REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 300
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

30. april 2019

Strafferetskontoret

Julie Christine Gade Mi-

kkelsen

2018-730-0266

980033

Notits om udenlandske erfaringer

1. Høring om øvrige EU-landes voldtægtsbestemmelse

Justitsministeriet anmodede i efteråret 2018 Danmarks repræsentant i Euro-

just om at indhente oplysninger om, hvordan samtlige EU-landes lovgiv-

ning om voldtægt er udformet. Justitsministeriet har modtaget svar fra alle

EU-lande på nær Cypern, Malta og Luxembourg.

Oplysningerne viser, at voldtægtsbestemmelsen i de fleste af de EU-lande,

som Justitsministeriet har modtaget svar fra, i hovedtræk svarer til § 216 i

den danske straffelov.

Det vil sige, at bestemmelsen er udformet ud fra et

krav om, at der skal være anvendt ulovlige tvangsmidler (f.eks. vold, trusler

om vold eller ulovlig tvang) i forbindelse med den seksuelle handling, og/el-

ler et krav om, at der er sket udnyttelse af en person, som ikke er i stand til

at modsætte sig handlingen.

Oplysningerne viser dog også, at en række EU-lande i modsætning til oven-

stående har en voldtægtsbestemmelse, som er formuleret ud fra et krav om

manglende samtykke, manglende frivillighed eller mod personens tydelige

modsatrettede vilje til den seksuelle handling.

I et enkelt af de hørte lande

er voldtægt defineret som samleje ved vold eller trusler om vold, mens sam-

leje uden samtykke er kriminaliseret i en selvstændig bestemmelse.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

En samlet oversigt over voldtægtslovgivningen i EU fremgår af bilaget til notitsen.

Bulgarien, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Letland, Litauen, Po-

len, Portugal, Rumænien, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Ungarn og Østrig.

Belgien, Det Forenede Kongerige, Irland, Sverige og Tyskland.

Kroatien.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

2. Detaljeret høring af udvalgte lande i Europa

Justitsministeriet iværksatte parallelt med høringen af Eurojust en særskilt

og mere detaljeret høring af England, Island, Norge, Sverige og Tyskland,

hvis lovgivning adskiller sig fra den danske voldtægtsbestemmelse (§ 216).

Formålet med høringen var at hente inspiration til, hvordan den danske be-

stemmelse vil kunne ændres. Justitsministeriet har modtaget oplysninger fra

alle landene.

Oplysningerne er indhentet gennem de respektive landes ambassader via

Udenrigsministeriet. Gennemgangen af de enkelte landes lovgivning neden-

for er endvidere suppleret af oplysninger, som Justitsministeriet i øvrigt har

været i besiddelse af.

2.1. England

Det bemærkes indledningsvis, at den danske ambassade i London har været

i kontakt med det engelske justitsministerium med henblik på indhentelse af

oplysningerne. Justitsministeriet har endvidere været i kontakt med en pro-

cedureadvokat (”barrister”) fra England, som har speciale i menneskeret, og

som har omfattende erfaring med at føre sager om voldtægt både som for-

svarer og anklager.

2.1.1. Gældende ret

Seksualforbrydelser er kriminaliseret i The Sexual Offences Act 2003, som

trådte i kraft den 1. maj 2004. Loven byggede på en omfattende gennem-

gang af reglerne om seksualforbrydelser og medførte en moderniseret, tids-

svarende og styrket beskyttelse mod denne type overgreb.

Voldtægt er kriminaliseret i lovens § 1 og omfatter samleje samt oralsex.

Strafbarheden er for det første betinget af, at forholdet er begået uden den

forurettedes samtykke. Gerningspersonen må for det andet ikke med rime-

lighed tro, at den anden part (forurettede) har samtykket. Ved vurderingen

af sidstnævnte betingelse skal alle relevante omstændigheder inddrages,

herunder hvilke skridt gerningspersonen har taget for at fastslå, at den foru-

rettede samtykkede til handlingen.

Samtykkebegrebet er defineret i lovens § 74 og gælder generelt for alle

seksualforbrydelser i loven, som stiller krav om samtykke. Samtykke fore-

ligger ifølge bestemmelsen, når en person vælger at acceptere handlingen,

og personen har friheden og kapaciteten til at træffe et sådant valg. Det føl-

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

ger af retspraksis, at beviser, som relaterer sig til ”valget” og ”friheden til at

træffe et sådant valg”, skal fortolkes ud fra en bred fælles forståelse.

I lovens § 75 opstilles endvidere en række bevisretlige formodningsregler

for, hvornår samtykke efter § 74 anses for at være givet. Reglerne indebæ-

rer, at den forurettede ikke kan anses for at have samtykket, når en eller flere

af en række nærmere opregnede omstændigheder foreligger, og gernings-

manden havde kendskab til omstændighederne. Det gælder bl.a., hvis der er

anvendt vold eller trusler om vold umiddelbart før eller under den seksuelle

handling, hvis den forurettede sov eller på anden måde var bevidstløs, eller

hvis den forurettede uden samtykke har indtaget et stof, som kan forårsage,

at den pågældende bliver bedøvet eller overmandet på tidspunktet for hand-

lingen.

Endelig opstilles i lovens § 76 to afgørende formodningsregler for, hvornår

det må have stået klart for gerningspersonen, at den forurettede ikke samtyk-

kede. Det gælder for det første, hvis gerningspersonen bevidst har narret den

forurettede om karakteren eller formålet med den seksuelle handling, eller

hvis gerningspersonen bevidst har narret den forurettede til at samtykke til

handlingen ved at imitere en person, som den forurettede kender personligt.

Det bemærkes, at den engelske voldtægtsbestemmelse allerede før 2003 var

baseret på et krav om manglende samtykke, men at selve begrebet

”samtykke” (§ 74) først blev defineret i loven i 2003. The Sexual Offences

Act 2003 udvidede desuden voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte oral-

penetration. Bestemmelsen fik derved et bredere anvendelsesområde.

Det engelske justitsministerium har henvist til, at den forurettedes tidligere

seksuelle historik som udgangspunkt ikke kan anvendes som bevis i sager

om seksualforbrydelser, jf. § 41 i the Youth Justice and Criminal Evidence

Act 1999. Gerningspersonen er dermed afskåret fra at inddrage myter om

voldtægt eller stereotypiske historier under sagen, herunder at forurettede er

promiskuøs og dermed tilbøjelig til at engagere sig i en seksuel handling på

et hvilket som helst tidspunkt.

Det engelske justitsministerium har endvidere henvist til, at den britiske an-

klagemyndighed, the Crown Prosecution Service (”CPS”), alene rejser til-

tale i de tilfælde, hvor der antages at være tilstrækkelige beviser for, at den

sigtede vil blive dømt for den pågældende overtrædelse. Det er endvidere

en betingelse, at strafforfølgelse af den sigtede er i samfundets interesse.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

I forbindelse med vurderingen af, om der skal rejses tiltale for voldtægt, vil

CPS’ juridiske vejledning om voldtægt og seksualforbrydelser, som bl.a. be-

rører problematikken om samtykke, også blive inddraget.

2.1.2. Erfaringer med gældende ret

Det engelske justitsministerium har oplyst, at voldtægtslovgivningen ikke

er blevet ændret siden indførelsen af the Sexual Offences Act 2003, og at

den engelske regering ikke har planer herom.

Ifølge en artikel fra DR har the Sexual Offences Act 2003 betydet, at anmel-

delserne er steget fra omkring 12.000 til knap 42.000, mens antallet af dom-

fældelser de seneste ti år er steget med 48 pct.

Det bemærkes, at den engel-

ske voldtægtsbestemmelse allerede før 2003 byggede på et krav om

samtykke.

En engelsk procedureadvokat (”barrister”), som Justitsministeriet har talt

med, har henvist til, at en standard for registrering af nationale forbrydelser

først blev introduceret i 2002/2003, og at der fra 2005-2013 var en stigning

i antallet af anmeldte voldtægter på 173 pct. Der henvises dog også til, at

der ikke kan drages en direkte parallel mellem lovændringen i 2003 og stig-

ningen i antallet af anmeldelser, da stigningen skyldes en kombination af

flere initiativer på området.

Domfældelsesprocenten i sager om voldtægt i England er på nuværende

tidspunkt ca. 58 pct. Domfældelsesprocenten er altid blevet anset for at være

meget lav, men der henvises dog til, at der heller ikke er taget hensyn til den

præventive effekt og forskelle i måden, som oplysningerne er registreret på.

Endelig har den engelske procedureadvokat anført, at de største udfordrin-

ger forbundet med sager om voldtægt ikke skyldes lovgivningen, men bevi-

serne. Der henvises til, at nye undersøgelser viser, at der er højere tilbøje-

lighed til at frifinde unge mænd end ældre mænd, og at en tredjedel af de

personer, som bliver retsforfulgt i sager om voldtægt, frifindes.

