Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 34
Offentligt
1953815_0001.png
Den 12. oktober 2018
MFVM 665
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning xx/xx af dd.mm.2018
om ikke-fornyet godkendelse af indoxacarb, jf. Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler,
og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.
540/2011 (Komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet indoxacarb ikke gives fornyet godkendelse i henhold til for-
ordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitesag). Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det
betyde, at stoffet slettes fra bilag til Kommissionens forordning nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår
listen over godkendte aktivstoffer. Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for
regioner eller kommuner, men der er marginale administrative konsekvenser for staten, da godken-
delser af midler indeholdende indoxacarb skal trækkes tilbage. På nuværende tidspunkt findes der
flere alternative midler til indoxacarb anvendelse i alle aktuelle afgrøder, men ét af disse alternative
aktivstoffer foreslås ikke-godkendt i EU, og mod andre alternative stoffer er der risiko for udvikling
af resistens. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer
og Foder den 23.-24. oktober 2018. Samlet set påvirker forslaget om ikke-fornyet godkendelse af
indoxacarb miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark positivt, da den fornyede vurdering har vist uac-
ceptabel risiko for miljøet. Det vurderes ikke, at der er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø i
forhold til fugle, pattedyr og bier. Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens for-
slag om ikke-fornyet godkendelse af indoxacarb.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning xx/2018 af
dd.mm.2018 om ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet indoxacarb jf. Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af
bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 14 og 20 som
fastlægger, at aktivstoffer skal fornyes i henhold til forordningen, og at Kommissionen skal foreslå
enten en fornyet godkendelse eller en ikke fornyet godkendelse af et aktivstof, når vurderingen af dette
er foretaget.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf.
38 14 21 42 •
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 34: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af indoxacarb
1953815_0002.png
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder. Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forsla-
get. Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forsla-
get. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen indenfor to måneder
forelægge komitéen et ændret forslag eller indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget.
Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager
Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan
Kommissionen på egen hånd vedtage forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den
23.-24. oktober 2018.
Formål og indhold
Det foreløbige forslag drejer sig om ikke fornyet godkendelse af aktivstoffet indoxacarb i henhold til
forordning om plantebeskyttelsesmidler.
Aktivstoffet er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ek-
spertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA),
hvor flere EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Denne vurdering har resulteret i ovennævnte
forslag, der har til hovedformål ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet i henhold til forordning
1107/2009.
EFSA har udarbejdet konklusionsrapport over risikovurderingen for aktivstoffet. Rapporten er tilgæn-
gelig på EFSA’s hjemmeside.
Ifølge Kommissionens udkast til vurderingsrapport, der hører til forslaget, har vurderingen af aktiv-
stoffet ud fra de ansøgte anvendelsesområder vist, at det ikke kan antages, at aktivstoffet opfylder be-
tingelserne i artikel 4 stk. 1-3 i forordning 1107/2009 for godkendelse. Det vil sige, at der er uacceptab-
le effekter på sundhed og miljø.
De angivne anvendelsesområder er:
Aktivstof
Indoxacarb
Anvendelsesområde i EU
Insektbekæmpelse i majs og salat på friland
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Aktivstoffet indoxacarb er godkendt i henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler,
som er direkte gældende i Danmark. Der er godkendt plantebeskyttelsesmidler indeholdende
indoxacarb i Danmark til bekæmpelse af insekter i en række frugt- og grøntsagsafgrøder.
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 34: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af indoxacarb
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stoffet blive slettet fra bilaget til Kommissionens gennemførelsesfor-
ordning (EU) Nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer. Denne liste er direkte
gældende i Danmark, og der vil derfor ikke være lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige
eller
konsekvenser for EU’s budget.
Der er marginale administrative konsekvenser for staten, da god-
kendelse af midler indeholdende indoxacarb skal trækkes tilbage. Evt. statsfinansielle konsekvenser
afholdes, jf. budgetvejledningens retningslinjer, indenfor ressortministeriets egne rammer.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser. Forslaget om ikke for-
nyet godkendelse af indoxacarb kan potentielt medføre erhvervsøkonomiske konsekvenser. De øko-
nomiske konsekvenser af Kommissionens forslag er vurderet af Institut for Agroøkologi, Aarhus Uni-
versitet (AGRO).
Indoxacarb anvendes i Danmark til insektbekæmpelse i æbler og pærer, i en række grøntsager i vækst-
hus og på friland, visse havefrø samt i majs og raps. Langt størstedelen af indoxacarb anvendes i raps-
dyrkningen. På nuværende tidspunkt er der alternative midler og derfor ingen problemer med be-
kæmpelse af glimmerbøsser i raps og korsblomstrede frøafgrøder, og der vil på nuværende tidspunkt
derfor ikke være nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Men hvis der på sigt udvikles resi-
stens overfor et alternativt middel, som det er tilfældet i flere af vores nabolande, vil det kunne have
store erhvervsøkonomiske konsekvenser.
