Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 127
Offentligt
Folketingets Retsudvalg
Peder Kjærsgaard Roulund
Lindeparken 48, 1. tv.
8600 Silkeborg
Silkeborg den 29. december 2018
Kære Medlemmer af Folketingets Retsudvalg!
Jeg skriver til Jer for at takke Jer og for udtale kritik af en bestemt del af aftalen om tiltag mod
kriminalitet begået af børn.
Først vil jeg gerne takke Jer for Jeres store arbejde som folkevalgte. Jeres samvittighedsfulde gerning
for at gøre Danmark til et bedre land at leve i og et bedre land i verden er nødvendigt for, at vort
samfund kan fungere ordentligt og for, at Danmark kan tage behørigt ansvar i verden. Så mange tak
for, at I påtager Jer denne opgave!
Dernæst vil jeg gerne udtale kritik af den aftale om tiltag mod kriminalitet begået af børn, som
regeringen i juni måned indgik med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Nærmere bestemt vil
jeg gerne kritisere det forhold, at det efter alt at dømme ikke skal være sådan, at de børn, som
aftalen omhandler, skal have en beskikket forsvarsadvokat. Her støtter jeg mig op ad en leder
offentliggjort på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside den 25. oktober i år.
For det første er retten til et forsvar i mit hoved et af de mest fundamentale principper i en retsstat.
For det andet er det jo ikke bare indbyggere eller borgere, der her ikke får denne rettighed. Det er
børn. Det er nogle af de svageste individer i vores samfund. Der ud over må man formode, at de
børn, der her er i søgelyset, mere end andre børn er udfordrede af vanskelige sociale forhold. Jeg
skal derfor opfordre Jer til at ændre aftalen, så at de her børn får adgang til et juridisk forsvar, mens
relevante nævn og fagpersoner behandler deres sag. I øvrigt vil jeg også gerne opfordre Jer til at
lytte til den generelle kritik af omtalte aftale. Det er en kritik, som mange mennesker med faglig
indsigt i dette område har rejst. Endelig vil jeg gerne opfordre Jer til at overveje, om ikke det er på
tide, at anklagedes ret til et juridisk forsvar skrives ind i grundloven.
Endnu en gang vil jeg gerne takke Jer for Jeres arbejde som folketingspolitikere. I ønskes alle et
godt og lykkebringende år i 2019.
Med venlig hilsen
Peder Kjærsgaard Roulund