2.2. Norge

Det bemærkes indledningsvis, at den danske ambassade i Oslo har været i

kontakt med det norske Justitsdepartement med henblik på indhentelse af

oplysningerne.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/samtykke-foer-sex-hvordan-goer-man-lige-det. Det

fremgår ikke af artiklen, hvor de pågældende oplysninger stammer fra.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

2.2.1. Gældende ret

Voldtægt er kriminaliseret i den norske straffelovs § 291 og straffer den,

som 1) skaffer sig seksuel omgang ved vold eller truende adfærd, 2) har

seksuel omgang med nogen, som er bevidstløs, eller af andre grunde er ude

af stand til at modsætte sig handlingen, eller 3) ved vold eller truende ad-

færd får nogen til at have seksuel omgang med en anden, eller til at udføre

handlinger, som svarer til seksuel omgang med sig selv.

Overtrædelse af den norske straffelovs § 291 straffes som udgangspunkt

med fængsel indtil 10 år. Efter § 292 er strafferammen dog fængsel fra 3 år

indtil 15 år, hvis der er tale om samleje (vaginalt, analt og oralt) eller indfø-

ring af genstande (vaginalt og analt), eller hvis gerningspersonen har frem-

kaldt en tilstand hos forurettede, som medfører, at vedkommende ikke kan

modsætte sig handlingen, for at opnå seksuel omgang. Er gerningsmanden

tidligere dømt for voldtægt, eller foreligger der grov voldtægt, er strafferam-

men fængsel indtil 21 år, jf. § 293.

Efter den norske straffelovs § 294 straffes endvidere groft uagtsom

voldtægt. Strafferammen er fængsel indtil 6 år, som under skærpende om-

stændigheder kan stige til fængsel indtil 10 år.

Den norske straffelovs § 297 straffer endvidere den, som foretager en

seksuel handling med nogen, som ikke har samtykket heri. Strafferammen

for overtrædelse af denne bestemmelse er bøde eller fængsel indtil 1 år.

Endelig straffes efter § 299 med fængsel indtil 10 år den, som 1) har seksuel

omgang med et barn under 14 år, 2) får et barn under 14 år til at udføre hand-

linger, som svarer til seksuel omgang med sig selv, eller 3) foretager en kva-

lificeret seksuel handling med et barn under 14 år.

2.2.2. Baggrunden for gældende ret

Bestemmelsen om uagtsom voldtægt blev indsat ved en ændring af den nor-

ske straffelov i 2000.

Lovændringen byggede på en betænkning fra den Norske Straffelovkom-

mission, som blev nedsat i 1995.

Flertallet i udvalget var imod den pågæl-

dende kriminalisering, mens et mindretal ønskede at kriminalisere hen-

holdsvis groft og simpelt uagtsom voldtægt. Flertallet henviste bl.a. til, at

det ikke var tilstrækkeligt at begrunde en kriminalisering af uagtsom

NOU 1997:23 Seksuallovbrudd

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

voldtægt med, at man derved kunne gøre det lettere at føre bevis for

voldtægter, som i realiteten var forsætlige. Flertallet fandt heller ikke, at et

modificeret skyldkrav i særlig grad ville afhjælpe bevisproblemerne. Ende-

lig ville et uagtsomhedsansvar ifølge flertallet medføre en risiko for

nedsubsumering, idet voldtægter, som i realiteten var forsætlige, kunne

blive bedømt som uagtsomhedshandlinger, da det ville være lettere at be-

vise og begrunde. Ofrenes retsbeskyttelse kunne dermed blive svækket.

Justitsdepartementet valgte imidlertid at kriminalisere groft uagtsom

voldtægt. Departementet lagde bl.a. afgørende vægt på, at en kriminalise-

ring af groft uagtsom voldtægt ville styrke retsværnet for voldtægtsofre,

uden at det indebar nogen tilsvarende retssikkerhedsrisiko for gerningsper-

sonen. Kriminaliseringen ville endvidere sende et klart signal om, at sam-

fundet ikke accepterede denne type handlinger.

Justitsdepartementet erkendte, at det var vanskeligt at forudse, i hvilken ud-

strækning den foreslåede bestemmelse ville blive anvendt. Enhver groft

uagtsom voldtægt var imidlertid efter departementets opfattelse én for me-

get, og strafbestemmelsen ville udfylde et behov, selv om antallet af nye

domsfældelser formentlig ville være lavt.

Justitsdepartementet antog desuden ikke, at risikoen for nedsubsumering var

særlig stor, og det blev derfor ikke tillagt særlig vægt i departementets vur-

dering. Departementet mente heller ikke, at kriminaliseringen af uagtsom

voldtægt ville føre til et større fokus på forurettedes optræden end efter de

daværende regler. Uagtsom voldtægt skulle dog betragtes som mindre straf-

værdig end forsætlig voldtægt, hvilket skulle afspejles i en lavere straffe-

ramme.

Endelige lagde Justitsdepartementet stor vægt på, at en række repræsentan-

ter for ofrene – som havde en særlig indsigt i ofrenes situationer – ønskede

en kriminalisering af uagtsom voldtægt.

Den Norske Straffelovskommission foreslog i en betænkning fra 2002 om

en ny norsk straffelov at ophæve bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt.

Bestemmelsen er imidlertid videreført med den nye norske straffelov (lov

nr. 28 af 20. maj 2005).

2.2.3. Erfaringer med gældende ret

Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, side 213-214

Ot.prp. nr. 28 (1999-2000), side 37-38

NOU 2002:4

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Det fremgår af forarbejderne til kapitlet om seksualforbrydelser i den nye

norske straffelov, at § 294 om groft uagtsom voldtægt kun havde været an-

vendt i et forholdsvis beskedent omfang. Bestemmelsen havde dog ifølge

Justitsdepartementet haft en betydning, bl.a. i forbindelse med kvalificerede

forhold, som lå tæt op ad forsætlig voldtægt. Det var endvidere departemen-

tets opfattelse, at hvis man ikke videreførte bestemmelsen, ville man ude-

lukke alvorlige integritetskrænkelser fra strafansvar, hvilket ville harmonere

dårligt med de værdier, som straffelovgivningen skulle beskytte. En ophæ-

velse af § 294 ville dermed kunne få en uønsket og uheldig signaleffekt.

Justitsdepartementet udtalte endvidere, at den begrænsede brug af bestem-

melsen ikke gav nogen entydig information om dens værdi eller betydning.

Departementet satte dog spørgsmålstegn ved, om bestemmelsen blev an-

vendt for lidt. Det fremgik heller ikke af retspraksis, i hvilken grad anklage-

myndigheden eller domstolene systematisk vurdererede subsidiær til-

tale/domfældelse for groft uagtsom voldtægt ved frifindelse for forsætlig

voldtægt.

Det danske Straffelovråd henviser i betænkning nr. 1534/2012 om seksual-

forbrydelser til artiklen ”Voldtektslovgivning på ville veier? – Straffelovens

§ 192”. I artiklen behandles spørgsmålet om, hvorvidt ændringen af den nor-

ske straffelov i 2000, herunder særligt kriminaliseringen af groft uagtsom

voldtægt, har betydet, at der er sket flere domfældelser for voldtægt. Artik-

len bygger på statistisk materiale fra 1997 til 2007 om antallet af anmeldel-

ser og domfældelser for voldtægt i Norge.

Det konkluderes i artiklen, at der ikke er sket nogen stigning i antallet af

domfældelser i forhold til antallet af anmeldelser.

Det konkluderes endvidere, at de statistiske oplysninger indikerer, at en

nedsubsumering i form af, at egentlige forsætlige voldtægter i stedet er ble-

vet klassificeret som groft uagtsomme, finder sted. Det er i den forbindelse

forudsat, at der hvert år er en nogenlunde fast procentdel af de anmeldte for-

hold, der udgør reelle forsætlige voldtægter.

Der er endvidere en meget lille sandsynlighed for, at de gerningspersoner,

som dømmes for groft uagtsom voldtægt, ville være blevet frifundet for for-

sætlig voldtægt efter retstilstanden i Norge før år 2000.

Ot.prp nr. 22 (2008-2009), side 231ff.

Ot.prp nr. 22 (2008-2009), side 235ff.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Det konkluderes afslutningsvis i artiklen, at groft uagtsom voldtægt ikke bør

afkriminaliseres, blot fordi kriminaliseringen har ikke ført til flere domfæl-

delser for voldtægt. Groft uagtsom voldtægt findes således i sig selv at være

en krænkelse af den seksuelle integritet, som bør være belagt med straf.

2.2.4. Overvejelser om samtykkebaseret lovgivning

De norske myndigheder har ad flere omgange overvejet, hvorledes den nor-

ske voldtægtsbestemmelse skulle udformes, herunder om manglende

samtykke skulle indgå direkte i bestemmelsen.