AGRO vurderer, at der for de fleste frugt- og grøntsager findes alternativer, som dog ikke alle er opti-
male, da nogle midlers anvendelse afhænger af brug af nyttedyr og af vejrforhold. Blandt andet derfor
er det vanskeligt at vurdere, hvor stort skadedyrsangrebet vil blive, og det er derfor ikke muligt at
kvantificere et udbyttetab hos frugt og grøntsager.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
EU vurderingen har vist, at indoxacarb skal klassificeres for sundhedseffekter. Indoxacarb er giftig ved
indtagelse og farligt ved indånding. Stoffet er ikke hud- eller øjenirriterende eller allergifremkaldende,
men er sensibiliserende i kategori 1B. Indoxacarb skader ikke arveanlæggene, er ikke kræftfremkal-
dende, og det er ikke skadeligt for forplantningsevnen eller det ufødte barn. Der er ikke tegn på, at
indoxacarb er hormonforstyrrende. Risikovurderingen har vist, at der er sikker anvendelse for sprøjte-
førere, arbejdstagere, naboer og forbipasserende.
EU-vurderingen har vist, at indoxacarb skal miljøklassificeres. Indoxacarb nedbrydes relativt hurtigt i
jord og danner en række nedbrydningsprodukter, hvoraf flere skal medtages i risikovurderingen for
jord, grundvand og overfladevand. Mindst to af nedbrydningsprodukterne er langsomt nedbrydelige.
Der mangler data for at kunne vurdere, hvorvidt disse nedbrydningsprodukter er sundhedsmæssigt
problematiske. Modelberegninger viser, at hverken aktivstof eller de nedbrydningsprodukter, som der
er data for, udvaskes i uacceptabelt omfang til grundvand. Der er datamangler for et nedbrydnings-
produkt (IN-U8E24) mht. udvaskning og nedbrydning i jord. Kommissionen vurderer derfor, at risi-
kovurderingen for grundvand ikke kan gøres færdig.
EU vurderingen har vist, at der ikke er sikker anvendelse i forhold til landlevende ikke-mål-
organismer. Vurderingen for vandorganismer har ikke kunnet færdiggøres for flere nedbrydningspro-
3
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 34: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af indoxacarb
1953815_0004.png
dukter, men det vurderes, at der ved brug af risikobegrænsende foranstaltninger kan opnås sikker
anvendelse. Der mangler data til at færdiggøre vurderingen for bier, men de foreliggende data tyder
på, at der ikke kan vises sikker anvendelse i forhold til bier i majs. Miljøstyrelsen vurderer, at der ikke
er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø i forhold til fugle, pattedyr og bier. Samt at der mang-
ler data for nedbrydningsprodukter i forhold til persistens og udvaskning til grundvand.
Forslaget om ikke fornyet godkendelse af indoxacarb påvirker miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark
positivt, da den fornyede vurdering har vist uacceptabel risiko for miljø. Endvidere kunne risikovurde-
ringen ikke kunne færdiggøres for grundvand, hvorfor en ikke fornyet godkendelse potentielt udgør en
øget beskyttelse af grundvandet.
Det vurderes på linje med Kommissionen, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte an-
vendelsesområder for indoxacarb. Tilstrækkelige forsøg viser negative effekter på miljø.
Det vurderes derfor på linje med Kommissionen, at stoffet ikke opfylder kriterierne for godkendelse i
henhold til i artikel 4, stk. 1-4 og artikel 22 i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler. Det
vil sige, at der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø og at risiko er uafklaret med hensyn
til grundvand.
Høring
Sagen har været i høring i EU Miljøspecialudvalget.
Det Økologiske Råd er enige i, at godkendelsen for indoxacarb ikke bør fornyes.
Landbrug & Fødevarer beklager, at for få virksomme stoffer er godkendt til plantebeskyttelse. Land-
brug & Fødevarer påpeger desuden, at indoxacarb er et centralt aktivstof i midlerne Steward og
Avaunt, som er vigtige midler til insektbekæmpelse i adskillige sektorer såsom raps, ryps, majs og frø-
avl. Det fremhæves, at hvis disse midler tages af markedet, vil der være færre effektive insektbekæm-
pelsesmidler tilbage, hvilket vil øge risikoen for resistens over for disse midler hos visse insekter som
f.eks. glimmerbøsser. Landbrug & Fødevarer pointerer ydermere, at der for nogle afgrøder ikke findes
nogen godkendte alternativer til de indoxacarb-holdige midler Steward og Avaunt.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemssta-
ter. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag er det usikkert, om der vil være kvalifi-
ceret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det vurderes, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte anvendelsesområder for aktiv-
stoffet indoxacarb. Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget om ikke-fornyet godkendel-
se.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4