Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 22
Offentligt
Ulstrup den 8. oktober 2018.
Til Folketingets Retsudvalg,
I anledning af Retsudvalgets spørgsmål 1037 af 20. august 2018 om fri proces, som viser,
at Retsudvalget følger op på Appellen til Justitsministeren af 10 november 2017 og
Justitsministerens svar af 8. december 2017 på spørgsmål 179 af 13. november 2017,
tillader jeg mig at gøre Retsudvalget bekendt med nedenstående eksempel på, hvordan
man i det danske retssystem kan blive gjort reelt retsløs, når Civilstyrelsen giver afslag
på fri proces, som ikke stemmer med gældende lov.
Problemet ser desværre ikke ud til at være nyt. Allerede i 2008/09 bragte man i
Advokaten
en række artikler om det, som på det tidspunkt
yder ere ”i e
årrække har
fremstået som mere løs
–
men dog vedvarende
– korridors ak la dt advokater”
(2009,3 s. 30). Derfor kan det ikke tilskrives det
ta af ”ko pete er, vide og
huko
else”, so
efter udflytningen ifølge Civilstyrelsens årsberetning i 2017 er blevet
” etydeligt”
(s. 11). Man kan derimod frygte, at truslen mod borgernes retssikkerhed er
blevet øget ved udflytningen, fordi man dér særligt har haft
”fokus på
at øge
sagsproduktio e ” s. .
Allerede i 2008/09 kaldte advokaterne fri proces et lotteri, som gør retssikkerhed til et
spørgsmål om penge, og Civilstyrelsen kritiseredes konkret for:
1.
”de
ofte
helt i tetsige de begru delser for afslag … so
eget va skeligt ka fore es
med ordlyden fra begrundelseskravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24”,
og
2.
”begrundelser,
som har karakter af bevismæssige vurderinger”
(2009,3 s. 30).
Begge kritikpunkter gør sig gældende i forbindelse med det afslag på fri proces, som jeg
vedhæfter dette brev.
Sagen, der blev søgt fri proces til, gælder primært erstatning for muligt misbrug af
fuldmagt, subsidiært vederlagskrav for muligt misbrug af uskiftet bo. Den blev anlagt
efter Skifterettens anvisning i kendelse af 19. maj 2017, stadfæstet af Landsretten 30.
juni 2017.
 REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 22: Henvendelse af 24/10-18 vedr. fri proces og retssikkerhed, fra Karin Grünewald, Ulstrup
2
1.
Civilstyrelsens begrundelse for afslaget kan for det første vanskeligt forenes med
kravene i FVL § 24, fordi Civilstyrelsens henvisninger til de relevante retsregler ikke er
korrekte. Som det ses, lægger Civilstyrelsen navnlig vægt på:
a.
”at
der
ikke forinden boets afslutning
ses at være anlagt en sag ved skifteretten
vedrøre de afdøde [XX’s]
eventuelle misbrug af sin rådighed over det uskiftede
bo
jf. arvelovens § 30”.
b. at skifteretten
”afviste
at genoptage boet
efter [XX]
iht. dødsboskiftelovens §
109”,
samt at Landsretten
”stadfæstede
denne kendelse”.
Ad a:
AL § 30, som er relevant for den subsidiære påstand: vederlagssager ved misbrug af
uskiftet bo, indeholder ingen bestemmelser om frister.
Det kan tilføjes, at der heller ikke fastsættes en sådan frist for vederlagssager noget
andet sted i lovgivningen
–
et forhold, som Betænkning nr. 1519 om revision af
dødsboskifteloven i 2010 afviser at ændre:
”E eve tuel ord i g ed i de de frister
for arvingerne ville derfor kræve, at arvingerne samtidig sikres behørig vejledning om
deres retsstilli g” . . . .
Alene AL § 32 stk. 2 og stk. 3 sætter frister. Men de gælder vel at mærke kun for
omstødelsessager efter AL § 31 stk. 1 og stk. 2, og de finder efter AL § 31 stk. 3 ikke
a ve delse "efter de læ gstleve de ægtefælles død", ”hvis de pågælde de livsarvi g
kan opnå dækning for sin arveret, ved at der ydes livsarvingen vederlag af det beholdne
o, jf. § ”. Påsta de i stæv i ge holder sig
pænt inden for det beholdne bo.
Tilsvarende har Skifteretten i en kendelse af 28. april 2016, som Civilstyrelsen også
havde adgang til, med en supplerende bemærkning understreget, at der heller
”ikke
i
dødsboskifteloven findes frister for sagsanlæg, for så vidt angår tvister af de i denne sag
omhandlede karakter. Bobestyreren har desuden ikke ved sin afgørelse eller senere
fastsat e ege tlig frist for sagsa læg”.