Justitsdepartementet har tidligere henvist til, at det var tvivlsomt, om en be-

stemmelse om seksuel omgang uden samtykke ville være særlig praktisk,

det kunne være vanskeligt at føre bevis for manglende samtykke,

samtykkekrav ville kunne føre til et større fokus på offerets adfærd og ud-

tryk for modstand, og

ingen af de nordiske lande på daværende tidspunkt

havde en sådan regel.

Det norske justitsdepartement har senest i 2013 vurderet, om manglende

samtykke burde have en mere central plads i bestemmelsen om voldtægt.

Justitsdepartementet oplyste i den forbindelse, at det afgørende måtte være,

at alle tilfælde af ufrivillig seksuel omgang dækkes af straffelovgivningen,

som skal give et reelt og effektivt værn mod ufrivillig seksuel kontakt. Det

betyder imidlertid ikke, at alle tilfælde af ufrivillig seksuel kontakt skal klas-

sificeres som voldtægt, eller at voldtægtsbestemmelsen bør udformes lov-

teknisk på en sådan måde, at manglende frivillighed er en eksplicit betin-

gelse for strafansvar.

Det centrale for Justitsdepartementets vurdering af spørgsmålet var således,

om der var tilfælde af ufrivillig seksuel omgang, som ikke var dækket af de

gældende bestemmelser i den norske straffelov. Der blev i den forbindelse

henvist til, at al seksuel kontakt skal være frivillig, hvilket også er lagt til

grund i de gældende bestemmelser, som beskriver omstændigheder, som fø-

rer til, at seksuel omgang er ufrivillig eller udelukker samtykke. Diskussio-

nen om voldtægtsbestemmelsen måtte således ikke give indtryk af, at vær-

net mod voldtægt eller andre seksuelle overgreb er svagere, end det er.

Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, side 217-219

Høringsnotat om endringer i straffeloven 1902 og straffeloven 2005 (personforfølgelse,

voldtekt og andre seksuelle overgrep, formidling av prostitusjon, forberedelse til tvangsek-

teskap, foreldelsesregler mv.), februar 2013, side 27-29

Høringsnotat om endringer i straffeloven 1902 og straffeloven 2005 (personforfølgelse,

voldtekt og andre seksuelle overgrep, formidling av prostitusjon, forberedelse til

tvangsekteskap, foreldelsesregler mv.), februar 2013, side 31-35

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Departementet var endvidere skeptisk overfor at gøre manglende frivillig-

hed eller samtykke til den centrale betingelse for strafansvar. Justitsdepar-

tementet henviste i den forbindelse til de tidligere overvejelser, som frem-

hævede, at en samtykkebaseret lovgivning kunne føre til øget fokus på og

bevisførelse om forurettedes optræden, som kunne svække værnet mod

voldtægt eller gøre processen mere belastende for den forurettede.

Derfor var det også Justitsdepartementets opfattelse, at hvis der var et be-

hov for at ændre voldtægtsbestemmelsen for at favne flere tilfælde af ufri-

villig seksuel omgang, burde det gøres ved at tilføje en ekstra bestemmelse

til den nuværende. En sådan bestemmelse skulle ramme den, der på anden

måde har seksuel omgang med nogen, som har ikke samtykket til det, dvs.

en ”restkategori”.

Justitsdepartementets overvejelser blev efterfølgende sendt i offentlig hø-

ring hos relevant aktører. Justitsdepartementet valgte at afvise forslaget i

2014-2015, da det rejste principielle spørgsmål, som Justitsdepartementet

ønskede at vende tilbage om ved en senere lejlighed.

2.3. Sverige

Det bemærkes indledningsvis, at ambassaden i Stockholm har været i kon-

takt med det svenske justitsministerium og Brottsförebyggenderådet med

henblik på indhentelse af oplysninger.

2.3.1. Gældende ret

Seksualforbrydelser er kriminaliseret i kapitel 6 i den svenske straffelov. Ef-

ter § 1 straffes for voldtægt den, som gennemfører et samleje eller en tilsva-

rende seksuel handling med en person, som ikke deltager frivilligt. Det

fremgår, at frivilligheden kan være kommet til udtryk gennem ord, handling

eller på anden vis.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det vil bero på en konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde, om deltagelsen var frivillig. Forskellige

former for manifestation af samtykket vil få en central betydning for vurde-

ringen af frivilligheden, ligesom for vurderingen af gerningspersonens for-

sæt. Udgangspunktet er dog, at den person, som udfører en seksuel handling

med en anden, har et ansvar for at forvisse sig om, at den anden person øn-

sker at deltage. Dette er en konsekvens af, at seksuelle handlinger mod an-

dres vilje er et indgreb i integritetssfæren og en krænkelse af den forurette-

Prop 42 L (2015-2016), side 8.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

des selvbestemmelse inden for et område, som er centralt for den enkeltes

opfattelse af værdighed.

Hvis en person ønsker at have samleje med en person, der er passiv eller

sender tvetydige signaler, må vedkommende afklare, om den anden person

ønsker det. Det gælder ikke kun i den indledende del af den seksuelle hand-

ling, men i hele den periode, som den seksuelle handling er i gang.

I forbindelse med bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt frivillighed fo-

religger eller ej i en konkret sag, vil domstolene skulle foretage en vurde-

ring af parternes handlinger, og hvad som i øvrigt fremkommer om den på-

gældende situation. En sådan vurdering blev dog ifølge den svenske rege-

ring allerede foretaget efter den daværende bestemmelse, når en gernings-

person gjorde indsigelser mod, at et samleje var gennemført uden samtykke.

Det anføres endvidere, at hvad der med rimelighed kan kræves af gernings-

personen for, at den pågældende kunne forlade sig på, at den anden person

deltog frivilligt, bør afhænge af situationen i sin helhed, dog med særlig

vægt på om frivilligheden er kommet til udtryk gennem ord, handlinger el-

ler på anden måde.

Den svenske voldtægtsbestemmelse opregner en række tilfælde, hvor en

person aldrig kan anses for at have deltaget frivilligt i et samleje eller en til-

svarende seksuel handling. Det gælder,

hvis

deltagelsen var en konsekvens

af misbrug, vold eller trusler,

hvis

gerningspersonen på utilbørlig vis udnyt-

tede, at forurettede befinder sig en særlig udsat situation, eller

hvis

gernings-

personen på alvorlig vis har misbrugt, at forurettede var i et afhængigheds-

forhold til vedkommende.

Efter § 1 a straffes endvidere den, som begår en handling efter § 1, og som

handler groft uagtsomt i relation til, om den anden person deltager frivilligt.

Som det fremgår af bestemmelsen, sigter den på gerningspersonens tilreg-

nelse i forhold til frivilligheden hos den anden person. Ifølge forarbejderne

til bestemmelsen kan den f.eks. finde anvendelse i situationer, hvor ger-

ningspersonen kunne have gjort noget for at sikre sig, at den anden person

deltog frivilligt, og hvor vedkommende burde have gjort dette.

2.3.2. Baggrunden for gældende ret

Prop. 2017/18:177, side 28-36

Prop. 2017/18:177, side 45-49

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Den nuværende ordlyd af den svenske voldtægtsbestemmelse trådte i kraft

den 1. juli 2018. Bestemmelsen var hidtil formuleret ud fra et krav om, at

samlejet skulle være begået ved vold, trusler eller udnyttelse.

De svenske myndigheder har oplyst, at baggrunden for den nye voldtægts-

lovgivning var, at man ønskede at rubricere flere gerninger som voldtægt og

samtidig sikre alle menneskers seksuelle integritet. Dette skulle bl.a. ses i

kontekst af en stigning i antallet af seksualforbrydelser i Sverige de seneste

10 år, hvor særligt yngre kvinder har været udsat. Samtidig var #MeToo-be-

vægelsen med til at sætte fokus på seksuelle overgreb, hvilket skabte en

større offentlig debat om emnet.

Disse faktorer bidrog til at skabe politisk medvind for at reformere den tid-

ligere voldtægtslovgivning. Det var den svenske regerings forhåbning, at

man kunne vende den negative udvikling i Sverige og øge bevidstheden om

håndtering af seksuelle overgreb. Det var endvidere forventningen, at den

nye voldtægtslovgivning ville øge beskyttelsen af ofre for seksuelle over-

greb og forbrydelser, særligt børn, ligesom man forventede, at det ville blive

lettere at fælde dom i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt trusler eller

vold.

De svenske myndigheder har endvidere oplyst, at baggrunden for krimina-

liseringen af uagtsom voldtægt særligt var hensynet til beskyttelse af børn.

Udvidelsen var dog ifølge justitsministeren også vigtig for, at politiet og an-

klagemyndigheden fik de rigtige redskaber til at retsforfølge personer, som

har samleje eller anden seksuel omgang med en person mod dennes vilje.

