REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 140: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om vold og skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede fængsler og arresthuse), fra justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 140
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

16. januar 2019

Strafferetskontoret

Eva Katrine Barnholdt

2018-731-0037

959424

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om vold og skærpelse

af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede fængsler og ar-

resthuse)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. september 2018, som

ændret senest ved § 1 lov nr. 1719 af 27. december 2018, foretages følgende

ændringer:

§ 62, stk. 1,

ændres »Såfremt« til: »Findes«, og efter »ikke« udgår: »fin-

des«.

§ 124

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 eller 2, skal det indgå som en

skærpende omstændighed, at den, der flygter eller bistås hermed, er indsat i

et lukket fængsel eller arresthus, herunder personer i forvaring.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

§ 124, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1, 2 og 4«.

§2

Loven træder i kraft den 1. juni 2019.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 140: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om vold og skærpelse af strafniveauet for flugt og medvirken til flugt fra lukkede fængsler og arresthuse), fra justitsministeren

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om simpel vold

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om grov vold

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Skærpelse af straffen for flugt og medvirken til flugt fra lukkede

fængsler og arresthuse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

4. Implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

1.1.Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om vold

Sager om simpel vold afgøres i dag i mange tilfælde med en betinget dom

med vilkår om samfundstjeneste. Baggrunden er dels den almindelige ud-

vikling i domstolenes praksis, hvor samfundstjeneste spiller en stadigt større

rolle ved valget af sanktion, dels den ændring af reglerne om samfundstje-

neste, som blev gennemført med lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring

af straffeloven og lov om straffuldbyrdelse m.v., hvor anvendelsesområdet

for samfundstjeneste generelt blev udvidet, herunder i visse sager om sim-

pel vold efter straffelovens § 244.

Den udvidede brug af samfundstjeneste har betydet, at domstolene i de se-

nere år har idømt betingede fængselsstraffe med vilkår om samfundstjene-

ste også i sager, hvor den tiltalte f.eks. tidligere er dømt for vold, hvor vol-

den er begået over for et særligt værgeløst offer, eller hvor forurettede i sa-

gen er påført ikke ubetydelige skader.

Der er endvidere eksempler på sager, hvor en tiltalt er blevet idømt en be-

tinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste i sager om grov vold

efter straffelovens § 245.

Anvendelse af samfundstjeneste kan i visse tilfælde være den mest hensigts-

mæssige straf, men enhver voldsforbrydelse har et offer, som i mange til-

fælde efterlades med både fysiske og psykiske mén.

Det afspejler efter regeringens opfattelse ikke en tilstrækkelig hensyntagen

til offeret eller til befolkningens generelle retsfølelse, når der idømmes be-

tinget dom med vilkår om samfundstjeneste i de sager, som kan betegnes

som den grovere ende af simpel vold, eller i sager om grov vold.

Formålet med lovforslaget er derfor at begrænse brugen af betinget dom

med vilkår om samfundstjeneste i sager om simpel vold efter straffelovens

§ 244, således at sager, hvor tiltalte tidligere er dømt for vold, sager hvor

volden er udøvet over for et særligt værgeløst offer, og sager hvor den foru-

rettede er påført ikke ubetydelige skader, som det helt klare udgangspunkt

vil skulle afgøres med ubetinget fængsel.

Herudover foreslås det, at brugen af samfundstjeneste i sager om grov vold

efter straffelovens § 245 begrænses, så der kun under helt ekstraordinære

omstændigheder vil kunne idømmes en betinget fængselsstraf med vilkår

om samfundstjeneste i disse sager.

Den foreslåede lovændring er en udmøntning af aftalen mellem regeringen

og Dansk Folkeparti om finansloven for 2019.

1.2. Skærpelse af straffen for flugt og medvirken til flugt fra lukkede fængs-

ler og arresthuse

I de lukkede fængsler og arresthuse anbringes indsatte, som det er nødven-

digt at placere i institutioner med en høj sikkerhed i form af ringmur, tv-

overvågning mv. og en relativ høj grad af personaletæthed pga. deres farlig-

hed eller flugtrisiko mv.

Det er en alvorlig lovovertrædelse at flygte og hjælpe andre med at flygte

fra et lukket fængsel eller arresthus, og en overtrædelse som bør have mærk-

bare konsekvenser.

