ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 63: Henvendelse af 19/11-18 fra Schiller Instituttet, vedrørende Glass/Steagall-bankopdeling

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 63
Offentligt

Hvorfor en Glass/Steagallbankopdeling

ville løse finanskrisen og ødelægge

Wall Street og “City of London”

af Tom Gillesberg

Fra Schiller Instituttets kampagneavis 16 fra 2013

En Glass/Steagall-bankopdeling vil fritage staten

og skatteyderne for at skulle dække insolvente bankers

spillegæld. Vi vil opdele bankerne i banker, der kun la-

ver normal ind- og udlånsaktiviteter, og som vil have

et statsligt sikkerhedsnet, og investeringsbanker a la Sa-

xo-bank, der må leve på egen risiko. Realkreditten skal

igen adskilles fra bankerne og yde billige realkreditlån

til kunderne i stedet for være en malkemaskine for ban-

kerne. Der skal ikke længere være »banker, der er for

store til at gå ned«, som får bail-out, i form af statslige

bankhjælpepakker, eller bliver hjulpet af bail-in-aktio-

ner, som den på Cypern, hvor bankerne får lov til at af dollar, ja måske endda billiarder. Selv når man sam-

stjæle bankkundernes penge.

menligner med det aktuelle, pålydende, globale BNP,

Indtil nu har finansverdenen og de ledende po- der skønsmæssigt ligger på omkring 70 billioner dollars,

litikere rundt om i verden tilsyneladende intet lært bliver det umiddelbart indlysende, at denne gæld aldrig

af finanskrisen i 2007-2008. I stedet for at sanere fi- vil kunne betales. Det store flertal af disse udestående

nansverdenen gennem indførelsen af en Glass/Stea- fordringer er af ren spekulativ karakter, med absolut

gall-bankopdeling lod man finansverdenen fortsætte ingen forbindelse til en legitim, nødvendig, produktiv

sine usunde aktiviteter, og nu er de spekulative bobler økonomisk aktivitet.

større end nogensinde. Finansverdenen kræver, at bru-

At fortsætte med hjælpepakker til denne enorme

tale nedskæringer og en konfiskering af befolkningens boble af fordringer, der stammer fra spekulativ spilleak-

bankindeståender og liv skal redde bankerne ved den tivitet, oven i en kollapset og hastigt skrumpende

kommende krise, men det vil ikke blot være et afskye-

realøkonomi, vil være det samme som hurtigt at

ligt og umoralsk folkemord: Finansboblerne er allerede skabe en hyperinflation som i Weimar-Tyskland i global

blevet så uhåndterligt store, at finanssystemet aldrig vil skala, og en økonomisk krise som i den mørke Middel-

kunne reddes.

alder.

Man skønner, at den aktuelle globale størrelse af

Glass-Steagall standser denne katastrofe. Ved at

fordringer fra udestående derivater (investeringspapirer, genindføre en adskillelse af kommerciel bankpraksis

der ikke giver ejerskab til fysiske værdier, men hævdes og investeringsbankaktivitet, opdeler Glass-Steagall de

at afdække risiko gennem at spekulere i kursudviklinger pågældende fordringer i to, klart adskilte kategorier:

etc.), der er blevet ophobet som et produkt af spekula- de legitime og de illegitime, idet sidstnævnte er langt

tiv, finansiel praksis, nu løber op i hundreder af billioner

Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.); Michelle Rasmussen

KONTAKT OS: 53 57 00 51; 35 43 00 33, [email protected], www.schillerinstitut.dk.

Eget tryk.

Støt Schiller Instituttets arbejde: Medlemskab: 1 år 500 kr., 6 mdr. 275 kr., 3 mdr. intro 100 kr.

Homebanking: 1551-5648408, Giro: 564-8408, Dankort/Paypal: www.schillerinstitut.dk/si/butik/

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 63: Henvendelse af 19/11-18 fra Schiller Instituttet, vedrørende Glass/Steagall-bankopdeling

større end de førstnævnte. Vi må derfor erklære, at sta-

ten ikke har noget ansvar for at tilbagebetale tab, der

er fremkommet ved spekulativ virksomhed, idet vi så-

ledes afskriver disse gældsposter for milliarder i statens

regnskaber. Vi tvinger alle banker – også de systemisk

vigtige storbanker, som i USA er JPMorgan Chase,

Citigroup, Morgan Stanley, osv., og som i Danmark

er Danske Bank, Nordea etc. – til at blive opdelt i to

dele: de såkaldte »investeringsgrene« på den ene side,

og almindelig, god gammeldags bankdrift på den anden

side. Under Glass/Steagallloven vil kun normale banker

modtage statsgaranti, mens »investeringshuse« ikke læn-

gere vil nyde godt af en sådan beskyttelse.

Selv hvis investeringshusenes billioner i udestående

»aktiver« ikke ligefrem annulleres eller fjernes ved lov, så

erklærer vi ganske enkelt, at denne gæld er deres egen,

deres eget ansvar, og ikke statens og befolkningens. Ikke

én eneste øre i nye hjælpepakker skal gå til at betale

denne gæld og uden denne kunstige beskyttelse vil disse

aktiver hurtigt fordampe. Vi bliver denne cancer kvit,

og vort banksystem bliver ført tilbage til sin nødvendige

og uundværlige funktion. Dette er, hvad den erklærede

hensigt var med Franklin D. Roosevelts originale Glass/

Steagall-Lov af 1933, og det er, hvad vi må gøre i dag.

Danmark behøver Glass/Steagall-bankopdeling

Fra produktion til spekulation

I årtier har der fundet et skifte sted væk fra fysisk

produktion og investering i infrastruktur og over til fi-

nansiel aktivitet for dennes egen skyld – og som i stigen-

de grad er frakoblet enhver tilknytning til den fysiske

realøkonomi. Finansverdenens finansielle kannibalisme

betød, at nye kilder til likviditet måtte findes, og det fik

man med den gradvise afskaffelse af den amerikanske

Glass/Steagall-lovs adskillelse mellem normal bankakti-

vitet og finansverdenens spekulationsforretninger. Det

begyndte for alvor i 1984, da Alan Greenspan, der den-

gang var ansat i J.P. Morgan-banken, skrev en pjece med

titlen »GlassSteagall genovervejet«.

Han fortsatte sin kampagne imod Glass/Steagall

da han blev formand for Federal Reserve, hvor nøgle-

elementer i Glass-Steagall-loven konstant blev udhulet.

Det endelige opgør med loven begyndte så i 1998, da

Travelers Insurance fusionerede med Citibank, en fu-

sion, der ville have været ulovlig under Glass-Steagall.

Greenspan udstedte en midlertidig undtagelse for at få

fusionen gennemført, og dernæst førte Wall Street en

afpresnings- og intimideringskampagne imod kongres-

medlemmerne og præsident Clinton, der endte med

vedtagelsen af GrammLeach-Bliley-loven af 1999, som

endegyldigt ophævede Glass-Steagall.

1999-loven skabte en ny klasse af »finansielle hol-

dingselskaber«, der havde bemyndigelse til at tegne og

sælge forsikringer og værdipapirer, udføre kommercielle

og investeringsmæssige bankfunktioner, købe og sælge

»derivater« og andre eksotiske instrumenter, samt be-

fatte sig med andre spekulative aktiviteter. Denne lov

var et skelsættende øjeblik i den udvikling, der førte til

den aktuelle, generelle sammenbrudskrise af ikke blot

USA’s, men af hele den transatlantiske verdens finanssy-

stem. Den legaliserede sofistikeret hasardspil og anbrag-

te det under statslig beskyttelse og garanti, der således

tillod en akkumulering af en hidtil uset boble af fik-

tiv gæld. Gæld, som bankerne aldrig ville have påtaget

sig, hvis ikke de havde vidst, at staten ville dække deres

potentielle tab. Til sidst bristede boblen, og det gamle,

nationaløkonomiske system døde i 2007.

De finansielle hjælpepakker, som USA’s kongres,

med truslen om udsigt til uro i gaderne, bankkrak og

endog undtagelsestilstand hængende over hovedet, ef-

terfølgende vedtog i 2008, indledte en ny, økonomisk

tidsalder, der medførte, at den amerikanske stat nu var

blevet kautionist for hele banksektoren. Det samme

blev tilfældet i EU, hvor staterne hver for sig udstedte

en universel garanti for alle bankerne – en garanti, der

i Danmark lød på intet mindre end 4.200 mia. kr. Det

blev en udbredt opfattelse, at bankvirksomhed er det

samme som økonomien, skellet mellem suveræn rege-

ringsudøvelse og udøvelse af bankvirksomhed blev ud-

visket.

