Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del Bilag 89
Offentligt
1956701_0001.png
NOTAT
Den 8. oktober 2018
Støj fra vindmøller placeret ved den dansk-tyske landegrænse
Langs den dansk-tyske landegrænse i området ved Bølå (Aabenraa Kommune), er der placeret et stort
antal vindmøller på begge sider af grænsen. På den danske side er der placeret 16 vindmøller (8
etableret i 2000, 8 etableret i 2011) og på den tyske side er der tale om 19 vindmøller, der er etableret
efter 2013. Se figur 1 nedenfor. På figuren og i de nedennævnte støjberegninger indgår desuden
yderligere to tyske vindmøller, der er placeret i lidt større afstand fra grænsen.
Figur 1: Vindmøllernes placering ift. de danske boliger. Nettet på kortet er 1 x 1 km.
På figuren er de nordligste røde markeringer danske boliger, de blå markeringer danske vindmøller
og de røde markeringer syd for grænsen er tyske vindmøller.
Miljøstyrelsen har tidligere været i dialog med de tyske myndigheder om sagen og har modtaget data
for gennemførte kontrolmålinger af den udsendte støj fra de tyske vindmøller. Miljø- og
Fødevareministeriet har på den baggrund gennemført beregninger af den samlede støjbelastning fra
danske og tyske vindmøller ved de berørte naboer i henhold til de danske regler. Beregningerne
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 89: Orientering om støj fra vindmøller ved dansk-tysk landegrænse
indikerer, at den samlede støjbelastning ved nogle naboer kan ligge på et niveau, der i en ren dansk
kontekst (dvs. hvis alle møllerne i området var placeret i Danmark) ville svare til en mindre
overskridelse af de danske grænseværdier. Fra dansk side kan man imidlertid ikke kræve, at danske
støjregler overholdes i Tyskland. Idet der ikke er gennemført kontrolmålinger af den udsendte støj fra
alle danske vindmøller bør de gennemførte beregninger følges op af supplerende undersøgelser med
henblik på en mere nøjagtig vurdering af støjforholdene.
De tyske kontrolmålinger af støjen fra de tyske vindmøller har så vidt vides ikke ført til indgreb over
for de tyske vindmøller, og Miljø- og Fødevareministeriet lægger derfor til grund, at de tyske støjregler
vurderes overholdt.
Miljø- og Fødevareministeriet har orienteret Aabenraa Kommune om de gennemførte beregninger og
vil ligeledes tage kontakt til de tyske myndigheder og oplyse om beregningsresultaterne.
Baggrund
Miljøstyrelsen er det danske kontaktpunkt for sager om grænseoverskridende miljøpåvirkninger
(Espoo-konventionen) og skal, når man modtager en høring fra en nabostat sikre, at der i forbindelse
med planlægningen af konkrete projekter gennemføres høringer i Danmark i de tilfælde, hvor der kan
forekomme sådanne grænseoverskridende miljøpåvirkninger. Styrelsen skal formidle de afgivne
høringssvar til nabostaten og gennemføre drøftelser med nabostaten efter konkret behov. Som
ressortmyndighed for støj/grænseoverskridende miljøpåvirkninger kan styrelsen afgive høringssvar,
hvilket også er sket i den konkrete sag i forhold til støj og landskab ved Bølå.
Fra dansk side har der tilbage i 2011 - 2014 været afgivet høringssvar i forbindelse med de tyske planer
om opsætning af vindmøller på den tyske side, hvor det fra dansk side blev påpeget, at de vurderinger
af støjbelastningen, der var gennemført i henhold til de danske regler, ikke var foretaget på en
fyldestgørende måde. I januar 2014 blev der på denne baggrund afholdt et møde mellem danske og
tyske myndigheder, men de tyske planer blev imidlertid ikke ændret som følge af dialogen. Trods de
danske høringssvar blev de tyske møller således opstillet, uden at der er gennemført fyldestgørende
beregninger i henhold til de danske regler, hvilket der imidlertid heller ikke er gældende krav om, da
de danske regler som nævnt ikke gælder i Tyskland.
En række borgere har gennem længere tid klaget over støjgener fra de tyske og danske vindmøller i
området og klaget over Miljøstyrelsens (tidligere Naturstyrelsens/ Styrelsen for Vand og
Naturforvaltnings) sagsbehandling i forhold til styrelsens rolle i forbindelse med grænseoverskridende
miljøpåvirkninger (Espoo-konventionen). Miljøstyrelsen har i forbindelse med klagen vurderet, at
sagen som udgangspunkt er behandlet efter de regler i miljøvurderingsloven og Espoo-konventionen,
som regulerer håndtering af grænseoverskridende forurening, men at styrelsen i forbindelse med
høringen af de endelige tilladelser til opsætning af de tyske vindmøller burde have fulgt yderligere op
på de afgivne høringssvar til de tyske myndigheder. Miljø- og Fødevareministeriets departement har i
et svar af 21. august 2018 til beboernes talsmand beklaget dette. Miljøstyrelsen bemærker, at det ikke
er givet, at bedre opfølgning ville have påvirket de tyske myndigheders beslutning om opstilling af
vindmøllerne.
2