragt dér. Det sker

ifølge koordinatoren sjældent, at Herstedvester Fængsel

oplyser, når nye ankommer, eller at indsatte overflyttes til

Livline til verden

Da denne undersøgelse gik i gang, var der en vis bekym-

ring om, hvorvidt der kunne befinde sig flere grønland-

ske anbragte på danske institutioner, end dem som Det

Grønlandske Hus kendte til. Eftersom det er de grøn-

landske kommuner, der i samarbejde med Grønlands

Selvstyre står for at finde en egnet fuldbyrdelsesinsti-

tution for psykisk syge foranstaltningsdømte, blev der

rettet henvendelse til de fem grønlandske kommuner. To

kommuner vendte aldrig tilbage med svar, én kommune

henviste til politi og kriminalforsorg, og én kommune

sendte en oversigt over børn anbragt udenfor hjemmet.

En kommune kunne oplyse, at de havde tre borgere an-

bragt i Danmark. Efter kommunernes svar – eller mangel

herpå, blev Socialstyrelsen under Grønlands Selvstyre

kontaktet. Her lød svaret i april 2018, at der var fem an-

bragte, og yderligere to var på vej til Danmark, når der

fandtes plads.

Der er tilsyneladende ikke nogen instanser i Grønland,

der har det samlede overblik over, hvor mange anbragte

der befinder sig i Danmark. Det Grønlandske Hus er

bekendt med et antal anbragte i Danmark, som afviger

en del fra de tal, der oplyses fra Grønland. Spørgsmålet er

dog stadig, om der kan befinde sig flere anbragte på dan-

ske institutioner, som Huset ikke har fået kendskab til.

”Da det i henhold til gældende lov ikke er muligt at an-

bringe personer dømt efter § 157 i Grønland, og da der

ikke findes egnede institutioner i Grønland søges der eg-

net placering i Danmark efter disse er dømt”.

Socialstyrelsens svar kunne tyde på, at der ikke befandt

sig personer i Grønland, der var omfattet af § 157, og som

dermed skulle have bistandsværge på dette grundlag.

Et besøg på Psykiatrisk afdeling, A1, Dronning Ingrids

Hospital i Nuuk viste dog et andet billede. Her kunne den

konstituerede overlæge fremvise en liste over 88 perso-

ner, der med udgangen af 2017 var omfattet af §

157

dermed skal have bistandsværger. Flere af disse personer

var anbragt på grønlandske institutioner.

4.2.1

PERSONKREDSEN

Politiets liste viser, at den samlede persongruppe, der skal

have bistandsværger på opgørelsestidspunktet, var 143

personer. 49 var anbragt i Danmark, mens 94 befandt sig i

Grønland.

Se figur 2.

For de anbragte i Danmark var 28 personer dømt til forva-

ring i Herstedvester Fængsel ud fra kriminallovens § 161.

Otte var anbragt på Retspsykiatrisk afsnit, R3, i Risskov,

enten i surrogat eller til foranstaltning for psykisk syge ud

fra § 157. Endelig var 13 personer anbragt på ti forskellige

institutioner i Danmark.

Antallet afviger fra den opgørelse, som Det Grønland-

ske Hus tidligere har foretaget. Dette kan dels skyldes, at

der kan være tale om ændringer, hvor personer er blevet

omplaceret i den periode, der ligger mellem de to opgø-

relser. Det kan dog også skyldes, at politiet ikke har fået

oplysninger fra fuldbyrdelsesinstitutionerne om, hvor de

dømte, befinder sig.

I Grønland er der ifølge politiets opgørelse ti dømte, der

afsoner forvaringsdomme i grønlandske anstalter. De ti

forvaringsdømte er fordelt på fire af landets seks anstalter.

De øvrige 84 er idømt foranstaltning for psykisk syge, der

for de flestes vedkommende er kategoriseret som ”be-

handling og tilsyn”. I tre sager fremgår det, at den dømte er

anbragt på institution. For de resterende 81 vides det ikke,

om de pågældende bor i eget hjem, om de er indlagt på

Psykiatrisk afdeling, A1, eller om de bor i en kommunal

boenhed eller anden institution. Personer i Grønland, der

skal have bistandsværge, er fordelt over alle kommuner.

opgjort et halvt år senere kun var 49 anbragte i Danmark

hvoraf to manglede bistandsværge. Alle forvaringsdømte i

Herstedvester Fængsel har bistandsværger. At to af de øv-

rige anbragte mangler bistandsværge kan skyldes, at de lige

er ankommet til Danmark, og retten ikke har nået at be-

skikke en bistandsværge, eller at bistandsværgekoordinator

ikke er blevet

gjort opmærksom på deres ankomst. En

anden forklaring kan være, at de kan befinde sig i et skift

af bistandsværge, hvor en bistandsværge er afbeskikket, og

der endnu ikke er blevet udpeget og beskikket en ny.

I Grønland ser det væsentligt anderledes ud. Af politiets

opgørelse fremgik det, at 94 personer i Grønland skulle

have bistandsværge. Heraf var der 55, der havde fået

beskikket bistandsværge. I de grønlandske anstalter er

anbragt ti forvaringsdømte, hvoraf halvdelen, fem dømte

har fået beskikket en bistandsværge. Dertil kommer, at 34

ud af de 84 psykisk syge foranstaltningsdømte, ligeledes

mangler en bistandsværge.

39 personer ud af 94 i Grønland mangler bistandsvær-

ger ifølge politiets oversigt. I alle 39 sager fremgår det,

at politiet har taget initiativ til, at der fra de kommunale

myndigheder og retten iværksættes udpegning og be-

skikkelse af bistandsværger for de pågældende. Flere af

henvendelserne er mere end to år gamle.

Hvor der i Danmark gennem bistandsværgekoordina-

toren i Det Grønlandske Hus i København er et samlet

overblik over, hvem der er anbragt og skal have bistands-

værge, samt et kontaktpunkt for fuldbyrdelsesinstitu-

tioner, findes der ikke noget tilsvarende i Grønland.

Udpegning af bistandsværger er fordelt på flere instanser,

der har helt andre kerneopgaver. Den lidt uklare orga-

nisering af bistandsværgeområdet i Grønland kan være

medvirkende til, at så stor en andel ikke har en beskikket

bistandsværge.

4.2

POLITIETS LISTE

For at få et samlet overblik over, hvem der skal have

bistandsværger, og hvor de befinder sig, iværksatte Grøn-

lands Politi i foråret 2018 et større arbejde med at udar-

bejde en samlet oversigt. En ressourcekrævende opgave,

eftersom politiet heller ikke altid bliver oplyst om, når

dømte bliver flyttet mellem institutioner, om de går fra

indlæggelse eller boenhed til tilsyn i egen bolig eller afgår

ved døden.

I foråret 2018 skulle studentermedhjælperen fra Det

Grønlandske Hus i praktik hos Grønlands Politi i Nuuk.

Da studentermedhjælperen via sit arbejde i København

havde godt kendskab til bistandsværgeområdet, var det

oplagt at lade hende udarbejde den samlede oversigt.

Politiets liste blev ajourført i midten af juni 2018. Listen

opererer med følgende kategorier: Person og cpr.nr. på

den pågældende person, behandling eller forvaring, an-

svarlig myndighed eller institution, hvilken del af riget

pågældende er anbragt, hjemby, navn på bistandsværge,

hvornår bistandsværge er startet, beskikkelsesdato samt

øvrige bemærkninger.

4.1.2

ANTAL I GRØNLAND

Eftersom der ikke er en samlet koordinatorfunktion i

Grønland, har det vist sig mere vanskeligt at skabe over-

blik over, hvor mange i Grønland der skal have bistands-

værge. Kriminalforsorgen i Grønland kunne i marts 2018

oplyse, at der var 10 forvaringsdømte i de grønlandske

anstalter.

Langt mere problematisk var det at finde frem til, hvor

mange psykisk syge foranstaltningsdømte, der befinder

sig i landet. I en mail fra Socialstyrelsen under Grønlands

Selvstyre blev det oplyst:

4.3

HAR ALLE BISTANDSVÆRGER?

Ifølge opgørelsen fra Det Grønlandske Hus ved udgan-

gen af 2017 var der 54 grønlandske anbragte i Danmark,

som alle havde bistandsværge. Mens der på politiets liste

FIGUR 2. POLITIETS OVERSIGT, FORÅR 2018

Anbragt i Grønland

Forvaring (§ 161)

10 personer anbragt i anstalt

Anbragt i Danmark

28 personer anbragt i Herstedvester

Fængsel

8 personer anbragt på Rets-

psykiatrisk afsnit, R3, Risskov

13 personer anbragt på andre,

identificerede institutioner

49 personer

De 49 personer figurerer alle på listen fra Det Grønlandske Hus.

Foranstaltning for psykisk

syge (§ 157)

3 personer institutionsanbragt

81 personer med ukendt

anbringelsesssted

94 personer

I alt

Livline til verden

Kapitel

Svaret fra ministeriet blev at lægge ordningen over til

Pooq, hvorfra man så gik i gang med at finde grønlandsk-

talende bistandsværger. Honorar til bistandsværger blev

både før og efter ordningen overgik til Pooq betalt af Di-

rektoratet for Kriminalforsorgen, mens koordinatorfunk-

tionen i Pooq i starten skulle tages ud af rådgivningskon-

toret Pooqs bevilling. Da det senere blev en noget større

opgave, blev der finansieret en stilling fra Grønlands

Hjemmestyre.

Hvor de tidligere bistandsværger var fagligt velfunderede,

men ikke talte grønlandsk, så gjorde det modsatte sig

gældende hos de nye. De talte grønlandsk, men havde

ikke den samme uddannelsesmæssige baggrund, som

tidligere embedsmænd havde haft. Der lå derved en kræ-

vende opgave hos Pooq i både at rekruttere og oplære de

nye bistandsværger. I valget af bistandsværger blev der

lagt vægt på stabilitet og integritet;

”Vi kunne jo ikke have

nogen, der svigtede dem, der var blevet svigtet”.

Derud-

over skulle de kunne tale grønlandsk og dansk, så de både

kunne kommunikere med de indsatte og med institutio-

nerne. Det var en udfordring, forklarer Inger Bruun:

”Vi skulle finde bistandsværger og sørge for at få dem

beskikket og alt det, der hører med. Der var jo ret meget

vejledning, både på det supervisionsmæssige, men også på

at huske dem på, at de skulle huske at få sagerne taget op

i retten. Den gang var det jo ikke sådan, så de automatisk

blev taget op. Der kunne de godt sidde 15 år i Herstedve-

ster, uden at nogen opdagede det”.

Da rådgivningskontoret Pooq fik overdraget området,

var der færre end ti domfældte i Danmark. Her kunne

vejledning af bistandsværgerne foregå en-til-en. Men i

takt med at behovet steg, blev det nødvendigt at orga-

nisere vejledning og oplæring. For de bistandsværger,

der kom på Herstedvester, blev der ret tidligt arrangeret

månedlige møder, som fungerede som en vejlednings- og

oplæringssituation.

Der forelå ingen vejledning eller bekendtgørelse vedrø-

rende bistandsværgernes arbejde, da Pooq overtog admi-

nistrationen, men behovet for at få en ensretning i, hvor-

dan man som bistandsværge agerer, var der. Den første

vejledning for de grønlandske bistandsværger i Danmark

blev derfor udarbejdet i Pooq. Inger Bruun var ikke i tvivl

om, hvad der skulle lægges vægt på:

”Besøgsfunktionen! Det var jo grunden til, at vi lagde

vægt på, at det var grønlandsktalende, at de netop skulle

have den der familieerstatningsfunktion. Det ved jeg, at

mange fagfolk vil sætte spørgsmålstegn ved at blande de

to ting sammen. Men det var ikke nemt at skille de ting

ad. Vi kunne jo ikke finde to personer til hver. I og med at

de var grønlandsktalende, så kom de jo også til at tale om

andre ting end selve sagen – heldigvis. Især de første ind-

satte i Herstedvester var jo utroligt ensomme. De havde

ikke andre grønlandsktalende, der var ingen tolke”.

At selve omsorgsdelen er så fremtrædende i den nugæl-

dende bekendtgørelse om bistandsværger beskikket i

medfør af kriminalloven, skyldes en insisterende hold-

ning tilbage i 1970’erne hos Pooq. Men et manglende

officielt regelgrundlag har været en udfordring i admini-

strationen af ordningen.

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN FOR

GRØNLANDSK ANBRAGTE I DANMARK

Siden starten af 1970’erne har Det Grønlandske Hus i

København varetaget koordinering og administration

af bistandsværgeordningen for tvangsanbragte grøn-

lændere i Danmark, samt oplæring af bistandsvær-

gerne. Opgaven blev lagt hos Det Grønlandske Hus

efter forhandling mellem det daværende Ministeriet

for Grønland og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Størsteparten af den funktion, som koordineringen i

Det Grønlandske Hus udfører, vedrører bistandsværger

for personer dømt i Grønland til forvaring i psykiatrisk

ledet anstalt under Kriminalforsorgen i Danmark, hvor

anbringelsesstedet er Herstedvester Fængsel eller som

psykisk syge foranstaltningsdømte på Retspsykiatrisk

afsnit, R3, i Risskov.

Dette kapitel vil have fokus på, hvorfor ordningen hen-

hører under Det Grønlandske Hus, hvilke ændringer og

udfordringer, der har været undervejs, hvordan koor-

dinering, administration og oplæring udmøntes i dag,

og hvordan samarbejdet med fuldbyrdelsesinstitutioner

fungerer.

5.1.2

MANGLENDE REGELGRUNDLAG – KAMPEN FOR

EN BISTANDSVÆRGEBEKENDTGØRELSE

Frem til 1998 var reglerne om bistandsværger kun for-

muleret i den dagældende Kriminallov for Grønland.

Af kriminalloven fremgik, at når en foranstaltning på

ubestemt tid eller en foranstaltning for psykisk syge blev

idømt, skulle retten for den pågældende beskikke en

egnet og villig bistandsværge. Endvidere fremgik det, at

bistandsværgen om muligt skulle være en af den dømtes

nærmeste pårørende. Bistandsværger var nævnt som én

af de personer, der var berettiget til at begære en foran-

staltningsændringssag rejst.

Der var ikke noget regelsæt, der beskrev, hvem der kunne

beskikkes, og hvem der skulle indstille kommende bi-

standsværger til retten, hvem der skulle udbetale honorar,

og hvor stort det skulle være. Ligesom det heller ikke var

nedskrevet, hvilke opgaver der påhvilede bistandsværger-

ne, og hvad der var deres rettigheder og pligter.

Fra rådgivningskontoret Pooq og senere Det Grønland-

ske Hus i København arbejdede man videre ud fra egen

interne vejledning, der var lavet med inspiration fra, hvad

der gjaldt for danske bistandsværger, samt et øget fokus

på familieerstatningspligter. Inger Bruun og hendes kolle-

ger arbejdede for at få Justitsministeriet i tale og få politi-

kerne til at få øjnene op for det manglende regelgrundlag.

I 1980 lykkedes det at få nedsat en politisk sammensat

arbejdsgruppe, der skulle se på hele problematikken med

at sende grønlændere til afsoning i Danmark på ubestemt

tid. Inger Bruun mindes arbejdsgruppens arbejde:

”Det var faktisk tunge folk, der sad i arbejdsgruppen.

Men så var der jo den der radikale holdning med, at det

ikke måtte koste penge. Det skulle bære sig selv. Og så skete

der jo ingenting. Når man ingenting har puttet i noget, der

ikke fungerer, så kan det jo ikke nytte noget, at man lader

være med at putte noget i det. Der var lidt den der holdning

med, at det var Grønlands Hjemmestyre, der skulle bede

5.1.1

DEN FØRSTE TID I

RÅDGIVNINGSKONTORET POOQ

Én af dem, som bedst kender historien bag bistands-

værgeordningen for grønlandske anbragte i Danmark,

er forhenværende direktør for Det Grønlandske Hus,

Inger Bruun. Inger Bruun blev ansat som daglig leder

af rådgivningskontoret Pooq i 1973, siden blev hun

souschef og fra 1997 direktør for Det Grønlandske Hus.

I alle årene frem til hun i 2013 gik på pension, har hun

arbejdet med koordinering af bistandsværger. De første

bistandsværger havde en mere retslig funktion, hvor

omsorgsdelen først kom til senere. Om de første bi-

standsværger, fortæller Inger Bruun:

”Der sad en gammel landsdommer, han tog sig af det i

starten. Alle de bistandsværger der var, det var sådan

nogen som ham, tidligere danske embedsmænd fra Grøn-

land, som så fik det der job. De var ikke grønlandskta-

lende. Fagligt var der ikke noget at komme efter, men de

kunne ikke tale med de indsatte”.

Netop det, at de daværende bistandsværger ikke kun-

ne tale grønlandsk, var indirekte en af årsagerne til,

at Pooq overtog bistandsværgeområdet i starten af

1970’erne. Fra rådgivningskontoret Pooq blev der ind-

givet en klage over, hvordan Ministeriet fra Grønland

varetog området:

”Det var noget laissez faire. Vi har jo altid gået ind

for, at al direkte patient/borgerkontakt burde være på

grønlandsk”.

5.1

EN OMSTRIDT ORDNING

Stort set siden bistandsværgeordningen i slutningen af

1960’erne trådte i kraft, har den været forbundet med

en række problemer. Problemerne relaterer sig både til

selve regelgrundlaget, til samarbejde og kontakt med

diverse myndigheder og i forhold til rekruttering, oplæ-

ring og aflønning af værgerne.

Rådgivningskontoret Pooq, der senere blev lagt sammen

med Det Grønlandske Hus, fik som de første til opgave

at opbygge en koordination af bistandsværgeområdet.

Livline til verden

om det. Vi sagde, at Hjemmestyret er ganske godt tilfredse

med, at de herstedvesterdømte sidder hernede. Der var jo

ikke nogen i Grønland, der var vilde med at få dem hjem.

Ude af øje, ude af sind. Resultatet som det gav, var, at der

kom en grønlandsk afdeling i Herstedvester”.

Efter mange års kamp fra blandt andet Det Grønlandske

Hus og Den Grønlandske Retsvæsenskommission ud-

stedte Justitsministeriet i 1998 ”Vejledning om bistands-

værger beskikket efter den grønlandske kriminallov”.

Men ifølge Inger Bruun havde Huset og bistandsværger-

ne mange indvendinger mod den nye vejledning. Særligt

var honoraret til bistandsværger sat for lavt set i forhold

til arbejdsbyrden, og man var kritiske over, at bistands-

værgerne, koordinatoren og Det Grønlandske Hus ikke

var taget med på råd:

”Det har jo altid været et område, der er blevet under-

prioriteret i Justitsministeriet. Vi havde en oplevelse af,

at det altid var den yngste fuldmægtig, der fik overdraget

opgaven. Og yngste fuldmægtig er jo på rotation, så det

skiftede hele tiden”.

Justitsministeriet havde udstedt en vejledning, men for at

sikre et mere bindende regelgrundlag ønskede Det Grøn-

landske Hus en bekendtgørelse. År efter år rettede Det

Grønlandske Hus henvendelse til Justitsministeriet, uden

at de modtog svar. Det førte til en henvendelse og klage

til Folketingets ombudsmand over Justitsministeriets

manglende behandling af sagen. Men heller ikke her var

der meget hjælp at hente:

”Der var et eller andet retsligt omkring ombudsmandens

kompetencer, der gjorde, at han ikke kunne gå videre i

den sag”.

Da den danske regering og Grønlands Hjemmestyre i

1994 nedsatte Den Grønlandske Retsvæsenskommission,

blev hverken repræsentanter for bistandsværgerne eller

Det Grønlandske Hus i København inviteret med i kom-

missionen. Der synes at have været en generel uvilje fra

Justitsministeriet til at inddrage dem, som kendte mest til

bistandsværgeområdet, i de beslutninger, der skulle tages

om ordningen. Om den manglende inddragelse slutter

Inger Bruun:

”Vi var ikke med i Kommissionen, men der var sam-

arbejde med nogle af medlemmerne. Og så har der jo

været nogle af de grønlandske folketingsmedlemmer, som

interesserede sig for området. Vi har også haft kommuni-

kation med forskellige justitsministre – men altid på vores

eget initiativ. Vi har tvunget os ind!”

5.1.3

DEN GRØNLANDSKE RETSVÆSENSKOM-

MISSION

I 1994 blev Den Grønlandske Retsvæsenskommission

nedsat af den danske regering og Grønlands Hjemme-

styre. Kommissionen havde højesteretsdommer Per

Walsøe som formand og bestod af 16 medlemmer ud-

peget af den danske regering og Hjemmestyret. Hoved-

opgaven for kommissionen var at foretage en grundig

gennemgang og nyvurdering af hele det grønlandske

retsvæsen og på dette grundlag fremsætte forslag til en

gennemgribende revision heraf. Heriblandt, at der skulle

findes en løsning på at bringe Herstedvesterordningen

til ophør, og at det grønlandske retsvæsen skulle leve op

til internationale forpligtelser, navnlig forpligtelser på

menneskerettighedsområdet.

Efter 10 års arbejde afgav kommissionen i 2004 sin be-

tænkning, der førte til en lang række anbefalinger inden-

for retsvæsenet. På baggrund af kommissionsbetænknin-

gen blev en større reform af det grønlandske retsvæsen

vedtaget. De to love – Kriminallov og Retsplejelov for

Grønland – der udgør rammerne for en samlet retsvæ-

sensreform, trådte i kraft 1. januar 2010.

Bistandsværgeordningen havde ved kommissionsnedsæt-

telsen stort set fungeret uændret siden 1970’erne. Set i

lyset af den mellemliggende samfundsudvikling, udvik-

ling i kriminalitet og i behovet for beskikkelse af

bistandsværger, kunne Den Grønlandske Retsvæsens-

kommission ikke overraskende pege på en række pro-

blemer ved bistandsværgeordningen. I sin betænkning

nævner Retsvæsenskommissionen, at bistandsværgeord-

ningen har været genstand for kritik fra blandt andet de

beskikkede bistandsværger. Af kritikken fremgik, at der

var en mangelfuld kommunikation med og information

af bistandsværgerne fra retterne, politiet, kriminalforsor-

gen og de dømtes forsvarere. Ligesom der havde været

kritik af størrelsen på bistandsværgehonorar. Kommis-

sionen mente dog, at Justitsministeriets vejledning om

bistandsværger, der blev udstedt under kommissionsar-

bejdet i 1998, tog højde for en del af kritikken. Derud-

over blev det i kommissionsbetænkningen bemærket, at

rekruttering af bistandsværger havde været så vanskelig,

at der i flere tilfælde ikke var blevet beskikket bistands-

værger for anbragte, der havde krav herpå.

På denne baggrund mente Retsvæsenskommissionen,

at der var behov for en holdningsændring til bistands-

værgerne hos samarbejdspartnere som domstole, politi,

kriminalforsorg og forsvarere, og at bistandsværgernes

rettigheder og pligter burde fremgå af kriminalloven.

Endvidere blev det påpeget i betænkningen, at der var

behov for styrkelse af bistandsværgernes uddannelse,

og at der blev oprettet en juridisk koordinatorfunktion.

Kommissionen anbefalede, at en juridisk koordinator-

funktion blev varetaget af en advokat. I kommissions-

betænkningen blev det oplyst, at Grønlands Landsret

ville etablere en sådan værgekoordinator ved at en indgå

en aftale med et advokatkontor, som er etableret i både

Grønland og Danmark. En ordning, som aldrig er blevet

oprettet, trods hensigten hos landsretten.

i henhold til dommen er anbragt i anstalt, hospital

eller institution mv. bør forhøjes, idet grønlandske

bistandsværger varetager en særlig omsorgsfunktion.

•

Satsen for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte

i henhold til dommen er anbragt i anstalt, hospital eller

institution mv. bør også udbetales til bistandsværger

for dømte, som ikke er anbragt udenfor eget hjem.

Det findes ikke hensigtsmæssigt, at dømtes på-

rørende beskikkes som bistandsværger. Derfor

foreslås det, at anbefalingen herom udelades i

bistandsværge-vejledningen.

Et mindretal af arbejdsgruppen ønsker et maksimalt

antal klienter pr. bistandsværge.

Koordineringsansvaret i henholdsvis Grønland og

Danmark bør ligge hos samme overordnede myndig-

hed fx Familiedirektoratet, Grønlands Hjemmestyre.

Forslag til ændringer af Justitsministeriets vejledning.

•

5.1.4

GRØNLANDS HJEMMESTYRES ARBEJGRUPPE

OM VÆRGEORDNINGER

Med udgangspunkt i Den Grønlandske Retsvæsenskom-

missions bemærkninger til bistandsværgeordningen ned-

satte Grønlands Hjemmestyre i 2006 en arbejdsgruppe

med titlen ”Arbejdsgruppe vedrørende bistandsværge-

ordningen og øvrige værgeordninger for frihedsberøvede

grønlændere”. Arbejdsgruppens medlemmer repræ-

senterede alle de instanser og myndigheder, der var i

berøring med bistandsværgeordningen i både Grønland

og Danmark. Det var ikke blot bistandsværgeordningen,

som arbejdsgruppen skulle se på, men også ordninger for

tilsynsværger beskikket efter sindssygeloven, patientråd-

givere beskikket efter psykiatriloven samt omsorgsværger

beskikket for mentalobservander og for danskdømte

grønlændere. I denne undersøgelse vil det kun være ar-

bejdsgruppens behandling af bistandsværgeordningen,

der redegøres for.

