REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 309: Kopi af URU alm. del - svar på spørgsmål 155 om beskrivelse af de erfaringer med domsfældelse fra andre internationale ad hoc retsinstanser, fra udenrigsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling), Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling), Forsvarsudvalget 2018-19 (1. samling), Europarådet 2018-19 (1. samling), Det Udenrigspolitiske Nævn 2018-19 (1. samling), Indfødsretsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 309, UUI Alm.del Bilag 168, FOU Alm.del Bilag 99, ERD Alm.del Bilag 12, UPN Alm.del Bilag 212, IFU Alm.del Bilag 142
Offentligt

Udenrigsministeriet

Folketingets Udenrigsudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Bilag

Sag/ID Nr.

Enhed

Dato

2019-15240

JTFM

24. april 2019

URU alm. del

–

svar på spørgsmål 155 fra Nick Hækkerup (S)

stillet den 28. marts 2019 til udenrigsministeren.

Spørgsmål

Ministrene bedes oversende en beskrivelse af de erfaringer, man har gjort

sig med domsfældelse fra andre internationale ad hoc retsinstanser som

f.eks. i Somalia, Rwanda og Jugoslavien m.m., herunder også gerne komme

med eksempler på det retsgrundlag, der lå til grund for domsfældelserne?

Svar

ICTY og ICTR

Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det

tidligere Jugoslavien (ICTY) etableredes i 1993 med det formål at

retsforfølge forbrydelser begået i det tidligere Jugoslavien siden 1991.

Domstolen var aktiv i perioden 1993-2017 og dømte i alt 90 personer.

ICTY havde hovedsæde i Haag, Nederlandene. Omkostningerne varierede

noget fra år til år, men lå typisk på omtrent DKK 700 mio. om året. De

dømte afsonede i en række forskellige lande, der efter aftale med ICTY

stillede sig til rådighed, og de dømte kunne i vidt omfang vende hjem efter

endt afsoning.

Det internationale tribunal til pådømmelse af folkedrab og andre alvorlige

overtrædelser af international humanitær ret begået i Rwanda m.v. (ICTR)

etableredes i 1994 med det formål at retsforfølge forbrydelser begået

mellem 1. januar 1994 og 31. december 1994. Domstolen var aktiv i

perioden 1995-2015 og dømte i alt 62 personer. ICTR havde hovedsæde i

Arusha, Tanzania. Omkostningerne varierede noget fra år til år, men lå

gennemsnitligt på omtrent DKK 600 mio. om året. De dømte afsonede i

en række afrikanske lande.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 309: Kopi af URU alm. del - svar på spørgsmål 155 om beskrivelse af de erfaringer med domsfældelse fra andre internationale ad hoc retsinstanser, fra udenrigsministeren

Såvel ICTY som ICTR var nedsat ved en resolution vedtaget af FNs

Sikkerhedsråd, hvilket som bekendt forudsætter, at ingen af de fem

permanente medlemmer stemmer imod. Resolutionen blev vedtaget med

henvisning til FN Pagtens kapitel VII om trusler mod international fred

og sikkerhed og var formuleret således, at alle FNs medlemslande var

forpligtet til at samarbejde med tribunalerne, herunder om udlevering af

personer og beviser, ligesom finansieringen blev pålignet alle

medlemslande efter FN’s normale fordelingsnøgle. Tribunalernes

jurisdiktion omfattede folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser, og deres arbejde var som anført geografisk afgrænset,

men ikke målrettet mod en bestemt part i konflikten. Straffenes længde

varierede fra få år til livstid, ligesom en række af de tiltalte blev frifundet.

Af blandt andet kapacitetshensyn valgte anklagerne ved ICTY og ICTR

primært at rejse tiltale mod de mest ansvarlige for de mest alvorlige

overgreb i henholdsvis det tidligere Jugoslavien og Rwanda. Der var derfor

også omfattende sideløbende nationale straffesager mod mindre

betydningsfulde gerningsmænd i disses hjemlande, ligesom et meget stort

antal personer, der havde deltaget i overgreb, ikke blev straffet.

Det skal endelig bemærkes, at der ved ICTYs og ICTRs nedlæggelse for

nogle år siden fortsat var en række udestående spørgsmål om tribunalernes

arkiver, håndtering af de fængslede, herunder prøveløsladelser, samt

enkelte udestående retssager. Disse aktiviteter overførtes til en ny enhed,

International Residual Mechanism for Criminal Tribunals, der fortsat er

aktiv og har et årligt budget på ca. DKK 500 mio. Mekanismen har samme

mandat, jf. ovenfor, som de forudgående tribunaler.

Sierra Leone, Libanon, Cambodia og Kosovo

Andre steder, så som Sierra Leone, Cambodia, Libanon og Kosovo, har

man set domstole, der efter en konflikt er overstået, er oprettet med

varierende grader af international bistand for at håndtere grove

forbrydelser begået under konflikten.

Special Court for Sierra Leone (SCSL) havde jurisdiktion over handlinger

begået under borgerkrigen i Sierra Leone i 1991-2002, og domstolen var

aktiv fra 2002 til 2013. Domstolen blev oprettet gennem en aftale mellem

Sierra Leone og FN. Af de 10 personer, der blev sigtet, blev 9 dømt. De

samlede omkostninger beløb sig til ca. DKK 1,8 mia.

