EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 480
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

6. marts 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-89/18

Titel og kort sagsresumé

A (Forelagt af Østre Landsret)

l) I et tilfælde, hvor der er indført ”nye restriktioner” for

familiesammenføring mellem ægtefæller, der som

udgangspunkt strider mod stand still-bestemmelsen i artikel

13 i afgørelse nr. 1/80 (den til aftalen af 12. september

1963 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og

Tyrkiet om en associering mellem Det Europæiske

Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet knyttede afgørelse nr.

1180 af 19. september 1980 fra Associeringsrådet om

udvikling af associeringen), og disse restriktioner

begrundes med det af Domstolen i dommen af 12. april

2016 i sag C-561114, Gene, jf. også dommen af 10. juli

2014 i sag C-138/13, Dogan, anerkendte hensyn til

”vellykket integration”, kan da en regel som den danske

udlændingelovs § 9, stk. 7

–

der blandt andet betyder, at det

overordnet er en betingelse for familiesammenføring

mellem en person, som er tredjelandsstatsborger og har

opholdstilladelse i Danmark, og dennes ægtefælle, at

parrets tilknytning til Danmark er større end til Tyrkiet

–

anses for ”begrundet i et tvingende alment hensyn, som er

egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige

formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for

at nå formålet”?

2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, således at et

tilknytningskrav som udgangspunkt anses for egnet til at

sikre integrationsformålet. Kan der da, uden at dette strider

mod restriktionstesten og proportionalitetskravet:

i) anvendes en praksis, hvorefter der, når ægtefællen med

opholdstilladelse i medlemsstaten (referencepersonen) først

er kommet dertil som 12-13-årig eller senere, ved

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

(repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Processkri

Dato

14.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

vurderingen af referencepersonens tilknytning til

medlemsstaten lægges betydelig vægt på følgende: om den

pågældende enten har haft et længerevarende lovligt

ophold i medlemsstaten på ca. 12 år, eller har haft ophold

og et fast arbejde i medlemsstaten, som indebærer en

væsentlig grad af kontakt og kommunikation med kolleger

og eventuelle kunder på medlemsstatens sprog, og som

uden væsentlige afbrydelser har varet i mindst 4-5 år, eller

har haft ophold og et fast arbejde, som ikke indebærer en

væsentlig grad af kontakt og kommunikation med kolleger

og kunder på medlemsstatens sprog, uden væsentlige

afbrydelser i medlemsstaten i mindst 7-8 år,

ii) anvendes en praksis, hvorefter det taler imod opfyldelse

af tilknytningskravet, at referencepersonen har bevaret en

væsentlig tilknytning til sit hjemland ved at tage på hyppige

eller langvarige besøg i hjemlandet, mens korterevarende

ferieophold eller skoleophold ikke taler imod en tilladelse,

iii) anvendes en praksis, hvorefter det med meget betydelig

styrke taler imod opfyldelse af tilknytningskravet, at der

foreligger en såkaldt ”gift, skilt og gift igen”-situation.

C-71/18

KPC Herning (forelagt af Vestre Landsret)

Sagen vedrører: 1) Er det foreneligt med

momssystemdirektivets artikel 135, stk. l, litra j, jf. artikel

12, stk. l, litra a, og stk. 2, sammenholdt med artikel 135,

stk. l, litra k, jf. artikel 12, stk. l, litra b, og stk. 3, at en

medlemsstat under omstændigheder som de i hovedsagen

foreliggende betragter en levering af en fast ejendom,

hvorpå der på leveringstidspunktet er opført en bygning,

som et momspligtigt salg af en byggegrund, når det er

parternes hensigt, at bygningen skal rives helt eller delvist

ned for at gøre plads til en ny bygning?

A (forelagt af Østre Landsret)

Sagen vedrører: Idet det forudsættes, at de danske regler

om værneting i sager om gældssanering er en hindring for

arbejdskraftens frie bevægelighed, som i princippet er

forbudt i henhold til artikel 45 TEUF, jf. Domstolens dom

af 8. november 2012 i sag C-461/11, Radziejewski,

anmoder Østre Landsret EU-Domstolen om at bevare

følgende spørgsmål:

1) Er artikel 45 TEUF, således som bestemmelsen efter

EU-Domstolens dom af 8. november 2012 i sag C-461/11

er fortolket, til hinder for en værnetingsregel som den

danske, der har til formål at sikre, at den ret, som

behandler gældssaneringen, har kendskab til og kan

inddrage de konkrete socioøkonomiske forhold, hvorunder

skyldneren og dennes familie lever og må antages

fremadrettet at leve, ved sin vurdering, samt at vurderingen

kan ske efter på forhånd fastlagte kriterier, der fastlægger,

hvad der kan anses for en acceptabel beskeden levefod

under gældssaneringen?

Hvis spørgsmål 1 besvares således, at begrænsningen ikke

kan anses for retfærdiggjort, anmodes EU-Domstolen om

at oplyse:

2) om artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den også i

en situation som den foreliggende har direkte virkning

mellem private, således at private kreditorer skal tåle

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

(repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

19.03.19

C-716/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Til orientering:

Erhvervsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

27.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

nedsættelse eller bortfald af den gæld, en skyldner, der er

flyttet til udlandet, har til dem.

C-680/17

Vethanayagam e.a.

Sagen vedrører: I. Er visumkodeksens artikel 32, stk. 3, til

hinder for, at en referenceperson som den pågældende

med hensyn til sagsøgernes visumansøgning i eget navn har

en klage- og søgsmålsmulighed over for afslaget på visum?

II. Skal repræsentationen, således som den er reguleret i

visumkodeksens artikel 8, stk. 4, forstås således, at

ansvaret (også) forbliver hos den repræsenterede stat, eller

overdrages ansvaret fuldstændigt til den repræsenterende

stat således, at den repræsenterede stat ikke længere selv

har kompetence?

III. Såfremt begge de repræsentationsformer, der

omhandles under II, er mulige efter visumkodeksens

artikel 8, stk. 4, litra d), medlemsstat skal da anses for at

have truffet den endelige afgørelse som omhandlet i

visumkodeksens artikel 32, stk. 3?

IV. Er en fortolkning af visumkodeksens artikel 8, stk. 4,

og artikel 32, stk. [3], hvorefter visumansøgere kun kan

anfægte et afslag på deres ansøgninger ved en

forvaltningsmyndighed eller ved en ret i den

repræsenterende stat og ikke i den stat, som der er søgt om

visum til, i overensstemmelse med adgangen til effektive

retsmidler i chartrets artikel 47’s forstand? Har det

betydning for besvarelsen af dette spørgsmål, at den

foreskrevne procedure sikrer, at ansøgeren har ret til at

blive hørt, at han har ret til en sagsbehandling på et af

medlemsstaternes sprog, at størrelsen af

forvaltningsafgifter og retsgebyrer for klage- og

søgsmålsprocedurer ikke er uforholdsmæssige for

ansøgeren, og at der er mulighed for betalt retshjælp? Har

det, henset til statens skønsmargen i visumsager, betydning

for besvarelsen af dette spørgsmål, om en schweizisk ret

har en sådan viden om den nederlandske situation, at den

kan sikre adgangen til effektive retsmidler?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

28.03.19

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-221/17

Titel og kort sagsresumé

Tjebbes e.a.