Det var endvidere den svenske regerings opfattelse, at uagtsomme handlin-

ger kunne være meget alvorlige og forårsage væsentlig skade. En krimina-

lisering af groft uagtsom voldtægt kunne således også få betydning i prak-

sis i forhold til at modvirke uønsket adfærd i samfundet.

Regeringen fandt ikke, at risikoen for nedsubsumering var særlig stor, og

det burde således ikke være afgørende for, at en sådan regulering ikke skulle

indføres. Endelig fandt regeringen det naturligt også at tage stilling til, hvad

der kræves i form af gerningspersonens personlige ansvar i forbindelse med

indførelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

De svenske myndigheder har oplyst, at flere jurister har været bekymret for,

at den nye voldtægtslovgivning alene ville være et slag i luften, hvis der ikke

Prop. 2017/18:177, side 23

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

blev fulgt op med flere ressourcer til det svenske politi, som i forvejen er

hårdt belagt i forhold til opklaring af seksualforbrydelser.

Lagrådet, som består af højesteretsdommere, og som gransker nye lovfor-

slag, kritiserede desuden i januar 2018 lovforslaget for ikke at leve op til

kravet om forudsigelig. Det skyldtes, at der ifølge Lagrådet blev indført en

helt ny kriminel handling med et ubestemt indhold, og at det ikke var til at

forudse i lovteksten, hvilke handlinger som fremover ville være strafbare,

hvis de ikke var omfattet af de opregnede tilfælde (vold, tvang mv.). Græn-

sen mellem frivillighed og ufrivillighed ville derfor i vid udstrækning blive

bestemt af omstændighederne i den enkelte sag, og vurderingen ville af-

hænge af den enkelte dommers normative mening om, hvorvidt en seksuel

handling var frivillig eller ej. Lagrådet fandt desuden ikke, at der var et ret-

ligt behov for ændringen, da de fleste ufrivillige handlinger allerede var

strafbare efter den daværende bestemmelse.

Derudover er den nye voldtægtslovgivning blevet kritiseret for at fokusere

mere på en normændring og signaleffekten af et samtykkekrav, end konkret

at sørge for at flere voldtægtssager bliver efterforsket, opklaret og afgjort

ved en domstol.

2.3.3. Overvejelser om betegnelsen ”samtykke” og ”voldtægt”

Den svenske regering fandt det ikke hensigtsmæssigt at anvende begrebet

”samtykke” i bestemmelsen om voldtægt og seksuelt misbrug. Det skyldtes

primært, at ”samtykke” efter den svenske straffelovs kapitel 24, § 7, ud-

gjorde en ansvarsfrihedsregel, som ikke var fuldstændig i overensstemmelse

med, hvordan begrebet ”samtykke” skulle forstås i kontekst af seksuelle

overgreb.

Regeringen fandt derimod, at begrebet ”frivillighed” havde en neutral be-

tydning, som både kunne omfatte aktivitet og passivitet. Der var dog grund

til at overveje, om lovteksten også nærmere skulle opregne, hvad der skulle

betragtes som frivillig deltagelse i en seksuel handling på grund af den kri-

tik, som særligt Lagrådet havde rettet af lovens manglende forudsigelighed.

På den baggrund blev det i lovteksten tilføjet, at frivilligheden skal være

kommet til udtryk gennem ord, handling eller på anden vis, men det var ikke

muligt at angive en nærmere juridisk definition for ”frivillig deltagelse”. Re-

http://www.lagradet.se/yttranden/En%20ny%20sexualbrottslagstift-

ning%20byggd%20pa%20frivillighet.pdf

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

geringen mente dog, at voldtægtsbestemmelsen med den foreslåede tilfø-

jelse levede op til kravet om forudsigelighed.

Det bemærkes, at den svenske regering som konsekvens af indførelsen af

den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse endvidere overvejede, om

den svenske straffelov fortsat skulle operere med begrebet ”voldtægt”. Der

blev i den forbindelse henvist til, at både sproglige og normative hensyn

talte for bl.a. at ændre betegnelsen voldtægt.

Efter den svenske regerings opfattelse omfattede voldtægtsbestemmelsen i

forvejen langt mere end handlinger, som var begået ved vold. Flere myndig-

heder havde desuden anført, at ordet ”voldtægt” historisk set var forbeholdt

den alvorligste seksuelle overtrædelse, og at denne havde en klar betydning

og mening i offentligheden, som ikke nødvendigvis var baseret på de krav,

som fremgik af loven.

Den svenske regering fandt, at det, som talte afgørende for at bevare beteg-

nelsen ”voldtægt”, var den klare signalværdi, som begrebet havde, og som

indikerede overtrædelsens alvor. En udskiftning til betegnelsen ”seksuelt

overgreb” kunne have den konsekvens, at gerningen ville blive opfattet som

mindre alvorlig. Regeringen fandt derfor, at betegnelsen ” voldtægt” burde

bevares.

2.3.4. Erfaringer med gældende ret

De svenske myndigheder har oplyst, at det er for tidligt at konkludere på

den nye voldtægtslovgivning, som trådte i kraft den 1. juli 2018.

Myndighederne har dog henvist til, at det er muligt, at der vil fremkomme

en større offentlig debat om uagtsomhedsansvaret i voldtægtslovgivningen,

når der foreligger statistik over de faktiske konsekvenser.

Det bemærkes, at Sveriges Radio har gennemgået 20 voldtægtssager, som

er begået efter den 1. juli 2018 og derfor er behandlet efter den nye

voldtægtslovgivning.

Gennemgangen viser ifølge Sveriges Radio, at der i de fleste domfældelser

også ville være blevet dømt for voldtægt efter den gamle lovgivning, men

at den nye lovgivning har haft en afgørende indflydelse på dommen i fire

sager. En af sagerne vedrørte en mand, som blev idømt et års fængsel for

Prop. 2017/18: 177, side 30-31

Prop. 2017/18:177, side 25-26

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

groft uagtsom voldtægt. I de øvrige sager blev mænd idømt to års fængsel

for voldtægt, da de ikke havde forsikret sig om kvindens samtykke. Det be-

mærkes, at mindst en af de fire domme ifølge Sveriges Radio er anket.

2.4. Tyskland

Det bemærkes indledningsvis, at den danske ambassade i Berlin har været i

kontakt med det tyske justitsministerium med henblik på indhentelse af op-

lysninger.

2.4.1. Gældende ret

Voldtægt er strafbart efter den tyske straffelovs § 177, afsnit 1, og straffer

den, som imod en andens tydelige (ty.: erkennbare) vilje foretager en seksuel

handling med denne person, eller får denne person til at indgå i en seksuel

handling, eller fremkalder, at denne person indgår i en seksuel handling med

en tredjeperson. Strafferammen er fængsel fra 6 måneder indtil 5 år.

De tyske myndigheder har oplyst, at det er strafbart, hvis en seksuel hand-

ling foretages imod en anden person tydelige vilje (”nej-betyder-nej-løs-

ning”). Den anden person skal således udtrykkeligt have gjort klart, at ved-

kommende afviser den seksuelle handling. Afvisningen kan enten udtrykke

ved erklæring (”nej”) eller opstå ud fra omstændighederne (f.eks. ved gråd

eller skrig).

Efter straffelovens § 177, afsnit 2, kan der endvidere straffes i tilfælde, hvor

offeret ikke er i stand til at danne sig en modstridende vilje eller at udtrykke

denne (f.eks. ved sygdom eller alkoholpåvirkning), eller hvis en sådan mod-

stridende vilje ikke på rimelig vis kan forlanges af offeret (f.eks. ved trusler

om et mærkbart onde).

Straffen er fængsel i mindst et år, hvis gerningspersonen anvender vold el-

ler trusler om vold eller udnytter, at forurettede er i et afhængighedsforhold

til gerningspersonen.

I særligt alvorlige tilfælde er straffen fængsel i ikke mindre end to år. Sær-

ligt alvorlige tilfælde foreligger, hvis der er tale om handlinger, som er sær-

ligt krænkende, herunder hvis der anvendes penetration, eller hvis handlin-

gen er begået af mere end én person.

https://sverigesradio.se/sida/artikel.aspx?programid=83&artikel=7084923

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Hvis der anvendes eller besiddes våben eller andre farlige redskaber, eller

hvis den forurettede er i risiko for at lide alvorlig skade, er straffen fængsel

i mindst 3 år, jf. § 177, afsnit 7. Straffen er fængsel i mindst fem år, hvis der

er anvendt våben eller andre farlige redskaber i begyndelsen af den seksu-

elle handling, eller hvis gerningspersonen fysisk misbruger den forurettede

under handlingen, eller i forbindelse med handlingen bringer den foruret-

tede i risiko for at miste livet, jf. § 177, afsnit 8.