Af kommissoriet for arbejdsgruppen fremgik, at ar-

bejdsgruppen skulle gennemgå de eksisterende værge-

ordninger med henblik på identifikation af relevante

problemstillinger. I sin gennemgang af området skulle

arbejdsgruppen tage udgangspunkt i de problemstillinger

og anbefalinger, som Retsvæsenskommissionen havde

fremlagt, suppleret med problemstillinger, som arbejds-

gruppens medlemmer i øvrigt fandt relevante. Arbejds-

gruppen skulle desuden fremkomme med løsningsforslag

på de identificerede problemstillinger og udkast til revi-

dering af fungerende ordninger.

I juni 2007 havde arbejdsgruppen stort set færdiggjort sit

arbejde. Anbefalingerne i oversigtsform fremgår her:

•

VEDR. BISTANDSVÆRGEORDNINGEN I DANMARK

•

Der bør gives mulighed for supervision, dels til bi-

standsværgekoordinatoren i Det Grønlandske Hus, og

dels til bistandsværgerne.

Det anbefales, at der ydes dækning for udgifter til

telefonsamtaler til Grønland, der har tilknytning til

bistandsværgehvervet.

Anbragte, der begår kriminalitet i Danmark, bør kun-

ne få beskikket en grønlandsk bistandsværge.

Der bør tages initiativ til, at der kan optages egnede

grønlandsksprogede værger på Statsforvaltningernes

lister over godkendte værger.

•

VEDR. BISTANDSVÆRGEORDNINGEN I GRØNLAND

•

Det anbefales, at der oprettes en bistandsværgekoor-

dination i Grønland.

De særlige omsorgsprægede opgaver, som påhviler

bistandsværger for dømte anbragt i Danmark, bør

udvides til også at gælde for bistandsværger for

dømte anbragt udenfor hjemkommunen.

GENERELT OM BISTANDSVÆRGEORDNINGEN

•

Som minimum ønskes en regulering af vederlaget og

øvrige ansættelsesvilkår svarende til ordningen for

danske bistandsværger.

Satsen for hver påbegyndte 3.måned, hvor den dømte

•

Derudover anbefalede arbejdsgruppen, at der blev op-

rettet en modulopdelt uddannelse af værgegruppen med

henblik på, at den enkelte værge skulle være i stand til at

Livline til verden

varetage alle værgefunktioner. Det blev desuden foreslået,

at der blev udviklet en hjemmeside for værgerne med

henblik på information og e-learning.

Slutdokumentet blev sendt i høring hos samtlige instan-

ser, der var repræsenteret i arbejdsgruppen. Høringssva-

rene blev indarbejdet i udkastet. Til sidst manglede blot

Justitsministeriets svar, som lod vente på sig. I oktober

2008, altså over et år efter slutdokumentet lå færdigt, blev

det meddelt fra Justitsministeriet, at deres høringssvar

ikke kunne sendes, da der var opstået uenighed mellem

nogle af ministeriets repræsentanter i arbejdsgruppen. I

mellemtiden var der sket en ressortændring i Grønlands

Hjemmestyre, hvor justitsafdelingen, som havde været

tovholder på arbejdsgruppen, var lagt ind under Lands-

styreformandens Departement. Her var området ikke

blandt de opgaver, der blev prioriteret højt, så herfra blev

der ikke fulgt yderligere op på sagen.

I Det Grønlandske Hus, der i gruppen var repræsenteret af

både bistandsværgekoordinator og direktør Inger Bruun,

forsøgte man år efter år at følge op på arbejdsgruppens

resultat og Justitsministeriets manglende besvarelse:

”Vi havde faktisk et brev, som vi lod gå igen år efter år.

Jeg tror i 2013 var den sidste henvendelse jeg lavede. Det

blev en fast rutine, at vi gjorde det en gang om året. Vi fik

hver gang det svar, at nu gik de i gang. Jeg forstår slet ikke,

at de ikke syntes, det var pinligt”.

Af høringsbrevet fremgik, at udkast til bekendtgørelsen var

udarbejdet på grundlag af den bekendtgørelse, som gælder

for bistandsværger beskikket i medfør af den danske straf-

felov, og at der var indarbejdet en række af de anbefalinger,

som Hjemmestyrets arbejdsgruppe havde fremsat.

Justitsministeriet har indarbejdet dele af arbejdsgruppens

anbefalinger, men der er dog væsentlige dele, som man

har valgt

ikke

at indarbejde:

Vederlaget er blevet forhøjet, men man har valgt ikke at

følge arbejdsgruppens anbefaling om, at satsen for hver

påbegyndte tredje måned også bør udbetales til bistands-

værger for dømte, som ikke er anbragt uden for eget hjem.

Arbejdsgruppen frarådede at anvende dømtes pårørende

som bistandsværger. Denne anbefaling er der ligeledes

set bort fra.

Arbejdsgruppen anbefalede, at koordineringsansvaret

for bistandsværger i henholdsvis Grønland og Danmark

burde ligge hos samme overordnede myndighed for ek-

sempel under Grønlands Hjemmestyre (i dag Grønlands

Selvstyre). I bekendtgørelsen er det fortsat delt således, at

Det Grønlandske Hus varetager koordineringen i Dan-

mark, mens politiet står for koordineringen i Grønland.

Endelig er der i bekendtgørelsen ikke taget stilling til en

form for uddannelse af bistandsværger, som anbefalet af

såvel arbejdsgruppen som Retsvæsenskommissionen.

Justitsministeriets bekendtgørelse om bistandsværger

beskikket i medfør af kriminalloven trådte i kraft i april

2016. Til trods for, at bekendtgørelsen kan have visse

mangler, så findes der nu retningslinjer for bistands-

værgernes beføjelser og opgaver. Ligesom det fremgår

tydeligt, hvilke forpligtelser der påhviler bistandsværger-

nes samarbejdspartnere ved såvel retsvæsenet, politi og

fuldbyrdelsesinstitutioner.

kørselspenge til bistandsværgerne. Derudover kræver det

et stort kendskab til de involverede individer og institu-

tioner og til retssystemet.

En tidligere bistandsværgekoordinator, der virkede i pe-

rioden 2003 til 2007, beskriver koordinatorfunktionen på

følgende måde:

”Det er en funktion, som er mangeartet i forhold til de

opgaver, den skal omfavne. Man skal jo dels hverve de

bistandsværger, som klienterne skal have. Og dels skal

man også i dagligdagen være dynamoen, der holder gej-

sten oppe på hele flokken af værger, som man undervejs

skal rådgive og vejlede med diverse viden individuelt. Der

er mange samarbejdspartnere i to lande, mange institu-

tioner med hver sine rammevilkår, og mange anbragte,

indsatte og værger, der alle skal mødes og guides på hver

deres måde i hverdagen, fordi de står med mangeartede

udfordringer”.

Koordinatorfunktionen skiller sig væsentligt ud fra de

øvrige funktioner, som Det Grønlandske Hus varetager.

Der kan derfor være tale om en ensom post med beske-

den kollegial sparring, og det er derfor ikke underligt,

hvis nogle bistandsværgekoordinatorer i årenes løb har

mistet det fulde overblik eller kun har holdt kort tid på

posten. Den nuværende bistandsværgekoordinator har

siden 2016 haft koordinatoropgaven. Koordinatoren har

været ansat som kontorfuldmægtig i Det Grønlandske

Hus siden 2002, og i 2005 startede hun som bistandsvær-

ge for indsatte i Herstedvester. I årenes løb har hun fulgt

3-4 bistandsværgekoordinatorer på sidelinjen og har

været den, der måtte springe til ved bistandsværgekoor-

dinators sygdom eller fratrædelse. Da hun både havde

interesse for opgaven og var inde i området, var det na-

turligt, at det blev hende, der trådte til som bistandsvær-

gekoordinator, da hendes forgænger i 2016 forlod jobbet.

Et af bistandsværgekoordinatorens – og bistandsværger-

nes – vigtigste redskaber, er en mappe, en slags opslags-

værk, som Det Grønlandske Hus har fået udarbejdet

med hjælp fra jurister;

Hvem – Hvad – Hvor – Hvornår,

Vejledning for Bistands- og omsorgsværger for grønlændere

anbragt i Danmark.

Udover bistandsværgebekendt-

gørelsen, Kriminallov og Retsplejelov for Grønland

indeholder mappen en uddybning af alle opgaver, der

er udførligt beskrevet, både hvad angår udvælgelse af

bistandsværger, tavshedspligt, lovfæstede opgaver, ud-

betaling af honorar mm. Men også de problemer som

bistandsværgerne kan støde på, som fx problemer med

samarbejdet med anbragte eller anbringelsessted, eller

hvordan man tackler det, hvis klienten forelsker sig i

bistandsværgen.

5.2.1

REKRUTTERING, BESKIKKELSE OG KUNSTEN

AT FINDE DEN RETTE BISTANDSVÆRGE

Under Det Grønlandske Hus er der en fast stab af 25

bistandsværger fordelt på to grupper: Én i Aarhus, der

primært har deres gang på Retspsykiatrisk afsnit, R3, i

Risskov og institutioner i Jylland, og én gruppe i Køben-

havn, der fungerer som bistandsværger på Herstedvester

og institutionerne på Sjælland.

Bistandsværgekoordinatoren giver udtryk for, at det kan

være svært at rekruttere de rette bistandsværger. Hun får

en del henvendelser, primært fra folk, som har hørt om

området fra andre bistandsværger, eller som har deres

gang i Det Grønlandske Hus. Men der er også mange,

som hun må sortere fra:

”Det kan være nogen, der synes det er ”lidt for spænden-

de” med sådan nogen kriminelle, og det de er dømt for

– det er ligesom det, der tænder dem. Der bliver jeg lidt

nervøs for både den indsatte og bistandsværgen. Så er der

desværre også nogle danskere, som rigtig gerne vil være

bistandsværger, fordi de vil ”redde en stakkels grønlæn-

der”. Det har jeg heller ikke brug for. Det er der ingen, der

kan holde ud i længden”.

I stedet bliver der lagt vægt på en naturlig medmenneske-

lighed;

”sådan alt i alt er et ordentligt menneske”.

Som

der i bistandsværgeordningens spæde begyndelse blev

lagt vægt på stabilitet og ordentlighed hos bistandsvær-

gerne, er det fortsat det, som står i højsædet, når man

antager bistandsværger i Det Grønlandske Hus. Eller som

koordianatoren formulerer det:

”Et socialt gen på en eller anden måde. Det skal være en,

der er nysgerrig på andre mennesker og kan sætte græn-

ser. Det her basale med, at man er her af en grund, det er

vigtigt, så kan man lære hen af vejen”.

Sproget, at kunne tale både grønlandsk og dansk, er

fortsat vigtigt. Men da det har vist sig vanskeligt at finde

tilstrækkeligt med bistandsværger, der taler begge sprog,

har det været nødvendigt at antage bistandsværger, der

ikke taler grønlandsk. I den samlede bistandsværge-

gruppe er der syv ud af de 25 bistandsværger, der kun er

dansksprogede. I antagelsen af ikke-grønlandsktalende er

der lagt vægt på, at de har et bredt kendskab til Grønland,

og stort set alle dansksprogede bistandsværger har boet i

Grønland i kortere eller længere perioder;

”De kommer

ikke bare ind fra gaden – der er en relation til Grønland”,

understreger koordinatoren.

For at finde den rette bistandsværge til en anbragt, er det

5.1.5

BEKENDTGØRELSEN OM BISTANDSVÆRGER

BLIVER TIL VIRKELIGHED

Af Kriminallov for Grønland, der trådte i kraft i 2010,

fremgår det, at justitsministeren fastsætter nærmere reg-

ler om antagelse af og vederlag til bistandsværger samt

om disses opgaver og nærmere beføjelser (§ 163, stk.

3). Eftersom disse regler ikke var udarbejdet ved lovens

ikrafttræden i 2010, har bistandsværgerne i lovens første

seks år været nødsaget til at arbejde ud fra den vejled-

ning, der blev udarbejdet i 1998.

I starten af 2016 udsendte Justitsministeriet et høringsud-

kast til bekendtgørelse om bistandsværger beskikket i med-

før af Kriminallov for Grønland. Igen havde Justitsministe-

riet overset bistandsværgerne i forhold der vedrører dem,

og Det Grønlandske Hus var i første omgang ikke inddra-

get i høringsprocessen, fortæller nuværende koordinator:

”Her i Det Grønlandske Hus, der fandt vi ud af, at der var

en høring i gang om bekendtgørelsen, hvor vi lige måtte

gøre opmærksom på, at det måske også var ret smart, at

vi også fik den til høring”.

5.2

KOORDINATORFUNKTIONEN VED DET

GRØNLANDSKE HUS

Siden koordinatorfunktionen i begyndelsen af 1970’erne

blev lagt hos rådgivningskontoret Pooq og senere Det

Grønlandske Hus, har der været en fast medarbejder

til at varetage koordinatorfunktionen. Der har været

stor forskel på, hvordan de gennem tiderne forskellige

bistandsværgekoordinatorer har forvaltet deres rolle, og

hvor meget de hver især har lagt i de enkelte dele af opga-

ven. Det kan skyldes, at der er tale om en kompleks funk-

tion, hvor bistandsværgekoordinatoren skal rekruttere

bistandsværger og holde styr på udbetaling af honorar og

Livline til verden

for det første nødvendigt, at bistandsværgekoordinatoren

ved,

at der kommet en ny klient til Danmark. Dernæst vil

det være godt, hvis hun også får lidt baggrundsinformati-

oner om den pågældende.

Bekendtgørelsen om bistandsværger lægger op til et tæt

samarbejde mellem bistandsværger og rettens aktører;

politi, domstole og fuldbyrdelsesinstitutioner. Politiet skal

indberette en kommende bistandsværge til kredsretten.

Retterne er forpligtet til at underrette bistandsværgen om

retsmøder, og fuldbyrdelsesinstitutionerne er forpligtet

til at orientere om, når de modtager en person med krav

på bistandsværge, eller hvis klienten bliver flyttet fra in-

stitutionen. Bistandsværgekoordinatoren er ikke direkte

nævnt som et forbindelsesled, hvilket kan vise sig pro-

blematisk i forhold til at skabe overblik over, hvem der

ankommer til Danmark med krav på bistandsværge:

”Som det er nu, får jeg det hele fra politiet”,

siger bi-

standsværgekoordinatoren. Når hun modtager en hen-

vendelse fra politiet i Grønland, går hun i gang med at

finde en bistandsværge til den pågældende. For at skabe

det optimale forhold mellem den anbragte og bistands-

værgen er det vigtigt at finde frem til den rette bistands-

værge, der kan forstå og støtte den pågældende på bedst

mulig vis. Her er det ikke nok blot at modtage et navn fra

politiet og derefter sætte en tilfældig bistandsværge på

opgaven. Hvis det rigtige match skal lykkes, indebærer

det, at bistandsværgekoordinatoren får flere baggrunds-

oplysninger. Noget som fuldbyrdelsesinstitutionerne må-

ske kunne have været behjælpelige med. Om det fortæller

bistandsværgekoordinatoren:

”Det er kun, hvis jeg er så heldig at få domsudskriften

inden. Jeg kan få nogle informationer på Risskov, hvor

jeg så kan få lidt styr på, hvilket sprog klienten taler. Det

får jeg aldrig fra Herstedvester. Det ville ellers være rart,

for når man skal matche dem med en bistandsværge, så

handler det også om, hvad man selv har med i bagagen.

Hvis det er en seksualforbryder eller drabsmand, man

skal ind til, der er jo nogen [bistandsværger] der har

noget med sig, hvor det her kan de ikke kan klare. Og det

er synd for både bistandsværgen og i hvert fald også den

indsatte. Så det går jeg ret meget op i. Jeg skal jo både

passe på både bistandsværgen og klienten, at det går godt

– ellers kan det jo ødelægge dem begge”.

Når bistandsværgekoordinatoren modtager oplysnin-

ger om en ny anbragt og har fundet den kommende

bistandsværge, så oplyser hun det til politiet, der så

indstiller til retten, at pågældende bliver beskikket som

bistandsværge. Først når der er afholdt retsmøde, og

bistandsværgen har modtaget udskrift af dombog med

beskikkelsen, kan bistandsværgen gå i gang med sit

hverv. Men det kan vise sig problematisk. Når en ny

indsat ankommer til eksempelvis Herstedvester, så er det

særligt i den første tid, behovet for at have kontakt til en

bistandsværge kan være stort. En ny indsat kan føle sig

utryg og forvirret over at skulle indordne sig under et

fængselsregime og forstå reglerne, som vedkommende

er underlagt. Her er det vigtigt med en bistandsværge,

som er uafhængig af systemet, og som kan forklare, hvad

vilkårene på stedet indebærer. Langt fra alle nye indsat-

te har fået beskikket en bistandsværge ved ankomsten

til Danmark. De kan vente måneder på, at kredsretten

i Grønland får beskikket den indstillede bistandsvær-

ge. Indimellem har bistandsværgekoordinatoren ansat

bistandsværgen som ”omsorgsværge” for den anbrag-

te i ventetiden, andre gange har hun selv besøgt den

pågældende.

Hvor politiet underretter bistandsværgekoordinatoren,

når domfældte er på vej til Herstedvester eller R3 i Ris-

skov, så er det ikke altid, at man ved politiet i Grønland

er klar over, når psykisk syge foranstaltningsdømte

bliver sendt til en institution i Danmark. Det bekymrer

bistandsværgekoordinatoren, at hun ikke helt har styr

på, hvor mange med krav på bistandsværge, der er an-

bragt på danske institutioner. Hun har ingen kontakt til

de grønlandske kommuner, der sender deres borgere til

Danmark, og langt fra alle institutioner er klar over, at

der findes en bistandsværgeordning:

”Jeg har på fornemmelsen, at vi har nogen her i Dan-

mark, som vi ikke ved, er her. Der er kommet nogen her-

ned, hvor det er helt tilfældigt, at jeg har fået det at vide”.

Ikke alle institutioner er ifølge koordinator og bi-

standsværger lige gode til at tage vare på de anbragte.

Bistandsværgekoordinatoren ønsker at komme i dialog

med de grønlandske kommuner om dette og om antallet

af anbragte på danske institutioner, men hun får intet

svar:

”Det er lidt svært at få svar på breve og mails, som man

sender til Grønland. Det er som et lukket land, kan man

sige. Det undrer mig lidt, at man ikke er lidt mere op-

mærksom på de steder, som man sender dem ned til. For

det er godt nok forskelligt, hvordan det fungerer, og også

med kulturen på institutionerne. Jeg synes, at man skal

tænke lidt på, hvad man bruger pengene til. Om det over-

hovedet er til gavn for den anbragte. Jeg synes, det er me-

get sørgeligt at se, at det simpelthen er opbevaring – intet

andet. Det er ligesom ude af øje ude af sind. Det gør ondt”.

5.2.2

I LÆRE SOM BISTANDSVÆRGE

Hvervet som bistandsværge er mangesidet. På den ene

side skal bistandsværgen udfylde en omsorgsfunktion,

være familieerstatning. Det indebærer, at den enkelte bi-

standsværge er i stand til at opbygge et tillidsforhold til den

anbragte og kunne kommunikere med mennesker i sårbare

situationer. Nogle anbragte er psykisk syge, mens andre har

personlighedsforstyrrelser, der kan føre til manipulerende

eller udadreagerende adfærd. Bistandsværgen skal håndtere

den slags situationer, sætte grænser – og samtidig støtte og

være på den anbragtes side.

Den anden side af bistandsværgens rolle er at kunne sætte

sig ind i, hvilke rettigheder den anbragte har både i forhold

til institutionens rammer og i forhold til at få en foran-

staltningsændringssag behandlet i retten. I den henseende

skal bistandsværgen være i stand til at læse journaler og

domsudskrifter og forklare indholdet til den anbragte i et

sprog, som den pågældende forstår. Såfremt den anbrag-

tes rettigheder ikke bliver overholdt, og den pågældende

ønsker at klage over nogle forhold, skal bistandsværgen

kunne udarbejde klager eller andre henvendelser til diver-

se myndigheder. Dette indebærer, at bistandsværgen har

indsigt i klageadgang ved de forskellige institutioner og

myndigheder.

Når bistandsværgekoordinatoren ansætter nye bistandsvær-

ger, kalder hun dem ind til samtale. Her fortæller hun om

de opgaver, bistandsværgefunktionen er forbundet med. De

får Det Grønlandske Hus’ opslagsvejledning, som de bliver

bedt om at sætte sig ind i. Derudover kan de henvende sig

med spørgsmål, eller hvis de er usikre i forskellige situatio-

ner. Når der er tale om en helt ny værge, tager koordinato-

ren i reglen også med til det første møde med den anbragte.

Udover denne én-til-én-vejledning bliver der afholdt bi-

standsværgemøder for de to bistandsværgegrupper. På

bistandsværgemøderne informerer koordinatoren om nye

procedurer, bistandsværgerne kan stille spørgsmål, eller

de kan udveksle erfaringer omkring udøvelse af hvervet.

Hensigten er endvidere at opbygge et netværk, hvor bi-

standsværgerne kan sparre med hinanden, også udenom

bistandsværgemøderne. Efter bistandsværgekoordinatoren

tiltrådte, har hun indført, at bistandsværgerne har mulig-

hed for at få supervision fire gange om året. Denne ordning

er finansieret af Det Grønlandske Hus.

For gruppen af bistandsværger i Aarhus afholdes der bi-

standsværgemøder en gang om måneden. De har en stærk

fællesskabsfølelse, og nogle af de månedlige bistandsvær-

gemøder bliver brugt til gruppesupervision styret af en

ekstern supervisor.

Anderledes ser det ud i København. Her har gruppen

valgt, at der kun skal være bistandsværgemøde én gang i

kvartalet. Der er ikke den samme fælleskabsånd, og langt

fra alle bistandsværger deltager i møderne.

Udover bistandsværgemøderne afholdes der årligt et

weekendseminar, hvor forskellige temaer belyses. Der har

været oplægsholdere fra de samarbejdende myndigheder

eller institutioner. Ved seminaret i 2017 holdt en psykia-

ter oplæg om, hvordan man bedst undgår vold og trusler

i mødet med psykisk syge.

Der stilles rimelig høje krav til bistandsværger, hvor stør-

steparten er lægfolk og ikke har en uddannelsesmæssig

baggrund, der gør, at de i udgangspunktet har de kompe-

tencer, som bistandsværgebekendtgørelsen lægger op til.

På den vis bliver der lagt et stort ansvar på bistandsvær-

gekoordinatoren med vejledning og oplæring. Spørgsmå-

let er da også, om det er rimeligt at lade hele uddannel-

sesdelen hvile på koordinatorens skuldre.

En tidligere bistandsværgekoordinator, som i dag er

bistandsværge, kender problematikken fra både bistands-

værge og koordinators synsvinkel:

”Vi har en bistandsværgevejledning, der er en bekendt-

gørelse, hvor man kan læse, hvad man skal. Men den her

mellemmenneskelige kontakt og den relation, man etab-

lerer med en klient, som er et menneske i krise, den del af

værgeopgaven kan man aldrig blive ekspert i. Der er så

mange udfordringer i bistandsværgefunktionen, så man

kunne godt udvikle en grundigere oplæringsfase. Man

kunne med stor fordel få det sat i system”.

De forskelligartede krav, der stilles til bistandsværgerne,

var medvirkende til, at Den Grønlandske Retsvæsens-

kommission påpegede, at der var behov for styrkelse af

bistandsværgernes uddannelse, ligesom kommissionen

anbefalede, at der var en juridisk vejleder. En funkti-

on, som Grønlands Landsret under kommissionens

arbejde stillede i udsigt ville blive oprettet. Hjemme-

styrets arbejdsgruppe foreslog ligeledes en opgrade-

ring af bistandsværgerne gennem en modulopdelt

bistandsværgeuddannelse.

Retsvæsenskommissionens og arbejdsgruppens anbefa-

linger om uddannelse af bistandsværger er ikke blevet

hørt. Den aftale, som landsretten ville indgå med en

advokat om juridisk vejledning, er ikke blevet sat i værk.

Det er dermed fortsat op til bistandsværgekoordinator at

oplære og vejlede bistandsværgerne.

Livline til verden

5.2.3

KOORDINATOR SOM BISTANDSVÆRGERS

ARBEJDSGIVER

At være bistandsværge er ikke i sig selv en egentlig stil-

lingsbetegnelse. Der er ikke tale om et ansættelsesfor-

hold i traditionel forstand. Og spørgsmålet er da også,

hvem der er den rette arbejdsgiver for bistandsværgerne

i Danmark? Retterne beskikker og afbeskikker bistands-

værger på indstilling fra politiet. Politiet indstiller

bistandsværger ud fra anbefalinger fra bistandsværge-

koordinator ved Det Grønlandske Hus. Bistandsvær-

gekoordinator rekrutterer egnede bistandsværger og

udbetaler honorar, der så refunderes fra Direktoratet for

Kriminalforsorgen. Men i sidste ende er bistandsværgen

den anbragtes talsmand, og hvis den pågældende ikke er

tilfreds med sin bistandsværge, kan de anmode om at få

en anden beskikket.

Bistandsværgefunktionen lægger op til, at den varetages

af personer, der er indstillet på at lægge et engagement i

en opgave, der bærer mere præg af frivillighed og socialt

engagement end selve den økonomiske fortjeneste ved

opgaven. I stor udstrækning kan man tale om, at det er

ildsjæle, der brænder for at gøre det godt for mennesker

i sårbare og udsatte situationer. De vil det godt – men

hvad stiller man op, hvis de ikke gør det godt nok?

Bistandsværgekoordinatoren i Det Grønlandske Hus

har en samlende funktion for både bistandsværger og

anbragte. Hun skal sikre, at hvervet bliver udført til den

anbragtes bedste, og at bistandsværgerne lever op til de

forpligtigelser, som bekendtgørelsen foreskriver. Ved

misligholdelse af opgaven kan bistandsværgekoordina-

toren indstille til retten, at vedkommende afbeskikkes.