I. Skal artikel 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, særligt i lyset af artikel 7 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes

således, at disse bestemmelser, fordi der mangler en individuel

efterprøvelse i forhold til proportionalitetsprincippet af

følgerne af fortabelse af statsborgerskab for den berørte parts

situation i EU-retlig henseende, er til hinder for en lovbestemt

ordning som den i hovedsagen omhandlede, hvori det

bestemmes: a. at en myndig person, der også har

statsborgerskab i et tredjeland, ex lege mister statsborgerskabet

i sin medlemsstat og hermed unionsborgerskabet, fordi

vedkommende uden afbrydelse i en periode på ti år har haft sin

hovedbopæl i udlandet og uden for Den Europæiske Union,

selv om der er muligheder for at afbryde tiårsfristen? b. at en

Interessent

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Processk

ridt

Dom

Dato

12.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

mindreårig person under visse omstændigheder ex lege mister

statsborgerskabet i sin medlemsstat og hermed

unionsborgerskabet, fordi forældrene har mistet deres

statsborgerskab som omhandlet i punkt a. ovenfor?

C-616/17

Blaise e.a.

Sagen vedrører: [1] Er [Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om

markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af

Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, herefter »EU-

forordningen«] i overensstemmelse med

forsigtighedsprincippet, når den undlader præcist at definere,

hvad et aktivt stof er, idet det overlades til ansøgeren at vælge

det, der skal betegnes som det aktive stof i hans produkt, og

idet denne gives mulighed for at fokusere hele sit dossier på et

enkelt stof, selv om det markedsførte færdige produkt

indeholder flere stoffer? [2] Garanteres forsigtighedsprincippet

og markedsføringstilladelsens upartiskhed, når de test, analyser

og vurderinger, der er nødvendige for behandlingen af

dossieret, alene er udført af ansøgerne, der kan være partiske i

deres fremstilling, uden at der gennemføres nogen uafhængig

dobbeltanalyse, og uden at rapporterne om ansøgning om

godkendelse offentliggøres under påskud af beskyttelse af

forretningshemmeligheder? [3] Er EU-forordningen i

overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, når den ikke

tager hensyn til de mange aktive stoffer og deres samtidige

anvendelse, særlig når den ikke foreskriver en fuldstændig

specifik analyse på europæisk plan af den samtidige anvendelse

af aktive stoffer i et og samme produkt? [4] Er EU-

forordningen i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet,

når den i kapitel 3 og 4 fritager bekæmpelsesmidler i deres

kommercielle formulering, således som markedsført og således

som forbrugerne og miljøet udsættes for, for toksicitetsanalyser

(genotoksicitet, undersøgelse af kræftrisiko, undersøgelse af

hormonforstyrrende virkninger osv.), idet der kun kræves

summariske test, som altid udføres af ansøgeren?

Italien mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 16.

januar 2015 nr. 2015/103 (meddelt under nr. C(2015) 53 final)

om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter afholdt

inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for

Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for

Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, for så vidt

som den er omfattet af nærværende søgsmål. Europa-

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Ungarn mod Kommissionen

Påstande: Kommissionen gennemførelsesafgørelse C (2015) 53

af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne

af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) annulleres delvist, for så vidt som

den med hensyn til Ungarn udelukker 11 709 400 EUR fra

Sukkeromstruktureringsfonden fra EU-finansiering. Europa-

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

12.03.19

T-135/15

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

12.03.19

T-139/15

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

12.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

T-156/15

Frankrig mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens afgørelse K(2015) 53 endelig af 16.

januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne

af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres delvist, for så vidt som

denne afgørelse i forhold til den direkte støtte er baseret på

konstateringer, som ikke er blevet nævnt i Kommissionens

meddelelser, og for så vidt som kontrolsystemet ikke gør det

muligt at sikre en korrekt gennemførelse af EU-lovgivningen

om gode landbrugs- og miljømæssige forhold for

ansøgningsårene 2011 og 2012. Afgørelse K(2015) 53 endelig

annulleres delvist, for så vidt som den udelukker EU-

finansiering af samtlige de udgifter, som er blevet afholdt inden

for sektoren for arealstøtte på Nordkorsika for ansøgningsårene

2010 ff. Afgørelse K(2015) 53 endelig annulleres delvist, for så

vidt som den udelukker EU-finansiering af de udgifter, som

Den Franske Republik har afholdt inden for rammerne af

støtten til udligningsgodtgørelser for naturbetingede handicap

(ICHN) under akse 2 i programmet for udvikling af franske

landdistrikter for regnskabsårene 2010, 2011, 2012 og 2013.

Subsidiært annulleres denne afgørelse delvist, for så vidt som

den udelukker EU-finansiering af den del af udgifterne, som

Den Franske Republik har afholdt inden for rammerne af

ICHN-støtten for får, der er blevet kontrolleret på stedet med

henblik på kontrol med identifikation af dyr. Afgørelse K(2015)

53 endelig annulleres delvist, for så vidt som den udelukker

EU-finansiering af 25 % af de udgifter, som Den Franske

Republik har afholdt inden for sektoren for omstrukturering af

sukkerindustrien i form af støtte til sukkerproducenterne til

fuldstændig nedlæggelse og bibeholdelse af oplagringssiloer.

Subsidiært annulleres denne afgørelse delvist, for så vidt som

den pålagte finansielle korrektion på 25 % af udgifterne til de

støttebeløb, der er blevet udbetalt til sukkerproducenterne til

fuldstændig nedlæggelse og bibeholdelse af oplagringssiloer, er

uforholdsmæssig. Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Frankrig mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2017)

7263 final af 8. november 2017 om udelukkelse fra EU-

finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt

inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for

Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for

Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), som blev meddelt den

franske regering den 9. november 2017, annulleres delvist, for

så vidt som:

—

den indeholder en korrektion på 2 246 700

EUR som følge af en hensyntagen til angiveligt ikke-

overensstemmende landskabstræk inden for rammerne af GLM

hvad angår »Mangler i LPIS« for ansøgningsårene 2013 og

2014,

—

den indeholder en fast korrektion vedrørende hele det

areal, der har i hvert fald en parcel, der kvalificeres som »landes

et parcours« og ikke blot parceller, der kvalificeres som »ikke-

støtteberettigede arealer (»landes et parcours«)« for

ansøgningsårene 2013 og 2014,

—

for så vidt som den vedrører

»ELPP-FEADER SIGC

—

2014-2020« inden for rammerne af

undersøgelsen CEB/2016/ 047, og

—

den anvender en fast

korrektion på 100 % for departementet Haute-Corse for

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

12.03.19

T-26/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

12.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

ansøgningsårene 2013-2014 hvad angår »Alvorlige mangler i

kontrolsystemet, Korsika«.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

C-635/17

1) Har Domstolen henset til artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv

2003/86/EF og Nolan-dommen (ECLI:EU:C:2012:638),

kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål fra en

nederlandsk ret om fortolkningen af direktiv 2003/86/EF i en

retssag vedrørende opholdstilladelse til et familiemedlem til en

person, der har fået subsidiær beskyttelse, såfremt dette direktiv

i nederlandsk ret er blevet erklæret direkte og ubetinget

anvendeligt på personer, der har fået subsidiær beskyttelse? (jf.

forelæggelsesafgørelsen af 21.6.2017 fra afdelingen for

forvaltningsretlige sager ved Raad van State,

ECLI:NL:RVS:2017:1609, registreret ved Domstolen under

sagsnummer C-380/17). 2) Skal artikel 11, stk. 2, i direktiv

2003/86/EF fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder

for at afslå en ansøgning fra en flygtning om

familiesammenføring udelukkende af den grund, at flygtningen

ikke har vedlagt sin ansøgning nogen officiel dokumentation

for den familiemæssige tilknytning, eller skal artikel 11, stk. 2, i

direktiv 2003/86/EF fortolkes således, at denne bestemmelse

alene er til hinder for at afslå en ansøgning fra en flygtning om

familiesammenføring udelukkende af den grund, at flygtningen

ikke har vedlagt sin ansøgning nogen officiel dokumentation

for den familiemæssige tilknytning, såfremt flygtningen har

givet en plausibel forklaring på den omstændighed, at han ikke

har fremlagt denne dokumentation, og på hans udtalelse om, at

han endnu ikke kan fremlægge denne dokumentation?

Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for

Den Europæiske Union

Påstande: Europa-Parlamentets og Rådets direkfiv (EU)

2016/2284 af 14. december 2016 om nedbringelse af

nationaleemissioner af visse luftforurenende stoffer, om

ændring af direktiv2003/35/EF og om ophævelse afdirektiv

2001/81/ EF (1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres dette

direktiv delvist, for så vidtsom det fastsætter nationale

emissionsreduktionstilsagn for 2030 ogde efterfølgende

år.Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

tilpligtes at betale sagens omkostninger.

AlzChem AG mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og appellant

en gives medhold.

—

Dommen ophæves.

—

Den anfægtede

afgørelse annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

B.S.

Skal artikel 2 i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992

om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og

alkoholholdige drikkevarer, sammenholdt med bilag 1 til Rådets

forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og

statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif fortolkes således,

at et produkt, hvor der til fremstilling af stamurten er anvendt

maltekstrakt, glukosesirup, citronsyre og vand, også kan være

en øl fremstillet af malt henhørende under KN-kode 2203 i den

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

13.03.19

C-128/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.03.19

C-666/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.03.19

C-195/18

Toldstyrelsen

Dom

13.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

kombinerede nomenklatur, såfremt andelen af ikke-maltede

bestanddele i urten er højere end andelen af maltede

bestanddele og glukosesiruppen er blevet tilsat urten før urtens

gæring, og hvilke kriterier skal anvendes ved bestemmelsen af

forholdet mellem andelene af maltede og ikke-maltede

bestanddele i stamurten for at tarifere det fremstillede produkt

som øl under KN-kode 2203?

T-730/16

Espírito Santo Financial Group mod ECB

Påstande: 1. Første anbringende: Den anfægtede afgørelse om

afslag på aktindsigt i de ønskede oplysninger i Styrelsesrådets

afgørelser skal annulleres, idet den tilsidesætter

begrundelsespligten. 2. Andet anbringende: Den anfægtede

afgørelse om afslag på aktindsigt i de ønskede oplysninger i

Styrelsesrådets afgørelser skal annulleres, eftersom der er

foretaget en urigtig fortolkning heri og den derfor er i strid med

artikel 4, stk. 1, litra a), første, andet og syvende led, i afgørelse

ECB/2004/3. 3. Tredje anbringende: Den anfægtede afgørelse

om afslag på aktindsigt i supplerende oplysninger i direktionens

forslag skal annulleres, eftersom den tilsidesætter

begrundelsespligten. 4. Fjerde anbringende: Den anfægtede

afgørelse om afslag på aktindsigt i supplerede oplysninger i

direktionens forslag skal annulleres, eftersom der er foretaget

en urigtig fortolkning heri og den derfor er i strid med artikel 4,

stk. 1, litra a), andet og syvende led, i afgørelse ECB/2004/3. 5.

Femte anbringende: Den anfægtede afgørelse om afslag på

aktindsigt i supplerede oplysninger i direktionens forslag skal

annulleres, eftersom der er foretaget en urigtig fortolkning heri

og den derfor er i strid med artikel 4, stk. 2, første led, i

afgørelse ECB/2004/3. 6. Sjette anbringende: Den anfægtede

afgørelse om afslag på aktindsigt i supplerede oplysninger i

direktionens forslag skal annulleres, eftersom der er foretaget

en urigtig fortolkning heri og den derfor er i strid med artikel 4,

stk. 3, i afgørelse ECB/2004/3.

Dunai

1) Skal punkt 3 [i konklusionen] i Domstolens dom i sag C-

26/13 forstås således, at den nationale ret også kan afhjælpe

den manglende gyldighed af et vilkår i en aftale, der er indgået

mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, når

opretholdelsen af aftalen strider mod forbrugerens økonomiske

interesser? 2) Er det i overensstemmelse med Den Europæiske

Unions kompetence til at sikre et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau og de grundlæggende EU-retlige

principper om lighed for loven, forbud mod

forskelsbehandling, retten til effektive retsmidler og retten til en

retfærdig rettergang, når en medlemsstats parlament ved lov

ændrer tilsvarende privatretlige kontrakter, som er indgået

mellem en erhvervsdrivende og en forbruger? 2a) Såfremt det

foregående spørgsmål besvares bekræftende, er det da i

overensstemmelse med Den Europæiske Unions kompetence

til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og de

grundlæggende EU-retlige principper om lighed for loven,

forbud mod forskelsbehandling, retten til effektive retsmidler

og retten til en retfærdig rettergang, når en medlemsstats

parlament ved lov ændrer forskellige dele af låneaftaler optaget

i fremmed valuta for at beskytte forbrugerne, men derved

fremprovokerer en virkning, der strider imod netop

forbrugerbeskyttelsesinteresserne, idet låneaftalen forbliver

Finanstilsynet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.03.19

C-118/17

Justitsministeriet

Dom

14.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

gyldig efter ændringerne, og idet forbrugerne fortsat må bære

de udgifter, der er forbundet med valutarisikoen? 3) Hvis der er

tale om indhold i aftaler indgået mellem en erhvervsdrivende og

en forbruger, er det da i overensstemmelse med Den

Europæiske Unions kompetence til at sikre et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau og de grundlæggende EU-retlige

principper om retten til effektive retsmidler og retten til en

retfærdig rettergang i enhver civilretlig sag, når

standardiseringsrådet under en medlemsstats højeste retsinstans

ved »afgørelser truffet med henblik på ensartet fortolkning af

retlige bestemmelser« øver indflydelse på retspraksis ved den

domstol, som sagen indbringes for? 3a) Såfremt det foregående

spørgsmål besvares bekræftende, er det da i overensstemmelse

med Den Europæiske Unions kompetence til at sikre et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau og de grundlæggende EU-retlige

principper om retten til effektive retsmidler og retten til en

retfærdig rettergang i enhver civilretlig sag, når

standardiseringsrådet under en medlemsstats højeste retsinstans

ved »afgørelser truffet med henblik på ensartet fortolkning af

retlige bestemmelser« øver indflydelse på retspraksis ved den

domstol, som sagen indbringes for, når udnævnelsen af de

dommere, der er medlem af standardiseringsrådet, ikke foregår

på en gennemskuelig måde ifølge forud fastsatte regler, når

proceduren ved dette råd ikke er offentlig, og når det ikke

efterfølgende er muligt at få oplysninger om den anvendte

procedure, dvs. de anvendte udtalelser fra sagkyndige og

retsvidenskabelig litteratur samt medlemmernes

stemmeafgivelse (flertalsudtalelse og mindretalsudtalelse)?

