Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del Bilag 544
Offentligt
Kemikalier
Ref. Julkr
Den 26. april 2019
Status 2018 for Pesticidstrategi 2017
–
2021
Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti indgik d. 21. april 2017 Aftale om Pesticidstrategi 2017-2021. Aftalen er
udmøntet i Pesticidstrategi 2017-2021, som samtidig er Danmarks nationale handlingsplan for
bæredygtig anvendelse af pesticider.
Af aftalen fremgår, at der hvert år skal udarbejdes et statusnotat for implementering af strategien til
miljø- og fødevareministeren og Folketinget. Dette notat præsenterer status for indsatserne i 2018.
Gennemførelsen af initiativerne sikres af en tværministeriel styregruppe bestående af Miljø- og
Fødevareministeriet og SKAT.
D. 11. januar 2019 blev Pesticidstrategien suppleret med en tillægsaftale, som har til formål at sikre
drikkevandet bedre mod pesticider. Denne tillægsaftale er ligeledes indgået mellem Venstre,
Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti. Med tillægsaftalen er der blevet tilføjet punkter til den fremtidige implementering. De
tilføjede punkter gennemgås ligeledes i teksten herunder, men status for implementeringen af dem vil
først fremgå af statusnotatet for 2019.
Hovedkonklusioner - indsatser i Pesticidstrategi 2017-2021
Udover de forsinkelser, som aftaleparterne har været orienteret om herunder Gartnerivejledningen og
Bekæmpelsesmiddelstatistikken 2017, er indsatserne i strategien gennemført som planlagt. Herunder
gennemgås de enkelte indsatsområder.
Målsætning om reduceret pesticidbelastning.
Pesticidafgiften blev i 2013 omlagt pga. et ønske om at mindske belastningen fra pesticider. Formålet
med omlægningen var, at der skulle substitueres fra belastende til mindre belastende midler ved at
gøre afgiften til en differentieret afgift, som er fastsat af de enkelte midlers belastning af sundhed og
miljø. Samtidig blev der opsat mål om, at pesticidbelastningsindikatoren (PBI) baseret på salgstal
skulle være faldet til 1,96 i 2015, svarende til en reduktion på 40 % ift. det beregnede niveau for 2011.
Målet blev gentaget i Aftale om pesticidstrategi 2017-2021, hvor det også blev besluttet, at
aftaleparterne (V, K, LA, DF, S, RV og SF) skulle mødes i 2018 for at indgå en evt. supplerende aftale
om mulig revision af målsætningen for reduktion af pesticidbelastningen og evt. revision af afgiften på
baggrund af en evaluering af pesticidafgiften.
Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriets departement har i løbet af 2017 og 2018 derfor
udarbejdet en samlet evaluering at pesticidafgiften. Evalueringen er baseret på en teknisk udredning
fra IFRO (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet (og AGRO (Institut
for Agroøkologi, Aarhus Universitet).
Evalueringen viser, at afgiften har medført de forudsatte substitutioner, da der er sket et skift til
mindre belastende pesticider, uden at det er blevet urentabelt at producere afgrøderne i Danmark.
Miljøstyrelsen • Strandgade 29 • 1401 København K
Tlf. 72 54 40 00
• CVR 25798376 • EAN (drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019 • [email protected] • www.mst.dk