Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 42
Offentligt
1953962_0001.png
Den 12. oktober 2018
MFVM 674
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning xx/xx af dd.mm.2018
om ændring af Kommissions gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012 om
fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer i forbindelse med ikrafttræden af
de videnskabelige kriterier for bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber
(Komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår ændringer i gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012 om
fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer i forbindelse med ikrafttræden af de videnskabelige
kriterier for bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber (komitésag). Hvis forslaget bliver
vedtaget, vil fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer blive ændret for bl.a. at
indføre et ”clock-
stop” i EU-revurderingsproceduren
for at give ansøger mulighed for at indsende yderligere data til
at belyse stoffers eventuelle hormonforstyrrende egenskaber. Der er ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for regioner og kommuner, men der kan være marginale
administrative konsekvenser for staten, da fornyelsesproceduren for et aktivstof kan blive forsinket
og det kan betyde, at nationalt godkendte midler med pågældende aktivstof skal administrativt
forlænges indtil fornyelsesvurderingen er afsluttet Det er vanskeligt at kvantificere de
erhvervsøkonomiske konsekvenser, da de vil afhænge af, hvilken type data, der skal tilvejebringes
for de pågældende aktivstoffer. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 23.-24. oktober 2018. Samlet set påvirker forslaget om
ændringer i fornyelsesproceduren miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt. Regeringen mener,
at der er hensigtsmæssigt at indføre ændringer i fornyelsesproceduren for at indhente nødvendige
data fra ansøger vedrørende stoffers eventuelle hormonforstyrrende egenskaber. Regeringen agter
på den baggrund at støtte Kommissionens forslag om ændring af Forordning (EU) nr. 844/2012.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning xx/xx af
dd.mm.2018 om ændring af Kommissions gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012 om
fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer i forbindelse med ikrafttræden af de videnskabelige
kriterier for bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 19 om
gennemførelsesbestemmelser.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf.
38 14 21 42 •
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Notat om komitésag om fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder. Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen
forslaget. Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke
forslaget, idet Kommissionen inden for to måneder kan forelægge Komitéen et ændret forslag eller
indenfor en måned kan forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med
kvalificeret flertal, kan Kommissionen indenfor to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller
indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal
en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget
med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget
ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan Kommissionen på egen hånd vedtage forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den
23.-24. oktober 2018.
Formål og indhold
Det foreløbige forslag drejer sig om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.
844/2012 om fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer. Ændringerne skal anvendes i forbindelse
med igangværende ansøgninger om fornyelser af pesticidaktivstoffer, så det kan vurderes om de
opfylder kriterierne for hormonforstyrrende stoffer, der gælder fra 10. november 2018.
Kommissionens foreslår at indføre følgende ændringer i fornyelsesforordningen:
”Clock-stop” periode for at give ansøger mulighed for at indsende yderligere data til
igangværende revurderinger af aktivstoffer om stoffets evt. hormonforstyrrende egenskaber.
Tidsfrist til ansøger for indsendelse af data på 3-30 måneder afhængig af art og omfang af data
Tidsfrist til rapportørland for vurdering af de indsendte data
Tidsfrist til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) med hensyn til yderligere
konklusion på baggrund af data og rapportørlands vurdering
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Gennemførelsesforordning 844/2012 er direkte gældende i Danmark.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer blive ændret for at tage
højde for ikrafttræden af de videnskabelige kriterier for bestemmelse af hormonforstyrrende
egenskaber, særligt i forhold til behovet for at efterspørge yderligere information fra ansøger. Der vil
ikke være lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget.
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 42: Notat om komitésag om fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer
1953962_0003.png
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s
budget. Forslaget kan medføre marginale administrative konsekvenser for
staten, da fornyelsesproceduren for et aktivstof kan blive forsinket, og det kan betyde, at nationalt
godkendte midler med pågældende aktivstof skal administrativt forlænges indtil
fornyelsesvurderingen er afsluttet. Evt. statsfinansielle konsekvenser afholdes. jf. budgetvejledningens
retningslinjer, inden for ressortministeriets egne rammer.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Forslaget vil have erhvervsøkonomiske konsekvenser, da ansøgere skal tilvejebringe yderligere data,
hvilket i nogle tilfælde vil kræve nye forsøg. Det er vanskeligt at kvantificere de økonomiske
konsekvenser, da de vil afhænge af, hvilken type data der skal tilvejebringes for de pågældende
aktivstoffer.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Det vurderes, at konsekvensen for beskyttelsesniveauet i Danmark ved de foreslåede ændringer af
gennemførelsesforordning 844/2012 essentielt vil være neutral. Det vurderes, at Kommissionens
forslag til ændringer til gennemførelsesforordning (EU) 844/2012 overordnet set ikke har negative
konsekvenser for Danmark.
Høring
Sagen har været i skriftlig høring i EU Miljøspecialudvalget.
Det Økologiske Råd støtter forslaget til ændring af fornyelsesproceduren og påpeger vigtighed af at
fastsætte faste tidsfrister for fremsendelse af data.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag er det usikkert, om der vil
være kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det vurderes, at der ved ikrafttræden af de videnskabelige kriterier for bestemmelse af
hormonforstyrrende egenskaber er behov for en ændring af fornyelsesproceduren for aktivstoffer, for
at tilvejebringe de krævede data, som beskrevet i gennemførelsesforordning (EU) 844/2012. Forslaget
vurderes overordnet ikke at have negative konsekvenser for beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen agter på denne baggrund at støtte Kommissionens forslag om ændring af Kommissions
gennemførelsesforordning (EU) nr. 844/2012 om fornyelsesproceduren for pesticidaktivstoffer i
forbindelse med ikrafttræden af de videnskabelige kriterier for bestemmelse af hormonforstyrrende
egenskaber, idet regeringen lægger vægt på, at det præciseres, at der skal sættes en tidsfrist for,
hvornår ansøger skal levere de ønskede data. Regeringen vil endvidere arbejde for at Kommissionen
præciserer procedurerne for, hvordan vurderingen af de nye oplysninger skal foregå, samt at der
afsættes tilstrækkeligt tid til vurdering af de nye data.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
3