Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
MOF Alm.del Bilag 329
Offentligt
2002004_0001.png
Erhvervsregulering
Den 17. januar 2019
Kommissorium for gennemgang og status for havbrugsområdet
Baggrund og formål
I efteråret 2017 opdagede Danmarks Sportsfiskerforbund, at Hjarnø Havbrug A/S havde opdrættet
sølvlaks uden den nødvendige tilladelse. Dette affødte en række alm. del spørgsmål fra Miljø- og
Fødevareudvalget, et samråd i januar 2018 og en kulegravning af om der fandtes andre tilfælde, hvor
virksomheder opdrættede fisk, de ikke havde tilladelse til efter EU-forordningen om opdræt af
fremmede arter i akvakultur, og om der var andre havbrug, der manglede placeringstilladelse.
Kulegravningsnotatet blev oversendt til Folketinget den 10. oktober 2018. Miljø- og
fødevareministeren besluttede, i forbindelse med oversendelse af resultatet af kulegravningen til
Folketinget at bede Kammeradvokaten om at gennemgå hvert enkelt havbrugs placeringstilladelse for
at få et komplet overblik over sagernes status samt den hidtidige sagsbehandling af
placeringstilladelser, som derefter kan indgå i Miljøstyrelsens videre arbejde med den konkrete
sagsbehandling af sagerne.
Flere spørgsmål om havbrugsområdet blev ikke indarbejdet i selve kulegravningen, men i stedet sendt
til Miljø- og Fødevareudvalget i juli 2018. Dette omfattede bl.a. en oversigt over alle nuværende
havbrugs ejerforhold og tilladelsesmæssige status m.v., specifikke oplysninger om tilsyn, overtrædelser
og håndhævelser i forhold til havbrug. Det fremgår bl.a. af oplysningerne, at flere havbrug endnu ikke
har fået deres havbrugstilladelse erstattet af en miljøgodkendelse, om end alle havbrug har søgt
rettidigt om miljøgodkendelse før udløb af frist i marts 2014.
På et samråd 21. november 2018 meddelte ministeren, at han har bedt sit ministerium om, at
udarbejde en samlet status og grundig gennemgang af hele havbrugsområdet. Gennemgangen af
havbrugsområdet skal identificere de eventuelle områder, hvor det vil give mening og effekt at styrke
administrationen. Gennemgangen af havbrugsområdet skal desuden danne grundlag for, at
identificerede problemer eller udeståender, kan omfattes af løsninger.
Der skal tilvejebringes en samlet status og grundig gennemgang i forhold til alle godkendelser,
tilladelser samt tilsyn og kontrol, herunder med medicin og hjælpestoffer. I gennemgangen indgår
resultaterne fra kammeradvokatens undersøgelse af placeringstilladelser til eksisterende havbrug.
På baggrund af gennemgangen skal skitseres forslag til, hvordan man om nødvendigt kan styrke
tilsyns- og kontrolområdet, og forslag til tiltag i forhold til havbrugenes udfordringer med at komme
fra en havbrugstilladelse til en miljøgodkendelse.
På baggrund af gennemgangen skal det samtidig vurderes om der er behov for en anden organisering
af administrationen og tilsyn med havbrugsområdet og der skal i givet fald skitseres forslag hertil.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
CVR 12854358
EAN 5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 329: Orientering om Kommissorium for gennemgang af havbrugsområdet
2002004_0002.png
Overordnet indhold af gennemgangen af havbrugsområdet
Del I
Den hidtidige regulering af havbrug.
Baggrund og overblik, hvor der gives et historisk tilbageblik på reguleringen af havbrug i Danmark og
status over det aktuelle regelgrundlag og situation for havbrug.
-
Gennemgang af gældende regulering af havbrug. Gennemgangen omfatter som udgangspunkt
tilladelser og godkendelser med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven, herunder
havbrugstilladelse og miljøgodkendelse, samt procedurer for at opnå disse; placeringstilladelse
med hjemmel i Fiskeriloven; samt tilladelser, autorisationer og medicinordinering m.m. i
forhold til dyresundhed og fødevaresikkerhed.
