REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 178
Offentligt

EVALUERING AF

MENTORORDNINGEN

Malene Molding Nielsen

september 2017

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-2-

Indholdsfortegnelse

OPSUMMERING

NTRODUKTION

VALUERINGENS KARAKTERISTIKA

VALUERINGENS

ESULTATER

NBEFALINGER

1.1.

1.2.

1.3.

1.4.

HOVEDRAPPORT: EVALUERINGSOVERBLIK

VALUERINGENS

ORMÅL

OKUS

RIMINALFORSORGENS

ENTORORDNINGER

DVALGTE

ONTEKSTUELLE

ORHOLD

ÆSEGUIDE

METODE

-4-

-5-

-9-

- 15 -

- 16 -

- 17 -

- 18 -

- 19 -

- 20 -

- 22 -

- 24 -

- 26 -

- 29 -

- 30 -

- 36 -

- 39 -

- 41 -

- 42 -

- 48 -

- 49 -

- 51 -

- 53 -

- 55 -

- 57 -

- 60 -

- 62 -

- 63 -

- 64 -

- 67 -

- 71 -

- 72 -

- 77 -

- 78 -

- 79 -

2.1 S

AMPLING

2.2. I

NTERVIEW

, D

OKUMENTGENNEMGANG

BSERVATION

2.3. P

ROCES

- O

VALITETSSIKRING

3.1.

3.2.

3.3.

3.4.

3.5.

3.6.

3.7.

3.8.

4.1.

4.2.

4.3.

4.4.

4.5.

4.6.

4.7.

5.1.

5.2.

5.3.

5.4.

5.5.

5.6.

5.7.

EFFEKTIVITET: MÅLFORMULERING, MÅLOPNÅELSE OG SUCCESKRITERIER

TABLERING

ÅL

ENTORFORLØB

ÅL

- O

KTIVITETSUDFOLDELSE

ÅLOPNÅELSE

NDRE

ESULTATER

UCCESKRITERIER

MSTÆNDIGHEDER

ELLYKKEDE

ORLØB

MSTÆNDIGHEDER

INDRE

ELLYKKEDE

ORLØB

PSUMMERING

: H

VAD

RIMINALFORSORGEN

ENTORORDNING

NBEFALINGER

: M

ÅLFORMULERING

, M

ÅLOPNÅELSE

UCCESKRITERIER

EFFEKTIVITET: OMSTÆNDIGHEDER VED IGANGSÆTTELSE AF MENTORFORLØB

LDER

GANGSÆTTELSE

ENTORFORLØB

OMSTYPENS

ETYDNING

KONOMIENS

ETYDNING

LIENTER

ÆRLIGE

EHOV

: H

VEM

VOR

ANGE

NSATTE

RUGER

ENTORER

, H

VOR

VORDAN

PSUMMERING

: H

VEM

ÅR

ENTOR

NBEFALINGER

: I

GANGSÆTTELSE

ENTORFORLØB

EFFEKTIVITET: REGLER OG PROCEDURER

NDLEDENDE

ØDE

, T

AVSHEDSPLIGT

ØDET

VER

REDJE

ÅNED

(

)

ANDLEPLANEN

: D

OKUMENTATION

OLLEFORDELING

LINTENS

TØTTEBEHOV

(

)

OGBØGER

(

)

INDE

ENTOR

: M

ATCHNING

ELATION

(

)

OMMUNERNE

RIMINALFORSORGEN

: A

LTERNATIVE

ENTORORDNINGER

(

)

PSUMMERING

: F

ØLGES

EGLERNE

I V

EJLEDNINGEN

ENTORORDNINGEN

NBEFALINGER

: R

EGLER

ROCEDURER

RELEVANS

6.1. M

ENTORORDNINGEN

: D

NKELTE

LIENT

, M

ÅLGRUPPEN

ISSIONEN

6.2. O

PSUMMERING

. O

KTUALITET

ERETTIGELSE

BÆREDYGTIGHED

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-3-

7.1. M

ENTORERNE

ERES

ILGANG

ENTORARBEJDET

7.2. O

PSUMMERENDE

ISKUSSION

: A

ÆNKE

I F

REMTIDEN

7.3. A

NBEFALINGER

: B

ÆREDYGTIGHED

KONKLUSION: MENTORORDNINGENS BERETTIGELSE OG UDMØNTNING

REFERENCER

- 79 -

- 81 -

- 82 -

- 83 -

- 87 -

- 91 -

BILAG A: PROJEKTBESKRIVELSE

BILAG B: METODERAPPORT

BILAG C: ÆNDRINGER I TILVEJEBRAGT DATA

BILAG D: INTERVIEWEDE PERSONER

BILAG E: DETALJERET FORKLARING PÅ KORTTIDSMÅL

Taknemmelighed

Tilvejebringelse af data i nærværende evaluering er foregået i et nært samarbejde med ansatte, mentorer,

klienter og ledelse tilknyttet Kriminalforsorgen i Frihed i Haderslev, Horsens, Roskilde og Århus. Det har været

et indsigtsgivende privilegie få adgang til hverdagen i KiF afdelingerne og ansattes brug af og overvejelser

omkring mentorordningen. Her går en særlig tak til Bettina Urban, Charmaine Bysted Kallestrup, Ditte Nygaard,

Marianne Bundgaard-Pedersen, Mette Holde, og Susanne Kollerup for deres detaljerede kommentarer på

udvalgte anbefalinger præsenteret i denne rapport. Kriminalforsorgens mentortovholdere og ansatte i

Direktoratet og Områdekontorene i Kolding, København og Ringsted, samt Intensiv Overvågningen i Næstved

har ligeledes bidraget, hvilket har været en uvurderlig hjælp. Derudover har ansatte i Haderslev, Holbæk,

Horsens, Randers og Århus kommuner deltaget i interviewsamtaler om kommunale mentorordninger og

udmøntningen af samme, hvilket har været meget brugbart. Sidst, men ikke mindst, er denne evaluering lavet i

et nært samarbejde med direktoratets evalueringskoordinatorer Nadja Lund-Sørensen og Marie Louise

Jørgensen, som engageret har kommenteret på evalueringens forskellige produkter og været behjælpelige med

at tilvejebringe relevant dokumentation. Mange tak!

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-4-

OPSUMMERING

INTRODUKTION

Baggrund.

Denne evalueringsrapport af kriminalforsorgens mentorordning er udfærdiget på foranledning af

Koncern Resocialisering, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Mentorordningen blev foranstaltet i året 2000 på

baggrund af en henstilling fra den daværende regering om at igangsætte særlige indsatser overfor utilpassede

unge med anden etnisk baggrund end dansk. I året 2002 blev ordningen evalueret, og den har siden da

undergået en række justeringer herunder af målgruppen. I året 2016 var ordningens målgruppe defineret som

dømte unge mellem 15 og 25 år,

samt

tungt belastede dømte over 25 år med et særligt behov for støtte i

forbindelse med udslusning fra fængsel og/eller afvikling af en tilsynsperiode.

Om mentorordningen.

Mentorordningen udmøntes under Kriminalforsorgen i Frihed (KiF), der fører tilsyn med

prøveløsladte og personer dømt til restpsykiatrisk anbringelse eller behandling, samt personer dømt til tilsyn

og samfundstjeneste. Ordningens kerneindhold er et tilbud om en mentor, der kan følge og støtte den dømte

(klienten) gennem udslusnings- og/eller tilsynsperioden med et langsigtet mål for øje om en tilværelse uden

kriminalitet. Mentorforløbene iværksættes på frivillig basis og i et samarbejde mellem kriminalforsorgens

tilsynsførende (sagsbehandleren), klienten og mentor, som betales i honorarer og tilknyttes KiF gennem

perioden for mentorforløbet. I samarbejde med klienten og ud fra en socialfaglig vurdering, etableres der, ved

mentorforløbenes iværksættelse, specifikke forløbsmål og arbejdsopgaver. Målene skal have et

forandringsperspektiv, og de skal være realiserbare indenfor perioden klienten er i tilsyn. Mentorordningen

udgør en af kriminalforsorgens i alt tre mentorordninger, der i formål, organisering og administration er

særegne. Mentorordningen har med sin målgruppeformulering en bredde og den administreres dagligt under

KiF, hvorfra mentorer rekrutteres. De to andre ordninger er specialindsatser henholdsvis

mod

voldelig

ekstremisme og radikalisering og

for

bandeexit. Specialindsatserne er administreret centralt og adskiller sig fra

mentorordningen ved at mentorerne gennemgår et uddannelsesforløb.

EVALUERINGENS KARAKTERISTIKA

Om evalueringens tidsramme og formål.

Nærværende formative evaluering blev igangsat i oktober 2016 og

fokuserer primært på udmøntningen af ordningen, som den så ud på evalueringstidspunktet. Evalueringen blev

igangsat med henblik på at dokumentere ordningens indhold og udmøntning, og kvalitetssikre og optimere

ordningen og dens organisatoriske forankring ved at identificere dens styrker, og svagheder. Evalueringen blev

desuden igangsat for at sikre, at kriminalforsorgens resocialiserende indsatser udmøntes på ansvarlig vis.

Evalueringens projektbeskrivelse påbyder en vurdering af ordningens effektivitet, relevans og bæredygtighed.

Her henviser effektivitet til en vurdering af kortsigtet målopnåelse og en række forhold, der omgiver samme

bl.a. udmøntning af udvalgte regler og procedurer. Vurderingen af relevans har at gøre med ordningens

aktualitet i forhold til den enkelte klients behov, målgruppen som helhed samt Kriminalforsorgens mission.

Vurderingen af bæredygtighed drejer sig om i hvilken udstrækning klienterne ved mentorforløbenes afslutning

selv vil kunne fastholde eller videreudvikle de initiativer, der blev igangsat gennem mentorforløbene.

Evalueringen var oprindeligt planlagt i to dele og ni faser, der tænktes udført gennem en periode på 1,5 - 2 år.

På anbefaling af Evaluator og på baggrund af nærværende rapports konklusioner og anbefalinger har

Kriminalforsorgen imidlertid besluttet at påbegynde det fremadrettede udviklingsarbejde af ordningen i

efteråret 2017. Nærværende rapport kan derfor betragtes som evalueringens afsluttende afrapportering.

Om evalueringens design og metode.

Da det ikke har været muligt at anvende et forsøgsdesigns med henblik

på at vurdere effekten af mentorindsatsen, er evalueringens design beskrivende og karakteriseret ved

kombineret brug af kvalitative og kvantitative metoder samt anvendelse af primær- og sekundærdata.

Hovedparten af den kvalitative og primære data er tilvejebragt af Evaluator i forbindelse med fire casestudier

foretaget i tre KiF afdelinger og et lokalkontor, hvor Evaluator tilsammen har opholdt sig gennem ni uger. De

fire casestudier omfatter KiF Haderslev, KiF Horsens; KiF Århus og lokalkontoret i Horsens (herefter KiF

afdelingerne). Den primære data tilvejebragt i forbindelse med casestudierne henviser til semistrukturerede

interview, og en række uformelle samtaler gennemført i forbindelse med udførsel af deltagende observation,

samt evaluators tilstedeværelse i KiF afdelingerne over tid. Sampling af både casestudier og informanter har

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-5-

været ikke-tilfældig og pragmatisk. Der er lavet i alt 60 semistrukturerede interview med sagsbehandlere,

klienter, mentorer og ledelse tilknyttet de fire KiF afdelinger samt med samarbejdspartnere i fem kommuner:

Haderslev, Holbæk, Horsens, Århus og Randers. Derudover er der lavet 18 interview med ansatte i

Kriminalforsorgen i Områdekontorerne i København, Kolding og Ringsted samt i intensivovervågningen i

Næstved og i Direktoratet. Den sekundære og kvantitative data henviser, dels til dokumenter samlet i et

elektronisk bibliotek i forbindelse med hvilke der er lavet en dokumentgennemgang, og dels til dataudtræk fra

kriminalforsorgens registreringer af mentorforløb begyndt og afsluttet i perioden 2015-2016.

Med undtagelse af to, blev samtlige interview med sagsbehandlere, klienter og mentorer båndet og udskrevet.

Alle udskrevne interview er behandlet i det kvalitative software program NVivo, hvor de er tematisk kodede og

analyseret sammen med den øvrige data ud fra de emner, der har været udforsket for at afdække

evalueringens formål. De bærende principper i evalueringens kvalitetssikring henviser til triangulering af data

tilvejebragt fra forskellige kildematerialer, KiF afdelinger og informanter (klienter, tilsynsførende og mentorer);

member-checking udført i forbindelse med interviewsamtaler; fortløbende afsøgning af dokumentation; og en

dialogisk og gennemsigtig evalueringsproces. Kvalitetssikring har været udøvet både i forbindelse med

tilvejebringelse og analyse af data og ved udvikling af evalueringens anbefalinger.

EVALUERINGENS RESULTATER

Mentorordningens berettigelse.

I forbindelse med nærværende evaluering, og evalueringen, der blev lavet i

2002, udtrykte dømte med mentorer sig positivt om mentorordningen; de oplevede den som en hjælp. Disse

udtalelser udgør imidlertid ikke et grundlag for at vurdere ordningens kriminalpræventive effekt eller virkning

derudover, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad mentorordningen skal bidrage med, og hvori dens berettigelse

ligger. I evalueringen af mentorordningen fra 2002 blev ordningen karakteriseret

so : ”et vellykket forsøg på

at finde et kriminalpolitisk alternativ til straf og kontrol

”. I ærvære de evalueri g tæ kes

mentorordningen

som en mulighed for at forstærke kriminalforsorgens forebyggende og resocialiserende arbejde iværksat under

missionen om at begrænse kriminalitet ved at støtte og motivere dømte til at leve en tilværelse uden

kriminalitet. Hertil har Kriminalforsorgen, udover sin programvirksomhed, arbejdstræning, misbrugsbehandling

og uddannelse, siden 2013 udmøntet risiko- og behovsvurderingsredskabet LS/RNR og tilsynsmodellen

MOSAIK. Det er i forhold til disse værktøjer og udslusningsarbejdet med sit resocialiserende og forebyggende

sigte, at mentorordningen har sin berettigelse, og dens mulige effekt og virkning bør tænkes, ikke mindst, fordi

risiko- og behovsvurderingsværktøjet LS/RNR og MOSAIK er evidensbaserede.

Selvom vejledningen for mentorordningen understreger, at dens udmøntning skal have et udslusnings- og

forandringsperspektiv, så fremstår den nuværende udmøntningen af ordningen

i nogen grad

løsrevet fra

kriminalforsorgens øvrige forebyggende og resocialiserende arbejde. Som ønsket om at evaluere

mentorordningen understreger, er der med kriminalforsorgens reorganisering og introduktionen af de nye

kriminalpræventive indsatser og arbejdsgange, behov for en justering af mentorordningen. Her peger

nærværende evalueringen på, at behovet for at justere ordningen involverer: tilpasning af eksisterende regler

og procedurer for mentorordningen; optimering af ordningens administrationen og eksisterende arbejdsgange;

udvikling af retningslinjer for visitationen til ordningen; en klarlægning af ordningens målsætninger på kortere

og længere sigt; samt en klarlægning af mentorernes og klienternes roller og en optimering af samarbejdet

med samme.

Forhold der omgiver mål og målopnåelse.

Materialet tilvejebragt for nærværende evaluering viser, at der er

en rammesættende sammenhæng mellem de mål og arbejdsopgaver, der etableres ved mentorforløbenes

igangsættelse, og det arbejde som mentor, klient og sagsbehandler efterfølgende laver. Målene er imidlertid

ikke altid

helt klare, og der er en tendens til at blande disse sammen med de aktiviteter som mentor og klient

udfører for at opnå målene. Kombinationen af disse forhold giver,

til tider,

mentorforløbene et stærkt

aktivitetsfokuseret og ad hoc præg, hvor symptomer fremfor årssager er i fokus og således kompromitterer

effektiviteten. Det er muligt at påpege en sammenhæng mellem de specifikke og generelle risici- og

behovsfaktorer, der identificeres i forhold til den enkelt klient i handleplanen, og de mål og arbejdsopgaver,

Henvis til Prieur og Henriksen 2003.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-6-

som etableres for mentorforløbene, hvilket peger på relevansen af mentorindsatsen i forhold til

kriminalforsorgens mission og forebyggende arbejde. Sammenhængen mellem og prioriteringen af risici- og

behovsfaktorer og planlægningen af mentorforløbene er imidlertid sjældent forklaret, hvilket muligvis

afspejler, at sagsbehandlerne ikke systematisk anvender LS/RNR vurderingen, når de visiterer til

mentorordningen. Sidstnævnte forhold udfordrer også klarlægningen af,

hvorfor

det vurderes, at klienten skal

have en mentor, og det udfordrer

i nogen udstrækning

vurderingen af ordningens relevans i forhold til den

enkelte klient.

Uklarheden, der omgiver de etablerede mål, vanskeliggør en vurdering af kortids-målopnåelse og dermed også

mentorordningens effektivitet. Evalueringen peger på, at det er muligt at opnå den type mål, der sættes for

mentorforløb. Dette er typisk tilfældet, når der er en tillidsfuld, tæt og personlig relation mellem en motiveret

klient og en engageret mentor, der

–

oftest udover normale kontortider og som en slags bisidder for klienten

–

kontinuerligt støtter denne i at realiserer pro-sociale mål herunder også klientens omgang med offentlige og

private myndigheder og institutioner. Det er imidlertid ikke alle klienter, der betragter målopnåelse som det

vigtigste resultat af mentorindsatsen. Nogle klienter

–

særlig de yngre

–

knytter sig stærkt til deres mentor og

betragter relationen til denne som mere betydningsfuld end målopnåelsen. Dette forhold peger på vigtigheden

af, klienterne forberedes på relationens afslutning på en etisk forsvarlig og professionel måde.

Blandt de mentorforløb, der i året 2016 blev afsluttet, var målene opfyldt i 19% af forløbene. Toogtredive

procent af forløbene blev afbrudt af motivationsrelaterede årssager, og 34% blev afsluttet før målopnåelse på

grund af tilsynets ophør. De mange afsluttede og afbrudte forløb uden målopnåelse samt den uklarhed, der til

tider omgiver målene, peger på et behov for at justere målsætning og administrationen af mentorordningen.

Det er ikke muligt at kortlægge målopnåelsen med henblik på at vurdere om udvalgte mål, i højere grad, opnås

end andre, men det kan observeres i kriminalforsorgens registreringer af mentorforløb i årene 2015-1016, at

klienternes bolig og beskæftigelsessituation, samlet set, ikke ændrede sig mærkbart mellem mentorforløbenes

igangsættelse og deres afslutning, og at der var en rapporteret reduktion i misbrug.

Det er ikke alle de klienter, der får en mentor, som har lige stor glæde af ordningen. Klienter med misbrug eller

uden beskæftigelse (aktivering, uddannelse, arbejde) har en signifikant mindre sandsynlighed for at opnå de

mål, der sættes for mentorforløbene. Ydermere peger det kvalitative materiale, indsamlet i forbindelse med

nærværende evaluering, på at dette også er tilfældet for klienter med psykiske lidelser. Det er imidlertid ikke

muligt at vurdere, hvordan misbrugerne, klienterne med psykiske lidelser og klienterne uden beskæftigelse

ville have klaret sig uden en mentor. Evalueringen peger på, at mentorordningen ikke kan stå alene som en

indsats overfor disse klienter, og at Kriminalforsorgen bør klargøre sine forventninger til, hvad der med

mentorordningen realistisk kan opnås. Dette rejser spørgsmålet, dels om ordningens relevans i forhold til

klienter i misbrug, klienter med psykiske lidelser og uden beskæftigelse, og dels om

hvad

de har behov for

støtte til. Her kunne det tænkes, at etablering af mål for sådanne mentorforløb i første omgang kunne sigte på

at støtte klienterne i at blive udredt og placeret under de rette myndigheder ved tilsynsforløbets afslutning, og

at dække deres bassale behov i forhold til bolig, kost, logi og medicin. Formålet hermed kunne være, gennem

tilsynsperioden, at hjælpe klienten i at realisere iværksættelse af en relevant, længere, eller mere permanent

indsats, der ligger udenfor kriminalforsorgens mandat. Evalueringens kvalitativt tilvejebragte materiale peger

også på, at manglende motivation og stabilitet i forhold til klientens arbejde; uddannelse; familieforhold; bolig;

misbrug og økonomi kendetegner mentorforløb, hvor målene ikke opnås og/eller forløbene afbrydes.

Bæredygtighed.

Af det kvalitativt frembragte materiale fremgår det ligeledes, at samtlige mentorer i arbejdet

med klienterne søger både at engagere og informere disse om arbejdsopgaverne for mentorforløbene, men at

der er forskel på i hvilken udstrækning mentorerne inddrager klienterne i opgaveløsningen og arbejdede med

empowerment. Empowerment tænkes her som en hjælp til selvhjælp, der betoner læring i bred forstand

herunder inddragelse og deltagelse, refleksion og dialog; og som sigter på systematisk at hjælpe klienten med

at tage kontrol over og ansvar for sit eget liv ved at fremskrive dennes kompetencer og motivation i forhold til

samme. Netop fordi mentorarbejdet har et udslusnings- og resocialiseringssigte, synes det relevant at arbejde

bevidst frem mod at tænke empowerment ind i mentorarbejdet ligesom man har gjort med Motiverende

Samtaleintervention i undervisningsforløb udviklet for mentorindsatserne

mod

voldelig ekstremisme og

radikalisering og

for

bandeexit. Ved at tænke med empowerment ville Kriminalforsorgen kultivere indsatsens

bæredygtighed.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-7-

Visitation og forhold af betydning for igangsættelse af mentorforløb.

Selvom mentorordningens primære

målgruppe er defineret som unge mellem 15 og 25 år, udgør klienter, der er ældre end 25 år, 41% af de

klienter, som får en mentor, hvilket peger på et behov for at justere målgruppedefinitionen, så den afspejler

det observerede behov. Visitationen til mentorordningen er karakteriseret ved en stor grad af vilkårlighed. Ikke

alle ansatte bruger mentorordningen, og der er en usikkerhed og uklarhed omkring visitationsprocessen, særlig

i forhold til vurderingen af klienters motivation, behov for støtte og matching. Evalueringen peger på, at det

ikke alene er målgruppedefinitionen

–

herunder klienternes behov, der har betydning for om en klient tilbydes

en mentor. En række andre forhold har betydning nemlig: hvor i landet en klient går i tilsyn; hvem klienten går i

tilsyn hos; administrative og ledelsesmæssige procedurer og prioriteter; domstypen og de dertilhørende

tilsynsopgaver; kommunernes udmøntning af støtteordninger; og tilsynsførendes samarbejde med

kommunerne. Mens tilstedeværelsen af et flerårigt mindreforbrug kunne pege på, at Kriminalforsorgen har

overvurderet behovet for iværksættelse af mentorforløb, peger den vilkårlighed, der omgiver visitationen til

mentorordningen på en sandsynlighed for, at behovet sagtens kan være større end det faktiske forbrug. Dette

er tilfældet, netop fordi det ikke er alle medarbejdere, der visiterer til mentorordningen og gør det

regelmæssigt.

Langt størstedelen af klienter i mentorforløb er betinget dømte eller prøveløsladte, hvorimod

behandlingsdømte og samfundstjenestedømte udgør en mindre andel. Mens mentorforløb igangsat for

prøveløsladte ofte er rettet mod specifikke risiko- og behovsfaktorer, iværksættes mentorforløb for

prøveløsladte med længere domme, inklusive forvaringsdømte på prøvetid, desuden ofte med en psykosocial

rehabilitering og reintegration for øje. Igangsættelse af mentorforløb for behandlingsdømte er begrænset,

fordi behandlingsdømte ofte modtager støtte under andre myndigheder. For denne gruppe af tilsynsklienter

tænkes etablering af mentorforløb derfor ofte som en pædagogisk støtte eller som en overgangsindsats indtil

anden støtte er iværksat. I forhold til samfundstjenestedømte iværksættes mentorforløb primært med henblik

på at støtte klienter i at gennemføre samfundstjenesten, hvilket af sagsbehandlerne sammenkædes med, at

profilen på samfundstjenestedømte er under forandring, og klienterne er blevet mere belastede. Nærværende

evaluering peger ligeledes på, at Kriminalforsorgen i justeringen af mentorordningens mål med fordel kunne

lade sig præge af ovenstående beskrivelse af mentorforløbenes anvendelse i forhold til domstyper og behov,

og fremover definere og monitorere mål og succeskriterier for mentorordningen i forhold hertil.

Budgetstyringen af mentorordning både fra centralt og decentralt hold påvirker igangsættelse af mentorforløb.

Dette skyldes ikke blot de ledelsesmæssige og administrative reguleringer af forbruget. Det skyldes også, at

regler for udmøntning af mentorordningen i forbindelse med reguleringerne lempes, og at ordningen, som et

resultat, kommer til at fremstå uklar og besværlig for ansatte, der rapporterer de derfor afholder sig fra at

bruge den. Samtidig kan den uregelmæssige og vilkårlige udmøntning af mentorordningen have negative

implikationer for budgetstyringen, netop fordi den vanskeliggør planlægning af allokeringer til ordning.

Tilsammen taler ovenfor beskrevne udfordringer omkring budgetstyringen og visitationen for, at

Kriminalforsorgen både strammer op omkring den økonomiske styring af ordningen, og forsøger at gøre

udmøntningen af ordningen mere systematisk og mindre vilkårlig.

Udmøntning af regler og procedurer.

Sagsbehandlerne arbejder med en stor grad af fleksibilitet i forhold til at

tilpasse planlægningen af tilsynsperioden

–

herunder også mentorforløbene

–

til den enkelte klient, og dennes

situation og behov. Ved igangsættelse af mentorforløb, har klienten ofte, men

ikke altid,

mulighed for at

udpege en mentor som vejledningen for mentorordningen foreskriver. Til gengæld konsulterer

sagsbehandlerne kollegaer for at høre om deres erfaringer med brugen af forskellige mentorer med henblik på

at etablere det rette match, og de afklarer ofte også klientens præferencer i forhold til mentors køn, alder og

personlighed. Den administrative støtte i forbindelse med matching, herunder vedligeholdelsen af lokale

databaser med information om mentorer, er imidlertid begrænset, og tovholdernes synliggørelse og ledelsens

prioritering af mentorordningen varierer og er afdelingsbestemt. Dette udfordrer identifikationen af mentorer

og matching og også regelmæssigheden af ordningens udmøntning.

Som foreskrevet i mentorordningens vejledning afholdes der ved igangsættelse af mentorforløb et indledende

møde, hvor forløbsmål og ansvar- og rollefordelingen i forhold til de arbejdsopgaver, der skal varetages,

klarlægges, og der afholdes et tre-måneders møde, hvor målene genbesøges og forløbene evalueres. Ansvar-

og rollefordelingen mellem mentor, klient og sagsbehandler er imidlertid

ikke altid

tydelig for alle parter, og

mens mentors tavshedspligt klarlægges, er dennes indberetningspligt ikke altid forstået, hvilket peger på et

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-8-

behov for at gøre mere ud af disse punkter. I forhold til afklaringen af mentors rolle og ansvar peger

nærværende evaluering på betydningen af at tydeliggøre de mål, der arbejdes frem mod ved mentorforløbenes

afslutning, og de arbejdsopgaver, der er nødvendige for at nå dertil.

Den eksisterende brug af logbogen peger på et behov for at gentænke dens indhold, format og anvendelse.

Ganske få mentorer benytter den som tiltænkt, og den er sjældent udgangspunkt for drøftelser af

arbejdsopgaver, tilrettelæggelse af handleplanen, eller etablering af honorarer som tiltænkt. Kommunikationen

mellem sagsbehandlere foregår overvejende per mail, telefonisk eller ved fremmøde, og både mentorer og

sagsbehandlere efterlyser en skærpelse af logbogens nytteværdi.

Vilkårligheden, der omgiver udmøntningen af ordningen, og den i nærværende evaluering observerede

usikkerhed omkring samme, peger på et behov for at tydeliggøre, hvad Kriminalforsorgen vil med sin

mentorordning, og hvordan den optimerer brugen af mentorerne i forhold til tilsynsvirksomheden og i forhold

til at opnå komplementaritet og synergi med andre indsatser og programmer. Her tænkes det, at

Kriminalforsorgen ved at rodfæste og tydeliggøre mentorordningens formål på kortere og længere sigt, og dens

rolle i forhold til det forebyggende og resocialiserende arbejde kan optimere arbejdsgangene under udslusning

og forstærke fagligheden omkring klientforløbet.

Kommunerne og Kriminalforsorgen.

Sagsbehandlerne afsøger ofte,

men ikke systematisk,

alternative

støtteordninger ved igangsættelse af mentorforløb. De kommunales støtteordningers tilgængelighed er

justeret af økonomiske forhold, politiske prioriteter og lokale arbejdsgange og visioner. Der er således en

variation i de kommunale støtteordningers udmøntning i forhold til: ventetider; visitationsprocesser;

arbejdsmetoder; mentorernes profil og arbejdsvilkår; og i samarbejdet med kriminalforsorgen omkring samme.

Det bevirker også, at sagsbehandlerne, til tider, oplever samarbejdet med kommunerne som omstændeligt og

tidskrævende, og ikke altid hensigtsmæssigt i forhold til kriminalforsorgens klienter med akutte eller særlige

behov for støtte, hvorfor de kommunale støtteordninger, til tider, fravælges. Dertil kommer, naturligvis, at

kommunale støtteordninger ikke er lige relevante for alle klienter med særlige behov, f.eks. hvis klienterne er i

beskæftigelse eller under uddannelse. Udmøntningen af reglen om

altid

at afsøge kommunale støtteordninger

inden kriminalforsorgens mentorordning iværksættes er derfor i praksis afhængig af en række forhold. Disse

forhold har at gøre med, hvilke kommuner den enkelte sagsbehandler samarbejder med; den enkelte

sagsbehandlernes samarbejdsrelation med kommunale ansatte; og sagsbehandlerens prioriteter og vurdering

af klienten og dennes behov.

Det er ikke altid klart for sagsbehandlerne og deres samarbejdspartnere i kommunerne, hvad forskellen på

kriminalforsorgens og de kommunale mentorordninger er, hvorfor der er behov for en afklaring.

Kriminalforsorgens mentorordning er bred og igangsættes ofte med målsætninger og/eller aktiviteter, der

ligner dem, som varetages af mentorer og støttepersoner, der arbejder under andre myndigheder. Dette er

tilfældet, fordi generelle risikofaktorer relateret til f.eks. uddannelse, arbejde og misbrug, og specifikke

risikofaktorer relateret til f.eks. økonomi og bolig ofte varetages af andre myndigheder eller overses i nært

samarbejde med disse gennem tilsynsperioden og i forbindelse med løsladelser. Her er det centralt, at

Kriminalforsorgen har sin mission, vision og kernekompetencer for øje, og ikke mindst, dens risikonedsættende

og kriminalpræventive arbejde. Det fremstår ligeledes væsentligt at fastholde, at kriminalforsorgens mentorer

netop derfor må tilstræbe at arbejde med klienterne på en måde, der fremmer det forebyggende arbejde.

I denne sammenhæng synes det væsentligt at påpege, at forskningen viser, at mentorprogrammers

kriminalpræventive effekt er højere, hvor en tæt personlig tillidsrelation mellem mentor og klient, samt

mentors rolle som bisidder betones. Derfor bør det ikke anskues som problematisk, hvis der mellem

kriminalforsorgens mentorer og klienter opstår en midlertidig nær, tillidsfuld men professionel relation, der går

ud over normale kontortider, idet dette på en og samme tid kan fremme det relationelle- og forebyggende

arbejde. Det er ligeledes væsentligt at være opmærksom på, at en tæt personlig tillidsrelation ofte vil komme

med en form for afhængighed, hvilket ikke nødvendigvis harmonerer med, hvordan man i kommunerne

foretrækker, at mentorer arbejder. Udover forskellen på myndighedernes mission, kan der således være nogle

metodiske og kvalitative forskelle på kommunernes og kriminalforsorgens visioner for mentorernes arbejde

–

også selvom arbejdsopgaverne i kommunen og kriminalforsorgen kan ligne hinanden eller i nogen udstrækning

være overlappende. Det er derfor ikke altid meningsfuldt at afsøge alternative støtteordninger ved

mentorforløbs igangsættelse. Mentorordningerne vil ofte være unikke.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

-9-

ANBEFALINGER

1. Anbefaling. Mentorordningen

–

en integreret del af en helhedsorienteret indsats (kapitel 3).

Netop fordi

den af forskningen påviste effekt af mentorprogrammer er karakteriseret ved en stor grad af usikker og

uklarhed, og forskningen omkring risikonedsættende programintervention har et stærkere evidensbaseret

fundament, synes det oplagt at udvikle mentorordningen som en indsats, der støtter op omkring påvist

evidensbaseret intervention. Det anbefales, at Kriminalforsorgen, i langt højere grad, tænker ordningen som

en integreret del af en helhedsorienteret indsats og plan for tilsynsperioden defineret bl.a. ved brugen af

vurderingsredskabet LS/RNR og MOSAIK. Dette kunne gøres ved at:

a) Systematisere og gentænke visitationen til mentorordning;

b) Forøge synergien mellem LS/RNR vurderingsprocessen og etablering af mål for mentorforløb;

c) Gentænke etablering af mål for mentorordningen;

d) Etablere en sammenhæng mellem kriminalforsorgens programvirksomhed og mentorindsatsen, når

det er muligt og relevant;

e) Integrere afrapporteringen og dokumentationen af mentorforløb i handleplanen inklusive i

handleplanens afsluttende afrapportering; og

f) Opgradere arbejdsgangene i samarbejdet med mentorer og administrationen af samme.

2. Anbefaling. Igangsættelse af Mentorforløb: Etablering af korttidsmål, risici og behov (kapitel 3).

Det

anbefales, at Kriminalforsorgen i stigende grad sikrer, at mål og arbejdsopgaver, der etableres for

mentorforløb, har et risikonedsættende fokus, og at der er en klar systematisk sammenhæng mellem

kriminalitetshistorik, klientens risiko-behovsprofil og mentorindsatsen. Dette kunne gøre ved, at den LS/RNR

vurdering, der

laves på klie te sa

ed øvelse ”Mi risikovurderi g” i ddrages syste atisk ved

igangsættelse af mentorforløb og evalueringen af samme i forbindelse med 3-månedersmødet. Det tænkes,

at klientens egen risikovurdering kunne skabe retning for prioriteringen af målene for mentorforløbet

og/eller anvendes til at identificere komplimenterende mål eller aktiviteter. Desuden tænkes det, at LS/RNR

vurderi ge s Sektio

. . ”Perso lige pro le er

ed kri i oge t pote tiale”, Sektio

”A dre

klientrelaterede proble

er”,

sammen med de risikofaktorer i forhold til hvilke klienten scorer højt kunne

fremlægges for klienten som mulige indsatsområder, omkring hvilke der kan formuleres og prioriteres mål

for mentorforløbet. Hvis mentorforløbet igangsættes

før

der er lavet en LS/RNR vurdering, anbefales det, at

målene og planen for mentorforløbet genbesøges, når en LS/RNR vurdering er færdiggjort.

3. Anbefaling. Om motivation (kapitel 3).

For at forbedre vurderingen af og samarbejdet med klienten

omkring dennes motivation i forbindelse med mentorforløb, anbefales det, at Kriminalforsorgen, i langt

højere grad, inddrager eksisterende resurser som dialog- og visitationsværktøjer.

Dette kunne indebære, at man i forhold til de klienter med hvem der

er lavet

en LS/RNR vurdering,

syste atisk i ddrager LS/RNR vurderi ge s Sektio

”Særlige Overvejelser i Forhold til Modtagelighed”, og

at øvelser e ”Mi e værdier” og ”Mi risikovurderi g” fra MOSAIK laves i for i delse ed eta leri g af

mentorforløb med henblik på at vurdere motivation og med klienten diskutere betydningen af en motiveret

indsats for at optimere udbyttet af samarbejdet med Kriminalforsorgen og en mentor.

Hvis

ikke

der laves en LS/RNR vurdering, bør Kriminalforsorgen overveje alligevel at anvende øvelserne:

”Mi e værdier”, ”Mi risikovurderi g” og ”Vi sætter ål i fælleska ” fra MOSAIK til at vurdere klie te s

motivation til forandring. Det understreges, at den anbefalede systematiske anvendelse af eksisterende

værktøjer ikke udelukker, at man inden mentorforløbets igangsættelse gennem motiverende samtaler søger

at stimulere klientens motivation i forhold til at skabe forandring.

4. Anbefaling. Justering af mål og forventninger, og samarbejdet mellem mentor, klient og sagsbehandler

(kapitel 3).

Netop fordi de mål, der sættes for mentorordningen er rammesættende for mentorforløbene,

og disse, til tider, er omgivet af uklarhed, anbefales det, at Kriminalforsorgen udarbejder en

forandringsmodel, der forklarer den årsagssammenhæng som mentorordningen tænkes med. Ved

udarbejdelsen af en sådan forandringsmodel anbefales det, at der skelnes mellem, på den ene side,

aktiviteter og opgaveløsning, og på den anden side, korttidsmål, som i den udstrækning det er muligt, bør

være realistiske og dokumenterbare indenfor rammerne af tilsynsperioden. I forhold til sidstnævnte,

pegede nærværende evaluering på, at det er en relativ beskeden andel af klienterne, der opnår de mål, som

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 10 -

sættes for mentorforløbene. Dette indikerer, at der er behov for at sætte færre eller mindre ambitiøse mål

og løbende arbejde med klienternes motivation i forhold til mentorindsatsen.

Det anbefales ligeledes, at de reviderede mål, gentænkes i forhold til misbrugere og klienter uden

beskæftigelse, netop fordi nærværende evaluering peger på, at der i forhold til disse klienter er mindre

sandsynlighed for at opnå de mål, som sættes for mentorforløbene i ordningens nuværende form.

5. Anbefaling. Etablering af succeskriterier (kapitel 3).

Det anbefales, at Kriminalforsorgen, i forbindelse med

etablering af nye korttidsmål, definerer succeskriterier for mentorordningen, og at disse kriterier er

formuleret således, at de løbende kan dokumenteres med henblik på at monitorer mentorordningen.

6. Anbefaling. Igangsættelse af mentorforløb: Sammenhæng mellem tilsynsvirksomheden og

kriminalforsorgens programmer (kapitel 3).

Kriminalforsorgen anbefales at have fokus på den

helhedsorienterede indsats, således at der etableres en større grad af synergi mellem tilsynsindsatsen og

kriminalforsorgens programvirksomhed. For de klienter, der kommer i tilsyn fra fængsler, anbefales det

derfor, at det ved etablering af mentorforløb identificeres, hvad det er for nogle programmer, klienten har

gennemgået i fængselsregi. Formålet hermed skulle være at sikre at læring fra programmerne og

programmernes hovedbudskaber, i den udstrækning det er relevant, sættes i brug i forbindelse med

mentorforløbet. Hvis klienten er indforstået hermed, bør mentor informeres om klientens

programdeltagelse, så mentor kan støtte klienten i at bringe læring i spil, når det forekommer relevant.

Dette forudsætter, at mentor er orienteret omkring hovedbudskaberne i kriminalforsorgens programmer,

men ikke at Mentorerne uddannes i eller bliver ansvarliggjort for kriminalforsorgens programvirksomhed.

7. Anbefaling. Justering af indsatsten omkring særlig udsatte (kapitel 3).

Mentorordningens effektivitet kan, i

nogen udstrækning, betragtes som begrænset, når det drejer sig om misbrugere og klienter uden

beskæftigelse og muligvis også klienter med psykiske lidelser. For at informere fremtidige justeringer af

mentorordningen anbefales Kriminalforsorgen at:

a) Systematisere monitoreringen af sammenhænge mellem, på den ene side, målopnåelse, og på den

anden side, misbrugere; klienter, der ikke er i beskæftigelse; og klienter med diagnoser.

b) Monitorere sammenhænge mellem klienternes risici, personlige forhold og måltyper samt opnåelse

med henblik på at justere forventningerne til den indsats, der ydes i forbindelse med

mentorordningen.

c) Udvikle og pilotere alternative indsatser i forhold til misbrugere og klienter, der ikke er i

beskæftigelse, netop for at vurdere om andre muligvis komplimenterende foranstaltninger kunne

iværksættes for denne særlig udsatte del af målgruppen. På den baggrund kunne man muligvis

sammentænke mentorordningen med aktiviteter eller tilbud under andre myndigheder. Her viser

nærværende evaluering f.eks., at Kriminalforsorgen typisk ikke sætter mentorer på klienter, hvis de i

forvejen har en mentor i kommunal regi, hvilket

kunne

tænkes som en mulighed i forhold til de særlig

belastede klienter, således at kriminalforsorgens mentorer komplimenterer andre mentorers

indsatser.

