ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 73
Offentligt

28. november 2018

Samlenotat vedrørende rådsmødet (ECOFIN) den 4. december

2018

1) Forslag om skat på omsætning af visse digitale tjenester

Generel indstilling

KOM(2018)148

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Skatteministeriet

2) Styrkelse af bankunionen - Bankpakken

– revision af EU’s kapitalkravsregler

(CRR/CRD IV) og afviklingsregler (BRRD/SRMR)

Fremskridtsrapport

KOM(2016)850, KOM(2016)854, KOM(2016)851 og KOM(2016)852

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet

3) Styrkelse af bankunionen - Forslag til en fælles indskydergarantiordning (EDIS)

Fremskridtsrapport

KOM(2015)586

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet

4) Kommissionens vækstundersøgelse, varslingsrapport og udkast til anbefalinger til euro-

området som helhed

Præsentation og udveksling af synspunkter

KOM(2018)758, KOM(2018)759, KOM(2018)770

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet

EU’s handlingsplan for misligholdte lån (NPL)

Præsentation og udveksling af synspunkter

KOM-dokument foreligger ikke

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet

6) Forslag vedr. regulering af tilsyn med, tilladelser og tredjelandsbestemmelser for centra-

le modparter (CCP’er)

Tidlig forelæggelse

KOM(2017)331

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet

7) Forslag til ændring af strukturdirektivet for alkohol

Tidlig forelæggelse

KOM(2018)334

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Skatteministeriet

8) Implementering af Stabilitets- og Vækstpagten

Tidlig forelæggelse

KOM(2018)801, KOM(2018)802, KOM(2018)803, KOM(2018)804,

KOM(2018)805, KOM(2018)806, KOM(2018)809

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet

9) Rådskonklusioner om bekæmpelse af hvidvask

Tidlig forelæggelse

KOM-dokument foreligger ikke

Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Dagsordenspunkt 1:

KOM(2018)148

1. Resume

Skat på omsætningen af visse digitale tjenester

Kommissionen har 21. marts 2018 fremsat et direktivforslag om et fælles system for en midlerti-

dig omsætningsskat på visse digitale tjenester (Digital Service Tax

–

DST). Forslaget vil inde-

bære en særskat på 3 pct. af omsætningen fra visse digitale ydelser fx internetreklamer rettet mod

brugere i EU. Skatten pålægges koncerner, der både har en global omsætning på over 750 mio.

euro og en omsætning på visse digitale ydelser i EU på over 50 mio. euro, uanset deres hjemsted.

Direktivet er tænkt som en midlertidig løsning på de skattemæssige udfordringer ved den digitale

økonomi, indtil en permanent (evt. global) løsning findes.

Der er generelt enighed blandt EU-landene om, at der er udfordringer med beskatning af den

digitale økonomi, men der er ikke enighed om, hvordan disse bedst håndteres. Forhandlingerne

om forslaget bærer præg heraf, idet der fortsat er politisk uenighed om forslaget. Hertil kommer

en række tekniske og juridiske udeståender, som endnu ikke er tilstrækkeligt adresseret.

Det østrigske formandskab arbejder for, at man på det kommende ECOFIN kan enes om et

kompromisforslag, men de konkrete udeståender taler for, at der er behov for at arbejde videre

med forslaget på teknisk niveau. En anden mulighed er, at man afventer de igangværende drøf-

telser i OECD om de digitale udfordringer for skattesystemerne, inden man tager stilling til en

evt. indførelse af DST i EU og det konkrete direktivforslag.

2. Baggrund

Kommissionen stillede 21. marts to direktivforslag, som indeholder bud på både

en kortsigtet, midlertidig løsning og en langsigtet, permanent løsning til beskatning

af den digitale økonomi.

Den kortsigtede, midlertidige løsning er et direktivforslag om et fælles system for

en skat på omsætningen fra visse digitale tjenester (Digital Service Tax - DST),

KOM(2018) 148. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF-artikel 113 og kan

vedtages med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

Den langsigtede, permanente løsning er et direktivforslag om regler vedrørende

selskabsbeskatning ift. en væsentlig digital tilstedeværelse, KOM(2018) 147, og

indebærer indførelse af et såkaldt digitalt fast driftssted, som statueres, når selska-

bet efter nærmere kriterier anses at have væsentlig digital tilstedeværelse i et land.

Kommissionens forslag ligger i forlængelse af en del politisk opmærksomhed på

området, som bl.a. skyldes, at det i en årrække for bl.a. nogle store amerikanske

digitale virksomheder ved brug af skattely mv. og i kraft af de tidligere amerikan-

ske skatteregler har været muligt at betale meget lav skat af den indkomst, de har

tjent uden for USA, bl.a. i EU. USA har imidlertid i december 2017 vedtaget en

skattereform af betydning for sagen - særligt den såkaldte GILTI-regel (Global

Intangible Low Tax Income) i selskabsbeskatningen -

som i henhold til OECD’s

vurdering indebærer, at amerikanske selskaber vil betale en effektiv skat på 13 pct.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

af indkomst fra immaterielle aktiver i udlandet. Det vil også omfatte de digitale

virksomheder i USA, herunder deres indkomst fra EU.

Der pågår allerede et internationalt arbejde vedr. beskatningen af den digitale

økonomi bl.a. i EU, G20 og OECD. I oktober 2015 afsluttede OECD- og G20-

landene et projekt om ”Base Erosion and Profit Shifting” (BEPS). I BEPS Action

1-rapporten, der adresserer de skattemæssige udfordringer ved den digitale øko-

nomi, blev konklusionen, at den digitale økonomi ikke kan adskilles fra den øvrige

økonomi, og arbejdet udløste således ikke specifikke anbefalinger på området.