Når det lykkes en indsat at flygte, er politiet, kriminalforsorgen og andre

myndigheder desuden nødt til at reagere akut for hurtigt at pågribe den på-

gældende igen og undgå alvorlige følger i form af f.eks. ny kriminalitet.

Dette medfører ofte et omfattende brug af ressourcer og mandskab.

I dag er det forudsat, at en person, der flygter fra anholdelse eller fængsling,

straffes med 30 dages fængsel i førstegangstilfælde. Der gælder samme

strafniveau for den, der f.eks. hjælper en indsat til at flygte.

Det er Justitsministeriets vurdering, at flugter og bistand til flugter fra luk-

kede fængsler og arresthuse, herunder flugter i forbindelse med transport og

ledsagede udgange fra de pågældende typer af institutioner, bør straffes hår-

dere med henblik på at begrænse antallet af flugter og flugtforsøg. Lovfor-

slaget har derfor til formål at hæve strafniveauet i sådanne sager.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om simpel vold

2.1.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 56, stk. 1, at hvis retten finder det upåkrævet,

at fængselsstraf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at fuld-

byrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden.

Retten kan efter straffelovens § 57 som vilkår for udsættelsen bestemme, at

den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn, li-

gesom retten kan fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige (såkaldte

særvilkår).

Det følger af straffelovens § 62, stk. 1, at såfremt betinget dom efter reg-

lerne i §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig, kan retten, hvis tiltalte findes

egnet hertil, afsige betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens regler om samfundstjeneste

(jf. Folketingstidende 1996-1997, tillæg A, side 94, Folketingstidende 1999-

2000, tillæg A, side 1142-1143, og pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger

til lov nr. 159 af 28. februar 2012, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 56

som fremsat, side 5), at kerneområdet for anvendelse af samfundstjeneste

skulle være berigelseskriminalitet, bortset fra røveri, mens samfundstjene-

ste burde anvendes med varsomhed ved f.eks. vold, røveri, narkotikakrimi-

nalitet og seksualforbrydelser.

Reglerne om samfundstjeneste blev ændret i 2015 med lov nr. 152 af 18. fe-

bruar 2015 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Formålet med lovændringen var bl.a. at udvide brugen af samfundstjeneste

til et bredere felt af kriminalitetsformer, og dermed skulle kriminalitetens

art således tillægges mindre betydning ved den samlede vurdering af, om

samfundstjeneste bør anvendes i den konkrete sag.

Forud for lovændringen anvendte domstolene allerede forholdsvis ofte sam-

fundstjeneste i sager om simpel vold efter straffelovens § 244, hvis der forud

for volden havde været uoverensstemmelser mellem gerningsmanden og

forurettede, eller hvis gerningsmanden var ung.

Lovændringen i 2015 byggede derfor videre på den udvikling, som var sket

i retspraksis, så anvendelsesområdet for samfundstjeneste i sager om simpel

vold også omfatter tilfælde, hvor der ikke har været en forudgående uover-

ensstemmelse, og hvor gerningsmanden ikke er ung.

Det fremgår således af forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015, jf.

Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 50 som fremsat, side 19, at

udgangspunktet er, at samfundstjeneste kan anvendes over et bredt felt af

kriminalitetsformer, og at der dermed ikke er grundlag for fortsat at tale om

et kerneområde for anvendelsen af samfundstjeneste.

Det fremgår endvidere, at udvidelsen af brugen af samfundstjeneste på straf-

felovens område i første række vedrører førstegangsovertrædelser og ikke

organiseret eller banderelateret kriminalitet.

Når retten skal vælge mellem samfundstjeneste og ubetinget fængsel, vil ret-

ten derfor først og fremmest skulle træffe afgørelse ud fra en samlet vurde-

ring af dels grovheden af den foreliggende kriminalitet som udtrykt ved

længden af fængselsstraffen, dels omfanget og alvoren af eventuel tidligere

kriminalitet. Når bortses fra røveri, voldtægt, grov vold, grove våben-

lovsovertrædelser, grove narkotikaforbrydelser og vidnetrusler mv., vil kri-

minalitetens art derimod som udgangspunkt ikke som sådan skulle tillæg-

ges væsentlig betydning, men der vil fortsat skulle udvises tilbageholden-

hed med at anvende samfundstjeneste i tilfælde, hvor der er tale om mere

organiseret kriminalitet, eller hvor forurettede er påført betydelige fysiske

eller psykiske skader. Det samme gælder som udgangspunkt, hvis krimina-

liteten er udøvet over for et særligt værgeløst offer.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Samfundstjeneste kan i nogle sager være et velegnet alternativ til ubetinget

fængsel.

Ved vurderingen af, hvilken straf der bør idømmes i en konkret sag, bør bl.a.

indgå hensynet til forbrydelsens offer. Ofre for vold efterlades således ofte

med psykiske og i nogle tilfælde også fysiske mén. Offeret for en voldsfor-

brydelse bør derfor også opleve, at samfundet slår hårdt ned på den person,

som har begået volden.

Samtidig skal der også tages hensyn til den generelle retsfølelse i samfun-

det. Grovheden af en begået kriminel handling bør derfor afspejles i den

straf, som fastsættes.

Justitsministeriet finder ikke, at det nuværende anvendelsesområde for sam-

fundstjeneste i sager om vold, som blev udvidet ved lov nr. 152 af 18. fe-

bruar 2015 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,

afspejler disse hensyn i tilstrækkelig grad.

Samfundstjeneste ses således i dag anvendt i sager, hvor den tiltalte tidli-

gere er dømt for vold, herunder også flere gange.

Der er i retspraksis eksempler på sager, hvor retten har idømt en betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens §

244, jf. § 247, stk. 1, hvor den tiltalte tidligere var straffet for vold fem

gange, og hvor det aktuelle forhold blev begået i prøvetiden fra den seneste

dom for vold.

Endvidere ses samfundstjeneste i flere tilfælde anvendt i sager, hvor volden

er udøvet over for børn, herunder også i sager, hvor volden har været udø-

vet over en længere periode.

Endelig ses der eksempler på sager, hvor der er anvendt betinget dom med

vilkår om samfundstjeneste, selvom den forurettede er påført ikke ubetyde-

lige skader.

Det er Justitsministeriets vurdering, at sager af den ovennævnte karakter er

eksempler på sager, hvor hensynet til offeret samt hensynet til retsfølelsen i

befolkningen tilsiger, at der som det helt klare udgangspunkt bør idømmes

ubetinget fængsel.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at anvendelsesområdet for brugen af samfundstjeneste i sager

om simpel vold begrænses, således at flere sager om simpel vold efter straf-

felovens § 244 fremover vil skulle afgøres med ubetinget fængsel.

Det foreslås således for det første, at der som det helt klare udgangspunkt

skal idømmes ubetinget fængselsstraf i sager om overtrædelse af straffe-

lovens § 244, hvor den tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Det foreslås for det andet, at der som det helt klare udgangspunkt skal idøm-

mes ubetinget fængselsstraf i sager om overtrædelse af straffelovens § 244,

hvor forurettede er et særligt værgeløst offer.

Endelig foreslås det for det tredje, at der som det helt klare udgangspunkt

skal idømmes ubetinget fængselsstraf i sager om overtrædelse af straffe-

lovens § 244, hvor den forurettede er påført ikke ubetydelige fysiske eller

psykiske skader.

Forslaget betyder

for det første,

at der fremover kun helt undtagelsesvist vil

kunne idømmes betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste,

hvis den tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Ved ligeartet kriminalitet forstås i denne sammenhæng vold eller anden per-

sonfarlig kriminalitet.

Der vil således ikke kunne idømmes betinget fængselsstraf med vilkår om

samfundstjeneste i sager, hvor den tiltalte tidligere er straffet for vold eller

anden personfarlig kriminalitet, uanset om den pågældende på tidspunktet

for domsafsigelsen har gode personlige forhold.

Dog vil der helt undtagelsesvist kunne idømmes betinget fængselsstraf med

vilkår om samfundstjeneste, hvis den tiltalte var meget ung, da han eller hun

begik den ligeartede kriminalitet, og i dag har meget gode personlige for-

hold.

Det er en forudsætning, at der ikke er andre omstændigheder, som taler

imod, at der i den konkrete sag idømmes en betinget fængselsstraf med vil-

kår om samfundstjeneste.

Den foreslåede ændring har sammenhæng med de principper, der ligger i

straffelovens § 247, stk. 1, hvoraf det følger, at hvis nogen af de lovovertræ-

delser, der er nævnt i straffelovens §§ 244-246, begås af en person, der tid-

ligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har

været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det

halve. Det skal således ved straffastsættelsen indgå som en skærpende om-

stændighed, at den tiltalte tidligere er straffet for vold eller anden personfar-

lig kriminalitet.

Forslaget betyder

for det andet,

at der fremover kun helt undtagelsesvist vil

kunne idømmes betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste,

hvis volden er begået over for et særligt værgeløst offer.

Der vil således fremover som udgangspunkt ikke kunne idømmes betinget

fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste, hvis volden er begået over

for børn, personer med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, ældre per-

soner eller andre, der er ude af stand til at forsvare sig.

I sager om vold mod særligt værgeløse ofre vil der med lovforslaget derfor

fremover som det helt klare udgangspunkt skulle fastsættes en ubetinget

fængselsstraf.

Betinget dom med vilkår om samfundstjeneste vil dog undtagelsesvist

kunne anvendes i sager om vold mod særligt værgeløse ofre, hvor der er tale

vold af begrænset karakter, og hvor volden er f.eks. er begået over for et

barn af en forælder, som reagerer i afmagt.

Det er en forudsætning, at der ikke er andre omstændigheder, som taler

imod, at der i den konkrete sag idømmes en betinget fængselsstraf med vil-

kår om samfundstjeneste.

Det bemærkes, at det følger af den gældende bestemmelse i straffelovens §

81, nr. 11, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som

en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden har udnyttet forurette-

des værgeløse stilling. Bestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 11, tager navn-

lig sigte på kriminalitet, som begås over for udsatte persongrupper, f.eks.

børn, personer med handicap og ældre personer.

Endelig indebærer forslaget

for det tredje,

at der fremover kun helt undta-

gelsesvist vil kunne idømmes betinget fængselsstraf med vilkår om sam-

fundstjeneste, hvis den forurettede har fået ikke ubetydelige fysiske eller

psykiske skader som følge af den udøvede vold.

Ved ikke ubetydelig skade forstås i denne sammenhæng, at den skade, som

forurettede er påført som følge af volden, har nødvendiggjort lægelig be-

handling af et vist omfang eller medført længere tids gener, sygeleje eller

uarbejdsdygtighed.

Ved lægelig behandling af et vist omfang forstås bl.a. gipsbehandling, ope-

ration og syning eller limning af større sår.

Lægelig behandling i et vist omfang omfatter i denne forbindelse også be-

handling ved f.eks. en psykolog som følge af psykiske skader, ligesom det

omfatter behandling ved en tandlæge som følge af tandskader.

Uden for begrebet ikke ubetydelige skader falder derimod bl.a. hævelser,

buler, blå øjne, blå mærker, forstuvninger af fingre eller tæer samt overfla-

diske rifter og mindre sår, der kan behandles med plaster eller syning med

få sting.

I sager om vold, hvor forurettede er påført ikke ubetydelige skader, vil der

således fremover som det helt klare udgangspunkt skulle fastsættes en ube-

tinget fængselsstraf.

2.2. Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om grov vold

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015, jf. Folke-

tingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 50 som fremsat, side 19, at når bort-

ses fra bl.a. grov vold vil kriminalitetens art som udgangspunkt ikke som så-

dan skulle tillægges væsentlig betydning ved valget mellem ubetinget

fængsel og betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Det følger heraf, at overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold som

udgangspunkt skal straffes med ubetinget fængsel.

Højesteret har efterfølgende udtalt, at udgangspunktet ved grov vold er ube-

tinget fængsel, og at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil

kunne anvendes, hvis særlige grunde efter en konkret vurdering af omstæn-

dighederne i den enkelte sag taler for det. Højesteret har i den forbindelse

udtalt, at der navnlig vil være grund til at overveje samfundstjeneste i til-

fælde, hvor der fastsættes en kortere frihedsstraf, hvor den tiltalte er ung og

ustraffet samt har gode personlige forhold, hvor volden er udøvet som en

spontan reaktion på en forudgående uoverensstemmelse med forurettede, og

hvor volden kun har medført begrænset skade, jf. UfR.2018.507.H og

UfR.2018.512.H.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets vurdering, at gerningsindholdet i straffelovens §

245 i sig selv har en karakter, som gør, at udgangspunktet om ubetinget

fængsel kun kan fraviges, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstæn-

digheder.