8. Anbefaling. Om samarbejdet med mentorerne (kapitel 3).

Eftersom nærværende evaluering peger på et

behov for at optimere samarbejdet med mentorerne, anbefales det:

a) At skærpe samarbejdet med mentorerne.

At mentorerne mere systematisk inviteres til

tilsynsmøderne, såfremt klienterne giver samtykke dertil. Her tænkes mentors deltagelse at kunne

forstærke integrationen af mentorindsatsen med den øvrige tilsynsindsats, så mentor, når det

forekommer relevant, kan minde klienten om diskussionspunkter fra f.eks. MOSAIK samtalerne med

sagsbehandler. Desuden kunne mentors deltagelse i tilsynsmøderne tænkes at forstærke

samarbejdet omkring målene for mentorforløbet samt den løbende dialog omkring fremgang og

mulige nye udfordringer. Dermed ikke sagt, at mentor forventes at have den ekspertise som

sagsbehandler har. Mentor tænkes fortsat at have en unik relation til klienten defineret ved sin

løse

tilknytning til Kriminalforsorgen og sin tilstedeværelse i klientens tilværelse

udenfor

KiF regi. Det

understreges, at sagsbehandleren selvfølgelig er ansvarlig for at lave LS/RNR vurdering og udmønte

MOSAIK som tilsynsmodel.

b) At professionalisere, informere og pleje de lokale mentorkorps.

At en revideret vejledning for

mentorordningen foreskriver der årligt organiseres en orienteringsdag for de lokale mentorkorps med

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 11 -

henblik på at styrke samarbejdet mellem KiF og mentorerne. En sådan orienteringsdag kunne

ligeledes tydeliggøre for mentorerne,

hvordan

mentorordningen i Kriminalforsorgen anses som en del

af en helhedsorienteret indsats for tilsynsperioden. Her anbefales det, at mentorerne modtager et

brief omkring:



Risiko- og behovsvurderingsredskabet LS/RNR og MOSAIK for at skærpe deres forståelse for

kriminalforsorgens arbejde, og ansvar- og rollefordelingen mellem sagsbehandler og mentor.



Kriminalforsorgens kerneprogrammer som klienterne muligvis kan have deltaget i, og i forhold

til hvilke mentor kan være med til at fastholde læring, når det forekommer relevant.



Mentorordningens regler og procedurer.

c) At professionalisere afslutningen af mentorforløbene ved at:



Planlægge forløbene så der, i stigende grad, arbejdes systematisk frem mod målopnåelse.



Sikre at mentor forbereder klienten på mulige faldgruber i forbindelse med og efter

mentorforløbet afslutning, og i samarbejde med klienterne, udvikler strategier for, hvordan

klienterne kan fastholde den positive udvikling og de resultater, som de har opnået gennem

tilsynsperioden.



Klienterne bliver forberedte på mentorrelationens afslutning.

9. Anbefaling. Om systematisering af visitation til mentorordningen (kapitel 4).

For at begrænse den

vilkårlighed, der omgiver visitationen til mentorordningen, anbefales Kriminalforsorgen at introducere en

systematik i visitationsprocessen, der gør brug af eksisterende behov- og risikoværktøjer. I denne

e hæ g tæ kes det, at sags eha dler e i forhold til klie ter, so s orer ” elle ”, ”højt” eller

” eget højt” i LS/RNR vurderi ge

skal overveje

om en mentor ville være relevant. Det understreges, at der

ikke

er tale o , at sa tlige klie ter, so har et ” elle ”, ”højt” eller ” eget højt” risiko-behovsniveau

tilbydes en mentor, og at sagsbehandlerne sagtes

kan overveje

at tilbyde klienter, der

s orer ”lavt” eller

” eget lavt” e

e tor. For klie ter, der s orer lavt, er det lot e ”ka overveje” og ikke e ”skal

overveje”. Det u derstreges også, at visitatio e til

mentorordningen i et sådant scenarie forsat tænkes at

være reguleret af henholdsvis målgruppedefinitionen og sagsbehandlerenes socialfaglige vurderinger.

10.Anbefaling. Om en tretrins visitationsproces (kapitel 4).

Det anbefales, at Kriminalforsorgen etablerer en

visitationsprocedure, der kan forstærke visitationens gennemsigtighed; systematik og integration med

eksisterende værktøjer, programmer og indsatser. Det tænkes, at en sådan visitationsprocedure vil kunne

fremme kriminalforsorgens vision om et sammenhængende og fagligt stærkt klientforløb. Man kunne f.eks.

introducere en tretrins visitationsproces, hvor det ved brug af LS/RNR vurderingen og udvalgte øvelser fra

MOSAIL systematisk klargøres:

a) I forhold til hvilke klienter, man

skal overveje

at gøre brug af en mentor;

b) Om klienten er motiveret; og

c) Hvad mentorforløbet skal fokusere på, det vil sige, hvilke arbejdsopgaver, der skal der igangsættes, og

hvad man ønsker at opnå dermed (mål).

11.Anbefaling. Visitation af klienter, for hvem man ikke har en LS/RNR vurdering (kapitel 4).

Det anbefales, at

man i forhold til klienter, for hvem, der ikke er blevet lavet en LS/RNR vurdering alligevel inddrager

relevante sektioner fra LS/RNR vurderingen og udvalgte øvelser fra MOSAIK med henblik på at afklare

klientens motivation og mentorforløbets mål og aktiviteter.

12.Anbefaling. Om regulering af målgruppen (kapitel 4).

Eftersom 41% af de klienter, der indgår i et

mentorforløb er over 25 år, hvilket udgør 50% mere end påbudt i vejledningen for mentorordningen,

anbefales det, at Kriminalforsorgen fortager en justering af de regler, der omgiver målgruppedefinitionen.

Det foreslås her, at en eventuel målgruppeudvidelse bliver etableret på baggrund af en analyse af

aldersfordelingen blandt klienter i mentorforløb over en flerårig periode. Alternativt kunne

Kriminalforsorgen skærpe visitationsprocessen omkring mentorordningen, således at antallet af klienter

over 25 år ikke overstiger 20%.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 12 -

13.Anbefaling. Om budgetstyring (kapitel 4).

Det anbefales, at Kriminalforsorgen gennem en pilotperiode

monitorerer det faktiske forbrug af mentorer i udvalgte KiF afdelinger i forhold til domstyper med henblik

på at vurdere de budgetmæssige konsekvenser af de forslåede visitionsopstramninger og

målgruppejusteringer. Eftersom domstypen har betydning for igangsættelse af mentorforløb kan fremtidige

allokeringer og udmeldinger fra de enkelte KiF afdelinger i forhold til forventet forbrug eventuelt beregnes

på baggrund til den forventede andel af klienter indenfor de forskellige domstyper for hvem, der

igangsættes mentorforløb.

14.Anbefaling. Om budgetmonitorering (kapitel 4).

Det anbefales ligeledes, at Kriminalforsorgen fastholder sin

praksis med at monitorere det kvartalsvise budgetforbrug i forhold til de planlagte allokeringer.

15.Anbefaling. Om Logbøger (kapitel 5).

Eftersom brugen af logbøger fremstår som mindre nyttig både blandt

sagsbehandlere og mentorer, og at det i praksis er ganske få mentorer, der systematisk rapporterer den

information, som forespørges i det eksisterende logbogsformat, diskuterede Evaluator mulige alternativer

med mentorerne og sagsbehandlerne. Her var der stor enighed om behovet for at justere både logbogens

indhold og format, således at der er mindre fokus på tidsregistrering og mere på mentorindsatsen herunder

dens fokus, observerede udfordringer og fremadrettede planlægning som forslået nedenfor. Det anbefales

derfor at:

a) Mentorerne forventes at være parate til månedligt at rapportere til sagsbehandlerne.

Mentorerne

kunne pålægges månedligt, per telefon eller mail, at være parate til at dokumentere: forløbets fokus

gennem afrapporteringsperioden; fremgang og/eller manglen på samme; nye udfordringer og mulige

nye arbejdsopgaver; anbefalinger for det videre forløb samt en vurdering af klientens indsats og

motivation. I denne sammenhæng forekommer det centralt at skelne mellem, hvad formålet for

mentorforløbet er på lang og kort sigt, og de konkrete arbejdsopgaver.

b) Mentorerne laver en statusrapport inden tre-måneders mødet og derefter rapporterer kvartalsvis.

Mentorerne kunne lave en kort skriftelig statusrapport om mentorforløbet som oplæg til tre-

måneders mødet. I rapporten kunne mentor evaluere status i forhold til opstillede mål; notere

tilsynekomsten af mulige nye mål og arbejdsopgaver, eller behovet for at justere gamle. Mentor

kunne ligeledes vurdere relationen til klienten; klientens indsats og motivation og derudover komme

med anbefalinger for det videre forløb. En sådan statusrapport ville både give mentor mulighed for at

bidrage med sin vurdering af forløbet og samarbejdet, og den ville samtidig kunne informere

udarbejdelsen af en socialfaglig begrundelse for forlængelse eller afslutning af mentorforløbet. Derfor

tænkes det, at statusrapporten ideelt set skulle være sagsbehandleren i hænde et par uger inden 3-

månedersmødet og derefter hvert kvartal. For mentorer, der ikke normalt fungerer som sådan, og

som ikke er vant til at afrapportere på skrift, men har påtaget sig mentorrollen, fordi de er udpeget af

klienten, anbefales det, at sagsbehandler og mentor sammen gennemgår de ovenfornævnte punkter.

c) Klienterne evaluerer mentorforløbene i samarbejde med deres tilsynsførende.

At klienterne, i

forberedelse til tre-måneders mødet, får mulighed for at evaluere samarbejdet med mentor.

Evalueringen skulle spejle mentors månedlige mundtlige afrapportering og derudover afdække

klientens evaluering af relationen til mentor samt mentors arbejdsindsats. En sådan evaluering skulle

ideelt gennemføres sammen med den tilsynsførende uden mentor.

16.Anbefaling. Klarlægning af mål og fokus for mentorforløb (kapitel 5).

Eftersom mål og fokus for

mentorforløbene ikke altid fremstår som klare for mentorerne og klienterne anbefales det:

a) Forbedre kommunikationen omkring mål og fokus.

At en oversigt over målene og udvalgte

arbejdsopgaver for mentorforløbet (disse er ikke de samme) fremover systematisk printes ud og deles

med mentor og klient i forbindelse med det indledende møde. Da der på det første møde i forvejen er

mange ting på programmet, og mentor og klient, i langt de fleste tilfælde, mødes for første gang, kan

det tænkes, at mentor og klient efterfølgende har brug for at konsolidere og diskutere mål og

arbejdsopgaver, komme med forslag til justeringer eller stille uddybende spørgsmål. Her kunne

sagsbehandler f.eks. foreslå mentor og klient at gennemgå arbejdsopgaver og mål sammen og vende

tilbage med feedback til sagsbehandler på det efterfølgende tilsynsmøde.

b) At fastholde vigtigheden af at evaluere og justere mentorindsatsen.

Netop fordi 34% af forløbene

afsluttes, fordi tilsynet ophører, forekommer det relevant, at sagsbehandler ved tre-måneders mødet

og kvartalsvis systematisk genbesøger målene med mentor og klient. Til sådanne møder kunne

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 13 -

sagsbehandler gennemgå de dertil formulerede arbejdsopgaver med henblik på at vurdere fremskridt

og dokumentere nye mål, tilføje/justere arbejdsopgaver og/eller afslutte forløbet. Formålet hermed

skulle være at sikre, at planen for tilsynsperioden er realistisk, og klienterne ved tilsynets afslutning i

stigende grad vil opleve, at de mål er opnået, som de i samarbejde med den tilsynsførende, satte ved

mentorforløbets igangsættelse.

17.Anbefaling. Om administrationen af mentorordningen og matching (kapitel 5).

På baggrund af den

usikkerhed, der til tider omgiver matchingen og for at støtte igangsættelsen af mentorforløb, anbefales det,

at Kriminalforsorgen strammer op omkring administrationen af mentorordningen. Dette kunne f.eks. gøres

ved at:

a) Gøre tovholderfunktionen mere attraktiv.

I forbindelse med nærværende evaluering fremgik det, at

tovholderne ofte ikke oplever de har tid til at varetage rollen, hvilket peger på vigtigheden af at

justere HR forhold omkring samme. Her kunne man f.eks. overveje, at ledelse eller supervisorer

systematisk gennemgår mentortovholderfunktionerne i forbindelse med Medarbejder

Udviklingssamtaler (MUS) og status i forhold til samme. Det kunne også gøres ved at nedjustere

tovholdernes antal sagsakter gennem en fast periode af året med henblik på at frigøre tid til

tovholderarbejdet og således skabe tid og rum til at varetage tovholderfunktionen.

b) Effektivisere vedligeholdelsen af databasen for lokale mentorkorps.

I stedet for at definere

databasen som en Word fil på et fælles drev, hvilket nærværende evaluering har påvist fungerer

dårligt, kunne Kriminalforsorgen overveje at tilføje et faneblad i Klientsystemet, på samme måde som

det er gjort med samfundstjenestesteder. I sådan et faneblad kunne man tilstræbe, at vedligeholde

informationer omkring forhold som: mentorernes kontaktdetaljer; deres professionelle baggrund;

tidligere mentorerfaring samt den tilsynsførendes og klienternes evalueringer af mentor. Her tænkes

det, at mentorerne, som en del af deres kontrakt med Kriminalforsorgen, årligt kunne

udfylde/opdatere et skema med baggrundsinformation som en sekretær kunne anvende til at

opdatere Klientsystemet. Ydermere tænkes det, at Kriminalforsorgen ved at professionalisere

administrationen af de lokale mentorkorps også ville lette tovholderenes arbejdsbyrde. Med et

faneblad i Klientsystemet ville sagsbehandlerne nemt kunne tilvejebringe og bidrage til at opdatere

information om aktive mentorer ved at registrere og evaluere mentorindsatsten.

18.Anbefaling: Om kommunernes og kriminalforsorgens mentorordninger og samarbejde (kapitel 5).

På

baggrund af den i evalueringen registrerede usikkerhed omkring forskelle og ligheder mellem

kriminalforsorgens og kommunernes mentorordninger fremstår der et behov for at afklare

mentorordningens særegne karakteristika. Det anbefales, at Kriminalforsorgen arbejder frem mod en sådan

afklaring. Med udvikling af en forandringsmodel for mentorordningen og anbefalingerne i nærværende

kapitel kunne dette klargøres i en revideret vejledning for mentorordningen.

Det anbefales også, at Kriminalforsorgen skærper kommunikationen med kommunerne omkring samme. I

denne sammenhæng understreges det, at der i forbindelse med nærværende evaluering var flere ansatte i

kommunerne, der italesatte et behov for mere information om kriminalforsorgens arbejdsmetoder og

spidskompetencer i forhold til mentorordningen.

Italesættelsen af forskelle og ligheder kunne f.eks. iværksættes i forbindelse med de eksisterende årlige

evalueringer af samarbejdet mellem KiF og kommunerne omkring udslusning fra fængsler og arresthuse.

Det kunne også gøres ved at invitere samarbejdspartnere til et årligt mentormøde, hvor Kriminalforsorgen

kunne fortælle om sin mentorordning herunder dens mål og kravene til mentorerne. Endelig kunne forskelle

og ligheder på kriminalforsorgens og kommunernes mentorordninger tydeliggøres ved udarbejdelse af en

Mentorhåndbog, hvoraf det kunne fremgå, hvordan mentorordningen og mentorernes arbejde tænkes i

Kriminalforsorgen.

19.Anbefaling: Om at afsøge alternative støtteordninger ved igangsættelse af mentorforløb (kapitel 5).

Det

anbefales, at Kriminalforsorgen i en mulig revideret vejledning for mentorordningen understreger, at

sagsbehandlernes afsøgning af alternative støtteordninger ikke

nødvendigvis

bør udelukke en samtidig brug

af kriminalforsorgens og kommunernes mentorordninger. Kriminalforsorgen bør være opmærksom på, at

Kriminalforsorgens mentorordning ikke er sammenligelig med mentorordninger udmøntet under andre

myndigheder. Det er den ikke, fordi Kriminalforsorgens mentorordning udmøntes som en blandt andre

tilsynsindsatser, der medvirker til at fremme kriminalforsorgens mission og vision, og fordi arbejdsmetoder i

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 14 -

brug i alternative mentorordninger ikke nødvendigvis er fremmende for kriminalforsorgens forebyggende

arbejde. Dette er tilfældet, fordi Kriminalforsorgen arbejder med risikoforebyggelse, og forskningen i den

sammenhæng peger på, at mentorer, for at øge den risikoforebyggende effekt, bør arbejde frem mod at

skabe en tæt, personlig, tillidsfuld og professionel relation med klienten, hvor en midlertidig afhængighed

godt kan være tilstede uden, at det bør anskues som problematisk.

20.Anbefaling. Om empowerment (kapitel 7).

Fordi kriminalforsorgens klienter tænkes som ansvarlige

samarbejdspartnere, som gennem tilsynssamtaler og MOSAIK forløb stimuleres til at forfølge pro-sociale

mål, der peger frem mod en tilværelse uden kriminalitet, hvor klienten er i førersædet, anbefales det her at

bestyrke mentorerne i at arbejde med empowerment.

Man kunne f.eks. forstille sig, at empowerment, som hjælp til selvhjælp, blev et tema i undervisningsforløb

for mentorer eller på planlagte temadage. Betydningen af empowerment kunne også understreges i en

revideret vejledning for mentorordningen, i en mentorhåndbog og/eller i sagsbehandlernes indledende

samtaler med mentorerne i forbindelse med igangsættelse af mentorforløb.

21.Anbefaling. Om Appreciative Inquiry (kapitel 7).

I forhold til at uddanne mentorerne og udmøntningen af

mentorordningen mere generelt, anbefales det, at Kriminalforsorgen tænker Appreciative Inquiry som et

værktøj, der, sammen med den motiverende samtale og arbejdet med empowerment, ville kunne hjælpe

mentorerne i arbejdet med at motiverer klienterne til forandring og afklare valg omkring fremtiden.

Appreciative Inquiry er en filosofi og et perspektiv, der ofte sættes i brug i arbejde med

forandringsprocesser, fordi det er påvist, at man ved at identificere resurser og arbejde bevidstgørende og

målrettet med disse kan motivere til forandring.

Man kunne f.eks. tænke sig, at udvalgte klienters kriminelle karriere eller klienters ikke-kriminelle aktiviteter

har stimuleret brugen af kompetencer som klienterne kan sætte i spil i pro-sociale sammenhænge. Ved brug

af Appreciative Inquiry kunne man således forestille sig, mentorerne arbejde med at bevidstgøre klienterne

omkring sådanne kompetencer, og disses mulige nytteværdi i en prosocial sammenhæng. Det kunne f.eks.

dreje sig om evnen til at lede eller turde lede andre; evnen til at koordinere eller tage beslutninger; det

kunne dreje sig om at arbejde under pres eller være risikovillig. Der kunne, med andre ord, være tale om

kompetencer, der på større eller mindre skala kan være med til at give klienten troen på, at de har nogle

anvendelige resurser at tænke fremtiden med.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 15 -

EVALUERING AF KRIMINALFORSORGENS

MENTORORDNING

HOVEDRAPPORT: EVALUERINGSOVERBLIK

Introduktion.

Denne evalueringsrapport er udfærdiget på foranledning af Koncern Resocialisering, Direktoratet

for Kriminalforsorgen. Genstanden for evalueringen er kriminalforsorgens mentorordning, der i året 2000 blev

foranstaltet på baggrund af en henstilling fra den daværende regering om at igangsætte særlige indsatser

overfor utilpassede unge med anden etnisk baggrund end dansk

. Kriminalforsorgen har, siden ordningens

begyndelse i året 2000, løbende foretaget justeringer herunder af målgruppen. Siden året 2012, har ordningen

været målrettet alle dømte unge mellem 15

og 25 år,

samt

tungt belastede dømte over 25 år med et særligt

behov for støtte i forbindelse med udslusning fra fængsel og/eller afvikling af en tilsynsperiode.

Mentorordningens udmøntning og mål.

Mentorordningen udmøntes under Kriminalforsorgen i Frihed (KiF).

Som anført på kriminalforsorgens hjemmeside

, fører KiF tilsyn med prøveløsladte og personer dømt til

restpsykiatrisk anbringelse eller behandling, samt personer dømt til tilsyn og samfundstjeneste. Ordningens

kerneindhold henviser til et tilbud om en mentor, der kan følge og støtte den dømte (klienten) gennem

udslusnings- og/eller tilsynsperioden med et langsigtet mål for øje om en tilværelse uden kriminalitet.

Mentorforløbene iværksættes på frivillig basis og i et samarbejde mellem kriminalforsorgens tilsynsførende

(sagsbehandleren), klienten og mentor, som betales i honorarer og tilknyttes KiF gennem perioden for

mentorforløbet. I samarbejde med klienten og ud fra en socialfaglig vurdering, etableres der, ved

mentorforløbenes iværksættelse, specifikke forløbsmål og arbejdsopgaver. Målene skal have et

forandringsperspektiv, og de skal være realiserbare indenfor perioden klienten er i tilsyn. Det er imidlertid

muligt at forlænge tilsynsperioden med et frivilligt tilsyn, hvorved mentorforløbet ligeledes kan blive forlænget.

Evalueringens tidsmæssige omfang og karakteristika.

Nærværende evaluering blev igangsat i oktober 2016.

Den er formativ og tager udgangspunkt i udmøntningen af mentorordningen, som den så ud på

evalueringstidspunktet. Mentorforløb, der blev implementeret forude for evalueringen er primært inddraget,

hvis sagsbehandlere eller mentorer har sammenlignet igangværende forløb dermed. Evalueringen kombinerer

brug af kvalitative og kvantitative data. Den kvalitative og primære data er tilvejebragt af Evaluator. På

forespørgsel fra Evaluator er størstedelen af den sekundære data tilvejebragt gennem Koncern Resocialisering.

Centrale ændringer i evalueringsplanlægningen.

Evalueringen var oprindeligt planlagt i to dele og ni faser, der

tænktes udført gennem en periode på 1,5 - 2 år som angivet i Figur 1 nedenfor. I den sammenhæng blev

nærværende rapport tænkt som en afrapportering af evalueringens første del, der skulle føre til en revidering

af mentorordningens korttidsmål og start- og slutskemaer, og danne baggrund for tilvejebringelse af data for

evalueringens anden del. Den anden og afsluttende afrapportering var planlagt i 2018 som en

sammenskrivning af den første evalueringsrapport med data tilvejebragt gennem de reviderede start- og

slutskemaer. På anbefaling af Evaluator og som en konsekvens af evalueringens konklusioner har

Kriminalforsorgen imidlertid besluttet at påbegynde udviklingsarbejdet med mentorordningen i efteråret 2017.

Nærværende evalueringsrapport er derfor at betragte som den afsluttende evalueringsrapport af

mentorordningen.

Her henvises til Ministerialtidende 2011 og Cirkulæret for mentorordningen 2011.

I perioden 1. juli 2010 til 1. marts 2012 blev den kriminelle lavalder sænket til 14 år. Derfor var målgruppen udvidet til de 14-25 årige i

dette tidsrum.

Her henvises til:

http://www.kriminalforsorgen.dk/Kriminalforsorgen-i-Frihed-7069.aspx

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 16 -

Figur 1: Evalueringsfaser og Tid

Fase 1

Jan-Sep 16

Fase 2

Okt -Nov 16

Fase 3

Nov- Marts 17

Fase 4

Marts-Maj 17

Fase 5

Juni-juli 17

Afrapportering

af kvalitativt

dataindsamlings-

forløb

Fase 6

Sept. 17

Fase 7

Sept.-Maj 18

Fase 8

Juni 18

Fase 9

Juli 18

Forberedelse

Metodeudvikling

og litteratur-

gennemgang

Kvalitativ

dataindsamling

Bearbejdning

af kvalitativ

data

Udarbejdelse af

spørgeskema

Kvantitativt

dataindsamlings-

forløb

Data

bearbejdning

Afsluttende

afrapportering

1.1.

EVALUERINGENS FORMÅL OG FOKUS

Evalueringens formål.

Evalueringens formål afspejler et ønske om at lære af ordningens udmøntning med

henblik på at kvalitetssikre og forbedre samme, og sikre, at kriminalforsorgens resocialiserende indsatser

udmøntes på ansvarlig vis. Evalueringens formål er at:

1) Identificere styrker, svagheder og udfordringer ved mentorordningen med henblik på at optimere

ordningens organisatoriske forankring og udbyttet af indsatsen; og

2) Dokumentere ordningens indhold, udmøntning, bæredygtighed, relevans og kortsigtede målopnåelse,

således at Kriminalforsorgen kan fremvise resultater, og interessenter har adgang til opdateret

information om ordningen.

Til besvarelse af evalueringens formål er der etableret 10 fokusområder

gennem hvilke mentorordningens

effektivitet, bæredygtighed og relevans vurderes. Sammen med de udarbejdede dataindsamlingsredskaber, der

er beskrevet i metoderapporten vedlagt denne rapport som Bilag B, sætter fokusområderne rammerne for

evalueringens praktiske udformning. Fokusområderne er opstillet nedenfor med punkttegn.

Effektivitet:

Evalueringen vil beskæftige sig med effektivitet gennem en vurdering af:

1. Målopnåelse

–

herunder primært de mål, der er etableret i handleplaner for de enkelte forløb som

foreskrevet i vejledningen for kriminalforsorgens mentorordning af 2011;

2. Om der er særlige forhold, der positivt og negativt påvirker den kortsigtede målopnåelse og

gennemførsel af mentorforløb mere generelt;

3. Hvordan succeskriterierne for forløbene ser ud fra de forskellige interessenters perspektiv herunder

mentorer, klienter, sagsbehandlere i KiF og fængsler

tilknyttet Direktoratet for Kriminalforsorgen;

4. Hvilke omstændigheder, der har betydning for, at mentorer, klienter og sagsbehandlere vurderer, at et

mentorforløb er tilfredsstillende samt hvorfor;

5. Hvilke omstændigheder, der har betydning for, at ordningen udmøntes med en mindre grad af

tilfredshed blandt mentorer, klienter og sagsbehandlere samt hvorfor;

6. Hvilke omstændigheder, som har betydning for, at der igangsættes mentorforløb;

7. I hvilken udstrækning udmøntningen af ordningen følger kriminalforsorgens

”Vejledning

for

mentorordningen af 2011”

og, hvis releva t,

hvorfor ikke;

8. Hvilke rammer, der er sat for ordningen i form af regler og vejledning, og i hvilken udstrækning

sagsbehandlere, tovholdere og mentorer finder disse hensigtsmæssige.

Relevans:

9. Evalueringen vil ligeledes vurdere mentorordningens relevans ved at fokusere på ordningens aktualitet

set i forhold til klienternes behov og situation, som disse beskrives i handleplaner, af klienterne selv og

i anden relevant dokumentation, som forelægger i kriminalforsorgens regi.

Evalueringens formål og fokusområder er etableret i samarbejde med evalueringskoordinatorerne, Nadja Lund Sørensen og Marie

Louise Jørgensen i forbindelse med udarbejdelsen af en projektbeskrivelse, som er vedhæftet denne rapport som Bilag A.

Af pragmatiske årssager er data primært tilvejebragt i KiF regi, hvorfor ansatte i fængsler ikke har deltaget i evalueringen.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 17 -

Bæredygtighed:

10. Evalueringen vil også beskæftige sig med i hvilken udstrækning de initiativer, der igangsættes gennem

mentorforløb, er initiativer klienterne selv vil kunne fastholde og/eller videreudvikle, når

mentorforløbene afsluttes.

1.2.

OM KRIMINALFORSORGENS MENTORORDNINGER

Økonomi.

Kriminalforsorgens mentorordning blev i året 2002 evalueret af Sociologisk Institut på Ålborg

Universitet

. Evalueringen var overvejende positiv. Den anbefalede en udvidelse af målgruppen, således at

denne omfattede etnisk danske dømte, hvilket efterfølgende blev implementeret. Udvidelsen af målgruppen

og den positive evaluering kom med en stigning i antallet af klienter tilknyttet ordningen og et voksende

budget. Fra en bevilling med et midlertidig træk

på 600,000 kroner i året 2000, hvor omkring 25-30

mentorforløb blev iværksat, steg bevillingen i årene 2006-2009 til 6 millioner kroner, hvilket muliggjorde

iværksættelse af ca. 100 mentorforløb. Efterfølgende blev bevillingen for mentorordningen omdefineret. I året

2010 overgik bevillingen fra at være en bevilling med et

midlertidigt træk

til at være en bevilling med et

permanent træk,

og den steg med 8 millioner kroner årligt til i alt 14 mio. kroner per år

, hvilket skønnes at

kunne iværksætte ca. 250 mentorforløb årligt

Udviklingsarbejde.

Udover reguleringer af målgruppen, har Kriminalforsorgen, siden evalueringen af

mentorordningen i året 2002, fortaget en række administrative ændringer, der har professionaliseret

udmøntningen af ordningen. Kriminalforsorgen udarbejdede bl.a. en vejledning for mentorordningen i 2007,

som siden er blevet opdateret og udbygget

. I tillæg hertil har Kriminalforsorgen fra 2008 og frem afprøvet

forskellige modeller af mentorordninger (pilotprojekter) typisk iværksat med nye målgrupper for øje og/eller i

forhold til særlige indsatser

. Fælles for disse pilotprojekter er, at de ikke systematisk har været evalueret, og

at de evalueringer, der har været lavet, ofte har haft karakter af erfaringsopsamlinger eller beskrivelser af

mentorernes og ansattes reaktioner på pilotprojekterne. Ydermere har præmisserne for

erfaringsopsamlingerne ikke altid været klare i forhold til at redegøre for: de piloterede aktiviteter og modeller;

antallet af mentorer og klienter involveret; samt hvem, der deltog i erfaringsopsamlingerne, og hvordan. Det er

ikke dokumenteret, at pilotprojekterne har ført til nogle radikale ændringer af mentorordningen, der er

genstand for nærværende evaluering, men to af pilotprojekterne har sidenhen fået en permanent eksistens

defineret som specialindsatser henholdsvis

mod

voldelig ekstremisme og radikalisering og

for

rockerbande-exit.

Som det er tilfældet med andre offentlige myndigheder, kan man hos Kriminalforsorgen observere en stigende

interesse for brugen af mentorer og en stadig mere differentieret, specialiseret og professionaliset brug af

samme.

Specialindsats mod voldelig ekstremisme og radikalisering.

Mentorpilotprojektet målrettet voldelig

ekstremisme og radikalisering blev lanceret i året 2012 med et uddannelsesforløb for 12 mentorer og en

gruppe mentorcoaches, samt etablering af samarbejdsrelationer med relevante institutioner i Sverige, Norge,

England og Tyskland, der arbejder med forebyggelse af radikalisering. Uddannelsesforløbet blev designet til at

opkvalificere mentorerne til at arbejde metodisk og målrettet med indsatte og varetægtsfængslede sigtet eller

dømt for terror, eller dømte for hvem, der i forbindelse med domsfældelsen eller tiltalen, havde været

skærpede omstændigheder, fordi forbrydelsen var sket på baggrund af offerets etnicitet, politiske

Her henvises til Prieur og Henriksen 2003.

Et midlertidig træk referer til budgetrammer, der i modsætning til permanente budgetrammer ikke er fastsat for en årerække men for

et år ad gangen.

Bevillingen blev dog givet med halvårsvirkning det første år, hvorfor budgettet for 2010 var på 10 mio. kr.

Dette er et skøn foretaget af Direktoratet i 2016 og formidlet til Evaluator i forbindelsen med udfærdigelsen af evalueringens

metoderapport.

Her henvises til DfK 2007, DfK 2008 og DfK 2011.

Her henvises til Københavns Fængsler 2009; Statsfængslet Ringe 2010; RUN 2014; Kriminalforsorgens Uddannelsescenter 2010;

MBLISF og DfK 2014A og B; og KiF Odense 2016.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 18 -

overbevisning, seksuelle orientering eller lignende

. Hensigten med uddannelsesforløbet var mere specifikt, at

mentorerne skulle anvende deres nyerhvervede kompetencer i relationsarbejdet med klienterne for at skærpe

klienternes færdigheder i konflikthåndtering, problemløsning og administration af sociale situationer

. Blandt

andet på grund af en stigende offentlig og politisk bevågenhed omkring voldelig ekstremisme og radikalisering,

der efterfulgte den politisk tilspidsede situation i Mellemøsten og angrebene på København i 2015

, blev det

besluttet at forsætte indsatsen mod radikalisering gennem brug af mentorer.

Specialindsats for Bande-Exit.

Pilotprojektet vedrørende bande-exit, der sluttede i året 2013, minder på mange

måder om indsatsen mod voldelig ekstremisme og radikalisering, idet ordningen er administreret centralt, og

mentorerne gennemgik et lignende uddannelsesforløb. Formålet med specialindsatsen for Bande-Exit er

imidlertid at hjælpe varetægtsarrestanter, indsatte og dømte i udslusnings- og tilsynsforløb, som ønsker at

skabe sig en tilværelse uden tilknytning til en rocker-bandegruppering og uden rocker- og bandekriminalitet

bl.a. ved brug af mentorer. Med etableringen af Flerårsaftalen for 2013-2016, blev specialindsatsen indstillet til

videreudvikling med specialiserede visitationsprocedurer; etablering af et fast indhold for de individuelt

tilrettelagte exitforløb; udvikling af en særlig mentorordning; afklaring af indsatsens organisatoriske forankring;

etablering af koordineringsprocedurer med relevante myndigheder samt med en evaluering af indsatsen.

Kriminalforsorgens mentorordninger.

I dag har Kriminalforsorgen således tre separate mentorordninger,

hvoraf de to, vedrørende henholdsvis voldelig ekstremisme og radikalisering og bande-exit, er kendetegnet

ved, at mentorerne uddannes og modtager supervision og ved at være centralt administreret. Den tredje

mentorordning, der evalueres i nærværende rapport, adskiller sig, udover målgruppeformuleringen, fra de

andre mentorindsatser ved sin daglige decentrale administration under KiF, og ved at mentorerne hverken

uddannes eller modtager supervision

. Endelig er den kendetegnet ved, at der ikke er etableret nogle formelle

samarbejdsrelationer med andre myndigheder eller udenlandske institutioner i forbindelse med udmøntningen

af ordningen, der herefter betegnes mentorordningen. Dog har der gennem årene været erfaringsudveksling

og samarbejde med andre organisationer i ind- og udland, herunder bl.a. Center for Aktiv Beskæftigelse (CABI),

High-Five og den norske Kriminalforsorg. Mentorordningen vandt desuden den internationale pris

Community

Justice Award

i 2004.

1.3.

UDVALGTE KONTEKSTUELLE FORHOLD

Udmøntningskonteksten.

Kriminalforsorgen har gennem årene 2013-2016, som en del af sit forebyggende

arbejde, implementeret et risiko- og behovsvurderingsredskab. Redskabet er udviklet og testet i Canada med

en påvist recidivforbyggende effekt på op til 26 %, såfremt det implementeres på en standardiseret og

konsekvent måde, og klienten modtager en relevant indsats i forhold til hans/hendes risiko-behovsniveau

Risiko- og behovsvurderingsredskabet betegnes LS/RNR, hvilket henviser til Level of Service Risk, Responsivity

and Need

, eller RNR principperne. LS/RNR implementeres ved brug af et struktureret spørgeskema, der

anvendes til at etablere en klients behov- og risikoprofil

med et indeks, der klassificerer den adspurgte som

havende enten et

” eget lavt”, ”lavt” ” elle ”, ”højt” eller ” eget højt” risiko-behovsniveau.

Tanken med at

Her henvises til MBLISF og DfK 2014A og B.

Ibidem.

Den stigende bevågenhed omkring radikalisering og opmærksomhed på vigtigheden af en mere målrettet indsats er dokumenteret

f.eks. gennem Direktoratets nyligt udarbejdede Vejledning til Håndtering af Bekymrende Adfærd (DfK 2016), samt direktoratets

skærpede samarbejde med andre myndigheder heriblandt Politiets Efterretningstjeneste (PET) omkring samme (Justitsministeriet

2015).

Her henvises til Kriminalforsorgen 2016C; Kriminalforsorgen 2014C; Als Research 2013.

Et pilotprojekt i er netop blevet defineret i 2017 i Området Syddanmark i forbindelse med hvilke mentorerne i mentorordningen vil få

tilbud om at modtage supervision.

Her henvises til Kriminalforsorgen 2014 og 2011.

Eller risiko, modtagelighed og behov.

Spørgeskemaet anvendes ved systematisk at spørge ind til følgende 8 faktorer, som har en påvist sammenhæng med risiko for recidiv:

1) Kriminalitetshistorie; 2) Uddannelse og Beskæftigelse; 3) Familie og parforhold; 4) Fritid; 5) Omgangskreds; 6) Stof- og

alkoholproblemer; 7) Prokriminel holdning og tænkning; og 8) antisocialt mønster.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 19 -

lave en LS/RNR vurdering er, at tilrettelægge en målrettet resocialiserende og risikoforebyggende indsats (level

of service), der matcher den enkelte klients risiko- og behovsprofil. På evalueringstidspunktet modtog klienter i

KiF

ed e ”høj” eller ” eget høj”

risikoprofil Motiverende Samtaleinterventioner i Kriminalforsorgen

(MOSAIK). MOSAIK blev introduceret sammen med RNR principperne som en evidensbaseret tilsynsmodel, der

er planlagt og struktureret på baggrund af de risiko- og behovsfaktorer, der viser sig i klientens LS/RNR

vurdering. MOSAIK består desuden af en række øvelser tilrettelagt ud fra kognitive adfærdsstrategier og

metoder, og social indlæringsteori bl.a. modelindlæring, færdighedstræning og kognitiv modificering af tanker

og holdninger, hvilket samtlige tilsynsansatte i KiF trænes i. Med MOSAIK motiveres klienter til forandring ved

at identificere og forfølge pro-sociale mål, der sammen med klientens kriminogene behov skaber retning for

tilsynsforløbet

Med Flerårsaftalen 2013-2016 var tanken at implementere RNR principperne i KiF med samtlige tilsynsklienter,

og med alle dømte med en dom på minimum tre måneder dog ikke med dømte, der afsoner i eget hjem ved

fodlænke. Blandt andet, for at sikre, at Kriminalforsorgen kan følge op på principperne med en passende

indsats, er implementeringsomfanget af RNR principperne blevet revurderet per 1. august 2017. Dette

indebærer, at klienter med under 4 måneders tilsyn, og klienter, der er udvisningsdømte, ikke længere

vurderes ved LS/RNR. Målgruppen er desuden blevet ændret, så klienter med

”mellem”

risiko- og

behovsniveau også modtager MOSAIK. Eftersom RNR principperne og MOSAIK, på evalueringstidspunktet, blev

udmøntet i KiF som en ny model for klientarbejdet, har Evaluator gjort en dyd ud af at tænke nærværende

evalueringen, inklusive evalueringens anbefalinger, i forhold til disse.

1.4.

EN LÆSEGUIDE

Denne evalueringsrapport er struktureret omkring besvarelserne af evalueringens fokusområder.

Besvarelserne af spørgsmål, der vedkommer effektivitet er opdelt i tre separate kapitler. Efter nærværende

indledende kapitel,

som giver et overblik over Evalueringen, dens fokus og udvalgte forhold omkring

mentorordningens kontekst, følger

kapitel 2,

der omhandler metode.

Kapitel 3

besvarer fokusområderne 1-5,

der beskæftiger sig med de korttidsmål, der sættes for mentorforløb; i hvilket udstrækning de indfries samt de

omstændigheder der karakteriserer situationer, hvor de indfries, og hvor mentorforløbene klassificeres som

mindre vellykkede.

Kapitel 4

besvarer fokusområde 6, der har at gøre med hvilke omstændigheder, der har

betydning for at mentorforløb igangsættes.

