Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del Bilag 74
Offentligt
Bent Klim Johansen
Den 16. oktober 2018
Kære Bent Klim Johansen
Tak for din henvendelse af 3. oktober 2018 om flytning af opgaverne på
Fødevarestyrelsens laboratorium i Lystrup til laboratoriet i Ringsted.
Indledningsvist vil jeg gerne understrege, at jeg har godkendt, at
laboratorieopgaverne flyttes. Det er sket på baggrund af en indstilling fra
Fødevarestyrelsen, men der er altså ikke tale om en embedsmandsbeslutning.
Der flyttes opgaver svarende til ca. 25 medarbejdere. Jeg har naturligvis forståelse
for, at det er en svær situation for de dygtige medarbejdere på laboratoriet i
Lystrup, og jeg håber, at nogle vil flytte med. Det er Fødevarestyrelsens vurdering,
at det er muligt at finde tilstrækkeligt med kvalificerede nye medarbejdere i
Ringsted, såfremt ikke alle flytter med. I forhold til de resterende 75 medarbejdere
i Lystrup, som sidder i andre enheder end laboratoriet, er styrelsen i gang med at
finde et nyt lejemål i Aarhus-området.
Langt de fleste af de laboratorieopgaver, som flyttes til Ringsted, er
myndighedsopgaver, herunder i relation til beredskabet. Fødevarestyrelsen ønsker
ikke at udlicitere denne type opgaver.
Som det fremgår af Fødevarestyrelsens pressemeddelelse den 30. august 2018,
skyldes flytningen økonomiske hensyn, da Fødevarestyrelsen ligesom andre
statslige institutioner løbende skal tilpasse sin bevilling som følge af
omprioriteringsbidraget, og der samtidig er et krav om løbende at nedbringe
omkostningerne på gebyrbelagte ydelser.
Lejemålet i Lystrup er stort og ikke fuldt udnyttet og dermed økonomisk
uhensigtsmæssigt at beholde.
I forhold til om det havde været muligt at beholde et laboratorium i Østjylland, er
vurderingen, at dette ikke er en økonomisk attraktiv løsning. I Ringsted er det
muligt at få plads til de nye opgaver med mindre ombygninger samt erhvervelse af
et lille eksternt lejemål til en særlig funktion (kartoffelrobot), og det giver derfor
den største besparelse at samle laboratorierne i Ringsted og ikke opretholde
laboratoriet i Østjylland på en ny lokation.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk