Kirkeudvalget 2018-19 (1. samling)
KIU Alm.del Bilag 24
Offentligt
1981504_0001.png
Notat udarbejdet af ISOBRO den 3. december 2018
Formålet med dette notat er at diskutere de problemer, der opstår med det foreliggende
udkast til ny bekendtgørelse om LL § 8A m.fl. Notatet analyserer situationen særligt for
de folkekirkelige organisationer m.fl., som ganske overraskende dømmes ude, hvis der
ikke findes en anden løsning.
Den kirkelige struktur
Med afsæt i den nye trossamfundslov har Skattestyrelsen udsendt et udkast til en ny
bekendtgøre-
lse om godkendelse m.v. efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og
almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund her i landet eller i
et andet EU/EØS land.
Men udkastet rummer et radikalt opgør med en årelang tradition for at
anerkende og respektere en lang række kirkelige foreningers særlige behov for at organisere sig.
ISOBRO havde møde med Carsten Vesterø og Bjarke Køhler, Skat i Nordhavn, i april 2014, om de
ændringer, der dengang blev lavet til ligningslovens § 8 A. Her gav Carsten Vesterø udtryk for, at
Skat historisk har godkendt kirkelige foreninger trods det forhold, at de har anderledes strukturer
end almenvelgørende foreninger generelt. Under drøftelsen blev der givet flere eksempler på,
hvorledes navngivne folkekirkelige organisationers forskelligartede organisering kunne rummes i
den foreliggende bekendtgørelse. I dag står vi i den situation, at konsekvenserne af trossamfunds-
loven bliver, at en række folkekirkelige foreninger m.fl. i al enkelthed vil få frataget deres
godkendelse.
I det følgende vil vi analysere, hvorfor vi er landet i denne situation, og vi vil vise, hvorfor mange af
disse foreninger ikke uden videre kan lade sig registrere som almenvelgørende foreninger jævnfør
ligningslovens § 8 A.
En almindelig almenvelgørende foreningsstruktur
En helt almindelig almenvelgørende forening som fx Danmarks Naturfredningsforening er organi-
seret med et medlemsdemokrati og en stærk lokal forankring i hele landet. Medlemmerne kan
mødes til generalforsamlinger, præge beslutningerne, deltage i valghandlingen og selv blive valgt
til bestyrelsen. Det giver mening, da det er medlemmerne, der ved, om det er frøer eller åer, som
skal fokuseres på lige nu, da det er dem, der er derude. Danmarks Naturfredningsforening kan
indgå i et samarbejde med eksempelvis Green Peace på et bestemt område, fx i forhold til sikring
af den jyske vestkyst. Det er dog stadig to organisationer, der har hver deres målgruppe; de er
principielt konkurrenter, så de kan fint samarbejde. De valgte organisationer tjener kun som
eksempel og er fri fantasi.
Struktur blandt kirkelige foreninger
I de (folke)kirkelige organisationer og fællesskaber er der ligeledes et vigtigt fokus på demokrati,
1
 KIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 24: Notat af 3. december 2018 fra ISOBRO om det foreliggende udkast til ny bekendtgørelse om LL § 8A m.fl.
1981504_0002.png
frivilliges medindflydelse og en stærk lokal forankring, som sætter et afgørende præg på græsrods-
arbejdet, men hvor den demokratiske opbygning kan have et anderledes udtryk, sådan som det
bedst giver mening i de kirkelige fællesskaber. Man skal her forestille sig fx 100 lokale fællesskaber
med rod i samme vækkelsesbevægelse. Ud fra de lokale fællesskaber foregår meget diakonalt /
socialt arbejde med udgangspunkt i det folkekirkelige bekendelsesgrundlag. Medlemmerne kan
have deres tilknytning til folkekirken eller til et anerkendt trossamfund uden for folkekirken, men
fælles er, at de på baggrund af et kirkeligt tilhørsforhold engagerer sig i løsning af samfundets
udfordringer. Mange omtaler og opfatter det lokale fællesskab som en slags
”udvidet
familie”. For
mange familier gælder, at de gennem generationer har fastholdt tilknytningen til samme kirkelige
fællesskab.