Kapitel 5

besvarer fokusområderne 7 og 8, der har at gøre med

udmøntningen af regler og procedurer for mentorordningen.

Kapitel 6

beskæftiger sig med fokusområde 9, der

omhandler relevans og kommer med en vurdering af mentorordningens aktualitet klienternes behov og

situation.

Kapitel 7

diskuterer ordningens bæredygtighed herunder særlig om mentorerne arbejder på en

måde, der er befordrende for at ansvarliggøre klienterne i forhold til at fastholde den positive udvikling som et

mentorforløb kan medføre. I det afsluttende

kapitel 8

konkluderes evalueringens resultater rapporteret i

kapitlerne 4-7.

Her henvises til Kriminalforsorgen 2016B og 2011.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 20 -

METODE

Overblik: Design.

Det er ikke muligt at iværksætte forsøgsdesigns med henblik på at vurdere effekten af

mentorindsatsen, fordi alle klienter i målgruppen tænkes at blive tilbudt en mentor, og de klienter, der vælger

tilbuddet fra, eller som ikke vurderes at have et særlig behov for støtte, ikke kan fungere som

sammenligningsgrupper. Nærværende evalueringsdesign er derfor beskrivende og udarbejdet med henblik på

at udforske og dokumentere udmøntningen af mentorordningen ved kombineret brug af kvalitative og

kvantitative metoder

. Designet er baseret på fire casestudier

foretaget i tre KiF afdelinger og et lokalkontor,

i forbindelse med hvilke igangsættelse, gennemførsel og afslutning af mentorforløb er blevet undersøgt.

Primærdata er tilvejebragt gennem semistrukturerede interview

, og uformelle samtaler gennemført ved

deltagende observation

. Sekundærdata henviser til dokumenter samlet i et elektronisk bibliotek til brug for

evalueringen, og dataudtræk fra kriminalforsorgens registreringer af mentorforløb begyndt og afsluttet i

perioden 2015-2016

(kriminalforsorgens forløbsregistreringer). Dette kapitel redegør for planlægning,

tilvejebringelse og bearbejdning af data.

2.1

SAMPLING

De fire casestudier.

De fire casestudier er valgt på ikke-tilfældig og pragmatisk vis. Tretten af

kriminalforsorgens 14 KiF afdelinger

blev spurgt om de ønskede at deltage i evalueringen. Heraf tilkendegav

tre interesse. Det drejede sig om KiF Roskilde, KiF Haderslev og KiF Århus herunder også lokalkontoret i

Horsens

(herefter benævnt afdelinger). Afdelingerne er administrativt hjemhørende under hvert sit

områdekontor, som leder og styrer driften af kriminalforsorgens institutioner i et dertilhørende afgrænset

geografisk område. Tre ud af kriminalforsorgens fire områder har således deltaget i evalueringen nemlig:

Område Sjælland med områdekontor i Ringsted, Område Syddanmark med områdekontor i Kolding og Område

Midt- og Nordjylland med områdekontor i Hobro. De fire cases er af Koncern Resocialisering betegnet som

typiske

. KiF Haderslev adskiller sig dog fra de andre tre og i nogen udstrækning også udvalgte andre

afdelinger ved at have et relativt stort forbrug af mentorer. KiF Haderslev havde i 2016 et forventet forbrug på

827,000 kroner, mens det forventede forbrug i KiF Kolding, KiF Esbjerg og KiF Odense var på henholdsvis

874.000, 800.000 og 1. 000.078 kroner

. I praksis forbrugte KiF Haderslev imidlertid 1.235.843 kroner, mens

KiF Kolding forbrugte 87.000 kroner, KiF Esbjerg 107.000 kroner og KiF Odense 709.000 kroner

. Afdelingen i

Metode defineres her bredt som teknikker og processer anvendt for at tilvejebringe, sortere, analysere og rapportere information af

relevans for nærværende evaluering. Her henvises til Denzin og Lincoln 2005 og Law 2004.

Her henvises til Imas og Rist, 2009.

Her henvises til Mason 2007 og Kvale og Brinkman 2009.

Ibidem. Der lægges her vægt på, at deltagelsen er begrænset af evaluators rolle og løse tilknytning til Kriminalforsorgen, og

observationen formet af evaluators tilstedeværelse i KiF afdelingerne, over tid.

Disse start- og slutskemaer blev introduceret i 2011 som standardregistreringer af mentorforløb. Indtil 2015, hvor

forløbsregistreringerne blev sammenkørt med lønudbetalingerne til mentorerne, var start- og slutskemaerne omgivet af stor

usikkerhed. Ud fra data indsamlet i forbindelse med nærværende evaluering fremgår det, at de forsat er omgivet af nogen usikkerhed

bl.a. fordi måden, hvorpå de udfyldes, har varieret kvalitet. Dette skyldes, dels at sagsbehandlerne ikke kan genåbne startskemaer, når

de først har været udfyldt, hvorfor det er vanskeligt at relatere start- og slutskemaer, dels at det er tidskrævende at udfylde dem, og

dels at skemaerne er placeret på kriminalforsorgens intranet og ikke i Klientsystemet, hvor data om klienterne ellers findes.

De 13 afdelinger, der inkluderer lokalkontorer er: KiF København; KiF Hillerød; KiF Glostrup; KiF Roskilde; KiF Bornholm; KiF Næstved;

KiF Odense; KiF Haderslev; KiF Kolding; KiF Esbjerg; KiF Holstebro; KiF Aalborg; KiF Århus

–

KiF Færøerne er ikke en del af

mentorordningen, da SATSpuljer ikke dækker Færøerne og Grønland. Kontorer for Intensivovervågning blev ikke spurgt om de ønskede

at deltage, da brugen af mentorordningen i Intensivovervågningen er begrænset.

Der blev også lavet interview i lokalkontorerne i Aabenrå, Sønderborg og Holbæk, og af praktiske årssager, blev et enkelt interview

lavet i afdelingen i Esbjerg.

Der er ingen særegne forhold, som omgiver udmøntningen af mentorordningen, som det f.eks. er tilfældet i KiF Odense, som har en

særlig bevilling til udmøntning af mentorordningen, hvor en tilsynsførende KiF ansat antager en dobbelt rolle og fungerer som

både

sagsbehandler

mentor for særlig tunge klienter i målegruppen. Her henvises til KiF Odense, 2016. Til gengæld er det muligt, at KiF

Roskilde og Århus har en større population af behandlingsdømte end udvalgte andre KiF Afdelinger. Dette kunne være tilfældet i og

med det psykiatriske behandlingscenter og hospital, Sankt Hans, ligger i Roskilde, og Odsherred Kommune, har særlig mange bosteder

og institutioner. I Riskov ligger et større psykiatrisk hospital, der hører under KiF Århus. Der er imidlertid ingen data tilgængelig på

evalueringstidspunktet der kan be- eller afkræfte dette.

På dette tidspunkt blev forbruget af mentorer beregnet på baggrund af den procentvise andel af unge mellem 15-25 år i de enkelte

afdelinger set i forhold til hver afdelings samlede antal tilsynsklienter.

Budgettet reflekterer det tidligere Sydøstjylland som ophørte i 2014.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 21 -

Haderslev er begejstret for mentorordningen, og den er en flittig bruger af mentorer. De enkelte afdelingers

forbrug af mentorordningen er et tema, der behandles i Kapitel 4 i nærværende rapport. Bortset herfra er der

overordnet

betragtet ikke nogle særlige omstændigheder, der gør, at de udvalgte KiF afdelinger fremstår

radikalt anderledes end andre afdelinger.

Om planlægning af interview og deltagende observation.

Udvælgelsen af de informanter, der i nærværende

evaluering har deltaget i de semistrukturerede interview er ligeledes karakteriseret ved at være ikke-tilfældig

og pragmatisk. For at sikre informanternes tilgængelighed på evalueringstidspunktet og koordinere

samarbejdet med de fire KiF afdelinger omkring tilvejebringelsen af primærdata, udarbejdede Evaluator en

informationsbrochure

. Informationsbrochuren understregede betydningen af at tilvejebringe et varieret og

realistisk indblik i udmøntningen af mentorordningen og hverdagen i KiF afdelingerne. Som beskrevet i

Metoderapporten, anmodede Evaluator om at lave interview med klienter i følgende aldersgrupper (15-17 år;

18-23 år; 24-28 år og 29-35 år) med øje for, at ordningen hyppigst iværksættes for unge mellem 18 og 23 år

Derudover anmodede Evaluator om, at interviewe klienter, der havde været i mentorforløb i kortere og

længere perioder, forholdsmæssige fordelt, så forløbslængderne afspejlede dataudtræk fra tilgængelige

registreringer af mentorforløb i planlægningsfasen

. I tre af de fire KiF afdelinger var der derfor, ved evaluators

ankomst

, lavet en plan for både de semistrukturerede interview og deltagende observation.

Udvælgelse af klienter.

Der er ikke lavet interview med klienter, som har fravalgt mentorordningen, eller

klienter, der ikke er blevet tilbudt en mentor. Dette skyldes, dels begrænset tid, og dels en vurdering af, at det

ville blive vanskeligt at få klienter, som har fravalgt mentorordningen til at deltage i evalueringen, hvilket blev

bekræftet af de deltagende KiF afdelinger i evalueringens planlægningsfase. Det er evaluators indtryk, at KiF

afdelingerne, generelt, sammensatte interview- og observationsplanerne ud fra en vurdering af klienternes og

ansattes overskud og lyst til at deltage i evaluering, og ud fra et ønske om at repræsentere mentorforløb på en

ikke for atypisk måde. For at kompensere for bias i forbindelse med klientudvælgelsen, har Evaluator i

interviewsamtalerne med mentorer og sagsbehandlere systematisk spurgt ind til eksempler på både vellykkede

og mindre vellykkede forløb og til sammenligninger af klienter, der deltog i evalueringen, og klienter, som ikke

deltog, men var i mentorforløb.

Udvælgelse af ansatte og mentorer.

Der blev primært planlagt interview med ansatte, som havde

igangværende mentorforløb på evalueringstidspunktet. Dette skyldtes, at muligheden for at triangulere

informationer indhentet fra klienter, mentorer og sagsbehandlere involveret i samme mentorforløb ansås som

fordelagtig, både i forhold til kvalitetssikring, og i forhold til at tilvejebringe så nuanceret en forståelse for de

enkelte mentorforløb som muligt. Det skyldtes også, at det samlede antal interview, der kunne laves i hver KiF

afdeling var begrænset af resursemæssige grunde (ansattes og evaluators tid). For at kompensere for dette

forhold, tilstræbte Evaluator at føre en række uformelle samtaler i hvert kontor med sagsbehandlere, der ikke

brugte mentorordningen, og i interviewene med ansatte spørge ind til, hvorfor de mente, at udvalgte kollegaer

ikke brugte mentorer. Derudover lavede Evaluator, to semistrukturerede interview med ansatte, der aldrig

havde brugt mentorer og et enkelt semistruktureret interview med en sagsbehandler, der på

evalueringstidspunktet og adskillige år forinden, ikke havde haft mentorforløb i gang. Data genereret gennem

disse samtaler er inddraget i samtlige kapitler, hvor ansattes brug af mentorordningen behandles. Mentorernes

deltagelse i evalueringen er primært bestemt på baggrund af deres tilknytning til de deltagende klienter.

Henvis til Bilag C i Metoderapporten.

Her henvises til Registreringsdata fra startskemaer i 2016.

De dataudtræk der var tilgængelige på planlægningstidspunktet for evalueringen, som var fra 2010, indikerede, at 14% af klienterne

havde forløb på under 3 måneder; 24% på mellem 4-6 måneder; 17% på mellem 7-9 måneder og 16% mellem 10 måneder og 2 år. Disse

udtræk adskiller sig fra forløbsregistreringer tilvejebragt i foråret 2017 af 142 forløb afsluttet i 2016. Her viser det sig, at 31% af

klienterne havde forløb på under 3 måneder; 25% på mellem 4-6 måneder; 28% på mellem 7-12 måneder og 16% på 14 måneder og

over.

I samtlige deltagende KiF afdelinger ændrede planerne for interviewafholdelse sig løbende pga. sygdom, travlhed og aflysninger,

hvorfor Evaluator i samarbejde med KiF ansatte løbende har måtte justeret planerne og identificere ny sagsbehandlere, klienter og

mentorer, der kunne deltage i evalueringen.

Triangulere henviser her til en systematisk krydstjekning af data, informationer eller fortolkninger fra forskellige kilder.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 22 -

Om klienternes aldersfordeling og mentorforløbenes længder.

Tabel 1 nedenfor beskriver de interviewede

klienternes alder og mentorforløbenes længde på interviewtidspunktet. Tabel 2 sammenligner

aldersfordelingen blandt klienter, der deltog i evalueringen med samtlige klienter, der blev registeret i

kriminalforsorgens startskemaer for mentorforløb i 2016.

*H og J henviser til klienter inddraget i undersøgelsen, fordi Evaluator interviewede både sagsbehandler og mentor og gennemlæste klienternes

handleplaner. Disse klienter blev imidlertid ikke selv interviewet.

Tabel 2. Klienternes aldersfordeling i evalueringen

Alder

15-17 år

18-22 år

23-27 år

28-32 år

33-37 år

Over 38 år

Aldersfordeling i

Dataudtræk 2016

40%

24%

15%

14,3%

Aldersfordeling fra

Evaluering

38%

31,25%

Forløbslænge

i måneder

0-3

4-6

7-12

13-18

19-24

Over 2år

Forløbslængder i

Dataudtræk 2016

31%

25%

28%

Forløbslængder

fra Evaluering

18,8%

50%

19%

13%

2.2.

INTERVIEW, DOKUMENTGENNEMGANG OG OBSERVATION

Interview: Karakteristika og bearbejdning.

Som det fremgår af Tabel 3 nedenfor, blev der lavet i alt 60

semistrukturerede interview med klienter, sagsbehandlere, mentorer, ledere og ansatte i kommunerne.

Størstedelen af disse interview havde en varighed på mellem en time og halvanden, og de har alle taget

udgangspunkt i dertil udviklede interviewguides, der er blevet tilpasset interviewsituationen og

respondenten

. Løbende erkendelser af relevans for evalueringens 10 fokusområder samt evalueringens

anbefalinger er blevet diskuteret, testet og justeret både i forbindelse med formelle og uformelle

interviewsamtaler

, hvorfor denne første del af evalueringen i nogen udstrækning har karakter af en

fjerdegenerations evaluering

. Med undtagelse af to, blev samtlige interview med sagsbehandlere, klienter og

mentorer båndet og transskriberet. Alle transskriberede interview er behandlet i det kvalitative software

program Nvivo, hvor de er tematisk kodede i forhold til de emner, der blev udforsket gennem de udarbejdede

interviewguides designet til at besvare evalueringens fokusområder

Alle tal angivet i nærværende rapport er rundet op eller ned til første hele tal ved ,5.

De mentorforløb, der i evalueringen er indhentet information omkring, er igangsat på forskellige tidspunkter, og det var derfor ikke

alle informanterne, der var i stand til at reflektere over samtlige spørgsmål. Hvis et forløb havde været i gang i 2 måneder, var

diskussionen af spørgsmål, der omhandlede omstændighederne for afholdelse af tre-måneders mødet, eller ændringer af etablerede

mål i forbindelse med samme mindre relevante. I sådanne situationer blev mentorer og sagsbehandlere derfor typisk bedt om at

beskrive afholdelse af tre-måneders møder i forbindelse med andre mentorforløb og så fremdeles.

I tillæg til de spørgsmål som var forberedt til indsamlingen af primærdata vedhæftet evalueringens metoderapport, opstod der i

interviewprocessen nye spørgsmål, som gradvist er tilføjet interviewguiderne og diskuteret med informanterne. For eksempel viste det

sig, at de fleste mentorer ikke brugte logbogen, hvorfor mulige alternativer til logbogen blev diskuteret med mentorer og

sagsbehandlere som en integreret del af hver interview med henblik på at udvikle anbefalinger for evalueringen. Anbefalingerne blev,

som udgangspunkt, defineret ud fra eksisterende praksisser som Evaluator spurgte ind til. Det betyder, at en del af evalueringens

anbefalinger, er blevet til i en kumulativ proces, hvor de er testet og udviklet i dialog med interessenterne. Denne proces fortsatte efter

feltarbejdsperioden, hvor anbefalinger, der relaterer sig til kortidsmål og visitation er blevet delt med udvalgte ansatte i KiF afdelingerne

som igen har kommenteret på dem.

Fjerdegenerations evalueringer er kendetegnet ved at være participatoriske og dialogiske, og associeret med en historisk kritik af

positivistisk-orienterede evalueringer. Her henvises til Guba og Lincoln 1989.

Interviewene er fortolket, hvilket er en præmis for bearbejdning af data. Der har ikke været arbejdet med en specifik

fortolkningsramme. Fortolkninger er informeret af den kognitive antropologi, socialpsykologien og læringsteorier (her henvises til

Holland og Quinn 1991; Mead 1967; Lave og Wenger 1991; Strauss 1992 og 1997; og Gubrium og Holstein 2000). Ved kodning af data

har Evaluator været særlig opmærksom på fem forhold.

Det første

relaterer sig til det forhold, at brugen af NVivo kommer med de-

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 23 -

Interview: Planlagte og faktiske.

Antallet af semistrukturerede interview er lidt højere end oprindelig planlagt,

hvilket bl.a. skyldes, at enkelte sagsbehandlere og mentorer virkede for flere af de deltagende klienter, og at

der var sygdom og aflysninger, hvorfor løbende justeringer var nødvendige. De røde tal indsat i Tabel 3 angiver

afvigelser fra det planlagte antal interview, som er angivet i sort. Bilag C vedhæftet nærværende rapport

redegør detaljeret for afvigelser fra den planlagte datagenerering beskrevet i metoderapporten herunder også

det planlagte antal interview.

Tabel 3: Antal interview per KiF Afdeling

Interviewede

KiF Roskilde 9/1 til 27/1 2017

Klienter

Mentor

Mentortovholdere, sagsbehandlere

Leder

Ansatte i kommunerne

Subtotal

KiF Haderslev 1/2 til 22/2 2017

Klienter

Mentor

Mentortovholdere, sagsbehandlere

Leder

Ansatte i kommunerne

Subtotal

Total planlagt

Antal

1/2

15 /

5/4

1/2

15 /

Interviewede

Antal

KiF Århus 1/12 til 23/12 2016

Klienter

Mentor

3/4

Mentortovholdere, sagsbehandlere

4/5

Leder

Ansatte i kommunerne

1/2

Subtotal

12 /

Lokalkontoret i Horsens 21/11 til 1/12 2016

Klienter

3/4

Mentor

Mentortovholdere, sagsbehandlere

Leder

Ansatte i kommunerne

1/2

Subtotal

12 /

Total i praksis

Udover interviewene listet i Tabel 3 og de føromtalte uformelle samtaler med ansatte, mentorer og klienter, er

der lavet 18 interview med ansatte i Kriminalforsorgen, primært, for at undersøge igangværende initiativer

og/eller forhold af relevans for evalueringen. Disse interview har f.eks. drejet sig om at tilvejebringe mere

dybdegående information omkring kriminalforsorgens nye risiko- og behovsvurderingsværktøj;

kriminalforsorgens programvirksomhed og særlige indsatser; eller undersøge muligheden for at drage læring

fra relevante pilotprojekter, som Evaluator ikke var bekendt med i evalueringens planlægningsfase

. En liste

over hvilke ansatte disse interview er lavet med, er vedhæftet nærværende rapport som Bilag D.

Dokumentgennemgange.

En gennemgang af relevante rapporter og skrivelser oprettet i et elektronisk

bibliotek

udfærdiget af evalueringskoordinatorerne på forespørgsel af Evaluator

har informeret

kontekstualisering, der nødvendiggør opmærksomhed på den enkelte informants samlede beretning og konteksten for samme (se f.eks.

Silverman 2008).

Det andet

forhold har at gøre med en systematisk afstemningen af information tilvejebragt fra den enkelte informant

tilknyttet et mentorforløb med information fra de andre informanter involveret i samme klientforløb (sagsbehandler, klient og mentor).

Det tredje forhold

henviser til betydningen af at læse på tværs af kilder med henblik på at forstå forskelle og ligheder mellem de

forskellige typer af informanter (mentorer, klienter, sagsbehandlere).

Det fjerde

forhold har at gøre med vigtigheden af at arbejde med

tre opmærksomhedsfelter af betydning for mentorforhold og disses effekt (Nakkula og Harris 2014) listet som A), B) og C) nedenfor. A)

har at gøre med, hvad der kaldes for

Intern Match Kvalitet,

hvilket handler om den måde mentorer og klienter oplever hinanden, og det

som de laver sammen. B) kaldes for

Match Struktur,

og omhandler, hvad mentorer og klienter faktisk gør sammen og, hvordan de

bestemmer, hvad der laves. C) kaldes for

Ekstern Match Kvalitet,

hvilket henviser til forhold som mentor og klienten ikke har direkte

indflydelse på.

I forhold til sidstnævnte, tænkes der særligt på projektet Primus Motor. Primus Motor henviser til en frivillig mentorordning iværksat i

et samarbejde mellem Røde Kors og Kriminalforsorgen, hvor målgruppen er ubetinget dømte over 25 år, der, tre måneder inden de skal

løslades og op til et år efter deres løsladelse, kan tilbydes en frivillig mentor. Under Primus Motor, tænkes mentorerne at fungere som

en reintegrerende støtte og et frivilligt netværk for den dømte med det overordnede formål at mindske recidiv. Primus Motor, der

implementeres med en kontrolgruppe, var på evalueringstidspunktet lige startet med forsinkelse bl.a. på grund af vanskeligheder ved at

fastholde brugen af mentorer ved klienternes løsladelse. For mere information om projektet henvises til primus motors

projektbeskrivelse af juni 2014.

Ved etableringen af det elektroniske bibliotek anmodede Evaluator både om at inddrage interne og eksterne rapporter over mentor

pilotprojekter og andre initiativer relateret til mentorordningen. For at etablere en forståelse for den kontekst som mentorordningen

implementeres i, anmodede konsulenten ligeledes om rapporter og dokumenter udfærdiget i forbindelse med større initiativer i

Kriminalforsorgen af nyere dato, såsom reorganiseringen af Kriminalforsorgen og det nye risiko- og behovsvurderingsredskab.

Evaluator har løbende tilvejebragt og gennemgået dokumenter af relevans for evalueringen, der supplerer dem som forefindes i det

elektroniske bibliotek.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 24 -

planlægningen af evalueringen

. I nærværende afrapportering fokuserer Evaluator primært på 16 klientforløb i

forhold til hvilke mentorer, sagsbehandlere og klienter er blevet interviewede, og Evaluator har gennemgået de

relaterede handleplaner og logbøger med henblik på at besvare evalueringens fokusområder. Gennem

feltarbejdsperioden har Evaluator imidlertid læst flere handleplaner end de 16 ovenfornævnte, og Evaluator

har systematisk tilvejebragt data omkring andre mentorforløb. Nærværende afrapportering fokuserer på de

dominerende tematikker i det

samlede

tilvejebragte materiale. I rapportens enkelte kapitler redergøres for,

hvornår, og hvordan handleplanerne inddrages.

Observation.

Evaluator har i hver KiF afdeling fulgt to sagsbehandlere gennem en halv dag hver for at få indblik

i tilsynsarbejdet og den kontekst, hvori mentorordningen udmøntes. Evaluator har deltaget i en forsamtale i

forbindelse med planlægning af et samfundstjenesteforløb; et enkelt kontrolbesøg til et samfundstjenestested

og en række tilsynssamtaler primært med klienter, der ikke havde mentorer. I forbindelse med disse

tilsynssamtaler, har Evaluator særlig spurgt ind til sagsbehandlernes begrundelser for ikke at tilbyde klienterne

en mentor og brugen af MOSAIK og LS/RNR, som grundmodeller for tilsynsarbejdet. Endelig har Evaluator, som

observant, deltaget i enkelte afdelings- og teammøder, samt været tilstede i hverdagen i hver KiF afdeling i

forbindelse med hvilket samtlige semistrukturerede interview har været afholdt. Tilsammen har Evaluator

opholdt sig ni uger i de fire KiF Afdelinger, hvor arbejdsgange og udvekslinger omkring samme blev registreret,

herunder særlig brugen af mentorer eller manglen på samme. Evaluator har løbende taget noter. Disse har

sammen med de øvrige data informeret nærværende afrapportering.

2.3.

PROCES- OG KVALITETSSIKRING

Evalueringstilgang og proces.

Der har, gennem hele evalueringsprocessen, været lagt vægt på at skabe

ejerskab over evalueringen. I forhold til feltarbejdet er dette gjort, dels ved at inddrage KiF Afdelingerne i

planlægningen af evalueringen; dels ved at tilstræbe metodisk gennemsigtighed

, og dels ved at inddrage

ansatte i evalueringen gennem løbende uformelle samtaler, hvorved ansatte, der ikke blev interviewet havde

mulighed for at præge evalueringen. De fire KiF afdelinger blev desuden tilbudt, at Evaluator, ved sin ankomst i

hver afdeling, præsenterede ansatte for evalueringen formål og sigte, samt at Evaluator, ved afslutningen af sit

ophold i hver afdeling, gav en tilbagemelding til ansatte omkring foreløbige observationer og anbefalinger, som

ansatte havde mulighed for at kommentere. Endelig er evalueringen blevet præsenteret for og diskuteret med

kriminalforsorgens Mentortovholdere

i forbindelse med afholdelse af deres årlige mentortovholderdag

henholdsvis forud for feltarbejdets begyndelse og den endelige afrapportering.

Kvalitetssikring.

Kvalitetssikring i forbindelse med nærværende evaluering henviser til den måde, hvorpå data

er tilvejebragt og analyseret, og anbefalingerne udviklet. Her har de bærende principper relateret sig til: a)

triangulering; b) member-checking

; c) dokumentation; og d) dialog.

Triangulering.

Evaluator har systematisk krydstjekket informationer tilvejebragt fra klienter,

sagsbehandlere, mentorer og ledelse for at afdække informanternes forskellige oplevelser af

mentorordningen og indkredse den diversitet og kompleksitet udmøntningen af mentorordningen

kommer med. Evaluator har ved at krydstjekke information om de enkelte mentorforløb desuden også

Her henvises til evalueringens metoderapport vedhæftet som Bilag B.

Dette indebar distributionen af de ovenforomtalte informationsbrochurer til de fire KiF afdelinger, forud for evalueringen, således at

ledelsen var velinformeret omkring dens fokus og implikationerne af at deltage i evalueringen. I forhold til sidstnævnte drejede dette sig

bl.a. om evaluators møder med ansatte og andre interessenter, planlægning af interview og de praktiske forhold omkring evaluators

tilstedeværelse i afdelingen. Det indebar også, at Metoderapporten blev gjort tilgængelig på kriminalforsorgens intranet, og at

interviewguides og evalueringsplanen for hvert KiF ophold blev gjort tilgængelige for alle ansatte i afdelingerne, således at de var

orienterede omkring evaluators tilstedeværelse og gøremål.

Direktoratet har siden 2012 anmodet samtlige KiF afdelinger, fængsler, arresthuse og pensioner om at nominerer en

Mentortovholder, der kan fungere som kontaktperson for mentorordningen i forbindelse med lokale forespørgsler og intern

kommunikation omkring samme.

Her henvises til Cho og Trent 2006.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 25 -

haft mulighed for at indkredse forløbenes indhold og udvalgte aktiviteter som mentor og klient har

indgået i og derved forholde forløbsaktiviteter med informanternes rapporterede oplevelser af samme.

Member-checking.

I samtlige interview har Evaluator systematisk og fortløbende gentaget,

informanternes hovedpointer, således at informanterne havde mulighed for at korrigere evaluators

forståelse af samme.

Dokumentation.

I samtlige formelle som uformelle samtaler om mentorordningen har Evaluator

tilstræbt systematisk at anmode evalueringens informanter om eksempler fra hverdagen, fra

arbejdsgange og mentorforløbsaktiviteter med henblik på, at undersøge relationen mellem, på den ene

side, holdningstilkendegivelser og oplevelser, og på den anden, handling. Endelig har Evaluator, når det

har været muligt, anmodet om at se skriftelig dokumentation på administrative og andre forhold, der

vedrører udmøntningen af mentorordningen f.eks. lokalkontorernes budgetoversigter, forskellige

projektbeskrivelser og lignende.

Dialog.

Som nævnt ovenfor, har Evaluator systematisk krydstjekket hypoteser og anbefalinger gennem

interviewsamtalerne med de enkelte informanter og ved den afsluttende diskussion med ansatte i de

enkelte afdelinger. Endelig har Evaluator per e-mail modtaget kommentarer på evalueringens

anbefalinger omkring etableringen af korttidsmål og visitationen til mentorordningen.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 26 -

3. EFFEKTIVITET: MÅLFORMULERING, MÅLOPNÅELSE OG SUCCESKRITERIER

Om kapitlet.

Dette kapitel handler om effektivitet og evalueringens fokusområder 1-5, der på forskellig vis

relaterer sig til emnet målopnåelse. Ved behandlingen af emnet målopnåelse beskæftiger dette kapitel sig også

med forhold, der har betydning for evalueringens besvarelse af fokusområde 9, som har med relevans at gøre.

Relevans vil imidlertid blive behandlet selvstændigt i Kapitel 6, hvori der vil blive henvist til resultater fra

nærværende kapitel.

Det første afsnit

(3.1.) i dette kapitel beskæftiger sig med etablering af mål for mentorforløb, og samarbejdet

mellem sagsbehandler, klient og mentor omkring samme.

Det andet afsnit

(3.2.) vurderer i hvilken udstrækning

de etablerede mål for mentorforløbene ændrede sig undervejs, og

det tredje afsnit

(3.3.), i hvilken udstrækning

de mål, der blev sat for de enkelte forløb var indfriet på evalueringstidspunktet.

Det fjerde afsnit

(3.4.)

forklarer, hvad der blandt udvalgte klienter blev anskuet som den største gevinst ved mentorforløbene udover

opnåelse af de mål, der blev sat ved forløbsigangsættelsen.

Det femte afsnit

(3.5.) beskriver, hvad det var for

nogle succeskriterier, sagsbehandlere og mentorer vurderede igangsatte mentorforløb ud fra, og hvad som

karakteriserede omstændighederne omkring mentorforløb, der tænktes vellykkede.

Det sjette afsnit

(3.6.)

forklarer, hvilke omstændigheder, der havde betydning for, at mentorforløb blev betragtet som mindre

vellykkede eller med en mindre grad af tilfredshed.

Det sidste afsnit,

runder kapitlet af med nogle afsluttende

sammenfattende kommentarer og anbefalinger.

3.1. ETABLERING AF MÅL FOR MENTORFORLØB

Baggrund.

Dette afsnit gennemgår de etablerede mål for mentorforløb, som er dokumenteret i handleplaner,

og samarbejdet omkring samme, som det blev beskrevet i de interview, der blev lavet i forbindelse med

evalueringen. Uformelle samtaler om mentorforløb, samt kriminalforsorgens forløbsregistreringsskemaer fra

2016 (henvis til tabellerne 4-10) inddrages ligeledes, herunder en række krydstabeller udarbejdet af

Kriminalforsorgen på foranledning af Evaluator.

Om handleplaner og etablering af mål.

Som en sagsbehandler understregede, efter at have redegjort for en

klients kriminalitet og livsforløb inklusiv dertilhørende sammenspil mellem psykosociale, økonomiske og

familiære forhold, så er det langt fra alle relevante informationer omkring klienter, der bliver inkluderet i

handleplanerne. Virkeligheden er ofte mere kompleks end den, som dokumenteres i et relativt kortfattet

dokument som en handleplan

. De mål, der blev sat for de enkelte mentorforløb i handleplanerne, og

beskrivelser af samarbejdet omkring samme, var derfor ofte mest meningsfulde, når klienternes

kriminalitetshistorik, og akut opståede problemer og/eller baggrundshistorier blev udfoldet. Skema 1 nedenfor

opstiller de mål og arbejdsopgaver, som blev dokumenteret i handleplanerne for de gennemgåede forløb.

Handleplanerne som har været gennemlæst i forbindelse med nærværende evaluering er generelt karakteriseret med en stor grad af

variation i forhold til detaljeringsgrad og skrivestil, og den sammenhæng, der etableres mellem de enkelte afsnit, hvilket er tematikker,

der også blev berørt i evalueringen af kriminalforsorgens handleplaner fortaget i 2014.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 27 -

Skema 1. Beskrivelser af fokus og mål for mentorforløb i handleplaner

Nr.

Mål og forklaringer

Da klienten (KL) har svært ved samtaler i misbrugscenteret og er mere praktisk

i sin indfaldsvinkel til tingene, kan det være en løsning at få tilknyttet en

mentor til at hjælpe med

struktur

i hverdagen. Det er i perioder, hvor KLs

struktur ryger sig en tur, at KL ryger hash. Mentor fokuserer på:



etablering af

struktur.



hjælp til aftaler og økonomi.

Mentorforløb skal bruges til først at fokusere på a-c, dernæst d:



KL skal i egen bolig hurtigst muligt.



påbegyndelse i Voksen Uddannelses Centret og fastholdelse af samme

–

muligvis bruges som trinbræt til nyt netværk.



nyt netværk.



der skal arbejders med KLs kriminelle tankegang.

Brug for støtte til at

strukturere

tilværelsen og støtte til at ændre sin adfærd.

Mentors opgave er at:



fastholde KL i uddannelsesforløb.



fastholde KL i stoffrihed.



fungere som voksenmodel.

KL bevilget mentor som kan hjælpe med at

strukturere

hverdagen og dermed

mindske risiko for ny kriminalitet.

Mentors opgaver er:



overblik over økonomi.



betale husleje.



deltage i møder på kommunen.



hjælpe med at søge arbejde.

KL bevilges en mentor som støtte og vejledning og hjælp til:



struktur

i hverdagen.



fastholdelse i uddannelse.



kontakt til myndigheder.



samtaler om stoffer og alkohol.



tillid og familierelationer.



udredning.



samtaler om udfordringer.

KL bevilges mentor som skal hjælpe med at:



møde til og holde kontakt med relevante myndigheder.



møde til psykiatrisk udredning/behandling.



støtte til at finde vrede håndteringsstrategier.



opsøge og fastholde pro-sociale netværk.



følge op på aftaler.

Der er bevilget mentor, hvis opgaver er at:



deltage i møder.



hjælpe med praktisk forhold, ikke mindst, søgning af bolig.



samtaler om KLs frustrationer og aktuelle situation.

Mentor bevilget med formål:



støtte KL i ønske om fast

struktur.



få overblik over økonomi.



finde pro-sociale aktiviteter.



finde beskæftigelse.



hjælpe med fremmøde til behandlingssamtaler.



hjælpe KL til at klare sig selv så denne fremover kan fungere med

bostøtte.

Mål og forklaringer

Der er iværksat mentorstøtte. Mentor skal støtte KL i at:



fastholde uddannelse.



hjælpe med

struktur.



hjælpe med lektier samt fastholdelse i misbrugsbehandling.

Mentors navn står opstillet under samarbejdspartnere, men der er ingen

mål specificeret eller beskrivelse af mentors rolle.

Mentor støtter i diverse praktiske gøremål. Der er sat mentor på som

støtte.

Formålet er, at mentor skal give råd og vejledning ift. uafklarede forhold,

det være sig økonomi, boligsøgning, uddannelse, beskæftigelse og

familie. Det kan også dreje sig om at overholde aftaler.

Mentor sat på for at støtte og motivere KL til

at skabe forandring og en

kriminalitetsfri

tilværelse. Mentors opgavers spænder fra praktisk hjælp

til en motiverende indsats. Det drejer sig om hjælp til:



bolig.



læge.



e-boks, økonomi.



at fastholde ønske om stoffrihed.



lægge en uddannelsesplan.



evt. søge psykologhjælp.

Mentoropgaven er at hjælpe KL med

struktur

i hverdagen; bolig;

uddannelsesvalg og fungere som voksenkontakt.

Får mentor på efter lang afsoning som støtte til at finde et nyt leje samt

snakke ud om starts-vanskeligheder, der kan være vanskeligt i forhold til

at møde nye mennesker, der ikke kender KL kriminalitetshistorie.

Mentor vil hjælpe KL i at finde en bolig og støtte KL i at komme i gang

med Voksenuddannelsescenteret (VUC).

Aktiviteter og mål.

Som det fremgår af skema 1 er det muligt at identificere flere udfordringer i forbindelse

med etableringen af mål og arbejdsopgaver for mentorforløbene.

For det første,

bliver aktiviteter

so f.eks. ”at

deltage i

øder”

”at ko takte y digheder”

blandet sammen med forklaringer på, hvad aktiviteterne skal

føre til f.eks.:

”at klie te

påbegynder, fastholder og/eller gennemfører en

udda else”

(kortsigtede mål), eller

”at i dske risiko for for yet kri i alitet”

(langsigtet mål).

For det andet,

og som en konsekvens, er det

karakteristisk, at man ved etableringen af et mentorforløb, opstiller en række meget kortsigtede mål, der

svarer til det, som man i nogle kommuner kalder delmål dvs. kortsigtede arbejdsopgaver, der ikke forholder sig

til mere langsigtede mål om f.eks. beskæftigelse. Dokumentationen af mentorforløbene og i nogle udstrækning

også udmøntningen af dem, fik derved et stærkt aktivitetsfokuseret præg. I forhold til dokumentation, kunne

dette f.eks. betyde, at selvom ansatte ofte henviste til, at de igangsatte mentorforløb for at hjælpe klienter

igennem et samfundstjenesteforløb, så var dette ikke dokumenteret som et mål for mentorindsatsen.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 28 -

Årsagssammenhænge og antagelser om forbedringer.

For det tredje,

er årsagssammenhængen mellem

aktiviteter og mål ikke altid klar, hvorfor formålet med igangsættelsen af mentorforløb ligeledes kommer til at

fremstå som uklart. For eksempel blev der i interviewsamtaler omkring mentorforløb ofte henvist til

vigtigheden af at få orden i økonomien, eller have

struktur

i hverdagen (se skema 1 klienterne: 1, 3, 4, 5, 8, 9 og

14). Det var imidlertid ikke klart,

hvad

orden i økonomien henviste til, eller hvad strukturen mere præcist

handlede om (hvor den begyndte, og hvor den sluttede) og, vigtigst,

hvorfor

den blev ved med at skride.

Tværtimod, og som beskrevet nedenfor, fremstod arbejdsopgaver for mentorforløb, der knyttede an til mål om

at skabe struktur, som en slags symptombehandling, der pegede på vigtigheden af andre, muligvis, mere

gennemgribende og/eller årsagsrettede varige indsatser.

Implikationer af uklarheder ved målsætninger for mentorforløb.

De ovenfor beskrevne uklarheder, mener

Evaluator, til tider, havde konsekvenser for det arbejde, der blev udført. For eksempel blev en mentor sat til at

støtte en klient i at etablere struktur i hverdagen. Klienten var diagnosticeret med ADHD, og årsagen til

klientens tilbagevenden til at ryge hash blev i handleplanen beskrevet som mangel på struktur (se klient 1

skema 1). Gennem interviewene med mentor blev det imidlertid klart, at klienten ikke tog sin medicin

–

hvilket

kunne være en blandt andre årssager til, at

”strukturen”

skred og klienten røg hash. Gennem interviewene blev

det ligeledes klart, at mentor, i stor udstrækning, fungerede som en slags lynafleder, der talte klienten ned, når

der opstod kriser, hvilket fremstod som en gentagen tematik i klientens hverdag. En indsats i forhold til

konstant at undgå kriser dominerede derfor også mentorforløbet. I sådanne forløb, tænker Evaluator, der

kunne arbejdes mere målrettet med regulering af medicin (klienten havde tidligere et misbrug og røg på

evalueringstidspunktet fast hash for at kunne sove); og der kunne arbejdes på bevidstgørelse af udfordringer

med håndtering af ADHD problematikker herunder impulsivitet og vrede

(klientens kriminalitet var forbundet

med stoffer og vold). Sådanne forhold blev imidlertid ikke italesat som centrale af mentor, sagsbehandler og

klient, når forløbet, dets rammer og dets mål blev diskuteret. Ydermere, i interviewene med både

sagsbehandler og mentor fremstod en usikkerhed både omkring forløbets formål og fokus, og hvad der mere

præcist var kommet ud af det. Ikke desto mindre, fremgik det af samtalerne med mentor, klient og

sagsbehandler, at klienten (selvfølgelig) var glad for den hjælp, som mentor ydede. Det fremgik også fra

sagsbehandler og mentor, at de begge betragtede forløbet som vellykket, fordi relationen mellem klient og

mentor ansås som velfungerende. Uklarhederne, der omgav forløbet i forhold til dets fokus og mål, og det

arbejde mentor lavede er indfanget i citatet nedenfor, hvor mentor reflekterer over samme.