I nogle tilfælde kan det være svært for koordinatoren at

opdage, hvis en bistandsværge misligholder sine forplig-

telser. Hvis ikke den anbragte kontakter hende, og hvis

fuldbyrdelsesinstitutioner heller ikke gør opmærksom

på problemer, beror antagelsen på koordinatorens for-

nemmelser, som kan være svære at handle på. Det er en

balancekunst at vurdere, hvorvidt der er tale om mislig-

holdelse eller humørsvingninger hos en anbragt, når der

klages over en bistandsværge.

Personalet på Retspsykiatrisk afsnit, R3, i Risskov kon-

takter enten bistandsværgen eller koordinator, hvis de

mener, der er gået for lang tid siden, en anbragt har haft

besøg af sin bistandsværge. Det sker sjældent i Her-

stedvester. Derfor har bistandsværgekoordinatoren en

månedlig træffetid i fængslet. Her låner hun et kontor,

og de indsatte kan skrive sig på en liste, hvis de ønsker

at tale med hende. Derved kan hun opfange eventuelle

problemer mellem indsat og bistandsværge. I nogle til-

fælde kan det være, at der ikke er den rette kemi, og der

så blot er tale om et skift.

Enkelte gange har koordinatoren afskediget bistands-

værger, fået dem afbeskikket ved retten og ikke længere

anvendt dem til andre klienter. De hyppigste årsager til

afskedigelse har været, at bistandsværgen har forsømt at

besøge sine klienter.

Der kan opstå problemer i relationen mellem bistands-

værge og anbragte, som koordinatoren må være med

til at løse. Eksempelvis kan der opstå jalousi mellem

indsatte, hvis en person er bistandsværge for flere på

samme institution. Eller hvis en indsat forelsker sig i sin

bistandsværge og udspreder rygter om at have et for-

hold til værgen. Det sætter bistandsværgen i en meget

ubehagelig situation, der kan være svær selv løse. Sær-

ligt på Herstedvester fortæller bistandsværgekoordina-

toren, at der blandt de indsatte er rigtig meget ”sladder”:

”Efter jeg startede som koordinator, har jeg sagt, at jeg vil

have mulighed for supervision til bistandsværgerne. Det

har der ikke været før. Når der opstår uheldige situationer,

så har jeg haft fat i bistandsværgen og sagt, at jeg synes

vedkommende skal kontakte supervisoren, så de kan kom-

me af med det”.

Det er i stor udstrækning ildsjæle, der brænder for

opgaven og fyldes af indignation på deres klienters

vegne. Det er langt hen af vejen en fordel, men det kan

skabe problemer for bistandsværgekoordinatoren, hvis

en bistandsværge agerer for ”politisk” på vegne af hele

gruppen, ved fx at rette henvendelse til myndigheder

som talsmand for bistandsværger. I enkelte tilfælde har

det været nødvendigt at tage en samtale med en bi-

standsværge om vedkommendes beføjelser i forhold til

forskellige myndigheder.

5.3

SAMARBEJDE MED

FULDBYRDELSESINSTITUTIONER

I sin betænkning skrev Den Grønlandske Retsvæsens-

kommission i 2004, at der var behov for en holdningsæn-

dring til bistandsværgerne fra deres samarbejdspartnere.

I bekendtgørelsen fra 2016 fremgår det, hvilke forpligtel-

ser der påhviler de institutioner, der har grønlandske an-

bragte i deres varetægt. Institutionerne skal give bistands-

værgerne mulighed for fri og uhindret personlig, skriftlig

eller telefonisk kontakt med de anbragte. Personalet på

institutionen er forpligtet til at give bistandsværgen de

oplysninger, som bistandsværgen mener, er nødvendige

for at varetage sit hverv. Endelig skal institutionen under-

rette bistandsværgen, når den modtager en anbragt, og

når opholdet på institutionen afsluttes.

Retspsykiatrisk afsnit, R3, i Risskov og Herstedvester

Fængsel er de institutioner, der har flest anbragte, lige-

som begge institutioner har mange års erfaring med, at

bistandsværger har deres gang på stedet.

”De er ude af vores system. De er nøjagtigt ligeså meget

udskrevet, som hvis vi sender dem til Grønland. En dansk

kommune overtager den kommunale forpligtelse mod

betaling fra Grønland, og behandlingsansvaret bliver lagt

ud til distriktspsykiatrien med en retspsykiatrisk overlæ-

ge. Skal der ske en genindlæggelse, så vil det ikke blive R3,

men en dansk retspsykiatrisk afdeling”.

Det er dermed ikke R3, der kan stilles til ansvar for det

manglende overblik over grønlandske anbragte på instituti-

oner i Danmark.

I Risskov er man godt tilfreds med samarbejdet med både

bistandsværger og koordinator. Hvis en bistandsværge

ikke kommer på besøg, kontakter socialrådgiveren koor-

dinatoren. Socialrådgiveren mener, at bistandsværgerne

netop har været den afgørende faktor i, at de har kunnet

opretholde et godt samarbejdsklima til en patient. Til gen-

gæld mener han, at bistandsværgerne godt kunne have en

lidt større retlig indsigt:

”De er ikke altid så skarpe på det retsmæssige i forhold til

patientens rettigheder. Eller i forhold til at møde op, når

der skal være retssag”.

Overlægen på afdelingen mener ligeledes, at nogle bi-

standsværger kunne have lidt større øje for patienternes

rettigheder, og hun så gerne, at de på afdelingen modtog

lidt flere klager:

Bistandsværgerne har en vigtig opgave i forhold til de

retslige patienters retssikkerhed. Mange af vores patienter

har en følelse af, at de ikke har nogen rettigheder. De har

måske fået en dom og en diagnose, som de er uenige i, og

de er ført til Danmark mod deres vilje.

Der er en høj grad af uretfærdighedsfølelse og frustra-

tion blandt vores patienter. De fleste af vores patienter

har problemer med aggressionsforvaltning - det er en

vigtig del af behandlingen, at patienterne lærer at hånd-

tere deres frustration og vrede på en acceptabel måde.

Bistandsværgens rolle som uafhængig vejleder for pa-

tienterne synes jeg er vigtig. Det er godt, når en bistands-

værge hjælper med at indgive en klage eller bisidder ved

en samtale. Det er en for patienterne meget konstruktiv

måde at give udtryk for frustration. Vi hilser altid klager

velkomne. Det giver anledning til at gennemse patienter-

nes forhold en ekstra gang og opmærksomhed på patien-

ternes frustration.

I Risskov er der respekt for bistandsværgernes engage-

ment, ligesom der er forståelse for, at hvervet bliver ud-

ført af lægfolk, der ikke forventes at kende sagsgange og

fagtermer. Overlægen anser bistandsværgernes rolle som

af stor betydning for patienternes retssikkerhed:

5.3.1

RETSPSYKIATRISK AFSNIT, R 3, AARHUS

UNIVERSITETSHOSPITAL, RIISKOV

Anbragte på Retspsykiatrisk afsnit, R3, er ofte svært psy-

kisk syge, og mange af dem er stærkt medicinerede. På

grund af deres sygdom kan flere af dem være utilregne-

lige i deres adfærd. Det gør, at nogle ikke helt forstår,

hvem bistandsværgen er, og hvorfor vedkommende be-

søger dem, hvilket betyder, at der kan være tale om helt

korte besøg på 10-15 minutter.

Når bistandsværger skal besøge anbragte på Retspsyki-

atrisk afsnit, R3, i Risskov, bliver de lukket ind på selve

afdelingen. De får derved mulighed for at hilse på det per-

sonale, som er på vagt, og som følger de anbragte i hverda-

gen. Hvis de har enkle opklarende spørgsmål, kan de stille

dem til personalet under deres besøg. Derudover har de

mulighed for at møde andre patienter og få et lille indblik i

de anbragtes hverdag.

På R3 er det socialrådgiveren, der har den primære kon-

takt til bistandsværger og koordinator. Når en retspsykia-

trisk patient ankommer til R3 kontakter socialrådgiveren

bistandsværgekoordinatoren og meddeler, at der skal

beskikkes en bistandsværge til vedkommende. Ligeledes

orienterer han bistandsværge og koordinator, når en pa-

tient udskrives. Det er fast rutine, lige som han også hver

måned sender en opgørelse over, hvem der er anbragt på

afdelingen med krav på bistandsværge. Sendes en patient

videre til en dansk institution fra R3, er det ikke længere

afdelingens ansvar, oplyser socialrådgiveren:

Af bistandsværgebekendtgørelsen fremgår det ude-

lukkende, at Det Grønlandske Hus skal antage et antal

bistandsværger i Danmark og på vegne af Direktorat for

Kriminalforsorgen udbetale honorar. Men i realiteten

har det været nødvendigt, at bistandsværgekoordina-

toren også optræder som arbejdsgiver for bistandsvær-

gerne. Hvis det kommer til afskedigelse af en bistands-

værge, som koordinator mener misligholder sin opgave,

eller på anden vis opfører sig uhensigtsmæssigt, kan

hun henstille til at retten, at vedkommende afbeskikkes.

Men det er kun retten, der kan afbeskikke den pågæl-

dende.

Livline til verden

Jeg synes, at der er nogle bistandsværger, som vi ser for

lidt til. Jeg kan godt tænke, at nogle bistandsværger på-

tager sig en rolle som besøgsven - og det er sympatisk og

også vigtigt - men man må huske, at bistandsværgerne

også skal varetage patienternes interesse i det her store, og

for patienterne ofte uforståelige, system. Det er vigtigt, at

vi som fagpersoner tåler kritik og spørgsmål. Nogle gange

synes jeg, at det kræver langmodighed at arbejde med

bistandsværgesystemet. Men det er vigtigt, og vi gør det

gerne.

At have med retspsykiatriske patienter at gøre, kan være

udfordrende, selv for professionelle. Og i Risskov er man

opmærksom på bistandsværgernes sikkerhed, så der ikke

opstår farlige situationer. Et område, som overlægen mener,

at bistandsværgerne kunne klædes bedre på til at håndtere:

De patienter, vi har indlagt her, har ofte nogle hårde

skæbner, og det gør indtryk. Jeg kan tænke, at bistands-

værgerne kan være uforberedte på det. Her i afdelingen

modtager personalet fortløbende supervision og under-

visning. Det er nødvendigt for at undgå følelsesmæssig

forvirring. Der kan opstå følelser af vrede, afmagt og

afsky overfor patienterne, eller der kan opstå ”rednings-

aktions-følelser”. Begge dele er uhensigtsmæssigt og ikke

hjælpsomt for patienterne. Jeg synes, man skal være op-

mærksomme på dette i bistandsværgekredsen.

Som personalet på R3 oplever også bistandsværgekoor-

dinator, at samarbejdet fungerer fint. Der er en gensidig

respekt, og bistandsværgerne bliver taget godt imod på

afdelingen.

personale, hvor kontakt til fængselspersonalet kan virke

mere bureaukratisk og fremmedgørende. Hvis der under

et besøg opstår spørgsmål vedrørende den indsatte, er de

nødt til efterfølgende at kontakte fængslet skriftligt eller pr.

telefon. Derved kan selv helt enkle spørgsmål blive besvær-

lige at få svar på. Det er vilkår, som personalet i Hersted-

vester ikke har indflydelse på, men som er gældende for

besøg i landets fængsler.

Der er dog få områder, hvor fængslet indbyder til fæl-

lesskab, men som de seneste år er blevet svigtet af

bistandsværgerne. To gange om året holder fængslet

bistandsværgeaftener, hvor bistandsværger og indsatte

mødes i fængslets kirke, og hvor flere af de ansatte ved den

grønlandske afdeling også deltager. Tidligere har det været

arrangementer, som både indsatte og bistandsværger så

frem til, og hvor der var stor tilslutning. Enhedschefen i

Herstedvester fortæller, at det har ændret sig de seneste år:

”Det er begyndt at geare ned, fordi der har været minimal

tilslutning. Det har knebet noget med, at bistandsværger-

ne har tilmeldt sig, og så kommer de indsatte heller ikke”.

Fængslets juletræsfest for grønlandske indsatte og bi-

standsværger plejer at være et tilløbsstykke. Ved det sene-

ste arrangement i 2017 var tilslutningen dog heller ikke

her så stor, som den plejer, og flere bistandsværger valgte

at forlade arrangementet tidligt. Det gjorde, at flere indsat-

te heller ikke fandt lyst til at være der længere. Af hensyn

til sikkerheden må fængslet ved sådanne arrangementer

kalde flere betjente på arbejde, og der bruges ekstra res-

sourcer. Det er derfor naturligt at drosle ned ved mang-

lende tilslutning. Hvorfor der ikke længere er den samme

tilslutning til disse arrangementer som tidligere er uvist.

Bistandsværgekoordinatoren savner at modtage flere

oplysninger fra Herstedvester, både når fængslet mod-

tager nye indsatte, og når indsatte flyttes derfra. Koordi-

natoren har forsøgt at få møder i stand med ledelsen på

Herstedvester, men de er endnu ikke blevet gennemført.

Efter at bistandsværgekoordinatoren har fået tilladelse til

at afholde månedlig træffetid i et besøgskontor på Her-

stedvester, er kommunikationen dog blevet forbedret.

Gennem de mere end 40 år, hvor Herstedvester har huset

grønlandske forvaringsdømte, har der i perioder været

spændinger mellem bistandsværger og personale. Disse

spændinger er særligt blusset op, når der politisk eller i

medierne har været ekstra opmærksomhed på proble-

matikken med at sende grønlandskdømte til afsoning i

Danmark. Her har Herstedvester som fuldbyrdelsesinsti-

tution stået som det fysiske symbol på en umenneskelig

politik, hvor bistandsværgerne har været ekstra op-

mærksomme og kritiske overfor forholdene i fængslet.

De interviewede medarbejdere i Herstedvester mener

dog, at der i dag er et godt forhold til bistandsværger-

ne. Fra fængslets side vil man gerne være i dialog med

bistandsværgerne, da en anden årsag til et anstrengt

forhold mellem parterne kan bero på misforståelser, fx

hvis en indsat har misforstået en beslutning fra fængslet,

og bistandsværgen dermed bærer misforståelsen videre,

fordi den indsattes version er den eneste, de kender.

Et område, som sandsynligvis giver anledning til mis-

forståelser mellem fængselssystemet og nogle bistands-

værger, er det som kaldes ”fællesmødet”. En gang årligt

skal den indsattes sag vurderes med henblik på det

kommende år vedrørende udgange, besøgsrejser, fri-

hedsgoder, overførsel til Grønland mm. Dette møde er

af stor betydning for den indsatte, men bistandsværgen

er sandsynligvis kun informeret fra den indsatte. Flere

bistandsværger føler sig forbigået ved ikke at blive ind-

draget i fællesmødet. Spørgsmålet er, om de er klar over,

hvad der præcis sker, og hvilke procedurer, der går i

gang en gang om året?

Juridisk specialkonsulent i Herstedvester uddyber, hvad

der menes med ”fællesmødet”:

”På de såkaldte fællesmøder drøfter man, hvad den enkelte

indsattes skal have af frihedsgoder; udgange, kan det være

relevant med en besøgsrejse, eller skal pårørende ned på

besøg, er der nogen, hvor det er tid til at overveje, om de

skal overføres til Grønland administrativt eller udstatione-

res i Danmark – altså hele pakken. Først drøfter vi det her i

huset, og bagefter laver vi en indstilling til Direktoratet for

Kriminalforsorgen. Derefter mødes vi med Direktoratet og

Kriminalforsorgen i Grønland. Ét møde, hvor vi sidder sam-

let og drøfter sagerne én for én; hvad skal lige den her ind-

satte – og vi prøver at skue et år ud i fremtiden. Der holdes

også såkaldte rigsadvokatmøder én gang om året. Rigsadvo-

katen er høringspart i nogle sager, alt efter hvor den enkelte

er i sin afsoning”.

Hvis en indsat har ledsaget udgang, er det Herstedvester,

der kan beslutte det. Er der tale om uledsaget udgang, så

tages beslutningen i Direktoratet for Kriminalforsorgen

med høring af rigsadvokaten. Hvis der skal ske en over-

førsel til Grønland, så er det op til Kriminalforsorgen i

Grønland og rigsadvokaten at vurdere det.

Der er tale om afgørelser, hvor bistandsværgerne kan

spille en rolle – hvis deres klient ønsker det. Om det for-

klarer Herstedvesters juridiske specialkonsulent:

”Når vi har sendt indstillingen til Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen, så bliver den indsatte tilbudt en personlig

samtale med en jurist fra direktoratet, en slags parts-

høring over vores skriftlige oplæg, hvor de kan komme

med indsigelser, rettelser og bemærkninger. Det er der, vi

spørger, om de vil have deres bistandsværge med til den

samtale. Nogen af dem har bistandsværgen med, det er

forskelligt. Men vi her fra fængslet deltager ikke. Det er

deres rum til at sige, hvad de har af bemærkninger til vo-

res indstillinger. Og der skal den indsatte selv tage kontakt

til bistandsværgen, hvis de vil have vedkommende med”.

Hos bistandsværgegruppen har der måske været en for-

ventning om at blive inddraget i beslutninger, der vedrører

deres klienter. Bistandsværgerne kender de indsatte fra

en anden side end personalet gør, og set i det lys vil det

da også være nærliggende at inddrage deres erfaringer i

anbefalinger for det kommende år. En ting er, hvad der

kan synes fornuftigt at gøre, noget andet er, hvad regler og

love foreskriver i forhold til forvaringsdømte. Der er ikke

nødvendigvis tale om en uvilje til at inddrage bistandsvær-

gerne fra fængslets side, men derimod at følge gældende

lovgivning i behandling af forvaringsdømte. Problemer

kan opstå, hvis ikke bistandsværgerne er gjort bekendt

med, hvilke retningslinjer fængslet har at handle indenfor.

Hvis bistandsværgerne skal rådgive deres klienter bedst

muligt, er det nødvendigt, at de kender til det system,

som klienten er underlagt. Flere indsatte lytter meget til

deres bistandsværgers råd, og hvis bistandsværgerne ikke

har forstået fængslets spilleregler, kan der opstå misfor-

ståelser, hvor de indsatte kan føle sig forkert behandlet.

Hvis man skulle sammenligne bistandsværgerne med de

danske forvaredes bistandsværger, mener juridisk special-

konsulent i Herstedvester Fængsel, at det er vigtigt, at de

har et vist kendskab til reglerne om straffuldbyrdelse mm.

”Man skal vide, hvad der gælder; hvornår man kan få ud-

gang, hvad der skal til for at blive prøveløsladt, og hvem

der behandler hvad. Det gør det jo meget nemmere for

dem også at puste os lidt i nakken. Det er ikke hensigts-

mæssigt, hvis man kommer til at tale den indsatte lidt

efter munden, da det kan give nogle falske forhåbninger”.

Også psykologen på den grønlandske afdeling i Hersted-

vester, mener der er behov for grundig oplæring af bi-

standsværger, særligt i forhold til den type indsatte, som

de skal være bistandsværger for:

”Det kan være vanskeligt at samarbejde med folk med

personlighedsforstyrrelser. Og der tænker jeg, at man

gør bistandsværgerne en tjeneste ved at klæde dem

5.3.2

HERSTEDVESTER FÆNGSEL

I et fængsel som Herstedvester hersker en anden slags sik-

kerhed, andre regler og et andet regime end på et hospital.

Her kan bistandsværgerne ikke besøge indsatte på selve

afdelingen. At aflægge besøg i et fængsel indebærer, at

besøgende skal vise identitetspapirer ved ankomst og igen-

nem sikkerhedskontrol. De kan ikke færdes frit på fæng-

selsområdet, og besøg foregår i besøgsrum på en særlig

afdeling. Dermed møder bistandsværgerne ikke det per-

sonale, der har den daglige omgang med de indsatte, og de

får ikke indblik i de anbragtes hverdag. Der er ikke, som i

Risskov, nogen fælles kontaktflade med personale, afdeling

og andre indsatte, når bistandsværger kommer til Hersted-

vester. De møder kun det personale, som lukker dem ind,

og ellers er de alene med den indsatte i besøgsrummet. På

den vis har bistandsværgen ikke mulighed for at få øjeblik-

kelig afklaring på spørgsmål til personalet, når de aflægger

besøg. Der er en større afstand mellem bistandsværger og

Livline til verden

ordentligt på i forhold til at have en baggrundsviden om,

hvad vil det sige at have en personlighedsforstyrrelse, og

herunder hvad vil det sige at have de typer personlig-

hedsforstyrrelser, som de fleste indsatte herude har”.

En problematik, som man er opmærksom på i Det Grøn-

landske Hus. Her forsøger bistandsværgekoordinatoren

at rådgive bistandsværgerne på følgende måde:

”Man skal ikke tage alt for givet. Omvendt, så kan det

jo ske, at den indsatte havde ret. Det er en balancegang,

men det er meget vigtigt, at man har nogen grænser.

Jeg har foreslået bistandsværgerne, at de laver et lille

referat efter hvert besøg. Lige noterer sindsstemning, og

det der bliver talt om. I hvert fald det man aftaler, for

så kan man hurtigt se, om den indsatte prøver at kom-

me uden om”.

Bistandsværgekoordinator bestræber sig på at finde den

rette bistandsværge til en indsat. I Herstedvester mener

man også, at det er vigtigt, at der foregår det rette match

mellem indsat og bistandsværge. Her er man opmærk-

som på, at bistandsværgekoordinatoren har brug for bag-

grundsoplysninger til at kunne udfylde den del af funk-

tionen. Psykologen er enig i, at der er behov for kontakt

med koordinatoren om dette:

”Der er indsatte, hvor deres personlighedsstruktur/

personlighedsforstyrrelse gør, at det ikke er hvem som

helst, der vil kunne være deres bistandsværge. Der kan

også være overvejelser om, hvorvidt det er mest hen-

sigtsmæssigt, om det er en mand eller en kvinde, der

er bistandsværge. Her tænker jeg, at vores samarbejde

med bistandsværgekoordinatoren er vigtig, for vi har

noget forhåndsviden herinde, som hun ikke nødven-

digvis har. Jeg tænker, at på nogen punkter vil det være

hensigtsmæssigt med et tættere samarbejde. Og så

tænker jeg selvfølgelig også, at hun har et stort ansvar i

forhold til at klæde sine bistandsværger på”.

Viljen til samarbejde findes hos både fængslets personale

og hos bistandsværgekoordinator. Det ser dog ikke ud til,

at samarbejdet er blevet formaliseret, og at der er indar-

bejdet faste rutiner.

bistandsværgerne, og kommunikation med de samar-

bejdende myndigheder. De har forsøgt at få Justitsmini-

steriet i tale, men her synes der at have været en uvilje i

forhold til inddragelse af bistandsværger og Det Grøn-

landske Hus i forhold, der vedrører bistandsværgerne.

Alligevel er det lykkes for Det Grønlandske Hus at få

deres synspunkter tvunget frem til beslutningstagerne.

Den Grønlandske Retsvæsenskommission og diverse

arbejdsgrupper har bekræftet en lang række af de pro-

blemstillinger, som Det Grønlandske Hus har påpeget. På

baggrund af anbefalinger fra Retsvæsenskommissionen

blev der først i 1998 udarbejdet en egentlig vejledning

om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kri-

minallov. Der skulle gå næsten yderligere 20 år, før der i

2016 kom en bekendtgørelse.

Koordinatorfunktionen ved Det Grønlandske Hus er en

kompleks og mangeartet stilling. Bistandsværgekoordi-

natoren skal både sørge for, at alle anbragte med krav på

bistandsværge får beskikket en bistandsværge, have styr

på hvem og hvor de anbragte er, vejlede bistandsværger

og være bindeled til anbringelsesinstitutionerne. Derud-

over skal koordinatoren også være arbejdsgiver for bi-

standsværger, udbetale honorar, sikre at de opfylder deres

pligter, og hvis ikke – være den, der tager den ubehageli-

ge samtale, der fører til afbeskikkelse.

Der er fra flere sider blevet anbefalet en grundigere ud-

dannelse af bistandsvægerne, og i retsvæsensbetænknin-

gen fra 2004 havde Grønlands Landsret stillet i udsigt, at

landsretten ville indgå aftale med en advokat med virke

i både Grønland og Danmark, som skulle vejlede og op-

lære bistandsværgerne. Hverken en egentlig uddannelse

eller en vejledende advokat er blevet til virkelig, selvom

der fortsat bliver gjort opmærksom på behovet. Hvis

bistandsværgerne skal kunne udføre deres hverv bedst

muligt, er det nødvendigt, at de kender til retssystemet og

institutioners regler, som de anbragte er underlagt. Des-

uden vil det være en fordel, hvis bistandsværgerne har

indsigt i de eventuelle psykiske sygdomme eller person-

lighedsforstyrrelser, som mange anbragte lider af, hvilke

reaktionsmønstre de kan forvente, og hvordan de bedst

muligt håndterer dette. En opgave, som i dag påhviler

bistandsværgekoordinatoren, der dog ikke kan forventes

at besidde alle de kompetencer, som en så grundig oplæ-

ring indebærer.

Den Grønlandske Retsvæsenskommission efterlyste en

holdningsændring til bistandsværgerne fra de samarbej-

dende myndigheder samt en bedre kommunikation.

På de institutioner, der modtager flest anbragte fra

Grønland, Herstedvester Fængsel og Retspsykiatrisk

afsnit, R3, i Risskov, synes der i dag at herske respekt og

anerkendelse af bistandsværgehvervet. Viljen til samar-

bejde er til stede, men samarbejdet fungerer fortsat ikke

optimalt. Når alle parter ser vigtigheden i samarbejde

og udveksling af informationer kunne det med fordel

sættes i system. Eksempelvis kunne der arrangeres et

årligt møde med bistandsværger og institutioner, hvor

forskellige spørgsmål bliver afklaret, og nye regler og

procedurer i sagsgangen på de forskellige institutioner

bliver præsenteret.