Arbejdet er dog videreført i OECD-regi med det formål at levere en endelig af-

rapportering og konsensusløsning i 2020 og eventuelt med en tidlig afrapportering

allerede i 2019, hvis der gøres tilstrækkelige fremskridt. En foreløbig rapport

”Tax

Challenges Arising from Digitalisation”

blev offentliggjort 16. marts 2018.

OECD’s

rapport analyserer problematikken og gør det klart, at der blandt OECD-landene

endnu ikke er enighed om behovet for særbeskatning af den digitale økonomi.

Et grundlæggende princip i den internationale selskabsskattelovgivning er, at virk-

somheder beskattes dér, hvor værdien skabes, og ikke i forbrugslandet. Nogle

lande mener dog, at der er særskilte udfordringer for den digitale økonomi, som

kan løses ved at indføre øget beskatning på digitale produkter, i de lande, hvor

brugerne befinder sig. Argumentet er, at brugerne ved at videreformidle deres data

bidrager til den digitale virksomheds profit. Andre lande mener ikke, at der umid-

delbart er behov for yderligere ændringer til de internationale principper efter im-

plementering af BEPS-arbejdet og vedtagelsen af den amerikanske skattereform,

og at det under alle omstændigheder er for tidligt at vurdere den reelle virkning af

disse tiltag. En tredje gruppe lande mener ikke, at der er et særskilt digitalt pro-

blem, og vil derfor ikke udtage den digitale økonomi til særbeskatning, men finder

det relevant at drøfte de generelle internationale principper for selskabsbeskat-

ning, idet globaliseringen udfordrer den traditionelle selskabsbeskatning.

Enkelte EU-lande planlægger at indføre nationale tiltag, som i varierende grad

svarer til Kommissionens DST-forslag. I visse af disse tilfælde er de nationale

tiltag suspenderet, indtil der tages en beslutning i EU, mens andre forventes at

træde i kraft uanset EU-enighed

mhp. tilpasning til, hvis DST’en træder i kraft.

3. Formål og indhold

Kommissionen begrunder sine forslag med, at der ved visse højt digitaliserede

forretningsmodeller sker en værdiskabelse, hvor brugeren er placeret, og at en del

af beskatningen derfor også skal ske dér. Kommissionens direktivforslag vedr.

væsentlig digital tilstedeværelse, er Kommissionens bud på en

langsigtet

løsning for,

hvordan skattesystemet kan indrettes til at tage højde for dette. Kommissionens

direktivforslag om DST er derimod tænkt som en

midlertidig

løsning på kort sigt.

DST-forslaget er rettet mod virksomheder, som er kendetegnet ved højt digitalise-

rede forretningsmodeller, der gør det muligt at drive virksomhed i et land uden en

fysisk tilstedeværelse, hvorfor virksomhederne typisk ikke har fast driftssted i de

enkelte lande, de har omsætning i. Forslaget er således fokuseret på de digitale

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

aktiviteter, hvor Kommissionen mener, at der er størst forskel mellem værdiska-

belsen ved brugeraktivitet og EU-landenes adgang til at beskatte efter eksisterende

skatteretlige principper. Mens arbejdet med en langsigtet, permanent løsning på-

går, foreslår Kommissionen derfor at indføre denne alternative beskatning på 3

pct. af omsætningen, fordi det ifølge Kommissionen sikrer en rimelig beskatning

ift. de digitale virksomheders forventede overskud. DST-forslaget har dermed

ikke til formål at imødegå de grundlæggende problemstillinger i den internationale

selskabsbeskatning, som gør at denne umiddelbart ikke kan håndtere en digitalise-

ring af økonomien, men udgør alene et forsøg på begrænset og midlertidigt at

adressere udfordringerne.

DST’en har karakter af at være en

afgift, da skatten pålægges omsætningen af be-

stemte tjenesteydelser, og ikke selskabets overskud ved denne omsætning. Den er

dermed forsøgt lagt uden for det almindelige selskabsskattesystem, så den ikke vil

være omfattet af EU-landenes dobbeltbeskatningsoverenskomster

(DBO’er), som

bygger på OECD’s modeloverenskomst. Dette er der dog rejst tvivl om i

OECD’s arbejdsgruppe om DBO’er. Argumenterne peger her i retning af, at

DST’en vil være omfattet af DBO’erne, der er baseret på OECD’s modeloverens-

komst. I så fald vil det slet ikke være muligt for EU-landene at pålægge udenland-

ske selskaber DST, da det vil stride mod deres DBO’er. Ifm. forhandlingerne af

DST’en har en række EU-lande

ligeledes betvivlet Kommissionens udsagn om, at

DST’en ikke er omfattet af modeloverenskomsten.

Problemstillingen er endnu

ikke drøftet tilbundsgående på teknisk niveau i Rådet.

Skattepligtige indtægter og beskatningssted

Direktivforslaget indeholder regler for, hvilke digitale tjenester, der er skattepligti-

ge efter direktivet, i hvilket EU-land de digitale tjenester anses for at være skatte-

pligtige, og hvordan provenuet skal fordeles mellem EU-landene.