Jamen

øh, jeg er faktisk ikke bekendt med, om der er sat nogle direkte mål med klienten (red.). - Det tænker, jeg

ikke der er. Ikke andet end, at han skal have en god rollemodel.

…

jeg synes, det er ærgerligt, når der er sådan en som (red.) klienten

…

så kører man, ja, jeg ved ikke, hvor lang

tid klienten (red.) kan blive ved med det her frivillige tilsyn, det har jeg faktisk ikke spurgt om. På et eller andet

tidspunkt slipper jeg ham, og så bliver det kaos igen .

–

interview med mentor.

Om struktur.

I et andet forløb

blev mentor ligeledes sat til at hjælpe med at strukturere hverdagen. I dette

tilfælde viste det sig imidlertid, at klienten havde et påbegyndende (gentaget) misbrug, og at en udredning for

ADHD muligvis var på tale. Med undtagelse af en klient, der havde en anden diagnose, noterede Evaluator, at

det fremgik i handleplanerne for

samtlige

forløb, hvor der var en målsætning om at hjælpe klienten med at

strukturere

hverdagen, at klienterne enten havde diagnosen ADHD (størstedelen) eller at de stod for en

udredning. Som forklaret ovenfor, var der her ofte tale om forløb, hvor behovet for struktur syntes at dække

over andre dybereliggende faktorer, der negativt dominerede klientens hverdag, og der fremstod behov for at

håndtere med henblik på at forebygge risiko for gentaget kriminalitet. Det er således evaluators indtryk, at

der,

til tider,

i forbindelse med etablering af mål for mentorforløb og samarbejdet omkring samme, ikke blev

arbejdet målrettet med at reducere risiko for fornyet kriminalitet

Man kunne f.eks. forstille sig at, der blev arbejdet pro-aktivt med vredeshåndteringsstrategier.

Sammenhængen mellem den viden, der tilvejebringes gennem LS/RNR vurderingen og etableringen af mål for mentorordningen

diskuteres i kapitel 4 Afsnit 4.4.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 29 -

3.2.

MÅL- OG AKTIVITETSUDFOLDELSE

… a ka godt sidde og eslutte, at der skal ar ejdes

en helt anden.

–

interview med mentor.

ed det og det og det,

e virkeligheden

bliver jo ofte

Om udfoldelse af mål og aktiviteter for mentorforløb.

Som citatet ovenfor med mentor indikerer, så udfolder

graden af kompleksitet, der omgiver klienters situation sig ofte i takt med, at personkendskabet til den enkelte

klient forøges. Dette er et karakteristisk træk ved mentorforløb, det er vigtigt at være opmærksom på både i

forhold til at være fleksible med tildelingen af honorarer, den allokerede tidsramme for det enkelte forløb, og i

forhold til at justere forventningerne til, hvad det er realistisk at nå i løbet af en tilsynsperiode.

Målforandring, justering og sideløbende udfordringer.

I forbindelse med nærværende evaluering blev der

spurgt ind til om målene ændrede sig undervejs, og hvordan, og hvad mentor og klient arbejdede med. Ved at

sammenligne planlagte mål og arbejdsopgaver i handleplaner med, hvad der var blevet arbejdet med i de

enkelte forløb frem til evalueringstidspunktet

, fremgik det, at der, i nogle tilfælde, blev introduceret nye

mål

, men at størstedelen af målene forblev uændrede. Det viste sig også, at udvalgte mentorer

ofte brugte

tid og resurser på at støtte klienten i forhold til udfordringer, der ikke, i sig selv relaterede sig til

risikoforebyggelse eller målene etableret for mentorforløbet. Det drejede sig typisk om udfordringer, der tog

klientens opmærksomhed væk fra de arbejdsopgaver og mål, der var sat for mentorforløbet, og som derfor

afkrævede mentors opmærksomhed, hvilket citatet nedenfor beskriver.

Det

er jo sådan, at hvis (red.) klienten ikke har et sted at bo og en god hverdag med sin kæreste, så kan vi ikke

nå det der med, at klienten skal fastholdes i sin uddannelse, og have nogenlunde styr på sin økonomi og have ro i

hovedet til overhovedet at være

i det …

- selvfølgelig har vi de formelle mål, men for at nå dem, er der nogle

andre ting, der skal bringes på plads. Det ligger brandslukningen i. Når det (red. de andre ting, der skal bringes

på plads) bliver holdt nede, så kan man (red. fokusere på) de andre ting.

–

interview med mentor.

Her henviste udvalgte mentorer til, at de oplevede, deres engagement i klientens liv og i de udfordringer, der

ikke var direkte relaterede til forløbenes mål og arbejdsopgaver, var befordrende både for relationen og

målopnåelse. Nødvendigheden af at give sådanne udfordringer opmærksomhed er også noteret i forskningen,

hvor arbejdet med sådanne udfordringer betegnes som humanitært

. Endelig var der forhold, som klienterne

ikke altid bragte frem i KiF, f.eks. nødvendigheden af at tilbagebetale narko- og anden gæld, men som ikke,

desto mindre, fyldte og blev diskuteret med mentor. Sådanne gældsbyrder, der i sagens natur er uformelle,

repræsenterede et domæne, i forhold til hvilket, mentorerne ikke kunne iværksætte konkrete initiativer eller

fungere som bisiddere, men hvor de, primært, støttede klienterne imod en afslutning og afklaring omkring

samme. Der var således ofte, men ikke altid, en række sideløbende arbejdsopgaver, der ikke nødvendigvis blev

registrerede i handleplanen, men som der i mentorforløbene blev brugt tid på.

Opsummering.

Netop fordi der kan være tale om at både nye mål og aktiviteter af formel og uformel karakter

lægges til et mentorforløb undervejs, er det vigtigt at forholde sig til, hvad der realistisk kan opnås i løbet af en

tilsynsperiode. Det er ligeledes centralt, at sagsbehandlere, mentorer og klienter løbende evaluerer de mål, der

ved igangsættelse af mentorforløb etableres, således at der arbejdes frem mod en afslutning af

tilsynsperioden, hvor der er fulgt op på og prioriteret en indsats i forhold til de ønsker og de mål man med

mentorforløbet rejste en forventning om at nå

. Her er det centralt, at klienten er enig i eventuelle

omprioriteringer i forhold til tilsynsforløbet, at klienten stilles i centrum af sit eget forløb, og i den udstrækning

det er muligt, tildeles førersædet og ansvar.

Henvis til interviewguidene, hvoraf det fremgår, hvordan der systematisk er spurgt ind til aktiviteter og eksempler på same.

Dette kunne f.eks. være foranlediget af, at det blev klart, at en udredning var nødvendig; at klienten pludselig blev boligløs; at

klienten genoptog et forbrug af stoffer; eller det viste sig, at klienten var banderelateret, hvorfor man kunne forestille sig, at indsatsen

ville blive justeret til at omfatte boligsøgning, misbrugsbehandling eller gældsafvikling og netværksskift.

Det drejede sig om mentorer, hvor både klient og mentor selv rapporteredes at have en særlig tæt relation, hvilket ofte var

sammenkædet med et ønske om at bevare en kontakt efter forløbets ophør.

Henvis til Bonta og Andrews 2016, der netop anerkender at sådanne ikke-kriminogene behov ofte påkræver opmærksomhed og

yderligere indsats.

Her skal det noteres at 34% af mentorforløbene sluttede, fordi tilsynsperioden ophørte, og ikke nødvendigvis fordi målene blev

opnået (kriminalforsorgens forløbsregistreringer 2016).

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 30 -

3.3.

MÅLOPNÅELSE

Introduktion.

Dette afsnit omhandler emnet målopnåelse. Det vurderer primært på målopnåelse i forhold til

de forløb, der i evalueringen er særligt fokus på

, og det præsenterer udvalgte relevante data fra

kriminalforsorgens forløbsregistreringer fra perioden 2015 til 2016. Formålet hermed er, dels at vurdere om

der er en sammenhæng mellem de mål, der blev sat for mentorforløb, og den indsats, der faktisk blev ydet, og

dels at vurdere om de korttidsmål, der blev sat, var opnåelige. Afrapporteringen beror på en triangulering af de

informationer, der blev tilvejebragt omkring de enkelte forløb gennem interview med sagsbehandlere,

mentorer og klienter samt en gennemgang af de opstillede mål for mentorforløbene i handleplanerne.

Indledningsvis henvises der til afsnit 3.1. ovenfor, som beskriver en uklarhed, der til tider karakteriserede

etableringen af mål og arbejdsopgaver for mentorforløb, hvilket i nogen udstrækning vanskeliggør en vurdering

af effektivitet.

Her a ve des derfor fælles eteg else ” ål” for de ål og aktiviteter, der er opstillet i

handleplanerne, og der fokuseres primært på disse kortidsmål.

Rammesættende mål: fra plan til handling.

Der var en klar sammenhæng mellem mål og aktiviteter for

mentorforløb, hvis man ser bort fra de ovenfornævnte udfordringer som mentor og klient også brugte tid på,

og som ikke var direkte relaterede til mentorforløbenes mål og arbejdsopgaver. De mål, der blev sat for

forløbene var, med andre ord, rammesættende for de aktiviteter som mentor og klient efterfølgende

igangsatte, og de definerede forløbenes fokus. Den nære sammenhæng mellem mål og aktivitet peger på

vigtigheden af der etableres gennemtænkte, klare, meningsfulde og realistiske mål for mentorforløb, hvor der

sættes skarpt på risikonedsættende indsatser, og hvor forholdet mellem problemsymptom og årsag er afklaret

i den udstrækning, det er muligt.

Målopnåelse.

Ved gennemgang af de i handleplanerne etablerede mål fremgår det, at det indenfor

tilsynsperioden faktisk var muligt at opnå en række af de opstillede mål. Målopnåelsen drejede sig typisk om at

klienten: fik en bolig; blev fastholdt i et uddannelsesforløb; fik etableret et nyt netværk; blev fastholdt i

stoffrihed; fik lavet en uddannelsesplan; fandt beskæftigelse; eller fik overblik over, eller orden i sin økonomi.

Her henviser sidstnævnte til forhold som budgetplanlægning til afholdelse af faste udgifter og gældssanering.

Det forhold, at det er muligt at opnå mål for mentorforløb, betyder imidlertid ikke, at klienterne, efter

tilsynsperiodens ophør, kan fastholde, hvad de har opnået gennem mentorforløbet, men det betyder, at

Kriminalforsorgen kan støtte udvalgte klienter i at sætte sig nogle mål for tilsynsperioden, som det, i nogle

tilfælde, er realistisk at opnå og dokumentere.

Om Skema 2.

Skema 2 nedenfor opstiller de mål, der blev etableret for de enkelte forløb i handleplanerne.

Evaluator har indsat symboler i skemaet, der beskriver status på målene ved feltarbejdets afslutningstidspunkt

i de enkelte KiF afdelinger. Der opereres med følgende tre symboler: () en oprejst tommelfinger, som

indikerer, at målet er opfyldt; () et ur, som indikerer, at der stadig bruges tid på at få målet på plads; og

endelig (?) et spørgsmålstegn, der indikerer at målet er uklart og status, derfor typisk også er uklart, eller at det

på baggrund af interviewene er uklart for Evaluator, hvad status er. I forhold til udvalgte klienter (2, 13)

kombineres symboler. Dette er tilfældet, fordi de opstillede mål var at arbejde med den kriminelle tankegang

og fungere som voksenkontakt, hvilket henviser til mål der i princippet ikke afsluttes før mentorrelationen

ophører. Hvor dette er tilfældet, er der indsat både et ur (i gang) og en tommelfinger, hvis indsatsen er

godt

gang. Her defineres en indsats, der er godt i gang, som et forløb i forhold til hvilke, det af beretningerne om

forløbet fra

samtlige

informanter tydeligt fremgik, at mentor og klient talte kriminalitet; diskuterede og

arbejdede frem mod etablering af en hverdag uden kriminalitet; og at mentor havde etableret en relation til

klienten, hvor mentor fungerede som en central og nærværende voksenkontakt i klientens hverdag.

Henvis til kapitel 2 om metode.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 31 -

Skema 2. En oversigt over mål for gennemgående mentorforløb og fremgang i forhold til samme.

Nye mål/

indsatsomr

åder

Mål for Mentorforløb Indskrevet i Handleplaner

Da klienten (KL) har svært ved samtaler i misbrugscenteret og er mere praktisk i sin indfaldsvinkel

til tingene, kan være en løsning at få tilknyttet en mentor til at hjælpe med struktur i hverdagen.

Det er i perioder, hvor KLs struktur ryger sig en tur, at KL ryger hash. Mentor fokuserer på:



Etablering af struktur.

Status:?



Hjælp til aftaler og økonomi.

Status:



Mentorforløb skal bruges til først at fokusere på de tre første punkter, dernæst det fjerde:



KL skal i egen bolig hurtigst muligt.

Status:





påbegyndelse af VUC og fastholdelse af samme

–

muligvis bruges som trinbræt til nyt netværk.



Status:





Nyt netværk.

Status:





der skal arbejders med KL kriminelle tankegang.

Status:

 

Brug for støtte til at

strukturere

tilværelsen og ændre sin adfærd. Mentors opgave er at:

Fastholde KL i uddannelsesforløb.

Status:





Fastholde KL i stoffrihed.

Status:





Fungere som voksenmodel.

Status:



KL bevilget mentor som kan hjælpe med at

strukturere

hverdagen og dermed mindske risiko

for ny kriminalitet. Mentors opgaver er:



Overblik over økonomi.

Status:





Betale husleje.

Status:





Deltage i møder på kommunen.

Status:





Hjælpe med at søge arbejde.

Status:



KL bevilges en mentor, som støtte og vejledning og hjælp til:



Struktur i hverdagen.

Status:?



Fastholdelse i uddannelse.

Status:

 



Kontakt til myndigheder.

Status:





Samtaler om stoffer og alkohol.

Status:





Tillid og familierelationer.

Status:





Udredning.

Status:





Samtaler om udfordringer.

Status:



KL bevilges mentor, som skal hjælpe med at:



Møde til og holde kontakt med relevante myndigheder.

Status:?



Møde til psykiatrisk udredning/behandling.

Status:?



Støtte til at finde vredehåndteringsstrategier.

Status:





Opsøge og fastholde pro-sociale netværk.

Status:?



Følge op på aftaler.

Status:?

Der er bevilget mentor, hvis opgaver er at:



Deltage i møder.

Status:





Hjælpe med praktisk forhold.

Status:





Hjælpe med bolig.

Status:





Samtaler om KL frustrationer og aktuelle situation.

Status:



Mentor bevilget med formål:



Støtte KL i ønske om fast

struktur.

Status:?



Få overblik over økonomi.

Status:





Finde prosociale aktiviteter.

Status:





Finde beskæftigelse.

Status:





Hjælpe med fremmøde til behandlingssamtaler.

Status:





Hjælpe KL til at klare sig selv så denne fremover kan fungere med bostøtte. Status:



Forløbs-

periode

4 måneder

6 måneder

10 måneder

Misbrug,

udredning

2 måneder

Muligvis

bande-

relateret

3-4 måneder

6måneder

og afbrudt

7 måneder

(2 forløb på

3 og 4

måneder)

1 år

(behandlings

-dømt)

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 32 -

Mål for Mentorforløb Indskrevet i Handleplaner

Der er iværksat mentorstøtte. Mentor skal støtte Kl i at:



Fastholde uddannelse.

Status:





Hjælpe med

struktur.

Status:?



Hjælpe med lektier.

Status: Aktivitet endnu ikke fundet sted.



Fastholdelse i misbrugsbehandling.

Status: Mentor anskuede ikke dette som

sin opgave.

Mentors navn står opstillet under samarbejdspartnere, men der er ingen mål

specificeret eller beskrivelse af mentors rolle.

Nye Mål /

Indsatsområder

Forløbsperiode

5 måneder



Status: Uklar pga. manglende mål. Klienten fungerede med mentor i frihed men

var fuldstændig afhængig af mentor.

6 år

(udstationeret i egen

bolig)

1,5 måneder

(udstationeret i egen

bolig)

Mentor støtter i diverse praktiske gøremål. Der er sat mentor på som støtte.



Status: Mentorrelation ny og mål uklare

Mentor sat på for at støtte og motivere KL til at skabe forandring og en

kriminalitetsfri tilværelse. Mentors opgavers spænder fra praktisk hjælp til en

motiverende indsats. Det drejer sig om hjælp til:



Psykologhjælp.

Status:?

Formålet er, at mentor skal give råd og vejledning ift. uafklarede forhold, det være:



Økonomi.

Status:





Boligsøgning.

Status:





Uddannelse.

Status:





Beskæftigelse.

Status:?



Familie.

Status:?



Overholde aftaler.

Status:



Mentoropgaven er at hjælpe Kl med:



Struktur

i hverdagen.

Status:?



Bolig.

Status:



klienten fandt den selv.



Uddannelsesvalg.

Status:





Fungere som voksenkontakt.

Status:



1,5 måned

Forventes

boligløs snarest

2 måneder



6 måneder

Får mentor på efter lang afsoning som støtte til:



At finde et nyt leje.

Status:





Snakke ud om startvanskeligheder, der kan være vanskelig i forhold til at møde

nye mennesker, der ikke kender KL kriminalitets historien.

Status:

Mentor vil hjælpe klienten i at:



Finde en bolig.

Status:





Støtte klienten

i at komme i gang hos Voksenuddannelsescenteret

Status:



7 måneder

(prøvetid i egen bolig)

3 måneder

Mål og forløbslængde.

Som det fremgår af skema 2, havde 9 ud af 16 forløb været i gang i 5 måneder eller

mere på interviewtidspunktet. Det kan også observeres, at mentorforløb på

under

5 måneder, har flere ur

symboler end forløb på

over

5 måneder. Af kriminalforsorgens forløbsregistreringerne fra 2016, fremgår det

imidlertid, at der

ikke

er en statistisk signifikant sammenhæng mellem mentorforløbenes længde og

målopnåelse. Som Tabel 4 nedenfor

illustrerer, blev 33% af forløbene på over 13 måneder, og 30% af

forløbene på 0-3 måneder afsluttet, fordi formålene var opfyldt. Til gengæld viser tabellen, at det var de helt

korte mentorforløb på 0-3 måneder, der oftest blev afbrudt før tid (52%).

Henvis til kriminalforsorgens forløbsregistreringer fra 2016.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

Tabel 4. Forløbslængder og status på afslutningstidspunktet.

100%

80%

60%

40%

20%

Formål opfyldt

- 33 -

13 måneder eller derover

7-13 måneder

4-6 måneder

0-3 måneder

Tilsynsperioden ophørt

Forløbet afbrudt før tid

Målopnåelse ved forløbsafslutning.

Ud fra forløbsregistreringer fra året 2016 (henvis til Tabel 5 nedenfor),

fremgår det, at 65% af mentorforløbene blev afsluttet enten, fordi tilsynsforløbet ophørte; mentor eller klient

afsluttede forløbet; klienten overtrådte tilsynet eller på grund af manglende fremdrift. Kun en begrænset andel

af forløbene blev afsluttet med målopnåelse nemlig 19%. Det er her væsentligt at fastholde, at

mentorordningen er målrettet et særlig belastet klientel og forventningerne til, hvad der kan opnås bør

reflektere målgruppen. Ikke desto mindre indikerer den relativt beskedne andel af klienter, der opnåede de

mål, som blev sat for mentorforløbene, at Kriminalforsorgen enten: igangsætter for mange eller/og for

ambitiøse mål; klienterne ikke er tilstrækkelig motiverede i forhold til mentorforløbene, eller at der muligvis er

brug for at differentiere eller justere målgruppen og forventningerne og indsatsen i forhold til samme. I forhold

til at forstå betingelserne for målopnåelse og justere mentorindsatsen, kommer forskningen i nogen

udstrækning til kort. For det første er studier af mentorforløb baseret på forskellige programinterventioner. For

det andet, opsummerer de typisk, om der kan påvises en effekt i forhold til recidiv, men de beskæftiger sig i

mindre grad med opnåelse af kortidsmål. Endelig, er studiernes beskrivelser af mentorprogrammerne, deres

indhold og sammensætning ofte mangelfulde, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne resultater, indsatser

og forventninger til samme

Tabel 5. Forklaringer på forløbenes afslutninger, forløbsregistreringer 2016.

Svarmuligheder

Formålet med mentorforløbet er opfyldt

Tilsynsperioden ophører

Den unge afslutter forløbet før tid

Mentor afslutter forløbet før tid

Mentorforløbet afsluttes grundet manglende fremdrift

Mentorforløbet afsluttet grundet overtrædelse af tilsynet

Andet

Total

Manglende besvarelser

Total

Antal

146

131

277

Valide Procent

100

Om målopnåelse og beskæftigelse.

Af forløbsregistreringerne fra perioden 2015 til 2016 (Tabel 6 nedenfor)

fremgår det, at der var en sammenhæng mellem beskæftigelse (arbejde, uddannelse eller aktivering) og

målopnåelse, idet 13 % af de klienter, der

ikke

var i beskæftigelse opnåede målene for mentorforløbene, mens

42 % af klienterne under uddannelse eller i arbejde opnåede målene, og 29 % af klienterne i aktivering. Det kan

ligeledes observeres, at 64 % af de forløb, der blev afbrudt før tid, blev afbrudt af klienter, der ikke var i

beskæftigelse overfor henholdsvis 25 % og 33 % af klienterne, der var i beskæftigelse (uddannelse, arbejde)

eller aktivering. Det er således tilfældet at, hvis klienten var i en form for beskæftigelse, så var der

mindre

sandsynlighed

for, at mentorforløbet blev afbrudt før tid og

større sandsynlighed

for at opnå de mål, der blev

sat for forløbet, end det var tilfældet, hvis klienten

ikke

var i beskæftigelse.

Her henvises til Tolan et al 2013 og DuBois et al 2011.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 34 -

Tabel 6. Om sammenhængen mellem beskæftigelse, aktivering og målopnåelse, og forløbsafslutning eller afbrydelse.

Formål opfyldt

Tilsynsperioden ophører

Forløbet afbrudt før tid

Om målopnåelse og misbrug.

I forhold til klienter i misbrug,

viser forløbsregistreringerne fra 2016 (Tabel 7

nedenfor), at andelen af klienter

med

misbrug udgjorde 18 % af de forløb, der blev afsluttet med målopnåelse,

mens andelen af klienter

uden

misbrug udgjorde 81 %. I forhold til mentorforløb, der blev afbrudt før tid, eller

fordi tilsynsperioden ophørte, var der ikke mærkbar forskel på klienter henholdsvis med et misbrug og uden.

Det observerede forhold mellem misbrug og målopnåelse blev i nogen udstrækning bekræftet i det kvalitativt

tilvejebragte materiale, hvor flere mentorer gav udtryk for de oplevede det som meget udfordrende at arbejde

fremadrettet med klienter i misbrug. Enkelte mentorer indikerede desuden, at de, af samme årsag, fravalgte

arbejde med netop disse klienter. Data præsenteret her omkring misbrug, beskæftigelse og mentorforløb

indikerer, at de mål, der sættes for klienter i misbrug og uden beskæftigelse, muligvis er for ambitiøse eller for

mange, og at disse klienter muligvis har brug for en anden type eller en justeret indsats.

Ser man på registreringer af klienternes misbrug på tidspunktet for mentorforløbenes igangsættelse og

afslutning, fremgår det, som angivet i Tabel 8 nedenfor, at mens 40 % af klienterne rapporteredes at have et

misbrug ved mentorforløbenes igangsættelse, rapporteredes 25 % et misbrug ved forløbenes afslutning, hvor

18 % af klienterne også rapporterede et reduceret misbrug. Her er det væsentligt at være opmærksom på, at

mens det er

muligt,

at de forandringer, der kan observeres mellem henholdsvis mentorforløbenes start- og

sluttidspunkter, måske

kunne

være relaterede til mentorindsatsen, så kan en sådan sammenhængen ikke

påvises, netop fordi man ikke kan evaluere mentorindsatsen med et eksperimentalt design.

Tabel 7. Om sammenhængen mellem misbrug, målopnåelse og afslutning på eller afbrydelse af forløb i perioden 2015-2016

Har et misbrug

100

Formål opfyldt

Tilsynsperioden ophørt

Forløbet afbrudt før tid

Har ikke et misbrug

Tabel 8. Rapporteret misbrug ved igangsættelse og afslutning af mentorforløb i perioden 2015-2016.

Ved start

Ved slut

Reduceret misbrug

Nej, intet misbrug

Nej, ophørt misbrug

Ved ikke

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 35 -

Justering af forventninger til mentorforløbene.

For at præge fremtidige justeringer af mentorordningen, og

skærpe forståelsen af, hvad det er realistisk at opnå med ordningen, givet målgruppes karakteristika, og

tilsynsperiodens ofte relativ korte varighed, bør Kriminalforsorgen overveje, mere systematisk at monitorere

sin mentorordning. Man kunne f.eks. monitorere sammenhængen mellem risici, klienternes personlige forhold,

og måltyper og -opnåelse. Her kunne Kriminalforsorgen overveje at justerer sine korttidsmål for

mentorforløbene og i stigende grad tænke i at differentiere mentorindsatsen i forhold til klienternes behov og

formåen, således at planen for indsatsen bliver mere realistisk. I denne sammenhæng kunne udvalgte mål for

mentorforløb tænkes at være rettet mod dækning af basale behov, mens andre mål kunne tænkes mere

ambitiøst

. Evaluator tænker den første type mål, som mål rettet mod specifikke behov- og risikofaktorer

såsom: at klienterne har en bolig; at de er i kontakt med en læge og forbundet med relevante

behandlingsinstitutioner

; samt at der er lavet en realistisk plan for deres økonomi, således at klienterne kan

varetage udgifter til kost, logi, medicin og gæld. Den anden og mere ambitiøse type mål kunne sigte på at

arbejde med holdnings- og livsstilsændringer, uddannelses- og arbejdsplanlægning eventuelt kombineret med

den første type mål om at dække specifikke behov.

Om ændringer i klientforhold gennem tilsynsforløbet: bolig og beskæftigelse.

Klienternes bolig- og

beskæftigelsessituation blev ved igangsættelse og afslutning af mentorforløbene ligeledes registreret af

sagsbehandlerne gennem perioden 2015-2016 (Tabellerne 9 og 10 nedenfor). I forhold til klienternes status på

mentorforløbenes start- og sluttidspunkter kan ganske få ændringer observeres. For at eksemplificere så havde

52 % af klienterne egen bolig ved mentorforløbenes start, mens 59 % havde egen bolig ved forløbenes

afslutning, hvor der også kunne observeres et mindre fald i andelen af klienter, der var hjemmeboende. I

forhold til beskæftigelse faldt antallet af klienter, der

ikke

var i beskæftigelse med 8 %: fra 46 % til 35 %. Her

skal det noteres, at sagsbehandlerne i forhold til beskæftigelse i 18 % af registreringerne foretaget ved

forløbenes afslutning rapporterede status som ubekendt mod 11 % ved start. De relativt få ændringer i forhold

til klienternes beskæftigelsessituation er tankevækkende givet, at 46 % af klientellet ikke var i beskæftigelse

ved mentorforløbenes starts, og at denne evaluering påviser en sammenhæng mellem målopnåelse og

beskæftigelse.

Tabel 9. Klienternes boligsituation ved mentorforløbenes begyndelse og afslutning.

14 13

16 12

Start

Slut

Tabel 10. Klienternes beskæftigelse ved mentorforløbenes begyndelse og afslutning.

Det understreges, at en sådan differentiering ikke udelukker motiverende samtaleforløb for de særlig belastede klienter blot at

planen for mentorforløbet bliver mindre ambitiøs og mere realistisk.

Her he

vises til LS/RNR for e sektio er e . ”Perso lige Pro le er

ed Kri i oge t Pote tiale” og A dre Klie trelaterede

Problemer.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 36 -

Beskæftigelse ved start

Beskæftigelse ved slut

3.4.

ANDRE RESULTATER

Relationen

–

en sidegevinst.

Der var stor forskel på, hvordan klienter i mentorforløb oplevede forløbene, og

hvad de fik ud af dem. Dette syntes at være gældende både i forhold til de klienter, der deltog i evalueringen,

og i forhold til klienter i mentorforløb som Evaluator ikke havde mulighed for at tale med, men som

sagsbehandlerne og mentorerne berettede om. Her eksemplificerer oplevelserne blandt de klienter som

Evaluator interviewede glimrende de generelle tendenser i det samlede materiale. Således var der nogen, som i

særlig grad italesatte en oplevelse af, at havde gennemgået store forandringer i forbindelse med deres

mentorforløb. De gav udtryk for, at de var meget indstillede på at lægge fortiden bag sig og se fremad, og deres

handlinger pegede på, at de var godt i gang med at lægge afstand til den tilværelse, de førhen havde haft. Både

de og deres mentorer berettede f.eks. om, hvordan kontakten til den kriminelle omgangskreds langsomt var

udfaset, en uddannelse påbegyndt og/eller et misbrug stoppet. Fælles for disse klienter var, at de betragtede

relationen til mentor som en gevinst i sig selv og et resultat af mentorforløbet, der var vigtigere end

målopnåelsen. De sammenlignede forholdet til mentor med en venskabelig relation, betegnede forholdet og

interessen fra mentor som ægte, og de gav udtryk for en dyb taknemmelighed over at opleve, at der var et

menneske, som var der for dem, som de havde tillid til, og som troede på dem. Blandt disse klienter, gav

hovedparten udtryk for, at de gerne ville fastholde kontakten til mentor, når tilsynet var slut, hvilket

mentorerne,

uafhængigt,

indikerede også var en overvejelse hos dem. Der var, med andre ord, tale om

gensidighed. Blandt de resterende klienter udtalte enkelte sig tvivlende omkring nytten af relationen. I denne

forbindelse noterede Evaluator en uklarhed omkring, hvad klienterne mere præcist ønskede at bruge

mentorforløbene til, og at deres mentorer oplevede uklarhed omkring forløbene, særlig i forbindelse med

deres igangsættelse. Disse klienters relation til deres mentorer var forholdsvis ny, og deres situation, herunder

deres kriminelle status og motivation for forandring (den ene havde netop fået en ny dom), fremstod ligeledes

uklar. Endelig var der klienter, som udtrykte respekt for mentor, og det arbejde denne udførte, men som ikke

gav udtryk for at have knyttet sig i særlig grad til mentor. Deres forhold til mentor blev beskrevet i funktionelle

vendinger, og mentor blev fremstillet som en person, der ganske enkelt hjalp dem med forskellige praktiske

forhold. Her noterede Evaluator, at det i særlig grad var de yngre klienter, hvor tilknytningen til mentor syntes

stærk. At relationen kan opleves som det vigtigste resultat af et mentorforløb, og at udvalgte klienter i særlig

grad knyttede sig til deres mentor, peger på vigtigheden af at forberede klienternes på relationens afslutning

og professionalisere samme.

3.5.

SUCCESKRITERIER OG OMSTÆNDIGHEDER FOR VELLYKKEDE FORLØB

Introduktion.

Dette afsnit handler om evalueringens fokusområder 3 og 4. Det diskuterer, hvad det er for nogle

forhold, der var til stede, når ansatte og mentorer betragtede et mentorforløb som vellykket. I den

sammenhæng var evaluators fokus både på,

hvad

der blev opnået, når forløb tænktes som vellykkede, og

hvilke

omstændigheder, som karakteriserede dem. Afrapporteringen er baseret på en gennemgang

sagsbehandlernes og mentorernes beskrivelser af vellykkede forløb; deres vurderinger af mentorforløbene

med klienterne, som indgik i evalueringen; og endelig, deres refleksion over, hvad der gjorde forløbene særlig

vellykkede. Observationer af ansattes diskussioner af mentorordningen i hverdagen informerer også afsnittet.

At så et frø.

Ansatte refererede ofte til mentorarbejdet

–

og i nogen udstrækning også tilsynsarbejdet

–

som en

indsats, der ikke nødvendigvis forventes at gøre en forskel første, anden eller tredje gang Kriminalforsorgen er i

kontakt med en klient, men som, den dag klienten er parat og omstændighederne er rigtige, kan være

medvirkende til, at klienten bestemmer sig for at afholde sig fra kriminalitet. Blandt ansatte, og i nogen grad

også blandt mentorer, brugte man ofte metaforen;

”at

så et frø i klientens liv” til at beskrive formålet med og

forventninger til klientarbejdet. Tankegangen er både logisk og meningsfuld, når man betragter

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 37 -

kriminalforsorgens recidivstatistik. I statistikken fra 2015 rapporteres der f.eks. en recidivprocent blandt

betinget dømte med vilkår på 27%; for betinget dømte med vilkår om tilsyn og behandling og samfundstjeneste

dømte på omkring 17%; og for behandlingsdømte i henhold til staffelovens §68-69 recidiv på 11%

Når klienter har tilbagefald eller recidiverer.

Et gennemgående tema i samtlige samtaler med mentorer og

sagsbehandlere angik recidiv. Som mentor i citatet nedenfor forklarer, blev der skelnet mellem en situation,

hvor en klient har et

midlertidigt

tilbagefald, og en situation, hvor klienten mere fundamentalt frafalder sin

indsats for at skabe en tilværelse uden kriminalitet. I det første tilfælde, udviser klienten

kortvarigt

adfærdsmønster, der er forbundet med kriminalitet, hvilket kan have at gøre med f.eks. misbrug, salg af stoffer

eller manglende vredeshåndtering, men genoptager

umiddelbart derefter

en adfærd, der forbundet med et

ønske om at afholde sig fra kriminalitet. I det andet tilfælde, genoptager klienten kriminalitet og

mentorforløbet afsluttes typisk.

…

- altså jeg stopper heller ikke med at spise chokoladekage bare fordi at, øh, altså, jeg ved jo godt, at det ikke

er skide godt for mig, men man kan stadigvæk falde i. Der er forskel på at falde i og få et tilbagefald. Altså man

har sådan en trappe ikke, så falde i, det er lige et trin nedad. Så er der ikke så langt op til toppen igen, og det skal

nok gå, (red. hvorimod at med) et tilbagefald, så er der altså langt, så starter du helt forfra

–

fra interview med

en mentor.

Et vellykket forløb: Målopnåelse, tilbagefald og motivation.

I beretningerne om de vellykkede forløb, var det

karakteristisk, at klienterne havde et tilbagefald, men det til trods, formåede at

rykke sig videre.

At rykke sig

videre var et andet centralt tema. Det handlede om, at klienten i den periode denne var under tilsyn i

Kriminalforsorgen, viste tegn på at

ville

et andet liv

og igangsatte

tiltag, der kunne betragtes som fundamenter

eller byggesten for en tilværelse uden kriminalitet. Et sådant fundament kunne typisk have at gøre med

påbegyndelse eller gennemførsel af en uddannelse, opretholdelse af et arbejde, og rapporteret afholdelse fra

salg af stoffer og misbrug (pro-aktivitet i forhold til risikofaktorer). Der var, med andre ord, tale om en

motiveret

klient identificeret gennem dennes italesatte visioner om forandring og efterfølgende opfølgning

derpå

. I de fleste beretninger om vellykkede forløb relaterede klientens initiativer til at ændre adfærd sig til

de opstillede mål for mentorforløbene, og målene fremstod oftest som opnåede ved tilsynsperiodernes ophør.

Boksene A og B nedenfor eksemplificerer beretninger om vellykkede forløb.

Boks A. Eksempel på et vellykket forløb.

Sagsbehandler:

… det se este red.)

vellykkede mentorforløb var med en ung mand, som mig bekendt, var dømt for

vold og prøveløsladt. Det er et par år siden, at han sluttede herinde. Klienten (red.) havde en af vores egne udmærkede

e torer, også e fæ gsels etje t, so er eget rugt her, …, og så var ha red.

klienten) på et tidspunkt, placeret

på, hvad skal vi sige, (red.) et behandlingscenter for misbrug. Og der lykkedes det, at få ham ud af misbruget. Han havde

et par tilbagefald undervejs, bopælsmæssig tilknytning (red.) til misbrugscenteret i en del af tilsynet og derefter (red.)

deltog han i tilbagefaldsforebyggende aftener. (red.) Klienten havde løbende kontakt til personalet på misbrugscenteret.

Det lykkes ham faktisk at blive clean og komme i gang med en udda

else. … Han

kom ned til en (red.) håndværker. Jeg

tror, det var klejnsmed, han (red. klienten) gerne ville være, og det lykkedes (red. ham) faktisk at komme igennem

grundforløbet osv. Og der blev iværksat en praktikplads. Som sagt havde han nogle tilbagefald til alkohol, tror jeg det

var, men mester gav ham faktisk en advarsel, da han simpelthen udeblev fra at møde, og da forstod han det. Men det

var faktisk et rigtig godt forløb, hvor vi formåede at holde ham kriminalitetsfri i tilsynsperioden; få ham afgiftet; holde

ham stoffri; og få ham i gang med et uddannelsesforløb - og fik ham placeret i bolig også i øvrigt. Og det var mentors

ære alene, stort set.

Evaluator:

Hvordan

kan det være, du mener, det var mentors ære?

Sagsbehandler:

Fordi,

at mentor er en af de her meget engagerede 24/7 fyre, man kan få fat i døgnet rundt. Han stiller

gerne op. Han er fængselsbetjent, han er kommunalmentor, han er kriminalforsorgsmentor, og hvad er han ikke

–

sportsmand osv. Han er på hele tiden og har et meget stort engagement overfor de her unge mennesker, og det er

sådan en type som (red. klienten), at han (red. mentor) er god til at skabe relation til, fordi han (red. mentor) er

tillidsskabende og kontaktbar døgnet rundt og engagerer sig udover det, han bliver betalt for. Så det er det, der også

Henvis til kriminalforsorgens statistik fra 2015.

Indikatorer på afholdelse fra kriminalitet kunne f.eks. relatere sig til et observeret fald i klientens indkomst eller etablering af

kontaktflader med ikke-kriminelle personer.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 38 -

gør forskellen .

Boks B. Endnu et eksempel på et vellykket forløb.

Sagsbehandler:

Nej, det var

- klienten havde startet med at være i arresten, hvor der havde været en

misbrugsbehandler, som han havde fået en god relation til. Han (red. misbrugsbehandleren) blev faktisk ved med at

besøge (red). klienten. Da (red.) klienten kom til at afsone i fængslet - kom han (red. misbrugsbehandleren) gratis, kan

man sige, og besøgte ham derude (red. i fængslet). Ham (red. misbrugsbehandleren) fik vi så koblet på som mentor. Så

blev den indsatte så udsluset via pension (red.), og der var mentor så også oppe og besøge ham, og så blev han løsladt

red. , hvor e tor så også stadig var red. ko let på .

Evaluator:

Når du tæ ker det her forlø so

vellykket, hvad er det, der gør, at du sy es, at det har været vellykket ?

Sagsbehandler:

Jeg sy es, det er vellykket, år a ka lave såda et ko ti uerligt forlø

ed e tor,

og en der kan

lære - især ved udslusningen fra fængslerne. Så er det jo vigtigt, at der er en relation inden de også bliver løsladt. Så er

det selvfølgelig altid godt, når de indsatte ikke ryger tilbage i kriminalitet. - Det er jo ikke til at vide, om det er mentors

skyld. Der kan være så mange andre ting, der spiller ind og - men jeg er overbevist om, at tit, så er mentor medvirkende

til, at det ikke går så galt .

Omstændigheder omkring vellykkede forløb: Kontinuitet og sammenhængskraft.

Udover målopnåelsen og

klientens demonstrerede vedholdenhed og motivation til forandring gennem perioden for mentorforløbet, var

det vellykkede forløb karakteriseret ved tilstedeværelsen af

kontinuitet.