5.4

OPSAMLING

Siden bistandsværgeordningen i starten af 1970’erne

blev lagt ind under rådgivningskontoret Pooq, og senere

Det Grønlandske Hus har der været tale om en omstridt

ordning. I årenes løb har Det Grønlandske Hus gjort

opmærksom på problemer med aflønning, oplæring af

Livline til verden

Kapitel

At være bistandsværge er ikke noget, man er i en kort

periode, hvis man ser på den gruppe af bistandsvær-

ger, som er tilknyttet Det Grønlandske Hus. Mere end

halvdelen af bistandsværgerne har virket som bistands-

værger i mere end 10 år, flere af dem op mod 20 år, og

i mange tilfælde har de gennem årene været bistands-

værge for de samme personer. Der kan dermed være

tale om en form for kald for de mennesker, der for en

symbolsk betaling år efter år vælger at bruge en stor del

af deres fritid på at være blandt de nærmeste i den an-

bragtes liv.

”Samværet med den indsatte giver glæde ved, at der gives

håb om et andet liv for den indsatte. Glæden ved at den

indsatte kommer af med sine tanker og spekulationer,

og at de tør være åbne og give bistandsværgen den tillid.

Gensynsglæden, når den indsatte står og venter på, at

bistandsværgen kommer på besøg. Glæden ved at se be-

tydningen af mødet for den indsatte, man kan leve højt på

mødet med den indsatte, at se det betyder så meget”.

Mens en anden gruppe glædes ved at observere fremskridt:

”Når en patient begynder at sætte ord på sine følelser,

og at man kan se at opholdet faktisk gavner. Når den

anbragte begynder at erkende fortiden og de vilkår, de er

under gennem behandling, at der kommer håb for patien-

ten. Glæden ved, at en indsat bliver løsladt”.

De tre største glæder, som flest udpegede, ved at være bi-

standsværge var: At kunne se den anbragtes potentiale og

den udvikling, der sker. Glæden ved opbygning af tillid.

Og selve mødet med de anbragte.

Det fremgår tydeligt, at bistandsværgerne selv har stort

udbytte af opgaven. En bistandsværge uddyber, at vedkom-

mende ser det som en spejling: De små fremskridt, der sker

for den anbragte, gør, at bistandsværgen føler sig værdsat.

Bistandsværgerne oplever anerkendelse, at de måske er den

faktor, der fører til, at de anbragte kan gå en bedre fremtid

i møde. At opleve sig som nødvendig i et andet menneskes

liv og se og glædes over, at det nytter, er nok et af de stærke-

ste incitamenter for bistandsværgernes gerning.

Der er dog også store udfordringer forbundet med opga-

ven som bistandsværge: Udfordringer, der både knytter

sig til relationen med de anbragte, samarbejde med an-

bringelsesstedet og kontakt til øvrige myndigheder. Det

første møde kan være vanskeligt; at få kendskab til den

anbragtes personlighed, om vedkommende har let til

aggressioner, hvor ligger personens sårbarhed, og det at

skulle rumme den kriminalitet, som den pågældende er

anbragt for. Ligesom det er vigtigt at kende egne grænser

og ikke føle sig utryg i mødet.

En gruppe oplevede udfordringer ved at være bistands-

værge på følgende måde:

”Man skal som bistandsværge føle sig tryg, når man be-

søger den indsatte. Det er lidt et tabuemne, da det er bi-

standsværgen, der skal komme ind og kunne rumme den

indsatte. Men via tillid kan denne tryghed blive opbygget.

Det kan være en udfordring, hvordan man skal bearbejde

de ting, som man får fortalt, nar man er på besøg i fængs-

let, og hvordan man tackler det. Efterhånden som man

6.1.1

AT VÆRE BISTANDSVÆRGE

– INDTRYK FRA BISTANDSVÆRGESEMINAR

BISTANDSVÆRGERNE I DANMARK

Det Grønlandske Hus har 25 bistandsværger tilknyttet,

der som nævnt er delt i to grupper; en i Aarhus, der pri-

mært har at gøre med psykisk syge foranstaltningsdømte

på enten Retspsykiatrisk afsnit, R3, i Risskov eller institu-

tioner i Jylland, mens gruppen i København for de flestes

vedkommende har deres gang på Herstedvester Fængsel

med forvaringsdømte indsatte.

Hvem er det, som bliver bistandsværge – og hvad er det,

der driver dem til at påtage sig dette hverv? Hvilke rela-

tioner opbygger de til de anbragte? Hvordan oplever de,

samarbejdet fungerer med anbringelsesinstitutionerne

og andre myndigheder? Hvilke glæder og udfordringer

oplever de ved bistandsværgeopgaven? En lang række

spørgsmål om bistandsværgeordningen vil i det følgende

blive belyst med udgangspunkt i bistandsværgernes egne

erfaringer.

Derudover vil det blive undersøgt, hvilken betydning bi-

standsværgerne har for de anbragte i Danmark, og hvad

bistandsværger og andre ildsjæle i årenes løb har gjort,

for at de ikke bliver glemt.

også. Gennemsnitsalderen er høj, flere har kastet sig få

bistandsværger under 50 år. Den ældste er 75 år og den

yngste 25 år. De fleste bistandsværger mener, at man ikke

skal være for ung for at blive bistandsværge,

”Måske fra

30-årsalderen og opefter”,

mener en af de ældre bistands-

værger. Den yngste bistandsværge, som er bistandsværge

for en jævnaldrende indsat, har da også oplevet at blive

mødt af fordomme fra andre bistandsværger på grund af

sin alder:

”Jeg føler mig nogle gange enormt usikker på min egen

rolle i forhold til de andre bistandsværger. Jeg er ikke

usikker som hans bistandsværge, der har jeg været meget

sikker på min rolle. Men jeg er usikker på min placering

hos de andre bistandsværger. Efter jeg startede, var der

meget drama i gruppen, fordi der var nogen, der mente,

at jeg var for ung til at være bistandsværge”.

Det kan være fordelagtigt med en bred aldersspredning.

De ældre kan indgå i en form for forældrerolle og udvise

en vis autoritet både for den anbragte og for myndighe-

derne, men der kan også opstå en generationskløft, hvor

en ung bistandsværge måske bedre forstår, hvad der opta-

ger unge indsatte. Derfor forsøger bistandsværgekoordi-

natoren at skaffe unge besøgsvenner:

”De bliver yngre og yngre, dem de sender herned, og det

er jo en anden generation. Der kan jeg mærke, at de godt

kan blive lidt trætte af at have ældre. Og så alligevel er

det lidt rart, det bliver sådan lidt forældreagtigt, det gi-

ver dem noget tryghed. Men selvfølgelig vil de også gerne

have nogen unge, som de kan tale om nutiden med. Så det

er faktisk en drøm at få nogle besøgsvenner, som er unge.

Ikke som værger, for det synes jeg kræver en vis moden-

hed både til retten og til systemet”.

Da bistandsværgerne var samlet til seminar i 2017 blev

de bedt om at beskrive glæder og udfordringer ved

hvervet og finde svar på spørgsmålet:

”Hvorfor blev jeg

bistandsværge?”

Først skulle de formulere tankerne for

sig selv, herefter i grupper og til slut præsenterede grup-

perne i plenum, hvad de var nået frem til. Til sidst skulle

de i fællesskab beslutte, hvilke tre udsagn, der inden for

hver kategori var vigtigst.

Når det kom til at starte som bistandsværge, var der tale

om en slags sneboldeffekt: Hovedparten var startet, fordi

de havde hørt om ordningen fra andre bistandsværger.

Flere fortalte, at de ønskede at være noget for deres

landsmænd, der ufrivilligt er sendt langt væk fra hjem-

landet, ligesom der også blev lagt vægt på, at bistands-

værgen selv ønskede at være i kontakt med sit eget sprog

og kultur og få mere grønlandsk kontakt i Danmark.

Andre årsager til at blive bistandsværge var den person-

lige udfordring, at se det som en selvudvikling, og flere

lagde vægt på den anerkendelse, som de oplever følger

med hvervet. Kun ganske få nævnte, at honoraret også

har en vis betydning.

De tre årsager til at blive bistandsværger, som flest pe-

gede på, er: At hjælpe mennesker, der har det svært. At

lære om retssystemet og lovgivningen. Selvudvikling og

personlig udfordring.

Det sociale engagement lyser igennem, når bistandsvær-

gerne skal beskrive, hvilke glæder det giver dem at påta-

ge sig opgaven. Her er det særligt de små fremskridt hos

de anbragte, der vækker glæde; at man som bistands-

værge har været mved til at påvirke den pågældende i

en positiv retning. Processen med at opbygge tillid og

mærke, at den anbragte begynder at åbne sig og stole på

bistandsværgen, vækker glæde. En gruppe beskrev glæ-

den ved at være bistandsværge på følgende måde:

6.1

HVEM ER BISTANDSVÆRGERNE?

De 25 bistandsværger har for en stor dels vedkommen-

de en faglig baggrund, der gør, at de i en eller anden

udstrækning har været i berøring med området. Nogen

har arbejdet indenfor retsvæsenet i Grønland som poli-

tibetjente eller domsmænd, mens andre har været eller

er ansat inden for social- og sundhedsområdet. Det er

flest kvinder, der virker som bistandsværger, ud af de 25

bistandsværger er 9 mænd og 16 kvinder.

Det kræver en vis modenhed og livserfaring at være bi-

standsværge, og det har langt de fleste bistandsværger da

Livline til verden

med årene har haft den samme indsatte, kommer ens

grænser til at blive rykket, sådan at man ikke ser så hårdt

på en kriminalitet, fordi man har lært den indsatte at

kende. Det kan være svært at være familieerstatning, der

er mange følelser på spil”.

Bistandsværgerne oplever, at det kan være svært at argu-

mentere overfor fagfolk, særligt hvis der er tale om me-

dicinering af psykisk syge, hvor bistandsværgen kan have

fornemmelse af, at der bliver overmedicineret:

”Medicin har stor indflydelse på den indsatte, da der kan

være fejlmedicinering, eller at en indsat bliver overmedi-

cineret. Det kan være svært at argumentere mod ”syste-

met” i forhold til deres medicin”.

Også problemer af mere privat karakter kan opstå i mø-

det mellem klient og bistandsværge:

”Det kan være et problem, når den indsatte skal have en

udgangsadresse. Det kan blive til bistandsværgens pro-

blem, at den indsatte bliver nødt til at få udgangsadresse

hos sin bistandsværge. Hvis den indsatte forelsker sig i sin

bistandsværge, hvordan tackler man situationen? Hvor-

dan kan man hjælpe den indsatte, så de kan få nærhed?

Det kan også være svært ikke at sende forkerte signaler til

den indsatte – altså hvor går grænsen”?

De tre udfordringer, som flest vurderede ved at være bi-

standsværge på seminaret, var: Motivering af anbragte,

rummelighed overfor kriminaliteten og det at kunne

sætte grænser.

kan være en familierelation, det synes jeg, at man skal

diskutere”.

En holdning, som deles af bistandsværgekoordinatoren:

”Jeg mener, at det kan være et problem, hvis det bliver

familiemedlemmer. Der kan være nogle problemer. Det

har vi også set, hvis der er nogen, der skal på udgang til

familie, hvor der så er fest og ballade. Det er jo et svært

emne, det er meget følsomt, og det er lidt tabubelagt”.

En stor del af den kriminalitet, som de anbragte har

begået, er sket i nære relationer. Det kan derfor stille en

pårørende i en sårbar situation at påtage sig rollen som

bistandsværge for et familiemedlem. Der kan opstå splid

i en familie, og bistandsværgen kan blive beskyldt for at

tage den anbragtes parti. I øvrigt anbefalede den arbejds-

gruppe, som Grønlands Hjemmestyre nedsatte i 2006

ligeledes, at der i udgangspunktet ikke blev anvendt pårø-

rende som bistandsværger.

6.2

BISTANDSVÆRGENS VIGTIGSTE ROLLE

Bistandsværgebekendtgørelsen formulerer, hvilke op-

gaver bistandsværgerne skal udfylde. Der er tale om

en dobbeltfunktion, hvor bistandsværgen på den ene

side skal være i stand til at sætte sig ind i den anbragtes

retslige forhold, sikre sig at rettigheder overholdes, og at

foranstaltningen og andre indgreb ikke opretholdes læn-

gere end nødvendigt. Dertil kommer selve omsorgsdelen

at udgøre en familieerstatning. Der kan være forskel på,

hvilken del af hvervet den anbragte har mest brug for, li-

gesom der er forskel på hvilket område bistandsværgerne

bedst udfylder, og hvad de hver især lægger vægt på.

En bistandsværge forklarer bistandsværgens vigtigste

opgave, og hvad vedkommende selv lægger vægt på:

”Det er retligt orienteret. Deltage i retsmøderne og se efter

de forhold, de er under, hvordan det går dem. Jeg har en

klient, der blev anbragt på en afdeling, der er et sted, hvor

folk i en eller form skal isoleres. Så skrev jeg til fængslet,

hvorfor skal han være der. Psykiateren ringer mig så op og

forklarer, hvorfor han er der. Så siger jeg, at jeg går ud fra,

at det er en skriftlig afgørelse. Der bliver helt stille i telefo-

nen, fordi det var ikke meningen. Bagefter kom jeg i tanke

om, at hvis jeg nu havde sagt ja mundtligt, og forklaret

klienten, at sådan her er det, så vil jeg jo blive opfattet

som en del af systemet. Når han får en skriftlig afgørelse,

så har han også mulighed for at klage over det”.

Bistandsværgerne lægger i høj grad vægt på, at de ikke

er en del af systemet, at de netop er på den indsattes side.

Som en anden bistandsværge udtrykker det:

”Når jeg beskriver til andre, hvad det er, så plejer jeg at

sige, at jeg er på hans [den indsattes] side. Jeg er hans

kontaktperson til resten af verden. Jeg er ligesom den tæt-

teste forbindelse mellem ham og verden udenfor. Og jeg

vil rigtig, rigtig gerne hjælpe ham med at gøre hans chan-

cer så gode som mulige, når han en gang skal ud”.

At det som lægperson kan være svært at sætte sig

igennem overfor et professionelt system, fortæller en

bistandsværge:

”Jeg synes, det vigtigste er at holde øje med, at de har det

godt. Og holde øje med, hvornår de skal i retten og så vidt

muligt snakke med personalet. I begyndelsen turde jeg ikke,

jeg var for genert. I dag gør jeg det, jeg har fået mere erfa-

ring og tør mere, men dengang var jeg meget genert”.

6.2.1

OPLÆRING OG VEJLEDNING

Både Den Grønlandske Retsvæsenskommission og

Hjemmestyrets arbejdsgruppe lagde vægt på, at der var

behov for bedre uddannelse af bistandsværgerne. Og fra

fuldbyrdelsesinstitutionerne blev der også givet udtryk

for, at bistandsværgerne kunne være bedre rustet til op-

gaven. Eftersom mange af bistandsværgerne har fungeret

i en lang årrække, er en del af forståelsen kommet med

tiden, men også bistandsværgerne mener, der kunne

være en bedre oplæring:

”Jeg har været med fra starten og også været lidt fremme

med og prøve at starte en forening. Jeg synes, det kunne

godt være bedre. Men i virkeligheden, der står det hele i

vejledningen. Der hvor man godt kan være i tvivl, det er

det med det lovmæssige, det der fylder i lovene, der kan

det godt være lidt uoverskueligt”.

I dag er det pålagt bistandsværgekoordinatoren at intro-

ducere nye bistandsværger til opgaven og rådgive dem så

godt som muligt. En af de nyeste bistandsværger fortæller

om sin start som bistandsværge:

”Jeg fik en kæmpestor mappe med alle oplysninger. Og så

havde jeg nogle dage med koordinatoren, hvor vi snak-

kede om alt fra det praktiske til, hvad man kan snakke

med indsatte om. Alt det jeg havde lyst til at spørge om,

spurgte jeg hende om. Ligeså snart jeg havde nogen ting,

som jeg undrede mig over, så kunne jeg kontakte hende,

og så blev der svaret i løbet af en dag. Så det er godt at

have hende”.

Det kan ikke forventes, at lægfolk, der påtager sig op-

gaven som bistandsværge, skal have en større juridisk

indsigt for at udføre opgaven. Ligesom det heller ikke kan

forventes af bistandsværgekoordinatoren, med mindre

det bliver besluttet, at det netop skal være en jurist, der

bestrider stillingen. Der er derfor behov for en form for

juridisk vejledning, eventuelt som den funktion Grøn-

lands Landsret i 2004 havde stillet i udsigt.

6.1.3

HVILKE KOMPETENCER SKAL BISTANDSVÆR-

GER HAVE?

Som det fremgår, er der både glæder og udfordringer ved

at være bistandsværge. Spørgsmålet er om der skal noget

særligt til for at påtage sig denne opgave. Af bistands-

værgebekendtgørelsen fremgår, at bistandsværger så

vidt muligt skal tale både dansk og grønlandsk, ligesom

det er en fordel, hvis det er personer med tilknytning til

sundheds-, social- og undervisningssektoren. Dette er

krav, som de fleste i bistandsværgegruppen lever op til.

Blandt de interviewede bistandsværger er der en bred

enighed om, at man skal have en form for ”sund fornuft”

og grundlæggende interesse for at sætte sig ind i et andet

menneskes baggrund. Det er vigtigt, at bistandsværgen

hviler i sig selv og har en integritet i sit eget liv, ligesom

flere understreger, at man skal have en vis robusthed og

være i stand til at sætte grænser. Og så skal man være

villig til opgaven, som en bistandsværge udtrykker:

”Man skal faktisk ønske sig det, og man skal være glad for

mennesker. Man skal kunne arbejde med folk med proble-

mer, og så skal man kunne lytte til de klienter, man har”.

Flere af de interviewede personer mener, at det kan være

en fordel at have en bestemt faglig baggrund. Eller i hvert

fald at man kan læse og forstå den dom, som klienten

har fået. En bistandsværge mener ikke, at man kan stille

krav om, at bistandsværger både skal være grønlandskta-

lende og have en lang række akademiske kompetencer.

6.1.2

PÅRØRENDE SOM BISTANDSVÆRGE

Bekendtgørelsen om bistandsværger lægger op til, at der

så vidt muligt beskikkes pårørende som bistandsværger.

To bistandsværger er pårørende til deres klient, mens én

har kendt sin klient siden barndommen og dermed også

betragter sig som pårørende bistandsværge.

Der kan være fordele ved en tæt relation til klienten, men

fra flere sider bliver det frarådet. En af begrundelserne

er, at der kan opstå en uheldig magtrelation mellem to

familiemedlemmer. En af de interviewede bistandsværger

forklarer:

”En af mine allervigtigste anbefalinger, det er, at det ikke

nødvendigvis skal være et familiemedlem, der skal være

bistandsværge. Netop fordi der er den her økonomiske

del, som kan gå hen og blive svær. Der kan også være

nogle vanskeligheder i de familier, der er for mange usik-

kerhedsmomenter. Så den del, der i dag står om, at det

6.2.2

FORVENTNINGER TIL

BISTANDSVÆRGEKOORDINATOREN

Koordinatorfunktionen er som tidligere nævnt en

kompleks stilling, hvor der fra både de samarbejdende

myndigheder, fra anbragte og fra bistandsværgerne er

forventninger om, hvordan funktionen bliver varetaget.

Det er vigtigt for bistandsværgerne, at de mærker, at ko-

ordinatoren har overblik og er i stand til at guide den en-

kelte. En bistandsværge, der har været i systemet i mange

år, anbefaler, at der udarbejdes en form for procedure et

Livline til verden

centralt sted, da der særligt ved koordinatorskift kan op-

stå problemer:

”Det er et vanskeligt stykke arbejde, men der hersker ofte

tvivl om, hvornår sager skal tages op, og hvor lang tid der

går mellem, at sager tages op. Hvis en koordinator for ek-

sempel siger op, og der kommer en ny, så går der lidt kaos

i det, hvis ikke der er et checkpoint et sted. Det er vigtigt,

at der bliver udviklet en form for struktur på hvilke kon-

takter, der er inde over i de enkelte klienters sager”.

Mens nogle bistandsværger udelukkende ser koordi-

natorfunktionen af ren administrativ karakter, så er

det for andre vigtigt at have en person, de uformelt kan

henvende sig til. Flere benytter lejligheden til at gå forbi

bistandsværgekoordinatorens kontor, når de kommer

forbi Det Grønlandske Hus. Selvom de egentlig ikke har

et ærinde hos hende, sætter de pris på at kunne fortælle

om hverdagens glæder og sorger i arbejdet med deres

klienter;

”man går så meget alene med de daglige ud-

fordringer i samspillet med den anbragte”,

forklarer en

bistandsværge.

Funktionen som bistandsværgekoordinator er meget

personafhængig: Hvordan udfylder den pågældende

koordinatorrollen, hvor stor en faglig indsigt har koor-

dinatoren i området, lægger koordinatoren det samme

hjerteblod i opgaven, som langt hen af vejen er det, der

driver bistandsværgerne? Alt det har betydning for, om

en bistandsværgekoordinator lever op til bistandsværger-

nes forventninger.

Blandt de ældre bistandsværger, der har været i systemet i

mange år, berettes, at der i perioder har været problema-

tiske forhold med en koordinator. Det kan dels skyldes, at

pågældende ikke har haft de fornødne kvalifikationer til

så mangeartet en opgave, ikke har interesseret sig nok for

jobbet eller ikke har fået tilstrækkelig støtte fra sin egen

arbejdsgiver i Det Grønlandske Hus, ligesom bistands-

værgerne også nævner engagerede koordinatorer, der

efter en årrække er brændt ud og ikke længere har magtet

opgaven.

en runde, hvor bistandsværgerne enkeltvis fortalte om,

hvordan det gik med de anbragte, og hvilke udfordringer

de eventuelt havde brug for at høre, hvordan andre tack-

lede. Mens der kun var tale om én gruppe, der mødtes i

København, blev møderne også i perioder brugt til hefti-

ge debatter om både indsatte og bistandsværgers forhold,

og om hvordan man fra bistandsværgegruppen kunne

være med til at påvirke den førte politik på området. Sær-

ligt i perioden omkring nedsættelsen af Den Grønland-

ske Retsvæsenskommission i 1994 og i de 10 år kommis-

sionen arbejdede. Dette vil blive uddybet senere.

I Aarhus afholdes bistandsværgemøderne en gang om

måneden, og møderne følger stort set den oprindelige

struktur, som der i sin tid blev lagt i Det Grønlandske

Hus. En bistandsværge fra Aarhusgruppen oplever bi-

standsværgemøderne sådan:

”Det er et fundament vi har. En platform for at møde hin-

anden, for at drøfte vores egne sager, og hvis vi har nogen

problemer, så kan vi vende dem her, dels med koordinato-

ren, men også med hinanden. Det er på møderne, vi kan

lære af hinanden, og det er også her, vi over tid får tillid

til hinanden og kan drøfte svære som gode oplevelser”.

Aarhusgruppen har opbygget et fællesskab, hvor de mere

erfarne bistandsværger giver råd til de knap så erfarne.

De taler åbent om de problemer, de kan have med patien-

ter eller institutionerne. Den samhørighed der er opstået

i Aarhusgruppen gør, at bistandsværgemøderne for flere

bistandsværger er en månedlig begivenhed de ser frem

til. Fire gange om året skiftes bistandsværgemødet ud

med gruppesupervision, gennemført med en ekstern

supervisor. En bistandsværge fortæller:

”Det er der absolut behov for. Det har også undret mig,

at det ikke har været et tilbud tidligere. Det er rigtig godt

og vigtigt. Lige nu er det en læringsfase med, hvordan

man bruger supervision, og hvordan man individuelt

forbereder sig. Vores supervisor skal jo også lige finde ud

af, hvem vi er, for vi har mange forskellige baggrunde. Det

er fantastisk, at det endelig er blevet sat på dagsordenen.

Når alle begynder at føle sig til rette i det, så vil det lette

en koordinators følelse af ikke altid at slå til”.

Mens der i Aarhus er stor opbakning til bistandsværge-

møderne, ser det anderledes ud i København. Her ønsker

gruppen ikke længere at mødes så ofte, i stedet holdes der

kun bistandsværgemøder hver tredje måned. Som tidligere

nævnt har der i de seneste år været en ringe tilslutning til

Herstedvesters arrangementer. Det kan tyde på en form for

afmatning hos bistandsværgegruppen i København, en æn-

dret konstellation af gruppen – eller en form for splittelse?

I lighed med i Aarhus har der tidligere været en stærk

fællesskabsfølelse hos københavnergruppen, hvor bi-

standsværgerne fandt støtte i hinanden, men de seneste

år er tilliden blevet brudt. En af de bistandsværger, som

har fungeret i længst tid, fortæller, at der er sket en æn-

dring i mødestrukturen. Særligt omkring udveksling af

oplevelser og erfaringer om klienterne:

”Tidligere kunne vi godt snakke om vores klienter. For ek-

sempel hvis de røg så meget hash, hvad gør jeg ved det? Så

kunne vi gå fra mødet og tænke: Nå, godt jeg ikke er alene

med det, så har man det godt. Men de sidste par år, vi må

ikke engang sige, hvad vores klienter hedder. Jeg tror ikke,

at jeg vil være med til bistandsværgemøderne mere, for

vi må jo ikke sige noget. Jeg er faktisk meget skuffet, jeg er

ramt i hjertet”.