C-399/17

Europa-Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik

Påstande:— Det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 24, stk. 2, og

artikel 28, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (1)

ved ikke at sikre, at TPS-NOLO (Geobal) materiale overført fra

Den Tjekkiske Republik til Katowice, Polen, blev transporteret

tilbage til Den Tjekkiske Republik.

—

Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

A&G Fahrschul-Akadimie

Sagen vedrører: 1. Omfatter begrebet skole- og

universitetsundervisning i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det

fælles merværdiafgiftssystem (momsdirektivet)

køreskoleundervisning til erhvervelse af kørekort til kategori B

og C1? 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Kan

anerkendelsen af sagsøgeren som et organ med tilsvarende

formål i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 132,

stk. 1, litra i), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november

2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, udledes af

lovbestemmelserne om kørelærerprøven og udstedelse af

kørelærer- og køreskolegodkendelse i Gesetz über das

Fahrlehrerwesen (lov om kørelærere og køreskoler) af 25.

august 1969 (Bundesgesetzblatt I 1969, 1336), senest ændret

ved lov af 28. november 2016 (Bundesgesetzblatt I 2016, 2722,

kørelærerloven), og af den almene interesse i, at køreskoleelever

uddannes til sikre, ansvarsbevidste og miljøbevidste

trafikanter?3. Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende:

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

14.03.19

C-449/17

Skatteministeriet

Dom

14.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

Forudsætter begrebet »privattimer« i artikel 132, stk. 1, litra j), i

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det

fælles merværdiafgiftssystem, at den afgiftspligtige person er en

individuel erhvervsdrivende? 4. Såfremt spørgsmål 2 og 3

besvares benægtende: Giver den, der underviser, altid

»privattimer« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra j), i

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det

fælles merværdiafgiftssystem, når den pågældende handler for

egen regning og på eget ansvar, eller skal der stilles yderligere

krav til kriteriet »privattimer«?

C-557/17

Y.Z. e.a.

1. Skal artikel 16, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2003/86/EF

af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (EUT

2003, L 251) fortolkes således, at denne bestemmelse er til

hinder for at inddrage en opholdstilladelse, der er meddelt i

forbindelse med en familiesammenføring, såfremt

opholdstilladelsen er opnået ved svigagtige oplysninger, men

familiemedlemmet ikke vidste, at der var tale om svigagtige

oplysninger? 2. Skal artikel 9, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv

2003/109/EF af 25. november 2003 om

tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge

(EUT 2004, L 16) fortolkes således, at denne bestemmelse er til

hinder for at inddrage en status som fastboende udlænding,

såfremt denne status er opnået ved svigagtige oplysninger, men

den fastboende udlænding ikke vidste, at der var tale om

svigagtige oplysninger?

Textilis

1. Skal artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2015/2424 af 16. december 2015 om ændring af Rådets

forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker m.m.

fortolkes således, at artikel 7, stk. 1, litra e), nr. iii), i den nye

affattelse finder anvendelse på en rets efterprøvelse af

gyldigheden [jf. artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr.

207/2009], som foretages, efter at ændringen er trådt i kraft,

dvs. efter den 23. marts 2016, selv hvis sagen vedrører en

erklæring om ugyldighed, hvor sagen blev anlagt før dette

tidspunkt og altså vedrører et varemærke, der er blevet

registreret før denne dato? 2. Skal artikel 7, stk. 1, litra e), nr.

iii), i forordning nr. 207/2009

–

i den anvendelige affattelse

–

fortolkes således, at dens anvendelsesområde omfatter et tegn,

der består af en todimensional gengivelse af en todimensional

vare, f.eks. et stof, der udsmykkes med det pågældende tegn? 3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: efter hvilke

principper skal udtrykket »tegn, som udelukkende består af

[formen (eller en anden egenskab), der giver varerne en

væsentlig værdi]« i artikel 7, stk. 1, litra e), nr. iii), i forordning

nr. 207/2009 fortolkes i en situation, hvor registreringen

omfatter flere forskellige vareklasser og varer, og tegnet kan

anbringes på varerne på forskellige måder? Skal bedømmelsen

foretages efter mere objektive/generelle kriterier, f.eks. med

udgangspunkt i, hvordan varemærket ser ud, og hvordan det er

muligt at anbringe det på forskellige varer, dvs. uden hensyn til

på hvilken måde varemærkeindehaveren de facto kan have

anbragt eller kan tilsigte at anbringe tegnet på forskellige varer?

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

14.03.19

C-21/18

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

14.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

C-226/18

Krohn & Schröder

1) Omfatter toldkodeksens artikel 212a en fritagelse for en

antidumping- og udligningstold i henhold til artikel 3, stk. 1, i

forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr.

1239/2013? 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er

den i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1238/2013 og

artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1239/2013 anførte

betingelse opfyldt ved anvendelse af toldkodeksens artikel 212a

på et tilfælde, hvor der opstår toldskyld efter toldkodeksens

artikel 204, stk. 1, som følge af overskridelse af en frist i

henhold til toldkodeksens artikel 49, stk. 1, når den

virksomhed, der er forretningsmæssigt forbundet med den i

bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævnte

virksomhed

–

som har fremstillet, afsendt og faktureret den

pågældende vare

–

ganske vist ikke var aktiv som importør af

den pågældende vare og heller ikke havde stået for dens

overgang til fri omsætning, men havde til hensigt at gøre det og

også faktisk fik den pågældende vare leveret? 3) Såfremt

spørgsmål 2 besvares bekræftende: Kan der ved anvendelsen af

toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der opstår

toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som følge af

overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens artikel 49,

stk. 1, også fremlægges en tilsagnsfaktura og et

eksporttilsagnscertifikat i den forstand, hvori udtrykkene er

anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr.

1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr.

1239/2013, inden for en af toldmyndighederne i henhold til

toldkodeksens artikel 53, stk. 1, fastsat frist? 4) Såfremt

spørgsmål 3 besvares bekræftende: Opfylder en tilsagnsfaktura i

henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1238/2013

og artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1239/2013, der i

stedet for gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævner

afgørelse 2013/423/EU, under de i hovedsagen omhandlede

omstændigheder og under hensyntagen til almene

retsprincipper, betingelserne i bilag III, nr. 9), til forordning nr.

1238/2013 og bilag 2, nr. 9), til forordning nr. 1239/2013? 5)

Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende: Kan der ved

anvendelse af toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der

opstår toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som

følge af overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens

artikel 49, stk. 1, stadig fremlægges en tilsagnsfaktura i den

forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), i

forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b), i

forordning nr. 1239/2013, i klagesagen til prøvelse af

fastsættelsen af toldskylden?