Den kunne handle om, at klient og

mentor

kendte

hinanden fra tidligere, men den handlede

ikke nødvendigvis

om, at mentorforholdet forløb over

flere år. Kontinuiteten kunne også relatere sig til, at mentor fulgte klienten

fra

en kontekst

til

en anden og,

således fungerede som en

sammenhængskraft

i klientens bevægelser mellem forskellige myndigheder og

institutioner.

Omstændigheder omkring vellykkede forløb: Engagement og vedholdende kontakt.

Som det fremgår af

eksemplerne i boksene A og B og interviewene mere generelt, lå der i beskrivelserne af de vellykkede forløb en

vedholdende, engageret

regelmæssig

kontakt mellem klient og mentor. Dette indebar, meget ofte, en

tilstedeværelse af mentor i klientens tilværelse udover kontortid. Kontortid defineres her som 8-16, 9-17 eller

10-18. Som klienterne ofte beskrev i samtalerne, udspiller de udfordringer, som de har, sig sjældent indenfor

kontortid, og det er, når krisen rammer og impulsiviteten og de gamle overlevelsesmekanismer fremstår som

en nem vej fremad, at der er brug for sparing, og at man kan få fat på en støtteperson, som man har tillid til og

føler sig tryg ved. Behovet for støtte udenfor kontortid kunne vedrøre mange forskellige forhold f.eks.

konfliktsituationer, hvor støtte til konstruktiv vredeshåndtering var nødvendig; angst for og tvivl omkring

håndtering af akutte trusler i forbindelse med narko og anden gæld; en overvældende følelse af ensomhed;

kriser i parforhold; eller praktiske ting, der pludselig fyldte, og som klienterne var i tvivl om, hvordan de skulle

håndtere.

Kontinuitet, engagement, sammenhængskraft, regelmæssighed, og forskning.

Den i nærværende evaluering

observerede

regelmæssige, intensive og engagerede

kontakt mellem mentorer og klienter, forbundet med

vellykkede mentorforløb, spejler i nogen udstrækning mentorforskningen, hvor relationen mellem mentor og

klient er påvist betydningsfuld for recidivnedsættelse

. I forskningssammenhænge er det imidlertid uklart,

hvad det er for nogle karakteristika ved relationen, der er særlig betydningsfulde i forhold til den påviste effekt.

I udvalgte forskningsrapporter påpeges

der f.eks. en større recidivnedsættende effekt i mentorforløb, hvor

mentor og klient tilbringer længere tidsintervaller sammen per møde, og hvor de mødes en gang om ugen eller

Henvis f.eks. til Tolan et al 2013 eller Nakkula et al 2013. Det skal her understeges, at forskning omkring mentorforløb ofte er baseret

på begrænsede datasæt og iværksat med et mangelfuldt forskningsdesign. Derudover er mentorinterventionerne oftest ikke

enestående, og forsknings resultaterne er derfor omgivet af usikkerhed.

Henvis til Joliffe og Farrington 2007.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 39 -

mere, end i mentorforløb, hvor klient og mentor mødes i kortere perioder af gangen og mindre ofte. Dette er

imidlertid ikke altid tilfældet. Tester man for sammenhæng mellem kriminalforsorgens honorarudbetalinger til

mentorer (dvs. det ugentlige timeantal som en mentor er ansat til at bruge på et mentorforløb) og korttids

målopnåelse er der ingen statistisk signifikant sammenhæng. Den manglende sammenhæng mellem

honorarudbetalinger og målopnåelse siger imidlertid ikke noget om, hvorvidt mentorernes engagement og den

ovenfor beskrevne kontinuitet i relationen har betydning for målopnåelse. Det skal her også noteres, at de

fleste mentorer regulerede deres timetal fra uge til uge afhængig af klintens behov, og de opgaver, der var i

fokus, hvorfor honorarudbetalingerne ikke nødvendigvis korrelerede med de tidsintervaller, hvor klient og

mentor reelt var sammen eller i kontakt hver uge.

Et vellykket forløb uden målopnåelse.

Selvom vellykkede forløb af sagsbehandlere og mentorer, i langt de

fleste tilfælde, blev beskrevet som forløb, hvor klienten

”rykkede

sig”

målene for mentorforløbene blev

opfyldt, var det ikke altid, at disse to forhold var tilstede på samme tid. Hvis klient og mentor gav udtryk for, at

de var glade for et forløb, og/eller mentor og sagsbehandler observerede en forbedring af klientens tilstand

generelt, så kunne et forløb sagtnes blive betragtet som vellykket - også selvom forløbsmålene ikke var opnået.

En forbedring i klientens liv kunne f.eks. have at gøre med, at sagsbehandleren oplevede, at klienten var i

trivsel eller fik en ny indsigt i livet. Denne type af vellykkede forløb kunne både observeres i udvalgte

klientforløb, som blev fulgt i forbindelse med evalueringen

–

jævnfør eksemplet givet i afsnit 3.1.

–

og i

eksempler på vellykkede forløb, som informanterne henviste til. Boks C nedenfor illustrerer et eksempel på et

forløb, der blev evalueret positivt ved tilsynsperiodens afslutning også selvom der, som sagsbehandleren

udtaler, på det tidspunkt, egentlig ikke var kommet noget ud af det.

Boks C.

Sagsbehandler:

… Det var såda oget røveri sa

ed flere a dre u ge. Klie te red. var også svær, faktisk, at

fastholde i samtaler hos mig. Jo, han mødte op, men ja, ikke sådan helt planmæssigt og - der er sådan lidt

–

hmm,

relationen er egentlig okay, men der er sådan et eller andet. Der var helt tydeligvis et behov for at (red.) klienten havde

noget mere kontakt med andre, også uden for familien. Han boede også hjemme hos familien, og det var rigtigt,

rigtigt, svært. Jo e teret havde ha ege tlig ikke de store tilk yt i g til … jeg s akkede ed ha o

e torord i ge … så æv er

han selv sin skolelærer... Jeg prøver så at ringe til den her skole.

… Så de red. lære og klie te

liver jo ær est ge fore et, … og det fu gerer rigtig godt. Det er e stærk relatio ...

Det bliver det meget hurtigt, fordi de kender hinanden i forvejen, og læreren har også en lille smule kendskab til

fa ilie , så ha er også hje

e og hilse på, … Ma ka sige, det der var

særligt godt ved det, var selvfølgelig, at (red.)

klienten fik en, som han havde stor respekt for, og som han følte sig mødt af på en respektfuld måde ... en som han

ku e s akke ed o de her svære ti g o kri g det her destruktive ø ster…

- Da det (red. mentorforløbet) blev

afsluttet, var vi enige om, at det var gået godt, men det var egentlig ikke, fordi det havde rykket så meget. Han var

endnu ikke kommet i

ga g ed oget udda else og såda ogle ti g. … Ha red. klie te ri ger

så

til ig … et halvt

års tid efter are for at sige: hej, du skal are vide, at det går rigtig godt, og jeg er i praktik i e ør ehave . Så der

var

en -

det rykkede ogle ti g … Det sy es jeg faktisk var ret vellykket .

3.6.

OMSTÆNDIGHEDER FOR MINDRE VELLYKKEDE FORLØB

… Jeg

ved ikke, om man kan kalde det mindre vellykket, det kan man måske godt. Det var en mand på først i

40'erne, som havde været - altså han var hjemløs. Han havde været misbruger i mange år

–

altså, mange,

mange år, en svær misbruger af amfetamin og alkohol. Han boede så på (red.) et center for misbrugere. Der

boede han, men også nogle gange på forsorgshjem, for han røg ud (red. af misbrugscentret) på grund af

misbrug. Han havde jo så en sagsbehandler i Kriminalforsorgen som ... som havde tabt sit hjerte for ham, på en

eller anden måde, og det var måske derfor, at det ikke gik. Jeg ved ikke. Der var måske ikke noget forgjort i det,

men det var sgu stejlt op ad bakke. Han var fandeme bagud på point. Indimellem, så var han også motiveret for

forandring, men havde sgu ikke evnerne. Løbet var sgu kørt. Jeg kunne i hvert fald ikke flytte ham. Jeg ved ikke,

om der var nogen, der kunne ... Hun siger så op, hende, der havde sagen, og den, der tog over, snakkede jeg så

med og sagde: jamen jeg synes ikke, at det giver mening længere det her

… Altså

- er der misbrug på og

hjemløshed osv.

…

det tjener jo ikke det formål, som det egentligt skulle. Så skal man gøre noget andet, så er det

jo, jamen, hvad hedder det, en opgave for de sociale myndigheder og ikke en opgave for Kri

i alforsorge .

–

interview med mentor.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 40 -

Klienterne, der falder udenfor: Behandling, misbrug og udredning.

Det er ikke alle tilsynsklienter i

mentorforløb som det lykkes Kriminalforsorgen at støtte til at begynde en tilværelse uden kriminalitet. Af den

kvalitativt tilvejebragte data, fremgår det, at når

det ikke

lykkedes, så drejer det sig ofte enten om klienter, der

får nye domme, hvorfor tilsynsforløbet afsluttes, eller klienter, der giver udtryk for et ønske om forandring,

men som, typisk, ikke magter at tage fat på forandringen eller fastholde en indsats i forhold til den. I

samtalerne med mentorer og sagsbehandlere omkring de mindre vellykkede mentorforløb fremgik det

desuden, at det ofte drejede sig om klienter, der havde haft eller var i et voldsomt misbrug (jævnfør citatet

ovenfor); klienter, der havde diagnoser, som fyldte negativt i hverdagen; klienten, der var fejlmedicinerede

eller ikke i behandling; klienter, der ikke var ordentligt udredte (impulsivitet, angst, depression, psykoser), eller

klienter, der ikke fik den (ofte permanente) støtte, de havde brug for gennem andre myndigheder. Her synes

det oplagt i fremtiden, i stigende grad, at monitorere sammenhængen mellem klienter med diagnoser og

målopnåelse med henblik på at justere kriminalforsorgens indsats, succeskriterier og forventning til

mentorordningen.

Stabilitet og manglen på samme.

Der var også beretninger om klienter, der var motiverede, og tog initiativ til

forandring, men som så oplevede en krise, og derfor alligevel ikke magtede forandringen. Sådanne kriser

drejede sig ofte om pludselig tab af bolig; økonomien, der væltede; tab af arbejde eller tab af nære relationer,

hvilket fremstod som destabiliserende faktorer. I beretningerne om de mindre vellykkede forløb fremgik det, at

stabilitet omkring praktiske og nære forhold var centrale for at løfte en livsstilsforandring, og det bør holdes for

øje i planlægningen af mentorforløb, hvilket de i handleplanerne etablerede mål

, i nogen udstrækning, også

peger på, at Kriminalforsorgen gør. Som nævnt i afsnit 3.2 er det bl.a. sådanne destabiliserende forhold eller

udfordringer, som mentorerne beskæftiger sig med, selvom de ikke nødvendigvis er relaterede til målene for

mentorforløbene.

Mål, indsatsområder og udfordringer i forhold til de særlig udfordrede klienter.

I forhold til citatet ovenfor

skal det understreges, at Evaluator regelmæssigt blev konfronteret med beretninger om forløb, hvor

sagsbehandlerne havde kæmpet for at slå bro til andre myndigheder med henblik på, at få særlig belastede

klienter ordentlig placeret i det offentlige system f.eks. under socialloven med en Støtte-Kontakt-Person, på et

plejehjem eller i et bosted. Gennem samtalerne med sagsbehandlerne fremgik det således, at der blev gjort et

stort arbejde ud af at koordinere med relevante myndigheder. Når dette lykkedes, henviste sagsbehandlerne

ofte til betydningen af at have gode personlige kontakter i kommunen, eller et helt unikt samarbejde med en

kommunal ansat med hvem det havde været muligt at etablere en fælles vision omkring klienten. Der henvistes

ofte også til, at det var kommuneafhængigt, hvad som i praksis kunne lade sig gøre i forhold til den enkelte

klient. Der var imidlertid også beretninger om Kriminalforsorgsmentorer, der fungerede som støtte for klienter,

–

der som ovenfor beskrevet

–

havde brug for en mere permanent indsats end den som Kriminalforsorgen

kunne yde. De observerede karakteristika omkring mindre vellykkede forløb taler for at etablere mål for

mentorforløb, der sigter mod at opnå en udredning og placering af klienten under relevante myndigheder,

således at Kriminalforsorgen ved tilsynsperiodens afslutning slipper klienten på en forsvarlig og fremadrettet

måde. Det risikoforebyggende perspektiv her ville være, at klienten ville få mulighed for at modtage relevant

medicinering/behandling, og der kunne mobiliseres langsigtede støtteforanstaltninger, der matcher klientens

behov.

Klienterne, der falder udenfor: Om risiko og motivation.

Et tema i samtalerne med mentorer og

sagsbehandlere omkring de mindre vellykkede mentorforløb drejede sig om motivation. I beretningerne om

klienter, som ikke var motiverede, henvistes der, ikke overraskende, til disse klienters behov for

”hurtige

pe ge” (i dtje i g ved f.eks. salg af stoffer/i d rud);

eller klienter, der ikke kunne løsrive sig fra deres

kriminelle omgangskreds og den spænding eller vanemæssige adfærd og tænkning, der kan være forbundet

med at lave kriminalitet. Hertil skal det nævnes, at kriminalforsorgens forløbsregistrering fra 2016 rapporter at

i alt 32% af forløbene blev afsluttet af årssager relateret til manglende parathed og motivation, nemlig at: a)

Den unge afsluttede forløbet før tid; b) mentor afsluttede forløbet før tid; c) mentorforløbet blev afsluttet på

Her henvises til skema 1 i nærværende kapitel.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 41 -

grund af manglende fremdrift; eller d) mentorforløbet blev afsluttet på grund af overtrædelse af tilsynet. I

forhold til at optimere brugen af mentorordningen, peger beretningerne om de ikke-motiverede klienter på, at

Kriminalforsorgen bør overveje at arbejde frem mod en situation, hvor flere klienter, der visiteres til

mentorordningen er forandringsparate. Dermed ikke sagt, at man ikke skal forsøge at motivere til forandring,

eller investere der, hvor risikoen er højest. Pointen her er, at man mere systematisk kunne vurdere motivation,

og at man ved igangsættelse af mentorforløb kunne institutionalisere informerede samtaler med klienten om

betydningen af motivation for målopnåelse. Hertil har Kriminalforsorgen allerede en række relevante værktøjer

i brug, der i langt større grad kunne sammentænkes med mentorordningen f.eks. sektion 5 i LS/RNR

vurderingen med titlen;

”Særlige overvejelser i forhold til odtagelighed”,

eller udvalgte øvelser i MOSAIK, der

kunne bruges til at diskutere motivation til forandring f.eks. klientens egen risikovurdering eller værdiafklaring.

3.7.

OPSUMMERING: HVAD VIL KRIMINALFORSORGEN MED SIN MENTORORDNING?

Udfordringer i forbindelse med etablering af mål og mentorforløb.

Det er ikke muligt at påvise en

sammenhæng mellem udmøntningen af mentorordningen og langsigtet målopnåelse relateret til recidiv og

risikonedsættelse. Det er heller ikke muligt at påvise en årsagssammenhæng mellem mentorindsatsen og de

korttidsmål, der opnås i mentorforløb gennem tilsynsperioden. Det som

kan

observeres på baggrund af de

tilvejebragte data er, at den type korttidsmål, der sættes for mentorforløb godt kan indfries, hvis klienten er

motiveret for forandring og en række andre omstændigheder er på plads. Det er imidlertid kun i omkring 1/5

del af forløbene, hvor målene opnås, og klienterne i målgruppen har ikke lige stor glæde af mentorforløbene.

Misbrugere og klienter, der ikke er i beskæftigelse har en signifikant mindre sandsynlighed for at opnå

etablerede mål og en større sandsynlighed for at afbryde forløbene før tid. Det kan også observeres, at

klienternes bolig og beskæftigelsessituation ikke ændrer sig mærkbart i forbindelse med igangsættelse og

afslutning af mentorforløb, men at rapporteret misbrug mindskes. Endelig kan det observeres, at de mål, der

sættes ved forløbenes start er rammesættende for det videre arbejde som mentor og klient laver.

Målene, der sættes for de enkelte mentorforløb betragtes imidlertid ikke altid som det vigtigste resultat af

mentorforløbene. Nogle klienter knytter sig stærkt til deres mentorer og betragter relationen til deres mentor

som mere betydningsfuld end målopnåelsen, hvilket understreger betydningen af at forberede klienten på

relationens afslutning på en etisk forsvarlig og professionel måde. Målene der etableres for mentorforløb er

heller ikke altid klare og relaterede til kriminalforsorgens risikoforebyggende arbejde. Målene forveksles til

tider med aktiviteter, og sammenhængen mellem, på den ene side, klienternes kriminalitetshistorik og

risikofaktorer i forhold til at begå ny kriminalitet, og på den anden side, hvad der arbejdes med i

mentorforløbet er ikke altid tydelig. Uklarheden omkring målene vanskeliggør i nogen udstrækning vurderingen

af effektivitet og giver,

til tider,

forløbene et stærkt aktivitetsfokuseret præg.

Etablering af mål for mentorforløb og samarbejdet mellem mentor, sagsbehandler og klient omkring samme, er

temaer, der i nærværende evaluering har givet anledning til refleksion omkring, hvad Kriminalforsorgen ønsker

at opnå med sin mentorordning. Mens der i vejledningen for mentorordningen

står, at ordningen er tiltænkt

unge, der har behov for en særlig indsats til at opnå en kriminalitetsfri tilværelse, er det ikke altid klart,

hvordan dette tænkes gennemført ved iværksættelse af mentorforløb.

Evalueringen viser også, at målopnåelse, i sig selv, ikke altid betragtes som et succeskriterie, men at en

observeret positiv udvikling i klientens liv og en god relation mellem mentor og klient i sig selv kan være

afgørende for, at et mentorløb betragtes som vellykket. Data peger også på, at når korttidsmål opnås indenfor

tilsynsperioden, er det ofte i forbindelse med forløb, hvor en relationel kontinuitet mellem klient og mentor

kan observeres; hvor tilsynsforløbet etableres i samarbejde med relevante myndigheder og institutioner; og

hvor mentor bidrager ved at støtte klienten i at samarbejde med og navigere disse. De omstændigheder, der

karakteriserer forløb, hvor korttidsmålene realiseres, er kendetegnet ved tilstedeværelsen af en stærk relation

dvs. en nær personlig tillidsrelation, hvor der er regelmæssig kontakt - ofte ud over normale kontortider -

mellem en

engageret

mentor og en

motiveret

klient. Ydermere, så er det en relation, der evalueres positivt af

både

mentor og klient. Omvendt, viser data, at de omstændigheder, der karakteriserer mentorforløb, som

igangsættes, men afsluttes abrupt før målene er nået, ofte relaterer sig til klienter, der er i voldsomt misbrug

Henvis til mentorordningens vejledning fra 2011.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 42 -

og uden beskæftigelse. Det kvalitative materiale indikerer desuden, at det også relaterer sig til klienter, der er

psykisk dårlige, og som ikke magter at indgå i et forløb og/eller ganske enkelt ikke er motiverede for forandring.

I forhold til målsætning- og opnåelse er implementeringen af mentorordningen således,

til tider,

forbundet

med udfordringer, der kunne adresseres for at effektivisere og søge at optimere indsatsen både på kortere og

længere sigt.

3.8.

ANBEFALINGER: MÅLFORMULERING, MÅLOPNÅELSE OG SUCCESKRITERIER

Anbefaling. Mentorordningen

–

en integreret del af en helhedsorienteret indsats.

Da forskning omkring mentorforhold og risikonedsættelse er omgivet af stor usikkerhed og baseret på datasæt,

der er karakteriseret ved begrænsninger, må den bruges med forbehold. Der er dog nogle overordnede

forhold, som synes oplagte at tænke med. Et sådant forhold henviser til, at mentorordninger

kan

have en

positiv effekt i forhold til at reducere kriminalitet og aggression

, men også at omstændighederne herfor er

omgivet af uklarhed. Et andet forhold henviser til, at intensiteten af behandlingsprogrammer og indsatser

designet til at forebygge og nedsætte risici bør korrelere med klientens risikoniveau, hvis man skal optimere

indsatsen for at reducere recidiv

. Netop fordi den påviste effekt af mentorprogrammer er karakteriseret ved

en stor grad af usikker og uklarhed, og forskningen omkring risikonedsættende programintervention har et

stærkere evidensbaseret fundament, synes det oplagt at udvikle mentorordningen som en indsats, der støtter

op omkring påvist evidensbaseret intervention.

Derfor anbefales det, at Kriminalforsorgen, i langt højere grad, tænker ordningen som en integreret del af en

helhedsorienteret indsats og plan for tilsynsperioden defineret bl.a. ved brugen af vurderingsredskabet LS/RNR

og MOSAIK. Dette kunne gøres ved at:

a) Systematisere og gentænke visitationen til mentorordning som forslået i anbefalingen nedenfor om

motivation;

b) Forøge synergien mellem LS/RNR vurderingsprocessen og etablering af mål for mentorforløb som

fremhævet i anbefalingen nedenfor om igangsættelse af mentorforløb;

c) Gentænke etablering af mål for mentorordningen som foreslået i anbefalingen om etablering af mål;

d) Etablere en sammenhæng mellem kriminalforsorgens programvirksomhed og mentorindsatsen, når

det er muligt og relevant som forklaret i anbefalingen om samme;

e) Integrere afrapporteringen og dokumentationen af mentorforløb i handleplanen inklusive i

handleplanens afsluttende afrapportering; og

f) Opgradere arbejdsgangene i samarbejdet med mentorer og administrationen af samme, hvilket vil

blive berørt i kapitlerne 5 og 7 i nærværende rapport.

Anbefaling. Igangsættelse af mentorforløb: Etablering af korttidsmål, risici og behov.

Det anbefales, at

Kriminalforsorgen i stigende grad sikrer, at mål og arbejdsopgaver, der etableres for mentorforløb, har et

risikonedsættende fokus, og at der er en klar systematisk sammenhæng mellem kriminalitetshistorik, klientens

risiko-behovsprofil og mentorindsatsen. Dette kunne gøre ved, at den LS/RNR vurdering, der laves på klienten

ed øvelse ”Mi risikovurderi g” i ddrages syste atisk ved iga gsættelse

af mentorforløb og

evalueringen af samme i forbindelse med 3-månedersmødet. Det tænkes, at klientens egen risikovurdering

kunne skabe retning for prioriteringen af målene for mentorforløbet og/eller anvendes til at identificere

komplimenterende mål eller aktiviteter. Desuden tænkes det, at

LS/RNR vurderi ge s Sektio . . ”Perso lige

problemer med kriminogent potentiale”,

Sektio

”A dre klie trelaterede pro le er”,

sammen med de

risikofaktorer i forhold til hvilke klienten scorer højt kunne fremlægges for klienten som mulige

indsatsområder

, omkring hvilke der kan formuleres og prioriteres mål for mentorforløbet. Hvis

mentorforløbet igangsættes

før

der er lavet en LS/RNR vurdering, anbefales det, at målene og planen for

mentorforløbet genbesøges, når en LS/RNR vurdering er færdiggjort.

Henvis til Tolan et al. 2008.

Henvis til Bonta og Andrews 2017.

Her henvises der til: de 7 dynamiske risikofaktorer som beskrevet i Bonta og Andrews 2017.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 43 -

Anbefaling. Om motivation.

For at forbedre vurderingen af og samarbejdet med klienten omkring dennes motivation i forbindelse med

mentorforløb, anbefales det, at Kriminalforsorgen, i langt højere grad, inddrager eksisterende resurser som

dialog- og visitationsværktøjer. Dette kunne indebære, at man i forhold til de klienter med hvem der

er lavet

LS/RNR vurderi g, syste atisk i ddrager LS/RNR vurderi ge s Sektio ”Særlige Overvejelser i Forhold til

Modtagelighed”, og at øvelser e ”Mi e værdier” og ”Mi risikovurderi g” fra MOSAIK laves i for i delse ed

etablering af mentorforløb med henblik på at vurdere motivation og med klienten diskutere betydningen af en

motiveret indsats for at optimere udbyttet af samarbejdet med Kriminalforsorgen og en mentor.

Hvis

ikke

der laves e LS/RNR vurderi g, ør Kri i alforsorge overveje alligevel at a ve de øvelser e: ”Mi e

værdier”, ”Mi risikovurderi g” og ”Vi sætter ål i fælleska ” fra MOSAIK til at vurdere klie te s otivation

til

forandring.

Den anbefalede systematiske anvendelse af eksisterende værktøjer udelukker ikke, at man inden

mentorforløbets igangsættelse gennem motiverende samtaler søger at stimulere klientens motivation i forhold

til at skabe forandring.

Anbefaling. Justering af mål og forventninger, og samarbejdet mellem mentor, klient og sagsbehandler.

Netop fordi de mål, der sættes for mentorordningen er rammesættende for mentorforløbene, og disse, til

tider, er omgivet af uklarhed, anbefales det, at Kriminalforsorgen udarbejder en forandringsmodel

, der

forklarer den årsagssammenhæng som mentorordningen tænkes med. Ved udarbejdelsen af en sådan

forandringsmodel anbefales det, at der skelnes mellem, på den ene side, aktiviteter og opgaveløsning, og på

den anden side, korttidsmål, som i den udstrækning det er muligt, bør være realistiske og dokumenterbare

indenfor rammerne af tilsynsperioden. I forhold til sidstnævnte, pegede nærværende evaluering på, at det er

en relativ beskeden andel af klienterne, der opnår de mål, som sættes for mentorforløbene. Dette indikerer, at

der er behov for at sætte færre eller mindre ambitiøse mål og løbende arbejde med klienternes motivation i

forhold til mentorindsatsen.

Det anbefales ligeledes, at de reviderede mål, gentænkes i forhold til misbrugere og klienter uden

beskæftigelse, netop fordi nærværende evaluering peger på, at der i forhold til disse klienter er mindre

sandsynlighed for at opnå de mål, som sættes for mentorforløbene i ordningens nuværende form.

Evaluator har, på baggrund af samtaler med ansatte i de fire KiF afdelinger, udarbejdet et forslag til en

forandringsmodel med dertilhørende korttidsmål. Forandringsmodellen har efter feltarbejdets afslutning været

sendt til KiF afdelingerne i Roskile, Haderslev og Horsens, hvor to ansatte i hver afdeling har kommenteret på

modellen. De ansatte blev bl.a. bedt om at tænke korttidsmålene i forhold til deres sags-stammer og

kommentere på målenes nytteværdig. Forandringsmodellen med korttidsmålene er efterfølgende blevet

justeret i forhold til kommentarerne.

Forandringsmodellen er opstillet i skema 3 nedenfor, der skal læses fra venstre mod højre (henvis til pilene),

hvor aktiviteterne tænkes udført i forbindelse med en række mindre arbejdsopgaver, der sammen med mulige

input fra samarbejdspartnere, fører til korttidsmålene. Korttidsmålene biddrager til de mellemlange og

langsigtede mål, som afspejler kriminalforsorgens mission og som vurderingsredskabet LS/RNR og

tilsynsmodellen MOSAIK også biddrager til. En deltaljeret forklaring på forandringsmodellen er vedhæftet som

Bilag E.

Her understreges det, at flere korttidsmål godt kan etableres for samme klient, og også at mentor, i de fleste

mentorforløb, vil bevæge sig ud og ind af de forskellige aktivitetstyper. I denne sammenhæng er det muligt, at

mentor udfører flere mindre arbejdsopgaver samtidig som f.eks. at hjælpe klienten med at få et NEM-id eller

ledsage klienten til møder hos kommunen. Oprettelsen af et NEM-Id tænkes imidlertid

ikke

som målet i sig

En forandringsmodel kaldes i evalueringssammenhænge (Imas og Rist 2009) også for en forandringsteori, der henviser til en model,

der klargør den underlæggende logik, kausale forbindelser, antagelser og forventede aktiviteter og korttidsmål af et program eller et

projekt (en indsats).

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 44 -

selv. Et NEM-id oprettes for, at klienten bl.a. kan afholde og administrere egne udgifter med henblik på at

fastholde bolig, og varetage omkostninger forbundet med gæld, kost, medicin samt andre essentielle forhold.

Forandringsmodellen afbilleder en differentieret indsats, hvor nogle mål er mindre ambitiøse og rettet mod at

dække bassale behov, mens andre alene, eller i kombination fremstår mere ambitiøse. I forandringsmodellen

tænkes mentorforløbene at støtte op omkring planen for tilsynsforløbet, der ofte effektueres i samarbejde

med andre relevante myndigheder.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 45 -

Skema 3. Forandringsmodel målrettet Klienters behov i forbindelse med tilsynsforløb.

Typer af Aktiviteter

- under tilsynet

Korttidsmål - under tilsynet*

Mellemlange mål -

umiddelbart efter

tilsynets afslutning**

Langsigtede

Mål

c) A. Mentor støtter op om og

giver praktisk hjælp til***

–

at fastholde og organisere

bolig og hverdag;

fritidsforanstaltninger;

beskæftigelsesforanstaltning

er; behandlinger; lave

budgetter og organisere

økonomien; og andre daglige

aktiviteter.

d) B. Mentor giver

kommunikations hjælp til

–

at etablere kontakt til og

følger op på henvendelser fra

offentlige og private

institutioner og myndigheder

såsom: banker; kreditorer;

behandlingsinstitutioner;

jobcentre; boligkontorer; og

familie og venner.

e) C. Mentor giver personlig

hjælp til

–

afklare

valg i

forhold til uddannelse;

arbejde; fritidsaktiviteter og

vennekreds; samt misbrug og

kriminel livsstil.

1. Afvikling af samfundstjeneste



****:

Gennem udslusnings- og

tilsynsperioden har klienten afviklet samfundstjeneste.

Fokus på:

a) og b) aktiviteter.

Målgruppe:

Samfundstjenestedømte.

2. God løsladelse og afvikling af vilkår om tilsyn og andre særvilkår



Gennem udslusnings- og tilsynsperioden er klienten skrevet op til eller

etableret i egen midlertidige eller permanente bolig. Klienten modtager

kontanthjælp eller anden indkomst og har etableret forbindelse med

relevante offentlige og private institutioner og myndigheder for at sikre

fastholdelse af etablerede vilkår samt indkomst til afholdelse af bolig,

daglige udgifter samt behandling og/eller lægetilsyn. Behov for andre

støtteforanstaltninger afklaret.

Fokus på:

a) og b) aktiviteter.

Målgruppe:

Betinget dømte og løsladte med vilkår om tilsyn og andre

særvilkår.

3. Slå Bro



Gennem udslusnings- og tilsynsperioden er klienten blevet

udredt og/eller visiteret til relevante myndigheder og institutioner med

henblik på etablering af permanente og/eller andre støtteordninger og

behandlinger herunder psykiatrisk- og misbrugsbehandling.

Fokus på:

a) og b) aktiviteter.

Målgruppe:

Løsladte og betinget dømte med vilkår om tilsyn og andre

særvilkår.

4. Reintegration: Udslusning/udstationering og prøveløsladelse



Gennem udslusnings- og tilsynsperioden har målgruppen afholdt egen

bolig i forbindelse med hvilke der har været fulgt op på henvendelser

fra offentlige og private institutioner og myndigheder. Målgruppen har

deltaget i beskæftigelse og/eller fritids- og relevante permanente eller

forbyggende behandlingsaktiviteter.

Fokus på:

a) b) og c).

Målgruppe:

Ubetinget dømte og forvaringsdømte under udslusning

(udstationering/prøveudskrivning) med vilkår om tilsyn og andre

særvilkår.

5. Identitets- og livsstilsforandring



Gennem udslusnings- og

tilsynsperioden har klienten arbejder målrettet på at afholde sig fra at

begå ny kriminalitet; er skrevet op til/afholder egen bolig; samt har

taget initiativ til og fulgt op på valg af beskæftigelses, fritids- og

behandlingsaktiviteter. Klienten har fastholdt opbyggelse af pro-socialt

netværk.

Fokus på:

a) b) og c).

Målgruppe:

Prøveløsladte og betinget dømte med vilkår om tilsyn og

andre særvilkår som scorer højt i LS/RNR vurderingen.

Målgruppen

afholder

egen bolig og primære

hverdagsomkostninger

eventuelt med støtte fra

myndigheder og

institutioner som

etableret i udslusnings-

og tilsynsperioden.

Målgruppen

følger selv

op på

henvendelser fra

offentlige og private

institutioner og

myndigheder såsom:

banker; kreditorer;

behandlingsinstitutioner;

jobcentre; boligkontorer;

og familie og venner.

Målgruppen

lever en

tilværelse

uden

Kriminalitet

Målgruppen

etablerer

selv og deltager i

beskæftigelse, fritids-,

uddannelses- og

behandlingsaktiviteter.

Der kan godt arbejdes på flere korttidsmål med en og samme klient, men der vil generelt være fokus på korttidsmålene 1-3 før, der kan arbejdes

effektivt med korttidsmålene 4-5.

For klienter i Frivilligt Tilsyn tænkes det, at de mellemlange mål vil kunne måles genne tilsynsperioden.

***

Mentors indsats vil ofte bevæge sig ind og ud af aktiviteterne a) og b). Når mentors indsats inkluderer c) er det centralt, at klienten er meget

motiveret, og at tilsynsperioden har en længde, der skaber mulighed for, at der laves en særlig indsats i forhold til at afklare og fastholde klienten i

livstilsskift og pro-sociale valg.

****



Indikerer et forventet længere mentorforløb (6-18 måneder).



Indikerer et forventet kort men effektivt mentorforløb (1-6 måneder).

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 46 -

Anbefaling. Etablering af succeskriterier.

Det anbefales, at Kriminalforsorgen, i forbindelse med etablering af

nye korttidsmål, definerer succeskriterier for mentorordningen, og at disse kriterier er formuleret således, at

de løbende kan dokumenteres med henblik på at monitorer mentorordningen.

Anbefaling. Igangsættelse af mentorforløb: Sammenhæng mellem tilsynsvirksomheden og

kriminalforsorgens programmer.

Kriminalforsorgen anbefales at tænke den helhedsorienterede indsats,

således at der etableres en større grad af synergi mellem tilsynsindsatsen og kriminalforsorgens

programvirksomhed. For de klienter, der kommer i tilsyn fra fængsler, anbefales det derfor, at det ved

etablering af mentorforløb identificeres, hvad det er for nogle programmer, klienten har gennemgået i

fængselsregi. Formålet hermed skulle være at sikre at læring fra programmerne og programmernes

hovedbudskaber, i den udstrækning det er relevant, sættes i brug i forbindelse med mentorforløbet. Hvis

klienten er indforstået hermed, bør mentor informeres om klientens programdeltagelse, så mentor kan støtte

klienten i at bringe læring i spil, når det forekommer relevant. Dette forudsætter, at mentor er orienteret

omkring hovedbudskaberne i kriminalforsorgens programmer som diskuteret i Kapitel 6 nedenfor, men ikke at

Mentorerne uddannes i eller bliver ansvarliggjort for kriminalforsorgens programvirksomhed.

Anbefaling. Justering af indsatsten omkring særlig udsatte.

Mentorordningens effektivitet kan, i nogen

udstrækning, betragtes som begrænset, når det drejer sig om misbrugere og klienter uden beskæftigelse og

muligvis også klienter med psykiske lidelser. For at informere fremtidige justeringer af mentorordningen

anbefales Kriminalforsorgen at:

a) Systematisere monitoreringen af sammenhænge mellem, på den ene side, målopnåelse, og på den

anden side, misbrugere; klienter, der ikke er i beskæftigelse; og klienter med diagnoser.

b) Monitorere sammenhænge mellem klienternes risici, personlige forhold og måltyper samt opnåelse

med henblik på at justere forventningerne til den indsats, der ydes i forbindelse med mentorordningen.

c) Udvikle og pilotere alternative indsatser i forhold til misbrugere og klienter, der ikke er i beskæftigelse,

netop for at vurdere om andre muligvis komplimenterende foranstaltninger kunne iværksættes for

denne særlig udsatte del af målgruppen. På den baggrund kunne man muligvis sammentænke

mentorordningen med aktiviteter eller tilbud under andre myndigheder. Her viser nærværende

evaluering f.eks., at Kriminalforsorgen typisk ikke sætter mentorer på klienter, hvis de i forvejen har en

mentor i kommunal regi, hvilket

kunne

tænkes som en mulighed i forhold til de særlig belastede

klienter, således at kriminalforsorgens mentorer komplimenterer andre mentorers indsatser.

Anbefaling. Om samarbejdet med mentorerne.

Eftersom nærværende evaluering peger på et behov for at

optimere samarbejdet med mentorerne, anbefales det:

a) At skærpe samarbejdet med mentorerne.

At mentorerne mere systematisk inviteres med til

tilsynsmøderne, såfremt klienterne giver samtykke dertil

. Her tænkes mentors deltagelse at kunne

forstærke integrationen af mentorindsatsen med den øvrige tilsynsindsats, så mentor, når det

forekommer relevant, kan minde klienten om diskussionspunkter fra f.eks. MOSAIK samtalerne med

den tilsynsførende. Desuden kunne mentors deltagelse i tilsynsmøderne tænkes at forstærke

samarbejdet omkring målene for mentorforløbet samt den løbende dialog omkring fremgang og

mulige nye udfordringer. Dermed ikke sagt, at mentor forventes at have den ekspertise som

sagsbehandler har. Mentor tænkes fortsat at have en unik relation til klienten defineret ved sin

løse

tilknytning til Kriminalforsorgen og sin tilstedeværelse i klientens tilværelse

udenfor

KiF regi. Det

understreges, at sagsbehandleren selvfølgelig er ansvarlig for at lave LS/RNR vurderingen og udmønte

MOSAIK som tilsynsmodel. Arbejds- og rollefordelingen mellem mentor og sagsbehandler kunne

tænkes som opstillet i Boks D nedenfor.

Kriminalforsorgen skal her være opmærksom på, at mentorernes deltagelse i tilsynsmøder muligvis vil nødvendiggøre en justering af

honorarerne.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 47 -

Boks D. Rolle og arbejdsfordeling mellem sagsbehandler og mentor.

Sagsbehandler er ansvarlig for ved brug af LS/RNR vurderingen at afklare klientens risikofaktorer og kriminogene behov samt

ikke-kriminogene forhold, der har betydning, fordi de vurderes at øge risikoen for recidiv.

Sagsbehandleren i samarbejde med klienten afklarer prioriteringen af disse i forhold til en mentorindsats (her henvises til

den anbefalede tretrins visitationsproces i kapitel 4).

Sagsbehandleren arbejder (bl.a. ved brug af MOSAIK)

med klientens prokriminelle tankegang, holdninger og antisociale

mønster ved at bevidstgøre klienten omkring disse og deres konsekvenser samt sætte prosociale mål.

Mentor fungerer som rollemodel i klientens hverdag

udenfor

KiF-regi, hvor mentor

eksemplificerer

pro-sociale værdier og

adfærd, og støtter klienten i at realisere prioriterede pro-sociale mål samt at realisere ikke-kriminogene forhold som

vurderes at være betydningsfulde for at nedsætte risiko

Mentor arbejder frem mod at etablere en tillidsfuld, personlig og tæt, men professionel, relation til klienten, hvor mentor i

den udstrækning det er relevant, fungerer som klientens bisidder, fordi der er påvist en positiv sammenhæng mellem en

sådan rolle og relation og nedsættelse af risiko for recidiv.

Mentor forbereder klienten på dennes interaktion med relevante myndigheder og institutioner, og private aktører med

hvilke klienten må samarbejde for at realisere de prioriterede mål for mentorforløbet.

A mentors rolle og arbejde tænkes som tværgående og komplimenterende i forhold til kriminalforsorgens indsats- og

programvirksomhed og andre Myndigheders støtteordninger. Her er det centralt, at Kriminalforsorgen ikke nødvendigvis

tænker sine mentorer som overflødige og unødvendige, hvis støtteordninger er igangsat under andre Myndigheder.

Mentor, i den udstrækning det er relevant, i praksis støtter klienten i at sætte de kompetencer i brug som denne har

tilvejebragt gennem kriminalforsorgens programvirksomhed og MOSAIK indsatsen.

b) At professionalisere, informere og pleje de lokale mentorkorps.