Justitsministeriet finder således, at hensynet til offeret og den generelle rets-

følelse tilsiger, at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste som det

helt klare udgangspunkt ikke skal anvendes i sager om grov vold.

Det er derfor Justitsministeriets vurdering, at der er behov for en yderligere

begrænsning af anvendelsesområdet for samfundstjeneste i sager om grov

vold.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at anvendelsesområdet for samfundstjeneste i sager om grov

vold begrænses, så samfundstjeneste kun under helt ekstraordinære omstæn-

digheder kan anvendes i sager om grov vold.

Det betyder, at der i mindre grad end i dag skal lægges vægt på de omstæn-

digheder, som Højesteret, jf. ovenfor under punkt 2.2.2, hidtil har tillagt be-

tydning.

Det vil sige, at det fremover ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt for anven-

delse af samfundstjeneste i sager om grov vold, at der er tale om en kortere

frihedsstraf, at tiltalte er ung og ustraffet samt har gode personlige forhold,

at volden er udøvet som en spontan reaktion på en forudgående uoverens-

stemmelse med forurettede, og at volden har medført begrænsede skader.

Derimod vil der eksempelvis helt undtagelsesvist kunne anvendes betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste i f.eks. en sag, hvor der er tale om en

kortere frihedsstraf, og den tiltalte er meget ung og ustraffet og har særde-

les gode personlige forhold, og hvor volden, som har medført begrænsede

skader, er begået i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede el-

ler personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en

grov fornærmelse, jf. den almindelige bestemmelse om formildende om-

stændigheder i straffelovens § 82, nr. 5.

Det er en forudsætning, at der ikke er andre omstændigheder, som taler

imod, at der i den konkrete sag idømmes en betinget fængselsstraf med vil-

kår om samfundstjeneste.

2.3. Skærpelse af straffen for flugt og medvirken til flugt fra lukkede

fængsler og arresthuse

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Det følger af straffelovens § 124, stk. 1, 1. pkt., at den, der flygter

som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Udover at flygte selv er det strafbart at befri en anholdt, fængslet eller

tvangsanbragt person samt at tilskynde eller hjælpe en sådan person til at

undvige eller holde den undvegne skjult, jf. straffelovens § 124, stk. 2.

Man kan således straffes for f.eks. at tilskynde en indsat til at flygte og for

at hjælpe ved at holde personen skjult efter flugten.

Af straffelovens § 124, stk. 5, fremgår det, at stk. 1 og 2 også gælder i an-

dre tilfælde af frihedsberøvelse, herunder i forhold til personer i forvaring

der som udgangspunkt er anbragt i lukket fængsel.

Udtrykket »flygter« dækker over, at den pågældende aktivt unddrager sig

den frihedsberøvelse, som vedkommende er underlagt i anledning af en mi-

stanke om et strafbart forhold eller afsoning, jf. bemærkningerne til § 124,

stk. 1, jf. herved Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 3321.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter således f.eks. indsatte, der flygter fra luk-

kede fængsler eller arresthuse. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-

melsen, at det også gælder dem, der i forbindelse med transport eller under

ledsaget udgang undviger fra transporten eller den ledsagende fængsels-

funktionær. Bestemmelsen gælder også for personer, der er anholdt af poli-

tiet.

Varetægtsfængslede, der er surrogatanbragt, eller indsatte, der er anbragt

f.eks. i et åbent fængsel, anses for flygtede, hvis de forlader anbringelses-

stedet uden tilladelse, jf. herved Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side

3321.

Personer, der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 eller fri-

hedsberøvet efter udlændingelovens § 36, hvor formålet med fængslingen

ofte er, at vedkommende hurtigt og effektivt skal kunne udsendes af landet,

er derimod ikke omfattet af reglerne om straf for flugt, jf. straffelovens §

124, stk. 1, 2. pkt. Det skyldes, at en udsendelse af landet ikke bør forsinkes

af, at man skal gennemføre en straffesag og eventuel afsoning.

