Kulturudvalget 2018-19 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 94
Offentligt
15. marts 2019
Til Kulturudvalget
Uafhængige Scenekunstnere har med interesse fulgt med i kulturministerens varslede scenekunst reform. Vi har
brugt kræfter på at svare på invitationer til indspil og gå til møder med ministeren. Nu kommenterer vi på det
seneste udspil.
Børnene taber
Der er relevant og væsentligt at se på hvordan ordningen med formidlingstilskuddet fungerer. Men i det nyeste
udspil er vi nødt til at gøre opmærksom på at det er skoler og børneinstitutioner der kommer til at tabe. For de har
nemlig
ikke råd til at betale en 10'er ekstra for teaterbilletter'.
På børne- og ungeområdet vil det betyde en
reduktion på 15 kr pr billet. Pga. momsen på teaterbilletter, men ikke på tilskuddet, vil den reelle prisstigning bliver
på 18.75 for børn og unge. Dvs. en prisstigning på 47%, hvis man følger ministerens råd om at lade priserne stige
svarende til reduktionen af tilskuddet. Vi håber at Kulturudvalget er opmærksom på dette, og har en alternativ plan
for hvordan skoler og daginstitutioner, samt selvbetalende gymnasieelever så skal få råd til at gøre scenekunsten
til en del af den almene dannelse.
Vi vil også kommentere på at en afvikling af refusionsudvalget og overførsel af deres opgaver til
Projektstøtteudvalget for scenekunst dels vil betyde en større arbejdsbyrde for et allerede hårdt arbejdende udvalg
(hvis honorering for opgaven ikke matcher arbejdets omfang), og dels også betyder at refusionsgodkendelsen så
vil varetages af et udvalg, der ikke nødvendigvis består af fagfolk indenfor børn- og unge området i scenekunsten.
Det vil også betyde at forestillinger i realiteten kun behandles via papir/ansøgning og at muligheden for at blive en
del af ordningen gennem
live
visning forsvinder. Det betyder færre veje ind i systemet for mange nye
kompagnier/teatre og forestillinger.
Manglende armslængde
Vi savner i udspillet nærmere forklaring fra ministeren ift. udpegningen af de fire teatre, der skal have øget deres
bevilling. De fire teatre gør uden tvivl et stort og vigtigt stykke arbejde, men har allerede udmærkede og desuden
meget forskellige økonomier. Mange teatre gør det godt og vi afventer derfor en nærmere forklaring på hvilke
udvælgelseskriterier, regionsprioriteter eller ministerielle smagsdomme, der ligger til grund for at netop de fire er
udvalgt, og tilsvarende andre valgt fra.
Da der alt i alt ikke tilføres flere midler til scenekunsten og pengene således tages fra en solidarisk pulje, mener vi
at udvælgelseskriterierne bør stå meget tydeligt frem. Er der andre teatre der har haft mulighed for at kunne blive
overvejet? Hvordan har udvælgelsesprocessen fundet sted? Hvorfor bruger ministeren ikke et armslængdeorgan
til denne udvælgelse?
Udvikling udvalgt med ekspertise?
Vi er glade for at ministeren ser vigtigheden i nyskabende formater og hilser en udviklingspulje til feltet varmt
velkommen. Dog afventer vi nærmere afklaring omkring fordelingsprincipper for puljen til udvikling af
scenekunsten. Hvem kan få del i dem? Ud fra hvilke kriterier uddeles de? Hvem kan ansøge? Og hvem skal
udvælge bland ansøgere? Vi anbefaler på det kraftigste, at ministeren/Kulturudvalget sammensætter et udvalg af
medlemmer med repræsentanter fra såvel landsdelscener, egnsteatre, små storbyteatre, samt det uafhængige
felt.
Endelig vil vi pointere at så længe der stadig ikke eksisterer en kurateret gæstespilscene i København, vil
udviklingspuljens midler nødvendigvis til dels gå til lokaleleje og infrastruktur, hvilket er en skam.
Vi ser frem til Kulturudvalgets svar og opfølgning på vores her fremførte bekymringer.
Med vendlig hilsen,
Bestyrelsen for Uafhængige Scenekunstnere
Henrik Vestergaard Friis (ordførende), Marie Topp, Cecilie Ullerup Schmidt, Henriette Rosenbeck, Ingrid Tranum
Velásquez, Helle Fuglsang, Marie-Louise Stentebjerg, Christian Adelhorst Rossil (suppleant)