REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 175: Lovudkast: Udkast til forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede fængsler og arresthuse samt undersøgelse af arrestanter mv. i forbindelse med transporter), fra justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 175
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

11. februar 2019

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Camilla Marta Giordano

2019-0090-0874

1003476

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven

(Skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede

fængsler og arresthuse samt undersøgelse af arrestanter mv. i forbindelse

med transporter)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, som

ændret senest ved § 2 i lov nr. 1541 af 18. december 2018, foretages føl-

gende ændringer:

§ 765, stk. 7,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden

retskendelse af personer, der er anbragt i institution eller hospital mv. i

medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, i forbindelse med transport, der forestås af

kriminalforsorgens personale.«

§ 777, stk. 2,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden

retskendelse af personer, der er anbragt i hospital mv. i medfør af stk. 1, i

forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.«

§ 811, stk. 3,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden

retskendelse af personer, der er indlagt på hospital for sindslidende mv. i

medfør af § 809, stk. 2, i forbindelse med transport, der forestås af krimi-

nalforsorgens personale.«

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 175: Lovudkast: Udkast til forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede fængsler og arresthuse samt undersøgelse af arrestanter mv. i forbindelse med transporter), fra justitsministeren

§2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. september 2018 som

ændret ved § 3 i lov nr. 1541 af 18. december 2018 og senest ved § 1 lov

nr. 1719 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

§ 73 a, stk. 2,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden

retskendelse af personer, der er anbragt i hospital for sindslidende m.v. i

henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse

med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.«

§ 124

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 eller 2, skal det indgå som en

skærpende omstændighed, at den, der flygter eller bistås hermed, er indsat i

et lukket fængsel eller arresthus, herunder personer i forvaring.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

§ 124, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1, 2 og 4«.

§3

Loven træder i kraft den 1. maj 2019.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og baggrund

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede

fængsler og arresthuse

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Undersøgelse af arrestanter mv. i forbindelse med transporter

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

5. Implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Miljømæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning og baggrund

1.1. Skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede

fængsler og arresthuse

I de lukkede fængsler og arresthuse anbringes indsatte, som det er nødven-

digt at placere i institutioner med en høj sikkerhed i form af ringmur, tv-

overvågning mv. og en relativ høj grad af personaletæthed pga. deres farlig-

hed eller flugtrisiko mv.

Det er en alvorlig lovovertrædelse at flygte og hjælpe andre med at flygte

fra et lukket fængsel eller arresthus, og en overtrædelse som bør have mærk-

bare konsekvenser.

Når det lykkes en indsat at flygte, er politiet, kriminalforsorgen og andre

myndigheder desuden nødt til at reagere akut for hurtigt at pågribe den på-

gældende igen og undgå alvorlige følger i form af f.eks. ny kriminalitet.

Dette medfører ofte et omfattende brug af ressourcer og mandskab.

I dag er det forudsat, at en person, der flygter fra anholdelse eller fængsling,

straffes med 30 dages fængsel i førstegangstilfælde. Der gælder samme

strafniveau for den, der f.eks. hjælper en indsat til at flygte.

Det er Justitsministeriets vurdering, at flugter og bistand til flugter fra luk-

kede fængsler og arresthuse, herunder flugter i forbindelse med transport og

ledsagede udgange fra de pågældende typer af institutioner, bør straffes hår-

dere med henblik på at begrænse antallet af flugter og flugtforsøg. Lovfor-

slaget har derfor til formål at hæve strafniveauet i sådanne sager.

1.2. Undersøgelse af arrestanter mv. i forbindelse med transporter

Regeringen har sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den

28. november 2017 indgået en ny aftale for kriminalforsorgens økonomi for

2018-2021. Efterfølgende har Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk

Folkeparti tilsluttet sig aftalen.

I flerårsaftalen er det bl.a. fastsat, at kriminalforsorgen skal overtage en væ-

sentlig del af politiets opgaver med transport af bl.a. arrestanter, herunder

unge og psykisk syge, der er anbragt i varetægtssurrogat, samt domfældte,

der i medfør af straffelovens §§ 68-69 er anbragt i hospital for sindslidende

eller i institutioner inden for det sociale område, herunder institutioner for

personer med vidtgående psykiske handicap.