Forklaringen på, at bistandsværgen oplever, at de ikke

længere må udveksle erfaringer, skal sandsynligvis findes

hos en bistandsværgekollega, der kom til for et par år

siden, hvilket den pågældende bekræfter. Pågældende

havde fæstet sig ved, at det af bekendtgørelsen fremgår,

at bistandsværger er pålagt tavshedspligt. Og netop dét

at udveksle oplysninger om klienterne i en fælles runde,

harmonerer dårligt med at overholde sin tavshedspligt:

”Det var som et punkt, men det har vi fået stoppet – det

går jo ikke. Det jeg navnlig var ked af, det var, at det var

begyndt at rygtes blandt klienterne, at vi sad og sladrede,

og så er det helt galt. Det er selvfølgelig et problem, i hvil-

ket omfang kan man bringe nogen ting frem om sin klient

med henblik på at få et godt råd af de andre uden at

krænke sin tavshedspligt. Det er problematisk. Udveksling

af oplysninger mellem bistandsværgerne om de enkelte

klienter er standset nu og i vejledningen til bistandsvær-

ger er et afsnit om “kollektiv tavshedspligt” udgået”.

Flere bistandsværger har behov for et forum, hvor de kan

få afløb for tanker og frustrationer ved et til tider ensomt

hverv. Samtidig er det nødvendigt at være sig bevidst om,

hvad det indebærer at have tavshedspligt. Om afmatning

i københavnergruppen udelukkende kan forklares med

uenighed om udveksling af oplysninger, eller om der også

ligger andet til grund, er uvist. Det er problematisk og

trist for hele gruppen, at de ikke længere oplever et fæl-

lesskab, hvor de kan dele erfaringer og hente støtte.

I forhold til Aarhusgruppen er det problematisk, hvis de

forsat udveksler personfølsomme oplysninger. Der er be-

hov for, at bistandsværgerne introduceres til vigtigheden

af at overholde tavshedspligt, og at de i stedet når frem til

en samtaleform, hvor de situationer, de har behov for at

drøfte, bliver formuleret i generelle termer.

Bistandsværgemøderne var oprindeligt tænkt som et fo-

rum for oplæring. Måske burde møderne nytænkes med

en ny struktur, hvor der sker en reel oplæring eventuelt

med eksterne undervisere, mødepligt til et vist antal

møder om året og med bestemte temaer, der gennemgås

undervejs.

6.3

BISTANDSVÆRGENS FORHOLD TIL DE ANBRAGTE

At skulle fungere som familieerstatning for et fremmed

menneske i krise, et menneske, der er anbragt for alvorlig

personfarlig kriminalitet, er en af de forpligtelser, som

bistandsværgerne har sagt ja til i kraft af deres funktion.

Hvilke relationer opbygger de til de anbragte, hvor meget

lukker de dem ind i deres eget liv – hvordan ser hverda-

gen ud som bistandsværge?

En bistandsværge, der har været værge for flere, fortæller:

”Man opbygger et tillidsforhold. De ved godt, at jeg ved,

hvad de har lavet. Men det, der betyder allermest, det de

har gjort, det taler vi aldrig om. Det er min holdning, at

det er dem, der skal lukke op, hvis de vil. Men det er lidt

underligt, at man har sådan et venskabeligt og tillidsfuldt

forhold, mens det der i virkeligheden betyder allermest,

det taler vi ikke om”.

Der er forskel på, om man er bistandsværge for en forva-

ringsdømt i Herstedvester eller en retspsykiatrisk patient

i Risskov, eller om det er en person, der er tilbageholdt og

sendt til mentalundersøgelse. Tilbageholdte befinder sig i

en venteposition; de er sendt til Danmark kort tid efter, at

de har begået en alvorlig kriminel handling. Det betyder,

at de er i en følelsesmæssig kaotisk tilstand. I mange til-

fælde har de familie og venner derhjemme, som kan være

ramt af den kriminalitet, de har forvoldt. Samtidig med at

de er revet væk fra familie og vante omgivelser, er deres

liv og fremtid uvis. Det kræver en bistandsværge, der har

forståelse for deres situation og som kan tale med dem

om de udfordringer, de står overfor.

Alle interviewede bistandsværger ser det som deres opga-

ve at motivere til ændring af adfærd, følge institutionens

anvisninger og støtte i den anbragtes forbedringer, så

vedkommende kan komme videre i sin afsoning. Hvor-

dan det bliver grebet an, forklarer en bistandsværge:

”I starten var det meget med, hvordan man som person

skal komme videre med alle de følelser. Jeg kan jo slet

ikke forestille mig, hvordan det er. Så det er vigtigt, at vi

har en god kontakt med hinanden. Og så har jeg snakket

rigtig meget med ham om uddannelse, og jeg har været til

6.2.3

BISTANDSVÆRGEMØDER

Siden bistandsværgeordningens begyndelse har der været

tradition for månedlige bistandsværgemøder i Det Grøn-

landske Hus i København. Efter Retspsykiatrisk afsnit,

R3, i Risskov begyndte at huse grønlandske anbragte, og

bistandsværgegruppen blev delt op i to, bliver der både

afholdt møder i Aarhus og i København. Oprindeligt

fulgte bistandsværgemøderne en fast dagsorden, hvor

der bl.a. var orientering fra bistandsværgekoordinator og

Livline til verden

møde med psykologen og socialrådgiveren, hvor vi talte

om de trin, der skal til for at komme videre”.

Mindst en gang om måneden skal bistandsværgen besøge

den anbragte, men flere fortæller, at de gør det oftere.

Typisk er det i starten af forløbet, at bistandsværgen

kommer hyppigt på besøg, måske en gang om ugen eller

hver 14. dag. Efterhånden som tilliden opbygges trappes

besøgene ned til hver tredje uge eller en gang om måne-

den. Mellem besøgene holder flere af bistandsværgerne

telefonisk kontakt til den anbragte, og alle de interviewe-

de bistandsværger fortæller, at de gerne lægger yderligere

besøg ind, hvis der er behov for det.

Bistandsværgerne investerer en stor del af sig selv og deres

eget liv i at opfylde opgaven. Og mange åbner deres hjem,

når den pågældende er kommet så langt i forløbet, at der

er opnået udgang. Om det fortæller en bistandsværge:

”Jeg har tilbudt dem det. De skal også se, at der findes

andet end Herstedvester. Den ene af dem har jeg jo haft i

mange år. Så er det jo som om, at deres verden det er Her-

stedvester, de tør ikke at komme ud. Jeg skal faktisk lokke

dem med, at når de har udgang, så må de godt besøge

mig. På den måde ser de, at der også er andet end deres

lille firkantede verden”.

Flere af de interviewede bistandsværger lægger vægt på

læringsdelen for den anbragte i det at komme på besøg

hos bistandsværgen:

”Det er vigtigt, at vi åbner vores hjem for dem, sådan

at de får mulighed for at genkalde sig, hvordan det er at

være i et hjem og være gæst hos andre mennesker”.

Der kan dog være situationer, hvor en bistandsværge kan

føle sig presset til at få anbragte på besøg i sit hjem. Hvis

ikke der kan findes andre udgangsadresser, kan det for-

hindre den anbragte i at komme videre i sit udgangsfor-

løb, hvis bistandsværgen ikke tager imod den pågælden-

de. Spørgsmålet er, om det er rimeligt at lægge et sådan

pres på en bistandsværge.

Mange er bistandsværge for den samme person i en lang

årrække. Den relation, der opstår, udvikler sig ofte til en

form for venskab – et ulige venskab, som en beskriver

det. Bistandsværgen lytter til den anbragtes problemer,

glæder og sorger, fortæller måske lidt fra sit eget liv, men

deler ikke egne problemer med klienten. Nogle bistands-

værger forklarer, at de har et ”bror-søster”-forhold, andre

omtaler anbragte som ”mine drenge”, samtidig med, at de

lægger vægt på en professionel distance. En bistandsvær-

ge uddyber:

”Det er en balancegang, netop fordi vi har den der dob-

beltrolle. Når man har en klient over en del år, så kræver

det jo lidt, at man holder en form for afstand. For selvom

vi skal være familieerstatning, og der kommer en tæt rela-

tion, så er det vigtigt, at man også holder en professionel

afstand, sådan så der ikke opstår et afhængighedsforhold.

Vi er måske nogen af de eneste mennesker, som de ser og

har en relation til, som er uafhængig af de institutioner,

de er anbragt på. Det er vigtigt, at vi støtter den enkeltes

selvstændighed, så de kan stå på egne ben. Så dobbeltrol-

len tror jeg er en af de største udfordringer, vi har”.

Behandlingspersonalet ved både Retspsykiatrisk afsnit,

R3, i Risskov og Herstedvester Fængsel er bekymrede for,

hvorvidt bistandsværgerne er godt nok rustet til mødet

med svært psykisk syge eller personer med personlig-

hedsforstyrrelser. De anbragte kan reagere med vredesud-

brud og trusler, ligesom en anbragt kan forelske sig i sin

bistandsværge, hvilket også kan være en svær situation

for bistandsværgen.

Bistandsværgerne beretter da også om ubehagelige op-

levelser. Når man vier en stor del af sit liv til at hjælpe et

andet menneske, kan der opstå øjeblikke, hvor det virker

sårende, hvis den anbragtes afmagt og vrede mod syste-

met rammer bistandsværgen. Og selvom bistandsværgen

nok er bevidst om, at det ikke er personligt, kan det blive

for meget at bære:

”Han ringede til mig og var sur. Han var så gal og util-

freds med det ene og det andet. Jeg blev så ked af det lige

pludselig. Jeg følte det som om, der var et eller andet der

gik i stykker indeni”.

Flere bistandsværger fortæller om anbragte, der pludselig

ikke vil have dem som bistandsværge længere. Årsagerne

hertil kan være mange, men for nogle bistandsværger

opleves denne afvisning som en slags nederlag.

En bistandsværge fortæller om, hvordan en anden an-

bragt har angivet bistandsværgen til personalet på insti-

tutionen for at have sex med en anbragt under et besøg.

Bistandsværgen beskriver det som en intimiderende og

krænkende oplevelse, hvor vedkommende både blev ked

af det og bekymret for, hvorvidt det ville få indflydelse på

det videre forløb som bistandsværge.

Når de ubehagelige oplevelser opstår, vælger nogle af

bistandsværgerne at inddrage koordinatoren, mens an-

dre holder det for sig selv. Koordinatoren sørger i mange

tilfælde for, at bistandsværgen får mulighed for ekstra

supervision ved de svære episoder. Det er uklart, hvor-

vidt der er behov for yderligere tiltag på dette område.

Bistandsværger, der har modtaget supervision ved ube-

hagelige hændelser, har haft udbytte af supervisionen,

mens andre mener, at de fint er i stand til selv at håndtere

situationen.

eksempelvis en disciplinær foranstaltning er foretaget. En

bistandsværge kommer med et eksempel:

”Min klient fik en ekstra straf med, at han ikke må blande

sig med andre grønlændere i seks måneder, det har jeg

aldrig hørt før. Så det jeg efterlyser, er de regler. Vi skal

samarbejde, men jeg vil gerne vide, hvad det er for nogen

regler, de har fulgt, for så lærer vi det”.

Et vanskeligt område for bistandsværgerne som lægfolk

at vurdere, er den psykiatriske behandling. De kan ob-

servere ændringer ved deres klienter, men hvornår og på

hvilket grundlag kan de gribe ind? Om det forklarer en

bistandsværge:

”De bliver bombarderet med medikamenter, de kan risi-

kere at dø af det. I årenes løb kan jeg jo følge med i, hvor-

dan de forandrer sig virkelig meget. De skal behandles, så

de kan komme ud i samfundet igen, men nogen af dem,

der går det desværre den modsatte vej. De bliver syge af

det. Det er de psykiatriske overlæger, der har så meget

magt, så nogen gange klager jeg over den behandling, som

de får”.

Nogle af bistandsværgerne giver udtryk for, at netop fordi

de er lægfolk, har de oplevet, at det var svært at få respekt

på institutionerne. De mente, at deres henvendelser ikke

blev taget alvorligt, eller at de blev overset. Lige så vel

som det er nødvendigt, at bistandsværgerne kender til

anbringelsesinstitutionernes regler og beføjelser i forhold

til anbragte, er der tilsyneladende også behov for at per-

sonalet på institutionerne sætter sig ind i, hvad der ud fra

bekendtgørelsen forventes at de lever op til. En bistands-

værge uddyber:

”Det er rigtig vigtigt at de overholder de retningslinjer,

der er udstedt for dem, for ellers skrider det jo. Samtidig

er det vigtigt for de anbragte, at institutionerne også sæt-

ter sig ind i den rolle, som vi nu har som bistandsværger,

og at de er med på, at vi har nogen rettigheder og opgaver,

som vi skal varetage, når vi kommer. At personalet byder

os velkomne, for det er vigtigt, at vi har en god kontakt.

Men også at vi respekterer de grænser og rammer, som de

har at arbejde under”.

6.4

SAMARBEJDE MED INSTITUTIONERNE

Vores regelgrundlag er bekendtgørelsen. Men på en eller

anden måde, så bliver vi behandlet som besøgende med

besøgstilladelse og alt muligt andet. Nej! Vi har krav på

at komme ind og besøge de her mennesker. Hvis der sker

et eller andet akut en dag, så bør det være sådan, at jeg

kan ringe til Herstedvester Fængsel og sige, at nu kommer

jeg om time, uanset at der ikke er bestilt tid. Det synes jeg

følger af bekendtgørelsen.

Selvom det af bistandsværgebekendtgørelsen tydeligt

fremgår, hvilke forpligtelser der påhviler institutionerne,

så oplever bistandsværgerne ikke altid, at det foregår lige

gnidningsfrit. Samtlige interviewede bistandsværger gi-

ver udtryk for, at de ikke tror, at man på institutionerne

er helt klar over, hvilken funktion bistandsværgerne skal

udfylde, og at personalet ikke kender forskel på besøgs-

venner og bistandsværger.

En bistandsværge forklarer, at det kan være vanskeligt

at få det fornødne materiale fra institutionen, når man

skal sætte sig ind i den anbragtes sag. Der er forskel på,

hvilke regler der gælder på de forskellige institutioner, og

flere bistandsværger mener, at det særligt i Herstedvester

Fængsel er lidt mere besværligt at få svar på sine henven-

delser, hvilket kan være medvirkende til, at de fra fængs-

lets side oplever få henvendelser fra bistandsværgerne:

Herstedvester er sådan lidt mere firkantet. Så bliver

man hele tiden henvist rundt i systemet, de er lidt svæ-

re at danse med. Det skal være meget, meget alvorligt,

før at jeg kontakter dem direkte, ellers går det gennem

koordinatoren”.

En anden bistandsværge, der både har klienter i Her-

stedvester og på institutioner, synes det er mere enkelt at

være bistandsværge for herstedvesteranbragte, da der i et

fængsel er mere faste rammer, og det er domstolene der

vurderer, om der skal ske ændringer. Anderledes er det

for anbragte i psykiatrisk regi, hvor det kan være op til

overlægen at vurdere, hvad der skal ske.

En af bistandsværgernes opgaver er at sikre sig at indgreb

overfor den anbragte ikke opretholdes længere end højest

nødvendigt. Her savner flere bistandsværger at modtage

skriftlige afgørelser på de tiltag, der foretages overfor

anbragte, så de bedre kan vurdere, på hvilket grundlag

6.5

BISTANDSVÆRGERS BETYDNING FOR

TVANGSANBRAGTE GRØNLÆNDERE I DANMARK

Blandt personalet på både Herstedvester og Retspsyki-

atrisk afsnit, R3, i Risskov er man ikke i tvivl om, at bi-

standsværgerne udfylder en vigtig rolle i de anbragtes liv.

Livline til verden

Psykologen for de grønlandske indsatte på Herstedvester

uddyber:

”Mange af dem er her jo alene uden at have ret mange

ressourcer at trække på. Så bistandsværgen er rigtig vigtig

for dem, både som en der guider dem i deres afsoning,

men også som mere end det. En bistandsværge bliver jo

også en bekendt, en de får en relation til, en der troligt

kommer og besøger dem, og lægger øre og skulder til. Li-

vet er svært som indsat”.

I Herstedvester Fængsel var der 23 grønlandske forva-

ringsdømte i maj 2018, hvoraf de 21 indgik i spørgeske-

maundersøgelsen. Ud af de 21 svarede 19, at de havde en

bistandsværge, mens de sidste to ikke havde. Det viser

sig dog, at også de har bistandsværger, men at de ønsker

at skifte til en ny. Fire af de indsatte har haft den samme

bistandsværge under hele deres afsoning, mens hele 17

har haft flere forskellige bistandsværger. Seks indsatte

skiftede bistandsværge på grund af, at bistandsværgen

ønskede at stoppe, mens for de resterende 11 var det den

indsatte selv, der ønskede at stoppe samarbejdet med

bistandsværgen – eller der var en bestemt anden person,

som de foretrak som bistandsværge. Begrundelse for at

ville ”afskedige” sin bistandsværge var blandt andet, at

bistandsværgen kom for sjældent.

Alle indsatte, der deltog i undersøgelsen, mente, det var

vigtigt at have en bistandsværge. Det blev uddybet med

udsagn som,

”at man ville være helt alene uden en bi-

standsværge”, ”det er vigtigt, når man er langt væk”, ”at

det især er vigtigt i starten”,

”at det betyder meget, at

det er den rigtige rigtig bistandsværge, man får”.

Bistandsværgens vigtigste opgave er for 16 ud af de 21

indsatte, at de kommer på besøg. I de fleste besvarelser

fremgår det, at bistandsværgen kommer én gang om

måneden, nogle få svarer, at de får besøg flere gange om

måneden. Noget af det, der bliver lagt vægt på ved besø-

gene, er

”at være der for mig” og ”hjælper med at holde

kontakt til min familie”,

mens flere lægger vægt på, at

bistandsværgerne er gode til at lytte. To indsatte fortæller

at de sjældent får besøg. Den ene fordi vedkommende

ikke ønsker at have besøg af sin bistandsværge, men for

den anden bliver det begrundet med, at bistandsværgen

ikke har tid og har mange personlige problemer.

Udover at modtage besøg mener respondenterne, at det

er vigtigt, at bistandsværgen hjælper, når de skal i retten,

og at de hjælper med at skrive klager. Her svarer 12 ind-

satte, at de har fået hjælp til at skrive klager over forhol-

dene i fængslet uden at uddybe indhold i klagerne.

Der er generelt stor tilfredshed med bistandsværgerne i

Herstedvester. Kun to svarer, at de er utilfredse med deres

bistandsværge, og ligeledes to indsatte mener, at deres

bistandsværge ikke er godt nok oplært til at varetage

opgaven.

På Retspsykiatrisk afsnit, R3, kan det være en udfordring

for bistandsværgerne, at nogle patienter er meget psykisk

syge og stærkt medicineret. Overlægen fortæller:

”Det er overraskende lidt, nogle at vores patienter ved

om deres egen situation - også selvom vi prøver at infor-

mere patienterne på mange måder. Jeg kan være i tvivl

om, om alle patienter forstår bistandsværgens rolle. For

nogle patienter er bistandsværgen den eneste, der besøger

vedkommende og giver gaver til jul og fødselsdage. På den

måde yder bistandsværgerne en stor indsats”.

På R3 blev der interviewet fire retspsykiatriske patienter,

der alle har bistandsværger. Interviewene blev gennem-

ført med tilstedeværelse af en repræsentant fra personalet

enten af sikkerhedsgrunde, som tolk, eller fordi patienten

var meget syg. Overlægens udsagn om, at flere patienter

ikke er klar over, hvorfor bistandsværgen kommer, blev

i forhold til tre af de fire bekræftet. De gav udtryk for, at

det var rart at få besøg af bistandsværgen. På spørgsmålet

om, hvad det bedste ved at have en bistandsværge var,

svarede de tre enstemmigt

”at han/hun kommer med

sodavand”.

Den sidste havde et lidt større indblik og

begrundede:

”Hun taler min sag. Og så forklarer hun, hvordan det hele

foregår og giver mig oplysninger med retten og sådan no-

get. Når jeg skal i retten, så siger hun, hvad der skal ske.

Hvis jeg ikke havde en bistandsværge, så havde jeg ikke

forstået noget”.

De interviewede patienter på R3 i Risskov sætter pris

på deres bistandsværge, men det er usikkert, hvor me-

get de forstår af pågældendes rolle. For dem er det især

omsorgsdelen, der er vigtig. At sikre sig at anbragtes

rettigheder bliver overholdt, at ophold, tvangsindgreb

og andre foranstaltninger ikke strækker sig længere end

højest nødvendigt, må derfor være en stor udfordring for

bistandsværgen at vurdere.

Det fremgår tydeligt, at omsorgsdelen er af stor betyd-

ning for de anbragte i Danmark – både i Herstedvester

og i Risskov. Indsatte i Herstedvester er sig mere bevidste

om, hvilken rolle bistandsværgen har, og hvordan de kan

få hjælp i forhold til behandling af deres sag i retten og

forhold, der vedrører deres afsoning. For de retspsykia-

triske patienter er det mere tvivlsomt, hvor mange der er

klar over, hvilke rettigheder de har, og hvordan bistands-

værgen kan bistå dem. Der påhviler derfor bistandsvær-

gerne et ansvar om ekstra fokus på, hvad de anbragte

udsættes for – at de ikke bliver glemt i systemet.

en støtteforening for denne gruppe af vores landsmænd,

en forening, der kan virke som en pressionsgruppe over

for myndighederne og samtidigt have en rådgivende funk-

tion for den enkelte”.

Fra Det Grønlandske Hus skrev man til initiativtageren,

at man ville støtte oprettelsen af foreningen, da man

”i mange år har talt om, at der var behov for en sådan

forening/pressionsgruppe”.

Endvidere ønskede Huset at

støtte foreningen med en lille startkapital.

Det har ikke været muligt at finde flere oplysninger om

foreningen i Det Grønlandske Hus’ arkiver, så om for-

eningen blev til virkelighed er uvist. Ligesom det heller

ikke vides om ”Tulugaq” selv var bistandsværge.

Til gengæld så en anden forening i 1992 dagens lys, fra en

noget anden kant. Nogle idealistiske højesteretsadvokater

var gået sammen med bl.a. Tine Bryld og havde stiftet

”Foreningen til fremme af retssikkerheden indenfor den

grønlandske strafferetspleje”. Denne forening stod i støt-

tekredsen af bistandsværgerne, men var ellers ikke invol-

veret i bistandsværgernes arbejde.

Da Den Grønlandske Retsvæsenskommission i 1994 blev

nedsat, var et af kommissionens formål blandt andet, at der

skulle findes en løsning i Grønland til de forvaringsdømte

grønlændere i Herstedvester. Samtidig oplevede bistands-

værgerne i årene der fulgte, at udviklingen på Herstedvester

var gået i stå, behandlingen af grønlænderne var mangel-

fuld, og der var meget lidt grønlandsktalende personale,

samtidig steg antallet af forvaringsdømte grønlændere

sendt til Herstedvester voldsomt: I 1998 var der seks grøn-

landske forvaringsdømte, i 2003 var det steget til 18. Proble-

merne blev drøftet på de månedlige bistandsværgemøder

i Det Grønlandske Hus. Efterhånden bar bistandsværge-

møderne præg af også at være en form for aktionsmøder.

Der blev rettet henvendelse til både ledelse og bestyrelse for

Det Grønlandske Hus, som blev bedt om at gå ind i sagen

på vegne af bistandsværgegruppen. Direktøren i Det Grøn-

landske Hus skrev til Direktoratet for Kriminalforsorgen

og Justitsministeriet, uden det førte noget nævneværdigt

med sig, man måtte vente på Retsvæsenskommissionens

betænkning – der først blev færdiggjort i efteråret 2004.

I 2002-2003 var tålmodigheden ved at være brugt op i

bistandsværgegruppen, der oplevede, at Direktoratet for

Kriminalforsorgen og Justitsministeriet brugte Retsvæ-

senskommissionen som en ”syltekrukke”, hvor man under

kommissionsarbejdet kunne undlade at bruge penge på

forbedringer for de grønlandsk dømte. Samtidig mente

bistandsværgerne ikke, at der var nok gennemslagskraft i

henvendelserne fra ledelsen i Det Grønlandske Hus. Det

6.6

ILDSJÆLE OG AKTIVISTER - NÅR BISTANDSVÆRGER

SÆTTER DEN POLITISKE DAGSORDEN

I alle årene har kredsen omkring de grønlandske anbrag-

te i Danmark været præget af mennesker, der var villige

til at gå et ekstra skridt for de mest udstødte. I perioder

har nogle ildsjæle gjort en ekstra indsats for at gøre op-

mærksom på det umenneskelige i nedsendelserne til

Danmark og de indsattes afsoningsvilkår. Et budskab,

hvor det hjemme i Grønland ikke altid var lige nemt at

være budbringer. Mange af de dømtes gerninger har for-

voldt stor smerte i de små grønlandske samfund, så det

at kæmpe for deres rettigheder var ikke velanset. Eksem-

pelvis blev forfatter og radiovært Tine Bryld lagt for had

i Grønland, da hun med bøgerne ”Abel” og ”De nederste

i Herstedvester” i 1992 satte fokus på grønlænderne i

Herstedvester. Og en nu afdød bistandsværge fortalte for

år tilbage, hvordan hun ikke længere var velkommen i

sit barndomshjem i den grønlandske by, hun kom fra, da

hun blev bistandsværge for en dømt, der med sin forbry-

delse havde skabt stor sorg i hjembyen. For flere af særligt

de første grønlandske bistandsværger og øvrige ildsjæle,

der har kæmpet for at forbedre de grønlandske anbragtes

vilkår, har det haft store omkostninger. Alligevel er de

fortsat.