Forslaget indebærer en beskatning af omsætningen fra følgende digitale tjenester,

der uddybes efterfølgende:

a) Indtægter fra målrettet reklameplads på internettet

b) Indtægter fra visse flersidede digitale platforme

c) Indtægter fra salg af brugergeneret data

a) Indtægter fra målrettet reklameplads på internettet

Digitale virksomheder med en reklamebaseret forretningsmodel (fx Facebook,

Google og YouTube) udbyder en gratis digital ydelse, gennem hvilken de får ad-

gang til brugernes data. Ved at anvende disse data kan selskabet (fx Facebook)

differentiere reklamepladsen på deres platform og derved sælge målrettet rekla-

meplads til andre virksomheder. Således optimeres værdien af reklamepladsen og

selskabets indtægt. Ifm. målrettede online reklamer er det selskabet (fx Facebook),

som har monopol på den data, som denne har indsamlet om brugerne, og dermed

alene har fuld indsigt i deres adfærd.

Efter direktivforslaget beskattes indtægter fra placering af reklamer på en digital

platform, der er målrettet denne platforms brugere. For så vidt angår indtægter fra

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

de omfattede reklamer, er det leverandøren af reklamepladsen, der beskattes, uan-

set om denne ejer den digitale platform.

Beskatningsstedet er det EU-land, hvor den pågældende reklame optræder på

brugerens elektroniske udstyr (apparat)

på det tidspunkt, hvor udstyret anvendes

til at tilgå den digitale platform. Det tillægges ikke betydning, hvorfra betalingen

for den skattepligtige tjeneste foretages.

Den skattepligtige indtægt fra reklameplads henføres til de enkelte EU-lande i

henhold til, hvor mange gange en reklame har været vist på de respektive landes

brugeres udstyr i den pågældende skatteperiode. Den skattepligtige indtægt forde-

les uden sammenhæng til de faktiske reklameindtægter, der realiseres ved reklame-

ring i de individuelle EU-lande, men alene i henhold til reklamernes antal visnin-

ger.

b) Indtægter fra visse flersidede digitale platforme (bl.a. formidlingstjenester)

Efter direktivforslaget beskattes indtægter fra at stille en flersidet digital platform

til rådighed for brugere, som gør det muligt for brugere at finde og interagere med

hinanden, og som også kan facilitere en bagvedliggende levering af varer eller tje-

nester direkte mellem brugerne. Eksempler på sådanne tjenester er fx AirBnb og

Uber, som har en forretningsmodel baseret på at skabe virtuelle markedspladser,

hvor brugere overfor andre brugere kan udbyde varer og services. Tjenesternes

indtægt baseres på medlemsgebyrer eller gebyrer forbundet med monetære trans-

aktioner mellem brugere, men værdien skabes af brugerne selv, idet de tilvejebrin-

ger de varer og service, som omsættes på markedspladsen.

Dette omfatter dog ikke indkomst fra levering af digitalt indhold, fx musik- og

videostreamingtjenester, almindelig e-handel, levering af kommunikationstjenester

og levering af betalingstjenester til brugere.

Beskatningsstedet bestemmes i to trin afhængigt af den digitale platforms funkti-

on. Beskatningsstedet er det EU-land, hvor brugeren tilgår den digitale platform:

Det EU-land, hvor brugeren tilgår den digitale platform til at gennemføre

en bagvedliggende transaktion om levering af varer eller tjenester til andre

brugere.

ii.

I andre tilfælde end punkt i) det EU-land, hvor brugeren via en konto til-

går den digitale platform i hele eller dele af skatteperioden, og hvor konto-

en er åbnet ved hjælp af udstyr i dette EU-land.

Punkt ii omfatter dermed digitale platforme, hvor der ikke sker en bagvedliggende

transaktion om levering af varer eller tjenester mellem brugerne. Det er uden be-

tydning for beskatningsstedet, hvor en eventuel bagvedliggende levering af varer

eller tjenester finder sted.

Herefter også omtalt som udstyr. Skal forstås i lighed med den engelske betegnelse ”device”.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Den skattepligtige indtægt fra flersidede digitale platforme henføres til de enkelte

EU-lande ud fra samme kriterier, som anvendes ved bestemmelse af beskatnings-

stedet. Den skattepligtige indtægt fordeles i henhold til:

Antal brugere, som har foretaget bagvedliggende transaktioner.

ii.

I andre tilfælde end punkt i) antallet af brugere, der har en konto, der gør

det muligt at tilgå platformen.

Der tages således ikke højde for transaktionernes individuelle værdi. Under punkt

i, sker fordelingen alene på baggrund af antallet af transaktioner. Under punkt ii,

som omhandler digitale platforme, hvor der ikke sker underliggende transaktioner,

sker fordelingen i stedet på baggrund af antal brugere, der har en konto.

c) Indtægter fra salg af brugergeneret data

Nogle digitale forretningsmodeller kan profitere ved direkte salg af brugernes da-

ta. En virksomhed kan have interesse i at købe den information, som data inde-

holder, da det giver virksomheden mulighed for at afkode forbrugernes præferen-

cer, forbrugsmønstre, købekraft og kundeadfærd. Denne viden kan anvendes til at

optimere reklamefremstød, produktporteføljer og lignende, som er særligt målret-

tet kunderne. I dette tilfælde (modsat ved salg af målrettet reklameplads) sælger

selskabet (fx Facebook) brugernes anonymiserede rådata til virksomheder, som nu

får fuld indsigt i brugernes adfærd.

Efter direktivforslaget beskattes indtægter fra overførsel af data indsamlet om

brugere og indtægter fra data genereret fra brugeraktiviteter på digitale platforme.