Lige siden disse hjælpepakker har vi befundet os

i en accelererende, generel sammenbrudskrise, som vi

nu ser kulminere i budgetunderskud, der tvinger stater,

regioner og byer til at gå fallit. Man fortæller så folke-

valgte parlamentarikere, at de må gennemføre en po-

litik, der slår deres eget folk ihjel, for at betale gæld,

som finansverdenen egentlig var ophav til. Medlemmer

af EU-kommissionen diskuterer allerede privat nødven-

digheden af at begrænse gennemsnitslevetiden til 66 år

(!), og ved en senatshøring den 10. oktober erklærede

formanden for Den amerikanske Bankforening ABA,

Frank Keating, at man burde indføre en aftrapning i

de statslige tilskud til pensionister, efterhånden som de

blev ældre, så de enkelte pensionister ikke belastede sta-

tens finanser for meget. Glass-Steagall burde aldrig være

blevet ophævet!

USA genfinder Glass-Steagall

Efter at den amerikanske økonom Lyndon LaRou-

che i 2007 advarede om finanssystemets umiddelbart

forestående sammenbrud, er han i stigende grad blevet

midtpunkt for kræfter, der arbejder for en genindførelse

af GlassSteagall. Tre år efter finanskrisens udbrud i 2007

fremlagde den demokratiske senator Maria Cantwell

sammen med den republikanske senator John McCain

et tillæg, der ville have genindført Glass-Steagall, til den

Dodd-Frank-lov, der blev udarbejdet for at håndtere lig-

nende fremtidige kriser i bank- og finansverdenen – og

som er blevet rollemodellen for de banktiltag, bl.a. EU

arbejder med. LaRouche anførte en kampagne til støtte

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 63: Henvendelse af 19/11-18 fra Schiller Instituttet, vedrørende Glass/Steagall-bankopdeling

for Cantwell-McCainlovtillægget, men til trods for, at

loven havde rigeligt med stemmer til at blive vedtaget i

Senatet, kom der et direkte indgreb fra Det hvide Hus

og Wall Street, der forhindrede, at forslaget kom til af-

stemning i Kongressen. Der blev så i stedet fremlagt et

alternativt lovforslag, kendt som »Volcker-reglen«, hvis

specifikke formål var at blokere for en sådan genindfø-

relse af Glass/Steagall.

Ikke alene gjorde den amerikanske Dodd-Frank-lov

ikke en ende på muligheden for finansielle hjælpepak-

ker, men introducerede også, under dække af at ville

fremme »finansiel stabilitet« og »beskytte den amerikan-

ske skatteborger ved at gøre en ende på bankhjælpepak-

ker«, bail-in! Bail-in var det, som indskydere i Cyperns

to største banker vågnede op til i marts måned 2013, da

deres bankindeståender dels blev konfiskeret og bånd-

lagt. De personer eller virksomheder, der havde mere

end 750.000 kr. på deres konto, mistede 40 % af de

overskydende indeståender. Det betød, at mange små

og mellemstore virksomheder efterfølgende gik banke-

rot eller var tvunget til at fyre ansatte.

I USA vedtog man Dodd-Frank-loven, der i kapi-

tel II angiver de legale retningslinjer for bail-in gennem

Den lovformelige Likvidationsmyndighed, OLA, som

tillader »globale, systemisk vigtige, finansielle institutio-

ner« (G-SIFI’er) at forblive åbne og operative, på direk-

te bekostning af deres kreditorer og indskydere. Ifølge

både Paul Callelo, tidl. chef for Credit Suisses investe-

ringsbank, og Wilson Ervin, tidl. chef for Credit Suisses

risikoafdeling, »tilbyder bail-in en effektiv, ny måde at

rejse ny kapital til finansinstitutionerne på, idet bankens

egne penge [læs: dine penge!] anvendes, snarere end

skatteborgernes.«

Planer om at rejse ny kapital til G-SIFI’erne ved

hjælp af indskyderkonti var blevet diskuteret så tidligt

som i slutningen af 1990’erne, men verden blev ikke

præsenteret for denne »Plan B«, før man havde gen-

nemført den første, dramatiske prøvekørsel i Cypern.

Kort tid efter den cypriotiske bail-in bekræftede Jeroen

Dijsselbloem, præsident for Eurogruppen, at beslaglæg-

gelsen af bankkontiene i Cypern var »skabelonen« for

håndteringen af fremtidige finanskriser. En skabelon,

der går hånd i hånd med EU’s planer om en bankuni-

on og fælles banktilsyn, der kan sikre, at de deltagende

lande og deres bankkunder i fællesskab hæfter for de

kommende bankredninger. Noget der blev understreget

på en konference i London den 11. marts 2013, hvor

Vitor Constancio, vicepræsident for Den europæiske

Centralbank, ECB, forklarede, at bail-in-mekanismen

er et centralt element i Eurolands planlagte bankunion.