Det bemærkes desuden, at indsatte, der udebliver fra et fængselsophold ef-

ter en uledsaget udgang, ikke er omfattet af straffelovens § 124, stk. 1.

Straffelovens § 124, stk. 2, dækker dog – i modsætning til § 124, stk. 1 –

også tilfælde, hvor der ikke er tale om bistand til flugt, men f.eks. bistand til

udeblivelse fra frihedsberøvelse i forbindelse med uledsaget udgang.

2.3.1.2.

Strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1 og 2,

om flugt og bistand til flugt er bøde eller fængsel indtil 2 år.

Ved strafudmålingen forudsættes det i bemærkningerne til indførelsen af

straffelovens § 124, stk. 1, at en overtrædelse i førstegangstilfælde som ud-

gangspunkt straffes med ubetinget fængsel i 30 dage, jf. herved Folketing-

stidende 2001-02, tillæg A, side 3322. I bemærkningerne er det fremhævet,

at det skal anses som en skærpende omstændighed, hvis der f.eks. er tale

om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været nøje planlagt.

Strafniveauet er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- eller nedad-

gående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller for-

mildende omstændigheder.

Det fremgår også af bemærkningerne, at hvis en flugt har fundet sted under

anvendelse af vold eller trussel om vold mod fængselspersonale mv. eller

mod andre end offentligt ansatte, er der ofte grundlag for også at straffe for

overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven. Det drejer sig om straf-

felovens § 119, stk. 1, om vold eller trussel om vold mod offentligt ansatte,

voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246 eller for trusler efter straf-

felovens § 266. Der skal i så fald straffes i sammenstød, dvs. der skal straf-

fes efter alle de overtrådte bestemmelser, herunder også for overtrædelse af

§ 124, stk. 1 og 2, jf. herved Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 3322.

2.3.1.3.

Det bemærkes, at der ud over straf i medfør af straffeloven, også

gælder regler om, at kriminalforsorgen skal ikende indsatte, der flygter el-

ler undviger, en disciplinærstraf.

Indsatte, der forsøger at flygte eller på anden måde undvige fra fængslerne

mv., f.eks. ved ikke at vende tilbage efter en uledsaget udgang, skal som ud-

gangspunkt ikendes en disciplinærstraf af kriminalforsorgen i medfør af reg-

lerne i straffuldbyrdelseslovens kapitel 11 om disciplinærstraffe mv.

Ved fastsættelsen af strafniveauet i straffelovens § 124, stk. 1, er der taget

hensyn til, at vedkommende for samme flugt eller flugtforsøg ofte allerede

kan være ikendt en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2.

At der er ikendt en disciplinærstraf, indebærer således ikke, at der skal ske

en fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.

Hvis en indsat flygter eller forsøger at flygte fra et fængsel mv., vil det i øv-

rigt kunne få betydning for spørgsmålet om udgangskarantæne mv., even-

tuel overførsel til lukket fængsel, udelukkelse fra fællesskab eller senere

prøveløsladelse.

2.3.1.4.

Et lukket fængsel er kendetegnet ved, at de indsattes tilstedeværelse

søges sikret ved ringmur, tv-overvågning mv., låste døre og en relativ høj

grad af personaletæthed. I et arresthus sikres den indsattes tilstedeværelse i

det væsentlige som i et (lille) lukket fængsel.

I de lukkede fængsler og arresthuse sidder de indsatte, som det er nødven-

digt at placere i institutioner med høj sikkerhed. I de lukkede fængsler afso-

ner således dømte, der har begået grov kriminalitet og fået lange fængsels-

straffe, eller kriminelle, som skal afsone under skærpede vilkår for at undgå

overgreb på f.eks. personale, jf. herved nærmere straffuldbyrdelseslovens §

22. Afsoning i lukket fængsel kan også ske af hensyn til indsatsen mod ra-

dikalisering og ekstremisme. I lukket fængsel sidder desuden personer, der

har fået domme til forvaring, fordi de antages at frembyde nærliggende fare

for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

I de lukkede fængsler og arresthusene anbringes derudover personer, hvor

der er risiko for flugt eller unddragelse fra retsforfølgning, jf. straffuldbyr-

delseslovens § 22, stk. 4, og retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Det kan

f.eks. være udlændinge, der er udvist, eller som skal udleveres til retsfor-

følgning i andre lande. Når der er tale om udlændinge uden tilknytning til

Danmark, er der ofte øget risiko for flugt og for, at myndighederne ikke kan

pågribe de pågældende igen, hvis de flygter.