2.4.2. Baggrunden for gældende ret

Den tyske straffelovs § 277, afsnit 1, blev ændret i 2016 i forbindelse med

den 50. ændring af straffelovgivningen. Ændringen trådte i kraft den 10.

november 2016.

De tyske myndigheder har oplyst, at den ændrede bestemmelse skulle for-

bedre beskyttelsen af den seksuelle selvbestemmelse. Ofrets vilje skulle der-

for stå i centrum for den strafferetlige beskyttelse frem for, at strafbarheden

skulle være nødvendiggjort af, at gerningspersonen overvandt offerets mod-

satrettede vilje gennem tvang (vold eller trusler om vold). Det skulle alle-

rede være tilstrækkeligt, at den skyldige sætter sig ud over offerets tydelige

modsatrettede vilje (”nej-betyder-nej-løsning”). Når gerningspersonen ved

den seksuelle handling sætter sig ud over offerets betydelige modsatrettede

vilje, overtræder den skyldige allerede her offerets ret til seksuel selvbe-

stemmelse, hvilket er helt uafhængigt af, om offeret forsvarer sig eller ej.

Ændringen havde tillige til formål at implementere artikel 26 i Istanbulkon-

ventionen.

2.4.3. Erfaringer med lovgivningen

Da lovændringen trådte i kraft den 10. november 2016, foreligger der ikke

oplysninger om, hvorvidt bestemmelsen har medført en ændring i praksis,

eller om der er udfordringer forbundet med anvendelsen af bestemmelsen.

De tyske myndigheder har dog oplyst, at de første erfaringer viser, at prak-

sis i forbindelse med de nye bestemmelser fungerer godt, og at der ikke er

kendskab til større udfordringer.

2.5. Island

Det bemærkes indledningsvis, at den danske ambassade i Reykjavik har væ-

ret i kontakt med det islandske justitsministerium med henblik på indhen-

telse af oplysninger.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

2.5.1. Gældende ret

Efter den islandske straffelovs § 194 straffes for voldtægt den, som har sam-

leje eller en anden seksuel handling med en person uden dennes samtykke.

Overtrædelse straffes med fængsel i mindst 1 år og højst 16 år.

Samtykke er alene gyldigt, hvis det er givet som følge af den pågældendes

egen frie vilje. Et samtykke kan ikke anses for at være givet, hvis der er an-

vendt vold (herunder frihedsberøvelse, anvendelse af stoffer eller lignende),

trusler eller anden ulovlig tvang. For voldtægt straffes også den, der tilsni-

ger sig samleje, den, som udnytter en andens sindssygdom eller mentale

handicap, og den, der udnytter, at den pågældende ikke er i stand til at mod-

sætte sig handlingen.

De islandske myndigheder har oplyst, at begrebet samtykke ikke er nærmere

defineret i hverken loven eller i forarbejderne, herunder om et samtykke kan

være givet både direkte, indirekte, verbalt eller non-verbalt. Baggrunden

herfor var, at man ikke ønskede at udelukke visse former for samtykke eller

at gøre bestemmelsen for snæver.

2.5.2. Baggrunden for gældende ret

Det islandske parlament vedtog den 23. marts 2018 en ændring af den

islandske straffelovs § 194, som indebar, at kravet om samtykke blev tilfø-

jet direkte i lovteksten. Loven trådte i kraft umiddelbart efter. Det bemær-

kes, at lovforslaget blev fremsat af fem forskellige politiske partier, som

ikke var en del af regeringen.

Kritikken af lovforslaget koncentrerede sig primært om den manglende de-

finition af samtykkebegrebet. Der har ikke været rejst væsentlig kritik af den

ændrede bestemmelse, siden loven blev vedtaget den 23. marts 2018.

2.5.3. Erfaringer med lovgivningen

De islandske myndigheder har henvist til, at det er den generelle opfattelse,

at indførelsen af en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i Island ikke

substantielt har ændret den juridiske definition af voldtægt, men at betingel-

serne for voldtægt nu er beskrevet klarere i selve lovteksten. Der henvises i

den forbindelse til, at samtykke altid har været en grundlæggende betingelse

i sager om seksuelle krænkelser, herunder voldtægt, hvilket fortsat gør sig

gældende.

De islandske myndigheder har endvidere oplyst, at der – i hvert fald ikke

indtil videre – har været nogle mærkbare ændringer i retspraksis. Det under-

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

streges dog, at ændringen af § 194 fortsat er ny, og at den derfor ikke er ble-

vet evalueret. Det anføres, at en potentiel udfordring ved den nye voldtægts-

bestemmelse kan være den manglende definition af begrebet samtykke, men

at der ikke indtil videre har vist sig at være problemer forbundet med dette.

2.5.4. Overvejelser om uagtsom voldtægt

Uagtsom voldtægt er ikke kriminaliseret efter islandsk ret. Det blev dog i

2007 overvejet at indføre en sådan bestemmelse i forbindelse med en æn-

dring af den islandske straffelov. Forslaget blev afvist af både juridiske og

praktiske grunde, og der er ikke planer om at genoverveje spørgsmålet.

Bilag

Oversigt over øvrige EU-landes lovgivning om voldtægt

Land

Belgien

Ordlyd

Belgian Criminal Code

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Bulgarien

Article 375

Rape consists of any act of sexual penetration, of whatever

sort and means, committed on a person who did not consent.

There is no consent when the action was forced by means of

violence, coercion, treats, surprise or trick, and neither when

the act was made possible because of the victim’s physical

or mental disability. Any person who commits the offence of

rape is punished with imprisonment of five to ten years. If

the offence is committed on a minor above the age of 16,

then the offender is punished with imprisonment of ten to fif-

teen years. If the offence is committed on the person of a

child above the age of 14 and below the age of 16, then the

offender is punished with imprisonment of fifteen to twenty

years. Concerned a rape with violence is every act of sexual

penetration, whatever the sort and means, which is commit-

ted on a person of a child which has not reached the full age

of 14 years. In that case the punishment consists of an im-

prisonment of fifteen to twenty years. The punishment con-

sists of an imprisonment of twenty to thirty years if the child

has not reached the full age of ten years.

Section VIII

Debauchery

Article 152

(1) A person who has sexual intercourse with a person of the

female sex:

1. who is deprived of the possibility of self-defence, and

without her consent;

2. by compelling her thereto by force or threat;

3. by reducing her to a state of helplessness shall be pun-

ished for rape by imprisonment for two to eight years

shall be punished for rape by imprisonment for two to eight

years.

(2) For rape the punishment shall be imprisonment for three

to ten years:

1. if the raped woman has not completed eighteen years

of age;

2. if she is a relative of descending line;

3. if it was committed for a second time.

(3) For rape the punishment shall be imprisonment for three

to fifteen years:

1. if it has been performed by two or more persons;

2. if medium bodily injury has been caused;

3. if an attempt at suicide has followed;

4. if it has been committed in view of forceful involve-

ment in further acts of debauchery or prostitution;

5. if it constitutes a case of dangerous recidivism.

(4) The punishment for rape shall be of ten to twenty years,

where:

1. the victim has not turned fourteen years of age;

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

2. severe bodily injury has been caused;

3. suicide has ensued;

4. it qualifies as a particularly serious case.

Cypern

England og Wales

Sexual Offences Act 2003

Section 1

Rape

(1) A person (A) commits an offence if—

(a) he intentionally penetrates the vagina, anus or mouth

of another person (B) with his penis,

(b) B does not consent to the penetration, and

(2) Whether a belief is reasonable is to be determined hav-

ing regard to all the circumstances, including any steps A has

taken to ascertain whether B consents.

(3) Sections 75 and 76 apply to an offence under this section.

(4) A person guilty of an offence under this section is liable,

on conviction on indictment, to imprisonment for life.

Section 2

Assault by penetration

(1) A person (A) commits an offence if—

(a) he intentionally penetrates the vagina or anus of an-

other person (B) with a part of his body or anything else,

(b)the penetration is sexual,

(d) A does not reasonably believe that B consents.

(2) Whether a belief is reasonable is to be determined hav-

ing regard to all the circumstances, including any steps A has

taken to ascertain whether B consents.

(3) Sections 75 and 76 apply to an offence under this section.

(4) A person guilty of an offence under this section is liable,

on conviction on indictment, to imprisonment for life.

Division 7

Offences against Sexual Self-determination

§ 141

Rape

(1) Sexual intercourse or commission of another act of

sexual nature with a person against his or her will by using

force or taking advantage of a situation in which the person

is not capable of initiating resistance or comprehending the

situationis punishable by one to five years’ imprisonment.

(2) The same act:

Estland

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

1) if committed against a person of less than eighteen

years of age;

2) if committed by a group;

3) serious damage is thereby caused to the health of the

victim;

4) it causes the death of the victim;

5) it leads the victim to suicide or a suicide attempt; or

6) it was committed by a person who has previously

committed a criminal offence provided in this Division,

is punishable by six to fifteen years’ imprisonment.