Special Tribunal for Lebanon (STL) blev etableret i 2009 og har som sit

primære mandat at gennemføre retssager mod personer beskyldt for at

være ansvarlige for angrebet den 14. februar 2005 i Beirut, som slog 22

mennesker ihjel, inklusiv Libanons daværende premierminister, Rafik

Hariri. STL etableredes ved en aftale mellem FN og Libanons regering og

blev efterfølgende endosseret ved en Sikkerhedsrådsbeslutning. STL er

ikke en FN-domstol som sådan, men en selvstændig juridisk enhed, hvis

aktiviteter finansieres af frivillige bidrag. STL har hovedkvarter i Haag og

også et kontor i Beirut. Indtil videre er ingen dømt for handlinger relateret

til angrebet i 2005, men der er faldet enkelte domme i sager om foragt for

retten. STL har et årligt budget på ca. DKK 400 mio.

Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC) blev

etableret gennem en aftale mellem FN og Cambodias regering i 2009, er

fortsat i funktion og har jurisdiktion over forbrydelser begået af Khmer

Rogue-regimet i perioden 1975-1979. ECCC er en del af Cambodias

retssystem. I alt er 3 personer blevet dømt. Omkostningerne er indtil

videre ca. DKK 1,8 mia.

Kosovo Specialist Chambers (KSC) har jurisdiktion over forbrydelser

begået mellem 1. januar 1998 og 31. december 2000 og har været i funktion

fra 2017 til nu. EU og en række ligesindede lande havde en aktiv rolle i

KSCs etablering og bidrager ligeledes med en meget betydelig del af

finansieringen. KSC udgør en integreret del af Kosovos domstolssystem

med mulighed for at gennemføre visse sager i Haag. Indtil videre er ingen

blevet dømt. De årlige omkostninger udgør ca. DKK 260 mio.

For så vidt angår disse domstole kan det konstateres, at de gennemgående

er etableret på tidspunkter, hvor der var betydelig stabilitet i landene, og

hvor institutioner som FN og EU kunne støtte aktivt op om etablering

samt drift af disse domstole. Såvel tilbageholdelsesfaciliteter som

retsprocesser ved disse domstolsorganer har generelt levet op til

internationale standarder, herunder menneskeretlige regler om retfærdig

rettergang, ligesom ingen af disse domstole har kunnet idømme dødsstraf.

Retsgrundlaget har typisk været internationale forbrydelser (folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser) samt visse

forbrydelser i værtslandets straffelovgivning. Tilsvarende har dommere og

anklagere været en blanding af internationalt og lokalt rekrutteret personel.

Relativt få anklagede er blevet dømt ved disse domstole, og det er således

ikke en model, der hidtil har ført til retsforfølgelse af et større antal

personer. Disse domstole har hovedsageligt været finansieret ved frivillige

bidrag, hvilket har medført betydelige udfordringer, ligesom spørgsmål

om bl.a. beskyttelse af vidner mod intimidering, bevisfremskaffelse,

varighed af retssager og afsoningssted for de dømte har rejst udfordringer.

Der er ligeledes fra visse sider peget på risikoen for værtslandets politiske

indblanding og pres på domstolene, ligesom der er rejst kritik af

anklagernes udvælgelse af sager for disse domstole. Der har bl.a. været

påstande om, at fokus i for høj grad har været på den tabende part i en

konflikt, mens påstande om overgreb begået af modparten eller af andre

aktører ikke er blevet efterforsket med den fornødne omhu.

Somalia

I forbindelse med indsatsen mod pirateri ud for Somalias kyst indgik

Danmark og en række andre lande efter langvarige forhandlinger aftale

med Seychellerne, hvorved bl.a. Danmark kunne overdrage personer

mistænkt for pirateri til retsforfølgning i Seychellerne. Denne model var

mulig, fordi Seychellerne kunne stille et fungerende retssystem med

retssikkerhedsgarantier til rådighed, hvilket afspejledes i aftalen med

Danmark.

Efter dom overførtes de dømte til afsoning i fængsler i Somaliland og

Puntland, der levede op til internationale standarder. Denne konstruktion

indebar, at relevante FN-institutioner kunne gå aktivt ind og bistå med

etablering og monitorering af afsoningsfaciliteter.

Der er universel jurisdiktion for pirateri, dvs. at alle lande efter

omstændighederne kan gennemføre straffesager vedrørende pirateri,

uanset om forbrydelsen har relation til det pågældende land. Dette selvsagt

forudsat, at det fornødne bevismateriale er til stede. I denne sammenhæng

var det afgørende, at danske flådefartøjer, der havde pågrebet piraterne,

havde udviklet omfattende bevisindsamlingsprocedurer, således at man

ved overdragelse til retsforfølgelse samtidig kunne overdrage

bevismateriale til de relevante myndigheder. Der var dog samtidig en lang

række tilfælde, hvor der ikke var fornødent bevismateriale mod personer

tilbageholdt for pirateri, og disse måtte løslades.

Udover nævnte faktiske omstændigheder vedrørende domstole og

afsoningssted var den politiske vilje hos de involverede ”aftagerlande”

selvsagt også væsentlig for, at den nævnte ordning kunne etableres. Dette

skyldtes utvivlsomt en egeninteresse hos de pågældende lande i at varetage

retsforfølgelse og afsoning af pirater, men det kan også have spillet ind, at

de tilbageholdte - uanset pirateriforbrydelsens grovhed og alvorlige

karakter - generelt adskilte sig fra andre personer dømt for andre

internationale forbrydelser ved internationale domstole. Mens sidstnævnte

gruppe i vidt omfang er blevet dømt for systematiske og vedvarende

overgreb mod civilbefolkningen, der har kostet mange tusinder

menneskeliv, var profilen på tilbageholdte pirater typisk meget anderledes.

Disse var således ofte ganske unge, havde begrænset træning i våbenbrug

og kunne udover piraterivirksomhed generelt ikke antages at udgøre en

væsentlig sikkerhedsrisiko for deres fremtidige opholdsland.

Med venlig hilsen

Anders Samuelsen