Kulturudvalget 2018-19 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 85
Offentligt
1/2
7. marts 2019
Tillæg til strategi for Dansk Kulturinstitut 2017-2020
Rammeaftalen for DKI 2017-2020 blev underskrevet i september 2017. Rammeaftalen var baseret på en
strategi og en omverdensanalyse, udarbejdet i 2015-2016. Den 1 september 2017 blev bestyrelsesformand
Michael Christiansen afløst af Carsten Haurum, der indledte drøftelser med medarbejdere og bestyrelsen om
hvor DKI skal hen på lang sigt. På baggrund af disse drøftelser er det besluttet at justere/tilføje enkelte
elementer til dokumentet
”strategioplæg til rammeaftale 2017-2020”
dateret 7. april 2017.
Følgende tekst vil relatere sig til den afsnitsopdeling der er anvendt i strategidokumentet dateret 7. april 2017.
1.
2020.
Formål
Indledning
Tillægget til strategien vil sammen med strategien blive anvendt til at udarbejde handlingsplaner for 2019 og
2.
Kulturinstituttets formålsbeskrivelse justeres ikke, men DKI skal i højere grad arbejde for at indtænke demokrati
og ytringsfrihed i aktiviteterne.
DKI skal
gøre en forskel ”på kanten” der, hvor kunsten og kulturen virkelig kan gøre en forskel,
for derved at
styrke Danmarks langsigtede interesser og dansk kunst- og kulturliv.
3.
DKIs aktuelle politiske målsætninger
Beskrivelsen af de politiske målsætninger udvides med følgende:
Den liberale demokratiske verdensorden er under mangeartet pres. De aftaler, der siden efterkrigstiden, har
skabt trygge rammer for udvikling og samarbejde, er alle under pres. Den politiske diskurs har ændret sig
markant. Usikkerhed og pålidelighed er mere reglen end undtagelsen i den politiske verdens(u)orden.
Dansk Kulturinstitut blev opfundet som modgift til 30’ernes store problemer, og senere gjorde det DKI til aktiv i
efterkrigstidens kunstneriske/kulturelle og samfundskulturelle genopbygningsarbejde. Denne historie kan
benyttes til at genopfinde os selv og styrke vores indsats på nutidens store dagsordener, der er tæt knyttet til
vores demokratiske værdier men også de globale verdensmål for 2030.
DKI skal derfor i højere grad
være til stede i de lande, der kan betegnes som ”kulturelle kampzoner”, og Indien
og Tyrkiet er oplagte lande. Permanent fysisk tilstedeværelse i højtudviklede, let tilgængelige europæiske lande,
der allerede deler vore værdier, kan overvejes nedprioriteret.