(3) The same act, if committed by a legal person, is

punishable by a pecuniary punishment.

(4) For criminal offence provided for in clause (2) 1) of this

section, the court may impose extended confiscation of

assets or property acquired by the criminal offence pursuant

to the provisions of § 832 of this Code.

Chapter 20

Sex offences (563/1998)

Section 1

Rape (509/2014)

(1) A person who forces another into sexual intercourse by

the use or threat of violence directed against the person shall

be sentenced for rape to imprisonment for at least one year

and at most six years.

(2) Also a person who, by taking advantage of the fact that

another person, due to unconsciousness, illness, disability,

state of fear or other state of helplessness, is unable to de-

fend himself or herself or to formulate or express his or her

will, has sexual intercourse with him or her, shall be sen-

tenced for rape.

(3) If the rape, taking into consideration the pettiness of the

threat or the other circumstances connected with the offence,

is less serious when considered as a whole than the acts re-

ferred to in subsections 1 or 2, the offender shall be sen-

tenced to imprisonment for at least four months and at most

four years. A person who forces another into sexual inter-

course through other than the threat referred to in subpara-

graph 1 shall be sentenced in a similar manner. What is pro-

vided above in this subparagraph does not apply if violence

has been used in the rape.

(4) An attempt is punishable.

Section 2

Aggravated rape (509/2014)

(1) If, in the rape,

(1) grievous bodily injury, serious illness or a state of mor-

tal danger is caused to another,

Finland

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Frankrig

(2) the offence is committed by several people, or especially

marked mental or physical suffering is caused,

(3) the victim is a child below the age of eighteen years,

(4) the offence is committed in a particularly brutal, cruel or

humiliating manner, or

(4) a firearm, edged weapon or other lethal instrument is

used or a threat of other serious violence is made, and the

rape is aggravated also when assessed as a whole, the of-

fender shall be sentenced for aggravated rape to imprison-

ment for at least two years and at most ten years.

(2) An attempt is punishable.

[section 3 has been repealed; 509/2014].

The French penal Code

Section III

Sexual aggressions – common provisions

Article 222-23

Any act of sexual penetration, whatever its nature, commit-

ted against another person by violence, constraint, threat or

surprise, is rape. Rape is punished by fifteen years' criminal

imprisonment.

The Greek Penal Code

Article 336

Rape

1. Whoever, through physical violence or threat of grave and

imminent danger, coerces another person into sexual inter-

course, any other lascivious act, or the tolerance of such an

act, shall be punished with incarceration.

2. If the act of the previous paragraph has been committed

by two or more perpetrators acting jointly, incarceration of

at least ten years shall be imposed.

Criminal law (Rape) Act 1981

Section 1

(1) In this Act—

“a rape offence” means any of the following, namely, rape,

attempted rape, aiding, abetting, counselling and procuring

rape or attempted rape, and incitement to rape;

“complainant” means a woman in relation to whom a rape

offence is alleged to have been committed.

(2) In this Act references to sexual intercourse shall be con-

strued as references to carnal knowledge as defined in sec-

tion 63 of the Offences against the Person Act, 1861, so far

as it relates to natural intercourse (under which such inter-

course is deemed complete on proof of penetration only).

(3) In this Act “man” and “woman” include respectively a

male and a female person of any age; but this does not affect

Grækenland

Irland

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

any rule of law by virtue of which a male person is treated

by reason of his age as being incapable of committing an of-

fence of any particular kind.

Section 2

(1) A man commits rape if —

(a) he has unlawful sexual intercourse with a woman who

at the time of the intercourse does not consent to it, and

(b) at that time he knows that she does not consent to the

intercourse or he is reckless as to whether she does or

does not consent to it, and references to rape in this Act

and any other enactment shall be construed accordingly.

(2) It is hereby declared that if at a trial for a rape offence the

jury has to consider whether a man believed that a woman

was consenting to sexual intercourse, the presence or ab-

sence of reasonable grounds for such a belief is a matter to

which the jury is to have regard, in conjunction with any

other relevant matters, in considering whether he so be-

lieved.

Criminal Law (Rape) (Amendment) Act 1990

Section 4

(1) In this Act “rape under section 4 ” means a sexual assault

that includes—

(a) penetration (however slight) of the anus or mouth by the

penis, or

(b) penetration (however slight) of the vagina by any object

held or manipulated by another person.

(2) A person guilty of rape under section 4 shall be liable on

conviction on indictment to imprisonment for life.

(3) Rape under section 4 shall be a felony.

Article 609 bis c.c.

Sexual violence

Any person who, by violence or threats or by abuse of

authority, forces an individual to perform or undergo sexual

acts is punishable by imprisonment from five to ten years.

The same penalty is applicable to whom induces someone to

perform or undergo sexual acts abusing of a person's

physical or mental condition of inferiority. In minor cases

the penalty is reduced till an extent not exceeding two thirds.

Title XVI

Criminal offences against sexual freedom

Article 152

Non-Consensual Sexual Intercourse

(1) Whoever engages in sexual intercourse or performs a

sexual act equated with sexual intercourse with another per-

son without this person's consent, or whoever induces an-

Italien

Kroatien

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

other person to engage without his/her consent in sexual in-

tercourse or to perform, without his/her consent, a sexual act

equated with sexual intercourse with a third party or to per-

form without his/her consent a sexual act equated with

sexual intercourse upon himself/herself shall be sentenced to

imprisonment for a term of between six months and five

years.

(2) A perpetrator who is avoidably mistaken as to the exist-

ence of consent referred to in paragraph 1 of this Article shall

be sentenced to imprisonment for a term of up to three years.

(3) Consent referred to in paragraph 1 of this Article shall

exist if the person decided of his/her own free will to engage

in sexual intercourse or perform a sexual act equated with

sexual intercourse and was capable of making and express-

ing such a decision. It shall be deemed that no such consent

exists in particular if the sexual intercourse or the sexual act

equated with sexual intercourse was performed by the use of

force or threats or fraud, by abusing one's position towards a

person who is in a situation of dependence with respect to

the perpetrator, by exploiting a person's condition due to

which the person was unable to express his/her refusal or if

it is performed against a person unlawfully deprived of

liberty.

Article 153

Rape

(1) Whoever commits the offence referred to in Article 152,

paragraph 1, of this Act by the use of force or threats of an

imminent attack on the life or limb of the raped or other per-

son shall be sentenced to imprisonment for a term of between

one and ten years.

(2) A perpetrator who is avoidably mistaken as to the exist-

ence of consent referred to in paragraph 1 of this Article

shall be sentenced to imprisonment for a term of between six

months and five years.

The Criminal Law of Latvia

Chapter XVI

Criminal Offences against Morality and Gender

Inviolability

Section 159

Rape

(1) For a person who commits an act of sexual intercourse

taking advantage of the state of helplessness of a victim or

an act of sexual intercourse against the will of the victim by

means of violence, threats or using trust, authority or exert-

ing other influence over the victim (rape), the applicable

punishment is deprivation of liberty for a period of four and

up to ten years and with probationary supervision for a pe-

riod up to five years.

Letland

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

(2) For a person who commits rape where commission is by

a group of persons, or who commits rape of a minor, the ap-

plicable punishment is a life imprisonment or deprivation of

liberty for a period of five years and up to twenty years and

with probationary supervision for a period up to five years.

(3) For a person who commits rape, if serious consequences

have been caused thereby, or commits rape of such person

who has not attained the age of sixteen years, the applicable

punishment is a life imprisonment or deprivation of liberty

for a period of ten years and up to twenty years and with pro-

bationary supervision for a period up to five years.

Criminal Code of Lithuania

Article 149

Rape

1. A person who has sexual intercourse with a person against

his will by using physical violence or threatening the imme-

diate use thereof or by otherwise depriving of a possibility

of resistance or by taking advantage of the helpless state of

the victim shall be punished by a custodial sentence for a

term of up to seven years.

2. A person who rapes another person with a group of ac-

complices shall be punished by a custodial sentence for a

term of up to ten years.

3. A person who rapes a minor shall be punished by a cus-

todial sentence for a term of three up to ten years.

4. A person who raped a young child shall be punished by a

custodial sentence for a term of five up to fifteen years.

5. A person shall be held liable for the act provided for in

paragraph 1 of this Article only under a complaint filed by

the victim or a statement by the legal representative thereof

or at the prosecutor’s request or when the pre-trial investig-

ation is initiated upon establishing signs of domestic viol-

ence.

6. A legal entity shall also be held liable for an act provided

for in paragraphs 3 and 4 of this Article.