Beskatningen pålægges ikke indsamling af data eller brug af data indsamlet af virk-

somheder til disses interne formål, men kun de tilfælde, hvor der betales et veder-

lag mod overførsel af data, der er genereret af brugerens egne aktiviteter på en

digital platform.

Beskatningsstedet er i det EU-land, hvor brugeren har anvendt elektronisk udstyr

til at tilgå den digitale platform, og hvor der i den sammenhæng er genereret data

om brugeren.

Den skattepligtige indtægt fra overførsel af data henføres til de enkelte EU-lande i

henhold til antallet af brugere, hvorfra de overførte data er genereret i forbindelse

med, at brugeren har tilgået den digitale platform. Der tages således ikke højde for

overførslernes individuelle værdi, men derimod alene antallet af overførsler. Det

tillægges ikke betydning, hvorfra betalingen for data foretages.

På ECOFIN 6. november 2018 drøftede EU-landene, hvorvidt indtægter fra salg

af brugergenereret data skulle udgå af direktivet, hvilket der dog umiddelbart ikke

var støtte til.

Anvendelsesområde

Direktivforslaget indeholder regler, der bevirker, at kun virksomheder af en vis

størrelse bliver omfattet af skattereglerne. Virksomheder beskattes kun, hvis føl-

gende to betingelser er opfyldt:

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren



Koncernens globale omsætning overstiger 750 mio. EUR (ca. 5,59 mia. kr.) og



Koncernens omsætning i EU vedrørende visse digitale tjenester overstiger 50

mio. EUR (ca. 372 mio. kr.)

Det vil dermed kun være store virksomheder, der leverer visse digitale tjenester i

EU, som omfattes af denne beskatning. Det tilstræbes dermed, at der ikke diskri-

mineres mellem virksomheder i EU og i tredjelande. Da få virksomheder i EU

lever op til de to betingelser, må det i praksis forventes, at størstedelen af de virk-

somheder, der vil være omfattet af skatten, vil være virksomheder beliggende uden

for EU.

Der har løbende været drøftelser af de anviste tærskler.

Skattesatsen og skatteberegning

Der foreslås en fælles skattesats på 3 pct., og at skatten pålægges bruttoomsætnin-

gen for de omfattede digitale tjenester. Når skatten pålægges bruttoomsætningen

er det uden hensyn til, om koncernen har realiseret et faktisk overskud af sine

aktiviteter.

Skattesatsen på 3 pct. af omsætningen er valgt, så det svarer til en skat på 20 pct.

af overskuddet for virksomheder, der realiserer 15 pct. af deres omsætning til

overskud

, hvilket Kommissionen vurderer som en realistisk overskudsgrad for

digitale virksomheder. En skattesats på 20 pct. svarer ca. til den gennemsnitlige

selskabsskattesats i EU

. Med denne logik vil en omsætningsskat på 3 pct. således

kompensere for manglende normal selskabsbeskatning af et overskud på de digita-

le tjenester skabt i EU.

For virksomheder med en overskudsgrad, der er lavere end 15 pct. vil DST’en

udgøre et højere skattetryk, end hvis virksomheden blev pålagt den gennemsnitli-

ge selskabsskattesats i EU. Modsat vil en virksomhed med en højere overskuds-

grad end 15 pct. opleve et lavere skattetryk ved DST’en, end hvis virksomheden

blev pålagt den gennemsnitlige selskabsbeskatning i EU.

Direktivforslaget fastlægger endvidere ikke regler om,

hvorvidt DST’en skal være

en fradragsberettiget afgift, som selskaberne vil kunne fradrage i den skattepligtige

indkomst. Dette skyldes, at forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 113 TEUF,

der vedrører indirekte beskatning. Kommissionen har dog stillet en anbefaling til

EU-landene om, at EU-landene

gør DST’en til en fradragsberettiget udgift. Hvis

anbefalingen følges, vil selskabsskattegrundlaget således blive nedsat tilsvarende i

EU-landene, hvori selskaberne har aktivitet, som faktisk selskabsbeskattes.

Administration

Herved forstås, at hvis virksomhedens omsætning er 100, og der er fradragsberettigede udgifter for 85, så er overskuddet

15. Det vil sige, at overskudsgraden er 15/100 = 15 pct. En skat på 3 pct. af omsætningen svarer så til en skat på overskud

på 3/15 = 20 pct. Dette bygger dog på en forudsætning om, at hele overskuddet fra den digitale tjeneste kan henføres til

brugeren og ikke administration, udvikling mv. i hjemlandet.

Den gennemsnitlige nominelle skattesats i EU er 23 pct.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Efter Kommissionens skulle DST’en administreres efter et one-stop-shop

princip.

Dette ville indebære, at den DST-pligtige virksomhed skulle registrere sig i ét EU-

land efter eget valg, EU-identifikationslandet.

Det ville herefter være EU-identifikationslandet, som håndterede al kontakt med

den DST-pligtige virksomhed samt modtog DST-angivelse og den skyldige skat.

EU-identifikationslandet skulle have ansvaret for det administrative samarbejde

med de øvrige EU-lande, herunder udveksling af skatteoplysninger og overførsel

af den betalte skat.

Efter kompromisforslaget skal en virksomhed registreres i hvert enkelt EU-land,

hvor virksomheden har afgiftspligtig aktivitet, og hvor den vil være forpligtet til at

indgive selvangivelse og betale evt. skyldig DST. Med henblik på at minimere de

administrative byrder for virksomhederne, skal identificering og selvangivelse ske

ved en harmoniseret formular, som er ens for alle EU-lande. Men indberetning og

betaling skal fortsat ske til hvert enkelt EU-land.