Ved lov nr. 1541 af 18. december 2018 om ændring af lov om fuldbyrdelse

af straf m.v., retsplejeloven, straffeloven og lov om folkeskolen (Forhold for

indsatte i kriminalforsorgens institutioner, varetægtssurrogat m.v.) bemyn-

diges justitsministeren til at fastsætte regler om anvendelse af magt og sik-

ringsmidler over for de ovennævnte persongrupper, som kriminalforsorgen

fremover skal transportere, bl.a. for at hindre undvigelse under transporten.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der af ordens- og sikkerhedsmæssige

hensyn også bør tilvejebringes en lovhjemmel til at fastsætte regler om un-

dersøgelse uden retskendelse i forbindelse med kriminalforsorgens transport

af de pågældende personer.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt

fra lukkede fængsler og arresthuse

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1.

Det følger af straffelovens § 124, stk. 1, 1. pkt., at den, der flygter

som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Udover at flygte selv er det strafbart at befri en anholdt, fængslet eller

tvangsanbragt person samt at tilskynde eller hjælpe en sådan person til at

undvige eller holde den undvegne skjult, jf. straffelovens § 124, stk. 2.

Man kan således straffes for f.eks. at tilskynde en indsat til at flygte og for

at hjælpe ved at holde personen skjult efter flugten.

Af straffelovens § 124, stk. 5, fremgår det, at stk. 1 og 2 også gælder i an-

dre tilfælde af frihedsberøvelse, herunder i forhold til personer i forvaring

der som udgangspunkt er anbragt i lukket fængsel.

Udtrykket »flygter« dækker over, at den pågældende aktivt unddrager sig

den frihedsberøvelse, som vedkommende er underlagt i anledning af en mi-

stanke om et strafbart forhold eller afsoning, jf. bemærkningerne til § 124,

stk. 1, jf. herved Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 3321.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter således f.eks. indsatte, der flygter fra luk-

kede fængsler eller arresthuse. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-

melsen, at det også gælder dem, der i forbindelse med transport eller under

ledsaget udgang undviger fra transporten eller den ledsagende fængsels-

funktionær. Bestemmelsen gælder også for personer, der er anholdt af poli-

tiet.

Varetægtsfængslede, der er surrogatanbragt, eller indsatte, der er anbragt

f.eks. i et åbent fængsel, anses for flygtede, hvis de forlader anbringelses-

stedet uden tilladelse, jf. herved Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side

3321.

Personer, der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 eller fri-

hedsberøvet efter udlændingelovens § 36, hvor formålet med fængslingen

ofte er, at vedkommende hurtigt og effektivt skal kunne udsendes af landet,

er derimod ikke omfattet af reglerne om straf for flugt, jf. straffelovens §

124, stk. 1, 2. pkt. Det skyldes, at en udsendelse af landet ikke bør forsinkes

af, at man skal gennemføre en straffesag og eventuel afsoning.

Det bemærkes desuden, at indsatte, der udebliver fra et fængselsophold ef-

ter en uledsaget udgang, ikke er omfattet af straffelovens § 124, stk. 1.

Straffelovens § 124, stk. 2, dækker dog – i modsætning til § 124, stk. 1 –

også tilfælde, hvor der ikke er tale om bistand til flugt, men f.eks. bistand til

udeblivelse fra frihedsberøvelse i forbindelse med uledsaget udgang.

2.1.1.2.

Strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1 og 2,

om flugt og bistand til flugt er bøde eller fængsel indtil 2 år.

Ved strafudmålingen forudsættes det i bemærkningerne til indførelsen af

straffelovens § 124, stk. 1, at en overtrædelse i førstegangstilfælde som ud-

gangspunkt straffes med ubetinget fængsel i 30 dage, jf. herved Folketing-

stidende 2001-02, tillæg A, side 3322. I bemærkningerne er det fremhævet,

at det skal anses som en skærpende omstændighed, hvis der f.eks. er tale

om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været nøje planlagt.

Strafniveauet er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- eller nedad-

gående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller for-

mildende omstændigheder.

Det fremgår også af bemærkningerne, at hvis en flugt har fundet sted under

anvendelse af vold eller trussel om vold mod fængselspersonale mv. eller

mod andre end offentligt ansatte, er der ofte grundlag for også at straffe for

overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven. Det drejer sig om straf-

felovens § 119, stk. 1, om vold eller trussel om vold mod offentligt ansatte,

voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246 eller for trusler efter straf-

felovens § 266. Der skal i så fald straffes i sammenstød, dvs. der skal straf-

fes efter alle de overtrådte bestemmelser, herunder også for overtrædelse af

§ 124, stk. 1 og 2, jf. herved Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 3322.

2.1.1.3.

Det bemærkes, at der ud over straf i medfør af straffeloven, også

gælder regler om, at kriminalforsorgen skal ikende indsatte, der flygter el-

ler undviger, en disciplinærstraf.