De folkekirkelige organisationer består som et landsdækkende arbejde af en række lokale
fællesskaber samlet under en fælles national enhed. Den nationale enhed indgår i fællesskaber
med andre nationale enheder på kryds og tværs af kirkeskel og kirkelige organisering med henblik
på at hjælpe flygtninge, drive herberger, hjælpe alkoholmisbrugere, fremme bibellæsning,
forbedre forhold for samfundets svage, drive søndagsskoler, understøtte konfliktramte familier,
lave radio og meget meget mere. Der er således her et stort behov for forankring og effektuering
af beslutninger. Det skal ikke være en demokratisk valgt person, der deltager i beslutningerne i de
fælles fora, men det skal være en leder, som kan sikre sammenhæng i beslutninger i forhold til
menighedens eller de kirkelige fællesskabers eget formål og virke.
Lidt friskt kan man sammenligne strukturerne i kirke-Danmark med et fiskenet. Hvis det er helt
foldet sammen, fylder det ikke meget. Men når det folder sig ud, kan det strækkes i alle mulige
retninger uden at briste. Det er den form for netværk, der gør kirke-Danmark så handlekraftig og
sikrer engagement (af rigtig mange frivillige) fra beslutning til konkret aktivitet i alle
organisatoriske lag.
Trossamfundsloven og ligningslovens § 8 A
Med Trossamfundsloven blev en række foreninger anerkendt som trossamfund og blev opført på
kirkeministeriets liste. De kan uden videre godkendes i henhold til ligningslovens § 8 A, såfremt de
også opfylder en række betingelser dér.
Men hvem kom ikke med
–
og hvorfor? Det er ganske mange, der er ladt tilbage. Vi vil give nogle
eksempler i det følgende, men der er mange flere end nævnt her. Disse tjener godt til at illustrere
problemstillingerne:
Luthersk Mission
Indre Mission
Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler
Kirkens Korshær
Danske Kirkers Råd
FrikirkeNet
Kirkernes Integrationstjeneste
Danske Baptisters Kvindenetværk
2
 KIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 24: Notat af 3. december 2018 fra ISOBRO om det foreliggende udkast til ny bekendtgørelse om LL § 8A m.fl.
1981504_0003.png
Luthersk Mission, Indre Mission, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og Kirkens
Korshær er en del af Den Danske Folkekirke. De udgør
”e
kirke i kirken”. De skal
naturligvis ikke anerkendes som trossamfund uden for folkekirken, men de kan heller ikke
fungere på deres særlige vis, hvis de tvinges til at blive anerkendt som almindelig
almenvelgørende forening. De er kirke i kirken og skal anerkendes som sådan.
Danske Kirkers Råd og FrikirkeNet er paraplyorganisationer, der optager kirker og kirkelige
foreninger som medlemmer. Danske Kirkers Råd har både frikirker og folkekirken som
medlem. FrikirkeNet har anerkendte trossamfund som medlemmer, men fælles for dem er,
at de ikke selv kan anerkendes som trossamfund uden for folkekirken; samtidig er de en
meget væsentlig del af den kirkelige infrastruktur.
Kirkernes Integrationstjeneste og Danske Baptisters Kvindenetværk er gode eksempler på
et fokuseret samarbejde mellem trossamfund og menigheder. Kirkernes
Integrationstjeneste har både frikirker og sognekirker som medlemmer. De kan ikke opnå
en selvstændig anerkendelse som trossamfund, og det giver heller ikke mening. Men
grundet deres struktur og formål giver det heller ingen mening at kategorisere dem som
almindelige almenvelgørende foreninger.
