Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del Bilag 428
Offentligt
2021014_0001.png
Brancheforeningen Dansk Miljøteknologi
25. februar 2019
Ny organisering af jordforureningsområdet ifm. sundhedsreform
Generationsforureninger
Det fokus, der fra politisk hold er sat på de store generationsforureninger, er positiv. Dansk
Miljøteknologi er enig i, at der ift. disse forureninger er behov for en ekstraordinær indsats, og at
det kræver en særskilt central prioritering og et øremærket budget.
Vi gør også opmærksom på, at indsatsen ift. generationsforureningerne under de rigtige rammer kan
være med til at åbne døre for dansk teknologieksport Et stærkt hjemmemarked og erfaring med
lignende projekter er en forudsætning for, at firmaerne kan gøre sig gældende internationalt, og det
er ofte også en forudsætning at kunne dokumentere erfaring med projekter med et stort økonomisk
og indholdsmæssigt volumen.
Øvrige forureninger
Dansk Miljøteknologi advarer dog mod, at man lader fokus på generationsforureningerne udfordre
den øvrige indsats, som regionerne varetager i dag ift. at beskytte grundvandet og boligejeres
sundhed på de mange tusinde forurenede grunde.
Dansk Miljøteknologi ønsker at gøre opmærksom på behovet for fortsat indsats for de mange
forurenede grunde, ud over generationsforureningerne. En svækkelse af dette område vil kunne
medføre en generel svækkelse af branchen, og i sidste ende risikere et tab af viden og dermed
forringe konkurrenceevnen nationalt som internationalt.
Centralisering af jordforureningsområdet ifm. sundhedsreformen
Dansk Miljøteknologi er enig sundhedsreformens præmis om, at hovedindsatsen efter
jordforureningsloven
ikke
bør ligge i kommunerne, da der er behov for samlede prioriteringer i
større geografiske enheder end dem, kommunerne typisk repræsenterer.
I forslaget til sundhedsreformen skal de ca. 250 medarbejdere der arbejder i regionerne indenfor
jordforureningsområdet samles i hhv. Odense og Aalborg. Ift. de arbejdsgange og samarbejde, der i
dag ligger i de opgaver som regionerne varetager, er det langt fra den mest optimale løsning.
Der er over 35.000 forurenede lokaliteter spredt i hele landet, og den opgave, regionerne i dag
varetager på området, kræver ofte fysisk fremmøde og dialog samt forhandlinger med grundejere,
vandværker, rådgivere og entreprenører.
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 428: Henvendelse af 26/2-19 fra Dansk Miljøteknologi om ny organisering af jordforureningsområdet i forbindelse med sundhedsreformen
Vi foreslår derfor, at uanset om regionernes politiske niveau afskaffes eller ej, så bør den
nuværende regionale organisering af indsatsen mod jordforurening bevares. Det kan sagtens ske i
regi af Miljøstyrelsen. De nuværende budgetrammer for den decentrale indsats bør ligeledes
bevares, og de bør afspejle, at der fremover også skal ske en indsats over forurenet overfladevand.
En fastholdelse af den regionale organisering vil også modvirke et stort videnstab ift. den regionale
indsigt og de samarbejdsrelationer (kommuner og vandværker), som regionerne med succes har
opbygget.
Konklusion:
Dansk Miljøteknologi finder det positivt, hvis der etableres en særskilt pulje og en landsdækkende
prioritering af de store generationsforureninger.
Men indsatsen må ikke finansieres ved at beskære den øvrige indsats mod jordforurening.
Og det er efter vores vurdering meget afgørende at bevare den nuværende regionale organisering af
indsatsen mod jordforurening for at undgå videnstab og et årelangt tempotab i indsatsen.
Med venlig hilsen
Jørn Jespersen
Direktør
Dansk Miljøteknologi