Dreyer

»Har de bidrag, der skal henføres til Caisse nationale de

solidarité pour l’autonomie

(national solidaritetsfond for

selvstændighed) til finansieringen af de omtvistede ydelser, [dvs.

den personlige ydelse til selvstændighed og invaliditetsydelsen]

en direkte og tilstrækkelig relevant sammenhæng med visse af

de sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 3 forordning

(EF) nr. 883/2004, og er de derfor omfattet af denne

forordnings anvendelsesområde, alene fordi disse ydelser

vedrører en af de risici, der er nævnt i artikel 3, og skal tildeles

uden skønsmæssig bedømmelse på grundlag af en ved lov

fastlagt situation?«

Toldstyrelsen

14.03.19

C-372/18

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

14.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

C-46/18

Caseificio Sociale San Rocco e.a.

a) Skal EU-retten i en situation som den beskrevne, og som

udgør hovedsagens genstand, fortolkes således, at den

omstændighed, at en national bestemmelse er i strid med artikel

2, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EØF) nr. 3950/92, har som

konsekvens, at producenter ikke er forpligtet til at betale

tillægsafgiften, såfremt de i den nævnte forordning anførte

vilkår er opfyldt? b) Skal EU-retten, og særligt det almindelige

princip om beskyttelse af den berettigede forventning, i en

situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens

genstand, fortolkes således, at den berettigede forventning ikke

kan beskyttes hos personer, som har opfyldt en af en

medlemsstat fastsat forpligtelse, og som har draget fordel af de

virkninger, der er forbundet med overholdelsen af denne

forpligtelse, såfremt denne forpligtelse har vist sig at være i strid

med EU-retten? c) Er artikel 9 i forordning (EF) nr. 1392/2001

af 9. juli 2001 og det EU-retlige begreb »prioriteret kategori« i

en situation som den beskrevne, og som udgør hovedsagens

genstand, til hinder for en medlemsstats bestemmelse, såsom

artikel 2, stk. 3, i lovdekret nr. 157/2004 vedtaget af Den

Italienske Republik, som fastlægger forskellige metoder til

tilbagebetaling af den overskydende tillægsafgift, idet der med

hensyn til tilbagebetalingstider og -metoder sondres mellem de

producenter, som har forladt sig på pligten til at overholde en

national bestemmelse, der har vist sig at være i strid med EU-

retten, og de producenter, som ikke har overholdt denne

bestemmelse?

Jawo

Er en asylansøger kun forsvundet som omhandlet i artikel 29,

stk. 2, andet punktum, i forordning (EU) nr. 604/2013 1 , hvis

han målrettet og bevidst und-drager sig pågribelse af de for

gennemførelsen af overførslen ansvarlige nationale

myndigheder med henblik på at forpurre eller vanskeliggøre

overførslen, eller er det tilstrækkeligt, at han i en længere

periode ikke længere opholder sig i den bolig, som han har fået

anvist, og myndigheden ikke er informeret om hans

opholdssted, og en planlagt overførsel derfor ikke kan

gennemføres? Kan den pågældende påbe-råbe sig korrekt

anvendelse af bestemmelsen og i en sag til prøvelse af

afgørelsen om overførsel gøre gældende, at fristen for

overførsel på seks måneder er udløbet, idet han ikke har været

forsvundet? Sker der en forlængelse af fristen i henhold til

artikel 29, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 604/2013

alene derved, at den overførende medlemsstat før fristens

udløb informerer den ansvarlige medlemsstat om, at den

pågældende er forsvundet, og samtidig fastsæt-ter en konkret

frist på højst 18 måneder, inden for hvilken overførslen vil

blive gennemført, eller kan en forlængelse kun ske ved, at de

involverede medlems-stater ved aftale fastsætter en forlænget

frist? Er overførsel af asylansøgeren til den ansvarlige med-

lemsstat ulovlig, hvis han i tilfælde af, at han tilken-des

international beskyttelse i den pågældende stat, for så vidt angår

de forventelige levevilkår ville være i alvorlig risiko for at blive

underkastet en behandling som omhandlet i artikel 4 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder? Er

denne problematik omfattet af EU-rettens anvendelsesom-

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

14.03.19

C-163/17

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

19.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

råde? Ud fra hvilke EU-retlige standarder skal leve-vilkårene for

den, der har fået tilkendt international beskyttelse, bedømmes?

C-444/17

Arib

1) Skal artikel 32 i forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016,

der fastsætter, at hvis der genindføres grænsekontrol ved de

indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II (om

de ydre grænser) tilsvarende anvendelse, fortolkes således, at

den kontrol, der er genindført ved en medlemsstats indre

grænser, skal sidestilles med en kontrol, der foretages ved en

ydre grænse i det tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger, der

ikke har ret til indrejse, passerer denne grænse? 2) Tillader

denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

nr. 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i en tilsvarende

situation, hvor der er genindført kontrol ved de indre grænser,

at den mulighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, stk. 2,

litra a), og som giver medlemsstaterne mulighed for fortsat at

anvende forenklede nationale tilbagesendelsesprocedurer ved

deres ydre grænser, anvendes på en tredjelandsstatsborger, der

passerer en grænse, hvor der er genindført kontrol? 3) Såfremt

spørgsmål 2 besvares bekræftende, er direktivets artikel 2, stk.

2, litra a), og artikel 4, stk. 4, da til hinder for en national

lovgivning, såsom artikel L. 621-2 i code de l'entrée et du séjour

des étrangers et du droit d'asile (lov om udlændinges indrejse og

ophold og om ret til asyl), der foreskriver fængselsstraf for

ulovlig indrejse på det nationale område foretaget af en

tredjelandsstatsborger, med hensyn til hvilken den

tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i direktivet, endnu ikke

er blevet afsluttet?

Torubarov

Skal artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling

og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med

artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at de ungarske retter kan ændre

administrative afgørelser, der er truffet af en myndighed med

kompetence i asylsager, hvorved der gives afslag på

international beskyttelse, og at de ungarske retter kan tildele en

sådan beskyttelse?

Italien mod Kommissionen (T-98/16)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse nr. C (2015)

9526 final af 23. december 2015, meddelt samme dag,

vedrørende statsstøtte SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN), som

Italien har ydet til BANCA TERCAS (Cassa di risparmio della

provincia di Teramo S.p.A.), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Banca Tercas mod Kommissionen (T-196/16)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse C (2015) 9526

final af 23. december 2015, der blev meddelt sagsøgeren den

22. februar 2016, vedrørende statsstøtte SA39451 (2015/C) (ex

2015/NN), som Italien har ydet til Banca Tercas (Cassa di

risparmio della Provincia di Teramo S.p.A.) annulleres.

—

Subsidiært annulleres artikel 2, 3 og 4 i den ovennævnte

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

19.03.19

C-556/17

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Udenrigsministeriet

19.03.19

Forenede

sager

T-98/16,

T-196/16

T-198/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

19.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

afgørelse af de grunde, der er anført under det syvende

anbringende.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Fondo interbancario di tutela dei depositi mod

Kommissionen (T-198/16)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse nr. C (2015)

9526 final af 23. december 2015 vedrørende statsstøtte

SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN) annulleres.

—

Subsidiært

annulleres afgørelsen hvad angår den del, der vedrører

fastslåelsen og opgørelsen af det iboende støtteelement i den

tredje foranstaltning.

—

Kommissionen tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

—

Retten bestemmer en hvilken som

helst anden foranstaltning, herunder med henblik sagens

oplysning, som den måtte finde passende.

Forenede

sager

T-282/16

T-283/16

Inpost Paczkomaty m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) C(2015)

8236 af 26. november 2015 om statsstøtte SA.38869 (2014/N),

som Polen vil yde det polske postvæsen som kompensation for

de nettoomkostninger, som er opstået i perioden 2013-2015 i

forbindelse med pligten til at levere af befordringsydelser,

annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Spanien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 766 final af 14.

februar 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne

af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som den

vedrører Kongeriget Spanien, sektoren for frugt og grøntsager,

vedrørende undersøgelse (FV 2011/003/ES).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og 7 i Rådets direktiv

96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte

dimensioner i national og international trafik og største tilladte

vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i

Fællesskabet (1), sammenholdt med punkt 3.1 og 3.4 i bilag I til

dette direktiv, idet den kræver, at transportvirksomheder er i

besiddelse af særlige tilladelser til at benytte visse offentlige

veje.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Verkehrsbetrieb Hüttebräucker et BVR Busverkehr

Rheinland

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

spørgsmål vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007

om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om

ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF)

nr. 1107/70 (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1-13) til præjudiciel

afgørelse: 1. Finder artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr.

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

19.03.19

T-237/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

20.03.19

C-127/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

21.03.19

Forenede

sager

C-266/17

C-267/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

21.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

1370/2007 anvendelse på kontrakter, som ikke er kontrakter,

der som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første punktum, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 er udformet som

koncessionskontrakter om tjenesteydelser som defineret i

direktiv 2004/17/EF eller 2004/18/EF? Såfremt det første

præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende: 2. Er det, når en

enkelt kompetent myndighed i medfør af artikel 5, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 indgår en kontrakt om offentlig

trafikbetjening med en intern operatør uden forudgående

udbud, til hinder for denne myndigheds fælles kontrol sammen

med den interne operatørs øvrige selskabsdeltagere, når

beføjelsen til at gribe ind i offentlig personbefordring inden for

et bestemt geografisk område [artikel 2, litra b) og c), i

forordning (EF) nr. 1370/2007] er opdelt mellem den enkelte

kompetente myndighed og en gruppe af myndigheder, som

varetagerintegreret offentlige personbefordring, eksempelvis

ved at beføjelsen til at indgå kontrakter om offentlig

trafikbetjening med en intern operatør forbliver hos den

enkelte kompetente myndighed, hvorimod takstopgaven

overdrages til en sammenslutning, til hvilken foruden den

enkelte myndighed også andre kompetente myndigheder i

disses geografiske områder hører? 3. Er det, når en enkelt

kompetent myndighed i medfør af artikel 5, stk. 2, i forordning

(EF) nr. 1370/2007 indgår en kontrakt om offentlig

trafikbetjening med en intern operatør uden forudgående

udbud, til hinder for denne myndigheds fælles kontrol sammen

med den interne operatørs øvrige selskabsdeltagere, når det

ifølge denne interne operatørs vedtægter i forbindelse med

beslutninger om indgåelse, ændring eller ophør af en kontrakt

om offentlig trafikbetjening i henhold til artikel 5, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 alene er den selskabsdeltager,

som selv eller hvis indirekte eller direkte ejer indgår en kontrakt

om offentlig trafikbetjening i henhold til artikel 5, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 med den interne operatør, der

er stemmeberettiget? 4. Tillader artikel 5, stk. 2, andet punktum,

litra b), i forordning (EF) nr. 1370/2007, at den interne

operatør også driver offentlig personbefordring for andre

kompetente lokale myndigheder inden for det geografiske

område, der henhører under disse (inklusive de udgående linjer

eller andre underordnede elementer af denne virksomhed, der

strækker sig ind på tilstødende kompetente lokale

myndigheders område), når denne personbefordringstjeneste

ikke er tildelt efter en udbudsprocedure? 5. Tillader artikel 5,

stk. 2, andet punktum, litra b), i forordning (EF) nr. 1370/2007,

at den interne operatør uden for det geografiske område, der

henhører under den pågældende operatørs ordregivende

myndighed, udfører offentlig personbefordring for andre

ansvarlige enheder på grundlag af kontrakter om

trafikbetjening, som er omfattet af overgangsbestemmelsen i

artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1370/2007? 6. Hvornår

skal betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr.

1370/2007 være opfyldt?

Forenede

sager

C-350/17

C-351/17

Mobit m.fl.

Sagerne vedrører: 1. Finder artikel 5, stk. 2, i forordning (EF)

nr. 1370/2007 (særligt forbuddet i henhold til litra b) og d) for

en intern operatør mod at deltage i extra moeniaudbud)

ligeledes anvendelse på kontrakter, der er tildelt før denne

forordnings ikrafttræden?

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

21.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

2. Kan en offentligretlig juridisk person, der er blevet tildelt en

kontrakt vedrørende en lokal transporttjeneste af en statslig

myndighed uden forudgående udbud, abstrakt set anses for at

være en »intern operatør« som omhandlet i samme forordning

og efter omstændighederne analogt med den retspraksis, der er

udviklet på området for in house providing, såfremt

førstnævnte person er direkte forbundet med den statslige

myndighed på det organisatoriske og kontrolmæssige plan, og

såfremt pågældende offentligretlige juridisk persons

selskabskapital er ejet af staten (fuldt ud eller i sameje med

andre offentligretlige organer)? 3. Indebærer en tildeling af en

tjenesteydelseskontrakt uden forudgående udbud inden for

rammerne af forordning (EF) nr. 1370/2007, i tilfælde af, at

den ovennævnte statslige myndighed efter tildelingen opretter

et offentligt forvaltningsorgan med organisatoriske beføjelser i

forhold til de pågældende tjenester (idet beføjelsen til at tildele

koncessioner dog fortsat forbeholdes staten)

–

et organ, der

ikke udøver nogen »tilsvarende kontrol« med modtageren af

den kontrakt, der er tildelt uden forudgående udbud

–

at den

pågældende tildeling falder uden for ordningen i forordningens

artikel 5, stk. 2? 4. Såfremt en kontrakt, der er tildelt uden

forudgående udbud, udløber efter den 30-årige frist, der

udløber den 3. december 2039 (en frist, der begynder at løbe fra

datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1370/2007),

har dette da til følge, at tildelingen ikke er i overensstemmelse

med de principper, der er fastsat i samme forordnings artikel 5,

sammenholdt med artikel 8, stk. 3, eller skal en sådan

retsstridighed anses for automatisk afhjulpet i retlig henseende

gennem en implicit forkortelse ex lege af kontraktens varighed?

C-443/17

Abraxis Bioscience

Skal SBC-forordningens artikel 3, litra d), fortolkes således, at

den giver mulighed for udstedelse af et SBC, når den

markedsføringstilladelse, der er henvist til i artikel 3, litra b), er

den første tilladelse inden for grundpatentets

anvendelsesområde til markedsføring af produktet som

lægemiddel, og når produktet er en ny formulering af en

gammel aktiv ingrediens?

Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om

samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og

offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114), med

senere ændringer, idet den forlængede koncessionen på

offentlige bygge- og anlægsarbejder vedrørende motorvejen

Civitavecchia-Livorno til den 31. december 2046 uden

offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse.

—

Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Planet49

1. a) Er der tale om et gyldigt samtykke som omhandlet i artikel

5, stk. 3, og artikel 2, litra f), i direktiv 2002/58/EF,

sammenholdt med artikel 2, litra h), i direktiv 95/46/EF, når

lagringen af oplysninger eller adgang til oplysninger, som

allerede er lagret på brugerens terminal, tillades ved hjælp af en

forudindstillet afkrydsningsrubrik, som brugeren skal vælge fra

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

21.03.19

C-526/17

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

21.03.19

C-673/17

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

21.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

for at nægte sit samtykke? b) Gør det en forskel i forbindelse

med anvendelsen af artikel 5, stk. 3, og artikel 2, litra f), i

direktiv 2002/58/EF, sammenholdtmed artikel 2, litra h), i

direktiv 95/46/EF, om de oplysninger, der lagres eller hentes,

er personoplysninger? c) Foreligger der under de

omstændigheder, der er nævnt i spørgsmål 1 a), samtykke som

omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning (EU)

2016/679? 2. Hvilke oplysninger skal tjenesteudbyderen give

brugeren i forbindelse med de klare og fyldestgørende

oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 5, stk. 3, i

direktiv 2002/58/EF? Omfatter disse også cookiernes

funktionsvarighed og spørgsmålet om, hvorvidt tredjemand får

adgang til cookierne?