Ad b.
DSL § 109, som er relevant for den primære påstand: erstatning for muligt misbrug af
fuldmagt, handler ikke om genoptagelse af et bo, men i stedet paradoksalt nok om en
frist, som Skifteretten skal fastsætte, før der kan anlægges sag.
Skifterettens kendelse, som Civilstyrelsen også henviser til, refererer udførligt både DSL
§ 103, det relevante lovgrundlag for genoptagelsen af boet, og den af Civilstyrelsen
fremhævede § 109. Kendelsen fastslår klart og tydeligt, at boet ønskes genoptaget efter
DSL
§
, fordi ”der
ønskes fastsat en frist til en arvings sagsanlæg i medfør af
dødsboskiftelovens § 109”.
 REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 22: Henvendelse af 24/10-18 vedr. fri proces og retssikkerhed, fra Karin Grünewald, Ulstrup
3
I begrundelsen for, at det er unødvendigt at genoptage boet, har Skifteretten heller ikke
pro le er ed at holde paragraffer e adskilt: ”… da e arvi gs sagsa læg efter
retspraksis - under visse betingelser - kan admitteres trods manglende fastsættelse af
en frist efter dødsboskiftelovens § 109, stk. 1, finder skifteretten ikke anledning til at
ge optage døds oet i edfør af døds oskiftelove s §
”.
Så det virker absurd, at Civilstyrelsen angiver Landsrettens kendelse, som et
”hovedhensyn,
der har været bestemmende”
(Jf. FVL § 24)
for det administrative skøn:
at ansøgeren
”ikke har ri elig gru d til at føre pro es”.
Landsrettens kendelse
stadfæster jo netop,
at ”e
arvi gs sagsa læg … ka ad itteres trods a gle de
fastsættelse af en frist efter dødsboskiftelovens § 109”.
2.
Når Civilstyrelsen finder, at der ikke er
”ri elig gru d til at føre pro es” fordi
ansøgeren
”ikke har
udsigt til medhold i sagen”,
får egru delse
for det administrative skøn tilmed
karakter af bevismæssig vurdering. Det ses tydeligst, når
Civilstyrelse uddy er det: ”De
har ikke udsigt til at vinde sagen, hvis Deres modpart kan bevise, at sagen skal afvises
som følge af, at dødsboet er afsluttet og afvist genoptaget ved Vestre Landsrets
kendelse herom.
Civilstyrelsen skønner, at modparten kan føre det omtalte bevis”.
At
der (jf. punkt 1) ikke findes nogen retsregel til støtte for modpartens påstand, gør
Civilstyrelsens bevismæssige vurdering så meget mere kritisabel.
Bevismæssige vurderinger kan true retssikkerheden. Derfor er Procesbevillingsnævnet
som den eneste myndighed i Danmark undtaget fra det ellers helt fundamentale princip
i forvaltningsretten, at afgørelser skal begrundes.
Mads Krøger Pra
i g: ”He
elige
afslag på fri pro es”
(Arbejderen 2014) gør opmærksom på en Højesteretsdom (ifølge
Domstolsstyrelsens hjemmeside U 1997.1062 H), som understreger, at:
”Nævnet
skal
ikke begrunde sine afgørelser, fordi de ikke må påvirke de dommere, der skulle træffe
afgørelse i sagen”.
Også
Advokaten
2008,6 peger
på det: ”Politisk har
a ikke ø sket, at
Procesbevillingsnævnet i sine begrundelser så at sige
tog forskud på retssagerne og
begyndte at afveje beviser op mod hinanden. Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis
sagen, når den efterfølgende endte i retten allerede indeholdt noget, der lignede en
halvfærdig dom fra nævnet.”
Det må være lige så uhensigtsmæssigt, når Civilstyrelsen begynder at afveje beviserne
mod hinanden. Måske er det tilmed endnu mere uhensigtsmæssigt, når Civilstyrelsen
gør det. Civilstyrelsens afgørelse bliver så at sige løftet op i anden potens, når fri proces,
som i dette tilfælde, også afvises i Procesbevillingsnævnet.
Problemet opstår fordi både Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet ifølge
Persondataloven skal meddele modparten, at vedkommendes navn og adresse er
registreret i forbindelse med ansøgningen om fri proces. Det giver modparten mulighed
for via aktindsigt at udnytte, at Civilstyrelsens halvfærdige dom har fået særlig status
som stadfæstet i 2. instans og dermed større slagkraft til efterfølgende at påvirke
dommeren.
 REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 22: Henvendelse af 24/10-18 vedr. fri proces og retssikkerhed, fra Karin Grünewald, Ulstrup
4
Justitsministerens svar af 12. april 2010 på spørgsmål nr. 791 er bevidst om problemet.
Her understreges det, med henvisning til Retsplejerådets betænkning nr. 1260/1993, at
”der er et særligt he syn
at tage til, at sagsbehandlingen ved nævnet ikke får en sådan
karakter, at nævnets afgørelse for borgerne kan komme til at fremstå som en afgørelse
af selve sage ” og
der advares efterfølgende
od ”e særlig præjudikatsvirk i g”.
Man kan undre sig over, at Procesbevillingsnævnet ikke opdagede Civilstyrelsens fejl.
Men allerede
Advokate
, advarede o , at ”sags eha dler e hos Civilstyrelse
og hos Procesbevillingsnævnet ikke har samme lange praktiske erfaring med retssager,
som mange advokater har.
… Det er typisk ye jurister”:
-
Hvorfor er det stadig ikke godt nok? I Procesbevillingsnævnet er det trods alt en
dommer, der er formand.
- Det er ikke godt nok, fordi der stadig sidder nogle sagsbehandlere, som laver en
indstilling.
- Men dommeren kan vel bare omgøre indstillingen, hvis den ikke er i orden?
- Nej, det sker ikke. Man er tilbøjelig til at følge indstillingerne.
Så ”Modtager a et afslag, so ka være ok så dårligt egru det, skal a ikke gøre
sig håb om at få en bedre begrundelse i
Pro es evilli gs æv ets regi”
Advokaten
, s. . Og da a har ”ko let O uds a de af i dette vigtige såvel fiskale so
forvalt i gs æssige o råde” e der det ed, at ”sa tlige vagthu de er ko let af i fri
pro essager” I id. .
Det er et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem.
Problemet er desværre ikke blevet mindre i de mellemliggende år. Civilstyrelsen melder
i sine to seneste årsberetninger selv om,
”at ku e eskede del af fuld ægtige e har
ere e
års a ie itet”
s. . Situatio e ,
som ikke skyldes udflytningen,
eskrives også i Civilstyrelse s ”Mål og resultatpla for
”: ”Civilstyrelse er første
arbejdsplads på Justitsministeriets område for en lang række nyuddannede jurister, der
a sættes so tur usfuld ægtige”.
Men når udflytningen samtidig har betydet, at kun
e ” i dre a del” af alle hefer e og spe ialko sule ter e har ” ere e d års
a ie itet”
s.
å retssikkerhede
for alvor være truet for de borgere, hvis
skæbne de bestemmer over.
Som konsekvens af Civilstyrelsens uretmæssige afgørelse, blev ansøgeren reelt gjort
retsløs.
Under bobehandlingen var der ingen mulighed for, at sagen kunne bringes for retten,
da bobestyreren - som begge de kendelser, Civilstyrelsen henviser til, udtrykker det -
”ved
blot passivitet”
opgav
at forfølge krav i anledning af det mulige misbrug af
fuldmagt. Derfor var det nødvendigt at skaffe en afgørelse
ved e ”faktisk
handling”,
før
Skifteretten kunne anmodes om at fastsætte en frist, så sagen kunne anlægges af en
arving. Og nu, hvor sagen så omsider er regelret anlagt, kan den heller ikke føres.
 REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 22: Henvendelse af 24/10-18 vedr. fri proces og retssikkerhed, fra Karin Grünewald, Ulstrup
5
Ikke desto mindre har det fra første bomøde været klart, at der er forsvundet 1,6 mio.
kr. fra et bo, som 4�½ år tidligere indeholdt 1,8 mio. kr. og at boets masse blev øget med
800.000 kr. da boets væsentligste aktiv, forældrehjemmet, blev solgt, 6 måneder før
arveladers død. Men bobestyrer har - dokumenterbart
–
forholdt sig passivt til det.
Sidenhen er der skaffet dokumentation for, at der alene i løbet af de sidste 17 måneder,
hvor arvelader ifølge plejehjemsjournalen var i konstant delir/pseudodemens, er brugt
1,45 mio. kr. eller gennemsnitligt knap 86.000 kr. om måneden. Men det kan nu heller
ikke undersøges nærmere.
Derfor er vi en del, som har meget svært ved at forstå retsvæsenets vedvarende
modstand mod at undersøge, hvad der er sket med de mange penge -
”gru digt og
sa vittighedsfuldt” jf. RPL
§ 126. Problemet er jo ikke kun, at en arving er gjort retsløs.
Da bobestyreren ved sin passivitet har begrænset sig til at fordele en tredjedel af boets
midler, er Statskassen faktisk blevet berøvet et ganske stort beløb i boafgift.
Med venlig hilsen,
Karin Grünewald