Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 21
Offentligt
Kære Morten
Tak for din interesse for min henvendelse.
Jeg vil her forsøge at uddybe min kritik yderligere.
Det kan godt være, at noget af det jeg skriver måske kommer til at lyde banalt, det er dog for at få det hele
ind i en sammenhæng og det må du i givet fald se bort fra.
I Danmark har vi en unikt måde at finansiere fast ejendom på.
Det har betydet, at vi har fået mulighed for at bygge og vedligeholde vores boligmasse og
erhvervsejendomme, så de i dag fremstår som noget af det fineste på denne klode.
Det vil sige, at også helt almindelige mennesker har mulighed for at bo rigtig godt.
Grundlaget er som sagt den særlige måde vi finansiere på, hvor den største del af finansieringen udgøres af
realkreditlån, hvilket betyder, at den største del af finansieringen
stilles til rådighed via et normalt transparent marked for kapitalformidling.
Tidligere var udbyderne af realkreditlån foreninger som ikke havde anden kommerciel interesse end at
udbyde realkreditlån på de bedst mulige vilkår, hvilket også betød,
at lånerne i forbindelse med deres lån indskød et reservefondsbidrag som sikkerhed således, at realkredit
institutionerne altid var velpolstrede til krisetider.
Det der altså var unikt var, at realkreditinstitutionerne dannede nogle obligationer, som låneren så kunne
sælge i et transparent marked (på børsen), og derved få likvid kapital
til finansiering af deres faste ejendom.
I dag er de fleste foreninger opløst og i stedet står bankerne nu for realkredit formidlingen, hvilket betyder
at fokus er flyttet fra, at gøre det bedst muligt for lånerne til at gøre
det bedst muligt for aktionærerne.
Det er selvfølgelig helt legitimt i et markedsøkonomisk samfund, at bankerne har som deres fornemmeste
opgave, at sørge for så stort et afkast som muligt til deres ejere.
På den anden side er det så også vigtigt, at formidlingen af kapital, som er så vital for at vores samfund kan
fungere, reguleres så det samfundsmæssige perspektiv ikke tilsidesættes i jagten på afkast.
Årsagen til, at jeg overhoved er dykket ned i denne problemstilling er, at jeg i forbindelse med en lille
låneomlægning i en af mine boligafdelinger, kom til at undre mig over de omkostninger en
sådan omlægning genererede. Det er jo en simpel transaktion.
Jeg satte mig for at analysere hvordan jeg måske kunne gøre det billigere, så mine lejere på den måde
kunne slippe billigere.
En af mulighederne, var at kontakte banken og bede dem kigge på deres omkostninger en gang til. Det gav
lidt, men jeg synes stadig at omkostningerne var voldsomme.
Derefter overvejede jeg selve transaktionen. Ved at lade banken stå for salget af mine obligationer kunne
jeg konstatere at jeg både ville blive ramt af en kursskæring som var ca. tre gange så høj,
som når jeg ellers laver transaktioner i mine investeringsdepoter, samt ville skulle betale en kurtage.
Jeg besluttede derfor, at jeg ville bede banken overfører obligationerne til mit investeringsdepot i stedet.
Herved kunne jeg undgå kurtage og skæring både ved køb og salg og derved spare afdelingen og selskabet
for omkostninger.
Dette opfattede jeg som, simpelt, ligetil og efter bogen, indtil jeg fik et afslag fra Realkredit Danmark på at
få udleveret/overført mine obligationer.
Jf. ovenstående er hele grundlaget for realkreditlån, at der dannes nogle obligationer som så sælges på et
transparent markedet til højst bydende, for derved at få det mest optimale lån for låntager.
Denne mulighed for at have hånd i hanke med mit lån, nægtede Realkredit Danmark mig altså.
Efter flere forsøg på at få en begrundelse for afslaget endte jeg med at få et begrundet svar fra RD´s
chefjurist, som i korte træk beskriver årsagen til afslaget, at behovet ved kunderne ikke er der,