Kulturudvalget 2018-19 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 41
Offentligt
Samlenotat
Kulturministeriet, d. 15. november 2018
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophavsret på det
digitale indre marked, KOM(2016)593
Revideret udgave af samlenotatet af 6. november 2017. Ændringer er markeret med streg
i margin.
1. Resumé
EU-kommissionen har den 14. september 2016 fremsat et forslag til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om ophavsret på det digitale indre marked. Forslaget er
fremsat med hjemmel i TEUF art. 114 og er oversendt til Rådet den 4. oktober 2016 i
dansk sprogversion.
Forslaget har til formål at gennemføre en yderligere harmonisering af Unionens
lovgivning om ophavsret og beslægtede rettigheder inden for rammerne af det indre
marked med særlig hensynstagen til digitale og grænseoverskridende anvendelser af
beskyttet indhold. Forslaget indeholder bl.a. undtagelser til fordel for undervisnings- og
uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner og museer samt regler om tvistløsning
mellem udbydere af video on demand-tjenester og rettighedshavere, nye rettigheder for
udgivere af pressepublikationer, regler om forholdet mellem online platforme m.fl. og
rettighedshavere samt regler, der kan få betydning for kontrakter mellem
ophavsmænd/udøvende kunsterne og dem, som disse personer overdrager deres
rettigheder til.
Rådet og Europa-Parlamentet har i 2018 fastlagt deres respektive positioner til
Kommissionens forslag, og der pågår trilog-forhandlinger.
Det vurderes, at nærhedsprincippet er overholdt.
Vedtages forslaget vurderes det at have lovgivningsmæssige konsekvenser, da lov om
ophavsret skal ændres. Sagen vurderes som udgangspunkt ikke at have væsentlige
statsfinansielle konsekvenser, samfunds- eller erhvervsøkonomiske konsekvenser, dog
således at de endelige konsekvenser kan variere som følge af valg i forbindelse med
implementeringen. Omfanget af konsekvenserne vil dog afhænge af de valg, der gøres i
forbindelse med implementeringen.. Det kan ikke afvises, at visse af de forslag, som er
fremsat af særligt Europa-Parlamentet kan få statsfinansielle-, samfundsøkonomiske
eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
De nærmere konsekvenser af forslagene vil blive
forsøgt afklaret i forbindelse med trilog-forhandlingerne.
Regeringen støtter Kommissionens ambitioner om at styrke det digitale indre marked og
lægger vægt på, at de nye tiltag på ophavsretsområdet generelt er balancerede,
Dok nr. 16/02949-92