At en revideret vejledning for

mentorordningen, foreskriver der årligt organiseres en orienteringsdag for de lokale mentorkorps med

henblik på at styrke samarbejdet mellem KiF og mentorerne. En sådan orienteringsdag skulle ligeledes

tydeliggøre for mentorerne,

hvordan

mentorordningen i Kriminalforsorgen anses som en del af en

helhedsorienteret indsats for tilsynsperioden. Her anbefales det, at mentorerne modtager et brief

omkring:

Risiko- og behovsvurderingsredskabet LS/RNR og MOSAIK netop for at skærpe deres forståelse

for kriminalforsorgens arbejde, og ansvar- og rollefordelingen mellem sagsbehandler og

mentor.

Kriminalforsorgens kerneprogrammer som klienterne muligvis kan have deltaget i, og i forhold

til hvilke mentor kan være med til at fastholde læring, når det forekommer relevant.

Mentorordningens regler og procedurer

c) At professionalisere afslutningen af mentorforløbene ved at:

Planlægge forløbene så der, i stigende grad, arbejdes systematisk frem mod målopnåelse.

Sikre at mentor forbereder klienten på mulige faldgruber i forbindelse med og efter

mentorforløbet afslutning, og i samarbejde med klienterne, udvikler strategier for, hvordan

klienterne kan fastholde den positive udvikling og de resultater, som de har opnået gennem

tilsynsperioden.

Klienterne bliver forberedte på mentorrelationens afslutning.

Mens MOSAIK på evalueringstidspunktet blev tilbudt til klienter, der i kriminalforsorgens LS/RNR vurderingen

s orede ”højt” eller

” elle højt”,

er klienter, der

s orer ” elle ” i LS/RNR vurderi ge

også blevet tilbudt et MOSAIK forløb siden 1. August 2017.

Hertil er Kriminalforsorgen som nævnt afhængig af andre myndigheders arbejde f.eks. i forbindelse med målsætninger om at støtte

klienten i at få en gældssanering, kontanthjælp eller komme i aktivering og få en bolig. I forhold til dokumentation vil mentorordningen

således være kendetegnet ved en række realiserbare mål, i forhold til hvilket nogle vil kunne dokumenteres ved forløbets afslutning

(f.eks. bolig, gældssanering, kontant hjælp og budget til afholdelse af bassale udgifter), mens andre kunne være performancerelaterede

og henvise til, at Kriminalforsorgen har ydet en optimeret støtte og, at klienterne har samarbejdet omkring samme f.eks. i arbejdet med

klientens tankemønstre og adfærd. For at kunne dokumentere og evaluere mentorindsatsen er det centralt, at Kriminalforsorgen i den

forbindelse afklarer sine succeskriterier.

I forbindelse med nærværende evaluering blev det klart at flere af mentorerne ikke var klare over reglerne og procedurerne for

mentorordningen. Det drejede sig f.eks. og mulighed for at søge aktivitetspenge eller muligheden for at fradrage udgifter til transport,

telefon og porto.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 48 -

4. EFFEKTIVITET: OMSTÆNDIGHEDER VED IGANGSÆTTELSE AF MENTORFORLØB

Baggrund.

Dette kapitel beskæftiger sig med evalueringens fokusområde 6 nemlig, hvilke omstændigheder,

som har betydning for, at der igangsættes mentorforløb.

Det første og det andet afsnit

(4.1. og 4.2.) beskriver

sammenhængen mellem, på den ene side, klienternes alder og domstype, og på den anden side, igangsættelse

af mentorforløb.

Det tredje afsnit

(4.3.) diskuterer sammenhængen mellem ordningens økonomistyringen og

igangsættelse af mentorforløb.

Det fjerde afsnit

(4.4.) beskæftiger sig med, hvordan sagsbehandlerne vurderer,

at der er tale om klienter med særlige behov for støtte.

Det femte afsnit

(4.5.) ser på, hvor mange ansatte, der

bruger mentorer, hvorfor de bruger mentorer, og hvordan.

Kapitlet lukkes med

en afsluttende opsamling og

nogle anbefalinger. Data, der præsenteres i dette kapitel er funderet på de formelle semistrukturerede

interview med sagsbehandlere og i nogen udstrækning også mentorer; budgetopgørelser over, hvor mange

ansatte, der i løbet af 2016 igangsatte mentorforløb

; og dateudtræk fra kriminalforsorgens

forløbsregistreringer fra 2016

4.1.

ALDER OG IGANGSÆTTELSE AF MENTORFORLØB

Om alder og igangsættelse af mentorforløb.

I Vejledningen for mentorordningen udfærdiget i året 2011, er

målgruppen for mentorordningen defineret som klienter mellem 15 og 25 år med et særligt behov for støtte

samt tungt belastede klienter over 25, der ligeledes har særlige støttebehov. Som den fremgår af Tabel 11

nedenfor, der angiver aldersfordelingen på klienter med mentorer i 2016, så var antallet af klienter mellem 15-

17 år minimalt. Det skyldes, at klienter under 18 år normalt hører til kommunernes familieafdelinger og først

overgår til Kriminalforsorgen ved det 18 år. Særlige omstændigheder forventes derfor at gøre sig gældende,

hvis klienter under 18 år er i tilsyn hos KiF. I nærværende evaluering, deltog ingen klienter under 18 år. Som det

ligeledes fremgår af Tabel 11, var størstedelen af klienterne, der startede i et mentorforløb i 2016 mellem 18

og 27 år, hvilket ikke er overraskende taget målgruppedefinitionen i betragtning. Ydermere falder antallet af

klienter mellem 28 og 37 år, hvorefter der igen kan observeres en stigning, hvilket skyldes, at samtlige klienter

over 37 år i tabellen sammenregnes. Mens det i vejledning for mentorordningen foreskrives, at antallet af

klienter over 25 år ikke må overstige 20% af den samlede population, der indgår i mentorforløb, viser

forløbsregistreringerne fra 2016 (Tabel 12), at klienter over 25 år udgør 41% af den samlede population i

mentorforløb. Den relativt høje andelaf klienter over 25 år, indikerer et behov for at udvide målgruppen.

Tabel 11. Klienters aldersfordeling 2016

15-17 år

18-22 år

23-27 år

28-32 år

33-37 år

38 år eller mere

Disse er indhentet i de fire KiF Afdelinger, som deltog i evalueringen.

Afsnittet her behandler primært ansattes oplevelse af arbejdet med samfundstjeneste dømte; behandlingsdømte; betinget dømte og

løsladte klienter, hvorunder kun to var i frivilligt tilsyn. Frivilligt tilsyn er imidlertid ikke behandlet særskilt, netop fordi datamængden

var for spinkel. Med henvisning til metoderapporten fokuserer nærværende evaluering primært på brugen af mentorordningen i KiF og

omfatter derfor

ikke

data om klienter, der afsoner i fængsel, eller klienter, der afsoner med fodlænke.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 49 -

Tabel 12. Dataudtræk 2016: Klientalder i forhold til målgruppe.

Frekvens

111

273

277

Procent

100,0

Valide

Procent

100,0

Over 25 år

Total

Manglende

besvarelser

Total

4.2.

DOMSTYPENS BETYDNING

Samfundstjeneste dømte og mentorordningen.

Domstypen har betydning for om der igangsættes

mentorforløb. Bruger man kriminalforsorgens forløbsregistreringer fra 2016 til at sammenligne f.eks.

prøveløsladte og betinget dømte med samfundstjenestedømte, udgjorde prøveløsladte 40% og betinget dømte

30% af klinterne i tilsyn for hvem et mentorforløb blev iværksat, mens under 10% af klienterne i tilsyn med

vilkår om samfundstjeneste fik en mentor. Ud fra samtalerne med sagsbehandlerne fremstod to dominerende

forklaringer på, at mentorforløb ikke blev sat lige så hyppigt i gang for samfundstjenestedømte. Den ene

drejede sig om tid og arbejdsopgaver relateret til udmøntningen af samfundstjenestedomme, den anden til

samfundstjenestedømtes profil.

Samfundstjenestedømte: tid og opgaver.

Generelt vurderede sagsbehandlerne, at der, i langt de fleste

samfundstjenesteforløb, var meget lidt tid til igangsættelse af mentorforløb. Årssagen hertil var, dels at

størsteparten af samfundstjenestedommene var korte, typisk på 3-4 måneder, og dels at tilsynet fulgte længste

tiden, hvilket betød, at klienterne udgik fra tilsyn, når samfundstjeneste timerne var afviklet, ideelt set,

indenfor 2/3 af perioden for tilsynsperioden. Dertil kom, at samfundstjenestedommene skulle iværksættes

indenfor 20 dage efter domsdatoen; der skulle identificeres et passende samfundstjenestested, som klienten

gerne skulle være indforstået med; og der skulle laves for-samtaler. Derudover, skulle der, på

evalueringstidspunktet, laves en LS/RNR vurdering med samfundstjenestedømte, hvilket i sig selv kunne tage

flere tilsynsbesøg. De mange gøremål, der omgav disse klienter, og som skulle på plads ofte indenfor en relativ

kort periode, bevirkede, at sagsbehandlerne måtte prioritere disse gøremål, og at det, som en konsekvens,

derfor kunne forekomme urealistisk og uoverskueligt også at igangsætte og tale mentorforløb med klienterne.

Samfundstjeneste dømte: profil.

I forhold til klientprofilen, gav de fleste sagsbehandlere udtryk for, at klienter

med samfundstjenestedomme ofte var ret velfungerende sammenlignet med det øvrige klientel, netop, fordi

de var vurderede egnede til at samfundstjene. Enkelte sagsbehandlere bemærkede i samtalerne, at

samfundstjenerene ofte scorede lavt i LS/RNR vurdering, og på den baggrund, vurderede de, at klienterne ikke

havde behov for en mentor. Selvom der således var bred enighed om, at samfundstjenestedømte, generelt, var

velfungerende, berettede sagsbehandlerne imidlertid

samtidig,

at de også brugte mentorordningen til at

hjælpe klienter til at gennemføre samfundstjenesten. Forklaringen derpå var, at samfundstjenestedømte,

generelt, var blevet dårligere og tungere efter iværksættelse af flere samfundstjenestedomme. Der er således

tale om to forskelligartede udmeldinger, der på en og samme tid karakteriserede ansattes oplevelse af arbejdet

med samfundstjenestedømte og som blev sammenkædet med igangsættelse af mentorforløb for samme.

Samfundstjenestedømte: profilforandring.

I opgørelser over samfundstjenestedømte kan man ligeledes

observere forandringer. Den procentvise andel af samfundstjenestedomme set i forhold til samtlige domme er

steget gennem perioden 2010 til 2016. Fra at samfundstjenestedømte udgjorde 16% af samtlige betingede og

ubetingede domme i 2010, udgjorde de, i 2016, 25%

. Blandt samfundstjenestedømte er den procentvise

andel af dømte for vold i øvrigt steget fra 19% i 2013 til 26% i 2016; andelen af dømte efter lov om

euforiserende stoffer er steget fra 5% til 7% indenfor samme 3-årige periode; og andelen af dømte med

færdselsovertrædelsesdomme er faldet fra 44% til 31%

. De observerede forandringer indikerer, at profilen på

samfundstjenestedømte er under forandring, hvilket muligvis forklarer sagsbehandlernes oplevelser af

Data her er indhentet hos Enhedsleder, Lene Skov, Alternative Afsoningsformer, Direktoratet.

Ibidem note 41.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 50 -

tilsynsarbejdet relateret til denne klientgruppe, og de resurser (tid, økonomi, indsatser,

samfundstjenestesteder), de i stigende grad oplevede, der var behov for i forhold til at udmønte dommene.

Figur 2. Retslig status i procent på klienter, der startede mentorforløb i 2016.

Afsoner*

Prøveløsladt

Betinget dømt

Samfundstjenestedømt

Dømt efter straffeloven §§ 68-69

Frivilligt tilsyn

Andet

*I kategorie ”Afsoner”

er også fodlænkeafsonere svarende til 1%.

Behandlingsdømte.

Som det ligeledes fremgår af Figur 2, så var den procentvise andel af klienter med

behandlingsdomme (§§ 68-69) og med mentorer under 10%. I samtalerne med sagsbehandlerne omkring deres

sags-stammer, klienters behov og visitation til mentorforløb gav størstedelen udtryk for, at de

ikke

tænkte

mentorordning i forhold til behandlingsdømte. Den rapporterede årsag hertil var, at behandlingsdømte typisk

får allokeret støtte-kontaktpersoner, hjemmevejledere eller andre kommunale støttepersoner. Derudover

modtager de støtte gennem retspsykiatrien og er ofte velmedicinerede. De sagsbehandlere, der igangsatte

mentorforløb for behandlingsdømte berettede enten, at de havde gjort det som en midlertidig foranstaltning

indtil andre støtteordninger var på plads, eller at de havde gjort det med en pædagogisk indsats for øje

Prøveløsladte.

I forhold til de 40% prøveløsladte, der startede i tilsyn i 2016 fik Evaluator indtryk af, at det

sjældent lykkedes at sætte en mentor på allerede inden løsladelsen, typisk, fordi KiF ikke modtog henvendelser

herom fra fængslerne, eller modtog dem sent. Mentorforløbene med prøveløsladte startede derfor oftest først

i KiF regi. I forhold til prøveløsladelserne observerede Evaluator, at der overordnet set blev sat to slags

mentorforløb i gang. Den ene slags havde at gøre med KiFs opmærksomhed på at mindske risikoen for recidiv

ved løsladelse. Den anden slags havde at gøre med rehabilitering og reintegration.

Løsladte: Risiko for recidiv i forbindelse med løsladelse.

I forhold til den første kategori, drejede det sig ofte

om klienter i forhold til hvilke, sagsbehandlerne vurderede, der var risiko for recidiv, fordi der ved løsladelsen

var en række forhold, som ikke var på plads, såsom manglende bolig, NEM-id, kontakt med læge- og

kontanthjælpssystemet, eller andre økonomiske og praktiske forhold. Omkring sådanne klienter anvendte

sagsbehandlerne ofte udtrykkene, at klienten blev

løsladt til ”i ge ti g” eller ”gade ”.

Selvom kommunerne,

ifølge kontanthjælpsreformen af 2014

, er forpligtede på at vurdere om en klient, ved løsladelse, har brug for

en mentor, var det, af forskellige årssager, ikke altid, at disse vurderinger fandt sted, eller at en mentor blev

allokeret.

Samarbejde med kommunerne omkring løsladelserne.

På baggrund af nærværende evaluering, fremgår det,

at kommunernes resurser, prioritering, indsats og engagement i forhold til at tage hånd om løsladelser i bred

forstand

var meget forskellige. Horsens kommune havde f.eks. udover et engageret samarbejde med

Beretningerne om mentorer, der fungerede for behandlingsdømte

–

herunder også beretninger fra mentorerne selv

–

var blandede.

På den ene side var der beretninger fra sagsbehandlere og mentorer, der enstemmigt fortalte om forløb, hvor klienten, efter flere års

indsats i retspsykiatrisk regi uden mærkbare resultater, pludselig udviste en positiv ændret adfærd med mentor. På den anden side var

der beretninger om forløb, hvor klienten var så dårlig, at det ikke gav mening at fungere som mentor for vedkommende. Både de

vellykkede og mindre vellykkede forløb kan i princippet forklares med henvisning til en række faktorer som f.eks.: klientens motivation

eller visitationen til mentorordningen; særlige forhold, der måtte omgive klienten (sociale, økonomiske, psykiske og andre forhold);

mentors profil og/eller matchet. Generelt er det evaluators indtryk, at mentorer, der sættes på behandlingsdømte enten har en særlig

kompetence i forhold til klientens diagnose eller et særligt kendskab til klienten.

Der henvises til Aftale mellem Regeringen (Socialdemokraterne, RadikaleVenstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk

Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance af 18. april 2013.

Her behandles både løsladelser fra fængsler og varetægtsfængslede.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 51 -

Kriminalforsorgen omkring pilotprojektet Håndholdt Inklusion

iværksat et initiativ, hvor alle

varetægtsarrestanter, der skulle løslades til Horsens kommune fra arresthuse rundt om i Danmark, fik besøg af

en kommunal sagsbehandler, som havde sin faste gang i arresthusene med en udslusningsmentor. Evaluator

talte også med mentoransvarlige i kommunen i Haderslev. Her havde man netop revideret arbejdsgangene i

forhold til allokeringen af mentorer inklusive såkaldte udslusningsmentorer

, der bl.a. var møntet på borgere i

afsoningsinstitutioner. I den forbindelse fremgik det, at der forude for udviklingen af typologierne kun i

begrænset omfang havde været allokeret mentorer i forbindelse med løsladelserne (der blev primært refereret

til løsladelse fra fængsel) og også, at årssagen hertil var uklar, selvom der var et samarbejde i stand med

Kriminalforsorgen omkring prøveløsladte. Som det fremgår af projekterne God Løsladelse

og Håndholdt

Inklusion repræsenterer overgangen fra fængsel til afsoning i frihed og løsladelse fortsat udfordringer i forhold

til koordination mellem myndigheder, og optimering af bureaukratiske procedurer og resurser, hvilket

kriminalforsorgens relativt høje allokering af mentorer til netop denne gruppe af klienter reflekterede.

Løsladte med fokus på reintegration.

Udover at hjælpe prøveløsladte med de ovenfornævnte praktiske

forhold, blev der sat mentorforløb i gang, som havde et fokus på, hvad der kunne betegnes som en slags

psykosocial rehabilitering og reintegration. Det drejede sig typisk om dømte omgivet af stigma forbundet med

afsagte domme og tilstedeværelse af angst for konsekvenserne heraf. Det kunne også dreje sig om tidligere

indsatte, der havde afsonet lange domme, og som følte sig meget skrøbelige, eller som havde forskellige

diagnoser, og derfor vurderedes at have behov for hjælp for at kunne fungere i frihed. I denne type

mentorforløb varetog mentorerne en blanding af psykologisk bistand, en besøgsven funktion

og praktisk

hjælp til klienten til at få bolig, økonomi og beskæftigelses- eller uddannelsesmæssige og andre forhold

på

plads. Der var således tale om to typer af mentorforløb for prøveløsladte. Hvor der i forhold til begge typer

forløb var en række praktiske forhold at tage hånd om, var den anden type af mentorforløb kendetegnet ved

behov for samtaler, samvær og nogen gange længerevarende støtte af varieret karakter. På forespørgsel fra

Evaluator om ikke kommunen burde komme ind over den sidstnævnte type af forløb, blev der enten henvist til,

at et forhåndskendskab til sådanne klienter var essentielt for disses videre trivsel og/eller for at kunne arbejde

effektivt med deres risikoadfærd; at kommunen tidligere havde været ind over med begrænset succes; eller at

kommunen tænktes evt. at kunne komme ind over på et senere tidspunkt.

4.3.

ØKONOMIENS BETYDNING

Øh , der

var jo på et tidspunkt, hvor vi fik at vide, at nu må vi ikke ansætte flere, og så gjorde vi jo ikke det, og

så er det jo igen det der med, at når vi får grønt lys igen, så tror jeg, at så var der mange, jamen, så tænkte man

ikke lige mentorer altså, - altså, mentorer har været lidt usynlige fordi, øhm, det er ikke noget, man taler så

meget om faktisk. Så det bliver også meget op til den enkelte sagsbehandler, om man husker at tænke det ind.

Det er jo ikke noget, vi fast sidder og snakker om, hvem der har mentorer, og hvem der ikke har, og hvornår vi

tænker, det er vigtigt at sætte en mentor på. Det sidder vi jo med individuelt

, hver især, hvor man kan sige, at

mange af de andre ti

g sidder vi og drøfter fælles .

–

samtale med sagsbehandler.

Håndholdt Inklusion henviser til et pilotprojekt, der blev sat i gang i oktober 2016 med henblik på at udvikle metoder til at optimere

myndighedssamarbejdet omkring uddannelse og beskæftigelse efter løsladelse (Håndholdt Inklusion 2016). Inspireret af resultaterne fra

Projekt God Løsladelse, er et fokuspunkt i projektet at starte samarbejdet med kommunen allerede ved indsættelsen og udarbejde en

fælles plan for forløbet under indsættelsen og derefter. Projektet bliver afviklet i samarbejde med Holbæk og Horsens kommuner og det

forventes afsluttet i januar 2020.

I Haderslev Kommune havde man under jobcenteret lavet mentortypologier, hvor mentorindsatser blev iværksat med forskellige

formål og målgrupper med dertilhørende korresponderende resurseallokeringer, metoder og fokus. Henvis til Haderslev 2016.

Henvis til Kriminalforsorgen 2016, og Rambøl og Rasmussen 2009.

Besøgsvenfunktionen står i nogen grad i modsætning til, hvad der foreskrives i vejledningen for mentorordningen (2011), idet den

netop fremhæver, at mentorer ikke skal fungere som sådan. Her understreges det, at besøgsven funktionen blev implementeret

sammen

med andre funktioner, og at den således ikke var enestående, men en indsats blandt andre sat i brug for at støtte op omkring

det etablerede forandringsperspektiv.

Her henvises til både specifikke og generelle behov- og risikofaktorer.

Mens dette citat illustrerer ansattes beskrivelser af mentorordningens historik i forhold til økonomistyring, skal det understreges, at

mentorordning i en enkelt afdeling, blev diskuteret fast på fællesmøder, og at der var teams, hvor ordningen regelmæssigt blev italesat.

Dette er et forhold, der ikke er indfanget i citatet. Til gengæld var oplevelsen af at sidde alene med mentorordningen og den usikkerhed

som omgiver samme en gentagen tematik. Samlet set indfanger citatet imidlertid glimrende den måde, hvorpå mentorordningen ofte

udmøntes.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 52 -

Tendenser i historisk mindreforbrug.

Som det fremgår af metoderapporten for nærværende evaluering

Tabel 13 nedenfor, har der de sidste 6 år været et mindreforbrug, efter et uventet merforbrug i året 2010 i

forbindelse med hvilke udvalgte planlagte og igangværende forløb måtte udskydes, aflyses eller afsluttes. Af en

permanent bevilling på 14 millioner

var det samlede forbrug i årene 2012-2016 på mellem 10 og godt 12

millioner kroner, og i 2011 på knap 6,5 millioner kroner. En mulig forklaring på det store mindreforbrug i året

2011 kunne reflektere standsningen af mentorforløbene i 2010 og en relateret forsigtighed i forhold til at

igangsætte nye mentorforløb. På den baggrund er det ligeledes muligt, at ansatte først for alvor begyndte at

bruge mentorordningen mere konsistent i årene 2013-2014. Det er også muligt, og at det efterfølgende

nedadgående forbrug i året 2015 reflekterer, udmøntningen af LS/RNR vurderingen og MOSAIK i forbindelse

med hvilke, det kunne tænkes, ansatte måtte prioritere at bruge deres tid og resurser på at inkorporere de nye

værktøjer på bekostning af igangsættelse af mentorforløb. Tabel 13 giver et overblik over forholdet mellem

allokerede midler og forbrug gennem perioden 2011-2016.

Tabel 13. Bevillinger og forbrug 2011-2016.

Reduktion af mentorordningens bevilling.

I året 2016, bad Finansministeriet Kriminalforsorgen om at redegøre

for mindreforbruget, og den samlede bevilling til mentorordningen blev skåret med 1 million kroner per 1.

januar 2017. Blandt andet derfor monitorerer Direktoratet nu ubalancer mellem bevilling og forbrug i de

kvartalsvise indberetninger fra de enkelte Områdekontorer, og følger op på samme med anmodninger til de

ansvarlige områdekontorer

. Derudover har Direktoratet, fra 2017, valgt at ændre den måde, hvorpå

mentorbevillinger allokeres til de enkelte områdekontorer. Fra at have allokeret bevillinger i forhold til det

forventede antal klienter i målgruppens alder tilknyttet de enkelte afdelinger, bliver bevillingerne nu allokeret

via Områdekontorerne på baggrund af udmeldinger fra de enkelte KiF afdelinger omkring forventet forbrug.

Formålet hermed har været, i stigende grad, at engagere og ansvarliggøre områdekontorene og KiF

afdelingerne i forhold til at sammenstemme forbrug og bevilling. Implicit i det nye allokeringsprincip ligger en

anerkendelse af, at afdelingernes forbrug ikke nødvendigvis afspejler andelen af klienter i målgruppen, der

starter i mentorforløb, men henviser til andre forhold, hvilket bekræftes i nærværende rapport.

Central og decentral økonomistyring.

Selvom, der var enkelte, typisk yngre, sagsbehandlere, der fremhævede,

at økonomi ikke havde betydning for, om de satte mentorforløb i gang, fremstilledes økonomi, i de fleste

Henvis til Bilag B.

Bevillingen på 14. mio. kr. svarer i 2016 reelt til 14,8 millioner efter pris og lønregulering.

Som beskrevet i Metoderapporten, har den økonomiske administrationen af mentorordningen ligget i Direktoratet. Med

reorganiseringen af Kriminalforsorgen får Områdekontorene

imidlertid en stadig større rolle i forhold til at overse dokumentation af

ordningens implementering og også dens forbrug i forbindelse med hvilke det forventes at eventuelle mindre og merforbrug udlignes

regionalt. Ansvaret for den overordnede udvikling og kvalitetssikring af ordningen er stadig placeret i direktoratet.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 53 -

samtaler, som en væsentlig regulator for igangsættelse af forløb. Dette var særlig udtalt i en enkelt KiF afdeling,

hvor ledelsen i året 2014 pludselig stoppede et antal igangværende mentorforløb på grund af et merforbrug

Det pludselige lokale merforbrug eksemplificerer, at udfordringerne med budgethåndtering ikke alene har

relateret sig til Direktoratet, hvilket blev bekræftet i udvalgte interview med ansatte i områdekontorerne og

mentortovholdere i lokalkontorerne, der angav, at de ikke altid havde prioriteret at bruge tid på at få

uoverensstemmelser mellem mentorordningens forbrug og bevilling justeret.

Økonomistyring og regulering af regler og procedurer.

Til trods for, at der fra Direktoratets side, ikke har

fundet en overordnet og generel begrænsende regulering sted siden 2010, er de løbende reguleringer omkring

økonomien

–

herunder også af regler og procedurer

–

et tema i ansattes beskrivelser af mentorordningen. For

eksempel forklarede ansatte, at de, typisk i anden halvdel af et kalenderår, når det bliver klart, at der er et

forventet mindreforbrug, bliver opfordret til at igangsætte flere mentorforløb. I den forbindelse noterede

udvalgte sagsbehandlere, at reglerne for mentorordningens typisk også lempes, netop for at sikre, at

bevillingen bruges. Således nævner nogle f.eks., at de var blevet informeret om, at de derfor ikke, inden

igangsættelse af mentorforløb, behøvede tjekke så nøje, om man, fra kommunalt regi, kunne bevilge en

mentor, hvilket vejledningen for mentorordningen ellers foreskriver. I interviewene med sagsbehandlerene og i

hverdagens samtaler omkring mentorordningen, noterede Evaluator sig, at der ofte blev udtrykt tvivl om

reglernes udmøntning, og, at der i den forbindelse regelmæssigt blev henvist til ovenfornævnte midlertidige

lempelser, der skabte forvirring omkring regler og procedurer. På baggrund af data tilvejebragt i nærværende

evaluering, fremstår de løbende reguleringer, ikke blot af økonomien, men også de dertil relaterede lempelser

af udvalgte regler, som forhold, der bidrager til at skabe uklarhed omkring ordningen.

4.4.

KLIENTER MED SÆRLIGE BEHOV: HVEM ER DE?

Evaluator:

Ville det være nemmere, hvis I havde et fast punkt på jeres dagsorden (red. ugentlige møde), der hed

’mentorer’, hvor I

kunne vende klientsager med hinanden (red. kollegaerne)? Ville det være en hjælp for dig ?

Sagsbehandler:

Ja, jeg tror det ville gøre, at man får det (red. mentorordningen) italesat, og også får et fælles

rum, hvor vi (red. kunne)

diskutere: ’hvornår

tænker vi egentlig mentor?’ Og der tror jeg faktisk også, vi tænker

vidt forskelligt, (red. altså i vurderingen af), hvornår der er behov for mentor .

Om visitation: Klienter med et særligt behov for støtte.

Udover økonomi og domstype, som har betydning for i

hvilken udstrækning, der igangsættes mentorforløb, må vurderingen af den enkelte klients særlige behov for

støtte ligeledes tænkes som et parameter, netop fordi, det jo ikke er alle klienter, der tilbydes en mentor

. I

nærværende evaluering spurgte Evaluator derfor indtil, hvordan sagsbehandlerne vurderede, at klienterne

havde et særlig behov for støtte. Her var svarene ofte lidt tøvende og i nogen udstrækning forskellige.

Forskellen afspejlede, dels at klienternes situation var unik, og dels at sagsbehandlerene, i nogle tilfælde, greb

visitationen til mentorordningen forskelligt an. For eksempel forklarede en sagsbehandler, at han systematisk

spurgte alle klienter over 25 år om de ville have en mentor; andre indikerede, at de primært koncentrerede sig

om de helt unge; mens atter andre, fastholdt, at det var klientens behov, der var udslagsgivende for om denne

blev tilbudt en mentor.

Omstændigheder ved behovsvisitationen.

Trods disse forskelligheder, er det muligt at opstille en række

omstændigheder, der omgav visitationen, og som fremstår som betydningsfulde for, at en klient blev tilbudt en

mentor.

En sådan omstændighed

henviser til situationer, hvor klienter selv bad om at få en mentor, hvilket det

ifølge kriminalforsorgens forløbsregistrering fra 2016 var tilfældet i 24% af forløbene.

En anden omstændighed

henviser til situationer, hvor sagsbehandlerne overtog en sag fra en kollega, der havde vurderet

Her fortalte samtlige ansatte, at episoden har bevirket, at de har afholdt sig fra at sætte mentorforløb i gang efterfølgende, dels fordi

de ikke ønskede at udsætte sig selv for en situation, hvor de igen ville skulle afvikle forløb uden en faglig begrundelse, og dels fordi de

mente, at stansningerne af mentorforløb i året 2014, i nogle tilfælde, havde haft negative konsekvenser for klienterne.

Et dataudtræk fra året 2011 indikerer, at det på daværende tidspunkt i langt de fleste KiF afdelinger var under 10% af målgruppen,

der blev tilbudt en mentor.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 54 -

tilstedeværelsen af et behov, og at igangsættelsen af forløb således henviste til andres vurderinger

En tredje

omstændighed

har at gøre med empiriske karakteristika, som omgav klienters adfærd, når sagsbehandlernes

vurderede klienternes behov for støtte. Disse karakteristika, der er listet i Boks E nedenfor, kan betragtes som

en slags indikatorer for særlige behov, der foranledigede sagsbehandlere til at prøve at motivere klienter til

tage imod et tilbud om en mentor, hvilke udvalgte klienter efter ugers eller måneders samtaleforløb gjorde.

Her har Evaluator indtryk af, at der i nogle tilfælde var tale om, at sagsbehandleren overtalte klienten, i andre

tilfælde, at klienten på frivillig basis vendte tilbage med en tilkendegivelse af, at de gerne vil have en mentor. I

den forbindelse mente nogle sagsbehandlere, at hvis matchet var godt, så ville motivationen også komme

–

også selvom klienten, som udgangspunkt, var kritisk.

Boks E. Indikatorer på særlige behov for støtte.



Manglende fremmøde i KiF.



Manglende fremmøde hos andre institutioner og myndigheder.



Ikke i stand til at følge op på offentlige henvendelser.



Ikke i stand til at tage initiativ til at kontakte offentlige og private institutioner og myndigheder med henblik på at udbedre

egne vilkår.



Henvendelser fra klientens familie, der udtrykker bekymring.



Tegn på manglende trivsel.



En tilspidset grad af uklarhed omkring praktiske forhold som: bolig, arbejde, gæld, medicin og mis- eller forbrugsmæssige

forhold (stoffer og alkohol).



Regelmæssige tanker om kriminalitet som mulighed for at skabe indkomst eller løsning på problemer.



Tegn på selvdestruktiv adfærd.

Den socialfaglige begrundelse.

Som citaterne nedenfor understreger, vurderedes den enkelte klients specifikke

behov for støtte ud fra en afklaring af en række forhold omkring klienten og dennes situation, hvilket ligger i

den socialfaglige vurdering. I den forbindelse var kontaktfladen mellem sagsbehandler og klient central.

Relationen; den personlige kontakt; kendskabet til klienten

–

og hyppigt også dennes familie

–

fremstod som

væsentlige for en informeret og kvalificeret samtale, hvorigennem også motivation og behov kunne vurderes.

Det er derfor ikke overraskende, at sagsbehandlerne regelmæssigt henviste til situationer og forløb, hvor

klienter, der før havde været i tilsyn, og som var kendt af sagsbehandleren, blev tilbudt en mentor i forbindelse

med påbegyndelse af et nyt tilsynsforløb.

Jeg har ikke sådan nogle kriterier, jeg vælger ud fra. Jeg vælger ud fra, at jeg har talt med dem og finder ud af,

hvordan det lige er den her hverdag er for klienten (red.), - så jeg synes, det er svært at sige .

–

Samtale med

sagsbehandler.

Du skal kunne mærke at - hvis den, der sidder over for siger:

’det

(red. en mentor) har jeg ikke lyst til’, så går vi

ikke videre med det. Så kan det være, jeg nævner det igen nogle gang efter og siger:

’har

du overvejet det igen

eller’? Men (red. klienten) ender som regel med at sige:

’at

det vil jeg faktisk rigtig gerne’, og jeg synes, det plejer

at gå rigtig godt .

–

Samtale med sagsbehandler.

Visitation og usikkerhed.

Selvom der var sagsbehandlere, som udtrykte en stor grad af sikkerhed omkring

brugen af mentorer og som typisk også igangsatte en del forløb, noterede Evaluator, at sagsbehandlerne ofte

udtrykte en oplevelse af uklarhed eller usikkerhed omkring visitationen til mentorordningen. Uklarheden og

usikkerheden var særlig møntet på forhold, der i Vejledningen til mentorordningen enten er beskrevet i meget

generelle termer, eller der slet ikke er berørt nemlig,

hvem,

der skal tilbydes en mentor, og

hvordan.

Det

drejede sig med andre ord om: a) behovsvurderingen; b) vurdering af klientens motivation

; og c) vurdering af

et passende match

Visitation og brugen af LS/RNR.

For at vurdere i hvilken udstrækning værktøjet LS/RNR blev tænkt i forhold til

visitation til mentorordningen, spurgte Evaluator ind til samme. Hertil viste det sig, at knap halvdelen af

medarbejderne i en eller anden udstrækning enten tænkte eller diskuterede mentorindsatsen i forbindelse

Der var kun et tilfælde, hvor en sagsbehandler berettede, at hun var uenig i sin kollegas vurdering af klientens behov for en mentor.

Henvises til det relativt høje antal af mentorforløb, der blev afsluttet af motivationsrelaterede årssager som beskrevet i kapitel 3.

Kapitel 5 nedenfor beskæftiger sig med dette tema.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 55 -

med LS/RNR vurderingen. Med undtagelse af en enkelt sagsbehandler, der nævnte, at hun brugte sektion 5 i

LS/RNR vurderingen omkring klientens modtagelig til at understøtte hendes vurdering af klientens motivation,

henviste sagsbehandlerne primært til diskussioner med klienterne af LS/RNR scoren, og de relaterede behov og

risici. Andre sagsbehandlere fremhævede, at de ikke havde tænkt systematisk i LS/RNR vurderingen, men at

det var oplagt i stigende grad at gøre brug af dette værktøj. Endelig var der flere, som nævnte, at de enten ikke

havde været uddannet i brugen af LS/RNR på visitationstidspunktet, at en kollega havde lavet LS/RNR

vurderingen med klienten, eller LS/RNR vurderingen var lavet

efter

mentorforløbets igangsættelse og derfor

ikke var tænkt ind i visitationsprocessen. LS/RNR vurderingen blev således

i nogen udstrækning

tænkt ind i

forhold til igangsættelse af mentorforløb, hvilket de opstillede mål

afspejler

-også selvom sammenhængen

mellem mentorordningen og vurderingen ikke altid er forklaret i handleplanerne.

4.5.

HVOR MANGE ANSATTE BRUGER MENTORER, HVOR OG HVORDAN?

Sagsbehandler- og afdelingsafhængigt brug af mentorer.

På evalueringstidspunktet havde omkring halvdelen

af de ansatte i KiF Horsens, KiF Århus og KiF Roskilde klienter i mentorforløb. I KiF Haderslev havde størstedelen

af de ansatte mentorforløb ikke blot på evalueringstidspunktet men mere generelt. Som det fremgår af Tabel

14 nedenfor ændrer billede sig imidlertid, hvis man betragter det samlede forbrug af mentorer per

sagsbehandler i de 4 KiF afdelinger på årsplan (2016), idet det samlede forbrug per afdeling derved bliver

større

. Som det ligeledes kan noteres, havde de fleste mellem 1-2 mentorforløb i løbet af året 2016, men der

var også enkelte, der havde flere

100

. Her undersøgte Evaluator om der var en sammenhæng mellem forbruget

af mentorer og de kommuner, den enkelte sagsbehandler arbejdede i. Baggrunden herfor var, at man kunne

forestille sig, at behovet for mentorer fra Kriminalforsorgen ville være mindre i kommuner som Odsherred,

Århus eller Roskilde, hvor der er en eller flere større behandlingsinstitutioner og/eller bosteder, og at

behandlingsdømte der ville modtage støtte gennem restpsykiatrien og kommunen i stedet for at få en

kriminalforsorgsmentor. Mens dette var tilfældet for enkelte sagsbehandlere, viste det sig, at

kommunefordelingen ikke kunne forklare den uregelmæssige brug af mentorer. En sagsbehandler, der havde

mange behandlingsdømte i sin sagsstamme, og som arbejdede i en kommune med behandlingsinstitutioner,

kunne f.eks. have et eller flere mentorforløb i gang både med behandlingsdømte og ikke-behandlingsdømte.

Der var også sagsbehandlere, der arbejdede i kommuner uden behandlingsinstitutioner, som alligevel ikke

brugte mentorer og så fremdeles. Brugen af mentorordningen var, med andre ord, dels afhængig af

tjenestestedet, og dels af den enkelte sagsbehandler. Tabel 14 angiver, hvor mange ansatte sagsbehandlere

101

der på evalueringstidspunktet var i hver KiF afdeling (kolonne 1: I alt); hvor mange, som på årsplan havde haft

klienter i mentorforløb (kolonne 2: Med mentor); samt hvor mange forløb, hver ansatte havde haft i året 2016

(kolonne 3: Antal forløb/ansatte med mentorer)

102

Henvis til kapitel 3 skema 1, der opstiller de mål, som var etablerede for mentorforløbene i handleplanerne.

Her bør det noteres af et udsnit af de mål, der er sat for de mentorforløb, som er blevet gennemgået i forbindelse med nærværende

evaluering, adresserer ikke-kriminogene forhold, der indgår i LS/RNR formen under sektionerne 2-5.

Det skal her noteres, at udvalgte ansatte, der blev interviewet af Evaluator og som gav udtryk for sjældent at bruge mentorer, havde

mentorer på evalueringstidspunktet, fordi de have overtaget en kollegas sags-stamme.

100

I forhold til en enkelt KiF afdeling havde Evaluator mulighed for at undersøge KiF afdelingens registreringer af ansattes forbrug af

mentorer i perioden fra året 2011 til halvt ind i året 2013, hvor registreringerne stopper. Her noterede Evaluator, at afdelingens forbrug

lignede det som er observeret i nærværende evaluering. Det vil sige ca. (lige under) halvdelen af de ansatte satte mentorforløb i gang,

de fleste mellem 1-2 forløb om året, men der var enkelte som havde flere.

101

Hertil medregnes ledere, der også havde klientsager på evalueringstidspunktet. Sygemeldte sagsbehandlere er også medregnet

netop fordi, deres sags-stammer overtages af kolleger ved sygdom.

102

Sammenligner man antallet af ansatte i de fire KiF Afdelinger, der medvirkede i evalueringen, med antallet i de øvrige KiF Afdelinger

fremgår det, at KiF Haderslev og KiF Horsens hører til blandt kriminalforsorgens fire mindste afdelinger med 3-12 ansatte; KiF Århus

placerer sig blandt de mellemstore afdelinger med 13-19 ansatte; og KiF Roskilde blandt de største fire afdelinger med 20-33 ansatte.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 56 -

Tabel 14. Brugen af mentorer i de fire KiF afdelinger i 2016

Århus

Roskilde

Antal forløb

Ansatte

per

Med

ansatte m.