Det, man i øjeblikket er i færd med at gøre, er nøj-

agtig det modsatte af det, Franklin Roosevelt gjorde, da

han var konfronteret med en lignende krise i 1932-33,

pga. førende storbankers massive insolvens grundet tøj-

lesløs spekulation. Roosevelt forstod, at gæld, der var

frembragt gennem spekulation, og som ingen relation

havde til den produktive økonomi, ikke havde nogen

egentlig værdi for økonomien og ikke gjorde sig fortjent

til statsstøtte. Ved at adskille finanssektoren fra real-

økonomien (som blev nedfældet i Glass/Steagallloven)

var Roosevelt i stand til at starte med en ren tavle og

dels dirigere kredit over til nødhjælp, for at formilde de

menneskelige og sociale konsekvenser af den finansielle

krise, og dels til specifikke projekter, der havde varig be-

tydning for økonomien.

I dag insisterer Obama-administrationen, IMF, EU

og ECB på at likvidere nationernes borgere og deres fy-

siske økonomi for at bevare de finansielle »værdier«. De

fysiske virkninger af denne politik kan ikke komme som

en overraskelse for nogen. De må derfor være overlagte

og rækker langt ud over banksektoren. De betyder en

kraftigt faldende levestandard og markant øget dødelig-

hed for store dele af de berørte befolkninger på samme

måde som Hitlers koncentrationslejre (inden de fik til

formål at gasse uønskede befolkningsgrupper ihjel) ikke

blot skaffede billig arbejdskraft til krigsindsatsen, men

også førte til en kraftig reduktion i de indsattes levetid.

Poeten Manuel Alegre, der tidligere var næstfor-

mand for Portugals Socialistparti og to gange stillede op

som præsidentkandidat, skrev rammende om det igang-

værende økonomiske sammenbrud i Europa:

»Vi er som hine fanger i koncentrationslejrene, der

lever i den illusion, at deres tid måske endnu ikke er

kommet, mens andre allerede blev stillet i kø til gaskam-

rene. Der er intet hagekors at se; ingen soldater brøler

befalinger; sætningen ’Arbeit macht frei’ er endnu ikke

dukket op over indgangen til vort land. Men … de be-

høver hverken invadere eller bombe os. De afsiger en

kendelse og udsletter et land. … Jeg kan ikke holde op

med at føle mig som en cypriot. Jeg var overbevist om,

at vi hørte til Den europæiske Union, et projekt om

fælles velstand mellem ligeværdige og suveræne stater.

Men Cypern, efter Grækenland og, i en vis forstand,

også efter os selv, får mig til at indse, at dette Europa er

et bedrageri. Det er ikke længere et projekt for fred og

frihed; det er begyndt at blive en totalitær trussel med

det mål at forarme os stater i Syden og gøre os til slaver.«

Glass/Steagall lovforslag i USA’s kongres

International opbakning

Schiller Instituttet har gentagne gange sat Glass/

Steagall på dagsordenen i Danmark, senest på Folkemø-

det på Bornholm i juni (se http://www.schillerinstitut.

dk/drupal/node/910 ) og på Folketingets kulturnat den

11. oktober, men ingen af Folketingets partier har end-

nu fremsat et lovforslag for bankopdelingen, i modsæt-

ning til en lang række andre europæiske lande:

I Schweiz, Europas næststørste finanscentrum, har

parlamentets førstekammer netop vedtaget tre resoluti-

oner for en Glass/Steagall-bankopdeling med klare fler-

ERU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 63: Henvendelse af 19/11-18 fra Schiller Instituttet, vedrørende Glass/Steagall-bankopdeling

tal, og man er i gang med at forberede krav om en fol-

keafstemning, for at sørge for, at bankopdelingen bliver

en realitet. I Italien har flere forskellige partier fremsat

lovforslag om en Glass/Steagall-bankopdeling i både se-

natet og deputeretkammeret. I såvel Sverige som Island

har lignende lovforslag været til debat. Selv i Storbri-

tannien, der huser City of London, verdens vigtigste

finanscenter, som er centrum for det globale anglo-hol-

landsk-styrede, privatkontrollerede finanssystem, er der,

med finansavisen Financial Times i spidsen, et voksende

krav om en Glass/Steagall-bankopdeling.