Indsatte, der forsøger at flygte eller på anden måde undvige fra fængslerne

mv., f.eks. ved ikke at vende tilbage efter en uledsaget udgang, skal som ud-

gangspunkt ikendes en disciplinærstraf af kriminalforsorgen i medfør af reg-

lerne i straffuldbyrdelseslovens kapitel 11 om disciplinærstraffe mv.

Ved fastsættelsen af strafniveauet i straffelovens § 124, stk. 1, er der taget

hensyn til, at vedkommende for samme flugt eller flugtforsøg ofte allerede

kan være ikendt en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2.

At der er ikendt en disciplinærstraf, indebærer således ikke, at der skal ske

en fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.

Hvis en indsat flygter eller forsøger at flygte fra et fængsel mv., vil det i øv-

rigt kunne få betydning for spørgsmålet om udgangskarantæne mv., even-

tuel overførsel til lukket fængsel, udelukkelse fra fællesskab eller senere

prøveløsladelse.

2.1.1.4.

Et lukket fængsel er kendetegnet ved, at de indsattes tilstedeværelse

søges sikret ved ringmur, tv-overvågning mv., låste døre og en relativ høj

grad af personaletæthed. I et arresthus sikres den indsattes tilstedeværelse i

det væsentlige som i et (lille) lukket fængsel.

I de lukkede fængsler og arresthuse sidder de indsatte, som det er nødven-

digt at placere i institutioner med høj sikkerhed. I de lukkede fængsler afso-

ner således dømte, der har begået grov kriminalitet og fået lange fængsels-

straffe, eller kriminelle, som skal afsone under skærpede vilkår for at undgå

overgreb på f.eks. personale, jf. herved nærmere straffuldbyrdelseslovens §

22. Afsoning i lukket fængsel kan også ske af hensyn til indsatsen mod ra-

dikalisering og ekstremisme. I lukket fængsel sidder desuden personer, der

har fået domme til forvaring, fordi de antages at frembyde nærliggende fare

for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

I de lukkede fængsler og arresthusene anbringes derudover personer, hvor

der er risiko for flugt eller unddragelse fra retsforfølgning, jf. straffuldbyr-

delseslovens § 22, stk. 4, og retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Det kan

f.eks. være udlændinge, der er udvist, eller som skal udleveres til retsfor-

følgning i andre lande. Når der er tale om udlændinge uden tilknytning til

Danmark, er der ofte øget risiko for flugt og for, at myndighederne ikke kan

pågribe de pågældende igen, hvis de flygter.

Derudover placeres der i arresthusene varetægtsarrestanter, der afventer en

strafferetlig afgørelse, og hvor der f.eks. er risiko for ny lovovertrædelse, el-

ler som ikke skal være på fri fod af hensyn til efterforskningen, jf. herved

nærmere retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3. Formålet med varetægts-

fængslingen risikerer at være forspildt, når en person flygter fra et arresthus.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er en alvorlig forbrydelse at flygte eller hjælpe andre med at flygte fra

et lukket fængsel eller arresthus, og en overtrædelse bør have mærkbare

konsekvenser.

Når det lykkes en indsat at flygte, er politiet, kriminalforsorgen og andre

myndigheder desuden nødt til at reagere akut for hurtigt at pågribe den på-

gældende igen og undgå alvorlige følger i form af f.eks. ny kriminalitet.

Dette medfører ofte en omfattende brug af ressourcer og mandskab.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at straffen for at flygte

eller bistå en anden med flugt fra et lukket fængsel eller arresthus bør hæ-

ves markant. Det bør således ved strafudmålingen indgå som en skærpende

omstændighed, hvis der er tale om en flugt fra lukkede fængsler eller arre-

sthuse.

Justitsministeriet finder derimod ikke, at der er grundlag for at hæve straf-

niveauet for flugt fra åbne fængsler, institutioner mv. eller fra anholdelse,

da den form for flugt generelt ikke indebærer samme risiko for alvorlige føl-

ger.

Det bemærkes, at det er Justitsministeriets vurdering, at det fortsat skal være

muligt hurtigt – ud over straf efter straffeloven § 124 – at kunne reagere med

disciplinærstraffe over for indsatte i tilfælde af flugt eller flugtforsøg. På den

baggrund er der ved den foreslåede forhøjelse af strafniveauet taget hensyn

til, at den pågældende for samme flugt eller flugtforsøg ofte kan være ikendt

en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2. En ikendt disci-

plinærstraf skal således, som det også er tilfældet i dag, ikke indebære en

fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i straffelovens § 124, hvorefter det

ved fastsættelse af straffen for flugt og bistand til flugt, jf. straffelovens §

124, stk. 1 og 2, skal indgå som en skærpende omstændighed, at den, der

flygter eller bistås med at flygte, er indsat i et lukket fængsel eller arresthus.