Gennemgang af tilsynsregler og tilsynspraksis indenfor Miljøbeskyttelsesloven, Fiskeriloven,
Fødevare- og Veterinærlovgivning, herunder særligt miljøtilsynet, tilsyn med
placeringstilladelsen, tilsyn efter Forordningen om ikke-hjemmehørende arter, dyresundhed
og fødevarekontrol. Gennemgang af regler og krav til virksomhedernes indberetning til nævnte
myndigheder. Herunder indhentning af oplysninger om administration af
havbrugsproduktion i relevante lande.
Gennemgang af administrativ organisering på havbrugsområdet med beskrivelse af de
forskellige myndigheders rolle herunder Miljø- og Fødevareministeriets Departement,
Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen og kommunerne.
-
-
Del II
Status for de enkelte havbrug.
På baggrund af indhentede oplysninger og analyser fra del I gives en oversigt og status for alle
eksisterende havbrug.
-
-
Det enkelte havbrugs aktuelle godkendelses- og tilladelsessituation.
Tilsyn og tilsynets resultater med det enkelte havbrug.
For at bibringe et generelt overblik foretages en tværgående gennemgang og kontrol af oplysningerne i
de forskellige myndigheders tilladelser og tilsyn, herunder tilsyn udøvet af Fødevarestyrelsen,
Miljøstyrelsen og relevante kommuner, og kontrol af oplysninger i havbrugenes indberetninger. Det
forventes, at der tages udgangspunkt i oplysninger for et eller flere år bagudrettet. Opfølgning på
eventuelle manglende tilladelser eller konstatering af andre mangler, herunder om brugen af medicin
og hjælpestoffer, vil skulle håndteres af tilsynsmyndigheden.
Del III
Udfordringer og oplæg til videre arbejde.
Med udgangspunkt i del I og del II analyseres og vurderes en række emner i forhold til reguleringen af
havbrug. Det drejer sig især om:
Det administrative system
1. Om der er behov for en styrkelse af tilsyns- og kontrolindsatsen.
2. Om samspillet mellem de involverede myndigheder er godt nok.
3. Om der er behov for at ændre indberetningssystem for havbrugene til myndighederne.
Særlige emner
1. Om der er behov for en ændring af reguleringen af hjælpestoffer og medicin i relation til
havbrugstilladelser, miljøgodkendelser og i fødevarereguleringen.
2
MOF, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 329: Orientering om Kommissorium for gennemgang af havbrugsområdet
2002004_0003.png
2. Hvordan man kan sikre overgangen fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse, herunder
blandt andet henset til habitatvurderinger jf. klagenævnets hjemsendelse af sager.
3. Håndtering af udfordringer omkring placeringstilladelser på eksisterende havbrug, jf.
Kammeradvokatens kommende status, og eventuelle konsekvenser heraf.
Del IV - Sammenfatning og konklusion af status, samt oplæg til videre arbejde.
Konklusion og identificering af eventuelle områder af havbrugsreglerne og administrationen heraf,
hvor det foreslås, at der skal ske en styrkelse eller ændringer, herunder med hensyn til fremtidig
tilrettelæggelse af tilsynsindsats og tværgående myndighedssamarbejde, kompetencefordeling, samt i
forhold til regulering af havbrugs udledning af næringsstoffer, medicin og hjælpestoffer.
Den samlede status drøftes politisk herunder eventuelle forslag til styrkelse af administrationen af
området.
Konkrete forslag til nye indsatser eller justeringer i eksisterende regelsæt kan herefter udarbejdes.
Organisering
Miljø- og Fødevareministeriets departement koordinerer arbejdet med at tilvejebringe en samlet
havbrugsstatus. Der indhentes bidrag fra relevante styrelser. De relevante kommuner samt KL
inviteres til at bidrage aktivt til udarbejdelsen af status for de enkelte havbrug. Herudover vil andre
interessenter blive inddraget i forhold til eventuelle forslag til styrkelse af administrationen af
området, herunder forslag til nye indsatser eller justeringer i eksisterende regelsæt.
Tidsplan
Udarbejdelsen af gennemgang og status forventes afsluttet medio 2019. Den færdige rapport
oversendes til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
3