I USA, Glass/Steagall-lovgivningens ophavsland, er

det i mellemtiden blev tidens varmeste emne. En lang

række økonomer og samfundsdebattører har meldt sig

ind i debatten for Glass/Steagall, inklusive Sandy Weill,

den tidligere chef for Citigroup der oprindelig var en

drivende kraft i at få ophævet Glass/Steagallloven. En

mobilisering fra LaRouche-kampagnen har medført, at

halvdelen af alle delstatskongresserne nu har introduce-

ret resolutioner til støtte for en genindførelse af Glass/

Steagall, og i Washington har Marcy Kapturs lovforslag

i Repræsentanternes Hus nu 75 medstillere fra såvel det

demokratiske som republikanske parti, og der er fremsat

to lovforslag i Senatet.

Støttebreve og appeller til kongressen er væltet ind

fra Europa og hinsides med indtrængende opfordrin-

ger om en hurtig genindførelse af Glass-Steagall, der

ville have gennemslagskraft til at transformere hele den

transatlantiske dynamik. Den 16. oktober indrykkede

LaRouchePAC en annonce i Washingtonavisen The

Hill, med 40 underskrifter af folkevalgte repræsentan-

ter, fagforeningsfolk og andre prominente personer, der

opfordrede kongressen til omgående at følge op på suc-

cessen med at stoppe krigen imod Syrien ved at genind-

føre Glass/Steagall, så man kan stoppe Wall Streets krig

imod den amerikanske befolkning.

LaRouche-kampagnen forsøger at få den hurtigt

voksende utilfredshed i den amerikanske befolkning og

den voksende erkendelse af, at Obama er en afgørende

del af problemet, kanaliseret over i vedtagelsen af Glass/

Steagall og afsættelsen af Obama. Det er blevet langt

mere sandsynligt efter det store sammenstød mellem

præsident Obama og Kongressen – i forbindelse med

finansloven for 2013-2014 og nødvendigheden af at

hæve det amerikanske låneloft – for Obama afslørede

i forbindelse med forhandlingerne, at han er særdeles

villig til at lave nedskæringer i Social Security (en folke-

pension, som ansatte indbetaler til), Medicaid (statstil-

skud til medicin) og Medicare (statstilskud til læge- og

hospitalsbehandling). Det fik mange demokrater, der

indtil nu har forsvaret Obama og hans politik, til at

forstå, at han er en afgørende medspiller i Wall Streets

forsøg på at fjerne disse sociale ordninger.

Richard Trumka, formanden for den største ameri-

kanske fagforening AFL-CIO, holdt en tale i Las Vegas

den 21. oktober, hvor han kraftigt advarede Washing-

tons politikere imod at skære i disse programmer: »In-

gen politiker, jeg er ligeglad med fra hvilket parti, vil

slippe af sted med at skære i Social Security, Medicare-

eller Medicaid-tilskuddene. Glem det«. Han advarede

derefter potentielle Obama-medløbere direkte: »Den-

ne advarsel tæller dobbelt for demokrater. Vi vil aldrig

glemme. Vi vil aldrig tilgive. Og vi vil aldrig holde op

med at arbejde for at gøre slut på jeres karrierer.«

Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt kasinoban-

kerne eller befolkningen skal overleve. De, der vælger

at redde befolkningen, har intet andet valg end at smi-

de det nuværende, bankerotte system over bord og satse

på løsningen med Glass-Steagall, kreditsystem og store

infrastrukturprojekter. I modsat fald vil vi se et acce-

lererende sammenbrud af den fysiske økonomi med

massearbejdsløshed og voksende armod, massive offent-

lige nedskæringer, der smadrer sundhedsvæsenet og den

almene velfærd. Dødeligheden vil som et resultat stige

kraftigt i befolkningen, og de tilbageværende virksom-

heder vil lide kraftigt under en kollapsende økonomi.

Konsekvenser, som allerede kan ses i Grækenland, Spa-

nien, Portugal og Cypern, og som vil udbredes til hele

EU og USA, hvis vi ikke skifter kurs. En Glass/Stea-

gall-bankopdeling og et farvel til finansspekulationens

tidsalder er det første skridt på vejen ud af dette mare-

ridt for Danmark, EU, USA og resten af verden.

KONTAKT OS: 53 57 00 51; 35 43 00 33,

[email protected]