I alt

mentor

mentorer

Haderselv

Antal forløb

Ansatte

per

Med

ansatte m.

I alt

mentor

mentorer

Horsens

Antal forløb

Ansatte

per

Med

ansatte m.

I alt

mentor

mentorer

Ansattes forklaringer på, hvorfor og hvordan de brugte mentorordningen.

Den ovenfor observerede

sagsbehandler- og afdelingsspecifikke anvendelse af mentorordningen blev italesat i interviewene, hvor

sagsbehandlerne forklarede både deres egen brug af mentorordningen og kollegaers fravalg af den med

henvisning til en række forskellige forhold. Boks F nedenfor opstiller de mest almindelige forklaringer på

henholdsvis at benytte og ikke benytte mentorordningen. Det skal her noteres, at en og samme sagsbehandler

sagtens kunne komme med modsatrettede forklaringer på, hvordan de oplevede, det var at bruge den. Når det

var tilfældet skyldtes det typisk, at der var perioder, hvor sagsbehandlerne havde brugt mentorer ofte og

befandt sig i en god rutine omkring det

–

hvorfor det administrativt fremstod ukompliceret. Omvendt kunne de

også opleve perioder, hvor de havde brugt få mentorer, eller helt afholdt sig fra at bruge mentorordningen

–

hvorfor de igen skulle vænne sig til at bruge den, og den fremstod derfor som besværlig. Den periodiske og

uregelmæssige brug af mentorer var et gennemgående tema i størstedelen af samtalerne med ansatte om

mentorordningen. Betydningen heraf er, at sandsynligheden for at blive tilbudt en mentor i Kriminalforsorgen

ikke nødvendigvis handler om behov, men forhold som hvilken sagsbehandler man går i tilsyn hos, hvilket

område man løslades til, og hvorvidt sagsbehandlerne befinder sig i en periode, hvor de bruger

mentorordningen.

Forklaringerne i Boks F indikerer,

for det første,

at der ikke var en fælles vision for implementeringen af

ordningen; og

for det andet,

at der herskede uenighed omkring ordningens nytteværdi.

For det tredje,

indikerer

de, at implementeringen af ordningen, som før nævnt, var omgivet af usikkerhed; og

for det fjerde,

at man

ledelsesmæssigt og administrativt ikke altid prioriterede mentorordningen.

Boks F. Sagsbehandlernes overvejelser omkring brugen af mentorordningen

Når mentorordningen benyttes



Jeg sparer tid ved at have en

mentor på.

Det er ikke så administrativt

tidskrævende, når man vænner

sig til det.

Det handler om vores evne til

at samarbejde

–

fire øjne og

fire ører hører bedre end to.

Mentorordningen gør virkelig

en forskel for klienten.

Vi snakker om mentorer på

sagsbehandlermøderne.

Kommunernes mentorer

fokuserer primært på

beskæftigelsesområdet, og de

har ikke så meget tid.

Når mentorordningen ikke benyttes



Mentorordningen er en administrativ tidssluger.

Kollegaer glemmer mentorordningen.

Det handler også om, hvilken chef man har. Nogle støtter op om mentorordningen, for

andre, betyder den mindre.

Man kommer ind i en vane med ikke at bruge mentorordningen.

Jeg har travlt med MOSAIK og igangsættelse af samfundstjeneste og andre vilkår og må

prioritere det.

Ved ikke så meget om mentorordningen.

Er usikker på, hvordan man laver et godt match og finder den rigtige mentor.

Vores database over mentorer er ikke opdateret, og jeg har ikke lige fundet nogle at

tale med omkring, hvem, det kunne være passende at ansætte.

Nogle gange er der penge, og andre gange, er der ikke penge.

–

Brugen af

mentorordningen matcher ikke behovet.

I perioder har jeg glemt at bruge mentorer.

Jeg får ikke lige tænkt tanken for tiden.

Det drejer sig om kulturen på tjenestestedet.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 57 -



Det er ikke altid, man kan få en

mentor i kommunen, når der er

brug for det, fordi der er

ventetid.

Det er besværligt at

samarbejde med kommunen,

og det tager tid.



Jeg er ny og ved ikke så meget om mentorordningen.

Det er aldersbetinget, nogle er uddannede i en tid, hvor det er normalt at bruge

mentorer.

Jeg kan selv gøre det arbejde en mentor laver.

Mentorordningen er besværlig. Pludselig kan man bruge mentorer for så er der penge

og pludselig må man ikke, så skal man til at fyre folk. - Og det er ubehageligt, når der

ikke er en faglig begrundelse for at standse et mentorforløb.

Mentorordningen er blevet igangsat i takt med, at man giver sagsbehandlerene flere

administrative arbejdsopgaver.

Kommunerne sætter jo mentorer på.

Mentorordningen skaber afhængighedsforhold, og klienterne bør lære at klare sig selv.

Der er uklart, hvad Kriminalforsorgen vil med sin mentorordning.

Reglerne skifter afhængigt af om der er penge eller ej.



4.6.

OPSUMMERING: HVEM FÅR EN MENTOR?

Selvom mentorordningens målgruppe er defineret som klienter mellem 15 og 25 år med et særlig behov for

støtte og særligt belastede klienter over 25 år, der ligeledes vurderes at have behov for støtte, så er det ikke

behovet, der alene determinerer, hvilke klienter, som får en mentor. En række andre forhold, der har med

kriminalforsorgens organisering og ansatte at gøre, kan have lige så stor betydning for, at en klient tilbydes en

mentor. Af betydning er forhold som: Mængden og typen af de arbejdsopgaver, der kommer med forskellige

domstyper; ordningens økonomi og regelstyring; kommunernes udmøntning af støtteordninger; og hvilken KiF

afdeling og sagsbehandler en klient er tilknyttet. Visitationen til kriminalforsorgens mentorordning er således

karakteriseret ved en stor grad af vilkårlighed, og ved at en relativ stor procentdel af klienter i mentorforløb

(41%) befinder sig udenfor den primære målgruppe definitionen. Evalueringen peger på tilstedeværelsen af

usikkerhed og uklarhed omkring visitationsprocessen særlig i forhold til vurderingen af klienters motivation,

behov for støtte og matching, hvilket også kunne tænkes at påvirke i hvilken udstrækning, der igangsættes

mentorforløb. Dette er baggrunden for, at nærværende evaluering anbefaler Kriminalforsorgen at stramme op

omkring visitationen til mentorordningen og revidere den eksisterende model for udmøntning af samme.

4.7.

ANBEFALINGER: IGANGSÆTTELSE AF MENTORFORLØB

Anbefaling. Om systematisering af visitation til mentorordningen.

For at begrænse den vilkårlighed, der

omgiver visitationen til mentorordningen, anbefales Kriminalforsorgen at introducere en systematik i

visitationsprocessen, der gør brug af eksisterende behov- og risikoværktøjer. I denne sammenhæng tænkes

det, at sags eha dler e i forhold til klie ter, so s orer ” elle ”, ”højt” eller ”meget

højt”

i LS/RNR

vurderingen

skal overveje

om en mentor ville være relevant. Det understreges, at der

ikke

er tale om, at

samtlige klienter, som har et

” elle ”, ”højt”

eller

”meget

højt” risiko-behovsniveau tilbydes en mentor, og at

sagsbehandlerne sagtes

kan overveje

at tilbyde klienter,

der s orer ”lavt” eller ” eget lavt”

en mentor. For

klie ter, der s orer lavt, er det lot e ”ka overveje” og ikke e ”skal overveje”.

Det understreges også, at

visitationen til mentorordningen i et sådant scenarie forsat tænkes at være reguleret af henholdsvis

målgruppedefinitionen og sagsbehandlerenes socialfaglige vurderinger.

Anbefaling. Om en tretrins visitationsproces.

Det anbefales, at Kriminalforsorgen etablerer en

visitationsprocedure, der kan forstærke visitationens gennemsigtighed; systematik; og integration med

eksisterende værktøjer, programmer og indsatser. Det tænkes, at en sådan visitationsprocedure vil kunne

fremme kriminalforsorgens vision om et sammenhængende og fagligt stærkt klientforløb

103

. Man kunne f.eks.

introducere en tretrin visitationsproces, hvor det systematisk klargøres:

1. I forhold til hvilke klienter, man

skal overveje

at gøre brug af en mentor;

103

Her henvises til Hvidbog 2013 og Implement 2013.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 58 -

2. Om klienten er motiveret til forandring og et mentorforløb; og

3. Hvad mentorforløbet skal fokusere på, det vil sige, hvilke arbejdsopgaver, der skal der igangsættes, og

hvad man ønsker at opnå dermed.

Figur 3 på næste side opsummerer, hvordan Kriminalforsorgen kunne tænke hvert trin, der tænkes forbundet

med en systematisk anvendelse af specifikke sektioner fra LS/RNR vurderingen og udvalgte øvelser fra MOSAIK.

Anvendelsen af LS/RNR vurderingen og øvelserne fra MOSAIK betragtes som resurser sagsbehandlerne kan

anvende til at lave en socialfaglig begrundelse for etableringen af et mentorforløb. Det understreges at

samtalen og samarbejdet mellem sagsbehandler, klient og mentor fremstår som integrerede i

visitationsprocessen herunder også den socialfaglige vurdering. Som det fremgår at Figur 3, ville de tre trin

kunne anvendes til at afdække klienters behov, risici, motivation, fremtidsvisioner og mål for mentorforløbet.

De ville også kunne bruges til at skabe en klarhed omkring visitationen, i forhold til hvilke nærværende

evaluering har påpeget tilstedeværelsen af både uklarhed og usikkerhed.

Anbefaling. Visitation af klienter, for hvem man ikke har en LS/RNR vurdering.

Det anbefales, at man i forhold

til klienter, for hvem, der ikke er blevet lavet en LS/RNR vurdering alligevel inddrager de i Figur 3 anbefalede

resurser (specifikke sektioner fra LS/RNR vurderingen og øvelser fra MOSAIK) i den udstrækning det er muligt,

f.eks., ved at lade enkelte sektioner strukturere eller informere visitationen.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 59 -

Figur 3: Visitation til mentorordningen.

3. Hvad skal der arbejdes med?

2. Er klienten motiveret?

1. Hvilke klienter skal der tænkes

mentorordning i forhold til?

Resurser LS/RNR:

I forhold til klie

ter, der s orer ”høj” og ” elle ”

skal

man overveje at tilbyde en mentor, som en indsats, der

ses i sammen-hæng med andre igangværende indsatser.

Klienter, der scorer lavt i LS/RNR kan godt tilbydes en

mentor, men for disse klienter er det

kan

overveje.

Resurser:

Den socialfaglige vurdering.

Resurser LS/RNR:

Særlige overvejelser i forhold til modtagelighed (Sektion 5).

Resurser MOSAIK:

Værdiafklaring.

Klientens egen vurdering af recidivrisiko.

Resurser LS/RNR:

Kriminogene behov (Sektion 1).

Personlige problemer med kriminogent potentiale (Sektion

2.1).

Andre klientrelaterede problemer (Sektion 4).

Resurser fra MOSAIK:

Klientens egen vurdering af recidivrisiko.

Klientens værdiafklaring.

Vi sætter mål i fællesskab med prioritering af samme.

Indsatsniveau og type for

tilsynsklienter.

Prioritering af arbejdsopgaver og

klarlægning af mål - herunder

også i forhold til

mentorordningen.

Anbefaling. Om regulering af målgruppen.

Eftersom 41% af de klienter, der indgår i et mentorforløb er over 25

år, hvilket udgør 50% mere end påbudt i vejledningen for mentorordningen, anbefales det, at

Kriminalforsorgen fortager en justering af de regler, der omgiver målgruppedefinitionen. Det foreslås her, at en

eventuel målgruppeudvidelse bliver etableret på baggrund af en analyse af aldersfordelingen blandt klienter i

mentorforløb over en flerårig periode. Alternativt kunne Kriminalforsorgen skærpe visitationsprocessen

omkring mentorordningen, således at antallet af klienter over 25 år ikke overstiger 20%.

Anbefaling. Om budgetstyring.

Det anbefales, at Kriminalforsorgen gennem en pilotperiode monitorerer det

faktiske forbrug af mentorer i udvalgte KiF afdelinger i forhold til domstyper med henblik på at vurdere de

budgetmæssige konsekvenser af de forslåede visitionsopstramninger og målgruppejusteringer. Eftersom

domstypen har betydning for igangsættelse af mentorforløb kan fremtidige allokeringer og udmeldinger fra de

enkelte KiF afdelinger i forhold til forventet forbrug eventuelt beregnes på baggrund til den forventede andel af

klienter indenfor de forskellige domstyper for hvem, der igangsættes mentorforløb.

Anbefaling. Om budgetmonitorering.

Det anbefales ligeledes, at Kriminalforsorgen fastholder sin praksis med

at monitorere det kvartalsvise budgetforbrug i forhold til de planlagte allokeringer.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 60 -

5. EFFEKTIVITET: REGLER OG PROCEDURER

Om kapitlet.

Dette kapitel beskæftiger sig med evalueringens fokusområder 7 og 8, der vil blive behandlet

sammen. Kapitlet beskriver i hvilken udstrækning udmøntningen af mentorordningen følger kriminalforsorgens

vejledning for samme, og hvis relevant, hvorfor ikke. Kapitlet beskæftiger sig også med, hvorvidt

sagsbehandlere, mentortovholdere og mentorer finder de rammer, der er sat for mentorordningen

hensigtsmæssige. Boks G nedenfor giver en oversigt over de regler og procedurer, som nærværende evaluering

primært undersøger

104

. Disse er opstillet som punkterne a) til j). Eftersom punkterne b) og c) allerede er

behandlet i de to foregående kapitler, fokuserer dette kapitel primært på punkt a), samt punkterne d) til j).

Det første afsnit

(5.1.), rapporterer om der afholdes et indledende møde, hvor ansvar- og rollefordelingen

mellem mentor og sagsbehandler klarlægges; hvorvidt klienten bliver informeret om mentors tavshedspligt; og

om der, tre måneder efter det indledende møde, bliver afholdt et opfølgende møde, hvor planen for

mentorforløbet og mulige ændringsbehov vurderes.

Det andet

afsnit (5.2.) beskæftiger sig med, hvorvidt det i

handleplanen fremgår, hvilke ansvarsområder, der tilfalder henholdsvis mentor og sagsbehandler, samt

hvorfor; og i hvilken udstrækning klienternes særlige behov for støtte begrundes.

Det tredje afsnit

(5.3.)

afrapporterer brugen af logbøger.

Det fjerde

afsnit (5.4.) redegør for om klienter ved igangsættelse af

mentorforløb selv har mulighed for at udpege en mentor. I dette afsnit diskuteres også sagsbehandlernes,

mentorernes og klienternes overvejelser omkring matchet og relationens betydning. Når matchet og relationen

inddrages her skyldes det flere forhold. For det første, at disse temaer i international forskning og blandt

evalueringens informanter blev fremhævet som betydningsfulde for mentorforløbets resultater. For det andet,

at Evaluator vurderer, at kriminalforsorgens eksisterende administrative procedurer omkring samme med

fordel kan justeres, således at der arbejdes mere informeret og effektivt med netop disse centrale forhold.

Det

femte afsnit

(5.5.) forklarer, i hvilken udstrækning sagsbehandlerne ved igangsættelse af mentorforløb

vurderer om andre myndigheder eller ordninger kan dække klientens behov, samt hvorfor, og hvorfor ikke.

Kapitlet lukkes med en afsluttende opsummering og anbefalinger.

Boks G. Udvalgte regler og procedurer fra mentorordningens vejledning 2011.

Der afholdes et indledende møde mellem mentor, klient og tilsynsmyndighed dvs. den ansvarshavende for mentorforløbet,

hvor ansvar- og rollefordelingen i forhold til de opgaver, der skal varetages i mentor- og tilsynsforløbet klarlægges.

Der etableres korttidsmål for mentorforløbet i samarbejde med klienten.

Handleplanen opstiller korttidsmål for mentorforløbet, der støtter op om et forandringsperspektiv for forløbet.

Det fremgår tydeligt af handleplanen, hvilke ansvarsområder, der tilfalder mentoren og kriminalforsorgens medarbejder.

Af handleplanen fremgår det, hvorfor, og hvilke særlige behov for støtte, der ligger til grund for vurderingen om behov for en

mentortilknytning.

Klienten har mulighed for selv at komme med forslag til en mentor.

Det vurderes, at der ikke er andre myndigheder eller ordninger, der kan dække klientens støttebehov.

Klienten, mentor og den tilsynshavende mødes hver tredje måned for at vurdere handleplanen for mentorforløbet samt

mulige ændringsbehov.

Der bliver brugt Logbøger.

Klienten er informeret om, at mentor har ekstern tavshedspligt.

5.1.

DET INDLEDENDE MØDE, TAVSHEDSPLIGT OG MØDET HVER TREDJE MÅNED (A, H, J)

Det indledende møde.

Med undtagelse af de klienter, der blev løsladt på prøve eller udstationeret til eget

hjem, blev der i forbindelse med samtlige mentorforløb gennemgået i nærværende evaluering, afholdt et

indledende møde, hvor klient, mentor og sagsbehandler drøftede det overordnede fokus for mentorforløbet.

Retningslinjerne for samarbejdet har, med andre ord, været berørt indledningsvis som cirkulæret om

kriminalforsorgens mentorordning foreskriver (§11). For klienter løsladt på prøve eller under udslusning, blev

retningslinjerne for mentorforløbet drøftet med ansatte i fængslet og/eller på den pension, hvorfra klienten

104

Her henvises til metoderapporten bilag B, hvori det understreges, at besvarelserne af fokusområderne 7 og 8 primært beskæftiger

sig med et udvalg af de regler og procedurer, der eksisterer for mentorordningen. Årssagen hertil var primært pragmatisk og skylder

tidsbegrænsninger.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 61 -

efterfølgende påbegyndte sin prøveløsladelse/udslusning. Først derefter blev sagsbehandlerne fra KiF koblet på

diskussionen af forløbene. Der har således været tale om et samarbejde mellem KiF, fængsler, pensioner,

klienten og de mentorer, der blev sat på forløbene, og som klienterne på forhånd havde et indgående kenskab

til. Generelt syntes der, mellem sagsbehandler, klient og mentor, at herske en fælles forståelse af

mentorforløbene, dog med nogen variation som beskrevet nedenfor.

Behandling af spørgsmålet om ansvar- og rollefordeling.

Spørgsmålet om klarlæggelse af rolle- og

ansvarsfordelingen mellem sagsbehandler, mentor og klient behandles her ud fra en vurdering af i hvilken

udstrækning mentorer og klienter var bevidste

105

omkring de mål og arbejdsopgaver, der blev sat for

mentorforløbene, og som de var ansvarlige for at arbejde frem imod indfrielse af. Indledningsvis henvises der

til kapitel 3, hvori det blev påpeget, at de etablerede mål for mentorforløbene til tider var uklare og

sammenblandede med aktiviteter, hvilket kan tænkes også at have påvirket klarheden omkring ansvar- og

rollefordelingen.

Bevidsthed om og dokumentation af ansvar- og rollefordeling.

Størstedelen af klienterne var bevidste

omkring, hvad formålene med forløbene var. Ud af 14 klienter gav tre udtryk for, at de ikke huskede målene på

interviewtidspunktet. Ud fra den videre samtale om forløbene blev det imidlertid klart, at disse klienter havde

en god fornemmelse for forløbenes overordnede fokus, eller de konkrete arbejdsopgaver, der rammesatte

samarbejdet med mentor. Der var dog enkelte klienter og mentorer som beskrev, at der ikke var blevet

etableret mål for mentorforløbet, eller at målene var uklare. Efter det indledende møde med sagsbehandler

havde klienter i samarbejde med mentorerne selv udarbejdet mål og arbejdsopgaver for forløbene. Derudover

var der enkelte mentorer, som berettede, at der enten aldrig havde været sat mål, eller at målene havde været

uklare. Knap 1/3 del af de adspurgte mentorer og klienter gav udtryk for en form for uklarhed i forbindelse med

etableringen af mål og arbejdsopgaver, og dermed deres rolle og ansvar i forhold til samme.

Tavshedspligten.

Ifølge vejledningen og cirkulæret for mentorordningen (§17 stk. 2) er mentor underlagt

tavshedspligt og har pligt til at underrette Kriminalforsorgen, hvis denne bliver bekendt med, at dømte har

begået et strafbart forhold. Hertil spurgte Evaluator klienterne, om de var blevet informeret om mentors

tavshedspligt, og mentorerne om de havde informeret klinten om samme. Samtlige klienter bekræftede, at de

var bekendt med mentors tavshedspligt. Omfanget af tavshedspligten var imidlertid ikke klar for alle. At

mentor har underretningspligt var ikke klart for ca. 1/3 af klienterne. Blandt de adspurgte mentorer fremgik

det, at de alle var bekendte med tavshedspligten, og havde gjort sig overvejelser omkring håndteringen af

samme. Her gav nogle mentorer udtryk for, at det var dem magtpålæggende netop at klarlægge tavsheds- og

underretningspligten som en præmis for samarbejdet med klienten fra start, da den jo kan give anledning til et

dilemma i forhold til den fortrolighedsrelation, som opbygges til klienten. Andre gjorde mindre ud af dette

punkt og udtrykte også tvivl om, hvorvidt klienten var blevet underrettet i forbindelse med det indledende

møde. I forhold til de mentorer, for hvem det ikke var helt klart, om klienten var informeret om

tavshedspligten, tænker Evaluator, at der er en parallel til afholdte diskussioner på kriminalforsorgens

mentortovholder- og kursusdage i 2016. Her var der, på hvert møde, mentorer eller tovholdere, som henviste

til forløb, der blev afsluttet, fordi klienten havde begået fornyet kriminalitet og var blevet overrasket eller vred

over, at mentor måtte indberette dem

106

. Samlet set peger ovenstående på, at der på det indledende møde

mellem samarbejdsparterne bliver gjort mere ud at dette punkt.

Mødet hver tredje måned.

I mentorordningens cirkulære (§12 stk. 3) foreskrives det, at mentor, sagsbehandler

og klient mødes hver tredje måned, hvor en eventuel revurdering af handleplanen drøftes. Blandt de adspurgte

105

Det drejede sig, dels om de var i stand til at redegøre for målene, og dels om de faktisk arbejdede frem mod dem. Derfor blev der i

interviewene spurgt ind til målene, og hvad klient og mentor havde lavet i mentorforløbet og aktuelt arbejdede.

106

Her skal det noteres, at kriminalforsorgens forløbsregistreringer angiver at i 12% af forløbene afslutter klienten mentorforholdet.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 62 -

klienter, sagsbehandlere og klinter fremgik det, at tre-måneders møderne blev afholdt som foreskrevet

107

. Fra

sagsbehandlerene fremgik det desuden, at tre-måneders møderne ofte havde en uformel karakter, at

fremgang eller manglen på samme blev vendt i meget generelle termer, og at der, typisk i den forbindelse,

fulgte en diskussion af, hvad argumenterne for forlængelse af mentorindsatsen var. Evaluator fik ikke indtryk

af, at fremgangen

altid

blev diskuteret i forhold til de etablerede mål for forløbene. Selvom 19% af

mentorforløbene i 2016 blev afsluttet, fordi de etablerede mål var opnået, var der ingen forløb, som i

forbindelse med i nærværende evaluering blev afsluttet af denne årsag. Tværtimod, havde Evaluator indtryk af,

at når først et forløb var igangsat, så ville det forsætte indtil tilsynets ophør. Hertil noterede Evaluator, at der

var flere sagsbehandlere, der gav udtryk for, at de havde en tendens til netop at fastholde mentorforløb, når de

først var igangsat, og at de skulle blive bedre til at afslutte dem, når målene var nået. Udvalgte sagsbehandlere

gav desuden udtryk for, de oplevede det som vanskeligt at vurdere, hvornår det var passende at afslutte et

forløb. I nærværende evalueringen var det ikke muligt systematisk at spørge ind til mentorforløbenes længde

og en eventuel fastholdelse heraf trods målopnåelse. Det fremgik imidlertid, at udvalgte mentorer til trods for

målopnåelse forblev i rollen som mentor for at fastholde klienten i den positive udvikling.

5.2. HANDLEPLANEN: DOKUMENTATION AF ROLLEFORDELING OG KLINTENS STØTTEBEHOV (D, E)

Baggrund.

Dette afsnit forklarer i hvilken udstrækning det fremgår af de, i nærværende evaluering, 16

gennemgåede handleplaner: hvilke ansvarsområder, der tilfaldt, henholdsvis, mentor, sagsbehandler og klient;

og hvilke særlige behov for støtte, der lå til grund for etableringen af en mentortilknytning. Data præsenteret i

dette afsnit er baseret på en gennemlæsning af handleplaner indhentet i hver KiF afdeling på

evalueringstidspunktet. Ud af 16 handleplaner var der ikke lavet LS/RNR vurdering på to klienter. Til trods

herfor, har Evaluator foretaget gennemlæsningen af samtlige handleplaner ved at notere sagsbehandlernes

registreringer, under de enkelte afsnit i handleplanerne, af behov og risici, svarende til sektionerne i LS/RNR

vurderingen, der omhandler: generelle og specifikke risiko- og behovsfaktorer; andre klientrelaterede

problemer; samt årsagsforklaringer på kriminalitet med henblik på at vurdere om:

1. Der var en sammenhæng mellem de af sagsbehandleren noterede risici og behov i handleplanen og

igangsættelse af mentorforløbet (mål eller arbejdsopgaver);

2. Der var sammenhæng mellem årssagen til kriminalitet og mentorforløbenes fokus;

3. Det fremgik,

hvad

mentor skulle lave;

4. Det fremgik,

hvad

sagsbehandleren skulle lave;

5. Det fremgik,

hvad

klienten skulle lave;

6. Det blev forklaret,

hvorfor,

der er behov for en mentor i handleplansafsnittet om iværksættelse af en

mentor.

Sammenhæng mellem risici og behov og mål/arbejdsopgaver for mentorforløb.

I to ud af de 16

gennemgående handleplaner var iværksættelsen af forløbene blot registreret, men ikke begrundet, og mentors

arbejdsopgaver og forløbenes fokus ikke beskrevet. I de resterende 14 handleplaner var det muligt at etablere

en sammenhæng mellem, på den ene side, etablerede risikofaktorer og behov beskrevet i de enkelte

handleplansafsnit, og på den anden side, mentorforløbenes mål og/eller arbejdsopgaver. Der var stor forskel

på detaljeringsgraden i handleplanerne, og også den etablerede sammenhæng mellem de enkelte afsnit,

etablerede risici og behov, og opfølgende initiativer. Når sammenhængen var mindre klar, havde det typisk at

gøre med det, i kapitel 3, omtalte fokus på aktiviteter og problemsymptomer, og at der ikke havde været

tilstrækkelig opmærksomhed på udvalgte personlige problemer med kriminogent potentiale. Det er endvidere

karakteristisk, at de i handleplanen påpegede risici og behov var flere end dem, der blev sat ind overfor med

mentorindsatsen. Risici og behov blev således prioriteret, selvom prioriteringen, for det meste, ikke blev

forklaret i forhold til mentorforløbene. Det er muligt at disse forhold afspejler, at ca. halvdelen af de adspurgte

sagsbehandlere ikke systematisk sammentænkte brugen af LS/RNR vurderingen med etableringen af mål og

arbejdsopgaver i mentorforløb. Kun i to af de 16 handleplaner blev risici og behov tydeligt prioriteret. I disse

107

I denne forbindelse noterede Evaluator, at enkelte klienter og sagsbehandlere berettede, at møderne blev afholdt hyppigere. Dette

skyldes, at enkelte sagsbehandlere afholder samtlige tilsynsmøder med både klienter og mentorer inklusive møder, hvor der laves

MOSAIK, hvilket vanskeliggør en vurderingen af hvilke tilsynsmøder, der henviste til tre-måneders mødet.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 63 -

handleplaner fremgik også, hvordan klientens udfordringer, ikke blot, blev fulgt op med sagsbehandlers

kontakt til relevante myndigheder, men også hvordan nyopståede udfordringer blev tematiseret i MOSAIK og

det efterfølgende samarbejde mellem mentor og klient. Samarbejdet mellem mentor og sagsbehandler

fremstod, med andre ord, som en integreret, komplimenterende og, på mange måder, ideel indsats. Dette

betyder ikke, at andre sagsbehandlere ikke, i praksis, arbejdede på samme måde, men blot, at dette i mindre

grad blev dokumenteret eller slet ikke. Endelig fremgik det, at forklaringerne på mentorernes ansvarsområder

og begrundelse for at iværksætte mentorforløbet, i langt de fleste tilfælde, blot var en henvisning til

mentorforløbets arbejdsopgaver eller mål. Af handleplanerne fremgik det heller ikke, hvilken rolle klienten i

forbindelse med mentorforløbet tænktes at have.

5.3.

LOGBØGER (I)

Introduktion.

Ifølge cirkulæret (§16) og vejledningen for mentorordningen af 2011 er mentorerne forpligtet på

at udfylde en logbog, hvori der skal noteres: 1) dato for kontakt mellem mentor og klienten; 2) kontaktens

varighed; 3) kontaktens form (telefonisk, tekstbesked eller møde); og 4) kontaktens indhold (hvad mentor og

klient lavede). Formålet med logbogen er, at den skal informere drøftelser af arbejdsopgaver, tilrettelæggelse

af handleplanen og etablering af honorarer. Desuden er det, ifølge vejledningen, op til tjenestestedet at

bestemme logbogens form. Hertil har Kriminalforsorgen udarbejdet et standardformat i et skema med

punkterne 1) til 4), der af de fire KiF afdelinger, som deltog i nærværende evaluering, blev sendt via mail til

mentorerne i forbindelse med igangsættelsen af mentorforløb. I samtlige samtaler med sagsbehandlere og

mentorer blev der spurgt ind til brugen af logbøger.

Mentorernes brug af logbøger.

Ud af 15 mentorer var der tre, der brugte kriminalforsorgens logbogsformat.

Heraf var der en, som brugte det som foreskrevet; en som udfyldte det, men kun inkluderede telefonisk

kontakt, hvis den havde været af vital betydning; og en der primært brugte logbogen som dokumentation af

møder. Seks beskrev, at de havde lavet deres eget alternativ til kriminalforsorgens logbog i forbindelse med

hvilke de noterede deres møder med klienterne og, hvad de, i den forbindelse, tænkte relevant for det videre

arbejde. Her fik Evaluator indtryk af, at logbogen blev anset som privat, og at den derfor ikke blev delt med

sagsbehandler. Fire mentorer brugte slet ikke logbog; en udfærdigede en årlig rapport og, endelig, lavede en

primært telefoniske afrapporteringer med sagsbehandler. Med undtagelse af tre mentorer udtrykte samtlige,

at de oplevede logbogen som et mindre brugbart redskab, der ikke udfyldte andre formål end dokumentation,

hvilket ikke harmonerer med beskrivelsen af logbogen i vejledningen.

Mentorernes overvejelser omkring logbogen.

Langt de fleste mentorer anså ikke det eksisterende format som

meningsfuldt, fordi tiden i forvejen var knap, og betalingen begrænset. Desuden forklarede de, at

tekstbeskederne ofte var en del af relations- eller koordineringsarbejdet med klienten, og registreringen af

tekstbeskeder og telefonsamtaler blev derfor ikke nødvendigvis anset som brugbar i forhold til at tilvejebringe

overblik over samarbejdet eller afrapportere indhold. Langt de fleste beskrev, at de kommunikerede med

sagsbehandler via mail, telefonisk og/eller i forbindelse med tilsynsmøder i KiF med klienten, og i den

forbindelse, fik udvekslet al nødvendig information omkring forløbet. Som mentor i citatet nedenfor forklarer,

så kan nogle mentorer være i kontakt med deres klienter flere gange om dagen, hvor der bruges tid og resurser

på at hjælpe klienten med at lave aftaler og følge op på samme. Som mentor ligeledes forklarer, falder sådan

en type af kontakt ofte over en hel dag, i korte input, der kan være vanskelige at gøre op i minutter. Ikke desto

mindre fylder den slags arbejde i hverdagen. I kontrast hertil er der mentorer, der langt sjældnere er i

telefonisk kontakt med klienten og som i stedet har regelmæssige møder, hvorfor det kan være nemmere at

registrere kontakten, dog ikke nødvendigvis på en meningsfuld måde. Når det forekommer mindre

meningsfuldt, er det typisk, fordi dele af arbejdet er relationelt, fortroligt eller klienten er så dårlig, at mentor

ganske enkelt ser meget lidt fremgang og derfor må gentage allerede rapporteret information.

Men jeg synes også, at man bruger meget tid på at gå ind og skrive i den (red. logbogen), fordi,

…

sådan en dag

har jeg jo typisk kontakt med (red.) klienten hele dagen fra morgen til aften, hvor han sms'er mig sådan jævnligt.

Jeg minder ham jo også om ting og spørger ham om ting, så vi har jo tit kontakt. Hele dagen. Men det er jo også

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 64 -

værd at notere i en logbog

…

Fordi jeg ringer til lægen, og så ringer lægen tilbage to timer senere. Jeg sidder

godt nok ikke og venter på, at lægen skal ringe, men skriver man så to timer på?

–

samtale med mentor.

Sagsbehandlerne: Om brugen af logbøger.

Sagsbehandlernes oplevelser af logbøgerne spejler i nogen

udstrækning mentorernes. Generelt oplevede sagsbehandlerne, at de fik den information, de havde brug for

gennem telefonisk kontakt med mentor, eller via mail, og de havde derfor også vanskeligt ved at se

nytteværdien af logbogen. En del nævnte, at mentorerne oplever logbogen som en kontrolforanstaltning, og

flere nævnte, at det var besværligt hele tiden at skulle skubbe på for at få logbogen udleveret. Der var til

gengæld enkelte, der fremhævede, at logbogen var nyttig i situationer, hvor samarbejdet mellem

sagsbehandler og mentor, eller mentor og klient fungerede dårligt, eller hvor mentor ikke var tilstrækkelig

kommunikativ. I sådanne situationer kunne man, med fordel, henvise til logbogen for at indhente

informationer om forløbet og relationen, og bruge den som en slags dokumentation på, at forløbet ikke var

optimalt. Andre fremhævede, at det ikke er alle mentorer, der er lige egnede til at skrive, og at kravet om

logbogen således kan påvirke om de ville tage imod en mentoropgave. Her blev der særlig henvist til mentorer,

som udpeges af klienterne, og som normalt ikke fungerer i mentorøjemed. Endelig var der sagsbehandlere, der

gav udtryk for, at de altid havde mentor med til tilsynsmøderne. Årssagen hertil var for det første, at de anså

mentors deltagelse som befordrende for samarbejdet herunder også med klienten. For det andet, at disse

møder gav mulighed for at diskutere både klientens udfordringer og de mål, der blev arbejdet hen mod. For det

tredje, gav mentors deltagelse sagsbehandler mulighed for at fornemme og vurdere relationen mellem mentor

og klient. På den baggrund forekom logbogen derfor irrelevant. Den ovenfor beskrevne forskelligartede

dokumentation af mentorforløb fremstår ikke nødvendigvis som problematisk, idet vejledningen lægger op til,

at logbog formatet tilpasses. Til gengæld lægger sagsbehandlerenes og mentorenes manglende brug af

logbogen og oplevelse af dens mangelende nytteværdi op til en justering af formatet og anvendelsen af

samme.

5.4.

AT FINDE EN MENTOR: MATCHNING OG RELATION (F)

Introduktion

–

om identifikation af mentorer.

Som foreskrevet i mentorvejledningen (§10 stk. 1) skal klienten

have mulighed for selv at komme med forslag til en mentor, når først det er etableret, at klienten har et særlig

behov for støtte og lyst til at få en mentor. Ifølge kriminalforsorgens forløbsregistreringer fra 2016 udpegede

42% af klienterne, der startede mentorforløb, en mentor. Dette procenttal spejler i nogen udstrækning

materialet tilvejebragt i nærværende evaluering, hvor fem ud a 14 klienter pegede på en mentor (37%).

Evalueringen viser også, at klienterne

ikke

altid blev spurgt om de havde en særlig mentor i tankerne i

forbindelse med igangsættelse af mentorforløb. Forklaringerne herpå var ikke entydige. I nogle tilfælde

forklarede sagsbehandlerne, at de, allerede ved forløbets igangsættelse, havde en mentor i tankerne, i andre

tilfælde, at de vurderede, at klienten ikke ville være i stand til at foreslå en mentor, hvorfor klientens

inddragelse ikke kom på tale.

Sagsbehandlernes overvejelser omkring matching.

Ud fra sagsbehandlernes beskrivelser af

forløbsigangsættelser, fremstår en række forhold som karakteristiske ved matching.

For det første,

selvom

klienterne

ikke

altid blev spurgt om de kendte en mentor, blev de ofte spurgt, om de havde nogle særlige

ønsker i forhold til mentors alder, køn eller personlighed

–

et forhold, der også blev bekræftet af klienterne.

For

det andet,

brugte sagsbehandlerne, ikke overraskende, ofte mentorer som de kendte og følte sig trygge ved.

Det var typisk mentorer, der også blev brugt af kollegaer, og som tidligere havde udfyldt rollen som forventet

og/eller med et positivt evalueret forløb.

For det tredje,

søgte sagsbehandlernes ofte råd fra kollegaer, når en

mentor skulle identificeres.

For det fjerde,

var der en del sagsbehandlere, der udtrykte usikkerhed omkring

matchningen. Usikkerheden blev sammenkædet, dels med at det var vanskeligt at vurdere om mentor og klient

ville kunne fungere sammen, og dels med henvisning til, at KiF afdelingernes databaser over mentorer ofte blev

anset som mangelfulde og/eller ikke opdaterede, hvilket begrænsede brugen af samme. Her skal det noteres,

at usikkerheden omkring matchet var særlig udtalt blandt ansatte, der enten ikke brugte mentorer eller som

sjældent gjorde det.

For det femte,

valgte sagsbehandlere mentorer ud fra fire parametre: 1) i hvilken

udstrækning mentor havde en specialviden om klientens type af udfordringer; 2) om mentor boede i nærheden

af klienten og derfor nemt ville kunne være tilgængelig for klienten i hverdagen; 3) på baggrund af viden

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 65 -

omkring klientens familiære forhold; og 4) ud fra sagsbehandlernes indtryk af klientens personlighed. I forhold

til punkterne 3) og 4) var det forestillinger om balance og kompensation, der ofte guidede valget af mentor.

Det var således ikke usædvanligt, at sagsbehandlerne valgte en mand med henvisning til klientens manglende

faderfigur, eller en meget rolig person til en meget urolig klient og så fremdeles. Generelt er det evaluators

indtryk, at sagsbehandlerne gik langt for at finde det rigtige match, også selvom det til tider betød, at

forløbsigangsættelsen blev forsinket, hvilket typisk var tilfældet, når kollegaer, som sagsbehandlerene søgte

råd hos ikke var tilgængelige. Her tænkes det, der er behov for at stramme op på de administrative procedurer

for at lette arbejdsgangen.

Mentorerne: Om matchet og relationen.

Hvad mentorerne sagde om mentorrelationen og matchet afspejler i

nogen udstrækning deres tidligere erfaring, specialisering og faglige interesser. Således fremhævede nogle

betydningen af på forhånd at have et kendskab til klienten, mens andre understregede, at dette ingen

betydning havde. Til trods for sådanne forskelligheder var der nogle helt fundamentale overvejelser som

mentorerne delte.

For det første,

var det centralt for de fleste mentorer, at der blev etableret et rum, hvor de

havde mulighed for at vurdere, om de ville være i stand til at hjælpe og støtte klienten, og dermed om de var

de rette til at udføre opgaven.

For det andet,

lagde mentorerne vægt på, at de i det første møde med klienten

mærkede, om der var grobund for en konstruktiv relation. Her henviste mentorerne typisk til en vurdering af

”kemien

var

god”, hvilket

handlede om mentor fornemmede, det var muligt at identificere nogle fælles

interesser og/eller værdier med klienten. Dette kunne også handle om, at mentor kunne genkende klienten

som repræsentant for en klienttype mentor tidligere havde arbejdet med f.eks. personer med diagnosen

ADHD; personlighedsforstyrrede; mindre begavede; misbrugere eller rockerrelaterede. Endelig kunne henvise

til, at mentor vurderede, klienten befandt sig i en situation, mentor, med sin personlige erfaring, oplevede som

velkendt.