Da bistandsværgeordningen i 1970’erne blev lagt ind

under rådgivningskontoret Pooq, skyldtes det en vilje hos

en lille flok ved Pooq, der kæmpede for, at alle anbragte

grønlændere i Danmark, selv de der havde begået frygte-

lige handlinger, havde krav på en værdig behandling på

et sprog, de kunne forstå.

I 1992 forsøgte en person, der foretrak at gå under synony-

met ”Tulugaq” (Ravnen) at starte en grønlandsk forening

i Danmark til støtte for de grønlandsk dømte. Foreningen

skulle være en grønlandsk pendant til den danske forening

KRIM (støtteforening for indsatte). Initiativtageren lavede

et opslag i Det Grønlandske Hus, hvor støtter til forenin-

gen kunne skrive sig på. I opslaget stod bl.a.:

”Vi hører af og til om grønlandske fangers vilkår i danske

fængsler og på diverse psykiatriske ”behandlings”-institu-

tioner, hvor forholdene beskrives som ikke særligt betryg-

gende, ja endog værende i strid med menneskerettighe-

derne… De grønlandske fangers forhold har længe været

en varm kartoffel for myndighederne, der er efterhånden

gået 20 år uden, at der sket noget!... Det er på tide at lave

Livline til verden

blev besluttet selv at tage affære. Bistandsværgerne valgte

at gå enegang udenom Det Grønlandske Hus.

I løbet af 2003 og 2004 forsøgte bistandsværgerne ad flere

veje at få sat fokus på området. Der blev skrevet debat-

indlæg, taget kontakt til journalister, og der blev indledt

samarbejde med de to grønlandske folketingsmedlem-

mer, Lars-Emil Johansen og Kuupik Kleist. Samarbejdet

førte til, at Den Nordatlantiske Folketingsgruppe (de to

grønlandske folketingsmedlemmer og det ene færøske

medlem) i slutningen af 2003 fremsatte et forslag til fol-

ketingsbeslutning om ophævelse af kriminallovens regel

om anbringelse af grønlændere på ubestemt tid i lukket

anstalt i Danmark (B64/2003). Forslaget indebar, at det

tidsubestemte aspekt skulle bibeholdes, men tiden i et

dansk fængsel skulle gøres tidsbestemt. Det ville tvinge

Herstedvester til at arbejde mere målrettet med de forva-

ringsdømte, der indenfor en bestemt periode skulle være

i stand til videre afsoning i Grønland.

Ved førstebehandlingen af beslutningsforslaget tegnede

der sig et flertal i Folketinget, og forslaget blev sendt til

behandling i Retsudvalget. Mellem første- og anden-

behandlingen havde to bistandsværger sammen med

et medlem fra Rådet for Socialt Udsatte foretræde for

Folketingets retsudvalg. Her fik delegationen lejlighed

til at uddybe, hvad de anså som fordelen ved beslut-

ningsforslaget. Ligesom der blev redegjort for, hvilke

problematiske forhold der var på Herstedvester i forhold

til grønlænderne, og hvilke behov der var for ændringer

med bistandsværgeordningen. På baggrund af bistands-

værgedelegationens foretræde besluttede Retsudvalget,

at de før andenbehandlingen ville besøge de grønlandske

indsatte i Herstedvester.

I sidste ende blev beslutningsforslaget forkastet. Men i

tiden efter havde forholdene for de grønlandske indsatte

i Herstedvester både medier og politikeres bevågenhed.

Hvilket førte til forbedringer på grønlænderafdelingen i

Herstedvester.

I de perioder hvor der har været fokus på tvangsanbragte

grønlændere i Danmark, har det udelukkende været de

indsatte i Herstedvester. De retspsykiatriske patienter

anbragt til foranstaltninger for psykisk syge har hverken

haft mediers eller politikeres opmærksomhed.

til de anbragtes bedste. Enkelte går skridtet videre, ud over

at være der for den enkelte, kæmper de for den samlede

gruppe af grønlandske anbragte i en sådan grad, at de i

perioder har bidraget til at påvirke den politiske dagsorden.

Foruden at ville gøre noget for et menneske, der har det

svært, er personlig udvikling blandt de faktorer, der moti-

verer bistandsværgerne til at kaste sig ud i hvervet. En ud-

vikling, der efter alt at dømme kunne struktureres og styres

mere effektivt, end det sker i dag. Bistandsværgemøderne

kunne være et godt forum hertil, hvor især københavner-

gruppen synes at være inde i en periode med afmatning.

Dobbeltrollen, som hvervet indebærer, er en udfordring,

hvor der særligt i forhold til den retlige del gives udtryk

for behov for mere viden og vejledning. Det kan være en

balancegang, at skulle udgøre familieerstatning og samtidig

holde en professionel distance og ikke lade sig presse til

for eksempel at være udgangsadresse og modtage besøg af

anbragte mod sin vilje. Det vil for de fleste bistandsværger

være givtigt med et større indblik i psykiatriske diagnoser,

og hvordan bistandsværgerne selv håndterer anbragtes

problemer, det vil supervisionsordningen sandsynligvis

kunne imødekomme.

De anbragte giver udtryk for, at det er af stor betydning at

få bistandsværgens besøg, at have relationer til mennesker,

der ikke er en del af systemet og at få hjælp til at forstå

deres retssager. Selvom bistandsværgerne skal være fami-

lieerstatning, så frarådes det, at det i udgangspunktet er

pårørende, der beskikkes.

Bistandsværgerne mener, at det kan være vanskeligt at

trænge igennem til personalet på institutionerne, hvor de

som lægfolk savner mere anerkendelse og respekt, ligesom

det kan være vanskeligt at argumentere overfor fagfolk. De

oplever, at der på institutionerne ikke er tilstrækkeligt kend-

skab til den funktion, bistandsværgerne udfylder, og at der

på flere institutioner ikke er kendskab til, hvilke forpligtelser

der påhviler institutionen i forhold til bistandsværgeordnin-

gen. Flere bistandsværger har haft svært ved at få udleveret

relevant materiale om de anbragte, og de savner, at der

udleveres skriftlige afgørelser, hvor det fremgår, hvilke regel-

grundlag der er anvendt, når der på institutionerne foreta-

ges indgreb udover selve foranstaltningen. Som det fremgår,

er der behov for bedre kommunikation og udveksling af

regelsæt og andre relevante oplysninger mellem anbringel-

sesinstitutioner og bistandsværger. Det kan undre, at det

ikke er sat i system, spørgsmålet er dog, hvor ansvaret ligger,

og på hvis initiativ det skal ske – institutionernes, bistands-

værgekoordinatorens – eller en helt tredje part?

Kapitel

BISTANDSVÆRGEORDNINGEN I GRØNLAND

I Grønland findes der ikke en bistandsværgekoordination

i lighed med den som varetages fra Det Grønlandske Hus

i København. Det betyder, at der ikke er en samlet instans

i Grønland, der står for rekruttering, udpegning og oplæ-

ring af bistandsværgerne i landet.

Bistandsværgerne i Grønland har stort set de samme

opgaver, som i Danmark. En væsentlig forskel er dog,

at omsorgsdelen ikke er så fremtrædende. Umiddelbart

efter beskikkelsen skal bistandsværgen besøge den dom-

fældte og til stadighed holde sig i forbindelse. Besøg skal

ud over det første besøg ske efter behov. Der er altså ikke

som i Danmark tale om, at bistandsværger i Grønland

skal udfylde en familieerstatningsfunktion, og der er ikke

krav om at de mindst en gang om måneden skal besøge

den pågældende. Personer med krav på bistandsværge

befinder sig over hele landet, enten som forvaringsdømte

i en af landets seks anstalter eller som dømt til foranstalt-

ning for psykisk syge ved en institution, boenhed eller

i eget hjem. Det betyder, at bistandsværger er spredt ud

over hele landet og derfor kan have vanskeligt ved at op-

bygge et fagligt netværk.

Når ansvaret for koordinering og administration er for-

delt ud på flere aktører, er det nødvendigt at de enkelte

instanser er sig bevidste om deres ansvar, og at der er en

velfungerende kommunikation mellem de implicerede. I

det følgende vil det blive belyst, hvordan bistandsværge-

ordningen i Grønland fungerer i praksis.

bistandsværge fra domfældtes nærmeste familie, ellers er

det de kommunale myndigheders ansvar at finde frem til

egnede og villige bistandsværger.

Under Den Grønlandske Retsvæsenskommissions ar-

bejde havde Grønlands Landsret stillet i udsigt, at der

ville blive indgået aftale med en advokat, der havde

virke i både Grønland og Danmark, som skulle være

vejledningsinstans for bistandsværger. En funktion, der

alligevel ikke er blevet oprettet. I stedet er det Retten i

Grønland, der har fået pålagt at vejlede og oplære bi-

standsværgerne i Grønland.

Administration og udbetaling af honorar er politimeste-

rembedets ansvar.

7.1.1

REKRUTTERING AF BISTANDSVÆRGER

Af politiets seneste liste fremgår det, at der ved udgangen

af juni 2018 var 94 personer med krav på bistandsværge

i Grønland. Heraf havde 55 en bistandsværge, mens 39

personer endnu ikke havde fået beskikket en bistands-

værge. Hos politiet var der registreret 43 bistandsværger

med bopæl i Grønland. I alle grønlandske kommuner

befinder sig personer med krav på bistandsværge.

Om årsagen til, at det er de kommunale myndigheder og

ikke politiet, der finder frem til bistandsværger, forklarer

chefanklager ved Grønlands Politi:

”Det er politiet, der skal varetage samfundets interesse

i, at dommen opretholdes så lang tid, det er nødvendigt

– selvfølgelig ikke længere, men så lang tid, det er nød-

vendigt. Så er det selvfølgelig ikke politiet, der skal finde

den person, der skal være domfældtes tillidsmand. Der-

for er det jo i sagens natur kommunen, der skal finde

6.7

OPSAMLING

Hvervet som bistandsværge er præget af mennesker med et

stærkt socialt engagement, der giver en stor del af sig selv

7.1

ORGANISERING AF BISTANDSVÆRGER I

GRØNLAND

I Grønland er det politimesterembedet, der er pålagt at

antage bistandsværger og indstille til retten, når der skal

beskikkes en bistandsværge. Hvis det er muligt, vælges en

Livline til verden

de her bistandsværger, som skal stå på den liste, som vi

trækker fra”.

Chefanklageren giver udtryk for, at det har været proble-

matisk at få de kommunale myndigheder til at forstå og

leve op til deres forpligtelser, som står i bistandsværgebe-

kendtgørelsen. Og i de kommuner, hvor man har forstået

sit ansvar, har det vist sig vanskeligt at finde egnede bi-

standsværger, uddyber chefanklageren:

”Behovet for bistandsværger set i forhold til befolkningen

er jo voldsomt meget større, end det er i Danmark. Og så

er det jo folk med en vis uddannelse og et vist overskud,

som man typisk vælger til det her. Den restgruppe, der

har sociale problemer, er noget større i Grønland, end

den er i Danmark. Det betyder så også, at den velfunge-

rende gruppe, som man kan trække på, er noget mindre.

Og så er der jo den sproglige dimension, hvor man her i

Grønland har en gruppe, der kun taler dansk, og det er jo

svært, når en stor del af dem, der skal have bistandsvær-

ger, fortrinsvis er grønlandsksprogede”.

I forbindelse med dataindsamling til denne undersøgelse

blev der i februar 2018 rettet henvendelse til samtlige

kommuner, hvor der blev spurgt, om kommunen hav-

de en medarbejder, som har dette som ansvarsområde,

og om det var muligt at få oplyst antal bistandsværger

i kommunen. En kommune undlod at svare, mens to

kommuner henviste til kriminalforsorg og politi, da de

mente det var her ansvaret lå. En kommune oplyste, at de

ikke havde en ansvarlig medarbejder, da de ikke havde

indstillet bistandsværger, men at de var opmærksomme

på opgaven og ville fremadrettet have fokus på området.

Fra samme kommune blev der udtrykt frustration over,

at opgaven var lagt ud til kommunerne, da de ved meget

lidt om bistandsværgeområdet. Hovedstadskommunen,

Kommuneqarfik Sermersooq havde som den eneste

kommune en medarbejder med ansvar for området.

Heller ikke her er man begejstret for at have fået pålagt

opgaven med at finde bistandsværger:

”Bekendtgørelsen er ikke optimal i forhold til grønlandske

forhold, da kriminalretslige forhold ikke henhører kom-

munale opgaver. Opgaven med at få bistandsværger bur-

de være et andet sted, måske á la Det Grønlandske Hus i

København og ikke ved en kommunal instans”.

Kommunen har haft opslag i Nuuk Ugeavis med hen-

blik på rekruttering af bistandsværger, det førte ikke til

nogen henvendelser. På initiativ fra den bistandsvær-

geansvarlige ved Kommuneqarfik Sermersooq afholdt

kommune, politi og Retten i Grønland i maj 2018 et

offentligt ”gå-hjem-møde” med henblik på at oplyse om

bistandsværgeordningen og rekruttering af nye værger,

hvor der mødte 12 personer op. Efterfølgende har fem

personer kontaktet kommunen med henblik på at blive

bistandsværger. Et lignende arrangement er blevet af-

holdt for socialrådgiverstuderende ved Ilisimatusarfik/

Grønlands Universitet, her viste ni studerende interessere

for at blive beskikket som bistandsværge.

Det er problematisk, at en stor andel af de personer i

Grønland, som har krav på bistandsværge, ikke har fået

én beskikket. Rekrutteringsproblemet forklares blandt

andet med, at massen med de rette ressourcer er begræn-

set. Dertil kan man særligt i mindre byer og bygder nok

heller ikke helt se bort fra det forhold, som gjorde sig

gældende hos især de første bistandsværger for grøn-

lændere i Danmark, at det i et lille samfund kan være

vanskeligt at være talsmand for en person, der med sin

kriminalitet har skabt ulykke i lokalsamfundet.

Det kan fremstå uansvarligt, at de kommunale myndig-

heder har så lidt kendskab til den funktion, de er sat til

at varetage. Det er let at dømme kommunerne for ikke at

leve op til deres ansvar på forsvarlig vis. Men som flere

var inde på, er spørgsmålet, om de i forvejen overbebyr-

dede kommunale forvaltninger er det rette sted at placere

en funktion, der skiller sig væsentligt ud fra forvaltnin-

gernes øvrige opgaver.

bistandsværger. De skal selvfølgelig også tjekkes i Det

Centrale Kriminalregister, og i et eller andet omfang har

de jo også et ansvar for den konkrete parring”.

I forhold til forventninger om, hvordan politi og kommu-

nale myndigheder finder frem til egnede bistandsværger,

uddyber souschefen:

”Jeg har den forventning til de kommunale myndigheder,

at de finder egnede personer, og at politiet så vurderer, at

de også er egnede som bistandsværger. De personer, der

skal have en bistandsværge, er jo en særlig kategori. Det

er ikke en standard social klient, så det kan ikke nytte, at

man får udpeget en socialrådgiverstudent på 20-21 år,

som ikke har nogen livserfaring. Det vil være at gøre ved-

kommende, der skal have en bistandsværge og bistands-

værgen selv, en bjørnetjeneste. Min forventning er, at det

har de sociale myndigheder og politiet øje for”.

Ifølge souschefen modtager en ny bistandsværge be-

kendtgørelsen, hvor det fremgår, hvilke rettigheder og

forpligtigelser de har, samt at det er Retten i Grønland,

der er vejledningsmyndighed. Fra Retten i Grønlands

side har man ikke hidtil gjort noget aktivt for at komme

i kontakt med bistandsværgerne eller afholdt kurser for

dem. Bekendtgørelsen foreligger kun på dansk, så det

udelukker rent grønlandsksprogede bistandsværger fra at

sætte sig ind i opgaven.

Hvorvidt bistandsværgerne i Grønland er klar over, at

de har mulighed for vejledning hos Retten i Grønland er

uvist. At dømme ud fra henvendelser til Retten i Grøn-

land er det tvivlsomt, om de er klar over, hvordan de kan

bruge vejledningen. Souschefen fortæller, at de henven-

delser, han har modtaget siden 2010, ”kan tælles på en

hånd”, og han erindrer ikke, hvilke spørgsmål det har

drejet sig om.

Tre-deling af ansvaret imellem henholdsvis politi,

kommunale myndigheder og Retten i Grønland virker

uhensigtsmæssig. Der er gråzoner, hvor ansvaret ikke er

entydigt, og hvor der ikke er helt enighed om, hvor meget

hver enkelt myndighed skal foretage sig. Bistandsvær-

gerne har ikke et fast kontaktpunkt, og ingen der intro-

ducerer dem til opgaven eller deres klient. I princippet

modtager de blot et brev med et navn og kontaktoplys-

ninger på en domfældt, som de skal besøge umiddelbart

efter beskikkelsen. Og hvordan forholder det sig, hvis

bistandsværgerne ikke kontakter klienten? Hvem holder

øje med, at bistandsværgerne varetager deres opgaver på

forsvarlig vis? Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, hvil-

ken instans der har ansvar for dette. Dermed er der risiko

for, at nogle klienter blot har en bistandsværge på papiret,

men i realiteten ikke får den hjælp, de har ret til. Til det

svarer souschef ved Retten i Grønland:

”Ifølge bekendtgørelsen kan den dømte henvende sig til

politiet og bede om at få en ny bistandsværge. Så er det

politiet, der skal køre den videre derfra”.

Det indebærer, at den dømte er orienteret om sine rettig-

heder til at få beskikket en bistandsværge, og at vedkom-

mende har de fornødne ressourcer til at kontakte netop

den myndighed, som skal sikre sig, at dommen mod ved-

kommende opretholdes så længe, det er nødvendigt. Hen-

sigten med en bistandsværge er at have en person, der kan

støtte den dømte i blandt andet kontakt til myndigheder.

Det er sandsynligvis de færreste personer med krav på en

bistandsværge, der har ressourcer til selv at kontakte politi-

et, hvis de har klager over deres bistandsværge.

7.2

DE FULDBYRDENDE MYNDIGHEDER I GRØNLAND

I Grønland er der ingen retspsykiatrisk afdeling. Fuld-

byrdelse af foranstaltninger for psykisk syge varetages af

sundhedsvæsenet, hvilket vil sige, at det er de grønland-

ske kommuner, der i samarbejde med Grønlands Selv-

styre skal finde egnet bosted, mens Kriminalforsorgen

medvirker til at udarbejde handlingsplaner og holder sig

orienteret om de dømtes forhold.

Det er i Kriminalforsorgens regi, at forvaringsdomme

fuldbyrdes i en af landets seks anstalter. De fuldbyrdende

myndigheder i Grønland er i lighed med institutionerne

i Danmark forpligtet til at oplyse bistandsværger om, når

de modtager en person med krav på bistandsværge, og

når opholdet er afsluttet. Ligesom bistandsværgerne skal

have mulighed for fri og uhindret kontakt til de anbragte,

og myndighederne skal på begæring fra bistandsværger-

ne udlevere relevante oplysninger.

Hvor meget kendskab har de fuldbyrdende myndigheder

i Grønland til bistandsværgeordningen, deres egne for-

pligtigelser, og hvor meget kontakt er der med bistands-

værgerne?

7.1.2

OPLÆRING OG VEJLEDNING

Når der skal udpeges en bistandsværge, er opgaven hos

politiet at finde et navn på den liste, som de modtager fra

de kommunale myndigheder. Der er ikke tale om et per-

sonligt møde med bistandsværgen. Der sker udelukkende

sagsbehandling hos politiet, som herefter sender oplys-

ninger til retten. Der foregår dermed ikke et ”match” af

domfældt og bistandsværge, og der er ikke nogen til at

introducere dem for hinanden. Chefanklager ved Grøn-

lands Politi uddyber:

”Bistandsværgen får beskikkelsen fra retten, og det sam-

me gør den domfældte. Der er jo ikke en instans som Det

Grønlandske Hus, men der er en forudsætning om, at det

er bistandsværgen selv, der tager et initiativ til at tage

kontakt til den domfældte”.

Retten i Grønland har ansvar for vejledning og oplæring

af bistandsværgerne. Her mener souschef og retsassessor

ved Retten i Grønland, at det er politiet, der skal sikre, at

det er den rette bistandsværge til den rette person:

”Det er min opfattelse, at det er politiets ansvar at sikre,

at de personer, der antages, er generelt egnede til at være

7.2.1

FULDBYRDELSE AF FORANSTALTNINGER FOR

PSYKISK SYGE

Både kommuner og selvstyre er involveret i fuldbyrdelse

af foranstaltninger overfor psykisk syge, men hverken

Socialstyrelsen eller kommunerne har været i stand til at

oplyse, hvor mange personer der er idømt denne foran-

staltning. Socialstyrelsen oplyste, at der ikke befandt sig

nogen i Grønland, eftersom der ikke findes egnede insti-

tutioner. Mens ingen af landets kommuner har svaret på,

Livline til verden

hvor mange af kommunens borgere, der er omfattet. Fra

en kommune lød svaret:

”Jeg ved det ikke, jeg kan ikke en gang gætte på et tal”.

På Dronning Ingrids Hospital i Nuuk anslår den konsti-

tuerede ledende overlæge på Psykiatrisk afdeling, A1, at

der i Grønland er knap 100 retspsykiatriske patienter, der

er omfattet af foranstaltninger for psykisk syge. Patienter-

ne er fordelt over hele kystens byer. Overlægen fortæller,

at de retspsykiatriske patienter enten bor på døgninstitu-

tioner eller boenheder, hvor der er personale hele døgnet,

i bofællesskaber, der ikke er døgnbemandede, men har en

tilknyttet støtteperson, der kommer dagligt, eller i egen

bolig.

Ud af de retspsykiatriske patienter, som overlægen har

været i kontakt med, har vedkommende kun kendskab

til to patienter, som havde bistandsværger. Det fremgår

ikke af den dom, som hospitalet modtager, hvem der er

patientens bistandsværge. Overlægen fremhæver om de

få tilfælde, hvor patienter havde bistandsværger:

”Det er vi rigtigt glade for, fordi det faktisk var med til

at gøre samarbejdet med patienten meget bedre. Der er

nogle patienter, som ikke har meget netværk. Til møderne

med både Kriminalforsorgen og psykiatrien er de ofte

alene”.

Politiet i Grønland udbetaler et årligt vederlag på 1.984

kr. til bistandsværger for dømte i Grønland. Derudover

udbetales 1.488 kr. til bistandsværgen for hver tredje må-

ned, hvor den dømte er anbragt i henhold til dommen.

Det indebærer naturligvis, at politiet er klar over, at den

dømte er anbragt. Flere af de dømte til foranstaltninger

for psykisk syge opholder sig i eget hjem, men i perioder

er det nødvendigt, at de bliver indlagt på Psykiatrisk af-

deling eller anbragt på institution.

Ifølge bekendtgørelsen fremgår det, at institutionerne

skal informere bistandsværgen, når de modtager en dom-

fældt, hvilket kan være vanskeligt, hvis det ikke fremgår

af patientens dom, hvem bistandsværgen er. Det fremgår

ikke af bekendtgørelsen, om politiet skal informeres i for-

hold til udbetaling af yderligere vederlag til bistandsvær-

gen, når en retpsykiatrisk patient indlægges i henhold til

dommen. Overlægen mener, at der ved indlæggelse godt

kunne forventes større indsats fra bistandsværgerne:

”Når en patient bliver indlagt i henhold til dommen,

og hvis bistandsværgerne så bliver særligt honoreret i

denne periode, kunne man jo dermed også kræve, at bi-

standsværgen er deltagende. Men vi ved ikke meget om

bistandsværgerne, og hvad man kan forventer af dem”.

Overlægen på Psykiatrisk afdeling finder det vigtigt, at

der foregår det rette match, når der udpeges bistandsvær-

ge til de retspsykiatriske patienter:

”Det her match er vigtigt. Patienterne har udfordringer

psykisk og med de kriminelle handlinger oveni, er det vig-

tigt, at bistandsværgen ved noget om, hvordan man skal

forholde sig til særligt sikkerhed og adfærd. Det er ikke

bare hvem som helst, der kan være bistandsværge. Jeg har

nogle forventninger til, at bistandsværgen som person har

en god ballast. Man kan ikke gå ud og ansætte helt unge

mennesker, der ikke har et erfarings – og menneskeligt

grundlag for at arbejde med mennesker med psykiske

lidelse. Der er behov for introduktion, information og

særlige kvalifikationer til dette job”.

Endvidere mener lægen, at det kan være problematisk at

anvende pårørende som bistandsværger, da det vil kom-

plicere familierelationerne, og den pårørende kan komme

i konflikt med, hvornår vedkommende optræder som

familiemedlem, og hvornår det er bistandsværgerollen,

der er fremtrædende. Flere retspsykiatriske patienter har

i forvejen et kompliceret forhold til deres familier.

Ud fra sin egen professionelle erfaring med at arbejde

med retspsykiatriske patienter, forventer overlægen, at

der sker en form for oplæring af bistandsværgerne, der

ruster dem til at møde patienter og kende systemet:

”Der er sikkerheds- og tavshedspligtsmæssige problema-

tikker, som man måske ikke tænker over, hvis man er for

nært relateret. Hvis man som bistandsværge skal hjem og

besøge en retspsykiatrisk patient i deres eget hjem, skal

man være forberedt til denne opgave. Det kræver under-

visning og information, for vi skulle jo nødigt risikere, at

en bistandsværge kommer til skade i sit arbejde. Det er

desværre ofte folk tæt på en retspsykiatrisk patient, der er

i risiko for at blive udsat for trusler eller vold”.