C-249/18

CEVA Freight Holland

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 78 i Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes således,

at en klarerer i forbindelse med en efterfølgende bogføring

under henvisning til artikel 147, stk. 1, andet afsnit, i

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993

om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning

(EØF) nr. 2913/92 kan vælge en anden og lavere

transaktionspris for indførte varer for at få nedsat toldskylden?

2a. Er fastsættelsen af det tidspunkt, hvor underretningen til

debitor har fundet sted, ved anvendelsen af artikel 221, stk. 3, i

forordning (EØF) nr. 2913/92 et EUretligt spørgsmål? 2b.

Såfremt spørgsmål 2a besvares bekræftende, skal artikel 221,

stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2913/92 da fortolkes således, at

den heri omhandlede underretning skal være modtaget af

debitor inden for fristen på tre år, regnet fra datoen for

toldskyldens opståen, eller er det tilstrækkeligt, at

underretningen er sendt til debitor inden for denne frist?

Pawlak

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 7, stk. 1, første punktum,

sammenholdt med artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for

udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og

forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14

med senere ændringer, polsk særudgave, kapitel 6, bind 3, s. 71)

fortolkes således, at en ordning i den nationale procesret som

den i artikel 165, stk. 2, i lov af 17. november 1964

–

retsplejeloven (konsolideret affattelse: DZ. U. af 2016, pos.

1822 med senere ændringer, herefter »k.p.c.«), hvorefter kun

indlevering af et procesdokument på et nationalt postkontor,

der drives af en udpeget virksomhed, dvs. en befordringspligtig

virksomhed, skal sidestilles med indgivelse af det pågældende

dokument til retten, mens dette ikke gælder for indlevering af et

procesdokument på et nationalt postkontor, der drives af en

anden befordringspligtig virksomhed, som ikke er en udpeget

virksomhed, udgør en særret? 2. Såfremt det første spørgsmål

besvares bekræftende: Skal artikel 7, stk. 1, første punktum, i

direktiv 97/67/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU

fortolkes således, at fordele for en udpeget virksomhed som

følge af, at denne i strid med artikel 7, stk. 1, første punktum, i

direktiv 97/67/EF er blevet tildelt en særret, skal udvides til at

omfatte de øvrige postbefordrende virksomheder med den

følge, at indleveringen af et procesdokument på et postkontor,

der drives af en anden befordringspligtig virksomhed, som ikke

Skattestyrelsen

Toldstyrelsen

26.03.19

C-545/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

27.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

er en udpeget virksomhed, skal sidestilles med indgivelse af det

pågældende dokument til retten, på grundlag af principper, der

svarer til principperne fra Den Europæiske Unions Domstols

dom af 21. juni 2007 i de forenede sager C-231/06

–

C-233/06,

Jonkman (ECLI:EU:C:2007:373)? 3. Såfremt det andet

spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 7, stk. 1, første

punktum, i direktiv 97/67/EF sammenholdt med artikel 4, stk.

3, TEU fortolkes således, at en procesdeltager, der

repræsenterer en medlemsstat, kan påberåbe sig, at en national

bestemmelse som k.p.c.’s artikel 165, § 2, er uforenelig med

artikel 7, stk. 1, første punktum, i direktiv 97/67/EF?

C-681/17

Slewo

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 16, litra e), i direktivet om

forbrugerrettigheder fortolkes således, at de deri nævnte varer,

som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke

er egnede til at blive returneret, også omfatter varer (som f.eks.

madrasser), som ganske vist ved tilsigtet anvendelse kan

komme i direkte kontakt med menneskekroppen, men som ved

hensigtsmæssige (rengørings-)foranstaltninger fra den

erhvervsdrivendes side atter kan gøres salgbare? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: a) Hvilke betingelser

skal en vares emballage opfylde, for at der kan tales om en

forsegling som omhandlet i artikel 16, litra e), i direktivet om

forbrugerrettigheder? og b) skal de oplysninger, som den

erhvervsdrivende skal give inden forbrugeren bindes af aftalen i

henhold til artikel 6, stk. 1, litra k), i direktivet om

forbrugerrettigheder, gives på en sådan måde, at forbrugeren

med konkret henvisning til varen (her: en madras) og den

anbragte forsegling gøres opmærksom på, at han mister sin

fortrydelsesret, hvis forseglingen fjernes?

Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom, afsagt af Retten (Tredje

Afdeling) den 10. maj 2016 i sag T-47/15, annulleres.

—

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:— Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 2, bilag

1, litra A, og fodnote 1 i Rådets direktiv 91/271/EØF om

rensning af byspildevand (1), idet det ikke har sikret, at vand

opsamlet i et kombineret byspildevands- og regnvandssystem i

14 byområder opbevares og ledes til rensning i

overensstemmelse med kravene i Rådets direktiv 91/271/EØF.

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 4, stk. 1 og stk. 3, sammenholdt med kravene

i artikel 10 og bilag 1, litra B, i Rådets direktiv 91/271/EØF,

enten ved ikke at tilvejebringe sekundær eller lignende rensning

eller ved ikke at fremlægge tilstrækkeligt bevis til at godtgøre

overensstemmelse i denne henseende med direktiv 91/27/EØF

med hensyn til 25 byområder.

—

Det fastslås, at Irland har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 2 og 3,

sammenholdt med kravene i artikel 10 og bilag 1, litra B, i

Rådets direktiv 91/271/EØF, idet det ikke har sikret, at

byspildevand, der tilledes kloaknet fra 21 byområder, renses

mere vidtgående end beskrevet i artikel 4 og i

overensstemmelse med kravene i bilag 1, litra B, i Rådets

direktiv 91/271/EØF, før det udledes til følsomme områder.—

Justitsministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Dom

27.03.19

C-405/16

Energistyrelsen

Dom

28.03.19

C-427/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold

til artikel 12 i Rådets direktiv 91/271/EØF, idet det ikke har

sikret, at bortskaffelse af spildevand fra rensningsanlæg for

byspildevand i byområderne Arklow (IEAG_547) og

Castlebridge (IEAG_515) foregår i henhold til forudgående

bestemmelser og/eller særlige godkendelser.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

C-143/18

Romano

1. Skal artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2002/65/EF fortolkes

således, at den er til hinder for en national bestemmelse eller

praksis som den i hovedsagen omhandlede, som i forbindelse

med låneaftaler indgået ved fjernsalg ikke fastsætter en

udelukkelse af fortrydelsesretten, såfremt aftalen efter

forbrugerens udtrykkelige ønske allerede er blevet helt opfyldt

af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret? 2.

Skal artikel 4, stk. 2, artikel 5, stk. 1, artikel 6, stk. 1, andet

afsnit, andet led, og artikel 6, stk. 6, i direktiv 2002/65/EF

fortolkes således, at der for så vidt angår korrekt modtagelse af

de oplysninger, der er fastsat i national ret i henhold til artikel 5,

stk. 1, artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a), i direktiv 2002/65/EF, og

forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten i henhold til

national ret ikke skal tages udgangspunkt i andre end en

almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet

gennemsnitsforbruger i betragtning af alle relevante

kendsgerninger og samtlige omstændigheder i forbindelse med

indgåelsen af denne aftale? 3. Dersom det første og det andet

spørgsmål besvares benægtende, spørges: Skal artikel 7, stk. 4, i

direktiv 2002/65/EF fortolkes således, at den er til hinder for

en national bestemmelse, som efter erklæret fortrydelse af en

ved fjernsalg indgået forbrugerkreditaftale fastsætter, at

udbyderen ud over det beløb, som han har modtaget af

forbrugeren i henhold til fjernsalgsaftalen, også skal betale

forbrugeren erstatning for værdien af anvendelsen af dette

beløb?