Derudover placeres der i arresthusene varetægtsarrestanter, der afventer en

strafferetlig afgørelse, og hvor der f.eks. er risiko for ny lovovertrædelse, el-

ler som ikke skal være på fri fod af hensyn til efterforskningen, jf. herved

nærmere retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3. Formålet med varetægts-

fængslingen risikerer at være forspildt, når en person flygter fra et arresthus.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er en alvorlig forbrydelse at flygte eller hjælpe andre med at flygte fra

et lukket fængsel eller arresthus, og en overtrædelse bør have mærkbare

konsekvenser.

Når det lykkes en indsat at flygte, er politiet, kriminalforsorgen og andre

myndigheder desuden nødt til at reagere akut for hurtigt at pågribe den på-

gældende igen og undgå alvorlige følger i form af f.eks. ny kriminalitet.

Dette medfører ofte en omfattende brug af ressourcer og mandskab.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at straffen for at flygte

eller bistå en anden med flugt fra et lukket fængsel eller arresthus bør hæ-

ves markant. Det bør således ved strafudmålingen indgå som en skærpende

omstændighed, hvis der er tale om en flugt fra lukkede fængsler eller arre-

sthuse.

Justitsministeriet finder derimod ikke, at der er grundlag for at hæve straf-

niveauet for flugt fra åbne fængsler, institutioner mv. eller fra anholdelse,

da den form for flugt generelt ikke indebærer samme risiko for alvorlige føl-

ger.

Det bemærkes, at det er Justitsministeriets vurdering, at det fortsat skal være

muligt hurtigt – ud over straf efter straffeloven § 124 – at kunne reagere med

disciplinærstraffe over for indsatte i tilfælde af flugt eller flugtforsøg. På den

baggrund er der ved den foreslåede forhøjelse af strafniveauet taget hensyn

til, at den pågældende for samme flugt eller flugtforsøg ofte kan være ikendt

en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2. En ikendt disci-

plinærstraf skal således, som det også er tilfældet i dag, ikke indebære en

fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i straffelovens § 124, hvorefter det

ved fastsættelse af straffen for flugt og bistand til flugt, jf. straffelovens §

124, stk. 1 og 2, skal indgå som en skærpende omstændighed, at den, der

flygter eller bistås med at flygte, er indsat i et lukket fængsel eller arresthus.

Det forudsættes, at sådanne overtrædelser af § 124, stk. 1 eller 2, i første-

gangstilfælde som udgangspunkt skal medføre fire måneders ubetinget

fængselsstraf. Der vil således være tale om en firedobling af straffen i for-

hold til det gældende udgangspunkt.

Det forudsættes også, at der sker en betydelig skærpelse i flergangstilfælde,

og at der i andengangstilfælde som udgangspunkt vil skulle fastsættes en

straf på seks måneders fængsel.

Det bemærkes, at det som udgangspunkt er alle, der er indsat i et lukket

fængsel eller arresthus, der vil blive omfattet af strafskærpelsen, uanset om

vedkommende er varetægtsfængslet eller udstår fængselsstraf eller forva-

ring. Strafskærpelsen vil også omfatte tilfælde, hvor indsatte i lukkede

fængsler eller arresthuse i forbindelse med transport eller ledsagede ud-

gange flygter eller forsøger at flygte. Bestemmelsen vil dog ikke gælde an-

holdte, der endnu ikke er blevet fremstillet for en dommer og dermed ikke

kan anses for fængslet, selvom vedkommende måtte sidde i et arresthus.

Den foreslåede strafskærpelse vil også gælde for personer, der befrier en

person, der er indsat i et lukket fængsel eller arresthus, eller f.eks. tilskyn-

der til flugt eller hjælper med en flugt, herunder hvis de holder en person

skjult, efter vedkommende er flygtet fra fængslet. Strafskærpelsen skal så-

ledes gælde alle de former for adfærd, der er omfattet af § 124, stk. 2, for så

vidt angår tilfælde, hvor den pågældende, der bistås, er indsat i et lukket

fængsel eller arresthus, og der er tale om bistand til flugt.