Det forudsættes, at sådanne overtrædelser af § 124, stk. 1 eller 2, i første-

gangstilfælde som udgangspunkt skal medføre fire måneders ubetinget

fængselsstraf. Der vil således være tale om en firedobling af straffen i for-

hold til det gældende udgangspunkt.

Det forudsættes også, at der sker en betydelig skærpelse i flergangstilfælde,

og at der i andengangstilfælde som udgangspunkt vil skulle fastsættes en

straf på seks måneders fængsel.

Det bemærkes, at det som udgangspunkt er alle, der er indsat i et lukket

fængsel eller arresthus, der vil blive omfattet af strafskærpelsen, uanset om

vedkommende er varetægtsfængslet eller udstår fængselsstraf eller forva-

ring. Strafskærpelsen vil også omfatte tilfælde, hvor indsatte i lukkede

fængsler eller arresthuse i forbindelse med transport eller ledsagede ud-

gange flygter eller forsøger at flygte. Bestemmelsen vil dog ikke gælde an-

holdte, der endnu ikke er blevet fremstillet for en dommer og dermed ikke

kan anses for fængslet, selvom vedkommende måtte sidde i et arresthus.

Den foreslåede strafskærpelse vil også gælde for personer, der befrier en

person, der er indsat i et lukket fængsel eller arresthus, eller f.eks. tilskyn-

der til flugt eller hjælper med en flugt, herunder hvis de holder en person

skjult, efter vedkommende er flygtet fra fængslet. Strafskærpelsen skal så-

ledes gælde alle de former for adfærd, der er omfattet af § 124, stk. 2, for så

vidt angår tilfælde, hvor den pågældende, der bistås, er indsat i et lukket

fængsel eller arresthus, og der er tale om bistand til flugt.

Det bemærkes, at strafniveauet er vejledende og kan fraviges af domstolene

i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skær-

pende eller formildende omstændigheder.

Det fremhæves, at det fortsat bør være en skærpende omstændighed, hvis

flugten har været nøje planlagt, eller den er foretaget af flere i forening.

Det kan efter omstændighederne anses for en formildende omstændighed,

at personen, der flygter, selv vender tilbage til institutionen igen hurtigt ef-

ter flugten. Det kan også anses for formildende i henhold til stk. 2, hvis den

indsatte, der tilskyndes til flugt, ikke forsøger at flygte. Det bemærkes også,

at det ikke skal anses for en formildende omstændighed, at der ved flugten

ikke anvendes vold eller våben.

2.2. Undersøgelse af arrestanter mv. i forbindelse med trans-

porter

2.2.1. Gældende ret

Straffuldbyrdelseslovens kapitel 10 indeholder en række bestemmelser om

indgreb over for den indsatte, herunder regler om undersøgelse af den ind-

sattes person.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, at Direktoratet for Kri-

minalforsorgen og det relevante kriminalforsorgsområde uden retskendelse

kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholds-

rum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre,

at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages, herun-

der 1) når den indsatte indsættes i institutionen, 2) hvis den indsatte mistæn-

kes for uretmæssig besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før

og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse

af straf m.v.

Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingsti-

dende 1999-2000 (1. samling), tillæg A, side 3707 f., at der med udtrykket

»undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person« i §

60, stk. 1, sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de

former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige

legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed.

Undersøgelse af den indsatte kan ligeledes finde sted efter reglerne i straf-

fuldbyrdelseslovens kapitel 10 a om anvendelse af kropsscannere, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2.

Endvidere kan kriminalforsorgsområdet af ordens- eller sikkerhedsmæssige

hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes

person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uret-

mæssig besiddelse af effekter, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3.

2.2.1.1.

Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4-7, fastlægger en række supple-

rende betingelser for gennemførelse af undersøgelser af den indsatte.

Det følger af § 60, stk. 4, at undersøgelse ikke må gennemføres, hvis det ef-

ter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må

antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb (proportionali-

tetsprincippet).

Det følger desuden af § 60, stk. 5, at undersøgelse skal foretages så skån-

somt, som omstændighederne tillader (skånsomhedsprincippet).

Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages og overværes af

personer af samme køn som den indsatte. Dette gælder dog ikke for sund-

hedspersonale, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6.

En undersøgelse som omtalt i stk. 3 må kun foretages under medvirken af

en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hen-

syn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes tilstand er

lægeligt forsvarligt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 7.

Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af ef-

fekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af

ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60,

stk. 8.

Endvidere indeholder straffuldbyrdelseslovens §§ 60, stk. 9 og 10 regler om,

at kriminalforsorgsområdet uden retskendelse kan gennemlæse og træffe be-

stemmelse om tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, som findes i

den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikker-

hedsmæssige hensyn, jf. straffuldbyrdelseslovens samt om, at kriminal-

forsorgsområdet uden retskendelse kan gøre sig bekendt med indholdet af

elektroniske effekter, som en indsat har i sin besiddelse, eller som i øvrigt

forefindes i kriminalforsorgens institutioner, og som indsatte efter lovgiv-

ningen ikke må besidde.

Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af undersøgelser af

den indsattes person og opholdsrum, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk.

11.

2.2.1.2.

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om undersøgelse af den ind-

sattes person og opholdsrum mv. suppleres således af en række administra-

tive forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 106 af 31. januar 2019 om

undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens insti-

tutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen).

Efter § 1, stk. 2, i undersøgelsesbekendtgørelsen finder straffuldbyrdelses-

lovens § 60 tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter.

Før der gennemføres undersøgelse af bl.a. den indsattes person efter straf-

fuldbyrdelseslovens § 60, skal den indsatte mundtligt orienteres om bag-

grunden for, at undersøgelsen gennemføres, medmindre særlige omstændig-

heder taler imod dette. Undersøgelse af den indsattes person ved anvendelse

af kriminalforsorgens narkotikahunde kan kun gennemføres med den ind-

sattes samtykke, jf. § 2 i undersøgelsesbekendtgørelsen.

Der skal deltage mindst to ansatte ved undersøgelser af indsattes person og

opholdsrum efter straffuldbyrdelseslovens § 60. Hvis særlige omstændighe-

der gør det nødvendigt, kan en undersøgelse dog gennemføres af en enkelt

ansat, jf. § 8, stk. 1, i undersøgelsesbekendtgørelsen.

Følgende afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet, kan påklages

til Direktoratet for Kriminalforsorgen: 1) En afgørelse efter straffuldbyrdel-

seslovens § 60, stk. 1, om undersøgelse af den indsattes person, der indebæ-

rer afklædning. 2) En afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3,

om nærmere undersøgelse af den indsattes person, jf. § 11, stk. 1, i under-

søgelsesbekendtgørelsen.

2.2.1.3.

Reglerne om kriminalforsorgens undersøgelse af den indsattes per-

son finder ikke anvendelse over for personer, der i medfør af straffelovens

§§ 68 og 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende eller i institu-

tion for personer med vidtgående psykiske handicap (foranstaltningsdømte).

Uden for reglerne falder endvidere personer, der efter rettens beslutning i

medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4, skal opholde sig i ho-

spital for sindslidende eller i institutioner inden for det sociale område, ek-

sempelvis institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap el-

ler institutioner for unge mennesker, der i stedet for varetægtsfængsel i ar-

resthuse og lukkede fængsler er frihedsberøvet i sikret døgninstitution mv.

(surrogatanbragte).

Det samme gør sig gældende for varetægtsarrestanter, der i medfør af rets-

plejelovens § 777, 1. pkt., anbringes i hospital mv., jf. straffelovens §§ 68

og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og kriminalforsorgs-

området samtykker heri (anticiperet afsoning), f.eks. fordi der i forbindelse

med eller under en varetægtsfængsling fremkommer oplysninger om, at sig-

tede er psykisk syg eller mentalt retarderet og derfor bør opholde sig på psy-

kiatrisk afdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller anden egnet institution i stedet for arresthus (anticiperet afsoning). Det

følger af § 777, 3. pkt., at disse personer skal behandles efter de regler, der

gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom.

Endelig omfatter reglerne om kriminalforsorgens undersøgelse af den ind-

sattes person ikke personer, der i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 2, er

indlagt til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

I forbindelse med flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi for 2018-

2021 har aftaleparterne besluttet, at størstedelen af arrestanttransporterne

overdrages fra politiet til kriminalforsorgen med henblik på at frigøre poli-

tiressourcer til operativt arbejde samt at styrke kriminalforsorgens samlede

transportorganisation.

Dermed skal kriminalforsorgen bl.a. overtage transporten af unge og psy-

kisk syge, der er anbragt i varetægtssurrogat, samt domfældte, der i medfør

af straffelovens §§ 68-69 er anbragt i hospital for sindslidende eller i insti-

tutioner inden for det sociale område, herunder institutioner for personer

med vidtgående psykiske handicap.