Koncerner er berettiget til at udpege en enhed (fx et datterselskab), som for samt-

lige EU-lande

skal håndtere koncernens forpligtelser i forhold til DST’en. Hertil

kommer, at virksomheder, som ikke har en tilstedeværelse i EU, skal udpege en

repræsentant, som er hjemmehørende i EU, og som kan opfylde virksomhedens

forpligtelser i forhold til DST’en. Repræsentanten er, på vegne af den virksomhed,

som har udpeget denne, ansvarlig for at overholde alle forpligtelserne i forhold til

DST’en, herunder

betaling af skyldig DST i hvert enkelt EU-land.

Hertil kommer, at der indføres regler, som skal sikre spontan udveksling af rele-

vante oplysninger til andre EU-landes skattemyndigheder, hvis der sker ændringer

i en virksomheds selvangivne DST, hvad enten disse ændringer er virksomhedens

egne eller skattemyndighedernes, som fx er sket på baggrund af kontrol.

EU-landene vedtager selv regler om forpligtelser vedr. regnskab, registrering

m.m., som skal sikre, at DST’en bliver betalt til skattemyndighederne.

Ikrafttræden og sammenhæng med permanente løsninger

Kommissionen foreslår at lade direktivet træde i kraft 1. januar 2020.

Det er hensigten, at DST’en kun skal være en midlertidig løsning, som ophører,

når der opnås enighed om en langsigtet, permanent løsning. Kommissionens di-

rektivforslag vedr. væsentlig digital tilstedeværelse er tiltænkt at skulle træde i ste-

det for DST’en.

DST’en skal således ophæves i forhold til virksomheder hjemmehørende i EU, når

reglerne om beskatning af væsentlig digital tilstedeværelse er vedtaget i EU. Direk-

tivforslaget indeholder en bestemmelse, som sikrer, at dette sker automatisk.

DST’en skal endvidere ophæves over for virksomheder i tredjelande, når der i

dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med disse lande er indarbejdet regler om

digitalt fast driftssted ved væsentlig digital tilstedeværelse.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Formandskabet foreslår at underbygge DST’ens midlertidige karakter med en så-

kaldt ”sunset-klausul”, der angiver DST’ens udløb. Der har været drøftelser om,

hvorvidt en sådan skulle være betinget af enighed om en langsigtet, permanent

løsning enten i EU eller globalt, eller om DST’en under alle omstændigheder skal

bortfalde på en given dato, uanset om man er nået til enighed om en langsigtet

løsning eller ej. På ECOFIN 6. november 2018 drøftede EU-landene sunsetklau-

sulen, og der var ikke klar enighed om den foretrukne model. Endvidere blev der

stillet forslag om en betinget ikrafttrædelse, som indebærer, at man vedtager direk-

tivet, men at det først træder i kraft, hvis man ikke senest i fx 2020 finder en glo-

bal løsning.

Spørgsmålet om en evt. sunset-klausul eller en betinget ikrafttræden drøftes fort-

sat på teknisk niveau, ligesom der fortsat udestår afklaring af de nærmere krav til

indholdet af en global aftale, som i givet fald kan udløse

bortfaldet af DST’en (ved

en evt. sunset-klausul),

eller som er nødvendige for ikke at sætte DST’en i kraft

(ved en evt. omvendt sunset-klausul).

4. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet skal høres i overensstemmelse med proceduren i TEUF arti-

kel 113. Europa-Parlamentet forventer, at udtalelsen vedtages på plenarmøde i

januar 2019.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører, at direktivforslaget er i overensstemmelse med nærheds-

princippet, da alternativet til fælles regler er en række forskelligartede nationale

tiltag, der vil skade det indre marked, indebære større administrative byrder for

virksomhederne samt føre til konkurrenceforvridning.

Den danske regering er enig i, at forslaget er i overensstemmelse med nærheds-

princippet. Fælles regler begrænser virksomhedernes administrative byrder ved at

skulle indordne sig under nye skatteregler i lande, hvor virksomhederne ikke har

en fysisk tilstedeværelse eller eksisterende skattepligt. Hvis EU-landene hver især

indfører forskellige former for digitale skatter vil forskelle i indretningen af disse

formentlig også kunne føre til dobbeltbeskatning.

6. Gældende dansk ret og lovgivningsmæssige konsekvenser

Det danske selskabsskattesystem er indrettet efter et territorialprincip. Dette inde-

bærer, at selskaber mv. ikke skal medregne indtægter og udgifter, der kan henføres

til et fast driftssted i udlandet. Ligeledes er udenlandske selskaber ikke skattepligti-

ge af aktiviteter i Danmark, medmindre indkomsten kan henføres til et fast drifts-

sted beliggende her i landet. Dette betyder bl.a., at udenlandske selskabers fjern-

salg af varer (uden en fysisk tilstedeværelse) til danske forbrugere ikke vil udløse

selskabsbeskatning i Danmark.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Udenlandske selskabers levering af digitale tjenester til danske brugere vil i praksis

sjældent udløse fast driftssted i Danmark. Dermed bliver disse selskaber ikke sel-

skabsskattepligtige af deres aktiviteter i Danmark.

For de digitale tjenester, der foreslås beskattet efter direktivet, vil selskaberne efter

gældende internationale principper blive beskattet dér, hvor selskabet udøver sin

indkomstskabende aktivitet.

I praksis indebærer direktivforslaget, at en transaktion mellem to virksomheder, fx

salg af en online reklame, udløser dansk beskatning, fordi en tredje aktør - en

dansk bruger - har foretaget en handling fx ved at se en reklame på internettet.

Det er usædvanligt, at det er tredjepartens handling, der udløser beskatningen, og

ikke selve transaktionen mellem de to virksomheder.

En vedtagelse af forslaget medfører behov for vedtagelse af ny lovgivning. Det

vurderes umiddelbart, at ny lovgivning skal udformes uden tilknytning til de eksi-

sterende love, der regulerer selskabsbeskatningen.

7. Økonomiske konsekvenser

Statsfinansielle konsekvenser

Det er forbundet med betydelig usikkerhed at vurdere de statsfinansielle konse-

kvenser ved at indføre en DST. Kommissionen skønner, at indførelsen af en DST

på 3 pct. vil medføre et samlet merprovenu på ca. 5 mia. euro for EU-28. Vægtet

med landenes BNI svarer det til et årligt dansk merprovenu på ca. �½ mia. kr.

En række forhold taler dog for, at merprovenuet kan blive væsentlig lavere, jf.

nedenfor.

Det er uklart præcis hvilke forudsætninger, der ligger til grund for Kommissionens

vurdering, men der er dog gjort en række antagelser, der synes tvivlsomme.



For det første er der ikke taget højde for, at virksomhedernes betaling af

DST’en vil kunne fradrages i deres selskabsskat. Kommissionen anbefaler

denne fradragsmulighed, som de enkelte EU-lande dog selv kan bestemme

om de vil indføre. Hvis der gives mulighed for fradrag af DST i den almin-

delige selskabsskat vil det reducere nettoprovenuet fra DST’en. Hvis EU-

landene ikke indfører denne fradragsret vil det derimod give dobbeltbeskat-

ning, som kan have negativ effektiv på økonomien.



For det andet er der ikke taget højde for, at skatten vil påvirke priser, for-

bruger- og arbejdsudbudsadfærd og de afledte virkninger heraf på andre

skatter og afgifter og dermed de offentlige finanser.



For det tredje er der ikke taget højde for omkostningerne til systemudvik-

ling og administration i de nationale skattemyndigheder. Direktivforslaget

vil umiddelbart kræve, at der skal udvikles et nyt it-system, som kan admini-

strere DST’en. Ifølge kompromisforslaget skal EU-landene

administrere

DST’en individuelt, hvorfor det er vurderingen, at der vil skulle ske nyud-

vikling samt ændringer af eksisterende it-systemer for at kunne håndtere

dette. Baseret på erfaring fra lignende systemudvikling vurderes det, med

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren



betydelig usikkerhed, at omkostninger hertil i Danmark vil ligge i intervallet

5-30 mio. kr., mens et it-system på niveau med en OSS-model (One-Stop-

Shop) i Danmark vil koste i omegnen af 200 mio. kr. Endvidere vurderes

det ikke realistisk at implementere DST’en inden for tidsfristen, dvs.

til ja-

nuar 2020. Det vurderes på et meget foreløbigt grundlag, at et færdigt it-

system først vil kunne stå parat tre år efter direktivets implementering i

dansk lovgivning samt, at en EU-specifikation er færdigdefineret. Kommis-

sionen har ligeledes skønnet, at det vil tage ca. to-tre år afhængigt af løs-

ningsmodellen. Det bemærkes endvidere, at der i forvejen er et betydeligt

træk på udviklingskapaciteten i skatteforvaltningen i Danmark i de kom-

mende år, og det vil derfor være vanskeligt at påtage sig flere store udvik-

lingsopgaver.

Endelig vil der være udgifter for myndighederne til kontrol af virksomhe-

dernes betaling af DST. Det vurderes med betydelig usikkerhed, at en kon-

trol af ca. 200 virksomheder, som forventes omfattet af DST’en, vil kræve

ca. 17 årsværk at gennemføre. Det er endvidere vurderingen, at det for skat-

temyndighederne vil være forbundet med betydelige vanskeligheder at kon-

trollere, om virksomhederne selvangiver deres afgiftsgrundlag korrekt både i

forhold til det samlede niveau og i forhold til fordelingen mellem de enkelte

lande. Det er desuden vurderingen, at visse tredjelande ikke vil anerkende

en beskatning som den foreslåede, hvorfor det virker sandsynligt, at virk-

somhederne i disse lande kan have samme holdning.

Samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser

En DST ventes at have forvridende virkninger på det digitale indre marked i for-

holdet mellem i) digitale virksomheder hhv. ikke-digitale virksomheder, ii) virk-

somheder, hvis omsætningsstørrelse udløser DST’en, hhv. virksomheder,

hvis

omsætningsstørrelse ikke gør, iii) EU-virksomheder hhv. virksomheder fra øvrige

lande, da skatten formentlig i praksis primært vil ramme EU-virksomheder iv)

virksomheder, hvis forretningsmodel gør brug af digitale platforme, hhv. virk-

somheder, hvis forretningsmodel ikke gør og v) virksomheder, som efterlever

beskatningsreglerne, hhv. virksomheder, som ikke gør (givet begrænsede mulighe-

der for at håndhæve DST’en).