AMS Neve e.a.

Under omstændigheder, hvor en virksomhed er etableret og har

hjemsted i medlemsstat A og har taget skridt til i dette område

at reklamere for og udbyde varer til salg under et tegn, der er

identisk med et EU-varemærke, på et websted, som er rettet

mod erhvervsdrivende og forbrugere i medlemsstat B: i) har en

EU-varemærkedomstol i medlemsstat B da kompetence til at

påkende en påstand om krænkelse af et EU-varemærke i

forbindelse med annoncering og udbud til salg af varer i dette

område? ii) hvis dette ikke er tilfældet, hvilke andre kriterier skal

den pågældende EU-varemærkedomstol da tage hensyn til ved

afgørelsen af, om den har kompetence til at behandle denne

påstand? iii) for så vidt som svaret på nr. ii) kræver, at den

pågældende EU-varemærkedomstol fastslår, om virksomheden

har taget aktive skridt i medlemsstat B, hvilke kriterier skal der

da tages hensyn til ved afgørelsen af, om virksomheden har

taget sådanne aktive skridt?

Wasserleitungsverband Nördliches Burgenland e.a.

Skal artikel 288 TEUF, sammenholdt med artikel 5, stk. 4, eller

med artikel 5, stk. 5, i, sammenholdt med bilag I, nr. 2), til

Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om

beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der

stammer fra landbruget (herefter »nitratdirektivet«), fortolkes

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

28.03.19

C-172/18

Patent- og

Varemærkestyrelsen

28.03.19

C-197/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

således, at a) et offentligt vandforsyningsanlæg, der leverer

forsyningspligtydelser og i denne forbindelse, inden

drikkevandet distribueres til forbrugere (med tilslutningspligt),

behandler dette vand med forhøjede nitratværdier, der

indvindes fra de brønde, som anlægget råder over, for inden

distributionen til forbrugerne at opnå en nitratkoncentration i

vandet på mindre end 50 mg pr. liter, idet det pågældende

anlæg efter loven også er forpligtet til at varetage

vandforsyningen i et bestemt geografisk område, i så henseende

i henhold til Den Europæiske Unions Domstols praksis er

direkte berørt (i den foreliggende sag af en eventuel mangelfuld

gennemførelse af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991), i

og med det pågældende anlæg på grund af

handlingsprogrammer, der angiveligt er utilstrækkelige

(eftersom nitratkoncentrationen på 50 mg pr. liter i vandet på

dette vandforsyningsanlægs område overskrides), er berørt, idet

anlægget skal iværksætte foranstaltninger til behandling af

vandet, hvorved det indrømmes subjektive rettigheder inden

for nitratdirektivets rammer a.1) med henblik på ændring af et

handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til

gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets

§ 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages

strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne

i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en

nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved

enkelte indvindingssteder? a.2) med henblik på vedtagelse af

supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i

henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at

gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og

konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i

grundvandet ved enkelte indvindingssteder? b) en forbruger,

der efter loven har ret til at anvende vandet fra sin egen

husbrønd til eget forbrug og ikke anvender dette vand på grund

af forhøjede nitratværdier (idet han på tidspunktet for

indgivelsen af den anmodning, der ligger til grund for sagen,

ikke kunne anvende dette vand og under nærværende

forelæggelse for Den Europæiske Unions Domstol ganske vist

kunne anvende dette, men en fornyet forøgelse af

nitratkoncentrationen i vandet til over 50 mg pr. liter

uomtvistet må påregnes), men får vand fra et offentligt

vandforsyningsanlæg, i så henseende i henhold til Den

Europæiske Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den

foreliggende sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af

Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991), i og med den

pågældende på grund af handlingsprogrammer, der angiveligt er

utilstrækkelige, eftersom nitratkoncentrationen på 50 mg pr.

liter overskrides i vandet på dennes vandindvindingssted

(husbrønd), er berørt, idet han ikke kan gøre brug af sin

–

med

visse indskrænkninger

–

lovhjemlede ret til at anvende

grundvandet på sin ejendom, hvorved han indrømmes

subjektive rettigheder inden for nitratdirektivets rammer b.1)

med henblik på ændring af et handlingsprogram, der allerede er

vedtaget på nationalt plan til gennemførelse af nitratdirektivet (i

henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 4), således at der ved en

sådan ændring vedtages strengere foranstaltninger med det

formål at nå målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og

konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i

grundvandet ved enkelte indvindingssteder? b.2) med henblik

på vedtagelse af supplerende foranstaltninger eller skærpede

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 480: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 6/3-19

foranstaltninger (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med

det mål at gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel

1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr.

liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder? c) en

kommune[, der] i sin egenskab af offentlig myndighed på grund

af nitratkoncentrationer i vandet på over 50 mg pr. liter kun

anvender en kommunal brønd, som den driver med henblik på

drikkevandsforsyning, som brønd med sekundavand eller stiller

den til rådighed som sådan

–

idet drikkevandsforsyningen ikke

påvirkes som følge heraf

–

i henhold til Den Europæiske

Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den foreliggende

sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af Rådets direktiv

91/676/EØF af 12.12.1991 i form af utilstrækkelige

handlingsplaner), i og med nitratkoncentrationen på 50 mg pr.

liter [org. s 4] overskrides i vandet på indvindingsstedet og en

anvendelse som drikkevand som følge heraf ikke er mulig,

hvorved den indrømmes subjektive rettigheder inden for

nitratdirektivets rammer c.1) med henblik på ændring af et

handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til

gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets

§ 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages

strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne

i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en

nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved

enkelte indvindingssteder? c.2) med henblik på vedtagelse af

supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i

henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at

gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og

konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i

grundvandet ved enkelte indvindingssteder? I alle tre tilfælde er

beskyttelsen af forbrugernes sundhed under alle

omstændigheder enten sikret ved, at vandet aftages fra

udbydende vandforsyningsanlæg (med tilslutningspligt og

tilslutningsret)

–

tilfælde b) og c)

–eller

gennem egnede

vandbehandlingsforanstaltninger

–

tilfælde a).

C-210/18

WESTbahn Management

Sagen vedrører:1. Skal punkt 2, litra a), i bilag II til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november

2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde,

EUT L 343 af 14. december 2012, s. 32, fortolkes således, at

jernbaneinfrastrukturelementerne »personperroner« i henhold

til andet led i bilag I til dette direktiv skal subsumeres under det

i nævnte bestemmelse nævnte kriterium »passagerstationer og

dertil hørende bygninger og andre faciliteter«? 2. Dersom første

spørgsmål besvares benægtende, spørges: Skal punkt 1, litra c), i

bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles

europæisk jernbaneområde, EUT L 343 af 14. december 2012,

s. 32, fortolkes således, at det deri nævnte kriterium »brug af

jernbaneinfrastrukturen« omfatter benyttelse af personperroner

i henhold til andet led i bilag I til dette direktiv?

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

28.03.19