Fra Psykiatrisk afdeling i Nuuk undrer man sig over de

kommunale myndigheders rolle i at antage bistandsværger:

”Kommunen er jo selv en samarbejdspartner i nogle af de

relationer, der er omkring en patient –fx ved tildeling af

pension, støtte i hverdagen, bolig og økonomi. Det synes

mere oplagt, at det er en myndighed, der ikke har part i

de udfordringer, patienten kan have, der skal udvælge og

ansætte bistandsværger. Det synes heller ikke relevant,

hvis det er psykiatrien eller KIF, [Kriminalforsorgen i

Frihed] der får denne rolle.”

Selvom den fuldbyrdende instans skal informere bi-

standsværger, findes der meget lidt viden om bistands-

værgeområdet. På Psykiatrisk afdeling, A1, i Nuuk bliver

man sjældent gjort bekendt med, hvem de retspsykia-

triske patienter har som bistandsværger, og det er kun i

enkeltstående tilfælde, at personalet på A1 er stødt på en

bistandsværge. I forhold til de retpsykiatriske patienter

har de kommunale myndigheder en sammensat rolle,

hvor de både skal være en del af den fuldbyrdende myn-

dighed og finde egnede bistandsværger. Det til trods er

der hos kommunerne en ringe indsigt i, hvor mange bor-

gere der er underlagt denne foranstaltning.

Hjemmestyrets arbejdsgruppe ligeledes gjorde opmærk-

som på, men som blev udeladt i bekendtgørelsen.

Som på Psykiatrisk afdeling mener man heller ikke på

anstalten i Nuuk, at det er hensigtsmæssigt at beskikke

familiemedlemmer som bistandsværger. Her vurderer

man, at det kan skabe splid i familier, hvis andre pårøren-

de ikke mener, at bistandsværgen gør det godt nok.

Både vagtmester og socialrådgiver ved anstalten i Nuuk

finder det problematisk, at bistandsværgerne ikke er godt

nok rustet til at påtage sig opgaven. Socialrådgiveren

udtrykker meget klart sin holdning hertil:

”Det er skammeligt bare at beskikke en som bistands-

værge. Der skal oplæring til, hvis de skal hjælpe de

forvaringsdømte. Bistandsværgen skal kunne se, hvor

i systemet vedkommende har at gøre med sin klient og

måske også vide noget om retssystemet. Og så skal de

kunne forstå og formidle klientens behov til retten eller

Kriminalforsorgen. Man skal kunne samtaleteknik, man

skal kende de krav, der stilles, og så skal man kende sine

begrænsninger, så man ikke lover for meget”.

På Kriminalforsorgens hovedkontor i Nuuk bakker chef

for fuldbyrdelse og sikkerhed op om behovet for oplæring:

”Jeg mener, at man kunne argumentere for en form for

grundkursus. Specielt det her med at kende til ”spillets

regler”, hvem der gør hvad. Jeg har en oplevelse af, at det

godt kan gå hen og blive meget følelsesbetonet”.

På anstalten i Nuuk finder socialrådgiver og vagtmester,

at flere af de bistandsværger, de i årenes løb har truffet,

ikke udfylder opgaven tilstrækkeligt. Anstalten har ikke

modtaget klager fra bistandsværger på vegne af deres

klienter – derimod har de fra forvaringsdømte modtaget

klager over bistandsværger. Klagerne har både gået på,

at bistandsværgen ikke hjalp i forhold til den enkeltes

rettigheder, men også i forhold til manglende kontakt

til bistandsværgen. Fra anstalten har personalet været

nødt til at kontakte bistandsværger og bedt dem komme,

fordi den dømte ikke selv kunne komme i kontakt med

værgen, eller hvis bistandsværgen er udeblevet fra et lovet

besøg. De mener derfor, at der er behov for, at der bliver

fulgt op på, hvordan bistandsværger udfylder opgaven:

”Der er nogen, der får deres løn, selvom de ikke gør deres

arbejde. Det kan vi se, vi noterer alt, hvad der sker i døgn-

rapporten. Der skal være et eller andet system med at de

kommer, ikke bare får deres penge uden at gøre noget. Det

skal tjekkes, at de har været der”.

7.2.2

FULDBYRDELSE AF FORVARINGSDOM,

ANSTALTEN FOR DOMFÆLDTE

I politiets seneste opgørelse fremgik det, at der var 10 for-

varingsdømte, der afsonede i en grønlandsk anstalt, hvor-

af fem havde en bistandsværge. Anstalten for Domfældte

i Nuuk er landets største anstalt, og huser fire forvarings-

dømte, hvoraf to har fået beskikket en bistandsværge. Fra

anstaltens side har man rykket både kredsret og politi for

at få beskikket bistandsværge til de to, der mangler.

Flere af de mere erfarne anstaltsbetjente har i perioder

været på udveksling i Herstedvester, hvor de har fået

indblik i, hvordan bistandsværgeordningen fungerer i

Danmark. Anstalterne har også haft forvaringsdømte

gennem mange år, både dømte som er blevet overflyttet

fra Herstedvester, og dem, som er idømt forvaring direkte

til grønlandsk anstalt. Derved har anstaltspersonalet et

godt indblik i, hvad bistandsværgeordningen indebærer,

og hvilke forventninger der bør stilles til bistandsværger.

Om det siger en vagtmester:

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi hørte lidt om, hvad vi

kan gøre bedre i forhold til klienten. Det kan jeg godt sav-

ne, og at de fungerer som erstatning for de dømtes famili-

er. At vores forvaringsdømte bliver rolige til hverdag, fordi

de får besøg fra bistandsværgen, det mangler jeg også”.

Anstaltens socialrådgiver uddyber:

”De skal varetage de forvaringsdømtes retssikkerhed. Og

også at de dømte har nogen at snakke med, for de fleste

kommer jo udefra og har ingen familie her”.

Selvom den udvidede omsorgsdel i bekendtgørelsen kun

gælder for anbragte i Danmark, så forventer personalet

ved anstalten i Nuuk også, at bistandsværger i Grønland

varetager en familieerstatningsfunktion. Måske fordi

personalet kender til ordningen fra Herstedvester, men

også fordi de ser behovet hos de dømte. Et behov som

Livline til verden

Personalet i anstalten mener, at bistandsværgefunktionen

er af stor betydning for de forvaringsdømte. Det er derfor

problematisk, hvis bistandsværgerne ikke lever op til op-

gaven på forsvarlig vis. Der er behov for oplæring, og fra

anstaltens side efterlyser man, at der bliver holdt opsyn

med, om bistandsværgerne passer deres hverv.

ved retsmøderne. Derudover taler bistandsværgen kun

dansk. Selvom den indsatte har afsonet i Herstedvester og

kan noget dansk, så foretrækker vedkommende at kunne

tale med bistandsværgen på sit eget sprog.

Mens forvaringsdømte i Herstedvester afsoner under

ens vilkår og er i behandlingsforløb hos psykolog eller

psykiater, bliver de budt helt andre forhold i grønlandske

anstalter. Her er ikke tilknyttet behandlingspersonale, der

er få aktivitetsmuligheder, og til forskel fra deres med-

indsatte, der afsoner tidsbestemte domme, har de to in-

formanter ikke mulighed for udgang. De kan få bevilget

et antal ledsagede udgange. Det er derfor vigtigt at tilse,

at de få rettigheder, de har, bliver overholdt. Begge in-

formanter udtrykker dyb frustration over de forhold, de

lever under i anstalten. Ingen aktiviteter, ingen udgang og

ingen at tale med, har særligt for den enes vedkommende

fremkaldt voldsomme angstanfald, tanker om selvmord

og ”man er bange for at blive skør”. For at en foranstalt-

ningsændring kan komme på tale, skal de forvarings-

dømte udvise forbedring i deres levevis overfor retten.

Da der ikke er behandlingsmuligheder i anstalten, er det

begrænset, hvad de kan gøre for at vise bedre adfærd.

Den ene informant har fået bevilget et antal ledsagede

udgange og mulighed for at deltage i AA-møder i byen,

men det har ikke kunnet gennemføres:

”Vi bliver meget dårligt behandlet. Vi bliver set ned på

af de ansatte. Nogen gange siger de bare, at der er ikke

nogen ledsager til dig. Det er blevet skrevet i dommen,

at jeg skal have ledsager, når jeg skal på udgang. Det er

også blevet skrevet, at jeg ikke ønsker at gå til AA-mø-

der. Det passer ikke, det er jo fordi, jeg ikke kan få led-

sager. Jeg skal have ledsager, når jeg skal til AA-møder.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Jeg har været glad for

AA-møderne, hvor jeg kunne forberede mig til møderne.

Når jeg så har forberedt mig, så viser det sig, at der ikke

er en ledsager. Mange gange følger man ikke her i an-

stalten, det juristerne har skrevet”.

De forvaringsdømte oplever at deres rettigheder i anstal-

ten bliver krænket. Og begge udtrykker de behov for at

have en person, som kan tale deres sag. Men her har in-

gen af dem kunnet hente hjælp hos deres bistandsværger.

Ligesom anstaltspersonalet, mener de forvaringsdømte

heller ikke, at bistandsværgerne kender nok til opgaven

eller engagerer sig tilstrækkeligt:

”Det er ikke pænt, at man siger ja til at være bistands-

værge og så lader stå til. Man skal forstå det ansvar,

man har. Som det er i dag, der virker det som om det

bare er folk, man henter ind fra gaden uden at kende til

deres forudsætning og forpligtelser”.

7.4

BISTANDSVÆRGERNE I GRØNLAND

Der er registreret 43 bistandsværger i Grønland hos poli-

tiet. Både de involverede myndigheder og domfældte har

forventninger til, hvordan bistandsværgerne varetager

funktionen, forventninger som tilsyneladende ikke altid

bliver indfriet. Det er dog langt fra sikkert, at bistands-

værgerne er givet de rette forudsætninger til at leve op

til de forventninger og de opgaver, de stilles overfor. Bi-

standsværgerne i Grønland har ikke været i kontakt med

en bistandsværgekoordinator, der har sat dem ind i hver-

vet før de startede. Der har ikke været personlig kontakt

med dem, som har rekrutteret og beskikket dem, før de

påtog sig opgaven, og ingen har forklaret dem, hvad det

vil sige at arbejde som bistandsværge.

En bistandsværge gennem tre år fortæller om, hvordan

det var at starte som bistandsværge:

”Jeg blev ringet op af en fra kommunen, der spurgte, om

jeg ville være bistandsværge. Jeg synes det lød spændende,

det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Politiet lavede så

en indstilling til retten, og så fik jeg et brev om, at jeg var

beskikket. Jeg fik klientens navn, og hvor vedkommende

boede. Så skulle jeg besøge klienten på institutionen, og så

tog jeg ud og præsenterede mig, også for de ansatte”.

Bistandsværgen fik ingen bekendtgørelse eller andre

oplysninger. Det var derfor lidt af en udfordring for den

pågældende at orientere sig om, hvad bistandsværge-

funktionen indebar:

”Jeg har efterlyst det overfor kommunen og rigsombuds-

mandens administration, hvorfor vi ikke fik en eller

anden form for undervisning eller et kursus eller bare en

redegørelse for, hvad der er vores arbejdsopgaver. Men

jeg har ikke fået svar. Det er det, jeg ikke ved, hvem det

er, vi skal snakke med, er det rigsombuddet eller retten?

Til sidst søgte jeg lidt på nettet, der fandt jeg noget som

gælder for bistandsværger i Danmark. Da jeg startede, så

det ellers ud til, at der var et system til at tage sig af bi-

standsværgerne, så jeg blev lidt skuffet. Man må selv være

på dupperne og finde bekendtgørelser i Danmark og læse,

hvilke forventninger der er til bistandsværger”.

En anden bistandsværge har haft lignende oplevelse:

”Jeg har ikke fået nogen oplysninger, ikke en skid. Jeg er

ikke bekendt med, hvad de er dømt for, og hvilken foran-

staltning de er dømt. Jeg ved ikke, om jeg skal gå til politi-

mesterembedet eller retten. Det er rent tilfældigt, hvordan

man finder ud af det, man bliver selv nødt til at tænke,

hvad er det, hvad er en bistandsværge”.

Bistandsværgerne må stort set selv opfinde opgaven.

Det kan være vanskeligt at udføre et hverv tilfredsstil-

lende, hvis man ikke er informeret om, hvilke rettighe-

der og pligter der følger med opgaven. Ligesom det har

sine udfordringer at sikre, at de domfældtes rettigheder

bliver overholdt, hvis man ikke i udgangspunktet er be-

kendt med de foranstaltninger, vedkommende er pålagt.

Hvordan forstår bistandsværgerne så deres opgave?

Den ene forklarer, at bistandsværgens opgave er

”at

skabe kontakt mellem klienten og de offentlige instanser,

som kommune og Kriminalforsorgen”.

Den anden bi-

standsværge forklarer bistandsværgens rolle på følgende

måde:

”Opgaven er, hvis personen kommer til mig og kæmper

mod et system, det kan være kommunen, politiet, anstalt

eller andre institutioner, så skal jeg hjælpe med at lave

nogle skrivelser. Og så skal jeg indkalde de her personer,

som jeg har med at gøre, og forklare dem, og hvis jeg

kan se, at tingene ikke er som de er, så har jeg pligt til at

sørge for, at der gribes ind”.

Ligesom bistandsværgerne i Danmark har de to in-

terviewede bistandsværger også en vis modenhed, og

begge er over 50 år. Hvad de mener, der skal lægges

vægt på, når der udpeges bistandsværger, er stort set

enslydende med bistandsværgerne i Danmark: De skal

være dobbeltsprogede, kunne tale og skrive grønlandsk

og dansk. De skal have interesse for området, være åbne

og gode til at kommunikere, og så skal de ikke være for

unge, helst over 30 år.

”Hvis man er for ung, kan det

godt være risikabelt”,

siger den ene bistandsværge.

Begge interviewede er bistandsværge for flere personer.

Den ene bistandsværge forklarer, at vedkommende

mødes med de domfældte en til to gange om året, mens

den anden har kontakt hver anden eller tredje måned.

På Psykiatrisk afdeling ved Dronning Ingrids Hospi-

tal udtrykker overlægen bekymring for, hvordan bi-

standsværger håndterer mødet med de retspsykiatriske

patienter, ikke mindst af hensyn til bistandsværgernes

sikkerhed. Begge interviewede er bistandsværger for

retspsykiatriske patienter, og ingen af dem har en faglig

forudsætning, der giver dem indsigt i dette møde. Det

giver en vis usikkerhed:

”Det kræver virkelig ekstra, og det er nok også derfor, jeg

ikke rigtig ønsker at være bistandsværge længere. Når

de er så syge, så kan man godt blive bekymret. Man skal

være meget, meget påpasselig. Meget på vagt, for vi ved

ikke, hvordan de forstår samtalen”.

7.3

FORVARINGSDØMTE I GRØNLAND

– DERES BEHOV FOR BISTANDSVÆRGE

For at få indblik i, hvordan forvaringsdømte i Grønland

oplever bistandsværgeordningen, er der foretaget in-

terview med to forvaringsdømte. Den ene har afsonet

i mere end 20 år, først i Herstedvester, men er senere

flyttet til videre afsoning i Grønland. Vedkommende har

derfor erfaring med bistandsværgeordningen i Danmark,

hvor der er en udvidet omsorgsfunktion. Den anden

informant er dømt til forvaring i grønlandsk anstalt og

har afsonet i knap 10 år. Begge de interviewede indsatte

har været anbragt i flere forskellige af landets anstalter og

har i øjeblikket bistandsværger. De har begge to haft flere

forskellige bistandsværger i Grønland.

Hos de to informanter hersker der stor frustration over

deres erfaringer med bistandsværger. Den ene har nu

sin fjerde bistandsværge. Vedkommende har tidlige-

re haft et familiemedlem som bistandsværge, hvilket

fungerede dårligt. Den pårørende forstod ikke de mere

formelle dele og indsattes rettigheder, derfor valgte den

forvaringsdømte ikke at gøre brug af bistandsværgen.

Samtidig var det svært at afvise et familiemedlem som

bistandsværge. Da vedkommende blev flyttet til en

anstalt i en anden by, blev der beskikket en ny bistands-

værge, men den indsatte mødte aldrig sin bistandsvær-

ge og fik ikke kontakt til den pågældende. Det samme

skete i en ny anstalt i ny by. Den nuværende bistands-

værge har den forvaringsdømte selv ønsket at få beskik-

ket, fordi vedkommende er inde i lovgivningen. Selvom

det nu er en bistandsværge, som klienten ønsker, er der

problemer med at få kontakt til værgen:

”Det er en kamp og få fat i ham og få den snak, som jeg

har brug for. Det virker, som om han ikke rigtig har nogen

interesse i det”.

Hos den tidligere herstedvesteranbragte er der også skuf-

felse at spore. Sammenlignet med sine erfaringer med bi-

standsværger i Danmark, føler den indsatte sig nu svigtet.

Den nuværende bistandsværge kommer sjældent på besøg,

og når det sker, er det kun for at drikke kaffe. Den forva-

ringsdømte savner en der kan ”hjælpe med at skrive breve”

om forholdene i anstalten, og som kan støtte og deltage

Livline til verden

”Det er jo lidt fremmed for mig. Jeg ved jo, at de somme-

tider kan være udadreagerende, når de er psykotiske eller

glemmer at tage deres medicin”.

De to bistandsværger mener, at der er stort behov for

oplæring. De foreslår, at der bliver afholdt orienterings-

kurser om, hvad opgaven indebærer, og hvilke myn-

digheder de kan kontakte. Ligesom de ønsker, at der er

mulighed for supervision, eller at der findes en instans at

henvende sig til:

”Man kunne godt have behov for sådan

noget lignende som med Det Grønlandske Hus”.

Særligt

i forhold til samtaler med de psykisk syge patienter kan

der være brug for at tale om sine oplevelser.

Det er et ensomt hverv at være bistandsværge i Grønland.

Den ene bistandsværge har meldt sig ind i Landsforenin-

gen for Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark,

men hos den danske bistandsværgeforening har der

heller ikke været nogen hjælp at hente, sandsynligvis på

grund af, at bistandsværger for dansk dømte i Danmark

er omfattet af en anden ordning. Derfor mener de inter-

viewede bistandsværger også, at der er behov for et fo-

rum, hvor bistandsværgerne kan udveksle erfaringer. Og

de ønsker, at der afholdes et årligt kursus i lighed med det

som afholdes for de bistandsværger i Danmark.

Den ene af de to interviewede bistandsværger overvejer

at stoppe, da det er for udmattende. Den anden bistands-

værge kan midt i besværlighederne sagtens finde glæde

ved hvervet:

”Jeg kan godt lide, når det lykkes. Så er det

som om jeg får sådan et lille skulderklap”.

De interviewede bistandsværger har ikke modtaget

information om, hvad hvervet indebærer. Ud fra deres

egen forståelse af opgaven har de formet deres roller.

Det er sandsynligvis ikke alle 43 bistandsværger, der har

grebet det an på samme måde. Hvis de ikke med beskik-

kelsesbrevet har fået bekendtgørelsen og er blevet gjort

opmærksom på, at de umiddelbart efter beskikkelsen skal

sætte sig i kontakt med klienten, hvor skal de så vide det

fra? Måske antager nogle bistandsværger, at de blot er en

person, som klienten kan rådføre sig med. Måske venter

de på at blive kontaktet af Kriminalforsorgen, Psykiatrisk

afdeling eller klienten selv. Den manglende introduktion

til hvervet stiller bistandsværger – og i særdeleshed dom-

fældte – i en urimelig situation.

udtrykker utilfredshed med den måde, hvorpå flere bi-

standsværger varetager deres opgaver, eller at de netop ikke

varetager den. En kritik, der nok er på sin plads, men det er

tvivlsomt, om man udelukkende kan rette den mod bistands-

værgerne. De grønlandske bistandsværger er fuldstændigt

overladt til sig selv, og det samme er deres klienter.

Hos kommuner og selvstyre, som er medansvarlige for fuld-

byrdelse af foranstaltninger for psykisk syge, er der et man-

gelfuldt kendskab til, hvilke klienter der er i Grønland, og

hvor de befinder sig. De kommunale myndigheder er kun i få

tilfælde bevidste om, at de har ansvar for at indstille egnede

bistandsværger til politiet, og de få som er, har et begrænset

kendskab til bistandsværgeordningen.

Blandt de retlige instanser, politi og Retten i Grønland er der

ikke helt samme opfattelse af, hvem der har ansvar for hvad,

når det til eksempel vedrører

”matching af klient-bistandsvær-

ge”

og introduktion til opgaven. Eftersom bekendtgørelsen

om bistandsværger ikke har taget højde for alle faktorer,

opstår der gråzoner, hvor det bliver uklart, hvor ansvaret for

de enkelte instanser ligger. Resultatet er, at bistandsværger i

Grønland ikke modtager nogen former for introduktion til

opgaven. De modtager begrænsede oplysninger, og eftersom

bekendtgørelsen kun foreligger på dansk, udelukker det rent

grønlandsksprogede bistandsværger fra at sætte sig ind i

opgaven.

Fra stort set alle sider, særligt bistandsværgerne selv, påpeges

behovet for oplæring og en kontaktinstans. I Grønland er der

ikke, som i Danmark, et årligt kursus. Vejledningsfunktio-

nen hos Retten i Grønland er ikke tydeliggjort for bistands-

værgerne, og de mangler netværk. Ligesom både domfældte

og institutionspersonale savner, at der er en instans, der kan

holde opsyn med, at hvervet bliver varetaget tilfredsstillende.

I Grønland er der et stort rekrutteringsproblem af bistands-

værger. Det er blandt andet blevet forklaret med, at der er få

ressourcepersoner i forhold til eksempelvis i Danmark, og

at der i Grønland er et større behov. Rent grønlandsktalende

potentielle bistandsværger bliver udelukket, eftersom be-

kendtgørelsen kun er på dansk. De personer, der påtager sig

opgaven, er overladt til sig selv: Ingen introduktion, ingen

vejledning, ingen kontaktperson og intet tilsyn med, hvordan

opgaven udføres.

Hvis bistandsværgeordningen i Grønland skal have mere

end en symbolsk betydning, er det nødvendigt med en reel

anerkendelse af funktionen, og hvad det indebærer at ruste

bistandsværgerne til at udføre hvervet. De anbragte har stort

behov for dygtige og engagerede bistandsværger. Som det

fungerer i dag, er de store tabere dem, som virkelig har brug

for bistandsværger.

Kapitel

I 2019 er det planlagt, at Grønlands første lukkede anstalt ta-

ges i brug, hvor grønlandske forvaringsdømte fremover skal

afsone. Den nye anstalt får i alt 76 pladser, heraf 40 pladser

i en lukket afdeling, der skal huse både forvaringsdømte,

disciplinært anbragte og tilbageholdte.

Med den nye anstalt ophører ordningen med at sende

forvaringsdømte til Herstedvester Fængsel, og fremtidige

forvaringsdømte skal herefter afsone i Grønland. Når anstal-

ten tages i brug, kan de indsatte, der afsoner i Herstedvester

vælge om de vil blive i Danmark og fortsætte deres afsoning

i Herstedvester, eller om de ønsker at flytte til den nye grøn-

landske anstalt. De forvaringsdømte, som vælger at blive

i Danmark, må dog fremover forvente at skulle afsone på

lige vilkår med øvrige indsatte i Herstedvester, idet de ekstra

privilegier, der er på den grønlandske afdeling, forventes ud-

faset i forbindelse med åbningen af den nye anstalt i Nuuk. I

efteråret 2018 skal Folketinget behandle et ændringsforslag

af Kriminallov og Retsplejelov for Grønland, der giver hjem-

mel til, at overførsel finder sted. På baggrund af anbefalinger

fra blandt andre Grønlands Råd for Menneskerettigheder og

Institut for Menneskerettigheder, har det grønlandske lov-

udvalg i Inatsisartut i deres betænkning til forslaget udtrykt

ønske om, at der indskrives en såkaldt tilbagekaldelsesret i

loven, så de forvaringsdømte, der flytter til den grønlandske

anstalt, får mulighed for at fortryde deres valg. Denne tilba-

gekaldelsesret er ikke med i Justitsministeriets forslag.

LUKKET ANSTALT I NUUK

– FREMTIDENS BISTANDSVÆRGEORDNING

Som tidligere set i bistandsværgeordningens historie, så er

der endnu ingen myndigheder, der har inddraget eller råd-

ført sig med bistandsværger eller Det Grønlandske Hus. Det

er derfor ikke muligt for bistandsværgerne at vejlede eller

orientere deres klienter om, hvad deres valg vil indebære.

Ud af de 21 forvaringsdømte i Herstedvester, som deltog

i undersøgelsen i maj 2018, svarede seks personer, at de

ville flytte til den nye anstalt. En uddybede, at han tidligere

havde sagt nej, fordi han var bange. Han havde nu skiftet

mening fordi:

”Jeg hører hjemme i Grønland”.

Ti af de adspurgte vil blive i Herstedvester. Her var begrun-

delsen, at de ikke havde mere familie tilbage i Grønland, at

der var bedre fremtidsmuligheder i Danmark, eller de gav

udtryk for en bitterhed over at være forvist fra hjemlandet

og ikke længere var velkomne.

De sidste fem havde endnu ikke besluttet sig. I forbindelse

med spørgsmålet om de ønskede at blive overflyttet til den

nye anstalt, gav flere udtryk for, at de håbede og forventede,

at der ville være bistandsværger i Grønland.

Ikke overraskende er det kun få af de forvaringsdømte i

Herstedvester, der på nuværende tidspunkt siger ja til en

overflytning. Flere af dem har tilbragt mere end 10 år i det

danske fængsel. De har haft en hel tilværelse i fængslet med

arbejdsplads, behandling, bistandsværge og måske opbyg-

get lidt netværk udenfor muren. Alt vil de miste på samme

tid, uden de ved, hvad der bliver stillet i stedet.

