Ligestillingsudvalget 2018-19 (1. samling)
LIU Alm.del Bilag 19
Offentligt
1967719_0001.png
København 13.11.2018
Vedr. Degradering af Socialstyrelsens Årsstatistik for kvindekrisecentre
Til Ligestillingsudvalget,
Lige nu er Socialstyrelsen ved at skære ned på udgivelsesfrekvensen af styrelsens egen Årsstatistik for
kvindekrisecentre. Det er bekymrende at statistikken nedprioriteres i en tid, hvor vi ved at omfanget af vold
i nære relationer er stigende.
Danner har netop modtaget besked om at Socialstyrelsen nu vil nøjes med at udgive Årsstatistikken hvert
andet år. Det vil vi gerne opfordre til ikke sker.
Netop denne statistik er det bedste værktøj til at få et aktuelt overblik over voldsudøvelsen mod kvinder og
deres børn i hjemmet, pladsmangel på krisecentre, geografiske flaskehalse, trivslen hos kvinder der
fraflytter krisecentre mv. Disse forhold kan ikke afdækkes via Danmarks Statistik, som trækker data på en
anden måde end Årsstatistikken.
Årsstatistikken er også et vigtigt redskab for civilsamfundet, for at kunne holde myndighederne ansvarlige,
når det handler om retten til tryghed og et liv uden vold. Det handler både om forebyggelse af vold i nære
relationer og om at fremme arbejdet for ligestilling og ligeværd i Danmark.
Danner vil gerne opfordre Ligestillingsudvalget til at rejse problematikken for den ansvarlige minister, så
Årsstatistikken bliver opprioriteret af Socialstyrelsen samt fastholdt som en årlig udgivelse. Vi ser frem til at
uddybe vores synspunkter for udvalget.
På vegne af Danner
Henriette Winther
Senior kommunikationsrådgiver
Tlf.: +45 30 78 58 62
Nansensgade 1 · DK-1366 København K
Tlf.: +45 33 33 00 37 ·
www.danner.dk
· Twitter @DannerDk
Danner er en privat organisation, som arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene og
en verden fri for vold mod kvinder og børn.
Følg Danner på Facebook
støt vores sag