The Dutch Criminal Code

Article 242

Any person who by an act of violence or any other act or by

threat of violence or threat of any other act compels a person

to submit to acts comprising or including sexual penetration

of the body shall be guilty of rape and shall be liable to a

term of imprisonment not exceeding twelve years or a fine

of the fifth category.

Litauen

Luxembourg

Malta

Nederlandene

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Nordirland

Note: A fine of the fifth category, at the moment is a fine of

€ 83.000.

The Sexual Offences (Northern Ireland) Order 2008

Section 5

Rape

(1) A person (A) commits an offence if—

(a)he intentionally penetrates the vagina, anus or mouth

of another person (B) with his penis,

(b)B does not consent to the penetration, and

(c)A does not reasonably believe that B consents.

(2) Whether a belief is reasonable is to be determined hav-

ing regard to all the circumstances, including any steps A has

taken to ascertain whether B consents.

(3) Articles 9 and 10 apply to an offence under this Article.

(4) A person guilty of an offence under this Article is liable,

on conviction on indictment, to imprisonment for life.

(5) Any reference to rape in a statutory provision shall be

construed in accordance with paragraph (1).

(6) The common law offence of rape is abolished.

Chapter XXV

Crimes against sexual freedom and decency

Article 197

§ 1. Whoever by force, unlawful threat or deceit induces an-

other person to engage in a sexual intercourse, is subject to

the penalty of deprivation of liberty for between 2 years and

12 years.

§ 2. If the perpetrator induces another person in the manner

referred to in § 1 to submit oneself to another sexual activity

or to perform such activity, he is subject to the penalty of

deprivation of liberty for between 6 months and 8 years.

§ 3. If the perpetrator commits a rape:

1) jointly with another person,

2) against a minor under 15 years of age,

3) against an ascendant, descendant, adoptee, adopter,

brother or sister,

he is subject to the penalty of deprivation of liberty for no

less than 3 years.

§ 4. If the perpetrator of the act referred to in § 1-3 acts with

particular cruelty, he is subject to the penalty of deprivation

of liberty for no less than 5 years.

The Portuguese Criminal Code

Article 164

Polen

Portugal

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Rape

1 - Whoever, by means of violence, serious threat or after

having rendered, for such purposes, another person uncon-

scious or unable to resist, constrains such person:

a) To submit to, or to engage into, copulation, anal or oral

penetration with the offender or a third party; or

b) To submit to vaginal or anal penetration by parts of

the body or objects;

is punished with imprisonment from three to ten years.

2 - Whoever, by any means other than those provided for in

the preceding paragraph, constrains a person:

a) To submit to, or to engage into, copulation, anal or oral

penetration with the offender or a third party; or

b) To submit to vaginal or anal penetration by parts of

the body or objects;

is punished with imprisonment from one to six years.

The Romanian Criminal Code

Chapter VIII

Article 218

Rape

(1) Sexual intercourse, oral or anal intercourse with a per-

son, committed by constraint, by rendering the person in

question unable to defend themselves or to express their will

or by taking advantage of such state, shall be punishable by

no less that 3 and no more than 10 years of imprisonment

and a ban on the exercise of certain rights.

(2) The same penalty shall apply to any act of vaginal or anal

penetration committed under par. (1).

(3) It shall be punishable by no less than 5 and no more than

12 years of imprisonment and a ban on the exercise of cer-

tain rights, when:

a) the victim is entrusted to the perpetrator for care, pro-

tection, education, guard or treatment;

b) the victim is a direct-line relative, a brother or sister;

c) the victim has not turned 16 years;

d) the act was committed for the production of porno-

graphic materials;

e) the act resulted in bodily harm;

f) the act was committed by two or more individuals, act-

ing together.

(4) If such act resulted in the victim's death, it shall be pun-

ishable by no less than 7 and no more than 18 years of im-

prisonment and a ban on the exercise of certain rights.

(5) Criminal action for the act set by par. (1) and par. (2)

shall be initiated based on a prior complaint filed by the vic-

tim.

Rumænien

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Skotland

(6) The attempt to commit the offenses set out in par. (1) -

(3) shall be punishable.

Sexual Offences (Scotland) At 2009

Section 1

Rape

(1) If a person (“A”), with A's penis—

(a) without another person (“B”) consenting, and

(b) without any reasonable belief that B consents,

penetrates to any extent, either intending to do so or reck-

less as to whether there is penetration, the vagina, anus

or mouth of B then A commits an offence, to be known

as the offence of rape.

(2) For the purposes of this section, penetration is a continu-

ing act from entry until withdrawal of the penis; but this sub-

section is subject to subsection (3).

(3) In a case where penetration is initially consented to but

at some point of time the consent is withdrawn, subsection

(2) is to be construed as if the reference in it to a continuing

act from entry were a reference to a continuing act from that

point of time.

(4) In this Act—

“penis” includes a surgically constructed penis if it forms

part of A, having been created in the course of surgical treat-

ment, and

“vagina” includes—

(a) the vulva, and

(b) a surgically constructed vagina (together with any

surgically constructed vulva), if it forms part of B, hav-

ing been created in the course of such treatment.

Section 2

Sexual assault by penetration

(1) If a person (“A”), with any part of A's body or anything

else—

(a)without another person (“B”) consenting, and

(b)without any reasonable belief that B consents, penet-

rates sexually to any extent, either intending to do so or

reckless as to whether there is penetration, the vagina or

anus of B then A commits an offence, to be known as the

offence of sexual assault by penetration.

(2) For the purposes of this section, penetration is a continu-

ing act from entry to withdrawal of whatever is intruded; but

this subsection is subject to subsection (3).

(3) In a case where penetration is initially consented to but

at some point of time the consent is withdrawn, subsection

(2) is to be construed as if the reference in it to a continuing

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

act from entry were a reference to a continuing act from that

point of time.

(4) Without prejudice to the generality of subsection (1), the

reference in that subsection to penetration with any part of

A's body is to be construed as including a reference to pen-

etration with A's penis.

Slovakiet

The Slovak Criminal Code

Section 199

Rape

(1) Whoever, through violence or the threat of imminent vi-

olence, forces a woman to have intercourse or whoever ab-

uses her vulnerability for such an act shall be punished by a

prison sentence of five to ten years.

(2) A prison sentence of seven to fifteen years shall be im-

posed upon an offender if they committed an act referred to

in Subsection 1

a) in a more serious manner of conduct,

b) against a protected person,

c) out of a special motive, or

d) against a woman in custody or serving a prison sen-

tence.

(3) An offender shall be punished by a prison sentence of fif-

teen to twenty years if they caused grievous bodily harm by

committing an act referred to in Subsection 1.

(4) A prison sentence of twenty to twenty-five years shall be

imposed upon an offender if they committed an act referred

to in Subsection 1

a) and thus cause death, or

b) in a crisis situation.

Penal code of the Republic of Slovenia

Chapter Nineteen

Criminal Offences Against Sexual Integrity

Article 170

Rape

1) Whoever compels a person of the same or opposite sex to

submit to sexual intercourse with him by force or threat of

imminent attack on life or limb shall be sentenced to impris-

onment for not less than one and not more than ten years.

2) If the offence under the preceding paragraph has been

committed in a cruel or extremely humiliating manner or

successively by several perpetrators or against offenders

serving sentence or other persons whose personal freedom

was taken away, the perpetrator(s) shall be sentenced to im-

prisonment for not less than three and not more than fifteen

years.

Slovenien

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

3) Whoever compels a person of the same or opposite sex to

submit to sexual intercourse by threatening him/her with

large loss of property to him/her or to his/her relatives or

with the disclosure of any matter concerning him/her or

his/her relatives which is capable of damaging his/her or

his/her relatives' honour and reputation shall be sentenced to

imprisonment for not less than six months and not more than

five years.

4) If offences under paragraphs 1 or 3 of this Article have

been committed against a spouse or an extra-marital partner

or partner of a registered same-sex civil partnership, the pro-

secution shall be initiated upon a complaint.

Spanish Criminal Code

Article 178

Whoever offends against the sexual freedom of another per-

son, using violence or intimidation, shall be punished for

sexual assault with a sentence of imprisonment from one to

five years.

Article 179

If the sexual assault consists of vaginal, anal or oral penetra-

tion, or inserting body parts or objects into either of the

former two orifices, the offender shall be convicted of rape

with a sentence of imprisonment from six to twelve years.

Article 180

1. The preceding conduct shall be punished with prison sen-

tences of five to ten years for assaults pursuant to Article

178, and from twelve to fifteen years for those of Article

179, if any of the following circumstances concurs:

1. If the violence or intimidation made are of a particu-

larly degrading or humiliating nature;

2. If the deeds are committed by joint action of two or

more persons;

3. If the victim is especially vulnerable due to age, ill-

ness, handicap or circumstances, except for what is set

forth in Article 183;

4. If, in order to execute the criminal offence, the of-

fender has availed himself of a superiority or relation-

ship, due to being an ascendant, descendent or brother or

sister, biological or adopted or in-law of the victim;

5. If the doer uses weapons or other equally dangerous

means which may cause death or the bodily harm fore-

seen in Articles 149 and 150 of this Code, without

prejudice to the relevant punishment for the death or bod-

ily harm caused.

2. Should two or more of the above circumstances concur,

the penalties foreseen in this Article shall be imposed in the

upper half.

Brottsbalk 1962/700

6 kapitel

Om sexualbrott

Spanien

Sverige

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

1§

Den som, med en person som inte deltar frivilligt, genomför

ett samlag eller en annan sexuell handling som med hänsyn

till kränkningens allvar är jämförlig med samlag, döms för

våldtäkt till fängelse i lägst två år och högst sex år. Vid

bedömningen av om ett deltagande är frivilligt eller inte ska

det särskilt beaktas om frivillighet har kommit till uttryck

genom ord eller handling eller på annat sätt. En person kan

aldrig anses delta frivilligt om

1. deltagandet är en följd av misshandel, annat våld eller

hot om brottslig gärning, hot om att åtala eller ange

någon annan för brott eller hot om att lämna ett menligt

meddelande om någon annan,

2. gärningsmannen otillbörligt utnyttjar att personen på

grund av medvetslöshet, sömn, allvarlig rädsla,

berusning eller annan drogpåverkan, sjukdom,

kroppsskada, psykisk störning eller annars med hänsyn

till omständigheterna befinner sig i en särskilt utsatt

situation, eller

3. gärningsmannen förmår personen att delta genom att

allvarligt missbruka att personen står i beroendeställning

till gärningsmannen.

Är brottet med hänsyn till omständigheterna vid brottet att

anse som mindre grovt, döms för våldtäkt till fängelse i högst

fyra år.

Är brott som avses i första stycket att anse som grovt, döms

för grov våldtäkt till fängelse i lägst fem och högst tio år. Vid

bedömningen av om brottet är grovt ska det särskilt beaktas

om gärningsmannen har använt våld eller hot som varit av

särskilt allvarlig art eller om fler än en förgripit sig på offret

eller på annat sätt deltagit i övergreppet eller om

gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssättet eller

offrets låga ålder eller annars visat särskild hänsynslöshet

eller råhet.

1a§

Den som begår en gärning som avses i 1 § och är grovt

oaktsam beträffande omständigheten att den andra personen

inte deltar frivilligt, döms för oaktsam våldtäkt till fängelse

i högst fyra år.

Om gärningen med hänsyn till omständigheterna är mindre

allvarlig, ska det inte dömas till ansvar.

Section 185

Rape

(1) Whoever forces another person to have sexual inter-

course by violence or by a threat of violence, or a threat of

other serious detriment, or whoever exploits the person’s

vulnerability for such an act, will be sentenced to imprison-

ment for six months to five years.

Tjekkiet

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

(2) An offender will be sentenced to imprisonment for two

to ten years, if he commits the act referred to in sub-section

(1)

a) by sexual intercourse or other sexual contact per-

formed in a manner comparable with intercourse,

c) on a child, or

d) with a weapon.

(3) An offender will be sentenced to imprisonment for five

to twelve years, if he

a) commits the act referred to in sub-section (1) on a child

under the age of fifteen,

b) commits such an act on a person in detention, serving

a prison sentence, in protective treatment, in security de-

tention, in protective or institutional therapy or in another

place where personal freedom is restricted, or

c) causes grievous bodily harm by such an act.

(4) An offender will be sentenced to imprisonment for ten to

eighteen years, if he cause death by the act referred to in sub-

section (1).

(5) Preparation is criminal.

Section 177

Sexual assault; sexual assault by use of force or threat of

force; rape

(1) Whosoever, against the discernible will of another per-

son, engages in sexual activity with that person or causes that

person to engage in sexual activity, or induces that person to

perform sexual acts on a third person or to suffer sexual acts

by a third person, shall be liable to imprisonment from six

months to five years.

(2) Whosoever engages in sexual activity with another per-

son or causes that person to engage in sexual activity, or in-

duces that person to perform sexual acts on a third person or

to suffer sexual acts by a third person, shall incur the same

penalty if

1. the offender exploits the fact that the person is not able

to form or express an opposing will;

2. the offender exploits the fact that the person is signif-

icantly impaired in his ability to form or express a will

due to a physical or mental condition, unless the offender

has assured himself of the consent of this person;

3. the offender exploits an element of surprise;

4. the offender exploits a situation in which the victim is

threatened with serious harm in case of resistance; or

5. the offender has coerced the person to perform or suf-

fer the sexual acts by threatening serious harm.

(3) The attempt shall be punishable.

Tyskland

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

(4) The penalty shall be imprisonment of not less than one

year if the inability to form or express a will is due to an ill-

ness or disability of the victim.

(5) The penalty shall be imprisonment of not less than one

year if the offender

1. uses force against the victim;

2. threatens the victim with imminent danger to life or

limb; or

3. exploits a situation in which the victim is unprotected

and at the mercy of the offender's influence.

(6) In especially serious cases the penalty shall be imprison-

ment of not less than two years.

An especially serious case typically occurs if

1. the offender performs sexual intercourse with the vic-

tim or causes the victim to perform sexual intercourse, or

performs similar sexual acts with the victim or causes

them to be performed by the victim, which particularly

degrade the victim, especially if they involve penetration

of the body (rape); or

2. the offence is committed jointly by more than one per-

son.

(7) The penalty shall be imprisonment of not less than three

years if the offender

1. carries a weapon or other dangerous instrument;

2. otherwise carries an instrument or other means for the

purpose of preventing or overcoming the resistance of

another person through force or threat of force; or

3. places the victim in danger of serious injury.

(8) The penalty shall be imprisonment of not less than five

years if

1. the offender uses a weapon or other dangerous instru-

ment during the commission of the offence; or

2. the offender

(a) seriously physically abuses the victim during the of-

fence; or

(b) by the offence, places the victim in danger of death.

(9) In less serious cases under subsections (1) and (2) above

the penalty shall be imprisonment from three months to three

years, in less serious cases under subsections (4) and (5)

above the penalty shall be imprisonment from six months to

ten years, and in less serious cases under subsections (7) and

(8) above the penalty shall be imprisonment from one year

to ten years.

Section 178 StGB

(Sexual assault, sexual assault by use of force or threat of

force and rape causing death)

If the offender through sexual assault, sexual assault by use

of force or threat of force, or rape (section 177) causes the

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

Ungarn

death of the victim by gross negligence at least, the penalty

shall be imprisonment for life or not less than ten years.

Hungarian Criminal Code

Chapter XIX

Sexual freedom and sexual offences

Section 197

Sexual Violence

(1) Sexual violence is a felony punishable by imprisonment

between two to eight years if committed:

a) by force or threat against the life or bodily integrity of

the victim;

b) by exploiting a person who is incapable of self-defense

or unable to express his will, for the purpose of sexual

acts.

(2) Sexual violence shall also include, and the penalty shall

be imprisonment between five to ten years if the perpetrator

commits a sexual act upon a person under the age of twelve

years, or forces such person to perform a sexual act.

(3) The penalty shall be imprisonment between five to ten

years if the criminal act described in Subsection (1) is com-

mitted:

a) against a person under the age of eighteen years;

b) by a family member or against a person who is in the

care, custody or supervision of or receives medical treat-

ment from, such family member, or if abuse is made of a

recognized position of trust, authority or influence over

the victim; or

c) by more than one person on the same occasion, in full

knowledge of each other’s acts.

(4) The penalty shall be imprisonment between five to fif-

teen years if:

a) the criminal offense defined in Paragraph a) of Sub-

section (1) and in Paragraph b) or c) of Subsection (3) is

committed against a person under the age of twelve

years; or

b) the provisions of Paragraph b) or c) of Subsection (3)

also apply to the criminal offense defined in Paragraph

a) of Subsection (3).

(5) Any person who provides the means necessary for or fa-

cilitating the commission of sexual violence is guilty of a

felony punishable by imprisonment not exceeding three

years.

The Austrian Penal Code

§ 201

Rape

(1) Any person who by use of force, deprivation of liberty,

or threat with a present danger for limb or life (§ 89) coerces

another to engage in or acquiesce to sexual intercourse or

Østrig

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 300: Notits om voldtægtslovgivningen i andre lande i Europa, fra justitsministeren

conduct equivalent to sexual intercourse is liable to impris-

onment for one to 10 years.

(2) The person is liable to imprisonment for five to 15 years

if the offence results in a serious assault (§ 84 para. 1) or

pregnancy of the victim or if the victim is placed into a state

of agony or is treated in a particularly humiliating way for a

longer period of time; the person is liable to imprisonment

for 10 to 20 years or imprisonment for life if the offence res-

ults in the death of the victim.