Chefen for fuldbyrdelse og sikkerhed fra Kriminalforsor-

gens hovedkontor i Nuuk forventer, at anstalten tages i brug

til april 2019. Fra Kriminalforsorgen i Grønland er man

begyndt at holde informationsmøder for de indsatte i Her-

stedvester om den nye anstalt i Nuuk. Om det forklarer han:

8.1

UVIS FREMTID FOR DE INDSATTE I

HERSTEDVESTER OG DERES BISTANDSVÆRGER

For bistandsværger og forvaringsdømte er der mange usik-

kerhedsmomenter. De ved endnu ikke, hvordan fremtiden

vil forme sig, hvad end de vælger at blive i Danmark eller

flytter til Nuuk. Og loven, der skal sikre en overførsel, er her

knap et år, før anstalten tages i brug, endnu ikke vedtaget.

7.5

OPSAMLING

Bistandsværgeordningen i Grønland er præget af ringe kom-

munikation og manglende overblik, både hvad angår de per-

soner, som har krav på bistandsværger, ansvarsfordeling og

selve bistandsværgerne. Domfældte og institutionspersonale

Livline til verden

”I forhold til Herstedvester og åbning af den nye anstalt,

så handler det om, at vi er på charmeoffensiv. Ikke for-

stået på den måde, at vi skal ud og hverve indsatte, men

prøve at skabe klarhed om, hvad det er for en anstalt, vi

bygger heroppe. Vi prøver at skabe klarhed over, hvad det

er for nogle vilkår og rettigheder, hvad vi kan tilbyde, og

hvad vi ved på nuværende tidspunkt. Men også, hvad vi

ikke ved. Vi tror meget mere på at komme med en lille

smule orientering af gangen og skabe noget tryghed om

det. Der ligger noget samarbejde også med Herstedvester

med på et tidspunkt at få inddraget bistandsværgerne.

Men min forståelse af den opgave ligger primært hos Her-

stedvester. Vi kommer jo sådan set bare udefra og infor-

merer om, hvad der kommer til at ske”.

Bistandsværgerne for de herstedvesteranbragte havde håbet

på at blive inddraget i Kriminalforsorgens informations-

møder eller i det mindste at have modtaget de oplysninger,

som blev givet til indsatte, så de kunne uddybe og forklare

indholdet enkeltvis for deres klienter. I stedet må de høre

fra deres klienter, hvad der skal ske, uden at de har mulig-

hed for at udrede eventuelle misforståelser. Et emne, der

har skabt frustrationer og fyldt en del på de seneste bi-

standsværgemøder, da de indsatte ikke helt har enslydende

forklaringer. Bistandsværgekoordinatoren uddyber:

”Vi blev ellers informeret om, at når de skulle tale med de

indsatte om flytning, så skulle bistandsværgerne med. Så

fandt jeg lige pludselig ud af, at sådan et møde skulle finde

sted. Jeg mailede så til Kriminalforsorgens direktør i Nuuk

og spurgte, om bistandsværgerne ikke skulle indkaldes

til mødet. Men det skulle vi ikke. Det har så givet rigtig

mange problemer for bistandsværgerne. Alle de indsatte

har siddet og hørt på det, og hver især hører de det, som

de vil høre. Der er det jo svært som bistandsværge at finde

ud af, hvad er hvad”.

Et andet område, som har skabt utryghed hos både ind-

satte og bistandsværger, er, hvad der skal ske med dem,

som vælger at blive i Herstedvester. I et svar til Folketingets

retsudvalg har Justitsministeriet oplyst, at den nuværende

ordning for grønlænderne med særlige privilegier som

besøgsrejser til og fra Grønland, grønlandsk proviant, en

særlig tilknyttet pædagogisk assistent og tolk vil blive udfa-

set. Men hvordan ser det ud med bistandsværgeordningen?

Ordningen, der i mere end 40 år er blevet koordineret fra

Det Grønlandske Hus i København med henblik på, at der

kunne beskikkes grønlandsktalende bistandsværger for

grønlandskdømte i Danmark.

Det er endnu uvist, om bistandsværgekoordinatoren i Det

Grønlandske Hus fortsat skal stå for koordineringen af

bistandsværger til dem, der bliver i Herstedvester. Eftersom

den nye anstalt i Nuuk ikke kommer til at berøre dem, som

er dømt til foranstaltninger for psykisk syge, må man anta-

ge, at funktionen for den gruppe anbragte fortsætter. Men

da størsteparten af de psykisk syge foranstaltningsdømte er

anbragt i Jylland, kan det virke uhensigtsmæssigt, at koor-

dinatoren er placeret i København. De forvaringsdømte,

der bliver i Herstedvester, er fortsat grønlandsk dømte og

vil derfor fortsat skulle have en beskikket bistandsværge,

men kan de forvente at beholde den nuværende bistands-

værge? Og i så fald skal bistandsværgerne koordineres

fra Det Grønlandske Hus, eller skal de overføres til forteg-

nelsen over danske bistandsværger, der administreres af

statsforvaltningen? Når Justitsministeriet skriver, at den

nuværende ordning med særlige vilkår for grønlandske

dømte vil blive udfaset, er det uklart, i hvilket omfang bi-

standsværgeordningen vil blive berørt heraf.

en form for match af klient-bistandsværger, og så skal bi-

standsværgerne vejledes, ikke blot i de lovpligtige regler,

men også de uskrevne regler.

Før nye bistandsværger starter, skal de kende klientens sag,

og bistandsværgekoordinatoren skal deltage i det første be-

søg. Der bør stilles krav om deltagelse i bistandsværgemø-

der og kurser, og så foreslås det, at bistandsværgehvervet

skal være borgerligt ombud.

Fra de erfarne bistandsværger anbefales det, at bistands-

værgerne lærer at føre motiverende samtaler med indsatte,

og at de får mulighed for supervision. De skal introduceres

til institutionerne og gøres bekendt med de øvrige aktører.

Og fra de øvrige instansers side er det vigtigt, at de får re-

levant materiale som domsudskrifter, handlingsplaner og

øvrige relevante dokumenter.

I forhold til overførsel af de herstedvesteranbragte til

Grønland foreslås det, at der beskikkes en bistandsværge

før overførsel, så der kan skabes kontakt mellem den nu-

værende og kommende bistandsværge. Bistandsværgerne

i Danmark er meget villige til at deltage i oplæring af nye

bistandsværger og i samarbejdet om klienterne.

hjemkommunen i Grønland. De demografiske forhold i

Grønland gør, at det samme behov for familieerstatning

for alle andre end Nuuk-borgere vil gøre sig gældende,

hvad end man afsoner i Nuuk eller Herstedvester. Dertil

kommer, at en stor del af de anbragte ikke har de store

ressourcer i deres netværk. Det vil derfor være mest hen-

sigtsmæssigt at lade den udvidede omsorgsdel gælde for

alle bistandsværger. De herstedvesteranbragte, der vælger

at flytte til Nuuk, har en forventning om, hvordan bistands-

værgehvervet udfyldes. Såfremt en overførsel til Nuuk skal

ske så gnidningsfrit som muligt, vil netop omsorgsdelen af

bistandsværgefunktionen være helt central.

Arbejdsgruppen anbefalede, at koordineringsansvaret i

henholdsvis Grønland og Danmark skulle ligge under

samme overordnede myndighed, hvor der var mulighed for

juridisk vejledning, og at der i Grønland blev oprettet en

bistandsværgekoordination i lighed med den funktion, som

varetages i Det Grønlandske Hus. Dette er der ligeledes set

bort fra, hvilket dog kunne have imødekommet mange af

de udfordringer, som ordningen kæmper med i Grønland

i dag. Den manglende koordination har medført, at bi-

standsværger i Grønland er helt overladt til sig selv.

Arbejdsgruppen anbefalede, at satsen for hver påbegynd-

te tredje måned, hvor den dømte er anbragt i henhold til

dommen, også bør udbetales til bistandsværger for dømte,

som ikke er anbragt udenfor eget hjem. En anbefaling der

ligeledes er set bort fra i bekendtgørelsen. Det ville særligt

være bistandsværger i Grønland, der ville kunne mærke et

løft i honorar. Dette ville også lette sagsbehandlingen i ud-

betaling af honorar.

Endvidere er der fra såvel arbejdsgruppen som Den Grøn-

landske Retsvæsenskommission anbefalet bedre uddannel-

se af bistandsværgerne. Det sker i nogen grad i Danmark,

men hverken introduktion, løbende vejledning eller ud-

dannelse pågår for bistandsværgerne i Grønland. Dertil

kommer, at bistandsværgebekendtgørelsen kun foreligger

på dansk, hvilket gør det særdeles vanskeligt for rent grøn-

landsksprogede bistandsværger at sætte sig ind i opgaverne.

Set i lyset af det rekrutteringsproblem, der er i Grønland, vil

det øge rekrutteringsgrundlaget, særligt ude på kysten, hvis

dansk ikke var en forudsætning for varetagelse af hvervet.

Bekendtgørelse nr. 366 fremstår, som om den primært

henvender sig til bistandsværger for grønlandske anbragte i

Danmark, mens Grønland er blevet overset. De forbedringer,

som bekendtgørelsen har medført, har stort set kun været

til gavn for bistandsværgerne i Danmark. Det kan skyldes,

at bistandsværgegruppen i Danmark har en fælles platform

og derudfra har været bedre til at gøre opmærksom på deres

forhold. Bistandsværger i Grønland har intet fælles forum,

8.2

DEN DANSKE BISTANDSVÆRGEGRUPPES

ANBEFALINGER TIL GRØNLAND

Fra stort set alle sider bliver det påpeget, at der er behov for

oplæring af bistandsværgerne. De har brug for kendskab

til regler og lovgivning, hvem der gør hvad i forhold til

fuldbyrdelse af foranstaltninger, og hvilke rettigheder de

anbragte har. Ligesom der også er behov for øget kendskab

til samtaleteknik og psykiatriske diagnoser.

På seminaret for bistandsværgerne i Danmark i efteråret

2017 var anbefalinger til et kommende bistandsværgenet-

værk på dagsordenen. Bistandsværgegruppen i Danmark

anbefaler en nytænkning af bistandsværgebekendtgørelsen,

hvor det bliver klarlagt, hvem bistandsværgerne i Grønland

skal høre under. Der bør oprettes en koordinatorfunktion

i lighed med den, som Det Grønlandske Hus varetager i

dag. I forhold til oprettelse af en koordinatorinstans er der

uklarhed om, hvor den bør ligge. Det bliver blandt andet

foreslået under rigsombuddet, under Inatsisartuts ombuds-

mand, i Selvstyrets regi eller som en uafhængig instans i stil

med børnetalsmandsinstitutionen. Det foreslås at inddrage

bistandsværgekoordinatoren fra Det Grønlandske Hus til

oplæring af en kommende koordinator.

Ved antagelse af kommende bistandsværger anbefaler bi-

standsværgerne i Danmark, at der bliver defineret nogle

krav til, hvilke personlige kompetencer bistandsværgerne

skal have, ligesom bistandsværgernes opgaver skal tyde-

liggøres. Frem for at antage en stor flok bistandsværger,

anbefaler de, at der lægges ud med at finde tre til fem

ildsjæle, der får en grundig indføring og herefter er med til

at oplære og opbygge et solidt bistandsværgenetværk. Her

skal det tydeliggøres, at bistandsværgerne skal være familie-

erstatning, ligesom det frarådes at lade familiemedlemmer

være bistandsværger. Der lægges vægt på, at der skal være

8.3

BEHOV FOR REVIDERING AF

BISTANDSVÆRGEBEKENDTGØRELSEN

Da bekendtgørelse nr. 366 blev sat i kraft, var anstalts-

byggeriet til den lukkede anstalt i Nuuk i fuld gang. Det

ser ikke ud til, at der ved udarbejdelse af bekendtgørel-

sen, er taget højde for, at med den nye anstalt vil flere

forvaringsdømte blive overflyttet til Grønland.

I høringsbrevet til bekendtgørelsens udkast nævnes, at

der er indarbejdet en række af de anbefalinger fremsat

af Grønlands Hjemmestyres arbejdsgruppe i 2006, men

væsentlige anbefalinger er dog udeladt. I den del af be-

kendtgørelsen, der vedrører bistandsværger i Grønland,

ser det ud til, at der er set bort fra såvel arbejdsgruppens

anbefalinger som det forhold, at der med den nye anstalt

vil blive behov for et betydeligt større bistandsværge-

korps med en større indsigt, end der findes i dag.

Bekendtgørelsen lægger fortsat op til, at nærmeste på-

rørende beskikkes som bistandsværge. Et forhold, som

arbejdsgruppen netop frarådede, og som både instituti-

onspersonale i både Grønland og Danmark og bistands-

værger ligeledes finder uhensigtsmæssigt.

Den udvidede omsorgsdel gælder kun for anbragte i

Danmark, selvom arbejdsgruppens forslag var at ud-

vide omsorgsforpligtelser til dømte anbragt udenfor

Livline til verden

og der har ikke været nogen til at tale deres sag.

Når den nye anstalt tages i brug, vil alt være nyt. Nyt per-

sonale, nyt regelgrundlag og nye indsatte, hvor der uund-

gåeligt vil ske begynderfejl. Af hensyn til de kommende

indsattes retssikkerhed, er det nødvendigt, at der findes

kvalificerede bistandsværger, der er med til at sikre, at de

indsattes rettigheder overholdes. Ligesom de nuværende

personer med krav på bistandsværger i Grønland har for-

tjent, at deres tages bedre hånd om deres forhold.

I såvel Grønland som i Danmark er der behov for, at

samtlige instanser, der er i berøring med personer, der er

omfattet af bistandsværgeordningen, bliver gjort bekendt

med indholdet i bistandsværgebekendtgørelsen og der-

med hvilket ansvar, der påhviler dem. Som det foregår i

dag, er bistandsværgeordningen i alt for høj grad præget

af manglende indsigt hos flere af de ansvarlige myndig-

heder. Det anbefales derfor, at bekendtgørelsen revideres,

og at der i den forbindelse gøres en aktiv indsats for at

oplyse alle involverede om deres forpligtelser.*

Kapitel

AFSLUTNING

Bistandsværgeordningen er sat i værk for at sikre rets-

sikkerheden for forvaringsdømte og retspsykiatriske

patienter, samtidig med at der er indbygget en om-

sorgsforpligtelse i ordningen. Det ringe overblik over

personkredsen, hvem der har krav på bistandsværge,

og hvor de befinder sig, tydeliggør behovet for en så-

dan ordning.

Hvis bistandsværger som lægfolk skal udøve deres

hverv på forsvarlig vis, indebærer det en introduktion

og oplæring til opgaven. Ligesom der er behov for

mulighed for løbende sparring og vejledning. Dertil

kommer, at det er vigtigt, at der sker et match mellem

bistandsværge og dømte. Det sker i nogen grad for bi-

standsværger for grønlandsk anbragte i Danmark via

bistandsværgekoordinatoren i Det Grønlandske Hus.

Det kan dog ikke forventes, at det alene påhviler koor-

dinatoren at kunne mestre alle elementer til fulde.

Der er særligt behov for løbende juridisk vejledning,

og det vil være en fordel med en juridisk hotline, som

bistandsværgerne kunne henvende sig til for at få af-

klaring på akutte spørgsmål.

Bistandsværgerne i Grønland er fuldstændig overladt

til sig selv. Her er ingen koordinator, ingen oplæring,

ingen introduktion, og de oplysninger, de får, er ofte

mangelfulde. Hvis de modtager bistandsværgebe-

kendtgørelsen, foreligger den kun på dansk. Bistands-

værger i Grønland må mere eller mindre selv opfinde

deres rolle. Eftersom der heller ingen opsyn er med

værgerne, og de ikke er gjort bekendt med opgaven,

er der risiko for, at flere klienter oplever udelukkende

at have en bistandsværge beskikket på papiret.

Fra såvel bistandsværgerne selv som anbringelses-

institutioner anbefales det, at der sker en bedre og

løbende oplæring, hvilket i øvrigt også blev anbefalet

af såvel Den Grønlandske Retsvæsenskommission

som den af Hjemmestyret nedsatte arbejdsgruppe om

værgeordninger.

Kommunikationen mellem de ansvarlige instanser

i Grønland; politi, kommuner og Retten i Grønland

er sparsom. Tredelingen af ansvaret gør, at der opstår

gråzoner, hvor det hverken er entydigt, eller der er

helt enighed om, hvor ansvaret til fulde ligger. Det

virker uhensigtsmæssigt, at de forskellige instanser

i en i forvejen travl hverdag pålægges ansvar for

bistandsværgeordningen, der ligger udenfor deres

hovedopgave. Som anbefalet fra flere sider, er der i

Grønland tydeligvis behov for en instans i lighed med

koordinatoren ved Det Grønlandske Hus, der har bi-

standsværgeområdet som hovedopgave.

I 2019 tages en ny lukket anstalt i brug, der fremover

skal huse forvaringsdømte i Grønland, og også de

forvaringsdømte fra Herstedvester, der måtte ønske at

flytte. Dette forhold er ikke tænkt ind i den kun to år

gamle bistandsværgebekendtgørelse. Bekendtgørelsen

synes primært at have fokus på bistandsværgerne i

Danmark. Der er ikke taget hensyn til bistandsvær-

gerne i Grønland, hvor de fleste personer med krav

på bistandsværge befinder sig, ligesom man ikke har

gjort sig ulejlighed med at få bekendtgørelsen oversat

til grønlandsk.

Tilbage i 2004 påpegede Den Grønlandske Retsvæ-

senskommission, at der var behov for en holdnings-

ændring til bistandsværgerne, og at der skulle være

bedre kommunikation og orientering fra de øvrige

aktører. Et forhold, der fortsat opleves som aktuelt.

Som lægfolk oplever bistandsværgerne, at det kan

Livline til verden

være vanskeligt at trænge igennem, blive hørt og taget

alvorligt hos de øvrige aktører. Bistandsværgerne giver

udtryk for, at personalet på anbringelsesinstitutio-

ner har svært ved at skelne mellem besøgsvenner og

bistandsværger, hvor bistandsværgefunktionen ikke

anerkendes.

I mere end 40 år har bistandsværger og Det Grøn-

landske Hus kæmpet for at være med til at få sat

deres aftryk på det område, de om nogen er dem, der

kender mest til. Og i alle årene har der tilsyneladende

hersket en uvilje hos Justitsministeriet til at inddrage

dem. Alligevel er det med et ukueligt engagement for

de mest udsatte grønlændere lykkes at få deres hold-

ninger frem, der har været medvirkende til at skabe

forbedringer.

Den nye lukkede anstalt i Nuuk er en vigtig milepæl

for grønlandsk retspolitik. Spørgsmålet er, om de, som

kender mest til området, og som i alle årene har været

de dømtes frontkæmpere, får lov at bidrage til en vær-

dig overførsel fra Herstedvester til Grønland – eller

om de blot skal se til fra sidelinjen?

Livline til verden

BILAG

BILAG 1.

INTERVIEWGUIDE BISTANDSVÆRGER

BAGGRUND

•

Hvor længe har du været bistandsværge?

Hvordan startede du, hvorfor fik du interesse for

området?

Hvor mange har du i årenes løb været bistandsværge

for (Risskov, Herstedvester – andre steder)?

Er der forskel på, hvad det kræves i forhold til de en-

kelte institutioner?

BILAG 2.

SPØRGESKEMA OM BISTANDSVÆRGEORDNINGEN, HERSTEDVESTERINDSATTE

1. Hvor lang tid har du været i

Herstedvester?

2. Har du en bistandsværge?

3. Er det den samme bistands-

værge, som du har haft hele

tiden?

4. Hvis nej, hvorfor skiftede du

bistandsværge:

0-5 år

6-10 år

Mere end 10 år

Nej

Ved ikke

HVILKE FORVENTNINGER HAR DU TIL

• Koordinator

• samarbejde med anbringelsesinstitution

• klienten

Bistandsværgemøderne: deltager du i møderne? (Hvorfor/

hvorfor ikke)

Hvad bruges møderne til? Hvad synes du om møderne?

Hvilke relationer har du til de andre bistandsværger? Bru-

ger I hinanden som sparringspartnere?

Har du fået tilstrækkelig oplæring til at udføre hvervet – er

der noget du savner?

Supervision: Hvornår er ordningen begyndt, hvorfor, hvad

er behovet? Gør du brug af tilbuddet om supervision? Er

det godt/nødvendigt – hvorfor?

ønskede at

ville have en

Bistandsværge

Jeg

samarbejdet

Jegbistandsværge

Ved ikke

valgte at stoppe

stoppe

anden

OM BV-HVERVET

Hvordan blev du introduceret/oplært til

bistandsværge-hvervet?

Hvilke kompetencer skal en bistandsværge have?

Hvordan amatches” bistandsværge og klient?

Hvad er bistandsværgens vigtigste opgaver?

Hvordan foregår det typisk at være bistandsværge – hvor-

dan griber du det, an ”fortæl om et typisk forløb”.

Har du skrevet klager for din klient? Til hvem – over hvad?

Hvilken relation har du til din/dine klienter, hvordan vil

du beskrive den?

Har der været problematiske relationer (Fordomme, forel-

skelse o.a.)?

Hvor meget lukker du klienten ind i dit liv? – Og i dit

hjem? (besøg ved udgang) – Problemer med det?

Udgangspunkt i de opgaver, som står i bistandsværgebe-

kendtgørelsen – hvad skal der til, for kunne udfylde det?

Hvordan har hvervet udviklet sig?

5. Er det vigtigt, at man har en

bistandsværge?

Nej

Ved ikke

6. Er der nogen, som har fortalt

dig om, hvad der er bistands-

værgens opgaver?

Nej

Ved ikke

KONTAKT TIL MYNDIGHEDER

Hvilke myndigheder har du kontakt med i forhold til din

klient? (Retten, anklagemyndighed, institution, kriminal-

forsorg o.a.)

Er der nogle særlige ”officielle kontaktpunkter”? Samarbej-

de med institutionerne om klienten?

Hvordan foregår det, når en klient skal have genoptaget sin

sag i retten – hvad er din opgave?

Fællesarrangementer med bistandsværger og indsatte: Jul,

påske, familiebesøg – hvor mange fællesarrangementer er

der, er det noget, som du deltager i?

7. Synes du, at din bistandsværge

er godt nok oplært til at udføre

sit arbejde?

8. Hvor ofte får du besøg af din

bistandsværge?

Nej

Ved ikke

Hver uge

Et par gange

Én gang

Når jeg

Ved ikke

om måneden

beder om det

Nej

Ved ikke

TIL SLUT

Hvilken betydning har honararet?

Uheldige/voldelige episoder

Psykisk vold

Glæder og udfordringer.

Anbefalinger til Grønland.

Andet?

9. Har du bedt din bistands-

værge klage over nogle forhold

på Herstedvester?

BISTANDSVÆRGENETVÆRK, MØDER,

KOORDINATOR, OPLÆRING

Hvilken rolle spiller bistandsværgekoordinatoren? – Hvor

meget kontakt har du til koordinator?

10. Hvad synes du er bistands-

værgens vigtigste opgaver?

hjælpe og

At komme

Atmed, når

At skrive klager

Ved ikke

være

på besøg

jeg skal i retten

11. Er du tilfreds med din

bistandsværge?

Nej

Ved ikke

12. Vil du flytte til den nye lukkede

anstalt i Nuuk, når den tages i

brug i 2019?

Hvis du har andre kommentarer til bistandsværgeordningen, er du velkommen til at uddybe det.

Livline til verden

LITTERATUR

Bryld, Tine (1992):

De nederste i Herstedvester,

Gyldendal,

København.

Bryld, Tine (1992):

Abel,

Gyldendal, København.

Frantzsen, Evy (2007):

Grønlandske Herstedvesterfanger –

et arkivstudie,

Københavns Universitet, København.

Lauritsen, Annemette Nyborg (2018): ”Uden udsigt? For-

varingsdømt i Grønland – i dag og fremover”;

Retfærd,

Nordic Journal of Law and Justice,

01/160 – 2018.

Lauritsen, Annemette Nyborg (2017): ”Vis mig dine fan-

ger…” – et indblik i Grønlands indsattepopulation;

Nordisk

Tidsskrift for Kriminalvidenskab,

Årgang 104, nr. 2.

Senholt, Leif (2010):

Den grønlandske kriminalret,

Favn

forlag.

Love, bekendtgørelser, vejledninger, betænkninger:

Bekendtgørelse om bistandsværger beskikket i medfør af

Kriminallov for Grønland (bekendtgørelse nr. 366 af 22.

april 2016)

Beslutningsforslag B64/2004 (Folketinget): Om ophævelse

af kriminallovens regel om anbringelse af grønlændere på

ubestemt tid i lukket anstalt i Danmark.

Kriminallov for Grønland (Lovbekendtgørelse nr. 49 af 13.

februar 1979 med senere ændringer)

Kriminallov for Grønland (Lov nr. 306 af 30. april 2008)

Betænkning 1442/2004: Betænkning om det grønlandske

retsvæsen, København 2004.

Retsudvalget REU almindelig del, samling 2017-18,

spørgsmål 141 og 144, www.ft.dk.

Betænkning afgivet af Lovudvalget vedr. EM 2017/22: For-

slag til Inatsisartutbeslutning om ændring af Kriminallov

for Grønland og Retsplejelov for Grønland (anbringelse af

forvaringsdømte mv.)

Justitsministeriets vejledning af 17. juni 1998: Vejled-

ning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske

kriminallov

Udkast til slutdokument afgivet af arbejdsgruppe vedr.

bistandsværgeordningen og øvrige værgeordninger for

frihedsberøvede, 2007 (Grønlands Hjemmestyre)

Livline til verden