Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 210
Offentligt
1983416_0001.png
Europaudvalget
FORELØBIGT REFERAT AF PUNKT 1, DAGSORDENPUNKT 1
10. EUROPAUDVALGSMØDE DEN 23. NOVEMBER 2018
Rådsmøde nr. 3657 (almindelige anliggender
–
samhørighed) den 30. november 2018
1. Samhørighedspolitikken efter 2020
Politisk drøftelse
KOM (2018) 0372, KOM (2018) 0373, KOM (2018) 0374, KOM (2018) 0375 og KOM (2018) 0382
Rådsmøde 3657
–
bilag 1 (samlenotat)
KOM (2018) 0375 - svar på spm. 1 om regeringens holdning til regulering af de syv store EU-
fonde for perioden 2011-2017, fra udenrigsministeren
KOM (2018) 0375 - svar på spm. 3 om hvad regeringen agter at foretage sig for at sikre, at EU-
støtte ikke bruges til udflytning af danske arbejdspladser til udlandet, fra udenrigsministeren
KOM (2018) 0375 - svar på spm. 2 om hvornår forslag om regulering af de syv store EU-fonde
skal behandles, fra udenrigsministeren
Udenrigsministeren:
Der er tale om et rådsmøde, som alene vedrører samhørighedspolitikken. Rådsmøder
af denne type finder som regel sted 1-2 gange om året afhængigt af det enkelte formandskab. Der er lagt op
til en bred politisk drøftelse af den samlede lovpakke for samhørighedspolitikken for perioden 2021-2027.
Drøftelsen sker på baggrund af et diskussionsoplæg fra det østrigske formandskab.
Der skal ikke træffes beslutninger på rådsmødet. Men drøftelsen skal være med til at sætte den politiske
retning for den videre behandling af lovpakken for samhørighedspolitikken, der blev fremlagt den 29. maj
2018.
Lovpakken indeholder bl.a. reglerne for EU’s store strukturfonde,
men også regelsæt for mindre
programmer såsom det europæiske territoriale samarbejde (Interreg).
Forordningerne for samhørighedspolitikken har grundlæggende to formål. Det første er at opstille regler for
anvendelsen og forvaltningen af støtte fra strukturfondene. Det andet er at fastsætte regler for kontrol og
revision af strukturfondsstøtten.
Lovpakken indeholder en række ændringer af de nuværende regler. Overordnet lægges der op til
administrative forenklinger, et mere koncentreret fokus for anvendelsen af midler fra de store fonde og
mulighed for tilpasning af revisionsreglerne for medlemsstater med få administrative fejl.
Forslaget betyder bl.a., at lande som Danmark, der historisk set har lave fejlrater, kan få adgang til yderligere
administrative forenklinger. Omvendt fastholdes der en hård tilgang der, hvor der erfaringsmæssigt sker flere
fejl. Det er en god og fornuftig tilgang, som vi fra regeringens side kan støtte.
Det er også positivt, at der i Kommissionens forslag lægges op til, at midlerne primært tilføres
målsætningerne om et grønnere og et mere innovativt Europa. Det bidrager til at løse miljø- og
klimaproblemerne, og det skaber de rette muligheder for vækst på tværs af EU’s medlemsstater.
På det mere overordnede plan mener regeringen, at strukturfondsstøtten skal først og fremmest skal tilgå de
mest udsatte regioner. Det giver ikke mening, at de rigeste EU-lande sender penge til Bruxelles for herefter
at finansiere hinandens strukturfondsprojekter. For at fremme målsætningen om at formindske forskellene
mellem EU’s udviklingsniveauer
må det logiske være at koncentrere indsatsen om de regioner, der har det
største behov. På længere sigt er det også med til at skabe en større efterspørgsel efter danske varer og
kompetencer.
Men skulle det i forhandlingerne gå sådan, at der også fremover vil blive ydet støtte til velhavende lande, vil
regeringen selvfølgelig arbejde for, at Danmark får sin rimelige andel af midlerne.
 EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 210: Foreløbigt referat af Europaudvalgets møde 23/11-18
I forhandlingerne er det vigtigt for regeringen, at strukturfondene ikke støtter udflytning af arbejdspladser og
virksomheder. Derfor er det også positivt, at Kommissionens forslag indeholder en yderligere præcisering og
skærpelse af beskyttelsen mod anvendelse af EU-støtte til udflytning. Jeg er meget opmærksom på den
betydning, som også Europaudvalget tillægger netop dette spørgsmål, og jeg vil gerne understrege, at det er
en opfattelse, som deles fuldt og helt af regeringen.
Regeringen vil senere i processen vende tilbage til udvalget med et forhandlingsoplæg om de konkrete
retsakter. Men der er vi ikke endnu. Der lægges som sagt op til en politisk drøftelse på rådsmødet, men der
er ikke lagt op til at træffe beslutninger.
Jeg vil afslutningsvis gøre opmærksom på
–
også selv om de økonomiske rammer for strukturfondene hører
til under forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme (MFF)
–
at vi her har at gøre med en af de helt
store udgiftsposter i EU’s budget. Som led i at realisere målsætningen om et udgiftsniveau på 1,00 pct. af
EU-27’s
BNI mener regeringen, at der er
mulighed for yderligere besparelser på området.
Hvis vi samtidig skal sikre et forsvarligt og moderne EU-budget, er der efter regeringens opfattelse slet ingen
tvivl om, at strukturfondene er et af de oplagte steder at finde midler, så budgettet
–
inden for målsætningen
om 1,00 pct.
–
kan målrettes mere moderne politikker såsom forskning, migration og klima.
Rasmus Nordqvist
sagde, at han, når han talte med politikere fra andre lande eller så nyheder fra andre
lande, fik en opfattelse af, at de lande ikke nødvendigvis var enig med Danmark i, hvilke ting det var vigtigst
for EU at bruge penge på. Kunne ministeren overføre det til en styrkelse af samhørighedspolitikken?
Søren Søndergaard
delte regeringens udgangspunkt om, at der ikke var meget mening i at sende penge til
Bruxelles for at få dem tilbage senere til brug for f.eks. en skibakke på Bornholm. Strukturfondene skabte en
masse pengespild på grund af den delte kompetence, så det var en god idé at få dem barberet ned så
meget som muligt.
Ministeren brugte to forskellige udtryk, nemlig
”fattige
lande” og
”fattige
regioner”. Hvilket af dem mente han?
Der er relativt velstående lande i EU, som har fattige regioner. Han opfordrede regeringen til at holde fast i
”fattige
lande”,
for det er rige landes egen forpligtelse
at sørge for, at deres fattige regioner bliver hjulpet i
første omgang.
Desuden spurgte han, hvad regeringens holdning var til dilemmaet mellem at koncentrere indsatsen i de
dårligst stillede lande versus det, at lande med høj fejlrate skal fratages støtten. Var virkeligheden ikke, at
mange lande med høj fejlrate samtidig var dem, der havde mest brug for pengene?
Kenneth Kristensen Berth
sagde, at Dansk Folkeparti opfattede strukturfondene som et omfordelingscirkus
og var imod dem. Derfor noterede partiet sig med at glæde, at regeringen ville skære på det område, selv
om der var et stykke vej endnu.
Udenrigsministeren
anerkendte over for Rasmus Nordqvist, at de forskellige EU-lande havde forskellige
interesser. Ministeren havde selv i sin bog ”Vejen til et bedre Europa” fra 2004 skrevet, at
man dengang
kunne dele Europa op i tre divisioner
–
den nordlige med flot styr på økonomien, den sydlige med mindre
styr på den og en talentdivision i Østeuropa. Synet på strukturfondsmidlerne afhang til dels af de
økonomiske forhold, og Danmark arbejdede sammen med en række ligesindede lande, men han kunne ikke
sætte konkrete navne på dem i denne sammenhæng. Ud fra den nævnte grove inddeling i tre områder
kunne medlemmerne dog skabe sig et indtryk af, hvordan landene fordelte sig.
Han var enig med Søren Søndergaard i, at rige lande som udgangspunkt selv måtte have styr på deres
regioner. Det tog han gerne med sig til rådsmødet som et synspunkt.
På Søren Søndergaards andet spørgsmål svarede, at de lande, der har brug for pengene, stadig ville kunne
få dem. Det var kun et spørgsmål om at håndhæve reglerne hårdere, så landene ikke sjusker. Det var helt
legitimt.