Indførelsen af en DST kan således medføre, at forbruget af visse digitale ydelser

beskattes hårdere end andre varer og tjenester, og dermed svække konkurrenceev-

ne, profitabilitet mv. hos udbyderne af disse ydelser. Denne skattemæssige for-

vridning indebærer risikoen for et samfundsøkonomisk tab. DST’en må i vidt

omfang endvidere forventes overvæltet i forbrugerpriserne i EU og Danmark, og

de danske og europæiske forbrugere vil reelt set betale skatteprovenuet. Højere

priser trækker i givet fald alt andet lige i retning af lavere realløn og reduceret ar-

bejdsudbud.

Det vurderes, at direktivforslaget vil betyde en forøgelse af de administrative byr-

der for erhvervslivet. Dette vil være en følge af, at de omfattede selskaber skal

efterleve og indstille sig på et nyt skattesystem i tillæg til de eksisterende danske og

udenlandske forpligtelser. Disse selskaber vil skulle afholde omkostninger til

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

overholdelse af forpligtelserne i direktivet samt overholde de dokumentationskrav

til opgørelse og fordeling af det komplekse afgiftsgrundlag mv., der følger af lokal

lovgivning i hvert enkelt EU-land, hvor der skal betales DST.

Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) vurderer, at direktivet med-

fører administrative byrder under 4 mio. kr. årligt. De bliver derfor ikke kvantifi-

ceret yderligere.

8. Høring

Direktivforslaget blev 4. april 2018 sendt i høring. Der henvises til reviderede

grund- og nærhedsnotat oversendt til Folketingets Europaudvalg 2. juli 2018 for

nærmere gennemgang af høringssvarene.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er blandt EU-landene bred enighed om, at den digitale økonomi rummer

udfordringer, som bør adresseres, men det er uenighed om, hvordan det bedst

gribes an. Der er generelt enighed blandt landene om, at langsigtede globale løs-

ninger er at foretrække.

En række EU-lande mener dog, at EU bør tage egne initiativer nu, så der sikres en

øget beskatning af digitale virksomheder, og så EU-landene ikke tyer til unilaterale

løsninger. Andre lande mener omvendt, at DST’en ikke vil løse problemer med

manglende beskatning af digitale virksomheder og vil have negative økonomiske

effekter, samt at den kan være skadelig ift. forholdet til andre lande (her refereres

især til de meget kritiske udmeldinger vedr. DST-forslaget

fra USA’s finansmini-

ster samt relevante komitéer i Huset og Senatet).

Disse lande ønsker i stedet at prioritere en langsigtet global løsning.

Flere lande peger desuden på, at implementeringen af BEPS-minimumsstandarder

og den amerikanske skattereform, der ifølge OECD indfører en effektiv ameri-

kansk beskatning af amerikanske virksomheders udenlandske indtjening fra imma-

terielle aktiver på 13 pct., løser eller i vid udstrækning løser det skatteundgåelses-

problem, som eksisterede tidligere.

Nogle lande taler for en alternativ løsning, der bygger på BEPS-standarderne, og

som også ville kunne håndtere udfordringerne vedr. digital beskatning. Løsningen

indebærer mulig beskatning i forbrugslandet, hvis moderselskabets hjemland ikke

sikrer en vis effektiv minimumsbeskatning.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen er positiv over for tiltag, der kan dæmme op for skatteundgåelse og

udvanding af de enkelte landes skattegrundlag samt sikre fair selskabsbeskatning

og lige konkurrencevilkår for virksomheder i EU. Derfor har regeringen lagt en

ambitiøs linje ift. det generelle arbejde i både EU og OECD med at bekæmpe

skatteundgåelse mv.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Regeringen er også positiv ift. at se på, hvordan den digitale økonomi påvirker det

internationale selskabsskattesystem og hvordan man sikrer robustheden af skatte-

systemerne i lyset af digitaliseringen, og lægger stor vægt på, at også digitale virk-

somheder betaler den rette skat. Regeringen deltager således aktivt i drøftelserne

af, om der i visse digitale forretningsmodeller sker en værdiskabelse hos brugerne,

og hvordan det i givet fald kan være relevant ift. at sikre en korrekt beskatning.

Regeringen deltager i det lys også konstruktivt og åbent i drøftelserne om Kom-

missionens forslag om en DST og forslaget om væsentlig digital tilstedeværelse,

herunder mhp. at afklare de tekniske udfordringer, der fortsat udestår.

I lyset af problemstillingens grænseoverskridende karakter, lægger regeringen

imidlertid ligesom andre lande stor vægt på at finde løsninger i det globale spor.

Det gælder ikke mindst løsninger, som bygger

videre på OECD’s BEPS-

standarder, og som bekæmper skatteundgåelse generelt, herunder også for digitale

virksomheder. Regeringen er derfor positiv overfor et tysk-fransk forslag fra juli

2018 i OECD-drøftelserne, som styrker BEPS ved at indføre regler om effektiv

minimumsbeskatning som et supplement til eksisterende CFC-regler

. Det pågæl-

dende forslag består af to elementer, 1) en minimumsbeskatning af globalindkom-

sten, hvorefter moderselskabet beskattes af den del af datterselskabets indkomst,

der ikke minimumsbeskattes i udlandet (en ny supplerende form for CFC-

beskatning) og 2) fradragsnægtelse for visse betalinger til koncernforbundne sel-

skaber, der ikke minimumsbeskattes i udlandet. Et sådan forslag vil omfatte både

digitale og ikke-digitale virksomheder og vil mindske omfanget af skatteundgåelse

generelt. Et sådant forslag vil desuden være i fuld overensstemmelse med det gæl-

dende internationale skatteprincip om, at man beskatter et selskabs profit, der

hvor værdien skabes, og vil således ikke indebære en risiko for erodering af dansk

skatteprovenu, jf. nedenfor.

