Grønlandsudvalget 2018-19 (1. samling)
GRU Alm.del Bilag 42
Offentligt
Aningaasaqarnermut Naalakkersuisoqarfik
Finansdepartementet
Kommissorium for Grønlands Forfatningskommission
Idet Inatsisartut og Naalakkersuisut ønsker, at der udarbejdes en forfatning for et
kommende, selvstændigt Grønland nedsættes en forfatningskommission. Forfatnings-
kommissionen skal udarbejde et forslag til forfatning, der i sin helhed skal præsenteres i
Inatsisartut, når kommissionen har færdiggjort sit arbejde.
Forfatningen skal være baseret på og danne ramme om det grønlandske folks kultur,
sprog og identitet.
Historisk betragtet vil udgangspunktet for inddragelsen af kultur, sprog og identitet være
grønlandsk, hvilket vil sige det oprindelige grønlandske folks. Men forfatningen skal
tage fuldt hensyn til, at der i nutidens Grønland findes mange borgere med anden
baggrund.
Forfatningskommissionen sammensættes med et ønske om en politisk bredt
repræsenteret kommission. Fagkundskab og kvalificeret viden om Grønland, det
grønlandske folk, dets historie og kultur skal ligeledes inddrages i arbejdet med at skrive
forslaget til en forfatning.
Forfatningsudkastet skal udfærdiges med henblik på, at forfatningen bliver den
grundliggende lov for Grønland, når Grønland bliver en selvstændig stat.
Forfatningskommissionens arbejde
Forfatningskommissionen udarbejder udkast til en forfatning for Grønland, der skal
træde i kraft den dag Grønland bliver en selvstændig stat. Forfatningens formål er, at
blive det demokratisk vedtagne lovgrundlag for en selvstændig suveræn grønlandsk stat.
Udkastet vedlægges en betænkning, der specificerer forfatningens bestemmelser.
Forfatningskommissionen har på halvårlig basis indrapporteringspligt til
Naalakkersuisut om fremdriften i udarbejdelsen af udkast til en forfatning for Grønland.
Forfatningskommissionen tilrettelægger selv sit arbejde, herunder muligheden for
nedsættelse af arbejdsgrupper. Kommissionen kan indhente ekspertise og viden fra
Naalakkersuisut, fra det grønlandske civilsamfund og fra kilder uden for Grønland til
brug for sit arbejde. Dette kan gøres både på fast og på ad-hoc basis.
Kommissionen skal i forbindelse med arbejdet særligt redegøre for dens brug af
definitioner af landet, folket, rettigheder, pligter, styreform og forvaltning.
Det forventes desuden, at der i det ovenstående lovforberedende arbejde indgår
overvejelser om en ordning i form af en fri sammenslutning (”free association”) eller en
anden form for mellemstatsligt samarbejde med en anden stat.
1/4