Det bemærkes, at strafniveauet er vejledende og kan fraviges af domstolene

i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skær-

pende eller formildende omstændigheder.

Det fremhæves, at det fortsat bør være en skærpende omstændighed, hvis

flugten har været nøje planlagt, eller den er foretaget af flere i forening.

Det kan efter omstændighederne anses for en formildende omstændighed,

at personen, der flygter, selv vender tilbage til institutionen igen hurtigt ef-

ter flugten. Det kan også anses for formildende i henhold til stk. 2, hvis den

indsatte, der tilskyndes til flugt, ikke forsøger at flygte. Det bemærkes også,

at det ikke skal anses for en formildende omstændighed, at der ved flugten

ikke anvendes vold eller våben.

3. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Begrænsningen af brugen af samfundstjeneste i sager om vold forventes

ikke at ville medføre merudgifter af betydning for politiet, anklagemyndig-

heden eller domstolene til behandling af straffesager, idet det forudsættes,

at de pågældende sager vil blive ført uafhængigt heraf.

Begrænsningen vil medføre merudgifter for kriminalforsorgen, idet det må

forventes, at den samlede idømte strafmasse vil blive forøget.

Det er Justitsministeriets vurdering, at ordningen vil medføre merudgifter

for kriminalforsorgen på 7 mio. kr. i 2019 samt 11 mio. kr. årligt fra 2020

og frem.

For så vidt angår skærpelse af straffen for flugt og medvirken til flugt fra

lukkede fængsler og arresthuse, er det vurderingen, at lovændringen vil

medføre begrænsede merudgifter på kriminalforsorgens område. Merudgif-

terne vil blive afholdt inden for Justitsministeriets eksisterende økonomiske

rammer.

4. Implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes ikke at have implementeringskonsekvenser for det

offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for er-

hvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har i perioden fra den .. til den .. været i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvo-

katen, Rigspolitiet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Den Danske Dom-

merforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Offentlige An-

klagere, Politiforbundet, Advokatrådet, Danske Advokater, Landsforenin-

gen af Forsvarsadvokater, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Regioner,

Det Kriminalpræventive Råd, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminal-

forsorgen, Foreningen af Socialchefer, Fængselsforbundet, HK-Landsklub-

ben for Kriminalforsorgen, Inspektørforeningen i Kriminalforsorgen, Insti-

tut for Menneskerettigheder, KL, Kriminalforsorgsforeningen, Landsfore-

ningen KRIM og Retspolitisk Forening.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang)

Økonomiske konsekvenser Ingen

for stat, kommuner og re-

gioner

Negative

konsekvenser/mer-

udgifter (hvis ja, an-

giv omfang)

Lovforslaget vurde-

res at have økono-

miske konsekvenser

for kriminalforsor-

gen. Der er med fi-

nanslovsaftalen for

2019 afsat 7 mio. kr.

i 2019 og 11 mio. kr.

årligt i 2020 og fre-

mefter til at afholde

merudgifterne for

kriminalforsorgen.

Ingen

Implementeringsmæssige

konsekvenser for stat,

kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative

konse-

kvenser for erhvervslivet

Administrative

konse-

kvenser for borgerne

Miljømæssige konsekven-

ser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem prin-

cipper for implementering

af erhvervsrettet EU-regu-

lering / Går videre end

minimumskrav i EU-regu-

lering (sæt X)

Ingen

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af straffelovens § 62, stk. 1, at såfremt betinget dom efter reg-

lerne i straffelovens §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig, kan retten, hvis

tiltalte findes egnet hertil, afsige betinget dom med vilkår om samfundstje-

neste.

Reglerne om samfundstjeneste er senest blevet ændret i 2015 med lov nr.

152 af 18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse

af straf m.v.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015, jf. Folke-

tingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 50 som fremsat, side 19, at udgangs-

punktet er, at samfundstjeneste kan anvendes over et bredt felt af kriminali-

tetsformer, og at der dermed ikke er grundlag for fortsat at tale om et kerne-

område for anvendelsen af samfundstjeneste.