Det er dette vidt forgrenede netværk af kirkesamfund, organisationer og foreninger såvel uden for
folkekirken som inden for folkekirken, der er kirke-Danmarks rygrad. Kirken er IKKE alene bygnin-
gen. Nej, det er alle de tilknyttede foreninger i sin mangfoldighed, hvor troen på værdien af det
kirkelige diakonale arbejde utrætteligt praktiseres dag efter dag.
Gennem mere end 150 år har brave kvinde og mænd været en del af Den Danske Folkekirke. De
har haft deres gang i sognekirken og været en del af vækkelsesbevægelser som fx Indre Mission og
Luthersk Mission. De har ikke bare været engageret i frivilligt diakonalt arbejde, de har også selv
betalt for at gøre den indsats, som de har følt sig kaldet til at yde. Det er denne struktur for
folkekirken, der gør, at disse foreninger udgør en kirke i kirken. Derfor er de ikke at betragte som
uden for folkekirken, men er en del af folkekirken og dermed inden for folkekirken.
Indsamlingsorganisationer bliver benævnt forskelligt. Almenvelgørende, almennyttige, not-for-
profit, NGO’er, frivillige fore i ger, civilsa fu dsorga isatio er og sikkert oget ere.
Vi vil tillade
os at kalde dem engagementsorganisationer. Alle de mennesker, der er med og betaler for det,
gør det, fordi de har en overbevisning om, at deres indsats er med til at skabe den forandring, de
ønsker at se, for at verden bliver et bedre sted.
Gennem mange år har staten med god grund ønsket at støtte dette engagement. Det kommer
blandt andet til udtryk her:
udlodningsmidlerne
fradragsret for gaver og løbende ydelser
almenvelgørende lotterier
undtagelse fra markedsføringsloven
etablering af lokalforeningspuljen
3
 KIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 24: Notat af 3. december 2018 fra ISOBRO om det foreliggende udkast til ny bekendtgørelse om LL § 8A m.fl.
1981504_0004.png
momskompensationsordningen
persondataforordningen
Det giver også god mening, for dette engagement skaber medejerskab og ansvar for omsorgen for
de grupper i samfundet, som ikke kan tale for sig selv. Det er med til at øge den demokratiske
bevidsthed, skabe samfundssind og
–fællesskab.
Det arbejde, der udføres for de indsamlede
midler, er af uvurderlig værdi for alle
–
ikke bare staten, men også for den enkelte, som bliver
hjulpet, og for den, som får mulighed for at hjælpe.
Det er dette
–
selve sjælen i kirke-Danmark
–
man med bekendtgørelse om godkendelse m.v. efter
ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde,
stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund her i landet eller i et andet EU/EØS vil fjerne med
et pennestrøg.
Vi anerkender behovet for trossamfundsloven. Men man har i arbejdet med den så at sige klippet
det kirkelige fiskenet i stykker. 150 års erfaring med organisering og en årelang anerkendelse og
respekt fra Skattemyndighedernes side er fjernet med et
–
givetvis utilsigtet
–
pennestrøg. Dette
handler om langt mere end alene fradrag for gaver. Det handler om selve de (folke)kirkelige fore-
ningers mulighed for at påtage sig det diakonale / sociale ansvar, der er deres kald som kristent
fællesskab. De kan selvsagt ikke samle lige så mange penge ind, når fradragsretten forsvinder. De
kan så tvinges til at organisere sig som almennyttige foreninger, men det er de ikke, og deres
årelange samarbejde på kryds og tværs af kirkeskel og organisering vil alt andet lige stækkes. De vil
desværre nok også før eller siden begynde at agere som almindelige almenvelgørende foreninger
–
og det vil være et kulturelt og samfundsmæssigt tab af dimensioner.
Det største tab er nemlig ikke fradragsretten for gaver m.v. Det er selve samfundets og statens
anerkendelse af den uegennyttige samfundsmæssige indsats, der ydes af og ud fra disse
foreninger og tusindvis af frivillige. Det er langt værre for alle parter.