For det tredje,

fremhævede mentorerne klientens vilje til forandring som central, hvorfor klientens

vurdering af det første møde var vigtigt. Her nævnte nogle mentorer, at de bevidst gav klienten tid mellem det

første, og det andet møde, således at klienten havde mulighed for at reflektere over om denne ønskede at gå

videre med relationen. Andre mentorer aftalte et andet møde allerede første gang de mødte klinten.

For det

fjerde,

italesatte størstedelen af mentorerne det som betydningsfuldt at møde klienterne som personer og ikke

kriminelle, hvilket indfanges meget fint i citatet med mentor nedenfor. I forhold til at møde personen fremstod

der en klar skelnen mellem,

hvem

personen overfor dem var, fremfor,

hvad

klienten hvad dømt for

108

, og

hvordan

klienten blev karakteriseret af offentlige myndigheder (diagnoser, kriminalitetens art). For mentorerne

var ligeværdigheden i relationen vigtig. En tillidsfuld og tæt relation til klienterne blev fremstillet, ikke blot som

ønskværdig, men som en betingelse for, at de kunne arbejde fremadrettet med klienten. Betydningen af at

fokusere på hvem klienten var som person fremstod særlig vigtig, hvor intentionen var at støtte klienten i at

ændre sin tankegang omkring kriminalitet og sit livsstilsvalg i forhold til samme, hvilket flere mentorer

arbejdede frem mod også selvom det ikke var indfanget i de opstillede forløbsmål. Mentorernes kontinuerlige

monitorering af relationen kom ofte til udtryk i bemærkninger om, at forholdet endnu ikke

”var

helt på plads”,

eller relationen

”stadigvæk

var ny”.

Mentor:

…

Klienten (red.) så sådan lidt tough ud med kasket og ar her, og jeg tænkte: "nå, hvad er det så for en

fyr", men det sjove er jo at finde ud af, hvad det er for et menneske, der er inden under kasketten, og der er jo en

rigtig sød fyr, (red.) som jeg hurtig kom på bølgelængde med, og som ville noget rigtigt, synes jeg. Heldigvis .

Evaluator:

Hvordan

kan du mærke, du kommer på bølgelængde med ham ?

Mentor:

Jamen,

det kan jeg på det, han siger til mig, og det vi sådan kan finde af fælles værdi. Han kommer jo

fra en egn i landet og fra et miljø, som jeg jo sagtens kunne genkende. Jeg har jo selv børn, der er sidst i 20'erne,

og de har jo også været i den alder engang, og jeg syntes, der var en masse normalt ved (red. klienten). Selvom

han har den historie, han har, så jeg synes sådan umiddelbart, så var der sgu ikke ret langt til at komme det

rigtige sted hen med ham på trods af hans grå papirer. Men det kan man mærke lynhurtigt, synes jeg. Jeg har

også haft nogle, hvor det har taget lang tid at opnå den (red. relationen), uden at opnå den helt alligevel, fordi,

men det er så, fordi de ikke har gjort sig helt klar til det her. Jeg har lige haft en, vi har afsluttet her i efteråret

(red.), og han var slet ikke klar til at lægge sin hash og sine ting, på trods af, at vi sad ude på psykiatrisk hver

Her henvises til den politiske filosof, Hanna Arendt. I en analyse af humanisme og politisk frihed under modanismen fremhæver

betydningen af at fokusere på henholdsvis

hvem

(who) mennesker er i modsætning til,

hvad

(what)

de er, fordi fokus på ”hve ”

opretholder og fremelsker medmenneskelig forståelse og empati som forudsætninger for at mødes, og

”hvad” fre skriver

umenneskeliggørelse og skaber afstand, og ultimativt, forbrydelser mod menneskeheden. Her henvises til Arendt 1998 (1958).

108

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 66 -

anden uge. Han kørte jo skuespil for os alle sammen, og det sagde jeg jo til ham på et tidspunkt, at det kunne vi

jo godt se, men det kunne han ikke se sig ud af, sit stof

–

samtale med mentor.

Klienterne: Om matchet og relationen.

Klienternes overvejelser omkring matchet og relationen spejler, ikke

overraskende, både sagsbehandlernes og mentorernes, men de var også forskellige på nogle punkter. Et

forhold som mange klienter pegede på som centralt var at blive mødt som menneske, i øjnehøjde, og at deres

kriminelle baggrund skulle anderkendes men underordnes deres personlighed, der tænktes som ikke at være

relateret til deres kriminalitet.

Et andet forhold

af stor betydning for klienterne var at kunne tale kriminalitet

med mentor; at de oplevede mentor havde en forståelse for den kriminelle verden og relaterede tankegang.

De gav udtryk for, at de ved at tale om kriminalitet med mentor kunne italesætte oplevelser, som gik dem på,

og som påvirkede dem negativt under mentorforløbet f.eks. hvis de stod for at skulle tilbagebetale stofgæld;

gæld fra salg af stoffer; eller såkaldte dumme-bøder. Det kunne også relatere sig til klienternes relation til

rocker- bandemiljøet, deres netværk, eller folk som de havde forulempet i forbindelse med at have begået

kriminalitet

–

forhold, der ligeledes kunne virke som en hæmsko i forhold til at lægge fortiden bag sig. Her

tænker Evaluator, at muligheden for at snakke kriminalitet med mentor er nødvendig, ikke blot for at håndtere

udfordringer og problemer som beskrevet ovenfor. Ved at snakke kriminalitet med klienten bliver det muligt

for mentor at hjælpe klienten med at tænke i og eksportere de kompetencer, som han/hun måtte have

opbygget i forbindelse med sin kriminelle tilværelse, til andre livsverdener og arbejdsdomæner af pro-social og

lovlig karakter.

Et tredje og relateret forhold

klienterne ligeledes henviste til, drejede sig om vigtigheden af at

opleve et fælles fodfæste, eller en fælles interesse med mentor. I nogle tilfælde, henviste dette til, at mentor

havde viden om den kriminelle verden, men det drejede sig ofte også om fritidsinteresser (at fiske) og

præferencer (musik)

–

med andre ord, om klienten oplevede mentor som en person, han eller hun kunne

relatere sig til.

Et sidste forhold,

der i interviewene med klienterne fremstod som betydningsfuldt var, at

mentor sendte klare signaler om, hvad han eller hun anskuede som moralsk rigtig og forkert adfærd (uden at

være fordømmende), således at klienten fik indtryk af, at mentor vil kunne fungere som en moralsk rollemodel.

Figur 4 nedenfor opsummerer de forhold informanterne fremhævede som centrale i forbindelse med

etableringen af en relation mellem mentor og klient.

Figur 4. Særinteresser omkring matching og mentorrelationen.

Sagsbehandlerene:

•Balance:

Hvem har klienten brug for i sit liv? Manglen på hvad eller hvem kan

mentor kompensere for med sin personlighed og baggrund?

•Professionel

baggrund:

Har mentor ekspertise og erfaring af relevans for

klientens udfordringer og situation?

•Mentors

personlighed (type) og køn:

Matcher mentor klientens ønsker i denne

henseende?

•Mentors

tidligere præstationer:

Har mentor tidligere fungeret godt i rollen og

gennemført vellykkede mentorforløb?

•Adresse:

Bor mentor i nærheden af klienten?

•Eget

liv og erfaring:

Har jeg erfaring, der gør jeg kan tilbyde klienten min støtte?

•Kemi:

Taler klienten og jeg samme sprog? Har vi erfaringer tilfælles? Har vi en

fælles interesse? Er der et fundment for en tilliddsrelation? Responderer

klienten positivt på min tilstedeværelse og identificerede fælles

punkter/interesser?

•Motivation:

Er der en oprigtig vilje og intereesse for forandring?

•Genkendelighed:

Kan jeg genkende klientens situation eller udfordringer fra

mig selv eller mit tidligere arbejde?

•Personen

bag:

Ser mentor mig og ikke bare min kriminalitet?

•Klikket,

det fælles:

Har mentor og jeg noget til fælles? Kan vi tale sammen?

•Indsigt:

Har mentor erfaring fra den verden jeg har været en del af, og forstår

han/hun den? Kan vi tale om kriminalitet?

•Tillid:

Kan man stole på ham/hende?

•Moralsk

klarhed.

Kan jeg læne mig op af mentors dømmekraft? Er han/hun en

troværdig person, der kan hjælpe mig videre?

Mentorerne:

Klienterne:

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 67 -

Om relationen mellem mentor og klient.

Som nævnt tidligere, er relationen mellem mentor og klient

beskrevet som en moderator af mentorforløb

109

. Campbell undersøgelserne peger på, at mentorordninger for

unge mennesker

110

har en moderat positiv effekt, og en signifikant større effekt, hvor der arbejdes frem mod at

etablere en relation mellem mentor og klient, der er nær og tillidsfuld

111

, og hvor mentor fungerer som advokat

for mentee

112

. De peger også på en påvist større effekt af mentorprogrammer, hvis mentor påtager sig

mentorrollen med henblik på professionel udvikling

113

. Relationens betydning er uomtvisteligt, også selvom om

forskningen ikke fyldestgørende kan redegøre for hverken relationens eller mentorprogrammernes

karakteristika, når effekt kan observeres. På den baggrund, og ud fra informanternes tilbagemeldinger omkring

matching, fremgår det, at Kriminalforsorgen med fordel kunne foretage nogle administrative justeringer af

mentorordningen, der kan medvirke til, at matching, relationsdannelse og relationsarbejdet foregår på så

informeret og gnidningsfrit et grundlag som overhovedet muligt.

5.5.

KOMMUNERNE OG KRIMINALFORSORGEN: ALTERNATIVE MENTORORDNINGER (G)

Introduktion.

Ifølge vejledningen for mentorordningen

skal

Kriminalforsorgen, ved igangsættelse af

Mentorforløb vurdere, om der er andre støtteordninger, som alternativt kan dække klientens behov. Her

henvises der typisk til kommunerne, som har et væld af støtteforanstaltninger til rådighed for borgerne.

Ærindet i dette afsnit er at undersøge i hvilke udstrækning sagsbehandlerne fulgte vejledningen på dette punkt,

samt hvorfor og hvorfor ikke. Data, der inddrages i afsnittet stammer, dels fra interviewene med

sagsbehandlerne, mentorerne, og i nogen udstrækning, klienterne, og dels fra enkelte interview med ansatte i

fem kommuner tilknyttet de fire KiF afdelinger. Tabel 16 nedenfor angiver de støtteordninger, som

informanterne oftest henviste til

114

Henvis til Nakkula and Harris 2014; Goldner and Mayseless 2009; Tolan et al 2013; Hamilton and Hamilton 1992; Rhodes 1994;

Grossman and Tierney 1998.

110

Det skal noteres, at unge mennesker i Cambell undersøgelserne henviser til unge under 18 år, der udviser eller anses for i risiko for at

udvise en anti-social eller kriminel adfærd (Tolan et al 2013).

111

Tola et al a ve der de e gelske eteg else ”e otio el”, der ka oversætte so

følelses æssig.

112

Henvis til Tolan et al. 2013.

113

Ibidem.

114

Forklaringerne på funktionerne er indhentet fra retsinformation.dk som angivet i tabellen Krydshenvisninger til andre lovtekster og

paragraffer er redigeret ud af teksten, da tabellen primært er indsat for at danne et overblik over de mest almindelige ordninger som

sagsbehandlerne typisk henviste til som alternative støtteordninger.

109

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

Tabel 16. De hyppigst nævnte alternative støtteordninger.

Støtteordning

Forklaring

Beskæftigelsesmentor

(herunder også

hjemmehossere)

- 68 -

Efterværn

Uddannelsehjælp

Ungevejleder

Bostøtte

Støtte-kontaktperson



Social Vicevært

§ 31b. Loven om aktiv beskæftigelsesindsats (LAB loven) af 2015.

Henviser til at mentorer kan bevilges af jobcenteret med et beskæftigelsesrettet sigte for øje. Formålet hermed er, at støtte en

person i at opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse.

Derudover har borgere på kontanthjælp, integrationsydelse, eller med begrænsninger i arbejdsevnen, og som modtager

dagpenge under sygdom, samt personer med handicap, som udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, ret til tilbud om

mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelse og på en periode på mindst 6 måneder i alt.

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=184891#id8ce812d2-25da-44b4-b706-52c37f20e2fc

§ 93. En Ret og Pligtmentorer.

Henviser til at aktivitetsparate borgere, der på grund af personlige forhold ikke kan deltage i de almindelige aktivtilbud,

skal

have en mentor i 6 måneder.

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=184891#id01c9879c-a351-4b24-9e3c-16efa730cc8d

§ 76. Bekendtgørelse om Lov om Social Service.

Henviser til et tilbud om en fast kontaktperson; opretholdelse af døgnophold; en udslusningsordning eller anden form for

støtte til unge mellem 18

–

22 år, der har været anbragt udenfor hjemmet inden det 18 år, og som anskues at have behov for

støtte. Efterværn iværksættes for at biddrage til en god overgang mellem et selvstændigt voksenliv med bolig, netværk,

uddannelse og beskæftigelse. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=186422#idb14310a2-ea63-460a-b705-

fe64ee24145c

§ 11. Bekendtgørelse om Lov om Social Service.

Henviser til at unge under 30, der ingen uddannelses har, kan søge uddannelseshjælp i stedet for kontanthjælp. Hjælpen

kommer med obligatoriske samtaler i forbindelse med hvilke der stilles krav til den unge om at identificere og søge ind på

uddannelsesforløb. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188312

Ungevejledning

kan henvise til støtteordninger under forskellige offentlige myndigheder som psykiatrien eller

uddannelsesvejledningen i en kommune.

I psykiatrien.

Som initiativ under psykiatrien kan ungevejledningen være tiltænkt unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og

30 år typisk med ADHD; personlighedsforstyrrelser eller skizofreni, der tilbydes vejledning både inden og udenfor hjemmet.

Sådanne unge tilbydes hjælp til netværksdannelse, som hjælp til selvhjælp og hverdagsmestring. Udover de psykiske problemer

er målgruppen kendetegnet ved misbrugsproblemer, ledighed, ensomhed og isolation.

http://socialpsykiatri.roskilde.dk/ungevejledning.asp

I kommunens uddannelsesvejledning.

Som en kommunal rådgivningsfunktion kan ungevejledningen henvise til flere samtaler

eller et forløb, der sigter på at hjælpe unge i at afklare valg af uddannelse samt gennemføre ansøgningsprocedurer med henblik

på at komme i job eller under uddannelse.

http://www.uu-nord.dk/ungevejledning/ungevejledning-i-uu-nord

§ 107. Bekendtgørelse om Lov om Social Service.

Henviser til ophold i boformer målrettet personer, som, på grund af særlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer, har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller pleje, eller som i en periode

har behov for særlig behandlingsmæssig støtte.

§108. Bekendtgørelse om Lov om Social Service.

Henviser til ophold i boformer egnet til længerevarende ophold pga. betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, eller behov for pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=186422#idb14310a2-ea63-460a-b705-fe64ee24145c

§ 52 Bekendtgørelse om Lov om Social Service.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger af en Støtte-kontaktperson, når det anses for at være af

væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp

inden for følgende typer af tilbud:

Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet

Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

Døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en

plejefamilie, i en kommunal plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. eller i et botilbud;

Aflastningsordning, jf. i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller netværksplejefamilie eller på et opholdssted eller en

døgninstitution;

Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.

Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted.

Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse

til den unge.

Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

§ 99. Bekendtgørelse om Lov om Social Service.

Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller

alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=186422

Sociale Viceværter

arbejder under almene boligorganisationer og fungerer som brobyggere imellem beboerne, det offentlige

system og boligselskabet med det formål at bryde beboernes isolation og styrke deres sociale relationer. De sociale viceværter

varetager konfliktmægling ved klagesager og nabostridigheder og tilbyder individuel hjælp og rådgivning ved fogedsager, hvor

beboeren ellers risikerer at ende på gaden.

Målgruppen for indsatsen er beboere i særligt udsatte livssituationer - beboere, der ofte har komplekse sociale og

helbredsmæssige problemer f.eks. psykisk syge beboere, tidligere og nuværende misbrugere, ensomme og isolerede beboere,

skrøbelige ældre og marginaliserede indvandrerfamilier.

http://www.integrationsviden.dk/familie-sundhed/udsatte-familier-1/sociale-vicevaerter-i-almene-boligomrader/

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 69 -

Ansattes afsøgning af alternative støtteordninger.

Fra samtalerne med sagsbehandlerne fremgik det, at nogle

sagsbehandlere afsøgte alternative kommunale støtteforanstaltninger, og andre valgte konsekvent ikke at gøre

det. En række forhold havde betydning for dette valg herunder: den enkelte sagsbehandlers oplevelse af og

samarbejdsrelation med kommunerne; den enkelte klients situation og relaterede støttemuligheder;

kommunernes udmøntning af regler i forhold til mentorer; og kommunernes politiske prioriteter og

økonomiske situation.

Sagsbehandlerne, kommunen og klienten.

Når sagsbehandlerene valgte ikke at afsøge alternative

støtteordninger, var det typisk med henvisning til, at det var tidskrævende at komme igennem til kommunen

og den rette sagsbehandler, og at antallet og arten af de kommunale støtteordninger forekom

ugennemskuelige herunder også de kommunale visitationsprocesser omkring samme. Ydermere blev der

henvist til, at der kunne være lange ventetider på kommunale mentorer, hvilket ikke harmonerede med

kriminalforsorgens klienters, ofte, akutte støttebehov. Der var også sagsbehandlere, der fremhævede, at de,

ved ansættelse af kommunale mentorer, ikke havde mulighed for at følge mentorforløbet og påvirke matchet,

som de ønskede. Endelig blev der henvist til, at en mentor fra Kriminalforsorgen kunne være en midlertidig

foranstaltning iværksat, mens man ventede på f.eks. en udredning, på baggrund af hvilken, man kunne søge

om mere permanent kommunal støtte. Derudover, var reglen om at afsøge alternative støtteordninger ikke

aktuel for samtlige klienter, dels fordi udvalgte klienter ikke ønskede at samarbejde med kommunerne, og dels

fordi, der var klienter, som intet havde med kommunerne at gøre. Sidstnævnte var f.eks. tilfældet, hvis en

klient planlagde at begynde på et uddannelsesforløb i forbindelse med en løsladelse og derfor stod for at skulle

modtage uddannelsesstøtte fra staten (SU). Det kunne også dreje sig om klienter, der ikke var i

kontanthjælpssystemet, som havde arbejde, eller som afsonede en samfundstjenestedom, og som alligevel

havde behov for støtte.

Kommunernes støtteordninger: Om målsætninger og visioner for målforløb.

Der var stor forskel på, hvordan

kommunerne arbejdede med deres mentorer og kravene til samme, og på hvordan de kommunale mentorers

funktioner og metoder blev vægtet. I en kommune betonede den ansvarlige for det kommunale

mentorkorps

115

vigtigheden af

ikke

at skabe en afhængighedsrelation mellem borgeren og mentoren.

Vigtigheden af at undgå en afhængighedsrelation blev forklaret med henvisning til betydningen af at vænne

borgeren til at indgå i skiftende relationer, ligesom man gør det på arbejdsmarked. Som en konsekvens, og hvis

en borger viste tegn på en særlig tilknytning til en bestemt mentor, valgte man derfor omgående at udskifte

mentoren

116

Kommunernes målsætninger og kriminalforsorgens.

I forhold til kriminalforsorgens vision om at arbejde frem

mod at mindske risikoen for recidiv er ovenfornævnte kommunale praksis tankevækkende. Det er den, fordi

forskningen omkring mentorordninger iværksat for at mindske aggression og risiko for kriminalitet

understreger betydningen af, at mentor og klient danner en nær tillidsrelation, hvor mentor fungerer som

bisidder for klienten. Der kan således være en modsætning mellem, hvordan kommunerne tænker og

praktiserer mentorordninger, og hvordan Kriminalforsorgen, på baggrund af forskningen om mentorordninger

som kriminalpræventive indsatser, bør tænke sin mentorordning. Kommunernes mentorer arbejder ikke altid

på en måde, der promoverer kriminalforsorgens forebyggende arbejde, hvorfor afsøgning af kommunale

støtteordninger ikke nødvendigvis bør tænkes som alternativer men ligeså vel kan være komplimenterende

indsatser

Kommunerne om kriminalforsorgens mentorer.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at samtlige

kommunale ansatte udtrykte modstand mod at bruge mentorer fra kriminalforsorgen på klienter, der ved endt

tilsyn, overgår til kommunerne. Forklaringerne herpå relaterede sig, dels til at kriminalforsorgens mentorer ikke

blev betragtet som tilstrækkelig bekendte med det kommunale system til at agere effektivt i de

115

116

under Loven om Aktiv Beskæftigelsesindsats

En lignende praksis kunne observeres også i andre kommuner.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 70 -

specialfunktioner som kommunale mentorer varetog, og dels at man ikke altid oplevede, at kriminalforsorgens

mentorer rapporterede tilstrækkelig fyldestgørende. Endelig nævnte man i udvalgte kommuner, at

kriminalforsorgens mentorer, til tider, trods etablerede aftaler om fokus og mål for forløbene, syntes at

ignorere disse. Ikke desto mindre fungerede flere af de mentorer, der deltog i evalueringen, sideløbende som

mentorer under forskellige kommunale støtteordninger.

Eksempler på variation i kommunernes støtteordninger.

Mens uafhængighed fremstod som et centralt tema i

mentorarbejdet i ovenfornævnte kommune, betonede man i en anden kommune mentorernes arbejde med

empowerment. I en tredje kommune havde man udarbejdet ni mentortypologier under Loven om Aktiv

Beskæftigelse (LAB) defineret ved forskellige målgrupper, mål og metoder. I den sammenhæng fungerede

nogle mentorer for

hold

af borgere, mens andre mentorer primært havde vedvarende telefonisk kontakt med

borgerne, og atter andre en kombination af personlig og telefonisk kontakt og så fremdeles. I nogle kommuner

ansatte man primært mentorer med specifikke typer af uddannelsesmæssige baggrund, mens man i andre var

meget bredere i rekrutteringskravene. I en kommune fortalte man Evaluator, at man forventede et fald i

antallet af klienter, der ville have mulighed for at blive tilbudt en mentor under LAB loven, netop på grund af

kommunens økonomiske situation, og at man i kommunen fra at have haft en ventetid på mentorer på op til

tre måneder, på evalueringstidspunktet, var nede på 14 dage. Der var således ikke blot variation mellem

kommunale praksisser i forhold til anvendte metoder, men også i forhold til tilgængeligheden af

støtteordninger, hvilket havde med forhold som kommunernes økonomiske situationer og politiske prioriteter

at gøre. Evaluator blev også bekendt med en kommune, der accepterede en mentor fra Kriminalforsorgen i en

flerårig og langsigtet indsats som støtte-kontaktperson, selvom man normalt kun accepterede egne ansatte,

samt lignende historier om afvigelser fra regler. Udmøntningen af loven varierede ikke blot

mellem

kommunerne, men også blandt ansatte

indenfor

samme kommune.

Det er derfor ikke overraskende, at sagsbehandlerne berettede om meget forskelligartede erfaringer omkring

samarbejdet med kommunerne, og at de administrerede reglen om at afsøge alternative støttemuligheder

med en hvis variation. Det er heller ikke overraskende, at sagsbehandlerne, til tider, oplevede det

overvældende udbud af kommunale mentorordninger med dertilhørende visitationsprocesser, som vanskeligt

at navigere i. Sagsbehandlernes oplevelser af de kommunale støtteordninger peger på vigtigheden af at styrke

samarbejdet mellem kommunerne og Kriminalforsorgen. Formålet hermed skulle være for at øge

komplementariteten, forståelsen for og samarbejdet omkring brugen af mentorer i tilsynsindsatsen, ikke blot i

forhold til klienter, der står for en løsladelse, men også andre tilsynsklienter.

Kriminalforsorgen og kommunerne: Forskelle.

Ud af de 15 mentorer, der blev interviewet i forbindelse med

nærværende evaluering, var der ni, som enten samtidig var ansat som mentorer i kommunen eller som

tidligere havde fungeret som sådan. Netop for at belyse, forskelle og ligheder mellem kriminalforsorgens og

kommunernes mentorordninger opfordrede Evaluator disse mentorer til at sammenligne deres oplevelser af

arbejdet hos henholdsvis kommunerne og Kriminalforsorgen. Mens mentorernes svar i nogen udtrækning

afspejlede deres specifikke roller f.eks. som støtte-kontaktpersoner for børn i kommunen, eller som

beskæftigelsesmentorer, gjorde de sig også nogle fælles observationer.

En sådan

observation drejede sig

oplevelsen af, at man i kommunerne generelt har en større grad af klarhed omkring målsætningen for

mentorforløb, og at det dermed er tydeligere, hvad der skal arbejdes frem imod

117

. I modsætning hertil blev

kriminalforsorgens mentorordning ofte fremstillet som bredere og mindre fokuseret som citatet nedenfor

beskriver.

En anden

gentagende kommentar drejede sig om, at kommunerne generelt var bedre til at følge op

på samarbejdet med deres mentorer

118

, at de havde mere detaljerede afrapporteringskrav og udviste større

interesse for mentorernes arbejde. Til gengæld bemærkede mentorerne, at kommunerne ofte var

bureaukratiske, og at det var vanskeligt at komme igennem til sagsbehandlerene udenom aftalte møder,

hvilket var nemmere i KiF.

En tredje kommentar

vedrørte graden af frivillighed, der omgiver kriminalforsorgens

mentorordning. I modsætning til f.eks. jobcenteret, hvor en ret- og pligt mentor er obligatorisk, hvis man

I en kommune skelnede man f.eks. mellem progressions mål, det vil sige, kortsigtede mål, der blev sat for den enkelte indsats mellem

møderne, og delmål, der repræsenterede langsigtede mål. Der var således en kultur for løbende at definere mål på forskellige niveauer.

118

Dette er ikke overraskende, da kommunerne har både faste og løst tilknyttede mentorer og ofte en fuldtidsmedarbejder, der leder

de kommunale mentorer.

117

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 71 -

ønsker at bevare sin kontanthjælp, er kriminalforsorgens mentorordning en frivillig indsats, der tilbydes

klienten, eller som klienten selv anmoder om.

Jeg tror, det

er nødvendigt med det klientel her (red. i Kriminalforsorgen), at der er en vis rummelighed, og at man

ikke bare fokuserer på jobbet hele tiden.

–

Og der kan man sige, at hvis man får en bevilling på jobcentret, er det jo et

krav, at det er der (red. omkri

g jo og eskæftigelse fokus skal ligge… Det er det jo ikke her

(red. i

Kriminalforsorgen). Selvom det gerne skulle ende der (red. med et job), så er det jo ikke nødvendigvis hovedkravet. På

den måde kan man støtte (red. klienterne i Kriminalforsorgen)

på e a de

åde e d ko

u e s e torer ka . –

citat fra samtale med en mentor.

Kriminalforsorgen og kommunerne: Ligheder.

Et fjerde

forhold drejede sig om, at mentorerne oplevede, at de

greb arbejdsopgaverne an på samme måde uanset om formålet var at få folk i beskæftigelse under LAB loven,

eller at få dem i beskæftigelse som mentor i Kriminalforsorgen. Trods den mere målrettede arbejdsform i

kommunerne beskrev nogle mentorer, at de også i kommunerne kunne være nød til at tage fat om

udfordringer, som ikke var direkte forbundet med målsætningen for mentorforløbet, fordi sådanne

udfordringer forhindrede klienten i at komme videre, som forklaret i nærværende rapports kapitel 3. Selvom

det overordnede fokus for mentorindsatsen under henholdsvis Kriminalforsorgen og kommunerne er

forskelligt, fremhævede mentorerne paralleller mellem arbejdsopgaverne, der kunne henvise til

arbejdsopgavernes praktiskrettede karakter eller fokus som f.eks. at oprette NEM Id; at få en klient til lægen;

eller at fastholde klienten i uddannelse og beskæftigelse. Desuden nævnte flere, at de ofte havde den samme

type af klienter under begge myndigheder dvs. klienter fra KiF i kommunen og vice-versa. Det er derfor ikke

overraskende, at forskellen mellem kriminalforsorgens og kommunernes mentorer til tider fremstod uklar, ikke

blot for mentorerne, men også sagsbehandlerne og ansatte i kommunerne. Det til trods, er der, og bør være,

en klar forskel, netop fordi myndighedernes mission og visioner er forskellige.

5.6.

OPSUMMERING: FØLGES REGLERNE I VEJLEDNINGEN FOR MENTORORDNINGEN?

Det er ikke alle sagsbehandlere, der udmønter regler og procedurer for mentorordningen som foreskrevet i

vejledningen og cirkulæret for samme. Som det var tilfældet med visitationen til mentorordningen, synes

udmøntningen af regler og procedurer gennemgået i dette kapitel, at være knyttet til den enkelte

sagsbehandler og dennes specifikke arbejdsgange. Her var sagsbehandlernes holdninger til og erfaringer med

samarbejdspartnere i kommunerne; deres vurdering af klienterne behov; og deres specifikke

samarbejdsrelation med mentorer og klienter betydningsfulde for i hvilken udstrækning reglerne blev

implementeret, og hvordan. Sagsbehandlerne opererede med en stor grad af fleksibilitet i forhold til den

enkelte klient, dennes situation og behov, og udmøntningen af vejledningen for mentorordningen afspejlede i

nogen udstrækning dette.

Når det drejer sig om det indledende møde ved igangsættelse af mentorforløb og det opfølgende tre-måneders

møde, syntes samtlige sagsbehandlere at afholde disse som foreskrevet. Klienterne var alle opmærksomme på,

at mentor har tavshedspligt, men ikke alle havde forstået, at mentor har indberetningspligt, hvis klienten begår

fornyet kriminalitet.

Der er en sammenhæng mellem de, i handleplanen identificerede, behov og risici, og de arbejdsopgaver og

mål, som blev sat for mentorforløbene. Denne sammenhæng var imidlertid ikke altid lige klart beskrevet i alle

handleplaner, ej heller prioriteringen af samme i forhold til mentorindsatsen, hvilket muligvis afspejler, at

sagsbehandlerne ikke systematisk anvendte LS/RNR vurderingen, når de visiterede til mentorordningen.

Udover, at mentors navn og ofte også telefonnummer var nedfældet i handleplanens afsnit betegnet:

”Ko krete O råder, Prioriteri ger, Hve Gør Hvad”,

var det ikke beskrevet i nogle af handleplanerne, hvordan

mentor, klient eller sagsbehandler tænktes at komplimentere hinanden i forhold til mentorforløbet.

Evalueringen peger på, at der er behov for at tydeliggøre ansvar- og rollefordelingen mellem mentor, klient og

sagsbehandler. Her er klarlægningen af henholdsvis mål og arbejdsopgaver betydningsfuld for mentorers og

klienters forståelser af, hvad der arbejdes frem mod og dermed også, hvad som forventes af dem.

Ved igangsættelse af mentorforløb, har klienten ofte mulighed for at pege på en mentor, men det er ikke altid

tilfældet. Til gengæld går sagsbehandlerne langt for at etablere det rette match, og de konsulterer ofte klienten

for at afklare dennes præferencer i forhold til mentors køn, alder og personlighed. Evalueringen peger på, der

er en ubalance mellem den af forskningen påviste betydning af relationen og matchet, og den ledelsesmæssige

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 72 -

og administrative støtte til at arbejde informeret med samme herunder administrationen af databaserne og de

løbende evalueringer af mentorerne.

Logbogen, i dens nuværende form, fungerer dårligt for størstedelen af interessenterne. Ganske få benyttede

den som tiltænkt, og den fremstod, for de fleste, ikke som genstand for drøftelser af arbejdsopgaver,

tilrettelæggelse af handleplanen eller etablering af honorarer som tiltænkt. Med få undtagelser, blev den

betragtet som manglende nytteværdi, og den repræsenterede tidspilde. I praksis var det gennem møder med

mentor og klient, e-mail-korrespondancer eller per telefon, at sagsbehandlerne fik indtryk af, hvordan

mentorforløbene skred frem i forhold til målopnåelse, nyopståede udfordringer og relationens karakter. Den

eksisterende brug af logbogen peger på et behov for at gentænke dens anvendelse.

Ikke alle sagsbehandlere afsøger systematisk alternative støtteordninger inden mentorforløb igangsættes.

Forskelle mellem kommunernes udmøntning af støtteordninger og sagsbehandlernes samarbejdsrelation med

kommunale ansatte, mentorer og klienter, og deres vurdering af klientens behov, var udslagsgivne for om

denne regel overholdes. Evalueringen peger på tilstedeværelsen af en uklarhed omkring forskellen på

kriminalforsorgens og kommunernes mentorordninger, ikke mindst, hvad det er kriminalforsorgens

mentorordning kan og skal i forhold til kommunernes, hvor der ikke altid arbejdes med mentorer på en måde,

som fremmer kriminalforsorgens mission.

Kriminalforsorgens mentorordning er bred og igangsættes ofte med målsætninger og/eller aktiviteter, der

ligner dem, som varetages af mentorer eller støttepersoner, der arbejder under andre myndigheder. Dette er

tilfældet, i forhold til arbejdsopgaver, der vedkommer generelle risikofaktorer som f.eks. manglende

uddannelse eller arbejde og tilstedeværelsen af misbrug. Det er også tilfældet i forhold til specifikke

risikofaktorer relateret til f.eks. økonomi og bolig varetages af eller overses i nært samarbejde med andre

myndigheder gennem tilsynsperioden.

Kriminalforsorgens mentorordning adskiller sig imidlertid fra kommunernes, fordi den udmøntes under

Kriminalforsorgen, der som myndighed har sin særegne mission og vision med en dertilhørende specialiseret

viden. Kriminalforsorgen er kendetegnet ved en række relevante kernekompetencer, den sætter i spil i forhold

til sine klienter ved udmøntning af straf, og arbejdet forbundet med at fastholde og støtte klienter i at have en

tilværelse uden kriminalitet. I forhold til kernekompetencer tænkes der, dels på de principper ud fra hvilke straf

udøves, og dels på kriminalforsorgens programvirksomhed, arbejdstræning, uddannelse og

misbrugsbehandling, samt det forebyggende arbejde under udslusning herunder tilsynsmodellen MOSAIK. Det

er i denne sammenhæng, at mentorordningen har sin berettigelse, og det er indenfor disse rammer,

mentorerne samarbejder med klienterne og promovere kriminalforsorgens forebyggende arbejde bl.a. gennem

en nær relationsdannelse med klienten.

5.7.

ANBEFALINGER: REGLER OG PROCEDURER

Anbefaling. Om Logbøger.

Eftersom brugen af logbøger fremstår som mindre nyttig både blandt sagsbehandlere og mentorer, og at det i

praksis er ganske få mentorer, der systematisk rapporterer den information, som forespørges i det

eksisterende logbogsformat, diskuterede Evaluator mulige alternativer med mentorerne og sagsbehandlerne.

Her var der stor enighed om behovet for at justere både logbogens indhold og format, således at der er mindre

fokus på tidsregistrering og mere på mentorindsatsen herunder dens fokus, observerede udfordringer og

fremadrettede planlægning som forslået nedenfor

119

. Det anbefales derfor at:

a) Mentorerne fremover forventes at være parate til månedligt at rapportere til den tilsynsførende.

Mentorerne pålægges månedligt at være parate til, per telefon eller mail, at dokumentere punkterne

listet i Boks H nedenfor, hvis sagsbehandlerne anmoder derom. I denne sammenhæng forekommer det

centralt at skelne mellem, hvad formålet for mentorforløbet er på lang og kort sigt, og de konkrete

arbejdsopgaver.

119

De her anførte forslag omkring Logbogens form, tidspunktet for afrapportering og afrapporteringsformen har været diskuteret med

stort set alle sagsbehandlere, der blev interviewet. Deres kommentarer og forslag er reflekteret her.

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 73 -

b) Mentorerne laver en statusrapport inden tre-måneders mødet og derefter rapporterer kvartalsvis.

Mentorerne laver en kort skriftelig statusrapport om mentorforløbet som oplæg til tre-måneders

mødet. I rapporten kunne mentor evaluere status i forhold til opstillede mål; notere tilsynekomsten af

mulige nye mål og arbejdsopgaver, eller behovet for at justere gamle. Mentor kunne ligeledes vurdere

relationen til klienten; klientens indsats og motivation og derudover komme med anbefalinger for det

videre forløb. En sådan statusrapport ville både give mentor mulighed for at bidrage med sin vurdering

af forløbet og samarbejdet, og den ville samtidig kunne informere udarbejdelsen af en socialfaglig

begrundelse for forlængelse eller afslutning af mentorforløbet. Derfor tænkes det, at statusrapporten

ideelt set skulle være sagsbehandleren i hænde et par uger inden 3-månedersmødet og derefter hvert

kvartal. For mentorer, der ikke normalt fungerer som sådan, og som ikke er vant til at afrapportere på

skrift, men har påtaget sig mentorrollen, fordi de er udpeget af klienten, anbefales det, at

sagsbehandler og mentor sammen gennemgår de i Boks I opstillede punkter.

c) Klienterne evaluerer mentorforløbene i samarbejde med deres tilsynsførende.

At klienterne, i

forberedelse til tre-måneders mødet, får mulighed for at evaluere samarbejdet med mentor. En sådan

evaluering skulle ideelt gennemføres sammen med den tilsynsførende uden mentor. Boks J nedenfor

opstiller mulige punkter, som sagsbehandler og klient kunne drøfte i forbindelse med evalueringen.

Boks H. Mentors månedlige afrapportering til sagsbehandler per telefon eller e-mail.

Mentor og klient arbejder med følgende:

I forhold til X går det fremad på følgende punkter:

I forhold til Y er fremgangen mindre fordi:

Nye tematikker i klientens liv og mulige nye arbejdsopgaver:

Mentors anbefalinger i forhold til det videre forløb med klienten (tid, arbejdsopgaver, andre indsatser og praktiske forhold):

Mentor vurderer klientens motivation og arbejdsindsats (hvor mange aflysninger, arbejdsfordeling mellem mentor og klient,

klientens engagement og evne til at følge op på visioner):

Boks I. Mentors statusrapport til sagsbehandler sendt per e-mail 2,5 måneder ind i hvert forløbskvartal som oplæg til 3-

månedersmøderne.

Mentor og klient har arbejdet med følgende:

Hvilke mål er opnået, hvorfor/hvorfor ikke:

I forhold til X går det fremad på følgende punkter:

I forhold til Y er fremgangen mindre fordi:

Nye tematikker i klientens liv i forhold til hvilke, der kan registreres mål og igangsættes nye arbejdsopgaver:

Mentors anbefalinger eller kommentarer til samarbejdet med sagsbehandler (tid, arbejdsfordeling, arbejdsopgaver og

praktiske forhold):

Mentors anbefalinger i forhold til det videre forløb med klienten (tid, andre indsatser, metodisk fokus i arbejdet med

klienten og praktiske forhold):

Hvordan mentor vurderer relationen til klienten (på en skala fra 1-10, hvor 10 repræsenterer det bedste):

Hvordan mentor vurderer klientens motivation og arbejdsindsats (på en skala fra 1-10):

Boks J. Klientens evaluering af mentorforløbet.

Mentor og klient har arbejdet med følgende:

I forhold til X går det fremad på følgende punkter

I forhold til Y er fremgangen mindre fordi:

Nye tematikker i klientens liv i forhold til hvilke, der kan registreres mål og igangsættes nye arbejdsopgaver:

Klientens anbefalinger eller kommentarer til samarbejdet med mentor og sagsbehandler (tid, arbejdsfordeling, opgaver og

praktiske forhold):

Klientens overvejelser/anbefalinger i forhold til det videre forløb med mentor (tid, andre indsatser og praktiske forhold):

Hvordan klienten vurderer relationen til mentor (på en skala fra 1-10, hvor 10 repræsenterer det bedste):

Hvordan klienten vurderer mentors arbejdsindsats (på en skala fra 1-10):

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 178: Evaluering af kriminalforsorgens mentorordning, fra justitsministeren

- 74 -

Anbefaling. Klarlægning af mål og fokus for mentorforløb.

Eftersom mål og fokus for mentorforløbene ikke altid fremstår som klare for mentorerne og klienterne

anbefales det:

a) At forbedre kommunikationen omkring mål og fokus..