Det vurderes realistisk at opnå en OECD-enighed om et sådant BEPS-baseret

forslag i løbet af 2019 eller 2020. Hvis det mod forventning ikke lykkes, vil det

være muligt og realistisk at gennemføre et sådant forslag unilateralt i EU. Fra

dansk side vil man således være fuldt indstillet på en evt. løsning, hvor man i EU

forpligter sig til at gennemføre sådanne tiltag, såfremt der ikke opnås enighed her-

om i OECD.

Regeringen er omvendt skeptisk ved Kommissionens DST-forslag, som bryder

med det internationale princip for selskabsbeskatning, at man beskatter et selskabs

profit, hvor værdiskabelsen finder sted. Det er i Danmarks klare økonomiske og

statsfinansielle interesse at fastholde dette princip. En bevægelse væk fra dette

princip, enten partielt eller generelt, kan have negativ betydning for beskatningen

af store danske selskaber, som fx har væsentlige immaterielle rettigheder (på linje

med de digitale selskaber) og stor omsætning udenfor Danmark, men som betaler

størstedelen af deres selskabsskat i Danmark. Fremadrettet vil sådanne virksom-

heder i givet fald kunne blive beskattet mere i andre lande og mindre i Danmark.

CFC-beskatning betyder, at et dansk moderselskab beskattes af indkomsten i sit udenlandske datterselskab, når dattersel-

skabet har CFC-indkomst af en vis størrelse. CFC-indkomst består fx af renter, kursgevinster, royalties, udbytter og (aktie)

avancer. Reglerne sikrer beskatning af indkomster fra aktiver, som er nemme at flytte, dvs. mobile aktiver såsom gæld,

immaterielle rettigheder og aktier.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Nogle kunne argumentere for, at fx også medicinalvirksomheder har en forret-

ningsmodel, som er delvist drevet af brugerdata (fx data fra kliniske forsøg), og

derfor også burde selskabsbeskattes i forbrugslandet. For lande med eksportorien-

terede og videnstunge virksomheder kan et brud med det etablerede internationale

princip om selskabsbeskatning, hvor værdiskabelsen finder sted, således samlet set

indebære et (potentielt betydeligt) tab af selskabsskatteprovenu generelt.

Regeringen vurderer derudover, at den foreslåede omsætningsskat umiddelbart vil

være særdeles svær at håndhæve over for virksomheder uden for EU, hvor en stor

del af de virksomheder, som skatten i høj grad er målrettet mod, er hjemmehø-

rende. Det kan for skattemyndighederne være forbundet med betydelige vanske-

ligheder at kontrollere, om virksomhederne selvangiver deres afgiftsgrundlag kor-

rekt både i forhold til det samlede niveau og i forhold til fordelingen mellem de

enkelte lande. I mange af de omfattede transaktioner vil pengestrømmene foregå

mellem udenlandske virksomheder uden tilstedeværelse i EU, ligesom virksomhe-

derne selv skal opgøre skattegrundlaget på baggrund af fx aktivitet fra danske bru-

gere. Derudover vil nogle lande muligvis afvise at hjælpe EU-landene med at

håndhæve skatten. Bl.a. derfor risikerer skatten i praksis at blive en skat, der pri-

mært betales af EU-virksomheder til skade for deres konkurrenceevne.

Forslaget om beskatning af omsætning bryder desuden med princippet om, at

alene overskud beskattes, og medfører dobbeltbeskatning af virksomhederne og

risiko for situationer, hvor virksomheder med tab alligevel skal betale skat.

Regeringen er endelig bekymret for betydelige implementeringsomkostninger,

særligt henset til forslagets midlertidige karakter. En sådan beskatning bør have så

lave administrative omkostninger som muligt for staten samt realistiske implemen-

teringsfrister og så få administrative byrder for erhvervslivet.

Regeringen vil derudover styrke kontrollen på dette område for at sikre, at også de

digitale selskaber betaler den rigtige skat. Det vil bl.a. ske igennem et øget samar-

bejde med udenlandske myndigheder, samt en undersøgelse af, hvordan skatte-

forvaltningen får et bedre grundlag til brug for kontrolarbejdet.

I lyset af de grundlæggende bekymringer ved forslaget og de tekniske og praktiske

udfordringer og udeståender, der endnu ikke er afklaret, støtter regeringen sam-

men med andre lande ikke en vedtagelse af DST-forslaget. Det bemærkes, at også

bl.a. Tyskland, Sverige, Finland og Irland aktuelt forventes at gå imod DST-

forslaget.

Regeringen arbejder som nævnt aktivt og konstruktivt for at finde løsninger i det

globale spor, men vil kunne støtte en politisk enighed om at vedtage passende

EU-tiltag, hvis der ikke findes løsninger i det globale spor hurtigst muligt. Sådanne

unilaterale tiltag kan fx være en EU-version af det tysk-franske OECD-forslag,

eller kan være andre tiltag og man bør således ikke på forhånd lægge sig fast på at

forpligte sig til at indføre DST i EU i den forbindelse.

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 73: Supplerende samlenotat vedr. ECOFIN 4. december 2018, fra finansministeren

Regeringen kan støtte, at de tekniske drøftelser om DST-forslaget forsætter, men

finder i givet fald at de videre drøftelser så reelt skal adressere og søge at afklare

de nævnte juridiske og tekniske udfordringer.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen er tidligere forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering 2. november

2018 forud for ECOFIN 6. november 2018.