Vi er af den overbevisning, at man
ikke
med vedtagelse af trossamfundsloven har ønsket at stille
folkekirkelige organisationer m.fl. ringere end trossamfund uden for folkekirken. Der er sket en
administrativ fejl.
Ingen har tilsyneladende forudset disse konsekvenser i relationen mellem
trossamfundsloven og ligningsloven.
Hans Raun Iversen har sagt til kirke.dk:
Det lig er e
sekularistisk kortslutning, det ville være latterligt, hvis de kirkelige organisationer skulle straffes for
at være kristne. Derfor har jeg svært ved at se det som andet end en administrationsfejl, når det
ko
er fra e regeri g, der skriver i sit regeri gsgru dlag, at Da ark er et kriste t la d.
Vi kan ikke understrege tydeligt nok, at løsningen
ikke
er, at de bare må registreres som
almenvelgørende foreninger. Løsningen må findes med respekt for de op til 150 år gamle
strukturer, som der er tradition for allerede at respektere i lovgivningen. Det ville være
besynderligt at stille trossamfund uden for folkekirken, som fx Hara Krishna-bevægelsen og
buddhister, bedre end folkekirkelige organisationer og paraplyer for andre kirkelige trossamfund.
4
 KIU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 24: Notat af 3. december 2018 fra ISOBRO om det foreliggende udkast til ny bekendtgørelse om LL § 8A m.fl.
1981504_0005.png
Målet må derfor være at standse ulykken. Der skal skabes ro i forhold til fradragsret for flere end
25.000 privatpersoner, der støtter disse organisationernes kirkelige arbejde. Og der skal skabes ro
for de involverede organisationer, så de kan fortsætte det arbejde, som allerede værdsættes.
ISOBRO har følgende forslag:
I udkast til bekendtgørelse er teksten som følger:
§ 5. Trossamfund, menigheder, forsamlinger og kredse kan uden yderligere betingelser godkendes
både efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, når følgende betingelser er opfyldt:
1) Trossamfund uden for folkekirken er registreret som anerkendt efter lov om trossamfund uden
for folkekirken eller efter tilsvarende regler i et andet EU/EØS-land, eller menigheder, forsamlinger
eller kredse m.v. uden for folkekirken er anerkendt som en del af denne anerkendelse af et
trossamfund.
2) Betingelsen i § 1, 1. pkt., om formål eller adfærd, der ikke modarbejder eller underminerer
demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, er opfyldt.
3) Betingelsen i § 1, nr. 4, om udenlandske gaver er opfyldt.
4) Kravene til vedtægterne i § 6 er opfyldt. Stk. 2. Valgmenigheder, der er omfattet af
valgmenighedsloven, kan godkendes efter stk. 1, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 2-4, er opfyldt.
Vi mener, der bør laves et stk. 1) a med en ordlyd, der rummer følgende:
Organisationer kan godkendes, såfremt de hører til inden for Den Danske Folkekirke, og som
støtter op om folkekirken med dens ritualer for gudsdyrkelse, og som mødes i foreningsregi samt
paraplyer, der har organisationer som medlemmer, hvis medlemmer er medlem af folkekirken
og/eller medlem af anerkendte trossamfund.
Vi har forståelse for, at det kan være svært for Skattestyrelsen at skelne den ene kirkelige
organisation fra den anden. Men man kunne lave en løsning, hvor det rådgivende udvalg
godkender de folkekirkelige organisationer m.fl., der skal med i denne nye ordning. Skulle nye
opstå, skal de gennem det rådgivende udvalg for at opnå godkendelse.
Derudover er det vigtigt at give god tid til en eventuel omstrukturering, hvor det naturligt skal ske.
Det er ikke nødvendigvis alle, der skal forblive i den kirkelige godkendelse. I de tilfælde må de da
have en treårig periode til at udvikle og etablere en ny struktur i organisationen.
Det er meget afgørende, at de berørte organisationer og privatpersoner ikke kastes ud i en
længere periode med uvished på området. Vi håber derfor på, at denne sag kan afklares i nær
fremtid.
5